Om selvværd, kreativitet og negative skoleerfaringer

Hvad har personligt selvværd med kreativitet at gøre? Det spørgsmål prøver jeg at grave lidt i - i dette indlæg.

'Serendipitet' betyder 'det heldige tilfælde eller sammentræf'. Eller defineret i en narrativ version som jeg holder meget af: 

"Du søger en nål i en høstak - og kommer ud med bondens dejlige datter".

Sådan er det tit,  har jeg oplevet med skriverierne her på blokken: Når jeg har skrevet om et eller andet emne eller tema, så får jeg med det samme øje på tekster eller begivenheder i mine umiddelbare omgivelser som også har med det emne at gøre. Og så er det om at komme op på hesten igen.

   Forklaringen er selvfølgelig at det at bruge tid og kræfter til at skrive om noget, booster opmærksomheden så 'noget lignende' bliver lettere at få øje på.

Det foregående indlæg drejede sig om betydningen af negative skoleerfaringer for den kreative personlighed, med afsæt i et interview i Politiken med multikunstneren Anders Morgenthaler, som jeg selv oplever dagligt udfolde sig i en tegneserie på bagsiden af første sektion i Politiken, tegnet og udtænkt sammen med makkeren Mikael Wulff under det fælles forfatternavn 'Wulffmorgenthaler'.

   I interviewet sagde Morgenthaler:

»Jeg var sådan et barn, der kun mødte nederlag i min skoletid. Jeg er ord- og talsvag. Jeg kan ikke læse et telefonnummer fra ende til anden uden at sætte en finger over nogle af tallene, fordi talrækken forvirrer mig«.

   »I børnehaveklassen troede de, at jeg var autist. Jeg forstod ikke rammen. Jeg opbyggede en alternativ virkelighed, hvor jeg sad og legede. I 5. klasse kom jeg i specialklassen. Jeg blev en taber. Det er et stempel, som holder for evigt. Det er bare ikke til at forstå, hvis man ikke har prøvet at være en taber. Jeg kan se, at det for mange børn ikke har ændret sig i dag. Nogle børn forstår slet ikke, hvad skolen er. De leger bare. Når de så bliver tvunget til at høre efter og sætte sig ned, kommer de til at opleve en modstand mod læring«.

Morgenthaler vil starte en lilleskole med denne motivation som bærende ide:

"Vi prøver på vores skole i stedet at opbygge barnets selvværd og selvtillid til at kunne klare sig ud fra de givne værdier, det selv sætter sig for er de rigtige."

Selv om det kun bruges en enkelt gang i interviewet, så er det ordet 'selvværd' der er kernen og omdrejningspunktet. 

Selvværd

Mange års skolegang hvor man ikke får bekræftet, men tværtimod får undergravet og nedbrudt sit selvværd, kan være fatalt for kvaliteten af ens voksenliv og  måden at forvalte sine evner og kompetencer på. Altså skabe 'tabere'. Det er essensen i det Morgenthaler fortæller.

Men hvad betyder 'selvværd' ifølge Den Danske Ordbog:

oplevelse af eget værd som menneske

Det engelske ord 'selfesteem' som betyder det samme, får denne udbyggede definition i Wikipedia:

In sociology and psychology, self-esteem reflects a person's overall subjective emotional evaluation of his or her own worth. It is a judgment of oneself as well as an attitude toward the self.

Så idag støder jeg - selvfølgelig! - på en kronik i selvsamme avis under den ret skræmmende - og ihvertfald ikke særligt indbydende titel:

Posttraumatisk uddannelsesstres

Men da jeg godt kan afkode enkeltordene, vækker koblingen af dem min nysgerrighed, især forbindelsen af 'uddannelse' og 'stress', som jeg ikke husker at have set før (hvad google kan bekræfte)

   Forfatteren hedder Frej Prahl og er psykologistuderende som er igang med at skrive speciale. Så mit gæt er inden jeg går igang med læsning, at Frej Prahl nok øver sig på sin argumentation i det kommende speciale - eller at han har fundet ud af noget som han vil ud i offentligheden med mens det endnu er friskt i bevidstheden og ingen andre kan nå at lukrere på tankegangen inden udgivelsen. 

Manchetten angiver at det Prahl har fundet ud af, indebærer en kritik af en af samfundets virkelig tunge institutioner - den medicinske psykiatri:

Psykiatrien overser, at mange unge med ADHD har traumatiske oplevelser med i rygsækken fra deres uddannelsesforløb

Prahls grundsynspunkt er at fx de mange børn der bliver diagnosticeret med ADHD i skolen, og får behandlet deres mentale særhed med medicin ordineret af psykiatere, at de - trods denne behandling - i årene efter kan være blevet regulært post-traumatiseret af de oplevelser af trusler på selvværdet som de har fået gennem skolegangen på grund de negative reaktioner på deres ADHD.

  Prahl parallelliserer disse elvers oplevelser med at det at have været i krig, kan give en del af de soldater der vender hjem lidelsen PTSD - 'postraumatisk stress disorder'. Han tager afsæt i en case 'Morten' som er 35 år og som i sit voksenliv har haft store sociale og psykiske problemer, men nu er i en håndværker-uddannelse:

Morten fortæller mig, at han ofte vågner om natten badet i sved, fordi oplevelsen af at være en fiasko i klasselokalet endnu en gang har hjemsøgt ham. Morten fortæller mig yderligere, at når han ser en hestevogn fuld af studenter, vender det hele sig i ham. Han får lyst til at forsvinde.

   Vi begynder at snakke om Mortens forløb på mureruddannelsen, hvor han endelig oplevede at mestre noget. Her var hans selvværd ikke i fare. Men i samme øjeblik, skoleforløbet på samme uddannelse startede, slog det klik for ham, og han løb ud af klasselokalet. Han var blevet placeret i nogle omgivelser, som i betænkelig grad mindede ham om tidligere truende situationer, og som heldigvis udløste hans forsvar: flugt.

   Han udviste præcis den samme reaktion som traumatiserede soldater, der vender hjem fra krig: En soldat fortæller, hvordan han dukker sig, hver gang han ser en kornmark. Kornmarken minder ham om en situation, hvor han og hans deling måtte skyde fjender på klos hold. For soldaten er det en kornmark, der er den udløsende faktor. For Morten en hestevogn med studenter eller et klasselokale med bøger. Mortens reaktion, hvor han løber væk fra klasselokalet, er en forståelig og på kort sigt hensigtsmæssig forsvarsstrategi. Det er en flugt fra det, der truer hans duelighed.

