Bidrag til en web-tv-dramaturgi (10) - plot i broad-cast-tv og plot i web-tv – spildramaturgi?

'Plot' i broadcast-tv består af de fortællemæssige greb i fiktion og i fakta der for en stor del leverer fremdrift til fremstillingen af en historie. Og fremdrift er den følelse der tvinger eller lokker publikum til at følge med hen gennem fortællingen til dens slutning. 

I fiktion defineres plottet som den del af fortællingen som udgøres af hovedpersonens konflikt- og modsætningsfyldte 'forhindringsløb' gennem en række skæbnesvangre vendepunkter frem mod det afsluttende forløsende og skæbneafgørende klimaks.

   Plottet fodres af en lang række 'fremdriftskompo­nen­ter': konflikt, forhindring, komplikation, forventning, overraskelse, prøve, gåde, varsel, tidsfrist, overraskelse, omslag - komponenter som man som forfatter og instruktør bevidst kan indbygge og udnytte i scene efter scene.

I fakta- og underholdnings-tv udgør (fortæller)plottene den produktionelle iscenesættelsen af de medvirkende i konfliktfyldte og uventede situationer som skal sikre et kronologisk forløb af scener med handling og dialog, scener hvori der så så indføjes forskellige fremdriftskomponenter: forhindringer, konkurrencer, dilemma­er, opgaver, uventede møder, tidsfrister, konfrontationer, etc.

Web-tv: Mindre krav til dramatisk-episk fremdrift

På grund af de særlige forhold der er mellem net og bruger (”utålmodighed”, mulighed for inter­ak­tion, lyst til at ”surfe”), så må det også præge web-tv-udviklingen.

   Hvis vi går ud fra at web-tv i sin natur typisk er kommer til udtryk gennem et kortformat og er influeret af at meget af det der kan vises i playeren, har karak­ter af citater og klip fra andre kontekster, så stilles der naturligvis andre krav og sikkert også mindre krav til fremdriftsproducerende elementer til at producere episk-dramatisk fremdrift.

   Mange af web-tv-klippene er hevet ud af deres kontekst netop fordi de i forvejen indeholder fascinerende, konfliktfyldte og måske sjove vendepunkter fra den længere tv-fortælling den kommer fra.

  Og generelt gælder at jo kortere et indlæg er jo mindre er behovet for et stærkt plot.

Man må forvente at der plottes meget mindre i et video-indslag som specifikt er produceret til nettet, fordi der – til gengæld eller i stedet for – er mulighed for brugerinitieret interaktion i web-side-konteksten omkring indslaget, en interaktion som kan udløse den samme form for belønning i hjernen som et godt traditionelt plot med en masse set up/pay off.

    Og ligesom der kun er relativt få og ret svage journalistiske plot aktiveret i almindelige main-stream tv-nyheder fordi de er korte og behovet for fremdrift derfor lille, sådan også for mange korte web-tv-indslag. Der kræves simpelt hen ikke så meget fremdrift og fastholdelse gennem fremstillingen når bruger-opmærksomheden og -optagetheden kun skal fastholdes i 1-5 minutter.

Dominerende web-tv-plot i fakta

Visse journalistiske tv-plot er dog ret ofte forekommende i web-tv-indslag: 'rundvisning i eget univers', 'fortælleren som opdagelsesrejsende', 'afprøvning og test', 'demonstration' af teknikker, opskrifter og forbrugsting, den krydsklippede 'konfrontation', 'stand up med overraskelse'. 

   Det er bemærkelsesværdigt at de fleste af disse plot implicerer et eller flere 'talking heads' med øjenkontakt med brugeren.

Retorisk fremdrift og det der ligner i og omkring web-tv-indslag

Fremdrift gennem episke-dramatisk plotning er altså blevet mindre relevant når vi har med web tv-indslag at gør. Til gengæld kan man sige at nyhedstrekantens retoriske logik får en slags renæssance. 

   Avisens skriftlige nyhedsfortællinger fordelt som længere og kortere artikler på en avisside er for hver enkelts vedkommende styret af nyhedstrekanten som er underlagt et bagvedliggende 'retorisk plotsystem'.

   Det  går ud på i hvert afsnit af artiklen at fortælle noget på en sådan måde at det rejser nye spørgsmål hos læseren, som så besvares i næste afsnit igen: 

   Hovedrubrikken skal helst have karakter af en gåde eller en nysgerrighedskabende teaser, og den efterfølgende manchetteksten skal give payoff til rubrikken, og samtidig indeholde en påstand med en så opsigtsvækkende/provokerende nyhedsværdi (=fremdrift) at læseren føler sig tvunget til eller opmuntret til at læse videre for at få svar på et eller flere række rejste hv-spørgsmål der kan uddybe give baggrund og perspektiv til manchettens påstand (=artiklens vinkel).

    Samme funktion har artiklens bærende billede, som skal give lyst til at få baggrunden eller en mere informativ kontekst til billedet.

