Om FLOW - og mulighederne for at begrænse ubehagelige bivirkninger af sygdom ved bevidst at søge at komme i flow.

Som en af de mange personligt positive oplevelser jeg har haft ved at researche og skrive indlæg til denne blog,  har været aha-oplevelsen ved at støde på begrebet 'flow' og den særlige tilstand det dækker over.

   Sidst blev jeg mindet om det ved at (gen-)læse Peter Bros relativt nyudkomne, og på mange måder usædvanlige, men svært læsbare fagbog: Aha-oplevelsen - Arven fra Alfred Nobel. 

   Dels beskrives og modeltegnes flow-processen i det sidste hovedafsnit, og dels er det en vigtig pointe at bogen som helhed ved nærmere eftersyn viser sig at være et produkt af et meget kraftigt flow-forløb hos forfatteren, et forløb som  derefter har svært ved at frigøre sig fra sprogligt - i den endeligt tekst henvendt til læserne - til skade for den optimale formidling.

   

Begrebet 'Flow' har både Peter Bro og jeg fra den epokegørende bog fra 1990 - med netop det ord som det første i titlen, og med undertitlen: The Pychology of Optimal Experience. 

   Forfatteren har det - set fra en ordblinds synsvinkel rædsomme  navn: Mihaly Csikszentmihalyi. 

   Seks år efter udkom bogen: Creativity - Flow and the Psychology of Discovery and invention. Af samme forfatter. 

   Den fik meget stor indflydelse på en masse af de indlæg om kreative processer og særligt kreative personligheder som jeg har skrevet i de otte år efter jeg begyndte på bloggen her. 

Selv om man nemt kan slå en masse gode og klare definitioner og henvisninger op ved at google ''flow", så er jeg alligevel også nødt til at definere og illustrere her - for selv at have et afsæt fra at komme videre. 

   Dansk Wikipedia:

Flow kan defineres som en tilstand af selvforglemmende opslugthed af en aktivitet, der fuldstændig lægger beslag på individets opmærksomhed og giver en fornemmelse af uanstrengt og spontant at kunne styre. Oplevelsen er ofte forbundet med at glemme tid og sted og med en intens følelse af mening, tilfredshed og styrke. Den optræder oftest i grænselandet mellem på den ene side angst – hvor der er for mange krav, muligheder og udfordringer – og på den anden side kedsomhed – hvor der er for få. Normativt lægger begrebet op til at lære mennesker at styre deres opmærksomhed eller psykiske energi ind imellem de to poler for at øge lykke, nydelse, glæde og livskvalitet.

 Og sat på modelform

Tilføj billedtekst

Fysiologisk er det der kendetegner flow-tilstanden at der udløses en række lykkehormoner, endorfiner som påvirker det særlige center i hjernen som er aktivt når vi er lykkelige.

Det jeg blev klar over på et vist tidspunkt, var at jeg gennem begrebet og fænomenet 'flow' kunne forklarer hvorfor jeg absolut intet husker om de fysiske og mentale strabadser det utvivlsomt tungt har ledsaget de research- og skriveprocesser som er mundet ud i bøgerne: Faktion som Udtryksmiddel, De Levende Billeders Dramaturgi, I-II, og Poul Martinsen - Besat af Virekelighed.

   Jævnfør hvad der står i citatet ovenfor: 

Oplevelsen er ofte forbundet med at glemme tid og sted og med en intens følelse af mening, tilfredshed og styrke

Som en tilføjelse til hvad man typisk "glemmer" når man er i flow, kunne man fremhæve: sine egen fysiske krop, sanseindtryk (fx smerter) som er irrelevante for opgaven, bekymringer, angst.

   Siden er jeg også blevet klar over at når jeg blev oplevet som en god underviser af mange den gang jeg underviste meget, så hang det sammen med at når jeg stod og underviste og gjorde mig maksimalt umage, så kom jeg også i flow (og tiden løb typisk fra mig).

   Min gamle kollega udi undervisning i dramaturgi, efterkritik og konceptudvikling, Pia Marquard, bemærkede for mange år siden - efter at vi havde undervist sammen nogen gange og oplevet hinanden i pædagogisk aktion - at det havde overrasket hende at det nærmest var som om jeg skiftede personlighed når jeg kom på. 

Bedriver man sport, så har sportsfolk et særligt navn for at komme i flow: "to get into the zone'. Og generelt forstår man blandt psykologer spillelidenskab eller samlerlidenskab som en form flow-afhængighed. Det første kender jeg ikke noget til, samlerlidenskab har været en integreret del af mit liv siden jeg var barn.

   Og musikere kender en tilsvarende oplevelse, når de fx. spiller 'over evne' eller 'improviserer' sammen. Og børn når de er fuldt optaget af en fælles leg.

For mig var det også en stor aha-oplevelse da jeg blev klar over at begrebet kunne knyttes tæt til det som  jeg havde undervist i i mange år: Dramaturgi.

   Når publikum læser en godt skruet samme krimi - en såkaldt ´page-turner´, og herunder glemmer sig selv, tid og sted - læser hele natten, så er de kommet i flow. Og det er et produkt af forfatterens fortællekunst.

   Det samme gælder 'selv- og omegns-forsvindingen' mens man som publikum ser en fremragende film, et vellykket teaterstykke eller et god tv-program. Det skyldes den 'forførerkunst' som forfatter og instruktør og skuespiller til sammen udøver i forhold til publikum.

Så kommer vi til den ekstra aha-oplevelse jeg har haft i de snart 2½ år jeg har haft den forbande kræftsygdom kronisk myeloid leukæmi: CML.

   I den periode har de såkaldte bivirkninger af den skiftende medicinske behandling både mentalt og psykisk været værre og nedbrydende end selve sygdommens påvirkning af sind og krop. 

   Nogle af disse bivirkninger kan man så forsøge at mildne, ved at tage endnu flere piller. 

   Piller på piller på piller.

Nu er piller uanset deres mere eller mindre positive indvirkning på en sygdomstilstand, ikke særlig godt for kroppen, specielt ikke i de lange løb. 

   Piller er altid en form for kemo-terapi som rammer 'bredere' end netop den sygdom det er målet at behandle eller bekæmpe. 

   Ens krop bliver gjort til et biokemisk eksperimentarium. Og det "bredere" i det fysiologiske system pillen rammer, er det der betegnes som 'bivirkninger' - og som jeg efterhånden synes hellere skulle betegnes: OMKOSTNINGER. 

   

Og i den her sammenhæng er de så at jeg er blevet klar over at hvis jeg ved viljens hjælp kan få startet en af de arbejds- eller produktionsprocesser der gør at jeg kommer i flow, så fungerer det som en meget bedre dosis modgift mod diverse bivirkninger end alt det pilleri. 

   Altså: Får jeg - trods stor træthede og smerter i knoglerne - slæbt mig hen til computeren og får påbegyndt et blogindlæg om noget som interesserer mig, men som jeg ved for lidt om til - endnu - at kunne skrive frit om, så kan der pludselig være gået 3-4-5 timer hvor jeg har været så så optaget af arbejdsopgaven at jeg helt har glemt hvor syg jeg er.

    Det samme oplever jeg selvfølgelig når jeg får mig taget sammen til at påbegynde og gennemføre en  enkelt eller en hel serie akvareller. Når jeg først sidder der ved mit arbejdsbord og maler, så er jeg blind og døv for alle de ubehagelige fysiske impulser som kommer inde fra som ubehagelige nervesignaler. 

   Og tricket til at komme igang er meget ofte at jeg har nogle bestillinger til bestemte motiver (i form af fotos) liggende fra familie og venner som forventer at jeg - på et eller andet tidspunkt - leverer, så de kan få en peterharms-akvarel op at hænge på væggen.

   Og også når jeg laver mad, hvad jeg gør næsten dagligt, oplever jeg det - tiden , ked-af-det-heden og smerterne i hoften forsvinder i tåger.

   Og når jeg har gæster som skal beværtes og underholdes. Alle bekymringer, uro og angst forsvinder - for en tid - nemlig så længe jeg går op i opgaven. 

Jeg har tænkt at man begrebsmæssigt kunne forestille sig at flow-processen i virkeligheden bedst kunne forstås som en perlerække af aha-oplevelser, hvor den ene udløser den næste - nærmest som serier af forbundne kanonslag hvor eksplosionen af den ene udløser at lunten tændes på det næste.  

Flow-tilstanden er som nævnt forbundet med udløsningen af en serie vigtige 'lykkehormoner i hjernen. 

   De fire mest velbeskrevne er: dopamin, serotonin, oxytocin, endorfiner. 

   Her et link til en tekst der kort beskriver de forskellige flow-hjælpende stoffers særlige bidrag til tilstanden.

https://www.huffingtonpost.com/thai-nguyen/hacking-into-your-happy-c_b_6007660.html?guccounter=1

'Glad musik' - hvad gør det ved sindet og tænkningen - og andre historier om sammenhængen mellem musik og hvad der sker i hjernen

Et fast tilbagevendende spørgsmål i indlæg på denne blog, er om og i hvilket omfang og på hvilken måde mødet med malerkunst, litteratur, musik - bredt forstået 'kunst' - kan påvirke hjernen i en eller anden positiv retning: berolighende, helende, stimulerende for læring, fremmende for kreativ tænkning og adfærd, opmuntrende i forhold til depressioner, etc. etc.

