Kreativitet og magt - hvordan hænger det sammen? - Case: den journalistiske dækning af Peter Aalbæk Jensen som grænseoverskridende direktør for det hele

Jeg har skrevet indlæg til den her blog i mere end syv år med kreativitet som gennemgående rød tråd. Og interessant nok husker jeg ikke at jeg har interesseret mig for koblingen mellem magt og kreativitet.
   En blind plet? Tydeligvis!

   Det kunne jeg ellers godt have gjort ud fra personlige erfaringer.
   I hvert fald to-tre gange i mit liv er jeg selv raget så alvorligt uklar med en chef at jeg har måttet forlade et job som jeg ellers var glad for netop fordi det gav mig nogle kreative muligheder, en frihed til at udfolde mig med et arbejde jeg var god til, og som jeg så måtte se i øjnene jeg ikke kunne fortsætte med - efter sådan en konflikt. 

   Men for en ordens skyld: Der var tale om regulære magtkampe som jeg tabte. Og i begge tilfælde stimulerede disse magtkampe netop min kreative skrive-lyst og skrive-energi - gennem den mentale drivkraft som kaldes 'kreativ vrede'.
   Der kom simpelt hen rimeligt interessant fagbøger ud af balladerne, som en slags belønnende 'senfølger' for at turde gå ind i konflikten.
    Den sammenhæng blev naturligvis først synlig år senere - i bagklogskabens klare lys.

   

Men hvad tænker og tror jeg så egentlig på - om forholdet mellem magt og kreativitet? 

   - Jeg tror at det at få magt, det kan være en særlig fristelse for særligt kreative mennesker som ellers inden de fik magt, har været vant til at gøre oprør og slås mod magten for at få rum for deres kreative udfoldelser.
   Men pludselig kan du i rollen som magthaver få det i virkeligheden som du ellers kun har kunnet drømme og fantasere om. Pludselig ser det ud som om din verden er blevet  nem og tilgængelig for at realisere dine drømme,  ønsker og ideer som ellers har været lukket nede og ude i mørket.

   Dog! Uden modstand og konflikt så ender det som oftest netop ikke med kreative visionære fornyelser, men med de alt for nemme og kortsigtede løsninger (jfr. Daniel Kahneman: 'Thinking Fast, and Slow').

   - Jeg tror også at særligt kreative personligheder ofte, om ikke altid, har en forhistorie i barndom og ungdom hvori indgår tab og savn af nære menneskelige relationer, fremmedgørelse i forhold til nye miljøer, og oplevelser af mobning og social udstødelse. 

   Altså de har oplevet en fundamental og og langvarig følelse af afmagt og frustration. Det svækker nemt empatien for andre.
   Og for nogen (slet ikke alle) stimulerer disse vilkår i barndom og ungdom til en så livlig fantasivirksomhed af ideer, billeder, tanker, ideer (grænseoverskridende konceptuel blending) at det senere i livet sætter sig igennem  som produktion af (mere eller mindre) original kunst, film, forskning, journalistik, pædagogik, opfindelser, udvikling af nye virksomheder, m.m.

     Og hvad sker der så når den slags stærkt 'fantasifulde' mennesker får magt som chefer - efter eget ønske eller fordi andre giver dem den magt?

      Det fortæller en artikel i Djøf-bladet om for nogle få år siden under overskriften:

Den farlige følelse af magt

Og med en underoverskrift som opsummerer:

Mennesker, der føler sig magtfulde, har mindre aktivitet i den del af hjernen, hvor empatien sidder. Det påviser canadisk neurovidenskab.

Teksten fortæller om undersøgelser der påviser at hjernens spejlneuroner hvis aktivitet man mener er en vigtig kilde til menneskelig empati (= dette at kunne sætte sig ind i hvordan andre mennesker tænker og føler) at disse spejlneuroner bliver gjort delvist inaktive hos personer der får magt fx som chef for en virksomhed:

Der er solid videnskabelig dokumentation for, at folk, der indtager magtpositioner i samfundet, har en tendens til at optræde mere aggressivt og impulsivt end folk uden magt.

   Sociologiske undersøgelser har påvist, at de magtfulde har relativt sværere ved at sætte sig ind i andres behov og ønsker. De afbryder andre og kigger ikke folk i øjnene, når de taler. I organisationer er de overrepræsenterede, når det gælder råberi, verbale ydmygelser og hård kritik.

    ’Magt korrumperer, og fuldstændig magt korrumperer fuldstændigt’, siger man.

   Nu afslører ny canadisk forskning, at det kan være selve magten, der er det største problem. Eller rettere følelsen af at have magt. Noget tyder nemlig på, at vores hjerne fungerer mindre empatisk, når vi føler os magtfulde. Og denne gang er det ikke sociologien, men neurologien, der dokumenterer fænomenet.

   På Wilfrid Laurier University i Ontario har neurologen Sukhvinder Obhi bedt en gruppe tilfældigt udvalgte undersøgelsesdeltagere skrive i en dagbog om en tid i deres liv, hvor de var afhængige af andres hjælp. En anden tilfældig gruppe blev bedt om at skrive om en tid i deres liv, hvor andre var afhængige af deres hjælp.

   De to grupper skriver sig således ind i en stemning af at være enten magtesløse eller magtfulde.

   Derefter ser begge grupper en video, hvor en anonym hånd monotont presser en gummibold sammen. Det kunne have været en hvilken som helst anden menneskelig aktivitet, men netop denne ørkesløse og helt neutrale aktivitet udelukker, at deltagerne kan have særlige præferencer overfor den.

   Alt imens holder forskerne øje med et område i deltagernes hjerne, hvor de såkaldte spejlneuroner huserer. De bliver aktive hver gang, vi sætter os i en andens sted. Ved at måle deres aktivitet, kan man få et billede af, hvor empatisk hjernen arbejder.

   Det viser sig, at der er langt mere spejlneuron-aktivitet i den magtesløse gruppe end i den magtfulde.

   Konklusionen er, at følelsen af at have magt blokerer for spejl-neuronernes aktivitet. Der er intet i undersøgelsen, som antyder, at magtfulde mennesker pr. definition ikke er empatiske. Det er følelsen af magt og identifikationen med den, som sænker empatien.

Det er så min teori, baseret på et langt livs erfaringer med at arbejde i kreative virksomheder, at særligt kreative personligheder i særligt høj grad bliver empati-døve og -blinde når det får chef-magt, og dermed pludselig kan få afløb gennem ydre handling for stærke og måske aggressive fantasier som hidtil har været pakket ned og væk som værende - ja, netop: rene fantasier.

Så videre til et dominerende tema i den helt aktuelle artikelstrøm som har præget de aviser jeg læser de seneste uger, og som satte gang i mine egne tanker:

   Det har drejet sig om eksempler på grænseoverskridende seksuelle krænkelser af især yngre kvinder - og foretaget af især magtfulde og ældre mænd inden for en række kreative brancher og professioner.

  Fælles for historierne og vidneudsagnene er at de er sket for måneder siden eller mange år tilbage. Og at næsen ingen af de krænkede kvinder har råbt op og protesteret offentlig den gang de blev udsat for det. 

   Herhjemme har historien så også kørt i medierne - med et på flere måder letkøbt fokus: Peter Aalbæk Jensen, mangeårig direktør og mediedarling for det succesfulde Zentropa-filmselskab.

   Og jeg har tænkt: Nu har vi balladen - 'skandalen' - igen.
   Det der foregår i medierne herhjemme lige nu ligner - sørgeligt for journalistikken - det der foregik for nogle år tilbage: Den gang hed fokuspersonen ikke 'Ålen' eller det han selvironisk kalder sig selv i sin mailadresse: 'svinet', men Jørgen Leth, som i pressen blev kaldt "gammel gris", "liderbuk" og udråbt som en person der har været præget af "koloniherrementalitet" i forhold til sorte kvinder på Haiti.
   Lugten af Jantelov er stærk! 

