Om brevskrivning og erfaringsprog - og om kreativ brug af 'tennisspil' og 'æglægning' i sammenligninger og metaforer

Egen akvarel - efter motiv fra nettet

Jørn Lund, min gamle studiekammerat og fast forfatter af sprogklummer i Politiken, har i dag en artikel om forfattere der er store og produktive brevskrivere.

   Det interesserer mig fordi jeg for nylig har fået foræret nogle af de breve min mor i en kort periode 1949-50 skrev til min tante, nogle breve som først for nylig er dukket i op i en kasse som min kusine havde fået og gennemgik efter min tantes død.

  Når brevene er særlig interessante for mig og min søskende, skyldes det at min mor døde tidligt - i 1965 - af en svulst i hjernen. Så ingen af os søskende har kendt hende mens vi levede vores voksenliv. 

   Tilbage er kun fjerne og tågede barndoms- og ungdoms-erindringer - fra hver vores vinkel.

   Og hvordan var hun egentlig? Den diskussion får vi aldrig ende på.

 

Vi ved vores mor var kreativ, interesseret i kunst og litteratur. Hun lavede også stofkollager, syede ryatæpper og hørte klassisk musik - med glæde.
   Og Jule-perioden med udklip at stads og dekorationer var årets kreative klimaks for hende.
   Og hun elskede at feste og at danse, det husker vi alle.

   Og så skrev hun mange og lange breve, både til sine to søstre og til sin mor, men de er gået tabt.
    Hun må også have skrevet nogle til mig mens jeg var i USA 1961-62, men jeg husker det ikke og har ikke gemt dem.
   Hun strikkede islandske sweaters til min tre amerikanske brødre og mig og sendte over:

Peter, Jimmy, Dickie, Danny

De var en stor succes i min amerikanske familie.

Men hun skrev altså også til min tante, som i øvrigt sikkert har svaret med tilsvarende lange breve, for hun var - også - en sprogligt meget kreativ dame - og ligesom min mor var hun hjemmegående husmor med små børn i den periode.

   Senere boede jeg hos tanten og min farbror i nogle sommerferier, og hun var altså simpelt hen sjov, husker jeg - kunne fortælle vittigheder og lege med ord stort set uafbrudt - og kunne tilsyneladende ikke lade være: De ordspil kom bare af sig selv.

   Da min farbror fyldt 70 eller 75 - holdt hun en varm tale til ham - skrevet på vers. Det var originalt - og rørende.

 

Da mine søskende og jeg havde vores halvårlige komsammen  her i sommer, havde min mindste bror fundet en lille dagbog som min mor skrev efter operationen foråret 1965 og i nogle få måneder inden sin død i september, en periode hvor vi børn egentlig troede at operationen var lykkedes, og kun min far vidste at det var en stakket frist.

   Da vi læste op af disse dagbogsnotater, slog det mig - igen - hvor naturligt og flydende et skriftsprog min mor havde: klart, nuanceret erfaringssprog. talesprogskonkret og -nært, men altså levende skrift når det er bedst.

 

Og sådan var de her nyfundne breve også. Det var ret så bevægende at læse dem - og få dem læst højt af fruen.

Jørn Lund kalder Karen Blixen og H. C. Andersen for "brillante brevskrivere" i anledning af John Chr. Jørgensens nyudkomne bog om brevet som genre og udtryksform, eksemplificeret med breve fra de to store og internationalt kendte forfatternavne.

   Jørn Lund genfortæller at Karen Blixen opdager at brevene egner sig bedre til fortælling end til diskussion. Hun skriver til broderen Thomas Dinesen:

Du kan tro, at jeg mange gange ønsker, at jeg kunne sidde og få en snak med dig som i gamle Dage, og noget lignende kan vel så mine Breve blive.

Breve som erstatning for 'en snak' som ikke kan lade sig gøre.

   Og i et andet brev:

Meget opmuntrende synes jeg forresten ikke, at forsøget på at føre en Diskussion i Breve paa saa lang Afstand kan siges at være - det er omtrent som at spille Tennis med så høje Bolde, at man hver Gang maa vente en halv Time paa, at de skal komme ned igen.

Bang! Et fantastisk og anskuelig billede - en sammenligning og metafor i et hug:

   At skrive breve på så lang afstand er omtrent som at spille tennis med så høje bolde at man hver gang må vente en halv time på at de skal komme ned igen.

   Den indebærer en  bagvedliggende konceptuel metafor: DISKUSSION = SPIL. 

   Og så associeres derfra til det tennisspil som Blixen i kraft af sit overklasse-tilhørsforhold kender ud og ind - og så at sige har indlejret i kroppen.

