Da jeg var meget, meget ung - så ung at jeg endnu ikke vær færdig med mine studier i slutningen af 60´erne, var jeg med til - sammen med en medstuderende Niels Erik Wille og en ung adjunkt Harald Steensig - at opfinde og udvikle et nyt sprogfag på danskstudiets første del på KU.
Vi kaldte faget "pragmatisk analyse" - og ideen var at lære de studerende at de kunne analysere alle mulige former for tekster som sprogbrug i en social kontekst - sprogbrug med en bagvedliggende intention (=sproghandling) og med en oplevet effekt på modtagere.
Den teoretiske back up fandt vi blandt andre i filosoffen Charles Sanders Peirce (1839-1914) og hans tegnteori, en teori der stod i markant modsætning til Saussures og Hjelmslevs systemiske tegnteori som ellers var dominerende i sprogfagene på det tidspunkt.
Faget pragmatisk analyse blev betragtet som lidt af en faglig revolution den gang. Et skift i hvad man i dag ville kalde faglig 'framing' - fra et sproget som system-synspunkt til et sproget som social praksis-synspunkt.
Vi opfattede det selv som et 'moderat' politiserende fag, idet målet var at give redskaber til at få en afdækkende og afslørende analytisk skovl under fx reklametekster, ugebladsjournalistik, pornofortællinger, tegneserier, medieinterviews, mm. mm.
En af vores 'bibler' den gang var svensk: "Språk och påverkan - om argumentationens semantik" af Andersson og Furberg.
Og et af de 'befriende' begreber som vi hentede derfra, var "perspektivmarkør" - dette at synonymer som egentlig referer til samme emne, alligevel har meget forskellig effekt fordi de med sig transporterer meget forskellige værdiladede associationer.
Et klassisk eksempel var serien: hest, ganger, krikke, øg. Af andre husker jeg vi opregnede: kvinde, dame, madamme, kone, kælling.
Med mere politisk zweck en række ord som: sabotør, frihedskæmper, oprører, partisan.
Så springer vi til nyere tid: Bruges begrebet 'perspektivmarkør' stadig?
Jeg googler "perspektivmarkør". Og i hvert fald så sent som i et nummer af web-tidskriftet Kommunikationsforum fra 2002, finder jeg en artikel af retorik-studerende Lisca Maria Findahl under overskriften:
Brixtoftes halvfulde flasker
... en overskrift der naturligvis kalder det velkendte perspektvimakør-par frem: halvtom eller halvfuld.
Lidt nede i artiklen får vi kontekst og definition til begrebet:
Inden for pragmatisk sprogteori arbejder man med begrebet ’perspektivmarkører’. Det er fællesbetegnelsen for de steder i sproget som afslører afsenderens forudsætninger og udgangspunkt, også kaldet præsuppositioner. Vi markerer gennem sproget hvilket perspektiv vi ser tingene fra, og hvordan vi vurderer dem. Vi kan omtale en ting i meget forskelligt lys alt efter hvilket ord vi vælger, da hvert synonym med næsten samme grundbetydning har sin egen skov af associationer.
Den persons sprogbrug som Lisca Maria Findahl skal have skovlen under i artiklen, er den daværende borgmester i Farum Peter Brixtofte.
Ved konsekvent at anskue og omtale kommunalpolitik som 'det at drive en virksomhed' - og ved tilsvarende at omtale plus-minus-beholdningen i kommunens pengekasse som 'virksomhedens positive eller negativ likviditet', så gør det det muligt for ham at glide af på en række kritiske spørgsmål, siger Lisca:
I eksemplet ovenfor er der en betydningsglidning fra ’rede penge’ til ’likviditet’. Denotationen er næsten den samme. Men ved konsekvent at benytte den sidste udgave, prøver Brixtofte på eufemistisk vis at pakke problemerne ind, og dermed påvirke tilhørerne til at tro på at det hele ikke er så slemt endda. Helt midlertidige likviditetsproblemer lyder ikke nær så slemt som decideret underskud i kassen.
