Kreative kagebagere og deres kagekunst - formatdramaturgi, krav til karaktererne - og et spørgsmål om kreativitet vs plagiat

Et berømt Picasso-citat findes på nettet i to versioner, og jeg kan ikke lige afgøre hvad der er det originale:

Good artists borrow, great artists steal

Eller 

Good artists copy, great artists steal

Men det første er nok det originale fordi - "låne" og "stjæle" som semantiske modsætninger matcher bedre end "kopiere" og "stjæle".

    Citatet bliver tit påkaldt af journalister der skriver historier om kunstnere som "snyder": forfatter der plagierer andres tekster i deres bøger uden citationstegn, designere der plagierer møbler eller mønstre uden at betale royalties, eller tv-stationer der kopierer tv-formater uden at betale det firma eller den person som oprindelig har fundet på formatet.

    For eksempel blev citatet jævnlig brugt af Apples stifter og ledende kreative drivkraft gennem mange år Steve Jobs - om sig selv. Han tyvstjal (og indrømmer det) Macintosh-ideen om den grafiske brugergrænseflade til computere fra fra forskerne i Xerox Parc som han som ung havde været så heldig at få lov til at besøge.

Fruen og jeg hører til fan-klubben af tv-programserien "Den store bagedyst". Her i efteråret kørte så tredje sæson der som de foregående år blev produceret og udsendt af DR - med tårnhøje seertal. Finalen blev sendt i onsdags, og vi så med. 

   I pressen igår og idag har der så været historier fremme om at en af deltagernes kage-mesterværker i finalen var et plagiat af en lignende kage fundet på nettet.

   

'Den store bagedyst' er jo en form for livsstilsprogram - tilsat game-show-plot og reality-elementer. Det ligger inden for familien af såkaldte fakta-light-formater og -genrer.

   Og formatet er, har jeg gættet på, ikke stjålet, men købt i England hvor man jo har en århundredgammel tradition for at konkurrere om alt mulig slags hjemmelavet mad og drikke på sommermarkeder i provinsen.

 

Mit gæt er rigtigt. Se her hvad Wikipedia kan fortælle:

The Great British Bake Off, often referred to as simply Bake Off orGBBO, is a BAFTA award-winning British television baking competition first shown by BBC Two on 17 August 2010. The judges are cookery writer Mary Berry and professional baker Paul Hollywood. Mel Giedroycand Sue Perkins have presented all five series of the programme to date. The competition selects from amongst its contestants the best amateur baker.

  The programme was moved to BBC One in its fifth series after it became the most popular show on BBC Two. Its increasing popularity is credited with reinvigorating interest in baking throughout the UK, Many of its participants, including winners, have gone on to start a career based on bakery. The winners are Edd Kimber, Joanne Wheatley, John Whaite, Frances Quinn and most recently Nancy Birtwhistle.

   The programme has spawned a number of specials and spin-off shows - a celebrity charity series in aid of Sport Relief or Comic Relief, Junior Bake Off for young children (broadcast on the CBBC channel), and An Extra Slice aired on BBC Two after the Bake Off series was moved to BBC One.Its format was also used on the BBC Two series The Great British Sewing Bee. The format has been sold to many countries around the world where local versions of the show are produced.

Og heriblandt altså DR.

Hvad kendetegner så dette format, der, selv om det er underholdning, også skal tages alvorligt?

Fra starten er der 10 deltagere der er 'castet' - dvs udvalgt så de både har bagekompetence og er interessante karakterer, med kant og/eller med charme.

   

I hvert program er der tre opgaver med forskellige særlige udfordringer.
   Den midterste opgave er hver gang en hvor de tre deltagere skal lave den helt samme opgave efter en opskrift med nogle oplysninger udeladt, og dommerne må ikke vide hvilken kage hvem har bagt før de bedømmer.
   Og i tredje akt med klimaks er opgaven et såkaldt 'mesterværk' efter hver enkelt deltagers egen opskrift inden for en generel temaramme, et mesterværk som skal demonstrere både håndværksmæssig ekspertise og stor kreativitet.

 

Programserien har karakter af et udskilningsløb hvor hvert program reducerer deltagerantallet med en taber der udgår. Så dramaturgisk set har vi et klassisk kompleks af spændingsbuer, både i det enkelte program og i serien som helhed.
   Hver deltager leverer sin plotlinie og dermed følgende fremdrift, og der bliver færre og færre plotlinier at pendle mellem og holde styr på for seeren for hvert program - indtil det sidste og ottende hvor der kun er de tre finalister tilbage.

