Bidrag til en web-tv-dramaturgi (10) - plot i broad-cast-tv og plot i web-tv – spildramaturgi?

'Plot' i broadcast-tv består af de fortællemæssige greb i fiktion og i fakta der for en stor del leverer fremdrift til fremstillingen af en historie. Og fremdrift er den følelse der tvinger eller lokker publikum til at følge med hen gennem fortællingen til dens slutning. 

I fiktion defineres plottet som den del af fortællingen som udgøres af hovedpersonens konflikt- og modsætningsfyldte 'forhindringsløb' gennem en række skæbnesvangre vendepunkter frem mod det afsluttende forløsende og skæbneafgørende klimaks.

   Plottet fodres af en lang række 'fremdriftskompo­nen­ter': konflikt, forhindring, komplikation, forventning, overraskelse, prøve, gåde, varsel, tidsfrist, overraskelse, omslag - komponenter som man som forfatter og instruktør bevidst kan indbygge og udnytte i scene efter scene.

I fakta- og underholdnings-tv udgør (fortæller)plottene den produktionelle iscenesættelsen af de medvirkende i konfliktfyldte og uventede situationer som skal sikre et kronologisk forløb af scener med handling og dialog, scener hvori der så så indføjes forskellige fremdriftskomponenter: forhindringer, konkurrencer, dilemma­er, opgaver, uventede møder, tidsfrister, konfrontationer, etc.

Web-tv: Mindre krav til dramatisk-episk fremdrift

På grund af de særlige forhold der er mellem net og bruger (”utålmodighed”, mulighed for inter­ak­tion, lyst til at ”surfe”), så må det også præge web-tv-udviklingen.

   Hvis vi går ud fra at web-tv i sin natur typisk er kommer til udtryk gennem et kortformat og er influeret af at meget af det der kan vises i playeren, har karak­ter af citater og klip fra andre kontekster, så stilles der naturligvis andre krav og sikkert også mindre krav til fremdriftsproducerende elementer til at producere episk-dramatisk fremdrift.

   Mange af web-tv-klippene er hevet ud af deres kontekst netop fordi de i forvejen indeholder fascinerende, konfliktfyldte og måske sjove vendepunkter fra den længere tv-fortælling den kommer fra.

  Og generelt gælder at jo kortere et indlæg er jo mindre er behovet for et stærkt plot.

Man må forvente at der plottes meget mindre i et video-indslag som specifikt er produceret til nettet, fordi der – til gengæld eller i stedet for – er mulighed for brugerinitieret interaktion i web-side-konteksten omkring indslaget, en interaktion som kan udløse den samme form for belønning i hjernen som et godt traditionelt plot med en masse set up/pay off.

    Og ligesom der kun er relativt få og ret svage journalistiske plot aktiveret i almindelige main-stream tv-nyheder fordi de er korte og behovet for fremdrift derfor lille, sådan også for mange korte web-tv-indslag. Der kræves simpelt hen ikke så meget fremdrift og fastholdelse gennem fremstillingen når bruger-opmærksomheden og -optagetheden kun skal fastholdes i 1-5 minutter.

Dominerende web-tv-plot i fakta

Visse journalistiske tv-plot er dog ret ofte forekommende i web-tv-indslag: 'rundvisning i eget univers', 'fortælleren som opdagelsesrejsende', 'afprøvning og test', 'demonstration' af teknikker, opskrifter og forbrugsting, den krydsklippede 'konfrontation', 'stand up med overraskelse'. 

   Det er bemærkelsesværdigt at de fleste af disse plot implicerer et eller flere 'talking heads' med øjenkontakt med brugeren.

Retorisk fremdrift og det der ligner i og omkring web-tv-indslag

Fremdrift gennem episke-dramatisk plotning er altså blevet mindre relevant når vi har med web tv-indslag at gør. Til gengæld kan man sige at nyhedstrekantens retoriske logik får en slags renæssance. 

   Avisens skriftlige nyhedsfortællinger fordelt som længere og kortere artikler på en avisside er for hver enkelts vedkommende styret af nyhedstrekanten som er underlagt et bagvedliggende 'retorisk plotsystem'.

   Det  går ud på i hvert afsnit af artiklen at fortælle noget på en sådan måde at det rejser nye spørgsmål hos læseren, som så besvares i næste afsnit igen: 

   Hovedrubrikken skal helst have karakter af en gåde eller en nysgerrighedskabende teaser, og den efterfølgende manchetteksten skal give payoff til rubrikken, og samtidig indeholde en påstand med en så opsigtsvækkende/provokerende nyhedsværdi (=fremdrift) at læseren føler sig tvunget til eller opmuntret til at læse videre for at få svar på et eller flere række rejste hv-spørgsmål der kan uddybe give baggrund og perspektiv til manchettens påstand (=artiklens vinkel).

    Samme funktion har artiklens bærende billede, som skal give lyst til at få baggrunden eller en mere informativ kontekst til billedet.

Et sådant retorisk plot der indebærer at artiklens enkelte elementer leverer svar på forventede uudtalte spørgsmål, minder om det plot man kan forestille sig at bruge et web-tv indslag til, nemlig ved at man lader selve videoindslagets fortælling være ”uafsluttet”, således at fortællingen får karakter af en gåde, en halvkvædet vise, en cliffhanger eller en provokation, som så kan besvares interaktionelt af brugeren med et eller flere klik et relevant sted på siden. 

