Kreativt sprog (2) - af fotograf og billedhugger Suste Bonnén

Jeg har i årenes løb mødt og snakket med en del billedkunstnere. Og det har slået mig at mange af dem har et noget specielt forhold til det verbale sprog. Enten er de meget fåmælte og udtrykker sig verbalt meget dårligt, fragmenteret og indforstået. Eller også er de meget ordrige og bruger rigtig mange abstrakte ord til at sige - næsten ingen ting.

   Jeg har også haft den teori at hvis ens primære kreative udtryk er billedsprogligt og har været det i mange år, så hænger det sammen med at den del af hjernen der kobler tænkning med billeder har udviklet sig - ændret sig - mens den verbalsproglige centrer i hjernen er blevet forsømt.

En billedkunstner som jeg har fulgt relativt tæt de seneste år, er fotograf og billedhugger Suste Bonnén. Vi er venner på Facebook, og hun er meget aktiv og meddelsom dér - og lægger blandt andet mange af sine billeder ud til glæde for vennerne.

   Hun lever imidlertid ikke op til de forventninger - fordomme - som jeg beskrev oven for. Hun skriver jævnt, klart og ukunstlet erfaringssprog. Og udtrykker ofte sine ret så skarpe personlige meninger i fyndige ord.

   Men toppen kom for nylig i forbindelse med debatten om justitsminister Morten Bødskovs ageren - inden han var gået af.

   Jeg citerer fra Suste Bonéns Facebook-indlæg:

Har kun set eet menneske der er så glat at selv autofocus vil glide af på personen. Hvor selv den bedste fotograf , også ved manuel fokusering fra et Hasselblad, ikke vil kunne finde eet interessant punkt at stille skarpt på, og hvor ingen lampe i denne verden magter at ville kunne oplyse noget som helst spændende i udtrykket: Morten Bødskov.

   Indser pludselig hvorfor netop han ønsker så mange lukkede døre som muligt, for så opdager man måske ikke, at der slet ikke er noget derinde bagved.   

Der er jo tale om en slags metafor - en af de sjældne som i et enkelt billede indeholder en hel historie, og som kommer ud af erfaret liv:

Vi ser for os Morten Bødskov som skal have taget et portrætfoto hos fotograf Suste Bonnén.     

   Fotografen prøver at få ham i fokus, men det lykkes bare ikke, motivet i søgeren forbliver tåget og uskarpt. Fotografen skifter apparat - til et af de supergode og dyre højkvalitets Hassleblad-kameraer - og forsøger nu at fokusere og fastholde fokus med manuel betjening. Men heller ikke det gør det muligt at stille skarpt på ansigtet. 

   Til sidst forsøger fotografen så at sætte ekstra lys på personen. Men det giver heller ikke noget resultat. Den uigennemsigtige tåge bliver kun stærkere - ligesom hvis man tænder det lange lys når man i bil kører i tæt tåge på motorvejen.

   Og så aha-oplevelsen, pay-off på den metaforiske scenes tre set-ups: Lige som det gjaldt for troldmanden fra OZ: "der er slet ikke noget derinde bagved."
   Det er forklaringen på problemerne med at fokusere på ham.

Og det viste sig så i forgårs med Bødskovs afgang - at det havde Suste Bonnén et godt og skarpt øje for - i sin metaforiske fantasi.
   Sådan er det med kreativt sprog - i modsætning til bullshit-proget: Det åbner op for en ekstra dimension på det som det fortæller om. Og her er det også et smukt eksempel på fænomenet kreativ vrede som drivkraft for kreativ sprogbrug.

Men det er naturligvis også skæbnens ironi - og den særlige ironi har jeg altid holdt meget af - at manden og ministeren der i den grad argumenterede for den nye offentlighedslov der bl.a. skulle mørkelægge en større del af "ministerbetjeningen" for at sikre ministre et større såkaldt "frirum", i den grad med sin egen løgnagtige adfærd kom til at dokumentere at det mørkelagte frirum for ministre, snarere burde have været indskrænket end udvidet.

Og Suste Bonnén? Ud over at være en fremragende portrætfotograf, så er hun også ophavskvinde til undervandskulpturerne i Slotsholmens Kanal lige over for Christiansborg ved Højbro Plads.  - med titlen "Agnete og Havmanden": 

Originalt, kreativt - sætter fantasi og refleksion i gang - ligesom fotografmetaforen på Bødskov.

Suste Bonnén har en hjemmeside hvor du kan se hvor god en fotograf hun er:

http://www.suste.dk/

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (10) - plot i broad-cast-tv og plot i web-tv – spildramaturgi?

'Plot' i broadcast-tv består af de fortællemæssige greb i fiktion og i fakta der for en stor del leverer fremdrift til fremstillingen af en historie. Og fremdrift er den følelse der tvinger eller lokker publikum til at følge med hen gennem fortællingen til dens slutning. 

I fiktion defineres plottet som den del af fortællingen som udgøres af hovedpersonens konflikt- og modsætningsfyldte 'forhindringsløb' gennem en række skæbnesvangre vendepunkter frem mod det afsluttende forløsende og skæbneafgørende klimaks.

   Plottet fodres af en lang række 'fremdriftskompo­nen­ter': konflikt, forhindring, komplikation, forventning, overraskelse, prøve, gåde, varsel, tidsfrist, overraskelse, omslag - komponenter som man som forfatter og instruktør bevidst kan indbygge og udnytte i scene efter scene.

