Down memory lane (1) - historier omkring et 55-års studenterjubilæum

En stor del af den første udgave af dette indlæg er fjernet og alle navne som var nævnt i den version er her udeladt. Dermed har jeg også fjernet gengivelser af udtalelser fra gamle skolekammerater som jeg talte med ved vores jubilæumsfrokost, og som jeg ikke skulle have gengivet uden først at spørge om det var OK.
   I de kommende indlæg vil de samme principper blive overholdt. Så alt hvad der står der, står for min egen regning - og bygger på hvad jeg husker  - evt. husker forkert - og hvad jeg har glemt eller fortrængt.

Klassisk studenterhue

I mange blogindlæg om stort set hvad som helst der har med kreativitet at gøre, har jeg - ganske listigt - fået indføjet kortere eller længere afsnit hvor jeg kalder erindringer fra mit tidligere liv frem og genfortæller - gennem associationer til det aktuelle emne jeg skriver om.

   Meget tydelig har den sammenhæng været da jeg i en serie indlæg skrev om mit gensyn med mine tre 'amerikanske brødre' i forbindelse med en kort turistrejse til New York sammen med fruen og moster.

   Når jeg skriver "amerikanske brødre" så referer det til de de 'bonusbrødre' jeg fik da jeg i 1961-62 - altså mellem 2. og 3. g. - var AFS-udvekslingsstudent og boede hos en amerikanske jødisk familie i en forstad til byen New York

   Her link til de fire indlæg i serien

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/10/new-york-new-york-1-en-rejse-et-gensyn.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/10/new-york-new-york-2-arkitekttoniske.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/01/new-york-new-york-3-moma-vs-noguchi.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/06/new-york-new-york-3-glemme-og.html

Det sidste i serien - som blev færdigskrevet længe efter de første tre, viser til slut nogle af de billeder med fiktive ansigtsportrætter som motiv som jeg dels malede med pastel-kridt mens jeg var i USA, og dels tegnede i kul eller tusch i årene efter hjemkomsten.

   Det er i den periode at drømmen om at blive kunstmaler voksede frem - en drøm der døde langsomt ud omkring 1966-67 hvor jeg blev mere og mere engageret i mine akademiske studier, studier som så endte med at jeg fik skrevet et speciale i moderne dansk grammatik der gav adgang til en stilling som forsker og underviser på dansk-studie på K.U. umiddelbart efter min eksamen i januar 1970.

Og så er jeg på vej baglæns ned ad erindringens snørklede og tågede hulvej, en vej som for godt en uge siden blev genaktiveret og genbesøgt da jeg mødtes med 11 af mine gamle gymnasieklassekammerater til 55-års jubilæumsfrokost i København. To var kunne ikke komme. Og to var døde.

   Det er fjerde gang klassen mødes og har fejret 40-, 45-, 50-, 55-års studenterjubilæum.

   En måske lidt overraskende fastholder-tradition i en tilfældig klasse fra begyndelsen af 60´erne på det stadigt fungerende Christianshavns Gymnasium.

Christianshavns Gymnasium, set fra skolegården.
Det ser ud som i 60´erne, bortset fra at den gang
 var der ikke striber og udstyr til sport i skolegården

Men hvad har den tradition og den slags begivenheder egentlig med kreativitet at gøre?

   Da jeg begyndte på bloggen her for godt 7 år siden, havde jeg to indgange til kreativitet.

   Dels en definition: Kreativitet er når man i en opgavesammenhæng overskrider grænser mellem emner eller elementer som traditionelt er adskilt og ikke har noget med hinanden at gøre.

   Siden fandt jeg ud af at sprogvidenskaben har et begreb for netop det fænomen: 'conceptual blending'.
   Et velkendt eksempel er brug af  konkrete metaforer til at beskrive mere abstrakte og luftige emner: 'tiden løber', 'brændende kærlighed', 'diskussionsdeltagerne krydsede klinger'.

   Dels forbindes 'kreativitet' i en gren af psykologien med en særlig personlighedstype: 'den særligt kreative personlighed' - et begreb jeg fik ved at læse flere bøger af en af kreativitetpsykologiens store navne: Mihaly Csikszentmihalyi - som også er kendt for at være opfinderen af det centrale begreb 'flow' - som vi alle har oplevet som psykologisk motor og drivkraft.
   Jeg fandt ud af at jeg nok selv hørte til den type. En erkendelse der kom meget sent i mit liv.

Når mennesker - efter 25, 40, 50 års voksenliv - finder sammen for at udveksle minder fra en fælles skoletid, så bringer man 'noget' sammen ved en slags frivillig tvang som ellers har været adskilt i de mange år: skæbner, udviklinger, karrierer og liv. Man kortslutter tiden, blander før og nu.

   Og det rejser for mig - og sikkert også for de andre i klassen - en række spørgsmål, som fx:

   - Hvordan blev vi mentalt formet, og hvad blev vi til - i løbet af voksenlivet med det afsæt i den traditionsbelastede studenter-(kasket-)hue (som den gang kun en lille del af skoleeleverne nåede frem til at få på hovedet)?

   - Hvordan førte en studentereksamen i 1962(63) mig og de andre klassekammerater til netop det arbejde og det voksenliv som vi så kan udveksle tanker, følelser og videnstumper om - nu her godt et halvt århundrede senere?

   - Hvilke drømme havde vi (og vores forældre til os) - og blev de indfriet - eller blev livet lidt af en skuffelse?

   Og helt generelt: - Opstår der 'sød musik' ved den slags jubilæumsammenkomster - altså noget nyt - disse mange år efter, eller er det rituel og sentimental tomgang for gamle mennesker der tilfældigvis delte gymnasieklasse sammen i nogle få år?

 

Spørgsmålene og flere af samme skuffe viser i hvert fald at fejringen af et studenterjubilæum er et oplagt eksempel på det jeg ovenfor kaldte 'conceptual blending'.

   Det er en traditionsbåret festlig fejring på årstal der i tidens løb er lavet flere dokumentar- og spillefilm over: Mennesker mødes, og i fællesskab kaster de ved snakker hen over et frokostbord erindringens stormaskede net tilbage i tiden, og trækker fremad igen derfra. Hvad går i nettet?

   Den dokumentar af den slags som jeg husker og kender bedst, er Poul Martinsens 'Skoledage' fra 1982.
   Den har jeg nemlig beskrevet og interviewet instruktøren om i andet bind af min bog 'Poul Martinsen - Besat af Virkelighed' (2007).

   Den bærende ide i dokumentaren er at sammenligne og modstille erindringerne om undervisningen på Bakkegårdskolen i Vangede omkring 1942 (5. klasse) - med en erklæret nazist som skoleleder - med hvad der faktisk foregår af progressiv og kreativ undervisning i en 5.-klasse i på samme skole ca. 40 år efter.
   Det gav mening og aha-oplevelser.

 

Tilbage til Christianshavns Gymnasium ...
   Her er 'klassebilledet' fra 1. g.

Hvis man tæller til 5 fra venstre, så er det mig der står der i anden række. Til venstre for mig står SIDEKAMMERATEN som jeg skriver om længere nede i indlægget.

Jeg var - desværre - ikke med til den første jubilæumskomsammen i 2002 (40 år), en get-together som altså indebar at studenterklassen (matematisk) årgang 1962 - en lille klasse med 16 elever - mødtes på gymnasiet. Og derefter spiste frokost sammen.

   For netop på grund af mit udvekslings-år i USA blev jeg faktisk først student et år efter resten af klassen og altså samen med en helt anden klasse som jeg 'kun' havde gået i det sidste år: 3. g.

   Til den afslutning i 1963 påtog jeg mig til gengæld at skrive og holde 'studenternes tale' til skolen, lærerne og forældrene.

    Som jeg husker det, fik jeg at vide af mine klassekammerater at det nærmest var min pligt at holde den tale - fordi jeg jo havde lært at 'holde tale' (ganske vist på engelsk) under mit USA-ophold 1961-62.

Jeg har altså kun haft og levet med jubilæums-deltagerne som klassekammerater de to først år af min gymnasietid.

   Men en del af dem (hvor mange kan jeg ikke huske) har jeg så også haft som klassekammerater i de sidste to år af mellemskolen, hvortil jeg var 'indvandret' som provinsdreng fra Stege Realskoles i slutningen af 2. mellem og til den tilsvarende klasse på Christianshavns Gymnasium.

   Det var min mor der havde brugt sine forbindelser via min socialdemokratiske morfar der var højt placeret i arbejderbevægelsens kulturliv, til at få mig presset ind i en klasse på gymnasiets mellemskole hvor alle andre havde fået UG eller UG-minus til mellemskoleprøven.

   Jeg tror aldrig jeg selv egentlig fik taget eller bestået den dengang prestigefulde og adgangsgivende prøve. Så man undgik 'fri mellem' - som optog dem der blev til overs.
   Jeg husker det første år i 3. mellem som hårdt. Jeg havde som provinsdreng der var blevet undervist af folkeskolelærere på en realskole i det sydlige Danmark (nu udkantsdanmark), simpelt hen svært ved at følge med - især i tysk og matematik.
    Så de to fag fik jeg lektiehjælp til gennem hele 3. mellem.
    I 4. mellem kunne jeg så klare mig på egen hånd, og fik en mellemskoleeksamen som uden videre kvalificerede mig til gymnasiet.
   Men som jeg husker det, lå jeg nogenlunde midt i klassen rent karaktermæssigt. De fag jeg brød mig mindst om var de fremmedsproglige - især tysk og latin.
   Så derfor valgte jeg den matematiske linje. Jeg havde det rimeligt godt med matematik på det tidspunkt.
     

Så det er dem fra Christianshavns Gymnasium der blev studenter i 1962, jeg føler mig mest og tættest forbundet med, og ikke dem fra årgang 1963 jeg faktisk blev student sammen med.

   Og dette at vi - denne gang 11 personer - trofast møder op for 4(3) gang til en frokost med mennesker vi har gået i klasse med nogle få teenager-år, men ellers for langt de flestes vedkommende ingen særlig kontakt har haft med siden, siger også noget om at vi er knyttet sammen af en ubestemt følelse af 'forbundethed' gennem fælles erindringer og oplevelser i årene omkring 1960.

 

Dette at mødes så mange år efter, giver kreativt perspektiv.
   Bare det at se hvordan alderen, erfaringerne, mødet med virkeligheden har præget ansigterne og kroppene, synes jeg er fascinerende.
   Ved vores frokostmøde: Langsomt at genkende konturerne af de unge ansigter bag de nulevende rynkede, grå og (halv)gamle.