Et sådant retorisk plot der indebærer at artiklens enkelte elementer leverer svar på forventede uudtalte spørgsmål, minder om det plot man kan forestille sig at bruge et web-tv indslag til, nemlig ved at man lader selve videoindslagets fortælling være ”uafsluttet”, således at fortællingen får karakter af en gåde, en halvkvædet vise, en cliffhanger eller en provokation, som så kan besvares interaktionelt af brugeren med et eller flere klik et relevant sted på siden. 

   Et sådant videreførende klik kan enten aktivere et andet web-tv-indslag der løser "gåden" eller besvarer "spørgsmålet". Eller det videreførende klik kan fører ind til uddybende tekster, illustrerende stillbilleder og baggrundsoplysninger der besvarer de spørgsmål der er aktiveret i brugerens bevidsthed. 

    Det er præcis den funktion et ”løsrevet” fascinerende klip eller videocitat også kan have.

    

Det betyder altså at man kan begynde at tænke i spil-baner og spil-dramaturgi i og omkring et web-tv-indslag i playeren, hvor det enkelte korte indslag skal ses som et 'udspil' eller et 'opspil' der motiverer den spænding/frustration der skal udløse en interaktiv handling hos brugeren.

   Dette er vist nok rigtig vigtigt for at komme videre.

(fortsættelse følger)

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (6) - retorik vs. dramaturgi i netkonteksten

For mere end 2000 år siden udviklede det græske universalgeni Aristoteles grundprincipperne for det vi i dag kalder dramaturgi - læren om hvordan man skaber spænding og fremdrift i fortællinger fremstillet på en scene.

   Af gode grunde var denne dramaturgi udformet med afsæt i og rette mod de græske teaters formidling af historier for et publikum. 

    Wikipedia (dansk):

I den vestlige tradition er det første værk om dramaturgi Aristoteles Poetik, fra omkring år 350 f.kr. I dette værk analyserer Aristoteles episk digtning, tragedie og komik. Den del af værket der handler om komik er senere tabt.

At afsnittet om komediens dramaturgi er gået tabt, er bare ærgerligt.

De dramaturgiske konstruktions-principper var og er altså knyttet til læren om hvordan man ”forfører' et publikum hen mod en dramatisk forløsning – katarsis – gennem et forløb af scener og akter lagt kronologisk og med optrædende skuespillere der taler og interagerer som rollehavende i historien. 

   Publikum er placeret som tilskuere – nogen der ser på mens handlingen foregik for deres øjne. Men altså placeret i en iagttagerposition uden for fortællingen - som 'en flue på væggen', ville man sige med en moderne formulering. 

   I den moderne film- og tv-dramaturgi taler man om at få information, fascination og identifikation til at spille sammen i et scenisk forløb af handlinger i tid og rum – et forløb hvor plottet er det forhindringsløb hovedpersonen skal gennemføre for (måske) at nå sit mål i klimaks - for at bevise præmissen.

                      

Retorikken er en anden ”lære” – nemlig læren om 'overtalelse' af et publikum, som Aristote­les også var fader til. 

   Denne lære har fokus på overtalelsesmidler i forhold til et deltagende publikum som på forhånd antages at have en indbygget modstand - skepsis - i forhold budskabet, og som skulle overbevises gennem formidling af viden og verbal argumentation.

   Retorikken i denne version opererer med tre veje og midler til overtalelse: 

• gennem logos: appel til logik og argumenter, 
• gennem patos: appel gennem følelses­udtryk og følelsespåvirkning, 
• gennem etos: appel gennem henvisning til talerens troværdighed og autoritet.

Som led i overtalelsesforløbet bruges en fremstillingsform der udnytter en fingeret samtale med modtageren, en simuleret dialog hvori indgår 'retoriske spørgsmål' (tænkte spørgsmål fra modtageren), og retoriske indvendinger (tænkte modargumenter fra modtageren). 

   Specielt i forhold til logosappel udarbejdes en særlig argumentationslogik – dvs. spillereglerne for hvordan man kommer fra forskellige præmisser og forudsætninger til konklusioner. 

   Typisk for den traditionelle politiske tale er en udtalt eksplicit appel til reaktioner fra tilhørerne – i modsætning til tilskuerne ved en film- eller teaterforestilling

                      

Mens dramaturgien opererer med et subjekt i historien hvis udvikling tilskueren står uden for og kun indirekte kan deltage i gennem indlevelse med subjektet, så opererer retorikken med at tilhøreren selv er eller gøres til subjekt i fremstillingen. 

  I den retoriske fremstilling er tilhøreren (eller læseren) den der direkte gennem appelformerne, gennem logisk stringens, gennem retoriske spørgsmål og indvending skal hjælpes eller tvinges til ar få en overbevisning som ved­kommende ikke havde fra start.

   Som led i et overtalelsesforløb kan taleren gøre brug af illustrerende anekdoter og historier som indlejrede delelementer der er med til at underbygge i en argumentation.

