Ingolf Gabold (2) - en særligt kreative personligheds aktanthistorie

(fortsat fra forrige blogindlæg)

Inde i Politikens kultursektion fra i går, står så fødselsdagsartiklen om Ingolf Gabold. Skrevet af Jens Lenler. Rubrikken er et citat:

"Når jeg ser tilbage på mit liv, minder det mig mere og mere om en tv-serie"

Selve artiklens form er et kreativt brud på fødeselsdagsartiklens traditionelle form. 

   Den er lavet som et stykke fortællende journalistik, opdelt i 10 afsnit, skrevet i 3. person som det hører til genren. Og inden for hvert afsnit er der så også beskrevet afgørende "scener". 

   Og der er tale om en helt regulær udviklingshistorie med klare eventyrtræk, med tilbagevendende ups and downs, startende "down" som han selv formulerer det: udgangspunktet er en 0,1-situation. Og den skal slutte i en 99,9-situation. Sådan som vi har undervist i på dramaturgikurserne.

   Og Ingolf kan få det til at passe. Præmissen - den bærende ide - efter hans eget udsagn:

Det er muligt for et menneske at blive født med alle odds imod sig og alligevel langsomt dreje den tommelfinger, der til at begynde med pegede grumt nedad, så den til sidst vender opad, og det menneske har realiseret sig selv.

I artiklens prolog beskrives hvordan Ingolf ser sit ege liv gennem aktantmodellens optik.

Ingolf Gabold tegner nogle pile på bloggen. Det er den såkaldte aktantmodel, som beskriver hvilke kræfter der arbejder for og imod hovedpersonen. Subjektet er ham selv. Objektet, som han jagter, er 'selvrealisering'. Hjælperen er eksempelvis hans  gamle mormor, der passe ham som barn, mens modstanderen er krigen og en fraværende far. Giveren er hans vilje, hans vædderagtige temperament, hans trang til selviscenesættelse.

   "Jeg vil godt have lov til at iscenesætte mig selv - og skifte skueplads, når det passer mig. Det er også en vigtig pointe i historien. Shakespeare siger, at verden er en scene, og sådan har jeg opfattet det. Den ideelle situation er, hvis man får lov til at skrive sit eget manuskript og selv instruerer det. Det værste er hvis andre skriver og instruerer - i hvert fald hvis man er indrettet som mig."

Associationen og optikken er klar. Manden har vundet berettige og fortjent hæder og anerkendelse for - som DR-dramachef - at have været primus motor for de mange fiktionsserie-successer som DR har haft i den sidste halve snes år. 

    Og Jens Lenler har naturligvis derfor også ladet Ingolf denne gang skrive sit eget manuskript.

Så føljeton-serie-fortællingen den helt rigtige form at fortælle hans historie i. Og naturligvis bygget over en berettermodel: 

• Anslag: Afsnit 1: 'Enegængeren'
• Præsentation: Afsnit 2: 'Ind på scenen', og Afsnit 3: 'Uden en far
• Uddybning: Afsnit 4: 'Den første sejr', og afsnit 5: 'Stormfulde noder'
• Point of no return: Afsnit 6: 'Farvel til musikken'
• Konfliktoptrapning: Afsnit 7: 'Fyret storskryder', og afsnit 8: 'Følg dit hjerte'
• Hovedscenen: Afsnit 9: 'Successen er hjemme'
• Klimaks: Afsnit 10: 'Den store sejr'
• Udtoning: Epilog: 'Det stopper aldrig´'

Jeg får under læsningen associationer til Poul Martinsen som jeg, efter at have interviewet i mange dage i løbet af efteråret 2005, til sidst spurgte om han "så sit liv som et eventyr?". Og han svarede: "Som et eventyr? Ja, det gør jeg faktisk."

   Når jeg stillede ham netop det spørgsmå, var det fordi han gang på gang konstaterede at han i forskellige sammenhænge i sit produktive liv havde været "heldig" - specielt når det så særligt sort ud.

   Jeg får også associationen fordi Martinsen havde "ondt i farforholdet" og blev pacet af sin mor og 7 år ældre søster til at blive "mønsterbryder".

For det er slående at  Ingolf Gabold i den grad har en barndom og ungdom som har alle de kendetegn jeg tidligere har opremset som typisk for den særligt kreative personlighed.

