Journalistiske plot og kreativitet - i lyset af Arnfeldt-Kjærsgaards kreative mentale blending

I amerikansk kirimilitteratur har man en række ord som dækker to konceptuelle rum - forbrydelsernes og dramaturgiens: 'this evidence is a plant', 'they set me up' ,'they framed me', 'it´s a plot against an innocent man´'. 

   Ifølge Søndagspolitikens artikel om "skattesagen" af journalist Nilas Hweinskov dækker udtrykkene smukt det der er foregået mellem journalist Jan Kjærsgaard, Ekstrabladet, og Peter Arnfeldt, fhv. skatteminister Troels Lund Poulsens spindoktor, 

... hvor journalisten frivilligt lod sig bruge i et såkaldt setup for at udstille Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal som nogle hyklere. Skatteministeriet oprettede en konto til danskere der ønskede at betale mere i skat. Det ville de to oppositionspolitikere ikke, og så kunne Ekstrabladet skrive 'Helle og Villy betaler for lidt i skat' efterfulgt af ordet: 'Vendekåber'.

Det handler om at nogen - beregnende - tilrettelægge virkeligheden eller fiktionen så nogen andre bliver snydt, narret, falder i en konceptuel fælde. 

   Der indgår som regel både et uskyldigt offer der ved udførelsen af setup´et bliver mistænkt og anklaget på et bevidst falskt grundlag, og offentligheden eller læserne/filmpublikummet der bliver vildledt for spændingens skyld.

Jeg gør mig til af at have opfundet begrebet 'journalistisk plot' eller 'faktaplot'. Det skete i bogen 'Faktion som udtryksmiddel' fra 1990. Det blev siden et central begreb i Power TV-dramaturgikurset som jeg, sammen med Pia Marquard og Nikolaj Kristensen, udviklede for Danmarks Radio for 12-13 år siden, et kursus som i anden omgang blev det inspirerende afsæt for min bog 'De levende billeders dramaturgi', der i bind 2 taler om og analytiske beskriver: "fortællerplot", "journalistisk plot" og "underholdningsplot".

    Definitionen er klar og præcis - og dækkende for det de to herrer med eventuelle endu ukendte bagmænd gjorde:

Fortællerplot vil vi tale om når tilrettelæggeren af et fakta- eller underholdningsprogram der selv iscenesætter (eller medvirker til det) et handlings- og begivenhedsforløb for at skaffe visual proof til at levendegøre og anskueliggøre historiens sandhed og virkelighed  - med  det overordnede formål at levere autentiske scener og vendepunkter der kan øge fremdriften og forstærke identifikations- og fascinationsmulighederne i programmet.

I stedet for "tilrettelæggeren" kunne der lige så godt stå "journalisten", og i stedet for "fakta- eller underholdningsprogram" skulle der så tilsvarende stå "artikel". 

   Jeg fortsætter citatet der introducerer begreberne 'visual proof' og 'sandhedens øjeblik':

En særlig form for visual proof er et såkaldt sandhedens øjeblik som vi her vil definerer som en scene i et fakta eller underholdningsprogram hvori spændingen i et fortællerplot udløses i en afgørelse eller afsløring - og hvor der skabes et markant vendepunkt eller klimaks i programmet

En afsløring der kunne bruges som klimaks - og dermed hovedrubrik i en sensationskabende artikel - var præcis det såkaldte sandhedens øjeblik som Kjærsgaards og Arnfeldts journalistiske plot satsede på: 'Helle og Villy - Vendekåber'.

    Endelig introducerer jeg brugen af 'sandhedens øjeblik' som centralt i kritisk-afslørende journalistik:

I afslørende programmer er et sandhedens øjeblik (...) en interviewscene hvor "den anklagede" konfronteres med  den dokumentation som journalisten har gravet frem, og som angiveligt beviser 'sandheden' i anklagens påstand.

Det tragi-komiske i den her sag er at 'sandhedens øjeblik' i Jan Kjærsgaards artikel er fuld af løgn og forbandet digt - baseret på et kreativt ''frameup' af Peter Arnfeldt.