I fakta- og underholdnings-tv udgør (fortæller)plottene den produktionelle iscenesættelsen af de medvirkende i konfliktfyldte og uventede situationer som skal sikre et kronologisk forløb af scener med handling og dialog, scener hvori der så så indføjes forskellige fremdriftskomponenter: forhindringer, konkurrencer, dilemma­er, opgaver, uventede møder, tidsfrister, konfrontationer, etc.

Web-tv: Mindre krav til dramatisk-episk fremdrift

På grund af de særlige forhold der er mellem net og bruger (”utålmodighed”, mulighed for inter­ak­tion, lyst til at ”surfe”), så må det også præge web-tv-udviklingen.

   Hvis vi går ud fra at web-tv i sin natur typisk er kommer til udtryk gennem et kortformat og er influeret af at meget af det der kan vises i playeren, har karak­ter af citater og klip fra andre kontekster, så stilles der naturligvis andre krav og sikkert også mindre krav til fremdriftsproducerende elementer til at producere episk-dramatisk fremdrift.

   Mange af web-tv-klippene er hevet ud af deres kontekst netop fordi de i forvejen indeholder fascinerende, konfliktfyldte og måske sjove vendepunkter fra den længere tv-fortælling den kommer fra.

  Og generelt gælder at jo kortere et indlæg er jo mindre er behovet for et stærkt plot.

Man må forvente at der plottes meget mindre i et video-indslag som specifikt er produceret til nettet, fordi der – til gengæld eller i stedet for – er mulighed for brugerinitieret interaktion i web-side-konteksten omkring indslaget, en interaktion som kan udløse den samme form for belønning i hjernen som et godt traditionelt plot med en masse set up/pay off.

    Og ligesom der kun er relativt få og ret svage journalistiske plot aktiveret i almindelige main-stream tv-nyheder fordi de er korte og behovet for fremdrift derfor lille, sådan også for mange korte web-tv-indslag. Der kræves simpelt hen ikke så meget fremdrift og fastholdelse gennem fremstillingen når bruger-opmærksomheden og -optagetheden kun skal fastholdes i 1-5 minutter.

Dominerende web-tv-plot i fakta

Visse journalistiske tv-plot er dog ret ofte forekommende i web-tv-indslag: 'rundvisning i eget univers', 'fortælleren som opdagelsesrejsende', 'afprøvning og test', 'demonstration' af teknikker, opskrifter og forbrugsting, den krydsklippede 'konfrontation', 'stand up med overraskelse'. 

   Det er bemærkelsesværdigt at de fleste af disse plot implicerer et eller flere 'talking heads' med øjenkontakt med brugeren.

Retorisk fremdrift og det der ligner i og omkring web-tv-indslag

Fremdrift gennem episke-dramatisk plotning er altså blevet mindre relevant når vi har med web tv-indslag at gør. Til gengæld kan man sige at nyhedstrekantens retoriske logik får en slags renæssance. 

   Avisens skriftlige nyhedsfortællinger fordelt som længere og kortere artikler på en avisside er for hver enkelts vedkommende styret af nyhedstrekanten som er underlagt et bagvedliggende 'retorisk plotsystem'.

   Det  går ud på i hvert afsnit af artiklen at fortælle noget på en sådan måde at det rejser nye spørgsmål hos læseren, som så besvares i næste afsnit igen: 

   Hovedrubrikken skal helst have karakter af en gåde eller en nysgerrighedskabende teaser, og den efterfølgende manchetteksten skal give payoff til rubrikken, og samtidig indeholde en påstand med en så opsigtsvækkende/provokerende nyhedsværdi (=fremdrift) at læseren føler sig tvunget til eller opmuntret til at læse videre for at få svar på et eller flere række rejste hv-spørgsmål der kan uddybe give baggrund og perspektiv til manchettens påstand (=artiklens vinkel).

    Samme funktion har artiklens bærende billede, som skal give lyst til at få baggrunden eller en mere informativ kontekst til billedet.

Et sådant retorisk plot der indebærer at artiklens enkelte elementer leverer svar på forventede uudtalte spørgsmål, minder om det plot man kan forestille sig at bruge et web-tv indslag til, nemlig ved at man lader selve videoindslagets fortælling være ”uafsluttet”, således at fortællingen får karakter af en gåde, en halvkvædet vise, en cliffhanger eller en provokation, som så kan besvares interaktionelt af brugeren med et eller flere klik et relevant sted på siden. 

   Et sådant videreførende klik kan enten aktivere et andet web-tv-indslag der løser "gåden" eller besvarer "spørgsmålet". Eller det videreførende klik kan fører ind til uddybende tekster, illustrerende stillbilleder og baggrundsoplysninger der besvarer de spørgsmål der er aktiveret i brugerens bevidsthed. 

    Det er præcis den funktion et ”løsrevet” fascinerende klip eller videocitat også kan have.

    

Det betyder altså at man kan begynde at tænke i spil-baner og spil-dramaturgi i og omkring et web-tv-indslag i playeren, hvor det enkelte korte indslag skal ses som et 'udspil' eller et 'opspil' der motiverer den spænding/frustration der skal udløse en interaktiv handling hos brugeren.

   Dette er vist nok rigtig vigtigt for at komme videre.

