Jeg forfølger i de seneste blogindlæg tankegangen fra NTL - "The Neural Thory of Language", som også kunne kaldes teorien
om det kropsindlejrede sprog og den kropsindlejrede tænkning: the embodied theory of language.
Det bærende metaforiske udsagn for teorien er:
"Understanding as Simulation"
Og "simulation" betyder noget i retning af
ubevidst tankeeksperimenteren - hvor tænkning og "koncepts" ikke er bundet til verbalsproget - men ligesåvel kan være tænkning i billeder, tænkning i bevægelser (dans), tænkning i lyd (musik), tænkning i smagsfornemmelser - eller - i kreativitetssammenhæng - en kombination af fx verbal og visuel/rumlig tænkning
Da vi ved at hjernen er opdelt i moduler som arbejder sammen for at vi kan tænke, føle, handle, forstå, opleve, så må tænkning foregår i delvist adskilte men samarbejdende
simulationsrum.
Det er en parallel til at når vi oplever en rød bil komme kørende, så registres den røde farve i et center af hjerne, bevægelsen i et andet, og kategoriseringen af at det er en bil i et tredje. Men centrerne arbejder altså samme for at give os den hele oplevelse af "en rød bil kommer kørende".
Eller når vi taler, så er det et center i højre hjernehalvdel der styrer intonation og tryk og de muskler i stemmebåndet som leverer den del af talen, mens det er et center i venstre hjernehalvdel der styrer syntaks, ord og udtale og de muskler i mundområdet der styrer udtalen af vokaler og konsonanter. Og de to centrer arbejder ubevidst og koordineret sammen for at give den "naturlige tale".
Da følelser og højre hjernehalvdel har tættest forbindelse, så kan intonationscentret i højre hjernehalvdel, hvis man er bange for at sige noget, sende signaler til stemmebåndende om at de skal "snøre sig sig sammen", så der ikke kan komme en lyd frem, selv om tunge, læber og mund gør alt hvad de kan for at sige det venstre hjernehalvdel instruerer om at de skal udtale.
Lad os forfølge ideen med forskellige simulationsrum der arbejder sammen på andre områder:
Når man taler om
fakta-dramaturgi i fx tv, så taler man i virkelighed om
blending af to konceptuelle rum: et
dramaturgisk og et
retorisk. I det dramaturgiske rum er målet
forførelse, i det retoriske rum er målet
overtalelse.
Tager man de kropsindlejrede metaforer i de to målsætninger for pålydende, så bliver man som modtager gennem dramaturgien ført til en anden virkelighed end den man er i - altså i et mentalt billed- og handleorienteret "fiktionsrum" som man kan forlade bagefter.
Gennem retorikken bliver man som modtager talt over i en anden videns- og taleposition end den man er i, altså flyttet til et andet sandheds- eller indsigtsrum som man kan tale ud fra, et rum med et nyt standpunkt der erstatter et allerede eksisterende.
Hvis altså det lykkes med hhv. overtalelsens og forførelsens forskellige simulationsstrategier
Accepterer vi at forståelse er simulation - simulation der for det meste foregår i det kognitivt ubevidste - så kan man sige at henholdsvis retorik og dramaturgi opererer i hver sit særlige ubevidste simulationsrum:
Retorikken udfolder sig i et mentalt rum hvori der simuleres samtale og diskussion i form af forestillede spørgsmål og svar - eller i form af forestillede påstande og modpåstande med argumenter. Det er viden og sandhed der er i spil i det rum.
Dramaturgien udfolder sig i et mentalt rum hvori der simuleres personers handlinger og modstand, aktion og reaktion i scener og sceniske forløb. Det er følelser, sansninger og handlings-identifikation der er i spil i det rum.
Bemærk: I begge rum forudsættes modstand mod hhv. forførelsen og overtalelsen.
Det er min hypotese at dramaturgiens simulationsrum domineres af højre hjernehalvdels-tæning, mens retorikkens domineres af venstre hjernehalvdels-tænkning. Men at begge hjernehalvdele naturligvis arbejder sammen når de kropsindlejrede simulationsprocesser er i gang når fx et journalistisk faktaprogram opleves og sætter mentale - kognitive og emotionelle "aftryk" i hjernen.
Faktadramaturgi leverer altså mentale værktøjer til kognitivt at operere i et blended simulationsrum hvor forførelse og overtalelse mixes på uigennemskuelig vis gennem mental og konceptuel integration af de gode gamle modstandere: fornuft og følelse.
Hvad med det der kaldes narratologi - og som handler om hvordan man konstruerer fortællinger i ord? Storytelling?
Simulation af forløb af oplevelser? Måske?
I en opgave jeg som censor læser inden for faget "Informationsjournalistikkens strategiske grundlag", finder jeg følgende beskrivelse af hvad man strategisk kan gør for at forebygge eller modvirke modstand mod forandring i en virksomhed.
Afsættet er en bog "Modstand mod forandring" skrevet af Steen Visholm:
Visholm gør opmærksom på, at modstand mod forandring typisk bunder i forestillinger, der ikke har hold i virkeligheden. Hans teori er, at når en forandring udmeldes, vil de fleste mennesker have en naturlig tilbøjelighed til at gøre sig en masse grundløse og angstbetonede forestillinger, der kan hindre modtagelsen af objektiv information. Ifølge ham er en forandringsproces 'et projektivt rum, der løbende udfyldes med med virkelighed.' For at der kan blive plads til virkeligheden i det imaginære rum, er medarbejderne imidlertid først nødt til at dele deres negative forestillinger med andre, lade forestillingerne 'containe' - og dernæst realitetsteste imod fakta. Jo mere virkelghed rummet på den vis fylde med, desto mindre plads er der til ukonstruktive forestillinger. Forandringsmodstanden kan således begrænses.
