Sider

fredag den 19. oktober 2012

André Derain - ud af mørket, frem i lyset - og andre historier fra det moderne maleris guldalder

Der er en stor Matiss-udstilling i København som jeg ikke har besøgt - endnu.
    Matisse er jo en af de helt store omkring århundredskiftet - efter impressionisterne. Et af de malerier jeg straks får ind på den indre skærm et det her - et portræt af hans kone. Jeg har set det på Statens museum for kunst, og det optræder i alle illustrerede bøger om ham og hans udvikling.


Jeg synes det er utroligt - og genialt tænkt og udført. Der er en simpel forenklet realisme i tegningen og formen af ansigtet og dets udtryk, men de klare urealistiske primærfarver der gennemsyrer motivet, får det forenklede motiv til mentalt og konceptuelt at brænde sig ind i min visuelle erindring.

Her et andet af Matisses malerier fra den samme periode ´Kvinde med hat´som også er et af dem der har gjort stort og varigt indtryk. Jeg genkender det med glæde når jeg just nu finder det på nettet:



Der er klart tale om konceptuel blending i disse billeder - af to 'input-rum'; ét konceptuelt rum hvor motivet 'ligner' virkeligheden i form og tegning, og et andet som leverer farverne, farver som er 'unaturlige' og ikke-beskrivende.
   Det er denne særlige konceptuelle blending der bidrager mest til min store fascination og fornøjelse ved at beskue dem.

Men generelt tænder jeg ellers ikke alt for stærkt på Matisses malerier. De er for dekorative, for meget farver og form - motivet er tilsyneladende kun en anledning for en æstetisk udvikling - væk fra virkeligheden - ind i abstraktionen.
   Jeg har det med Matisse lidt som med Picasso. Jeg kan intellektuelt indse de er geniale, men de fleste billeder i deres senere produktion (be)rører mig ikke.
 
Men min research via Google giver mig en overraskelse. Først et navn som jeg aldrig husker at have stødt på: André Derain. Koblet sammen med den retning som fik navnet 'Fauvisme', som jeg godt husker at have set og hørt om da jeg var ung og læste en del kunsthistorie. Men præcis hvilke kunstnere der indgik i den bevægelse husker jeg ikke.
   Så får jeg lidt af et visuelt chock da jeg ser Derains malerier her på nettet:










Louisiana havde en glimrende udstilling for et par år siden: Farven i kunsten. Jeg tjekker kataloget. Jo, André Derain var repræsenteret med tre billeder, men måske ikke hans allerbedste.

Historien fortæller at Derain og Matisse i sommeren 1906 tog til Sydfrankrig for at male sammen, og at de under dette samarbejde eksperimenterede vildt og udviklede helt nye ideer om 'naturstridig' brug af farver - ideer som klart brød med impressionismen der jo grundlæggende var en form for naturalisme.  
   Wikipedia:
Derain and Matisse worked together through the summer of 1905 in the Mediterranean village of Collioure and later that year displayed their highly innovative paintings at the Salon d'Automne. The vivid, unnatural colors led the critic Louis Vauxcellesto derisively dub their works as les Fauves, or "the wild beasts", marking the start of the Fauvist movement.
    In March 1906, the noted art dealer Ambroise Vollard sent Derain to London to compose a series of paintings with the city as subject. In 30 paintings (29 of which are still extant), Derain put forth a portrait of London that was radically different from anything done by previous painters of the city such as Whistler or Monet. With bold colors and compositions, Derain painted multiple pictures of the Thames and Tower Bridge. These London paintings remain among his most popular work. Art critic T.G Rosenthal: " Not since Monet has anyone made London seem so fresh and yet remain quintessentially English. Some of his views of the Thames use the Pointillist technique of multiple dots, although by this time, because the dots have become much larger, it is rather more simply the separation of colours called Divisionism and it is peculiarly effective in conveying the fragmentation of colour in moving water in sunlight." [4]
For mig er det lidt af et mysterium at jeg ikke har André Derains navn og hans malerier bare nogenlunde present.  
   Malerierne som jeg finder på nettet, er af en visuel og koloristisk kvalitet, så de burde hav fæstnet sig lige så stærkt i min erindring som så mange andre af de store franske malere fra århundredskiftet.  
   Jeg burde have læst mere om ham. Hans malerier fra denne fauvismlaie-periode er - i hvert fald for en umiddelbar betragtning - helt  i samme klasse som Matisse.
   Jeg læser lidt videre - og får forklaringen: Under anden Verdenskrig var André Derain 'tyskervenlig':
During the German occupation of France in World War II, Derain lived primarily in Paris and was much courted by the Germans because he represented the prestige of French culture. Derain accepted an invitation to make an official visit to Germany in 1941, and traveled with other French artists to Berlin to attend a Nazi exhibition of an officially endorsed artistArno Breker.[6] Derain's presence in Germany was used effectively by Nazi propaganda, and after the Liberation he was branded a collaborator and ostracized by many former supporters.[12]
Jeg kan referere til det foregående indlægs to teoretiske begreber: 'framing' og 'priming'. Han har - nativt - været offer for nazistisk propagandas bevidste priming- og framingstrategier. Og er blevet nedgraderet i betydning af kunsthistorien.

Hvem hørte ellers til fauvisterne i de små 10 år år bevægelsen var en bevægelse? To navne fremhæves:  Maurice de Vlaminck og Albert Marquet.
   Her et af Maurice de Vlaminck:




Og her et par af Albert Marquet:





Men det fremgår også at den retning der kaldes ´pointilisme' eller 'neo-impressonisme' - og som jeg godt husker og var ret fascineret af som ung, på flere måder var en forløber for fauvismen. Og at Matisse var stærkt inspireret af sommeren inden malersamværet med André Derain at have oplevet en inspirerende "malersommer" i San Tropez med to af neo-impressionismen store navne: Paul Signac and Henri-Edmond Cross.
   Her et af Signac:



Her et af Cross:



Og endelig Matisses eget store maleri i pointilistisk stil - det berømte ´Luxe, Calme et Volupté´ - inspreret af samværet med de to andre:



De må godt nok have haft det skægt, den gruppe malere, i de år når de tog til Sydfrankrig for at male sammen.