Sider

Viser opslag med etiketten framing. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten framing. Vis alle opslag

tirsdag den 13. september 2016

Georg Lakoff vs Donald Trump - George Lakoff analyserer og dekonstruerer Donald Trumps retorik

George Lakoff
Donald Trump
Jeg har flere gange refereret til den kendte lingvist George Lakoffs kreative og begavede skriverier. 
   Dels for hans og Mark Johnsons teori om betydningen af 'konceptuelle metaforer' i vores grundlæggende forståelse af hvad som helst 'abstrakt'.
    Dels om betydningen af 'metaforisk framing' i den aktuelle politiske debat og diskurs.
   De to bøger som jeg kan anbefale og jævnligt har trukket på i diverse blogindlæg, er altså: "Metaphors We Live By" (1980), og "Don´t Think on an Elephant" (2004). 
   Den er anmeldt i Kommunikationsforum.dk her:
Hvad en 'konceptuel metafor' er for noget, fortæller Wikipedia om her:
In cognitive linguistics, conceptual metaphor, or cognitive metaphor, refers to the understanding of one idea, or conceptual domain, in terms of another. An example of this is the understanding of quantity in terms of directionality (e.g. "the price of peace is rising").
   A conceptual domain can be any coherent organization of human experience. The regularity with which different languages employ the same metaphors, which often appear to be perceptually based, has led to the hypothesis that the mapping between conceptual domains corresponds to neural mappings in the brain.[1][2]
   This idea, and a detailed examination of the underlying processes, was first extensively explored by George Lakoff and Mark Johnson in their work Metaphors We Live By. Other cognitive scientists, for example Gilles Fauconnier study subjects similar to conceptual metaphor under the labels "analogy", "conceptual blending" and "ideasthesia".
Hvis du vil vide mere om 'konceptuelle metaforer' og 'konceptuel blending', så søg på blokken her, og det vil vrimle med mere eller mindre begavede indlæg.

Men nu er det sådan at George Lakoff dukker op flere gange  når man googler på Donald Trump og forsøger at finde ud af hvordan man skal forstå og forklare hans succes.
   En artikel fra economics.com fra den 4. marts forsøger at forklar sammenhængen mellem Donald Trumps succes og de bagvedliggende konceptuelle metaforer som gennemsyrer hans tale(r):
http://evonomics.com/no-one-knows-why-trump-is-winning/
Den er der en dansker, Steen Hartmann, der har været så venlig at oversætte her:
https://www.facebook.com/notes/steen-d-hartmann/kan-du-ikke-forst%C3%A5-hvorfor-trump-vinder-her-er-hvad-kognitiv-videnskab-siger-den/2059269790965278
 Så jeg tillader mig at gengive den nedenfor i hans oversættelse . 
   Det er vigtigt, og det er flot at Steen Hartmann har brugt tid og kræfter på oversættelsen til dansk.
   Den engelske overskrift lyder altså:
Can’t Understand Why Trump Is Winning? Here’s What Cognitive Science Says. The linguistic psychology behind voting.
Donald Trump vinder primærvalgene som republikansk præsidentkandidat med en sådan kraft, at det synes sandsynligt, at han bliver den næste republikanske præsidentkandidat (det er han i mellemtiden blevet red.) og måske den næste præsident. Demokraterne har meget lidt forståelse for, hvorfor han vinder - og vinder komfortabelt; og endda ser mange republikanere ham ikke som republikaner og forsøger at stoppe ham, men ved ikke hvordan. Der er forskellige teorier: Folk er vrede, og han taler til deres vrede. Folk tror ikke meget på Kongressen og ønsker en ikke-politiker. Begge dele kan være sandt. Men hvorfor? Hvad er detaljerne? Og hvorfor Trump?
   Mange mennesker er mystificeret. Han synes at være kommet ud af ingenting. Hans holdninger vedrørende spørgsmål passer ikke ind i en fælles støbeform.
   Han går ind for Planned Parenthood, Social Security, og Medicare, som ikke er standard republikanske holdninger. Republikanerne hader ekspropriationsret (regeringens beslaglæggelse af privat ejendom) og elsker Trans-Pacific Partnership (TPP handelsaftalen), men han har de modsatte synspunkter om begge. Han er ikke religiøs og foragter religiøs praksis, men de evangeliske (dvs. de hvide evangelikale) elsker ham. Han mener sygesikring og farmaceutiske virksomheder, samt militære entreprenører, får for store overskud og ønsker at ændre det.   Han fornærmer store stemmeberettigede grupper, for eksempel latinoer, hvorimod de fleste Republikanerne forsøger at omfavne dem. Han ønsker at deportere 11 millioner indvandrere uden papirer og mener, at han kan. Han ønsker at stoppe alle muslimer i at komme ind i landet. Hvad sker der?
   Svaret kræver en smule baggrund, som ikke er blevet drøftet i medierne hidtil.


Noget baggrund

   Jeg arbejder med kognitiv hjerneforskning. I 1990'erne, lovede jeg at besvare et spørgsmål på mit felt: Hvordan hænger de forskellige politiske holdninger mellem konservative og progressive sammen? Tag konservatisme: Hvad har det at være imod abort at gøre med at være for at eje våben? Hvad har det at eje våben at gøre med at benægte eksistensen af den globale opvarmning? Hvordan hænger det at være anti-government sammen med ønsker om et stærkere militær? Hvordan kan du være imod abort og for dødsstraf? Progressive har de modsatte synspunkter. Hvordan hænger deres synspunkter sammen?
   Svaret kom fra en erkendelse af, at vi er tilbøjelige til at forstå nationen metaforisk i familiære termer: Vi har stiftende fædre (founding fathers). Vi sender vores sønner og døtre i krig. Vi har Homeland Security. De konservative og progressive verdensbilleder som deler vores land kan lettest forstås i form af moralske verdenssyn, der er indkapslet i to meget forskellige almindelige former for familieliv: Den omsorgsfulde forældre familie (progressiv) og Streng fader familie (konservativ).


Hvad har sociale spørgsmål og politik at gøre med familien?

   Vi er først opdraget i vores familie, og så vokser vi op med en forståelse af institutioner modeleret på familiers styrende systemer.
I den strenge fars familie, ved far bedst. Han ved hvad der er rigtigt og forkert og han har den højeste myndighed for at sikre at hans børn og hans ægtefælle gør, hvad han siger, hvilket bliver godtaget for at være, hvad der er rigtigt. Mange konservative ægtefæller accepterer dette verdenssyn, opretholder faderens autoritet, og er strenge i de områder af familielivet, at de er ansvarlige for. Når hans børn er ulydige, er det hans moralske pligt at straffe dem smerteligt nok, til at de, for at undgå straf, adlyder ham (gør det rigtige), og ikke bare gør, hvad der føles godt. Gennem fysisk disciplin formodes de at blive disciplineret, indvendigt stærke, og i stand til at få fremgang i den ydre verden. Hvad hvis de ikke har fremgang? Ja, det betyder, at de ikke er disciplinerede, og kan derfor ikke opføre sig moralsk rigtigt, og så fortjener de deres fattigdom. Dette ræsonnement viser sig i konservativ politik, hvor de fattige ses som dovne og uværdige, og de rige som dem der fortjener deres rigdom. Ansvaret er således et personligt ansvar og ikke et socialt ansvar. Hvad du bliver til er kun op til dig; samfundet har intet at gøre med det. Du er ansvarlig for dig selv, ikke for andre - der er ansvarlige for sig selv.