Jeg søger lige på nogle andre Blixen-citater, her fra hendes breve fra farmen i Afrika:

   Til Ingeborg Dinesen, januar 1923:

“To råd skal jeg give alle yngre kvinder: at klippe håret af og at lære at køre automobil. Disse to ting forandrer hele tilværelsen. Det lange hår har virkelig været et slaveri gennem årtusender; man føler sig pludselig så fri, som ord ikke kan udtrykke, med en kort manke som man kan ordne i et minut, og som vinden kan blæse igennem. Og når man så herude ikke har korsét, så kommer man virkelig til at kunne bevæge sig som en mands jævnlige.”

"At klippe håret af" og "at lære at køre automobil". To indholdskonkrete anskueliggørend metonymer på kvindens frigørelse som i den grad rammer tiden efter Første Verdenskrig.

Her et citat mere:

   Til Thomas Dinesen, 17. oktober 1914:

“Jeg har i fire Uger besøgt de lykkelige Jagtmarker og kommer lige ud fra Dybet af den store vilde Naturs Herlighed, fra Urtidens Liv i Dag som for tusinde Aar siden, fra Mødet med de store Rovdyr, som betager én, som man får på Hjernen, saa at man ikke synes, der er andet værd at leve for end Løver.”

Igen ser man hvor sprogligt konkret Karen Blixen er i sine fortællende breve: "de lykkelige jagtmarker" refererer til det engelske udtryk "happy hunting grounds" som er indianernes betegnelse for et 'paradis' hvor der er en overflod af let tilgængelige byttedyr for jægere og krigere; i overført betydning: et sted hvor der er frihed til at forfølge sine ønsker og lyster uden snærende restriktioner.

  Udtrykket kender både Karen og broderen Thomas fra deres far Wilhelm Dinesen, som i perioder af sit liv levede og jagede sammen med indianerstammer i Nordamerika.

  Dette billede med 'de lykkelige jagtmarker' associeres så videre til den faste vending "at have noget på hjernen", som altså også dækker over en konceptuel metafor: ENSIDIGT OPTAGET AF X = AT HAVE X PÅ HJERNEN.

   Karen har af oplevelserne i Kenyas vilde simpelt hen natur fået ... "Løver på hjernen".

   Man ser det for sig!

Dette flydende og billedrige skriftsprog hos Karen Blixen (og fx også hos H.C. Andersen) er jeg overbevist om hænger sammen med at det personlige brevs naturlig sprogform er erfaringssproget. et sprogbrug hvis ordvalg er kendetegnet ved det jeg andet steds har karakteriseret som "basic level-kategorier":

In cognitive psychology, a basic-level category is a family of events, objects, patterns, emotions, spatial relationships, or social relationships that are cognitively basic. "Dog", "chair", "ball", and "cup" are examples of basic-level categories.

   Basic-level categories share a variety of properties with one another. Among other similarities, they are the level first named and understood by children, the level with the shortest primary lexemes, the first level to enter the lexicon of a language, the level at which subjects are fastest at identifying category members, the level at which most of our knowledge is organized, the level that most faithfully mirrors natural kinds, and the highest level at which a single mental image can reflect the entire category.

   Basic-level categories tend to rest in the middle of typical general-to-specific categorical hierarchies. For example, in classifying life forms, the basic-level category tends to be at the level of the genus (oak, maple, rabbit, raccoon, etc.)

   If I run across a tree on a trail, I could call it a "plant", a "tree", a "leaf-bearing tree" a "sugar maple", or a "cutleaf staghorn sumac", but I am most likely to simply call it a "maple". Categories more general than "maple" are likely to be mentally represented as superordinate categories, while categories more specific are likely to be represented as subordinate categories.

http://www.wisegeek.com/what-is-a-basic-level-category.htm

Jeg plejer at sige at ord der tilhører 'basic-level-kategorier', kan kendes på at de umiddelbart kan tegnes (cykel, elefant, gaffel, sol) - eller demonstreres gennem efterlignende gestus/handling (spis, sove, løbe, smile, klippe).

Og når vi nu er ved billedskabende sprog, så dukker der et smukt og for mig friskt eksempel op i dagens kronik i Politiken på et dramaturgisk begreb og fænomen som jeg tidligere har skrevet meget om  - også her på bloggen. 

   Andre steder har jeg kaldt det "set up" eller "plantering", men her var nu en frisk variant: 'at lægge æg i sindet'.

   

Rubrikken gjorde også brug af en anden - usædvanlig metafor, i hvert fald i forhold til at forfatteren er jurist:

Dragsdahls rolle i den kolde krigs absurde teater

Kronikken er af René Offersen, ham der var advokat  for Jørgen Dragsdahl i injuriesagen ved Højesteret mellem ham og professor Bent Jensen, en sag Dragsdahl vandt.

   Kronikken er et svar på en tidligere kronik som forhenværende chef for PET, Ole Stig Andersen havde skrevet, og hvori han kritiserede dommen i meget skarpe vendinger, og begrundede hvorfor han støttede at sagen blev bragt videre til menneskeertsdomstolen i Strassbourg:

   Denne kronik sluttede med en sætning om at dommen ikke ville holde "en halv meter og slet ikke helt ned til Strassbourg."

