Sider

Viser opslag med etiketten autisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten autisme. Vis alle opslag

onsdag den 20. januar 2016

Hvad ved man efterhånden om hjernens kemi - når det gælder grænserne og forbindelsen mellem sindslidelser og kreativitet?


I de snart 6 år jeg har haft min blog kørende, har en af 'trådene' jeg har forfulgt, været sammenhængen mellem emnet 'kreativitet' og det som den moderne hjerneforskning løbende finder ud af, blandt andet når det gælder 'kemien' i hjernen: hormoner, neotransmittere, mv. - eller bevidsthedsudvidende stoffer som LSD, alkohol, amfetamin.
   Og jeg har jævnligt været omkring de forbindelseslinjer hjerneforskerne efterhånden har kunnet trække mellem 'kreativitet' og forskellige former for sindslidelser.
   Derfor er jeg særlig opmærksom på når der dukker nyheder op på det område i medierne.
 
I Weekendavisens videnskabstillæg fra den 18. december var der en kort notits som fangede min opmærksomhed - primært fordi jeg for nylig har skrevet om assperger-autisme med afsæt i en radioudsendelse om emnet i serien "Hjernekassen".
   Rubrikken lød
Autisme og hjernekemi
Artiklen fortalte at forskere på MIT med Caroline Robertson i spidsen havde identificeret en sammenhæng mellem hvordan autister typisk opfører sig, og et særligt signalstof i hjernen kaldet GABA, et stof som jeg ikke tidligere har været opmærksom på.
   GABA har som primær opgave at hæmme aktiviteter i hjernen og begræsnse kommunikationen mellem hjerneceller. Og det forskerne mener at have fundet ud af, er at mennesker med autisme gennemgående har for lidt GABA.
   
Artiklen bruger fine metaforer (der støder lidt sammen,) til at forklarer:
GABA fungerer som en slags håndbremse, der kan bremse modtagelsen af alle de stimuli, som hjernen modtager. Hvis den bremse ikke er der, vælter stimuli ind som en kaskade, og der kan ikke dannes mening med informationerne.
Istedet for "håndbremse", skriv hellere "vandhane".

Autisters særlige adfærd kan altså tolkes som mere eller mindre et resultat af GABA-underskud i hjernen, som gør det vanskeligt for dem at få mening i de mange sanseindtryk fra omgivelserne som de bliver mentalt overvældet af - og mentalt må "forsvare" sig imod med 'autistreaktioner'.

Jeg kobler dette sammen med flere andre emner jeg har været inde på tidligere:

- HSP - den særligt sensitive personlighedstype som angiveligt udgør 15-20 procent af befolkningen. De er bl.a. kendetegnet ved en form for social indadvendthed som forklares med at ydre impulser let bliver "for meget", man stresser hurtigt, bliver "excited", og man skal derfor bruge længere tid end andre til at sortere og bearbejde indtrykkene for sig selv.
   Bingo: en søgning der googler "HSP" sammen med "GABA", giver flere tekster hvor der står at det kan virke "beroligende" for mennesker der tilhører typen HSP, at tage stoffet.