At vinde og fornærme

   Som den legendariske Green Bay Packers træner, Vince Lombardi, sagde, "At vinde er ikke alt. Det er det eneste. "
   I en verden styret af personligt ansvar og disciplin, fortjener de der vinder at vinde. Derfor fornærmer Donald Trump offentligt andre kandidater og politiske ledere nådesløst? Ganske enkelt, fordi han ved, at han kan vinde et TV-fornærmelsesspil. I strenge konservative øjne, gør det ham til en formidabel vindende kandidat, der fortjener at blive en vindende kandidat. Valgmæssig konkurrence ses som en kamp. Fornærmelser, der klæber ses som sejre - fortjente sejre.
   Overvej Trumps erklæring om, at John McCain ikke er en krigshelt. Begrundelsen: McCain blev skudt ned. Helte er vindere. De besejrer store skurke. De bliver ikke skudt ned. Folk, der bliver skudt ned, tævet, og smidt i et bur er tabere, ikke vindere.


Det moralske hierarki

   Den strenge far logik udvides yderligere. Den grundlæggende idé er, at myndigheden er begrundet i moral (den strenge far udgaven), og at der i en velordnet verden, bør være (og traditionelt har været) et moralsk hierarki, hvor de, der traditionelt har domineret skal dominere. Hierarkiet er: Gud over mennesket, mennesket over naturen, den disciplinerede (Stærk) over den udisciplinerede (Svag), de rige over de fattige, arbejdsgivere over ansatte, voksne over børn, vestlig kultur over andre kulturer, vores land over andre lande. Hierarkiet omfatter: Mænd over kvinder, hvide over ikke-hvide, kristne over ikke kristne, heterosexuelle over homosexuelle.
   Vi ser disse tendenser i de fleste af de republikanske præsidentkandidater, såvel som i Trump, og hele den konservative politik flyder fra ”den strenge far” verdenssynet og dette hierarki, familie-baserede moralske verdenssyn stikker dybt. Da folk ønsker at blive set som gørende det rigtige, ikke det forkerte, har moralske verdenssyn tendens til at være en del af selvopfattelsen - hvem du dybest set er. Og dermed definerer dit moralske verdenssyn for dig, hvad verden burde være. Når det ikke er sådan, kan man blive frustreret og vred.
   Der er en vis mængde af elastik i ”streng far” verdenssynet, og der er betydelige forskelle. En stor forskel findes imellem (1) hvide evangeliske kristne, (2) konservative der går ind for laissez-fair frie markedsvilkår, og (3) pragmatiske konservative, der ikke er bundet af evangelisk tro.


Hvide evangeliske kristne

   De hvide, der har et ”streng far” personligt verdenssyn, og som er religiøse, med tendens i retning af evangelisk kristendom, da Gud, i evangelisk kristendom, er den ultimative strenge far: Du følger hans befalinger og du kommer i himlen; du trodser hans befalinger og du brænder i helvede i al evighed. Hvis du er en synder og ønsker at komme i himlen, kan du blive "født på ny" ved at erklære din troskab ved at vælge Hans søn, Jesus Kristus, som din personlige frelser.
   Sådan en version af religion er naturligt for dem med en streng far moral. Evangeliske kristne slutter sig til kirken, fordi de er konservative; de er ikke konservative, fordi de tilfældigvis er i en evangelisk kirke, selvom de kan vokse op med begge dele på samme tid.
   Evangelisk kristendom er centreret omkring familielivet. Derfor er der organisationer som fokuserer på familien og konstant refererer til "familieværdier", som svarer til de evangeliske streng far værdier. I streng far moralen, er det faderen, der kontrollerer seksualitet og reproduktion. Hvor kirken har politisk kontrol, er der love, der kræver forældrenes og ægtefællers oplysning i tilfælde af foreslåede aborter.
   Evangeliske kristne er meget organiseret politisk og udøver kontrol over en lang række lokale politiske kampe. Således er republikanske kandidater for det meste nødt til at gå sammen med de evangeliske kristne, hvis de ønsker at blive nomineret og vinde lokalvalg.


Pragmatiske Konservative

   Pragmatiske konservative, på den anden side, behøver ikke at have en religiøs orientering overhovedet. I stedet kan de bekymre sig primært om deres egen personlige autoritet, ikke autoritet i kirken eller via Kristus eller Gud. De ønsker at være strenge fædre i deres egne domæner, med autoritet primært over deres eget liv. Således kan fx en ung, ugift konservativ - mand eller kvinde - ønske at dyrke sex, uden at bekymre sig om ægteskab. De kan have brug for adgang til prævention, rådgivning om seksuelt overførte sygdomme, oplysninger om livmoderhalskræft, og så videre. Og hvis en pige eller kvinde bliver gravid, og der ikke er mulighed for eller ønske om ægteskab, kan abort være nødvendig.
   Trump er en pragmatisk konservativ, par excellence. Og han ved, at der er en masse republikanske vælgere, der er ligesom ham, i deres pragmatisme. Der er en grund til, at han kan lide Planned Parenthood. Der er masser af unge, ugifte (eller endda gifte) pragmatiske konservative, der kan have brug for, hvad Planned Parenthood har at byde på - billigt og fortroligt.
   Tilsvarende ønsker unge eller midaldrende pragmatiske konservative at maksimere deres egen rigdom. De ønsker ikke at blive belemret med den økonomiske byrde ved at passe deres forældre. Social Security og Medicare fritager dem for de fleste af disse ansvarsområder. Derfor ønsker Trump at beholde Social Security og Medicare.