Fra den internationale videnskabsjournalistiks front cirkulerede der den 6. september i år og de følgende dage en nyhed der med forskellige overskrifter, fortalte at en bestemt slags klassisk musik - såkaldt 'happy music' - faktisk havde en effekt på lytternes kreativitet - i modsætning til hvis man lyttede til andre åbenbart ikke  'humørfyldte' musikformer eller hvis man bare udfoldede sig i 'tavshed',

Her et udvalg af overskrifter:

Writers unblocked? Happy music boosts imaginative thinking, say researchers

Listening To 'Happy' Music May Boost Creativity, Study Says

Happy music linked to creative thinking

Need a creativity boost? Try listening to happy background music

Why you should listen to 'happy music' like Vivaldi while working

Forskningsprojektet som altså havde vakt et pænt udvalg af engelsksprogede videnskabjournalisters interesse, beskrives sådan i en af artiklerne:

Ferguson and Simone Ritter of Radboud University Nijmegen played classical music for 155 Radboud student volunteers as they completed a creativity task. The researchers split the students into five groups, with each group randomly assigned to listen to one of four pieces of music or to silence before and during their creativity tasks. 

I forsøget indgik fire forskellige stykker musik der adskilte sig i forhold til stemning ('mood'/'valens' - positiv eller negativ) og i forhold til ophidselse ('arousal' - høj eller lav):

The music pieces were chosen for their mood and arousal levels. The Swan by Camille Saint-Saens represented a positive mood but low arousal level, thus a calm piece of music. Vivaldi’s The Four Seasons was the happy piece, Adagio for Strings by Samuel Barber was the sad, slow piece and The Planets: Mars, Bringer of War by Gustav Holst was used as a negative, arousing - in other words, anxious - piece.

Her kan du høre  - lytte til - de stykker musik som hver af de fire grupper skulle lytte til:

   Først Vivaldi 'The Four Seasons' som undersøgelsen karakteriserer som 'happy music',  og som udløser betegnelsen: 'positiv stemning' plus høj 'arousal':

En anden gruppe skulle lytte til 'The Swan' af Camille Saint-Saens, et musikstykke som kendetegnes ved positiv 'mood', men samtidig får etikketten lavt 'arousal'-niveau (groft sagt: dejligt men kedeligt):

En tredje gruppe skulle lytte til 'Adagio for Strings' af Samuel Barber - med karakteristikken negativ 'mood' og lav 'arousal':

Og den fjerde gruppe skulle lytte til 'The Planets: Mars, Bringer of War' af Gustav Holst - kendetegnet ved negativ 'mood' og et højt 'arousal'-niveau:

Den femte gruppe skulle lytte til - ingenting. Som kontrolgruppe.

Det fire stykker musik som indgik i forsøget, kan systematisk præciseres sådan - med en beskrivelse fra en psykologi-lærebog:

Valens plejer at stilles i kontrast til arousal , som betyder graden af ophidselse overfor en stimulus.
   Positiv valens med høj arousal indebærer således at være meget entusiastisk , tiltrukket , beundrende, begejstret, motiveret , eksalteret, euforisk eller kærlighedsfyldt overfor stimuli, mens positiv valens med lav arousal giver moderat tilfredshed, glæde, interesse og tilfredsstillelse, oplevelser af hyggelighed.
   Negativ valens med høj arousal betegner derimod skræk, panik, sorg, aversion, vrede, had og afsky , og negativ valens med lav arousal indebærer at føle irritation , distraktion, nedtrykthed, at blive i dårligt humør og ikke kunne lide stimuli.

De fire stykker musik som indgik i forsøget er altså valgt så de svarer til disse fire kategorier.

   

For at teste kreativiteten hos deltagerne fokuserede forskerne primært på om musikken virkede ind på det man kalder 'divergent tænkning' ...

... which involves producing multiple answers from available information by making unexpected combinations, recognizing associations among ideas and transforming information into unexpected forms. Divergent thinking is key to today’s scientific, technological and cultural fields because innovation often pairs disparate ideas, the authors write in PLoS ONE.

Grupperne skulle efter lytning tage to tests, en der målte graden af 'divergent tænkning', og bagefter en der målte graden af såkaldt 'konvergent tænkning':

The participants heard their respective selections and then took tests to gauge their creativity, or divergent thinking—the ability to generate novel ideas and conjure up multiple solutions to a problem. Here it was measured with the Alternative Uses Task, which generally asks people to think of as many alternative uses for common objects as they can—for instance, a brick. 

Convergent thinking, the doppelganger of divergent thinking, is using the information you have at your disposal to arrive a single correct answer. It was measured after divergent thinking, with tests like the Remote Associates Task, where the person has to come up with a word that links three others (e.g., for “bar,” “dress,” and “glass,” the fourth word would be “cocktail”).

Resultatet var at det kun var lytningen til 'glad music' - Vivaldis 'De fire årstider' - der gjorde en forskel, og at forskellen kun gjald 'divergent tænkning'. 

   Den gruppe skorede markant højere på testen for divergent tænkning efter lytning end de øvrige grupper hvis divergente tænkning altså ikke blev påvirket i positiv retning af at lytte til deres form for musik (eller til ingenting).

   På testen for konvergent tænkning skorede ingen af grupperne højere efter lytning.

Hvorfor skulle kun 'glad music' påvirke hjernen til at blive mere kreativ? Det har forskerne også et bud på:

.... why would the connection between happy, upbeat music and creativity exist, neurologically? The authors suggest that the music might affect flexibility of thought: One model of creativity, for instance, suggests that creativity comes from two traits—persistence and flexibility. And, they write, “situational variables can influence creativity either through their effects on persistence, on flexibility, or on both.”

https://www.businesslive.co.za/rdm/popcorn/2017-09-15-why-you-should-listen-to-happy-music-like-vivaldi-while-working/

Spørgsmålet om hvad musik generelt og forskellige former for musik gør ved hjernen - og dermed dens mentale og emotionelle set up, er ikke nyt for mig.

Jeg har fx flere gange skrevet om den særlige form for pædagogisk teknik eller praksis som jeg blev introduceret til en  gang i 80´erne på et introkursus: 'Superlearning'.

   Et fint ord for det samme er: 'Suggestopædi'.

   En vigtig del af det nærmiljømæssige set up i den tradition er baggrundsmusik af en bestemt slags som hjælper elever til at huske det de hører, bedre og nemmere.

    Musikken er klassisk, typisk Bach eller Mozart og med en særlig rytme (60 slag pr. minut). Og tricket er at spiller man den slags stykker i klasseværelse så kommer hjernen hos eleverne i en 'åben tilstand' som i særlig grad fremmer indlæring og lagring i hukommelsen af det man har hørt i undervisningen.

Jeg citerer her fra et afsnit i et tidligere indlæg her på bloggen, hentet fra en artikel "The Music and the Brain" (www.cerebromente.org.br/)

The power of music to affect memory is quite intriguing. Mozart's music and baroque music, with a 60 beats per minute beat pattern, activate the left and right brain.

   The simultaneous left and right brain action maximizes learning and retention of information. The information being studied activates the left brain while the music activates the right brain.

   Also, activities which engage both sides of the brain at the same time, such as playing an instrument or singing, causes the brain to be more capable of processing information.

   According to The Center for New Discoveries in Learning, learning potential can be increased a minimum of five times by using this 60 beats per minute music. For example, the ancient Greeks sang their dramas because they understood how music could help them remember more easily.

   A renowned Bulgarian psychologist, Dr. George Lozanov, designed a way to teach foreign languages in a fraction of the normal learning time. (...)

   Dr. Lozanov's system involved using certain classical music pieces from the baroque period which have around a 60 beats per minute pattern. He has proven that foreign languages can be learned with 85-100% efficiency in only thirty days by using these baroque piece. His students had a recall accuracy rate of almost 100% even after not reviewing the material for four years.

Jeg er jo grundlæggende en praktisk mand der gerne omsætter ny viden til handling hvis det er muligt. 

   Den slags musik som Dr. Lozanovs anbefaler, spillede jeg derfor altid i pauserne til de kurser jeg afholdt i DR-regi i slut-firserne under titlen "Faktion som udtryksmiddel". Det var krævende stof med mange ny begreber der skulle forstås, så jeg tænkte at en injektion med den slags musik, kunne få det til at glide lettere ind.

  Men jeg spillede i øvrigt også den slags musik når jeg senere holdt oplæg der introducerede til emne kreativitet.

  Den slags musik kan du kan høre her:

Men jeg har også i tidligere indlæg været inde på virkningen af musik på hjernen og samspillet mellem musik og hjernens forskellige tilstande.

    En af de mest omtalte sammenhænge er 'Mozart-effekten' der beskrives sådan her på Wikipedia:

1. A set of research results indicating that listening to Mozart's music may induce a short-term improvement on the performance of certain kinds of mental tasks known as "spatial-temporal reasoning;"[1]

2. Popularized versions of the hypothesis, which suggest that "listening to Mozart makes you smarter", or that early childhood exposure to classical music has a beneficial effect on mental development;

Som det fremgår af Wikipedia-artiklen har de senere års forskning stort set aflivet teorien, især i dens populariserede version.

https://en.wikipedia.org/wiki/Mozart_effect

Helt grundlæggende kendetegner det musikkens indvirkning på hjernen at den med det samme udløser dopamin i det der kaldes belønningssystemet:

One of the first things that happens when music enters our brains is the triggering of pleasure centers that release dopamine, a neurotransmitter that makes you feel happy. This response is so quick, the brain can even anticipate the most pleasurable peaks in familiar music and prime itself with an early dopamine rush.