Jurister er ikke berømte for at skrive klart, levende og billedrigt, snarere det modsatte. Men det er utvivlsomt en fordel når man procederer - også i Højesteret - at man har adgang til både det juridiske videnssprog og det hverdagsnære erfaringssprog, og at man kan formulere sig i et retorisk effektivt mix.

   For eksempel skriver han om Ole Stig Andersens slutformulering - retorisk skarpt og klart - og med et ekko af talesprog i formuleringerne:

Bemærkningen er kæk, men malplaceret.

   Det ved jeg, fordi Højesteret generelt er på et andet niveau end Ole Stig Andersen tror. Og konkret ved jeg det, fordi jeg var advokat for Jørgen Dragsdahl i Højesteret, og derfor har beskæftiget mig indgående med Højesterets dom og  Jørgen Dragsdahls retssikkerhed.

Og senere citerer René Offersen fra Ole Stig Andersens kronik:

"Det fremgår klart, at Bent Jensen i sine indlæg ikke støttede denne påstand (om at JD skulle have været betalt KGB-spion). Han brugte slet ikke begrebet spion, og han nævner udtrykkeligt, at der ikke blev rejst sigtelse mod Jørgen Dragsdahl"

Og så kommer Offersens svar, der med en smuk og effektiv metafor klæder Bent Jensens luskede retorik af: 

Nej, det fremgår bestemt ikke klart, at Bent Jensen ikke støttede spionpåstanden. Bent Jensen indledte sin artikel med at gengive den alvorlige spionpåstand (peger mod straffelovens paragraf 107) og udtalte senere, at en stor del af Ekstra Bladets oplysninger havde vist sig at være sande.

   Hvorfor skulle den alvorlige betegnelse spion anvendes i artiklens første sætning, hvis ikke Bent Jensen ønskede at lægge æg i læserens sind? Hvis Bent Jensen ikke ville lægge sådanne æg, hvorfor gav han så ikke oplysninger om sandfærdigheden af den refererede spionpåstand?

   Et andet eksempel på Bent Jensens diabolske skrivestil er følgende udsagn senere i artiklen: »... hvor i øvrigt også den norske spion Arne Treholt mødtes med sin KGB-føringsofficer«.

   Der er tale om et voldsomt retorisk misbrug fra Bent Jensens side, herunder kunstgrebet med det lille ord ’sin’. Arne Treholt fik 20 års fængselsstraf for sin spionage. Hvorfor skulle Treholt af Bent Jensen skrives ind i en sætning sammen med Jørgen Dragsdahl, hvis ikke det var for at lægge rådne æg i læsernes sind?

Vi fremhæver lige den her fine og friske metafor:

"at lægge æg i læserens sind" 

"at lægge rådne æg i læsernes sind"

Billedet er beslægtet med det engelske "a plant" eller det svenske "plantering", og det betyder altså at lægge en tekst til rette på en måde og med et ordvalg så læseren forføres til senere lettere at tro på en påstand eller et argument.

   Et nyere ord med nogenlunde samme betydning fra markedsføringsspsykologien er "priming", et fagudtryk som i følge Wikipedia skal forstås således:

Priming is an implicit memory effect in which exposure to one stimulus influences the response to another stimulus. (...)

   Priming can occur following perceptual, semantic, or conceptual stimulus repetition. For example, if a person reads a list of words including the word table, and is later asked to complete a word starting with tab, the probability that he or she will answer table is greater than if they are not primed. 

   Another example is if people see an incomplete sketch they are unable to identify and they are shown more of the sketch until they recognize the picture, later they will identify the sketch at an earlier stage than was possible for them the first time

Jeg googler for at se om metaforen med at "lægge (rådne) æg i læserens sind", om det er Offersens egen kreative opfindelse, eller han har lånt det fra en anden kilde. 

   Men det er Offersens egen. Den optræder kun i to andre avisartikler fra i år som begge indeholder citater fra proceduren ved Højesteret, som her i retsreferatet fra Weekendavisen:

Denne afgørende præmis (at JD skulle være såkaldt "påvirksningsagent") bliver totalt forkastet af Offersen, da han procederer i Højesteret. Han laver en minutiøs sproglig analyse af Bent Jensens artikler om Dragsdahl, og påpeger, at Jensen slet ikke brugte betegnelsen »påvirkningsagent« i artiklerne, som startede sagen. 

   Offersen forklarer, at Jensen igen og igen gav det indtryk, at Dragsdahl var spion eller regulær agent i den tunge kategori og ikke blot en påvirkningsagent.

   »Bent Jensen lagde med sine tendentiøse artikler æg i læsernes sind. Rådne æg. Ingen almindelige læsere kunne, når de havde læst artiklerne, være i tvivl om, at Dragsdahl var en strafbar KGB-agent eller spion, som kun slap af krogen, fordi PETs ledelse droppede en straffesag imod journalisten af politiske grunde.«

Hvis jeg en gang skulle komme i alvorlig juridisk knibe, ved jeg godt hvem jeg ville hyre, hvis jeg havde råd: René Offersen.