   Et sådant videreførende klik kan enten aktivere et andet web-tv-indslag der løser "gåden" eller besvarer "spørgsmålet". Eller det videreførende klik kan fører ind til uddybende tekster, illustrerende stillbilleder og baggrundsoplysninger der besvarer de spørgsmål der er aktiveret i brugerens bevidsthed. 

    Det er præcis den funktion et ”løsrevet” fascinerende klip eller videocitat også kan have.

    

Det betyder altså at man kan begynde at tænke i spil-baner og spil-dramaturgi i og omkring et web-tv-indslag i playeren, hvor det enkelte korte indslag skal ses som et 'udspil' eller et 'opspil' der motiverer den spænding/frustration der skal udløse en interaktiv handling hos brugeren.

   Dette er vist nok rigtig vigtigt for at komme videre.

(fortsættelse følger)

Journalistiske plot og kreativitet - i lyset af Arnfeldt-Kjærsgaards kreative mentale blending

I amerikansk kirimilitteratur har man en række ord som dækker to konceptuelle rum - forbrydelsernes og dramaturgiens: 'this evidence is a plant', 'they set me up' ,'they framed me', 'it´s a plot against an innocent man´'. 

   Ifølge Søndagspolitikens artikel om "skattesagen" af journalist Nilas Hweinskov dækker udtrykkene smukt det der er foregået mellem journalist Jan Kjærsgaard, Ekstrabladet, og Peter Arnfeldt, fhv. skatteminister Troels Lund Poulsens spindoktor, 

... hvor journalisten frivilligt lod sig bruge i et såkaldt setup for at udstille Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal som nogle hyklere. Skatteministeriet oprettede en konto til danskere der ønskede at betale mere i skat. Det ville de to oppositionspolitikere ikke, og så kunne Ekstrabladet skrive 'Helle og Villy betaler for lidt i skat' efterfulgt af ordet: 'Vendekåber'.

Det handler om at nogen - beregnende - tilrettelægge virkeligheden eller fiktionen så nogen andre bliver snydt, narret, falder i en konceptuel fælde. 

   Der indgår som regel både et uskyldigt offer der ved udførelsen af setup´et bliver mistænkt og anklaget på et bevidst falskt grundlag, og offentligheden eller læserne/filmpublikummet der bliver vildledt for spændingens skyld.

Jeg gør mig til af at have opfundet begrebet 'journalistisk plot' eller 'faktaplot'. Det skete i bogen 'Faktion som udtryksmiddel' fra 1990. Det blev siden et central begreb i Power TV-dramaturgikurset som jeg, sammen med Pia Marquard og Nikolaj Kristensen, udviklede for Danmarks Radio for 12-13 år siden, et kursus som i anden omgang blev det inspirerende afsæt for min bog 'De levende billeders dramaturgi', der i bind 2 taler om og analytiske beskriver: "fortællerplot", "journalistisk plot" og "underholdningsplot".

    Definitionen er klar og præcis - og dækkende for det de to herrer med eventuelle endu ukendte bagmænd gjorde:

Fortællerplot vil vi tale om når tilrettelæggeren af et fakta- eller underholdningsprogram der selv iscenesætter (eller medvirker til det) et handlings- og begivenhedsforløb for at skaffe visual proof til at levendegøre og anskueliggøre historiens sandhed og virkelighed  - med  det overordnede formål at levere autentiske scener og vendepunkter der kan øge fremdriften og forstærke identifikations- og fascinationsmulighederne i programmet.

I stedet for "tilrettelæggeren" kunne der lige så godt stå "journalisten", og i stedet for "fakta- eller underholdningsprogram" skulle der så tilsvarende stå "artikel". 

   Jeg fortsætter citatet der introducerer begreberne 'visual proof' og 'sandhedens øjeblik':

En særlig form for visual proof er et såkaldt sandhedens øjeblik som vi her vil definerer som en scene i et fakta eller underholdningsprogram hvori spændingen i et fortællerplot udløses i en afgørelse eller afsløring - og hvor der skabes et markant vendepunkt eller klimaks i programmet

En afsløring der kunne bruges som klimaks - og dermed hovedrubrik i en sensationskabende artikel - var præcis det såkaldte sandhedens øjeblik som Kjærsgaards og Arnfeldts journalistiske plot satsede på: 'Helle og Villy - Vendekåber'.

    Endelig introducerer jeg brugen af 'sandhedens øjeblik' som centralt i kritisk-afslørende journalistik:

I afslørende programmer er et sandhedens øjeblik (...) en interviewscene hvor "den anklagede" konfronteres med  den dokumentation som journalisten har gravet frem, og som angiveligt beviser 'sandheden' i anklagens påstand.

Det tragi-komiske i den her sag er at 'sandhedens øjeblik' i Jan Kjærsgaards artikel er fuld af løgn og forbandet digt - baseret på et kreativt ''frameup' af Peter Arnfeldt.

