Sider

Viser opslag med etiketten visuel tænkning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten visuel tænkning. Vis alle opslag

torsdag den 22. december 2011

Akvarelmaleriets mysterier (8) - Arne Jacobsen og Poul Erik Tøjner

Som helt ung var jeg i tvivl om jeg skulle være kunstmaler eller arkitekt. Lyst havde jeg til begge dele. Og ingen af sporene fulgte jeg. Den akademiske vej var sikrere.

Jeg har nævnt det tidligere - at jeg - ved at google rundt efter akvarelmalerier og akvarelmalere -  opdagede  at arkitekten Arne Jacobsen også var en glimrende akvarelmaler. Og at Poul Erik Tøjner, som nu er leder af Louisisana kunstmuset, for ca 10 år siden havde udgivet en bog fyldt med Jacobsens akvareller.     
   På nettet lykkedes det mig kun at finde ganske få af disse, som jeg så viste til slut i mit blogindlæg nr. 2 om akvarelmaleriets mysterier:

Den er udsolgt fra forlaget for længst, og forskellige forsøg på at skaffe den løb ud i sandet. Men nu lykkedes det - en julegave til mig selv og fruen.


Det er en fryd at se Arne Jacobsens akvareller. Hvis jeg lige for tiden skulle udnævne nogen som akvarel-forbillede, så må det være ham. 
   Og Tøjner skriver rigtig godt i et langt forord om hvad der kendetegner Jacobsens akvareller - og akvarelmaleriet i almindelighed:
En akvarel er ikke et hvilket som helst billede. Den er et fotografi, der er elsket frem. En akvarel er registrerende - selvfølgelig med de undtagelser, der altid er fra alting, Noldes selvantændende valmuer, etc. - men den er samtidig et lille sjæleligt notat. For akvarellen vil ganske vist øjeblikke - lyset, vejrliget, den pludselig slagskygge, mørkets grå diskretion og smukkest af alt det lette og gennemskinnelige papirs påmindelse om, at alt bare er  forbigående billeder af tid - men når vandet forsvinder, fødes billedet, og verden tørrer og bliver til lige for næsen af beskueren. Som mere end øjeblik. Ligesom løftet ind i noget bestandigt - og stadig langt fra maleriets stoflige overbevisningskraft. Det er aldrig stoffet i en akvarel, der overbeviser - det er billedet som samlende syn, der holder beskueren fast.
Tøjner kan godt nok også noget med ord, som jeg også tidligere har bemærket: "Den er et fotografi der er elsket frem", "når vandet forsvinder, fødes billedet", "et sjæleligt notat".
   Jeg skrev selv et sted i et af de foregående indlæg at det at male akvarel er "som at kærtegne motivet". Så her oplever jeg lidt en soulmate. 
   Og de formuleringer, tror jeg, også er dækkende for hvad de hulemalere oplevede når de for mange tusinde år siden tegnede og malede de fantastiske dyr på hulernes lofter og vægge som de jagede, nedlagde og spiste. 
   At male en akvarel af et motiv er som at spise det med øjnene - langsomt og nydende. Heldigvis kan øjne ikke smaske.

Og forholdet til fotografiet kommer mere ind i Tøjners refleksioner. Han spekulerer over hvorfor Arne Jacobsen ikke bare tager fotografier af fx de by- og bygnings-motiver han maler i Italien. Og svarer:
Fordi, tror jeg, det at arbejde akvarellen frem, giver iagttagelsen den udstrækning, den skal have for at blive en læreproces. Og læreprocessen består i at nærme sig virkeligheden og få greb om den uden at sætte dens uudtømmelighed over styr. Et fotografi viser ikke, hvad der ikke er med på billedet - allerhøjst antyder det, at der er noget, der ligger uden for udsnittet -  men det gør akvarellen. For akvarellen er en oversættelse af et indtryk, som har taget tid. Akvarellen udfolder iagttagelsen som en slags tilegnelse. Og bliver dermed arkitektens empiriske medium for tanken - det vil sige det konkrete rum, hvori arkitekten eller designeren kan gennemtænke sit eget bud på en form, der træder i forbindelse med alt det , der altid er uden om.
Tøjner siger altså at det at male akvarel er en form for tænkning, og fordi det tager tid - i modsætning til at fotografere det samme motiv - så bliver maleriet til en læreproces
   Det kan jeg skrive under på. De akvareller fra Cap Verde du kan se i det foregående indlæg om akvarelmaleriets mysterier tog, hver ca. 1½ dag at male. 
   Her mindes jeg Betty Edwards som også understreger at tegning er en form for tænkning - domineret af det som højre hjernehalvdel funktionelt er indrette på. Hun skriver et sted:
DRAWING IS THE SILENT TWIN TO READING
Og åbner med det citat døren til en særlig indsigt i hvad det egentlig er der sker når man tegner/maler akvarel: man (af)læser motivet - linie for linie - farve for farve - og først når man har "læst" færdig giver den visuelle sætning/tekst mening - nærmest som en aha-oplevelse: "Det var den visuelle tanke der egentlig lå i motivet" - "Det var det jeg egentlig - ubevidst - så, da jeg valgte at male det!"
   Altså når det lykkes!