• ondt i farfoholdet/fadersavn - far er først tysk soldat og derefter i krigsfangenskab - og forlader moder og Ingolf for en anden dame.
• fly(g)tning - bliver flyttet fra et sprogsamfund (Tyskland) til et andet (Danmark) og skal undertrykke sit tyske sprog for at overleve
• intensivt fantasiliv - lyver over for kammerater i skolen for om sin far og sin tyske baggrund
• bliver mobbet i skolen for at være "tyskerunge" da det bliver opdaget.
• pacet af mor der er meget ambitiøs på hans vegne
• mormor forguder ham og bliver hans mentor.

At Ingolf ender med at være kreativ mangefacetteret: "flere personer i en", er klart. Han er søgende og afprøvende - usikker på sin identitet, men selvbevidst. Men som voksen personlighed en omvandrende opera, med dramatiske sceneskift, fremdrift i liv og handling, og bulder og brag-musik.

   At han må skifte liv og social ham sådan ca. hvert 7 år, genkender jeg fra mig selv. Der er mange paralleller og en ganske uforklarlig synkronitet i vores livs-vendepunkter. 

   Jeg kender det også fra mange andre kreative personligheder i min omgangskreds, som - efter nogle år i samme rolle eller funktion - bliver urolig og må flytte sig et andet sted hen - for igen at sidde i lort til halsen. 

    Til et sted og en funktion hvor der er godt  med modstand, konflikt, komplikationer, varsler gåder og tidsfrister. Og dermed fremragende udviklingsmuligheder. 

Da jeg mødet Ingolf (se foregående blogindlæg) var det i point of no return af hans livs spændingskurve. Og også i mit. 

   Den dramaturgiske teori siger at point of no return er midtpunktet i fortællingen, og at det er på det tidspunkt hovedpersonen skifter karakter - og for alvor tager kampen op og viser hvad han dur til. Det helt store plot- og vendepunkt.

Der er flere paralleller: Godt 10 år senere blev vi tv-direktører på næsten samme tid: Han for det store DR, jeg for den i sammenligning lille regionale tv-station TV2 ØST. Begge udnyttede vi de særlige unikke kvalifikationer som en næsten 10-årig lang fast beskæftigelse med dramaturgiens teori og funktion i gode historier havde givet os. 

  Mit job var mere overkommeligt end hans, og vilkårene meget mere taknemmelige. Jeg fik rimelig succes i mit job, som jeg forlod efter 6 år for at blive professor i journalistik i Odense.

  Ingolf blev dolket i ryggen efter mindre end et år i DR. Men - og det kendetegner den gode historie og den gode hovedkarakter - han kom stærkt tilbage og sejrede med vejende faner som dramachef.
  Endelig var der kommet total sammenhæng mellem ide, indhold, form og udtryk i personlighederne.

  Tillykke!

   

   

Bølgemodellens muligheder i web-tv-kontekst - lidt dramaturgisk grundforskning

Traditionelt skelener man i dramaturgisk sammenhæng mellem to måder at forme og opbygge historier på. En form styret af og underlagt en spændingskurve: berettemodellen. Og en anden form uden spændingsopbygning: bølgemodellen.

   I det følgende vil jeg dels beskrive bølgemodellens funktion som formgiver at historier i broadcast-tv, og dels så se på hvordan modellen arter sig når vi skifter medie til web-tv. Det bliver lidt langt og kedeligt. Men hvad...?

Bølgemodellens dramaturgiske funktion er at forme fortælling til historier hvori der ikke er nogen særlig spænding knyttet til det samlede indholdsmæssige forløb. Der er en begyndelse – et anslag og en præsentation – og en slutning, et klimaks (måske svagt) og en udtoning.

    Og der er en bærende ide/vinkel som historien skal bevise.

    Mellem disse to - begyndelse og slutning - udfolder historien sig så som et forløb af - scener, billeder, kapitler, småfortællinger, episoder - "bølger" der indholdsmæssigt hænger sammen i kraft af et tematisk fællesskab – og gennem det at de hver bidrager til at underbygge den bærende ide – med noget nyt eller anderledes i forhold til de andre.

Når det kaldes bølgemodellen er det fordi disse mindre dele - "bølgerne" - hver for sig har indbygget en lille dramatisk spændingskurve med en optakt, et vendepunkt og et klimaks.

    Andre metaforisk navne for modellen har været ”perler på en snor” eller ”mosaik”.

    Navnet "bølgemodellen" mener jeg at jeg er opfinder af. Først brugt i bogen "Faktion som udtryksmiddel".

Bølgemodellen er ”løsagtig” i den forstand at det ofte ikke er afgørende i hvilken rækkefølge bølgehistorierne lægges og hvor mange der er af dem mellem start og slutning. Rækkefølgen er bestemt af et variations- eller kontrastprincip. Den næste bølgehistorie skal overraske ved at bringe en ny og anden synsvinkel eller et andet aspekt ind, eller ved at overtrumfe den foregående, eller ved at ligne den foregående men alligevel være anderledes.