Den skrivende Poul Martinsen - sprogkunst der kan læses som en film - i bogen om hypnosemorderen

Som jeg fortalte i et tidligere indlæg om tv-dokumentaristen Poul Martinsens nys udkomne bog om "hypnosemorderen" Palle Hardrup, så var Martinsen en velmeriteret skrivende featurejournalist på Politiken op gennem det meste af 60´erne, inden han i 1968 blev fastansat i DR´s Kulturafdeling for at producere tv.

   På et bredt felt af tv-genrer var han pioner. Men det var han faktisk også allerede som skrivende. Et studieophold på Columbia School of Journalism i USA inspirerede ham både til at ville lave tv som "direct cinema" (=fluen på væggen-dokumtar), men også til at prøve sig selv af i den journalistiske genre som den gang i 60´erne blev kaldt new journalism.

   Det er en konceptuelt blended genre som man bl.a. har beskrevet som "journalism that reads like a novel" - altså: journalistik som kan læses som (var det) en roman. En genre som fra midt i 90´erne har fået en renæssance under navnet "narrativ journalism" - fortællende journalistik. For nylig praktiseret med store gennemslagskraft i offentligheden i Politiken i serien om den adopterede og tvangsfjernde somaliske pige Amy, skrevet af Dorrit Saietz.

I USA var en af pionerene Truman Capote - og den bog som inspirerede kloge folk til at opfinde begrebet "faction", havde titlen "In Cold Blood: A True Account of a Multiple Murder and Its Consequences". Den udkom 1966.

   Nu har jeg fået læst Martinsens bog "Hypnosemorderen - dobbeltmennesket Palle Hardrup". Og mon ikke forfatteren har haft denne sin ungdoms inspirationskilde i tankerne - i det mindste i den ubevidste del af dem.

   I hvert fald havde også Palle Hardrup 'koldt blod' da han begik sit fejlslagne bankrøveri og dræbte to bankfunktionærer. Og som det fremgår af bogen, så havde han det stadig - 'koldt blod' og ingen anger eller skam - da Martinsen opsporede og interviewede ham næsten 60 år efter - da Palle Hardrup var 87 år - de 40 levet under cover. 

   Og ligesom Truman Capotes bog først udkom da morderne var hængt, så udkom Poul Martinsens bog først da Palle Hardrup var død.

Jeg kan skrive under på Politikens anmeldelse af Hans Hertel der konkluderer:

En fantastisk bog om en fantastisk skæbne - flot skrevet, med høj indlevelsesevne og tungen lige i munden.

Men hvordan er den så skrevet, og hvad er det for en tunge han holder lige i munden?

   Her citerer jeg det aller første afsnit - kursiveringerne er mine:

Det er morgen i et af Københavns brokvarterer, og solen leger borte-tit-tit i vinduerne på et tog, som kører forbi. I en lejlighed på første sal, tæt på det høje banelegme, går en gammel mand og vander blomster. Fra sit vindue kan han se ind til rækkerne af passagerer, der ligner folk i en rutsjebane, på vej til de op- og nedture, dagen måtte bringe.

   De tykke dobbeltvinduer i lejligheden dæmper motorlarmen til en susen. Toget, der glider forbi, ser ud som om det er med i en stumfilm.

Manden taler til planterne imens han går rundt og vander dem. Og han beskrives sådan her:

Den gamle mand er i pullover og gabardine-bukser ned pressefolder. Har har sælskindstøfler på og glider uden anstrengelser frem og tilbage over gulvplankerne med vandkanden. Tynd og sej er han og ligner med sine uglebriller og sin veloplagthed en bogholder, der lige har ringet ind til sin arbejdsplads og stukket en plade om, at han må blive hjemme, fordi han er blevet så grueligt forkølet.

Det her er et smukt eksempel på regulær new journalism. Skrevet i 3. person. Scenisk fremstilling. Kronologisk handlingsforløb. En tekst med øje for de sigende detaljer. Erfaringssprog i øjenhøjde.

   Men det er mere end det. Det er også skønlitteratur med finurlige og charmerende metaforer og sammenligninger. Og med et snert af H.C. Andersen: 'solen leger borte-tit-tit i vindueren', 'så grueligt forkølet'.

   Og så er det jo ikke bare en scenisk fremstilling. Det er en filmisk fremstilling - en observeret scene - sat i ord: 'ser ud som om det er med i en stumfilm.'

Dette første kapitel i bogen beskriver en dag i den gamle mands liv. Han går ud og køber ind og...

På vej hjem bestiller Palle sig en cappuccino i Jensens Bøfhus på Trianglen. Der er trængsel i lokalet, og da den unge servitrice vil servere kaffen kommer hun til at vælte kroppen, så den skoldhed drik ryger ud over bakken med kurs mod kundens ben.

