Akvarelmaleriets mysterier (55) - et vendepunkt - med Harald Henriksen-nyanskaffelser i fokus

I mange år har mit erklærede mundheld - mit bon mot - været et John Lennon-citat:

Life is what happens to you, while you´re busy making other plans

Og dette blogindlæg, nr. 55 i serien "Akvarelmaleriets mysterier", dokumenterer sandheden i det. Og så er det i øvrigt ret specielt på flere måder.

 

Hvis man betragter blogindlæg under en dramaturgisk eller narrativ synsvinkel, så er der tale om at de er underlagt en 'bølgemodel', et formkrav hvori hver enkelt indlæg udgør en relativt selvstændig 'bølge'.

 

Men nogle indlæg hænger også sammen i større "buer" - som enkeltudsendelserne i en episode- eller føljeton-serie i tv.

   Det gælder fx min serie med fællestitlen "Barsk barndom" - holdt sammen af et fælles tema - og større eller mindre sproglige ligheder i overskrifterne.

   I nogle af disse mine føljeton-serier følger indlæggene lige efter hinanden, som fx den sidste jeg skrev under fællestitlen "Om glæden ved æstetisk skønhed", inspireret af mødet med en interessant maleriudstilling på Rønnebæksholm.

   Og disse føljeton-serier omfatter typisk et antal indlæg der starter med (1) og næsten altid slutter med et tal under 10, som et udtryk for at nu har jeg udtømt det tema på det tidspunkt.

   Det gjaldt også serierne om min og fruens Kinarejse og om vores Burmarejse. Og det gælder serien "Thinking Fast and Slow", en række indlæg der som fælles tema havde et antal  relevante pointer for journalister - hentet fra en bog af nobelpristageren Daniel Kahneman.

 

En enkelt blogindlægserie adskiller sig markant fra de øvrig ved at der er et meget stort antal indlæg i serien; endvidere ved at der kan gå ret lang tid - med mange andre tematisk ikke beslægtede indlæg - mellem at de optræder; og ikke mindst adskiller serien sig ved at den ingen ende har.

   Det drejer sig om serien med fællestitlen "Akvarelmaleriets mysterier" som indtil nu og inklusive dette fylder 55 indlæg.

   Det fascinerende ved det tal er at det er det samme hvad enten man læser det forfra eller bagfra.

 

Serien "Akvarelmaleriets mysterier" indledte jeg med et indlæg den 5. oktober 2011, ca halvandet år efter at jeg var begyndt at skrive på bloggen.

   Og afsættet var det første akvarelkursus som fruen og jeg havde været på - en uge ved Gardasøen i september med den færøske kunstner Bardur Jakupsson som tilrettelægger og underviser.

   Her et link til dette indlæg - og er man interesseret, kan man så bare fortsætte derudaf indtil dette indlæg godt 5 år efter:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akvarelmaleriets-mysterier-historien-om.html

Men det her indlæg (nr. (55)  er også bemærkelsesværdigt på en anden måde: Dets layout  og design - og den blogskabelon som jeg gør brug af, er helt ny og uprøvet.

   Og for læsere der har fulgt med i mine blogskriverier gennem længere tid, måske helt tilbage fra bloggens start, så vil dette nye udtryk nok være lidt af en revolution og måske opleves som noget af en provokation.

   En positiv eller negativ overraskelse, kan hænde.

   Måske et afskyvækkende chok, eller noget som  markant øger glæden ved at læse og følge med.

Jeg ved såmænd heller ikke om jeg selv er tilfreds med fornyelsen. Teksten står ikke med sorte bogstaver, men med hvide eller helt lyse på en blålilla baggrund.

   Da jeg tit viser billeder i blogindlæg, kan man også diskutere om den ret kraftige blålilla farve er den mest velegnede baggrund for dem.

 

Men ved et uheld og som en konsekvens af min uvidenhed om blokkens indre design-maskinrum, blev jeg tvunget til at forlade den gamle skabelon og det konservative og udtryksmæssigt afdæmpede layout som jeg ellers har brugt siden bloggens start i slutningen af marts 2010.

   Og nu er jeg så blevet bevidst om at jeg faktisk til hver en tid kan ændre skabelon og layout - som så automatisk bliver fælles for alle mine blogindlæg tilbage i tiden.

Men dette skulle så være et nyt indlæg i serien om "Akvarelmaleriets mysterier".

   Der er to grunde til at skrive det nu:

   Den ene er at jeg ikke rigtig har fået samlet op på de Harald Henriksen-nyanskaffelser jeg har gjort siden en gang i sommer hvor jeg skrev det seneste indlæg i serien, et  indlæg som IKKE handler om Harald Henriksens billeder (eller kun meget indirekte, i hvert fald), men kun om mine egne akvarelforsøg efter et kursus i Ammalfi-regionen i Syditalien:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/07/akvarelmaleriets-mysterier-54.html

Læser man indlægget, får man nok en klar fornemmelse af at jeg har en plan om at fortsætte med at male det jeg kalder 'træningsakvareller'.

   Og faktisk var fruen og jeg på det tidspunkt tilmeldt et kort weekend-kursus med Uffe Boesen som underviser - i forlængelse af den plan.

Uffe Boesen: Akvarellandskab.

Her er en video der viser hvad han kan:

 

Det kursus måtte jeg desværre melde fra. 

   Jeg havde nogle måneder i forvejen fået stillet diagnosen CML (kronisk myeloid leukæmi), og den sygdom udviklede sig i august i en mere belastende retning.

  Så mit humør har siden da ikke være særlig egnet til aktiv akvarelmaling.

Derfor har min jagt på og glæden ved anskaffelsen af en række nye Harald Henriksen-billeder fået lov til mentalt at fylde det æstetiske tomrum ud.

   Denne senest bølge af nyanskaffede billeder fra kunstnerens hånd startede med den her akvarel:

Harald Henriksen: Forår ved Kattinge Sø, ca. 1945.
Akvarel 46 x 55 cm

En meget smuk akvarel præget af en let og lys forårs-sommerstemning, med et blomstrende frugttræ og en udsigt over en sø og en lille jollehavn i forgrunden.

   I forvejen havde jeg to andre akvareller af Harald Henriksen med udtryk som den nye trækker på:

Harald Henriksen: Havn, ca. 1940. Akvarel 64 x 76 cm

 Maj i Høsterkøb 1944. Akvarel 34x 48 cm

Man bemærker i alle tre akvareller hvor effektivt kunstneren udnytter den hvide farve til at skabe lys - umalede former og felter der viser selve det "rå"  hvide papir som akvarellen er malet på.

Den næste nyanskaffelse var også en akvarel. Et markant bymotiv fra det centrale København:

Harald Henriksen: Gammeltorv-Nytorv 1953.
Akvarel 47 x 60 cm

Det er et flot 'cityscape' med en mængde fine detaljer hvad angår tidstypiske biler og cykler. 

