"Skal du have skolepengene tilbage?" - test din ukreative skolefornuft

Politiken køre en serie om skolens situation fra mange forskellige vinkler og med ugentlige nedslag i form af temasider. Avisen har jævnligt - eller måske hver gang - bragt et eksempel på en af de test som har invaderet skolen og inficeret undervisningen på næsten alle klassetrin og i mange lande i de senere år.
   Nu interesser eksempler på "test" mig specielt fordi kreativitets-psykologerne internationalt opererer med et helt batteri af test-former, prøver og opgaver der skal udpege og måle mennesker med mere eller mindre kreative hjerner eller evner. Er der sammenhæng og overlap mellem de to testtyper? Det kunne jo tænkes!

Tirsdag den 1. marts havde Politiken på sin temaopslag om "Skole" følgende testeksempel, som er en officiel læsetest for 4. klasse:

Hvilke ord passer i teksten? - Inges forældre er i Jylland og vil først komme hjem klokken fem. Inge (dirker, låser, vælter, tegner, ønsker) sig ind i huset og opdager med det samme, at det roder mere, end det plejer. Der er noget galt! Inge går forsigtigt ned ad kældertrappen. Er der ikke meget (dejligt, hyggeligt, rædselsfuld, koldt, hæsligt)? Måske havde de glemt at lukke kælderdøren.

Blog-læseren bedes selv lige besvare opgaven inden man læser videre her.
   Under opgaven står så "de rigtige svar" - vendt på hovedet så man ikke kan snyde. Så læseren skal vende avisen på hovedet for at finde ud af om han/hun er klog nok på 4. klasse-niveau. Det oplyses at "59 pct. af elverne svarer rigtigt på opgaven." Og "de rigtige svar" er: "låser" og "koldt". Men hvad nu hvis ...
   Vi forestiller os at vi er igang med en kriminalroman, og at Inge er kvindelig politibetjent eller privatdetektiv. I så fald er den rigtige besvarelse fra første parentes: "dirker", og fra anden parentes kunne det være "rædselsfuldt".
   Vi forestiller os vi er i et magisk univers, og at Inge er en prinsesse der elsker rod og kaos, og har mentale kræfter så hun med tankens kraft kan bevæge sig gennem faste forhindringer. Så er "ønsker" det rigtige svar fra første parentes, og "hyggeligt" kunne være det rigtige i anden omgang.
   Vi forestiller os der er tale om en dyrefabel, og at Inge er en kæmpestor isbjørn. I så fald er "vælter" det rigtige første svar, og "dejligt" kunne være det andet svar.
   Vi forestiller os at vi er i en tegnefilm, og det er en af den slags tegnefilm hvor hovedpersonen er tegner og det hun tegner bliver virkeligt i tegenvirkeligheden. Så er "tegner" det rigtige svar i første parentes, mens "hæsligt" kan bruges fra anden parentes.

Man kunne utvivlsomt tænke sig mange andre hypotetiske fortælle-universer eller fantacy-genrer som ville gøre "de forkerte svar" til "de rigtige svar"; eller tillade flere forskellige "rigtige svar" og ikke kun et pr. parentes.
   Hvis børn med en særlig stærk/livlig fantasi fik denne test, kunne det meget vel være at de syntes at "de forkerte svar" var de sjoveste, og at de ved at vælge dem fik sat en mental fantasi-historie i gang som det var morsommere at tænke videre over end den kedelige og trivielle.
   Og under alle omstændigheder er den "lære" eleverne kan drage ud af teste: at metaforisk sprog - og sproglig blending - er "forkert".

Tænk hvis regeringen besluttede at skolen også - eller i stedet for - skulle teste alle børn på hvert klassetrin med det batteri af kreativitetstest som man kan finde en masse eksempler på - på nettet. Og at man krævede at lærerne år får år skulle sørge for at klassen som helhed og flertallet af eleverne scorede stadig højere på de test.
   I hvert fald er det indlysende at en test som den Politiken citerede, forudsætter en fantasiløs og bogstavelig tænkning og læsning hos eleverne, mens alle de elver som har tendens og lyst til metaforisk tænkning og læsning, de skilles ud og placeres i en gruppe der frames som "svage læsere" eller "umodne læsere". Og hvem ved? - på det grundlag placeres i obs-klasse eller få sin helt egen læsepædagog stillet til rådighed.

Jeg vender senere tilbage til spørgsmålet "Hvordan tester man kreativitet?"