   

Først i et indlæg idag den 18/11 i Information om Peter Aalbæk Jensens meritter som altdominerende og grænseoverskridende leder for Zentropa-filmselskabet, dukkede der en reference frem til salig Simon Spies. 

   Det var på tide, tænkte jeg.

   Simon Spies var vel en mand der som kreativ iværksætter og gennem mange år altdominerende direktør for sin virksomhed havde rigtig mange lighedspunkter med Peter Aalbæk Jensen. Men Simon Spies nåede altså både at blive gift med den meget unge receptionist Janni Brodersen (20 år) og at dø i tide - inden den nedtur som naturligvis også måtte være kommet for ham en dag.

   

Og to tidligere kvindelige medarbejdere, Sasia Mølgaard og Sophie Bech som begge har arbejdet for Peter Aalbæk som hhv. personlig assistent og producer, de skriver idag den 18/11 et indlæg i Politikens debat-sektion hvor de gør opmærksom på at det ensidige fokus på Aalbæk Jensens indimellem groteske ledelsestil og -kultur, faktisk er med til at forplumrer billedet af det virkelige og generelle problem: verbal eller fysisk sexchikane som noget der foregår hver dag i mange virksomheder, men i modsætning til Zentropa, noget som foregår det i det skjulte. 

Rubrikken er: 

Shitstorm mod Ålen, udvander et reelt problem

Og manchetten lyder:

Angrebene på Peter Aalbæks provo-adfærd fjerner fokus fra problemet med de skjulte krænkelser  

De to tidligere ansatte tager faktisk Aalbæk i forsvar. 

   Der er en stor forskelpå det som #MeToo-kampagnen synliggør som et generelt problem i en rækker brancher, og så det der er foregået på Zentropa mens Peter Albæk var "direktør for det hele", mener de: #MeToo-kampagnen ... 

   ...er en kampagne, der har givet kvinder verden over modet til at stå frem og fortælle om de overgreb, krænkelser og ydmygelser de har oplevet. Og der er en stor forskel, som ikke er blevet fremhævet: Ålen gør det for at provokere og har aldrig lagt skjul på det. Han gør det for at rykke ved samfundets normaliserende forestilling. Og han gør det for øjnene af alle. For det er ikke for at krænke  nogen. Det er for at være rebel.

Og senere tager de afstand fra alle dem der nu har travlt med 'at vaske hænder' selv om de offentligt har kunnet sige fra i årevis:

Med det ensidige fokus på Ålens placeres ansvaret alene hos  en enkelt rebel og flytter fokus fra, hvad det hadler om, og i sidste ende risikerer vi dermed at fritage alle andre fra at være mere eller mindre medskyldige. Det underminerer #MeToo-kampagnen, så vi overser de reelle, underliggende og usynlige problematikker, som uden tvivl er i filmbranchen - og mange andre brancher.

   Peter Aalbæk er nemlig en original. Med alt det som følger med af tissemandsnæser til julefrokostn, flirt, galskab, iværksætteri, kreativitet og plads til kustnerne.

   Vi oplevede begge en visionær drømmer med gode købmandsevner og stor tillid til sine medarbejdere, som han gav stort ansvar og medbestemmelse. Hos Ålen skal skeletterne ikke ud af skabet. De er ude til skue for al offentlighed.

Det de to tidligere ansatte altså siger, er at journalisterne med deres ensidige og lemminge-agtige fokus på Erik Aalbæk Jensens problematiske ledelses-kultur, gør ham til en slags syndebuk. Og en 'syndebuk' er ifølge ordbogen: 

... normalt en person (eller en mindre gruppe), som af andre, gerne en større gruppe, får skylden for en krise og udstødes eller straffes, selvom den pågældende er uskyldig eller ikke mere skyldig end alle andre; flertallet opnår formentlig derved en forbigående lettelse af stress.

Ja, den er da vist god nok. 

   Især når man så kan læse i Politiken under overskriften ...

Et gigantisk wakeupcall til hele journaliststanden.

... hvor stor en del af de ansatte også blandt andre ledere og instruktører der i mange år har været indforståede vidner til de tvivlsomme sexistiske sider af ledelsekulturen på Zentropa. 

   Der har været tale om en ledelses- og virksomheds-kultur præget af bevidste sociale normbrud der blev legitimeret med en målsætning om at provokere til autenticitet og grænseoverskridende kreativitet hos medarbejderne. 

   Manchetten lyder:

Unge kvinder på Zentropa er blevet udsat for ydmygende og seksuelt krænkende adfærd. Nu rulller lavinen, men mediebranchen har kendt til det - i hvert fald siden bogen ''Zentropia' fra 2013. Vi har spurgt filmskribenter og journalistiske eksperter hvordan en kritisk branche kunne sidde sådan en kritik overhørig.

Som artiklen dokumenterer, så har viden om hvad der foregik og hvordan, været udbredt i vide medie-kredse i mange år. 

   Og pressen har også i den grad "leget med": Både en række kendte filmanmeldere og kulturjournalister har i mange år været med til Filmfestivalen i Cannes for at dække Zentropas og Lars von Triers internationale successer. Og de har også - gladeligt - været med til de fester som Zentropa var berømt for at iscenesætte med bl.a. fremprovokeret nøgenbadning i poolen, som artiklen i Politikens kulturindlæg viser et foto fra.

   Det kunne faktisk være sjovt om man prøvede at identificere de mennesker man kan se på fotoet, der som en kødrand af tilskuere står rundt om poolen mens der foregår nøgen-kapsvømning om adgangen til et interview med Nicole Kidman.

   

Information har den 18/11 også flere artikler der forsøger at sætte Zentropa-skandalen i et lidt større perspektiv.

   En har rubrikken:

Peter Aalbæk er en ekstrem, men langt fra unik leder

Underrubrikken lyder:

Tidens krav om at være autentisk leder, der får de ansattes personlighed i tale og nedbryder barrierer, fører let til normoverskridende adfærd. Risikoen for krænkelser øges yderligere, fordi vi har gjort op med det moralkodeks, der tidligere regulerede vores samspil. 

I artiklen forklarer Bent Meier Sørensen og Kasper Villadsen at Zentropa-chefens adfærd og selvopfattelse som leder, ligger i god forlængelse af hvad der foregår og hvad konsulenter holder kurser i på mange andre typer virksomheder:

Ud over sådanne åbenlyst krænkende handlinger, som netop nu er blevet et alvorligt problem for Zentropa, findes der i moderne ledelse imidlertid et helt spektrum af praksisser, som er normoverskridende og krænkende. De mangler ofte det seksuelle element og går på tværs af ’mænd krænker kvinder’-formlen, og blandt andet derfor får de mindre årvågenhed fra pressen.

   Men i dag bliver medarbejdere ofte, under doktrinen om at være autentisk, bedt om at ’åbne sig selv op’ og ’give mere af sig selv’. Når ledere som teambuildingsaktivitet organiserer hytteture, ødegårdsseminarer, overlevelsesture og diverse former for rollespil og organisationslege, er det et centralt mål at få medarbejdernes personlighed i spil.

Teksten kunne godt have fortsat lidt mere ud af det spor. Og havde skrevet at målet med alle den slags grænseåbnende og grænsenedbrydende aktiviteter også er - både at stimulere til mere kreativitet i arbejdet hos medarbejderne - og at opbygge eller forstærke solidariteten mellem medarbejderne og ledelsen/virksomheden. Og at det betragtes som helt legitime ledelsesmål -  set med de moderne ledelseskonsulenters øjne, som hjælper med til at arrangere den slags "ture" og "lege".