Så under alle omstændigheder er det at lytte til musik en 'hjerne-åbner' - både hvis man skal være meget aktiv og fokuseret, eller man skal hen i retning af at være mere rolig og afspændt.

 

Derudover kan musik påvirke immun-systemet i positiv retning:

Beyond simply making you feel good, however, there's evidence that music can even be good for your health. Research has shown that listening to music is associated with upticks in immunity-boosting antibodies and cells that protect against bacteria and other invaders. Music has also proven to be effective across a variety of treatment scenarios for conditions ranging from premature birth to depression to Parkinson's disease.

Musik (af en bestemt slags) kan virke beroligende og afslappende:

Music Makes you Less Anxious

  Do you have a big job interview on the way? Perhaps you are scheduled to undergo a life-changing surgery? Whatever your concerns might be, they are sure to put some stresses on your mind. Instead of popping that expensive anti-anxiety pill, a cheap and side effect-free way to say goodbye to apprehension is to listen to music.

Da jeg i forbindelse med min CML skulle have taget en knoglemarvs-biopsi, spillede den unge kvindelig læge et stykke 'meditationsmusik' for at berolige mig, hvilket var en god ide da jeg rent faktisk lider af 'latrophobia', og det er en ret ubehagelig biopsi at få taget.

   Det virkede også lige indtil nogle håndværker i etagen oven over begyndte at arbejde med et slagbor i forbindelse med en ombygning.

Den slags musik man bruger til at berolige sindet med kaldes 'ambient musik' og er kendetegnet ved

... a style of gentle, largely electronic instrumental music with no persistent beat, used to create or enhance a mood or atmosphere.

Man taler også i faglitteraturen om 'ambient noice' som fx er lyden af bølgeslag, vind der får bladene i træer til at rasle, fuglestemmer, strømmende vand i en elv, etc. Og en række forsøg peger på at den slags 'støj' hvad enten man kalder det 'musik' eller 'naturlyde', stimulerer kreativitet.

   'Ambient musik' er altså så en underkategori til 'ambient noice'.

Op gennem 80'erne var jeg meget optaget af den slag musik, og købte blandt andet bånd med musikstykker af japaneren Kitaro, fx "The Silk Road"

Også Brian Eno havde jeg flere bånd med, bl.a. "Music for Airports":

Når jeg genlytter til disse stykker music af Kitaro og Brian Eno, forstår jeg godt hvorfor jeg var betaget af dem den gang: De virker stadig på mig sådan at jeg næsten med det samme kommer i et meditativt flow.

Det selv at (lære at) spille er noget andet og mere aktivt end at lytte. Det at kunne spille eller flere instrumenter påvirker hjernen afgørende. De dele af hjerne som er aktive når man udøver musik ved at spille på et instrument, de vokser ved fast og gentagen brug:

Even in terms of brain development, music can play a key role. Training to play an instrument, for instance, is believed to increase gray matter volume in certain areas of the brain, not unlike how physical exercise can tone and enlarge muscles. As a result, musicians often experience improvement in brain functions like:

- Auditory processing

- Learning

- Memory

Da jeg var barn og ung lærte jeg at spille blokfløjte og guitar til husbehov. Og jeg lærte mig selv at tromme på en afrikansk kalabas-tromme med stramt gazelle-skind på toppen.

  Blokfløjteimprovisation næsten hver aften praktiserede jeg nogle år ind i min studietid.

   Det år jeg var i USA som udvekslingsstudent boede jeg hos en familie som havde et flygel stående til fri afbenyttelse. Jeg havde ikke lært at spille klaver, men jeg husker at jeg meget tit kunne sidde og improviserer i længere tid ved det her fantastisk musik-instrument. Og ved gensynet med mine 'amerikanske brødre' husker de faktisk at det var noget jeg gjorde og som familien tolererede.

   I bakspejlet er jeg sikker på det fungerede som en slags beroligende eller afslappende meditation, selv om jeg den gang slet ikke tænkte i de baner.

Hvordan virker improvisation ind på hjernen? - kunne jeg så lige spørge en passant. Og det har jeg faktisk også skrevet om i et tidligere indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/improvisation-kreativitet-og-hjernens.html

Essensen af indlægget er at for at kunne improvisere - 'give los' i forhold til en foreliggende kendt melodi - så må man lukke delvis eller helt ned for de kontrol-orienterede frontallapper - for at give plads til at 'the default mode network" kan komme i aktion:

When musicians started playing they deactivated large parts of their prefrontal cortex, important in decision making and analysis.

   They activated instead their “default network” – the part of the brain that is always “on” in active rest when people have “nothing to do” and are “doing nothing.”

   The activation of the default network really took flight when they were deeply improvising.

'Default mode network' i hjernen er det som tit i litteraturen nu kaldes 'the imaginative network', et netværk der neurologisk forbinder en række moduler i hjernen som bruges til at fremkalde erindringer, fantasere sig til situationer som ikke findes, forestille sig hvordan andre har det og føler, tænke på fremtidens handlemuligheder og risici.

   Og jeg tror det er faktisk det fælles ved alt det (gode?!) som musik kan gøre ved os: bidrage til mere eller mindre radikalt at lukke ned for de dele af hjernen i frontallapperne som er knyttet til fornuft, kontrol, adfærdsstyring, kritik og analyse, for til gengæld at give større frihed til de dele af hjerne som varetager en række andre ikke målrettede og ikke-fokuserede funktioner (som fx når vi (dag)drømmer).

Det bekræftes af en artikel hvor man fortæller om forskning der afslører hvad der sker i folks hjerner når de lytter til deres favorit-musik, som jo kan være meget forskellige fra individ til individ: wienerklassisk musik, neworleans jazz, country og western, græsk kirkemusik, indisk sitarmusk, arabisk musik.

   Der sker nemlig det samme når de lytter til deres yndlingsmusik, uanset om det er 'heavy metal', eller Mozart de er vilde med:

A person's preferred music enhances connections between different regions of the brain, a pattern called the default mode network (DMN), the researchers report. This network is associated with introspection, self-awareness, mind-wandering and possibly imagination.

   When the DMN is activated, another network, the task-positive network (TPN)—which is involved in goal-oriented activity—is shut down. The two states can be thought of as focus on the outside world (the TPN) and focus on inner thoughts (the DMN). Earlier this month, another research group figured out how to switch between these two modes in mice.

   Certain brain disorders seem to involve trouble with activating one mode or another or with switching between the two. For example, since people with autism seem to have problems with DMN activity, the new study’s authors suggest that music therapy may help.

At det at lytte til musik kan få en til at glemme eller abstrahere fra noget man er igang med som er kedeligt, anstrengende, er en udbredt erfaring som meget vel kan have at gøre med at man går i en slags indre mental emigration - samtidig med at ens humør forbedres og man kommer i flow:

That said, if you have a monotonous job, music is a great way to increase your mood while performing boring work. For the same reasoning it helps with exercising, it can also help with fighting fatigue, especially if you change up the music often. Studies have also shown that almost all music increases your mood, because it causes a release of dopamine, so if you're feeling tired, bored, or depressed, a good pop song might be the cure you need.

I den forbindelse er der jo også en meget grundlæggende og fundamental sammenhæng mellem musik og kroppen som danser (og når man danser godt og man føler dansens frihed, kan man komme i en slags trance/flow og stort set glemme alt andet omkring sig (end måske sin dansepartner)).

   Her er et bud på sammenhængen:

Music is known to stimulate pleasure and reward areas like the orbitofrontal cortex, located directly behind one's eyes, as well as a midbrain region called the ventral striatum. 

   In particular, the amount of activation in these areas matches up with how much we enjoy the tunes. In addition, music activates the cerebellum, at the base of the brain, which is involved in the coordination and timing of movement.

   So, why is dance pleasurable?

   First, people speculate that music was created through rhythmic movement—think: tapping your foot. 

   Second, some reward-related areas in the brain are connected with motor areas. 

   Third, mounting evidence suggests that we are sensitive and attuned to the movements of others' bodies, because similar brain regions are activated when certain movements are both made and observed. For example, the motor regions of professional dancers' brains show more activation when they watch other dancers compared with people who don't dance.

Det sidste afsnit her handler om en gammel bekendt af læsere af denne blog: spejlneuronerne. 

This kind of finding has led to a great deal of speculation with respect to mirror neurons—cells found in the cortex, the brain's central processing unit, that activate when a person is performing an action as well as watching someone else do it.
   Increasing evidence suggests that sensory experiences are also motor experiences.
   Music and dance may just be particularly pleasurable activators of these sensory and motor circuits. So, if you're watching someone dance, your brain's movement areas activate; unconsciously, you are planning and predicting how a dancer would move based on what you would do.
   That may lead to the pleasure we get from seeing someone execute a movement with expert skill—that is seeing an action that your own motor system cannot predict via an internal simulation. This prediction error may be rewarding in some way.

En af de største glæder ved at lytte til musik er genkendelsens glæde, som kan give sig umiddelbart udtryk i at vi nynner eller synger med når vi hører musikken, eller vi kan repetere musikken for os selv ved at kalde den frem til indre eller ydre "afsyngning" uden nogen ydre anledning.

   Både når vi lærer et stykke musik som vi så kan nynne eller synge, sker det via de imitationsmekanismer som varetages af spejlneuronerne, hvoraf nogle er motoriske og nogle er visuelle og nogle er auditive.