Folk der tror på Laissez faire frie markedsvilkår

   Establishmentets konservative politik er ikke kun blevet formet af den politiske magt fra hvide evangeliske kirker, men også af den politiske magt hos dem, der søger maksimalt laissez faire frie markeder, hvor rige mennesker og selskaber, har markedsregler i deres favør med minimal statslig regulering og håndhævelse. De ser beskatning, ikke som investering i offentligt tildelte ressourcer til alle borgere, men som at regeringen tager deres indtjening (deres private ejendom) og giver penge via statslige programmer til dem, der ikke fortjener det. Dette er kilden til etablering af republikanernes anti-skat og minimalstats holdninger. Denne version af konservatisme er helt tilfreds med outsourcing. At øge overskuddet ved at sende produktion og mange tjenester til udlandet, hvor arbejdskraften er billig, med den konsekvens, at velbetalte jobs forlader Amerika og lønningerne er trykket ned her. Da de er afhængige af billig import, går de ikke ind for at indføre høje toldsatser.
   Men Donald Trump har ikke i en virksomhed, der fremstiller produkter i udlandet for at importere dem med fortjeneste. Som entreprenør, bygger han hoteller, kasinoer, kontorbygninger, golfbaner. Han kan bygge dem i udlandet med billig arbejdskraft, men han kan ikke importere dem. Desuden erkender han, at de fleste små virksomhedsejere i Amerika er mere ligesom ham - amerikanske virksomheder, som renserier, pizzeriaer, diners, blikkenslagere, isenkræmmere, gartnere, entreprenører, bilvaskere, og fagfolk som arkitekter, advokater, læger og sygeplejersker. Høj importtold ser ikke ud som et problem fra deres perspektiv.
   Mange forretningsfolk er pragmatiske konservative. De kan lide regeringsmagten, når det virker for dem. Tag ekspropriationsret. Establishmentets Republikanere ser det som et misbrug når regeringen tager af den private ejendomsret. Men konservative fast ejendoms udviklere som Trump er afhængige af ekspropriationsret, så huse og små virksomheder, i områder de ønsker at udvikle, kan fjernes med ekspropriationsret af hensyn til deres udviklingsplaner. Alt hvad de skal gøre, er at få lokale embedsmænd til at gå med til ekspropriationen, ved hjælp af kampagnebidrag og løftet om en stigning i mængden af lokale skatte dollars. Trump peger på Atlantic City, hvor han bygger sit casino og bruger ekspropriationsret for at få ejendommen.
   Hvis virksomhederne skal betale for deres ansattes sygesikring, vil Trump have dem til at betale så lidt som muligt for at maksimere overskuddet for virksomheder generelt. Han vil derfor have sygesikring og farmaceutiske virksomheder til at opkræve så lidt som muligt. For at øge konkurrencen, vil han have forsikringsselskaberne til at tilbyde planer nationalt, og undgå de programmer der drives af de enkelte stater under Affordable Care Act (Obamacare). De forsikringsprogrammer er der for at maksimere borgernes sundhedsdækning, og hjælpe mennesker med lav indkomst til at få dækning, snarere end at øge virksomhedernes overskud. Trump ønsker dog at beholde det obligatoriske element i ACA, som establishment konservative hader, da de ser det som regeringens magtfuldkommenhed, der tvinger folk til at købe et produkt. For    Trump er det obligatorisk element for enkeltpersoner imidlertid med til at øge forsikrings-poolen og nedbringer omkostningerne for virksomhederne.


Direkte (lineær) vs. Systemisk (cirkulær) Årsag/virkningsslutninger

   Direkte eller lineære årsag/virkningsslutninger beskæftiger sig med et problem via direkte handling. Systemisk årsag/virkningsslutninger erkender, at mange problemer opstår udfra det system, de er en del af, og skal behandles via systemiske årsag/virkningsslutninger. Systemisk årsag/virkningsslutninger har fire versioner: En kæde af direkte årsager. Interagerende direkte årsager (eller kæder af direkte årsager). Feedback loops. Og probabilistiske årsager. Systemisk årsagssammenhæng i den globale opvarmning forklarer, hvorfor den globale opvarmning over Stillehavet kan producere enorme snestorme i Washington DC: masser af stærkt strømførende vandmolekyler fordamper over Stillehavet, bevæger sig mod nordøst og over     Nordpolen og kommer om vinteren over østkysten og dele af Midtvesten som masser af sne. Systemisk årsagssammenhæng har kæder af direkte årsager, interagerende årsager, feedback loops og probabilistiske årsager - ofte kombineret.
   Direkte årsagssammenhæng er let at forstå, og synes at være repræsenteret i alle sprogs grammatik i hele verden. Systemisk årsagssammenhæng er mere kompleks og er ikke repræsenteret i alle sprogs grammatik alle sprog. Det er nødt til at skulle læres.
   Empiriske undersøgelser har vist, at konservative har tendens til at ræsonnere med direkte årsagssammenhæng og at progressive har meget lettere ve at ræsonnere med systemisk årsagssammenhæng. Årsagen menes at være, at i den strenge far model, forventer faderen at barnet eller ægtefællen reagerer direkte på en ordre, og at afslag skal straffes så hurtigt og direkte som muligt.


Mange af Trumps politiske forslag er indrammet i form af direkte årsagssammenhæng.

   Indvandrere strømmer ind fra Mexico – vi bygger en mur for at stoppe dem. Alle de indvandrere, der er indvandret ulovligt, skal bare deporteres - selv om der er 11 millioner af dem der arbejder i hele økonomien og bor i hele landet. Kuren mod vold med våben er at have en pistol klar til direkte at skyde angriberen. For at stoppe job fra at gå til Asien, hvor lønomkostningerne er lavere og billigere varer derfor oversvømmer markedet her, er løsningen direkte: at sætte en kæmpe told på disse varer, så de er dyrere end varer fremstillet her. For at spare penge på lægemidler, må den største forbruger - regeringen - tage imod tilbud med de laveste priser. Hvis ISIS tjener penge på irakisk olie, sender vi amerikanske tropper til Irak for at tage kontrol over olien og truer ISISs ledere med at myrde deres familiemedlemmer (også selv om det er en krigsforbrydelse). For at få oplysninger fra terrormistænkte, bruges water-boarding, eller endnu værre torturmetoder. Hvis et par terrorister kan komme med muslimske flygtninge, må vi bare stoppe med at lade muslimer komme ind i landet. Alt dette giver mening for dem der tænker udfra direkte årsagssammenhænge, men ikke for dem, der ser de enorme vanskeligheder og dystre konsekvenser af sådanne handlinger på grund af kompleksiteten i systemisk årsagssammenhæng.


Politisk Korrekthed

   Der er mindst 10 millioner af konservative i Amerika, der deler en streng far moral og dens moralske hierarki. Mange af dem er fattige eller middelklasse og mange er hvide mænd, der ser sig selv som overlegen i forhold til indvandrere, ikke-hvide, kvinder, ikke-kristne, homofile - og folk, der er afhængige af offentlig forsørgelse. Med andre ord, de er, hvad liberale ville kalde "blinde tilhængere" (bigots). I mange år har sådan bigotteri ikke været offentligt acceptabelt, især da flere indvandrere er ankommet, da landet er blevet mindre hvidt domineret, efterhånden som flere kvinder er blevet uddannet og flyttede ind på arbejdspladsen, og efterhånden som homoseksuelle er blevet mere synlige og homoseksuelle ægteskaber acceptabelt. Da liberale anti-bigotteri organisationer højlydt har påpeget og lavet en offentlig udstilling af den uamerikanske karakter af dettee bigotteri, har disse konservative følt sig mere og mere undertrykt af det, de kalder "politisk korrekthed" - offentligt pres mod deres synspunkter og imod det, de ser som "ytringsfrihed." Det er blevet forstærket siden 9/11, hvor anti-muslimske følelser blev stærke. Valget af præsident Barack Hussein Obama skabte harme blandt de konservative, og de nægtede at se ham som en legitim b-Amerikaner (som i the birther movement), meget mindre som en legitim autoritet, især da hans liberale synspunkter modsiger næsten alt andet de mener som konservative.
   Donald Trump udtrykker højt alt, hvad de føler - med kraft, aggression, vrede og ingen skam. Alt hvad de skal gøre, er at støtte og stemme for Trump, og de behøver ikke engang at udtrykke deres politisk ukorrekte synspunkter, da han gør det for dem, og hans sejre gør disse synspunkter respektable. Han er deres mester. Han giver dem en følelse af selvrespekt, myndighed, og muligheden for magt.
   Når du hører ordene "politisk korrekthed" så husk dette.