(fortsættelse følger)

Allan Gaarde, Maslow og peak-experience

Eks-fodboldspilleren Allan Gaarde, som jeg skrev om i foregående blog-indlæg, beskriver den oplevelse han havde lige efter at han havde meddelt sine holdkammerater i Vejle at han måtte holde op på grund af en knæskade.

   "Skal vi ikke give ham en hånd", siger holdlederen. Det gør de. Allan kniber en tåre. Kammeraterne  løber ud på grønsværen for at træne. Allan humper ud af omklædningsrummet:

"Det var som en ekstremt lang film, der flimrede forbi på indersiden af mine øjenlåg. Specielt de gode øjeblikke, som jeg har haft rigtig mange af  gennem årene, passerede revy på få sekunder."

Den oplevelse har jeg set beskrevet masser af gange før, nemlig fra skildringer af folk der tror de er ved at drukne. Hans miniberetning her følger et velkendt narrativt skema for lige-før-jeg-dør-oplevelser.
   Man bemærker den metaforiske sammenligning "som en film på indersiden af mine øjenlåg", som modsvarer mange andre lignende metaforer til at fastholde tilstanden af genkaldte erindringer: "det indre blik", "det indre øje".

Allan Gaarde taler om "de gode øjeblikke". Og jeg associerer fra film-dramaturgi og plotpunkter til en pyskologisk tilstand som jeg har læst om et eller andet sted: "højdepunktsoplevelse".

   Jeg googler og støder på bogen "Psykologiens veje" af Ole Schultz Larsen. Han fører heri begrebet tilbage til Abraham Maslow, som jeg ellers kender som ophavsmand til den såkaldte behovspyramide. Schultz Larsen kobler det videre sammen med Csíkszentmihály´s flow-tilstand.

   Wikipedia fortæller om  Maslows begreb "peak experince" at det er et han har udviklet i sin bog "Religions, Values and Peak Experiences" fra 1964. Og fortæller videre:

Peak experiences are described by Maslow as especially joyous and exciting moments in life, involving sudden feelings of intense happiness and well-being, wonder and awe, and possibly also involving an awareness of transcendental unity or knowledge of higher truth (as though perceiving the world from an altered, and often vastly profound and awe-inspiring perspective). They usually come on suddenly and are often inspired by deep meditation, intense feelings of love, exposure to great art or music, or the overwhelming beauty of nature. Peak experiences can also be triggered pharmacologically.

   Maslow describes how the peak experience tends to be uplifting and ego-transcending; it releases creative energies; it affirms the meaning and value of existence; it gives a sense of purpose to the individual; it gives a feeling of integration; it leaves a permanent mark on the individual, evidently changing them for the better.

Karakteristikken af peak-experience ligner beskrivelsen af flow, blot koncentreret i en kort periode, og dermed så meget desto stærkere.

   Den ligner også fænomenet katharsis, som er den oplevelse af forløsning publikum skal opleve ved slutningen af en tragedie i følge Aristoteles. Og jeg har tidligere været inde på at den kreative proces´ oplysende aha-oplevelse svarer til den forløsning som den velfungerende dramaturgi i en film eller en fortælling skal levere som det store pay off  i fortællingens klimaks. 
   Man kunne få den ide at det at Allan Gaarde ser den film han fortæller om: en indre film i fast motion med mange af højdepunktoplevelserne fra fodboldkarrieren, selv er en slags negativ højdepunktoplevelse der kan være en sindets egne kreative overlevelsesstrategi i en akut krisesituation.

"Setup", "frame(up)", "plant(ering)" - om sammenfald mellem krimiens og dramaturgiens begreber - og den kreative proces

Jeg læser mange krimier, har gjort det siden min barndom, og er ret kræsen. For øjeblikket forlyster jeg mig med en serie krimier af den amerikanske forfatter Michael Connelly, der - som mange af de moderne krimiforfattere - har en fortid som avisreporter. MC´s "beat" som journalist var politi- og kriminalstoffet på Los Angeles Times.

Det som slår mig når jeg læser disse politiromaner, er hvordan der er et sammenfald mellem udtryk hentet i dramaturgiens teminologi og udtryk som gang på gang bruges i forbindelse med opklaring af kriminalitet.
   I krimierne bruger de udtrykket: "He set me up" - i betydningen at nogen har tilrettelagt en række falske, men tilsyneladende autentiske spor eller beviser sådan at politiet er blevet forledt til at tro at "han" er skyldig i den forbrydelse som var under efterforskning.
   I næsten samme betydning bruges orde "frame", som jeg jo har brugt tit i denne blog i betydningen: en tolkningsramme eller kategorisering som blandt andet styrer journalistens tænkning og vinkling under arbejdet med en historie, og som begrænser søgningen efter hvad der i forhold til en research er relevant for at nå frem til en historie og en vinkel.
   I sammenhæng med kriminalitet og forbrydelser kan man imidlertid sige: "It´s a frame", "I was framed", som synonymer til formuleringer mede set up. Wikipedia skriver:

A frameup or setup is an American term referring to the act of framing someone, that is, providing false evidence or false testimony in order to falsely prove someone guilty of a crime. It is possibly derived from the English word frame, meaning to cause someone innocent to appear guilty by "putting the person in a picture frame of suspicion". Sometimes the person who is framing someone else is the actual perpetrator of the crime. In other cases it is an attempt by law enforcement to get around due process. Motives include getting rid of political dissidents or "correcting" what they see as the court's mistake. Some lawbreakers will try to claim they were framed as a defense strategy. The term comes from the criminal subculture, with an early version being the claim that "someone is trying to put me in the frame," as in a picture frame.