Når professionelle folk i medierne - især tv - men efterhånden 'all over the place' - planlægger og tilrettelægger medieproduktioner, så indgår den dramaturgisk værktøjskasse som et helt naturlig del af den professionelle kreative tænkning. I tv-sammenhæng tog tendensen fart i midten af 90´erne med realityprogrammerne, docusoap og alarm 112-rekonstruktioner. På avissiderne bliver såkaldt fortællende - narrativ - journalistik mere og mere udbredt i samme periode. 

    Det er i høj grad nogle af de mest kreative hoveder inden for journalistik og dokumentarisme der er foregangsmænd og bannerførere. Folk som har en ubetvingelig lyst til at bryde grænser og blande genrer og fortælleformer. Det er i den dramaturgisk værktøjskasse de finder midlerne til deres græns- og normbrydende arbejde i medierne. Og dermed følger også både en vilje og en lyst til at balancerer på etikkens knivsæg. 

    Jeg har tidligere nævnt at i dansk tv-historie er der tre mænd med fornavnte Poul, der var pionerer: Poul Trier Pedersen, Poul Nesgaard og Poul Martinsen, og samtidigt har vi folk som Mads Brügger, Mikael Berthelsen. Inden for skreven journalistik har vi folk som Lasse Ellegaard, Niels Ufer, Morten Sabroe, Peter Øvig Knudsen, Tom Buk-Swienty, Lea Korsgaard, Stéphanie Surrugue, Kim Faber.

Min pointe er her at det Jan Kjærsgaard og Peter Arnfeldt har udtænkt, ikke i princippet adskiller sig fra så meget andet af det som kreative hoveder tænker og praktiserer i medierne og journalistikken i de senerere år. At tænke i plot, setup og payoff, planteringer og framing for at øge fascinations- og identifikationsmulighederne er faktisk nu professionelt set blevet main stream når man formidler virkelighed og sandhed til et publikum hvis opmærksomhed man må konkurrer mere og mere indædt om. 

    Situationen er analog med opdagelsen og udforskningen af atomfysikkens love og tekniske muligheder. Det kan udnyttes til noget godt og noget ondt - afhængig af social kontekst og politisk-økonomisk miljø. 

Fælles for politikere, journalister og spindoktorer er at der indgår en ordentlig portion strategisk tænkning og dermed kynisme i deres professionelle arbejde. Og som social kontekst for kreativ tænkning udgør denne tre-enighed et så gærende, betændt miljø at etikkens grænser opløses og forsvinder. 

   I artiklen i Politiken citeres Peter Bro, professor i journalistik og leder af journalistuddannelsen i Odense for følgende:

Der opstår en Bermuda-trekant mellem spindoktorer, journalister og politikere, hvor alle forskelle forsvinder, så alle ender med at tænke ens. Politkerne tænker journalistisk, og journalisterne tænker politiksk for at få den gode historie.

Et af de teoretiske hovedbegreber som jeg har udfoldet i denne blog om kreativitet er 'konceptuel blending' - dette at to eller flere konceptuelle rum mødes, blandes, komprimeres og integreres i nye kommunikative udtryk - hvor elementer fra hvert af input-rummene indgår via en slags mental fusion i det ny kreative output. 

   Denne mentale blendingproces har som mellemproportional et såkaldt 'generisk rum' der indeholder det eller de elementer der er fælles for de to input-rum, og som fungerer som det der aktiverer forbindelsen og "tænder" blandingen:

Det der i medieskandalesager som denne udfylder 'det generiske rum' er - professionel kynisme og strategisk tænkning. 

   Poul Nesgaard tilrettelagde i 80-erne en række nyskabende faktions-tv-serier under den ironiske titel "In honour of truth". Et af de klare formål var at udstille mediernes kyniske konstruktion og iscenesættelse af en medievirkelighed hvis relation til sandheden var tynd og tvivlsom.

   Både titlen og ironien er velplaceret - også i dag.

I øvrigt kan jeg ikke lade være med at se analogien mellem den mentale blendingproces som modellen ovenfor illustrerer, og så det der sker imellem to neuroner i hjernen der for første gang forbindes (= 'wire together') gennem dopaminstimulerede synapser og derfor er aktive sammen (= 'fire together'), sådan som dette citat fra det foregående indlæg om hjernens platicitet beskriver når der opstår nye ideer i hjernen:

Gamma activity indicates a constellation of neurons binding together for the first time in the brain to create a new neural network pathway. This is the creation of a new idea. Immediately following that gamma spike, the new idea pops into our consciousness, which we identify as the Aha! Moment.

Denne grafik illustrerer hvordan det foregår når der sker en 'binding' mellem neuroner som udtryk for at en ny ide er opstået - nurotransmittere kan være fx dopamin eller adrenalin.

Bølgemodellens muligheder i web-tv-kontekst - lidt dramaturgisk grundforskning

Traditionelt skelener man i dramaturgisk sammenhæng mellem to måder at forme og opbygge historier på. En form styret af og underlagt en spændingskurve: berettemodellen. Og en anden form uden spændingsopbygning: bølgemodellen.

   I det følgende vil jeg dels beskrive bølgemodellens funktion som formgiver at historier i broadcast-tv, og dels så se på hvordan modellen arter sig når vi skifter medie til web-tv. Det bliver lidt langt og kedeligt. Men hvad...?

Bølgemodellens dramaturgiske funktion er at forme fortælling til historier hvori der ikke er nogen særlig spænding knyttet til det samlede indholdsmæssige forløb. Der er en begyndelse – et anslag og en præsentation – og en slutning, et klimaks (måske svagt) og en udtoning.