To fremstillingsmåder

Man kan sige at retorikken og dramaturgien går ind og definerer de bagvedliggende principper for to forskellige overordnede fortælle- eller fremstillingsmåder: den retorisk-didaktiske og den episk-dramatiske. Og at de hver for sig aktiverer en særlig fremdrift – der er med til at motivere tilskueren eller tilhøreren til at følge med fra start til slut.

Når det gælder faktaprogrammer og journalistiske indslag trækker tv-dramaturgien altså ikke bare på film- og teaterdramaturgiens principper, men – i kraft af sin kombination af scenisk fremstilling (reportageoptagelser), interviewsekvenser og speak/voice over – trækker den også en del på retorikkens grundlæggende tankegang og greb. 

    Og fremdriften skyldes typis en kombination af retorisk-didaktisk og episk-dramatisk femdrift. 

   Et nyhedsindslag kan være bygget op omkring en modstilling af argumenter og modargumenter i interviews fra to kilder, hvor intentionen i sidste instans er at seeren skal tage stilling. 

   Værten kan starte med et retoriske spørgsmål til seerne - og meddele at det svarer det følgende indslag på, etc. 

    Og især i kritisk journalistiske indslag i magasiner og afslørende dokumen­tarer, går den overordnede logik i fortællingen ud på at bevise en kontroversiel påstand/vinkel over for seerne, en påstand som det forudsættes at seeren på forhånd er skeptisk eller tvivlende over for, og hvis overbevisningskraft står og falder med journalistens etos.

Fælles for principperne i dramaturgi og retorik er imidlertid deres lineære karakter: Når dramaet er til ende er præmissen eller moralen bevist, når talen er til ende er tilhørerne i princippet overbevist om at den overordnede påstand som taleren søger tilslutning til, er sand. 

   I begge tilfælde drejer det sig om styring af en modtager mod et mål - hhv. gennem forførelse og gennem overtalelse.

Web-tv og vægtningen af de to fortællemåder

Ser vi på nettet og web-tv i en journalistisk sammenhæng, så synes jeg det er tydeligt at vægten mellem retorik og dramaturgi skifter: retorikken bliver overordnet dramaturgien. Og der er ikke tale om linearitet i fremstillingen.

   Det hænger sammen med at konteksten på netsiden uden om playeren grundlæggende er verbal og fornuftstyret og implicerer en aktiv bruger – ligesom den klassiske tale implicerer en tænkt aktiv tilhører der vil lade sig overbevise med ny viden, logik og argumenter, og som kan finde på at reagerer med æg og tomater adresseret taleren hvis utilfredsheden bliver for stor 

   Den implicerede aktive bruger til web-tv-indslag er tilsvarende en der fx kan have kommentarer til det læste eller sete, en der kan have indvendinger mod vinklen i et indslag, en der er uvidende og søger viden ved at åbne indslaget, en der sidder med spørgsmål som så kan finde svar via et link eller er surftur.

                      

Mens tv – og især nyhedstv – ses passivt og af vane, så er brugerne af web-tv – og af web-information i det hele taget – aktiveret gennem hele tiden at skulle foretage valg. 

   Man kan sige at en webside er et stort 'retorisk landskab' der bygger på forestillingen om at forskellige brugere har forskellige ønsker, forskellige spørgsmål og forskellige ressourcer til at gå ind i samspil med netsiden. Forskelligheder som alle skal kunne tilgodeses af sidens ”tilbud”.

Websiden omkring playeren er typisk bygget op i forskellig kasser der hver tilgodeser forskellig behov og ønsker hos seeren med udgangspunkt i web-videoindslaget: en social dimension, en vidensdimension, en associationsdimension, etc. 

   Nogle af disse dimensioner har karakter af noget der kan indfries gennem valg af/klik til yderligere tekstindslag eller web-tv-indslag der ligner eller associerer til det allerede sete eller der er tematisk forbundet til det allerede sete gennem uddybning og supplering. 

    Andre dimensioner i en anden kasse indfries af handlinger med eller i forhold til det foreliggende indslag: vurder det, send det videre, arkiver det, kommenter det, suppler det.

(fortsættelse følger)

Bølgemodellens muligheder i web-tv-kontekst - lidt dramaturgisk grundforskning

Traditionelt skelener man i dramaturgisk sammenhæng mellem to måder at forme og opbygge historier på. En form styret af og underlagt en spændingskurve: berettemodellen. Og en anden form uden spændingsopbygning: bølgemodellen.

   I det følgende vil jeg dels beskrive bølgemodellens funktion som formgiver at historier i broadcast-tv, og dels så se på hvordan modellen arter sig når vi skifter medie til web-tv. Det bliver lidt langt og kedeligt. Men hvad...?

Bølgemodellens dramaturgiske funktion er at forme fortælling til historier hvori der ikke er nogen særlig spænding knyttet til det samlede indholdsmæssige forløb. Der er en begyndelse – et anslag og en præsentation – og en slutning, et klimaks (måske svagt) og en udtoning.