I krimifiktion bruges de samme begreber derfor naturligvis også som noget af det der skaber spænding. Wikipedia:

Frameups are often used as a fictional device. An innocent party trying to prove that they have been framed for a crime is a popular theme in literature, film, and television. An example of such a storyline is the TV series,The Fugitive, later remade into a 1993 film starring Harrison Ford as the doctor trying to prove that it was not he who killed his wife, but rather a one-armed man who set him up.

I alle tilfælde handler det altså om at nogen skjuler en viden eller en sandhed for andre ved at tilrettelægge virkelighedens overflade så den illuderer eller indikerer en anden sandhed. Og altså typisk i en ond mening: en falsk sandhed, en virkelighedsillusion.
   For at kunne udnytte den mekanisme, kræver det en særlig type kreativitet hvor nogen ved fantasiens hjælp kan forestille sig hvordan andre naturligt vil slutte fra tilsyneladende spor og indicier til en kategorisering: "skyldig", "forbryder", "morder." Sådanne falske spor og indicier kaldes også "a plant", og man vil med terminologien fra før kunne sige: "he was framed as guilty in the murder by different plants."

I dramaturgiens terminologi kobles set up sammen med pay off, og betyder så noget i retning af: en scene/en replik/en rekvisit som introduceres tidligt i fortællingen, men på det sted/tidspunkt ikke tillægges andet end "lokal betydning", og som så senere, ofte i hovedscenen eller klimaks, bliver afsløret  som en kamufleret "forberedelse" til noget senere - pay off - der har afgørende betydning for udfaldet af historien. Dette afgørende pay off vil for publikum have karakter af en aha-oplevelse - et sandhedens øjeblik. 
   Her et illustrerende citat fra en webside der i øvrigt også handler om "tilbage til fremtiden" som mit foregående indlæg: http://backtothefuture.wikia.com/wiki/Setup_and_payoff:

Setup and payoff is a technique used in storytelling, particular in humor, in which a seemingly irrelevant detail or statement is "set up" early in the story, and has an importance that becomes very clear later (i.e. "pays off") later.Back to the Future was praised as a film so tightly written that not a single line of dialogue has been wasted. Writers Bob Gale and Robert Zemeckis employed the technique in the other parts of the trilogy, even to the extent of setting up a sequence in one film and having the payoff come later. One of the more visible examples began inPart II, when Jennifer is in 2015 and hears an elderly Lorraine McFly talk about how Marty's life was ruined by "the accident with the Rolls Royce". Fans waited eight months to see the payoff in Part III, as Marty decides not to race against his friend, watches the outcome, and tells Jennifer "I would have hit that Rolls Royce!

Det handler om vidensdistribution i forhold til forskellige instanser i fortællingen: Den der tilrettelægger - den implicitte fortæller - ved at hans "plantede" set up skal pege frem mod et ordentligt og overraskende pay off. Hovedpersonen ved det ikke - og skal ikke vide det før det planlagte pay off indtræder i handlingsforløbet. Og publikum ved det heller ikke, men må gerne ane det ubevidst - "gennem maven".
   Det klassiske eksempel fra teaterdramaturgien beskrives sådan: "Hvis der hænger et gevær på væggen i første scene, skal det være fyret af senest i sidste scene."
  
Den kreative proces handler jo også om vidensmangel og videns-distribution - og på en vis måde også om "tilbageholdt viden". Når inkubationsfasen indledes, så er det på det tidspunkt hvor det er klart at ny viden i form af en løsning på et problem, ikke kan leveres ad traditionel vej - gennem kendt lineær logik og rutinemæssige problemløsnings-strategier. Der er et "videnshul".
   Fasen inden inkubationen fungerer altså ligesom dramaturgiens set up. Der ligger en skjult (="tilbageholdt") uventet og overraskende løsning et sted i alt den information der er akkumuleret, men den bevidste tænkning kan ikke kan koble de rigtige videnselementer sammen til en løsning.
   Under den ubevidste ikke-lineære problemløsningsproces finder hjernen et match ved at søge på tværs af konceptuelle grænser, og herunder finder og sammenkobler den konceptuelle rum der er lagret langt fra hinanden, hvorefter der foregår en konceptuel integration og komprimering af elementer fra disse rum.
   Løsningen som optræder som en aha-oplevelsen har - det er mit postulat - altid karakter af et "konceptuelt blend" der matcher det "videnshul" som blev oplevet inden inkubationen.

Berettermodellen som et spejl af den kreative proces - og vice versa

Jeg tror jo ikke det er tilfældigt at der er isomorfi eller analogi mellem den kreative proces i psykologien og berettermodellens funktion i dramaturgien. Og at de begge slutter med noget der kan gives betegnelsen en aha-oplevelse. 
   De tre første dele i modellen af den kreative proces: "problemrejsning", "inkubation", "oplysning", svarer jo også meget godt til det klassiske dramas tre akter, kanoniseret siden Aristoteles skrev sin Poetik.

Der er store slående ligheder mellem på den ene side den grafiske fremstilling af flow-processen i et todimensionelt grafisk skema som jeg tidligere har vist (og som vises her igen), og på den anden side berettermodellens grafiske udformning som kendes i et utal af varianter (f.eks. som den neden for).