    Og der er en bærende ide/vinkel som historien skal bevise.

    Mellem disse to - begyndelse og slutning - udfolder historien sig så som et forløb af - scener, billeder, kapitler, småfortællinger, episoder - "bølger" der indholdsmæssigt hænger sammen i kraft af et tematisk fællesskab – og gennem det at de hver bidrager til at underbygge den bærende ide – med noget nyt eller anderledes i forhold til de andre.

Når det kaldes bølgemodellen er det fordi disse mindre dele - "bølgerne" - hver for sig har indbygget en lille dramatisk spændingskurve med en optakt, et vendepunkt og et klimaks.

    Andre metaforisk navne for modellen har været ”perler på en snor” eller ”mosaik”.

    Navnet "bølgemodellen" mener jeg at jeg er opfinder af. Først brugt i bogen "Faktion som udtryksmiddel".

Bølgemodellen er ”løsagtig” i den forstand at det ofte ikke er afgørende i hvilken rækkefølge bølgehistorierne lægges og hvor mange der er af dem mellem start og slutning. Rækkefølgen er bestemt af et variations- eller kontrastprincip. Den næste bølgehistorie skal overraske ved at bringe en ny og anden synsvinkel eller et andet aspekt ind, eller ved at overtrumfe den foregående, eller ved at ligne den foregående men alligevel være anderledes.

    Fremdriften er knyttet til at hver enkelt bølge er tilstrækkeligt spændende, og at der for hver ny bølge trods alt kommer noget nyt og overraskende i forhold til det allerede fortalte.

    Typisk er hver bølge adskilt af et mellemspil der både kan have karakter af et visuelt og lydligt hvilepunkt inden næste historie, eller af forbindende mellemspeak/tekst der leder over fra den ene bølge til den næste. Her kan man tænke form og forløb i en helt traditionel tv-nyheds­udsendelse eller et magasin.

Bølgemodellen er altså grundlæggende episodisk. 

   Men den findes i en overgangsform til berettermodellen, nemlig hvis der er en gennemgående karakter i alle historier, og bølgernes episoder er ordnet fremadskridende kronologisk.

   I så fald vil man næsten altid have en fornemmelse af fremdrift i forløbet knyttet til spænding om udfaldet af historien, også selv om hvert enkelt kapitel for så vidt er selvstændigt og afrundet. Og spændingen ikke egentlig stiger fra kapitel til kapitel

    Så kan vi tale om en føljetonversion af bølgemodellen. En masse tv-rejseprogrammer med synlig vært har den karakter.

Bølgemodellen bruges til historier der ikke indeholder nogen fælles, samlet og klar konflikt, eller til bøddel-offer-historier hvor der er en konflikt men uden udviklingsmuligheder for et subjekt.

Bølgemodellen bruges når man ikke har en gennemgående karakter til at bære historien, men en række ”sideordnede” og ”ligestillede” episoder eller segmenter.

    Bølgemodellen bruges til portrætter og til miljøskildringer hvor hver bølge fortæller en ny historie om hoved­per­sonen/miljøet, og hvor hver bølger lægger en ny brik til det samlede billede af personligheden/miljøet.

Med hensyn til journalistisk plot er ”opdagelsesrejsen” og ”rundvisning” dem der passer mest naturligt og fungerer bedst i en bølgemodel. 

   Et godt billede på en bølgemodelsfortælling er guiden der viser rundt på et museum, rum efter rum, og montre efter montre.

Det var overvejelser om bølgemodellens funktion og kendetegn som fortælleform i broadcast-tv. Men hvad med bølgemodellen i web-tv.

Bølgemodelshistorier er – i kraft af den løsere struktur og i kraft af at historien ikke hænger sam­men gennem udvikling af en konflikt – meget velegende til hypervideo på nettet. 

     Dels kan man i den samlede player-version indbygge muligheder for at springe flere bølger over, så man altså hvis man har travlt, kan kommer fra præsentation til klimaks uden at skulle have fortalt alle eller de fleste ”mellemregninger”. 

    Og dels kan man lægge de enkelte bølger ud som selv­stændige korte indslag som giver mening blot med et skrevet oplæg i konteksten, så man altså slet ikke behøver at få fortalt helheden hvis det kun er den enkelte eller nogle få minihistorie man er interesseret i.

En dansk officiel turistfilm på nettet havde den form, hvor man både kunne vælge den 20 minutters film med rundvisning til alle Danmarks turistherligheder, men man også kunne vælge at tage de emner eller lokaliteter som man havde særlig interesse for. 

   Et andet eksempel var en side med en hel modeopvisning med en enkelt model der viste alle de ny dessiner på skift, lagt ind på en virtuel catwalkscene. Man kunne så se alle fremvisningerne i en samlet forudbestemt rækkefølge, men man kunne også vælge at se nogle få udvalgte fremvisninger i tilfældig rækkefølge.

En nyhedsbegivenhed der udvikler sig over dagen kan følges i en slags bølgemodel, hvor det nye der sker, simpelt hen lægges i kronologi efter det allerede rapporterede med markering af tidspunkter når der skiftes til næste nyhedsepisode eller opdatering. 

