Om FLOW - og mulighederne for at begrænse ubehagelige bivirkninger af sygdom ved bevidst at søge at komme i flow.

Som en af de mange personligt positive oplevelser jeg har haft ved at researche og skrive indlæg til denne blog,  har været aha-oplevelsen ved at støde på begrebet 'flow' og den særlige tilstand det dækker over.

   Sidst blev jeg mindet om det ved at (gen-)læse Peter Bros relativt nyudkomne, og på mange måder usædvanlige, men svært læsbare fagbog: Aha-oplevelsen - Arven fra Alfred Nobel. 

   Dels beskrives og modeltegnes flow-processen i det sidste hovedafsnit, og dels er det en vigtig pointe at bogen som helhed ved nærmere eftersyn viser sig at være et produkt af et meget kraftigt flow-forløb hos forfatteren, et forløb som  derefter har svært ved at frigøre sig fra sprogligt - i den endeligt tekst henvendt til læserne - til skade for den optimale formidling.

   

Begrebet 'Flow' har både Peter Bro og jeg fra den epokegørende bog fra 1990 - med netop det ord som det første i titlen, og med undertitlen: The Pychology of Optimal Experience. 

   Forfatteren har det - set fra en ordblinds synsvinkel rædsomme  navn: Mihaly Csikszentmihalyi. 

   Seks år efter udkom bogen: Creativity - Flow and the Psychology of Discovery and invention. Af samme forfatter. 

   Den fik meget stor indflydelse på en masse af de indlæg om kreative processer og særligt kreative personligheder som jeg har skrevet i de otte år efter jeg begyndte på bloggen her. 

Selv om man nemt kan slå en masse gode og klare definitioner og henvisninger op ved at google ''flow", så er jeg alligevel også nødt til at definere og illustrere her - for selv at have et afsæt fra at komme videre. 

   Dansk Wikipedia:

Flow kan defineres som en tilstand af selvforglemmende opslugthed af en aktivitet, der fuldstændig lægger beslag på individets opmærksomhed og giver en fornemmelse af uanstrengt og spontant at kunne styre. Oplevelsen er ofte forbundet med at glemme tid og sted og med en intens følelse af mening, tilfredshed og styrke. Den optræder oftest i grænselandet mellem på den ene side angst – hvor der er for mange krav, muligheder og udfordringer – og på den anden side kedsomhed – hvor der er for få. Normativt lægger begrebet op til at lære mennesker at styre deres opmærksomhed eller psykiske energi ind imellem de to poler for at øge lykke, nydelse, glæde og livskvalitet.

 Og sat på modelform

Tilføj billedtekst

Fysiologisk er det der kendetegner flow-tilstanden at der udløses en række lykkehormoner, endorfiner som påvirker det særlige center i hjernen som er aktivt når vi er lykkelige.

Det jeg blev klar over på et vist tidspunkt, var at jeg gennem begrebet og fænomenet 'flow' kunne forklarer hvorfor jeg absolut intet husker om de fysiske og mentale strabadser det utvivlsomt tungt har ledsaget de research- og skriveprocesser som er mundet ud i bøgerne: Faktion som Udtryksmiddel, De Levende Billeders Dramaturgi, I-II, og Poul Martinsen - Besat af Virekelighed.

   Jævnfør hvad der står i citatet ovenfor: 

Oplevelsen er ofte forbundet med at glemme tid og sted og med en intens følelse af mening, tilfredshed og styrke

Som en tilføjelse til hvad man typisk "glemmer" når man er i flow, kunne man fremhæve: sine egen fysiske krop, sanseindtryk (fx smerter) som er irrelevante for opgaven, bekymringer, angst.

   Siden er jeg også blevet klar over at når jeg blev oplevet som en god underviser af mange den gang jeg underviste meget, så hang det sammen med at når jeg stod og underviste og gjorde mig maksimalt umage, så kom jeg også i flow (og tiden løb typisk fra mig).

   Min gamle kollega udi undervisning i dramaturgi, efterkritik og konceptudvikling, Pia Marquard, bemærkede for mange år siden - efter at vi havde undervist sammen nogen gange og oplevet hinanden i pædagogisk aktion - at det havde overrasket hende at det nærmest var som om jeg skiftede personlighed når jeg kom på. 

Bedriver man sport, så har sportsfolk et særligt navn for at komme i flow: "to get into the zone'. Og generelt forstår man blandt psykologer spillelidenskab eller samlerlidenskab som en form flow-afhængighed. Det første kender jeg ikke noget til, samlerlidenskab har været en integreret del af mit liv siden jeg var barn.

   Og musikere kender en tilsvarende oplevelse, når de fx. spiller 'over evne' eller 'improviserer' sammen. Og børn når de er fuldt optaget af en fælles leg.

For mig var det også en stor aha-oplevelse da jeg blev klar over at begrebet kunne knyttes tæt til det som  jeg havde undervist i i mange år: Dramaturgi.

   Når publikum læser en godt skruet samme krimi - en såkaldt ´page-turner´, og herunder glemmer sig selv, tid og sted - læser hele natten, så er de kommet i flow. Og det er et produkt af forfatterens fortællekunst.

   Det samme gælder 'selv- og omegns-forsvindingen' mens man som publikum ser en fremragende film, et vellykket teaterstykke eller et god tv-program. Det skyldes den 'forførerkunst' som forfatter og instruktør og skuespiller til sammen udøver i forhold til publikum.

Så kommer vi til den ekstra aha-oplevelse jeg har haft i de snart 2½ år jeg har haft den forbande kræftsygdom kronisk myeloid leukæmi: CML.

   I den periode har de såkaldte bivirkninger af den skiftende medicinske behandling både mentalt og psykisk været værre og nedbrydende end selve sygdommens påvirkning af sind og krop. 

   Nogle af disse bivirkninger kan man så forsøge at mildne, ved at tage endnu flere piller. 

   Piller på piller på piller.

Nu er piller uanset deres mere eller mindre positive indvirkning på en sygdomstilstand, ikke særlig godt for kroppen, specielt ikke i de lange løb. 

   Piller er altid en form for kemo-terapi som rammer 'bredere' end netop den sygdom det er målet at behandle eller bekæmpe. 

   Ens krop bliver gjort til et biokemisk eksperimentarium. Og det "bredere" i det fysiologiske system pillen rammer, er det der betegnes som 'bivirkninger' - og som jeg efterhånden synes hellere skulle betegnes: OMKOSTNINGER. 

   

Og i den her sammenhæng er de så at jeg er blevet klar over at hvis jeg ved viljens hjælp kan få startet en af de arbejds- eller produktionsprocesser der gør at jeg kommer i flow, så fungerer det som en meget bedre dosis modgift mod diverse bivirkninger end alt det pilleri. 

   Altså: Får jeg - trods stor træthede og smerter i knoglerne - slæbt mig hen til computeren og får påbegyndt et blogindlæg om noget som interesserer mig, men som jeg ved for lidt om til - endnu - at kunne skrive frit om, så kan der pludselig være gået 3-4-5 timer hvor jeg har været så så optaget af arbejdsopgaven at jeg helt har glemt hvor syg jeg er.

    Det samme oplever jeg selvfølgelig når jeg får mig taget sammen til at påbegynde og gennemføre en  enkelt eller en hel serie akvareller. Når jeg først sidder der ved mit arbejdsbord og maler, så er jeg blind og døv for alle de ubehagelige fysiske impulser som kommer inde fra som ubehagelige nervesignaler. 

   Og tricket til at komme igang er meget ofte at jeg har nogle bestillinger til bestemte motiver (i form af fotos) liggende fra familie og venner som forventer at jeg - på et eller andet tidspunkt - leverer, så de kan få en peterharms-akvarel op at hænge på væggen.

   Og også når jeg laver mad, hvad jeg gør næsten dagligt, oplever jeg det - tiden , ked-af-det-heden og smerterne i hoften forsvinder i tåger.

   Og når jeg har gæster som skal beværtes og underholdes. Alle bekymringer, uro og angst forsvinder - for en tid - nemlig så længe jeg går op i opgaven. 