   Begge modeller operer med et stigende forløb,og begge modeller har forløbet spændt ud mellem to dimensioner i form af en vandret og en lodret akse.

   Det er også fælles i udlægningen af de to modeller at hvis den stigende kurve ikke stiger - "flader ud" eller "lægges ned" - så keder man sig.

   Det fremgår af litteraturen om flow-oplevelsen at den er kendetegnet ved at subjektet glemmer sig selv og tid og sted for at gå op i den produktive proces - spændt ud mellem "stress" og "kontrol". Præcis det samme siger man (f.eks. jeg selv i De levende billeders dramaturgi) er dramaturgiens opgave: at fænge, fange og fastholde publikum, så de glemmer sig selv og de fysiske omgivelser - for at gå op i dramaet - som udfolder sig i kampen mellem "modstander" og "hjælper".

   Endelig kan man notere sig ligheden i begreberne for det der leverer "brændstof" og fører hen til Aha-oplevelsen i hhv. illuminationen og klimaks: i flow-modellen er det engagement og motivation, i dramaturgien er det fremdrift.

                           

Man kan jo så spørge hvad der kom først: Aha-oplevelsen som led i den kreative proces, eller Aha-oplevelsen som forløsningen i et dramaturgisk formet fortællerforløb (katharsis).

Forskerne har konstateret ved hjerneskanning at mus også har Aha-oplevelser når de lærer noget nyt, og det er jo et argument for at det er dramaturgien som "mimer" og er modelleret over den kreative proces. Derfor er det for mig indlysende at berettermodellen simpelthen er en afbildning af en dramaturgisk styret kreativ proces hos publikum.
   Når vi ser en film der er så god at vi glemmer os selv, tid og sted, så er det altså min teori at det er fordi filmen gennem sin dramaturgisk vellykkede konstruktion, får hjernen til at simulere det forløb som den i forvejen kender og er disponeret for i flow-processen.
  Eller man kan sige at oplevelsen af filmen udløser en stedfortrædende flow-proces i hjernen, en proces som blandt andet muliggøres gennem hjernens netværk af spejl-neuroner 

Der er en enkelt ting jeg kom til at tænke på i forlængelse af spørgsmålet om journalistik og aha-oplevlsen i mit blogindlæg om aha-oplevelsen et par dage tilbage. 
   Jeg mener ikke at setup/payoff er så udbredt i skreven fortællende journalistik, som det er det i film- og tv-fortællinger. Det som i høj grad erstatter setup i skrevne  3. person fortællinger, er "varsler" af typen: "Det skulle vise sig at være skæbnesvangert for xxx.", eller "Det skulle yy siden komme til at fortryde."    

   På engelsk har de begrebet  "foreshadowing" til at karakterisere dette, et begreb som dækker bredere end  setup; wikipedia skriver om det begreb: 

Foreshadowing is a literary technique used by many different authors to provide clues for the reader to be able to predict what might occur later on in the story. It is a literary device in which an author drops hints about the plot and what may come in the near future. It suggests certain plot  developments will come later in the story. It gives hints about whats going to happen next in your story.

Jeg tænker på at der jo eksisterer en skreven litterær form hvor set up og pay off er en helt afgørende del af konstruktionen, nemlig den klassiske kriminalroman. 
   Her lægger forfatteren "spor" ud undervejs, men de skal være lagt så umærkeligt at læseren læser hen over dem, mens vores geniale detektiv: Hercule Poirot/Sherlock Holmes naturligvis lægger mærke til dem, men ikke siger noget til sin "sidekick" og dermed heller ikke til læseren om det. 
   Og i klimaks kan detektiven så refererer tilbage til disse "clues" for at beskrive de skridt hans mentale udvikling fra mistanke til vished har gennemløbet. Og publikummet i romanen, skal så, ligesom læseren, få en aha-oplevelse ved at sporene nu trækkes frem og kobles sammen i en afsløring af hvem morderen er.

AHA! AHA! AHA! - og så det lange: HEUREKA!

Jeg har fået et spørgsmål fra en studerende om hvordan man arbejder med Aha-oplevelsen i dramaturgien. Det følgende er en redigeret version af det mailsvar jeg sendte hende. 

Aha-oplevelsen som fænomen kender jeg fra to kilder eller domæner, som sådan set normalt ikke tænkes sammen: kreativitetspsykologien og dramaturgien. 

Psykologisk
Det er nok teorien om den kreative proces der har indført betegnelsen AHA-oplevelsen. Altså en teori som er veletableret inden for psykologien hvor man opererer med "en kreativ proces" der følger nogle bestemte faser (3 eller 5), og hvor AHA-oplevelsen - illuminationen - er den fase der følger efter inkubationsfasen, som igen følger efter en fase hvor man har "fyldt" på gennem research i forhold til en problemstilling uden at finde nogen løsning. Altså tre faser: problem-frustration, inkubation, illumination. Andre versioner arbejder med fem faser. 
   Mens problemfasen er karakteriseret ved forsøg på at beskrive og løse en problemstilling ved bevidst, logisk og dermed lineær tænkning, så er det der kendetegner inkubationsfasen at den arbejder ubevidst - at den indebærer ikke-lineær tænkning under bevidsthedsgrænsen - f.eks. mens man sover, arbejder fysisk med helt andre ting, eller i forbindelse med meditation. Og så, når man står og barberer sig, så får man dette glimt af oplysende indsigt der løser problemet på en ny og uforudsigelig måde, og dermed forløser den frustration omkring problemstillingen som var starten på processen. 
   Beskrivelsen af dette fænomen har en lang forhistorie og går i virkeligheden - som så meget andet - tilbage til de gamle grækere. Se bare hvad Den Store Danske Ordbog skriver:

heureka, (gr., perf. af heuriskein 'finde', dvs. 'jeg har fundet det!'), udråb, der af den romerske forfatter Vitruvius tillægges Archimedes, da han havde opdaget princippet om legemers vægttab i væsker. Det kan bruges som et bevinget ord, når man har fattet en kompliceret sammenhæng eller løst et vanskeligt problem. EUs industrielle forskningsprogram EUREKA låner sit navn fra dette udtryk.

Der er masser kilder til beskrivelse af denne psykolgiske proces og dens forskellige faser. Den jeg selv har haft mest fornøjelse af for nylig, er Mihaly Csikszentmihalyi: Creativity - Flow and the Psycholgy of Discovery and Invention. Han har i kapitlet The Work of Creativity et underafsnit der har titlen The AHA Experience (s. 103 i min udgave fra 1996). 

   I min bog om Poul Martinsen (2. bind, s. 180f) fortæller han præcist hvordan han selv bevidst udnytter mulighederne for inkubation(stid) før AHA-løsningen på et problem han først har bakset med bevidst:

Jeg har ikke gået på kurser hvor jeg har lært noget om kreativitet. Men det er som et dyr jeg fodrer. Når jeg er optaget af noget, kører hjernen med det, og det er også derfor jeg kan virke noget distræt en gang imellem. Jeg har fundet ud af at hvis jeg fodrer det der dyr om aftenen, altså bevidst læser mine noter igennem og spekulerer på hvordan noget kunne løses, så har jeg haft mange glædelige eksempler på at der om morgenen, mens jeg står og barberer mig, og uden at jeg ellers har tænkt over det overhovedet, så kommer der en løsning. Og det er vel en slags teknik. Jeg kan ikke huske hvornår den blev mig det bevidst, men jeg har udnyttet den i lang tid.

Man bemærker metaforen for den kreative problemløsning der foregår intuitivt og under bevidsthedstærsklen i inkubationsfasen: "som et dyr jeg fodrer". 
   Bogen Blink! af Malcolm Gladwell handler i sin helhed om det fænomen. Jeg har kun kendskab til den på anden hånd, men undertitlen er: The Power of Thinking without Thinking. Wikipedia fortæller om den: 

It presents in popular science format research from psychology and behavioral economics on the adaptive unconscious; mental processes that work rapidly and automatically from relatively little information. It considers both the strengths of the adaptive unconscious, for example in expert judgment, and its pitfalls such as stereotypes.

Dramaturgisk
I dramaturgiens terminologi bruger man normalt ikke begrebet AHA-oplevelse. Men man bruger en lang række synonymer som: forløsning (da.) eller (re)solution (eng.). De dækker altså typisk det der emotionelt topper en dramaturgisk konstruktion, hvor man først bygger en konflikt op og undervejs arbejder med spænding og tilbageholdt viden, for til slut at udløse spændingen i en scene hvor konflikten afgøres, eller hvor sandheden endelig afsløres. I faktadramaturgien har jeg døbt dette fænomen sandhedens øjeblik.

   Aristoteles, som jo er dramaturgiens oldefar, taler om katarsis når han skal beskrive den oplevelse: en mental og psykologisk renselse som den gode dramatiker leverer til publikum i klimaks på sit ophidsende drama. 

Det elementære begreb i dramaturgien som dækker psykologiens AHA-oplevelse, er: pay off, som er det betydningselement i fortællingen der kommer som forløsning eller befrielse efter et eller flere set up tidligere i forløbet. Det sker typiske i klimaks, og det fungerer som sådan netop i kraft af at der forud er indlejret et eller flere set up, dvs indholdselementer (scener, udtalelser eller rekvisitter) som publikum ikke hæfter sig særligt ved lige når de møder dem, men som viser sig senere at have stor betydning og dermed kraftig følelsesmæssig effekt. 

   Set up kaldes også i dramaturgiens fagsprog plantering (fra svensk). Beslægtet i betydning med den engelske kriminallitteraturs udtryk: a plant, eller a frame up. Begge har betydningen: 'en planlagt fælde'.

Den klassiske definition på et set up/pay off i dramaturgien lyder som følger: Hvis der hænger et gevær på væggen i en scene i første akt, så skal det fyres af inden udgangen af sidste akt. Som tilskuer ser du geværet på væggen i første akt, men tænker ikke dybere over det - før hovedpersonen der trues på livet af forbryderen, griber det fra væggen og fyrer det af mod sin livstruende fjende og dermed mod alle odds redder livet. 

   AHA! - det var derfor det skulle være der fra starten, så man forberedt på hvad der skulle ske, men på et ubevidst plan.

Problemet er nok her at den dramaturgisk skabte AHA-oplevelse er velbeskrevet i fiktionsdramaturgien, men stort set ikke eller meget lidt - mig bekendt - i bøger om fakta og journalistik. De to bedste bøger jeg husker der handler om film-dramaturgi er: McKee: Story, og Linda Cowgill: Secrets of Screenplay Structure. Jeg er sikker på at de har noget om "forløsning" og pay off. 