   En gik nu med stok. Selv humpede jeg jo afsted med en slidt højre hofte som gør pokkers ondt - og som på et eller andet tidspunkt skal udskiftes ligesom den venstre blev for ca. 15 år siden.

   Flere af drengene som den gang havde Elvis Presley-hår, var nu hel- og halv-skallede.

   Og nogles - især drengenes - ansigtstræk vare svære at genkende, fordi de var blevet rundere og diverse hulninger i kinder og under hagen fyldt ud af subkutant fedt.
   Også her var jeg med på tendensen: I 1962 vejede jeg 75 kg, idag 97 (og i mine velmagtsdage var jeg oppe på 125 kg).

   Ved mit gensyn med klassen første gang i 2007 husker jeg at 'pigerne' var nemmere at genkende end de fleste af 'drengene'.

SIDEKAMMERATEN

Da jeg blev kontaktet til 45 års-jubilæumskomsammen i 2007, fik jeg tilsendt nogle fotos fra det første jubilæum fem år før.

   På et par af dem så jeg min sidekammerat fra de to første gymnasieår. Han så hærget ud, og nogle af de andre gamle klassekammerater fortalte at han døde relativt kort tid efter. Sandsynligvis af følgerne af mange års alt for store alkoholforbrug. Og et liv hvor minus´erne vejede tungere end plus´erne.

   Til min egen overraskelse blev jeg stærkt berørt over at se billederne af Sidekammeraten og få hans triste skæbne at vide.
   Den gang i gymnasieklassen husker jeg ham som meget kreativ, én der klarede sig godt i næsten alle fag - han havde humor og var meget musikalsk: Han spillede glimrende violin.
   Skrevet sådan, lyder det jo tomt  og overfladisk. Men det var realiteten ikke.

Selv om SIDEKAMMERATEN og jeg altså ikke fik studenterhue samme år, så genoptog vi den venskabelige forbindelse ved min hjemkomst fra USA. Og vi havde det åbenbart så godt sammen at vi efter at jeg blev student i -63 tog på en fælles månedlang sommertur 'på tommelfingeren', en tur der gik ned gennem Tyskland, Holland, Belgien, Paris, Normandiet, Sydfrankrig - og relativt hurtigt hjem igen - via motorvejen op gennem Loiredalen og videre op gennem Tyskland.

 
På den tur lærte jeg at elske rødvin, hvidskimmelost og baguetter.
   Og vi fandt ud af at de meste venlige og hjælpsomme franskmænd kørte i 2 CV, men deres ture var til gengæld kortere en dem der kørte i de større franske biler.

   På tilbagevejen viste det sig at være rigtig svært at blive taget op, så vi besluttede at skilles et sted på vejen nordpå midt i Frankring; én er nemmere at samle op end to, mente vi. Og det fik vi bekræftet.

 
Jeg husker at jeg mod slutningen af turen blev sat af i en kæmpe motorvejsudfletning uden for Frankfurt, og at jeg stod der midt i et larmende beton- og trafik-helvede flere kilometer uden for byen og tænkte: "Det her går helt galt, Politiet anholder mig nok."

   Det var nemlig strengt forbudt at stå og blaffe sådan et sted. Og gav bøder i dyre D-mark hvis politiet fik fat i én.

   Heldigvis gik der kun en halv time, og inden politiet opdagede mig stå og tomle, kom jeg op at køre med en venlig tysk forretningsmand i en fin Mercedes - og med ham kørte jeg godt en dagsrejse helt til Hamburg hvor jeg blev sat af ved den centrale jernbanestation.

   Der købte jeg så en togbillet til København for de sidste penge jeg havde. Først dagen efter nåede Sidekammeraten hjem. Men han havde vist ikke taget toget det sidste stykke.

 

Der havde jeg så også fået nok af at blaffe, og gjorde det aldrig igen.

   Egentlig brød jeg mig slet ikke om den måde at rejse på - uden mulighed for selv at bestemme, og det var jo en slags tiggeri som vist nok ikke passede til min 'ærekærhed' (tænker jeg nu).

   Sidekammeraten og jeg holdt kontakten ved lige og mødtes nogle gange gennem vores studietid. Han var jo meget glad for musik, men om han også studerede det som fag, husker jeg ikke. Usandsynligt er det ikke: matematik og musik har jo rigtig meget med hinanden at gøre.

   Han var imidlertid også god til matematik og naturvidenskabelige fag, så det er også muligt at han tog et af den slags fag som bifag.

   Jeg mener mit sidste møde med ham var omkring 1970 efter at han havde fået job (vikariat?) på et af Sjællands udkanter, og jeg selv lige var blevet færdig med min cand. phil.-eksamen (dvs. uden bifag).

   Han var ikke gift, og om han havde været det og var blevet skilt igen, ved jeg ikke. Jeg har en svag erindring om at han virkede ked af det på en eller anden måde, som om nogle drømme ikke var blevet indfriet.

   Måske - det tænker jeg nu - sad  han ensom tilbage efter et mislykket ægteskab eller itu-gået kæresteforhold og slikkede sine emotionelle sår - på et ungkarleværelse i Kalundborg - 9-10 år efter han blev student.
    Sidekammeraten voksede op på Amager - som enebarn - med en ugift eller fraskilt mor. En enkelt gang eller to i gymnasietiden besøgte jeg ham hjemme der hvor han boede.
   De boede småt. I sammenligning med mine forældres kæmpelejlighed og mit private 'herreværelse' ved sukkerfabrikken i Langebrogade, var hans og moderens lejlighed meget lille og mørk.

KLASSEN OG FÆDRENE

Min sidedame ved frokostbordet og jeg var enige om at vi var glade for den klasse vi havde gået i - og på det gymnasium - ikke mindst fordi vi ikke oplevede at der var tydelige klasseforskelle til at splitte klassen op.

   De fleste af vores klassekammerater var, husker jeg, også 1. generations studenter i deres respektive familier. Kun et mindretal (igen i min erindring) havde fædre (eller mødre) der havde taget studentereksamen.
    Et slag på tasken så kom 4-5 fra hjem hvor faderen (sjældent den gang moderen) havde studentereksamen.

Min egen far var ikke student. Han var uddannet ingeniør og var kommet ind på civilingeniør-studiet via en realeksamen, efterfulgt af en forkortet praktisk orienteret smede-uddannelse og en særlig teknisk-matematisk adgangseksamen som indgang til studiet på Den Polytekniske Læreranstalt, som det hed den gang.

   Egentlig ville han vist hellere have været zoolog, men det studie skulle man jo være student for at komme ind på. Og farmor var en skrap dame af solid lollandsk bondeslægt, og hun har sikkert ment at civilingeniør var bedre, og fx kunne give adgang til gode stillinger i De Danske Sukkerfabrikker, det firma hvor farfar var ansat som forvalter i mange år - på Assens Sukkerfabrik hvor min far voksede op.

   Det havde hun ret i. Min fars anden ansættelse var som ingeniør på Gørlev sukkerfabrik i 1947. Og firmaet De Danske Sukkerfabrikker var han ansat i i skiftende gode stillinger til sin pensionering.

   Da jeg kom ind midt i mellemskolen på Christianshavns Gymnasium, var han med familien blevet forflyttet fra Stege Sukkerfabrik til at blive leder af Sukkerpakkeriet i Langebrogade. Siden blev han bestyrer på Sukkerfabrikken i Odense.
   Da var jeg for længst flyttet hjemmefra og begyndt at studere.

Dette indlæg er som nævnt i indledning stærkt forkortet i forhold til første udgave og alle referencer til navngivne personer (mine klassekammerater fra den gang) er fjernet. Selv i denne anonymiserede version er indlægget nu allerede blevet for langt, så jeg deler det i to - måske flere - selvstændige serie-indlæg med fællestitlen "Down memory lane - historier omkring et 55-års studenterjubilæum". 

   Hvis du vil vide mere, så gå videre til det næste indlæg (som ikke er skrevet endnu), hvori de samme anonymiserings- principper vil blive anvendt. Så  i alt hvad jeg skriver i dem går jeg ud fra egne oplevelser, erfaringer, erindringer og fordomme.

Videnskabsjournalistikkens danske frontløber - Lone Frank - med en ny bog om 'lystens pioner'

Illustration af "deep brain stimulation"

Videnskabsjournalistik hører ikke til en af de discipliner der undervises i på vores journalistuddannelser, mig bekendt - ikke fast i hvert fald. Og det er synd, for det er vel en genre inden for faget som i de senere år er blevet mere og mere vigtig. 

   

Inden for det engelske sprogområde er genren udbredt, og jeg har i mange år nydt at læse bøger der introducerer til særlige vidensområder, journalistisk vinklet,  og skrevet i en en suveræn journalistisk stil. 

   I slutningen af dette indlæg med afsæt i den danske videnskabsjournalist Lone Franks seneste bog, lister jeg op videnskabsjournalistiske engelsk-amerikanske bøger som jeg har haft stor fornøjelse af at læse, og ofte har brugt som afsæt for indlæg på blokken her.

Lone Franks navn mødte jeg første gang for nogle år siden i nogle store artikler i Weekendavisens videnskabstillæg "Ideer". 

   Præcis hvad de handlede om, husker jeg ikke mere. Men de gjorde indtryk, så stærkt så jeg i en periode abonerede på Weekendavisen - udelukkende for at få adgang til at læse artiklerne af hende. 

   Da jeg begyndte at skrive på denne blok for næsten eksakt 6 år siden, blev jeg hurtigt optaget af sammenhængen mellem kreativitet og det som den moderne hjerneforskning fandt ud af. Og blev klar over at Lone Frank nogle år inden (2007) havde udgivet bogen "Den femte revolution. Fortællinger fra hjernens tidsalder."

   Jeg fik hurtigt anskaffet den, og syntes den var fremragende og nåede vidt omkring i feltet. 

   Den følgende bog hun udgav "Mit smukke genom", har jeg kun læst i uddrag og referater, da genforskning ikke lå centralt i mit interessefelt. 

   Men interessant journalistisk og formidlingsmæssigt var det at hun havde brugt sig selv og sine egne gener som drivende case og plot, så vidt jeg kunne forstå. Og hun havde kunnet konstatere at hun genetisk var disponeret for depressioner af den mere alvorlige slags. 

Nu er Lone Frank så udkommet med endnu en videnskabsjournalistisk bog "Lystens Pioner. Historien om manden, der satte strøm til sindet og viste vej til fremtiden." 

   Den har fået fremragende anmeldelser, og selv har jeg læst den i en ruf. 

   Den handler om en amerikansk psykiater Robert Heath der i 1950 fandt på at indoperere elektroder dybt i hjernen på levende mennesker med alvorlige psykiske sygdomme, og sætte strøm til. I en lang række år foretog han forskellige eksperimenter af den art, nogle med overraskeende positive - helende eller lindrende - effekt, hvor andre behandlingsformer ingen virkning havde haft. 