Og senere uddyber Prahl sin case, Hvis skolesystemet og det psykiatriske system, nøjes med at give piller til at berolige ADHD-børn med, såå er der er stor risiko for en varig traumatisk skade som senere i livet kan ivalidere ligesom krigserfaringerne kan ivalidere de tidligre soldater i krig:

Sådanne erfaringer kan ikke kun bekæmpes medicinsk. Trusler mod selvværdet har det med at føre til en dyb følelse af skam: »Jeg er uduelig«. Skam må altid bekæmpes relationelt, fordi skammen opstår i relation til andre mennesker. Skammen er altid en skam over en selv i forhold til andre.

   Morten oplevede sig uduelig over for sine forældre, underviserne og de andre elever. 

Jeg synes Frej Prahl udtrykker sig forbilledligt klart her. Og generaliserer sin case udmærket:  

I løbet af min tid som frivillig på en produktionsskole har jeg mødt rigtig mange unge som Morten. Unge med diagnoser. ADHD fortrinsvis. Unge, for hvem folkeskolen var én lang påmindelse om, hvor værdiløse de var. De var dygtige med hænderne, men magtede ikke det boglige og det akademiske. Time efter time fem dage om ugen oplevede de sig dumme og utilstrækkelige. Det er en længerevarende tung belastning for selvværdet, som for de fleste munder ud i en traumatisk belastningsreaktion.

   Disse unge flakker ofte rundt i uddannelsessystemet. De gør alt, hvad de kan, for at undgå situationer, der minder om traumet (jf. kernesymptomet i PTSD-lidelsen), altså uddannelsesforløb, der involverer alt det, de ikke dur til.

Prahls logiske og fornuftige løsningsforslag går ud på at der - også - bør være fagligt indhold og rammer i skolen som genetablerer en undervisning der ligner mesterlæren når den er bedst, og som gør det muligt i praksis at opleve og få genetableret sit personlige selvværd gennem praktisk orienterede manuelle fag. 

De har brug for en hjælp, der modsvarer alvoren af deres situation. De har brug for at deltage i sammenhænge, hvor de kan få genoprettet deres selvværd og deres dybeste fornemmelse af betydning. Men det har vi ikke forstået. Måske fordi vi ikke vil anerkende, hvor voldsomme menneskelige konsekvenser der er forbundet med en folkeskole, som er én lang løbebane mod en akademisk karriere, og som på ingen måde tilgodeser håndværkeren, mureren, smeden eller stilladsarbejderen. De klassiske mesterlæreforløb findes ikke længere. Uanset hvor man ender, ender man på en skolebænk.

Jeg mindes et eksempel på en grafitti som jeg tit viste på PowePoint-slides når jeg afholdt efteruddannelseskurser for journalister:

DET HJÆLPER IKKE AT FLYGTE, DER ER SKOLER OVER ALT 

Årsagen var at jeg havde erfaring for at mange journalister, specielt af den lidt ældre skole, sad med frustrationer og blokeringer i forhold til formel undervisning, et negativt beredskab som de havde med i baggagen fra deres skoletid. Og med grafittiteksten ønskede  jeg at afspænde og afdramatisere situationen med humor og ironi inden jeg gik i gang - for alvor.

Men hvad har alt det her med kreativitet at gøre? 

   Min hypotese er at mange børn hvis egentlige duelighedsområde er at kunne udfolde og udvikle sig inden for kreative felter som musik, sang, tegning, maling, modellering, dans, skuespil poesi, historiefortælling, etc. at de i et almindeligt skolesystem er i risikozonen for tilsvarende mentalt belastende oplevelser som Mortens. 

  En lang række af de særligt kreative personligheder hvis barndom og ungdom jeg har beskrevet i indlæg her på bloggen, henviser til negative skoleerfaring som har truet dem og ramt dem på det selvværd som er en nødvendig forudsætning for at de kunne udfolde sin kreativitet. 

   Ofte beskriver de det sådan at deres kreative evner kun blev bevaret og udviklet, fordi de havde et meget selvværdstimulerende hjemmemiljø, eller undervejs mødte en værdsættende mentor, eller på et relativt tidligt tidspunkt kom på en form for kunstskole.

  En karakteristisk metafor for hvad det er der foregår i disse selvværdstimulerende forhold, er vigtigheden af "AT BLIVE SET!" 

  I mit tidligere indlæg om digteren Yahya Hassans vej til at blive digter (frem for forbryder) beskriver jeg netop det fænomen:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/10/den-danske-dubutantdigter-yahya-hassan.html

I beskrivelserne af den særligt kreative personlighed (se hele listen i foregående indlæg) indgår et par punkter som er relevante her:

• Er selvsikker og stolt, men samtidig ofte ydmyg og naget af tvivl om eget selvværd.
• Er gennemgående meget kritisk over for sig selv og andre, men også meget sårbar over for kritik fra andre.

Mange særligt kreative personer lider i perioder under oplevelsen af lavt selvværd, og det kan føre til angst for at optræde på en scene, til skrive- og male-blokeringer, mv. Uden at have statistik på det, er jeg overbevist om at der er en sammenhæng her.

   Men hvis man som barn og ung får mulighed for at udfolde sig på et felt hvor man har gode evner, så får man dermed også mulighed for at komme i den særlige og selvforglemmende mentale tilstand man i kreativitetpsykologien (Mihaly Csikszentmihalyi)  kalder for "flow", en tilstand som indebærer at man jævnligt får aktiveret og stimuleret hjernens såkaldte belønningssystem. Og det kan naturligvis ikke undgå at booste det selvværd som ofte er relativt lavt (jfr. punkterne ovenfor)

Forskningen kan konstatere at der er en positiv sammenhæng mellem relativt højt selvværd og kreativitet, men hvad der er årsag og hvad virkning, kan den ikke sige noget om. 