   Jeg beskriver selv set up/pay off-mekanismens dramaturgiske funktion i De levende billeders dramaturgi, bind 1, s. 151 ff, som handler om fiktionsfilm. 

Mens set up/pay off er et helt centralt dramaturgisk greb i næsten al fiktionsfortællng, så er det ikke noget der udnyttes særligt meget i traditionel journalistik, hverken i nyheds-artikler/-indslag eller i baggrundsjournalistik. Her udnytter man i højere grad forventing, konflikt, komplikation, opgave, varsel og gåde til at skabe spænding og fremdrift, hvor modtageren er  bevidst om hvad det er der senere i fremstillingen skal (for)løses eller afgøres, og den vej som fører til det afgørende punkt i sandhedens øjeblik.

   I den særlige form for journalistik der går under navnet narrativ journalistik eller fortællende journalistik er udnyttelse af set up/pay off ganske almindelig.

Set up/pay off er dramaturgisk set nært beslægtet med begrebsparret undertekst/punch line, som der også står noget om nogle sider senere i bind 1 i dramaturgibogen, og hvor man godt kan beskrive en punch line som det der skal udløse en aha-oplevelse der stammer fra at indholdet f'ør da kun har været til stede som en uudtalt undertekst i dialogen, f.eks. i form af ironi.

Faglitteratur om journalistik og dramaturgi

Der findes en norsk bog med titlen: Det var en mørk og storfuld dag... - af Tine Kolstad, som er en dramaturgi for skrivende journalister. Og Olav Njaastad: TV-jounrnalistikk har et udmærket afsnit om tv-journalistik-dramaturgi versus nyhedstrekant-dramaturgi. 

   Herhjemme og orienteret mod radio er der Anders Kinch-Jensens bog: Forankring Fryder, som også ser med dramaturgiens øjne på journalistikkens fortælleformer. 

   Inden for fortællende journalistik i skreven form, er Jon Franklin nok den der ha beskrevet mest tydeligt hvordan man bygger en historie op imod en "forløsning" i bogen Writing for Story.

AHA-oplevelsen og frame-shift i kognitiv lingvistik

Inden for den moderne kognitive lingvistik, som jeg har refereret til i det foregående når det gælder blending- og metaforteori, der opererer man med frame-shift som noget der kendetegner særlige former for kreativ fortælling. Altså det fænomen at man udfolder nogle sætninger sætning i et lineært forløb, hvor modtageren under det meste af sætningernes afkodning forstår indholdet i lyset af én frame, men ved slutningen tvinges til at foretage en re-framing eller et frame-shift.

   F. eks. i en sætning som: Everyone had so much fun divinge from the tree into the swimming pool, so we decided to put in a little water. Bogen der beskriver det fænomen i dybden er: Semantic Leaps af Seana Coulson. Et andet eksempel på tvunget frame-shift ved slutningen af en sætning fra bogen: By the time Mary had had her foruteenth child, she´d finallly run out of names - to call her husband. Som man kan se, så udløser frame-shift ofte smil eller latter og har altså typisk en humoristisk effekt.

Frame-shift er i princippet det greb som alle former for gåder, vittigheder og anekdoter bygger på. Altså det at man fortæller noget, men tilbageholder afgørende information undervejs, som så først gives som svar på gåden eller til slut i anekdoten. Og det udløser så en AHA-oplevelse som indebærer at det foregående får ny eller en anden mening end den man afkodede i første omgang. Set  up og pay off, altså.

   Her kan jeg henvise til min artikel: Når plottet driver værket, som man bl.a. kan finde og læse på min hjemmeside: www.phl-kommunikation.dk. Den stammer fra bogen Historiefortælling der har Susanne Kjærbeck som redaktør. I starten af artiklen beskriver jeg nogle vandrehistorier der udnytter tilbageholdt viden til brug for den pointe, der begrunder at historien overhovedet fortælles.

AHA-pointer i noveller

I litterær teori om novellers fortælleteknik, opererer man med 'pointen', som er den sætning eller det afsnit som til slut i novellen giver den mening og dybde, så at sige med tilbagevirkende kraft. Det er også et pay off der her er tale om. 

   Jeg husker her Søren Baggesen: Den Blicherske Novelle, som jeg mener har noget om det. Når Jon Franklin skal beskrive hvad narrativitet handler om, så kalder han det "chronology with at meaning". Pointen der forløser historien er det der giver (den dybere) mening til den forudgående del af fortællingen: AHA! - nu falder brikkerne på plads, kan man som læser føle når man når og får pointen.

Opsummering

Det som jeg synes er det interessante i alt det her, er at det ser ud til at man teoretisk kan sammenkoble dramaturgiens "forløsning", "pointe", "sandhedens øjeblik", "katarsis" på den ene side, og kreativitetspyskologiens "aha-oplevelse", "illumination" på den anden. På begge sider er der tale om at der forud for denne oplevelse af oplysning er en "dunkel" fase hvor der mentalt og tankemæssigt foregår noget der er ubevidst, noget der opererer under bevidsthedstærsklen.