    Og der er en bærende ide/vinkel som historien skal bevise.

    Mellem disse to - begyndelse og slutning - udfolder historien sig så som et forløb af - scener, billeder, kapitler, småfortællinger, episoder - "bølger" der indholdsmæssigt hænger sammen i kraft af et tematisk fællesskab – og gennem det at de hver bidrager til at underbygge den bærende ide – med noget nyt eller anderledes i forhold til de andre.

Når det kaldes bølgemodellen er det fordi disse mindre dele - "bølgerne" - hver for sig har indbygget en lille dramatisk spændingskurve med en optakt, et vendepunkt og et klimaks.

    Andre metaforisk navne for modellen har været ”perler på en snor” eller ”mosaik”.

    Navnet "bølgemodellen" mener jeg at jeg er opfinder af. Først brugt i bogen "Faktion som udtryksmiddel".

Bølgemodellen er ”løsagtig” i den forstand at det ofte ikke er afgørende i hvilken rækkefølge bølgehistorierne lægges og hvor mange der er af dem mellem start og slutning. Rækkefølgen er bestemt af et variations- eller kontrastprincip. Den næste bølgehistorie skal overraske ved at bringe en ny og anden synsvinkel eller et andet aspekt ind, eller ved at overtrumfe den foregående, eller ved at ligne den foregående men alligevel være anderledes.

    Fremdriften er knyttet til at hver enkelt bølge er tilstrækkeligt spændende, og at der for hver ny bølge trods alt kommer noget nyt og overraskende i forhold til det allerede fortalte.

    Typisk er hver bølge adskilt af et mellemspil der både kan have karakter af et visuelt og lydligt hvilepunkt inden næste historie, eller af forbindende mellemspeak/tekst der leder over fra den ene bølge til den næste. Her kan man tænke form og forløb i en helt traditionel tv-nyheds­udsendelse eller et magasin.

Bølgemodellen er altså grundlæggende episodisk. 

   Men den findes i en overgangsform til berettermodellen, nemlig hvis der er en gennemgående karakter i alle historier, og bølgernes episoder er ordnet fremadskridende kronologisk.

   I så fald vil man næsten altid have en fornemmelse af fremdrift i forløbet knyttet til spænding om udfaldet af historien, også selv om hvert enkelt kapitel for så vidt er selvstændigt og afrundet. Og spændingen ikke egentlig stiger fra kapitel til kapitel

    Så kan vi tale om en føljetonversion af bølgemodellen. En masse tv-rejseprogrammer med synlig vært har den karakter.

Bølgemodellen bruges til historier der ikke indeholder nogen fælles, samlet og klar konflikt, eller til bøddel-offer-historier hvor der er en konflikt men uden udviklingsmuligheder for et subjekt.

Bølgemodellen bruges når man ikke har en gennemgående karakter til at bære historien, men en række ”sideordnede” og ”ligestillede” episoder eller segmenter.

    Bølgemodellen bruges til portrætter og til miljøskildringer hvor hver bølge fortæller en ny historie om hoved­per­sonen/miljøet, og hvor hver bølger lægger en ny brik til det samlede billede af personligheden/miljøet.

Med hensyn til journalistisk plot er ”opdagelsesrejsen” og ”rundvisning” dem der passer mest naturligt og fungerer bedst i en bølgemodel. 

   Et godt billede på en bølgemodelsfortælling er guiden der viser rundt på et museum, rum efter rum, og montre efter montre.

Det var overvejelser om bølgemodellens funktion og kendetegn som fortælleform i broadcast-tv. Men hvad med bølgemodellen i web-tv.

Bølgemodelshistorier er – i kraft af den løsere struktur og i kraft af at historien ikke hænger sam­men gennem udvikling af en konflikt – meget velegende til hypervideo på nettet. 

     Dels kan man i den samlede player-version indbygge muligheder for at springe flere bølger over, så man altså hvis man har travlt, kan kommer fra præsentation til klimaks uden at skulle have fortalt alle eller de fleste ”mellemregninger”. 

    Og dels kan man lægge de enkelte bølger ud som selv­stændige korte indslag som giver mening blot med et skrevet oplæg i konteksten, så man altså slet ikke behøver at få fortalt helheden hvis det kun er den enkelte eller nogle få minihistorie man er interesseret i.

En dansk officiel turistfilm på nettet havde den form, hvor man både kunne vælge den 20 minutters film med rundvisning til alle Danmarks turistherligheder, men man også kunne vælge at tage de emner eller lokaliteter som man havde særlig interesse for. 

   Et andet eksempel var en side med en hel modeopvisning med en enkelt model der viste alle de ny dessiner på skift, lagt ind på en virtuel catwalkscene. Man kunne så se alle fremvisningerne i en samlet forudbestemt rækkefølge, men man kunne også vælge at se nogle få udvalgte fremvisninger i tilfældig rækkefølge.