   Her et enkelt "abstract" til dokumentation ('divergent thinking' er et fagligt synonym for 'kreativ tænkning'):

The purpose of this study was to explore the relationship between divergent thinking and self-esteem in age groups across the adult life-span. A total of 218 subjects ranging in age from 18 to 84 years responded to a personal data inventory, a self-esteem measure, and a taped auditory free-response exercise in divergent thinking. Scores were obtained for fluency, flexibility, and originality of thought, and for self-esteem. Self-esteem significantly predicts divergent thinking across age groups; age does not account for a significant amount of the variance in divergent thinking scores.

http://www.karger.com/Article/Abstract/272654

Her et blogindlæg med en række citater og eksempler der dokumenterer at mange kreative mennesker i perioder har haft problemer med deres selvværd, i en grad så selv stor offentlig succes ikke har kunnet overdøve og mane tvivlen om eget værd i jorden.

http://blogs.psychcentral.com/creative-mind/2010/12/creative-but-insecure/

I god amerikansk stil, slutter indlægget med et afsnit med denne rubrik:

So how do we counteract unhealthy self esteem?

Der er også henvisning til andre opbyggelige kilder angående selvværd, som man kan følge op på. 

Her er et link til kronikken af Frej Prahl:

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2770994/posttraumatisk-uddannelsesstress/

Og her et link til det foregående indlæg med referencer til Anders Morgenthaler og hans selvværdstruende skoleerfaringer:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/07/fruen-var-igang-med-at-lse.html

H. C. Andersens korteste eventyr - og andre historier i anledning af en fødselsdagstale som ikke blev holdt

Vi var en gruppe venner til en 70-års-fødselar hvis navn er identisk med en internationalt berømt dansk forfatter fra 1800-tallet. Og han - altså fødselaren - havde udstedt forbud - sin helt egen fatwa - mod at der blev holdt  de traditionelle 'fødselartaler' under middagen ved den fest han havde inviteret til.

   Gaver frabad han sig også.

   Til gengæld bad han om at få kulturelle indslag til oplivelse og oplevelse, passende til den højskole hvor festen skulle holdes.

Det var jo sådan set ret egoistisk for det er jo sjældent man får en naturlig lejlighed til at sige venlige og fornøjelige ord - krydret med erindringer - direkte adresseret til en god gammel ven.

   Fatwaen fungerede imidlertid som en kreativ restriktion for vores lille gruppe af venner: Hvordan kan vi omgå den? Det var det eneste spørgsmål der optog os da vi holdt krisemøde.

   Navneligheden blev nøglen. Når vi ikke måtte TALE TIL ham eller TALE OM ham, så var der jo imidlertid ikke udstedt fatwa-forbud mod at CITERE ham: altså H. C. Andersen. Vi kunne endda spille lidt på at vores ven også havde skrevet flere bøger, så i princippet kunne det godt være citater fra hans egen skriverier.

Så vi gik på jagt via nettet. Og fandt nogle H, C. Andersen-citater som kunne give anledning til spisfindige annoteringer med adresse til fødselaren. 

   Og vi fandt nogle kendte og populære sange som vi alle kunne melodien til, forfattet af den gamle højt elskede forfatter; "Pandeben, godt det gror", "Hvor skoven dog er frisk og stor", "Hist, hvor vejen slår en bugt", "I Danmark er jeg født".

   Og endelig fandt vi H. C. Andersens - vist nok - korteste eventyr, en historie som ingen af os kendte i forvejen, men som - netop fordi den var så kort - var særlig egnet til oplæsning til festen.

Her er H. C. Andersens korteste eventyr - med titlen:

HURTIGLØBERNE

Der var udsat en Priis, ja der var udsat to, den lille og den store, for den største Hurtighed, ikke i eet Løb, men saadanne, i at løbe hele Aaret.

   "Jeg fik da første Priis!" sagde Haren; "Retfærdighed maa der dog være, naar Ens egen Familie og gode Venner er i Raadet; men at Sneglen fik anden Priis, finder jeg næsten fornærmeligt mod mig!"

   "Nei," forsikkrede Ledpælen, der havde været Vidne ved Priis-Uddelingen, "der maa ogsaa tages Hensyn til Flid og god Villie, det blev sagt af flere agtbare Personer, og det har jeg ogsaa forstaaet.   Sneglen har rigtignok brugt et halvt Aar om at komme over Dørtrinet, men han har brækket Laarbenet i den Hastværk det dog var for ham. Han har levet ene og alene for sit Løb, og han løb med Huus! - Alt det er agtværdigt! - og saa fik han anden Priis!"

   "Jeg kunde dog ogsaa have været taget i Betragtning!" sagde Svalen; "hurtigere end jeg, i Flugt og Omsving, troer jeg, Ingen har viist sig, og hvor har jeg ikke været om: vidt, vidt, vidt! -"

   "Ja, det er Deres Ulykke!" sagde Ledpælen; "De føiter for meget! De skal altid afsted, ud af Landet, naar det her begynder at fryse; De har ingen Fædrelands-Kjærlighed! De kan ikke komme i Betragtning!"

   "Men om jeg nu laae over i Mosen hele Vinteren?" sagde Svalen, "sov hele Tiden bort, kom jeg saa i Betragtning!"

Eventyret "Hurtigløberne" er fra 1858, og er sådan set et typisk eksempel på den type historier som H. C. Andersen blev elsket og verdensberømt for: moralske fabler hvori karaktererne er personificerede objekter (her "ledpælen") og dyr ("haren", "sneglen", "svalen") der optræder som talende væsener.
   Eventyret er selvfølgelig også illustreret flere gange, som her af en af de meste berømte HCA-illustratorer Lorenz Frølich:

Jeg har tidligere skrevet om forskellige former for synæstesi hos særligt kreative mennesker. Og i den forbindelse har jeg udkastet den hypotese at H. C. Andersen havde den særlige form for synæstesi som kaldes object-personifications synaesthesia på engelsk, og som indebærer at man ved synet af eller omtale af bestemte tal, bogstaver, ugedage, m.m. - men altså også af genstande (og dyr) man kender godt, automatisk udstyrer dem med bestemte personegenskaber og karaktertræk inden for forskellige dimensioner - som illustreret i dette skema:

 

Ideen fik jeg for et par år siden da man opdagede et nyt og ukendt H. C. Andersen-eventyr, skrevet da digteren endnu var teenager: "Tællelyset". 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/12/den-tndte-hc-andersen-noget-om-digteens.html

Det interessante her er at den 70-årige nulevende fødselar der deler både for-, mellem- og efternavn (og dermed initaler) med eventyrdigteren, også er synæstetiker. Og at han med sin frue hver vinter rejser flere måneder til Sydspanien. 