   Men på et tidspunkt overskred han nogle etiske grænser, i hvert fald målt med samtidens målstok og i en social kontekst hvor fx det hvide snit, med god grund, blev udråbt som et afskrækkende skoleeksempel på hvad neurokirurgi kunne misbruges til (hjulpet godt på vej i offentligheden af den fremragende spillefilm "Gøgereden").

   Så Heath og hans metoder og resultater blev effektivt fortrængt - så at sige skrevet helt ud af videnskabshistorien inden for psykiatrien. 

  Pointen i Lone Fransk bog er så at hans metode med elektrisk stimulering af dybe områder/centrer i hjernen, nu er genopstået, men altså uden de yngre forskeres viden og bevidsthed om at der har været en pioner på området for efterhånden mange år siden, en pioner der faktisk opnåede væsentlige resultater og indsigter med tilsvarende teknikker.

  Som der resumeres på bagsiden af bogens cover:

Dyb hjernestimulation er psykiatriens store håb. En ny tids pionerer eksperimenterer med elektrisk stimulation mod alt fra depression og angst til tvangshandlinger, anoreksi og aggressiv adfærd.

Plottet i fortællingen er at vi følger Lone Frank i hendes journalistiske opsporing af hvad det egentlig var Robert Heath gjorde den gang, og hvorfor han så effektivt blev glemt. Og i hendes beskrivelse af hvad nutidens biopsykiatri har gang i af tilsvarende forskning og eksperimenter. Og det to spor flettes så samme i bogen så læseren pendler mellem dem.

   Bagsiden fortæller:

I LYSTENS PIONER jagter Lone Frank den fascinerende historie om Robert Heaths storhed og fald, og hendes opklaringsarbejde trækker overraskende tråde til nutiden forskning og giver  en pejling for fremtiden. Bogen er en original blanding af historisk fortælling, reportage og personlig refleksion over vores forhold til os selv, til lysten og til eksistensen.

Jeg skal ikke her genfortælle Heaths historie, men blot fremhæve at han var en original outsider allerede i sin samtid. Og det blandt andet er denne outsider-rolle som umiddelbart tiltrækker Lone Franks interesse og nysgerrighed. 

I modsætning til hvad der opfattes som "norm" i en journalistisk tradition, nemlig at man ikke må blande sit personlige jeg ind i fortællingen (= 'tilstræbt objektivitet'), så får Lone Frank jævnligt undervejs i 'jagten på sandheden om Rober Heath', sin egen person og egne følelser og refleksioner flettet ind i historien. 

  Side 18. for eksempel kommer hun med et personligt credo:

For afspejler vores reaktion på det at stikke elektronik ind i folks hoveder i virkeligheden ikke vores forhold til os selv?

   Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg været interesseret i - nej uhjælpelig fascineret af - at forstå mennesket som som sådan, måske især for derigennem bedre at forstå mig selv. Spørgsmål om, hvad der ligger i vores natur, og hvor meget den natur kan bøjes og formes, har været en konstant drivkraft i mit arbejde som videnskabelig skribent. Hvad enten det gælder biologien, psykologien eller psykiatrien, så er det interessant for mig det, disse felter kan sige om os. Det, det kan fortælle om vores inderste kerne eller essens - eller om vi overhovedet har sådan en?

Lone Frank erklærer at "sjælen" som noget uden for kroppen "er afgået ved døden." Og det rejser spørgsmålet...

Hvor meget kan man modificere det, som i sidste instans udgør en person, og hvem bestemmer, hvor langt man går? (...) Skal vi eksempelvis gør mennesker mere lykkelige  eller forandre træk i deres personlighed, som del selv eller andre ikke bryder sig om? Det vil jeg undersøge ved at gå i kødet på de forskere, som lige nu stikker elektroder i hovederne på folk.

Noget af det der kendetegner Lone Frank som journalist er det gode levende og prægnante 'erfaringssprog' hun trækker på. Det vrimler med direkte og bramfri formuleringer som for eksempel den du lige har læst: "Det vil jeg undersøge ved at gå i kødet på de forskere, som lige nu stikker elektroder i hovederne på folk."

I kapitel 2. "Psykokirurgiens genkomst" beskriver Lone Frank sine oplevelser på en faglige kongres for 700 neurokirurger som forsker i effekten af forskellige former for hjerneoperationer, og som her mødes for at udveksle ny viden. 

   Hun fortæller om mødet sådan (jeg har fremhævet de særlige sproglige formuleringer som jeg nyder for deres erfaringsproglige kvaliteter):

Flertallet er mænd, og de ser ud om om deres koksgrå jakkesæt er købt det samme sted. Dere højrøstede sludren går gennem konferencecenteret, der er så anonymt at jeg glemmer, hvordan her ser ud, bare jeg lukker øjnene kortvarigt.   Jeg føler mig fremmed. I årevis har jeg som journalist været vant til at færdes blandt psykiatere, psykologer genetikere, og deres jargon og måde at tale om psyken kender jeg. Nu går jeg rundt mellem mennesker der taler teknik. De kan få lys i øjnene af at diskutere nye elektroder, der kan styre strømmen i forskellige retninger (...). Og i pauserne mellem foredrag kan man se dem pille kærligt ved alt det avancerede operationsisenkram, som er udstillet, og som for det utrænede øje ligner torturinstrumenter.   (...) At bruge sin fingerfærdighed på at fjerne svulster og reparere bristfærdige hjernekar er i dag næsten bagstræberisk og giver ingen prestige. At operer på psyken er fremtiden, og neurokirurgerne er blevet en slags sindets håndværkere.

Senere i kapitlet optræder en hel række af smukke og anskueliggørende metaforer:

Mens jeg suger til mig af nyheder, går jeg rundt med et spøgelse på skulderen. Robert Heaths historie, hans gamle artikler og hans for længst afdøde patienter med deres numre bliver klangbund for alt, hvad jeg hører. Tråde bliver trukket fra den gang til nu, og sammenligninger trænger sig på.

Nu vil jeg citere et langt, meget personligt afsnit fra senere i samme kapitel. Derefter må læserne selv købe bogen hvis de vil vide mere. 

   Lone Frank konstaterer at vi faktisk ved meget lidt om de biologisk årsager til de alvorlige psykiske sygdomme:

Sygdom, sygdom, sygdom. Det er selvfølgelig diagnoserne, som er anledning til at vi sidder her i en  mørk sal i et kedeligt betonbyggeri og hører foredrag efter foredrag, men for mig er det ikke det mest interessante. Neden under min privat fascination af den elektroniske hjernestimulation ligger noget helt andet. Det handler om, at manipulation af hjernen er manipulation af selve vores inderste - det mig, som befinder sig et eller andet sted i den belgrøde klump med sine hundrede af milliarder forbundne celler. Denne her mærkelige teknologi stiller dybest set spørgsmålet: Hvem er jeg?

Og med det spørgsmål som afsæt skifter journalisten Lone Frank 'fortæller-mode' og går over til den personlige bekendelse i klar tale og erfaringsnært sprog:

Så længe jeg overhovedet kan huske, har det været mit eget kernespørgsmål, og det, som jeg igen og igen kommer til at kredse om. Måske går det helt tilbage til barndommen. Mine forældre passede dårligt sammen, og begge ville gerne have, at den anden opførte sig anderledes. Der blev talt rigtig meget om at ændre sig, og især min far havde en ide om, at man naturligvis kunne blive en anden - "det er et spørgsmål om at ændre nogle bidder information inden i hovedet", som han sagde. Imidlertid kunne jeg se, at han faktisk forandrede sig meget lidt. Til trods for, at han gerne ville og for, at sagen blev vendt og drejet, til hele familien var blå i hovederne.

Fra familien til Lone Frank selv og de problemer hun har haft med at accepterer sit jeg, og dermed referencer til hendes foregående bog og den deraf følgende dokumentarfilm:

Men jeg kender selv udmærket til ønsket om at at være en anden. Eller i det mindste en anden udgave af mig selv - udadvendt med mere overskud og mindre hang til misundelse og raseri. Bedre ligesom. Som journalist har jeg halset efter videnskab, der forsøger at afdække menneskets natur og kortlægge sindets plasticitet. Jeg har endda brug mig selv og min personlige historie som omdrejningspunkt i en dokumentarfilm, der tager fat på emnet. I Genetic Me jager jeg rundt mellem psykologer og adfærdsgenetikere og får at vide, hvordan gen gener i høj grad  tegner konturerne af personligheden, og at den under normale omstændigheder er ret stabil gennem et livsløb. Affind dig med dig selv, er forskernes samstemmende og velmente råd.

At Lone Frank ikke kan affinde sig med det, viser emnet for denne nye bog. 

   Kan man med dyb hjernestimulation gennem indopererede elektroder faktisk ændre på personligheden - og fx påvirke grundhumøret og følelsen af lyst og belønning i positiv retning hos mennesker plaget af gentagne depressioner (som LF selv lider af)? 

   Det er det spørgsmål der driver denne videnskabsjournalistiske historie frem, en fortælling der forbinder fremgravet viden om fortidens fortrængte pioner Robert Heaths eksperimenter- med frisk indsigt i nutidens og fremtidens konkurrencedrevne neurokirurgers frontforskning og - forsøg.

Jeg får også associationer til noget jeg selv har haft ansvaret for, nemlig til min bog om Poul Martinsen og hans omfattende tv-produktion

   En lang række af hans tv-dokumentarprogrammer havde også karakter af videnskabs-formidling, og viste - i nogle tilfælde etisk problematiske - forsøg og eksperimenter med mennesker. 

   Mest berømt og berygtet er Martinsens udsendelse "Lydighedens dilemma", som i praksis og med brug af skjult kamera demonstrerede og dokumentrede et også berømt og berygtet socialpsykologisk eksperiment af socialpsykologen Milgran fra 1960.

  Om det program skrev Politiken så sent som i 2008 i en faktaboks til en artikel om at nogle forskere nu har gentaget Milgrams kontroversielle eksperiment - og med samme resultat:

Den danske psykolog og journalist Poul Martinsen genskabte i 1978 Milgrams klassiske eksperiment i samarbejde med Danmarks Lærerhøjskole.

   Ligesom i den oprindelige amerikanske udgave fik en kittelklædte autoritet i skikkelse af Martinsen forsøgspersoner til at give - indbildt - strøm til en anden.

   Det hele blev optaget til fjernsyn og sendt under titlen 'Lydighedens dilemma'.