En nyhedsbegivenhed der udvikler sig over dagen kan følges i en slags bølgemodel, hvor det nye der sker, simpelt hen lægges i kronologi efter det allerede rapporterede med markering af tidspunkter når der skiftes til næste nyhedsepisode eller opdatering. 

   Det første indslag i playeren fra om morgenen er altså kort, mens det sidste indslag der lægges i playeren om aftenen har samlet forløbet op – reportagesegment efter reportagesegment – fra hele dagen. 

   De enkelte segmenter kan samtidig ses hver for sig, idet de tilbydes i oversigten ude til højre for playeren.

En bølgemodelshistorie i playeren kan også ”afbrydes” i mellemspillene med henvisning til at man på dette sted kan hoppe af og få baggrundsinformation, eller hele interviewet, eller andre web-videoindslag om netop dette aspekt. Eller for den sags skyld, løse en opgave, før man sætter playeren i gang igen med den fortsatte fortælling.

Når rygere spejler sig i film - og hvad deraf følger: spejlneuroner og ammehormoner

"Fristende filmrøg" er rubrikken på en af de korte nyhedartikler om aktuel forskning i Weekendavisens tillæg "Ideer" (26-01-11). Den handler om forskellen på rygeres og ikke-rygers hjerneaktivitet når de ser personer på film ryge. Og det gør de stort set i alle film frem til for omkring 7-10 år siden.  Den forskel har forskerne nemlig undersøgt ved hjerneskanninger, fortæller nyhedsartiklen - med henvisning til The Journal of Neuroscience:

Hos rygerne kunne forskerne se en tydelig aktivitet i de områder af hjernen, som normalt er forbundet med med opfattelse og koordination af motoriske handlinger, med særlig aktivitet af den del af hjernen som er forbundet med bevægelse af højre hånd. (/) Det ser altså ud til , at rygernes hjerner i høj grad opført sig på samme måde, som når rygeren tager en cigaret og fører den op til munden. Netop denne bevægelse bliver hurtig til en fast rutine for en ryger. Bevægelsen forbindes med det nikotin-kick, cigarretter giver, og bliver hurtigt så indgroet, at rygere kan komme til at gøre bevægelsen ubevidst.

Artiklen nævner ikke spejlneuroner og deres måde at virke på, men det kunne jo se ud som præcis den mekanisme som opdagelsen af spejlneuronernes funktion i hjernen afslørede: at de centrer i hjernen som aktiveres når vi selv udfører en bestemt handling, også aktiveres når vi ser andre gør en lignende handling. Og spejlneuronerne må jo være en del af den biologiske forklaring på det helt centrale begreb i både dramaturgi, journalistik og kærlighed: identifikation: indlevelse gennem genkendelse.
   Men spejlneuronerne kan kun være en del af forklaringen på hvordan og hvorfor identifikationen virker og fungerer så stærkt som den gør. Den siger ikke noget om de positive følelser der er en vigtig del af identifikationsmekanismen. Og her ser jeg det interessante i ovenstående forskningsresultat. For spejlingen er jo her koblet sammen med noget hjernekemi: det "kick" - dvs. den følelse af velvære - som nikotinen fra cigaretten så kobler bevægelsen sammen med.

For at forklare identifkationsmekanismen helt generelt, må vi have et eller flere kemiske stoffer som aktiveres i hjernen og skaber positive følelser ved den genkendelse som spejlneuronerne muliggør. Og her kunne "ammehormonet" oxytocin komme ind som en mulig kandidat.
   Hormonet kaldes også på engelske  "bonding hormone" - eller i den folkelige version:  "love hormone" - et hormon der aktiveres i forbindelse med fødsler, amning og sex - men som også viser sig at være aktivt i positive sociale relationer som venskaber. Og en en af  de konstaterede virkninger er at øge tillid og gavmildhed i forhold til andre mennesker.

Der er så også lavet forsøg med at vise "oplysnngsfilm" for et publikum der skulle få dem til at at være positive over for et budskab om at bidrage økonomisk til en god sag. Man delte publikum i to grupper - en gruppe som fik et skud oxytocin ind i hjernen via næsespray - og en anden gruppe som fik et snydestof i næsesprayen. Og - aha! - de to grupper reagerede meget forskelligt:

De, der havde fået oxytocin gav udtryk for lang større forståelse for de præsenterede sager, og de gav 56 procent flere penge end kontrolgruppen. (/) Professor PhD Paul Zak, der har stået i spidsen for forsøgene, siger, at resultaterne af undersøgelsen viser, ”hvorfor der altid er babyer og hundehvalpe i toiletpapirreklamer”. (/) - Meget tyder på, at hvis annoncører bruger billeder, der får vores hjerner til at frigive oxytocin, så er der større chance for at skabe tillid til et mærke eller et produkt hos forbrugerne - og dermed øge omsætningen.