   Endvidere er det bemærkelsesværdigt at fødselaren som barn talte en dialekt som ligger meget tæt på H. C. Andersens odenseanske (nemlig langelandsk), og at han som voksen blev journalist med et stort fortælletalent og med stor empati for samfundets småfolk.
   Serendipiteten slog altså endnu en gang igennem.

For en ordens skyld oplister jeg også de udvalgte H. C. Andersen-citater som jeg annoterede under vores ikke-tale; forkortelsen YKW står for "You Know Who":

Ideer kommer som kyllinger, den ene oven på den anden.

- Den kreative H. C. Andersen. har tydeligvis som voksen haft et større pippende, gokkende og galende hønseri under hårmanken (ligesom YKW) 

Stor digter, stor tandpine. Lille digter, lille tandpine.

- Jeg er ikke helt sikker på at YKW´s tandlæge er klar over hvad han er oppe imod når YKW ligger i stolen og åbner munden på vid gab. 

At rejse er at leve.

- Det er et meget berømt og kendt citat, og vores YKW elsker jo at rejse og opleve. Men det kæder jeg så let og elegant over til næste citat: 

At leve er ikke nok! Solskin, frihed og en lille blomst må man have!

- Altså H. C. Andersen siger her at have må man have – og YKW har så tilføjet et lille drivhus til dyrkning af peberfrugter, tomater og agurker. 

Vor Herre giver os nødderne, men han knækker dem ikke for os.

- Det har vi så heldigvis konsulentbranchen til at hjælpe os med i dag: At knække nødder. Og YKW er jo konsulent og specialist i corporate storytelling. 

Det er med kærlighed som med skildpadde, de fleste kender kun den forlorne.

- En klar fremsynet kritisk H. C. Andersen-kommentar til vores digitaliserede dating-samfund. Og jeg er sikker på at YKW er helt enig.

Forgyldning forgår, svinelæder består.

- Det er noget H. C. Andersen ikke bare har skrevet, men som YKW også har skrevet sig bag øret når han stort set fra måned til måned totaludskifter møblementet i hjemmet, til stor forvirring for venner og familie. 

Hvad Fatter gør, er altid det rigtige.

- H. C.Andersen blev aldrig gift - i modsætning til YKW, hvis ægtefælle jævnligt udtaler det - citatet - højt og tydeligt i hjemmet, mens hun tænker sit. Som en senere tid har sagt: Bag enhver kreativ mand, står en klog og kreativ kvinde – og undrer sig. 

Mit hjerte er en opslagen bog for mine venner, men der kan dog let hænge et par blade sammen som ingen får at se.

- Det sidste citat vil jeg ikke annotere, men personligt synes jeg det rammer lige i plet i forhold til vores YKW.

Om den skjulte Ang Lee - og Axel Strøbyes hemmeligheder for sin far

En af de film der er på oppe for tiden - og stærkt opreklameret i aviserne, er "Life of  Pi".

   Den bygger på en roman jeg faktisk kan huske jeg har læst for en del år siden med samme titel. Den udkom 2001, skrevet af forfatteren Yann Martel

   Billedet der står tilbage er en mand der er isoleret på havet i en redningsbåd med en bengalsk tiger -og overlever. Historien var klart et resultat af konceptuel blending - både en realistisk "selvbiografisk" historie - mixet med en fantacy-historie - med klare fabel- og myte-elementer.

   Jeg husker at  "Life of Li" havde en slags filosofisk overbygning, og at man blev i feel-good-stemning efter endt læsning.

   Lidt hen ad "Kvinden og aben" af Peter Høeg - som udkom nogle år før.

"Life of Li" er altså nu blevet filmatiseret af en af de store moderne filminstruktører - en 'auteur' - Ang Lee.
   Og forklaringen på at den først er filmatiseret nu er bl.a. at den moderne digitale animationsteknologi gør det muligt at blande og visuelt integrerer - blende - realistiske filmortagelser med animationer så virkelighedsillusionen er totalt overbevisende.

I was never a citizen of any particular place... My parents left China to go to Taiwan. We were outsiders there. We moved to the States. Outsiders. Back to China. Now we were outsiders there, too -- outsiders from America.

   (Ang Lee i et interview fra 2005)

Men det er ikke filmen, men instruktøren som her er i fokus. Han har produceret en del film som har vundet priser, og jeg har bl.a. set "Sense and Sensibility", "Hulk" og "Brokeback Mountain".

   I modsætning til en del andre film-auteurer, så  er Ang Lee speciel ved at han stort set skifter genrer for hver ny film. Han blev en gang spurgt hvordan han "fandt sine film", svarede han: "I don´t find my films, they find me."

   Derved minder han om Poul Martinsen, der også skiftede genrer hele tiden. 

   Dels er det nok en del af den kreative personligheds mentale mind-set, at se en særlig udfordring i at lave noget andet end offentligheden forventer, og dels at kaste sig ud i risikofyldte projekter netop fordi man ikke behersker genren. Og dermed tvinges til mentalt "at stå i lort til halsen" - igen.
   Og dermed får adgang til at trække på - måske uerkendte - skjulte sider og mentale ressourcer.

Information bragte i torsdags et interview med Ang Lee i anledning af filmen "Life of Pi". Rubrikken:

Sandheden er skjult

Af interviewet fremgår at Ang Lee har haft en barndom og en opvækst som genfindes hos mange særligt kreative personligheder, og som fungerer som "brændstof" for de kreative valg og den kreative karriere:

Filmen handler om en indisk dreng, Pi, der sammen med sin familie og deres zoologiske have drager fra Indien til Nordamerika for at slå sig ned. Men undervejs synker skibet i en storm, og de eneste overlevende i en lille redningsbåd er Pi og en stor bengalsk tiger.

   Pi har med andre ord mistet alt og kommer nu ud på sit livs rejse, som på overfladen handler om rå overlevelse, men ligesom de fleste andre af Ang Lees film går den også et lag dybere og viser det følsomme menneske bag facaden.

   Det er her følelsen af ensomhed og fremmedgørelse, jagten på identitet og tro melder sig, og det er alt sammen noget, Ang Lee selv har oplevet.