søndag den 27. februar 2011

Hjernens aktivitet er forskellig - afhængigt af om man hører til de "kreativt tænkende" eller til de "metodisk tænkende"

Ovenstående rubrik er oversat fra en artikel i Science Daily fra 2007. Artiklen forholder sig til en debat blandt forskere om "kreativ (divergent) tænkning" og "ikke-kreativ (konvergent) tænkning" grundlæggende er forskellig eller dybest set nogenlunde er det samme. Og dermed også om der en biologisk-fysiologisk forskel på kreativt tænkende mennesker og de mennesker som tænker metodisk, skridt for skridt.

En undersøgelse foretaget af forskerne John Kounis og Mark Jung-Beeman tyder på at det er tilfældet. De har delt fortsøgspersonerne i to grupper: en gruppe der om sig selv fortæller at de løser problemer ved "sudden insight" (=aha-oplevelser) og dem som fortæller at de løser problemer "metodisk".
  EEG-scanning af de to gruppers hjerneaktiviteter, både når de var i hvile og ikke sat til at løse problemer, og når de skulle løse problemer, viste at der var klare forskelle i hjernearktiviteterne. Det sidste vidste man godt fra andre undersøgelser, det første var nyt:
One difference was that the creative solvers exhibited greater activity in several regions of the right hemisphere. Prvious research has suggested that the right hemisphere of the brain plays a special role ind solving problems with creative insight, likely due to right-hemisphere involvement in the processing af loose or "remote" associations between the elements of a problem, which is understood to be an improtant component of creative thought. The current study shows that greater right hemisphere activity occurs even during a "resting" state in thoes with tendency to solve problems by creative insight. This findings suggest that even the spontaneous thought of creative individuals, such as in their daydreams, contain more remote associations.
Så altså den gamle historie om at kreativitet forbindes med særlig aktivitet i højre hjernehalvdel, holder endnu, og det vi får at vide her er at forskellen mellem kreativt tænkende og metodisk tænkende personer, så at sige er permanent indbygget i personlighedens biologiske set up. Alle kan måske nok tænke kreativt under bestemte vilkår, men for nogen er det "et must" - en del af deres "natur".

En anden af mine kæpheste omkring kreativitet har altid været at det at visualisere et problem - tænke i billeder, modeller, skemaer, metaforer - at det er fremmende for en kreativ løsningsproces.
   Da jeg var direktør for en tv-station, fik jeg derfor sat white boards op på alle vægge i redaktionslokalet, så medarbejderne hvis de var i gang med at diskutere et eller andet, altid lige kunne gå hen og tegne og fortælle. Også de sammenhæng mellem kreativitet og visualitet bliver bekræftet af undersøgelsen:
Second, creative and metodical solvers exhibited different activity in areas of the brain that process visual information. The patterns of "alpha" and "beta" brain waves in creative solvers was consistent with diffuse rather than focused visual attention. This may allow creative individuals to broadly sample the invironment for experiences that can trigger remote associations to produce an Aha!-moment. 
I artiklen udlægges konsekvenserne af disse "findings" sådan: De kreative problemløsere kan meget nemmere få associationer til løsningen af et problem ved at se en tilfældig reklame eller overhøre et tilfældigt replikskifte, fordi de er åbne og modtagelige for distraktioner fra omgivelserne i en given situation. Heroverfor står de metodiske problemløsere der tenderer til at afskærme sig fra distraktioner for at kunne koncentrere sig om at følge den metodiske opskrift de behersker i forvejen.