'Hjælper-aktanten' for alle deltagerne er deres egenkompetence mht. til at kunne håndværket, deres kreativitet og koncentrationsevne, og også deres træningsindsats mellem hvert program.

  Noget der holdes "hemmeligt" for seerne, er hvor meget deltagerne får at vide på forhånd om indholdet i hver opgave og derfor har mulighed for at træne og øve sig.

  'Modstander-aktanten' indeholder altid en skarp tidsfrist. Modstand leveres også af de andre konkurrenter; opgavernes tekniske sværhedsgrad giver modstand og fremdrift, ligesom deltagernes egen nervøsitet under pres gør det. Også afbrydelser fra vært og dommere kan give forstyrrende modstand.
   I år var der også koncentrationsforstyrrende tilråb og heppende kommentarer fra familie og venner udenfor der kunne kigge ind - og kunne ses indefra - gennem netvinduer.

  

Undervejs i hvert program får seerne små "backstories" i form af indskudte flashbacks fra deltagernes privat- og arbejdsliv - til at sikre eller øge mulighederne for identifikation.

   Der er hele tiden undervejs indklippet det velkendte reality-element: at deltagerne betror sig til kameraet om hvad det tænker og føler lig nu eller lige før, hvilket giver seerne vidensforspring i forhold til de andre deltagere som de skal konkurrere med.

   Lige før afgivelsen af "dommen" overværer seerne også udpluk af voteringen mellem de to dommere, men hvad voteringen ender med holdes tilbage til det øjeblik hvor taber og vinder officielt udpeges i studiet.

 

I år var to af de tre der var med i finalen, begge ret unge mennesker: 26 årige Tobias Hamann-Pedersen, journalist, og 22-årige Mette Hassing Mikkelsen, lærerstuderende.

  Tobias viste sig fra starten dramaturgisk set at være en glimrende karakter: ung, charmerende og fuld af skæve og halvgeniale ideer, ideer som jo også kunne blive næsten for mærkelige for dommerne. 

   Tobias var klar favorit fra efter allerede det første program hvor han vandt - og var tydeligvis også populær hos alle de kvindelige konkurrenter.  Og det var så kun et ekstra dramaturgisk plus der gav fremdrift, at hans vilde kreativitet kunne blive hans egen største modstander i nogle af opgaverne.

  Mettes karakter var dramaturgisk set at være den helt unge og uerfarne, men friske pige - vist den yngste blandt deltagerne - men med et gå-på-mod som gjorde at hun tydeligt udviklede sig fra program til program - og dermed hele tiden overraskede dommerne og seerne positivt.

Tobias. Foto: Facebook.

Mette. Foto: DR

De tidligere år har finalisterne typisk været amatørbagere som var noget ældre og mere erfarne.   Sidste år  var vinderen den 29-årig arkitektstuderende Annemette Voss som havde to børn og en mand.

Annemette Voss.  Fotograf: Agnete Schlichtskrull/DR

Dramaturgisk set var Annemette også en glimrende hovedkarakter: perfektionist ud over alle grænser, og en indædt fightertype med temperament som det sikkert kunne være ganske svært for en del seere at identificere sig med.

   For hende havde deltagelsen personlige omkostninger: en dumpet arkitekteksamen og en skilsmisse. 'Gode' konteksthistorier set fra journalisternes synspunkt.

   Hendes hovedmodstander gennem hele serien og også i finalen, var den lyse dialektalende sønderjyske økonomimedarbejder og terapeut Katja Stock, med blond hår (i modsætning til Anjas mørkebrune), med nordiske fletninger sat i gammeldags krans omkring hovedet:

Katja Stock. Fotograf: Agnete Schlichtskrull/DR

Dramaturgisk set kunne man ikke tænke sig et bedre match - med store kontraster både temperamentmæssigt og udseendemæssigt. I flere avisartikler blev de to ettiketteret som "bagedronninger", og associationerne til Walt Disney-eventyrenes kontrasterende hhv onde og gode kvindekarakterer ligger lige for.

   Og selv om det ikke kom tydeligt frem i udsendelserne, havde journalisterne lugtet at deres indbyrdes forhold undervejs var mildest talt køligt - også en 'god' reality-historie:

Men lige så snart, optagelserne sluttede, og kameraerne slukkede i juli, er det ikke meget, vinderen af Bagedysten, Annemette Voss har set til sin nærmeste konkurrent, sønderjyden Katja Stock fra Aabenraa. Og ingen af dem har savnet det.  