   Det første indslag i playeren fra om morgenen er altså kort, mens det sidste indslag der lægges i playeren om aftenen har samlet forløbet op – reportagesegment efter reportagesegment – fra hele dagen. 

   De enkelte segmenter kan samtidig ses hver for sig, idet de tilbydes i oversigten ude til højre for playeren.

En bølgemodelshistorie i playeren kan også ”afbrydes” i mellemspillene med henvisning til at man på dette sted kan hoppe af og få baggrundsinformation, eller hele interviewet, eller andre web-videoindslag om netop dette aspekt. Eller for den sags skyld, løse en opgave, før man sætter playeren i gang igen med den fortsatte fortælling.

Dronninge-historier i tv - og den kreative fortæller Liv Thomsen

Jeg så i går det første program i Liv Thomsens historiske dokumentarserie "På sporet af dronningerne" på DR 2.

   

Jeg nød den - og nød også den kreative måde hun havde løst det problem på: at der ikke var mange dokumenter og i øvrigt heller ikke mange billeder at fortælle Margrethe den førstes historie med. 

   Umiddelbart var og er historien om den  historisk betydningsfulde gamle dame meget lidt tv-egnet.

Det er ikke den første af Liv Thomsen historiske dokumentarserier jeg har set og fulgt. Og også en række af hendes mandlige forgængeres tv-serier har jeg set - med fascination, fornøjelse og udbytte: Palle Lauring, Erik Kjærsgaard, Piet van Deurs, Poul Hammerich, Leif Davidsen.
   Kun mænd. Så Liv Thomsen er i den tradition en slags mønsterbryder.

Jeg har altid interesseret mig for historie. 

   Som meget ung teenager abonnerede jeg på og købte ud af egne sparsomme lommepenge Grimbergs Verdenshistorie og læste den fra ende til anden. 

   Min morfar sad i bestyrelsen for Arbejderbevægelsen forlag Fremad som i slutningen af 50´ern udgav nogle flotte populær historiebøger i stort format og båret af af mange farverige illustrationer. Om Romerne, om Grækenland, om Videnskabens historie, om menneskets udvikling. Og jeg fik altid et eksemplar når de udkom fordi alle i familien vidste at jeg både var historie- og billednørd.

Interessen for historie førte til at jeg i min studietid læste først faget Historie i to år, derefter Folkemindevidenskab i et år, og til sidst Kunsthistorie i to år. Ingen af studierne gjorde jeg færdig. 

   Men det var heller ikke ambitionerne om eksamensbeviser der førte mig til de fag, men helt egoistisk videbegær og fascination ved den fascinerende fortids dramatiske begivenheder og farverige personligheder. 

   Inden min studietid - da jeg var barn og ung - slugte jeg vel egentlig historierne i historiebøgerne som vor tids børn og unge læser fantacy og sluger Harry Potter.

Tilbage til Liv Thomsen og hendes nye serie. Jeg har som sagt kun set det første program i serien,  og  syntes at det elementære problem for en tv-dokumentarist - at der er få kilder og ingen billeder og programmet skal vare 50 minutter - at det var løst kreativt og forbilledligt. 

Et forholdsvis velkendt journalistisk plot - jagten på sandheden - især brugt inden for den investigative tv-dokumentar, var ført over til historieformidlingen: Vi følger jagten på historien i historien, samtidig med at historien foldes ud og fortælles.
   Altså her en fortælling i to lag: om Margrethe den første i 1300-tallet, og om Liv Thomsen i begyndelsen af 2000-tallet der jagter "mysteriet" om den første dronning Margrethe. Samtidig med at hun reflekterer over ligheder og forskelle i livsvilkår for kvinder i de to tidsaldre: historiens og historikerens.
   Og jagten på sandheden-plottet legitimerer at Liv rejser rundt i verden og laver stand ups og walk´n talk fra historiske mindesmærker og sites, og fra de steder derefter frit kan associere til sidehistorier som der er mere dokumentarisk kød på end på den snævre dronning Margrethes personhistorie. 

Det er ikke sådan at det fortællerplot - jagten på sandheden, forsøget på at afsløre en gåde - ikke også har været anvendt godt og grundigt i internationale historiske dokumentarer. Titler på historiske dokumentarer som har "gåde" eller "mysterium" som en del af formuleringen, er der masser af.

  Men ofte er de fortalt ud fra et tredje-persons-synspunkt: altså fx, vi følger egyptologen under hans jagt på en glemt dronning. Men så er der en anonym 3. persons fortæller - "the voice og God" - som speaker historien og giver distance.

  Her var Liv Thomsen både bærende karakter i jagten efter en gådefuld kvindes historie, og den der som fortæller reflekterede over sin egen rolle som historiedetektiv. 

   Det gjorde naturligvis historien subjektiv - helt bevidst - for Liv Thomsen havde også  en præms for serien - der giver fundament og afsæt for denne dramaturgiske og narrative dobbeltrolle: Danmarkshistorien handler om mænd og er skrevet af mænd. Derfor er vigtige og interessante historiske kvindeskikkelser underbelyst eller overset.  Og det skal programserien også råde bod på.

