Hold ikke på en hemmelighed, og bliv sund og rask og kreativ - ny forskning påviser at hemmeligheder som ikke deles med andre, opleves som en fysisk byrde og kan være skadeligt for helbredet

Denne blog har som en af sine mangefarvede tråde forfulgt spørgsmålet om sammenhængen mellem kreativitet og det der foregår i hjernen.

   For eksempel har jeg været interesseret i spørgsmålet om oplevelsen af (bestemte typer af) malerkunst, arkitektur eller musik kan virke helende og helbredende på psyken, ja måske i sig selv ligefrem være kreativitetstimulerende?

   På en tilsvarende måde som man nu også har videnskabeligt belæg for at forskellige former for meditation virker.

   Sådan oplever jeg det selv når jeg har ophængt billeder - især farvtræsnit - af min yndlingskunstner Harald Henriksen (som  jeg derfor er begyndt at samle på) i vores rum.

   Som nu det her:

Harald Henriksen: Brønshøj mose. 1947

Jeg har også været optaget af spørgsmålet om der er en sammenhæng mellem kreativitet og den neurobiologiske tilstand som kaldes synæstesi, hvor fx enkelt bogstaver, ord eller tal, automatisk udløser bestemte farver eller former som mentale automatiske ledsagefænomener.

   Illustreret her:

Flere generationer i fruens familie som alle er ekstraordinært kreative, har det sådan.

   Også en række kendte kunstmalere, forfattere og musikere var synæstetikere: David Hockney, Wassily Kandinsky, Vladimir Nabokov, Duke Ellington, Nikolai Rimsky Korsakov.
   Se flere navne her:

http://www.daysyn.com/synesthete-artists.html

Og ovennævnte Harald Henriksen har sikkert også været synæstetiker, for det er hans søn (musik  > farve), viste det sig.

Så har jeg også i mange indlæg forfulgt spørgsmålet om sammenhængen mellem kreativt sprog - som typisk er sprog som er kendetegnet ved konceptuel blending - og den fysisk-biologiske krop.

   For eksempel spørgsmålet om hvorfor og hvordan en lang række grundlæggende konceptuelle metaforer har kroppen og dens sanseapparat som reference: 'tiden LØBER', 'jeg gik i SORT', 'en SMERTEFULD lidenskab', 'TUNGE tanker', 'et VARMT forhold', 'en KOLD skulder', 'en KANTET personlighed', 'GUL af misundelse', 'en SKINGER farve', 'en SKARP hjerne', en DYB depression, etc.

   Sprogforskerne George Lakoff og Mark Johnson var dem der først for alvor udforskede det spørgsmål i deres epokegørende bog fra 1980 'Metaphors We Live By'.

Disse repetitioner og opsamlinger fra mange tidligere blogindlæg kommer her, fordi jeg i Weekendavisens tillæg 'Ideer' fra den 7. august fandt en artikel med den for mig fængende rubrik:

Tunge Tanker

Artiklen er skrevet af professor i etik og retsfilosofi Jesper Ryberg.

   Ryberg fortæller om et psykologisk eksperiment der går ud på at vise hvordan det at holde på en hemmelighed i modsætning til det at fortælle den, påvirker forsøgspersonernes oplevelse af et billede af en nogenlunde stejl bakke:

Da forskerne efterfølgende gennemgik resultaterne, viste det sig, at de der forud var blevet bedt om at tænke på en hemmelighed, vurderede skråningen til at være langt mere stejl, end både de, der havde røbet deres hemmelighed (ved at skrive den ned på et stykke papir) og end kontrolgruppen (de to sidstnævnte grupper adskilte sig ikke signifikant). 

Et tilsvarende eksperiment med et andet billede viste et lignende resultat: Gruppen der holdt på sin hemmelighed, vurderede afstanden til et fjerntliggende hus på et billede som "signifikant større end dem der havde røbet deres hemmelighed" ved at skrive den ned på papir.

Jesper Ryberg paralleliserer disse ret så uforståelige resultater med andre eksperimenter:

I et nyligt studie har man således vist, at forsøgspersoner der bærer en tung rygsæk, vurderer en bakke som mere stejl end personer, der ikke slæber på noget. Tilsvarende estimeres afstanden til fjerntliggende huse som større, når man skal vurderer den med en tung oppakning på ryggen.

Altså: en fysisk byrde - eller mangel på byrde - påvirker perceptionen af omgivelserne.

   Og det er måske ikke så mærkeligt da det jo indlysende er en større fysisk belastning at skulle gå op ad en stejl bakke eller gå en lang vej - med en tung rygsæk - end uden:

Det er formentlig dette, der ubevidst influerer på folks vurdering af stejlhed og afstand. Men hvis det at holde på en hemmelighed også udgør en form for byrde for os - om end en psykisk en - så er det måske derfor, at man finder tilsvarende resultater, når det gælder hemmeligheders påvirkning af vores sansemæssige vurderinger.