Biconceptuals (tilhængere af flere modsatrettede koncepter Red.)

   Der er ingen mellemvej i amerikansk politik. Der er moderate, men der er ingen ideologi for den moderate, ingen enkelt ideologi, som alle moderate er enige om. En moderat konservativ har nogle progressive holdninger vedrørende nogle spørgsmål, selvom de varierer fra person til person. Ligeledes har en moderat progressiv nogle konservative holdninger vedrørende nogle spørgsmål, igen varierende fra person til person. Kort sagt, moderate har begge politisk moralske verdenssyn, men for det meste bruges en af dem. Disse to moralske verdenssyn modsiger generelt hinanden. Hvordan kan de opholde sig i den samme hjerne på samme tid?
   Begge er kendetegnet i hjernen ved neurale kredsløb. De er forbundet af et banalt kredsløb: gensidig hæmning. Når man er tændt på den ene slukkes den anden; når en styrkes, svækkes den anden. Hvad slår dem til eller fra? Sprog, der passer, på et verdenssyn aktiverer denne verdensopfattelse, styrker det, mens det slukker det andet verdenssyn og svække det. Jo mere Trumps synspunkter diskuteres i medierne, jo mere bliver aktiveret de og jo stærkere bliver de, både i hovederne på hardcore konservative og i hovederne på moderate progressive.
   Dette gælder også, selvom du angriber Trumps synspunkter. Årsagen er, at negativerer du en ramme aktiverer du rammen, som jeg påpegede i bogen ”Tænk ikke på en elefant”! Det betyder ikke noget, om du støtter Trump eller angriber Trump, du hjælper Trump.
   Et godt eksempel på at Trump vinder de progressive biconceptuals er visse organiserede arbejdstagere. Mange fagforeningsmedlemmer er strenge fædre derhjemme eller i deres private liv. De tror på "traditionelle familieværdier" - et konservativt kodeord - og de kan måske identificere sig med vindere.


Hvorfor har Trump vundet i det republikanske primærvalg?

   Se på alle de konservative grupper, han appellerer til!
Det Demokratiske Parti har ikke taget mange af årsagerne til Trump’s støtte og rækkevidden af denne støtte alvorligt. Og medierne har ikke diskuteret mange af årsagerne til Trumps støtte. Det skal ændres.
En stor del af denne analyse er umiddelbart til at overføre til en analyse af hvorfor Dansk Folkeparti har fået så meget opbakning i Danmark. Det er samme retorik, og samme bagvedliggende konceptuelle metaforik.

Her følger links til opfølgende artikler af George Lakoff hvor han fortsætter sin analyse af Trumps retorik og sprogbrug - og uddyber den:
https://georgelakoff.com/2016/07/23/understanding-trump-2/
https://georgelakoff.com/2016/08/19/understanding-trumps-use-of-language/
Her en god analyse med illustrerende tv-eksempler på Trumps manipulerende postfaktuelle retorik:
http://www.latimes.com/politics/la-na-pol-trump-language-20160912-snap-story.html

onsdag den 10. februar 2016

Om at sætte tænkng og følelser i ramme gennem sprogbrugen

Framing-Shot

Da jeg var meget, meget ung - så ung at jeg endnu ikke vær færdig med mine studier i slutningen af 60´erne, var jeg med til - sammen med en medstuderende Niels Erik Wille og en ung adjunkt Harald Steensig - at opfinde og udvikle et nyt sprogfag på danskstudiets første del på KU.
   Vi kaldte faget "pragmatisk analyse" - og ideen var at lære de studerende at de kunne analysere alle mulige former for tekster som sprogbrug i en social kontekst - sprogbrug med en bagvedliggende intention (=sproghandling) og med en oplevet effekt på modtagere.
   Den teoretiske back up fandt vi blandt andre i filosoffen Charles Sanders Peirce (1839-1914) og hans tegnteori, en teori der stod i markant modsætning til Saussures og Hjelmslevs systemiske tegnteori som ellers var dominerende i sprogfagene på det tidspunkt.

Faget pragmatisk analyse blev betragtet som lidt af en faglig revolution den gang. Et skift i hvad man i dag ville kalde faglig 'framing' - fra et sproget som system-synspunkt til et sproget som social praksis-synspunkt.
   Vi opfattede det selv som et 'moderat' politiserende fag, idet målet var at give redskaber til at få en afdækkende og afslørende analytisk skovl under fx reklametekster, ugebladsjournalistik, pornofortællinger, tegneserier, medieinterviews, mm. mm.
   En af vores 'bibler' den gang var svensk: "Språk och påverkan - om argumentationens semantik" af Andersson og Furberg.
   Og et af de 'befriende' begreber som vi hentede derfra, var "perspektivmarkør" - dette at synonymer som egentlig referer til samme emne, alligevel har meget forskellig effekt fordi de med sig transporterer meget forskellige værdiladede associationer.
   Et klassisk eksempel var serien: hest, ganger, krikke, øg. Af andre husker jeg vi opregnede: kvinde, dame, madamme, kone, kælling.
   Med mere politisk zweck en række ord som: sabotør, frihedskæmper, oprører, partisan. 

Så springer vi til nyere tid: Bruges begrebet 'perspektivmarkør' stadig?
    Jeg googler "perspektivmarkør". Og i hvert fald så sent som i et nummer af web-tidskriftet Kommunikationsforum fra 2002, finder jeg en artikel af retorik-studerende Lisca Maria Findahl under overskriften:
Brixtoftes halvfulde flasker
... en overskrift der naturligvis kalder det velkendte perspektvimakør-par frem: halvtom eller halvfuld.

Lidt nede i artiklen får vi kontekst og definition til begrebet:
Inden for pragmatisk sprogteori arbejder man med begrebet ’perspektivmarkører’. Det er fællesbetegnelsen for de steder i sproget som afslører afsenderens forudsætninger og udgangspunkt, også kaldet præsuppositioner. Vi markerer gennem sproget hvilket perspektiv vi ser tingene fra, og hvordan vi vurderer dem. Vi kan omtale en ting i meget forskelligt lys alt efter hvilket ord vi vælger, da hvert synonym med næsten samme grundbetydning har sin egen skov af associationer.
Den persons sprogbrug som Lisca Maria Findahl skal have skovlen under i artiklen, er den daværende borgmester i Farum Peter Brixtofte.
   Ved konsekvent at anskue og omtale kommunalpolitik som 'det at drive en virksomhed' - og ved tilsvarende at omtale plus-minus-beholdningen i kommunens pengekasse som 'virksomhedens positive eller negativ likviditet', så gør det det muligt for ham at glide af på en række kritiske spørgsmål, siger Lisca:
I eksemplet ovenfor er der en betydningsglidning fra ’rede penge’ til ’likviditet’. Denotationen er næsten den samme. Men ved konsekvent at benytte den sidste udgave, prøver Brixtofte på eufemistisk vis at pakke problemerne ind, og dermed påvirke tilhørerne til at tro på at det hele ikke er så slemt endda. Helt midlertidige likviditetsproblemer lyder ikke nær så slemt som decideret underskud i kassen.
 I de senere år er perspektivmarkørerne blevet forankret i et overordnet begreb som man beskriver med det engelsk udtryk 'framing' - altså en metafor som på danske kunne 'at rammesætte'. 
   Det man 'rammesætter' er den tænkning der ligger bag en bestemt sprogbrug om et emne. Og den sprogbrug kan så komme til udtryk ved blandt andet valget af 'perspektivmarkører'.
    