   Det erkender Den store Bagedyst-vinder, 29-årige Annemette Voss, som ellers har fået et nært forhold til flere af de andre bagedeltagere, inklusiv Louise og Helle, der røg ud før finalen. Men den, hun har spenderet mest tid med, har hun intet behov for at se - og vice versa, siger bagedronningen til bt.dk

- Jeg kan utrolig godt lide Katja, men jeg tror ikke, det kommer bag på nogen, at vi ikke er slyngveninder. Vi bor i hver sin ende af landet og er sindssygt forskellige, siger den 29-årige vinder, Annemette Voss, som understreger, at hun respekterer Katja som person og hendes åbenlyse bagetalenter.

- Hun er sød, imødekommende, en dejlig kvinde. Men vi bliver aldrig slyngveninder, for der er vi helt forskellige. Vi har kagebagning tilfælles og er meget ens på det punkt og har faktisk også børn i samme alder. Men ellers er vi helt forskellige, understreger hun.

http://www.jv.dk/artikel/1624633:Aabenraa--Annemette-efter-sejren-i-bagedysten--Jeg-taler-ikke-med-Katja-mere

Men tilbage til den journalistisk efterbyrd af dette års store bagedyst. MetroXpress bragte i dag en 'god historie' om den ene finalist Mette Hassings af dommerne meget roste lagkage, som havde tegneseriesuperhelte og deres kostumer og masker som fælles tema for de tre lag.
   Rubrikken med underoverskrift lød:

Snyd i 'Den store bagedyst'? Mette fandt sin kage på nettet

'Den store bagedyst'-finalisten Mette indrømmer, at hun fandt inspirationen til sin finalekage på internettet.

Og som visuel dokumentation bringes dette billed der gør det muligt selv at sammenligne:

Vurder selv de to kager. Det er Mettes til venstre og den australske kage til højre.
(Billede: Screenshot DR.dk/http://thedaintybaker.blogspot.dk)

Opgaven var at lave 'et mesterværk' som var kreativt, håndværksmæssigt perfekt, smagte godt, og som havde karakter af et personligt udtryk, dvs. en kage der igennem indhold form og udtryk sagde noget karakteristisk om bagerens særlige personlighed - en slags 'selvportræt'.

   Mette afviser at have snydt. Hun indrømmer over for MetroXpress at hun har fundet inspiration fra nettet og siger til avisen:

Jeg forstår ikke helt kritikken. (...) Jeg synes selv, at jeg har tænkt ideen videre, så det blev min kage. Og hvis jeg selv havde lavet en brunsviger, skulle jeg så også beskyldes for at kopiere alle bagere i Danmark?"

Historien om Mettes 'snyderi' i MetroXpres, blev udbygget igår  under denne rubrik og underrubrik - og med samme illustration som vises på mx.dk:

Mette afviser bagesnyd

Den unge bager havde googlet sig frem til sin superhelte-kage, men det er ikke snyd, slår hun fast.

Dommerne havde i finalen rost Mette i høje toner for det helt anderledes udtryk end man ellers havde set fra nogen deltagere igennem hele serien, og opfattede tydeligvis kagen som noget Mette havde fundet på "ud af hovedet".

   Men hvis man googler "super hero cake",  så kommer der rigtig mange billeder med kager frem der mere eller mindre ligner Mettes, og den der er vist på illustrationen er fundet på denne blog

http://thedaintybaker.blogspot.dk/2012/04/superhero-cake.html

Af blokteksten fremgår at der er tale om en hel særlig - og forudsat bekendt - kage-genre, og når jeg så googler videre, finder jeg et stort og varieret udvalg her:

http://cakegeek.co.uk/index.php/superhero-cakes/

Af samme blog fremgår det når man søger lidt i dens arkiv, at der findes uendeligt mange forskellige andre temakage-genrer end lige "super hero cakes", fx "balloon cakes", "vintage suitcase cakes", "golf cakes" eller endog  "puppy dog cakes for dog lovers":

Jeg synes det er dybt fascinerende at opdage at der i en række år har været en sådan kreativitetstimulerende tema-kage-bevægelse i det store udland, som jeg ikke har hørt eller læst om før nu. 

  Og kendskab til den bevægelse er faktisk en forudsætning for at forstå og forholde sig til Mettes argumentation for at hun ikke har plagieret, en argumentation som hun udbygger i artiklen i realityposten.dk:

At der skulle være tale om snyd, er Mette slet ikke enig i. Den unge bager gør det klart, at hun hentede inspiration på nettet, men ellers er det hendes egen version, som hun har lavet.