Når jeg genkalder mig de tv-serier af Liv Thomsen som jeg har set i årenes løb, så ligger de tæt på mine egne interesser fra min studietid og før. Og i en vis forstand har det jo være gammelkendt og af mange historikere før hende gennemtygget stof hendes serier har fortalt om. 

   Men det er stort set hver gang lykkedes hende at finde en form, en fortællerrolle og en konceptuel vinkel som har gjort at det alligevel var interessant og føltes nyt og frisk.
   Bemærk titlen på en af hende tidligere serier: "1800-tallet på vrangen". Der som jeg husker det, var et konsekvent opgør med den danske Guldalders selvforståelse, renset for enhver forestilling om et klassesamfund.

   Og hendes fortælllergreb handler om - tro det eller ej - om blending - om to konceptuelle inputrum der mødes og i det møde skaber et tredje konceptuelt outputrum - the blend - der giver ny indsigt for publikum. 

 
Ironi indebærer altid blending - af det der siges og det der underforstås.

   Og Det helt gennemgående træk i Liv Thomsens serie er den ironiske undertone i hendes speak - og dermed humor - som næsten hver gang kører som en underliggende stemningsgiver og distanceskaber. Em undertone som også flere af de karismatiske mandlige forbilleder havde, fx. Hammerich.
   Men den kvindelige udgave virker skarpere og mere overraskende.

Jeg tror at hemmeligheden ved den succes Liv Thomsen gennem årene har haft med sine serier - igen igen - skyldes dette: at hun på den ene side som vært og bærende karakter har tv-karisma og jo ser brandgodt ud, samtidig med at hun på den anden side - med dead pan-ironi - fortæller til kameraet og speaker med en "flad" accent som umiskendelig er af arbejderklasse-oprindelse. 

  

Jeg har forsøgt at søge lidt på oplysninger om Liv Thomsen barndom og ungdom. Og har ikke fundet nogen. Men hendes sprog og arbejderkøbenhavnske flade accent giver i hvert fald ironien et ekstra lag. Jeg tror hun er mønsterbryder, og at det ved nærmere eftersyn vil vise sig at hun tilhører kategorien af særligt kreative personligheder. Se
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/03/den-srligt-kreative-personlighed.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/05/den-kreative-personlighed-og-flow.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/08/kvindelige-leder-mnsterbryderi-og.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/josefine-ottesen-fantasi-og-fantacy.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/10/den-arbejdsdelte-hjerne-og-et-samlende.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/09/den-srligt-kreative-personlighed-og-to.html

Månevandring med Einstein - Joshua Foer om hukommelse og kreativitet

Bogtitlen er direkte oversat fra engelske "Moonwalk with Einstein" af den unge forfatter Joshua Foer. En amerikansk fagbogsbestseller fra i år. 

   Den bliver anmeldt i dag i Politikens tillæg "Bøger". Og får fem ud af seks hjerter. Jeg er interesseret fordi det bliver mere og mere klart for mig hvor betydningsfuld hukommelsen er for kreative processer og for det at lære noget nyt.

   Anmeldelsen af Morten Garly Andersen under rubrikken "Husk at huske", indledes sådan her:

Først blev jeg interesseret, dernæst irriteret, så fascineret, igen irriteret og til sidst glad for denne fagbog. For her er en ung fyr, den amerikanske journalist som med imponerende elegance, nysgerrighed og en snert ungdommelig arrogance går ind i et ældgammelt emne. Og han får hurtigt en mission med sit arbejde. Han vil ikke bare beskrive sit emne, hukommelse, som en ekstern betragter, han vil være den bedste til at huske i USA. (...)

   Efter at have overværet de amerikanske mesterskaber i  at huske begynder han selv at træne som en gal og bliver langsomt slev hovedperson i sin historie. Imens træningen pågår, læser Foer et hav af videnskabelig litteratur om feltet. (...)

   Foer begynder at mestre teknikken og stiller op ved de amerikanske mesterskaber i hukommelse. (...)

   Joshua vinder selvfølgelig de amerikanske hukommelses-mesterskaber efter et års intens træning.

Det er jo et smukt eksempel på det jeg har kaldt "et journalistisk plot" i min bog "De levende billeders dramaturgi, 2. TV": "iscenesættelse af fortælleren selv" - her i varianten "fortælleren som forsøgsperson" og "som opdagelsesrejsende". Og jeg definerer og beskriver funktionen sådan her i bogen

Fortællerplot vil vi tale om når det er tilrettelæggeren af et fakta- eller underholdningsprogram der selv iscenesætter (eller er medvirkende til det) et handlings- og begivenhedsforløb for at skaffe visual proof til at levende gøre og anskuelgigøre historiens sandhed og virkelighed - med det overordnede formål atlevere autentisk virkende scener og vendepunkter der kan øge fremdriften og forstærke identifikations- og fascinationsmulighederne i programmet. 

Her er det så bare en fakta-bog og ikke et tv-program der er plottet på den måde og med det formål.

   Og det er jo det samme plot som vi finder i Lone Franks to bøger "Mit smukke genon" og "Den femte revolution" (som jeg tidligere har omtalt). Og det samme journalistiske plot som vi finder i den bog af Steven Johnson som har titlen "Mind Wide Open", en bog som jeg også har refereret til og citeret fra tidligere. 