    Centralperspektivet er perfekt og udnytter suverænt muligheden for flere forsvindingspunkter. Og sommersolen som skinner fra venstre, bevirker at domhuset kaster skarpe kontrastgivende skygge ind over pladsen, samtidig med at det hvide i facader og vinduesrammer fremhæves i husene overfor.

 

Da jeg lige blev præsenteret for billedet, syntes jeg havde set det før - og kunne så regne ud at det måtte være fra 'besøg' på arkivhjemmesiden for Harald Henriksens billeder som hans søn Hans Henriksen har etableret:

http://www.haraldhenriksen.dk/

Og det var både rigtigt og forkert. Her kan man nemlig finde denne akvarel:

Nytorv og Gammeltorv, ca. 1938. Akvarel 35 x 49 cm

Billedet er malet 15 år tidligere og formatet er væsentligt mindre.

   Men motivet er det samme, perspektivet er det samme og beskæringen er næsten den samme. Og så er det et vinterbillede, og lyset i billedet stammer ikke fra solen, men primært fra den hvide sne der jo også i den her akvarel er 'malet' ved at sneens former og felter i motivet står som umalet papir.

   Da Harald Henriksen ret konsekvent var friluftsmaler og altså malede sine akvareller 'on location', så må han bevidst have placeret sig og sit staffeli på præcis det samme sted i sommerbilledet fra 53 som i vinterbilledet fra 38.

Den seneste Harald Henriksen-akvarel jeg har erhvervet mig, er denne:

Harald Henriksen: Motiv muligvis fra Høsterkøb

Igen et lyst og stemningsfuldt sommerbillede med hvidblomstrende frugttræer i forgrunden. Her er brugt et centralperspektiv med et enkelt forsvindingspunkt. Og det er motivisk og udtryksmæssigt klart beslægtet med de tidligere viste blomstrende frugthave-akvareller. 

   Desværre skæmmes det, som man kan se, af udbredte "ruspletter" der især forstyrrer indtrykket af himmelen.

   Men det stråtækte bondehus centralt i motivet kunne godt være det samme som i denne akvarel (som jeg altså ikke har), bare set fra en anden vinkel: 

 Harald Henriksen: Huse ved Vindekilde Strand, 1934. Akvarel 31 x 46 cm. 

Det er det dog nok ikke. 

   Huset ved Vindekilde Strand som man ser til venstre i det her billede, lejede Harald Henriksen tit om sommeren i 30´erne. Han brugte det som base for en lang række akvareller og træsnit med motiver fra det smukke og interessante omgivende landskab "Bjergene" der imponerer med Sjællands højeste punkt, Vejrhøj.

   Huset ejes nu af sønnen. Og fruen og jeg har besøgt ham og hans kone der. En  regulær idyl med en fantastisk havudsigt.

Så til de nyeste træsnitanskaffelser.

   Dem er der fem af. Det første viser et af de motiver Harald Henriksen i de følgende år gang på gang vendte tilbage til: Bramsnæs Vig:

Harald Henriksen: Vinter ved en Kyst, Bramsnæs 1924.
Farvetræsnit 30 x 44 cm. 

Et meget tidligt og utroligt smukt træsnit. Næsten monokront i farverne, kun en smule olivenbrunt og -grønt i strandvæksterne nederst til højre.

   Inspirationen fra den japanske træsnittradition fra århundret før er tydelig, men Harald Henriksen har også sin egen markante stil som man får en klar fornemmelse af når man ser flere træsnit sammen som på en udstilling.

   Træsnittet med motiv fra Bramsnæs er i sin renhed og enkelhed i former, linjer og farver beslægtet med dette der er nogenlunde samtidigt - og som jeg (lucky me) også har:

Harald Henriksen: Plov i sne, 1924.
Farvetræsnit 30 x 44 cm.

I begge farvtræsnit bemærker man hvor meget 'de hvide' (=ufarvede) områder betyder - både i himlen og på jorden.

Harald Henriksen brugte i mange billeder Roskilde Domkirke som baggrundsmotiv - både i akvareller og træsnit.

   Her er en af mine nyanskaffelser inden for denne motivkreds. Også et meget smukt træsnit med et andet typisk Harald Henriksen-motiv som forgrund: blomstrende frugttræer:

Harald Henriksen: Frugthave i Roskilde, ca. 1927.
Farvetræsnit 30 x 44 cm

Her et par andre nært beslægtede træsnit (som jeg altså ikke har (endnu!)) fra nogenlunde samme periode:

Harald Henriksen: Roskilde Domkirke med blomstrende frugttræer, 1926.
Farvetræsnit 35 x 43 cm 

Harald Henriksen: Roskilde Domkirke, vinter, ca. 1928.
Farvetræsnit 40 x 34 cm

Harald Henriksen: Vintersol Roskilde, 1927.
Farvetræsnit 34 x 44 cm 

Det er typisk for Harald Henriksens rationelle tilgang til udnyttelse af de motiver han holder af, at han ofte laver både forår-sommer- og vinterversioner af helt eller delvist de samme motiver. 

   Det fremgår fx klart af de to træsnit han har lavet fra Frederiksberg Have, og som jeg begge har fået forærende af hans søn:

Harald Henriksen: Plænen i Frederiksberg Have vinter, 1927.
Farvetræsnit 36 x 49 cm. 

Harald Henriksen: Plænen i Frederiksberg Have forår, 1926.
Farvetræsnit 36 x 49 cm. 

Ganske vist står der 1927 på vinter-versionen og 1928 på forår-sommer-versionen ved kopierne på hjemmesiden, men jeg tror årstallene skal byttes om. Den hvide sky med de skarpe konturer, tror jeg jo må være snittet ud af blokken efter at vinterversionen er trykt.

Til mine nyerhvervelser hører også dette træsnit som, da jeg fik det tilbudt, jeg mente jeg allerede havde:

Harald Henriksen: Hesterive, Bramsnæsvig, november 1927.
Farvetræsnit 34 x 44 cm

Men: Nej, det havde jeg ikke. 

   Det jeg havde, var det her:

Harald Henriksen: Hesterive Bramsnæsvig, vinter, ca. 1930.
Farvetræsnit 23 x 27 cm

Det er snittet og trykt tre år senere og formatet er væsentligt mindre.

   Grundmotivet er ganske vist det samme, men, som man ser, er det her meget lysere og lettere i udtrykket på grund af felter med hvid(e) sne(klatter) der er spredt ud over både høstak og muld.

    Man kan sige at Harald Henriksen på det her tidspunkt for alvor har fundet ud af hvor glimrende farvetræsnitteknik og snemotiver klæder hinanden, noget han også meget vel kan have erfaret sig til via de vinterakvareller han allerede på det tidspunkt havde malet en del af. 

Her kommer så hvad jeg vil betegne som perlen blandt de Henriksen-træsnit-bylandskaber jeg har på mine vægge. 

Harald Henriksen: Vimmelskaftet, Strøget, Kbh. ca. 1935.
Farvetræsnit 36 x 30 cm

Det ligner jo i den grad en akvarel, men er altså et træsnit - og næsten monokront i farverne, kun med to mørkerøde skilte på bygningerne til højre og en gul bus til venstre i billedet.