– Det er jo mig, der har lavet kagen. Jeg har lavet den, sådan som jeg synes, den skulle se ud. Det er min version af en superhelte-kage på ydersiden og en prinsessekage på indersiden, siger hun til Realityportalen.dk og tilføjer:

– Hvis nogen laver min kage nu, så vil jeg heller ikke blive sur. Tværtimod. Hvis jeg selv skal sige det, så blev det en kage, jeg kun kan være tilfreds med, fastslår hun.

Ifølge Mette er det slet ikke unormalt, at deltagerne googler for at finde inspiration til kagerne, men selve idéen til en superheltekage, fik hun selv.

- Jeg vidste jeg ville lave en badass superheltekage, så jeg googlede for at se, hvad der kunne laves og så lave en kage sådan, som jeg gerne ville have den skulle være, fortæller Mette. Og især håndværket var vigtigt for den unge amatørbager.

- Jeg ville super gerne sætte sværhedsgraden op ved selv at lave airbrush på kagen, arbejde mere med hjemmelavet fondant og sprøjte spidermans nettet med royal icing i fri hånd. Jeg synes selv, at det blev en super fed kage jeg fik lavet, fastslår hun.

Selvom beskyldningerne om snyd kommer bag på hende, så er hun glad for at have medvirket i ‘Den store bagedyst’, hvor hun har lært en masse og fået nogle nye venskaber.

Jeg kan ikke se andet end at Mette har ret. 

   Det er ikke snyd at lave sin personlige version af temaet 'superhelte-kage'. Og når dommerne så tydeligt 'falder på røven' over kagen som helt specielt kreativ, så er det faktisk fordi de er uvidende og ikke følger med i udviklingen af moderne opfindsomme og kreative kage-formater. 

 
Et-nul til Mette Hassing - både i forhold til journalisterne som ikke har gennemtænkt den kritiske vinkel, men bare 'kører derudaf fordi alt med snyd er en 'god historie'.
   Også et-nul til Mette i forhold til dommerne som ikke er up to date på deres fag, og som åbenbart hænger fast i gamle, lidt støvede og kedelig kageformater.

For en ordens skyld skal vi selvfølgelig også se vinderen Tobias Hamanns 'mesterværk' fra finalen:  

Mere særpræget end egentlig flot.
   Men ingen tvivl om at han var den rigtig vinder i år. 

   

Man kunne for øvrigt også læse en anden journalistisk anklage i Ekstrabladet i dag, her rettet mod Tobias for et plagiat tidligere i konkurrencen da han lavede 'kage-cigarer' som han vandt mesterbager-titlen med i det program:

Læseren skulle forsøge at google "cigar cakes", og se løjer!

Den tredje finalist i år, Kathja Krestina Holm, vandt også mesterskabs-titlen i et af de tidligere programmer - den gang på en "hunde-kage".
   Kathja er ikke blev anklaget for snyd og plagiat i aviserne - endnu. Her er Kathjas 'hunde-kage' der bidrog til at hun kom i finalen:

Googler man så lige "(puppy) dog cakes", så finder man fx dem her - blandt mange mange andre:

Enjoy! Og: Velbekomme!

New York, New York (1) - en rejse, et gensyn, erindringer - kilder til kreativitet

Klip fra filmen 'New York, Newy York fra 1977 instrueret af Martin Scorsese. Sangen af samme navn bliver normalt forbundet med Frank Zinatra, men i filmen blev den sunget af Liza Minelli.  

Jeg har i ti dage fra den 15. til den 25 september besøgt og været turist i byen New York - nærmere bestemt den begrænsede bydel som bærer navnet Manhatten.

   Jeg har været i New York før. Første gang i et helt år 1961-62 som såkaldt udvekslingsstudent, anden gang i 14 dage omkring 8 år senere på en 14 dages tur sammen med min første kone.

   Og sangen har både før, under og efter rejsen denne gang "kørt" i mit hoved, selv om det må være længe siden jeg rent faktisk har hørt den i radioen eller oplevet den fremført i tv. Og selv om den faktisk først blev skrevet og kendt flere år efter mit andet besøg i 1971.

   Og jeg har nok set Scorceses film en gang for mange år siden, men kan overhovedet ikke genkalde mig handlingen.

