En stor del af den første udgave af dette indlæg er fjernet og alle navne som var nævnt i den version er her udeladt. Dermed har jeg også fjernet gengivelser af udtalelser fra gamle skolekammerater som jeg talte med ved vores jubilæumsfrokost, og som jeg ikke skulle have gengivet uden først at spørge om det var OK.
I de kommende indlæg vil de samme principper blive overholdt. Så alt hvad der står der, står for min egen regning - og bygger på hvad jeg husker - evt. husker forkert - og hvad jeg har glemt eller fortrængt.
 |
| Klassisk studenterhue |
I mange blogindlæg om stort set hvad som helst der har med kreativitet at gøre, har jeg - ganske listigt - fået indføjet kortere eller længere afsnit hvor jeg kalder erindringer fra mit tidligere liv frem og genfortæller - gennem associationer til det aktuelle emne jeg skriver om.
Meget tydelig har den sammenhæng været da jeg i en serie indlæg skrev om mit gensyn med mine tre 'amerikanske brødre' i forbindelse med en kort turistrejse til New York sammen med fruen og moster.
Når jeg skriver "amerikanske brødre" så referer det til de de 'bonusbrødre' jeg fik da jeg i 1961-62 - altså mellem 2. og 3. g. - var AFS-udvekslingsstudent og boede hos en amerikanske jødisk familie i en forstad til byen New York
Her link til de fire indlæg i serien
http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/01/new-york-new-york-3-moma-vs-noguchi.html
Det sidste i serien - som blev færdigskrevet længe efter de første tre, viser til slut nogle af de billeder med fiktive ansigtsportrætter som motiv som jeg dels malede med pastel-kridt mens jeg var i USA, og dels tegnede i kul eller tusch i årene efter hjemkomsten.
Det er i den periode at drømmen om at blive kunstmaler voksede frem - en drøm der døde langsomt ud omkring 1966-67 hvor jeg blev mere og mere engageret i mine akademiske studier, studier som så endte med at jeg fik skrevet et speciale i moderne dansk grammatik der gav adgang til en stilling som forsker og underviser på dansk-studie på K.U. umiddelbart efter min eksamen i januar 1970.
Og så er jeg på vej baglæns ned ad erindringens snørklede og tågede hulvej, en vej som for godt en uge siden blev genaktiveret og genbesøgt da jeg mødtes med 11 af mine gamle gymnasieklassekammerater til 55-års jubilæumsfrokost i København. To var kunne ikke komme. Og to var døde.
Det er fjerde gang klassen mødes og har fejret 40-, 45-, 50-, 55-års studenterjubilæum.
En måske lidt overraskende fastholder-tradition i en tilfældig klasse fra begyndelsen af 60´erne på det stadigt fungerende Christianshavns Gymnasium.
 |
Christianshavns Gymnasium, set fra skolegården.
Det ser ud som i 60´erne, bortset fra at den gang
var der ikke striber og udstyr til sport i skolegården |
Men hvad har den tradition og den slags begivenheder egentlig med kreativitet at gøre?
Da jeg begyndte på bloggen her for godt 7 år siden, havde jeg to indgange til kreativitet.
Dels en definition: Kreativitet er når man i en opgavesammenhæng overskrider grænser mellem emner eller elementer som traditionelt er adskilt og ikke har noget med hinanden at gøre.
Siden fandt jeg ud af at sprogvidenskaben har et begreb for netop det fænomen: 'conceptual blending'.
Et velkendt eksempel er brug af konkrete metaforer til at beskrive mere abstrakte og luftige emner: 'tiden løber', 'brændende kærlighed', 'diskussionsdeltagerne krydsede klinger'.
Dels forbindes 'kreativitet' i en gren af psykologien med en særlig personlighedstype: 'den særligt kreative personlighed' - et begreb jeg fik ved at læse flere bøger af en af kreativitetpsykologiens store navne: Mihaly Csikszentmihalyi - som også er kendt for at være opfinderen af det centrale begreb 'flow' - som vi alle har oplevet som psykologisk motor og drivkraft.
Jeg fandt ud af at jeg nok selv hørte til den type. En erkendelse der kom meget sent i mit liv.
Når mennesker - efter 25, 40, 50 års voksenliv - finder sammen for at udveksle minder fra en fælles skoletid, så bringer man 'noget' sammen ved en slags frivillig tvang som ellers har været adskilt i de mange år: skæbner, udviklinger, karrierer og liv. Man kortslutter tiden, blander før og nu.
