Sider

tirsdag den 24. november 2015

'Asperger' i virkeligheden - og i fiktionen - Nero Wolfe, Sherlock Holmes, Lisbeth Salander, Saga Norén er måske alle 'aspies'

Jeg har tidligere skrevet om autisme og aspergersyndromet, blandt andet i flere afsnit af min serie om "særlige evner". Også i indlæg om savanten Daniel Tammet som både er autist og har synæstesi.
    Jeg var også for et par år siden i teatret og se den glimrende teaterforestilling baseret på en prisvindende bog "Den mystiske sag om hunden i natten" af Mark Haddon.
    Ture Lindhardt spillede hovedpersonen der var autist, og det gjorde han fantastisk godt. Det var en gribende forestilling.
     Bogens indhold beskrive sådan af forlaget der udgiver den:
“Den mystiske sag om hunden i natten” er Mark Haddons fortælling om Christopher Boone på 15 år og den mordgåde, som Christopher forsøger at løse. Christopher lider af Aspergers-syndromet, hvilket gør, at han ikke er fan af metaforer, ironi og ansigtsudtryk. I stedet er han helt tosset med matematik, logik, lister og sandheden, hvilket klart er til hans fordel, da han skal finde ud af, hvem der har myrdet genboens hund.
Emnet asperger-autisme interesserer mig fordi når jeg læser eller hører beskrivelserne, så er der nogen ting jeg kan genkende fra mig selv.
    Det kunne hjerneforsker og radiovært Peter Lund Madsen også i et program jeg hørt i serien Hjernekassen for nogle uger siden.
   Udsendelsen handlede om hvordan verden opleves når man er autist, men ellers er intelligent nok til at kunne leve nogenlunde normalt i hverdagen og i samfundslivet.
   Det er typisk den form for autisme som har tilnavnet aspergersyndromet

Peter Lund Madsen havde en kvindelig advokat, Anne Skov Jensen i studiet, der relativt sent i livet havde fået diagnosen 'asperger', og inden da diagnosen ADHD.

Anne Skov Jensen
Der var en ret sjov introducerende snak hvor værten og gæst tydeligvis kunne udveksle fælles erfaringer om at være dårlige til at fungere afslappet og at føle sig akavede i situationer hvor man forventedes at etablere letflydende uhøjtidelige sociale relationer til mange nye mennesker gennem kommunikation, fx en fest eller en reception.
   De kunne spejle sig i hinandens særlige form for bekymring før den slags events hvor de prøvede at planlægge sig ud af akavetheden med særlige forberedt samtaletricks, sproglige konventionelle replikker så de nemt kunne komme i snak med folk uden at det var for socialt indviklet og krævende.
   Også det at gå op i meget specialiserede interesser - 'at nørde', havde de fælles erfaringer med.
 
De kunne også konstatere at de begge havde fædre der var ingeniører, og Peter Lund Madsen udkastede den teori at der var en vis genetisk sammenhæng med den 'nørdende' ingeniørhjerne og det at man havde svært ved at etablere tætte sociale relationer - og det at man som autist - eller bar 'nørd' - kunne havde svært ved at sætte sig i en andens sted - og generelt være ret dysfunktionel i forhold til at kommunikere med omverdenen
   
Anne Skov Jensen havde forladt jobbet som advokat(statsanklager) og ernærede sig nu som oversætter og foredragsholder. 
   Hun havde oprettet en hjemmeside om autisme og ADHD som skulle hjælpe andre i hendes situation med oplysninger om deres 'syndromer' og diagnoser:
Anne Skovs to drenge var også autister. Men hendes mand ikke, så hendes mand kunne have det hårdt indimellem, mente hun.
   
Hun fortalte at hun ofte kunne føle sig overvældet af indtryk og input når der var familiekomsammen, og så - selv om det var uhøfligt - sætte sig hen i et hjørne og begynde at læse en bog.
  Og det er et af de klar kendetegn ved autisme: at information via sanserne - sanseindtryk - opleves som unormalt stærkt og påtrængende sådan at det overbelaster systemet og man føler at man må forsvare sig mod dem.
   Anne Skov så aldrig TV-Avisen, det var for belastende.
   