En af fædrene til at fremhæve betydningen i den offentlige debat og tænkning af fænomenet 'framing', er den internationalt berømmede sprogforsker George Lakoff. 
   Han fremsatte sin teori om framing og betydningen af framing i den politiske debat, i bogen "Don't Think of an Elephant! Know Your Values and Frame the Debate" (2004).
   Hans grundpointe i den bog er at hvis ikke venstrefløjen er opmærksom på den systematiske framing af politik og økonomi som det politiske højre er meget dygtige til at praktisere, ja så taber venstrefløjen opbakning og forståelse i den offentlige mening.    
   Venstrefløjen bør mentalt og sprogligt tage sig sammen og systematisk 're-frame' sprogbrug og dermed tænkning på en række centrale politik-områder, er hans argumentation.
  Et af de mest slående eksempler som jeg husker fra den bog, er fremhævelsen af præsident George W. Bush´s framing af 'terrorisme' efter 9/11: "Terrorisme is War", en metafor som legitimerede den militære invasion af Afghanistan, og som altså tvang hele den vestlige verden til at tænke at den bedste eller eneste måde at bekæmpe terrorisme på var ved at sætte militæret ind.
   En sådan metaforisk frame kan sammenfattes i en metaforisk ligning: TERROR = KRIG

Her et link til en artikel af Lakoff der i oversigtsform sammenfatter hovedsynspunkterne i sin bog om 'ikke at tænke på en elefant':
Mest berømmet er George Lakoff for bogen "Metaphors We Live By" som han skrev sammen med Mark Johnson.
   Grundsynspunktet heri er at al vores tænkning inden for alle mulige abstrakte felter (fx matematik), grundlæggende er metaforisk.
   Som for eksempel 'tid' der metaforisk ofte begribes som noget der er levende og kan bevæge sig: "tiden løber", "tiden står stille", "slå tiden ihjel".
   Omsat i formelsprog: TID = LEVENDE VÆSEN.
   Eller som noget der har økonomisk værdi: "det koster minutter", "jeg kom i tidsunderskud", "jeg sparede flere timer ved den genvej".
   Her er metaforformlen der styre tænkningen bag ved ordene: TID = PENGE
 
Et andet eksempel er 'det at diskutere' som metaforisk kan begribes som 'krig', 'kamp', 'slagsmål': "han vandt debatten", "hun forsvarede sit synspunkt godt", de gik ind i diskussionen bevæbnet til tænderne med friske facts."
   Metaforligningen: DISKUSSION = KAMP
   Den metaforiske frame kan forklare hvorfor Clement Kjærsgaard langt hen ad vejen fik offentlig accept på sin måde at interviewe Mette Frederiksen på i tv for nylig.

I små 10 år vejledte jeg specialer på RUC´s journalistuddannelse. 
   Næsten hvert semester var der en gruppe studerende som ønskede at arbejde med 'framing-analyse' af den journalistiske dækning af et eller andet kontroversielt. 
   Og teorien er ganske omfattende og flere fagområder opererer med hver sin definition.
   Bare se for eksempel hvordan Wikipedia kommer vidt omkring med begrebet:
Så det var ofte svært for de studerende at komme fra den omfattende, men diffuse teori til en pragmatisk medieanalyse.
   Jeg  opdagede at min jo ret så simplistiske måde at sammenfatte en "frame" på, nemlig som en (metaforisk) ligning, fungerede befriende for tænkningen hos de studerende.
   Jeg husker fx et speciale hvor de studerende ville undersøge hvordan to aviser framede "sindslidende" i deres nyhedsartikler. Og udtrykt i formelsprog, så var resultatet klokkeklart:
   I langt hovedparten af artiklerne i Jyllandsposten gjorde journalisterne bruge af framen: SINDSLIDENDE = (POTENTIEL) KRIMINEL.
   I langt hovedparten af artiklerne i Politiken i den samme periode gjorde journalisterne brug af framen: SINDSLIDENDE = SYG.

Alle kan sikkert også huske hvordan man konsekvent i de danske aviser metaforisk framede de oprør, optøjer, protestdemonstrationer som foregik i mange arabiske lande 2010-11 som DET ARABISKE FORÅR, en metafor som ofte dækkede over en manglenede analyse af de bagvedliggende kræfter der trak i trådene og siden tiltvang sig magten, og som betød at "foråret" ikke gik over i "sommer" som metaforen lagde op til,  men overaskende for de fleste i den vestlige offentlighed endte i rent politisk-økonomisk kaos.
 
Inden for journalistisk teori taler man om "horserace-journalism" som en metaforisk frame mange journalister forfalder til at anskue politisk uenighed igennem. 
   Altså: POLITIK = HESTEVÆDDELØB. 
   Den metafor lægger i den grad et tågeslør over hvad der er substansen i en politiske uenighed.

Så det er altså vigtigt som journalist og/eller politiker der deltager i  den offentlige politisk-økonomiske diskurs, at være sig kritisk bevidst inden for hvilke mentale rammer man formulere sig og tænker.
   Det er også præmissen for en bog som udkom november 2015: "Tag bladet fra munden - en introduktion til politisk framing" af de to retorikere Jens Jonatan Steen og Gry Inger Reiter.
  Som en god måde at promovere bogen på, har de skrevet debatartikler til både Politiken og Information hvor de demonstrerer hvad deres framing-analyser kan i forhold til måden man taler om inden for forskellige politikområder.
   