   Men for forsøgspersonen Marianne, som gik langt i eksperimentet, var oplevelsen af at blive vist frem for nationen som torturbøddel så traumatisk, at hun senere måtte have psykologhjælp.

http://politiken.dk/viden/ECE617352/forskere-gentager-kontroversielt-torturforsoeg/

Martinsens lange række af videnskabsformidlende tv-dokumentarer, var båret af det samme bagvedliggende grundspørgsmål som driver Lone Frank: 

   Hvem er jeg? Og kan jeg være sikker på at jeg ved hvem jeg selv er? 

Jeg lovede en liste (her i tilfældig orden) med nogle af de engelsksprogede videnskabsjournalistiske bøger jeg selv har haft stor fornøjelse og stort udbytte af at læse:

• Malcomlm Gladwell: "Blink"
• Sharaon Begley: "The Plastic Mind"
• Steven Johnson: "Mind Wide Open"
• Steven Johnson; "Where Good Ideas Come From"
• James Geary: "I is an Other"
• Ryszard Kapuscinski: "Travels with Herodotus"
• Joshua Foer: "Walking with Einstein"
• John Lehrer: "Imagine"

Tidligere har jeg skrevet om Lone Franks journalistik i blandt andet disse indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/07/dagdrmme-og-kreativ-tnkning.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orkide-hypotesen-og-gener-for-srligt.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2013/07/om-forbindelsen-mellem-mindfulness.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2013/06/ammehormon-krammehormon-krlighedshormon.html

Debatten om 'Christianias børn´(2) - med opfølgende indlæg fra forfatterne til 'Forelsket i vinklen - om fikseringsfejl hos journalister'

Christiania-optog juli 1977 med Solvognsmedlemmer. Anna ’Trylle’ Petri er barnet øverst oppe. Foto: Nils Vest

I et tidligere indlæg skrev jeg om den debat som fulgte efter udsendelsen af dokumentaren 'Christianias børn - Skyggesiden af eventyret'. Og prøvede at forklare hvorfor debatten kørte godt og grundigt af sporet. 

   Hvis du ikke har læst det, eller ikke har det helt præsent, så er det en god ide at læse det her indlæg først:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/08/debatten-om-christianias-brn-om.html

Det har kastet et par interessante og perspektivgivende kommentarer af sig som jeg gengiver i det følgende - fra Malene Bjerre og Mikkel Hvid,  de to forfattere til den glimrende bog der kom i foråret: 'Forelsket i vinklen - om fikseringsfejl hos journalister', en bog jeg også refererer til i ovennævnte indlæg. 

Først Malene Bjerre:

Godt indlæg, Peter. Egentlig oplever jeg ikke selve udsendelsen som præget af fikseringsfejl. Jeg synes (som du) at Christianias børn er en virkelig god dokumentarfilm, der er klart vinklet på skyggesiderne ved at være barn i Christiania uden at se bort fra at det kun er en del af det store billede. Men jeg synes du viser rigtig godt (og det havde jeg ikke selv tænkt så klart) at det jo også hører med til udsendelsens forpligtelse at sørge for at den ikke bidrager til seernes fikseringsfejl. I stedet bør den gøre det mere tydeligt, fx i introen, at de fire deltagere ikke nødvendigvis er repræsentative for børn i Christiania. Så den ikke er så nem at fejlfortolke eller ligefrem misbruge af folk der er kritiske over for Christiania.

Jeg svarer:

Enig.

Men det er måske noget at skrive noget om i forlængelse af bogen - risikoen for at indplantere fordomsfunderede fikseringsfejl hos modtagerne, når vinklen i dokumentaren/fortællingen er skarp, casene er få - men stærke, der ingen sociologisk statistik findes der kan sige noget om mulighederne for at generalisere, og når konteksten i tid og socialt rum i øvrigt er diffus og udefineret.

   Jeg vil så hellere have den manglende "kontrakt-og-kontekst-tekst" til slut end i starten af filmen. Synes at en ordentlig tekst til sidst fortæller seerne at nu kan de godt indstille sig på at skifte tænke-og-oplevelses-'mode' - fra 'thinking fast' til 'thinking slow' - når de skal bruge den stærke oplevelse til derefter at mene og argumentere for noget sagligt, fx om børneliv og børneopdragelse under kritiske vilkår (som jo er foregået og stadig foregår andre steder end på Christiania).

  I 80´erne lavede jeg rigtig mange fakta-dramaturgikurser i Sverige for mange forskellige redaktioner, både nyheds-, magasin- og dokumentar-. Og jeg syntes den gang det var lidt gammeldags og støvet at SVT næsten uden undtagelse ved udsendelse af kritisk-kontroversielle dokumentarer lagde 15-30 minutters 'studiedebat' bagefter med vidende og kloge folk der kunne sætte oplevelser og følelser i et lidt mere sagligt, fagligt og distanceret perspektiv.

   Det synes jeg egentlig stadigvæk. Den dramaturgiske oplevelseskurve dykker jo markant efter dokumentarens klimaks med sådan en 'hale' af 'talking heads'. Men alligevel....

   Sådan som medieudviklingen har været i de senere år, og efter at dramaturgi og fortælleteknik er blevet en del af den professionelle main stream-kunnen blandt journalister og dokumentartilrettelæggere, så er jeg lige ved at synes at svenskerne måske havde fat i den lange ende ...

Malene: 

Det er en virkelig god pointe - at god brug af fikseringsfejlsgrebet ikke kun handler om, hvorvidt journalisten selv er fikseret, men også om deres journalistik understøtter eller modarbejder fikseringsfejl hos læserne. Og det er jo lige præcis her, begrebet også har væsentlig forklaringskraft i forbindelse med den konstruktive journalistiks fokus på at arbejde for forståelse og løsninger. Jeg er super glad for at få denne pointe skåret ud i pap.

Mikkel Hvid:

Det var dig, Peter, som lærte mig, hvad en vinkel er: Det er den påstand, som journalisten skaffer belæg for med citater, fakta og så videre. Og principielt er der ikke noget i vejen for at vinkle skarp på den pris, der har at være et barn af og fra Christiania.

   Problemerne opstår i relationerne til læserne og til kilderne. Det sidste først.

   Det virker som om aftalen med kilderne ikke har været klar nok. De kritiserer udsendelsen, fordi den ikke giver et retvisende billede af deres barndom, men det vil den heller ikke. Den vil – jf. vinklen – give et retvisende billede af de omkostninger, det har for børnene. Og spørgsmålet er så: Vidste kilderne det? Ville de have bidraget, hvis de vidste, at det var vinklen? Og - hvis vinklen har udviklet sig undervejs – har de så ret til at sige fra, hvis deres udtalelser bruges i en anden vinkel end den, som dokumentaren arbejdede med? Med andre ord:   Kan kilderne sige fra, hvis journalistens arbejdsvinkel udvikler sig? Den ret ville vi i hvert tilfælde sjældent give politikere og offentlige personer.

   Og så relationen til læserne: Som du, Peter, meget fornuftigt nævner, bør læserne kende præmissen for udsendelsen: Det her er ikke den journalistiske sandhed om Christiania, men den journalistiske sandhed om prisen for et social eksperiment. Men hvor skal det fremgå? Du foreslår til slut, og det kan der være en god grund til: Så husker vi det bedre. Omvendt er det irriterende, at man først får oplysningen til slut, for det er jo i virkeligheden et filter, som man burde have vurderet hele udsendelsen igennem. Jeg bliver så irriteret, når jeg læser en (fortællende) artikel, hvor det så i sidste linje fremgår, at navn og konkrete oplysninger er opdigtet. Så hvis det var mig, ville jeg anbefale, at forbeholdet (og det er jo det, det er), kommer i indledningen. Et kompromis ville være: Både og. Men er det ikke for meget?

Jeg svarer:

Til det første har jeg ikke noget afklaret synspunkt. 

   Men egentlig synes jeg der kunne være argumenter for at gøre forskel og behandle 'ikke-professionelle kilder' mere hensynsfuldt end 'politikere og offentlige personer'.

   Til det andet: I gamle dage, da jeg underviste i 'Faktion som udtryksmiddel' i DR, noterede jeg at mange af de meget dygtige og mest professionelle instruktører/tilrettelæggere der producerede fortællinger med blanding af fakta og fiktion på engelsk, at de som regel placerede kontrakt-teksten på skærm/lærred til slut, lige inden credit-oplysningerne.

   Fx Peter Watkins der stort set sluttede alle sine film, herunder den berømte og berygtede 'War Game' (1965), med en tekst på skærmen der udsagde at "filmen var lavet i samarbejde med medvirkende der udtrykker egne meninger og følelser."

  En af de mest berømte pionerfilm inden for engelsk drama-doc som jeg viste på faktionskurserne, 'Cathy, Come Home' fra 1966 af Ken Loach og Tony Garnett, den sluttede med følgende tekst på skærmen: "All the events in this film took place in Britain within the last eighteen months. 4000 children are separated from their parents and taken into care each year because their parents are homeless. West Germany has built twice as many hourses as Britain since the war."

   Jeg synes ofte det - i overført betydning - er 'at slå sig selv på munden' hvis man placerer et tungt kontraktuelt verbalt 'filter' i starten. Hvis det er en godt fortalt, væsentlig og gribende fortælling, så sker der nemlig et af to: enten glemmer man den som seer alligevel hurtigt et par minutter inde, og så er det slet ikke sikkert man kommer i tanker om den når filmen er slut; eller teksten fungerer som permanent mentalt grus i øjnene undervejs, så den oplevelse instruktøren har satset på med sin tilrettelæggelse og klipning, den bliver forstyrret og mudret undervejs.

   Jeg tror ikke man kan lave en entydig regel for alle film/fortællinger, men et ikke for forstyrrende tekstligt set up i starten, og så en ordentlig kontekst-tekst til slut, det er nok ofte en effektiv blanding.

   Men fx Poul Martinsen som jo er min 'helt' og reference på mange områder, producerede i 1977 en dramadokumentar om den svenske bankrøver Clark Olofsson. Den indledte han ganske bombastisk med følgende tekst på skærmen/lærredet: "Dette er den virkelige historie om den svenske bankrøver Clark Olofsson. Den dokumentariske baggrund er interview med Clark Olofsson, hans familie og venner samt med politi- og pressefolk, fængselsfunktionærer og andre. Sveriges Radio har stillet arkivfilm til rådighed. Alle spillescener er rekonstruerede og har skuespillere i rollerne."

Debatten om 'Christianias børn' - om effektiv Dramaturgi vs virkelighed og sandhed. Det handler om at være 'forelsket i vinklen' - og om dårlige 'kontrakter' med seerne - selvom dokumentaren er god

https://www.youtube.com/watch?v=wFKIeSVJVL8

Der er opstået en livlig debat efter tv-dokumentaren 'Christianias børn - Skyggen af eventyret' af Nille Westh som blev udsendt på DR den 10. august i år.
   Faktisk en debat som alle kloge folk nu er enige om er kørt helt af sporet i medierne.