Man taler om at hjernen har en 'latent hæmning' som forhindrer eller begrænser at man overbelastes af sanseindtryk. 
   Og generelt er vores sanser sådan indrettet at man hurtigt bliver sløv: en lyd der kan være irriterende til at starte med, vil man hvis den bliver ved, hurtigt sløves i forhold til, så man måske til sidst slet ikke lægger mærket til den.
   De mekanismer fungerer som beskyttende filtrer mod mentalt "overload" hos de fleste mennesker. Men de mangler eller er svækket hos autister.
   Her en beskrivelse fra en artikel fra en hjemmeside hvor en mor forklarer hvordan hendes søn der er autist, har det :
Her er forklaringen på hvorfor en ”simpel” tur ned i supermarkedet kan være et helvede for mig: Min hørelse kan være yderst skarp. Masser af mennesker snakker samtidigt. Højttalerne annoncerer dagens tilbud. Muzak hviner ud af lydsystemet. Kasseapparater bipper og hoster, der males kaffebønner. Pålægsmaskinens skærende lyde, baby gråd, indkøbsvognenes knirken, den flurcerende belysnings summen. Min hjerne kan ikke filtrere alle disse input og jeg er ved at brænde sammen. Min lugtesans kan være yderst følsom. Fiskene i køledisken er ikke helt friske, personen ved siden af mig har ikke været i bad i dag, ved slagtervarerne uddeler de smagsprøver på pølse, babyen i rækken foran os har en overfyldt ble, de er ved at tørre agurker op fra gulvet i række 3 med ammoniak??”? Jeg kan ikke adskille alle disse indtryk. Jeg er overvældet af kvalme.
   Fordi jeg er visuel indstillet kan synssansen være den første af mine sanser som bliver overstimuleret. Det fluroserende lys er ikke kun for skarpt men det snurrer og brummer. Lokalet ser ud som om det pulserer og det gør ondt i mine øjne. Det pulserende lys reflekteret i alle overflader og forvrænger det jeg ser – lokalet synes konstant at være i forandring. Der er genskin fra vinduerne, alt for mange ting for at kunne fokusere (jeg kan eventuelt kompensere med ”tunnelsyn”) bevægende ventilatorer i loftet, så mange legemer i konstant bevægelse. Alt dette påvirker den indre del af øret og bearbejdelsen af de nerveimpulser der opstår i selve nervesystemet, og nu kan jeg ikke engang sige hvor min krop er i rummet.
Ifølge Anne Skov modsvares det af at hvilepulsen hos autister er 70% af pulsen når man er i fulde omdrejninger, mens den hos almindelige mennesker er 30%. Dvs. kroppens biologisk system er hos autister, selv i hvile, i en stresstilstand.
 
Anne Skov fortalte at hun havde det med at tabe ting, vælte genstande og generelt havde hun balanceproblemer, og blev af omgivelserne opfattet som en "tumler-fumler".
   Det var uhyret vigtigt for hende at omgivelserne var strukturerede og forudsigelige, og hun fik det dårligt når der skete nye og uventede hændelser.
   Det modarbejdede hun så ved at lægge detaljerede planer, sætte handlinger i tidsskemaer, og på andre måder forsøge at kontrollere hvad hun kunne komme ud for.
 
Hun havde problemer med sproget.
   Ikke med at formulere sig intellektuelt klart, det kunne man høre, men med at forstå ironi, vittigheder og metaforer - udtryk i overført betydning som 'at tage benene på nakken', eller 'have tømmermænd'.
   Hun fortalte at hun også havde svært ved at aflæse og tolke sociale og emotionelle signaler fra andre. Som hun sagde: "Det skal først gennem den intellektuelle maskine, for at jeg kan finde ud af det."
   Nogle af teorierne til netop at forstå disse særlige mentale begrænsninger, går på at autister har funktionsproblemer i det man kalder spejlneuronsystemet, som er de dele af hjernen i bla. premotorcortex som er aktive både når vi ser andre udføre en handling og når vi selv udfører (eller tænker på) den.
   Man mener også at det system i hjernen som kaldes 'the default mode network' - eller det opgave-negative netværk - kan være dårligt fungerende hos autister. Det er de dele af hjernen som man regner med er sæde for "the theory of mind", og som indebærer at et menneske kan forstille sig hvordan et andet menneske oplever sig selv og omverdenen.
 
Anne Skov fortalte også hvordan hun havde ekstrem sans for og opmærksomhed over for detaljer, og at hun havde nemt ved at blive "bidt af et emne" så hun måtte vide alt om det.
   Selv om hun altså havde problemer med at forstå ironi og ord i overført betydning, så elskede hun ord. Det at oversætte bøger beroligede hende, og var hende til stor glæde.

Jeg er ikke autist og har heller ikke asperger. Men nogle ting kan jeg, ligesom Peter Lund Madsen, genkende fra Anne Skovs beskrivelser:
   Jeg har det med at blive "bidt" af et emne - at 'nørde', som man også siger. Og det manifesterer sig hos mig som periodiske samlermanier: smukke glatte sten, frimærker, tegneserier, designermøbler. Og senest Harald Henriksen-billeder. Og når man 'nørder', så må man nødvendigvis gå i detaljer - og lukke alt andet ude.
    Jeg har også altid haft problemer med at føle mig tilpas i situationer med mange nye mennesker. Jeg føler mig tit så akavet til fx receptioner eller ferniseringer at jeg går hen i et hjørne for at blive fri for at snakke med nogen. Hvis nogen hilser på mig ved jeg ikke hvad jeg skal sige fortsætningsvis.
    Det med at det pludselig bliver for meget med alt den snak og alle de signaler man skal tage stilling til, det kender jeg også. Jeg er faktisk berømt for til sammenkomster med flere mennesker som jeg kender godt, pludselig at gå hen i en stol og begynde at læse en bog.
   Da jeg var barn, var ikke mindst min  mor utilfreds med at jeg kun modvilligt tog med på familiecampingtur (vi var fire søskende, og jeg var ældst og de var støjende), men foretrak at blive hjemme og ligge og læse i en bog. Jeg blev betragtet som lidt sær og asocial, i familiekredsen.
   Det med at være 'tumler-fumler' og have nemt ved at tabe eller vælte ting, kender jeg også. Og jeg falder relativt hyppigt over mine egne ben eller over små forhindringer jeg ikke lægger mærke til.
   Jeg forstår godt ironi, men er ikke særlig god til det. Og jeg elsker ord, hvilket jo har ført til at jeg blev lingvist med akademisk grad.