Og så kommer koblingen til det jeg skrev oven for, nemlig at denne forklaring stemmer overens med de senere års forskning omkring konceptuelle metaforer "som viser at metaforisk tale (som for eksempel det at "bære på en hemmelighed")  ofte har en fysisk eller kropslig forankring", skriver Ryberg.

Han runder sin artikel af med at koble disse resultater sammen med at folk gerne bruger de sociale medier til anonymt at fortælle - og altså røbe - hemmeligheder, som de bærer på. Og derigennem bruger de disse medier til at 'lette sig' for hemmelighedernes skjulte men fysisk og mentalt tyngende byrde.

Selv kan jeg ikke lade være med at koble dette sammen med den beskrevne effekt af en 'mentor' på børn og unge som har oplevet mobning eller at en forældre forsvandt eller det ufrivilligt at skifte sprog, kultur og miljø som barn.

   Mange særligt kreative voksne fortæller i deres selv)biografi eller i interviews om den lettelse - og dermed mentale optøning af deres nedfrosne kreativitet - som det var at møde en voksen person der "så" dem og "forstod" dem (for første gang), og som de kunne betro sig til om deres sorg og vrede og angst.

   (NB! Disse personer tager med den slag formuleringer afsæt i den konceptuelle metafor: AT SE = AT FORSTÅ.)

   Den case jeg sidst har skrevet om for hvem det var tilfældet, er digteren Yahya Hassan:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/10/den-danske-dubutantdigter-yahya-hassan.htm

Hjerneforskerne har også en forklaring på hvad der sker i hjernen når man holder på en eller flere alvorlige hemmeligheder - og ingen har den at dele med:

When you choose to hold onto a secret, your brain’s orbital prefrontal cortex simulates in your mind just how bad sharing the secret will be, imagining all the possible negative outcomes. “The prefrontal cortex is involved in decision-making, complex thought and deception,” says neurosurgeon Gopal Chopra, chief executive of PINGMD, which provides an app to facilitate communication between doctors and patients. If the two regions are at cross-purposes, the end result is what Chopra calls “the complications of emotional burden.”

   In other words, if your prefrontal cortex wins the battle within your brain over keeping a secret, the pressure it causes in the cingulate cortex leads your body to ramp up production of stress hormones. This is known as the “fight or flight” response, often triggered when we feel anxiety or fear. If the reaction persists, it can have potentially serious consequences. Every time you think about a deeply held secret, stress hormones such as cortisol can surge, impacting your memory, blood pressure, gastrointestinal tract and metabolism. “Those hormones also include norepinephrine,” Chopra says, “which affects parts of the brain where attention and responses are controlled.”

   The bigger the secret, or the riskier you perceive its protection, the more intense the conflict within your brain, resulting in higher anxiety and a more potent fight-or-flight effect.

http://www.forbes.com/sites/nextavenue/2013/10/24/keeping-secrets-can-be-hazardous-to-your-health/

Frivilligt eller ufrivilligt at føle sig nødt til at holde på hemmeligheder, kan altså være en trussel mod helbreddet i det lange løb.

   Åbenhed og ærlighed er sundere, er moralen.

   Og når forfattere fortæller at de er "lettede" over at være blevet færdig med en roman, så mener de det ikke kun i overført, metaforisk betydning, kunne det her tyde på.

   Og det at skrive dagbog hver eneste dag som er noget både mange politikere har gjort, og mange forfattere som fx H.C. Andersen eller Anais Nin gjorde, det får også hermed et ekstra perspektiv, synes jeg, 

I disse dage er resultatet af Statsløsekommisionens arbejde til livlig debat i medierne.
   Det var de to afslørende journalister Anton Geist og Ulrik Dahlin på Information som med deres journalistik åbnede sagen og dokumenterede de administrative ulovlighede for flere år tilbage.
   Birthe Rønn Hornbech måtte den gang gå af, og det må to højtrangerede embedsmænd fra ministeriet også gøre nu, fortæller nyhederne os.
   Journalisterne fik Cavling-prisen for deres nyhedsreportage-serie om sagen.

Ulrik Dahlin & Anton Geist

Men i lyset af disse aktuelle forskningsresultater om effekten af at skulle holde på en hemmelighed, så forstår man bedre Birthe Rønns mildest talt mærkværdige ukommunikative opførsel over for journalisterne på Christiansborg i den periode hun var integrationsminister. 

   Da hun grundlæggende er en retlinet person, har hun simpelt hen været så TYNGET af at skulle holde på hemmelighederne, at hun har været fysisk bange for at komme til at tale over sig til (ud)spørgende journalister, for at LETTE SIT HJERTE.