   Det var sønnen Hans der tilbød mig dette smukke og fascinerende 'cityscape', da han selv havde et magen til i forvejen. 

   Vimmelskafttræsnittet er lavet på bestilling af forsikringsselskabet Hånd-i-Hånd hvis københavnske hovedkontor med vimplen på taget udgør den centrale bygning i motivet. 

   Træsnittene skulle efter sønnens udsagn sandsynligvis bruges som firmaets julegave til medarbejderne.

Så kommer vi til et af de nyerhvervede træsnit som det virkelig varmede mit samlerhjerte at at få i hus:

Udstillingseksemplar: Charlottenborg 1943

Det er det eneste træsnit som jeg har bevaret med det glas og den ramme som det havde de jeg købte det. 

   Bagpå står der skrevet med gammeldags skrå håndskrift:

Harald Henriksen

Vinterlandskab

Farvetræsnit, udst. Charlottenborg 1943.

Bagsiden af billedet med den originale indramning bevaret

Som man kan se, er navnet skrevet med præcis den signatur som kunstneren brugte til sine billeder på det tidspunkt. Så det må være hans eget udstillingseksemplar af træsnittet med hans egen håndskrevne tekst på bagsiden, jeg har været så heldig at få fat i - til en helt overkommelig pris, endda. 

   Wau!

   

Jeg købte det af en ung kvindelig kunstner som ikke kendte noget til Harald Henriksen, men fortalte at hun for nogle år siden fandt dette og et andet hos en Marskediser, og "bare syntes de var så gode" at hun straks købet dem. 

   De var kun sat til salg fordi hendes kæreste som hun nu var flyttet sammen med, ikke brød sig om at have dem på væggene!

   Så de varme følelser for kæresten vandt over de varme følelser for træsnittene.

Her ses farvetræsnittet i den version som vises på haraldhenriksen.dk-hjemmesiden:

Harald Henriksen: Plovfurer i sne, 1940. Farvetræsnit 18 x 28 cm. 

Og, interessant nok, findes der også et forstudie i akvarel på HH-hjemmesiden under rubrikken "Tegninger og skitser":

Harald Henriksen: Forstudie til træsnit.

Selvom det er et 'forstudie', har det her billede godt nok også kunstneriske kvaliteter i sig selv. 

   Og det er altså en unik akvarel Henriksen har malet on location, og det har måske taget ham nogle få timer. Vejret har jo været koldt, kan man regne ud.   

   Derefter er han gået hjem i sit atelier/arbejdsværelse i lejligheden på Frederiksberg, og har snittet en eller sandsynligvis to blokke som så han så har brugt til at trykke anslået 50 eksemplarer af dette motiv.

Som jeg har fortalt om tidligere, genbrugte kunstneren ofte sine akvareller og deres motiver som forbilleder og inspirationskilder til sine træsnit. 

   Fornuftigt nok: Akvarellen er der kun en af - et unikum. Træsnittene derimod kunne produceres og sælges i typisk 50 til 75 eksemplarer. Og eventuelt genoptrykkes hvis efterspørgslen var særligt stor.

Og i 20´erne og 30´erne var hans farvetræsnit sandsynligvis meget populære blandt almindelige mennesker der havde lyst til god kunst på væggene, og som foretrak billeder med genkendelige naturalistiske motiver fra dansk land og by.

   Og jeg synes det her eksempel tydeligt illustrerer to pointer: dels hvor suveræn en akvarelmaler og træsnitkunstner Harald Henriksen var, men dels også hvordan de to udtryksformer for ham spillede tæt sammen og påvirkede hinanden. 

   Hans originale og selvstændigt udviklede farvetræsnitteknik gør - langt hen ad vejen - at det lykkedes ham at opnå næsten alle de æstetiske og udtryksmæssige kvaliteter som ellers kendetegner det gode klassiske akvarelmaleri, samtidig med at oplevelsen af motiverne i farvetræsnitten ofte intensiveres gennem træsnit-forenklingerne af former og farver.

Hvis man ønsker at se resten af mine Harald Henriksen-træsnit og -akvareller, så har jeg 'udstillet' dem samlet i det her blogindlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/04/harald-henriksen-udstilling-pa-blokken.html

Film, dramaturgi, sandhed og virkelighed - i anledning af filmen 'Den danske pige' om Lili Ellbe og Gerda Wegener

Alice Viander som Gerda og Eddie Redmayne som Lili i filmen 'The Danish Girl'.

Dette er ikke en anmeldelse. Og indlægget her starter med et spørgsmål:

Hvad er grunden til at en film kan opleves kedelig, trods en fascinerende historie baseret på virkelige personer og begivenheder, trods stor skuespilkunst af hovedrolleindehaverne, trods megen betagende fotografering af interiører og locations, trods en autentisk setting fra årene 1910-1930 og overbevisende kostumer, frisurer og sminke fra tiden?

Det kan man naturligvis ikke svare på generelt.
   Men det var egentlig kernespørgsmålet efter at fruen og jeg havde været inde og se spillefilmen 'Den danske pige' i vores lokale cafebiograf, en film instrueret af Tom Hooper, med Eddie Redmayne og Alice Vikander i de dominerende roller, og filmet af den dygtige fotograf Dan Cohen.

   Vi var enige om at filmen teknisk, visuelt og skuespilmæssigt havde mange fremragende kvaliteter. Der var mange fine scener - ikke mindst de tragikomiske der viser Lilis møde med datidens lægestand. Gamle Danmark (1910-30) som setting for en række eksteriørscemer tog sig betagende autentisk ud.
   Og historien var sådan set også i sig selv interessant selv om vi nogenlunde kendte den i forvejen. 

   Og så alligevel: en lidt fad emotionel efterdønning da vi havde forladt biografen.

Filmen fik pæne, men ikke fremragende anmeldelser herhjemme. Og og der er også en ret stor spredning i de udenlandske anmelderes vurdering.

   Men de to skuespiller som spiller henholdsvis Lili Elbe og Gerda Wegener, er begge nomineret til en Oscar, hhv. i kategorien 'actor in a leading role', og 'actress in a supporting role'.

Filmplakat

Motivationen for at se filmen var for mit vedkommende at jeg havde set Gerda Wegener-udstillingen på Arken, og skrevet hele to indlæg om hendes indtil for få år siden glemte og kunsthistorisk stærkt undervurderede billeder.

   Selv om fokus var på Gerdas historie i mine indlæg, så har jeg naturligvis også medinddraget den i sige selv opsigtsvækkende historie om hendes mand Einar Wegener som undervejs i deres samliv som kunstnerægtepar skiftede identitet fra mand til kvinde, en 'kvinde' som i samtiden blev kendt som modellen Lili Elbe, og som blev portrætteret i en lang række af Gerdas i Frankrig højt anerkendte billeder malet i op gennem 20´erne.

