Det tænkende tarmsystem og de kreative mavefornemmelser - i følge Giulia Enders

Giulia Enders er navnet på en tysk bestsellerforfatter hvis viden(skabs)formidlende bog 'Darm mit Charme - Alles über ein underschätzes Organ' blev refereret i dag på forsiden af Politikens Kultursektion, samtidig med at forfatteren og forhistorien blev beskrevet. 

   Giulia Enders er uddannet tysk læge og medicinsk forsker, og fik den ide at hun ville skrive en populærvidenskabelig bog om et delvist tabubelagt og i hvert fald stærkt undervurderet organ, vores - menneskets - tarmsystem. 

   Hun inviterede en fem førende professorale tarmeksperter til at bidrage, men ingen svarede. Så kunne hun vel selv gøre det, tænkte hun.

  

Ifølge journalist Tine Maria Winther er bogens sprog og fortælling gennemsyret af en sådan begejstring for emnet hos forfatteren at det virker smittende på læserne. Deraf successen.

   Artiklen citerer og refererer anmeldelsen i den engelske avis The Guadian:

Enders´ tarmmanifestation opfordrer læserne til at fejre deres nedre krops evner, i stedet for at være flove over dem. En bøvs, en prut kan opfattes grove, men den bevægelse i vores tarme, de opstår fra, er elegant som en balletdanser. Når vi kaster op, burde vi takke kroppen for den fantastiske forestilling, den opfører for at beskytte os.

Bogen begyndte med med en konkurrence i mundtlig videnskabformidling - en såkaldt 'Science Slam' - 2013, som hun vandt - med et forudgående semester i creative writing i USA i baggagen.

   Her er hendes stand up-forelæsning om tarmens velsignelser og vidunderlige funktioner, men på tysk - og med tyske undertekster:

Det som i første omgang fangede min interesse, var den her passage i Politikens artikel som fortæller om følelser og de mange metaforiske udtryk for dem som refererer til tarmen, til begge ender og til dens hylster 'maven':

Også noget så fint som følelserne bor i maven på os, gennemgår hun (altså G. E.) i et af sine kapitler, og det smitter af på sproget: Vi får sommerfugle i maven og mister appetitten når vi forelsker os eller er kede af det. Vi fordøjer en nyhed, brækker os af grin og har en god eller dårlig mavefornemmelse for noget.

Der er her tale om et af de emner som jeg tidligt var inde over i de her blogskriverier om kreativitet i alle mulige sammenhænge, nemlig de basale konceptuelle metaforer ('basic conceptual metaphors') som Lakoff & Johnson introducerede i deres epokegørende bog fra 1989: "Metaphors We Live By".

   En af de vigtige pointer her er at alle vores basale forestillinger om abstrakte emner som tænkning, følelser, kommunikation, tid, rum og bevægelse, at de er indlejre i et net af metaforiske billeder som er knyttet til det sprog vi bruger til at tale om vores krops konkrete sansninger og bevægelsesmuligheder:

   Eksempler:

"Han tænker uklart."

"Han sprog brænder af engagement."

"Han var i sort humør."

"Han var glødende forelsket."

"Han var grøn af misundelse."

"Hun stak til ham med spidse kommentarer."

"Tiden stod stille."

"Han løb fra sit ansvar."

"Hun blev svimmel af lykke"

"Det fremkaldte et billede på den indre skærm."

"Hun var et varmt menneske."

"Hun var sur som et ribs."

"Det var en sød historie."

"Det var en blød nyhed."

"At sige sådan noget offentligt, var dårlig smag."

"Den udtalelse lugtede langt væk af intriger."