  For nogle fungerer det system hurtigere, mere præcist og effektivt end for andre. Da min adoptivdatter fra Korea for mange år siden i en alder af 2 år siden pludselig begyndte - helt rent - at nynne radioens pausesignal, så blev vi overraskede. Hun blev passet hjemme, og har hørt det i radioen mange gange, og det er så hendes spejlneuronsystem - det der er knyttet til bevægelse og det der er knyttet til hørelse, som hurtigt og effektivt har "optaget" melodien i lydhukommlsen - til præcis og korrekt tonal afspilning når hun af en eller anden grund trængte til det. 

  Hendes søn havde som lille samme evne til hurtigt og korrekt at lagre en hørt melodi i hukommelsen til afnynning på kommando.

Her er links til tre indlæg der nærmere beskriver sammenhængen mellem musik-indlæring, -lytning og -udøvelse og spejlneuronernes særlige måde at fungere på - de fungerer ved at simulere noget som opleves gennem sanserne eller ved at  noget tidligere oplevet genfremkaldes på en indre skærm ved at man husker og tænker på det.

http://www.themusiciansbrain.com/?p=567

http://www.themusiciansbrain.com/?p=590

http://www.themusiciansbrain.com/?p=694

Som vi alle kender til så kan filmmusik forstærke,  retningsbestemme og fokusere de følelser som sekvenser i en film skal formidle og/eller udløse.    

   Forholdet mellem filmbilledernes narrative forløb og underlægningsmusikken er komplekst og ville udgøre et helt indlæg for sig hvis det bare nogenlunde skulle være dækkende.

   Men en vigtig skelnen er om musikke kommunikerer og understreger følelserne (hos de medvirkende) i filmen ('convey emotions'), og/eller om den samtidig vækker følelser direkte i sind og krop hos publikum ('elict emotions').

   Se mere her:

https://en.wikipedia.org/wiki/Music_and_emotion

Forskellige musik-genrer og -stilarter, viser det sig, har også betydning for - dvs. stimulerer - forskellige faser af lærerprocesserne:

 When it comes to the best music for learning, for example, experts recommend different genres for different purposes. Upbeat music, including songs with positive lyrics, can provide an energy boost and get your brain primed for learning.

   Once it's time to buckle down and concentrate, however – like when you need to read, write, or study your course materials, instrumental music and soothing genres can help you stay calm and focused.

   Ultimately, however, each person may develop an approach to studying and music that's uniquely suited for them.

Jeg vender tilbage til min egne yndlingsmusik i et kommende indlæg.

Hvad gør godt design godt for - og gør det mere end godt?

Wegener: Flaglinestol

I Politiken den 22-09-17 i Kultursektionen under den faste rubrik 'Signatur', under dagens store satiretegning, der har Marcus Rubin en kommentar under overskriften:

Apple og Moleskine redder arbejdsglæden 

Manchetten fortæller at

Skønhed betyder noget. Snarere end at rase mod Apples dominans burde flere tage ved lære.

I versionen på nettet er overskrift og manchet smeltet sammen til:

Det er let at rase mod Apple. Men skønhed betyder noget og kan betale sig. Apple og Moleskin redder min arbejdsglæde

Jeg citerer lige det centrale afsnit i kommentaren:

I årtier synes Microsofts ret ucharmerende, men funktionelle produkter at være sejrherren i techslaget, men i de sidste 10-15 år har Apple heldigvis klart vundet. Sagen er nemlig, at skønhed betyder noget.

   Denne tekst er skrevet på en Mac, som jeg af mine egne højt beskattede penge har købt og betalt, fordi jeg synes, den er smukkere og behageligere end den sådan set ganske funktionelle Lenovo, som avisen har stillet mig til rådighed. Det er en luksus, som jeg har tilladt mig, men også noget, jeg er fuldkommen overbevist om gør mig både gladere og mere produktiv.

   Jeg er simpelthen mere fristet til at sidde og – i mit tilfælde – skrive på min Mac, end jeg er på en generisk PC.

   Det lyder banalt og måske overfladisk, men faktisk er jeg overbevist om, at der gemmer sig en dybere indsigt, som Apple forstod før og bedre end de fleste andre moderne selskaber.

   Nemlig, at selv om sådan en som jeg ikke ved noget særligt om design, anerkender og nyder jeg det, når det bliver stillet foran mig.

   Vi mennesker har en iboende evne til at værdsætte skønhed og kvalitet.

Og senere skriver han om Apples Godfather Steven Jobs' tilsyneladende ustyrlige og for mange at se helt hysteriske optagethed af det perfekte design:

Men der er mening med galskaben. Det er troen på, at skønhed ikke er overflødigt, end ikke inde i en computer.

   Det er det, som gennemsyrer Apples produkter og for millioner af mennesker har gjort dem uimodståelige.

Skidt med afsættet i "raseriet" som blot er journalistisk legitimation for at bringe kommentaren.

   Men postulatet er altså at det at sætte pris - altså ekstra særlig stor pris - på produkter der viser sig at have et bemærkelsesværdigt og fremragende design som sit kendemærke (som Appels Mac-computere), er noget der udspringer af en medfødt - "en iboende evne".

Hvorvidt nydelsen af skønhed er præprogrammeret i hjernen og kroppen, eller det er noget der er tillært, er et spørgsmål jeg for godt et år skrev en række indlæg om. Det første indlæg i serien finder du her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/10/om-glden-ved-stetisk-sknhed-det-handler.html

Den serie af blogindlæg tager hovedsagelig udgangspunkt i malerkunst og skulptur. Og nævner ikke design.

   Men pointen er klar: forskningen tyer på at oplevelsen af (glæde ved) skønhed er et spørgsmål om "proccessing fluency" - dette at det visuelle input 'glider ind' - umærkeligt og under bevidsthedsgrænsen - hos modtager og bruger - uden mærkbar mental eller fysisk modstand. Det føles både nemt og rigtigt at bruge og man glæder sig til næste gang. Men det er så også en pointe at skønheden skal opleves på en baggrund af 'grimhed', en kontekst af ikke-skønhed.

  

Spørgsmålet er om den pointet også kan overføres til betydningen og effekten af godt design på sindet. Marcus Rubins ordvalg peger i den retning: "gør mig gladere og mere produktiv", "mere fristet til at skrive", "nyder det", "gjort dem uimodståelige".

   Noget peger klart imod at godt design udløser nogle af de stoffer i hjernen (endorfiner) som stimulerer belønningssystemet, så det er nemmere at komme i flow ved computeren eller når man tager noter - hvis man er indrettet som Marcus Robin.

   Og det er mange andre også, som han argumenterer for sit synspunkt med.

I serien af blogindlæg om 'Glæden ved skønhed' afsnit nr. 5 introducerer jeg et begreb som jeg den gang ikke havde mødt før: 'Transient Hyperfrontality' som indebærer ...

... at hjernens bevidste styre- og kontrolsystem som sidder i det man kalder 'frontallapperne', at det for en tid svækkes, 'de-reguleres', 'går i slow-motion' (eller 'går helt i dvale'), - for så bagefter at kunne dukke op og tage kontrollen igen - og for på det tidspunkt at kunne udnytte de input - de ideer og løsningsforslag som andre dele af hjernen af sig selv har produceret mens den i en periode har fået lidt (eller meget) friere tøjler.

Læs mere her, blandt andet om "altered states of conciousness" som er det jeg tror ekstraordinært godt designe hjælper modtagerne og brugerne til lettere at komme i, en mental tilstand som man derefter vil kunne trække på under løsningen af en arbejdsopgave:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/11/nar-frontallapperne-slapper-af-og.html

Med en anden terminologi kan man sige at hjernens indbyggede 'normale' latente hæmnings-niveau for en tid svækkes eller sænkes.

   Det muliggør - åbner - flere aktive neurologiske forbindelser (nervebaner, synapser) mellem forskellige dele af hjernen, forbindelser som er nødvendige hvis den foreliggende opgave skal løses på en ny, kreativ og overraskende måde.

 

Og det kunne så også være mit bude på en forklaring på Marcus Rubins (og mange andres oplevelse, herunder mine egne tilsvarende) at det at omgive sig med brugsgenstande, fx. møbler eller køkkengrej, med ekstraordinært godt design, at det bidrager til at det er nemmere at komme i et kreativt flow når man skal eller er igang med en opgave, et flow hvor hjernen ubesværet og nemt skifter mellem de to neurologiske netværk: det indadvendte imaginations-orienterede og det udadvendte opgave-orienterede.

I overskriften på kommentaren i Politiken indgik også navnet på et andet produkt som Marcus Rubin lovpriser for sin særligt tiltrækkende æstetiske kvalitet - altså for sit suveræne design: en Moleskine notesbog.

   Og mens Apple som navn, brand, og pionerfirma inden for design af elektroniske produkter er kendt af næsten alle, så er 'Moleskine' utvivlsomt kun kendt inden for en snæver kreds - en 'elite' tør man måske endda sige, i lyset af den debat der nu har bragt en række diskussioner i pressen op på et plan hvor ingen mere forstår hvad hinanden snakker om.

   Jeg har en erindring om at jeg selv en gang for en del år tilbage anskaffede mig sådan en Moleskine notesbog, sikkert den gang jeg var TV-direktør (1992-98).

   Men for mig var oplevelsen altså ikke at jeg blev permanent fristet til  køb, ligesom jeg i øvrigt ikke skriver på Mac-computer (jeg har gjort det i nogle år i 90'erne, men det er længe siden.). Og min smartphone er heller ikke en iPhone, men én med android-styresystem.