Jeg har tænkt at man begrebsmæssigt kunne forestille sig at flow-processen i virkeligheden bedst kunne forstås som en perlerække af aha-oplevelser, hvor den ene udløser den næste - nærmest som serier af forbundne kanonslag hvor eksplosionen af den ene udløser at lunten tændes på det næste.  

Flow-tilstanden er som nævnt forbundet med udløsningen af en serie vigtige 'lykkehormoner i hjernen. 

   De fire mest velbeskrevne er: dopamin, serotonin, oxytocin, endorfiner. 

   Her et link til en tekst der kort beskriver de forskellige flow-hjælpende stoffers særlige bidrag til tilstanden.

https://www.huffingtonpost.com/thai-nguyen/hacking-into-your-happy-c_b_6007660.html?guccounter=1

Hvad sker der når hjernen ændrer sig under påvirkning af musik eller LSD - og grænsen mellem selvet og resten af verden udviskes?

Nogle af de bedste - og mærkeligste - Beatles-numre er fra perioden omkring Seargent Pebber-LP´en.
    For eksempel 'Lucy in the Sky with Diamonds':

På Facebook så jeg en henvisning til forskning der blev markedsført som at musik var sundere for både hjerne og krop end fysisk motion:

Musik är bättre för hälsan än idrott

Det er en kort artikel fra den finske public-service-station YLE som bringer nyheden i forbindelse med annonceringen af et foredrag i byen Vasa:

Musik är hjärnans bästa vän - den öppnar upp igenslammade nervbanor och gör en beredd att ta emot andra utmaningar. Det säger vetenskapsjournalisten och musikredaktören Minna Lindgren som härom kvällen föreläste i Vasa.

Og Weekendavisens tillæg "Ideer" kunne i en kort notits annoncerer sin nyhed med denne overskrift:

 Næstkærlig LSD

Har de to nyheder noget med hinanden at gøre?
   Og hvad har det med 'Lucy in the Sky with Diamonds' at gøre?

   Det diskuterer jeg til sidst i indlægget her. 

Hvad siger Minna Lindgren så:

Föreläsningens rubrik "Musik är bättre för hälsan än idrott" är inte menad som en provokation. Den har bas i neurologisk forskning, säger Lindgren.

   - Under de senaste 15-20 åren har man i Jyväskylä och Helsingfors undersökt vad som händer i hjärnan då man spelar eller sjunger. Därifrån kan man allvarligt säga att musik är mycket mera hälsosam än idrott, säger hon.

   Hjärnan är uppdelad i olika delar som sköter om olika saker: språk, känslor och så vidare. Men musiken, den aktiverar hela hjärnan.

  - Forskarna vet inte varför, men de har kunnat påvisa det, tack vare modern teknologi.

Det her er skrevet og fortalt i meget populært sprog, og artiklen har referencer til tekster på finsk, så det er ikke helt muligt at være sikker på hvad Lindgren refererer til. 

   Men hun må nok mene noget i retning af at musik øger hjernens "connectivity" - dvs. aktiverer og forstærker de neurale baner og forbindelser mellem mange forskellige dele af hjernen, blandt andet altså forbindelserne mellem centrer i både venstre og højre hjernehalvdel som skal arbejde koordineret og i takt når musikken spiller. 

   Artiklen fortsætter - stadig sprogligt ret upræcist:

Minna Lindgren efterlyser mera musik i skolan. 15 minuter musik i början av dagen skulle öpna upp hjärnans nervbanor.

   - Det hjälper koncentrationen, att orka sitta ner hela dagen, att lyssna och förstå, och det är bra för finmotoriken och abstrakt gestaltning.

   Undersökningar har visat att musikers hjärnor skiljer sig från "vanliga" människors: främre delen, som styr empati och koncentration är större. Där finns kontroll, abstrakt tänkande och planering - sånt är lättare för musiker.

   - Nu ska man bara inte tänka att musiker är intelligenta, utan på vad musiken och möjligheten att spela ett instrument kan göra för ett barn.

   Ett barns hjärna utvecklas och växer och att då "gympa" hjärnan med musik hjälper barnet att utvecklas. Och det gäller inte här att drilla fram nya underbarn, en ny Mozart.

   - Det räcker väl att spela blockflöjt, säger Minna Lindgren.

Vi får nu på ingen måde dokumenteret overskriftens påstand om at musik er bedre for helbredet end sport.

Det med musikkens helsebringende effekt har jeg tidligere været inde på flere gange.
   Musik kan gøre noget ved hjernen, ved man, noget som fx er gavnligt for kreativiteten og intelligensen.
   Den 'opdagelse har i sin tid fået navnet 'Mozart-effekten', fordi det oprindelig især var hans musik man fandt havde de særlige gode effekter. 

   Den meget snævre påstand om  netop Mozart-musikkens særlige effekt, er der siden blevet rejst alvorlig tvivl om gennem såkaldte meta-studier. 

   Men samtidig er der forskningsmæssig evidens for en bredere virkning på hjernen af at lyttet til eller udøve musik og sang.

 
Hjemmesiden Brainfit.com har en omfattende oplistning af hvilke "benefits" som hjernen, kroppen og sundheden har af at lytte til og udøve musik og sang -i følge de senere års forskning.

  Man kan her fx læse at udøvende musikeres hjerner er forskellige fra almindelige menneskers hjerner:

If you want evidence of how music affects the brain, it makes sense to look at the brains of people who play a lot of music — professional musicians.

   Brain scans show that their brains are different from the rest of ours.

   Their brains are noticeably more symmetrical.

   Areas of the brain responsible for motor control, auditory processing, and spatial coordination are larger.

   They also have a larger corpus callosum.

   This is the band of nerve fibers that enables the two hemispheres of the brain to communicate with each other.

'Corpus callosum' kaldess på dansk 'hjernebjælken' og udgør forrbindelsen mellem de to hjernehalvdele.
   Det ligner hvad man fx har fundet ud af om rutinerede taxa-chauffører: De dele af hjernen der særligt skal aktiveres for at finde rundt i en storby som London, er hos dem større end andre menneskers:

Cab drivers' grey matter enlarges and adapts to help them store a detailed mental map of the city, according to research.

   Taxi drivers given brain scans by scientists at University College London had a larger hippocampus compared with other people. This is a part of the brain associated with navigation in birds and animals.

   The scientists also found part of the hippocampus grew larger as the taxi drivers spent more time in the job.

   "There seems to be a definite relationship between the navigating they do as a taxi driver and the brain changes," said Dr Eleanor Maguire, who led the research team.

Tilbage til musik på hjernen:

   Brainfit-artiklen fortæller videre at den rette musik kan påvirke humøret hos folk positivt (ikke den store nyhed!). Og at det at lytte til en bestemt slags musik kan reducere stress, idet det sænker produktionen af stresshormonet cortisol.

   Da jeg for nylig fik foretaget en ret så ubehagelig rygmarvsbiopsi på et sygehus, afspillede personalet beroligende 'meditationsmusik' under operationen med samme formål.

   

Omvendt stimulerer musik den "positive kemi" i hjernen via neurotransmitter-systemet idet den øger dopamin-produktionen som påvirker 'belønningscentret'. Når man spiller sammen øges og produktionen af "krammehormonet" oxytocin :

One of the ways music enhances brain function is by stimulating the formation of certain brain chemicals.

   Listening to music increases the neurotransmitter dopamine.

   This is the brain’s motivation molecule and an integral part of the pleasure-reward system.

   It’s the same brain chemical responsible for the feel-good states obtained from eating chocolate, orgasm, and runner’s high.

   Playing music with others or enjoying live music stimulates the brain hormone oxytocin. (13)

   Oxytocin has been called the “trust molecule” and the “moral molecule” since it helps us bond with and trust others. (14)

   There’s evidence that the oxytocin bump experienced by music lovers can make them more generous and trustworthy.