Mit afsæt:

   I Politiken lørdags den 22/8 har en af de medvirkende Anna Petri (i filmen "Trylle") så et kritisk indlæg om det ensidige - og ensidigt negative - billede af hendes barndoms og ungdoms virkelighed som filmen giver.
   Hun skriver ikke kun på egne vegne, men også på vegne af to andre af de (i alt fire) centrale medvirkende i dokumentaren: Rufus Tollesen og Sofie Nørregaard der også var børn på Christiania den gang.
   Kun 'Lise' (den fjerde) er ikke medunderskriver på indlægget.

   

Anna Petri skriver blandt andet under følgende rubrik og underrubrik:

De gode sider ved vores barndom blev klippet ud
Filmen om Christiania skævvrider billedet af vores barndom.

Og så fortsatte hun indlægget:

Filmen ramte lige i hjertet på blomsterbørnenes børn. Voksne Christianiabørn fra vores egen generation har skrevet og takket os for vores mod til at adressere de udfordringer, vi som børn skulle kæmpe med på Christiania, og vi har fået et hav af henvendelser fra danskere, der kunne genkende deres egen barndom fra hippiemiljøer rundt omkring i landet.

   Filmen er nemlig i høj grad en skildring af skyggesiderne ved 70’ernes og start-80’ernes strømninger, verdenssyn og levevis. En tid, hvor der blev eksperimenteret med boformer, skoleformer, kønsroller, sex, musik, kunst og stoffer i hele landet.

   Dokumentarens tematikker skal derfor forstås og vurderes ud fra denne præmis: Alle vores udtalelser er baseret på oplevelser fra denne tid og kan derfor ikke overføres direkte til nutidens Christiania. Det er derfor dybt problematisk, når vi på det seneste har læst flere udtalelser og debatindlæg, som har misforstået denne vigtige præmis. Det skævvrider virkeligheden og skaber en fejlagtig debat baseret på et forkert grundlag.

   Det er helt uacceptabelt, at dannede journalister, meningsdannere og politikere – bevidst eller ubevidst – fører folket bag lyset i denne sag. Christianias børn lever nemlig ligesom resten af samfundet i dag i en helt anden tid med andre udfordringer end dem, vi havde i 70’erne. Filmen skal under ingen omstændigheder bruges til at sige noget om Christiania-børnene i dag.

Jeg skrev flere blogindlæg i foråret om den vigtige og normbrydende bog 'Forelsket i vinklen - om fikseringfejl hos journalister' af Mikkel Hvid og Marlene Bjerre. Den giver en række oplysende cases til illustration og dokumentation af såkaldte fikseringsfejl i journalistikken gennem årene.

   Den kommer jeg i tanker om ved at læse Anna Petris debatindlæg og efterfølgende interview i avisens kultursektion. 

   Og ved at at læse en række kommentarer fra blandt andet politikere og opinionsdannere på højrefløjen der så at sige tager filmen som gidsel for deres aktuelle fordomme og holdninger til anderledes tænkende og normbrydende ung mennesker - og til det aktuelle Christiania.

  

I kommentaren skriver Anna Petri videre, og jeg citerer in extenso fordi jeg synes det er så klart skrevet og velargumenteret:

En anden ligeså vigtig præmis er, at dokumentaren kun har valgt at belyse skyggesiderne ved det nystartede Christiania, og den tegner ikke et samlet billede. De gode aspekter ved vores Christiania-barndom har ikke været dokumentarens fokus. De er simpelthen blevet klippet ud. Det har vi – de fire hovedpersoner – været skuffede over.

   Vi har fra starten pointeret, hvor vigtigt det var, at billedet af vores opvækst også blev skildret med de gode sider. Sandheden er nemlig den, at vi også har haft en fantastisk og enestående barndom, på trods af at vi havde seriøse udfordringer at kæmpe med.

   Mange har oven i købet været helt skånet for meget af det, vi fortæller om i filmen. Vores forældre har været både kærlige og gode forbilleder – og ikke kun egoistiske bohemehippier, som filmen gerne vil fremstille dem som.

   Instruktørens argument for, at filmen kun behandler skyggesiderne, er, at netop skyggesiden manglede i det samlede mediebillede. Det har hun jo ret i. Vi har næsten kun hørt historierne om de glade hippiebørn og 68-generationens egne idealiserede fortællinger.

   Men desværre bliver filmens ’skyggesidevinkel’ ikke tydelig nok for seeren, og filmen bliver oplevet som et helhedsbillede på, hvordan det var dengang. Og det er ikke et fyldestgørende billede. Som medvirkende i filmen føler vi et ansvar for at påpege disse ting.

Jeg har et særligt forhold til Christiania, tilstår jeg gerne.

   Og jeg har et forholdsvis nuanceret billede af fristaden før og nu. Men jeg har har aldrig boet der, kun været på besøg nogle gange i årenes løb.

   Jeg forbinder stedet, miljøet, kulturen, og økonomien derude med et sæt af modstridende, næsten paradoksale kriterier: både kreativitet, frihed, alternativ tænkning, deleøkonomi, fællesskab og varme; men også lukkethed, sekterisme, hashsalg og narko, rockere og mord, kriminalitet, vold, forsømte liv, snavs.

I min mellemskole- og gymnasietid i slutningen af 50´erne og begyndelsen af 60´erne gik jeg flere gange om ugen forbi det den gang stadigt militære anlæg på højre side af gaden - og ud på Holmen i gymnastiktimerne - for at spille fodbold med klassekammeraterne.

   Op gennem 70´erne havde jeg både bekendte, venner og familiemedlemmer som i perioder boede og levede på området da det var blevet 'Fristad'.
   Mig bekendt har jeg en kusine som stadig bor der.

   Og jeg fulgte meget med i pressen om de udbredte fordomme, stereotypier og misvisende debatter der florerede om hippielivet og hash-salget og kriminaliteten i 'Fristaden'.  

   Og ikke mindst fulgte jeg med i medierene om kampen i Folketinget om at få Christiania lukket, en kamp som jeg den gang - som lektor i sprog og kommunikation på det lukningstruede RUC - ikke havde svært ved at identificere mig med.

   

Jeg husker også at jeg med glæde så Poul Martinsens tv-dokumentarfilm i 1976 'Dagbog fra en fristad', en tv-udsendelse der var den direkte årsag til at folkestemningen den gang vendte - og som også førte til at  Folketingsflertallet for lukningen forsvandt som dug for solen. 

   Det effektive dramaturgiske plot - en slags reality-dokumentar - var at lade en solid socialdemokratisk arbejderfamilie fra Hedehusende (han: jord- og beton, hun; hjemmehjælper, plus to drenge 10-14 år) bo en uge på Christiania i et af de velfungerende kollektiver. Og så der følge deres oplevelser i en løbende slalom-række af reportageoptagelser og interviews. 

   Arbejderfamilien ændrede radikalt holdning efter den uges oplevelser ved selvsyn - fra bramfri udsagn som: "Luk det lort", før udsendelsen - til udtalelser i klartekst bagefter: "Vi har mindst lige så mange sociale problemer i Hedehusene", og "der er meget godt ved det liv med fællesskab og varme som mange christianitter har." 

   Og folketingsmedlemmer i stort tal ændrede holdning fra minus til plus efter udsendelsen.

Jeg har siden i min bog 'Poul Martinsen - Besat af virkelighed' skrevet et helt kapitel med analyse af filmen - ledsaget af Martinsens egen fortælling om produktionshistorien - og om efterbyrden i den politiske offentlighed.

   Martinsen blev af blandt andet radiorådmedlem og partileder Erhard Jacobsen beskyldt for ensidighed, rød lejesvend-enøjethed - og faktuel manipulation i sin udsendelse.
   Det holdt ikke en meter og anklagen døde.

 
Martinsens argument for at fortælle sin historie på den måde, var at han ville vise en anden side af livet på Christiania end det sorte, overfladiske og negative billede der dominerede bevidstheden ude omkring i landet - og ikke mindst på Christiansborg.

   Altså: helt samme argumentation, men stik modsat vinkel, af den som dokumentar-fortællingen 'Christianias børn - Skyggen af eventyret' var redigeret efter.
   Men afstanden i tid og kultur og politik er altså 1976 - 2015 - næsten 50 år.

Jeg har også fulgt med i debatten om Peter Øvig Knudsens bog 'Hippie', hvor Christiania også er en del af historien, en bog hvis første bind udkom 2011, og hvor ikke mindst de meget modstridende erindringer om tiden den gang fra de forskellige kilder, førte til mange opfølgende indlæg i aviser, i blogge, og på de sociale medier. 

   Og reaktioner fra nogle af de nu aktive  BZ'ere, har gjort at han har opgivet at skrive og fortælle BZ-ernes historie i en ny bog, som han ellers havde planlagt.
   Stof til efteranke!
  En solid bog kan være væsentligt mere oplysende i det lange løb end en dokumentar, tænker jeg.

I mange, mange år (siden 1982) har jeg undervist journalister - og journalister in spe og andre professionelle mediefolk - i tv-dramaturgi og fortællende journalistik. Og jeg  har - tro det eller ej - skrevet flere velanmeldte artikler og to bøger i den forbindelse: 'Faktion som udtryksmiddel' (1990) og 'De levende billeders dramaturgi' (2003).

   En hel afgørende (og i gamle dage overraskende) pointe i den undervisning var princippet om  at ...

... en velfungerende og effektivt kommunikerende fortælling - fakta eller fiktion - skal have én og kun én bærende ide eller præmis, dvs. en sproglig påstand som skal være sand, troværdig, fair, velresearchet og veldokumenteret - og dermed kunne fungere som en klar og forumleret kognitiv strategi, som man derefter - som god, professionel journalist eller instruktør - styrer og indretter interviews, optagelser og redigering efter.

En anden afgørende princip i undervisningen var at ...

... man som journalist og tilrettelægger skulle udvælge - nu 'caste' - de medvirkende så de - hvad angår sprog, mimik, bevægelse, påklædning og miljø - var udtryksmæssigt dækkende for historien - og så vidt muligt var repræsentative for den funktion/'rolle' de havde fået i indslaget, programmet, dokumentaren.

Jeg har imidlertid også altid været optaget af at ...

... modtagerne - publikum, eller nu 'brugerne' - blev gjort på det rene med hvilken præmis/bærende ide og hvilke vilkår fortællingen var produceret og redigeret under. 