   I slow motion ville man kunne følge kaffens sprøjt ud af koppen, hen over bakken og ned ad bordpladen. Strømmen af skoldhed kaffe og mælkeskum svæver lige over den pæn ældre herres bukser - da han i sidste øjeblik kaster benene ud til siden, så kaffen plasker ned ved siden af ham.

Man ser i et aha-glimt filmesekvensen for sig.

Det der ikke fremgår af bogen, er at Poul Martinsen faktisk havde prøvet at få DR til at lade ham producere en dokumentarfilm om hypnosemordene og de to dømte, Palle Hardrup og Bjørn Schouw Nielsen. Men at hans programforslag var blevet afvist. 

   Så den dokumentarfilm han forestillede sig i fantasien, blev  ikke til noget i virkeligheden. Den  frustration ligger som en billedskabende undertekst i bogen, og er med til at levere et ekstra fascinationslag i fortællingen. Andre steder har jeg talt om kreativ vrede.

Scenen fortsætter:

Servitricen er ved at gå til af undskyldninger. Men Palle vinker afværgende.

   "Jeg har altid været hurtig, når det gælder, og cool," siger han smilende. Pigen aner ikke hvad den gamle dreng taler om. Hun kan jo heller ikke vide, at den kulde, han tænker på, var hans måde at reagere på, når nogen for lang tid siden prøvede på at ramme ham med en salve fra en maskinpistol. Hun skynder sig at bringe en ny cappochino hen til bordet.

Den slags set up til senere scener og afsnit i fortællingen er der mange af i dette først kapitel. Dramaturgisk set er kapitlet et samlet anslag til hele fortællingen.

   Og som vi ser her, veksler fremstillingen mellem på den ene side handling i aktualiserende nutid der giver naturlig fremdrift - og på den anden: flash back i datid der udnytter spillet mellem varslende vidensforspring og tilbageholdt viden om hvad der den gang skete, og som siden vil blive fortalt i bogen.

    Men Martinsen kan også udnytte at det netop er verbalsproget der kan fortælle noget som det vil være rigtigt svært at fortælle i filmiske billeder - fordi det der skal fortælles, er noget indre - noget  mentalt og usynligt. Her i endnu et flash back:

For fyrre år siden gav hans forsvarsadvokat og gode ven ham et råd: "Tag navneforandring, skift identitet, start et nyt liv. Gem og glem ham dér Hardrup. Væk med ham!" 

   Siden da har han forvist minderne fra første halvdel af sit liv til en art isolationscelle, han har konstrueret et hemmeligt sted i sin personlighed. Et mørkt rum til forbudte tanker og utidige følelser, som til hverdag pænt bliver på plads, fjernt fra det klare dagslys.

Kender man Martinsens tv-produktion, så vil man se at der her ligger en henvisning til noget af det Poul selv har lavet flere tv-dokumentarfilm om: Hvad der sker med folk når de bliver hensat i isolationsceller. Så der er tale om en personligt levet, 'dyb' metafor når han i en stor del af fortællingen beskriver den anden 'mørke side' af "dobbeltmennesket" Palle Hardrup.
    Og samtidig er denne metafor på Palle Hardrups mentale konstruktion, et set up til Martinsens samlede projekt med bogen: at kalde disse mørke minder, forbudte tanker og utidige følelser frem - og dokumentarisk at modstille dem med den ny identitet som Palle Hardrup har levet i og med i fyrre år.
   Men 'isolationscellen' peger også på at når Martinsen vælger at portrættere endnu et "dobbeltmenneske", så ligger der også en personligt spejling og en form for identfikation i forhold til hovedpersonen. Dokumentaristen PM er selv et "dobbeltmenneske" der altid har følt sig isoleret.
   Og som den 'filmauteur' han er, har han selv brugt en stor del af sin omfangsrige tv-produktion til at udstille "mørke minder", 'forbudte tanker' og 'utidig følelser' i metaforisk kamufleret form - i tv-skærmens flimrende lys.

Til sidst beder Palle Hardrup sin aftenbøn mens han lægger sin kind op ad et billede af Jomfru Maria.  Han slutter bønne med ordene: "Jeg er fuldstændig parat til at forlade denne tilværelse. Amen."
   Det første kapitel slutter med en metaforisk reference til dets indledning.

Uden for kører et tog forbi næsten uden en lyd. Med silhuetter af mennesker rundt om i kupeernes barske lys. Det ligner akvariefisk, der støder næsen op mod glasset og kigger ud.

Det er konceptuel blending. Det er kreativt. Det er faktion. Det er kunst.

Samlet dramaturgisk opskrift på en aprilsnar - en opfølgning

I foregående blogindlæg gav jeg noget af den dramturgiske opskrift på den blendede nyhedsgenre en aprilsnar. Den opskrift gør jeg lige færdig i dette indlæg. Aprilsnaren hvis formål ofte er satiriske at udstille vores mere eller mindre absurde nyhedsverden, trækker på tre konceptuelle input-rum: et hvori vi har form og udtryk fra nyehdsjournalistikkens artikler, et rum der udgøres af indhold fra en fantaseret men mulig virkelighed, og et rum hvorfra der kan hentes et sæt af nogenlunde præsente nyhedsskabeloner eller samfundstendenser.