I de senere år er perspektivmarkørerne blevet forankret i et overordnet begreb som man beskriver med det engelsk udtryk 'framing' - altså en metafor som på danske kunne 'at rammesætte'.
Det man 'rammesætter' er den tænkning der ligger bag en bestemt sprogbrug om et emne. Og den sprogbrug kan så komme til udtryk ved blandt andet valget af 'perspektivmarkører'.
En af fædrene til at fremhæve betydningen i den offentlige debat og tænkning af fænomenet 'framing', er den internationalt berømmede sprogforsker George Lakoff.
Han fremsatte sin teori om framing og betydningen af framing i den politiske debat, i bogen "Don't Think of an Elephant! Know Your Values and Frame the Debate" (2004).
Hans grundpointe i den bog er at hvis ikke venstrefløjen er opmærksom på den systematiske framing af politik og økonomi som det politiske højre er meget dygtige til at praktisere, ja så taber venstrefløjen opbakning og forståelse i den offentlige mening.
Venstrefløjen bør mentalt og sprogligt tage sig sammen og systematisk 're-frame' sprogbrug og dermed tænkning på en række centrale politik-områder, er hans argumentation.
Et af de mest slående eksempler som jeg husker fra den bog, er fremhævelsen af præsident George W. Bush´s framing af 'terrorisme' efter 9/11: "Terrorisme is War", en metafor som legitimerede den militære invasion af Afghanistan, og som altså tvang hele den vestlige verden til at tænke at den bedste eller eneste måde at bekæmpe terrorisme på var ved at sætte militæret ind.
En sådan metaforisk frame kan sammenfattes i en metaforisk ligning: TERROR = KRIG
Her et link til en artikel af Lakoff der i oversigtsform sammenfatter hovedsynspunkterne i sin bog om 'ikke at tænke på en elefant':
Mest berømmet er George Lakoff for bogen "Metaphors We Live By" som han skrev sammen med Mark Johnson.
Grundsynspunktet heri er at al vores tænkning inden for alle mulige abstrakte felter (fx matematik), grundlæggende er metaforisk.
Som for eksempel 'tid' der metaforisk ofte begribes som noget der er levende og kan bevæge sig: "tiden løber", "tiden står stille", "slå tiden ihjel".
Omsat i formelsprog: TID = LEVENDE VÆSEN.
Eller som noget der har økonomisk værdi: "det koster minutter", "jeg kom i tidsunderskud", "jeg sparede flere timer ved den genvej".
Her er metaforformlen der styre tænkningen bag ved ordene: TID = PENGE
Et andet eksempel er 'det at diskutere' som metaforisk kan begribes som 'krig', 'kamp', 'slagsmål': "han vandt debatten", "hun forsvarede sit synspunkt godt", de gik ind i diskussionen bevæbnet til tænderne med friske facts."
Metaforligningen: DISKUSSION = KAMP
Den metaforiske frame kan forklare hvorfor Clement Kjærsgaard langt hen ad vejen fik offentlig accept på sin måde at interviewe Mette Frederiksen på i tv for nylig.
I små 10 år vejledte jeg specialer på RUC´s journalistuddannelse.
Næsten hvert semester var der en gruppe studerende som ønskede at arbejde med 'framing-analyse' af den journalistiske dækning af et eller andet kontroversielt.
Og teorien er ganske omfattende og flere fagområder opererer med hver sin definition.
Bare se for eksempel hvordan Wikipedia kommer vidt omkring med begrebet:
Så det var ofte svært for de studerende at komme fra den omfattende, men diffuse teori til en pragmatisk medieanalyse.
Jeg opdagede at min jo ret så simplistiske måde at sammenfatte en "frame" på, nemlig som en (metaforisk) ligning, fungerede befriende for tænkningen hos de studerende.
Jeg husker fx et speciale hvor de studerende ville undersøge hvordan to aviser framede "sindslidende" i deres nyhedsartikler. Og udtrykt i formelsprog, så var resultatet klokkeklart:
I langt hovedparten af artiklerne i Jyllandsposten gjorde journalisterne bruge af framen: SINDSLIDENDE = (POTENTIEL) KRIMINEL.