Gerda Wegener og Einar Wegener fotograferet foran et af Gerdas malerier af dem begge to, og hvor Einar optræder som modellen Lili

Gerda Wegener: Portræt af Lili 

Gerda Wegener: Gerda og Lili som modeller.

Einar Wegener og Lili Elbe, fotos.

Filmens manuskript bygger på en roman - altså en fiktion - med samme titel 'The Danish Girl' (2000) - af den amerikanske forfatter David Ebershoff, en roman som er inspireret af såkaldt 'virkelige hændelser' - i form af Gerdas, Einars/Lilis faktiske historie der ender med en serie eksperimentelle kønskifteoperationer over godt et år der til sidst koster Lili livet 1931 i Dresden.

   En væsentlig kilde har utvivlsomt været Lilis egen dagbog som blev bearbejdet og allerede udgivet i 1933 under titlen "Fra mand til kvinde - Lili Elbes bekendelser".
   Bearbejdelsen og udgivelsen har Niels Hoyer alias Ernst Harthern stået for - ifølge forordet efter hendes eget ønske. Den blev hurtigt efter oversat til både tysk og engelsk.

bogmslag 

Som forstyrrende moment i oplevelsen af en film kan være at man genkender nogle af dens locations som ikke passer helt i sammenhængen,  og synes at andre er helt forkerte og misvisende. Og det kan godt have spillet med her. Et ekstremt eksempel er slutningen hvor 'Vejle Fjord' vises som en norsk fjord med fjelde i baggrunden. 

   Det kan også være forstyrrende at man allerede har en anden historie i hovedet som man så ikke får oplevelsesmæssigt indfriet. 

   Det havde jeg, og fremstillingen af især Gerdas  figur, uanset hvor godt spillet, lå meget langt fra det billede jeg havde af hende fra min tidligere research og oplevelserne fra udstillingen på Arken.

   Også indførelse af rent fiktive personer kan være forstyrrende når man i forvejen har ret godt fat på personer og kendsgerninger i virkeligheden.
   Ligesom sammentrængt kronologi og forenklinger i forløbet kan virke irriterende. 

Grundlæggende er fortællingen i filmen 'Den danske pige' en tragisk kærlighedshistorie der er spændt ud mellem tre kønsidentiteter - en kvinde, en mand og en transkønnet. Og den bærende ide - præmissen - er at kærligheden ikke er bundet til køn, og at konflikten mellem mentalt køn og fysisk krop kan føre til frihed og død.

   Den præmis burde sådan set være OK som drivkraften i en fortælling. Så hvorrgår det galt?

En nøgle til et problem i oplevelsen kommer Eddi Redmayne med i et interview til Berlingske:

Jeg er i store dele af filmen en skuespiller, der spiller en person, der spiller en dårlig version af en kvinde. Det gik imod min egen forfængelige lyst til bare at vise Lili som den, hun var. Men vi skulle have alle de faser med, hvor det, hun gør, ikke virker. Hvor hun prøver for hårdt. Det var den sværeste del af filmen,« siger Eddie Redmayne.

"Alle de faser med, hvor det hun gør, ikke virker". 

   Det kan i hvert fald forklare at man fra starten og et godt stykke inde i filmen synes at spillet er tungt og uengagerende. Der er problemer med identifikationen, forståeligt nok. Man er simpelt hen lidt orienteringsløs - på samme måde som skuespilleren har kæmpet med at skullet være det i sin rolle.

Det andet problem i filmen og dermed i oplevelsen, er den dramaturgiske konstruktion. 

   Den et det vi i gamle dage kaldte 'cirkulær', dvs. man ved som publikum meget tidligt hvordan filmen ender, og vejen til klimaks er ikke den lineære dramaturgis klassiske spændingskurve (= 'berettermodellen'), men varierede gentagelser over det samme tema - en konstruktion man traditionelt kalder 'bølgemodellen'.

   Som anmelderen Jacob Wendt Jensen skriver i Berlingske 3/2:

Sammenlagt bliver det simpelthen til for meget jokken rundt i for mange ensartede scener med længselsfyldte blikke og tårevædede konfrontationer.

Det peger så mod endnu et problem der for mig er en svaghed i fortællingens indhold: Gerda Wegeners karakter i filmen. 

   Hun er fremstillet som en dygtig og succesfuld kunstmaler, men som kønsvæsen er hun  rendyrket kvinde der derfor naturligvis bliver ked af - episode for episode - at miste den Einar hun elsker. For i stedet at få modellen og kvinden Lili som hun godt kan bruge som  model - men ikke elsker. 

   

Her kommer så nok mine forhåndsviden ind. 

   Der er meget der tale for at Gerda Wegener var lesbisk - eller måske snarere biseksuel. Hun var en meget stærk egenrådig personlighed og ikke nogen klæbende grædekone. 

   Det fremgår af hendes kunstneriske produktion at hun fx lavede mange dygtige og charmerend jugendillustrationer til halvpornografiske historier, og blandt disse illustrationer var der også mange der viste eksplicit lesbiske forhold som dette: 

Også en lang række sensuelle nøgenbilleder med Lili Elbe som model, kunne tyde på at Gerda har nydt Lili som kvindeligt seksual-objekt, og ikke bare som en person hvis transformerede kønsidentitet hun var ked af foldede sig mere og mere ud gennem årene.

   

Og projektet med at udvikle 'modellen Lili Elbe' til kendis-berømmelse, var ikke noget der skete under Gerdas modstand eller modvillige accept, som filmen fortæller. Det var et projekt som hun og Einar var fælles om. 

   Langt hen ad vejen var det en halvoffentlig rolleleg i et åbent boheme-miljø. Og Lili Elbe fungerede under deres samliv i Paris stort set på åbenlyst transkønnede præmisser i næsten 20 år, før han/hun blev opereret. 

  Og da Lili Elbe så blev opereret 1930-31, var de blevet skilt. Og da hun døde , var Gerda på malerrejse i Nordafrika med sin ny mand. 

Med det grundmateriale som en faktuel research giver, kunne jeg nemt se for mig synopsen til en anden (og bedre) film med to ligeværdige hovedpersoner, som man fx kan opleve i den fremragende film 'Thelma og Louise'. 

   En film med titlen "Gerda og Lili".

Det er nemt at være bagklog. 

   Men jeg synes i hvert fald man godt kunne forestille sig der ville være kommet en mere spændende film ud af det, hvis karakteren Gerda i højre grad havde indeholdt flere træk fra virkelighedens Gerda. Og ikke mindst hvis man i en række scener uden tårer, men fulde af grin, latter og pikanteri, havde oplevet de to sammen i det parisiske cafe- og natteliv som charmerende demimonder der leger med roller og kostumer. 

  I filmen manglede vi også at se (tydeligere?) hvordan Einer i rollen som Lili spejler sig i de billeder som Gerda maler med hende som motiv, og at se Einar/Lili posere som regulær nøgenmodel, hvad mange af Gerda Wegeners malerier viser at han/hun må have gjort.