"Det var som at få en kold spand vand i hovedet"

Det er i netop den teoretiske kontekst man kan forstå Giulia Enders iagttagelser om talemåder og metaforer som refererer til mave- og tarm-funktioner og -fornemmelser til at udtrykke følelser.
   Og der findes mange, mange flere eksempler på hvordan indre fornemmelser og output fra tarme bruges som konceptuelle metaforer til at tænke på og tale om mere abstrakte mentale og kommunikative forhold:

"Det betyder ikke en skid."
"Han er til at brække sig over.""Formanden er en lille lort."
"Han var så bange at han var ved at tisse i bukserne."
"Jeg får kriller i maven af spænding."
"Hans bidrag til debatten var bare en lille prut"
"Hvad du mener, vil jeg bare skide på."
"Den artikel var bare et surt opstød."
"Min film skal først og fremmest tale til maven, ikke til hjernen."
"Den bemærkning gik jeg og tyggede på længe."
"Han gik med en direktør i maven."
"Den slags udtalelser er bare en fis i en hornlygte."
"Vi var kommet helt ud på Lars tyndskids mark."
"Han går og fiser den af."
 "Sproget i hans kronik lider af syntaktisk tarmslyng."
"Det er en tankemæssig blindtarm."
"Hvis du skal spille den rolle overbevisende, må du forstå den helt ned i maven."
"Hans mund løb i vand ved erindringen om barndommens rødgrød med fløde.
"Han fik kvalme af at skulle være sammen med alle de overklasseløg."
"Han var sulten efter ny viden."
"Hun døde - mæt af dage."
"Han blev tør i munden af angst."
"Han slugte hende med øjnene."
"Den der grove bemærkning var en rigtig mavepuster."
"Det der, det er ikke andet end røv og nøgler."
"Du kan stikke den skråt op."

Man bemærker at en store del af metaforerne og talemåderne er negativt ladede, men jo ikke alle.

   Giulia Enders har sikkert også rigtig gode argumenter for at vores tarmsystem er stærkt undervurderet, overset og tabuiseret - videnskabeligt, socialt og kulturelt.
   Men når mennesker har haft behov for at tale konkret og anskueligt om meget af det som ellers er uhåndgribeligt og abstrakt, ja, så har hverdagens og dagligsprogets metaforik altid bredt og uhæmmet trukket på referencer til noget vi har et særdeles intimt forhold til: vores fordøjelses- og tarmsystem og dets nærmest omegn. 

En vigtig pointe i Giulia Enders bog er forestillingen, som er videnskabeligt underbygget, om at tarmsystemet - 'maven' - har sin egen hjerne der stort set "tænker" selvstændigt - og som for en stor del er ubevidst for den hjerne der sidder i hovedet.

Tarmen er nærmest selvtænkende, argumenterer hun (altså G. E.) begejstret og drager bevis for, at maven kun i vigtige anliggender forstyrrer hjernen. Resten klarer den uden at ulejlige chefen. Forklaringen findes i tarmens nervesystem - det enteriske nervesystem - også kaldet 'mavehjernen', der tænker selvstændigt ved hjælp af millioner af mikroorganismer, hvoraf kun et fåtal er kendte.

Artiklen i Politiken havde rubrikken

Det er noget lort!

Og underrubrikken var formuleret sådan her:

Giulia Enders har skrevet en hyldest til vores mest undervurdrede og organ, tarmsystemet. Dermed giver den tyske mediciner et helt ny og sympatisk portræt af kroppens bagdør. Hendes 'Darm mit Charme´ er blevet en bestseller i hjemlandet og er solgt til Danmark.

Man bemærker lige den smukke eufomistiske metafor som jeg antager er journalistens egen opfindelse: 

"kroppens bagdør"

Jeg vil glæde mig til at læse bogen når den kommer på dansk.  

Billedskemaer - og deres betydning for vores kreative begrebsdannelse og nytænkning

"Billed-skemaer", hvad er det?

   Jeg har ikke skrevet om det før, men i den kropsindlejrede sprogteori er det et lige så vigtigt et begreb som "basis-niveau-kategorier": basic-level categories... 

... hvis man vil forstå hvordan den menneskelige bevidsthed fungerer når vi forstår og tænker nyt - altså når vi er kreative i den bredeste forstand af ordet.

Jeg har i en del af de foregående blogindlæg gjort meget ud af basic-level-kategorier og de ord som udtrykker disse kategorier, fordi det er disse ord som kendetegner og definerer erfaringssproget.