   Men artiklen bemærker så også at nedbryder man mentale og sociale grænser mellem medarbejdere indbyrdes og i forhold til ledelsen i en virksomhed, så øger det risikoen for at det grænsenedbrydende føre til krænkende grænseoverskridende adfærd - især fra ledelsens side, dem der har magten i sidste instans.
   Og dette ikke mindst hvis der indgår fysisk berøring som en del af de kreativitets- og solidaritet-stimulerende ritualer i kulturen:

Sådanne overskridelser af den formelle relation mellem leder og medarbejder kan lede ind i en gråzone, hvori overgreb og invasion af privatsfæren bliver en permanent risiko.

   Når Aalbæk kysser de kvindelige ansatte på kinderne, nulrer deres hår og uddeler langstrakte kram, er det jo ikke for at chikanere dem, men for at ’mærke energien’ i virksomheden.

   Den kropslige berøring synes at give et mere ægte og retvisende indtryk af virksomheden og medarbejdernes tilstand end det talte eller skrevne ord. Igen er referencen til personlig autenticitet central i udøvelsen af overskridende adfærd mellem leder og medarbejder.

For mig er pointen i alt det her, at pressen, journalisterne med den ensidige fokusering på Aalbæk som person og som leder, skaber en symbolsk syndebuk-figur, en operation i mediedækningen der fører til at man - journalisterne - glemmer og fortrænger det større generelle sociale billede af det tvetydige forhold mellem ledere og medarbejdere på mange moderne virksomheder.  

   Det der åbenlyst er foregået på Zentropa med Erik Aalbæk som dynamisk centrum, det indebærer også i mange andre slags virksomheder et ledelses-medarbejder-forhold som giver øget risiko for krænkelser af medarbejdere - seksuelle - eller helt almindelig verbal mobning (jfr. Rasmus Willigs bog: Afvæbnet Kritik).

Men jeg har også en anden bekymring her, nemlig at barnet ryger ud med badevandet: altså at man i kreative virksomheder udvikler en 'angstkultur' som er så grænsedragende at kreativiteten i sprog, billeder og handling som er det virksomheden og professionen skal leve af, bliver kraftig nedkølet, eller ligefrem kvalt i alt for meget gentleman-korrekthed. 

    Det var det!

Lucide drømme - ny opskrift på hvordan man lærer at styre sine drømme - og noget om serendipitet

Illustration til hjemmeside om lucid dreaming

Det sker tit at når jeg først har skrevet om et for mig nogenlunde friskt og ubetrådt emne inden for rammerne af temaet kreativitet, så dukker det straks op igen og igen i andre artikler jeg tilfældigvis støder på.
   'Serendipitet' kalder man den slags, et vigtigt begreb i udforskningen af kreativitet som der er mange inspirerende definitioner på:

• det heldige tilfælde, 
• det at finde uden at søge,  
• det at finde noget helt andet og meget bedre end det man søgte,
• det at finde noget man ikke vidst at man ledte efter,

Og den bedste:

• det at lede efter en nål i en høstak - og komme ud igen med armen om livet på bondemandens frodige datter.

Til fænomenet serendipitet hører også at underbevidstheden leger med, blander sig og  får én til at fokusere på noget uventet gennem ubevidste associationer:
   For eksempel at når man har en ubhagelig blodsygdom som CML, så kommer der -  tilfældigvis! - flere bestillinger på akvareller med motiver med rødt: dompap og rødhals med rønnebær, sort pakhus med rød bil, etc

Igår kom Ornitologisk Forenings blad "Fugle og Natur" ud med en forside som denne med tre charmerende biædere - netop da jeg lige har skrevet om hvordan man kan hjælpe fugle i nød for insekter som føde - ved at opstille 'insekthoteller' i den alt for friserede danske og europæiske natur:

Vinderbillede i DOF´s fotokonkurrence 2017

Og så er de oven i købet (rust)røde på hoved, nakke og vinger.
   En biæder-akvarel eller flere ligger nu på min bestillingsliste - til mig selv.
 
Og sammen med det blad fulgt også  kataloget for Naturfredningsforningens net-butik "Narturbutikken.dk". Og hvad mon de lige havde valgt som forsidebillede? - en rødhals på en gren med sne:

Forsidbillede til katalog fra Naturbutikken.dk

Og serendipiteten vil ingen ende tage:

   For et par dage kom der tre fotografiske postkort fra Dansk Naturfredningsforening som jeg i 20 år eller mere har været livsvarigt medlem af. Det der lå øverst  af dem, viste denne rødhals blandt slåen, et foto som også kunne inspirere til endnu en rødhals-akvarel:

Jule-postkort fra DN

Og det motiv-element skal med - ikke mindst fordi jeg også for nylig har lagt slåen fra vores Ordrupnæs i Odsherred i fryseren - til at lave julesnaps af:

Frosne slåen til julesnaps

Forleden var det emnet 'lucide drømme' der - serendipitetisk - dukkede op - igen igen: Altså dette at man drømmer mere eller mindre (u)hyggeligt, men at man samtidig er sig fuldt bevidst at det er en drøm man er igang med - en drøm som man derfor i et eller omfang kan styre indholdet og retningen af. 

   Det skrev jeg et nyt indlæg om for en lille måned siden (med links tilbage til tidligere blogindlæg om emnet):

https://petersudsigt.blogspot.dk/2017/09/for-godt-halvandet-ar-siden-stdte-jeg.html

En pointe her var at forskere havde vist at man med elektrisk stimulation af hjernen(s frontallapper) kunne lære folk at styre deres drømme - altså gøre dem 'lucide'.

   På videnskab.dk hvor jeg søgte efter noget helt andet, dukkede pludselig et link op til en artikel med overskriften: 

Forsker: Tre simple råd kan gøre dig bevidst i dine drømme

Det kunne næsten kun handle om lucide drømme. Og ja!
   Jeg citerer:

Har du nogensinde prøvet at drømme, og midt i drømmen blive opmærksom på, at du drømmer og derfor kunne styre drømmen?

   Så kan det være, du har haft en såkaldt 'lucid' eller 'klar' drøm, som det kaldes på dansk.

   Hvis du ikke har prøvet det, men gerne vil opleve fænomenet, er der en australsk forsker, der forsker i klare drømme og mener, han har fundet opskriften. Det skriver Sydney Morning Herald.

   »Disse drømme føles fuldstændig som at være vågen,« forklarer forskeren, Denholm Aspy, til Sydney Morning Herald. Han fortsætter:

   »Alle sanserne er til stede. Objekter føles som fast stof og virker virkelige. Du kan smage, røre og lugte,« siger han.

Denholm Aspy gav 47 forsøgspersoner følgende instruks: 

1. De blev bedt om at praktisere virkelighedstjek og holde øje med tegn på, at de var i en drøm, f.eks. ved at lægge mærke til tekster, som har tendens til at se anderledes ud i drømmeland sammenlignet med i virkeligheden.
2. Desuden skulle de stille vækkeuret, så de blev vækket efter fem timers søvn, hvor de skulle sige til sig selv, at de ville huske, hvad de drømte næste gang.
3. Samtidigt skulle de visualisere, at de ville få en klar drøm.

Det viste sig af 17 procent  af forsøgspersonerne efter en uges øvelser oplevede klare drømme, refererer Sydney Morning Herald.

