Sider

lørdag den 11. juni 2011

Den døde metafor - der begyndte at sprælle

På det sprogseminar de to foregående indlæg udsprang af, diskuterede vi en del om døde metaforer og klicheer. Når man underviser journalister i sprog, har det, så længe jeg kan huske, været en yndet sport - et pædagogisk mål - at gøre de vordende journalister opmærksomme på de farer der lå i uhæmmet brug af klicheer.
   Mit synspunkt - med afsæt i Lakoff og Johnsons kropsinlejrede metaforteori og "den neurale sprogteori" der ser mental simulation som lig forståelse - er at de død metaforer ikke er så døde at det gør noget. En opfandt så begrebet "de sovende metaforer".

Der er mange argumenter for at de døde metaforer nemt kan bringes til live - og blive sprællevende. Det mest indlysende for mig har været at man bare i den slags sætninger hvori de indgår, behøver at kursivere den døde metafor-del, som jeg har gjort i mange foregående indlæg - og i dette indtil nu.

(NB! Hvorfor er "nu" kursiveret i den foregående sætning? - Fordi "nu" er en metafor for "her"!)

Politikens Debat-sektion i dag har en lang række rubrikker der "trækker på" på både døde og mindre døde metaforer:

Historiens hjul drejes tilbage
Mødomstest sparker ny revolution i gang i Egypten
Shoppingskolen
Patriark med trusser og bh
Grænsebom er noget vi spiser
Vi er besat af kriser
Dansk humaniora er en skandale
Når en spionchef synger højt
De bestilte ikke en container med Viagra
Der er brun sæbe på skråplanet

Redaktøren af debat-sektionen skal have buket roser uden forbehold.

torsdag den 9. juni 2011

Show, don´t tell - hvad er meningen?

Det er min hypotese at ”show, don´t tell”-anbefalingen ikke bare er noget ”man” – ud af luften - ”prædiker” i (sprog) undervisningen i skreven journalistik. Det har en dybere mening.

Mens man kan hævde at i skrevne nyheder skal sproget helst være ”usynligt” eller ”gennemsigtigt”, så er ”show, don´t tell” noget som anbefales i forbindelse med reportager og features, og som specielt kendetegner kravene til fortællende journalistik: replikskifter, scener, sigende detaljer, kronologi, hovedperson – noget der alt sammen bidrager til at det bliver ”journalism that reads like a novel” - som en eller anden klog mand har sagt.

Show, don´t tell, har en tilsvarende særlig status i forbindelse med film- og tv-undervisning.
   I undervisningen i tv-journalistik taler man om ”visual proof” som nødvendigt for at et tv-indslag skal virke overbevisende og have gennemslagskraft over for seerne, og man har også en hel mini-dramaturgi knyttet til bløde nyhedshistorier som betegnes som ”viusal storytelling” - importeret fra USA i starten af 90´erne.
   I denne dramaturgi er speak reduceret til korte forbindende one-liners eller helt undgået, ligesom man forsøger at kamuflere interviews som spontane replikker i en situation, eller helt at undgå dem og erstatte dem med autentiske replikskifter styret af ”aktion-reaktion”.
  I filmvidenskab og undervisningen i dokumentarfilm – har den såkaldt ”observerende dokumentar” særlig høj status. Kravet til den dokumentargenre er at publikum skal se   historien og opleve den filmede virkelighed ”som fluen på væggen”, og at man skal undgå såvel oplæst speak som interviews i form og udtryk. Derved nærmer dokumentaren sig oplevelsesmæssigt spillefilmen hvor disse to form- og udtrykselementer er totalt væk, undtaget hvis instruktøren ønsker at opnå helt særlige realitetseffekter med sin film.

Da jeg for nogle år siden researchede og skrev bogen ”Poul Martinsen – Besat af virkelighed”, blev jeg gang på gang mindet om ”show, don´t tell”. Han er som ung journalist på Politiken i sidste halvdel af 60´ern Danmarks første udøver af ”new journalism”. Og bag om en meget stor del af han tv-reportager og -dokumentarer ligger der et næsten manisk behov for at vise og levere visual proof for meget omfattende eksistentielle påstande: at mennesket er ondt, at fordomme florerer blandt mennesker, at mennesket er ubodeligt ensomt og isoleret, at mennesket ikke har styr på sine egne impulser og er et nemt offer for manipulation.
   Jeg endte med at opfatte Martinsens samlede produktion på over 120 udsendelser som én lang kæde af metaforer på hans eget liv, sådan at han altid blandede egne følelsesstærke erindringer sammen med den aktuelle virkelighed han dokumenterede og fremstillede i levende billeder. Deraf den store effekt på samtiden som rigtig mange af hans tv-film havde, er min påstand.
   Det jeg fandt ud af, var i hvert fald at han var det som filmvidenskaben kalder en ”auteur”. Hvordan jeg nåede frem til det billede af ham, har jeg fortalte om i en artikel ”Forført af billeder – besat af virkelighed”, som desværre ikke er tilgængelig på nettet lige her og nu.