   Ud fra basic-level-kategorier kan man mentalt set gå i to retninger: "opad" gennem abstraktion, og "nedad" gennem specifikation.

   Basic-level-kategorierne "hund", "kat", "ko", "får" kan sammenfattes og forstås som del-elementer i den mere abstrakte kategori "dyr".

   Eller basic-level-kategorien "hund" kan specificeres i forhold til race: "boxer", "gravhund", "labrador", "grand danois" , "puddel", etc.

   Basic-level-kategorierne "blå", "rød", "gul" kan sammenfattes og forstås gennem den mere abstrakte kategori "farve".

   Eller basic-level-kategorien "rød" kan specificeres i farvenuancer: "rosa", "lilla", "pink".

   Basic-level-kategorierne "løbe", "gå", "hoppe", "løfte", "tage", "sætte sig" kan sammenfattes og forstås som del-elementer i den mere abstrakte kategori "bevægelse".

   Basic-level-kategorien "løbe" kan specificeres i "spæne", "sprinte", "galopere".

   Meget firkantet sagt er der tale om metonymiske del-helhed-forhold når vi bevæger os op ad abstraktionsstigen.

Det er den første grundsætning inden for den kropsindelejrede sprogteori: Vi kan ikke tankemæssigt  bevæge os op og ned ad abstraktionsstigen, uden mentalt set at tage udgangspunkt i og vende tilbage til basic-level-kategorier, som jo udspringer af vores direkte kropslige erfaringer gennem sansning og handling i forhold til en fysisk omverden- vores sanse- og handlerum.

   Som Lakoff skriver i bogen "Women, Fire and Dangerous Things":

Basic-level categories ar defined by the convergence of our gestalt perception, our capacity for bodily movement, and our ability to form riche mental images.

Men i Lakoff og Johnsons bøger og artikler - efter bogen "The Metphors We Live By" - så indgår der en andet begreb der er lige så interessant: Det de kalder "billed-skemaer": image schemas. Og erfaringssprogets koncetuelle metaforer har tit rod i billed-skemaer, viser det sig.

Billedskemaer angiver grundlæggen rumlige relationer som har at gøre med vores kropslige fysiske orientering. Og de er førsproglige. 

   Vi har fx et BEHOLDER-skema, et OP-NED-skema, et KILDE-STI-MÅL-skema, et DEL-HELHED-skema, et CENTER-PERIFERI-skema, et FOR-BAG-skema, et BÅND-skema, et FORHINDRING-skema.

   Ifølge Wikipedia kan man af den teoretiske litteratur uddrage ca. 50 image-skemaer. De defineres sådan her:

An image schema is a recurring stucture within our cognitive processes which establishes patterns of understanding and reasoning. Image schemas are formed from our bodily interactions, from linguistic experience, and from historical context. The term is explained in Mark Johnson's book The Body in the Mind, in case study 2 of George Lakoff's Women, Fire and Dangerous Things and by Rudolf Arnheim in Visual Thinking.

Lad os tage CONTAINER/BEHOLDER-skemaet. Det definerer tre elementer: IND(E(N)), UD(E(N)), GRÆNSE. Og en lang række konceptuelle metaforer udspringer af dette skema:

SYNSFELTET er en BEHOLDER:

• Han er ude af syne
• Jeg fik ham inden for synsvidde

PERSONLIGHEDEN er en BEHOLDER

• Jeg er ude af mig selv
• Han så ind i sin egen sorte sjæl
• Hans ven var overfladisk
• Hun havde et rigt indre liv

SPROGET er en BEHOLDER

• Din tale indeholder en del interessante argumenter
• Hans teori har begrænset betydning
• Han kunne ikke trænge ind i Kierkegaards tekst
• Han trak den centrale tankegang ud af bogen

Vi kan også tage OP-NED-skemaet, som jo har kroppens orientering i rummet som grundlag. Også det skema er afsæt for et væld af konceptuelle metaforer:

LYKKELIG er OP, ULYKKELIG er NED

• Han var i højt humør
• Han var på toppen
• Patienten var langt nede
• Stemningen i forsamlingen var stigende
• Pigen var nedtrykt
• Hun gik ned med flaget

BEVIDST er OP, BEVIDSTLØS er NED

• Han vågnede op af sin døs
• Han faldt i søvn
• De er under hypnose
• Hans tanker foregik over bevidsthedsgrænsen

GODT er OP, DÅRLIGT er NED

• Han har en høj moral
• Han argumenterede på et højt niveau
• Virksomheden går ned ad bakke
• Hans opførsel er under lavmålet
• Hans arbejde var helt i top

SOCIALE FORHOLD er BÅND

• De var tæt forbundne venner
• Hans kone havde snor i ham
• De blev bundet ind i et spind af gensidige afhængighedsforhold
• De sorte i Sydstaterne brød slaveriets lænker gennem et voldeligt oprør
• Han havde et stort netværk af venner og bekendte
• Familierne var kædet sammen gennem ægteskaber på kryds og tværs
• Deres kærlighed hang i en tynd tråd

Fælles og helt gennemgående for disse image-skemaer er, at de udspringer af og korresponderer med førsproglige kropslige  og sensoriske erfaringer, og at de gennem metaforisk blending og overføring gør det muligt for os at forstå abstrakte begreber som moral, bevidsthed, personlighed, sprog, sociale forhold, mv. via disse metaforers fysisk-kropslige optik, som så netop for en stor del leveres af basic-level-kategori-ord.

Når vi altså skal udtrykke en tankegang og begrebsliggørelsen af den i det abstrakte videnssprog, så skal vi trække på basic-level-kategori-ord i samarbejde med førsproglige image-skemaer. 

   Og det sker i høj grad ved at rumlige relationer bliver overført til begrebsmæssige relationer - en metaforisk afbildning fra fysisk rum til tanke-rum.

  Fx: En KATEGORI er en BEHOLDER, en HIERARKISK STRUKTUR får mening gennem OP-NED-skemaet kombineret med DEL-HELHED-skemaet.

Jeg tænker mig at de rumlige image-skemaer som grundlag for abstrakt tænkning, er en vigtig del af den højre hjernehalvdels måde at tænke på.

Dette at abstrakte begreber og forhold forstås gennem rumlige image-skemaer, kan nemlig i så fald forklare hvorfor en masse store opdagelser sker gennem rumlig metaforisk tænkning - gennem bevidste eller ubevidste tankeeksperimenter og simulation.

   I Arthur Koestlers epokeskabende bog "The Act of Creation" citerer han Einstein der var blevet spurgt om hvordan hans arbejdsmetode var:

The words of the language, as they are written or spoken, do not seem to lay any role in my mechanism og thought. The physical entities which seem to serve as element in thought are certain signs and more og less clear images which can be voluntarily reproduced and combined...

... Taken from a psycholgical viewpoint, this combinatory play seems to be the essential features in productive thought - before there is connection with logical cnstruktion in words or other kinds of signs wihch can be communicated to others.

   The above mentioned elements are, in any case, of visual and some of muscular type. Cenventional words or other signs hav to be sought for laboriously only in a secondary stage, when the mentioned assiociative play i sufficiently established and can be reproduced at will.

Og se her hvordan han beskrev kimen til sin opdagelse af relativitetsteorien. Det foregik som en slags scenisk tankeeksperiment som han fortæller om i sine "Selvbiografiske noter":

"...a paradox upon which I had already hit at the age of sixteen: If I pursue a beam of light with the velocity c (velocity of light in a vacuum), I should observe such a beam of light as an electromagnetic field at rest though spatially oscillating. There seems to be no such thing, however, neither on the basis of experience nor according to Maxwell's equations. From the very beginning it appeared to me intuitively clear that, judged from the standpoint of such an observer, everything would have to happen according to the same laws as for an observer who, relative to the earth, was at rest. For how should the first observer know or be able to determine, that he is in a state of fast uniform motion? One sees in this paradox the germ of the special relativity theory is already contained."