Brainfit opsummerer den positive effekt af musikundervisning og -udøvelse i skolen i disse punkter:

Music, whether taught in or outside of school, helps students excel in the following ways: (16)

• improved language development 
• small increase in IQ
• improved test scores 
• increased brain connectivity 
• increased spatial intelligence

http://bebrainfit.com/music-affects-brain/

Jeg har i flere tidligere indlæg refereret til jazz-musikeren og  hjerneforskeren Peter Vuust, som bl.a. har påvist at jazzmusik er den musikgenre som udløste størst aktivitet i hjerne på alle de parametre man målte på ved skanninger - både når man spiller og når man lytter.

   Endvidere har han påvist at hjernens sprogcentre også er aktive når vi lytter til eller udøver musik, så der er altså faktisk neurologisk belæg for at tale om musik som en slags sprog.

   Man kan også på nettet læse sig til at Peter Vuust holder foredrag om musik som et middel mod depression, smerter og parkinsons sydom.

   

På hjemmesiden Videnskab.dk fra 2008 refereres Vuust for hvad der sker når fx en masse mennesker er til koncert på en Roskilde Festival. 

   Han bruger til sidst i citatet den smukke metafor "en kemisk ballet" til at beskrive hvad der sker når mange hører musik sammen:

Enhver, der har kæmpet med at lære et fremmedsprog som voksen ved, at sprog i høj grad handler om regler, og det samme kan man sige om musik. Når vi lytter til musik, så lytter vi efter reglerne eller mønstret. Når vi kan forudsige mønstret, udløses der lidt dopamin, som er hjernens lykkestof, og vi bliver glade og tilfredse.

   »Hjernen er en forudsigelsesmaskine, der skal sikre os flest mulige chancer for overlevelse. Derfor belønnes vi, når vi gætter rigtigt,« siger Peter Vuust. Men hvis mønstret er alt for forudsigeligt, går hjernen på stand by, og der er ikke den store belønning at hente. 

   Men hvis vi kun kan forudsige en del af mønstret, mens andre dele af det overrasker os, så bliver vi belønnet med dopamin. Nysgerrig adfærd har nemlig sikret vores overlevelse som art, og derfor bliver den også belønnet med dopamin. 

   Hvis man ikke kender et musiknummer særlig godt, eller omvendt hvis man har lyttet rigtig meget til det, så er hjernen ikke vild med netop det nummer. Det gælder altså om at finde balancen, hvor man kender musiknummeret uden at det er blevet overspillet endnu.

   Der tegner sig en omvendt u-kurve, hvor et ukendt eller et alt for velkendt stykke musik ikke er noget, man bryder sig om,« forklarer Peter Vuust. 

   En koncert er en kemisk ballet. 

   Når pladsen foran OrangeScene er fyldt til bristepunktet af musiknydende festivalgængere, svinger tilskuerne i takt på mere end en måde. Kroppene følger rytmen, og alle tilskuere sættes i den samme stemning, mens deres hjerner arbejder på højtryk for at afkode musikkens mønster. Oplever de genkendelsens glæde, fordi de kan forudsige musikkens mønster, så frigives lidt dopamin, men hvis de oplever overraskelsens fryd, sker det samme. Kemien i hjernen danser i takt med rytmen, der kommer ud af højtalerne.

Man kan sige at glade og aktive deltagere i en rockkoncert oplever at deres afgrænsede identitet delvis opløses under påvirkning af musikken, fordi de - og dermed deres hjerne og krop - underlægges en fælles rytmisk musikalsk påvirkning, som Peter Vuust sammenfatter i metaforen "en kemisk ballet".

  

Den metafor er en glimrende indgang til den korte artikel i "Ideer" om "næstekærlig LSD". 

   Den tager afsæt i de kontroversielle forsøg og eksperimenter med LSD som bevidsthedsudvidende stof i 60´erne, og fortæller at ruseffekten af at indtage LSD deformerer og forvrænger sanseindtryk så det ligner en psykose hvor "personen oplever, at grænsen mellem selvet og resten af verden bliver opløst. 

   Denne effekt har hjerneforskere fra Royal Netherlands Academy of Arts and Sciences i Amsterdam nu set nærmere på i hjerneskanninger.

De har givet 15 testpersoner udskadelige doser af LSD eller placebo og med en fMRI-skanner undersøgt hvad der sker i hjernen. Hjerneforskerne kunne se, at de områder i hjernen, der er involveret i højere kognitive funktioner, bliver stærkt overforbundne.

"Overforbundne" er det danske ord for det engelsk "hyperconnected" - og "connectivity" i hjernen refererer til hvordan hjernens forskellige centrer og moduler er forbundet og arbejder sammen - i højere eller mindre grad. 

   Inden for den del af hjerneforskningen der har med kreativitet at gøre, er teorien at særligt kreative menneskers hjerne har en relativt højere "connectivity" end andre, og at denne sikkert medfødte egenskab gør det nemmere for dem at forbinde forestillinger som mentalt ligger langt fra handen og logisk set ikke har noget med hinanden at gøre (= 'conceptual blending')

   Også indtagelsen af alkohol og hash øger hjernens "connectivity" og reducerer den såkaldte 'latente hæmning' (LI).

   Wikipedia definerer:

Hyperconnectivity is used in medical terminology to explain billions and billions of neurons creating excessive connections, within the brain associated with schizophrenia, [11][12] or epileptic seizures [13][14] or DS [15].

Avisnotitsen i "Ideer" fortsætter:

Generelt er der i hele hjernen ekstra gang i forbindelserne, så selv områder, der ellers er adskilte, taler sammen. De områder, der har øget aktivitet, overlapper med de områder, hvor recpetorerne, som LSD binder sig til, sidder. 

   (....)

   Forskerne mener, at når LSD får hjernen til at dele mere information mellem hjernens områder, giver det en stærkere forbindelse mellem vores følelse af selvet og følelse af omgivelserne. Det er det der opløse identiteten.

Notitsen er et rip-off af en undersøgelse som i den videnskabelige artikel i Current Biology sammenfatter resultaterne sådan her:

• High-level cortical regions and the thalamus show increased connectivity under LSD
• The brain’s modular and rich-club organization is altered under LSD
• Increased global connectivity under LSD correlates with ego dissolution scores

Artiklen har titlen:  

Increased Global Functional Connectivity Correlates with LSD-Induced Ego Dissolution

Fællesnævneren for denne artkel og de tidligere referencer til forskning i effekten af musik, er at grænsen mellem selvet og resten af verden opløses. Det må være det journalisten mener med overskriften "Næstekærlig LSD".

Her kobler jeg så til begrebet 'flow'!

   Det at komme i flow - 'at blive høj' - indebærer jo nemlig også at man glemmer sig selv og mister fornemmelsen af tid og sted. 

   Man taler også om 'at gå op i en opgave', 'at begrave sig i en bog', eller helt 'at blive opslugt af et maleri eller en skulptur', hvad der fx var min egen oplevelse for nogle år siden ved mødet med Nefertiti-busten på et museum i Berlin:

Nefertiti

Jeg kan også blive høj bare ved at gå i rundt i vores hus og 'fortabe mig' i synsoplevelsen af alle mine Harald Henriksen-træsnit:

Harald Henriksen: Plov i snelandskab. 1924

Wikipedia definerer 'flow' sådan her - med henvisning til opfinderen af begrebet, psykologen Mihaly Csikszentmihalyi:

In positive psychology, flow, also known as the zone, is the mental state of operation in which a person performing an activity is fully immersed in a feeling of energized focus, full involvement, and enjoyment in the process of the activity. In essence, flow is characterized by complete absorption in what one does. Named by Mihály Csíkszentmihályi, the concept has been widely referenced across a variety of fields (and has an especially big recognition in occupational therapy), though has existed for thousands of years under other guises, notably in some Eastern religions.[1] Achieving flow is often colloquially referred to as being in the zone.

Men det at komme i en flow-lignende mental tilstand, kan altså ske på flere måder og med forskellige midler: med psykodeliske stoffer som LSD, ved at udøve en aktivitet hvor man presser sig selv til det yderste (løb, musik, skrive), eller ved at gå til rockkoncert og hoppe og synge, danse og klappe i takt med en masse andre jævnaldrende. 