Det er måske det Danmarks Radios Per Juul Carlsen prøver at sige noget mere bramfrit i sin anmeldelse på dr.dk:

Set i forhold til de virkelige begivenheder er ’Den danske pige’ en rædselsfuld film, forfimset og forfjamsket og helt renset for de store knaster og mysterier, Einar og Gerda gik rundt med.

En dokumentarisk gennemgang af de tos historie nøgternt fortalt kan man finde her:

https://www.dr.dk/nyheder/webdok/danishgirl

Mine to tidligere blogindlæg med Gerda Wegener som hovedperson kan du finde her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/12/wegener-og-wiinblad-pa-arken-nar.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/om-gerda-wegener-kvindelig-dansk-jugend.html

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (9) - fakta og fiktion og spørgsmålet om genrer når broad-cast-tv transformeres til webformater

(Jeg fortsætter her blog-serien om web-tv-dramaturgi. Men skal samtidig advarer om at teksten er skrevet for fire år siden, og ikke er researchet up-to-date hvad angår eksempler fra nettet, så det er mere ræsonnement end logik end substans man skal læse efter).

Skellet mellem fakta og fiktion på tv er forholdsvis klart. Der er nogle grundlæggende, men som oftest uskrevne kontrakter eller overenskomster mellem afsender og modtager som fastlægger om vi befinder os inden for fakta-familien eller inden for fiktionsfamilien af genrer, når vi har med tv-udsendelser at gøre. For seerne betyder det at de har afgørende forskellige forventninger når de ser et faktaprogram og når de ser et fiktionsprogram eller en spillefilm.

Forventningerne går på hvad seerne/publikum kanregne med at få ud af det de ser og hører. 

   For faktas vedkommende drejer det sig om viden, argumenter og faktuel indsigt der gør det muligt at orientere sig, beslutte og handle i virkeligheden. 

    For fiktion drejer udbyttet sig om noget som vi ikke har noget særlig godt ord for: ”forestillinger”, "oplevelser", "mentale spor og aftryk" der kan levere inspiration og stof til fantasier, drømme og subjektive erkendelser der transcendere den konkrete foreliggende eller historiske virkelighed.

Forventningerne går også på hvordan de historier og fortællinger vi ser i film og på tv er produceret og hvilke retningslinjer de er produceret efter. For faktas vedkommende en række bindinger til meget specifikke produktionsvilkår og begrænsninger omkring produktion og redigering, brug af speak, mv. For fiktionens vedkommende en frihed til at producere og redigere efter hvad der kan levere de ønskede uforpligtede og uforpligtende forestillinger.

Der findes imidlertid også genrer hvor kontrakterne og dermed skellet mellem fakta og fiktion af forskellige grunde er tågede og uklare: 

    Det gælder når afsender-intentionen primært er underholdning, det gælder såkaldte blandingsgenrer og hybridformer som 'dokudrama' og 'dramadok', 'infortainment' og 'fakta-light', og den brede vifte af reality-formater hvori indgår karakterafprøvning og (social)psykologiske eksperimenter og -forsøgsopstillinger, tv-former som dokumentaristen Poul Martinsen har været pioner inden for.

   Det gælder i et eller andet altid diskutabelt forhold også såkaldte 'dokumentarfilm' – hvor der i selve genreoverenskomsten traditionelt ligger en relativt større frihed med hensyn til subjektivitet og subjektiv prægning fra afsenderen end i andre faktagenrer, somme tider omtalt som ”kunstnerisk frihed”. 

   Så gælder det også forskellige eksplicit eller implicit propaganderende genrer som reklamefilm eller ”informationsfilm” fra og om virksomheder.

I sidste instans er kontrakterne forankret i nogle garantier eller fravær af garantier omkring produktionsvirkeligheden fra en afsender(instans) i forholdet til publikum: forholdet mellem det vi som publikum ser og hører og så den virkelighed som produktionen i et eller andet omfang afspejler.

    I fakta kan man holde afsenderen ansvarlig og han/hun er forpligtet på sandheden og seriøsiteten i udsagn, og på autenticiteten i billed- og lyd-udtrykket, mens i fiktion er afsenderen legende uvederhæftig, og forbeholder sig kontraktmæssigt ret til at leger skjul med modtageren i kraft af at modtageren inviteres til at suspendere skepsis og mistro i forhold til det der vises og fortælles på skærm eller lærred – og gå ind i et ”vi lader som om det er sandt og virkeligt”-forhold til afsenderen.

I min optik drejer det sig om videre om i forhold til dette landkort af broadcast-genrer at identificere genre og formater der udspringer af eller tilpasser sig nettets formatmuligheder og særlige relationer til brugerne. 

   I hvilket omfang og på hvilke måder præger nettet og den måde det bruges på, æstetikken og dramaturgien i tv-/video-indslag på nettet - i sammenligning med broadcast tv-genrerne? 

• Hvilke broadcast-genrer bliver umiddelbart overført og hvorfor? 
• Hvilke bliver tillempet og tilpasset og hvordan?
• Hvilke er helt nye som kun kan tænkes til nettet og hvad kendetegner dem?

Kortforms-tv: 

Blandt kortformerne kan vi skelne mellem informerende genrer, som typisk er nyheder, og promoverende genrer som primært er tv-reklamer og forannoncerende selvpromoer (trailere); tv-oplysning-for borgerne, ligger midt imellem. 

   I princippet kan disse kortformer stort set uændret overføres til nettet. Det er dog spørgsmålet om produktionsomkostningerne ikke ofte er for høje, hvis de kun produceres direkte til nettet. 

   Man må imidlertid forestille sig en forenkling af fortælleteknikken når indslag kun er til nettet, en forenkling som specielt vil reducere redigeringsomkostninger, dvs. omkostninger til at lægge speak på, til at have mange klip og til sekvensklippede scener. 

   Det vil forenkle og billiggøre produktionen hvis der ikke skal redigeres så meget (eller slet ikke),og man kan i vore dage med den moderne teknologi lave kortformer hvor man har klippet i kameraet under optagelserne.

   Nyhedsindslag på nettet kan derfor forventes at være mere "rå" og "primitive" end til broadcast. Først og fremmest har man rene talking heads-interview-syncer og råklip fra dramatiske og fascinerende begivenheder som selvstændige indslag i på nyhedssites.

Den lyriske montage:

En kortform som stort set er fraværende på broadcast-tv, er 'den lyriske montage': sammensat af speak, stem­ningsbilleder (både still- og levende) og musik/reallyd. Kunstvideo-agtig.

   Den form finder vi til gengæld ofte på nettet – netop fordi den lyriske montage i kraft af sin genre (ikke-narrativ) er en kortform med ingen eller meget lidt dramatisk eller retorisk fremdrift, som kan og skal ”nydes” isoleret som en ren oplevelse. 

   På broadcast-tv vil en sådan montage altid være nødt til at indgå i et flow og der vil den fungere som en stopklods og en invitation til zapning, hvorfor den er en stor sjældenhed og altid har karakter af forsøg og eksperiment.