Men hvorfor har den sang så i den grad inficeret min hjerne i forbindelse med det her - for så vidt banale turistbesøg?

   Melodien og sangen "New York, New York"  er utvivlsomt en regulær 'ørehænger' - 'earworm' eller 'brainworm' kalder neurologen Oliver Sachs den slags i sin spændende bog "Musichophelia".

   Melodien/sangen har  nogle formelle musikalske kvaliteter som jeg ikke kan beskrive, men som får dette mix af melodi og sungne ord til at klistre sig fast i hjernen på en måde så når selve ordet og byen New York nævnes, så aktiveres melodien og sangen automatisk og går igang som en indre syngen, i hvert fald i min hjerne.

 

I kapitlet "Music on the Brain: Imagery and Imagination", fremsættes flere teorier af forskellige faglige kilder: at det modvirker kedsomhed og hjælper til at gøre fx gang "lettere at klare" hvis man går i takt til melodien. Og det kan i øvrigt mere generelt være med til at reducere træthed og stress - og dermed fungere som en form for selvberoligelse.

   Ud fra et psykoanalytisk synspunkt så kan sådan en tibagevendende indre ørehænger-melodi/sang pege på ubevidste og fortrængte oplevelser og følelser som sangen/melodien associerer til.

Jeg er ikke i tvivl om at "New York, New York" peger på mine  mere eller mindre glemte oplevelser i New York for mere end 50 år siden. Og samtidig har nummeret som jeg altså  ikke har kunnet få ud af hovedet i nogle måneder, fungeret som afstressende og selvberoligende underlægning til forberedelserne og gennemførelsen af den nu veloverståede tur.

Jo mere jeg har tænkt over det, jo mere er jeg blevet klar over at mit et år lange ophold som "AFS-udvekslingstudent" og dermed som "søn" hos en ikke-religiøs 'middle class' jødisk familie i (en forstad til byen) New York, har været et afgørende vendepunkt i mit liv. Jeg var lige fyldt 17 år da jeg drog af sted, og fyldte 18 lige efter jeg kom hjem.

   Det var et ophold som skolemæssigt gav mig en amerikansk High School-studentereksamen, og som altså foregik som et intermezzo  imellem 2. og 3 g. i mit danske gymnsieskoleliv.

   Og det var et ophold som i et år familiemæssigt gav mig en amerikansk "far", "mor" og tre "brødre" som jeg forbavsende hurtigt fik et nært og varmt forhold til. Stemningen og livet i familien var meget anderledes end det jeg kendte fra min familie i Danmark, og jeg sugede til mig som en svamp.

   Vi holdt nogenlunde kontakt de første 10 år, men så ebbede det ud - uden at der var tale om en regulær beslutning. Så det var ikke udtryk for et "brud".

 

Jeg fik i det 'kulturmøde' - livet i familien og livet på skolen - oplevelser og erfaringer som gjorde så stærkt et indtryk at det gav varige impulser for mit videre liv. Det er jeg nu slet ikke det mindste i tvivl om.

   En af de aller vigtigste erfaringer var at jeg fik et andet og nyt personligt sprog - engelsk. 

   Jeg var ikke god til at lære fremmedsprog på den hårde måde - i skolen, heller ikke engelsk. 

   Men til min egen overraskelse blev engelsk efter nogle få måneder så "naturligt" at jeg begyndte at skrive digte på dette 'fremmesprog'. Og jeg kom til at beherske engelsk så godt og nemt at jeg aldrig siden kan huske om en bog jeg har læst har været på engelsk eller dansk. 

   Jeg lærte også efter 3-4 måneder at tale engelsk-amerikansk så godt at amerikanere som ikke kendte min baggrund, i første omgang tog mig for "indfødt". 

   Men hvor stor betydning hele det års oplevelser og erfaringer har haft for mit videre liv, det er altså først noget jeg for alvor har erkendt her i de senere år hvor jeg stadig oftere har brugt tid på mentalt at kigge/tænke tilbage på mit barndoms- og ungdomsliv.

 

Den mellemste bror Dickie (nu Fred) var 14. Han spillede cello, øvede dagligt når han kom hjem fra skole, og gik på Julliard Music School. Faren kørte ham ind til undervisning på skolen hver lørdag. Den lå på Manhattan, der hvor den også ligger i dag.

   Jeg var tit med, og i ventetiden blev jeg taget med rundt og besøgte små gallerier i Greenwich Village og Lower East Side, steder hvor den nyeste amerikanske kunst blev udstillet. Det var værker som repræsenterede 'retninger' som knap nok havde fået navne endnu: "pop art" og "abstract expressionisem".