I Politiken den 22. november har de artiklen med overskriften
Finansloven er et retorisk mesterstykke - hvornår tager venstrefløjen ved lære
I netversionen har er rubrikken kortet ned til:
Hvornår tager venstrefløjen ved lære af den blå retorik
Manchetten lyder:
Når Venstres 'moderne kontanthjælpsloft' er blevet kronen på værket i regeringens finanslov, skyldes det flere år med politisk bevidst sprogbrug, der har fået danskerne til at se de ledige i et langt mere neoliberalistisk lys.
Bogens teori og analyser lægger sig tydeligvis tæt op af Goerge Lakoffs. Og den har også samme grundpræmis: at den politiske højrefløj i mange år systematisk har framet fx arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere på en ganske bestemt måde som gør det nemt at sluge en politisk lovgivning som beskærer en række sociale ydelser.
   Artiklen tager udgangspunkt i en kernepåstand som gentages om og om igen fra tilhængere af blå blok:
Det skal kunne betale sig at arbejde.
   Sætningen har spredt sig som lyden i et ekkokammer i den offentlige debat gennem flere år. Særligt højrefløjen er lykkedes med at sætte fokus på de skadelige effekter af offentlig forsørgelse ved at tale om ’værdigt trængende’, ’svage økonomiske incitamenter’, ’Dovne Robert’ og ’respekt for folk, der går på arbejde’.
   Den slags tale har gødet jorden for en række afgørende reformer af bl.a. dagpengesystemet og det såkaldte moderne kontanthjælpsloft, som er en del af de netop afsluttede finanslovsforhandlinger.
Senere i artiklen forklarer forfatterne:
Den bagvedliggende præmis er, at man ved at sænke ydelser – hvad enten det er kontanthjælp, integrationsydelse eller anden offentlig understøttelse – øger den enkelte lediges incitament til at finde sig et job, og man argumenterer implicit for, at der er job nok at få, at det er den enkeltes eget ansvar at få det, og at den mest nærliggende forklaring på ledighed er, at man er en doven slubbert.
   Når Venstre holder fast i at skære i ydelserne og stramme incitamenterne, på trods af at effekterne er yderst tvivlsomme og sparsomt belyst af forskningen, skyldes det, at tænkningen er ideologisk hjerteblod.
    Forestillingen om, at det skal kunne ’betale sig at arbejde’ bygger på, at manglende beskæftigelse er et individuelt ansvar – ikke fællesskabets. Derfor har man i årevis forsøgt at frame ledighed som et spørgsmål om individer, der frivilligt går ledige, for at dreje debatten i retning af Venstres egne værdier.
ARBEJDSLØS = ARBEJDSSKY DOVENLARS er den metaforiske frame som ligger bag.
   Og forfatterne konstaterer at en stor del af venstrefløjen simpelt hen ukritisk har overtaget den frame:
Framingen, der individualiserer skylden for ledighed, har formået at sprede sig og blive taget op af aktører, der for 20 år siden ville have afvist den prompte. Den er blevet så stærk, at venstreorienterede forholder sig til den og ofte bruger den – på trods af at AE-rådet i 2013 dokumenterede, at ud af de 150.000 danskere, der opnår en umiddelbar gevinst på maks. 2.000 kr. om måneden ved at være i arbejde, er 9 ud af 10 alligevel i arbejde.
I artiklen i Information tager forfatterne fat på den anden side af sagen, det at det er nødvendigt som poltisk bevidst debattør at finde ud af at 'omramme' tænkning og sprogbrug, fx i forhold til den måde man taler om klima- og miljøproblemer på.
   I fagsproget er termen: 're-framing'.
   Artiklen i Information af de to retorikere har overskriften
Derfor er klima aldrig øverst på dagsordenen
Manchetten lyder:
Hvis vi vil motivere folk til at handle, er vi nødt til at droppe de abstrakte og komplicerede termer. Klimakrisen skal gøres nærværende – vi har nogle bud på hvordan.
Problemet med de frames man bruger i den dominerende klimadebat og tænkning er abstraktionsniveauet som gør at almindelige mennesker bogstavelig talt ikke 'berøres' af debatten og argumenterne:
Klimaet er ikke noget, man kan se, CO2-udslip ikke noget man kan lugte eller smage, globale temperaturstigninger ikke noget, man kan tage og føle på. Og klimadebatten er fyldt med tekniske termer, der beskriver videnskabeligt dokumenterede fakta, men som på ingen måde relaterer sig til vores liv og vores hverdag. Tal og fakta er selvfølgelig vigtigt, men det er ikke det, der skaber opbakning.
   Og det er netop her, der er brug for en langt mere effektfuld framing. I stedet for at fortsætte med de abstrakte og komplicerede termer, som klimaet oftest diskuteres ud fra, er der brug for at gøre debatten mere nærværende og virkelig for den enkelte, hvis man vil motivere folk til at handle.
Istedet for at tale om "at begrænse CO2-udledning", "2 graders målsætning" og "grøn omstilling", skulle man gå efter at frame miljøforbedringer som noget der har med "renhed" og "sundhed" at gøre. 
   At en sådan re-framing har effekt, kan dokumenteres eksperimentelt:
Et godt eksempel er at frame klimaet som et spørgsmål om renhed. Denne tilgang får nemlig folk, der normalt ikke går op i klima og miljø, til at indtage en aktiv holdning til, at klima- og miljøproblematikker skal bekæmpes og forebygges. Det viser et studie, som de amerikanske forskere Matthew Feinberg og Robb Willer udførte i 2013.
   De satte forsøgspersoner, der var deciderede klimaskeptikere eller i det mindste apatiske over for klimadebatten, til at læse artikler om miljø- og klimarelaterede problemer.
   Den ene gruppe forsøgspersoner læste en artikel, der lagde vægt på det, som klimaforkæmperne ofte argumenterer med: Den beskrev de skadevirkninger, som menneskets adfærd har på klimaet, og hvor vigtigt det er, at folk beskytter klimaet.
   Den anden gruppe læste en artikel om, hvor beskidt og forurenet klimaet er blevet, og hvor vigtigt det er, at vi rydder op i og renser vores omgivelser.
   Den første gruppe ændrede overhovedet ikke holdning til klimaspørgsmålet. Men framingen, der gik på renhed via fokus på giftstoffer i drikkevand og smogskyer over byerne, fik derimod læserne til at støtte forebyggende politikker, som de ellers ville have modsat sig.
Tilsvarende hvis man re-framer debat og argumentation med fokus på "sundhed" der ligesom "renhed" umiddelbart kan forbindes med den fysiske krops velbefindende af de fleste:
En anden fordelagtig framing for klimaforkæmperne er at gøre klimadebatten til et spørgsmål om sundhed. Det indgyder nemlig folk håb og motiverer dem til at tro på, at de selv kan gøre en forskel. Så bliver klimaet, ligesom sundhed, opfattet som noget, vi kan ændre på, og noget vi helt personligt får det bedre af at få rettet op på.
   Det har forskeren Teresa Myers m.fl. vist med et studie fra 2012, hvor en framing af klimaforandringerne som et spørgsmål om sundhed fremkaldte positive følelsesmæssige reaktioner hos forsøgsdeltagerne, der gjorde dem tilbøjelige til at støtte politikker, der kan afbøde klimaforandringer.
I kontrast hertil viste forsøgene:
Til sammenligning havde en frame, der slog på de miljømæssige risici ved klimaforandringer – den måske mest brugte frame af klimaforkæmpere – stort set ingen effekt på de apatiske, uengagerede og skeptiske forsøgspersoner, der ikke følte den mindste trang til at ændre holdning.
Det er godt at der nu er kommet en bog der går i offensiven og får det budskab ud at vi - og jo ikke mindst journalister - skal være bevidste om hvordan sprogbrugen i politisk argumentation sætter vores tænkning og føleser i begrænsende glas og ramme.

Til slut vender jeg lige tilbage til George Lakof der i artiklen linket til ovenfor blandt andet tager udgangspunkt i ordet "taxrelief" (dansk: "skattelettelse") som en del af en forførende konservativ politisk frame:
On the day that George W. Bush took office, the words tax relief started appearing in White House communiqués to the press and in official speeches and reports by conservatives. Let us look in detail at the framing evoked by this term.
   The word relief evokes a frame in which there is a blameless Afflicted Person who we identify with and who has some Affliction, some pain or harm that is imposed by some external Cause-of-pain. Relief is the taking away of the pain or harm, and it is brought about by some Reliever-of-pain.
  The Relief frame is an instance of a more general Rescue scenario, in which there a Hero (The Reliever-of-pain), a Victim (the Afflicted), a Crime (the Affliction), A Villain (the Cause-of-affliction), and a Rescue (the Pain Relief). The Hero is inherently good, the Villain is evil, and the Victim after the Rescue owes gratitude to the Hero.
 Vi har jo en helt tilsvarende frame tyngende belastning: SKAT=BYRDE.
   Og den frame udelukker så den tanke at det meste af de fællesgoder som skatten betaler - børnehaver, skoler, sygehuse, plejehjem, universiteter, museer - jo er noget som vi alle er enige om er entydigt godt.
    