En række Beatles-numre er gennemsyret af LSD-oplevelser og -erfaringer, det kan man ikke være i tvivl om:

L(ucy in the) S(ky with) D(iamonds)

Af andre numre der er LSD-inspirerede og -påvirkede er i hvert fald følgende: 'Strawberry Fields Forever', ‘It’s All Too Much’, ‘Within You Without You’, ‘I’m Only Sleeping’, ‘I Am The Walrus’. 'A Day in the Life', ‘Tomorrow Never Knows’, ‘Only A Northern Song’, ‘I’m Only Sleeping’, ‘She Said, She Said’

    Og ud fra den forskning som er lavet om hvordan LSD selv i meget begrænsede doser påvirker sindet og oplevelsen af selvet, så er det ikke svært at føle - synes jeg - hvordan grænserne mellem selvet og resten af verden er mere eller mindre opløst - både hos dem der har produceret sangene, og når man giver sig hen i at lytte til dem - igen, igen.

   'A Day in the  Life'. Enjoy og bliv høj!:

NB!
   For en ordens skyld: Jeg har ingen personlige erfaringer med indtagelse af LSD og de eventuelle effekter. Men bruger mange svampe i min madlavning, og samler og bruger de spiselige når de er i sæsonen.
   Og hash har jeg prøvet to gange i kager omkring slutningen af 60´erne. Uden særlig mental effekt. 

'Kattevideoer' påvirker hjernen så man bliver mere kreativ - eller i det mindste arbejdsom og i bedre humør

Jeg har haft stor succes på Facebook gennem jævnlige indslag af fotos der viser familiens store røde skovkat Fister i aktion - eller det modsatte.

   Som fx de her der illustrerer Fisters kamp om kælende opmærksomhed - i konkurrence med fars morgenavis-læsning:

Med 'succes' mener jeg ikke bare relativt mange "likes" i sammenligning med FB-indlæg og -billeder om andre emner og med andre motiver, men også deciderede positive kommentarer.

   Det samme positive reaktionsmønster har der været når jeg som led i at holde Facebook-liv i Fisters image, har offentliggjort nuttede eller sjove kattevideor fra YouTube, videoer som jeg har fanget i min egen nyhedstrøm og derefter delt  til vennerne med en kommentar der refererede til Fister og hans 'fan-klub'.

Nu holder jeg selv meget af katte - før Fister var der Donna og Plys og Gine og mange flere.
   Jeg har vel haft kat siden 1972. Somme tider kun én, somme tider et par. Og når jeg skriver 'jeg', så mener jeg 'vi' -  familien - og ikke mindst fruen.

   Så derfor har jeg egentlig ikke spekuleret over de mange positive reaktioner. De har så  at sige bare føltes "helt naturlige".

Gratisavisen Metroxpress bragte fredag den 18. juni en videnskabjournalistisk artikel med rubrikken

Kattevideor gør dig bedre på arbejde

Underrubrikken lød:

USA. Amerikanske forskere har undersøgt de voldsomt populære kattevideoer, der faktisk kan være gode for din arbejdsindsats.

Den forsker der citeres, hedder Jessica Gall Myrick, som har lavet en undersøgelse som bygger på 7.000 besvarelser hvor deltagerne har beskrevet deres vaner omkring det at se kattevideoer, og hvad og hvordan de føler ved at se dem - før og efter.

"Efter at have set katte på internettet følte de sige mere håbefulde, positive og inspirerede og mindre nervøse og vrede. Vi så et fald i negative følelser", siger Jessica Gall Myrick.

Der ligger godt 2 millioner 'kattevideoer' på YouTube, og de havde sammenlagt 26 milliarder seere sidste år.

Spørgsmålet er så hvorfor det at se kattevideoer har den både stimulerende og beroligende effekt på psyken og på følelseslivet. 

   Og der er jeg sådan set ikke i tvivl om svaret. 

   For nogle år siden læste jeg en artikel om noget forskning om hvordan det virkede på katteejere og -elskere at sidde og ae deres kat mens den ligger og spinder i skødet.

    Og undersøgelserne viste at indvirkningen på hjernen og psyken af denne aktivitet i den situation havde store ligheder med effekten af at meditere. Stofskiftet og blodtrykket falder. Og man bleiver selv roligere og mere afslappet. 

Med den viden man nu har, så handler det om at man ved synet af disse videoer med katte som hovedpersoner, får udløst et ekstra skud 'krammehormon' i hjernen - den bliver så at sige oversvømmet af oxytocin og af de såkaldte belønnings-endorfiner som stimulerer ens oplevelse af velbefindende.

   Se her et link til en artikel der bekræfter det:

http://pets.thenest.com/petting-cat-release-endorphins-10269.html

Mere generelt så fungerer det 'helbredende' på mennesker at klappe, kæle, kramme, klø, nulre, ae hinanden - og altså også sine kæledyr:

http://edition.cnn.com/2011/HEALTH/01/05/touching.makes.you.healthier.health/

Og det at se nuttede, sjove eller rørende kattevideor, har altså karakter af en venlig mental berøring via den indre skærm der beroliger og stimulerer hjernen til positiv tænkning og reducerer kroppens stresshormonproduktion.

   Artikler der fortæller om Jessica Gall Myrick´s aktuelle forskning, kan læses her - dels i en populær version og dels i hendes egen akademiske version:

http://news.indiana.edu/releases/iu/2015/06/internet-cat-video-research.shtml

http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0747563215004343

Da Fister som killing vandt fruens hjerte
- og dermed fandt sig sin familie og sit hjem

Om nye effekter af krammehormonet oxcytocin, om dets mulige betydning for højsensitive personligheders udvikling, og om andre kreativitetsitmulerende stoffers betydning for kunstnerisk virksomhed

Jeg har i flere blogindlæg for nylig skrevet om hormonet oxytocin - også kaldet krammehormonet, ammehormonet, kærlighedskemikaliet. 

   Blandet andet citerede jeg følgende fra en kilde:

Oxytocin er et hormon, der udskilles i kroppen, hver gang du gør noget godt for dig selv. Nu har en svensk professor i fysiologi Kerstin Uvnäs Moberg med sin forskning vist, at hormonet meget let og i samme grad frigøres hos begge køn ved alle former for behagelige og nydelsesfulde stimuli.

   Berøring er det, som stimulerer frigørelsen af oxytocin mest. Det vil sige alle ydre og indre fysiske påvirkninger som kærtegn, massage, knus, varme, en blød bamse eller pude osv. Men også nærvær, samvær og fortrolighed stimulerer oxytocinfrigørelsen.

I andre indlæg har jeg skrevet om betydningen af lav eller svækket latent hæmning (eng: LI) for kreativitet, her sammenfattet fra en artikel i Illustreret Videnskab:

Kreativitet er et samspil mellem intelligens og vores såkaldte latente hæmning. Det er et naturligt filter, der sorterer i de mange informationer, vi bombarderes med. 

   Intelligensen gør os i stand til at bruge de indtryk, der passerer den latente hæmning, til noget fornuftigt.

   Jo højere latent hæmning vi har, jo færre indtryk får vi at forholde os til. Kan påvirkes af psykotisk medicin.

   Lav latent hæmning giver flere indtryk at forholde sig til. Narkotika kan nedsætte den latente hæmning.

   Åbent sind og udfordrende miljøer menes at kunne mindske den latente hæmning.

Stress eller personlige kriser nedsætter hjernens potentiale. Virker som laver IQ.

Jeg har også i flere indlæg været inde på den såkaldte "Orkidehypotese". 

   Hypotesen går ud på at at bestemte genkombinationer disponerer nogle mennesker for at have en særligt sensitiv personlighed - som gør at de er i højrisikozonen  for depressioner,  skizofreni og andre psykosociale problemer, men som under særlige positive (sociale) omstændigheder - ligesom orkideer - også kan stimulere højsensitive personer (HSP) til at "blomstre" og udfolde sig stærkt kreativt. 

   Se mere her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orkide-hypotesen-og-gener-for-srligt.html

En kort historie i Weekendavisens tillæg 'Ideer', får mig til at koble disse konceptuelle rum sammen i min egen hypotese.