    Fremdriften er knyttet til at hver enkelt bølge er tilstrækkeligt spændende, og at der for hver ny bølge trods alt kommer noget nyt og overraskende i forhold til det allerede fortalte.

    Typisk er hver bølge adskilt af et mellemspil der både kan have karakter af et visuelt og lydligt hvilepunkt inden næste historie, eller af forbindende mellemspeak/tekst der leder over fra den ene bølge til den næste. Her kan man tænke form og forløb i en helt traditionel tv-nyheds­udsendelse eller et magasin.

Bølgemodellen er altså grundlæggende episodisk. 

   Men den findes i en overgangsform til berettermodellen, nemlig hvis der er en gennemgående karakter i alle historier, og bølgernes episoder er ordnet fremadskridende kronologisk.

   I så fald vil man næsten altid have en fornemmelse af fremdrift i forløbet knyttet til spænding om udfaldet af historien, også selv om hvert enkelt kapitel for så vidt er selvstændigt og afrundet. Og spændingen ikke egentlig stiger fra kapitel til kapitel

    Så kan vi tale om en føljetonversion af bølgemodellen. En masse tv-rejseprogrammer med synlig vært har den karakter.

Bølgemodellen bruges til historier der ikke indeholder nogen fælles, samlet og klar konflikt, eller til bøddel-offer-historier hvor der er en konflikt men uden udviklingsmuligheder for et subjekt.

Bølgemodellen bruges når man ikke har en gennemgående karakter til at bære historien, men en række ”sideordnede” og ”ligestillede” episoder eller segmenter.

    Bølgemodellen bruges til portrætter og til miljøskildringer hvor hver bølge fortæller en ny historie om hoved­per­sonen/miljøet, og hvor hver bølger lægger en ny brik til det samlede billede af personligheden/miljøet.

Med hensyn til journalistisk plot er ”opdagelsesrejsen” og ”rundvisning” dem der passer mest naturligt og fungerer bedst i en bølgemodel. 

   Et godt billede på en bølgemodelsfortælling er guiden der viser rundt på et museum, rum efter rum, og montre efter montre.

Det var overvejelser om bølgemodellens funktion og kendetegn som fortælleform i broadcast-tv. Men hvad med bølgemodellen i web-tv.

Bølgemodelshistorier er – i kraft af den løsere struktur og i kraft af at historien ikke hænger sam­men gennem udvikling af en konflikt – meget velegende til hypervideo på nettet. 

     Dels kan man i den samlede player-version indbygge muligheder for at springe flere bølger over, så man altså hvis man har travlt, kan kommer fra præsentation til klimaks uden at skulle have fortalt alle eller de fleste ”mellemregninger”. 

    Og dels kan man lægge de enkelte bølger ud som selv­stændige korte indslag som giver mening blot med et skrevet oplæg i konteksten, så man altså slet ikke behøver at få fortalt helheden hvis det kun er den enkelte eller nogle få minihistorie man er interesseret i.

En dansk officiel turistfilm på nettet havde den form, hvor man både kunne vælge den 20 minutters film med rundvisning til alle Danmarks turistherligheder, men man også kunne vælge at tage de emner eller lokaliteter som man havde særlig interesse for. 

   Et andet eksempel var en side med en hel modeopvisning med en enkelt model der viste alle de ny dessiner på skift, lagt ind på en virtuel catwalkscene. Man kunne så se alle fremvisningerne i en samlet forudbestemt rækkefølge, men man kunne også vælge at se nogle få udvalgte fremvisninger i tilfældig rækkefølge.

En nyhedsbegivenhed der udvikler sig over dagen kan følges i en slags bølgemodel, hvor det nye der sker, simpelt hen lægges i kronologi efter det allerede rapporterede med markering af tidspunkter når der skiftes til næste nyhedsepisode eller opdatering. 

   Det første indslag i playeren fra om morgenen er altså kort, mens det sidste indslag der lægges i playeren om aftenen har samlet forløbet op – reportagesegment efter reportagesegment – fra hele dagen. 

   De enkelte segmenter kan samtidig ses hver for sig, idet de tilbydes i oversigten ude til højre for playeren.

En bølgemodelshistorie i playeren kan også ”afbrydes” i mellemspillene med henvisning til at man på dette sted kan hoppe af og få baggrundsinformation, eller hele interviewet, eller andre web-videoindslag om netop dette aspekt. Eller for den sags skyld, løse en opgave, før man sætter playeren i gang igen med den fortsatte fortælling.