Arbejdet med bogen genvakte imidlertid min interesse for teorier om kreativ tænkning og om  ”den særligt kreative personlighed” som jeg allerede havde snuset lidt til - i forbindelse med redaktionsudviklings­projekter i DR-regi i slutningen af 80´erne og først i 90´erne. Og det ledte mig så for et par år siden tilbage til sprogvidenskaben som jeg stort set ikke havde ”læst på” siden jeg blev ansat som konsulent i DR´s interne uddannelses- og udviklingsafdeling i 1981. Nærmere bestemt den gren som betegnes ”kognitiv lingvistik”.

Teorien om konceptuelle metaforer og conceptual blending - og disse teoriers forsøg på at forankre sig empirisk og materielt i moderne neuroscience og den kognitive psykologi, gjorde at jeg syntes jeg kunne ane en forklaring på fx hvorfor dramaturgi virkede som det gjorde. Og videre: Hvorfor nogle former for sprog hvori metaforer og metonymer dominerede (”erfaringssprog”), var mere virksomme i journalistisk formidling end fx administrativt og akademiske præget sprog (”videnssprog”).
   Jeg har for en måned siden fået fat i en bog af Jerome A. Feldman: ”From molecule to Metaphor – A Neural Theory of Language”, som overbevisende forsøger at fremstille disse sammenhænge klart. Heri er det en afgørende pointe: at hjerne forstår gennem mental simulering af ydre handling og af perception af en ydre virkelighed.  
   Og derfor er det at vi med god grund prædiker: ”Show, don´t tell” når vi underviser journaliststuderende. For det gør det muligt for hjernen – meget meget nemmer og direkte - at simulere det den skal forstå og huske. Det er også den mentale simulering der ligger bag at dramaturgiens "værkstøjskasse" virker som den gør: fængende, fangende og fastholdende og forførende.

Denne tankegang og disse temaer har jeg ”forfulgt” i denne blog - Peters Udsigt - i lidt mere end et år. Adressen er: http://petersudsigt.blogspot.com/.

Her følger link til udvalgte blogindlæg fra Peters Udsigt. Specielt om metaforer, metonymer, framing, blending og hjernens måde at ”compute” på. Men også om min egen gamle skelnen mellem erfaringssprog og videnssprog - og teorien om de to hjernehalvdeles forskellige tænkemåder. 
   De 10 første indlæg på listen nedenfor leverer bidrag til det teoretiske fundament. Og vil man besvære sig med at læse nogle af indlæggene, så er det de vigtigste. 
   De øvrige link-adresser er eksempler på analyser af hovedsagelig journalistiske produktioner – både skrevne og tv-fortalte - baseret på dette fundament:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/legemliggjorte-metaforer-pa-os-selv-som.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/05/forstaelse-som-simulation-skitsen-til.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/simulerende-tnkning-og-metaforers.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/du-ma-ikke-tnke-pa-en-elefant-hvilken.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/om-at-indfange-tiden-gennem-metaforer.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/08/metonymer-og-journalistik.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/08/metonymer-del-for-helhed-appellere-til.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/den-arbejdsdelte-hjerne-to-slags.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/10/berettermodellen-som-et-spejl-af-den.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/12/videnssprog-vs-erfaringssprog-og-de-to.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/09/kreativt-sprog-i-journalistik.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/09/analogier-sammenligninger-og-kreativ.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/05/refolution-ikke-en-stavefejl-men-et-ord.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/fodboldspilleren-christian-eriksen-som.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/landskamp-frihedskamp-borgerkrig-eller.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/kreativ-tv-journalistik-2-brug-af.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/kreativ-tv-journalistik-1-brug-af.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/lsegruppe-sundholm-kreativ-og.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/oscar-fljeton-3-susannes-og-hendes.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/02/eventyrskabelonen-brugt-som-metafor-i.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/02/fogh-og-udskiftning-af-mblerne-pa-hans.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/02/om-at-forsta-omvltningerne-i-tunis-og.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/12/serendipitet-hvad-er-det-og-hvorfor-det.html

Hvad kroppen har gang i, sætter sig på hjernen!