Når professionelle folk i medierne - især tv - men efterhånden 'all over the place' - planlægger og tilrettelægger medieproduktioner, så indgår den dramaturgisk værktøjskasse som et helt naturlig del af den professionelle kreative tænkning. I tv-sammenhæng tog tendensen fart i midten af 90´erne med realityprogrammerne, docusoap og alarm 112-rekonstruktioner. På avissiderne bliver såkaldt fortællende - narrativ - journalistik mere og mere udbredt i samme periode. 

    Det er i høj grad nogle af de mest kreative hoveder inden for journalistik og dokumentarisme der er foregangsmænd og bannerførere. Folk som har en ubetvingelig lyst til at bryde grænser og blande genrer og fortælleformer. Det er i den dramaturgisk værktøjskasse de finder midlerne til deres græns- og normbrydende arbejde i medierne. Og dermed følger også både en vilje og en lyst til at balancerer på etikkens knivsæg. 

    Jeg har tidligere nævnt at i dansk tv-historie er der tre mænd med fornavnte Poul, der var pionerer: Poul Trier Pedersen, Poul Nesgaard og Poul Martinsen, og samtidigt har vi folk som Mads Brügger, Mikael Berthelsen. Inden for skreven journalistik har vi folk som Lasse Ellegaard, Niels Ufer, Morten Sabroe, Peter Øvig Knudsen, Tom Buk-Swienty, Lea Korsgaard, Stéphanie Surrugue, Kim Faber.

Min pointe er her at det Jan Kjærsgaard og Peter Arnfeldt har udtænkt, ikke i princippet adskiller sig fra så meget andet af det som kreative hoveder tænker og praktiserer i medierne og journalistikken i de senerere år. At tænke i plot, setup og payoff, planteringer og framing for at øge fascinations- og identifikationsmulighederne er faktisk nu professionelt set blevet main stream når man formidler virkelighed og sandhed til et publikum hvis opmærksomhed man må konkurrer mere og mere indædt om. 

    Situationen er analog med opdagelsen og udforskningen af atomfysikkens love og tekniske muligheder. Det kan udnyttes til noget godt og noget ondt - afhængig af social kontekst og politisk-økonomisk miljø. 

Fælles for politikere, journalister og spindoktorer er at der indgår en ordentlig portion strategisk tænkning og dermed kynisme i deres professionelle arbejde. Og som social kontekst for kreativ tænkning udgør denne tre-enighed et så gærende, betændt miljø at etikkens grænser opløses og forsvinder. 

   I artiklen i Politiken citeres Peter Bro, professor i journalistik og leder af journalistuddannelsen i Odense for følgende:

Der opstår en Bermuda-trekant mellem spindoktorer, journalister og politikere, hvor alle forskelle forsvinder, så alle ender med at tænke ens. Politkerne tænker journalistisk, og journalisterne tænker politiksk for at få den gode historie.

Et af de teoretiske hovedbegreber som jeg har udfoldet i denne blog om kreativitet er 'konceptuel blending' - dette at to eller flere konceptuelle rum mødes, blandes, komprimeres og integreres i nye kommunikative udtryk - hvor elementer fra hvert af input-rummene indgår via en slags mental fusion i det ny kreative output. 

   Denne mentale blendingproces har som mellemproportional et såkaldt 'generisk rum' der indeholder det eller de elementer der er fælles for de to input-rum, og som fungerer som det der aktiverer forbindelsen og "tænder" blandingen:

Det der i medieskandalesager som denne udfylder 'det generiske rum' er - professionel kynisme og strategisk tænkning. 

   Poul Nesgaard tilrettelagde i 80-erne en række nyskabende faktions-tv-serier under den ironiske titel "In honour of truth". Et af de klare formål var at udstille mediernes kyniske konstruktion og iscenesættelse af en medievirkelighed hvis relation til sandheden var tynd og tvivlsom.

   Både titlen og ironien er velplaceret - også i dag.