  Artiklen har rubrikken "Lukker af for uønsket støj" og fortæller at forskere har fundet at oxytocin har endnu en virkning som man ikke hidtil har kendt til:

Nu viser en undersøgelse ved Richard W. Tsien, der er professor i hjerneforskning og lede ar Neuroscience Institute på New York University, at oxytocin også fungerer som en forstærker af visse vigtige hjernesignaler og som dæmper af andre uønskede signaler.

   Hjernen modtager konstant en voldsom mængde signaler og stimuli - det kan være synsindtryk, lyde, en rumlende mave, nakkesmerter - listen kan blive uendelig. Det er så hjernens opgave at sortere de vigtige signaler fra al støjen af uvedkommende signaler.

   Her viser det sig, at oxytocin også spiller en vigtig rolle, for ikke blot skruer hormonet op for de vedkommende signaler. Oxytocinet sørger også for at dæmpe al den meningsløse støj. Det kom som en overraskelse for forskerne at osytocin således har flere forskellige effekter. 

Det ser ud til at oxytocin kan påvirke måden den latente hæmning fungerer på.
   Den engelsksprogede kilde til historien i Ideer indledes med følgende analogi til forklaring:

In a loud, crowded restaurant, having the ability to focus on the people and conversation at your own table is critical. Nerve cells in the brain face similar challenges in separating wanted messages from background chatter. A key element in this process appears to be oxytocin, typically known as the “love hormone” for its role in promoting social and parental bonding.

Som jeg læser det, så betyder disse nye forskningsresultater at hvis man stimulerer produktionen af oxytocin hos højsensitive personligheder som nemt overvældes af for mange og for stærke sanseinput fra omgivelser, så svækker man de risikable negative effekter af disse personligheders relativt lave latente hæmning og øger samtidig de positive effekter, dvs. muligheden for at udfolde sig kreativt. 

   Med andre ord vi har måske her en del af forklaringen på at der kan være hold i 'orkidehypotesen'. 

   Ekstraordinær omsorg og kærlighed - fysisk set kram, klap og kæl - kan være det der hjælper nogle HSP-ere der ellers risikerer mentalt at gå ad H... til, til at bruge deres hypersensitivitet i en positiv kreativ retning. 

  Det kunne også være en del af forklaringen på at en forstående, kærlig og accepterende "mentor" på det rette tidspunkt i barndom og ungdom, tilsyneladende indgår som afgørende vendepunkter i mange kreative personligheders ellers belastede udviklingshistorie med fravær og savn af forældreinstanser og med angstskabende miljømæssig rodløshed og sproglig og kulturel fremmedgørelse i forhold til skole og kammerater. 

   Og savnet af oxytocin i stressende omgivelser, kan være forklaringen på at nogle kunstnere så i stedet vælger at opsøge og bo ensomme steder - 'refugier' - hvor de i ro og fred kan koncentrere deres opmærksomhed og mentale fokus på at producere deres kunst

  

Hvis jeg har ret i den hypotese, så burde det jo også betyde at sindsforstyrrelser i hjernen som skizofreni og depression måske kunne behandles med ekstra tilførsel af oxytocin. Og det er ikke svært at finde artikler der tyder i den retning, som fx her:

http://psychcentral.com/news/2012/02/20/treating-depression-with-the-oxytocin-the-love-hormone/35027.html

Af artiklen fremgår også at man mener at visse former for autisme også kan hænge sammen med at der er problemer med oxytocin-produktionen hos fx. asberger-autister, hvis mentale symptomer tilsyneladende kan kan dæmpes med ekstra tilførsel af oxytocin.

“The stronger signal and muffled background noise arise from the same fundamental action of oxytocin and give two benefits for the price of one,” Dr. Fishell explains. “It’s too early to say how the lack of oxytocin signaling is involved in the wide diversity of autism-spectrum disorders, and the jury is still out about its possible therapeutic effects. But it is encouraging to find that a naturally occurring neurohormone can enhance brain circuits by dialing up wanted signals while quieting background noise."

Jeg skrev i et tidligere indlæg at en af forklaringerne på oxytocinets mange gode virkninger, herunder stimulering af kreativiteten,  var at det influerede på og spillede sammen med hjernens belønnings-system, det system som reguleres af hjernens naturlige narkotikum dopamin. 

   Det er der også en lang række udfra kommende stoffer der gør, og det har journalist og anmelder Kim Skotte en interessant artikel om i LørdagsPolitikens kulturtillæg. 

   Forsiderubrikken er slagkraftig: 

Den dopede kunstner

Rubrikken til selve artiklen - der betegnes et 'essay' - lyder: 

Operation Rene Tanker

Vinklen i artiklen er at mens en række sportsgrene bliver mere og mere associeret med misbrug af præstationsfremmende doping, så går det den modsatte vej inden for kunsten - der tilsyneladende bliver mere og mere "ren".

   Men underteksten er så at det ikke nødvendigvis er et gode, og at man i hvert fald ikke kan og bør tage afstand fra de mange kunstværker som i årenes løb er produceret inden for musik, litteratur og maleri under påvirkning - 'inspiration' - af alle mulige afarter af hjernestimulanser - 'dope'.

   Artiklen indledes med en scene:

Der sidder man med den sidste sjat rødvin i flasken og bakser lettere skeløjet med  et genstridigt digt, da det banker på døren. Det er midt om natten. Det varsler ikke godt. Kan det være Operation Rene Tanker? Med bævende hjerte hejset langt ned i buskerne åbner jeg døren.

   "God aften. Det er dopingpolitiet. Må vi komme indenfor? Vi har grund til at tro, at der på denne adresse er blevet digtet ved hjælp af præstationsfremmende midler."

   Altså ikke det med rødvinen og digtet. At skrive digte lagde i mine yngre dage et vist pres på vinbønderne. Men det med dopingpolitiet er fiktion. For mens mand nidkært jagter brodne kar i sportens verden,  kan kunstnerne foreløbig være i fred på trods af omfattende brug af præstationsfremmende midler. Beruselse og inspiration har fra de gamle grækere i hånd i ånd. Mon ikke selv Homer i ny og næ havde en lille bimmelim på?

Artiklen beskriver så hvordan en lang række store kunstnere gennem historien erklæret har stimuleret sig 'kunstigt' for at svække de hæmninger som (de oplevede) forhindrede dem i kunstnerisk at præstere deres ypperste. 

   I en faktaboks gennemgås de fire kunstige inspirations-tilsætningsstoffer: Opium, Kokain, Heroin, LSD, og under hvert nævnes nogle af de kunstnere som netop har udnyttet det stof til at komme op at flyve. Alkohol burde have været med som det femte stof i faktaboksen.

   I en række citater fortæller en udvalgt serie nulevende kunstnere om deres særlige 'doping': Knud Romer (svampe og tjald), Jexper Holmen (alkohol), Anders Brixen alias Tue Track (pot), Signe Vad (et bredt spektrum af stoffer), Carsten Dahl (alkohol og betablokkere), Kira Skov (diverse stoffer).

  Kim Skotte refererer bl.a. til berømte forfattere som Rimbaud, Schade og Hemingway hvis alkoholinspirerede kunst han har og har haft et romantisk forhold til. 

   Og Skotte fortsætter om alkoholens betydning:

Men er det også dope, der dur? Hvis man er lidt træt i hovedet, kan alkohol åbne døren på klem. Det er en helt banal og basal konstatering, som med garanti her grundlagt mange glorværdige alkoholikerkarrierer. Har man en pæn opdragelse, der står i vejen for indsigten, og rider man til daglig en lettere bovlam pegasus, giver alkohol en håndsrækning. Den kan skabe sprækker i dresserede tankemønstre, hvor tankerne får vinger og tager form.

   Kan man bruge det til noget? Både ja og nej, synes jeg. De fleste af de digte jeg har skrevet i lettere bedugget tilstand, har ikke overlevet morgendagens ubarmhjertige lys. Men mange af ideerne og ansatserne  har jeg kunnet bruge. For hvad det nu måtte være værd. Vin og øl har altid været mit drug of choice. Heroin, coke og lsd har aldrig fristet kyllingen i mig, og selv noget så efterhånden dagligdags som hash har jeg gode erfaringer med. Slet ikke som inspiration.