Lange former og formater: 

Her skelnes i broadcast-tv mellem: 

• fakta/dokumentar (illustrerende, demonstrerende, afslørende, afdækkende, afprøvende),
• underholdning (fakta light, docusoap, reality-show, sceneshow, quiz, talk-show, stand up),
• fiktion (drama-serier (føljeton), krimiserier (føljeton/episode) comedy, satire).

Hvad vi så finder på nettet er tit korte klip på 1-5 minutter som er hevet ud af udsendelseskonteksten som citater/klip fra disse broadcast-formater der jo typisk er på en halv time eller længere. 

   Klippene har karakter af ”highlights”,”gyldne øjeblikke”, "moneyshots", "watercoolermoments" – fra de længere fortællinger, dvs. dramatiske vendepunkter og klimakser, sjove 5-minutters entréer, særlig dramatisk action-scener med overraskende eller tragisk udfald. 

Fiktion:

Grundlæggende er video- eller tv-fiktion på nettet en relativ sjældenhed, med mindre man tænker på direkte download af tv-serier eller film – eller porno. Der er dog eksempler på kortforms-serier opdelt i ”webisodes” på få minutter og som direkte er produceret til netmediet. (dette kan være forældet i 2013). 

   Her citerer jeg fra power-point slide af Rune Michelsen fra vores fælles kursus Power TV-Ultra

Webtilpasset fiktion

- Korte formater (3-6 min.)

- Produceret til nettet og med fokus på playeren:

- Mange nærbilleder, få ”speciel effects”, drama i skuespillet frem for i redigeringen/ klipningen

- Ofte serier, bundet sammen kontekstuelt

- Tilknyttede communities

- Mange typer af producenter/afsendere: Professionelle, amatører, medier, ”coming-ups” med virksomheder i ryggen, konkurrencer.

- Eksempler: 'Sex, Løgn og Badminton’ (Ekstrabladet.dk), Julekalendere, ’Reaching Julie’ (Filmaka.com)

Endelig er der fiktion på nettet som specifikt udnytter hvad man kunne kalde 'interktionsfremdrift' - den fremdrift der er knyttet til at brugerne selv kan indgå i fiktionsplottets udvikling ved at skabe vendepunkter, indføre nye karakterer, etc.

Interaktiv web-tv-fiktion

- Brugerne præger handlingen

- Debatfora, blogs og polls er rammen

- Manuskriptet og dramaturgien tager afsæt i brugernes ideer, holdninger eller adfærd

Eksempel

- "Deleted” (deletedthegame.com)”…is a web TV show that promises to blur the lines between fantasy and reality by drawing viewers into an interactive game…”

- Plot: Jelly mister (i episode 1) hukommelsen efter en mystisk ulykke…Men hvad skete der?

- Producenterne lægger ledetråde, links, ekstramateriale, etc. ud, så brugerne selv kan være med til at opklare mysteriet….

Som en særligt netbaseret fiktionsgenre er der er også de såkaldt ”viraler” – indslag beregnet til ”viral markedsføring” som mimer UGC´ere (se nedenfor om brugergenereret indhold), men som altså er sat i omløb som markedsføring fordi de har skal have samme høje underholdningsværdi som mange af de autentiske UGC-indslag, og fordi netbrugerne generelt er uinter­esserede i afsender-forankring, -identifikation og-autoritet – og dermed om det er fakta eller fiktion. Bare det er sjovt.

De længere fakta-genrer transponeret til nettet

Nogle af fakta-genrerne kan fortsætte stort set uændret på nettet, blot klippet op i 5 minutters sekvenser så man både kan se dem i sin helehed, og se dele af dem i fri rækkefølge og i frit udvalg. Det gælder især 'demonstrerende' og 'illustrerende' fakta hvor 'bølgemodellen' er den dominerende form, og hvor hver ”bølge” har sin egen spændingsbue et et vist selvstændigt indhold.

   De 'afdæk­kende' fluen på væggen-faktaformer indebærer fordybelse, indlevelse, fascination. Og specielt dem der er bundet til og komponeret i et samlet kronologisk forløb med fx flere flettede historier og en lang samlet overgribende spændingsbue, vil ikke umiddelbart egne sig til nettet. 

   Principielt kan man dog tænke sig at flette enkelthisorierne ud igen, og lave små selvstændige forløbshistorier i stedet lagt efter hinanden– med tematisk sammenhæng. Men så man også kunne vælge at se dem hver for sig - og i fri rækkefølge.

   De afdækkende dokumentarer som primært er bygget op af et masterinterview med en hovedperson der portrætteres, vil kunne brydes op i enkelthistorier eller kortere sekvenser som kan ses isoleret.

   'De afslørende' faktaprogrammer transponeret til nettet, vil kunne udnytte at man kan splitte dokumentationen op og skille den ud fra den kritiske hovedhistories fortælleforløb. Og den kritiske hovedhistorie og den skriftlige del af dokumentationen vil måske slet ikke blive fortalt gennem video, men i skrevet form af en eller flere tekstartikler, således at videoen vil blive forbeholdt offer-case-syncer, afslørende klip med skjult kamera og evenetullle konfrontationsinterview. 

   I forbindelse med afslørende journalistik på nettet kan man tænke sig gådeplottet eller udfordringsplottet udnyttet interaktivt idet man kan beder brugerne om at levere yderligere dokumentation på video efter man har lanceret historien i en kort og uafsluttet version.

   'De afprøvende' faktaprogrammer er jo defineret ved at plottet i sig selv udgør den bærende ide og fungerer som hovedmotoreren i fortællingen, og de kræver derfor umiddelbart et længere forløb på mindst en halv time til at eksekvere plottet med en række 'sand­hedens øjeblikke' til sidst. 

   Dog kan eksperimenter og forsøg på video godt i sig selv udgøre tematisk forbundne web-tv-episoder, som så stykvis kan illustrere eller dokumentere en overordnet præmis - ligesom ved de afslørende. Specielt hvis de genremæssigt nærmer sig en mere rent underholdende form, som enkeltepisoder i candid-camera-tv-udsendelser.

UGC-videor: 

'UGC' står for "User Generated Content". Og spørgsmålet er her: Hvilke særlige undergenrer kendetegner web-video-indslag når de ikke udsendes af institutioner der promoverer sig selv via web-sider, eller som formidler nyheder og anden faktuel information med en faglig/journalistisk autoritet bag? 

   Det er i hvert fald karakteristisk at de udtryksmæssigt har en rå og relativt ubearbejdet karakter, og altså i selve deres udtryk som regel signalerer at de er uautoriserede fortællinger eller ugaranterede virkelighedsklip. At afsenderen altså kommunikerer gennem video på egne vegne, som privatperson og med sit eget subjektive forhold til det fortalte og til modtagerne. 

   UGC-video-indslag er i høj grad formet under hensyn til den indholds- eller genre-invitation der ligger på det site eller den portal som brugerne uploader til. 