   »Jeg kom til Amerika samme år som Pi, og derfor hjemsøger bogen mig,« siger Ang Lee, der forlod sit hjemland Taiwan for at begynde en ny tilværelse i USA.

   »Det at være alene med sin identitet, følelsen af ikke at høre til og altid være på vej kan jeg genkende fra mit eget liv,« siger Ang Lee, der opfatter sig selv som en verdensborger, som balancerer mellem taiwansk-kinesisk og amerikansk kultur.

 Ud over oplevelsen af isolation, identitetstab og fremmedgørelse, så har Ang Lee også, ligesom mange andre kreative personligheder, "ondt i farforholdet" - med en autoritær far der havde høje akademiske forventninger til sønnen, som sønnen så ikke levede op til. Og flere af (alle?) Ang Lees film tematiserer dette:

Tilsyneladende har instruktøren selv haft problemer med at tilpasse sig de rammer, som hans kultur og hans far satte for ham, hvilket måske også forklarer, hvorfor han gang på gang har

behov for at skildre far-søn-forhold i sine film.

   Også i Life of Pi skildrer Ang Lee en viljestærk og stolt faderfigur, der belærer sin søn om, hvordan verden hænger sammen.

   »Når det kommer til uenigheder, var det altid i forhold til min far,« siger Ang Lee.

   »Ikke bare var han familiens overhoved. Han var også rektor på mit gymnasium, et af de bedste i Taiwan. Og så går jeg hen og dumper til optagelsesprøven til universitetet og ender inden for underholdningsbranchen!«

   Lees far havde forventet, at sønnen ville blive professor.

   »Oven i det var jeg hans førstefødte søn, hvilket lagde endnu en byrde på mig i forhold til hans forventninger.«

   Her refererer Ang Lee til den kinesiske kultur, hvor den førstefødte søn er forpligtet til at tage sig af familien.

  »Jeg ved ikke, om det er en form for terapi, at far-søn-relationen dukker op i mine film, men jeg kan godt se, det er tydeligt. I nogle henseender vil jeg måske gøre ham, min far, ære, men i andre føler jeg, at ikke bare han, men hele familien, skammede sig over, at jeg ville være instruktør og ikke bare fulgte traditionen og pligten.«

Mønstret genkendes fra Ulf Pilgaards forhold til sin far, som det fremgik af Poul Martinsens dokumentar om ham "Den store, Ulf" (2000). 

Den særligt kreative personlighed er også kendetegnet ved at være sammensat - blended: to eller flere personligheder i et. Oplevelsen af  - derfor - aldrig selv at være ægte eller ærlig - hele tiden at simulere  for at skjule sider af sig selv - genfindes også hos Ang Lee:

»Jeg tror, at sandheden er skjult, og den eneste måde, vi kan få adgang til den på, er gennem forstillelse. I livet lader vi, som om vi har opdaget sandheden, f.eks. som i Hulk (Ang Lees film fra 2003, hvor videnskabsmanden Bruce Banner forvandler sig til monsteret Hulk, red.).

   »Vi har alle en Hulk indeni, som vi skjuler. Vi vælger, hvad folk skal se, og hvad de ikke skal se. Vi skal alle passe ind i samfundet og være civiliserede og følsomme mennesker. Der er helt klare forventninger til, hvordan vi skal opføre os. vi er flokdyr. Men jeg tror kun, vi kan finde sandheden ved at foregive. Det mest åbenlyse er ikke sandheden. Historien bag er sandheden. I min forrige film, Lust, Caution (2007). spiller den gode pige den onde. Det viser sig så, at hun rent faktisk er den onde. Jeg tror, det er værdien af drama, af film og af historiefortælling. Det går tilbage til den kinesiske daoisme og buddhisme, som siger, at sandheden, hvor alt kommer fra, er skjult og findes i negativet (modsat det fremkaldte fotografi).

   Den er i et mørke, hvor alt eksisterende vokser ud af og kommer tilbage til, når det dør. Det er grundreglen. Illusion er ikke ingenting, det er formentlig essensen i hele vores liv.

Jeg finde klip frem fra bunken - om andre særligt kreative personligheders barndom, som jeg ikke har nået at skrive om lige da de blev omtalt. Her om skuespilleren Axel Strøbye, fra en anmeldelse af  en  biografi om ham som udkom i november:

Når man i disse måneder lørdag efter lørdag ser Axel Strøbye fører sig frem som den geskæftige, fiffige  og slagterhundsfrække sagfører Viggo Skjold Hansen, tænker man ikke over, at skuespilleren bag havde et på mange måder dybt tragisk privatliv fyldt med bristede illusioner, skuffede forventninger og personlige kriser. Men det havde han. Og faktisk fra første færd, iden han som den sidst fødte - og uventede - tvillingbror aldrig blev rigtig hjerteligt velkommen til livet. Hans forældre, manufakturhandlerfamilie på Amager, så ikke deres ekstra og tredje barn som nogen form for bonus fra forsynet; de betragtede den lille dreng som et problem. "Du skulle slet ikke have været her", sagde Axels mor og far til Axel. De havde rigeligt i bror Jørgen og storesøster Inger. 

Endnu et citat kan belyse Axels Strøbyes flersporede personlighed og forhold til faderen:

Broderen har især bidraget med historier fra deres fælles barndom og ungdom. Han har været med til at tegne billedet af en skuespiller i evig kamp for at finde sit ståsted. En kamp, der senere hen i livet især blev ført mod de indre dæmoner. De to brødres far var en autoritær herre, der forbød sin søn at spille skuespil. Derfor måtte Axel Strøbye uddanne sig hemmeligt - og i øvrigt holde det skjult for faderen.

Axel Strøbye var i øvrigt et kreativt multitalent og ville oprindelig være maler. Men det syntes faderem var noget „halv- pornografisk noget." 

   "Min far opdagede, at man malede efter nøgenmodel, og så var det slut med det," sagde Axel Strøbye i et interview med Virtus Schade. Axel uddannede sig i stedet til arkitekt – det var ifølge faderen et rigtigt håndværk. Men allerede under studiet arbejdede han altså aktivt - men skjult for de dominerende far - på at blive skuespiller.