 
Moren i familien var hjemmegående, ligesom min danske mor.
   Faren arbejdede som regionschef for en supermarkedkæde. Men i sin fritid var ham kunstsamler og -handler.
   Han købte og solgte "navne" som jeg først en del år senere da jeg læste kunsthistorie på KU, fandt ud af var blevet meget, meget kendte og internationalt berømte.

   Nogle af dem genså jeg på MOMA - Museum of Mordern Art - ved vores besøg denne gang: Jackson Pollock, de Kooning, Andy Warhol, Claes Oldenburg m.fl.

   Det jeg husker allerbedst fra den gang, var et popkunstværk som gjorde et nærmest uudsletteligt indtryk. Vi besøgte "The Store" af Claes Oldenburg:

In the winter of 1961, Claes Oldenburg opened a store on the Lower East Side of Manhattan (107E. 2nd St) selling his work, circumventing the usual practice of selling art through a gallery.

   He had created an eclectic array of objects- from lady’s lingerie to rib eye steak- from roughly painted plaster in the back of the store, selling them in the front. Most of the items are strangely proportioned or of a large scale, playing around with the idea of commodity and art. They were ‘objects after the spirit and in the form of popular objects of merchandise’.

   The idea was to create a store, or at least the functional equivalent of one. In the photograph one can see that the works were piled high, hanging off the walls and ceiling, layed out on counters, as though they were part of an ‘Everything must go’ sale.

  ‘You could buy a relief of a rumpled girdle for $249.95, a Big Sandwich (1961) for $149.98; the 9.99 (1961) hanging in the front window went for $399.95. The slapdash painted sculptures mostly replicated coffee-shop food and bargain basement clothing, but mannequins, bits of signs, a wilting red-ribboned Success Plant (1961) and even the cash till were up for grabs.’

   Now the objects are in major art collections across the world, taking them from their original context, perhaps ‘gentrifying’ them into isolated art works that sit on a plinth.

I hjemmet stod der et sortlakeret blankt flygel der fyldte det meste af en af stuerne. Jeg kunne ikke spille klaver, men nød at "improvisere" på det næsten dagligt. Familien var overbærende.

   Jeg mener at kunne huske at den ældste bror Jimmy (James) der var 16 år, faktisk var god til at spille klaver, men gjorde det meget sjældent.

   Mit værelse var et meget stort loftsværelse med skrå vægge. Der var plads til et bordtennisbord og jeg spillede meget bordtennis med den ældste Jimmy. Han var ekstremt velbegavet og velformuleret og vandt mesterskaber i "debating" - for elver i de ældste klasser i staten New York.

   Der var store hvide skrå vægflader i mit værelse som jeg i  løbet af året udsmykkede med mine mange pastelkridttegninger af eksotiske ansigter, tegninger som jeg lavede henne i skolen

   Den yngste bror Danny (Daniel) som den gang må have været omkring 12 år gammel, var meget blid og vel nok noget af en mors dreng. Ham havde jeg mindst kontakt med.

   Her et foto hvor mine tre amerikanske brødre og jeg er stillet op - iklædt islandske sweatre som min mor - den danske - havde strikket og sendt over. Fra venstre: Peter, Jimmy, Dickie, Danny:

I min lokal skole - Hendrick Hudson High School - kunne man vælge faget "art" som indebar flere timers regulær tegne- og maleundervisning om ugen. Sådan et fag havde vi ikke i mit danske gymnasium. Og læreren var glimrende - men havde vist nok alkoholproblem, husker jeg.
   Jeg gik også til sang, både klassisk korsang og så var jeg også med i en flerstemmig "babershop-gruppe". Jeg husker det som rigtig sjovt at synge disse tætte firstemmmige rytmiske sange sammen med syv jævnaldrende drenge (mere om det i et senere indlæg).  

   Min engelsklærer var tidligere officer i den amerikanske hær, og modtog mig med den bemærkning, at jeg selvfølgelig var velkommen, men at han i øvrigt ikke brød sig om at få udlændinge - "foreigners" - ind i klassen fordi han havde mere end nok besvær med at lære de amerikanske elever at tale og skrive et nogenlunde ordentligt engelsk.

   Jeg synes gennemgående at han var ubehagelig som lærer, men jeg bed tænderne sammen, og endte med at få "A" i den afsluttende store skriftlige hjemmeopgave hvor man skulle skrive et essay om en væsentlig amerikansk bog og dens forfatter. Jeg skrev om Herman Melville og hans roman "Moby Dick".