   Det site der hedder ”5minut.com” inviterer amatøreksperter til at vise hvordan man løser praktiske problemer, altså en UGC-variant af demonstrerende faktaprogrammer:

   Her er f.eks. hvordan ”5minut.com” inviterer brugerne:

5min is a place to find short video solutions for practical questions and a place for people to share their knowledge. The idea behind 5min is very simple: any solution can be visually explained in no more than 5 minutes. Our goal is to create the first communal Life Video­pedia allowing users from all over the globe to contribute their knowledge by sharing visual guides in areas such as arts, business, fashion, sports, health, tech, food, and much more.

5minu.com findes ikke mere på nettet, og følger man linket, henvises man til en kæmpe nyhedsvideo-side: http://on.aol.com/ . Men genren 'how-to-video' vrimler det med i alle mulige webkontekster.

”YouTube” har jo i princippet alle tv- og vide-genrer repræsenteret, både broad-cast og webtilpassede og webspecifikke. Sitet inviterer bl.a. og ikke mindst til skæg og ballade, underholdning, og fakta light-klip. 

   Her er et link til de mest set YouTube-videor 2012 fordelt på genrer.

http://www.reelseo.com/youtube-top-10-videos-genre-2012/

”BBC Video Nation” inviterede bl.a. til personlige betroelser, testimonials, subjektiv følelses- og stemningsudtryk, som i dette projekt "My Story" hvor invitationen lød: 

My Story started off as a BBC project looking for ordinary people with EXTRAordinary true stories. Video Nation Network gives you the chance to share an experience which really touched your life.

Projektet er afsluttet. 'Gravskriften' på BBC-hjemmesiden: 

In 2009, the BBC launched the My Story competition to find the most remarkable true life stories in Britain. Altogether over 7,500 people sent in their stories by post or through this website. The winners' stories were broadcast on BBC One in 2010 and the judges' top stories were published as books.
http://www.bbc.co.uk/videonation/features/my_story/index.shtml  

Her er et link til en typisk video-hjemmeside med et bredt spektrum af 5 minutters klip og videoer inden for stort set alle emner:

http://www.5minmedia.com/VideoLibrary

En række hjemmesider er decideret rettet mod underholdende hjemmevideoklip som inviterer til video klip inden for følgende kategorier: 

Funny Videos - Crazy Videos - Sexy Videos - Cool Videos - Fight Videos - Extreme Videos - Stupid Videos

Generelt er skellet fakta-fiktion udvisket omkring UGC´erne, og er tilsyneladende ikke så afgørende for modtagerne. 

   Det har nok dels at gøre med at der jo ikke er nogen redaktionel og ansvarlig gatekeeper som overordnet afsender til at garantere sandhed og virkelighed til de enkelte indslag. 

   Dels har det at gøre med at de ikke indgår i et tv-flow hvor generelle genreforventninger og garantier indrammer alle indslagene i flowet. 

   Og endelig er disse web-videoers væsentligste funktion under alle omstændigheder at un­der­­holde og dele oplevelser snarer end at levere seriøs information. 

   Man kan i den sammenhæng notere sig en genre der går på tværs af skellet mellem UGC og PGC (Professsional Generatede Content) som kaldes 'spoof videos', som udgøres af visuelle sketcher, parodier og satirer, og som også lanceres som viraler.

   Og helt generelt finder man på nettet uendelige mængder af par­o­dier på allerede eksisterende mere seriøse tv-formater som nyheder og reklamer blandt de indslag som er produceret af brugerne, fx på YouTube.

Bølgemodellens muligheder i web-tv-kontekst - lidt dramaturgisk grundforskning

Traditionelt skelener man i dramaturgisk sammenhæng mellem to måder at forme og opbygge historier på. En form styret af og underlagt en spændingskurve: berettemodellen. Og en anden form uden spændingsopbygning: bølgemodellen.

   I det følgende vil jeg dels beskrive bølgemodellens funktion som formgiver at historier i broadcast-tv, og dels så se på hvordan modellen arter sig når vi skifter medie til web-tv. Det bliver lidt langt og kedeligt. Men hvad...?

Bølgemodellens dramaturgiske funktion er at forme fortælling til historier hvori der ikke er nogen særlig spænding knyttet til det samlede indholdsmæssige forløb. Der er en begyndelse – et anslag og en præsentation – og en slutning, et klimaks (måske svagt) og en udtoning.

    Og der er en bærende ide/vinkel som historien skal bevise.

    Mellem disse to - begyndelse og slutning - udfolder historien sig så som et forløb af - scener, billeder, kapitler, småfortællinger, episoder - "bølger" der indholdsmæssigt hænger sammen i kraft af et tematisk fællesskab – og gennem det at de hver bidrager til at underbygge den bærende ide – med noget nyt eller anderledes i forhold til de andre.

Når det kaldes bølgemodellen er det fordi disse mindre dele - "bølgerne" - hver for sig har indbygget en lille dramatisk spændingskurve med en optakt, et vendepunkt og et klimaks.

    Andre metaforisk navne for modellen har været ”perler på en snor” eller ”mosaik”.

    Navnet "bølgemodellen" mener jeg at jeg er opfinder af. Først brugt i bogen "Faktion som udtryksmiddel".

Bølgemodellen er ”løsagtig” i den forstand at det ofte ikke er afgørende i hvilken rækkefølge bølgehistorierne lægges og hvor mange der er af dem mellem start og slutning. Rækkefølgen er bestemt af et variations- eller kontrastprincip. Den næste bølgehistorie skal overraske ved at bringe en ny og anden synsvinkel eller et andet aspekt ind, eller ved at overtrumfe den foregående, eller ved at ligne den foregående men alligevel være anderledes.

    Fremdriften er knyttet til at hver enkelt bølge er tilstrækkeligt spændende, og at der for hver ny bølge trods alt kommer noget nyt og overraskende i forhold til det allerede fortalte.

    Typisk er hver bølge adskilt af et mellemspil der både kan have karakter af et visuelt og lydligt hvilepunkt inden næste historie, eller af forbindende mellemspeak/tekst der leder over fra den ene bølge til den næste. Her kan man tænke form og forløb i en helt traditionel tv-nyheds­udsendelse eller et magasin.

Bølgemodellen er altså grundlæggende episodisk. 

   Men den findes i en overgangsform til berettermodellen, nemlig hvis der er en gennemgående karakter i alle historier, og bølgernes episoder er ordnet fremadskridende kronologisk.

   I så fald vil man næsten altid have en fornemmelse af fremdrift i forløbet knyttet til spænding om udfaldet af historien, også selv om hvert enkelt kapitel for så vidt er selvstændigt og afrundet. Og spændingen ikke egentlig stiger fra kapitel til kapitel

    Så kan vi tale om en føljetonversion af bølgemodellen. En masse tv-rejseprogrammer med synlig vært har den karakter.

Bølgemodellen bruges til historier der ikke indeholder nogen fælles, samlet og klar konflikt, eller til bøddel-offer-historier hvor der er en konflikt men uden udviklingsmuligheder for et subjekt.