Den spekulative og reflekterende spekulant - George Soros

Han dukker op med passende mellemrum på avisernes erhvervs- og økonomi-sider. Specielt i krisetider som nu. Journalisterne elsker ham for hans tvetydige karakter - med en nutidig uselvisk kritisk reflekterende politisk progressiv personlighed som front - og bagsiden: en diskutabel mørk fortid og forhistorie som kynisk storspekulant i mangemilliardklassen.

   Han hører utvivlsomt til kategorien særligt kreativ personligheder. Og som ungarks jøde havde han en omtumlet barndom og ungdom under og efter anden verdenskrig, der ender med emigration til England.

Men hvad er det han kan, og hvem er han egentlig, George Soros?

   Politiken havde i mandags en artikel om ham - skrevet af Kristian Madsen - og foranlediget af at Soros har finansieret et nyt "Center for Imperfect Knowledge Economics" på Københavns Universitet som åbner i disse dage. Rubrikken:

Spekulanten der ville redde verdens økonomi

Alene navnet på det nye center ved KU siger meget om at han er kreativ.  Studiet af "Usikker Videns Økonomi". Det lyder morsomt - og lidt paradoskalt - nærmest som: "intutitiv videnskab".

   Manden er megaspekulant, hører til inden for gruppen af verdens 50 rigeste personer, og har en formue på mindst 22 milliarder - nej ikke kroner, dollars. Det er han berygtet og kendt for over hele verden.

   Og over hele verden er han så også berømt for sin filantropi. Han har doneret megasummer til en lang række klart progressive projekter og formål.

   Endelig er han provokerende og mærkelig ved at han konsekvent har kritiseret det økonomiske system og den bagvedliggende økonomiske standardtænkning som har gjort det muligt for ham at gennemfør sine kæmpe valutaspekulationer med så stor succes.

Og han kritik har sådan set være meget banal: Når den økonomiske teori og de økonomiske standardmodeller har vist sig ikke at kunne beskrive den økonomiske virkelighed i verden, så bør tænkningen og modellerne ændre så de får indarbejdet de erfaringer med uforudset og ustyrlige økonomiske kriser som jævnligt har rystet det globale økonomiske system. Logik for videnskabelige burhøns.

   George Soros studerede i sine yngre dage hos den store - også jødiske - videnskabsteoretiker Karl Poppersom indførte det centrale videnskabsteoretiske begreb: falsifikationsprincippet - i modsætning til verifikationsprincippet som positivistisk videnskab har som grundlag.

   Falsifikationsprincippet udsiger at en teori aldring endeligt og positivt kan bevises empirisk, men at det man kan underbygge den med, er at man kan prøve at falsifisaere den, og så længe den ikke kan det, så "holder" den.

   Og brugt på tidens økonomiske misere, så kan man sige at George Soros som elev af Popper i gennem årene har rystet på hovedet af koncensusøkonomerne hvis økonomiske teorier gang på gang bliver falsificeret af virkelighedens økonomisk udvikling. Han har dog ikke bare rystet på hovedet, han har skrevet glimrende og øjeåbnende bøger om det.

Alle ved i dag at den økonomiske ekspertise - på både forskninginstitutionernes, i de store privatøkonmiske virksomheder, og i staternes økonomi- og finansministerier - ynkeligt er kommet til kort - endnu en gang, fristes man til at tilføje.

   De kunne ikke forudsige krisen. Og nu de kan ikke blive enige om hvad hvilke indgreb der skal afbøde eftervirkningerne og bidrage til at økonomierne skal komme ud af den..

   Det har Soros altså en god og kontant forklaring på: nemlig at de økonomiske modeller hviler på nogle ideelle forudsætninger som gør det muligt at lave smukke matematisk funderede modeller, som til gengæld ikke kan beskrive og dermed forudsige og forklare den reelle økonomiske udvikling.

   Til de forudsætninger hører: at markedet er gennemsigtigt, at prisen fastsættes af udbud og efterspørgsel, at driftsherren(sælger) rationelt søger at profitmaksimere, samt at køber tilstræber at nyttemaksimere. Desuden rummer teorien ikke en tidsdimension. Der er hverken fortid (erfaringer) eller fremid (forventninger) i modellen, for alle transaktioner mellem udbud og efterspørgsel behandles som engangsforeteelser i nutiden.

   Dette "taberparadigme" går ud fra, at mennesker altid handler rationelt på baggrund af al tilgængelig information. Derfor er finansmarkederne effektive og vil alt andet lige sørge for at kapital og investeringer fordeler sig optimalt. Indgreb og regulering forstyrrer denne effektivitet. Derfor må så de fleste af den slags forstyrrende elementer fjernes, så markedet kan finde sin naturlige balance. Regulering kan være nødvendigt, men det er som udgangspunkt af det onde, fordi det i sig selv udgør en omkostning.

Soros beskriver den økonomiske standardteoris antagelse om 'rationelle forventninger', som en antagelse om at mennesker skulle opføre sig som "elektroner aller andre partikler hvis bane og mønster kan beregnes":

"Det er virkelig et helt urtrolig vildspor økonomien som videnskab har kørt sig selv ud på ved at hænge alt op på denne antagelse om rationelle forventninger. Det betyder dybest set at folks fortolkning af hvordan tingene ser ud, altid er fuldstændig lig med tingenes faktiske tilstand - at alle har perfekt viden".

Og Politikens journalist tilføjer så: "Han har netop selv altid levet af, at ingen havde perfekt viden, men at han ofte havde lidt mere end andre."

Men hvad vil George Soros så sætte i stedet? Hvad skal center for "utilstrækkeligt vidensøkonomi" have som grundantagelse? Ifølge Politikens artikel:

Groft sagt var Soros´ ide, som han kaldte reflexivitet, at et markde rummer nogle selvforstærkende mekanismer, der betyder, at alle påvirker hinanden til at foretage den samme type investeringer på samme tid. Derfor stiger prisen på disse værdipapirer, valutaer eller andre investringsobjekter  pludselig helt uden hensyn til deres faktiske værdi. (...)

   Når en sådan udvikling går i gang, taler økonomer om , at der opstår en boble. Og når afstanden mellem virkeligheden og markedets værdisættelse bliver for stor springer denne boble.