I langt hovedparten af artiklerne i Politiken i den samme periode gjorde journalisterne brug af framen: SINDSLIDENDE = SYG.
Alle kan sikkert også huske hvordan man konsekvent i de danske aviser metaforisk framede de oprør, optøjer, protestdemonstrationer som foregik i mange arabiske lande 2010-11 som DET ARABISKE FORÅR, en metafor som ofte dækkede over en manglenede analyse af de bagvedliggende kræfter der trak i trådene og siden tiltvang sig magten, og som betød at "foråret" ikke gik over i "sommer" som metaforen lagde op til, men overaskende for de fleste i den vestlige offentlighed endte i rent politisk-økonomisk kaos.
Inden for journalistisk teori taler man om "horserace-journalism" som en metaforisk frame mange journalister forfalder til at anskue politisk uenighed igennem.
Altså: POLITIK = HESTEVÆDDELØB.
Den metafor lægger i den grad et tågeslør over hvad der er substansen i en politiske uenighed.
Så det er altså vigtigt som journalist og/eller politiker der deltager i den offentlige politisk-økonomiske diskurs, at være sig kritisk bevidst inden for hvilke mentale rammer man formulere sig og tænker.
Det er også præmissen for en bog som udkom november 2015: "Tag bladet fra munden - en introduktion til politisk framing" af de to retorikere Jens Jonatan Steen og Gry Inger Reiter.
Som en god måde at promovere bogen på, har de skrevet debatartikler til både Politiken og Information hvor de demonstrerer hvad deres framing-analyser kan i forhold til måden man taler om inden for forskellige politikområder.
I Politiken den 22. november har de artiklen med overskriften
Finansloven er et retorisk mesterstykke - hvornår tager venstrefløjen ved lære
I netversionen har er rubrikken kortet ned til:
Hvornår tager venstrefløjen ved lære af den blå retorik
Manchetten lyder:
Når Venstres 'moderne kontanthjælpsloft' er blevet kronen på værket i regeringens finanslov, skyldes det flere år med politisk bevidst sprogbrug, der har fået danskerne til at se de ledige i et langt mere neoliberalistisk lys.
Bogens teori og analyser lægger sig tydeligvis tæt op af Goerge Lakoffs. Og den har også samme grundpræmis: at den politiske højrefløj i mange år systematisk har framet fx arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere på en ganske bestemt måde som gør det nemt at sluge en politisk lovgivning som beskærer en række sociale ydelser.
Artiklen tager udgangspunkt i en kernepåstand som gentages om og om igen fra tilhængere af blå blok:
Det skal kunne betale sig at arbejde.Sætningen har spredt sig som lyden i et ekkokammer i den offentlige debat gennem flere år. Særligt højrefløjen er lykkedes med at sætte fokus på de skadelige effekter af offentlig forsørgelse ved at tale om ’værdigt trængende’, ’svage økonomiske incitamenter’, ’Dovne Robert’ og ’respekt for folk, der går på arbejde’.Den slags tale har gødet jorden for en række afgørende reformer af bl.a. dagpengesystemet og det såkaldte moderne kontanthjælpsloft, som er en del af de netop afsluttede finanslovsforhandlinger.
Senere i artiklen forklarer forfatterne:
Den bagvedliggende præmis er, at man ved at sænke ydelser – hvad enten det er kontanthjælp, integrationsydelse eller anden offentlig understøttelse – øger den enkelte lediges incitament til at finde sig et job, og man argumenterer implicit for, at der er job nok at få, at det er den enkeltes eget ansvar at få det, og at den mest nærliggende forklaring på ledighed er, at man er en doven slubbert.Når Venstre holder fast i at skære i ydelserne og stramme incitamenterne, på trods af at effekterne er yderst tvivlsomme og sparsomt belyst af forskningen, skyldes det, at tænkningen er ideologisk hjerteblod.Forestillingen om, at det skal kunne ’betale sig at arbejde’ bygger på, at manglende beskæftigelse er et individuelt ansvar – ikke fællesskabets. Derfor har man i årevis forsøgt at frame ledighed som et spørgsmål om individer, der frivilligt går ledige, for at dreje debatten i retning af Venstres egne værdier.
