Niels Franks dobbelte jeg - om selvfortællingens balstyrige dramaturgi

For godt halvandet år siden var jeg vejleder for et speciale hvor de specialeskrivende journaliststuderende som et forsøg skrev et stykke fortællende journalistik i jeg-form. Vel at mærke en jeg-fortælling hvor det ikke var journalisten der var fortællingens 'jeg' (som i Gonzo-journalistikken, på dansk eksemplificeret ved Morten Sabroe) men to hovedpersoner i en alvorlig trafikulykke.

   Den journalistiske fortælling ville sådan set have været "lige efter bogen" hvis den havde været skrevet i 3. person, som er den objektiviserende fortællerposition som lærebøgerne i fortællende journalistik anbefaler.

  For at have noget teori at referere til, inddrog de studerende - begavet - ghostwriterens rolle - når han/hun hjælper en kendt person med at skrive en selvbiografi. Jeg-et i en spøgelseforfattet selvbiografi er jo nemlig ikke journalistens 'jeg', men den kendte persons. Men bag fortæller-jeg´et  står en anonym formende og strukturerende fortælleinstans - metaforisk beskrevet som. "et skrivende spøgelse" - hvis fortrængte jeg svæver rundt i fortællingens mørke og kringlede kroge.

   Et relativt aktuelt og kendt eksempel er den svenske fodboldspillers selvbiografi 'Jeg er Zlatan Ibrahimovic' - 'fortalt til David Lagercrantz'.
    Lagercrantz var dog ikke særligt anonym, men et særdeles nærværende og i offentlighedens lys fremtrædende spøgelse.

Disse associationer er foranlediget af Politikens kronik i lørdags, forfattet af Niels Frank, tidligere rektor for Forfatterskolen. Digter og essayist. Rubrikken:

Jeg har ladet mig fortælle

Manchetten lyder: "Selvfortællingen er blevet en populær genre, ikke mindst med mammutudgivelsen 'Min Kamp'. Men i selvfortællingen bliver al skæbnesnak gerne til en myte om selvet, for det er netop ikke forfatterens historie, der fortælles, men figurens." Et set up der forventer svar.

   Hvilke myter og eventyr svæver rundt som skygger mellem linjerne i Niels Franks kronik, spørger jeg mig selv - efter en hurtig gennemlæsning af kronikken. 

Kronikken indledes med et anskueligt eksempel på at et 'jeg' bliver et spøgelse i sin egen fortælling og maskerer sig ved at fortælle i 3. person:

I midten af 1990’erne, da jeg begyndte at tumle med ideen om at skrive det, jeg kaldte min ’levnedsskildring’, var det stadig så bandlyst at bruge af hovedstolen, at jeg følte, jeg måtte maskere mit jeg, f.eks. ved at skrive det om til tredje person.

   Resultatet kan ses i et tilfældigt stykke fra ’Livet i troperne’ (1998), der begynder sådan her: »Hvad skilte egentlig hans liv fra en nellikes eller en flues liv?«.

   Her er der tilpas distance til, at det fremstår, som om det er en fiktiv figur, der omtales, ikke forfatteren himself. Figuren optræder endda i datid, så stykket kan lyde som en rigtig fortælling, bekræftet af den næste sætning: »Han gik ud i køkkenet og åbnede et skab, som om svaret lå på en hylde inde i det«.

   På et tidspunkt gav jeg fanden i maskeringen og begyndte at skrive mere direkte på og om mig selv, som hvis jeg havde taget en Ball Pentel og omskrevet den første sætning, så den nu lød: »Hvad skiller egentlig mit liv fra en nellikes eller en flues liv?«. Selv om ændringen kan virke latterligt uanselig, var det, som om et nyt perspektiv åbnede sig, og et svagt øjeblik kunne jeg ligefrem hidse mig op til at tro, at jeg havde skabt en helt ny genre!

   Min levnedsskildring var ikke længere skjult biografisk, den var biografistisk, og selvbiografien var blevet til en fortælling om selvet, en selvfortælling.

Det er jo meget anskueligt - og viser at Niels Frank er en god pædagog. 

   Han refererer til andre betegnelser for den genre som han egentlig ikke vil kalde en genre, men "nogle tendenser": "autofiktion", "performativ biografisme", "dobbeltkontrakt".
    En betegnelse som han ikke har med er "fiktionsfri fiktion", som er en betegnelse opfundet af  litteraturforskeren Han Hauge.
   Historisk mener Niels Frank at genren går tilbage til "Montaignes personlige essays fra slutningen af 1500-tallet." 

   Niels Frank taler ikke om "spøgelser", men om et "skyggespil mellem forfatteren og så den figur, den skrivende har sendt af sted i sin tekst i form af et 'jeg'."

Læg mærke til metaforen "en figur er sendt af sted i form af et 'jeg'." Jeg får associationer til det der i moderne computerspil kaldes en 'avatar', en figur i et fiktivt spilunivers der er repræsenterende stedfortræder for en spiller. Spillet 'jeg'-et er 'figur' i, er også beskrevet metaforisk som 'et skyggespil'.  
   Associationen til et af H.C. Andersens "dybe" eventyr 'Skyggen' presser sig ind over læsningen. 

Niels Frank eksemplificerer nogle kendte selvfortællingers "figurer:

Figuren kan udmærket bære forfatterens navn, f.eks. ’Karl Ove Knausgård’, der husker meget mere, end forfatteren selv ville være i stand til. Men den kan også optræde lettere forskudt som ’Monsieur Jorgen’ i den berygtede scene om kokkens datter i Jørgen Leths ’Det uperfekte menneske’ (2005). Eller det kan være en selvmorderisk udgave af forfatteren som hos Claus Beck-Nielsen, der efter adskillige bortfald nu vist er genopstået som blot og bar Nielsen.