På nettet kan man finde lister med navne på kendte mennesker som enten har eller antages at have aspergers syndrom. Fx her:
Jeg læste i øvrigt for nylig et interview med gode gamle Jørgen Mylius i anlednig af at han nu er forvist fra P4 på FM til P5 på DAB-radioen, hvoraf det fremgik at også hans far var ingeniør, og at han også havde det med at "nørde": først var det sporvogne huskede han. Han endte på et tidspunkt i sin bardom op med at vide alt om sporvognstyper og -ruter, deres numre, alder, stoppesteder etc.
   Men så skiftede hans interesse til rockmusik, og hurtigt var han igen blevet total specialist så han kendte og kunne huske musikere, pladetitler, musiknumre, koncertoptræden for alt hvad der den gang fantes af kendte og mindre kendte rockbands og - musikere.
    Som det fremgår tidligere, så er det noget af det der kendetegner mennesker der er diagnosticeret inden for autismespektret, at de har det med at udvælge snævre interesseområder som de så i den grad sætter sig detaljeret ind i. Så Mylle har en rem af huden her, ingen tvivl om det.
   Autister mangler i et eller andet omfang empati - indlevelsesevne - i forhold til andre. Og det kan man måske nok fornemme lidt af hos Myllle (jeg kender ham ikke personligt, kun fra hans optræden i radio og fjernsyn. Han udstråler i ringe grad empati og varme.

For mange år siden blev der lavet en glimrende og gribende dokumentarfilm om en asperger-autist som var ansat i diskoteket i Danmarks Radio, Martin Gundersen.
   Titlen var 'Valomanden' og den refererede til at han i sin lejlighed havde en kæmpesamling af pakker til vaskemidlet Valo - og i øvrigt samlinger af mange andre ting; gamle ugeblade, billeder af biler med sorte nummerplader
   Han blev jo inden computeren var blevet en del af diskoteket, brugt til at finde plader frem. Det var han fabelagtig godt til. Han havde alle titlerne i hovedet og kunne huske hvor de stod. Efter sigende var han stadig hurtigere  end det computersøgesystem som man på et tidspunkt selvfølgelig fik etableret.
   Han har sin egen hjemmeside:
http://www.valomanden.dk/
Martin Gundersen
Hovedpersoner i bøger og film som af eksperter antages at have 'aspergers syndrom er der flere af: På kvindesiden Lisbeth Salander og Saga Norén; på mandesiden Scherlock Holmes og Nero Wolfe. 
   
Medierne har været enige om at udråbe både Lisbeth Salander og Saga Norén til at være fiktive 'aspies', hvilket bidrager til vores fascination af dem. I forhold til vores stereotype forestillinger om at kvinder har stor empati og bedre sociale kompetencer end mænd, så afviger de to ved at have fremragende analytiske evner, men svært ved at begå sig socialt. Og det gør dem til inteerssante fiktionfigurer.
   
Det var først for nylig jeg læste et sted at de to store fiktive detektiver Nero Wolfe og Sherlock Holmes kunne antages at havde aspergers syndrom hvis man bedømte dem ud fra deres adfærd og omgang med andre mennesker i bøgerne. 
   Det har jeg ikke tænkt på før.  
   
Jeg er usikker når det gælder Sherlock Holmes. Jeg synes fx at han fremstilles med stor empati, og han er i hvert fald ikke nogen tumler, fumler. Han er god til at forklæde sig og spille roller, evner som  forudsætter at man kan sætte sig ind i hvordan andre tænker og ser verden, og man må have en stor social kompetence for at begå sig uopdaget. 
   Måske snarere eller i højere grad har han ADHD.
    
Med hensyn til Nero Wolfe synes jeg alle kriterierne for en 'aspie' passer: 
   Han er ekstremt bundet til skemalagte daglige faste rutiner, og han lever i omgivelser, sit brownstone house Eas 35th street, Manhatten, som han stort set aldrig forlader; kvinder er uforudsigelig, emotionelle og umulige at aflæs, så omgangen med dem må Archie tage sig af. Han giver meget nødigt hånd til nogen. Han er ekstremt optaget af ord - og brænder bl. a. et nyindkøbt leksikon side for side fordi der var fejl i det. Han nøder med sine 10.000 orkideer og med sin mad som han har sin personlige kok til at tage sig af. Og hans sociale kompetencer kan ligge på et meget lille sted.