ARBEJDSLØS = ARBEJDSSKY DOVENLARS er den metaforiske frame som ligger bag.
Og forfatterne konstaterer at en stor del af venstrefløjen simpelt hen ukritisk har overtaget den frame:
Framingen, der individualiserer skylden for ledighed, har formået at sprede sig og blive taget op af aktører, der for 20 år siden ville have afvist den prompte. Den er blevet så stærk, at venstreorienterede forholder sig til den og ofte bruger den – på trods af at AE-rådet i 2013 dokumenterede, at ud af de 150.000 danskere, der opnår en umiddelbar gevinst på maks. 2.000 kr. om måneden ved at være i arbejde, er 9 ud af 10 alligevel i arbejde.
I artiklen i Information tager forfatterne fat på den anden side af sagen, det at det er nødvendigt som poltisk bevidst debattør at finde ud af at 'omramme' tænkning og sprogbrug, fx i forhold til den måde man taler om klima- og miljøproblemer på.
I fagsproget er termen: 're-framing'.
Artiklen i Information af de to retorikere har overskriften
Derfor er klima aldrig øverst på dagsordenen
Manchetten lyder:
Hvis vi vil motivere folk til at handle, er vi nødt til at droppe de abstrakte og komplicerede termer. Klimakrisen skal gøres nærværende – vi har nogle bud på hvordan.
Problemet med de frames man bruger i den dominerende klimadebat og tænkning er abstraktionsniveauet som gør at almindelige mennesker bogstavelig talt ikke 'berøres' af debatten og argumenterne:
Klimaet er ikke noget, man kan se, CO2-udslip ikke noget man kan lugte eller smage, globale temperaturstigninger ikke noget, man kan tage og føle på. Og klimadebatten er fyldt med tekniske termer, der beskriver videnskabeligt dokumenterede fakta, men som på ingen måde relaterer sig til vores liv og vores hverdag. Tal og fakta er selvfølgelig vigtigt, men det er ikke det, der skaber opbakning.Og det er netop her, der er brug for en langt mere effektfuld framing. I stedet for at fortsætte med de abstrakte og komplicerede termer, som klimaet oftest diskuteres ud fra, er der brug for at gøre debatten mere nærværende og virkelig for den enkelte, hvis man vil motivere folk til at handle.
Istedet for at tale om "at begrænse CO2-udledning", "2 graders målsætning" og "grøn omstilling", skulle man gå efter at frame miljøforbedringer som noget der har med "renhed" og "sundhed" at gøre.
At en sådan re-framing har effekt, kan dokumenteres eksperimentelt:
Et godt eksempel er at frame klimaet som et spørgsmål om renhed. Denne tilgang får nemlig folk, der normalt ikke går op i klima og miljø, til at indtage en aktiv holdning til, at klima- og miljøproblematikker skal bekæmpes og forebygges. Det viser et studie, som de amerikanske forskere Matthew Feinberg og Robb Willer udførte i 2013.De satte forsøgspersoner, der var deciderede klimaskeptikere eller i det mindste apatiske over for klimadebatten, til at læse artikler om miljø- og klimarelaterede problemer.Den ene gruppe forsøgspersoner læste en artikel, der lagde vægt på det, som klimaforkæmperne ofte argumenterer med: Den beskrev de skadevirkninger, som menneskets adfærd har på klimaet, og hvor vigtigt det er, at folk beskytter klimaet.Den anden gruppe læste en artikel om, hvor beskidt og forurenet klimaet er blevet, og hvor vigtigt det er, at vi rydder op i og renser vores omgivelser.Den første gruppe ændrede overhovedet ikke holdning til klimaspørgsmålet. Men framingen, der gik på renhed via fokus på giftstoffer i drikkevand og smogskyer over byerne, fik derimod læserne til at støtte forebyggende politikker, som de ellers ville have modsat sig.