Wikipedia beskriver det på denne måde:

In Economics reflexivity refers to the self-reinforcing effect of market sentiment, whereby rising prices attract buyers whose actions drive prices higher still until the process becomes unsustainable and the same process operates in reverse leading to a catastrophic collapse in prices. It is an instance of a positive feedback mechanism.

Soros´ fidus, som han altså er blevet megamillionær på, har været at kunne identificeres sådanne selvforstærkende bobletendenser i økonomiske markeder så tidligt at han både har kunnet gå ind i markedet og investerer og komme ud af det igen i tide - med stor profit - inden boblen blev så stor at den punkterede. Han fortæller:

"Jeg brugte finansmarkedet som et laboratorium for min idé om refleksivitet. Og det viste sig sig at være ganske frugtbart", som han siger med et stille smil.

   "Jeg begyndte med en bestemt type boligfinansiering i USA allerede i 70´erne. Jeg købte op af disse papirer ,selv om jeg allerede den gang forudså, at de ville ende med at være værdiløse. Men inden da ville de stige betydeligt, og det gjorde de. Jegsolgte dem nogen tid efter og gik videre med andre investeringer. Nogle år senere kom disse papirer i vanskeligheder, og så begyndte jeg at spekulere i, at de ville begynde at falde. Og jo mere de faldt, jo mere spekulerede jeg imod dem. Jeg havde ikke så mange penge den gang, så jeg investerede kun omkring 10 mio. dollar, men jeg endte med at tjene mere end det. Jeg så en potentiel boble, selv om den ikke var der endnu, og hjalp så med at puste den op.

Det ligner jo den indsigt Marx havde i sin økonomiske teori - om at kapitalismen grundlæggende er cyklisk og med mellemrum må gennemgå kriser der destruerer en stor del af de eksisterende virksomheder - og dermed igen gør det muligt at øge profitterne i de tilbageværende foryngede virksomheder. 

Apple - Steve Jobs - og babyen der forvekslede et glittet magazin med sin iPad

En meget berømt bog inden for moderne neuroscience har den fascinerende titel: "The Man Who Mistook His Wife for a Hat and Other Clinical Tales", skrevet af den internationalt kendte neurolog Oliver Sacks. Titlen refererer til en af bogens case-historier om en mand med sygdommen visual agnosia.[1]

    Se lige denne video fra YouTube som gav mig associationen til bogen. Klippet har titlen:

A Magazine Is an iPad That Does Not Work

Klippet kunne også have haft titlen: Babyen som forvekslede et glitte magasin med sin iPad.

    Der er flere andre klip på YouTube der viser at en iPad kan betjenes "intuitivt" af små børn på 1-2 år. Og det er jo både fantastisk og uhyggeligt. Men når jeg ser på mine børnebørn, så er de jo alle mere kompetente end jeg og min frue er - med mange kilometer. Med fingre og hænder "kører" de iPhone og iPad som vi andre kører bil.

Jeg må starte med en tilståelse. Jeg ejer ikke og bruger ikke til hverdag Apple-produkter. Og da jeg for nylig besluttede at nu måtte jeg nok se at anskaffe mig en smartphone, så blev det ikke en iPhone, men en Galaxy S II (Samsung).

   Hvad har jeg imod Apple - og alle deres smarte iP-produkter?

    Det er en fornemmelse omkring den markedsføringspolitik de følger, der går på ikke at ville dele og prøve at binde brugerne, isolere dem fra resten af markedet.

   Altså Apple er grænsesættende i stedet for grænseoverskridende. For meget religion. For meget in-group.

   Det kan godt være at Apple  - med  nyligt afdøde Steve Jobs som primus motor og frontfigur - har været kreative i deres markedsføring. Og er blevet et fantastisk brand der derfor kan sælge til meget højere priser end rimeligt er når man ser på det indhold produkterne leverer. Og der er også det med underbetaling og elendige arbejdsvilkår for kinesiske industriarbejdere på de fabrikker som producerer  hardwaren.

   Så: Jeg har ikke følt mig tiltrukket og fristet. Men nu går den nok ikke længere.

I forbindelse med en lettere animeret påskefrokost i går, var der gang i iPads´ne og iPhone´ene - og en livlig snak om apps og spil gik bordet rundt.

   En af vennerne har I mange år været Appel-fan og -bruger, men kan også håndtere og betjene almindelige Microsoft Windows-computere. Og han viste klippet ovenfor - med baby´en, iPaden og det illustrerede magasin. På sin egen iPad

   Min ven var den første i min omgangskreds der anskaffede sig en iPad, og i høje toner besang dens kvaliteter.

   Han forærede den så til sin frue og købet en iPad 2. Og hans frue blev også fuldstændig "solgt" til den gamle 1´er.

   Flere og flere mænd i min omgangskreds fortæller at de også har anskaffet en iPad, men slet ikke kan få lov til at bruge den selv. Børn og kvinder i familien overtager den simpelt hen - fuldtids. Familieekspropriation - uden kompensation. Så anskaffer man sig en iPad må man altså forudse et umiddelbart behov for en til!!!

   Og min frue - som altid har haft en indgroet modvilje mod den lille bærbare Windows-computer  jeg forærede hende for nogle år siden - har også anskaffet en iPad. Hun er nu også helt "solgt". Og ikke mindst er det altså spil-apps´ene der trækker - og så følger de andre mere praktiske funktioner med: e-mail, net-bank, googling etc.

Siden jeg for to år siden begyndte at skrive på denne blog, har jeg flere gange tænkt at nu måtte jeg også lige skrive om Steve Jobs. Uden at jeg for alvor satte mig ind i hans historie, var jeg jo ikke i tvivl om at han måtte høre til de særligt kreative personligheder - big scale!

Hvordan er det nu med den særligt kreative personlighed? - Flere personligheder i en. Savn af far eller mor - eller konflikter i hjemmet. Psykologisk set fremmedgjort og mental hjemløshed. Blandet sproglig og etnisk herkomst. Flytteri i barndommen. Mobbet i skolen og andre skolekonflikter. Præget af vrede og irritation over andres mangel på æstetiske ambitioner. Stemnings-svingninger mellem udadvendthed og indadvendthed. Store forestillinger om eget værd. Rager uklar med chefer. En primadonna.

   Det var stikord jeg har samlet sammen - uden at få dem omsat til indlæg om Steve Jobs: en helt speciel særligt kompliceret og mangesidet personlighed.