Og hvor længe er vi ikke blevet tudet ørene fulde af at "skattelettelser" er godt fordi det "skaber flere jobs". 
   Sådan også i USA ifølge George Lakoff:
Now we’re hearing the slogan “Tax relief creates jobs.” Looking at the Relief frame, we see that afflictions and pain can be quantified, and there can be more or less relief. By the logic of framing (NOT the logic of economics!), if tax relief creates jobs, then more tax relief creates more jobs. That is just how the president has been arguing for increasing tax cuts from $350 billion to $550 billion. The new frame incorporates the old Tax Relief frame into a new “Tax Relief Creates Jobs” frame.
På facebook forsøgte jeg mig med en re-framing af "skattestigning" ud fra det grundsynspunkt at mange af de problemer som man nu slås med fx i forhold til at der kommer flere asylsøgende flygtninge som samfundet i en række år må have udgifter med, kunne klares med fx en enkelt procent stigning af indkomstskatten.
   Mit forslag til hvad man skulle kalde sådan en ekstraskat:
ANSTÆNDIGHEDS-SKAT 
Jeg ville personligt betale den skat med glæde - hvis jeg så til gengæld kunne blive fri for alt det sludder og vrøvl om "den nødvendige politik".

tirsdag den 22. april 2014

Udstillet kunst i forskellige konceptuelle 'frames' (1) - Hans Oldau Krull (og Sven Dalsgaard)

Jeg har på bloggen her ofte skrevet om "konceptuelle rammer" i forskellige sammenhæng, men vist ikke i forhold til kunst.
   På engelsk taler man om: "frames" og "framing": dette at man mentalt og begrebsmæssigt anskuer noget - fx mennesket, politik, skolen, klimaet - inden for en bestemt metaforisk defineret kategori eller optik - en mental rammesætning der indebærer at man fokuserer på bestemte sider af et fænomen, mens man bortskærer eller udelukker andre sider.
- Som fx når præsident Bush i sin tid efter 9/11-angrebet, definerede terrorisme som 'krig', og erklærede "war against terror",
- Eller når journalister i deres avisdækning anskuer politik og politiske debat som "sportskamp", kaldet "horserace journalism"
- Eller når man benævner en række oprør i arabiske lande som "det arabiske forår",
- Eller når politikere der er imod arveafgiften 'framer' den som "dødskat".

Malerkunst og kunstmalere har i århundredernes løb også været konceptuelt rammesat eller "framet" på bestemte måder:
  • maleriet som repræsentant for religiøse/mytologiske fortællinger (som i middelalderen)
  • maleriet som et vindue ud til en genkendelig virkelighed, 
  • maleriet som en flade med former og farver,
  • maleriet som et spejl af kunstnerens indre subjektive verden, 
  • maleriet som en abstrakt tanke eller ide, 
  • maleriet som en vits og en vrængen ad konventioner
Besøger man fx en kunstudstilling kun med én mulig frame i hovedet: billedet skal ligned den virkelighed det fremstiller og mimer, så kan man som publikummer får stor problemer ved mødet med de fleste af de billeder man kunne se på kunstmuseet Fuglsangs Svend Dalsgaard-udstilling. Eller ved mødet med Hans Oldau Krulls billeder, udstillet på biblioteket i Vordingborg.
   Man kan vel sige at kunsthistoriens forskellige '-ismer', nogenlunde modsvares af en frame eller af en fusion af flere frames: naturalisme, impressionisme, ekspressionisme, kubisme, surrealisme, etc.

Den internationalt anerkendte neuropsykolog V. S. Ramachandran har i sin bog "The Tell-Tale Brain" opstillet nogle universelle såkaldt 'bioæstetiske' principper, som han altså mener er en del af vores hjernes biologisk set up, og som al (visuel) kunstnerisk udfoldelse og oplevelse trækker på:
  • Peak shift (overdrivelse, som fx i karikaturer) 
  • Perceptual grouping and binding (gruppering i gestalter - efter lighed og forskel) 
  • Contrast 
  • Isolation 
  • Perceptual problem solving/Peekaboo (noget er (delvis) skjult og udgør et problem/borte-tit) 
  • Symmetry 
  • Abhorrence of coincidence/generic viewpoint (svært at forklare: afsmag for alt for heldige tilfældigheder) 
  • Orderliness (gentagelse, rytme, rim, remser)
  • Metaphor (noget skal ses og forstås i overført betydning - gennem noget andet)
  • Metonym
Det sidste princip "metonym" er min tilføjelse: dette at en karakteristisk (konkret) del står for en større (abstrakt) helhed som den er en typisk del af.
   Men der kan udmærket være andre og flere bioæstetiske principper på spil nå kunstnere udøver og publikum oplever kunst.
   I disse to blogindlæg fra bloggen "mixingmemory" gennemgåes principperne meget pædagogisk, synes jeg:
http://mixingmemory.blogspot.dk/2005/01/cognitive-science-of-art-ramachandrans_22.htmlhttp://mixingmemory.blogspot.dk/2005/01/cognitive-science-of-art-ramachandrans.html
Jeg har selv brugt Ramachandrans principper når jeg ville forstå hvad det egentlig var for noget der styrede mine egne forsøg og erfaringer med at male akvarel, som det blandt andet fremgår af disse to indlæg på denne blog:
Såvel de forskellige kunstframes som neuroæstetikkens principper kan give perspektiv til de to lokale kunstudstillinger jeg har besøgt inden for de sidste par uger, den ene med værker af Hans Oldau Krull, den anden og større udstilling med billeder af afdøde Sven Dalsgaard

Vordingborg Kunstforening står for en udstilling med godt 30 værker af Hans Oldau Krull på Vordingborg Bibliotek - også kaldet 'Kulturarkaden'. Og kunstmuseet Fuglsang på Lolland viser en omfattende retrospektiv udstilling af værker af Sven Dalsgaard.
   Først til Krull.

Hans Oldau Krull, født 1952 i Svendborg, er ud af en gammel sømands- og kunstnerslægt på Ærø. Og still going strong, fremgår det af udstillingen. Billederne er dramatiske, ekstremt udtrykstærke både i farver, tegning og motiver.
   Min gode morgensvømmerven som også er kunstsamler, karakteriserede ham som 'fabulerende kolorist'. Og det er ramt lige i plet, men hvilke fabler har Krull gang i?
 
