Kreativ tv-journalistik er sværere at skrive om i denne blog end skreven journalistik. For at kunne dokumentere og beskrive på samme måde, skulle man man automatisk optage alt det man ser, og derefter bruge tid på at genafspille og gennemse, og så notere speak, interview-citater eller særlige billedsekvenser ned etc. Og i tv-nyheder får man sjældent lige noteret hvem journalisten er.
Umanerligt besværligt og tidskrævende.
Og det er lidt ærgerligt for mit udgangspunkt for overhovedet for alvor at interesserer mig for kreativitet var oprindelig min oplevelser og erfaringer med at undervise i og skrive om tv- og film-dramaturgi.
Så nu tager jeg lidt revance her og i næste indlæg.
Jeg vender jo jævnligt tilbage til de to særlige udtryks- og fortælleformer som teorien om konceptuel blending har specielt fokus på: kontrafaktiske udsagn og metaforiske udsagn.
Og de eksempler jeg har givet i tidligere indlæg, er hovedsagelig hentet fra avislæsning. Det er nemlig (jfr. ovenfor) det nemmeste. Avisen bliver liggende i bunken med kryds på forsiden til dagene efter, så jeg kan tage den frem når jeg skal skrive, og så er alle oplysninger og citater jeg skal bruge der, de står der bare.
Her følger nu analyser af den kreative tænkning i og bag om to forskellige eksempler fra tv. De er flere uger gamle, men jeg fik noteret dem ned på en gul post-it-seddel, som jeg lige genfandt i dag.
Det ene var en regulær tv-nyhed - ikke en af de hårde - den lå, som jeg husker det, hen i mod slutningen af 18.30-eren. Ifølge DR.dk blev den udsendt i Tv-Avisens 18.30-udgave 04/03/11.
Selve historien var sådan set også en journalistisk klassiker: "En undersøgelse viser at verden ser anderledes ud end vi troede, eller end vi ønsker."
Her havde DR.dk den under rubrikken. "Mange går aldrig til lægen". Men nyheden var reelt vinklet på at det specielt var mænd der "aldrig går til lægen": Hver femte dansker, og fortrinsvis yngre mænd som har job, men kun en kort uddannelse, belaster kun systemet med 1,2% af lægebesøgene. Til web-nyheden var der en case som der var interviewcitater fra.
Og pointen i historie er så at eksperter siger at det i virkeligheden er samfundøkonomisk en dårlig ide at undlade at gå regelmæssigt til lægetjek af helbreddet. Nyheden fortæller at casen prøver en lungefunktionsmåler som viser at han efter fem hiv har svært ved at få vejret.
Men nu til tv-indslaget som var det der røg ind på lystavlen hos mig - frem for alle de andre tv-nyheder den dag. Og jeg tager forbehold for eventuelle erindringsforskydninger:
Journalisten var, ser det ud til fra nethistorien: Sarah Pagh Kofoed. Her havde hun fået casen til at køre hen på et værksted og få lavet et af de faste periodiske eftersyn på sin ret nye bil, og det var der på værkstede vi som seere så ham få tjekket sin bil og så også prøve lungefunktionsmåleren som viste at hans lunger fungerede dårligt fordi han røg så meget.
Journalisten interviewede så den yngre mand on location om hvorfor han med faste intervaller havde sin bil til eftersyn på værkstedet og betalte det dyrt, men til gengælde var helt ligeglad med at få tjekket sin egen krops funktionsduelighed som han kunne få gjort gratis - ikke mindst i lyset af at det nu viste sig at kroppen havde det dårligt, mens bilen var teknisk i topform.
Analyse af den kreative tænkning bag det plottede tv-indslag:
Journalisten har fået en god ide inde i hovedet til en dobbeltbundet historie - med afsæt i nyhedsvinklen: Unge mænd skader sig selv og koster samfundet kassen ved ikke fast at gå til helbredstjek hos lægen.
Det journalistiske greb er så at konstruere et godt plot til historien, dvs. her at udnytte muligheden for at iscenesætte en visuel metafor eller analogi: "fast lægtjek af kroppen" ("target") skal ses og forstås gennem det billede som "fast mekanikereftersyn af bilen" ("source") leverer optik til.
Og den bagvedliggende frame og grundmetafor som ideen udspringer er: KROPPEN er EN MASKINE - det som i lægesammenhæng lidt negativt kaldes "apparatfejlmoddellen", og som sygeplejesker har det dårligt med og ønsker erstattet eller suppleret med framen: DEN SYGE er ET MENNESKE. Et godt stykke kreativ tænkning i hovedet på Sara.
Hvis nogen vil indvende at ideen til tv-nyhedens plot er plat og banal, så har de måske ret, men det virker måske ekstra godt netop af den grund. Jeg er i øvrigt helt uenig. Historien fik et ironisk twist og en dobbeltbundethed som er de samme mekanismer god litteratur lever af, blot her integreret og komprimeret til et 2 minutters "blend".
Indslaget var i hvert fald den eneste tv-nyhed jeg huskede fra aftenen før også næste dag.
Den anden kreative udnyttelse af blending i tv jeg vil fremhæve, var en fup-dokumentar med titlen i følge DR.dk: "Hvad nu hvis... Danmark var kommunistisk". Den skriver jeg om i næste blog.
(fortsættelse følger)
Meningen med denne blog er at jeg vil prøve at blive klogere på fænomenet kreativitet - ved selv at skrive om det. Jeg har ikke en masse meninger her. Jeg analyserer og forsøger at forstå. Bloggen her er altså målrettet indsigt og erkendelse - uden noget praktisk formål. Kommenter hvis du har tid og lyst. Er det første gang du er herinde, kan det være en fordel at begynde med nogle af de første indlæg. Undskyld stave- og slåfejl som jeg desværre er ret blind over for.
Viser opslag med etiketten tv-journalistik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tv-journalistik. Vis alle opslag
tirsdag den 22. marts 2011
Abonner på:
Opslag (Atom)