HVAD KROPPEN HAR GANG I, SÆTTER SIG PÅ HJERNEN!
Tell me, and I forget 
Show me, and I rememeber 
Involve me, and I understand 

Med den PowerPoint-slide-forside indledte jeg mit oplæg igår på et seminar for journalistlærere som underviser de journaliststuderende i sprog. 
   Oplægget skulle fortælle om NTL - The Neural Theory of Language - hvor hovedideen er at menneskets tænkning og sprog er uhjælpeligt bundet til den krop, det bevægelsesappparat, det sanseapparat som "tænker og taler" gennem den ved at bruge den som en metaforisk ressource eller "spejl" til at forstå sig selv igennem.

Teorien kunne også oversættes til: Teorien om det kropsindlejrede sprog og den kropsindlejrede tænkning. George Lakoff og Jerome A. Feldman er de teoretiserende frontfigurer i udviklingen af den teori.
Hvordan nåede jeg frem til rubrikken? 
   Det startede for mig med ordsproget "Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med". Jeg synes sådan set denn gamle ordsprogsagtige sandhed passede meget godt med det jeg ville fortælle om: noget kropsligt og noget sprogligt. 
   Men hjertet jo en metafor for hjernen, og oversat til prosa betyder ordsroget jo blot at det der optager ens tanker meget, det har man lyst til eller behov for at tale om - og har svært ved at holde tilbage når anledning gives. 
   Så blev det til: "Hvad hjerne er fuldt af, løber munden over med". Det lød bare kedeligere, uden egentlig at sige det rigtige. Og egentlig var det jo mere tænkning end sprog det handlede om - eller kun sprog i anden omgang - som noget afledt af tænkning. 
   Så blev det til: "Hvad hjernen er fuldt af, gør noget ved kroppen". Det var jo også korrekt, men jeg kom længere væk fra emnet. Egentlig var det omvendt! 
   OMVENDT!
   Så var den der: "Hvad kroppen er fuldt af, sætter sig på hjernen". Kroppen bevæger sig, kroppen sanser, kroppen orienterer sig i rummet, kroppen er et hylster - og det er gennem denne krops funktioner og indretning at hjernen ser sig selv og forstår sig selv. 
  Det kan dokumenteres gennem alle den slags metaforer som jeg gav eksempler på i foregående indlæg. 

En af disse er "FORSTÅELSE er SYN": "Det kan jeg godt se når du siger det"/"Det var sort tale for mig"/"Jeg fik dyb indsigt i tankegangen"/"Mit synspunkt er at..."/"Jeg har den anskuelse at..."
   En anden er: "SINDET er en MASKINE": "Så fik han hjernen op i omdrejninger"/"Hun brød ned"/"Det kører rundt i hovedet på mig"/"Han kunne ikke tænke klart for der var kommet grus i maskineriet".
   Et tredje er: EMOTIONER er SANSEINDTRYK: "Hun var i sort humør"/"Han elskede hende varmt"/"Hun sendte ham et koldt blik"/ "Det var en rystende oplevelse"/Hendes dreng var sur i dag"/"Hun smilte sødt til ham".
   Flere konceptuelle grundmeatforer er: IDEER er OBJEKTER, LINGVISTISKE UDTRYK er BEHOLDERE, AT KOMMUNIKERE er AT SENDE.

Jeg tog i mit indlæg udgangspunkt i det problem som jeg altid har følt når jeg underviste i dramaturgi: at dramaturgisk tænkning og slogans som "Show, don´t tell" jo grundlæggende er  uden rationelt empirisk grundlag. Dem der praktiserer levende journalistik og god storytelling der virker og har effekt, de arbejder jo gennemgående intuitivt - ud fra "mavefornemmelser".
    Mavefornemmelser - gut-feeling - der var den igen: en aktiv kropsdel som metafor på indre mentale processer som vi ikke har adgang til at reflektere over på anden måde.
   Metaforen som et vindue til hjernens arbejde.
   Og at komme "ind under huden" som den effekt vi gerne vil nå hos andre når vi fortæller en rørende historie.

