Den lokale kunstforening er meget aktiv. Og i fredags stod den som initiativtager til en udstilling på Kulturarkaden med malerier af billedkunstneren Leif Madsen. Han var med ved ferniseringen:
Det er en af de meget værdsatte danske moderne malere. Billederne er kendte. Han er god, faktisk fremragende. Naturalist med et tvist. Og han bidrager jævnligt til udstillinger.
Der var rigtig mange lokale borgere med til ferniseringen.
To malerier af hans står særlig klart i erindringen, malerier som jeg husker at have set - vist nok på Rønnebæksholm for et par år siden. Dels et der ligner dette. En mark - et landskab - af blomstrende mælkebøtter der fortaber sig i det fjerne.
Det andet Leif Madsen-maleri der har lagret sig i erindringen, kan jeg først ikke finde på nettet. En isoleret stående hyld - eller måske snarere en hvidtjørn?
Jo, her var det - eller et der ligner meget:
Leif Madsen giver også associationer i min erindring til Søren Martinsens landskabsbilleder, dokumentaristen Poul Martinsens søn, som jeg tidligere har skrevet indlæg om:
 |
| Søren Martinsen |
 |
| Leif Madsen |
Leif Madsen er jo naturalist. Vi kan i den grad genkende de blomster, marker, træer som han bruger som motiv. Hvor banalt kan det være? Og der er kun natur i hans billeder. Ikke mennesker eller dyr eller bygninger eller sol eller måne.
Der er heller ikke sat noget markant lys. Diffust sollys uden retning og kilde, virker det nærmest som (i modsætning til Søren Martinsen).
Selv er jeg ikke i tvivl. Selvom jeg ikke er kunstner, men bare maler akvareller for sjov skyld, så er det klart at jeg føler mig hjemme i hans malerier: Det stærkt - næsten fotografisk - genkendelige i motiverne - og så en undertekst af fremmedhed. En anelse om en anden bagvedliggende verden. Et stænk af surrealisme.
Her er nogle flere af hans malerier fundet på nettet:
Mine egne erfaringer med at optage fotografiske referencebilleder som afsæt for malerier, fortæller mig at det gør Leif Madsen også.
Selv om vi finder flere fotografier på nettet - som det ovenfor - hvor Leif Madsen ser ud til at male udendørs med et maleri der afbilleder den natur/have han sidder i, så er jeg ikke i tvivl om at det meste af de fleste malerier han laver, bliver produceret indendørs i han atelier - med afsæt i fotografisk optagne referencebiller af motivet.
Det er der - er jeg blevet klar over - ingen problemer i. Kunsten er det som maleren tilfører af ekstra lag - i forhold til den objektivt registrerede, naturalistisk genkendelige virkelighed som et kamera fikserer.
Mest interessant er imidlertid at jeg ikke har bemærket det eller tænkt over det før - selvom Leif Madsens malerier jo sådan set er et gammelt bekendtskab.
Jeg har jo set malerier af ham på forskellige udstillinger i efterhånden mange år.
Vi har også en udstillingsplakat hængende med et af hans mælkebøttemarkeder som motiv i vores sommerhus. Og de optiske "tricks" som bidrager stærkt til fascinationsstyrken ved hans malerier, er altså nogen som han genbruger i rigtig mange af sine billeder over årene:
Men afsløringen - og aha-oplevelsen - får jeg på den udstilling jeg så i fredags:
Leif Madsen tager fotografiske referencebilleder af motivet med et kamera ligesom mit - og ligesom jeg gør. Kameraet tager vidvinkelbilleder med et dybt og fjernt perspektiv i den ene ende af optikken, og så indzoomede relativt flade og sammenpressede nærbilleder i den anden ende.
Det giver en særlig forvrængning af perspektivet så forgrundsmotivet forstørres - mens baggrundsmotivet minimeres. Et optisk dybde-sug er den oplevelse man får.
Vidvinkelfotografier leverer præcis den perspektivforvrængning som kendetegner en lang række a Leif Madsens landskabsmalerier: typisk blomstermarker hvor samme blomst optræder i en ekstremt detaljeret fotografisk forstørrelse i forgrunden, mens de så fortaber sig - en masse - i et fjernt perspektiv ud imod horisonten - hvor et landskab dukker op i en dybt indsugende optik med en meget høj horisont.
Faktisk kan man iagttage det samme optiske "trick" her i min akvarel af både på stranden på Kap Verde:
Leif Madsen havde også mange mindre malerier med på udstillingen hvor han iscenesætter en enkelt eller få blomster helt tæt på - i næroptagelser uden anden dybde end det som en evt. miniversioner af motivet i baggrunden bidrager med - og ellers kun med input af dybdeoplevelse gennem lys og skygge i motivet.
Det så vi fx i et et flot billede af skræpper som var med på udstillingen.
På samme måde som her - med motiv af nyudsprungne bøgeblade:
På udstillingen viste Leif Madsen også nogle mindre bronzeskulpturer - der fremstillede mystiske figurer som hører hjemme i et fantasy-univers, og som ikke umiddelbart havde naturalistiske referencer:
Men det her er mit favoritbillede: det dybe perspektiv får "modstand" af stammerne der spejler sig i vandet de står i - så man mentalt set bliver 'hængende' inde i det.