- Begrebet LI - Latent Inhibition - som er den generelle egenskab ved hjernen som forhindrer at alle mulige dele af hjernen frit kan sende nerveimpulser til alle mulige andre dele af hjernen.
   Ifølge faglitteraturen kan svækket eller relativt lav LI (=LLI) være en medvirkende eller udløsende faktor for skizofreni og ADHD.
    Men effekten kan også være øget kreativitet. Hjerneforskeren Shelly Carson siger:
“Our research results indicate that low levels of latent inhibition and exceptional flexibility in thought predispose people to mental illness under some conditions and to creative accomplishments under others.”
Og bingo igen: en søgning på "Low Latent Inhibition" og "GABA" giver blandt andet følgende citat fra en seriøs faglig blog:
If all that sounds way too simple, Dr. Krystal rolled out a far more complicated scenario involving glutamate’s tag team partner, GABA (the main inhibitory neurotransmitter), in particular a group of GABA neurons referred to as chandelier cells. In this context, GABA helps prevent glutamate from running wild. When involved in working memory, GABA tunes out distractions from competing neurons, allowing the brain to focus. But a deficit in NMDA glutamate receptor function effectively disables GABA chandelier cells.
- Man har i ganske mange år forbundet sindslidelsen depression med mangel på en anden neurotransmitter i hjernen: serotonin.
    Relativt mange kunstnere har perioder af depression, nogle af såkaldt 'bipolær lidelse' som tidligere blev kaldt maniodepressivitet (det var det Viggo Kampann led af). 
   To af vores mest kendte danske filminstruktører har klart depressive tendenser: Lars von Trier og Nils Malmros.
    På nettet kan man finde oversigter over "kendte mennesker" der angiveligt har lidt af depressioner, heriblandt er der rigtig mange kunstnere:
http://www.nursingschools.net/blog/2010/10/50-famous-artists-thinkers-who-have-struggled-with-depression/
Googler jeg "serotonin" og "GABA" er der også bid med det samme.
   I en artikel omtales GABA som 'hjernens naturlige valium', og rubrikken har titlen: "GABA & Serotonin Deficiency Anxiety". Læs mere her:
http://www.balancingbrainchemistry.co.uk/peter-smith/26/GABA-Deficient-Anxiety.html
En anden artikel gennemgår hvad "neurotransmittere" er for noget, og deler dem i to hovedgrupper: de hæmmende ("inhibitory") og de stimulerende ("excitatory"). 
   Til de hæmmende hører serotonin og GABA, til de stimulerende hører noradrenalin ("norepinephrine") og adrenalin "(epinephrine").
   Endelig nævner artiklen dopamin som en vigtig neurotransmitter, og fortæller at dopamin har effekter som gør at den hører til både i gruppen der hæmmer, og i gruppen der stimulerer. Flere faglige kilder taler ligefrem om "dopaminsystemet", som her:
New research shows a possible explanation for the link between mental health and creativity. By studying receptors in the brain, researchers at Karolinska Institutet have managed to show that the dopamine system in healthy, highly creative people is similar in some respects to that seen in people with schizophrenia.
Den artikel fra sciencedaily.com uddyber hvad man indtil nu (2010) har kunnet sige om sammenhængen som nu har fået forskningsmæssigt back-up:
High creative skills have been shown to be somewhat more common in people who have mental illness in the family. Creativity is also linked to a slightly higher risk of schizophrenia and bipolar disorder. Certain psychological traits, such as the ability to make unusual bizarre associations are also shared by schizophrenics and healthy, highly creative people. And now the correlation between creativity and mental health has scientific backing.
En af forskerne bag undersøgelsen er den svenske professor dr. Ullén fra Karolinska Instiuttet:
"We have studied the brain and the dopamine D2 receptors, and have shown that the dopamine system of healthy, highly creative people is similar to that found in people with schizophrenia.
   "The study shows that highly creative people who did well on the divergent tests had a lower density of D2 receptors in the thalamus than less creative people. Schizophrenics are also known to have low D2 density in this part of the brain, suggesting a cause of the link between mental illness and creativity."
Thalamus er det center i hjernen der fungerer som en slag relæ som filtrerer informationer før de fordeles til andre dele af hjernen, fx frontallapperne. Og teorien er her at denne filtreringsfunktion er svækket hos særligt kreative mennesker, så flere informationer lettere 'flyder' igennem:
"Fewer D2 receptors in the thalamus probably means a lower degree of signal filtering, and thus a higher flow of information from the thalamus," says Dr Ullén, and explains that this could a possible mechanism behind the ability of healthy highly creative people to see numerous uncommon connections in a problem-solving situation and the bizarre associations found in the mentally ill.
Og så slutter artiklen med en flot kobling til metaforen om at særligt kreative mennesker er særligt gode til at "tænke ud af boksen", nemlig at det kan være fordi boksen hos dem er gået lidt i stykker:
"Thinking outside the box might be facilitated by having a somewhat less intact box," says Dr Ullén about his new findings.
http://www.sciencedaily.com/releases/2010/05/100518064610.htm

torsdag den 3. december 2015

Neurodiversitet: et nyt ord til at at beskrive at forskelle i hjernens 'wiring' og neurologiske set up - ikke er handicaps og sygdom, men dele af menneskets naturlige biologiske variation



Jeg har skrevet en lang række indlæg i årenes løb hvor jeg har forsøgt at fast- og udfolde at de mange forskellige måder den menneskelig hjerne neurologisk kan være indrettet på, er udtryk for kreative muligheder, og ikke som vores samfund stort set nu forholder sig til dem: som mentale handicaps og skavanker der en gang for alle udskiller folk i fikserede taber-båse. 
   Eksistensen af 'den plastiske hjerne', som især forskeren Richard J. Davidson har beskrevet og forsket i, er en beslægtet tilgang.
   Under alle omstændigheder er der tale om at se kreative udviklingsmuligheder i fx synæstesi-erfaringer, ordblindhed, autisme, ADHD, maniodepressivitet, HSP-karakteren, m. fl.
   
