I slutningen af november deltog jeg i et fagligt seminar for og med underviserne på journalistik på RUC. Temaet var forholdet mellem virkelighed og fiktion i forskellige formidlingssammenhænge: dokumentar, tv-nyheder, forskningsrapporter. Jeg var blevet bedt om at indlede med et oplæg "om faktion", nok mest fordi jeg jo har skrevet en bog for mange år siden, Faktion som udtryksmiddel, der den gang blev ret kendt både i universitets- og journalistkredse. Måske også fordi jeg har vejledt en hel del specialer i og om narrativ journalistik, og har talt en del om det til højre og venstre. Og den fortællende journalistiks former er jo også blevet beskyldt for at sætte den journalistiske troværdighed på spil gennem blandingen af fakta og fiktion.
Når jeg kommer til at tænke på det seminar i dag, er det fordi mit oplæg den gang sluttede med at fremhæve at spørgsmålet om hybridformer og tvetydige kontrakter med publikum, stadig er højaktuelt. Og i dag har Information en artikel på kultursiderne med rubrikken "Skæbnedag for autofiktion". Underrubrikken fortæller at et forlag og en forfatter er på anklagebænken i en retssag "for at have have krænket 'romanfiguren' Thomas Skade Rasmussens privatliv.
Dels studser jeg over ordet "autofiktion" i rubrikken, der blev brugt som om det var et ord alle læsere var fortrolige med. Dels er det mærkeligt med de distanceskabende anførselstegn omkring "romanfiguren". Jeg husker ikke jeg har set ordet "autofiktion" før, men det har jeg nok, men ikke hæftet mig ved det i skyndingen.
Jeg tjekker Wikipedia på engelsk, det må være derfra det kommer - autofiction:
Coined by Serge Doubrovsky in 1977 with reference to his novel Fils, autofiction refers to form of fictionalized autobiography. Autofiction combines two paradoxically contradictory styles: that of autobiography, and fiction. An author may decide to recount his/her life in the third person, to modify significant details or 'characters', using fiction in the service of a search for self. It has parallels with the faction, a genre devised by Truman Capote to describe his novel In Cold Blood. Autofiction is principally a genre associated with contemporary French authors, among them: Christine Angot, Guillaume Dustan, Alice Ferney, Annie Ernaux, Olivia Rosenthal, Anne Wiazemsky, and Vassilis Alexakis. Catherine Millet's 2002 memoir The Sexual Life of Catherine M. famously used autofiction to explore the author's sexual experiences.In India, Autofiction has been associated with the works of Charu Nivedita. His novel Zero_degree, a path breaking work in Tamil Literature, in an example of this genre.
Ser man det! Det er altså et blended udtryk - en verbal kortslutning af "autobiografi" og "fiktion". Og altså et eksempel på faktion i den betydning af ordet som jeg bruger i Faktion som udtryksmiddel: en mediefortælling hvor man blander fakta og fiktion - og der bliver ballade over blandingen.
Den danske forfatter som nu er anklaget, hedder Claus Bech-Nielsen, fremgår det. Og jeg husker der tidligere i Information har været nogle spøjse artikler om det rod der var i CBN´s roman 'Suveræn' hvor han beskrev en "ven" med navns nævnelse, men i en sammenhæng hvor der i øvrigt var en masse opdigtet stof. Og at "vennen" blev sur og følte sig og sit liv misbrugt.
Der er jo også klare analogier til retssagen i Oslo om Åsne Seierstads Boghandleren i Kabul. Og artiklen i Information refererer til Klaus Rifbjergs Marts 1970, og oplister i en faktaboks en lang række moderne "autofiktive" værker, hvoriblandt den norske Karl Over Knausgaard: Min Kamp, Jørgen Leth: Det uperfekte menneske, Susanne Brøgger: Sølve, og Knud Romer: Den der blinker er bange for døden.
I artiklen er der også interviewudtalelser af Poul Berendt som i 2006 fik udgivet bogen Dobbelkontrakten hvori han analyserede en række autofiktioner, og anbefaler at man som publikum læser dem to gange, først selvbiografisk og altså som fakta, og derefter som romaner - altså som fiktion.
Det synes jeg i øvrigt er forfejlet når hele fidusen set fra forfatterens synspunkt og fornøjelsen set fra læserens er at tvetydigheden fastholdes under læsningen: De skal læses som blendede diskurser - hvad enten de bryder lov og ret - eller bar balancegang på grænsen til moral og anstændighed.
For nu at vende tilbage til det jeg begyndte med i dag, mit oplæg til det faglige forum på journalistuddannelsen. Under arbejdet med det blev jeg klar over - for alvor - at jeg havde et lidt traumatisk forhold til begrebet faktion. Der skete nemlig det i starten af 90-erne at bogen de første år nød stor anerkendelse, og jeg blev inviteret til at holde oplæg og forelæsninger både her og der.
Men så pludselig blev medieforskernes establishement enige om at det videnskabsteoretisk var forfejlet at lægge så meget vægt på skellet mellem fakta og fiktion som jeg (og det fleste journalister) gjorde. Egentlig kunne man jo - dybest set - ikke skelne mellem fakta og fiktion, og derfor var begrebet faktion videnskabeligt set uanvendeligt, var grundsynspunktet.
Og derefter forsvandt Faktion som udtryksmiddel ud af mediespecialernes og de medievidenskablige afhandlingers litteraturlister - sammen med at brugen af selve termen blev nærmest tabu. Og selv valgte jeg - og deri det traumatiske - at smide begrebet ud af de bøger og artikler jeg efterfølgende skrev som havde noget med blandings- og hybridgenre i medierne at gøre, fx. De levende billeders dramaturgi. Analytisk indførte jeg her begrebet "fortællerplot" - delt op i "journalistiske plot" og "underholdningsplot", og samtidig beskrev jeg en særlig faktagenre - "de afprøvende" - som dækkede en del af de tv-programmer som jeg i faktionsbogen sammenfattede under betegnelsen "iscenesat.virkelighed". Og jeg fik på den måde terminologisk sneget mig uden om det "betændte" faktionsbegreb.
Men jeg sluttede faktisk mit oplæg i november med at "genoplive" begrebet 'faktion' - og stå ved det jeg skrev og den tænkning der lå bag min bog fra den gang. Jeg synes af jeg med de moderne cognitive teorier om conceptual blending og frame-shifting har fået teoretisk fast grund under fødderne.
Det kunne være jeg i et fremtidigt blog-indlæg skulle resumere oplægget i sin helhed. Men her er den oprindelige definition i hvert fald som den stod skrevet:
Faktion” er alle former for medieprodukter hvor blandingen af ”fakta og ”fiktion” er interessant og problematisk, og hvor denne blanding har afgørende betydning – enten for publikums måde at opfatte og modtage budskabet på – eller for afsenderens måde at producere og fremstille sit stof på – eller, for det meste, for begge dele.