   Det var moren Shirly som skrev opgaven rent på maskine, hvad der jo bidrog til den gode karakter fordi stavningen var korrekt. Den positive skriftlige ledsagekommentar til opgaven fra engelsklæreren, sluttede med sætningen: "The typing is also sherry good!" Sherry var familiens efternavn.

Utvivlsomt har oplevelserne og det emotionelle resonansspor fra den gang været en vigtig forudsætning for at den her 10 dages turisttur til New York har være så umanerligt og overraskende tilfredsstillende.

    Det indslag på turen med størst "impact", viste det sig, var mødet og gensynet med mine tre amerikansk brødre under opholdet. Oplevelsen i situationen var for mig, men vist nok også for dem, ret bevægende - efter at jo vi ikke havde haft kontakt i godt 40-45 år.

   De var ligesom mig blevet nogle ældre herrer. Men ansigtstrækkene og mimikken var genkendelige, og ikke mindst måden de snakkede på. Hurtigt, kvikt, venligt ironisk.

   

Det var naturligvis dybt fascinerende at høre dem fortælle om hvordan deres respektive liv var forløbet i mellemtiden. Alle tre har de haft job og karriere i kreative professioner, viste det sig:

   - James - som forfatter og forlægger for forholdsvis eksklusiv snæver postmodernistisk litteratur - kombineret med en karriere med godt betalte jobs  inden for it-branchen, med arbejdsopgaver for IBM og for Wall Street-firmaer.

   - Fred - som højt respekteret og internationalt anerkendt klassisk (kammermusik)cellist og underviser i cellospil på Julliard - der hvor han selv var blevet uddannet som ung. Han har turneret over hele USA og over hele verden, og han har fået og udgivet en masse plader og CD´er. Vi havde fælles interesser i madlavning, rødvin, whisky og stensamling, viste det sig.
   Den musik han turnerede med var typisk ny kompositionsmusik fra det tyvende århundrede, særligt rettet mod kammermusik-ensembler: duoer, trioer, kvartetter og kvintetter. Absolut ikke min musik, tør jeg roligt sige. 

   Hvis jeg kom tilbage til New York lovede han mig en rundvisning på den fantastiske geologiske udstilling på American Museum of Natural History (læs mere om mit besøg på dette utrolige museum i et senere New York, New York-indlæg).

   - Daniel endte med at blive en vist ikke særlig succesfuld kunstmaler, og det meste af sit liv ernærede han sig som restaurerings-snedker på museer i Californien. 

   Han var nu en slags eneboer, havde ingen computer, malede stadig, og boede i et selvbygget hus i Vermont. Han var kommet tilbage til østkysten for at tage sig af moren da hun blev dement. 

   James havde sagt: "Don´t do it. Get at nurse!"
   Men Daniel holdt fast og boede hos og plejede Shirly i seks år til hun døde i en høj alder - vist omkring midtfirserne. Faren var død omkring 10 år før.

Ideen til New York-turen var ikke min, og da mine to kvindelige medrejsende, fruen og hendes søster, første gang foreslog det for tre kvart år siden, var jeg egentlig ikke særlig tændt på den.

   Men da beslutningen var taget og flybilletterne købt, kontaktede jeg Fred hvis mail-adresse jeg havde fundet for tre år siden, og skrev at nu kom jeg/vi - og kunne vi ses?

   Han inviterede til middag i sit hjem - en fin og stor lejlighed i Upper Eastside-kvarteret, ikke så langt fra Lincoln Centeret som Julliard-skolen nu er en del af. I forbindelse med invitationen skrev han beroligende: "I am a good cook."

   Overraskelsen var så at da vi mødte op, var ikke kun Fred og hans kone der, men også de to andre brødre James og Daniel, og James´ kone.

James (Jimmy)

Fred (Dickie)

Daniel (Danny)

Det var en overordentlig hyggelig og emotionelt varm og munter aften. Der blev talt meget og udvekslet erindringer og livsfortællinger. 

   Jeg opdagede at mit mundtlige engelsk som jeg ellers i mange år har syntes var blevet mere og mere ubehjælpsomt og stammende, pludselig blev relativt levende og produktivt igen.

   Fruens søster fortale bagefter at hun oplevede aftenen "som at være med i en Woody Allen-film". Jeg kunne godt se hvad hun mente.