Og det rejser for mig - og sikkert også for de andre i klassen - en række spørgsmål, som fx:
- Hvordan blev vi mentalt formet, og hvad blev vi til - i løbet af voksenlivet med det afsæt i den traditionsbelastede studenter-(kasket-)hue (som den gang kun en lille del af skoleeleverne nåede frem til at få på hovedet)?
- Hvordan førte en studentereksamen i 1962(63) mig og de andre klassekammerater til netop det arbejde og det voksenliv som vi så kan udveksle tanker, følelser og videnstumper om - nu her godt et halvt århundrede senere?
- Hvilke drømme havde vi (og vores forældre til os) - og blev de indfriet - eller blev livet lidt af en skuffelse?
Og helt generelt: - Opstår der 'sød musik' ved den slags jubilæumsammenkomster - altså noget nyt - disse mange år efter, eller er det rituel og sentimental tomgang for gamle mennesker der tilfældigvis delte gymnasieklasse sammen i nogle få år?
Spørgsmålene og flere af samme skuffe viser i hvert fald at fejringen af et studenterjubilæum er et oplagt eksempel på det jeg ovenfor kaldte 'conceptual blending'.
Det er en traditionsbåret festlig fejring på årstal der i tidens løb er lavet flere dokumentar- og spillefilm over: Mennesker mødes, og i fællesskab kaster de ved snakker hen over et frokostbord erindringens stormaskede net tilbage i tiden, og trækker fremad igen derfra. Hvad går i nettet?
Den dokumentar af den slags som jeg husker og kender bedst, er Poul Martinsens 'Skoledage' fra 1982.
Den har jeg nemlig beskrevet og interviewet instruktøren om i andet bind af min bog 'Poul Martinsen - Besat af Virkelighed' (2007).
Den bærende ide i dokumentaren er at sammenligne og modstille erindringerne om undervisningen på Bakkegårdskolen i Vangede omkring 1942 (5. klasse) - med en erklæret nazist som skoleleder - med hvad der faktisk foregår af progressiv og kreativ undervisning i en 5.-klasse i på samme skole ca. 40 år efter.
Det gav mening og aha-oplevelser.
Tilbage til Christianshavns Gymnasium ...
Her er 'klassebilledet' fra 1. g.
 |
Hvis man tæller til 5 fra venstre, så er det mig der står der i anden række. Til venstre for mig står SIDEKAMMERATEN som jeg skriver om længere nede i indlægget.
|
Jeg var - desværre - ikke med til den første jubilæumskomsammen i 2002 (40 år), en get-together som altså indebar at studenterklassen (matematisk) årgang 1962 - en lille klasse med 16 elever - mødtes på gymnasiet. Og derefter spiste frokost sammen.
For netop på grund af mit udvekslings-år i USA blev jeg faktisk først student et år efter resten af klassen og altså samen med en helt anden klasse som jeg 'kun' havde gået i det sidste år: 3. g.
Til den afslutning i 1963 påtog jeg mig til gengæld at skrive og holde 'studenternes tale' til skolen, lærerne og forældrene.
Som jeg husker det, fik jeg at vide af mine klassekammerater at det nærmest var min pligt at holde den tale - fordi jeg jo havde lært at 'holde tale' (ganske vist på engelsk) under mit USA-ophold 1961-62.
Jeg har altså kun haft og levet med jubilæums-deltagerne som klassekammerater de to først år af min gymnasietid.
Men en del af dem (hvor mange kan jeg ikke huske) har jeg så også haft som klassekammerater i de sidste to år af mellemskolen, hvortil jeg var 'indvandret' som provinsdreng fra Stege Realskoles i slutningen af 2. mellem og til den tilsvarende klasse på Christianshavns Gymnasium.
Det var min mor der havde brugt sine forbindelser via min socialdemokratiske morfar der var højt placeret i arbejderbevægelsens kulturliv, til at få mig presset ind i en klasse på gymnasiets mellemskole hvor alle andre havde fået UG eller UG-minus til mellemskoleprøven.
Jeg tror aldrig jeg selv egentlig fik taget eller bestået den dengang prestigefulde og adgangsgivende prøve. Så man undgik 'fri mellem' - som optog dem der blev til overs.
Jeg husker det første år i 3. mellem som hårdt. Jeg havde som provinsdreng der var blevet undervist af folkeskolelærere på en realskole i det sydlige Danmark (nu udkantsdanmark), simpelt hen svært ved at følge med - især i tysk og matematik.
Så de to fag fik jeg lektiehjælp til gennem hele 3. mellem.
I 4. mellem kunne jeg så klare mig på egen hånd, og fik en mellemskoleeksamen som uden videre kvalificerede mig til gymnasiet.
Men som jeg husker det, lå jeg nogenlunde midt i klassen rent karaktermæssigt. De fag jeg brød mig mindst om var de fremmedsproglige - især tysk og latin.