Altså: at man i filmens start eller slutning (og i forannonceringen på nettet og i aviser) skrev oplysende ord - hvidt på sort eller sort på hvidt - men tydeligt på skærmen,  at man skrev ord der eksplicit og i klartekst forklarede, for eksempel i denne her films tilfælde, at der - af hensyn til den lineære dramaturgi og skarpheden i fortællingen - var udeladt en (lang?) række optagelser med positive udsagn fra de hovedmedvirkende og andre om deres hel- og halvtraumatiske bandom i 'Fristaden'.
     Hvis unge, fint skolede dokumentarister tror at seerne bare helt af sig selv og naturligt, har den kontraktformular i hovedet, så er de - lidt - nej meget naive - og alt for uvidende om almindelige menneskers umiddelbare oplevelse af tv-programmer.

 
Endvidere kunne man have fortalt seerne at en række for historien vigtige medvirkende som man bad om udtalelser, ikke ønskede at medvirke; dels fordi de ikke ville være en del af mediecirkusset; og dels fordi de havde dårlige erfaringer med medierne, deres journalister og effekten af presseopmærksomheden. 

   Men den slags 'varedeklarationer' levere professionelle dokumentarister og de institutioner der finansierer dem, nødtvungent og meget sjældent. Og måske endda sjældnere nu end tidligere.

   Men Poul Martinsen, dansk tv-dokumentars grand old man og nestor, han gjorde det ofte. Tit er der en oplysende og vilkårsafklarende tekst på skæremen til sidst. Tjek selv. 

   Han lavede også kontrakter med de medvirkende hvori der stod at de ved en dags slutning, altid kunne fortryde en udtalelse og få den slettet. Og ofte lod han dem se det næsten færdige program inden udsendelsen.
   I nogle af de mest kontroversielle tv-dokumentarer gik han selv i billedet som synlig fortæller og ansvarlig "vinkler af historien" (fx 'Krigerne' eller 'Fluen på væggen'), ligesom han i flere udsendelser lod de centrale medvirkende se optagelserne med sig selv -  og kommentere dem, og disse kommentarer optog han også med deres tilladelse - og gjorde til en del af den færdige udsendelse (fx 'På grænsen til liv', og igen: 'Krigerne').

   Læs mere og blive klogere i bogen 'Poul Martinsen - Besat af Virkelighed'. Den findes på mange biblioteker og kan også opspores antikvarisk stadigvæk.

   

Se så her hvad DR skriver til slut i interview-artiklen med Anne Petri i Politiken som 'svar' på kritikken fra de tre hovedmedvirkende:

"For DR er det afgørende, at medvirkende får grundig besked om grundlaget for et program, inden vi går igang med  produktionen. Det er også sket her," oplyser Morten Thomsen Højsgaard i et skriftligt svar til Politiken.

 "Fordi det netop var et meget følsomt emne, vi tog fat på, har de medvirkende helt ekstraordinært haft mulighed for at fortryde deres udtalelser, ligesom vi har vist dem programmerne inden de blev redigeret færdig. I den forbindelse havde vi en god dialog."

  "Jeg kan derfor ikke genkend den kritik, som nogle af de medvirkende kommer med. Men jeg vil gerne understrege, at jeg har stor forståelse for, at det er en stærk oplevelse at fortælle om sin barndom, som det er sket her. Det her jeg meget stor respekt for."

"God dialog", "stor forståelse for", "stor respekt for" - og 'liraum larum, katten gør æg'. Ren legitimerende DR-bureaukrati-snak til udvortes brug.

De medvirkende siger at billedet film giver af deres barndom ved hjælp af klippede udtalelser fra længere interviews, er stærkt misvisende - og derfor bliver misbrugt som 'bevis' for alle mulige uvederhæftige indlæg i den efterfølgende medieståhej.
    Og at de derfor føler sig misbrugt! Også selv om de sagde ja, en gang - uden kontekst.

Uanset at Højsgaard og Nille West mener at have ryggen fri rent professionelt, og at de altså har gjort hvad de skulle og burde i forhold til de stærkt berørte medvirkende, så er der et problem som ikke er nyt, men dårligt analyseret og forklaret. Og det er faktisk et seriøst problem for både dokumentarinstruktør og ansvarlig redaktør.

   Det Morten Thomsen Højsgaard nemlig ikke forholder sig til, er om 'kontrakten'  med seerne er klar - og dermed sikrer mod at de gamle og angiveligt idylliske eventyrbilleder af livet på Christiania i 70´erne og 80´erne - ikke nu med filmen her bare bliver erstattet med mindst lige så fordomsfulde, misvisende og mørke rædselscenarier i den brede offentligheds kortsynede og og stort set historieløse bevidsthed. 

    Hjerneforskningen har fundet ud af at når gamle erindringsbilleder så at sige overlejres med nye, ja, så forsvinder de gamle 'billeder' sådan set ud af hjernen - ligesom når man på computeren hiver en fil frem og ændrer på den, og så gemmer den igen under samme filnavn.
   Den gamle mangelfulde, men orginale version er pist væk!

   

Højsgaard skriver fx heller ikke at der efterfølgende vil udkomme en opfølgende tv-dokumentar med præmissen: 'Solsiden af barndommen på Christiania', en tænkt dokumentarfilm som sandsynligvis også kunne laves (ud fra de reaktioner jeg har læst i medierne), og ville være spændende  og oplysende at se. Og som også ville vække debat.
   Men ikke mindst ville den jo nuancere billedet i offentligheden af 'barndommen på Christiania'.

Jeg synes 'Christianias børn - Skyggen af eventyret' er en rigtig god dokumentarfilm - tilrettelagt og produceret professionelt og lige efter bogen. Forældrene til de medvirkende er mine jævnaldrende. Mine børn er nogenlunde jævnaldrende med de fire hovedpersoner.
   Den går rent hjem som fortælling og troværdig virkelighisfremstileng hos mig som her- og nu-seer.

   

Men jeg noterer at filmen indledes med noget der nærmer sig en usandhed: På skærmen skrives følgende tekst som en del af anslaget - til at forklare Christianias forhistorie og oprindeløsesideer:

UNGE I HUNDREDVIS RYKKEDE IND. DE VILLE SKABE ET ALTERNATIVT SAMFUND BASERET PÅ FRIHED, FANTASI OG FÆLLESSKAB. 

FORESTILLINGEN VAR AT BØRN OG VOKSNE VILLE FÅ ET FANTASTISK LIV HER.

NU FORTÆLLER BØRNENE DERES VERSION AF HISTORIEN.

En udfordring til læserne: Hvor er den gal her? Hvad burde der havde stået så Nille West og Morten Thomsen Højsgaard ikke skulle levere gode miner til slet spil under interviews og til pressemøder bagefter i medierne?
 
Tilføjelserne til det skriftlige oplæg i filmens start, som jeg kunne ønske det, har jeg skrevet her - med rødt: 

FORESTILLINGEN HOS EN DEL VAR AT BØRN OG VOKSNE VILLE FÅ ET BEDRE LIV HER.

   NU FORTÆLLER FIRE UDVALGTE BØRN MED BARSKE BARNDOMSERFARRINGER DERES VERSION AF HISTORIEN.

Til sidst i udsendelsen ville det efter min velbegrundede overbevisning have været både fair og oplysende - og ikke mindst fordomsnedbrydende - hvis 'man' - instruktør og ansvarlig producent -  ærligt og redeligt havde skrevet det som det var:

INTERVIEWCITATER OG OPTAGELSER ER UDVALGT OG REDIGERET, SÅ DE BEDST MULIGT ILLUSTRERER OG DOKUMENTERER DENNE VIGTIGE HISTORIE, VI HAR VALGT AT FORTÆLLE I DOKUMENTAREN HER  

DE FIRE UDVALGTE HOVEDPERSONER TALER FOR EGEN REGNING, OG ER IKKE REPRÆSENTATIVE FOR ALLE DE BØRN, DER I DEN PERIODE ELLER SENERE, HAR HAFT DERES FAMILIELIV PÅ CHRISTIANIA.

EN LANG RÆKKEN RELEVANTE KILDER HAR IKKE ØNSKET AT MEDVIRKE MED UDTALELSER I UDSENDELSEN - UNDER HENVISNING TIL AT DE IKKE VILLE VÆRE EN DEL AF 'MEDIECIRKUSSET', OG FORDI DE TIDLIGERE HAR HAFT DÅRLIGE ERFARINGER MED MEDIERNE, DERES JOURNALISTER OG PRESSEOPMÆRKSOMHEDEN. 

Hvis der havde stået  noget i den retning på skærmen til sidst i den i øvrigt velfortalte dokumentar, så er jeg sikker på at debatten efter dens udsendelse ville have været meget bedre, mere nuanceret, mindre fordomsfuld og mere oplysende - i stedet for som nu mest at stimulere til æv-bæv-buh og sort-hvid argumentation, og i hvert fald, som vi har set det, til at de medvirkende sidder tilbage og føler sig misbrugt, og oplever sig som brikker i en unuanceret og politiserende medieståhej.

Udsendelsen er produceret i et samarbejde mellem de tre nordiske public-service-medieselskaber DR, SVT og NRK, og der er også støtte fra 'nordvision'. Den har ikke været billig at producere.

   Jeg er ikke i tvivl om at den vil blive solgt og vist i en lang række andre lande. Christiania er på godt og ondt et kendt 'brand' i udlandet, og for de globale nyhedsmedier er sådan en udsendelse mad for Mons. 

   Men fordomsnedbrydende og oplysende for alvor i forhold til disse kommende seere, det bliver den sandsynligvis ikke - fordi de mangler kontekst-viden.

For mit indre øre kan jeg høre et næsten enstemmig kor af - som regel journalistisk højt uddannede og skolede (redaktions-)chefer der synger sangen:

Vi har holdt vores sti ren, gjort hvad vi kunne og skulle gøre som public-service-ansvarlige chefer og redaktører. Hvad vores dokumentar derefter bliver gjort til og brugt til i de andre medier, i de sociale medier, rundt omkring hos spin-doktorerne, i det politiske liv, o andre lande??? - DET HAR VI IKKE NOGET ANSVAR FOR - VI PASSER VORES ARBEJDE - VI ER PROFESSIONELLE MEDIEFOLK - OG DERFOR HAR VI RET TIL AT VINKLE KNIVSKARPT - SÅ KOM IKKE HER!

Her er det så at jeg trækker nobelprisvinderens Daniel Kahnemans tænkekort: bogen 'Thinking, Fast and Slow. 