   Så der er grænser også for uimodståeligheden i Apples og Moleskine superdesignede produkter.

   

Her er hvad Wikipedia indledningsvis fortæller om 'Moleskine':

Moleskine (Italian pronunciation: [mɔleˈskiːne]) is an Italian manufacturer, papermaker and product designer founded in 1997 by Maria Sebregondi, based in Milan, Italy.[2] It produces and designs luxury notebooks, and also includes planners, journals, sketchbooks, leather backpacks, wallets and various accessories and stationery.

   Moleskine's notebooks are stylised to follow the aesthetics of a 'traditional' black notebook with rounded corners and ivory-coloured paper. They are bound in cardboard with a sewn spine that allows the notebook to lie flat. An elastic band is used to seal, and a ribbon bookmark is included along with an expandable pocket inside the rear cover which is packed in a paper banderole.

   The name Moleskine does not have an official pronunciation in any other language except Italian.

Om sit forhold til den særlige notesbog, som altså associeres med forholdet til Apple-produkter, skriver Rubin:

Apple er selvsagt langtfra de eneste, som forstår dette. Et andet eksempel fra min egen verden er Moleskin-notesbøgerne.

   Igen en lille luksus, jeg og masser af andre skrivende køber til os selv, selv om vi bare kunne snuppe en gratis blok på kontoret. Hvorfor?    Fordi oplevelsen er lækker. Man har lyst til at tage noter i en Moleskin og føler sig mere kreativ og klog.

   Er det nødvendigt? Nej, måske ikke. Men det øger betragteligt glæden ved arbejdet og fristelsen ved at give den en ekstra tand. Lyder det forkælet?

   Det er det selvsagt også. Både Apple og Moleskin kommer et godt stykke oppe i Maslows berømte behovspyramide. Men det er trods alt deroppe, en stor del af os lever.

   Der er grimhed nok i et moderne kontorliv. Tak til Apple, Moleskin og alle de andre for at minde os om, at der også er et marked for elegance og smukt design.

Sådan ser den ud (findes i mange udgaver og med forskelligt ekstraudstyr der også koster kassen):

Søger man på nettet efter formuleringer af principper for godt design, dukker der en masse henvisninger op på navnet Dieter Rams, en kendt designer som er ophavsmanden til "10 principper for godt design". 

   Ifølge ham bør godt design følge nedenstående principper:

1. Godt design skal være innovativt
2. Godt design gør et produkt brugbart
3. Godt design er æstetisk
4. Godt design gør et produkt forståeligt
5. Godt design er diskret
6. Godt design er ærligt
7. Godt design er langvarigt
8. Godt design er gennemtænkt til mindste detalje
9. Godt design er venligt
10. Godt design er så lidt design som muligt

Læs udfoldelsen af principperne her:

https://en.wikipedia.org/wiki/Dieter_Rams#Examples_of_Dieter_Rams.27_works

Jeg er overbevist om at Dieter Rams med disse principper rammer meget præcist i forhold til det som Marcus Rubin oplever og skriver om.

      Wikipedia giver designeren disse ord med på vejen:

Dieter Rams (20. maj 1932 i Wiesbaden) er en legendarisk tysk industriel designer, som arbejdede for det tyske firma Braun i 1960'erne. Hans design er berømt for det meget minimale udtryk og brugervenlighed, som stadig virker tidløst. Hans design har været en kæmpe inspiration for mange designere siden som chef-designer hos Apple Inc. Jonathan Ive[1][2].

Flere af min køkkenmaskiner er - tilfældigvis - af mærket Braun.

Jeg er så heldig at min frue som er uddannet inden for design, har fornemmelsen for godt design på rygraden og helt inde i sin kreative sjæl.

   Det har jeg sådan set også. Og da jeg var helt ung og måske ville være arkitekt, designede jeg faktisk et sofabord til mine forældre, som jeg i erindringer tænker på som godt design.

   Men fordi jeg også er lidt nærig, så har jeg i årenes løb, købt brugsgenstande til vores fælles hjem, som ikke levede op til fruens standard for godt design. Og som lige så stille er røget ud igen.

   Og fordi jeg i mine helt unge dage (1966)  købet Wegners 'flagline-stol' hos en marskandiser på Nørrebro uden at ane noget som helst om hvem der havde designet den og hvad den skulle vise sig at blive værd, så dokumenterer det at jeg - uden forstyrrelser fra den økonomiske virkelighed - også har en nærmest medfødt fornemmelse for godt design.

   Men efterhånden er jeg lært af fruen at når jeg synes noget er godt designet, så skal jeg glemme hvad det koster. Og så viser det sig at vi gang på gang er meget enige om hvad vi vil have ind i vores stuer og køkken.

   Jeg kan inden for de seneste år nævne nye lamper og nye reoler som er udtryk for særligt godt design, og som vi har købt i forbindelse med en nyindretning af de centrale rum i vores hus.

   Fx de her to design-berømmede artifakter: At Bo-reolen og Carravaggio P3-pendlen:

Carravaggio P3-pendel

At Bo-reolkasser

Jeg kan også nævne alle de mange Eames-siddemøbler jeg i årenes løb har anskaffet (efter at fruen havde gjort mig opmærksom på deres eksistens og helt særlige design-kvaliteter for mange år siden).

   Jeg nyder i den grad både at se på dem og sidde i dem:

Eames: EA 219

Eames: Compact sofa

Eames: EA 124

Især vil jeg fremhæve Eamsernes 'Compact'-sofa, et møbel som jeg blev forelsket i ved første blik da jeg så det på en Paustian-udstilling for en del år siden, og som jeg flere år senere erhvervede mig stort set fra ny på en netauktion - til en pris der var en tiendedel af hvad den ellers koster hos Paustian og på seriøse internationale møbelfirmaers hjemmesider.

   Som en lille specialitet: En scenograf på en af mine tv-arbejdspladser havde købte tre af den her type møbler til et talk-show. Prisen blev der ikke spurgt om.

  Jeg købte to stole og en sofa for en billig penge da der skulle ryddes op og ud på rekvisit-lageret:

  Collezione Giorgetti Progetti:

Min er den første fra højre

Mine to er den første fra venstre

Jeg vidste intet om denne møbelkollektion og deres italienske designer  - andet end at de bare havde det særlige design-touch som gjorde at det kunne være 'sjove' at have nogen af dem i sit daglige nærområde.

   De koster fra ny omkring det samme som Eames-stolene

Så er der nogle nyere anskaffelser til mit arbejdsværelse som også i mit hoved lever op til betegnelsen bemærkelsesvis godt design:

   Zanatta rundt bord i to etager på hjul:

Zanetto Giro rundt sofabord på hjul

Og her et let og smukt enkelt og velfungerende skrivebord af bambus, som Politiken plus har haft til salg i længere tid, og som jeg faldt for ved første syn og købte:

We Do Wood Field Skrivebord - Bambus

Og betyder det så noget - som Marcus Rubins kommentar peger på - at man til daglig omgiver sig med og bruger artifakter - brugsgenstande - af usædvanligt godt design (dvs design som har langtidsholdbarhed)?

   - Ja, jeg synes jeg oplever det - fx når jeg kommer hjem til vores hus eller sommerhus efter en længere tur i byen; gennem årene er det jo gradvist blevet gennem-møbleret med den slags kvalitetsdesignede møbler: 

   - Et stille sus af nydelse ved syn og gensyn med artifakter som man ikke bliver træt at opleve. En følelse der skyldes at synet udløser en mild dopamin-injektion i hjernens belønningssystem der sænker frontallappernes kontrol - nok til at gå igang med en opgave i lidt højere humør.

   Og jeg er faktisk ikke i tvivl om at mit veldesignede habitat hjælper på lysten til at skrive mine lidt skæve blogindlæg - og male gode og lidt specielle akvareller.

   Selv når humøret ellers er i bund - eller slæber sig af sted i en relativt lav mental flyvehøjde, så stimulerer den slag eksempler på særligt 'outstanding design' i omgivelserne mine (og fruens) mentale energier, er erfaringen.

   

For at vær kreativ, må man finde udveje for at komme i 'åben tilstand' - her et indlæg om det.

I det foregående indlæg tog jeg afsæt i et af de sidste kapitler i bogen "Wired to Create - af Scott Barry Kaufman og Carolyn Gregoire, et kapitel der have titlen 'Turning Adversity into Advantage'. Det var et udtryk som jeg ikke kendte, men som jeg har gået og manglet, som jeg tog afsæt i: 'Posttraumatic Growth'.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/08/posttraumatisk-vkst-form-pain-to-gain.html

Nu går jeg nogle kapitler tilbage, til et kapitel der tager udgangspunkt i mange kreative menneskers behov for at få nye oplevelser

6. Openness to Experience 

Grundpræmissen er i det kapitel at for at kunne opleve og udfolde sig kreativt må man udsætte sig for usædvanlige erfaringer og frigøre sig fra vanetænkning, så man kan blive overrasket.

   Teksten for klarer at de personer som scorer højt på parameteren 'openness to experience ...

... tend to be imaginative, curious, perceeptive, creative, artistic, thoughtfull and intellectual. They are driven to explore their own inner worlds of ideas, emotions, sensations and fantasies, and outwardly, to constantly seek out and attemp to make meaning of new information in their environment. 