   Jeg googler lige på ham. Der var noget med en stor biografi som udkom på dansk for ikke så mange måneder siden. Og ja!

Forfatter: Walter Isaacson

Titel: Steve Jobs: En biografi om manden bag Apple

Oversættelse: Jakob Levinsen

Forlag: Gyldendal

Sider: 672

Pris: 349 kr.

Den anmeldes i Berlingske 27/10/2011 af Lars Henrik Aagaard. Rubrikken er jo i sig selv en bekræftelse:

Steve Jobs-biografi: Portræt af et dumt svin

Jeg plukker citater hist og pist. Her først fra manchetten:

Walter Issacsons definitive biografi om Steve Jobs tegner et levende og ærligt portræt af et arrogant, uhøfligt og grundlæggende usympatisk menneske, som med sin enorme passion, vrede og skaberkraft revolutionerede IT-verdenen.

Det er en bog, der handler om en næsten sygelig perfektionist, en enorm manipulator, en ofte kynisk og umoden skiderik, der skifter mellem ukontrollerbare vredesudbrud og selvmedlidende gråd. Og det medvirker naturligvis til at gøre bogen underholdende. Men det skaber også det problem, at man aldrig kommer til at nære den store sympati for denne informationsalderens ukronede konge (...) Til gengæld kommer man tæt på sandheden om et uhyre sammensat og komplekst menneske.

Steven Jobs var af blandet etnisk herkomst. Og han blev bortadopteret som helt spæd, hvad han meget tidligt fik at vide at han var. Fik som voksen kontakt med biologisk mor og søster (som også blev bortadopteret). Men fik ikke og ønskede ikke kontakt med sin biologiske far.
   Han var ordblind og ifølge nogle kilder havde han diagnosen ADHD.

   Wikipedia fortæller:

Steven Paul Jobs was born in San Francisco on February 24, 1955 to two university students, Joanne Carole Schieble and Syrian-born Abdulfattah "John" Jandali (Arabic: عبدالفتاح جندلي‎), who were both unmarried at the time.[28] Jandali, who was teaching in Wisconsin when Steve was born in 1955, said he had no choice but to put the baby up for adoption because his girlfriend's family objected to their relationship.[29] The baby was adopted at birth by Paul Reinhold Jobs (1922–1993) and Clara Jobs (1924–1986), an Armenian-American[3]whose maiden name was Hagopian.[30] Later, when asked about his "adoptive parents," Jobs replied emphatically that Paul and Clara Jobs "were my parents."[31] He stated in his authorized biography that they "were my parents 1,000%."[32] Unknown to him, his biological parents would subsequently marry (December 1955), have a second child Mona Simpson in 1957, and divorce in 1962.[32]

   The Jobs family moved from San Francisco to Mountain View, California when Steve was five years old.[1][2] The parents later adopted a daughter, Patti. Paul was a machinist for a company that made lasers, and taught his son rudimentary electronics and how to work with his hands.[1]

   Clara was an accountant[31] who taught him to read before he went to school.[1] Clara Jobs had been a payroll clerk for Varian Associates, one of the first high-tech firms in what became known as Silicon Valley.[34]

   Jobs was an intelligent and innovative thinker, but his youth was riddled with frustrations over formal schooling. At Monta Loma Elementary school in Mountain View, he was a prankster whose fourth-grade teacher needed to bribe him to study. Jobs tested so well, however, that administrators wanted to skip him ahead to high school—a proposal his parents declined.[35]

Mit eget forhold til computere og Apple er sådan her: 

   Jeg købet en computer omkring 1985. Da jeg selv er lidt ordblind, synes jeg den var rigtig svær og bruge - kunne ikke finde ud af og huske de forskellige kommandoer. Brugte den næsten kun som skrivemaskine.

   Da jeg i starten af 80´erne var konsulent i DR´s interne undervisnings-afdeling, lånte jeg en 10 kg tung bærbar Toshiba til at tage med ud på redaktionerne når jeg lavede udviklingsprojekter og redaktionsrettede kurser. Det var smart og en stor fordel under arbejdet, husker jeg. 

   Og jeg fik vel også opsat en stationær på mit kontor i TV-Byen. Men DR´s IT-afdeling var forfærdelig tung at danse med. Og jeg syntes generelt det var besværligt med det nye it-udstyr.

Da jeg blev direktør for TV 2 ØST i 1992, besluttede jeg at købe en Apple "PowerBook" - som på det tidspunkt var helt ny og revolutionerende, og - havde jeg læst mig til - meget nemmere at bruge for sådan nogle højre hjernehalvdels-orienterede mennesker som mig.

   Det passede. Den Macintosh PowerBook var jeg rigtig glad for. Den var meget sjovere og mere intuitivt indladende end dem jeg var vant til hjemmefra og fra DR. Men problemet var at stationens computere ellers var microsoft-systemer. Og det var besværligt at jeg havde Mac når min sekretær bruge Microsoft. Så frustrationerne fulgte med.

   Så kom Microsoft med Windows-styresystemet - som jo langt hen ad vejen var en kopi af Macintosh´. Så det skiftede jeg til. 

    Og  jeg husker det var en lettelse at være på samme system som medarbejderne, min sekretær og mine chefer. 

    Men Apple forfulgte mig alligevel. Det første digitale redigeringsanlæg, en AVID, som stationen anskaffede, var et Apple-produkt. Det var dyrt og den økonomiske gevinst det skulle give, blev spist op af efteruddannelse til medarbejdere der skulle betjene det, og de stadig nye forbedringer og opdateringer som man også skulle betale for. 

Når jeg nu underviser en gang imellem på TV-tilrettelæggeruddannelsen, så har alle de studerende - uden undtagelse - Mac-bærbare-computere. På journalistik på RUC er fordelingen ca. 50-50 mellem iMac og Microsoft-bærbare.

Men jeg bliver nok nød til at falde til patten. Konkurrenterne til iPad´en synes ikke at kunne nå den til sokkeholderne. 

   Men det kan tænkes at Samsung i år når at udkomme med en tablet-android-computer der i test kan matche iPad´en, sådan som Galaxy S II kunne matche iPhone´en i flere forbruger-tests i slutningen af 2011.

   Så jeg klapper lige hesten, og ser om fruens forhold til sin iPad fortsætter med at udvikle sig i en positiv stejl kurve.