I dag læser jeg i Information en artikel med afsæt i en amerikansk bog af forfatteren Steven Silberman: "Neurotribes: The Legacy of Autism and the Future of Neurodiversity".
   Rubrikken i artiklen der er skrevet af Matte-Line Thorup, lyder:
Psykiatriske diagnoser kan være en styrke
Manchetten:
En ny bog om autister og neurodiversitet - forestillingen om, at der ikke findes en normal hjerne, men en mængde snørklede variationer - går som varmt brød i USA. I stedet for at kritisere diagnosesamfundet, skal vi udnytte den mentale mangfoldighed, lyder budskabet. 
Jeg tror første gang jeg fik bekræftet en opfattelse som ligner Silvermans, var da jeg for mange år siden læste en bog om 'de syv slags intelligens', af Howard Gardener:
The theory of multiple intelligences is a theory of intelligence that differentiates it into specific (primarily sensory) "modalities", rather than seeing intelligence as dominated by a single general ability. This model was proposed by Howard Gardner in his 1983 book Frames of Mind: The Theory of Multiple Intelligences. Gardner articulated eight criteria for a behavior to be considered an intelligence.[1] These were that the intelligences showed: potential for brain isolation by brain damage, place in evolutionary history, presence of core operations, susceptibility to encoding (symbolic expression), a distinct developmental progression, the existence of savants, prodigies and other exceptional people, and support from experimental psychology and psychometric findings.
Populærversionen med afsæt i Gardeners teori blev fremført i en anden bog af Daniel Goleman med den danske titel "Følelsernes Intelligens". Den længere engelske titel var "Emotional Intelligence - Why it can matter more than IQ"(1995). 
   Den danske udgave introducerer forlaget sådan her:
Hvad betyder vores IK?
Daniel Goleman gør op med den gængse opfattelse af, hvor afgørende vores IK er. Bogen er blevet til på grundlag af mange års undersøgelser, og Goleman beskriver, hvad det er, der spiller ind, når nogle mennesker med en høj IK roder med deres liv, mens andre med en mere ydmyg IK klarer tilværelsen med bravur.
   Han understreger betydningen af følelsesmæssig intelligens, som hviler på kvaliteter som selverkendelse og -beherskelse, vedholdenhed, flid og motivation, indlevelsesevne og situationsfornemmelse. Disse kvaliteter er betegnende for mennesker, der udmærker sig i tilværelsen, hvis nære forhold fungerer, og som arbejdsmæssigt klarer sig suverænt. Disse personer er kendetegnet ved selvstændighed og selvdisciplin, næstekærlighed og medfølelse - basale evner, som er nødvendige, hvis vores samfund skal blomstre.
Jeg har interesseret mig for spørgsmålet i flere indlæg om autisme. 
   Blandt andet skrev jeg et indlæg om den den gang  nyoprettede danske virksomhed "Specialisterne" hvis ide var at ansætte autister med aspergers syndrom til at løse specialiserede it-opgaver som den gruppe havde særlige kvalifikationer til at løse, netop fordi de var autister.
   Virksomheden har nu sin egen hjemmeside der introducerer ideen sådan her:
Specialisterne skaber jobmuligheder for mennesker med autisme og lignende udfordringer. Specialisterne er en af de første socialøkonomiske virksomheder i verden, med et team af IT-konsulenter, som alle har en diagnose inden for autisme spektret.
   De særlige kompetencer, der ofte går hånd-i-hånd med autisme – stærk logisk og analytisk sans, nul-fejl tolerance og evnen til at holde koncentrationen i længere tid end de fleste – giver vores konsulenter en fordel, når det kommer til løsningen af en bred vifte af opgaver inden for IT-branchen. Det er den slags kompetencer, der kan være af stor værdi for lige netop din organisation.
De var faderen til en søn med autisme der fik og realiserede ideen. Her et link til hjemmesiden for "Specialisterne" der nu har afdelinger i en række lande:
http://dk.specialisterne.com/
Det er så de ideer og det menneskesyn der nu via begrebet 'neurodiversitet' bliver generaliseret og får sin egen videnskabelig 'frame' som er grænseoverskridende frem for grænsesættende. 
   Og det synes jeg er en rigtig god ting fordi den tilskynder til at se muligheder i de neurologiske og mentale  variationer og særheder som kendetegner mennesket som art, fremfor at se handicap, svagheder og mangler, et syn som medicinalindustrien ellers i den grad har promoveret og levet højt på i de senere år.