Jeg forstår nu også bedre hvorfor vores nye (gamle!) stramtmundede statsminister Lars Løkke Rasmussen skal udstyres med hele fem spindoktorer.

   En 'spindoktor' er nemlig jo en person M/K som en minister kan betro sine inderste hemmelige tanker og ønsker til, en person som er ansat til loyalt lægger ører til betroelserne, og som derefter har som job at omforme og omformulere dem til noget der kan accepteres i offentligheden og baglandet - som legitim politik der kaprer stemmer, eller modvirker at de forsvinder til DF.

Journalistiske plot og kreativitet - i lyset af Arnfeldt-Kjærsgaards kreative mentale blending

I amerikansk kirimilitteratur har man en række ord som dækker to konceptuelle rum - forbrydelsernes og dramaturgiens: 'this evidence is a plant', 'they set me up' ,'they framed me', 'it´s a plot against an innocent man´'. 

   Ifølge Søndagspolitikens artikel om "skattesagen" af journalist Nilas Hweinskov dækker udtrykkene smukt det der er foregået mellem journalist Jan Kjærsgaard, Ekstrabladet, og Peter Arnfeldt, fhv. skatteminister Troels Lund Poulsens spindoktor, 

... hvor journalisten frivilligt lod sig bruge i et såkaldt setup for at udstille Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal som nogle hyklere. Skatteministeriet oprettede en konto til danskere der ønskede at betale mere i skat. Det ville de to oppositionspolitikere ikke, og så kunne Ekstrabladet skrive 'Helle og Villy betaler for lidt i skat' efterfulgt af ordet: 'Vendekåber'.

Det handler om at nogen - beregnende - tilrettelægge virkeligheden eller fiktionen så nogen andre bliver snydt, narret, falder i en konceptuel fælde. 

   Der indgår som regel både et uskyldigt offer der ved udførelsen af setup´et bliver mistænkt og anklaget på et bevidst falskt grundlag, og offentligheden eller læserne/filmpublikummet der bliver vildledt for spændingens skyld.

Jeg gør mig til af at have opfundet begrebet 'journalistisk plot' eller 'faktaplot'. Det skete i bogen 'Faktion som udtryksmiddel' fra 1990. Det blev siden et central begreb i Power TV-dramaturgikurset som jeg, sammen med Pia Marquard og Nikolaj Kristensen, udviklede for Danmarks Radio for 12-13 år siden, et kursus som i anden omgang blev det inspirerende afsæt for min bog 'De levende billeders dramaturgi', der i bind 2 taler om og analytiske beskriver: "fortællerplot", "journalistisk plot" og "underholdningsplot".

    Definitionen er klar og præcis - og dækkende for det de to herrer med eventuelle endu ukendte bagmænd gjorde:

Fortællerplot vil vi tale om når tilrettelæggeren af et fakta- eller underholdningsprogram der selv iscenesætter (eller medvirker til det) et handlings- og begivenhedsforløb for at skaffe visual proof til at levendegøre og anskueliggøre historiens sandhed og virkelighed  - med  det overordnede formål at levere autentiske scener og vendepunkter der kan øge fremdriften og forstærke identifikations- og fascinationsmulighederne i programmet.

I stedet for "tilrettelæggeren" kunne der lige så godt stå "journalisten", og i stedet for "fakta- eller underholdningsprogram" skulle der så tilsvarende stå "artikel". 

   Jeg fortsætter citatet der introducerer begreberne 'visual proof' og 'sandhedens øjeblik':

En særlig form for visual proof er et såkaldt sandhedens øjeblik som vi her vil definerer som en scene i et fakta eller underholdningsprogram hvori spændingen i et fortællerplot udløses i en afgørelse eller afsløring - og hvor der skabes et markant vendepunkt eller klimaks i programmet

En afsløring der kunne bruges som klimaks - og dermed hovedrubrik i en sensationskabende artikel - var præcis det såkaldte sandhedens øjeblik som Kjærsgaards og Arnfeldts journalistiske plot satsede på: 'Helle og Villy - Vendekåber'.

    Endelig introducerer jeg brugen af 'sandhedens øjeblik' som centralt i kritisk-afslørende journalistik:

I afslørende programmer er et sandhedens øjeblik (...) en interviewscene hvor "den anklagede" konfronteres med  den dokumentation som journalisten har gravet frem, og som angiveligt beviser 'sandheden' i anklagens påstand.

Det tragi-komiske i den her sag er at 'sandhedens øjeblik' i Jan Kjærsgaards artikel er fuld af løgn og forbandet digt - baseret på et kreativt ''frameup' af Peter Arnfeldt.