   Når folk som du og jeg og hvermand ser en god og professionelt fortalt dokumentar som ''Christianias børn - Skyggen af eventyret', så aktiveres den del af hjernen som tænker hurtigt, emotionelt og, ja, fordomsfuldt generaliserende. Det nemme, det der overfladisk set stemmer overens med vores følelser når vi ser programmet:

Sikke noget svineri. Vi er blevet puttet blår i øjenene. Luk lortet. Fang og fængsel forbryderne. Pædofile og pushere om en hals. Vi stemmer sgu på DF næste gang.

Eller hvad jeg nu kan forestille mig bliver aktiveret af straks-tanker hos en stor del af seerne.

 
Men det er her Daniel Kahneman kommer ind med sit modbegreb og sin modforestilling: 'Thinking Slow'.
   Det er en forestilling om mental aktivitet - 'tankevirksomhed' - som har med objektiv, analytisk og videnskabelig tænkning og tjekket viden at gøre, en tænkning som kræver tid og research - og grundlæggende ikke er optaget af effekt og følelser, men af sandhed og faktuel realitet.

 
Min - for så vidt ekstremt banale - pointe er her, at hvis Nille West havde skrevet en tekst a la den jeg foreslog med rødt oven for, i slutningen af sin fine dokumentar, så havde hun inviteret og provokeret seerne til at tænke sig om og mobilisere den del af deres bevidsthed som dækkes af det faglige begrebet 'thinking slow'; i stedet for bare mentalt at køre videre ud af det lette og emotionelt stimulerende og fordomsbekræftende 'thinking fast-spor' som den fint fortalte dokumentar automatisk aktiverer i hjernen hos seerne undervejs - og straks efter man har set den.
   Og som andre journalister elsker at følge op på. Og hvis kaotiske og mentalt rodede spor man derefter kan følge på mediernes debatsider i ugerne efter.
   Som i denne.

Derfor Danmarks Radio, Morten Thomsen Højsgaard og Nille West, derfor kørte debatten efter udsendelsen skævt og helt af sporet. 

Aprilsnar-dramaturgi, 'mockumentary', 'spoof', 'prank' - og erindringer om egne (u)pædagogiske 'gimmicks' med blending af fakta og fiktion

Imorgen er det den 1. april. Og jeg glæder mig. Jeg har en særlig lystfyldt svaghed - som jeg selvfølgelig deler med mange andre - ikke mindst mine journalistvenner: fornøjelsen ved at læse avis og se og høre nyheder den dag - og hele tiden spekulere over: Er det sandt eller falskt, fakta eller fup?

Fornøjelsen har jeg haft i rigtig mange år, sikkert helt tilbage fra midten af 60´erne. Men det var først i forbindelse med mit DR-kursus i "Faktion som udtryksmiddel" 1988-90 at  jeg tog aprilsnarrens dramaturgi op - fordi det var så smukt et eksempel på det jeg med kolleger i DR-Udvikling havde besluttet at karakterisere med ordet "faktion" - et ord vi kendte fra engelsek: "faction", som blev brugt om bogen "In Cold Blod" af journalist og forfatter Truman Capote. "In Cold Blod" var et stykke fortællende journalistik i en slags roman-form.

Aprilsnarren som journalistisk genre har en særlig dramaturgisk konstruktion som jeg tidligere har skrevet om  - og som jer er sikker på langt de fleste af eksemplerne i morgendagens medier vi trække på og leve op til.

   Jeg repeterer lige:

En nyheds-aprilsnar er en en fantasi forklædt som sandhed. Andre betegnelser jeg har har opfundet til lejligheden, er "fup-nyhed", elller "mock(ing) news" - analogt til betegnelserne "mockumentary/fup-dokumentar".

   Ideen med fup-nyheden er at få læseren, lytteren eller seeren til "at bide på krogen", dvs. tro at den er sand, at den fortæller en sandhed som bidrager med en interessant og overraskende udvidelse til vores forestillinger om virkeligheden.

   Opskriften har fire ingredienser: en madding, en krog, en indpakning, og evt. et eller flere set ups til den aha-oplevelse som er  aprilsnarens mål.

Maddingen skal være en løgn der kunne være sand, sammenfattet i en påstand som hvis den var sand, har stor nyhedsværdi. Kravet er at den skal være  provokerende og debatskabende - eller indeholde noget man ville frygte eller ønske var sandt. Formlen er: "utroligt, men sandt".

   Aprilsnarren må meget gerne indeholde en påstand som læserne ville ønske var sand - "a dream come true" - som f.eks. at forskerne har udviklet en ny snegleart der kan bekæmpe dræbersnegle. 

Krogen skal være udbredt viden om tendenser og foreteelser i samfundet som i andre sammenhænge har givet nyheder. Eller det skal være allerede eksisterende nyhedsframes eller nyhedsskabeloner som fup-nyheden matcher eller "logisk" ligger i forlængelse af. Det er altså krogen der leverer en vigtig del af troværdigheden.

Indpakning af maddingen er også afgørende for aprilsnarrens troværdighed. Fup-nyheden skal sprogligt, form- og billedmæssigt være formatteret som en nyhed, dvs. der skal være dokumentation i form af citater fra troværdige kilder eller autentiske fotooptagelser/grafik der illustrerer/dokumenterer dele af nyheden. Hvis det er en tv-aprilsnar, er det lidt mere besværligt for så skal man overtale kendte eksperter, politikere eller kendiser er til at medvirke. Mange vil dog gerne være med.

Aha-oplevelsen er målet; det - helst overraskende - pay off.  Ligesom vittigheder, anekdoter og gåder, er meningen med den dramaturgiske konstruktion i en aprilsnar, at forløbet skal munde ud i en aha-oplevelse, nemlig når det publikum der er offer for den, bliver klar over at de er blevet fuppet. For nogen sker det umiddelbart allerede under eller lige efter læsningen. For andre kommer oplevelsen først dagen efter i når medierne afslører det, eller når den sensationelle historie bliver genstand for snak og moro i butikker, på arbejdspladser eller i omklædningsrum.

   Et indbygget set up til afsløringen af at aprilsnar-nyheden er fup, er ikke obligatorisk, men bidrager til fornøjelsen når det er med og alligevel overses. Det kan være at man i selve teksten simpelt hen nævner datoen - eller bare måneden april, eller at man fx i teksten indarbejder en ellers helt ukendt betegnelse på et fænomen i historien.

'Opskriften' er fra dette indlæg hvor jeg uddyber og eksemplificerer:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/kort-opskrift-pa-en-aprilsnar-en.html

Men aprilsnar-genren tager jeg også op i flere andre indlæg. Se mere her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/aprilsnare-i-medierne.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/mellemkd-og-anogenitaldistancen.html

Aprilsnarren er beslægtet med det de fleste mennesker har været med til i deres liv: "pracktical jokes", og underholdende tv-indslag med "skjult kamera". Og også med nogle af de iscenesatte overraskelser nogle synes det er sjovt at udsætte vordende brudgomme for til deres polteraften, men af og til med fatale følger:

http://ekstrabladet.dk/112/article4042273.ece

Historiske rødder for aprilsnarren har vi i middelalderens karnevalsfester hvor almindelige mennesker havde ret til at klæde sig ud, maskere sig og opføre sig provokerende, socialt grænseoverskridende og ærligt - under anonymitetens maske og, men kun mens festen varede -  fri for risikoen for straf.

 

I stort format - som en slags fup-dokumentarer - har genren på engelsk fået betegnelsen 'mockumentary'.

   På Input, den internationale årlige tv-festival for kreativt og fornyende public-service-tv, har der ofte været vist spændende og charmerende eller provokerende mocku-programmer. 

   En af dem fortalte omkring 1990 - med brug af overbevisende klassisk dokumentariske udtryksmidler - historien om Hitlers hemmelige besøg hos den erklærede adelige nazist Unity Mitford og hans møde med kong Edward VIII inden denne abdicerede, en historie de tilsyneladende i følge 'dokumentaren' blev afsløret gennem fund af nogle gamle filmruller hos Unitys stadig levende gamle faktotum og Unity Mitfords ellers forsvundne 'dagbog'. Det hele var opfundet og historien løgn og latin, men den meget dygtige klipning, gode skuespillere, troværdig voice over til gamle ægte fotos og filmstumper, gjorde den eminent troværdig og overbevisende.

   Inspirationskilden til filmen var afsløringen af det sensationelle fund af 'Hitler-dagbøgerne' som værende et meget dygtigt falskneri.

Den film hvis titel var "A Question of Fact" har utvivlsomt inspireret til den dokumentar (?) jeg nu lige har fundet på YouTube med titlen "Hitlers British Girl" i fem afsnit:

https://www.youtube.com/watch?v=Z9kBH47Ohlg

Efter udgivelsen af "Faktion som udtryksmiddel" 1990 holdt jeg sammen med den meget kreative TVA-journalist Morten Hartkorn en række en-dags-kurser for gymnasielærere med dansk og-eller historie som fag. På de kurser skabte vi med nogle 'rollebytninger' indledningsvis usikkerhed hos deltagerne om vores afsenderrollers troværdighed som henholdsvis akademisk lærebogs-forfatter og  erfaren tv-journalist. 

   Til slut på kursusdagen afspillede vi for dem den ovenfor beskrevne mockumentary "A Question of Fact" - med et indledende oplæg som fortalte dem at nu her til sidst ville vi godt vise dem "en ordentlig, solid, engelsk, historisk dokumentarfilm, baseret på facts, bevidnede dokumenter og interviews med både ekspertkilder og erfaringskilder". 

    Det lykkedes hver gang at få hele forsamlingen af akademisk uddannede og velmeriterede undervisere til at tro på filmen indtil de sidste minutter.

    De synes ikke det var morsomt - lige da filmen var slut! Men jeg har siden fået tilbagemeldinger fra flere om at de ved nærmere eftertanke syntes det var lærerigt at blive taget fusen på på den måde. 

Morten Hartkorn var - ikke helt tilfældigt - også tilrettelægger af flere af TV-Avisens aprilsnarre hvoraf en lille del kan ses her, iblandt dem en af Mortens:

http://www.dr.dk/Bonanza/serie/Oejeblikke/Aprilsnar.htm

På dramaturgikurset Power TV som blev afholdt 2000-2007 DR-regi, viste vi undervisere igennem flere år et tilsyneladende autentisk engelsk tv-gameshow fra Channel 4 hvor hjemløse medvirkede som deltagere i konkurrencer om at vinde et hus, og hvor opgaverne var konstrueret til at ydmyge og gøre grin med disse medvirkende. 

   Efter sigende troede tv-publikummet til game-showet at det var ægte, og at de medvirkende skuespillere var rigtige hjemløse. 