I øvrigt kan jeg ikke lade være med at se analogien mellem den mentale blendingproces som modellen ovenfor illustrerer, og så det der sker imellem to neuroner i hjernen der for første gang forbindes (= 'wire together') gennem dopaminstimulerede synapser og derfor er aktive sammen (= 'fire together'), sådan som dette citat fra det foregående indlæg om hjernens platicitet beskriver når der opstår nye ideer i hjernen:

Gamma activity indicates a constellation of neurons binding together for the first time in the brain to create a new neural network pathway. This is the creation of a new idea. Immediately following that gamma spike, the new idea pops into our consciousness, which we identify as the Aha! Moment.

Denne grafik illustrerer hvordan det foregår når der sker en 'binding' mellem neuroner som udtryk for at en ny ide er opstået - nurotransmittere kan være fx dopamin eller adrenalin.

Blåt og rødt blæk - som en anekdotisk frame - der går galt

Politiken i dag har en debatartikel, skrevet af Claus Elhom Andersen, lektor på Helsinki Universitet. Rubrikken lyder:

De unge protesterer og føler sig ikke længere repræsenteret af venstrefløjen

Underrubrikken lyder: "Venstrefløjen har ikke kun ladet højrefløjen definerer de udfordringer som den økonomiske krise har ført med sig, men har også ladet den tage patent på løsningerne."

 

Det der fanger mig, er artiklens start. Den introducerer en anekdote som Claus Elholm har fra bogen "Welcome to the Desert of th Real" - altså "velkommen til virkelighedens ørken". Af filosoffen Slavoj Zizek. Jeg citerer den i sin fulde længde:

En østtysk arbejder står foran at skulle overføres til et job i Sibirien. Han ved selvfølgelig, at de breve, som han vil skrive til vennerne derhjemme, vil blive læst af censorer, så derfor siger han til dem på forhånd:

   »Lad os blive enige om en kode: Hvis et af mine breve er skrevet med normalt blåt blæk, så betyder det, at det, jeg skriver, er sandt. Men hvis det er skrevet med rødt blæk, betyder det, at det er løgn«.

   Efter en måned modtager venner derhjemme et brev skrevet med blåt blæk:

   »Alt er godt her i Sibirien«, lyder det i brevet. »Butikkerne er fyldte, der er masser af mad, der er gode og flotte lejligheder, man kan se alle de nyeste vestlige film i biograferne, og der smukke kvinder, som gerne vil med ud på dates. Det eneste, som man ikke kan få her, er rødt blæk«.

Den er god.

   Det er en rigtig fin historie der på smukkeste vis demonstrerer setup og payoff-mekanismerne i den gode historie, en historie der har gåden som underliggende skabelon der derfor udløser en aha-oplevelse til sidst.
   Der er her tale effektiv udnyttelse af sprogets muligheder for konceputel blending - i princippet af samme art som man kender i ironi. Man siger noget og mener det modsatte - og det forstår modtageren også.

Under læsningen af brevet må vi - ud fra vores forudantagelser - mene at den med blåt skrevne tekst lyver. Der er tilsyneladende en modsigelse mellem udtryk og indhold.

   Men det rejser så spørgsmålet: Hvorfor skriver den tyske arbejder i Sibirien så med blåt?

   Og svaret kommer til sidst som "gådens" payoff: - Fordi han ikke kunne få rødt blæk!

   Altså fortæller han - for dem som han har aftalt koden med, at det som de også havde svært ved at tro - nemlig at alt er godt i Sibirien - rent faktisk også er løgn.
   Brevets tekst lyver - vel at mærke på en måde så censuren ikke kan opdage at han fortæller modtagerne sandheden - ved at lyve.

Hvad vil lektoren så med denne anekdote. Han skriver lige efter citatet af anekdoten hvordan den skal udlægges:

Vitsen illustrerer på mange måder, at der i en venstreorienteret optik ikke findes noget sprog – noget rødt blæk – til at beskrive de udfordringer, som vi står over for i kølvandet af den økonomiske krise.At venstrefløjen ikke har noget sprog har betydet, at den ikke blot har ladet højrefløjen definere de udfordringer, som den økonomiske krise har ført med sig i de senere år, men også har ladet den tage patent på løsningerne.