Tilsvarende hvis man re-framer debat og argumentation med fokus på "sundhed" der ligesom "renhed" umiddelbart kan forbindes med den fysiske krops velbefindende af de fleste:
En anden fordelagtig framing for klimaforkæmperne er at gøre klimadebatten til et spørgsmål om sundhed. Det indgyder nemlig folk håb og motiverer dem til at tro på, at de selv kan gøre en forskel. Så bliver klimaet, ligesom sundhed, opfattet som noget, vi kan ændre på, og noget vi helt personligt får det bedre af at få rettet op på.Det har forskeren Teresa Myers m.fl. vist med et studie fra 2012, hvor en framing af klimaforandringerne som et spørgsmål om sundhed fremkaldte positive følelsesmæssige reaktioner hos forsøgsdeltagerne, der gjorde dem tilbøjelige til at støtte politikker, der kan afbøde klimaforandringer.
I kontrast hertil viste forsøgene:
Til sammenligning havde en frame, der slog på de miljømæssige risici ved klimaforandringer – den måske mest brugte frame af klimaforkæmpere – stort set ingen effekt på de apatiske, uengagerede og skeptiske forsøgspersoner, der ikke følte den mindste trang til at ændre holdning.
Det er godt at der nu er kommet en bog der går i offensiven og får det budskab ud at vi - og jo ikke mindst journalister - skal være bevidste om hvordan sprogbrugen i politisk argumentation sætter vores tænkning og føleser i begrænsende glas og ramme.
Til slut vender jeg lige tilbage til George Lakof der i artiklen linket til ovenfor blandt andet tager udgangspunkt i ordet "taxrelief" (dansk: "skattelettelse") som en del af en forførende konservativ politisk frame:
On the day that George W. Bush took office, the words tax relief started appearing in White House communiqués to the press and in official speeches and reports by conservatives. Let us look in detail at the framing evoked by this term.The word relief evokes a frame in which there is a blameless Afflicted Person who we identify with and who has some Affliction, some pain or harm that is imposed by some external Cause-of-pain. Relief is the taking away of the pain or harm, and it is brought about by some Reliever-of-pain.The Relief frame is an instance of a more general Rescue scenario, in which there a Hero (The Reliever-of-pain), a Victim (the Afflicted), a Crime (the Affliction), A Villain (the Cause-of-affliction), and a Rescue (the Pain Relief). The Hero is inherently good, the Villain is evil, and the Victim after the Rescue owes gratitude to the Hero.
Vi har jo en helt tilsvarende frame tyngende belastning: SKAT=BYRDE.
Og den frame udelukker så den tanke at det meste af de fællesgoder som skatten betaler - børnehaver, skoler, sygehuse, plejehjem, universiteter, museer - jo er noget som vi alle er enige om er entydigt godt.
Og hvor længe er vi ikke blevet tudet ørene fulde af at "skattelettelser" er godt fordi det "skaber flere jobs".
Sådan også i USA ifølge George Lakoff:
Now we’re hearing the slogan “Tax relief creates jobs.” Looking at the Relief frame, we see that afflictions and pain can be quantified, and there can be more or less relief. By the logic of framing (NOT the logic of economics!), if tax relief creates jobs, then more tax relief creates more jobs. That is just how the president has been arguing for increasing tax cuts from $350 billion to $550 billion. The new frame incorporates the old Tax Relief frame into a new “Tax Relief Creates Jobs” frame.
På facebook forsøgte jeg mig med en re-framing af "skattestigning" ud fra det grundsynspunkt at mange af de problemer som man nu slås med fx i forhold til at der kommer flere asylsøgende flygtninge som samfundet i en række år må have udgifter med, kunne klares med fx en enkelt procent stigning af indkomstskatten.
Mit forslag til hvad man skulle kalde sådan en ekstraskat:
ANSTÆNDIGHEDS-SKAT
Jeg ville personligt betale den skat med glæde - hvis jeg så til gengæld kunne blive fri for alt det sludder og vrøvl om "den nødvendige politik".