   Og for dem som kunne falde søvn igen fem minutter efter de var blevet vækket og havde sagt til sig selv at de ville huske deres drømme, der havde næsen halvdelen opnået at få 'klar drømme', refererer avisen.
   Her link til artiklen:

http://videnskab.dk/krop-sundhed/forsker-tre-simple-r%C3%A5d-kan-g%C3%B8re-dig-bevidst-i-dine-dr%C3%B8mme 

Her link til andre artikler om at fremkalde lucide drømme, og hvordan man kan styre sine drømme i en ønsket retning:

http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/sadan-kan-du-laere-styre-dine-dromme 

http://mmm.dk/fascination/du-kan-styre-dine-droemme-men-vil-du

Illustration til hjemmeside om lucide drømme

Dette foto af en fin sejlbåd er ikke strandet på brostenene ved muren på en ø beboet af de kæmper som Gulliver besøgte i Swifts satiriske roman "Gullivers rejser", men det kunne godt se sådan ud:

Tilføj billedtekst

Det ligner en ægte sejlbåd, men er det ikke.
   Og den er ikke strandet på Kæmpernes Ø i en moderne foto-realistisk udgave af Swifts verdensberømte roman fra 1726.

   Det er - helt nede på fortovet - en model af en sejlbåd bygget af "modelbyggeren" - en af mine kreative morgensvømmervenner hvis super-realistiske modeller du kan få et indtryk af her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/modeller-mimesis-og-fantastik-om-det.html

Og fotoet af sejlbåden er et set up til det følgende blogindlæg (= pay off) hvor jeg tager et andet tema op som jeg i relativt mange indlæg tidligere har bakset med - reflekteret over - vist eksempler på.
   Og med stikord som: modeller - illusionskunst - mimesis - super-realistisk kunst - imitation - simulering - kunst eller kitsch.

   Og med Niels Strøbæks for mig bevingede ord som bærende ledetråd: 

Kunstværket skal kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er.

Når brug af iPad blandt mindre børn svækker kreativiteten - en undersøgelse afslører risikoen for at børn mister evnen til at se - og til at opleve det de ser i sammenhæng - og at tegne det. - Kan man gøre noget ved det?

Det er de færreste artikler som jeg læser, hvor jeg efter læsningen siger: "Ja, selvfølgelig". Men det gjorde jeg efter læsningen af denne artikel i Politiken:

Overskrift:

Mister generation IPad evnen til at tegne?

Det er naturligvis et retorisk spørgsmål som artiklen svarer 'ja' til.

   Manchetten lyder:

På en friskole i Københavnsområdet har de kommende børnehaveklasseelever hvert år tegnet et hus til deres skoleleder. I løbet af 15 år har tegningerne mistet farve, detaljer og stilsikkerhed.

Sådan står der på forsiden af Kulturtillægget. Inde i sektionen står selve artiklen, nu med følgende overskrift:

Fra slot til skrot 

Manchetten til netavis-versionen af artiklen lyder:

De danske børn er idéfattige, og deres svigtende kreativitet kan skyldes iPaddens indtog. Teknologien gør børnene afhængige og fratager dem muligheden for at sanse, mener formanden for Danmarks Billedkunstlærere. 

Hvorfor deler jeg den bekymring?

   For det første tegnede og farvede jeg meget da jeg var lille - under skolealderen. Og husker glæden ved at se de resultater jeg kom afsted med.

   For det andet var der en periode da jeg var ung danskstuderende hvor jeg interesserede mig meget for børns tegneudvikling og lærte mig at identificere de forskellige faser i fx at tegne/male et menneske som de fleste børn gennemgik under de første års opvækst.

   Fx lærte jeg at et bestemt stadie i børns tegning af mennesker havde betegnelsen "en kopffüssler"; som den her glade figur tegnet af et af mine bonusbørnebørn da han var - måske 3 år: et hoved med to ben:

Noget af det jeg undrede mig over den gang, var hvorfor nogle få børn - som jeg selv og enkelte af mine venner - var fortsat med at tegne og male op igennem ungdommen - mens andre - langt de fleste - relativt  tidligt og pludselig bare holdt op.

   Og derefter senere i livet kunne finde på at sige noget i retning af: "Jamen, jeg kan ikke tegne/male."

 

Jeg husker jeg var fascineret over de mange børnetegninger som man kunne se og læse om i forskellige undersøgelser, og som man med de rette begreber kunne analysere ud fra et udviklingssynspunkt.

   Her er et blandet udvalg hentet fra nettet. Enjoy ....

Og jeg var ligeledes stærkt optaget af hvordan den kreativitet der lå i spontane børnetegninger i de tidlige barneår, kunne bevares, stimuleres og udvikles senere i barn- og ungdommen under særlige skoleformer: Summerhill-skolen i England, Steiner-pædagogikken, Bernadotteskolen herhjemme med CC. Kragh Muller som leder, Regio Emilia-filosofien forankret i eksperimenterende pædagogik i Norditalien:

https://www.leksikon.org/art.php?n=5096

 https://da.wikipedia.org/wiki/Steinerp%C3%A6dagogik

http://denstoredanske.dk/Erhverv,_karriere_og_ledelse/P%C3%A6dagogik_og_uddannelse/S%C3%A6rlige_skoler/Summerhill_School

Og så var der jo også en del af de kunstnere fra omkring århundredskiftet og fremefter hvis kunst jeg var meget optaget af i 60'erne og senere, som dyrkede børnetegninger som ideal, og/eller lod deres kunst blive stærkt inspireret af dem, som fx Klee og Picasso - og senere Cobra-gruppen:

   Her tekst-indledningen fra New York Times til en artikel om en udstilling der i 2006 har som ambition at udforske og udfolde børnetegningernes betydning for moderne kunst:

WHEN Paul Klee laboriously copied a mountain landscape by his 12-year-old son, Felix, into his own 1920 painting "Untitled (Tent City in the Mountains)," he paid tribute to the vitality and inventiveness of childhood, a source of creativity celebrated at least since Rousseau. His homage put him squarely in a modernist tradition that sought refuge from academic constraints in the somewhat mythical paradise of an untrained eye that sees the world afresh, a childlike hand still unshackled by habit and skill.

   Decades earlier, when Klee had just finished his art studies, he discovered a cache of his own childhood drawings. He described them, in a 1902 letter to his fiancée, as "the most significant" ones he had yet made.

Artiklen er illustreret med denne tidlige Poul Klee-tegning (han var født i 1879):

Artiklen i Politiken satte hos mig flere erindringer igang om tidligere indlæg og reference her på blokke.

  Den handler altså om hvordan børns 'evner' til at tegne og tænke visuelt forfalder og bliver ustryksmæssigt fattigere fordi IPaden totalt dominerer deres visuelle liv. Det er et liv der mentalt og fysisk bliver amputeret og som svækker de dele af hjernen der ellers tidligere blev stimuleret, når børnene gennem uhæmmet brug af Ipadden fratages den særlige kropslige aktivitet som karakteriserer det at tegne og male.

   

Det er fx kun godt et år siden jeg skrev et indlæg der fortalte om at det at tage noter fra en forelæsning i hånden frem for at skrive noterne på sin computer eller IPad, at det gjorde at de studerende huskede noterne og det de refererede til, meget bedre.

   Eller omvendt at det at skrive noter under forelæsningen på en skærm af en slags og med et tastatur af en slags, gjorde notetagningen mindre effektiv som læringsredskab fordi de studerende glemte mere af det forelæst end hvis de havde skrevet dem i hånden.

   Disse udsagn blev underbygget af seriøs forskning som man kan læse om i dette indlæg som er fra august 2016.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/08/skriv-og-skriv-igen-i-handen-tag.html

Der er også mange undersøgelser der bekræfter det gamle engelske bevingede ord om at ' learning by doing' - er bedre og mere effektivt end bare 'learning by listening´ - til underviseren - eller 'learning by reading' - en bog.

I begge tilfælde kan resultaterne af den slags undersøgelser langt hen ad vejen forklares af den moderne hjerneforskning.