En nyheds-aprilsnar er en en fantasi forklædt som sandhed. Andre betegnelser jeg har har opfundet til lejligheden, er "fup-nyhed", elller "mock(ing) news" - analogt til betegnelserne "mocumentary/fup-dokumentar".
    Ideen med fup-nyheden er at få læseren, lytteren eller seeren til "at bide på krogen", dvs. tro at den er sand, at den fortæller en sandhed som bidrager med en interessant og overraskende udvidelse til vores forestillinger om virkeligheden.
   Opskriften har fire ingredienser: en madding, en krog, en indpakning, og evt. et eller flere set ups.

Maddingen skal være en løgn der kunne være sand,  sammenfattet i en påstand som hvis den var sand har stor nyhedsværdi. Kravet er at den skal være provokerende og debatskabende - eller indeholde noget man ville frygte eller ønske var sandt. Formlen er: "utroligt, men sandt".
   Aprilsnarren må meget gerne indeholde en påstand som læserne ville ønske var sand - "a dream come true" - som f.eks. at forskerne har udviklet en ny snegleart der kan bekæmpe dræbersnegle. Eller som her en af de mest berømte om gratis snaps i spandevis:

De Danske Spritfabrikkers fabrik til produktion af Gammel Dansk i Roskilde blev offer for en aprilsnar, da den lokale avis Roskilde Tidende bragte en historie om en produktion, der ved en fejl havde fået for høj alkoholprocent til det danske marked. Da man ikke kunne sælge produktet, kunne avisen meddele at man ville forære det væk til byens borgere. Næste morgen mødte mange frem med med alt fra 1½ liters flasker til baljer – eddike var udsolgt i hele byen, idet folk tømte dunkene i kloakken med henblik på at fylde dem med spiritus. Det viste sig imidlertid, til manges store skuffelse, at avisartiklen var en aprilsnar.

Tv-avisen i 1986 bragte historien om en opfinder der ved et tilfælde have opdaget at det var muligt at modtage satellit-tv uden en parabol; man skulle blot beklæde en stegepande med staniol og vikle antenneledningen rundt om håndtaget: efter sigende var der en stigning i salget af staniol i de følgende dge.
    Aprilsnarre der frister folk til handling, risikerer jo naturligvis at give bagslag og gør folk sure. Jeg minder om den berømte radio-mocumentary, Orson Wells´ 'Klodernes kamp' der i USA i 1938, skabte panik i store dele af befolkningen fordi de troede at et stykke radioteater, var autentiske braking news-reportageindslag fra en invasion af 'aliens'.

Krogen skal være udbredt viden om tendenser og foreteelser i samfundet som i andre sammenhænge har givet nyheder. Eller det skal være allerede eksisterende nyhedsframes eller et nyhedsskabeloner som fup-nyheden matcher eller "logisk" ligger i forlængelse af. Det er altså krogen der leverer en del af troværdigheden. Her er nogle eksempler hvor det er tydeligt at de efterligner eller "forlænger" tidligere nyhedskabeloner

- Atomaffald, som skal deponeres under det nedrevet ungdomshus på Jagtvej 69. Krogen: en række nyhedsindslag om problemer med at finde egnede steder til at deponerer dansk atomaffald.
- Oplysning om en ny madpyramide, som både indeholder slik, kager, is og sodavand. Krogen: Der har i flere år været diskussioner om hvorvidt den eksisterende anbefalingerne i den gamle madpyramide faktisk har hold i ernæringsforskningen.
- Caroline Woznacki ville skifte det danske statsborgerskab ud med et polsk. Krogen: en ophedet politisk skandale i medierne om statsløse og deres ret til statsborgerskab og debat om de danske regler om at man ikke må have dobbelt statsborgerskab.
- Danmark er blevet 30 kvadratkilometer mindre efter jordskælvet i Japan. Krogen: Det japanske jordskælv som har været et af de kraftigste nogen sinde.
- Ulven Peter fra Paradise Hotel stiller op til Folketinget for Dansk Folkeparti. Krogen: At flere medie-kendiser, bla. Joachim Boldsen, stiller op for Liberal Alliance
- Man har udviklet en ny app til smartphone, der gør det muligt at scanne fosteret med mobilen. Den kan downloades på fyen.dk og koster ikke en krone. Krogen: en masse medie-hype omkring om fremkomsten store mængder af nye gratis apps til smartphones.
- Nye arkæologiske fund i forbindelse med udgravningerne til den nye københavnske metro viser, at muslimer har været bosat i Danmark siden 1200-tallet. Det er tegn på god integration, siger en ekspert til avisen. Samtidig skulle efternavnet Hansen åbenbart stamme fra det daværende almindelige navn, Hassan-søn. Krogen: at udgravninger i forbindelse med store anlægsarbejder faktisk jævnligt i de senere har ført til interessante og overraskende arkæologiske fund, og at den antimulismske bevægelse i Danmark udtaler at muslimer som de fremmede de er, ikke bør have borgerskab i Danmark.
- S-SF vil have grønne ministerbiler, hvis de vinder valget. Krogen: Rød blok har lanceret en række grønne forslag som de vil gennemføre efter et folketingsvalg.
- Der kommer nu et nyt gebyr på email for at forhindre spam. Det kommer til at koste syv øre at sende en mail fra den 1. juni. Krogen: at både det offentlige og banker pålægger borgere og kunder stadig nye udgifter igennem indførelse eller opskrivning af gebyrer.
- Borgerne skal selv for fremtiden lappe deres vejhuller i en række kommuner i region Sjælland. Kommunen kommer med asfalt og værktøj, og så kan borgerne ellers bare gå i gang. Krogen: at kommunerne ikke har råd til at vedlige holde vejene efter den hårde vinter, og en lang række tiltag i forskellige kommuner der skal vælte ellers kommunale udgifter over på borgerne, f.eks. at tvangsprivatiserer kommunale veje.
- EU vil gør det umuligt at lave honningkager i fremtiden. Der skal nu oplyses på varedeklarationen i hvilken kommune, bien har hentet sin nektar. Da bierne ikke er udstyret med GPS, er det ikke muligt at overholde - endnu. Krog: strømmen af absurde og urimelige direktiver fra EU.