Så derfor valgte jeg den matematiske linje. Jeg havde det rimeligt godt med matematik på det tidspunkt.
Så det er dem fra Christianshavns Gymnasium der blev studenter i 1962, jeg føler mig mest og tættest forbundet med, og ikke dem fra årgang 1963 jeg faktisk blev student sammen med.
Og dette at vi - denne gang 11 personer - trofast møder op for 4(3) gang til en frokost med mennesker vi har gået i klasse med nogle få teenager-år, men ellers for langt de flestes vedkommende ingen særlig kontakt har haft med siden, siger også noget om at vi er knyttet sammen af en ubestemt følelse af 'forbundethed' gennem fælles erindringer og oplevelser i årene omkring 1960.
Dette at mødes så mange år efter, giver kreativt perspektiv.
Bare det at se hvordan alderen, erfaringerne, mødet med virkeligheden har præget ansigterne og kroppene, synes jeg er fascinerende.
Ved vores frokostmøde: Langsomt at genkende konturerne af de unge ansigter bag de nulevende rynkede, grå og (halv)gamle.
En gik nu med stok. Selv humpede jeg jo afsted med en slidt højre hofte som gør pokkers ondt - og som på et eller andet tidspunkt skal udskiftes ligesom den venstre blev for ca. 15 år siden.
Flere af drengene som den gang havde Elvis Presley-hår, var nu hel- og halv-skallede.
Og nogles - især drengenes - ansigtstræk vare svære at genkende, fordi de var blevet rundere og diverse hulninger i kinder og under hagen fyldt ud af subkutant fedt.
Også her var jeg med på tendensen: I 1962 vejede jeg 75 kg, idag 97 (og i mine velmagtsdage var jeg oppe på 125 kg).
Ved mit gensyn med klassen første gang i 2007 husker jeg at 'pigerne' var nemmere at genkende end de fleste af 'drengene'.
SIDEKAMMERATEN
Da jeg blev kontaktet til 45 års-jubilæumskomsammen i 2007, fik jeg tilsendt nogle fotos fra det første jubilæum fem år før.
På et par af dem så jeg min sidekammerat fra de to første gymnasieår. Han så hærget ud, og nogle af de andre gamle klassekammerater fortalte at han døde relativt kort tid efter. Sandsynligvis af følgerne af mange års alt for store alkoholforbrug. Og et liv hvor minus´erne vejede tungere end plus´erne.
Til min egen overraskelse blev jeg stærkt berørt over at se billederne af Sidekammeraten og få hans triste skæbne at vide.
Den gang i gymnasieklassen husker jeg ham som meget kreativ, én der klarede sig godt i næsten alle fag - han havde humor og var meget musikalsk: Han spillede glimrende violin.
Skrevet sådan, lyder det jo tomt og overfladisk. Men det var realiteten ikke.
Selv om SIDEKAMMERATEN og jeg altså ikke fik studenterhue samme år, så genoptog vi den venskabelige forbindelse ved min hjemkomst fra USA. Og vi havde det åbenbart så godt sammen at vi efter at jeg blev student i -63 tog på en fælles månedlang sommertur 'på tommelfingeren', en tur der gik ned gennem Tyskland, Holland, Belgien, Paris, Normandiet, Sydfrankrig - og relativt hurtigt hjem igen - via motorvejen op gennem Loiredalen og videre op gennem Tyskland.
På den tur lærte jeg at elske rødvin, hvidskimmelost og baguetter.
Og vi fandt ud af at de meste venlige og hjælpsomme franskmænd kørte i 2 CV, men deres ture var til gengæld kortere en dem der kørte i de større franske biler.
På tilbagevejen viste det sig at være rigtig svært at blive taget op, så vi besluttede at skilles et sted på vejen nordpå midt i Frankring; én er nemmere at samle op end to, mente vi. Og det fik vi bekræftet.
Jeg husker at jeg mod slutningen af turen blev sat af i en kæmpe motorvejsudfletning uden for Frankfurt, og at jeg stod der midt i et larmende beton- og trafik-helvede flere kilometer uden for byen og tænkte: "Det her går helt galt, Politiet anholder mig nok."
Det var nemlig strengt forbudt at stå og blaffe sådan et sted. Og gav bøder i dyre D-mark hvis politiet fik fat i én.
Heldigvis gik der kun en halv time, og inden politiet opdagede mig stå og tomle, kom jeg op at køre med en venlig tysk forretningsmand i en fin Mercedes - og med ham kørte jeg godt en dagsrejse helt til Hamburg hvor jeg blev sat af ved den centrale jernbanestation.