   Hvis flere forskellige dele af hjernen aktiveres når man er igang med at lære noget - herunder de dele der forvalter og styrer vores fysiske handlinger og motorik (motorcortex og præmotorcortex) - så er det  der læres og forstås, tilsyneladende mere anvendeligt og hænger bedre fast end hvis disse handlingsorienterede dele af hjernen er inaktive under læreprocessen.

   Det kan også hænge sammen med at der i præmotorcotex sidder en stor mængde af de såkaldte spejlneuroner der gør det muligt neurologisk at forbinde de handlinger man forestilller sig at gøre, med de tilsvarende handlinger når man faktisk udfører dem, og med de tilsvarende handlinger når man se en anden praktiserer dem; fx at cykle, at skære et stykke rugbrød, at svømme; at gå over gaden for grønt lys, etc.

   Man lærer at udføre en handling ved at simulere at man udfører handlingen som man først har set en anden udføre. 

 

Og det er det samme med memoteknikkerne - de mentale tricks der gør at folk kan lære at huske store mængder af 'meningsløs' information uden at deres hjerne og hukommelse i øvrigt er noget der skiller sig ud (jfr. bogen "Moonwalk With Einstein" af Joshua Foer).

   Tricket er at sørge for at de for så vidt kontekst- og meningsløse 'enheder' som skal huskes - tal, formler, bogstaver, navne - via træning forbindes i den visuelle hukommelse med fysiske billeder i en velkendt kontekst - fx via såkaldte "hukommelses-paladser":

Hvordan hænger alt det så sammen med artiklen i Politiken om udviklingen som har overskriften "Fra Slot til Skrot"?

   Jeg citerer lige fra indledningen:

Sådan tegner børnene i dag: Se udviklingen fra 2002 til 2016 

I gennem 15 år har en skoleleder på en friskole bedt alle børn, der skal starte i skolen, tegne en tegning. I 2002 var børnenes udtryk detaljeret og farverigt. I dag er deres tegninger mere simple og unuancerede.  Udviklingen forundrer forskere og bekymrer billedkunstlærer Lykke Andersen. iPadden har taget alt for meget over, mener hun.

   De 10 tegninger er her udvalgt blandt de 60 tegninger, skolelederen har modtaget fra de tre årgange. De viser den gennemgående tendens blandt børnenes tegnefærdigheder de forskellige år.

Tegnet i 2002

Skolelederen på en lille friskole uden for København har i mange år taget en samtale med de nye børn et for et, foråret før de skal begynde på skolen. På et tidspunkt i samtalen giver han dem et stykke papir og en æske farvekridt og spørger, om de vil tegne en tegning til ham.

   Hvis de ikke selv har en idé til, hvad de vil lave, foreslår han dem at tegne et hus, så det gør langt de fleste. Og der er sket noget interessant i de 15 år, han har indsamlet tegninger. Det vurderer børnepsykolog og specialist i analyse af børnetegninger Grete Binger, der har set skolelederens bunker.

   »Nogle er exceptionelle i deres detaljerigdom«, bemærker hun, da hun ser på tegningerne fra 2002, tegnet af børn, der i dag er omkring 21 år gamle. Langt de fleste har tegnet det hus, skolelederen har foreslået.

   »Men næsten alle børnene har tegnet noget uden om huset. Mange har en basislinje, enten tegnet som en streg eller græs. Det vil sige, at tegneren placerer huset i tid og rum, i en sammenhæng«.

Tegnet i 2009 

I 2009, hvor tegnerne er børn, der er omkring 14 år i dag, er det kun halvdelen, der har tegnet det hus, skolelederen foreslog. »Men«, pointerer Grete Binger:

   »Detaljerigdommen er mindre, og der er ikke på samme måde omgivelser med. Lidt under halvdelen har den basislinje, som vi tolker som et tegn på modenhed.    Nu er der 7 børn, der kun bruger én farve. Flere farver kan tolkes som et udtryk for flere følelser, men også for, at barnet har brugt mere tid og udnyttet de redskaber og muligheder, der er stillet til rådighed«.

Tegnet i 2016

 

I 2016 har alle børnene tegnet et hus. De fleste har kun brugt en af de farver, der lå foran dem. Mange har trykket så svagt, at man næsten ikke kan se stregen, og husene er blevet mere primitive. Meget få udfylder papiret, og husene står som satellitter uden basislinje.

    »Hvor de 6-årige tidligere tydeligvis i deres hoved havde et klart billede af, hvordan et hus ser ud og har haft overskud til at tegne ting uden om, ser det i dag ikke ud til, at de har meget erfaring med at producere et grafisk udtryk«, siger Grete Binger.

Der er jo ikke tale om en supervidenskabelig undersøgelse af mange børns tegninger over tid - statistisk udvalgt til at være repræsentative for deres årgang og med den spredning i social baggrund som man kunne ønske sig, ved et definitivt stykke forskning hvis resultater man skal forholde sig til.

   Ikke desto mindre giver de indsamlede tegninger mulighed for at opdage tegn på generelle forandringer i børns billedsprog, fordi det er en sammenlignelig børnegruppe og en sammenlignelig situation og opgave gennem alle årene, det konkluderer Jakob Ørsted, der er uddannet billedkunstner og lektor ved pædagoguddannelsen på UCC i København.

Selv er jeg ikke i tvivl. Jeg har 3-4 børnebørn som er vokset op med iPadden og som nu er mellem 8 og 16 år.

   Og jeg har jo oplevet hvor meget tid de bruger med diverse spil og videoer mv. som iPadden frister børnene til at bruge - når familien samles til fejring af fødselsdage - eller andre former for familiekomsammen.

   Min oplevelse er at børnene i den alder utvivlsomt falder for de mentale fristelser som spil- og game-mulighederne i iPaddens apps-indhold tilbyder, og som betyder at børnene mange timer om ugen hjemme eller i skolens frikvarter, har totalt fokus på iPaddens skærm (eller måske nu: smart-telefonens) og på at manipulere og styre det der foregår med fingerne på tastaturet. Og til gengæld i lange perioder helt har abstraheret fra de umiddelbare social omgivelser som måtte komme i form af kontakt og samspil (fx leg) med andre børn/mennesker i situationen. 

Det er en vigtig del af det at være kreativ at man kan genkalde sig erindringer, oplevelser og erfaringer i form af fremkaldte billeder på den indre skærm, det som på engelsk kaldes "the minds eye". 

   Og det svært ikke at tolke den udvikling  (= afvikling af kontekst, farver og detaljer i hus-tegningerne) som artiklen i Politiken referer og dokumenterer er sket over en 15-årig periode, som en mental forarmelse og nedsmeltning af børns mulighed for at udfolde sig kreativt og socialt. 

Kan man - børn, forældre, samfundet - da gøre noget? 

   - Ja, ligesom med cigaretter, euforiserende stoffer, alkohol og aktive smartphones i klasseværelserne, så kan man forbyde eller begrænse brugen af iPadden hos børn til et bestemt antal timer dagligt eller ugentligt. Og måske først tillade at de får lov at bruge den når de er 8 eller 10 år.

   Eller man kan belønne de børn der begrænser brugen, ligesom jeg i sin tid fik at vide at jeg ville få et kørekort hvis jeg ikke røg før jeg var atten (hvad jeg dog ikke holdt).

Og jeg gider helt ærligt ikke høre på velmenene venner og pædagogiske eksperter som siger at forbud og grænser er forkert og giver bagslag: at det er vigtigt at børnene fra de er helt små lærer at brug iPadden fornuftigt og dermed begrænse omfanget af de 'skader' på hjernen som vi jo nu får stadig mere dokumentation på sker over årene ved uhæmmet brug.

   Som jeg ser det, er der tale om en særlig afart af ludomani der simpelthen skyldes at hjernens belønningssystem kører med klatten når først den har oplevet hvordan det føles med et skud dopamin hvert 5. eller 10. minut ved uhæmmet brug af iPaddens uendelige muligheder for spil og underholdning lige ved hånden.