 

Nogle dage efter spiste jeg frokost med den ældste bror James som boede på et såkaldt "loft" kun 10 minutters gang fra den lejlighed vi havde lejet i East Village. Der havde han boet siden 1976, fortalte han, Det var hans ven (og mentor?), beatdigteren William Burroughs som havde foreslået ham at flytte ind der efter et år langt udlandsophold i Marokko.

    Ved besøget hos ham i de omgivelser fik jeg også en fornemmelse af næsten at være med i en amerikansk film eller tv-serie med location New York. 

   Nu genser jeg serien "Venner" med en ekstra dimension.

    

James forærede mig sin nyeste bog fra 2013 der havde titlen "Oops! Enviromental Poetics" - en blanding af essays og prosadigte.  Omdrejningspunktet og det der binder teksterne sammen, er  en ambitiøst og mentalt krævende  kobling mellem "poetik" og "miljøbevidsthed". Mine engelsk-kundskaber er kommet på en alvorlig prøve under læsningen.

    Her uddrag fra en anmeldelse af  bogen af den amerikanske internationalt kendte digter Ron Silliman:

Oops! Environmental Poetics proposes that the cause of global warming is desire. We already have the technology to arrest climate change. We have the political systems to implement social transformation. But we lack the will to adopt a more sustainable future.    In a linked series of essays and poems, Oops! shows how changing our perspective on the biosphere links human thought to the actions we need to survive. Oops! engages an activist poetics that is both in our interest and within our grasp.

   For all of the talk of globalism by the chattering classes, it is worth keeping in mind that there are just two global systems: capital and the biosphere. Every response to either is inescapably particularized by its location. The stresses of such imbalance are what move the world, that locomotive sans engineer heading straight for the chasm.

   Ten years before September 11, James Sherry’s Our Nuclear Heritage foresaw – with stunning clarity – the interactions between world politics & human culture in the 21st Century. Now Oops! extends that vision perhaps even to the end of the human experiment. Far more than a Cassandra for the new millennium, Sherry’s vision has deepened over the decades, offering analysis & strategies we would be wise to heed. Poetry is risk – or else! How ironic that the closest thing we have now to a Benjamin or Adorno should be someone who has worked at the intersection of computing & finance just across the street from the late, lamented CBGBs.

James forærede mig en anden bog som han havde været redaktør og udgiver af: Evelyn Reilly: "Styrofoam", en digtsamling hvis karakter og stil man kan få indtryk af her:

http://www.evelynreilly.com/home/work/styrofoam

James´ anden kone hed Debora. Hun var redaktør af et lille journalistik- og mediekritisk månedsmagasin "Extra! - The magazine of FAIR - The Media Watch Group". Få et indtryk af magasinet på hjemmesiden her.

http://fair.org/extra-the-magazine-of-fair-the-media-watch-group/

Målet for magasinets artikler er beskrivelse, analyse og kritik af uetisk og unfair adfærd i medierne og blandt journalister og mediefolk. Og målgruppen er, fik jeg at vide, journalister og andre professionelle i mediebranchen som er optaget af højnelse og forbedring  af etik og moral i journalistik og medier.

   Noget lignende har vi ikke herhjemme. Det kunne ellers godt være ønskeligt sådan som udviklingen har været de senere år.

James  "readings" af egne tekster over en lang årrække siden slutningen af 70´erne, kan findes som lydfiler på denne hjemmeside:

http://writing.upenn.edu/pennsound/x/Sherry.html

Han kamuflerer sin person som digter og forlægger bag en "foundation" - Segue Foundation - som der er link til her:

http://www.seguefoundation.com/segue_info.htm

James har en slags hjemmeside her hvor der også er links til nogle avisinterviews med ham i anledning af forskellige udgivelser:

http://epc.buffalo.edu/authors/sherry/

Fred, hans musikkarriere og musikudgivelser, kan du læse mere om på hans hjemmeside her:

http://fredsherry.com/

Det er som man kan høre og læse sig til, hovedsagelig ny atonal kompositionsmusik han har på repertoiret, og absolut ikke min kop te, rent musikalsk. I den klassiske musiks historie står han på hvor jeg står af: omkring begyndelsen af 1900-tallet.
   Enkelte videoer med ham kan findes på YouTube, blandt andet denne med violinisten Ariana Kim. Hvad nummeret hedder og hvem komponisten er, fremgår ikke:

Det var et godt og kreativitetstimulerende gensyn med min amerikansk brødre.

(fortsættelse følger)