   I hvert fald lykkedes det os kursuslærere at narre kursusdeltagerne til at tro på programmet som autentisk og få dem - stærkt engageret - til at diskutere grænserne for etik i forhold til casting og brug af  'taber-typer' som medvirkende i game- og reality-shows på tv.
   En stadig aktuel problemstilling.

Efter internettets usandsynligt hurtige udvikling og udbredelse er de 'overenskomster' og de medfølgende konventionelle visuelle og typografiske koder for sandhed og virkelighed i tekster og billeder blevet mere og mere gennemhullede, samtidig med at der er sket en eksplosive udvikling af nye faktions-genrer som  'spoofs', 'memes', 'gimmicks', ' pranks' m. flere - og det vrimler via de sociale medier med videoindslag med fantasifulde fup- og fake-historier der nemt og hyppigt "går viralt", som det hedder.

 
Disse engelske termer bruges ofte og i flæng til at beskrive og karakteriserer de tusinder og atter tusindere af tekster, billeder og videoer som på en elle anden måde fascinerer universelt ved at "de hverken er det de ligner (fakta), og heller ikke ligner det de er (fiktion)". (Det let reviderede citat er af den fotorealistiske maler Niels Strøbek.)

  I alle tilfælde er der tale om fortællende indslag der imiterer ellers troværdige genres udtryk, men hvor der er snydt eller fiflet med afsenderforholdet, eller med de medvirkendes identitet, eller med den virkelighed som tilsyneladende er ægte og autentisk dokumenteret. Eller med det hele.

   Imitationen kan være åbenlyst og erklæret som fx mange daglige ATS-parodier bag på Politiken, eller skjult og snyd/fake som i aprilsnarren i medierne i morgen. 

Jeg har selv brugt termen "gimmick" til at karakteriserer den type 'pædagogisk iscenesættelse' jeg faktisk så tidligt som i 1974 gjorde brug af som underviser på RUC, og som er beslægtet med aprilsnarren.
   Og hvor jeg altså brugte bevidst snyd som pædagogisk redskab.

   Inspirationen tror jeg kom fra min deltagelse i nogle gruppedynamik-kurser tilrettelagt af socialpsykologen Arne Sjølund, kurser jeg havde været deltager på i slutningen af 60´erne, og hvor nogle af opgaverne havde karakter af rammesatte interaktion-spil med en skjult dagsorden for deltagerne. 

   Det var meget populære kurser som også min mentor Poul Trier Pedersen havde deltaget i, og som dels inspirerede ham til sine tv-spontanspil, men også til den pædagogik han stod for blandet andet på de interviewkurser hvor jeg var medunderviser.
    De kurser inspirerede også Poul Martinsen til nogle af de tv-udsendelser i 70´erne hvor han afprøvede socialpsykologiske eksperimenter til brug for opsigtsvækkende og debatskabende tv-programmer, som fx "Broen" og "Dagbog fra Christiania".

   

Vi er i begyndelsen af 2. semester i et såkaldt "hus" med studerende på den humanistiske basisuddannelse. Der var ca. 60 studerende og 5 faste lærere med blandet faglig humanistisk baggrund. Tidspunktet er starten af februar 1975.

   Jeg skulle som en del af semesterstarten inden for temaet "psykologi og pædagogik" holde oplæg - en 'forelæsning' - om "marxistisk pædagogik".
   Det var noget jeg havde påtaget mig fordi ingen andre i lærergruppen havde lyst, og fordi jeg faktisk havde læst rigtig meget såkaldt "frigørend pædagogik" som i forskelligt omfang flirtede med Karl Marx´ tanker. 

   Men jo mere jeg læste op til forelæsningen, jo mere ulyst havde jeg til bare at stille mig op og med alvorsmine gennemgå de forskellige "frigørende" pædagogiske retninger. Det sprog de fleste kilder var skrevet på, kunne jeg dårligt få over mine læber fordi det simpelt hen var hult og floskuløst at det ville blive til aske i min mund.

   En af bøgerne handlede om pædagogiske principper i det reelt eksisterende sovjettiske skolesystem, og som bilag bagi fandt jeg nogle "ordensregler for et marxistisk gymnasium". 

  Teksten var, set med danske øjne, meget autoritær og fremtrådte nærmest som en slags opførselskodex for elever på en gammel engelsk kostskole - blot iklædt marxistisk verbal orddragt.

   

Tilsyneladende ud af det blå, fik jeg den ide at teksten med små ændringer og udskiftninger kunne formuleres så den, set med marxistisk-orienterede ruc-studerendes øjne, kunne virke helt autentisk - blot nu med overskriften "Husregler for studerende i hus 37".

   Jeg fik de ny "husregler" trykt så de kunne uddeles til alle de studerende der kom til forelæsningen i husets møde- og forelæsningslokale. 

   Så stillede jeg mig op ved forelæsningskatederet , kigge med rynket pande ud over forsamlingen og sagde med alvorsmine og -tonefald noget i retning af følgende:

 I det foregående semester har de studerendes optræden i forskellige undervisnings- og mødesammenhænge været præget af manglende disciplin og respekt for hinanden og for lærerne. Og semestret sluttede jo som alle oplevede det ret kaotisk. Så inden jeg nu holder min forelæsning om marxistisk pædagogik som annonceret, vil jeg lige uddele et forslag til husregler som jeg regner med vi kan stemme om og få vedtaget med det samme - efter en kort diskussion. 

Som jeg husker det, var reaktionens styrke  overraskende - og for mig ganske uventet og overvældende.

   De omdelte "husregler" gav anledning en timelang ophidset diskussion blandt de studerende. Nogle syntes at det egentlig var meget rimeligt (på grund af den klare og utvetydigt marxistisk vinkling i alle formuleringer), mens andre syntes de aldrig havde læst noget mere provokerende og uacceptabelt (på grund af kravene om mødedisciplin til undervisningen og blind respekt for lærernes autoritet). Og mange var i tvivl, og spurgte om jeg virkelig mente det?

   Jeg holdt masken, og endte med efter godt en time at foreslå  at da vi tilsyneladende ikke kunne nå til enighed, så måtte vi udsætte den diskussion til næste husmøde.

   Man diskuterede husorden og samværsregler på næsten alle husmøder gennem hele semestret - uden at noget blev skrevet ned og vedtaget, hvad der faktisk var meget givtigt og lærerigt for alle - både studerende og lærere. Og gruppeundervisningen kørte uden problemer i alle grupper med lærerene som vejledere - i modsætning til første semesters kaotiske og tumultariske forløb.

   Men jeg afslørede aldrig for de studerende at det bare var en pædagogisk gimmick fordi jeg var træt af bøgernes golde pædagogiske retorik.

   Jeg turde ikke. Simpelt hen.

I de følgende år, brugte jeg andre former for pædagogiske ´gimmicks', både i min undervisning på RUC og i mit samarbejde med Poul Trier - både på kurser og i forbindelse med at jeg fungerede som hjælpeinstruktør på nogle af hans tv-spontanspil, og i vores samarbejde om at udvikle kursusmaterialerne til de to kommunikationskurser "Borgerbetjening" og "Samspil på sygehuset" for den Kommunale Højskole i Grenaa.

For ikke så længe tiden har jeg her på bloggen brugt en tilsvarende substitution som den første på RUC. Hvor jeg altså udskifter/ændrer mindre enkelte dele af en tekst som jeg føler stærkt ubehag ved - for at demonstrere hvad der er galt med den - sådan rent journalistisk:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/02/en-faktions-nyhed-om-kyniske-og-griske.html

Den oprindelige tal- og statistik-uvederhæftige overskrift lød:

Hver femte asylansøger begår kriminalitet

Den substituerede historie byggende på et analogt talmateriale kunne så med lige så god ret få rubrikken:

Hver femte entreprenør begår kriminalitet

I det her indlæg får nogle udtalelser fra Pia Kjærsgaard om indvandrerkvinder der bærer tørklæde, samme substitutions-behandling:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/07/pia-kjrsgaard-kan-den-kreative-kunst-at.html 

Den ide med at blande fakta og fiktion i sproglige iscenesættelser til pædagogisk brug, kom også med som et fast indslag i det legendariske TV-SUM-kursus som Ingolf Gabold var primusmotor bag. 

   Vi afspillede for deltagerne en meget tydeligt iscenesat og USA-kritisk-vinklet dokumentarfilm "Remington Cal. 12" af de i Danmark ukendte østtyske dokumentarfilminstruktører Heynowski & Scheumann. 

   Men vi fortalte kursisterne, illustreret af klip fra filmen, at filmen var lavet af CIA for at udstille østtysk manipulerende propaganda, og at den blev brugt i den amerikanske hære til anskueligheds-undervisning for amerikanske rekrutter. 

   I moderne terminologi sagde vi altså: Filmen I lige har set, var en pædagogisk tænkt SPOOF-film, med CIA som afsender og producent og amerikanske rekrutter som adressater.

Efter nogen tids diskussion på holdet af de visuelle manipulationer i filmens form og udtryk, dementerede vi os selv. Og fortalte nu at den var lavet af to unge vesttyske dokumentarister som var i opposition til USA´s krig i Vietnam.    Kursusdeltagerne blev usikre og nogle blev ret sure over at være blevet snydt.

   Hurtigt dementerede vi os selv en gang til. Og fortalte holdet sandheden om filmens oprindelse: at Heynowski og Scheumann var internationalt anerkendte og prisvindende østtyske, men uafhængige dokumentarfilminstruktører.

  Konklusionen som deltagerne dermed ikke kunne undgå at komme frem til, var at det var de rammesættende kontrakter (her givet af undervisernes autoritative udtalelser) som afgjorde om noget film elle tv af publikum blev oplevet som fakta eller fiktion - man kunne ikke afgøre det på "udtrykket" alene.

  Men mange kursister forblev usikre på hvilken af historierne der var sande - og ville have mere at vide i frokostpausen. Og de kunne ikke lige gå på nettet og tjekke. 

Hvis du ikke tror på den historie, og fx tvivler på at filmen "Remington Cal. 12 overhovedet findes, så her et link:

http://www.imdb.com/title/tt1155538/

Og den kan faktisk købes på tysk Amazon.de sammen med en lang række andre af de to instruktøres film på den DVD 2 i denne samling:

Jeg har tidligere skrevet om mokcummentary-genren her (ofte stavet forkert "mocumentary"):

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/sacha-baron-cohen-elefant-i-et-hyttefad.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/mocumentary-i-radioen-hvor-frkt-og.html

Her er link til en oversigt over danske aprilsnarer i medierne igennem tiderne:

http://da.wikipedia.org/wiki/Aprilsnar_i_danske_medier#Tv

Her en oversigt over især engelsksprogede 'mocumentary'-produktioner på film og til TV:

 http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_mockumentaries