Workaholic - på stoffer helt bogstaveligt - ifølge Todd G. Buchholz

I Politikens økonomitillæg i går var der på bagsiden en klumme af Lucy Kellaway fra Financial Times. Rubrikken var "Vejen til lykke går gennem kontoret". Og manchetten: "Endelig er der skrevet en bog om lykke, der i stedet for yoga og helesekost lovpriser hårdt arbejde. Lige noget for mig."

   Bogen hedder: "Rush: Why You Need and Love the Rat Race". Forfatteren hedder Todd G. Buchholz. Og ifølge Wikipedia er han...

...an American economist, and author of "New Ideas From Dead Economists", "New Ideas From Dead CEOS" as well as "Bringing the Jobs Home", "Market Shock", and "From Here to Economy". His 2011 book "Rush: Why You Need and Love the Rat Race" was named a top ten book in the social sciences by Publishers Weekly. Rush is a synthesis of neuroeconomics and evolutionary psychology. A former senior economic advisor at the White House, Buchholz holds advanced degrees from Cambridge University and Harvard, where he won the Allyn Young Teaching Prize.

En af de intellektuelt tunge drenge, tydeligevis. Og en af de moderne tværfaglige multidisciplinære mennesker der ligesom Lakoff & Johnson, Fauconnier & Turner, Steven Johnson og James Geary forsøger fagligt at blende neuroscience med andre videnskabsområder, her altså økonomi og psykologi

   Det der fangede mig i Lucys klumme - efter at hun havde skrevet om Todd Buchholz´ meriter - var denne formulering:

Men okay, han taler ikke kun om sig selv, men trækker på erkendelser fra antropologi, økonomi og neurovidenskab. Vores frontale pandelp omdannes til en veritabel cocktailbar, når vi er på vej frem. Vi får et skud dopamin og serotonin, når vi kaste os over en ny opgave. Vi tager et varmt bad i xoytocin, når vi sludrer med vores kolleger, og når vi har succes på jobbet, udløses der en omgang betaendorfiner, som virker lige så godt som kokain. 

Det Tood Buchholz gør sig til talsmand for i følge klummen, er "at den sande vej til lykke handler om at gøre netop det som de fleste af os gør uafladeligt, uanset om vi kan lide det eller ej, nemlig arbejde." Og det søger hjernen så for at belønne ved at udløse den coctail af hormoner og endorfiner som vi fx også kender fra "helper's high", "runner's high" og "writer's high", og som Mihaly Csikszentmihalyi beskriver som tilstanden at være i "flow".

   Altså det at arbejde hårdt, at slås med at få gennemført nogle besværlige opgaver, at være i skiftende stress-situationer med deadlines, at være i konkurrence og samarbejde med kolleger, den samlede proces kan altså kemisk-hormonalt set fungere som noget man kan blive glad af - og afhængig af at blive glad af. 

   Det må man konkludere ud fra referatet af Buchholz bog, og det lyder for så vidt meget fornuftigt. Flow opstår jo når der er et rimeligt forhold mellem stress (=udfordringer) på den ene side - og besiddelse af de nødvendige kvalifikationer til at løse opgaverne på den anden. 

Nu har jeg lige været censor for en masse opgaver i "informationsjournalistikkens strategiske grundlag", og mange af opgaverne handlede om forandringskommunikation og forandringsledelse.
   En af pointerne var at når der skulle fusioneres eller spares eller på anden måde laves organisatoriske ændringer som ville påvirker medarbejdernes arbejds- og ansættelsesvilkår, så mødte det næsten altid emotionel - ikke-rationel - modstand hos medarbejderne. De blev bange og usikre - og var meget lidt lydhøre over for ledelsens argumenter, forklaringer og entusiastisk fremtidsscenarier. 

   En af teoretikerne forklarede det sådan at man skulle forstå det der skete når indgribende forandringer blev varslet og gennemført, som en sorg over et tab, og at man skulle give medarbejderne tid og psykologisk rum for "sorgarbejde" i forbindelse med de indgribende ændringer i  deres liv.