Sjov og provokerende udtryksfuld er han i hvert fald. Og uden tvivl konceptuelt beslægtet med ekspressionisterne fra slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet.
   I den lokale Krull-udstilling møder man en lang række værker med regulære religiøse/mytiske motiver som visuelt blander figurer fra nordisk, græsk, kristen, egyptisk og østasiatisk mytologi. I mange billeder indgår også en masse åbne både - uden sejl.
   Med alle de henvisninger til mytologiske figurer, universer og miljøer, er han et klokkeklart eksempel på det der kendetegner kreativitet: grænseoverskridende 'konceptuel blending': en montage og kollage af betydninger fra kilder der ellers er adskilt og hører til i vidt forskellige universer og symbolsystemer.
   Deri ligger naturligvis en stor del af fascinationen. Og de bioæstetiske principper han især trækker på og appellerer til, er: overdrivelse (peak shift), borte-tit (perceptuel problem solving), kontrast, perceptuel gruppering, metafor og metonym. 
   Nogle af motiverne er også styret af symmetri, som jo kendetegner megen religiøs kunst og arkitektur.
 
Hvilke kunst-frames arbejder han inden for - og integrerer?
  • maleriet som et spejl af kunstnerens indre subjektive verden
  • maleriet som en visualisering af religiøse og mytologiske fortællinger
  • maleriet som en flade med former og farver,
  • maleriet som en vits og en vrængen ad konventioner
 Her nogle eksempler hentet fra nettet - som gennem titlerne refererer til græsk og nordisk mytologi. "Styx" er fx den flod der i græsk mytologi omkranser dødsriget, og som man altså skal krydse for at komme dertil - eller derfra:

Venner på Styx
Thor
Frigg og Loke
På denne udstilling var vel omkring en tredjedel af billederne med 'englemotiver' og -titler, og flere af 'englene' sejler i åbne robåde, hvad der ud fra en umiddelbar betragtning kan undre da de jo er udstyret med vinger og kan flyve. 
   Det er så ikke konventionelle engle(basser) i lange hvide, lyserøde og lyseblå gevanter billederne fremstiller, men nøgne frodige kvinder som så- som en slags tillægsgevinster - er udstyret med vinger.
   Måske repræsenterer figurerne slet ikke kristne engle, men skal associere til fantasy-verdenernes alfer og feer:
women paintings wings colorful fantasy art drawing

Mens fantasy-illustrationer typisk er super-realistiske og malet med en nærmest fotografisk teknik (ligesom fx Niels Strøbeks malerier, eller Otto Frellos), så er Krulls godt nok slet ikke 'realist'. Men motiverne i hans malerier er i hvert fald figurative og dermed delvist genkendelige.
   Du kan i øvrigt læse et indlæg som delvist handler om Niels Strøbek, her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/modeller-mimesis-og-fantastik-om-det.html
I flere af de mytologiske universer som fantasy-kunst i film, tegneserier og bøger trækker på, findes kvindefigurerer med vinger: 
   For eksempel er de nordiske valkyrier i nogle sammenhænge udstyret med svanevinger, og det er dem der i krig bestemmer hvem der skal dø og hvem leve. 
   Og i græsk mytologi har vi sejrsgudinden Nike, der afbildes som en kvinde med vinger, ofte som en slags galionsfigur i en båd.
   Men grundlæggende får jeg fornemmelsen af at disse mange forskellige referencer ikke skal tages alt for alvorligt når det hele har være i gennem fantasi-blenderen i Krulls krøllede hjerne - en af 'englene' er fx udstyret med en  gammeldags gul flyverhjelm med beskyttelsesbriller.
   Der er gennemgående megen - ofte grotesk - humor og en del konceptuel 'vrængen' i forhold ti de mytologiske og religiøse konventioner i Krulls billeder. 
   Billederne skal altså nok primært ses som metaforiske og metonymiske mentale spejle - som symbolske udtryk for Krulls  indre subjektive univers, som man godt kan fornemme kredser en del om døden og - måske - en slags genopstandelse, hvad et "bannermaleri" på udstillingen direkte illustrerer:

 

Jeg får associationer til 'new age'-billder her:


Her et lille udvalg af Krulls "englebilleder" fra udstillingen, fotograferet med mit mobilkamera; den ene skulptur der var udstillet var også en 'engel':


Preben Winther skriver om Krull i Kunstavisen i forbindelse med en anden udstilling - og bruger karakteristisk nok metaforen "sampling" til at beskrive hans særkende.
Hans Krull har igennem hele sin tilværelse rejst og boet mange forskellige steder på kloden. Han er en meget vidende kunstner, der i sine værker anvender et hav af referencer. Det kan være til hændelser i hans eget liv, eller til mennesker, der har betydet meget for ham, eller han sampler historiske begivenheder og personer, der kan bruges til at formidle hans budskab, lige fra Svend Trøst til Kristus og ægyptiske og balinesiske guddomme. Mange af hans værker har mytologiske temaer og centrerer sig på en eller anden vis om døden; døden set som en forvandling, en transformation, som overgang fra livet til det ukendte.
Ved at google 'Hans Krull' får man indtryk af at han nok skifter motiver og referencer gennem årene, men at han malerisk stort set trækker på samme register: vidtfavnende og højtflyvende fabuleren kombineret med en udtalt grafisk glæde ved stærke kontraster i form og farve. Og han synes at være meget trofast inden for den kombination af 'kunstframes' som jeg nævnte ovenfor.
   Motiv- og udtryksmæssig er han altså stabil over mange år - på samme måde som Hundetwasser som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/hundertwasser-kreativ-multipersonlighed.html
Jeg spekulerer på om Krull har arbejdet med tegneserier som medie. I hvert fald tyder nogle af de over hundrede festival- og forestillings-plakater han har lavet i årenes løb, på at han med fordel kunne afprøve den form:


Her udfolder Sven Dalsgaard (1924-1999) sig konceptuelt og malerisk i en helt anden boldgade end Krull. Det er andre kunstframes Dalsgaard forholder sig til og befinder sig i - og han udvikler sig ved at bruge dem op og skifte dem ud periodisk.   
   Hvor Krulls billeder er gennemsyret af en næsten glubsk lyst til overskud og overflod - indholds-, form- og udtryksmæssige excesser, så er Sven Dalsgaard en maler som i sin udvikling følger et spor og en retning som man kunne kalde "less is more" - indtil der egentlig ikke er noget "kunst" tilbage i hans billeder. Men mange 'kunstigheder'.

Sevn Dalsgaard-udstillingen på Fuglsang er retrospektiv og viser malerier fra omkring 1940 og helt frem til hans død.
        Sven Dalsgaard er født samme år som Asger Jorn. Han var aldrig medlem af Cobra-gruppen, men kunne godt have været det. Han udstillede i 50´erne sammen med flere af de danske medlemmer af gruppen.

De tidligste billeder af Dalsgaard vi så på udstillingen, var fra første halvdel af fyrrene, og de var klare eksempler på den retning som herhjemme Vilhelm Freddie var mest kendt for: surrealismen.
   Her er et af Dalsgaards malerier fra 1943 med titlen "Portræt af enhver" - som også var med på udstillingen:


Her to andre malerier hvis titler jeg ikke lige har kunnet finde:


Surrealisme? - Ja, men et klart Sven Dalsgaard-særpræg.
   Der er som hos Krull næsten altid nøgne damer med i motivet, men frodige er de ikke - nærmest det rene skind og ben.

Nej, nu bliver det for langt - fortsættelse følger - i næste indlæg:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/udstilet-kunst-i-forskellige.html