Min association til Andersens skyggen var ikke helt forkert. Skyggen som frigør sig fra sin "herre" og ender med at overtage dennes rolle i virkeligheden, lurer som en undertekst i Niels Franks beskrivelse af hvordan "forskydningen" fra forfatter-jeg til avatar-jeg foregår, idet han til at anskueliggøre konstruktionen anvender den særlige narrative strategi: personificering af den abstrakte 'figur' (det er mine kursiveringer):

Men hvordan opstår de her forskydninger egentlig? De opstår ved, at figuren har fået tilført så meget blod fra forfatteren, at den ikke blot svulmer op (jf. de seks monstrøse bind af Knausgårds ’Min kamp’, 2009-11), men også vokser væk fra forfatteren og gør sig uafhængig af ham, flytter hjemmefra.

   Målet for figuren er at vinke farvel til forfatteren, fordi der af den løsrivelse skal opstå en større, bredere, mere kompleks subjektivitet, end det selvbiografiske jeg nogensinde ville kunne opvise.

   Figuren i selvfortællingen er altså ikke et sandhedsvidne, den er ikke sendt på banen for at komme tættere på virkeligheden eller på sandheden om forfatteren. Figuren kan tværtimod både korrigere og kritisere forfatteren – eller tage livet af ham, som Beck-Nielsen er et eksempel på.

   Afstanden mellem forfatter og figur er udtryk for, at figuren ikke længere har brug for forfatteren, at figuren har overtaget sin egen historie. Figuren halser af sted efter mere og mere frihed, ja, man kan tilmed sige, at selvfortælling simpelthen handler om frihed, herunder ikke mindst den frihed, der går ud på at befri sig fra sig selv.

   I modsætning til jeget i den genkendelige selvbiografi, hvis endemål er at komme hjem, og det vil jo altså også sige hjem til sig selv (f.eks. ved at se traumer, kriser eller bedrag i øjnene), befinder figuren i selvfortællingen sig gerne ude i verden, hvad enten det nu er Port-au-Prince, Bagdad eller Malmø. Og den nyder i fulde drag sin fortabelse, drømmer ikke ét sekund om at vende hjem igen.

   Figuren er også gerne ude af sig selv, den kender hverken mål eller med, men må famle sig frem. Man kan sammenligne figuren med en agent, der af sin overordnede er blevet sendt ud i et ukendt terræn for at opklare en sag, der forekommer vanvittigt uigennemskuelig, fordi den bliver til i selve opklaringen. Og det er den opklaring, man som læser af selvfortælling følger på nærmeste hold.

Det er fornøjelig læsning som Niels Frank her leverer. Der er tale om en virkelig kreativ måde at forklare den særlige tvetydige ide der ligger i de moderne hybride faktionsformer som jeg i flere tidligere indlæg har forsøgt at beskrive og analysere.
   Man mærker at Niels Frank er en rigtig god forfatter, og dette metaforiske og personificerede amokløb over flere afsnit fungerer som en smuk legitimation af fortælleformer som andre gerne vil have udstødt af det gode selskab, idømt bøder og have forbudt på grund af deres tvetydige leg med identiteten.

   Men Niels Frank mener også der kan være tale om en form for selv-forførelse og selv-bedrag - mytolgisering:

Men i selvfortællingen bliver al skæbnesnak gerne til en myte om selvet, for det er netop ikke forfatterens historie, der fortælles, men figurens. Myten er den konstruerede sandhed, den fortælling, forfatteren gerne vil overbevise læserne om.

   Ofte lykkes det til perfektion, og det lykkes ham også at overbevise sig selv. Først når virkeligheden bryder ind med advokater og oprørte familiemedlemmer, begynder vi at ane, at det næppe var den skinbarlige sandhed, vi blev fortalt.

Jeg går på nettet for at se hvor Niels Frank har begrebet "selvfortælling" fra, for jeg mener det er nyt i den særlige betydning han bruger det her. 

  Der er mange henvisninger til den engelske sociolog Giddens, og til at unge bruger 'selvfortællinger' i deres identitetsdannelse. Og mange henvisninger til at denne identitetsdannelse gennem selvfortælling fx sker gennem Facebook-skriverier, og - på et mere voksenplan - at den sker gennem weblogs som denne: 'petersudsigt.blospot.com'.
   Og det må jeg vel nok bekende. Denne blog har for en del indlægs vedkommende karakter af selvfortælling i den betydning Niels Frank definerer.

Endelig er der det med mytologiseringen. Søger jeg på 'avatar' finder jeg følgende beskrivelse af begrebets oprindelse på Wikipedia:

En avatar (sanskrit: अवतार) er i den hinduistiske mytologi en inkarnation (kropslig manifestation) af et højere væsen (guddom), eller den mest ophøjede (Gud) på jorden. Sanskrit-ordet avatāra betyder direkte oversat "nedstigning" (avatarati) og betyder sædvanligvis en planlagt nedstigning til lavere planer med et specielt formål. Udtrykket bruges primært i hinduismen om inkarnationer af Vishnu, som mange hinduer tilbeder som gud. Shiva og Ganesha er ligeledes beskrevet i avatarformen, hvor Ganesha Purana og Mudgala Purana beskriver Ganeshas avatarer.

   Ordet har ligeledes været brugt til at beskrive inkarnationer af Gud eller indflydelsesrige profeter i andre religioner, især dharmiske religioners tradition med at beskrive Jesus som en avatar af Gud.

Et af dogmerne i den dramaturgiske teori jeg har undervist i i mange år, siger at det intensiverer den emotionel dybde og det fascinerende perspektiv i en historie, hvis den som strukturerende og associerende undertekst har myter og/eller eventyr.

   Ringen er sluttet.