   Faktisk har jeg altid fået flere ideer af at gå mig en tur.

For en uge siden holdt jeg min 70 års fødselsdagfest. Som gæster var min og fruens efterhånden meget talrige nærmeste familie inviteret. Og rigtig mange gode gamle venner. 

   I Burma (og mange andre steder) er tallet 7 et stærkt lykketal, og jeg havde så også få tromlet 70 gæster sammen, hvoraf en del jo ikke kendte hinanden særlig godt.

   Bordplanen var lavet sådan at de fleste kom til at sidde ved siden af nogen de ikke havde et nært kendskab til eller slet ikke kendte på forhånd.

   Vi havde to superkokke til at lave og levere maden, og de havde også valgt gode vine. Så der var god grund til at tro at festen ville aktivere gæsternes belønningssystemer. 

   Men for at sætte ekstra gang i oxytocin-produktion som arbejder godt sammen med dopaminen - og dermed øge udsigten til en vellykket fest hvor snakken ville blomstre i det blendede selskab, så indbyggede jeg i velkomsttalen flere oxytocin-stimulerende indslag: kram, fællessang, og latterstimulerende ordspil:

   1) Alle skulle finde nogen som de ikke kendte (særlig godt), stille sig op over for vedkommende og brede armene ud, og så give ham/hende et ordentlig kram. Denne øvelse skulle gentages sammen med så mange som man nu kunne nå på et minuts tid (forskningen viser at man skal op på mindst 30 sekunders kram for at udløse et ekstra skud oxytocin).

   2) Jeg igangsatte og sang for ved en fællessang: "Jeg bærer med smil min byrde", som gav anledning til en del moro efter jeg først havde leveret følgende introduktion til hvem der var med:

Hvem er med i aften? - Der er fire kategorier af gæster repræsenteret:

· Ældrebyrden – som jeg nu i morgen for alvor tilslutter mig med lettelse og glæde.

· Så er der de bebyrdede – samfundets bærende personkonstruktioner: vores børn og deres jævnaldrende.

· Så er der de unge som også og ikke mindst vejer til i de bebyrdedes økonomi – det er dem der siden skal bebyrdes med de bebyrde når de bebyrdede selv bliver ældrebyrde.

· Og så er der til sidst også dem der stadig skal bæres.

Meget passende var det sted hvor festen foregik et tidligere plejehjem som nu var indrettet som hotel. Så ældrebyrden ville med garanti føle sig hjemme, understregede jeg. 

   Så gik vi til bords.

   Det blev en rigtig godt fest - badet i oxytocin.

Den kreative stenfinder og stensliber - om samlerlyst og den bløde hårdheds æstetik

Det forrige indlæg tog udgangspunktet i spørgsmålet om man kan være eller blive forelsket i ting. Casen var i det tilfælde nogle specielle bordlamper af designeren Christian Dell, den tyske pendant til og samtidige med vores egen Poul Henningsen.

   Men nu zoomer jeg ind på min 'optagethed' af en anden slags ting eller objekter - nemlig sten. Og min kreative lyst til at jagte, søge, finde og samle.

Helt fra min barndom har jeg været stærkt interesseret i sten. Men det er nok mere præcist igen at tale om fascination, betagelse, forelskelse.

   Jeg havde arvet en mindre samling stenøkser, stendolke og stenskrabere af min farfar eller morfar, jeg husker ikke med sikkerhed fra hvem af dem.

   Mest sandsynligt er det min farfar, som var forvalter ved Sukkerfabrikkerne (Assens), og før da forvalter på herregårde på Lolland og Sjælland.

   I den forvalterfunktion har han i årevis været på inspektion af (tilsåning af) afgrøder på marker. Og sikkert der fundet efterladte brugsgenstande fra stenalderen.

   Jeg havde disse stenalder-redskaber udstillet på en hylder i min reol, og havde i bøger om arkæologi fundet lignende, så jeg vidst fra hvilken periode og hvilken kultur de var efterladenskaber.

   Jeg nød især at tage dem der var lavet af finslebet/-poleret flint i hænderne og stryge hen over deres glatte overflade og skarpe ægge. Jeg var fascineret af spændingsforholdet mellem det hårde materiale og den næsten silkebløde overflade. 

   En æstetisk 'blending'-oplevelse.

   Jeg kan ikke finde videnskabeligt belæg for det, men mon ikke disse nydelsesfulde berøringer har udløst små udladninger af lykkehormonet oxytocin.

 

Da vi i mellemskolen og i gymnasiet havde geologi, blev min interesse drejet fra forarbejdede stenredskaber fra de ældste tider, til naturlige sten - mineraler - som man kunne finde ved stranden - eller på udvalgte steder fx på Bornholm eller ved Møns Klint.

   Min interesse blev så stærk at jeg så sent som i slutningen af 2. G. var med en kammerat på selvorganiseret geologisk cykelferie på Bornholm. Jeg var på det tidspunkt stærkt overbevist om at det var geologi jeg ville studere senere hen.

   Det blev det så ikke. Mit et år lange ophold som udvekslingsstudent i USA ændrede mine interesser så meget at valget da jeg blev student stod mellem at blive noget kunstnerisk a la kunstmaler eller arkitekt - eller at studere til cand. klog inden for området litteratur, sprog og historie.

   Det sidste vandt.

Men min fascination ved sten forsvandt ikke helt.
   Jeg har et samler-gen som der aldrig helt kan slukkes for. Og jeg tror der findes en mental tilstand der kan kaldes 'collectors high' som man godt kan blive en smule afhængig af fordi det at finde ting til samlingen, udløser dopamin i hjernens belønningssystem (se tidligere blogindlæg).
   Der findes også en sygelig form: samlermani - 'compulsive hoarding'.
   Det er ikke det jeg skriver om her, det er den kreative form der har med lyst, spænding og belønning at gøre. En mild form for æstetisk afhængighed.

 
Familien var begyndt at holde sommerferie ved Vesterhavet, og når man gik på stranden i vandkanten, kunne man finde meget smukt farvede og mønstrede rundslebne sten.

   Når de var våde, var de særligt flotte, men når det var tørre mistede de det meste af de smukke farver. Deres farvespil kunne de få tilbage hvis man gned dem ind i margarine, eller hvis man gik med en portion af dem i lommen i længere tid. Fandt jeg ud af.

  Jeg fik efterhånden en større og større samling af disse stenskønheder, men måtte konstatere at glansen aldrig holdt ved i længere tid. De skulle gnides ind i fedtstof igen og igen. Og det blev man træt af.

Det var især 3 typer sten jeg efterhånden fandt ud af var de mest fascinerende at finde og samle:

   1) Mørkegrønne, sortgrønne sten med lyse grå og grågule striber, pletter og marmoreringer. Stenarten kaldes hornblende og kan findes i store knolde i mulden i Vestjylland, men findes også som et af grundmineralerne i granit. De var meget glatte og hårde fra starten - og rare at røre ved og have i lommen.

   2) Meget kulørte sten - med farveblandinger af sort, grøn, rød, okker - som kommer fra granit og gnejs, de stenarter som det skandinaviske grundfjeld i Norge og Sverige består af, og som er sammensat af mineralerne feldspat, kvarts og glimmer plus mørke mineraler som hornblende og biotit.

   3) Sten med en rødlig, brunlig eller mørkegrålig tæt grundfarve og med markante indlagte rombeformede eller runde lyse 'strøkorn'. Det er de såkaldt 'ledeblokke' som indlandsisen har bragt med sig til Danmark fra forskellige afgrænsede lokaliteter i Skandinavien. De har alle forskellige navne med "porfyr" som slutstavelser: 'rombeporfyr', 'østersøkvartsporfyr', "påskallavikporfyr", m.fl.

Langt senere kom en fjerde type sten som jeg syntes var spændende: flintesten fra Stevns klint og Møns klint. Især i den form som kaldes kugleflint, og som kan findes bl.a. ved Ulfshale på Møn, hvor de har ligget og slebet sig kuglerunde i brændingen gennem hundredtusinder af år.