Hvordan kan vi vide at det er rigtigt, det vi står og ”prædiker” når vi underviser og anbefaler:  ”Show, don´t tell!” i skreven journalistik, eller principperne for "Visual storytelling" i tv-nyheder.
   Og helt personligt: Hvordan kan jeg vide at det er rigtigt og sandt når jeg står og forklarer om  udnyttelse af dramaturgiens værktøjskasse i tv-journalistik som middel til - som mantraet lyder: at fænge, fange, fastholde, fængsle, forføre og forløse seerne?
    Og et helt centralt spørgsmål både i journalistik og dramaturgi: Hvad er den mentale mekanisme bag ”identifikation”= indlevelse via genkendelse? Identifikation er jo et vigtigt nyhedskriterium i journalistik. Og i dramaturgien er identifikation en del af treenigheden: Information, Identifikation, Fascination - de tre behov den gode dramatisk fortælling skal fusionerer i et effektivt. "blend".

En masse af mellemregningerne ligger i en række af de tidligere blogindlæg, så jeg skal i første omgang bare her fortælle hvad jeg synes jeg med god grund kunne konkludere:
• Erfaringssprog er det sprog hvori det vrimler med metonymiske og metaforiske ”billeder”• Når vi opfordrer de journaliststuderende til  ”show” i stedet for ”tell”, så er det en opfordring til at bruge erfaringssprog frem for videnssprog.• Erfaringssprog er domineret af ”basic level-kategori”-ord som er umiddelbart velegnet input til mental simulation.
• Og dermed også til primær forståelse og vækning af erfaringsnære forestillinger ved aktivering af højre hjernehalvdels-tænkning.
• ”Show” aktiverer H-processer hos læserne og optimerer mulighederne for simulation – og dermed for  forståelse, indlevelse, og medfølelse i forhold til det fortalte.
Betydningen af "basic-level-kategori-ord" for "simulerende forståelse", kommer jeg ind på i et senere indlæg. Men det er i princippet ord du kan tegne hvis du får besked på det. Eller konkrete handlinger du automatisk kan udføre hvis du får besked på det. Og det er ord hvis begrebsindhold/betydning vi har lært gennem direkte erfaring: ved at se det de betegner, høre det, smage det, lugte det, røre ved det, tage det med hænderne, sidde på det, udføre det, gøre noget ved det,  etc. Mens andre mennesker - forældre, søskende, kammerater, venner, familiemedlemmer - har udpeget det for os og givet det navn i situationen. 

onsdag den 1. juni 2011

Legemliggjorte metaforer på os selv - som computerskærmens "skrivebord" er metafor på computerens indre

En afgørende forudsætning for den teori om sammenhæng mellem hjernens neurologisk funktioner, og den tænkning som kommer til udtryk i sprog eller billeder eller lyde eller bevægelse - er afdækningen af det enorme metaforstystem som mennsket bruger til at beskrive og mentalt fastholde sig selv, sit indre, sit sind, sin tankevirksomhed, sine holdninger, sin moral, sine emotioner, sine relationer til egen krop, sine relationer til andre mennesker.
   Denne afdækning skete første gang for alvor i Lakoff og Johnsons bog "Metaphors We Live By". Den blev fulgt og med den endnu mere abmitiøse "Philospphy in the Flesh"; en "tung akademisk Satan" der udgør en hel videnskabsteori baseret på forestillingen om at der bag al menneskelig tankevirksomhed ligger et omfattende system af såkaldt konceptuelle grundmetaforer med den fysiske krop som "kilde" og med forskellige sider af mennesket som "mål".

Jeg har lavet en brainstorm på metaforiske udsagn af den slags inden for nogle grundmenneskelige parametre:

Moral:
  • Du har en beskidt tankegang.
  • Dine tanker er inficeret med autoritær ideologi.
  • Den slags forstillinger er usunde
  • For den rene er alting rent.
  • Hun har et hjerte af guld
  • Han er rådden hel igennem
  • Hans moral er noget blakket
  • Han har en lav tankegang
  • En betændt samvittighed
  • En moralsk byld
  • En smagløs handling
Tale
  • Han påpegede at problemet ikke var løst
  • Han hænger sig i detaljer når han fremføre det synspunkt
  • Han stod fast ved sin udtalelse
  • Hun gav efter for chefens synspunkter
  • Hun var blød i sine formuleringer
  • Det var klar tale
  • Argumentet haltede en smule
Relationer
  • Hun stak ham det i næsen
  • Hun pirkede til hans selvfølelse
  • Han fik en kold skulder
  • De havde et varmt venskab
  • Han satte sin kollega meget højt
  • Hun havde et godt øje til ham
  • Han kom ind under huden på hende
  • Hun kunne ikke få ham ud af sit hoved
  • Han tabte ansigt over for sine venner
  • Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, så må du jo gå
Tanke
  • Der gik et lys op for mig
  • Den ide gav mig en aha-oplevelse
  • Det stak mig at der måtte være noget galt i formuleringen
  • Han har en højtflyvende tankegang
  • Det var et skarpsindigt argument
  • Det var en lysende ide
  • Jeg kunne se det for mit indre blik
  • Han løb argumentationen igennem
  • De havde en mudret forestilling om sagsforløbet
Emotioner
  • Han var grøn af misundelse
  • Hun var gul af ærgrelse
  • Han følte et rødglødende had til den slags mennesker
  • Han oplevede det som et smertefuldt tab
  • Hun var ude af balance
  • De var allesammen i sort humør
  • Datteren var langt nede
  • Han lukkede øjnene for problemet
  • Hendes mavefornemmelse sagde der var noget galt
  • Jeg blev grebet af angst
Selvet
  • Jeg var ude af mig selv
  • Jeg tog mig selv i nakken
  • Jeg er jorddbunden
  • Han har begge ben solidt plantet på jorden
  • Han gik rundt med næsen i sky
  • Hun er noget adspredt i dag
  • Nu må du tage dig sammen
  • Han sloges med sig selv
Forholdet mellem en synlig computerskærm og dens tastatur på den ene side og computerens interne elektroniske kredsløb på den anden - svarer på en sjov måde til forholdet mellem menneskets synlige krop, dens handlinger, sanseapparat og orientering - metaforisk anskueliggjort - på den ene side og hjernens interne neurologiske kredsløb og kemi på den anden side.
   Vi "forstår" og "behersker" computerens indre elektroniske operationer gennem den optik som "skrivbordsmetaforen" samen med tastaturet leverer.
   Og vi "forstår" og "behersker" vores hjernes mentale neurologiske operationer gennem den optik som  en lang række legemliggjorte metaforer leverer.
   Så skulle det vist være sat på plads - i overført betydning.

søndag den 29. maj 2011

Forståelse som simulation - skitsen til en legemligjort sprogteori

Jeg har fået fat i en bog som har optaget mig meget de sidste 2-3 uger: "From Molecule to Metaphor - At Neural Theory of Language". Forfatteren: Jerome A. Feldman.
  Han prøver at samtænke moderne neuroscience om hjernens forskellige processer med den kognitive lingvistik - i den aftapning som Lakoff & Johnson repræsenterer med bøgerne "Metphors We Live By" og "Philosophy in the Flesh", og som Fauconnier og Johnson repræsenterer med bogen "The Way We Think".

Jeg er slet ikke sikker på jeg forstår det hele, men to ting står lysende klart. At han gør sig til talsmand for en teori om sprog og tænkning der går ud fra at den primære menneskeligt tænkning og det grundlæggende sprog er "embodied" - "legemliggjort", og at al andet sprog og tænkning foregår og udvikler sig gennem semantiske "lag" oven på og ud fra den primær konceptuelle metaforisk kerne.
   Disse grundmetaforer kan så kobles sammen med forståelsen af de processer som forgår i hjernen på en biologisk meningsfuld måde.
   En række hovedafsnit og kapitler i bogen har "embodied" som kerneord:
  • "I. Embodied Information Processing"
  • "2. The Mysteri og Embodied Language"
  • "8. Embodied Concepts and Their Words"
  • "13. Embodied Knowledge of Action"
  • "23. Combining Meanings - Embodied Construction Grammer"
  • "IX. Embodied Language"
  • "24. Embodied Language Understanding"
Så det er en helt central "metafor" i denne teori: den kropsliggjorte eller legemligjorte tænkning, legemliggjort grammatikkonstruktion, legemliggjort viden om handling, legemliggjort sprog(forståelse).
   Det lyder lidt mærkeligt i danske ører når man oversætter "embodied" til "legemliggjort". Måske skulle man konstruere et nyt ord: "kropsindlejret"?