Jeg tænker at man  måske også kan beskrive det som medarbejderne i den situation oplever, simpelt hen er at de bliver smidt ud af deres "arbejds-flow". Og når det sker, så mister man også det medfølgende daglige tilskud af "lykke stoffer" i hjernen - og oplever måske helt regulært fysiologiske abstinenser.

De anbefalinger som teorien så kommer med i den situationer, er "at involvere" medarbejderne i nogle opgaver som positivt peger frem mod ændringerne: at fylde det mentale simulationsrum hvor angstfantasierne dominerer, med "virkelighed". 

   Og det kan jo også beskrives og forklares i flow-terminologi, nemlig at få folk igang med nogle arbejdsopgaver hvorigennem de igen kan komme "op og flyve", komme tilbage i den "flow-tilstand" de ellers har arbejdet i - så de igen kan få det dermed følgende lykke-hormontilskud.

Den døde metafor - der begyndte at sprælle

På det sprogseminar de to foregående indlæg udsprang af, diskuterede vi en del om døde metaforer og klicheer. Når man underviser journalister i sprog, har det, så længe jeg kan huske, været en yndet sport - et pædagogisk mål - at gøre de vordende journalister opmærksomme på de farer der lå i uhæmmet brug af klicheer.

   Mit synspunkt - med afsæt i Lakoff og Johnsons kropsinlejrede metaforteori og "den neurale sprogteori" der ser mental simulation som lig forståelse - er at de død metaforer ikke er så døde at det gør noget. En opfandt så begrebet "de sovende metaforer".

Der er mange argumenter for at de døde metaforer nemt kan bringes til live - og blive sprællevende. Det mest indlysende for mig har været at man bare i den slags sætninger hvori de indgår, behøver at kursivere den døde metafor-del, som jeg har gjort i mange foregående indlæg - og i dette indtil nu.

(NB! Hvorfor er "nu" kursiveret i den foregående sætning? - Fordi "nu" er en metafor for "her"!)

Politikens Debat-sektion i dag har en lang række rubrikker der "trækker på" på både døde og mindre døde metaforer:

Historiens hjul drejes tilbage

Mødomstest sparker ny revolution i gang i Egypten

Shoppingskolen

Patriark med trusser og bh

Grænsebom er noget vi spiser

Vi er besat af kriser

Dansk humaniora er en skandale

Når en spionchef synger højt

De bestilte ikke en container med Viagra

Der er brun sæbe på skråplanet

Redaktøren af debat-sektionen skal have buket roser uden forbehold.

Metonymer - del for helhed appellerer til fantasien

Kreativt sprog er i princippet sprog som er grænseoverskridende i en eller anden forstand. Det ligger i definitionen af kreativitet - evnen til at forbinde forhold, emner, problemstillinger som logisk set eller praktisk talt ikke har noget med hinanden at gør.
   Tager man den definition for pålydende, så er brugen af metonymer i sprogbrugen ikke udtryk for kreativitet, men for sproglig økonomi. For det metonyme udtryk og den helhed dette udtryk "står (i stedet) for", tilhører jo samme begrebsverden.

Lakoff og Johnson har i deres bog Metaphors We Live By et kapitel om metonymer  hvor de opstiller en liste over forskellige relationer som et X (metonymet) kan have i forhold til det det står for: Y (target). Fx.

• Ansigt for person: Vi har brug for nogle nye ansigter her på kontoret
• Forfatter for værk: Jeg har Herman Bang stående på den nederste hylde
• Institution for medarbejder: Politiken udeblev fra ministerens pressekonference
• Kropsdel for person: Flyt så din røv! /Vi trænger til nyt blod på holdet
• Instrument for bruger: Førsteviolinen er syg i dag
• Sted for institution: Christiansborg holder sommerferie/Banker i panik i dag
• Dato for begivenhed: Den 4. maj fejres ved stearinlys i vinduerne
• Den kontrollerende for den handling han kontrollerere: Nixon har bombet Hanoi/Hitler tabte slaget
• Farve for fodboldhold: De rød-hvide vandt kampen
• Bord for gæst: Bord nummer 7 har ikke betalt
• Dyr for pels: Her hænger minken, rævene er hængt på lager
• Nummer for soldat: 44 og 67 - trææd aff!