En af pointerne i bogen som artiklen i Information fremhæver, er at internettet har gjort det muligt for de forskellige 'diagnose-grupper' at komme i kontakt med hinanden, direkte udveksle erfaringer, og danne communities for mennesker med samme hjernemæssige særpræg, så at sige uden om de forskellige professionelle behandlingssystemer mentale båse og skillevægge. 
   Disse communities´ hjemmesider har jeg også haft stor glæde af at kunne trække på i min research i forhold til HSP-karakteren, synæstesi-erfaringerne, forklaringer fra hjerneforskningen på ordblindhed (dysleksi).

tirsdag den 24. november 2015

'Asperger' i virkeligheden - og i fiktionen - Nero Wolfe, Sherlock Holmes, Lisbeth Salander, Saga Norén er måske alle 'aspies'

Jeg har tidligere skrevet om autisme og aspergersyndromet, blandt andet i flere afsnit af min serie om "særlige evner". Også i indlæg om savanten Daniel Tammet som både er autist og har synæstesi.
    Jeg var også for et par år siden i teatret og se den glimrende teaterforestilling baseret på en prisvindende bog "Den mystiske sag om hunden i natten" af Mark Haddon.
    Ture Lindhardt spillede hovedpersonen der var autist, og det gjorde han fantastisk godt. Det var en gribende forestilling.
     Bogens indhold beskrive sådan af forlaget der udgiver den:
“Den mystiske sag om hunden i natten” er Mark Haddons fortælling om Christopher Boone på 15 år og den mordgåde, som Christopher forsøger at løse. Christopher lider af Aspergers-syndromet, hvilket gør, at han ikke er fan af metaforer, ironi og ansigtsudtryk. I stedet er han helt tosset med matematik, logik, lister og sandheden, hvilket klart er til hans fordel, da han skal finde ud af, hvem der har myrdet genboens hund.
Emnet asperger-autisme interesserer mig fordi når jeg læser eller hører beskrivelserne, så er der nogen ting jeg kan genkende fra mig selv.
    Det kunne hjerneforsker og radiovært Peter Lund Madsen også i et program jeg hørt i serien Hjernekassen for nogle uger siden.
   Udsendelsen handlede om hvordan verden opleves når man er autist, men ellers er intelligent nok til at kunne leve nogenlunde normalt i hverdagen og i samfundslivet.
   Det er typisk den form for autisme som har tilnavnet aspergersyndromet

Peter Lund Madsen havde en kvindelig advokat, Anne Skov Jensen i studiet, der relativt sent i livet havde fået diagnosen 'asperger', og inden da diagnosen ADHD.

Anne Skov Jensen
Der var en ret sjov introducerende snak hvor værten og gæst tydeligvis kunne udveksle fælles erfaringer om at være dårlige til at fungere afslappet og at føle sig akavede i situationer hvor man forventedes at etablere letflydende uhøjtidelige sociale relationer til mange nye mennesker gennem kommunikation, fx en fest eller en reception.
   De kunne spejle sig i hinandens særlige form for bekymring før den slags events hvor de prøvede at planlægge sig ud af akavetheden med særlige forberedt samtaletricks, sproglige konventionelle replikker så de nemt kunne komme i snak med folk uden at det var for socialt indviklet og krævende.
   Også det at gå op i meget specialiserede interesser - 'at nørde', havde de fælles erfaringer med.
 
De kunne også konstatere at de begge havde fædre der var ingeniører, og Peter Lund Madsen udkastede den teori at der var en vis genetisk sammenhæng med den 'nørdende' ingeniørhjerne og det at man havde svært ved at etablere tætte sociale relationer - og det at man som autist - eller bar 'nørd' - kunne havde svært ved at sætte sig i en andens sted - og generelt være ret dysfunktionel i forhold til at kommunikere med omverdenen
   
Anne Skov Jensen havde forladt jobbet som advokat(statsanklager) og ernærede sig nu som oversætter og foredragsholder. 
   Hun havde oprettet en hjemmeside om autisme og ADHD som skulle hjælpe andre i hendes situation med oplysninger om deres 'syndromer' og diagnoser:
Anne Skovs to drenge var også autister. Men hendes mand ikke, så hendes mand kunne have det hårdt indimellem, mente hun.
   
Hun fortalte at hun ofte kunne føle sig overvældet af indtryk og input når der var familiekomsammen, og så - selv om det var uhøfligt - sætte sig hen i et hjørne og begynde at læse en bog.
  Og det er et af de klar kendetegn ved autisme: at information via sanserne - sanseindtryk - opleves som unormalt stærkt og påtrængende sådan at det overbelaster systemet og man føler at man må forsvare sig mod dem.
   Anne Skov så aldrig TV-Avisen, det var for belastende.
   