Når professionelle folk i medierne - især tv - men efterhånden 'all over the place' - planlægger og tilrettelægger medieproduktioner, så indgår den dramaturgisk værktøjskasse som et helt naturlig del af den professionelle kreative tænkning. I tv-sammenhæng tog tendensen fart i midten af 90´erne med realityprogrammerne, docusoap og alarm 112-rekonstruktioner. På avissiderne bliver såkaldt fortællende - narrativ - journalistik mere og mere udbredt i samme periode. 

    Det er i høj grad nogle af de mest kreative hoveder inden for journalistik og dokumentarisme der er foregangsmænd og bannerførere. Folk som har en ubetvingelig lyst til at bryde grænser og blande genrer og fortælleformer. Det er i den dramaturgisk værktøjskasse de finder midlerne til deres græns- og normbrydende arbejde i medierne. Og dermed følger også både en vilje og en lyst til at balancerer på etikkens knivsæg. 

    Jeg har tidligere nævnt at i dansk tv-historie er der tre mænd med fornavnte Poul, der var pionerer: Poul Trier Pedersen, Poul Nesgaard og Poul Martinsen, og samtidigt har vi folk som Mads Brügger, Mikael Berthelsen. Inden for skreven journalistik har vi folk som Lasse Ellegaard, Niels Ufer, Morten Sabroe, Peter Øvig Knudsen, Tom Buk-Swienty, Lea Korsgaard, Stéphanie Surrugue, Kim Faber.

Min pointe er her at det Jan Kjærsgaard og Peter Arnfeldt har udtænkt, ikke i princippet adskiller sig fra så meget andet af det som kreative hoveder tænker og praktiserer i medierne og journalistikken i de senerere år. At tænke i plot, setup og payoff, planteringer og framing for at øge fascinations- og identifikationsmulighederne er faktisk nu professionelt set blevet main stream når man formidler virkelighed og sandhed til et publikum hvis opmærksomhed man må konkurrer mere og mere indædt om. 

    Situationen er analog med opdagelsen og udforskningen af atomfysikkens love og tekniske muligheder. Det kan udnyttes til noget godt og noget ondt - afhængig af social kontekst og politisk-økonomisk miljø. 

Fælles for politikere, journalister og spindoktorer er at der indgår en ordentlig portion strategisk tænkning og dermed kynisme i deres professionelle arbejde. Og som social kontekst for kreativ tænkning udgør denne tre-enighed et så gærende, betændt miljø at etikkens grænser opløses og forsvinder. 

   I artiklen i Politiken citeres Peter Bro, professor i journalistik og leder af journalistuddannelsen i Odense for følgende:

Der opstår en Bermuda-trekant mellem spindoktorer, journalister og politikere, hvor alle forskelle forsvinder, så alle ender med at tænke ens. Politkerne tænker journalistisk, og journalisterne tænker politiksk for at få den gode historie.

Et af de teoretiske hovedbegreber som jeg har udfoldet i denne blog om kreativitet er 'konceptuel blending' - dette at to eller flere konceptuelle rum mødes, blandes, komprimeres og integreres i nye kommunikative udtryk - hvor elementer fra hvert af input-rummene indgår via en slags mental fusion i det ny kreative output. 

   Denne mentale blendingproces har som mellemproportional et såkaldt 'generisk rum' der indeholder det eller de elementer der er fælles for de to input-rum, og som fungerer som det der aktiverer forbindelsen og "tænder" blandingen:

Det der i medieskandalesager som denne udfylder 'det generiske rum' er - professionel kynisme og strategisk tænkning. 

   Poul Nesgaard tilrettelagde i 80-erne en række nyskabende faktions-tv-serier under den ironiske titel "In honour of truth". Et af de klare formål var at udstille mediernes kyniske konstruktion og iscenesættelse af en medievirkelighed hvis relation til sandheden var tynd og tvivlsom.

   Både titlen og ironien er velplaceret - også i dag.

I øvrigt kan jeg ikke lade være med at se analogien mellem den mentale blendingproces som modellen ovenfor illustrerer, og så det der sker imellem to neuroner i hjernen der for første gang forbindes (= 'wire together') gennem dopaminstimulerede synapser og derfor er aktive sammen (= 'fire together'), sådan som dette citat fra det foregående indlæg om hjernens platicitet beskriver når der opstår nye ideer i hjernen:

Gamma activity indicates a constellation of neurons binding together for the first time in the brain to create a new neural network pathway. This is the creation of a new idea. Immediately following that gamma spike, the new idea pops into our consciousness, which we identify as the Aha! Moment.

Denne grafik illustrerer hvordan det foregår når der sker en 'binding' mellem neuroner som udtryk for at en ny ide er opstået - nurotransmittere kan være fx dopamin eller adrenalin.