Jeg havde mine smukke sten liggende spredt rundt omkring i forskellige poser og skuffer, uden særlig systematik. Og da de blev grålige og kedelige og mistede både glans og farver, gik der nogle år hvor interessen stort set var gået i dvale. 

   Et besøg i en ravbutik i Lønstrup en sommer genoplivede min interesse. Butikken havde ikke bare smukt slebne ravsmykker til salg, men også slebne smykker lavet af hornblende - smykker som lignede de meget glatte mørkegrønne lysmarmorerede sten jeg i årevis havde samlet.

   Jeg anskaffede mig en stenslibemaskine, slibepulver og hvad der ellers skulle til af tilbehør. Og sleb alle de sten jeg i årenes løb havde gemt, både dem af hornblende, af granit, porfyrrene og flintestenene.

   Det tog vel sammenlagt tre-fire måneder at få dem alle slebet og lagt i forskellige kurve, alt efter type og størrelse. Sådan:

Det meste af min samling af smukke slebne sten

Granit/gnejs

Hornblende-sten

Porfyr-ledeblokke

Slebet kugleflint, en uslebet kugle og et slebet forstenet søpindsvin

Betragtet enkeltvis er de slebne sten for mig som smukke abstrakte miniaturemalerier. Og dem jeg er mest glad for, er hornblende-stenene:

Men også mange af granit/gnejs-stenene er fascinerende med deres brogede farvespil:

Min særlige fascination ved porfyr-ledeblokkene stammer tilbage fra min gymnasiedrøm om at blive geolog, og jeg husker stadig den aha-oplevelse jeg fik den gang ved at kunne bestemme fra hvilke lokaliteter i Skandinavien istidens bevægelige iskappe havde ført dem til Danmark:

Og senest i min stensamlende periode opdagede jeg hvor smukke abstrakte stenmalerier der kan komme ud af at slibe kedelige flinteknolde:

Stadigvæk når jeg tager samlingen frem og holder enkelte sten i hånden og lægger dem ud på boret (som  jeg gjorde i forbindelse med fotograferingen til dette indlæg) genoplever jeg den kreative glæde fra den gang jeg søgte og fandt smukke sten på stranden. 

   

Jeg har aldrig forbundet nogen form for symbolsk overtro med de forskellige slags sten, overtro som ellers er vidt udbredt inden for new-age-kulturen.

   Men se så alligevel hvad en søgning på nettet fortæller om netop de stens symbolske betydning som jeg altid har holdt mest af: de marmorerede hornblende-sten

Hornblende-marmor: Øger de kreative evner der har forbindelse med hjertet,
forstærker de kunstneriske evner og muligheder for at kunne udtrykke sig.
Lærer os at se og høre med hjertet og skabe værdifulde venskaber og forbindelser.

SERENDIPITET!

'Ammehormon', 'krammehormon', 'kærlighedshormon', 'lykkehormon', 'kælekemikalie' - sig navnet: oxytocin

I det foregående indlæg refererede jeg til at hjernens produktionen af et bestemt hormon, oxytocin, tilsyneladende blev stimuleret af at lytte til en bestemt slags 'ambient' musik - musik som også ofte forbindes med meditation og med new age-filosofien.

Og et citat fra Wikipedia gjorde mig nysgerrig efter at vide mere.

Det viser sig at en svensk forsker, professor i fysiologi Kerstin Uvnäs Moberg, har påvist at det hormon man oprindelig opdagede blev udløst når kvinder ammede, at det er meget bredspektret i sin effekt og udløses af mange forskellige slags sanseinput, men først og fremmest gennem mellemmenneskelig berøring: hånd mod hud, sex!
   Men altså også af bestemte former for musik, som kan tolkes som en slags venlig "berøring" gennem ørernes sanseapparat.

Kerstin Mobergs egen hjemmeside sammenfatter resultaterne af hendes forskning sådan:

Med tiden visade det sig att oxytocinets effekter inte är begränsade till moderskapet, utan är av mer allmängiltig betydelse, eftersom det förekommer hos gamla och unga och hos män och kvinnor. Beröring, närhet och varma och lugna mentala upplevelser kan också påverka oxytocinfrisättningen. På senare år har oxytocinets möjlighet som botemedel vid ångest, oro, stress depression och sociala svårigheter allt mer kommit i förgrunden.

   På senare tid har Kerstin Uvnäs Moberg överfört oxytocinkonceptet från relationer människor emellan till att också innefatta relationer mellan människor och djur. Härmed får den så länge omvittnade positiva effekten på humör och hälsa av att vistas tillsammans med djur eller att ha ett sällskapsdjur en vetenskaplig förklaring.

http://www.kerstinuvnasmoberg.com/kerstinuvnaesmoberg.html

Jeg læste for nogle år siden om nogle undersøgelser der netop påviste at det at sidde med en rolig, spindende kat i skødet, havde delvis samme effekt på frekvensen af de elektromagnetiske bølger som hjernen udsender, som meditation: forstærkede alfa- og theta-bølger. 

   Og her synes vi i hvert fald at få en delvis forklaring, nemlig at det at have "kæledyr" og fysisk omgås dem, forhøjer oxytocin-hormonet i blodet. Og som Fister her er et tydeligt bevis på - effekten går begge veje:

Jeg får også en association til den adfærdsændring hos læger jeg har oplevet er foregået gennem årene siden jeg var barn: De trykker og føler mindre og mindre på deres patienter.
   Jeg har i årenes løb gået til læge 'on and of' for forskellige fysiske skavanker og symptomer. Og mens jeg husker at blive trykket på og blive befølt med hænderne af de læger jeg konsulterede i min ungdom, så gør de det stort set ikke mere selv om mine besøg er blevet hyppigere i takt med alderens skavanker bliver flere. Lægerne ser på måle-resultater af blodprøver og på røntgenbilleder - men der er undeskud på berøringskontoen når det drejer sig om dette at trykke på hud og knogler og mærke efter når man fortæller om et symptom.
   Hvis min personlige iagttagelse er rigtig og gælder generelt, så betyder det at de positive fysiologiske og mentale effekter af den oxycytocin som udløses ved lægens berøring af patientens hud, er blevet kraftig reduceret.
   Og hvis du læser videre, kan du se at der faktisk er videnskabeligt belæg for at den udvikling kan være stærkt kontraproduktivt både set fra  læges og patientens sygdom.

En dansk hjemmeside sammenfatter Mobergs forskningsresultater på den her måde:

Oxytocin er et hormon, der udskilles i kroppen, hver gang du gør noget godt for dig selv. Nu har en svensk professor i fysiologi Kerstin Uvnäs Moberg med sin forskning vist, at hormonet meget let og i samme grad frigøres hos begge køn ved alle former for behagelige og nydelsesfulde stimuli.

   Berøring er det, som stimulerer frigørelsen af oxytocin mest. Det vil sige alle ydre og indre fysiske påvirkninger som kærtegn, massage, knus, varme, en blød bamse eller pude osv. Men også nærvær, samvær og fortrolighed stimulerer oxytocinfrigørelsen.

   Ved berøring og nærvær dannes oxytocin i hjernen i hypothalamus (det center der også regulerer stress og antistress). Hormonet frigøres herefter til blodbanerne. Her påvirker oxytocin vores centrale nervesystem, så vi spænder af og får ro. Det vil sige, vi stresser af. Mængden af kortisol i blodet halveres, puls og blodtryk daler og du føler ro velvære og varme. Selv om mængden af oxytocin i blodet halveres efter blot nogle få minutter, så får vi glæde af det i lang tid, da den resterende mængde bliver længe i kroppen.

Hvad sker der derefter rundt omkring i kroppens forskellige dele og funktioner rent fysiologisk?