De to forfattere fremhæver at der er klare ligheder mellem metaforens funktion og metonymets funktion, ved at de begge fremhæver særlige egenskaber ved det M-udtrykket står i stedet for.
   Ved at skrive at "Nixon bombede Hanoi", og ikke at "det amerikanske luftvåben bombede Hanoi", fremhæver man et særligt ansvarsforhold mellem personen Nixon og bombningen af Hanoi. Og ved at sige at "førsteviolinen er syg i dag", og ikke at "Nielsen er syg i dag", understreger man hvad det specielt er ved Nielsens sygdom der er et problem, nemlig at hans plads i orkestret ikke kan udfyldes; hvordan han i øvrigt måtte have det bekymrer vi os ikke om.

På et hospital udgør metonymforholdet - diagnose for patient - en så fast bestanddel af sprogbrugen hos personalet at det udgør en ideologisk frame: "aparatfejlsmodellen": Blindtarmen havde feber igår/Hoften på stue 7 mangler at få taget sin temperatur/Den brækkede arm kan udskrives i morgen.

Både brug af metaforer og af metonymer indebærer altså en form for framing som udvælger, fremhæver og fokuserer på særlige egenskaber ved det som er "target" i begge operationer.

   Men alligevel kan man vel sige at de eksempler som er nævnt ovenfor, ikke virker eller fremtræder særligt "kreative". Der er klart tale om udtryksøkonomi, men er der også fantasi på færde?

Her kan vi så inddrage det mantra som alle journalister opdrages med: "Don´t tell it, show it".
  Fidusen ved det - som er fælles for en masse kreativt sprog - er at fantasien arbejder med det fraværende. Et metonym hvor del står for helhed, betyder at fantasien kan arbejde med og lege med med den "helhed" som ikke er kommet til udtryk, og som jo på en måde er "undertrykt" gennem den metonymiske operation.

Det er et af argumenterne for radioens særlige kvaliteter som fortællende medie (reportage, montage, radiodramatik) at det er gennemført metonymisk, idet lydene som vi  hører i radioen, står for den virkelighed som vi ikke kan se, men som producerer de lyde der høres, og som vi må "nøjes med" at fantasere os til.

Pointen bliver meget tydelig når vi går til levende billed-fortællinger som film og tv. Her er alle enige om at nærbilleder og billeder set fra uvante synsvinkler øger oplevelsesstyrken og -intensiteten, fordi vores bevidsthed ikke kan lade være med at være optaget af det der ligger uden for billedrammen, og som vi ikke kan se; eller fordi den uvante synsvinkel frem hæver sider ved motivet som vi er uvant med at se eller forholde os til.

Tilsvarende med ironi og andre former for undertekst, hvor det der stimulerer, er det at vi ud fra det der siges, skal gætte på eller fantasere over det uudsagte som er det der menes.

    Dermed får vi metonymi koblet sammen med det fænomen som jeg tidligere har brugt blogindlæg på, nemlig kreative restriktioner, som betegner den slags begrænsninger der kan stimulere kunstnere. På modtager- og publikumsiden kan metonymiske udtryk fungerer på samme måde.

Er der tale om konceptuel blending?
   Ja, på samme måde som med ironi: Ét konceptuelt rum hvori "delen" udtrykkes, og et andet konceptuelt rum hvori den "helhed" befinder sig som er "erstattet" af "delen" i formuleringen.
  En uudtalte mental "operator" som er bestemt af kontekst og kultur, sørger så for at der i det konceptuelle outputrum - "the blend" - sker koblingen mellem det udtalte (delen) og det uudtalte (helheden).
   Der er klart tale om det teorien kalder "blending".