Indpakning af maddingen  er også afgørende for aprilsnarrens troværdighed. Fup-nyheden skal sprogligt, form- og billedmæssigt være formatteret som en nyhed, dvs. der skal være dokumentation i form af citater fra troværdige kilder eller autentiske fotooptagelser/grafik der illustrerer/dokumenterer dele af nyheden. Hvis det er en tv-aprilsnar, er det lidt mere besværligt for så skal man overtale kendte eksperter, politikere eller kendiser er til at medvirke. Mange vil dog gerne være med.
   De moderne muligheder for at manipulere film og fotos digitalt, gør det til gengæld rigtig nemt at ledsage fup-historien af overbevisende troværdige billeder.

Aha-oplevelsen er målet. Ligesom vittigheder, anekdoter og gåder, er meningen med den dramaturgiske konstruktion i en aprilsnar, at forløbet skal munde ud i en aha-oplevelse, nemlig når det publikum der er offer for den, bliver klar over at de er blevet fuppet. For nogen sker det umiddelbart allerede under eller lige efter læsningen. For andre kommer oplevelsen først dagen efter i når medierne afslører det, eller når den sensationelle historie bliver genstand for snak og moro i butikker, på arbejdspladser eller i omklædningsrum.

Indbygget set up til afsløringen af at det er løgn, er ikke obligatorisk, men bidrager til fornøjelsen når det er med. Det kan være at man i selve teksten simpelt hen nævner datoen - eller bare måneden april, eller at man fx i teksten indarbejder et ellers ukendt navn på et fænomen i historien: "lirpa" - april stavet bagfra, som her:

Mere end halvdelen af de danske huse vil stå under vand om 20 år på grund af klimaforandringer. Tre pæle og en gummimembran kan redde dit hus.

 

Klimaændringerne i Danmark bliver langt værre end forventet, viser nye beregninger fra den uafhængige organisation Lirpa 1. Forskerne i Lirpa 1 mener, at vandstanden i havene vil blive øget med mindst to meter inden for de næste 20 år, og det betyder, at mere end halvdelen af de danske boliger vil stå under vand.
- Det bliver syndfloden om igen. Danskerne kan lige så godt vænne sig til at gå med vaders nu, siger Peter Ørred, leder af Institut for Klima og Fisk i Lirpa 1.

Fang friske fisk under dit hus
Peter Ørred mener også, at du bør sætte et stort fiskenet op mellem pælene.
- Den høje vandstand vil betyde et farvel til landbruget, som vi kender det i dag, med masser af køer og grisebasser. Det kan give mangel på kød, og så er det jo oplagt at blive selvforsynende med fiskefileter og hvalbøffer, siger han. 

Husejer: Giv tilskud til pæle og kran
Morten U. Lykkesfugl er en af de danskere, der allerede har oplevet at få sit hus oversvømmet. Det skete under det massive regnskyl i juli 2007. Han vil gerne have sit hus på pæle, men har ikke råd, da finanskrisen har fjernet friværdien.
- Derfor bør regeringen straks gøre det muligt også at få tilskud til både køb af pæle og til de udgifter, der vil være til den kran, der skal løfte huset, mens pælene bliver sat på plads, mener han. 

Kun støtte til pæle fra EU-lande
Formanden for Dansk Pæle Forening, Jesper Gren, er enig.
- Jeg mener, at der skal gives tilskud til køb af fire pæle – den ekstra kan stå som reserve ved siden af huset og bruges til at fortøjre éns båd eller evt. til pælesidning. For at mindske finanskrisen i vesten bør man kun give støtte til pæle produceret i EU, siger Jesper Gren.