   Tror man virkelig at ikke-digitalt-erfarne eller digitalt amatøriske forældre på den baggrund kan opdrage deres børn til at begrænse og beherske den daglige brug af iPadden til noget der er 'fornuftigt' og 'under kontrol'?

   Jeg gør det ikke. 

Carl-Henning Pedersen, der var en af den berømte COBRA-gruppes danske medlemmer, skrev i udstillingskataloget til Kunstnernes Efterårsudstilling, 1948, hvor han og flere andre fra gruppen udstillede:

»Al Ægte kunst kommer fra menneskets sind«, »Sindet omformer de oplevelser, vi henter i naturens verden, i vor egen verden. Livet strømmer ustandseligt og ophober sine oplevelser.«

Den mentale strømning fra menneskets sind som "omformer de oplevelser vi henter i naturens verden", til visuelle levende kunstneriske udtryk "i vor egen verden", den synes at være kraftig svækket og på retur hos iPad-overstimulerede børn i de senere år. 

   Foruroligende!

Carl-Henning Pedersen: "Ved havet", 1987. Olie på lærred, 206 x 290 cm.

'Glad musik' - hvad gør det ved sindet og tænkningen - og andre historier om sammenhængen mellem musik og hvad der sker i hjernen

Et fast tilbagevendende spørgsmål i indlæg på denne blog, er om og i hvilket omfang og på hvilken måde mødet med malerkunst, litteratur, musik - bredt forstået 'kunst' - kan påvirke hjernen i en eller anden positiv retning: berolighende, helende, stimulerende for læring, fremmende for kreativ tænkning og adfærd, opmuntrende i forhold til depressioner, etc. etc.

Fra den internationale videnskabsjournalistiks front cirkulerede der den 6. september i år og de følgende dage en nyhed der med forskellige overskrifter, fortalte at en bestemt slags klassisk musik - såkaldt 'happy music' - faktisk havde en effekt på lytternes kreativitet - i modsætning til hvis man lyttede til andre åbenbart ikke  'humørfyldte' musikformer eller hvis man bare udfoldede sig i 'tavshed',

Her et udvalg af overskrifter:

Writers unblocked? Happy music boosts imaginative thinking, say researchers

Listening To 'Happy' Music May Boost Creativity, Study Says

Happy music linked to creative thinking

Need a creativity boost? Try listening to happy background music

Why you should listen to 'happy music' like Vivaldi while working

Forskningsprojektet som altså havde vakt et pænt udvalg af engelsksprogede videnskabjournalisters interesse, beskrives sådan i en af artiklerne:

Ferguson and Simone Ritter of Radboud University Nijmegen played classical music for 155 Radboud student volunteers as they completed a creativity task. The researchers split the students into five groups, with each group randomly assigned to listen to one of four pieces of music or to silence before and during their creativity tasks. 

I forsøget indgik fire forskellige stykker musik der adskilte sig i forhold til stemning ('mood'/'valens' - positiv eller negativ) og i forhold til ophidselse ('arousal' - høj eller lav):

The music pieces were chosen for their mood and arousal levels. The Swan by Camille Saint-Saens represented a positive mood but low arousal level, thus a calm piece of music. Vivaldi’s The Four Seasons was the happy piece, Adagio for Strings by Samuel Barber was the sad, slow piece and The Planets: Mars, Bringer of War by Gustav Holst was used as a negative, arousing - in other words, anxious - piece.

Her kan du høre  - lytte til - de stykker musik som hver af de fire grupper skulle lytte til:

   Først Vivaldi 'The Four Seasons' som undersøgelsen karakteriserer som 'happy music',  og som udløser betegnelsen: 'positiv stemning' plus høj 'arousal':

En anden gruppe skulle lytte til 'The Swan' af Camille Saint-Saens, et musikstykke som kendetegnes ved positiv 'mood', men samtidig får etikketten lavt 'arousal'-niveau (groft sagt: dejligt men kedeligt):

En tredje gruppe skulle lytte til 'Adagio for Strings' af Samuel Barber - med karakteristikken negativ 'mood' og lav 'arousal':

Og den fjerde gruppe skulle lytte til 'The Planets: Mars, Bringer of War' af Gustav Holst - kendetegnet ved negativ 'mood' og et højt 'arousal'-niveau:

Den femte gruppe skulle lytte til - ingenting. Som kontrolgruppe.

Det fire stykker musik som indgik i forsøget, kan systematisk præciseres sådan - med en beskrivelse fra en psykologi-lærebog:

Valens plejer at stilles i kontrast til arousal , som betyder graden af ophidselse overfor en stimulus.
   Positiv valens med høj arousal indebærer således at være meget entusiastisk , tiltrukket , beundrende, begejstret, motiveret , eksalteret, euforisk eller kærlighedsfyldt overfor stimuli, mens positiv valens med lav arousal giver moderat tilfredshed, glæde, interesse og tilfredsstillelse, oplevelser af hyggelighed.
   Negativ valens med høj arousal betegner derimod skræk, panik, sorg, aversion, vrede, had og afsky , og negativ valens med lav arousal indebærer at føle irritation , distraktion, nedtrykthed, at blive i dårligt humør og ikke kunne lide stimuli.

De fire stykker musik som indgik i forsøget er altså valgt så de svarer til disse fire kategorier.

   

For at teste kreativiteten hos deltagerne fokuserede forskerne primært på om musikken virkede ind på det man kalder 'divergent tænkning' ...

... which involves producing multiple answers from available information by making unexpected combinations, recognizing associations among ideas and transforming information into unexpected forms. Divergent thinking is key to today’s scientific, technological and cultural fields because innovation often pairs disparate ideas, the authors write in PLoS ONE.

Grupperne skulle efter lytning tage to tests, en der målte graden af 'divergent tænkning', og bagefter en der målte graden af såkaldt 'konvergent tænkning':

The participants heard their respective selections and then took tests to gauge their creativity, or divergent thinking—the ability to generate novel ideas and conjure up multiple solutions to a problem. Here it was measured with the Alternative Uses Task, which generally asks people to think of as many alternative uses for common objects as they can—for instance, a brick. 

Convergent thinking, the doppelganger of divergent thinking, is using the information you have at your disposal to arrive a single correct answer. It was measured after divergent thinking, with tests like the Remote Associates Task, where the person has to come up with a word that links three others (e.g., for “bar,” “dress,” and “glass,” the fourth word would be “cocktail”).

Resultatet var at det kun var lytningen til 'glad music' - Vivaldis 'De fire årstider' - der gjorde en forskel, og at forskellen kun gjald 'divergent tænkning'. 

   Den gruppe skorede markant højere på testen for divergent tænkning efter lytning end de øvrige grupper hvis divergente tænkning altså ikke blev påvirket i positiv retning af at lytte til deres form for musik (eller til ingenting).

   På testen for konvergent tænkning skorede ingen af grupperne højere efter lytning.

Hvorfor skulle kun 'glad music' påvirke hjernen til at blive mere kreativ? Det har forskerne også et bud på:

.... why would the connection between happy, upbeat music and creativity exist, neurologically? The authors suggest that the music might affect flexibility of thought: One model of creativity, for instance, suggests that creativity comes from two traits—persistence and flexibility. And, they write, “situational variables can influence creativity either through their effects on persistence, on flexibility, or on both.”

https://www.businesslive.co.za/rdm/popcorn/2017-09-15-why-you-should-listen-to-happy-music-like-vivaldi-while-working/

Spørgsmålet om hvad musik generelt og forskellige former for musik gør ved hjernen - og dermed dens mentale og emotionelle set up, er ikke nyt for mig.