Det handler om at være nysgerrigt interesseret og undersøgende engageret i et bredt spektrum af emner og temaer.

   Den ene af forfatterne, Scott, har skrevet sin ph.d. om lige præcis det emne.

   Ifølge ham er der tre hovedtyper af 'cognitiv engagement' inden for 'the openness domain': intellektuelt engagement, affektivt engagement, og æstetisk engagement. 

Intellektuelt engagement er kendetegnet ved at man er sandhedssøgende, elsker at løse problemer, og har lyst til at lege med ideer.

   Affektivt engagement er kendetegnet ved at man brænder for at udforske dybden af det menneskelige følelsesliv, og forbindes typisk med tillid til mavefornemmelser, empati og intuition når man tager beslutninger.

   Æstetisk engagement er kendetegnet ved lyst og glæde ved at udforske fantasiens muligheder i kunst, litteratur og musik - og ved at man kan fortabe sig i skønhed.

Jeg kan genkende alle tre dimensioner både hos mig selv, hos mange gode venner og hos nære familiemedlemmer.

   Jeg tror faktisk det er sådan at det netop er mennesker der er engageret i en men helst flere af disse dimensione, som jeg tiltrækkes af og har lyst til at være og arbejde sammen med.

Konklusionen af Scotts forskning i "openness to experience" opsummeres sådan:

... the drive for exploration in its many forms, may be the single most important personal factor predicting creative achievment.

Altså der er en afgørend sammenhæng mellem lysten til at gå på opdagelse og finde og lære nyt, og så kreative resultater.

Så går vi - med bogen - ind i hjernen, og her fremhæver forfatterne slagsordsagtigt betydnigen af neurotransmitteren 'dopamin' som indgår som et centralt hormon i hjernens 'belønnigssyttem':

Dopamin is the mother of human invention

Et underafsnit har overskriften

The Neuromodulator of Exploration

Ifølge dansk Wikipedia har dopamin følgende egenskaber:

I dagliglivet spiller signalstoffet dopamin en afgørende rolle for drivkræfterne bag alle positivt motiverede handlinger, hvortil der er knyttet oplevelser af velvære. Dopamin udløses således i så forskellige situationer som under opnåelse af succes i både krig og kærlighed, under spisning ved et veldækket bord, i vundne spil-situationer, under indtagelse af narkotika, ved seksuelle samværsituationer o. lign., og hvor signalstoffet endvidere virker forstærkende på trangen til vanemæssigt at se frem til at kunne genopsøge pågældende dopaminudløsende situation på ny.

Der er både en for- og en bagside ved dopamin kan man læse - fordi man som en slags narkoman kan blive afhængig af at få udløst et dopamin-sus ved bestemte aktiviteter.

Men for Scott og Carolyn er fidusen ved dopamin først og fremmest at det får os til at ønske ting - altså en drivkraft til at gå på opdagelse i det uvisse og ukendte - at tage en risiko uden at være sikker på om målet faktisk nås.

  Og deres argument er at denne mekanisme er en vigtig del af menneskeartens overlevelse gennem årtusinder og årmillioner.

Individuals who are high in the openness to experience domain get energizede not through the possibility of appetitive rewards but through the possibility of discovering new information. It is the chill of the knowledge chase tht most excites them.

Den moderne journalistik har vel en små 250 år på bagen. Og for at forstå hvordan og hvorfor den har udviklet sig og tiltrækker en særlig type personligheder, må man naturligvis have med at journalister hjerne stort set har den særlige egneskab at de får et dopamin-sus ved at find nyheder og fortælle dem til folk - før andre journalister.

   Jeg har kaldt vigtige fagområde som der mig bekendt ikke undervises i på nogen journalistuddannelser, for 'neurojournalistik'.

   Her er tre indlæg der berører emnet fra 2011, et par år før jeg endelig lod mig pensionere:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/neuro-journalistik-og-alt-det-andet-der.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/de-journalistiske-nyhedskriterier-og.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/neuro-i-stedet-for-socio-et-konceptuelt.html

Kravet til den gode journalist er jo netop også, fremgår det af alle lærebøger, at han/hun hele tiden er åben og fordomsfri i forhold til at opdage hvad der foregår af nyt og interessant i omverdenen. Og jagten på det er det der i journalistens hjerne udløser et ekstra skud dopamin.

  Metaforer som nyhedsnarkoman, nyhedsfix, nyhedsjunkie taler deres klare sprog om den sammenhæng.

Bogen argumenterer for at størst kreativitet opnås hvis man personligheden finder en balance mellem intellektuel, emotionel og æstetisk åbenhed.

For the highest levels of creativity it may be especially imprtant to achieve a balance between the intellectual aspects og openness to experience and the mor fanatasy-orientet aspects.
   The benefits of achieving a helthy balance of the intellecutal, imaginative, aesthetic, and emotional realms of cognitive exploration don't only pertain to creative work. Integrating the diverse realms of openness to experience my also lead to the highest forms of personal growth.

At komme i omstændigheder og møde oplevelser som er fremmede og ukendte for en, tvinger til åbenhed hvis man skal overleve og videreudvikle sig. Derfor er det at være eller opleve sig som 'outsider' i forhold til sine sociale omgivelser noget positivt. Slagordsagtigt skriver forfatterne:

Creativity benefits from an outsider's mind-set

Outsiderens særlige mind-set er at se ting. begivenheder, roller fra en anden og fremmedgørende synsvinkel, og altså i en anden frame end insideren som tager det meste for givet fordi det er så velkendt. Og det at opleve noget som outsider er ikke kun noget det kan være påtvunget, det kan også være et bevidst valg.

   Det uddybes sådan her i bogen:

By opening to experience and actively choosing to see things from different perspectives, we can counter the damaging effects of familiarity and increase our cognitive flexibility.

   Openness to experience go hand in hand with integrative complexity, the capacity and desire to recognize new patterns and find links among seemingly unrelated pieces of information. In fact, living in and adapting to foreign cultures may also enhance integrative complexity, which can give a major boost to our powers of creativ thought.

Jeg kan på mange måder genkende egne oplevelser i disse formuleringer. Når jeg har skiftet job og fagområde fra noget men kender godt, til noget hvor man bogstaveligt talt mentalt sidder i lort til hals, synes at være et gennemgående tema for mig.

   Når jeg har kigget tilbage på mit arbejdsliv så kan jeg se et mønster. Når alt går godt og trygt - og alt er blevet nem rutine, så søger jeg hen til noget hvor det meste er nyt, og hvor jeg er usikker på - eller spændt på - om jeg nu kan klare det.

   Jeg var blevet fastansat amanuensis på KU i moderne dansk sprog og det gik fint og nemt både med at skrive artikler og med undervisningen, så hvorfor skulle jeg dog efter kun to år skifte job til et endnu ikke eksisterende universitet - RUC - som insisterede på at lærerne skulle vejlede studerendes projektarbejde i grupper i tværfaglige problemstillinger, noget som jeg (og de øvrige nyansatte) aldrig havde prøvet før.

   Eller hvorfor skulle jeg skifte fra RUC´s succesfulde kommunikationsuddannelse som jeg selv havde været med til at få op at stå, til et meget usikkert job som uddannelseskonsulent i DR´s interne uddannelsesafdeling Personalekursus.

   Eller gå fra et sikkert, succesfuldt og meget vellønnet job direktør for den regionale TV2ØST, til en stilling som pendlende universitetslærer på et universitet langt borte fra hvor jeg boede, for at være med til at starte en ny journalistuddannelse der under højlydte protester fra branchen skulle bryde med Journalisthøjskolens monopol på at uddanne journalister.

   Det fælles er, kan jeg se i bakspejlet, at jeg frivilligt og bevidst vælger det nye, usikre og risikofyldt frem for det arbejde hvor det bare kører på skinner. Jeg vælger også at pendle mellem videnskaborienterede akademisk jobs på den ene side og jobs med et stort praktisk og virkelighedstilknyttet indhold på den anden.

Det harmonerer alt sammen pænt med det videre spor som Scott og Carolyn forfølger, nemlig betydning af fler- og tværfaglighed - af kreativ krydsbestøvning mellem konceptuelt forskellige fagområder og domæner.

   De konstaterer at mange kreative mennesker kører på flere spor - kunstmalere som også spiller musik og skriver digte (mit eks.: Martin Bigum), eller forfattere som også maler (mine ekss.: Hans Scherfig, August Strindberg)  Og de indfører begrebet cross-training, hvis betydning de fortæller er en vel-etableret kendsgerning inden for vidneskabens område.

In his extensive research on scientific genius, Simonton fond that the most creative scientists don't typicallyy pursue a single research question within a single specialized area of expertise. Instead, highly creative scientists tend to engage in a large number of loosely related activities, forming a broad "network of enterprises". They also tend to have creative hobbies and interests outside of the scienses.

De fremhæver derefter Galilei, Aristoteles Leonado da Vinchi som velkendte historiske personligheder som var polyhistorer eller som de skriver "polymath", "people who know a lot about a lot".

   I al beskedenhed er jeg også selv lidt af en polyhistor - ikke mindst i kraft af de ret radikale skift i stillinger og fagområder jeg har foretaget i årenes løb. Og jeg har også altid fagligt kørt på flere spor og arbejdet på tværs af fagområder.

   Selve denne bloks indlæg er også en slags dokumentation for at jeg bliver ved med at søge ny viden om kreativitet, men ud fra mange forskellige faglige indgang.  