Der købte jeg så en togbillet til København for de sidste penge jeg havde. Først dagen efter nåede Sidekammeraten hjem. Men han havde vist ikke taget toget det sidste stykke.
Der havde jeg så også fået nok af at blaffe, og gjorde det aldrig igen.
Egentlig brød jeg mig slet ikke om den måde at rejse på - uden mulighed for selv at bestemme, og det var jo en slags tiggeri som vist nok ikke passede til min 'ærekærhed' (tænker jeg nu).
Sidekammeraten og jeg holdt kontakten ved lige og mødtes nogle gange gennem vores studietid. Han var jo meget glad for musik, men om han også studerede det som fag, husker jeg ikke. Usandsynligt er det ikke: matematik og musik har jo rigtig meget med hinanden at gøre.
Han var imidlertid også god til matematik og naturvidenskabelige fag, så det er også muligt at han tog et af den slags fag som bifag.
Jeg mener mit sidste møde med ham var omkring 1970 efter at han havde fået job (vikariat?) på et af Sjællands udkanter, og jeg selv lige var blevet færdig med min cand. phil.-eksamen (dvs. uden bifag).
Han var ikke gift, og om han havde været det og var blevet skilt igen, ved jeg ikke. Jeg har en svag erindring om at han virkede ked af det på en eller anden måde, som om nogle drømme ikke var blevet indfriet.
Måske - det tænker jeg nu - sad han ensom tilbage efter et mislykket ægteskab eller itu-gået kæresteforhold og slikkede sine emotionelle sår - på et ungkarleværelse i Kalundborg - 9-10 år efter han blev student.
Sidekammeraten voksede op på Amager - som enebarn - med en ugift eller fraskilt mor. En enkelt gang eller to i gymnasietiden besøgte jeg ham hjemme der hvor han boede.
De boede småt. I sammenligning med mine forældres kæmpelejlighed og mit private 'herreværelse' ved sukkerfabrikken i Langebrogade, var hans og moderens lejlighed meget lille og mørk.
KLASSEN OG FÆDRENE
Min sidedame ved frokostbordet og jeg var enige om at vi var glade for den klasse vi havde gået i - og på det gymnasium - ikke mindst fordi vi ikke oplevede at der var tydelige klasseforskelle til at splitte klassen op.
De fleste af vores klassekammerater var, husker jeg, også 1. generations studenter i deres respektive familier. Kun et mindretal (igen i min erindring) havde fædre (eller mødre) der havde taget studentereksamen.
Et slag på tasken så kom 4-5 fra hjem hvor faderen (sjældent den gang moderen) havde studentereksamen.
Min egen far var ikke student. Han var uddannet ingeniør og var kommet ind på civilingeniør-studiet via en realeksamen, efterfulgt af en forkortet praktisk orienteret smede-uddannelse og en særlig teknisk-matematisk adgangseksamen som indgang til studiet på Den Polytekniske Læreranstalt, som det hed den gang.
Egentlig ville han vist hellere have været zoolog, men det studie skulle man jo være student for at komme ind på. Og farmor var en skrap dame af solid lollandsk bondeslægt, og hun har sikkert ment at civilingeniør var bedre, og fx kunne give adgang til gode stillinger i De Danske Sukkerfabrikker, det firma hvor farfar var ansat som forvalter i mange år - på Assens Sukkerfabrik hvor min far voksede op.
Det havde hun ret i. Min fars anden ansættelse var som ingeniør på Gørlev sukkerfabrik i 1947. Og firmaet De Danske Sukkerfabrikker var han ansat i i skiftende gode stillinger til sin pensionering.
Da jeg kom ind midt i mellemskolen på Christianshavns Gymnasium, var han med familien blevet forflyttet fra Stege Sukkerfabrik til at blive leder af Sukkerpakkeriet i Langebrogade. Siden blev han bestyrer på Sukkerfabrikken i Odense.
Da var jeg for længst flyttet hjemmefra og begyndt at studere.
Dette indlæg er som nævnt i indledning stærkt forkortet i forhold til første udgave og alle referencer til navngivne personer (mine klassekammerater fra den gang) er fjernet. Selv i denne anonymiserede version er indlægget nu allerede blevet for langt, så jeg deler det i to - måske flere - selvstændige serie-indlæg med fællestitlen "Down memory lane - historier omkring et 55-års studenterjubilæum".
Hvis du vil vide mere, så gå videre til det næste indlæg (som ikke er skrevet endnu), hvori de samme anonymiserings- principper vil blive anvendt. Så i alt hvad jeg skriver i dem går jeg ud fra egne oplevelser, erfaringer, erindringer og fordomme.