Bettina Heltberg - "Sort og hvidt" - om intuitiv kunstner versus analytisk kritiker

Betina Heltberg har i Politikens Kultursektions s. 2 i dag, en klumme der tager afsæt i den litterære fejde mellem forfatteren Ib Michael og litteraturkritikeren Lars Buchdal. Med afsæt i den filosoferer hun: "Er man kritiker eller kunstner? Når mere end halvdelen af livet er gået, så ved man det måske." Og hun fortsætter ind på "min boldgade" med en serie af metaforer:

Der er én hemmelighed ved at være kunstner, og den er lige så banal som den er uomgængelig: Man skal ned på bunden og vende. Man skal sejle ad natsort hav, man skal frygte og gyse, og der er stor risiko for at man aldrig komme op igen. Så hvis man ønsker  et behageligt liv, må man hellere opgive tanken om at blive kunstner - balletdanser, operasanger, forfatter, komponist, maler, you name it.

Det der har inspireret hende, er at filmen 'Phantom of the Opera' blev vist i tv . Hun beskriver handlingen og slutter med at forlænge metaforen fra indledningen og sammenfatter filmens og teaterstykkets drivende grundkonflikt:

Det er den entydige, uendelig historie om sort og hvidt - om nattens mørke, magiske musik og dagens lys ... ja, dagens daglighed uden sort kunst og magi. (/) Når man får en idé, ser man den bekræftet overalt.

Bettina Heltberg kommer med et par yderlige eksempler på denne kreative polaritet - fra henholdsvis tennispilleren André Agassis erindringsbog 'Open' om hans liv som tennisspiller, og fra spillefilmen "The Swan' instrueret af Aronofsky, hvis kvindelige hovedrolleindehaver vandt en Oscar. Og med afsæt i en beskrivelse af den, slutter hun sin klumme:

Det er en syret drøm, som stadig handler om en banalitet, det banale modsætningsforhold mellem sort og hvidt og had og kærlighed. Kunstnere hader det, de gør, men kan ikke lade være når de først har været på bunden. Kritikere elsker derimod deres selvbehagelige metier, hengiver sig til  normaliteten, mens de teoretisk ommøblerer og destruerer kunstnernes verden. Og hvad er konklusionen? Ved det ikke.

To polære sider af kunstnerpsykologien - dag og nat, ying og yang - blended i én kreativ personlighed! Under skrig og skrål - fordi det gør mentalt ondt at lade modsætningerne komme til udtryk sammen - i samme værk. Det er i virkeligheden den ide Bettina Heltberg ikke kan få ud af hovedet. Men hvofor skal hun understrege "banaliteten" hele tiden?

Jeg kan ikke lade være med både at identificere mig med Bettina - og at føle mig ramt. Jeg genkender jo i den grad hendes udsagn: "Når man får en ide, ser man den bekræftet overalt". Præcis sådan har jeg det med en række centrale begreber og teorier om kreativ tænkning, kreativt sprog og kreativitetens psykologi - abstrakte ideer som jeg gang på gang bruger analytisk i forhold til alle mulige personligheder  som jeg lærer at kende gennem aviser, radio og tv. Det er vel i sidste instans det der driver denne blog: at få bekræftet en række ideer som jeg har mentalt og delvis ubevidst har nulret med i mange år.
   Bettina vidste ikke hvad hun skulle konkludere. Jeg tror det er fordi hun har indført smagsdommersynspunktet: "banal". Smagsdommerrollen klæber tilsyneladende - ubevidst?
  Min egen konklusion?  - Det er noget jeg selv bliver klogere af: den analytiske virksomhed.

Jeg er ikke offentlig kritiker eller anmelder. Den offentlige (smags)dommerrolle som det indebærer, har jeg det rigtig dårligt med. Det er simpelt hen en mental frame som jeg ikke kan se mig selv i. Når jeg et par gange har prøvet at påtage mig opgaven og rollen, har jeg følt mig næsten fysisk utilpas. Derfor siger Bettinas udsagn om "banalitet" mig ikke noget.
   Jeg bestræber mig på at komme fra den analytiske piedestal "ned" i udsigtshøjde med de kreative personligheder jeg har skrevet om. Og for "dernede" i et vist omfang at kunne følge deres dramatiske og hjerteskærende intuitive "bundvendinger", inddrager jeg mig selv gennem de erindringsbilleder som  associationer, analogier og metaforer giver mig adgang til under blog-skriveriet.