   Fagbogsforfatteren bliver gennem selvicenesættelse selv et illustrerende eksempel på hvad der foregår inden for det fagområde hun/han vil skrive om - og skaber samtidig spænding og identifikation i sin historie. Det er klart det journalistiske fortællerplot der forklarer anmelderens indledende verbale frustrations- og fascinations-udviklingshistorie som han oplever under læsningen.

  

Ved siden af anmeldelsenm står der et interview af Marcus Rubin med Joshua Foer. Han viser sig at være ud af en særdeles kreativ familie. Hans to storebrødre har også skrevet bestsellere.

 
Jeg citerer et par passager fra interviewet:

Det hele går ud på at overføre oplysninger, som er kedelige, og som man glemmer med det samme, til billeder, som er sære, frække, grimme og uhyggelige eller noget femte. Et eller andet, som gør det mindeværdigt. (...)

   Hvilke billeder, man skaber, siger meget om en selv,  men jeg tror, der er en generel tendens i retning af det bizarre, perverse og absurde. Men det sjove - og for mig overraskende - er at det er en meget kreativ proces at lære udenad. Tit bliver det jo fremstillet som det stik modsatte. (...)

   Hukommelse er fuldkommen afgørende for at være menneske, Hvad er vi som mennesker, hvis ikke det er, hvad vi husker, og hvad vi ved? Så er det jo bare kød, blod og vener? Vi er jo intet uden vores minder - det jo blandet andet derfor, sygdomme som Alzheimer er skræmmende.

   Og for at vende tilbage til det med kreativitet er hukommelse og viden helt afgørende dele af at være kreativ. Jo mere man husker, jo mere interessant tanker og ideer får man. Det er det samme, som at man skal kunne stave for at bruge en ordbog, man skal huske for at skabe.

Jeg kan ikke lade være med at associere til "the default network" som er aktivt når vi ikke er optaget af udadvendte opgaver, og som "tænder" både når vi skal trække erindringer ud af den episodiske og selvbiografiske hukommelse, og når vi forestiller os noget i en tænkt situation eller i en mulig fremtid. Det er vel det samme som han siger: Man kan ikke forstille sig selv i imaginære scenarier hvis man ikke har erindringer om sig selv i tidligere situationer at trække på, situationer der ligner eller står i kontrast.

Og så får jeg associationer til det foregående indlæg.
   Når Joshua Foer taler om at de mentale billeder han skal hægte de kedelig oplysninger op på han skal huske, så nævner han "det bizarre, perverse og absurde". Og det er jo præcis den slags billeder som giver direkte adgang til mandelhjernen - amygdala - som permanent forbinder oplevelser med stærke følelser.

   Jeg har været inde på tilsvarende tanker som Joshua fortæller om i følgende indlæg tidligere:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/christian-braad-thomsen-og-udenadslrens.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/09/vi-begriber-med-hnderne-vi-er-klogest.html

Joshua citerer i interviewet Samuel Johnson, stor engelsk kritiker, digter og forfatter fra 1700-tallet:

Kunsten at huske er kunsten at være opmærksom

Men opmærksomheden skal først dele sig: Det kedelige som den eksterne opgave går ud på at huske (mange tal, lange tekster), skal systematisk og element for element kobles sammen med et internt forestillet visuelt og emotionelt ladet billedgalleri bestående af billeder eller scener i en bestemt naturlig rækkefølge.
   Når først sammenkoblingen er sket mental gennem øvelse og træning, så behøver "huskeagenten" kun være opmærksom på én ting: at genkalde sig billedgalleriet i den kronologiske orden.; så kommer tallene eller teksten af sig selv frem til bevidstheden, og i den rigtige rækkefølge.

   Det kunne være noget der er beslægtet med såkaldt "method acting" som ifølge Wikipedia trækker på vores emotionelle hukommelse: "the affective memory":

Affective memory, also known as emotional memory, is an element of Stanislavski's ‘system’ and of Method Acting, two related approaches to acting. Affective memory requires actors to call on personal memories of situations similar (or more recently a situation with similar emotional import) to those of their characters. Stanislavski believed actors needed to take emotion and personality to the stage and call upon it when playing their character. He also explored the use of objectives, the physical body's effect on emotions, and empathizing with the character.

   "Emotional recall" is the basis for Lee Strasberg's Method Acting. "Sense memory" is used to refer to the recall of physical sensations surrounding emotional events (instead of the emotions themselves). The use of affective memory remains a controversial topic in acting theory.

Det er jeg så inde på i slutningen af  det tidligere indlæg om "falske" og "ægte smil". De to på overfladen ens udtryk monitoreres af to forskellig centrer: ét der efterligner det kropslige og verbale udtryk formelt, og ét der trækker på de korresponderende følelser som har sæde i og huskes af amygdala. 

   Og det er altså noget vores spejlneuroner tilsyneladende kan skelne imellem: om smilet bare mimes af den anden som vi ser, eller om der er en intention bag smilet som styrer smilemusklerne i den andens ansigtet - og dermed gør smilet ægte.