Jeg har fx flere gange skrevet om den særlige form for pædagogisk teknik eller praksis som jeg blev introduceret til en  gang i 80´erne på et introkursus: 'Superlearning'.

   Et fint ord for det samme er: 'Suggestopædi'.

   En vigtig del af det nærmiljømæssige set up i den tradition er baggrundsmusik af en bestemt slags som hjælper elever til at huske det de hører, bedre og nemmere.

    Musikken er klassisk, typisk Bach eller Mozart og med en særlig rytme (60 slag pr. minut). Og tricket er at spiller man den slags stykker i klasseværelse så kommer hjernen hos eleverne i en 'åben tilstand' som i særlig grad fremmer indlæring og lagring i hukommelsen af det man har hørt i undervisningen.

Jeg citerer her fra et afsnit i et tidligere indlæg her på bloggen, hentet fra en artikel "The Music and the Brain" (www.cerebromente.org.br/)

The power of music to affect memory is quite intriguing. Mozart's music and baroque music, with a 60 beats per minute beat pattern, activate the left and right brain.

   The simultaneous left and right brain action maximizes learning and retention of information. The information being studied activates the left brain while the music activates the right brain.

   Also, activities which engage both sides of the brain at the same time, such as playing an instrument or singing, causes the brain to be more capable of processing information.

   According to The Center for New Discoveries in Learning, learning potential can be increased a minimum of five times by using this 60 beats per minute music. For example, the ancient Greeks sang their dramas because they understood how music could help them remember more easily.

   A renowned Bulgarian psychologist, Dr. George Lozanov, designed a way to teach foreign languages in a fraction of the normal learning time. (...)

   Dr. Lozanov's system involved using certain classical music pieces from the baroque period which have around a 60 beats per minute pattern. He has proven that foreign languages can be learned with 85-100% efficiency in only thirty days by using these baroque piece. His students had a recall accuracy rate of almost 100% even after not reviewing the material for four years.

Jeg er jo grundlæggende en praktisk mand der gerne omsætter ny viden til handling hvis det er muligt. 

   Den slags musik som Dr. Lozanovs anbefaler, spillede jeg derfor altid i pauserne til de kurser jeg afholdt i DR-regi i slut-firserne under titlen "Faktion som udtryksmiddel". Det var krævende stof med mange ny begreber der skulle forstås, så jeg tænkte at en injektion med den slags musik, kunne få det til at glide lettere ind.

  Men jeg spillede i øvrigt også den slags musik når jeg senere holdt oplæg der introducerede til emne kreativitet.

  Den slags musik kan du kan høre her:

Men jeg har også i tidligere indlæg været inde på virkningen af musik på hjernen og samspillet mellem musik og hjernens forskellige tilstande.

    En af de mest omtalte sammenhænge er 'Mozart-effekten' der beskrives sådan her på Wikipedia:

1. A set of research results indicating that listening to Mozart's music may induce a short-term improvement on the performance of certain kinds of mental tasks known as "spatial-temporal reasoning;"[1]

2. Popularized versions of the hypothesis, which suggest that "listening to Mozart makes you smarter", or that early childhood exposure to classical music has a beneficial effect on mental development;

Som det fremgår af Wikipedia-artiklen har de senere års forskning stort set aflivet teorien, især i dens populariserede version.

https://en.wikipedia.org/wiki/Mozart_effect

Helt grundlæggende kendetegner det musikkens indvirkning på hjernen at den med det samme udløser dopamin i det der kaldes belønningssystemet:

One of the first things that happens when music enters our brains is the triggering of pleasure centers that release dopamine, a neurotransmitter that makes you feel happy. This response is so quick, the brain can even anticipate the most pleasurable peaks in familiar music and prime itself with an early dopamine rush.

Så under alle omstændigheder er det at lytte til musik en 'hjerne-åbner' - både hvis man skal være meget aktiv og fokuseret, eller man skal hen i retning af at være mere rolig og afspændt.

 

Derudover kan musik påvirke immun-systemet i positiv retning:

Beyond simply making you feel good, however, there's evidence that music can even be good for your health. Research has shown that listening to music is associated with upticks in immunity-boosting antibodies and cells that protect against bacteria and other invaders. Music has also proven to be effective across a variety of treatment scenarios for conditions ranging from premature birth to depression to Parkinson's disease.

Musik (af en bestemt slags) kan virke beroligende og afslappende:

Music Makes you Less Anxious

  Do you have a big job interview on the way? Perhaps you are scheduled to undergo a life-changing surgery? Whatever your concerns might be, they are sure to put some stresses on your mind. Instead of popping that expensive anti-anxiety pill, a cheap and side effect-free way to say goodbye to apprehension is to listen to music.

Da jeg i forbindelse med min CML skulle have taget en knoglemarvs-biopsi, spillede den unge kvindelig læge et stykke 'meditationsmusik' for at berolige mig, hvilket var en god ide da jeg rent faktisk lider af 'latrophobia', og det er en ret ubehagelig biopsi at få taget.

   Det virkede også lige indtil nogle håndværker i etagen oven over begyndte at arbejde med et slagbor i forbindelse med en ombygning.

Den slags musik man bruger til at berolige sindet med kaldes 'ambient musik' og er kendetegnet ved

... a style of gentle, largely electronic instrumental music with no persistent beat, used to create or enhance a mood or atmosphere.

Man taler også i faglitteraturen om 'ambient noice' som fx er lyden af bølgeslag, vind der får bladene i træer til at rasle, fuglestemmer, strømmende vand i en elv, etc. Og en række forsøg peger på at den slags 'støj' hvad enten man kalder det 'musik' eller 'naturlyde', stimulerer kreativitet.

   'Ambient musik' er altså så en underkategori til 'ambient noice'.

Op gennem 80'erne var jeg meget optaget af den slag musik, og købte blandt andet bånd med musikstykker af japaneren Kitaro, fx "The Silk Road"

Også Brian Eno havde jeg flere bånd med, bl.a. "Music for Airports":

Når jeg genlytter til disse stykker music af Kitaro og Brian Eno, forstår jeg godt hvorfor jeg var betaget af dem den gang: De virker stadig på mig sådan at jeg næsten med det samme kommer i et meditativt flow.

Det selv at (lære at) spille er noget andet og mere aktivt end at lytte. Det at kunne spille eller flere instrumenter påvirker hjernen afgørende. De dele af hjerne som er aktive når man udøver musik ved at spille på et instrument, de vokser ved fast og gentagen brug:

Even in terms of brain development, music can play a key role. Training to play an instrument, for instance, is believed to increase gray matter volume in certain areas of the brain, not unlike how physical exercise can tone and enlarge muscles. As a result, musicians often experience improvement in brain functions like:

- Auditory processing

- Learning

- Memory

Da jeg var barn og ung lærte jeg at spille blokfløjte og guitar til husbehov. Og jeg lærte mig selv at tromme på en afrikansk kalabas-tromme med stramt gazelle-skind på toppen.

  Blokfløjteimprovisation næsten hver aften praktiserede jeg nogle år ind i min studietid.

   Det år jeg var i USA som udvekslingsstudent boede jeg hos en familie som havde et flygel stående til fri afbenyttelse. Jeg havde ikke lært at spille klaver, men jeg husker at jeg meget tit kunne sidde og improviserer i længere tid ved det her fantastisk musik-instrument. Og ved gensynet med mine 'amerikanske brødre' husker de faktisk at det var noget jeg gjorde og som familien tolererede.

   I bakspejlet er jeg sikker på det fungerede som en slags beroligende eller afslappende meditation, selv om jeg den gang slet ikke tænkte i de baner.