Lad os afslutningsvis forestille os at man vedtog en social konvention om at nu skulle det ikke kun være en gang om året: 1. april, men en gang om måneden eller en gang om ugen, eller om dagen, man måtte lave fup-nyheder. Hvad ville der ske?
   I løbet af ingen tid ville der ske et totalt sammenbrud af den uudtalte faktakontrakt som al journalistisk (og megen anden) kommunikation forudsætter og er indlejret i. Enhver historie som var tilstrækkeligt overraskende - havde tilstrækkelig sensationsværdi - ville blive udsat for tvivl eller afvist som - "dagens", "ugens" eller "månedens nar".
   Et tankeeksperiment der viser at påstanden om at alle tekster er fiktion, eller at det ikke er muligt videnskabsteoretisk at skelne mellem faktive og fiktive tekster og udsagn, er uholdbar.

Eventyrskabelonen brugt som metafor i sportsjournalistik

Jeg har i tidligere blogindlæg beskrevet hvordan mange journalistiske fortællinger får særlig emotionel gennemslagskraft ved at have evnetyr og myter som undertekst og resonansbund for i øvrigt realistiske fremstillinger af en aktuel historie. Selve eventyret eller myten fortælles ikke eksplicit, men ligger som en skjult formende struktur under og bag den sproglige eller audiovisuelle "overflade."
   På Politikens sportsider fra i fredags 18/2, møder jeg et lignende fænomen, men her får det eksplicit udtryk som  et langt anslag/præsentation til en artikel om et australsk-dansk par der er ved at nå til tops i international sports- og konkurrencedans. Parret hedder Ashli Williamson og Bjørn Bitch, og den opfindsomme og kreativt skrivende journalist er Amalie Kønigsfeldt. Rubrikken der leverer et pirrende set up til artiklen: "Det standhaftige guldpar sørger for rene gulve". Indledningen til artiklen lyder sådan:

Der var en gang en pige, der søgte en dansepartner med lige så store ambitioner, som hun selv havde. Hendes søgen bragte hende vidt omkring, og i England mødte hun sin hjælper. Han formidlede kontakt til sin bedste danseelev, og snart drog den blot 16-årige australske Ashli af sted til landet mod nord på den anden side af jordkloden. Her mødt hun Bjørn, der hurtigt viste sig at være hendes drømmeprins. Der forelskede sig i hinanden og i dansen, og sammen ville de gå efter guldet. (/) Men jagten på guldet var langt fra en dans på roser. De dansede og dansede, men da ingen af dem var født med en guldske i munden, måtte de også tjene til føden. Sent om aftenen efter mange, lange timer på dansegulvet trak de gummihandskerne på og gjorde rent hele natten. Ashli måtte selv sy perler og fjer på sine danskejoler, når de skulle ud til turneringer, men det var ikke nok til at slå dem ud. (/) (...) og pludselig en dag var guldmedaljerne i huss. Ashli og Bjørn blev verdens bedste 10-dansere og fik guld om halsen. Også deres fingre blev beklædt med guld, da Bjørn bad Ashli om at forlove sig med ham. (/) Om parret lever lykkeligt til deres dages ende, er endnu et åbent spørgsmål, for hverken deres dage eller deres karriere er ved at ende.

Det er rigtig kreativt skrevet. Og meget "gennemført". Læg mærke til hvordan guld-temaet flettes ind og ud hen gennem fortællingen - fra rubrik og til slutningen. Og hvordan der er henvisninger til H.C. Andersen i rubrikkens "standhaftige" - der associerer til eventyret "Den standhaftige tinsoldat" .Og hvordan klicheer og faste vendinger får nyt liv i konteksten: "drømmeprins", "født med en guldske i munden", "ingen dans på roser", "
   Her fungerer eventyrskabelonen ikke som undertekst, men som en kompleks narrativ metafor hvorigennem vi som læsere skal forstå og tolke det unge sammenbragte dansepars historie. Det er altså en tekst der er et produkt af konceptuel blending: sportsportræt-virkelighed + eventyrfortælling-virkelighed a la H.C. Andersen. Og det mix fungerer glimrende, synes jeg.
  I avisen er artiklen i øvrigt illustreret med et fascinerende anderledes iscenesat foto der fornemt underbygger eventyret visuelt - i sit udtryk langt fra de standard-reportagefotos man finder ved at google på danseparret. Det må være aftalt mellem journalisten og fotografen Mie Brinkman.

Fidusen ved eventyrindledningen er så også at den helt automatisk leverer en god pointeret slutning på artiklen, der citerer en udtalelse af Ashli om problemer med at tage irritationer fra træningen med hjem i privaten, og derefter refererer:

Står det til hende, slutter deres historie med minimum en VM-guldmedalje i standard og tre guldklumper på hjemmefronten. Med det i hus kan de leve lykkeligt til deres dages ende.