Hvis vi dermed er på vej til at forstå identifikationen som en kobling af spejlneutronernes genkendelsesmkanisme med den positive følelse af "tilhør" som oxytocin skaber, så ligger det lige for at på samme måde at forklare oplevelsen af spænding og fremdrift (suspense) i action- og gyser-film med en udløsning af hormonet adrenalin som emotionelt aktiverer til kamp eller flugt når det kobles sammen med spejlneuronernes genkendelse af de truede personer i filmen.
   Eksemplet på virkningen af oxytocin når man ser film, er omtalt på: http://www.markedsforing.dk/artikler/vis/artikel/amme-hormon-saelger-varer/

Det indlysende spørgsmål er naturligvis om det her hormon er forbeholdt kvinder, for så kan det jo ikke bruges. Også mænd kan identificerer sig og have venskaber, etc. Det viser sig  at hormonet også produceres i mænds hjerne, men at de oven i købet har et andet "bonding hormone": vasopressin, der har en lignende effekt: at forstærke den positive følelse af samhørighed.
   Et forsøg med vasopressin-næsespray, viste at mænd efter at have fået en injektion af hormonet, blev bedre til at genekende og aflæse følelser (glæde og vrede) i billeder af andre menneskers ansigter. Se:http://www.newscientist.com/article/mg20627604.600-bonding-hormone-helps-men-recognise-emotions.html

Eksaminator-censor-blending ved eksamensbordet

Igen var jeg sammen med gode mennesker som spurgte om hvad jeg havde gang i - underforstået - om jeg var i gang med en ny bog. Jeg sagde: både nej og ja. Jeg skriver løbende, men ikke på en bog. Hvis man putter et "l" ind i "bog", så får man "blog". Sådan en er jeg i gang med.
   I de kredse jeg færdes er det ikke almindeligt at skrive en blog. Når så man fortæller det, er det næste spørgsmål: Er der mange kommentarer? Det er der ikke, fortæller jeg. For min blog indholder næsten ikke meninger og lægger ikke op til debat eller dialog. Den handler om kreativitet, og er en måde at lave halv- eller kvart-videnskabelig research på inden for et område der optager mig. Og - er jeg så blevet klar over undervejs - altid har optaget mig. Blog-indlæg er forpligtende fordi de er offentlige som en bog, men det giver en stor frihed at man kan skrive stykvis og delt og associativt og cirkulært og springende og ulogisk - hvad man jo ikke kan i forhold til en bog der skal være færdig og endelig og begrænset og logisk og klar og sammenhængende.

F.eks. nu igår hvor jeg var censor på tv-tilrettelæggeruddannelsen. Eksaminator var Søren Steen Jespersen, en af stifterne af det dokumentarorienterede tv-produktionsselskab Bastard Film, som i årenes løb har leveret flotte, relevante og væsentlige dokumentarfilm til især TV2.
   Jeg kendte ham ikke personligt, men navnet er dukket op i forbindelse med en lang række dokumentarer som jeg har set og har liggende som vhs-kopier, og som jeg har brugt og refereret til i De levende billeders dramaturgi - og som illustrerende eksempler på kurset Power TV.
   Det viste sig at SSJ havde været på Nordisk Film i 90´ern mens Poul Martinsen også sad og arbejdede derude. Og at han var en stor beundrer af ham. Så jeg prøvede lige at fortælle så meget om mit arbejde med at skrive bogen om Poul, at han måske kunne blive så hooked at han kunne finde på at læse bogen.

Vi sad der en hel dag og eksaminerede en halv snes vordende tv-tilrettelæggere - ud fra den opgave de havde afleveret: et journalistisk tv-indslag, et rammekoncept og en analyserende rapport. Og det  indebar faktisk en kreativ proces at vi to erfarne herrer sad og skulle begrunde nogle vurderinger for hinanden, blive enige og over for den enkelte studerende forklare og retfærdiggøre en karakter.
   Han er journalist og har stor produktionserfaring som tv-journalist og dokumentarist, jeg er akademiker og har stor analyse- og undervisningserfaring på samme felt.
   Så vores votering fik karakter af af blending af to delvist forskellige mentale rum, og jeg synes jeg blev klogere og fik nogle aha-oplevelser.

Hvad blev vi så enige om der var af gennemgående svagheder i indslagene?
   To ting: De studerende manglede at synliggøre den konflikt eller den modstand der skulle give historien fremdrift. Og de manglede at levere de kontekstinformationer og den forhistorie som kunne motivere de medvirkendes handlinger og udvikling. SSJ havde mest hæftet sig ved fraværet af konflikt, og jeg havde mest hæftet mig ved fraværet af kontekst og forhistorie.
   Pointen var så klar: at konflikterne i de fleste historier lå i den kontekst eller den forhistorie som ikke var ekspliciteret i indslaget. Og at den fortællemodel som de alle trak på: Kristian Frederiksens PKP-model - ikke inviterede til konflikthistorier og ikke inviterede til at levere kontekstinformation og forhistorier, men snarere stillede sig i vejen.
   PPK-modellen er en særlig berettermodel som den kreative tv-journalist Kristian Frederiksen i sin bog Alene med et kamera har givet navn: Præmis, Konsekvens, Perspektiv. Udviklet til brug for one-man-band-produktion og sync-in-action interviews. Den er velegnet til at give forløbsstruktur til personfokuserede reportager med handlingsforløb i tid. Men den giver ikke naturligt plads til "flash back" eller til det som englænderne kalder "BBI"-afsnit: et afsnit der leverer Boring But Important information.
   Det er lige præcis den slags nødvendig information berettermodellen inviterer til, nemlig i uddybningsdelen. Og det er også det der er plads til i bølgemodellen - i "mellemspillene" mellem "bølgerne".
   Man kan sige at opgaverne og eksaminanderne fungerede på samme måde som strategien "den 3. dims" i et interview. Det inviterede til konkret og kreativ-tænkning hos censor og eksaminator i forening. Og tilsyneladende forstod eksaminanderne det når vi bagefter kaldte dem ind og forklarede det.
 