Det undrer mig lidt at forfatterne ikke har referencer til teorien om conceptual blending (Gilles Fauconnier og Mark Turner) og til metafor- og framing-teori (George Lakoff), som i den grad ville være relevant at inddrage her.

   Men man kan finde en lang række tidligere blogindlæg hvor jeg går i dybden med disse begrebers sammenhæng med kreativitet og kreativ tænkning.

Kapitlet om "Openness to Experince slutter med at beskrive et moderne eksempel en bemærkelsesværdig polyhsitoriske personlighed, et eksempel som jeg ikke husker at have stødt på før: James H. Simons.

  Og hvem er James H. Simons så? - Wikipdia:

James Harris "Jim" Simons (born 1938) is an American mathematician, hedge fund manager, and philanthropist. He is a code breaker and studies pattern recognition.

   Simons is the co-inventor, with Shiing-Shen Chern, of the Chern–Simons form - Chern and Simons (1974), and contributed to the development of string theory by providing a theoretical framework to combine geometry and topology with quantum field theory. Simons was a professor of mathematics at Stony Brook University and was also the former chair of the Mathematics Department at Stony Brook.

Altså var Simons en overordentlig begavet akademisk forsker inden for kvantefysik og strenge-teori.

    Men så kastede han sig ud i den buldrende økonomisk virkelighed for at tjene rigtig, rigtig mange penge gennem en såkaldt hedge-fond:

In 1982, Simons founded Renaissance Technologies, a private hedge fund investment company based in New York with over $25 billion under management. Simons retired at the end of 2009 as CEO of one of the world's most successful hedge fund companies. Simons' net worth is estimated to be $14 billion.

   (...)

   Simons shuns the limelight and rarely gives interviews, citing Benjamin the Donkey in Animal Farm for explanation: "God gave me a tail to keep off the flies. But I'd rather have had no tail and no flies."   On October 10, 2009, Simons announced he would retire on January 1, 2010 but remain at Renaissance as nonexecutive chairman.

   In 2016, asteroid 6618 Jimsimons, discovered by Clyde Tombaugh in 1936, was named after Simons by the International Astronomical Union in honor of his numerous contributions to mathematics and philanthropy.

Moralen: Det kan betale sig at have et åbent sind og kunne arbejde med krydsbestøvning af faglige områder som tilsyneladende ikke har noget som helst med hinanden at gøre. 

Hvad sker der når hjernen ændrer sig under påvirkning af musik eller LSD - og grænsen mellem selvet og resten af verden udviskes?

Nogle af de bedste - og mærkeligste - Beatles-numre er fra perioden omkring Seargent Pebber-LP´en.
    For eksempel 'Lucy in the Sky with Diamonds':

På Facebook så jeg en henvisning til forskning der blev markedsført som at musik var sundere for både hjerne og krop end fysisk motion:

Musik är bättre för hälsan än idrott

Det er en kort artikel fra den finske public-service-station YLE som bringer nyheden i forbindelse med annonceringen af et foredrag i byen Vasa:

Musik är hjärnans bästa vän - den öppnar upp igenslammade nervbanor och gör en beredd att ta emot andra utmaningar. Det säger vetenskapsjournalisten och musikredaktören Minna Lindgren som härom kvällen föreläste i Vasa.

Og Weekendavisens tillæg "Ideer" kunne i en kort notits annoncerer sin nyhed med denne overskrift:

 Næstkærlig LSD

Har de to nyheder noget med hinanden at gøre?
   Og hvad har det med 'Lucy in the Sky with Diamonds' at gøre?

   Det diskuterer jeg til sidst i indlægget her. 

Hvad siger Minna Lindgren så:

Föreläsningens rubrik "Musik är bättre för hälsan än idrott" är inte menad som en provokation. Den har bas i neurologisk forskning, säger Lindgren.

   - Under de senaste 15-20 åren har man i Jyväskylä och Helsingfors undersökt vad som händer i hjärnan då man spelar eller sjunger. Därifrån kan man allvarligt säga att musik är mycket mera hälsosam än idrott, säger hon.

   Hjärnan är uppdelad i olika delar som sköter om olika saker: språk, känslor och så vidare. Men musiken, den aktiverar hela hjärnan.

  - Forskarna vet inte varför, men de har kunnat påvisa det, tack vare modern teknologi.

Det her er skrevet og fortalt i meget populært sprog, og artiklen har referencer til tekster på finsk, så det er ikke helt muligt at være sikker på hvad Lindgren refererer til. 

   Men hun må nok mene noget i retning af at musik øger hjernens "connectivity" - dvs. aktiverer og forstærker de neurale baner og forbindelser mellem mange forskellige dele af hjernen, blandt andet altså forbindelserne mellem centrer i både venstre og højre hjernehalvdel som skal arbejde koordineret og i takt når musikken spiller. 

   Artiklen fortsætter - stadig sprogligt ret upræcist:

Minna Lindgren efterlyser mera musik i skolan. 15 minuter musik i början av dagen skulle öpna upp hjärnans nervbanor.

   - Det hjälper koncentrationen, att orka sitta ner hela dagen, att lyssna och förstå, och det är bra för finmotoriken och abstrakt gestaltning.

   Undersökningar har visat att musikers hjärnor skiljer sig från "vanliga" människors: främre delen, som styr empati och koncentration är större. Där finns kontroll, abstrakt tänkande och planering - sånt är lättare för musiker.

   - Nu ska man bara inte tänka att musiker är intelligenta, utan på vad musiken och möjligheten att spela ett instrument kan göra för ett barn.

   Ett barns hjärna utvecklas och växer och att då "gympa" hjärnan med musik hjälper barnet att utvecklas. Och det gäller inte här att drilla fram nya underbarn, en ny Mozart.

   - Det räcker väl att spela blockflöjt, säger Minna Lindgren.

Vi får nu på ingen måde dokumenteret overskriftens påstand om at musik er bedre for helbredet end sport.

Det med musikkens helsebringende effekt har jeg tidligere været inde på flere gange.
   Musik kan gøre noget ved hjernen, ved man, noget som fx er gavnligt for kreativiteten og intelligensen.
   Den 'opdagelse har i sin tid fået navnet 'Mozart-effekten', fordi det oprindelig især var hans musik man fandt havde de særlige gode effekter. 

   Den meget snævre påstand om  netop Mozart-musikkens særlige effekt, er der siden blevet rejst alvorlig tvivl om gennem såkaldte meta-studier. 

   Men samtidig er der forskningsmæssig evidens for en bredere virkning på hjernen af at lyttet til eller udøve musik og sang.

 
Hjemmesiden Brainfit.com har en omfattende oplistning af hvilke "benefits" som hjernen, kroppen og sundheden har af at lytte til og udøve musik og sang -i følge de senere års forskning.

  Man kan her fx læse at udøvende musikeres hjerner er forskellige fra almindelige menneskers hjerner:

If you want evidence of how music affects the brain, it makes sense to look at the brains of people who play a lot of music — professional musicians.

   Brain scans show that their brains are different from the rest of ours.

   Their brains are noticeably more symmetrical.

   Areas of the brain responsible for motor control, auditory processing, and spatial coordination are larger.

   They also have a larger corpus callosum.

   This is the band of nerve fibers that enables the two hemispheres of the brain to communicate with each other.

'Corpus callosum' kaldess på dansk 'hjernebjælken' og udgør forrbindelsen mellem de to hjernehalvdele.
   Det ligner hvad man fx har fundet ud af om rutinerede taxa-chauffører: De dele af hjernen der særligt skal aktiveres for at finde rundt i en storby som London, er hos dem større end andre menneskers:

Cab drivers' grey matter enlarges and adapts to help them store a detailed mental map of the city, according to research.

   Taxi drivers given brain scans by scientists at University College London had a larger hippocampus compared with other people. This is a part of the brain associated with navigation in birds and animals.

   The scientists also found part of the hippocampus grew larger as the taxi drivers spent more time in the job.

   "There seems to be a definite relationship between the navigating they do as a taxi driver and the brain changes," said Dr Eleanor Maguire, who led the research team.

Tilbage til musik på hjernen:

   Brainfit-artiklen fortæller videre at den rette musik kan påvirke humøret hos folk positivt (ikke den store nyhed!). Og at det at lytte til en bestemt slags musik kan reducere stress, idet det sænker produktionen af stresshormonet cortisol.

   Da jeg for nylig fik foretaget en ret så ubehagelig rygmarvsbiopsi på et sygehus, afspillede personalet beroligende 'meditationsmusik' under operationen med samme formål.

   

Omvendt stimulerer musik den "positive kemi" i hjernen via neurotransmitter-systemet idet den øger dopamin-produktionen som påvirker 'belønningscentret'. Når man spiller sammen øges og produktionen af "krammehormonet" oxytocin :

One of the ways music enhances brain function is by stimulating the formation of certain brain chemicals.

   Listening to music increases the neurotransmitter dopamine.

   This is the brain’s motivation molecule and an integral part of the pleasure-reward system.

   It’s the same brain chemical responsible for the feel-good states obtained from eating chocolate, orgasm, and runner’s high.

   Playing music with others or enjoying live music stimulates the brain hormone oxytocin. (13)

   Oxytocin has been called the “trust molecule” and the “moral molecule” since it helps us bond with and trust others. (14)

   There’s evidence that the oxytocin bump experienced by music lovers can make them more generous and trustworthy.