"The Neural Theory of Language" antager at al mere abstrakt forståelse af menneskelig tænkning om bevidsthed, om tid og rum, om årsag og følelser og om menneskelige relationer, tager afsæt i den fysiske krop, dens bevægelser og bevægelsesmuligheder, dens orientering i rummet, det den umiddelbart kan sanse gennem, syn, hørelse, smag, lugt, følesans, balancesans, m.fl.
   Og det er præcis denne konstatering - inspireret af Lakoffs og Johnsons pionerværk "Metaphors We Live By" - at al primær forståelse af det indre, det psykiske, og af omverdenden, det der kan sanses, sker gennem metaforisk forankring og referencer til kroppen, dens bevægelsesmuligheder og dens sansninger.

Det næste og afgørende skridt i denne teori er ideen om at al tænkning og forståelse er - eller har karakter af - "simulation" - hjernens simulerer i forbindelsen mellem forskellige centrerer - det den forstår om sig selv og sin omverden. Det centrale kapitel 17 har titlen: "Understanding as simulation".
   Og en hel central antagelse i den forbindelse er slagordet: "neurons that fire togede, wire together". Og det er forudsætningen for børns udvikling af såvel sprog som tænkning: "association".

Den engelske Wikipedia forklarer om "simulation"
Simulation is the imitation of some real thing, state of affairs, or process. The act of simulating something generally entails representing certain key characteristics or behaviours of a selected physical or abstract system.
I den artikel nævnes også at man kan overvej at indrage "virtuel træning" i artiklen.
   Og den danske udgave definerer:
Simulation er en imitation af noget virkeligt, tingenes tilstand eller en proces. At simulere er at lade som om, forstille sig, foregive, skrømte.
   Begrebet bruges også om bl.a. beregnede modeller der efterligner en større eller mindre del af virkeligheden, f.eks. ad matematisk vej, f.eks. økonomiske makromodeller og fly-simulatorer.
   At simulere noget medfører generelt at repræsentere bestemte nøgle karakteristikker af opførsler af udvalgte fysiske eller abstrakte systemer.
Inden jeg går videre i et senere indlæg, kan jeg først lige sige at jeg i tidligere har været inde på begrebet simulation og "den neurale teori om sprog" - også med Lakoff som kilde:
The link betwen body and brain is central to the concept of sematics as simulaton in NTL. Suppose you imagine, remember, or dream of performing certain movements. Many of the same neurons are firing as when you actually perform that movement. And suppose you imagine, remember, or dream of seeing something. Many of the same neurons are firing as when you actually see or hear the thing.
Lakoff forklarede også om Feldmans teori som han kalder "simulation sematics":
Simulation semantics is based on a simple observation of Feldman´s: if you cannot imagine someone picking up a glas, you can´t understand the meaning of "someone picked up a glass". Feldman argues that, for meanings of physical concepts, meaning is mental simulation, that is, the activation of the neurons needed to imagine percieving or performing an action.
Læs mere:

Allerede i et indlæg sidste sommer den 23. juli med rubrikken: "Dagdrømme og kreativ tænkning - hjerneforskernes svar" var jeg med belæg og citat fra en hjerneforsker inde på at... 
De bevidste dagdrømme er også en mental simulator. Her kan vi så at sige gratis gennemprøve og vurdere mulige situationer og måske afklare og skærpe handlngsmæssige strategier før vi går ud i virkeligheden.
OK! Hovedparten af alt tænkning og forståelse foregår ubevidst - i den del af sindet som en eller anden har kaldt "det kognitive ubevidste". Men det meste af det der foregår ubevidst, kan jo trækkes frem i bevidstheden og udtrykkes i ord eller tegning eller musik eller billeder eller gestus - hvis vi fokuserer vores opmærksomhed på det.
  •    At drømme er at simulere virkelighed som vi så (somme tider) kan genkalde os når vi er vågne. Og undersøgelser tyder på at vores drømmeaktiviteter fungerer sådan at vi bedre husker det vi har oplevet.
  •    At bruge en metafor er at simulere at metaforens "target" og "source" befinder sig i samme konceptuelle rum, sådan at "target" kan  ses og forstås gennem den mentale optik som leveres af "source": "bolighaj", "skatteål", "skørtejæger".
  •    Det samme gælder hypotetiske sætninger: "Hvis du forlader mig, begår jeg selvmord". Hjernen simulerer et mentalt rum hvori du forlader mig og at det er årsagen til at jeg begår selvmord.
  •    Det samme med kontrafaktiske udsagn og fremtidscenarier: "Hvis Nixon havde været præsident i Frankrig, havde han ikke været nød til at gå af som præsident"/"Hvis verden fortsætter med at led CO2 ud i atmosfæren med samme stigningstakt som i de sidste 30 år, så vil vandstanden i havene være steget 2 meter år 2100.
  •    At tegne efter virkeligheden (naturalistisk) så det ligner, er at simulere motivet i virkeligheden gennem de streger som hånden - styret af synsindtryk - kan overfører til papiret.
  •    Udnyttelse af de klassiske mnemoteknikker indebærer at vi simulerer at det vi skal huske: tal, navne, afsnit i en tale, er forbundet med noget fysisk og konkret som en velkendt bygnings forskellige rum.
  •    Når filminstruktører skal lave en film, så simulerer de filmen i en storyboard der i detaljer bestemmer optagelse og redigering.
  •   Når mennesker kan blive seksuelt opstemt og stimuleret ved a se porno, så er det fordi de mentalt simulerer (dele af) et samleje.
  •   Når vi ser film og bliver glade, eller rørte eller rædselslagne undervejs, så må det være fordi vi simulerer filmens handling og at vi selv deltager og derfor føler det som om det vi simulerer i filmen, foregår i virkeligheden.
  •   Når en god skakspiller spiller, så simulerer han spillet nogle træk frem: hvis jeg gør sådan, så gør han sådan, og så gør jeg sådan; men hvis jeg i stedet gør.. , så gør han i stedet....
  •   Når jeg går med en melodi i hovedet, så simulerer jeg at jeg synger den, men jeg åbner ikke munden.
  •   Bevidst tænkning simulerer tale - indholdet og rækkefølgen af bevidste "tanker" svarer til indholdet og rækkefølgen hvis tankerne blev udtalt.
  •   Læsning simulerer oplæsning: Når jeg læser "indenad", som det hedder, så simulerer jeg at jeg læser op fra teksten - uden at jeg i øvrigt normalt er bevidst at der er tale om simulation.
  •   Og så tænker jeg selvfølgelig på "flysimulatorer" som gør det muligt at lære at flyve uden at komme i luften i et virkeligt fly-cockpit. Og alskens former for computerspil er jo tilsvarende simulationer af fantasiverdener.
  •   Pædagogiske rollespil er stimulation beregnet til at lære elever noget som gør at de forstår virkeligheden bedre, uden at skulle ud i den og prøve det på egen krop.
  •   Og når børn lærer rollelege, hvor de simulerer de voksnes ord og adfærd: "så var du jo "faren", og så var jeg jo "moren", og dukken her kan så være "lillen".
  •   Når vi skal fortælle andre om oplevelser vi har været ude for (=erindringer), så simulerer vi mere eller mindre kroppens bevægelser fra "den gang" gennem illustrerende gestus og mimik til at ledsage forklaringen; eller vi simulerer et sjovt replikskifte: Så sagde jeg.... Så svarede hun... Men så kunne jeg ikke lade være med at sige at...
  •   Når man ikke har illustrerende scener til en journalistisk fremstilling i tv, så vil man ofte optage "rekonstruktioner", dvs. billeder der simulerer virkelighed, men er: fiktion!
  •   Når Homo Sapiens for godt 40.000 år siden begyndte at lave fantastisk realistiske hulemalerier, så simulerede de den jagt og de dyr som de jagede, måske for at kunne jage dem bedre næste gang, eller lære de unge om at de dyr de skulle jage, inden de selv kom på jagt: en jagtsimulator!
  •   Jeg skrev i et tidligere indlæg om nogle forskere der havde bedt forsøgspersoner om konkret og i detaljer at forestille sig at de spiste M&M-slik fra en skål på bordet som de havde set. Bagefter skulle denne gruppe sammen med en gruppe som ikke havde fået den instruks, bevæge sig frit i et rum hvor der stod skåle med M&M-pastiller til fri indtagelse. Dem der havde simuleret at de havde spist slikket, var blevet så mætte af simulationen på forhånd at de kun tog og spiste halvt så mange M&M-pastiller som dem der ikke hvad få instruks om at simulere 
Jeg synes der er rigtig god dækning for den antagelse at forståelse er simulering.
         (fortsættelse følge)