Berettermodellen som et spejl af den kreative proces - og vice versa

Jeg tror jo ikke det er tilfældigt at der er isomorfi eller analogi mellem den kreative proces i psykologien og berettermodellens funktion i dramaturgien. Og at de begge slutter med noget der kan gives betegnelsen en aha-oplevelse. 
   De tre første dele i modellen af den kreative proces: "problemrejsning", "inkubation", "oplysning", svarer jo også meget godt til det klassiske dramas tre akter, kanoniseret siden Aristoteles skrev sin Poetik.

Der er store slående ligheder mellem på den ene side den grafiske fremstilling af flow-processen i et todimensionelt grafisk skema som jeg tidligere har vist (og som vises her igen), og på den anden side berettermodellens grafiske udformning som kendes i et utal af varianter (f.eks. som den neden for).

   Begge modeller operer med et stigende forløb,og begge modeller har forløbet spændt ud mellem to dimensioner i form af en vandret og en lodret akse.

   Det er også fælles i udlægningen af de to modeller at hvis den stigende kurve ikke stiger - "flader ud" eller "lægges ned" - så keder man sig.

   Det fremgår af litteraturen om flow-oplevelsen at den er kendetegnet ved at subjektet glemmer sig selv og tid og sted for at gå op i den produktive proces - spændt ud mellem "stress" og "kontrol". Præcis det samme siger man (f.eks. jeg selv i De levende billeders dramaturgi) er dramaturgiens opgave: at fænge, fange og fastholde publikum, så de glemmer sig selv og de fysiske omgivelser - for at gå op i dramaet - som udfolder sig i kampen mellem "modstander" og "hjælper".

   Endelig kan man notere sig ligheden i begreberne for det der leverer "brændstof" og fører hen til Aha-oplevelsen i hhv. illuminationen og klimaks: i flow-modellen er det engagement og motivation, i dramaturgien er det fremdrift.

                           

Man kan jo så spørge hvad der kom først: Aha-oplevelsen som led i den kreative proces, eller Aha-oplevelsen som forløsningen i et dramaturgisk formet fortællerforløb (katharsis).

Forskerne har konstateret ved hjerneskanning at mus også har Aha-oplevelser når de lærer noget nyt, og det er jo et argument for at det er dramaturgien som "mimer" og er modelleret over den kreative proces. Derfor er det for mig indlysende at berettermodellen simpelthen er en afbildning af en dramaturgisk styret kreativ proces hos publikum.
   Når vi ser en film der er så god at vi glemmer os selv, tid og sted, så er det altså min teori at det er fordi filmen gennem sin dramaturgisk vellykkede konstruktion, får hjernen til at simulere det forløb som den i forvejen kender og er disponeret for i flow-processen.
  Eller man kan sige at oplevelsen af filmen udløser en stedfortrædende flow-proces i hjernen, en proces som blandt andet muliggøres gennem hjernens netværk af spejl-neuroner 

Der er en enkelt ting jeg kom til at tænke på i forlængelse af spørgsmålet om journalistik og aha-oplevlsen i mit blogindlæg om aha-oplevelsen et par dage tilbage. 
   Jeg mener ikke at setup/payoff er så udbredt i skreven fortællende journalistik, som det er det i film- og tv-fortællinger. Det som i høj grad erstatter setup i skrevne  3. person fortællinger, er "varsler" af typen: "Det skulle vise sig at være skæbnesvangert for xxx.", eller "Det skulle yy siden komme til at fortryde."    

   På engelsk har de begrebet  "foreshadowing" til at karakterisere dette, et begreb som dækker bredere end  setup; wikipedia skriver om det begreb: 

Foreshadowing is a literary technique used by many different authors to provide clues for the reader to be able to predict what might occur later on in the story. It is a literary device in which an author drops hints about the plot and what may come in the near future. It suggests certain plot  developments will come later in the story. It gives hints about whats going to happen next in your story.