Brainfit opsummerer den positive effekt af musikundervisning og -udøvelse i skolen i disse punkter:

Music, whether taught in or outside of school, helps students excel in the following ways: (16)

• improved language development 
• small increase in IQ
• improved test scores 
• increased brain connectivity 
• increased spatial intelligence

http://bebrainfit.com/music-affects-brain/

Jeg har i flere tidligere indlæg refereret til jazz-musikeren og  hjerneforskeren Peter Vuust, som bl.a. har påvist at jazzmusik er den musikgenre som udløste størst aktivitet i hjerne på alle de parametre man målte på ved skanninger - både når man spiller og når man lytter.

   Endvidere har han påvist at hjernens sprogcentre også er aktive når vi lytter til eller udøver musik, så der er altså faktisk neurologisk belæg for at tale om musik som en slags sprog.

   Man kan også på nettet læse sig til at Peter Vuust holder foredrag om musik som et middel mod depression, smerter og parkinsons sydom.

   

På hjemmesiden Videnskab.dk fra 2008 refereres Vuust for hvad der sker når fx en masse mennesker er til koncert på en Roskilde Festival. 

   Han bruger til sidst i citatet den smukke metafor "en kemisk ballet" til at beskrive hvad der sker når mange hører musik sammen:

Enhver, der har kæmpet med at lære et fremmedsprog som voksen ved, at sprog i høj grad handler om regler, og det samme kan man sige om musik. Når vi lytter til musik, så lytter vi efter reglerne eller mønstret. Når vi kan forudsige mønstret, udløses der lidt dopamin, som er hjernens lykkestof, og vi bliver glade og tilfredse.

   »Hjernen er en forudsigelsesmaskine, der skal sikre os flest mulige chancer for overlevelse. Derfor belønnes vi, når vi gætter rigtigt,« siger Peter Vuust. Men hvis mønstret er alt for forudsigeligt, går hjernen på stand by, og der er ikke den store belønning at hente. 

   Men hvis vi kun kan forudsige en del af mønstret, mens andre dele af det overrasker os, så bliver vi belønnet med dopamin. Nysgerrig adfærd har nemlig sikret vores overlevelse som art, og derfor bliver den også belønnet med dopamin. 

   Hvis man ikke kender et musiknummer særlig godt, eller omvendt hvis man har lyttet rigtig meget til det, så er hjernen ikke vild med netop det nummer. Det gælder altså om at finde balancen, hvor man kender musiknummeret uden at det er blevet overspillet endnu.

   Der tegner sig en omvendt u-kurve, hvor et ukendt eller et alt for velkendt stykke musik ikke er noget, man bryder sig om,« forklarer Peter Vuust. 

   En koncert er en kemisk ballet. 

   Når pladsen foran OrangeScene er fyldt til bristepunktet af musiknydende festivalgængere, svinger tilskuerne i takt på mere end en måde. Kroppene følger rytmen, og alle tilskuere sættes i den samme stemning, mens deres hjerner arbejder på højtryk for at afkode musikkens mønster. Oplever de genkendelsens glæde, fordi de kan forudsige musikkens mønster, så frigives lidt dopamin, men hvis de oplever overraskelsens fryd, sker det samme. Kemien i hjernen danser i takt med rytmen, der kommer ud af højtalerne.

Man kan sige at glade og aktive deltagere i en rockkoncert oplever at deres afgrænsede identitet delvis opløses under påvirkning af musikken, fordi de - og dermed deres hjerne og krop - underlægges en fælles rytmisk musikalsk påvirkning, som Peter Vuust sammenfatter i metaforen "en kemisk ballet".

  

Den metafor er en glimrende indgang til den korte artikel i "Ideer" om "næstekærlig LSD". 

   Den tager afsæt i de kontroversielle forsøg og eksperimenter med LSD som bevidsthedsudvidende stof i 60´erne, og fortæller at ruseffekten af at indtage LSD deformerer og forvrænger sanseindtryk så det ligner en psykose hvor "personen oplever, at grænsen mellem selvet og resten af verden bliver opløst. 

   Denne effekt har hjerneforskere fra Royal Netherlands Academy of Arts and Sciences i Amsterdam nu set nærmere på i hjerneskanninger.

De har givet 15 testpersoner udskadelige doser af LSD eller placebo og med en fMRI-skanner undersøgt hvad der sker i hjernen. Hjerneforskerne kunne se, at de områder i hjernen, der er involveret i højere kognitive funktioner, bliver stærkt overforbundne.

"Overforbundne" er det danske ord for det engelsk "hyperconnected" - og "connectivity" i hjernen refererer til hvordan hjernens forskellige centrer og moduler er forbundet og arbejder sammen - i højere eller mindre grad. 

   Inden for den del af hjerneforskningen der har med kreativitet at gøre, er teorien at særligt kreative menneskers hjerne har en relativt højere "connectivity" end andre, og at denne sikkert medfødte egenskab gør det nemmere for dem at forbinde forestillinger som mentalt ligger langt fra handen og logisk set ikke har noget med hinanden at gøre (= 'conceptual blending')

   Også indtagelsen af alkohol og hash øger hjernens "connectivity" og reducerer den såkaldte 'latente hæmning' (LI).

   Wikipedia definerer:

Hyperconnectivity is used in medical terminology to explain billions and billions of neurons creating excessive connections, within the brain associated with schizophrenia, [11][12] or epileptic seizures [13][14] or DS [15].

Avisnotitsen i "Ideer" fortsætter:

Generelt er der i hele hjernen ekstra gang i forbindelserne, så selv områder, der ellers er adskilte, taler sammen. De områder, der har øget aktivitet, overlapper med de områder, hvor recpetorerne, som LSD binder sig til, sidder. 

   (....)

   Forskerne mener, at når LSD får hjernen til at dele mere information mellem hjernens områder, giver det en stærkere forbindelse mellem vores følelse af selvet og følelse af omgivelserne. Det er det der opløse identiteten.

Notitsen er et rip-off af en undersøgelse som i den videnskabelige artikel i Current Biology sammenfatter resultaterne sådan her:

• High-level cortical regions and the thalamus show increased connectivity under LSD
• The brain’s modular and rich-club organization is altered under LSD
• Increased global connectivity under LSD correlates with ego dissolution scores

Artiklen har titlen:  

Increased Global Functional Connectivity Correlates with LSD-Induced Ego Dissolution

Fællesnævneren for denne artkel og de tidligere referencer til forskning i effekten af musik, er at grænsen mellem selvet og resten af verden opløses. Det må være det journalisten mener med overskriften "Næstekærlig LSD".

Her kobler jeg så til begrebet 'flow'!

   Det at komme i flow - 'at blive høj' - indebærer jo nemlig også at man glemmer sig selv og mister fornemmelsen af tid og sted. 

   Man taler også om 'at gå op i en opgave', 'at begrave sig i en bog', eller helt 'at blive opslugt af et maleri eller en skulptur', hvad der fx var min egen oplevelse for nogle år siden ved mødet med Nefertiti-busten på et museum i Berlin:

Nefertiti

Jeg kan også blive høj bare ved at gå i rundt i vores hus og 'fortabe mig' i synsoplevelsen af alle mine Harald Henriksen-træsnit:

Harald Henriksen: Plov i snelandskab. 1924

Wikipedia definerer 'flow' sådan her - med henvisning til opfinderen af begrebet, psykologen Mihaly Csikszentmihalyi:

In positive psychology, flow, also known as the zone, is the mental state of operation in which a person performing an activity is fully immersed in a feeling of energized focus, full involvement, and enjoyment in the process of the activity. In essence, flow is characterized by complete absorption in what one does. Named by Mihály Csíkszentmihályi, the concept has been widely referenced across a variety of fields (and has an especially big recognition in occupational therapy), though has existed for thousands of years under other guises, notably in some Eastern religions.[1] Achieving flow is often colloquially referred to as being in the zone.

Men det at komme i en flow-lignende mental tilstand, kan altså ske på flere måder og med forskellige midler: med psykodeliske stoffer som LSD, ved at udøve en aktivitet hvor man presser sig selv til det yderste (løb, musik, skrive), eller ved at gå til rockkoncert og hoppe og synge, danse og klappe i takt med en masse andre jævnaldrende. 

En række Beatles-numre er gennemsyret af LSD-oplevelser og -erfaringer, det kan man ikke være i tvivl om:

L(ucy in the) S(ky with) D(iamonds)

Af andre numre der er LSD-inspirerede og -påvirkede er i hvert fald følgende: 'Strawberry Fields Forever', ‘It’s All Too Much’, ‘Within You Without You’, ‘I’m Only Sleeping’, ‘I Am The Walrus’. 'A Day in the Life', ‘Tomorrow Never Knows’, ‘Only A Northern Song’, ‘I’m Only Sleeping’, ‘She Said, She Said’

    Og ud fra den forskning som er lavet om hvordan LSD selv i meget begrænsede doser påvirker sindet og oplevelsen af selvet, så er det ikke svært at føle - synes jeg - hvordan grænserne mellem selvet og resten af verden er mere eller mindre opløst - både hos dem der har produceret sangene, og når man giver sig hen i at lytte til dem - igen, igen.

   'A Day in the  Life'. Enjoy og bliv høj!:

NB!
   For en ordens skyld: Jeg har ingen personlige erfaringer med indtagelse af LSD og de eventuelle effekter. Men bruger mange svampe i min madlavning, og samler og bruger de spiselige når de er i sæsonen.
   Og hash har jeg prøvet to gange i kager omkring slutningen af 60´erne. Uden særlig mental effekt.