Hvordan virker improvisation ind på hjernen? - kunne jeg så lige spørge en passant. Og det har jeg faktisk også skrevet om i et tidligere indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/improvisation-kreativitet-og-hjernens.html

Essensen af indlægget er at for at kunne improvisere - 'give los' i forhold til en foreliggende kendt melodi - så må man lukke delvis eller helt ned for de kontrol-orienterede frontallapper - for at give plads til at 'the default mode network" kan komme i aktion:

When musicians started playing they deactivated large parts of their prefrontal cortex, important in decision making and analysis.

   They activated instead their “default network” – the part of the brain that is always “on” in active rest when people have “nothing to do” and are “doing nothing.”

   The activation of the default network really took flight when they were deeply improvising.

'Default mode network' i hjernen er det som tit i litteraturen nu kaldes 'the imaginative network', et netværk der neurologisk forbinder en række moduler i hjernen som bruges til at fremkalde erindringer, fantasere sig til situationer som ikke findes, forestille sig hvordan andre har det og føler, tænke på fremtidens handlemuligheder og risici.

   Og jeg tror det er faktisk det fælles ved alt det (gode?!) som musik kan gøre ved os: bidrage til mere eller mindre radikalt at lukke ned for de dele af hjernen i frontallapperne som er knyttet til fornuft, kontrol, adfærdsstyring, kritik og analyse, for til gengæld at give større frihed til de dele af hjerne som varetager en række andre ikke målrettede og ikke-fokuserede funktioner (som fx når vi (dag)drømmer).

Det bekræftes af en artikel hvor man fortæller om forskning der afslører hvad der sker i folks hjerner når de lytter til deres favorit-musik, som jo kan være meget forskellige fra individ til individ: wienerklassisk musik, neworleans jazz, country og western, græsk kirkemusik, indisk sitarmusk, arabisk musik.

   Der sker nemlig det samme når de lytter til deres yndlingsmusik, uanset om det er 'heavy metal', eller Mozart de er vilde med:

A person's preferred music enhances connections between different regions of the brain, a pattern called the default mode network (DMN), the researchers report. This network is associated with introspection, self-awareness, mind-wandering and possibly imagination.

   When the DMN is activated, another network, the task-positive network (TPN)—which is involved in goal-oriented activity—is shut down. The two states can be thought of as focus on the outside world (the TPN) and focus on inner thoughts (the DMN). Earlier this month, another research group figured out how to switch between these two modes in mice.

   Certain brain disorders seem to involve trouble with activating one mode or another or with switching between the two. For example, since people with autism seem to have problems with DMN activity, the new study’s authors suggest that music therapy may help.

At det at lytte til musik kan få en til at glemme eller abstrahere fra noget man er igang med som er kedeligt, anstrengende, er en udbredt erfaring som meget vel kan have at gøre med at man går i en slags indre mental emigration - samtidig med at ens humør forbedres og man kommer i flow:

That said, if you have a monotonous job, music is a great way to increase your mood while performing boring work. For the same reasoning it helps with exercising, it can also help with fighting fatigue, especially if you change up the music often. Studies have also shown that almost all music increases your mood, because it causes a release of dopamine, so if you're feeling tired, bored, or depressed, a good pop song might be the cure you need.

I den forbindelse er der jo også en meget grundlæggende og fundamental sammenhæng mellem musik og kroppen som danser (og når man danser godt og man føler dansens frihed, kan man komme i en slags trance/flow og stort set glemme alt andet omkring sig (end måske sin dansepartner)).

   Her er et bud på sammenhængen:

Music is known to stimulate pleasure and reward areas like the orbitofrontal cortex, located directly behind one's eyes, as well as a midbrain region called the ventral striatum. 

   In particular, the amount of activation in these areas matches up with how much we enjoy the tunes. In addition, music activates the cerebellum, at the base of the brain, which is involved in the coordination and timing of movement.

   So, why is dance pleasurable?

   First, people speculate that music was created through rhythmic movement—think: tapping your foot. 

   Second, some reward-related areas in the brain are connected with motor areas. 

   Third, mounting evidence suggests that we are sensitive and attuned to the movements of others' bodies, because similar brain regions are activated when certain movements are both made and observed. For example, the motor regions of professional dancers' brains show more activation when they watch other dancers compared with people who don't dance.

Det sidste afsnit her handler om en gammel bekendt af læsere af denne blog: spejlneuronerne. 

This kind of finding has led to a great deal of speculation with respect to mirror neurons—cells found in the cortex, the brain's central processing unit, that activate when a person is performing an action as well as watching someone else do it.
   Increasing evidence suggests that sensory experiences are also motor experiences.
   Music and dance may just be particularly pleasurable activators of these sensory and motor circuits. So, if you're watching someone dance, your brain's movement areas activate; unconsciously, you are planning and predicting how a dancer would move based on what you would do.
   That may lead to the pleasure we get from seeing someone execute a movement with expert skill—that is seeing an action that your own motor system cannot predict via an internal simulation. This prediction error may be rewarding in some way.

En af de største glæder ved at lytte til musik er genkendelsens glæde, som kan give sig umiddelbart udtryk i at vi nynner eller synger med når vi hører musikken, eller vi kan repetere musikken for os selv ved at kalde den frem til indre eller ydre "afsyngning" uden nogen ydre anledning.

   Både når vi lærer et stykke musik som vi så kan nynne eller synge, sker det via de imitationsmekanismer som varetages af spejlneuronerne, hvoraf nogle er motoriske og nogle er visuelle og nogle er auditive.

  For nogle fungerer det system hurtigere, mere præcist og effektivt end for andre. Da min adoptivdatter fra Korea for mange år siden i en alder af 2 år siden pludselig begyndte - helt rent - at nynne radioens pausesignal, så blev vi overraskede. Hun blev passet hjemme, og har hørt det i radioen mange gange, og det er så hendes spejlneuronsystem - det der er knyttet til bevægelse og det der er knyttet til hørelse, som hurtigt og effektivt har "optaget" melodien i lydhukommlsen - til præcis og korrekt tonal afspilning når hun af en eller anden grund trængte til det. 

  Hendes søn havde som lille samme evne til hurtigt og korrekt at lagre en hørt melodi i hukommelsen til afnynning på kommando.

Her er links til tre indlæg der nærmere beskriver sammenhængen mellem musik-indlæring, -lytning og -udøvelse og spejlneuronernes særlige måde at fungere på - de fungerer ved at simulere noget som opleves gennem sanserne eller ved at  noget tidligere oplevet genfremkaldes på en indre skærm ved at man husker og tænker på det.

http://www.themusiciansbrain.com/?p=567

http://www.themusiciansbrain.com/?p=590

http://www.themusiciansbrain.com/?p=694

Som vi alle kender til så kan filmmusik forstærke,  retningsbestemme og fokusere de følelser som sekvenser i en film skal formidle og/eller udløse.    

   Forholdet mellem filmbilledernes narrative forløb og underlægningsmusikken er komplekst og ville udgøre et helt indlæg for sig hvis det bare nogenlunde skulle være dækkende.

   Men en vigtig skelnen er om musikke kommunikerer og understreger følelserne (hos de medvirkende) i filmen ('convey emotions'), og/eller om den samtidig vækker følelser direkte i sind og krop hos publikum ('elict emotions').

   Se mere her:

https://en.wikipedia.org/wiki/Music_and_emotion

Forskellige musik-genrer og -stilarter, viser det sig, har også betydning for - dvs. stimulerer - forskellige faser af lærerprocesserne:

 When it comes to the best music for learning, for example, experts recommend different genres for different purposes. Upbeat music, including songs with positive lyrics, can provide an energy boost and get your brain primed for learning.

   Once it's time to buckle down and concentrate, however – like when you need to read, write, or study your course materials, instrumental music and soothing genres can help you stay calm and focused.

   Ultimately, however, each person may develop an approach to studying and music that's uniquely suited for them.

Jeg vender tilbage til min egne yndlingsmusik i et kommende indlæg.