• Blodtrykket daler 
• Pulsen daler 
• Smertetærsklen øges 
• Blodets indhold af stresshormonet kortisol halveres
• Optagelsen af næringsstoffer fra kosten forbedres 
• Fordøjelsen fremmes 
• Sårhelingstiden halveres 
• Immunforsvaret styrkes 
• Kolesteroltallet bliver sundere 

Og de følelsesmæssige effekter er forklaringen på at nogle også taler om oxcytosin som "lykkehormonet":

• Angst og bekymring dæmpes 
• Aggressivitet og vrede dæmpes 
• Man blive roligere og mere afslappet 
• Man føler øget velvære og glæde 
• Kreativiteten stimuleres 
• Man oplever sig elsket og ønsket
• Man oplever øget ømhed og hengivenhed for andre

I forlængelse af min konstatering af at læger fysisk berører deres patienters krop og hud mindre og mindre under konsultationer, så tror jeg at det her hormon også kan forklare hvorfor fysisk alternativ behandling i form af af forskellige slags massage, healing gennem håndspålæggelse, zoneterapi, craniosacral terapi m.fl. er er blevet mere og mere udbredt og populært gennem årene. I de senere år er udvikllingen også blevet sammenfattet under navnet 'wellness'.
   Og så kommer jeg også til at tænke på min kreative frisør. Sammen med min foddame er han et af de få mennesker der jævnligt får lov til at røre ved mig. Og jeg nyder det.
   Og går jeg gennem Algade i min provinsby så vrimler det med frisører og fodterapeuter. De oplever tilsyneladende ikke nogen krise, og lever alle af at de fleste af os måske er i underskud af oxytocin.
 
Jeg har i mange tidligere indlæg beskrevet hvordan endorfin- og dopaminproduktion er en vigtig del af hjernens såkaldte belønningssystem, og en vigtig del at forklaringen på at den særlige kreative lykketilstand som kaldes 'flow', og som fx kan opleves når man skriver - eller løber - eller opfører sig uselvisk: 'writers high', 'runners high', 'helpers high'.

Spørgsmålet er om der er en sammenhæng mellem dette belønningssystems dopaminproduktion (en såkaldt neurotransmitter der virker som et naturligt narkotisk stof) og så hormonet oxytocin. 

   Og det er der, her forklaret af en forsker, doktor Jerry Long:

We know that dopamine is involved in reward and reinforcement, and we know that the dopamine system is activated during social interactions or mating. We also know that the dopamine system is interacting with the oxytocin system to promote the pair bond formation. So for example if you block dopamine, a female will not bond with a male or a male will not bond with a female. Simply by blocking that dopamine input, even oxytocin can’t stimulate the bond; blocking oxytocin receptors will also block the bond formation. Even dopamine can’t stimulate the bond. But if you have both acting at the same time to sort of activate the social aspects and the reward aspects, then it comes together to form a bond which is a preference to interact with another individual.

http://www.dnalc.org/view/2384-Dopamine-Oxytocin-Rewards-and-Bonding.html

En af mine helte og forbilleder udi formidlingen af interessant, ny forskning, Lone Frank, har også skrevet om oxytocin. I en rubrik til en artikel i Weekendavisen helt tilbage i 2008, den 6. juni, kalder hun det:

Kælekemikaliet

LoneFrank indleder artiklen sådan her:

Der er formentlig ingen enkel formel for kærlighed, tillid og generøsitet, men hvis der var, ville den lyde noget i retning af C43H66N12O12S2. Det lille hormon, oxytocin, flyder tilsyneladende overalt, hvor mennesker føler sig forbundne med hinanden. Det får mænd og kvinder til at danne par, det gør forældre tilbøjelige til at tage sig af deres børn, og det hjælper os til at stole på fremmede mennesker.

   ”Det er samfundets lim, så simpelt og dog så fundamentalt”, sagde den amerikanske neuroforsker Paul Zak i sidste uges New Scientist. Lidt mere poppede formidlere har igennem tiden kaldt oxytocin for ”kærlighedseleksir” og ”kælekemikalier”. Senest, i anledning af at stoffet nu bliver afprøvet til behandling af angstlidelser og fobier har en særligt entusiastisk forsker udnævnt det til ”social viagra”.

   I det hele taget har oxytocin indtaget en position blandt hjerneforskningens varmeste emner.. Forskerne taler om, at dets overordnede rolle i hjernen, er at koble social kontakt med velvære, og dette ry har efterhånden bredt sig til gadeplan. Som den amerikanske forfatter Susan Kuchinska i sidste uge konstaterede på sin særlige oxytocinblog: ”folk vil bare rigtig rigtig gerne have fingrene i det her stof”.

En af de mange forskningsresultater som Lone Frank refererer i artiklen, er at oxytocin ikke bare udløses ved positive fysiske sansninger som kys, kæl og kram, sex og massage, men også når vi erindrer og genkalder os den slags positive oplevelser.

   Mekanismen fungerer altså på samme måde som spejlneuroner der aktiveres både når vi selv udfører en handling, når vi ser en anden udføre den samme handling - og også når vi tænker på eller forestiller os handlingen udført. 

   Man har brugt disse spejlneuroners måde at fungerer på som en af de neurologisk mekanismer bag menneskelig empati og indlevelse. Og herunder til at forklare hvordan identifikation og indlevelse hos et filmpublikum med karaktererne på lærredet neurologisk set kommer i stand.

   Det er derfor naturligt at spørge om det at se en rørende/bevægende film også udløser hormondet oxytocin. 

   Selvsamme Poul Zak som omtales i citatet ovenfor, har også lavet forsøg der viser det - eller rettere en af hans studerende:

To see if movies cause our brains to release oxytocin, my graduate student Jorge Barraza designed an experiment where participants watched a video from St. Jude Children's Hospital in Memphis, Tennessee. One group saw a part in which a father discusses his four year-old son Ben's terminal brain cancer. The other half watched as Ben and his father spend a day at the zoo. You can see the video here (kan ikke ses mere)

    Yes, it is really emotional. OK, take a short break to recover.

    In research that will soon appear in the Annals of the New York Academy of Sciences, those who saw the highly emotional part of the video had a 47% increase in oxytocin as measured in blood. Controlling for distress (which was associated with elevated stress hormones), empathy was highly correlated with the spike in oxytocin. This is the first evidence for the speculation, often from my mouth, that oxytocin is a physiologic signature for empathy.

http://www.psychologytoday.com/blog/the-moral-molecule/200902/why-we-cry-movies

Jeg søger videre på nettet: Om der er en sammenhæng mellem de to biologiske forklaringer på empati: spejlneuronerne og oxyctocin. Og finder en videnskabelig artikel fra 2010 med den let tilgængelige titel:

Intranasal oxytocin modulates EEG mu/alpha and beta rhythms during perception of biological motion. 

Artiklens 'abstract' slutter med følgende citat der faktisk kobler alfabølger, spejlneuroner og krammehormonet oxycotin (her forkortet OT) sammen i et eksperimentelt design:

These results are a first step linking OT to the modulation of EEG rhythms in humans, suggesting that OT may have a role in allocating cortical resources to social tasks partly mediated by mirror neuron activity.

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20493637 

Her er et link til en artikel fra magasinet "The Atlantic" om en anden forsker, psykologen Barbara Fredrickson, som i sin nye bog Love 2.0: How Our Supreme Emotion Affects Everything We Feel, Think, Do, and Become, fortæller om eksperimenter som viser samspillet mellem spejlneuroner og oxytocin-hormonet i forbindelse med mellemmenneskelig 'kærlighed', et forhold som hun karakteriser er som "micro-moment of positivity resonance":

Like all emotions, love has a biochemical and physiological component. But unlike some of the other positive emotions, like joy or happiness, love cannot be kindled individually—it only exists in the physical connection between two people. Specifically, there are three players in the biological love system—mirror neurons, oxytocin, and vagal tone. Each involves connection and each contributes to those micro-moment of positivity resonance that Fredrickson calls love.

http://www.theatlantic.com/sexes/archive/2013/01/theres-no-such-thing-as-everlasting-love-according-to-science/267199/

Da jeg begyndte det her indlæg ville jeg bare have lidt mere kød på Wikipedias artikel om oxytocin-hormonet som udløses ved helende og helbredende meditationsmusik.  

   Men det førte vidt omkring, jeg kom i en tilstand af 'researchflow' - 'researchers high' - og sluttede altså med indblik i  berøringernes kærlighedens underliggende neurofysiologisk maskineri.

   Lidt sjovt!