Ja, her går jeg så i sort!
   I anekdoten betyder "rødt blæk" at når man skriver med den farve, så lyver man. Hvordan i alverden kan historien så "på mange måder" illustrere at de venstreorienterede ikke har et sprog til at beskrive nogle samfundøkonomiske udfordringer?

Lektoren beskriver så forholdene i USA - med Obamas delvise overgivelse til republikanernes minimalstatslige markedstænkning, og at de unge i bevægelsen "Occupy Wall Street" derfor ikke føler sig repræsenteret af politikerne "over en bred kam".

   Så dukker "blæk"-metaforen op igen - endda i forbindelse med vores gamle ven, sprogforskeren Gorge Lakoff:

Mange af disse unge, der kalder sig de resterende 99 procent af befolkningen, har tidligere kunnet sætte deres lid til, at venstrefløjen i det mindste ville kæmpe for deres interesser.

   Men venstrefløjen har manglet det røde blæk til at frame debatten i eget favør, som den amerikanske lingvist og kommentarer George Lakoff ville udtrykke det, og har i stedet ukritisk adopteret en konservativ sprogbrug af frygt for at blive kaldt socialister, kommunister og det, der er værre, hvis de så meget som har ytret et kritisk ord om denne laissez faire-kapitalisme.

Venstrefløjen har "manglet det røde blæk (=sprog der lyver?!) til at frame debatten i eget favør." Ja, det står der minsandten. Total forvirring i mit og enhver tænkende Politiken-læsers hoved.

   Lektoren fører os så til den hjemlige politiske situation hvor de unge også føler sig svigtet af politikerne fordi de har givet bankerne den ene støttepakke efter den anden, og hvor den nye regering ikke har indfriet en række af sin løfter, og  "Socialdemokraterne og Folkesocialisterne har sat sig til rette på bagsædet af ministerbilerne."

Spørgsmålet er, hvor længe de kommer til at sidde der, medmindre de begyndte at søge efter det røde blæk, de kan bruge til at udtrykke deres respons til finanskrisen, uden at imitere højrefløjen eller ty til de gamle socialistiske paroler.

  For hvis ikke de tager dette alvorligt, vil afstanden mellem politikerne og befolkningen vokse yderligere.

Ja det står der: Den nye regering skal skynde sig at finde det "røde blæk (=sproget der lyver), de kan bruge til at udtrykke deres respons til finanskrisen..."!!!!

Umiddelbart kan man undre sig over at en af Politikens ellers så udmærkede debatredaktører som gatekeeper har ladet den her omgang metaforiske vrøvl slippe igennem.

  Og hvorfor går det galt for lektor Claus Elhom Larsen der tilsyneladende er en belæst mand og bl.a. har læst George Lakoffs glimrende bog om politisk framing: Don´t  Think of an Elephant! Know Your Values and Frame the Debate."

Man kan jo kun gætte på hvad der er sket i hjernen hos lektoren. Der har han i forvejen haft indbygget en metaforisk skelnen mellem "rød blok og "blå blok" som han kender fra de danske journalisters forenklende beskrivelser af dansk politik.  Her er "den røde blok" dem lektoren i udgangspunktet sympatiserer med, mens "den blå blok"-  i hans optik negativt - har monopoliseret det sprog (og dermed den konceptuelle frame) som alle - også "den røde blok" langt hen ad vejen har accepteret. 

   Så læser han en morsom og aha-givende anekdote hvori indgår noget med sprog der forbindes med de selvsamme farver - hvor "rød" forbindes med noget negativt (=sprog der lyver) og "blå" med noget positivt (=sprog der taler sandt).

   Og så sker der en total farve-kortslutning i lektorens hoved. 

Det er min teori: Metaforer er grundlæggende forførende fordi de er udtryk for konceptuel blending. Og her har lektoren forført - først sig selv og derefter debatredaktøren - og blandet en metaforik i anekdoten sammen med en anden metaforik fra den danske poltiske journalistik - og i de to metaforiske blandinger betyder "blå" og "rød" stort set det modsatte.

   Splat, plask, ups! 

   Det hele bliver - mentalt set - SORT!