   Jeg synes i hvert fald det er interessant og værd at udforske nærmere,  at der altså tilsyneladende er en slags parallelitet mellem faserne i en velbeskrevet psykologisk proces og faserne i en lige så velbeskrevet dramaturgisk konstruktion. Og at det er muligt på den måde at forbinde den inkubation der foregår under bevidsthedstærsklen i den kreative proces, med det der i dramaturgien kaldes set up eller plantering - i begge tilfælde noget modtageren ikke bevidst kan/skal være opmærksom på - før det får sit pay off/AHA! - og i begge tilfælde noget som føles om en slags mildt mental chock-effekt når den skjulte eller tilbageholdte information åbenbares: Blink!

Er denne blog kreativ? - hellere blog end bog!

Er denne blog kreativ?

   Et metaspørgsmål... og et dumt spørgsmål. Mennesker kan være mere eller mindre kreative, en genre kan vel ikke være kreativ. Og dog. Romaner er en kreativ genre, en brugsanvisning er det ikke. I hvert fald har jeg nu valgt at begynde at skrive tekster i dette blogformat med temaet kreativitet som den røde tråd. Og dette valg er faktisk i sig selv et udtryk for en kreativ løsning på et irriterende problem jeg har haft. 

Problemet består i alt sin enkelthed i at jeg på den ene side har gået et stykke tid og nulret med tanken om at skrive en bog igen. I perioden fra 2002 til 2007 skrev jeg to tykke bøger – hver af dem i to bind – tilsammen ca. 1200 sider. Og det var på en eller anden måde som et narkotikum; man kan blive helt høj af at skrive - af selve processen . Og siden den sidste bog udkom, den om Poul Martinsen, har det føltes lidt ”tomt” og gråt. Der har været et… ja, savn.

   På den anden side: At skrive bog er hårdt, besværligt, lidelsesfuldt, surt. Hver gang jeg er blevet færdig, har jeg sagt: Godt det er overstået. Aldrig mere skrive bog! Jeg er for gammel til den slags alt for hårde arbejde. 
   Og nu er situationen jo den at jeg ikke mere behøver at meritere mig akademisk eller at bevise noget over for nogen. Jeg har ydet mit, jeg er god nok,  jeg er klog. Så jeg kan jo bare lade være. Slappe af. Nøjes med at gå og tænke mit, og så bare skrive et par notater hist og pist til det private arkivs mapper på computeren. Hvis det overhovedet skulle vise sig at jeg havde et eller andet i tankerne som ligefrem
kræver at komme på papir.

Men i virkeligheden er det heller ikke selve det færdige produkt der har betydet mest for mig i forbindelse med de bøger jeg har skrevet. Det har klart været processen. De mentale kick man oplever under det flow som min skriveproces plejer at foregå i. At man erkender og synes man bliver klogere, forstår mere og forstår noget nyt, under og gennem skriveriet, det savner jeg.

   Et dilemma, altså. Som Kirkegaard vist skrev: Skal man…, eller skal man ikke…, hvad enten man skal… eller ikke skal…, vil man fortryde det.

   Dilemmaet har jeg gået og frustreret mig med nogle måneder. Endelig tog jeg mig sammen og kontaktede en gammel bekendt som var forlægger og redaktør. En bog om kreativitet, var det noget? - Ja, måske, lad os mødes en dag og snakke om det. Han var positiv, men ikke overstrømmende, og mit indspark til ham var vel også lunkent: En bog om kreativitet – sådan uspecificeret, hvor jeg bl.a. vil inddrage og bruge mig selv og mit liv som case, og interviewe kreative venner, kolleger, samarbejdspartnere fra mit tidligere liv. Samtidig med at jeg vil fortælle hvad ”man ved” om emnet inden for forskellige faglige discipliner og videnskabsområder. En vekslende og kombineret subjektiv og objektiv tilgang: frem og tilbage, ind og ud, rundt og rundt og rundt...

   Og plop! Aha! Så her lige før påske, dukkede løsningen op til overfladen: en blog! 

Jeg havde jo for et par år siden, nærmest for sjov, fået indlagt en ”tom” blog i min nye hjemmeside. Som jeg den gang ingen anelse havde om hvad jeg skulle bruge til. Men jeg gav den dog et navn: Peters udsigt. Så løsningen på dilemmaet lå sådan set allerede for to år siden i svøb i underbevidstheden: et klart set up der to år efter fik et pay off da jeg skulle ud af den mentale "klemme". Og fik aha-oplevelsen.

   Men hvorfor er det at skrive en blog, løsningen på dilemmaet og forløsningen af frustrationen?

   At skrive i det uformelle og subjektivt orienterede blog-format, kunne give det flow og de erkendelsesmæssig procesgevinster jeg længtes efter, samtidig med at jeg kunne minimere eller helt undgå alle de lidelser der er forbundet med som erklæret og forpligtende mål at have et ambitiøst slutprodukt: en bog! 

For nu at referere tilbage til det begreb jeg har turneret med i fri dressur i de fleste af mine foregående blog-indlæg: Der er tale om en kreativ løsning der i den grad er et resultat af en ubevidst blending-proces. At skrive til en blog er en blended idé, noget nyt og ikke prøvet før for mig: Det er på en gang "ikke at skrive en bog", fordi den fortælles, leveres og skal "fortæres" i "små bidder", stykke for stykke; og dog er det alligevel også "at skrive en (slags) bog", fordi det giver mulighed for den samme type ekendeslsesproces og -forløb, som det der ellers har været det mest fonøjelige ved at skrive mine tidligere bøger.