Bølgemodellen bruges når man ikke har en gennemgående karakter til at bære historien, men en række ”sideordnede” og ”ligestillede” episoder eller segmenter.

    Bølgemodellen bruges til portrætter og til miljøskildringer hvor hver bølge fortæller en ny historie om hoved­per­sonen/miljøet, og hvor hver bølger lægger en ny brik til det samlede billede af personligheden/miljøet.

Med hensyn til journalistisk plot er ”opdagelsesrejsen” og ”rundvisning” dem der passer mest naturligt og fungerer bedst i en bølgemodel. 

   Et godt billede på en bølgemodelsfortælling er guiden der viser rundt på et museum, rum efter rum, og montre efter montre.

Det var overvejelser om bølgemodellens funktion og kendetegn som fortælleform i broadcast-tv. Men hvad med bølgemodellen i web-tv.

Bølgemodelshistorier er – i kraft af den løsere struktur og i kraft af at historien ikke hænger sam­men gennem udvikling af en konflikt – meget velegende til hypervideo på nettet. 

     Dels kan man i den samlede player-version indbygge muligheder for at springe flere bølger over, så man altså hvis man har travlt, kan kommer fra præsentation til klimaks uden at skulle have fortalt alle eller de fleste ”mellemregninger”. 

    Og dels kan man lægge de enkelte bølger ud som selv­stændige korte indslag som giver mening blot med et skrevet oplæg i konteksten, så man altså slet ikke behøver at få fortalt helheden hvis det kun er den enkelte eller nogle få minihistorie man er interesseret i.

En dansk officiel turistfilm på nettet havde den form, hvor man både kunne vælge den 20 minutters film med rundvisning til alle Danmarks turistherligheder, men man også kunne vælge at tage de emner eller lokaliteter som man havde særlig interesse for. 

   Et andet eksempel var en side med en hel modeopvisning med en enkelt model der viste alle de ny dessiner på skift, lagt ind på en virtuel catwalkscene. Man kunne så se alle fremvisningerne i en samlet forudbestemt rækkefølge, men man kunne også vælge at se nogle få udvalgte fremvisninger i tilfældig rækkefølge.

En nyhedsbegivenhed der udvikler sig over dagen kan følges i en slags bølgemodel, hvor det nye der sker, simpelt hen lægges i kronologi efter det allerede rapporterede med markering af tidspunkter når der skiftes til næste nyhedsepisode eller opdatering. 

   Det første indslag i playeren fra om morgenen er altså kort, mens det sidste indslag der lægges i playeren om aftenen har samlet forløbet op – reportagesegment efter reportagesegment – fra hele dagen. 

   De enkelte segmenter kan samtidig ses hver for sig, idet de tilbydes i oversigten ude til højre for playeren.

En bølgemodelshistorie i playeren kan også ”afbrydes” i mellemspillene med henvisning til at man på dette sted kan hoppe af og få baggrundsinformation, eller hele interviewet, eller andre web-videoindslag om netop dette aspekt. Eller for den sags skyld, løse en opgave, før man sætter playeren i gang igen med den fortsatte fortælling.

Om mine begrebsmæssige "opfindelser" - udvikling af nye uddannelser

"Kreativitet" fungerer altså i denne blog som en søgemaskine og en lyskaster. På samme måde som "faktion" gjorde det i arbejdet med bogen Faktion som udtryksmiddel. Så hvad med lige at søge på dig selv! Ret lyskasteren mod Peter Harms...

   OK, OK. Når jeg har interesseret mig for begrebet og fænomenet "kreativitet" i så mange år, har det selvfølgelig bund i noget personligt.

Først og fremmest er det sådan at næsten alle de mennesker jeg i årenes løb fagligt-personligt er blevet tiltrukket af og har haft udbytte af at arbejde sammen med, er nogen jeg uden tøven vil kunne karakterisere som kreative. Og når jeg som konsulent har været rundt på nordiske radio- og tv-redaktioner i årenes løb, så har det været slående at der altid var en eller to i redaktionen der - ved nærmere bekendtskab - viste sig at have en række af disse egenskaber. Og det var så samtidig, blev jeg klar over, dem på redaktionen der producerede de mest interessante og originale indslag og programmer.

Jeg blev også - sent - klar over at jeg selv kunne spejle mig i listen af egenskaber som er oplistet i det foregående blogindlæg - og genkendte så ganske mange af disse træk som jeg indimellem syntes har været en irriterende plage i livet og i mit samvær med andre.

Når jeg ser tilbage på hvad jeg har beskæftiget mig med i årenes løb, så har jeg altså også være kreativ i et eller andet omfang, hvis man kigger på definitionerne. Jeg har fx opfundet/fundet på forskellige nye begreber inden for de fagområder jeg har beskæftiget mig med til at sammenfatte og systematisere iagttagelser:

• erfaringssprog - videnssprog, samtalens grammatik (sprogvidenskab)
• erfaringsinterview/den tredje dims/det distraherede interview (journalistisk interviewteknik)
• fortællemåder/bølgemodellen/sandhedens dramaturgi (faktion)
• information/identifikation/fascination (dramaturgi i almindelighed)
• journalistisk plot/sandhedens øjeblik/tilbage til åstedet/demonstrerende, illustrerende, afslørende, afdækkende, afprøvende faktagenrer (fakta-dramaturgi)

Disse begreber er kommet til mig så at sige "af sig selv" i forbindelse med arbejde med at analysere tekster, interviews, tv-programmer - og at skulle undervise i det i praksis.

Jeg har også - af en eller anden grund og uden det har været planlagt - mange gange i mit voksenliv fået mig rodet ind i at være med til at opfinde og udvikle nye uddannelser og kurser:

• Pragmatisk analyse (KU)
• Projektorganiseret basisuddannelse (RUC),
• Kommunikationsuddannelsen (RUC),
• Journalistik (SDU),
• Interviewkurser, Faktionskurser, MIK- og RIKK-kurser, Power TV (DR)
• Samspil på Sygehuset, Borgerbetjening (Den kommunale højskole)

Jeg har også haft lyst til at udfolde mig i andre udtryksformer og sammenhænge end de akademiske: 

• har tegnet og malet fra min tidligste barndom og til midt i 20-erne. 
• skrev digte på engelsk og dansk fra 1962-68, 
• har produceret skoleradio,og skrevet skolebøger til folkeskolens danskundervisning, 
• produceret tv-dokumentarer, 
• været medinstruktør på Poul Triers tv-spontanspil

De bøger jeg har skrevet, har alle den karakter at de balancerer på grænsen mellem formidling og forskning: Skriv sundere, Faktion som udtryksmiddel, De levende billeders dramaturgi, Poul Martinsen - besat af virkelighed. 

Så når jeg vil udforske og jagte "kreativitetens væsen" og dens mange dimensioner, så retter jeg også projektøren mod mig selv - ind imellem. Egne erfaringer er lig så legitim en kilde, som andres, og som dem der er systematiseret i faglitteraturen og i den uendelige mængde af netartikler.