Jeg tænker på at der jo eksisterer en skreven litterær form hvor set up og pay off er en helt afgørende del af konstruktionen, nemlig den klassiske kriminalroman. 
   Her lægger forfatteren "spor" ud undervejs, men de skal være lagt så umærkeligt at læseren læser hen over dem, mens vores geniale detektiv: Hercule Poirot/Sherlock Holmes naturligvis lægger mærke til dem, men ikke siger noget til sin "sidekick" og dermed heller ikke til læseren om det. 
   Og i klimaks kan detektiven så refererer tilbage til disse "clues" for at beskrive de skridt hans mentale udvikling fra mistanke til vished har gennemløbet. Og publikummet i romanen, skal så, ligesom læseren, få en aha-oplevelse ved at sporene nu trækkes frem og kobles sammen i en afsløring af hvem morderen er.

Kreativ høg over kreativ høg - hvordan man "indrammer" et portræt af Michael Jeppesen

Rubrikken til en artikel på SøndagsPolitikens første sektion side 2:

Fra Vagttårn til tastaturpaparazzi.

Min umiddelbare reaktion er total mystifikation. Der er tale om en gåde, simpelt hen; der selvfølgelig frustrerer og pirrer som gode gåder skal; og dermed skaber fremdrift der får mig til at læse videre.

Manchetten giver så (noget af) svaret på gåden i overskriften:

Han har en fjern fortid i Jehovas Vidner. I dag er Michael Jeppesen frygtet for sin satiriske blog, der lige har skabt voldsom ravage i partiet Venstres kommunikationsvirksomhed.

Psykologisk set skal læseren nu føle lettelse ved at den komplicerede gåde bliver løst. Hvis man kender til Jehovas vidner, så ved man at det blad "vidnerne" går rundt og stemmer dørklokker for at sælge, hedder "Vagttårnet"; i rubrikken er udtrykket altså et metonym (=del står for helhed) for sådan en person. Og manchettens tekst opløser så metonymet, idet vi kan slutte at det må Michael Jeppesen have gjort en gang, hvilket måske i sig selv er en overraskelse og en nyhed.

Udtrykket "tastaturpaparazzi" er en kreativ metafor, der bygger på en bledning-operation mellem to input-rum (=de mentale rum blandingen trækker egenskaber fra):

• ét rum hvor der i forvejen findes et metonym for en skrivende journalst: "tastatur" (=en der lever af at skrive på en skrivemaskine/computer ved at hamre i tastaturet(=en journalist));
• et andet rum hvori der befinder sig et element fra fotojournalistikkens domæne, nemlig de fotografer der lusket ligger på lur for at tage billeder der overskrider privatlivets fred, til salg for de høejstbydende kendisbilledmagasiner: "en paparazzi-fotograf";
• blending-operationen der giver mening til udtrykket "tastaturpaparazzi", resulterer så i et tredje rum hvori journalisten Michael Jeppesen dels tilskrives nogle af de negative moralske værdier som paparazzi-fotografer er berygtet for, men også tilskrives nogle af de positive værdier - frækhed og vovemod - som man også forbinder disse fotografer med;
• I samme betydning som i angelsaksiske kriminalromaner hvor politiet "framer" en uskyldig så han i retten fremstår som skyldig på grund af konstruerede og "plantede" indicier , således er Michael Jeppesne via rubrikkens metafor "tastaturpaparazi" blevet framet (=tankemæssigt indrammet) som moralsk anløben journalist. Keine hexerei, nur kreativ journalistisk behändigkeit.
• Metonymet for at være medlem af Jehovas Vidner og metaforen for en journalist med særlige moralsk tvetydige egenskaber, forbindes så i det nyskabte konceptuelle rum via en ny framing-operation i udtrykket: "fra-til".
• Denne sproglige formular angiver en tænkt fortælling - et narrativ - i en hyperkoncentreret udgave, en fortælling der indeholder en overraskende udviklingshistorie der - i denne suppeterningversion - også får karakter af en ny gåde, der giver fremdrift ved igen at kræve en nærmere forklaring.

Her er altså i anslaget til artiklen tale om en slags "høg over høg"-operation. Den skrivende redaktør Jacob Fuglsang og hans unavngivne redaktionssekretær udsætter journalist Michael Jeppesen for samme type journalstiske behandling som han selv blev berømt og berygtet for allerede den gang for nogle år tilbage da han skrev ironisk og satirisk på bagsiden af Ekstrabladet.

Min forestillede læser kan nok synes at det her er helt unødvendigt kompliceret. Hvad skal det nytte? - Men det interessante for mig er at den ret nye teori om conceptual blending - sammen med en lidt ældre teori om metaforers og metonymers centrale betydning i al tænkning og sprogbrug - giver mulighed for at få indsigt i de kreative mentale processer som ellers er ubevidste, og som f.eks. al god og interessant journalistik og nyskabende forskning er afhængige af.

En analogi presser sig på: Det er ligesom man - til dels - kan få indsigt i og forstå hvorfor en person (eller for den sags skyld et dyr eller en plante) ser ud, opfører sig og reagerer, gennem en teori om at individdets gener er et produkt af en blanding af forældrenes gener.