Se videre i indlægget: 

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/05/selv-et-lille-barn-kan-afslrer-et-falsk.html

Kreativ tv-journalistik (1) - Sarah Pagh Kofoeds brug af metafor og analogi i et journalistisk plot

Kreativ tv-journalistik er sværere at skrive om i denne blog end skreven journalistik. For at kunne dokumentere og beskrive på samme måde, skulle man man automatisk optage alt det man ser, og derefter  bruge tid på at genafspille og gennemse, og så notere speak, interview-citater eller særlige billedsekvenser ned etc. Og i tv-nyheder får man sjældent lige noteret hvem journalisten er.
   Umanerligt besværligt og tidskrævende.
   Og det er lidt ærgerligt for mit udgangspunkt for overhovedet for alvor at interesserer mig for kreativitet var oprindelig min oplevelser og erfaringer med at undervise i og skrive om tv- og film-dramaturgi.
   Så nu tager jeg lidt revance her og i næste indlæg.

Jeg vender jo jævnligt tilbage til de to særlige udtryks- og fortælleformer som teorien om konceptuel blending har specielt fokus på: kontrafaktiske udsagn og metaforiske udsagn.
   Og de eksempler jeg har givet i tidligere indlæg, er hovedsagelig hentet fra avislæsning. Det er nemlig (jfr. ovenfor) det nemmeste. Avisen bliver liggende i bunken med kryds på forsiden til dagene efter, så jeg kan tage den frem når jeg skal skrive, og så er alle oplysninger og citater jeg skal bruge der, de står der bare.
   Her følger nu analyser af den kreative tænkning i og bag om to forskellige eksempler fra tv. De er flere uger gamle, men jeg fik noteret dem ned på en gul post-it-seddel, som jeg lige genfandt i dag.

Det ene var en regulær tv-nyhed - ikke en af de hårde - den lå, som jeg husker det, hen i mod slutningen af 18.30-eren. Ifølge DR.dk blev den udsendt i Tv-Avisens 18.30-udgave 04/03/11.
   Selve historien var sådan set også en journalistisk klassiker: "En undersøgelse viser at verden ser anderledes ud end vi troede, eller end vi ønsker."
   Her havde DR.dk den under rubrikken. "Mange går aldrig til lægen". Men nyheden var reelt vinklet på at det specielt var mænd der "aldrig går til lægen": Hver femte dansker, og fortrinsvis yngre mænd som har job, men kun en kort uddannelse, belaster kun systemet med 1,2% af lægebesøgene. Til web-nyheden var der en case som der var interviewcitater fra.
   Og pointen i historie er så at eksperter siger at det i virkeligheden er samfundøkonomisk en dårlig ide at undlade  at gå regelmæssigt til lægetjek af helbreddet. Nyheden fortæller at casen prøver en lungefunktionsmåler som viser at han efter fem hiv har svært ved at få vejret.

Men nu til tv-indslaget som var det der røg ind på lystavlen hos mig - frem for alle de andre tv-nyheder den dag. Og jeg tager forbehold for eventuelle erindringsforskydninger:
   Journalisten var, ser det ud til fra nethistorien: Sarah Pagh Kofoed. Her havde hun fået casen til at køre hen på et værksted og få lavet et af de faste periodiske eftersyn på sin ret nye bil, og det var der på værkstede vi som seere så ham få tjekket sin bil og så også prøve lungefunktionsmåleren som viste at hans lunger fungerede dårligt fordi han røg så meget.
  Journalisten interviewede så den yngre mand on location om hvorfor han med faste intervaller havde sin bil til eftersyn på værkstedet og betalte det dyrt, men til gengælde var helt ligeglad med at få tjekket sin egen krops funktionsduelighed som han kunne få gjort gratis - ikke mindst i lyset af at det nu viste sig at kroppen havde det dårligt, mens bilen var teknisk i topform.

Analyse af den kreative tænkning bag det plottede tv-indslag:
    Journalisten har fået en god ide inde i hovedet til en dobbeltbundet historie - med afsæt i nyhedsvinklen: Unge mænd skader sig selv og koster samfundet kassen ved ikke fast at gå til helbredstjek hos lægen.
   Det journalistiske greb er så at konstruere et godt plot til historien, dvs. her at udnytte muligheden for at iscenesætte en visuel metafor eller analogi: "fast lægtjek af kroppen" ("target") skal ses og forstås gennem det billede som "fast mekanikereftersyn af bilen" ("source") leverer optik til.
   Og den bagvedliggende frame og grundmetafor som  ideen udspringer er: KROPPEN er EN MASKINE - det som i lægesammenhæng lidt negativt kaldes "apparatfejlmoddellen", og som sygeplejesker har det dårligt med og ønsker erstattet eller suppleret med framen: DEN SYGE er ET MENNESKE. Et godt stykke kreativ tænkning i hovedet på Sara.
   Hvis nogen vil indvende at ideen til tv-nyhedens plot er plat og banal, så har de måske ret, men det virker måske ekstra godt netop af den grund. Jeg er i øvrigt helt uenig. Historien fik et ironisk twist og en dobbeltbundethed som er de samme mekanismer god litteratur lever af, blot her integreret og komprimeret til et 2 minutters "blend".
  Indslaget var i hvert fald den eneste tv-nyhed jeg huskede fra aftenen før også næste dag.

Den anden kreative udnyttelse af blending i tv jeg vil fremhæve, var en fup-dokumentar med titlen i følge DR.dk: "Hvad nu hvis... Danmark var kommunistisk". Den skriver jeg om i næste blog.

                                                (fortsættelse følger)