"Containe" må vel betyde "rumme og inddæmme"?
Det jeg hæfter mig ved her er omtalen af "et projektivt rum" og "det imaginære rum". Det lugter af "simulation". Det er et mentalt rum som medarbejderne har konstrueret i hjernen, ikke ud af sandhed, virkelighed og fakta, men ud af fantasier og angstforestilinger - og hvori de ser sig selv. Og de bryder sig ikke om det de ser. Og bliver bange. Skal de kunne se sig selv i et forandret rum uden angst, så må dette imaginære rum være beskrevet så levende og konkret at det - i erfaringssprog - at det gør det muligt at medarbejderne kan se sig selv handle fungere i det, og sådan at det simulerede fremtidsscenarie kan levere svar på de konkrete spørgsmål som udspringer af angsten for forandring
Her beskrives på en måde en kamp mellem den indre dramaturgis arbejde og den ydre retoriks mål.
Når mennesker simulerer og dermed forstår noget, så kan der være to kilder: den ene kan være indre fremkaldte forestillinger, og den anden de handlinger man for tiden udfører, idet simulering jo altid i en eller anden forstand enten bygger på tidligere eller på aktuel kropsindlejret forståelse.
Hvis det angstfyldte projektive imaginære rum skal "fyldes af virkelighed" - fantasi erstattet med erfaring - så kræver det mere end ord - altså mere end (en-vejs)kommunikation.
Derfor skal de angstfyldte medarbejdere indsættes som aktive aktører i virkelige (for-)handlingsrum der har direkte relation til de forandringer som skal gennemføres. Det kaldes her i opgaven jeg læser, at tildele dem "ejerskab i processen".
Værdier skal ikke først og fremmest kommunikeres, de skal leves. Ellers kan de ikke siden hen simuleres.
Jeg tænker på typiske metaforiske udsagn om jeg-et i simulerede rum af typen: "Jeg kan ikke se mig selv i den nye stilling", eller "Jeg kan ikke forstille mig arbejde på de betingelser".
Opgaven er at få medarbejderne til "at se sig selv" arbejde, fungere, leve, få mening i den fremtidige forandrede virksomhed og virkelighed.
Eller som amerikanerne siger: "What´s in it for me? That´s the question!
En af vejene må altså være at arbejde med storytelling i anskuelige fremtidscenarier der gør det muligt for medarbejderne at få besvaret spørgsmål som: Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for mig? Hvilke ny opgaver får jeg? Hvilke kolleger møder jeg og skal samarbejde med? etc.
Herunder brug metaforer, metonymer, lignelser, analogier, cases, eksempler, ordsprog, bevingede ord, jokes, gåder - over en bred front. Brug erfaringssprog, anvend basic-level-kategori-ord, tegn og fortæl, få kroppens positive erindringer aktiveret.
Det fremmer anskueligheden i fremtidsscenarierne og bidrager med det mentale "stof" - de indre billeder og brikker - som simulationsprocesserne skal trække på for overhovedet at komme igang.
Man kan måske sammenfatte det sådan: Hvis du som leder har et ønske om at forandre folks adfærd, så må du give dem "input" i form af konkrete forstillinger som de kan bruge til at se og simulerer sig selv fungerende i en kommende forandret virkelighed. Konkrete forestillinger er noget man kan give input i gennem erfaringssprog som indeholder en vrimmel af basic-level-categories-ord. Og for at simulere en virkelighed så må man have input via erfaringssprog. Ellers har man ikke simulationsmateriale for fantasien og forestillingsevnen.
Og pointen er nok at det er kun gennem mulighederne for simulation at man kan "tale til" folks følelser. For sådan er hjernens moduler forbundet, der forbinder ord og følelser.
Og det ved vi: Følelser, positive eller negative, er afgørende for hvad vi vil gøre eller ikke gøre, herunder ændre adfærd - i bestemte situationer.
En anden af opgaverne i "Informationsjournalistikkens strategiske grundlag" referer til en af de "tunge drenge" inden for forandringskommunikation, J. P. Kotter:
Kotter identificerer et grundlæggende mønster i vellykkede forandringsprojekter "See - Feel - Change" som er indeholdt i alle forandringens otte trin. Buddet lyder, skab visuelle oplevelser, så medarbejderne kan se forandring for sig. Det giver en følelse af lettelse og føre til ændret adfærd.
Vi ser os selv i et simuleret rum. Vi føler os godt tilpas i dette forestillede rum. Vi tør handle for at virkeliggøre dette rum.
Dette med "SEE - FEEL - CHANGE" er i følg opgaven eksemplificeret i bogen "The Heart of Change - Real-life Stories of How People Change Their Organisations" - af J.P.Kotter og Dan S. Cohen.
Jeg mindes igen og igen Kung Futse:
Tell me and I forget
Show me and I remember
Involve me and I understand.
Ud fra den kropsindlejrede sprogteorie, er det naturligvis en herlig metaforisk titel der er lige i øjet: "The Heart of Change" - forandringens hjerte.
Og i citatet fa Kung Futse er det ikke svært at oversætte "involve me" til: "Give mig et simulationsrum som jeg kan se mig selv i" - og dermed forstå hvad forandringen går ud på.