Man taler om at hjernen har en 'latent hæmning' som forhindrer eller begrænser at man overbelastes af sanseindtryk. 
   Og generelt er vores sanser sådan indrettet at man hurtigt bliver sløv: en lyd der kan være irriterende til at starte med, vil man hvis den bliver ved, hurtigt sløves i forhold til, så man måske til sidst slet ikke lægger mærket til den.
   De mekanismer fungerer som beskyttende filtrer mod mentalt "overload" hos de fleste mennesker. Men de mangler eller er svækket hos autister.
   Her en beskrivelse fra en artikel fra en hjemmeside hvor en mor forklarer hvordan hendes søn der er autist, har det :
Her er forklaringen på hvorfor en ”simpel” tur ned i supermarkedet kan være et helvede for mig: Min hørelse kan være yderst skarp. Masser af mennesker snakker samtidigt. Højttalerne annoncerer dagens tilbud. Muzak hviner ud af lydsystemet. Kasseapparater bipper og hoster, der males kaffebønner. Pålægsmaskinens skærende lyde, baby gråd, indkøbsvognenes knirken, den flurcerende belysnings summen. Min hjerne kan ikke filtrere alle disse input og jeg er ved at brænde sammen. Min lugtesans kan være yderst følsom. Fiskene i køledisken er ikke helt friske, personen ved siden af mig har ikke været i bad i dag, ved slagtervarerne uddeler de smagsprøver på pølse, babyen i rækken foran os har en overfyldt ble, de er ved at tørre agurker op fra gulvet i række 3 med ammoniak??”? Jeg kan ikke adskille alle disse indtryk. Jeg er overvældet af kvalme.
   Fordi jeg er visuel indstillet kan synssansen være den første af mine sanser som bliver overstimuleret. Det fluroserende lys er ikke kun for skarpt men det snurrer og brummer. Lokalet ser ud som om det pulserer og det gør ondt i mine øjne. Det pulserende lys reflekteret i alle overflader og forvrænger det jeg ser – lokalet synes konstant at være i forandring. Der er genskin fra vinduerne, alt for mange ting for at kunne fokusere (jeg kan eventuelt kompensere med ”tunnelsyn”) bevægende ventilatorer i loftet, så mange legemer i konstant bevægelse. Alt dette påvirker den indre del af øret og bearbejdelsen af de nerveimpulser der opstår i selve nervesystemet, og nu kan jeg ikke engang sige hvor min krop er i rummet.
Ifølge Anne Skov modsvares det af at hvilepulsen hos autister er 70% af pulsen når man er i fulde omdrejninger, mens den hos almindelige mennesker er 30%. Dvs. kroppens biologisk system er hos autister, selv i hvile, i en stresstilstand.
 
Anne Skov fortalte at hun havde det med at tabe ting, vælte genstande og generelt havde hun balanceproblemer, og blev af omgivelserne opfattet som en "tumler-fumler".
   Det var uhyret vigtigt for hende at omgivelserne var strukturerede og forudsigelige, og hun fik det dårligt når der skete nye og uventede hændelser.
   Det modarbejdede hun så ved at lægge detaljerede planer, sætte handlinger i tidsskemaer, og på andre måder forsøge at kontrollere hvad hun kunne komme ud for.
 
Hun havde problemer med sproget.
   Ikke med at formulere sig intellektuelt klart, det kunne man høre, men med at forstå ironi, vittigheder og metaforer - udtryk i overført betydning som 'at tage benene på nakken', eller 'have tømmermænd'.
   Hun fortalte at hun også havde svært ved at aflæse og tolke sociale og emotionelle signaler fra andre. Som hun sagde: "Det skal først gennem den intellektuelle maskine, for at jeg kan finde ud af det."
   Nogle af teorierne til netop at forstå disse særlige mentale begrænsninger, går på at autister har funktionsproblemer i det man kalder spejlneuronsystemet, som er de dele af hjernen i bla. premotorcortex som er aktive både når vi ser andre udføre en handling og når vi selv udfører (eller tænker på) den.
   Man mener også at det system i hjernen som kaldes 'the default mode network' - eller det opgave-negative netværk - kan være dårligt fungerende hos autister. Det er de dele af hjernen som man regner med er sæde for "the theory of mind", og som indebærer at et menneske kan forstille sig hvordan et andet menneske oplever sig selv og omverdenen.
 
Anne Skov fortalte også hvordan hun havde ekstrem sans for og opmærksomhed over for detaljer, og at hun havde nemt ved at blive "bidt af et emne" så hun måtte vide alt om det.
   Selv om hun altså havde problemer med at forstå ironi og ord i overført betydning, så elskede hun ord. Det at oversætte bøger beroligede hende, og var hende til stor glæde.

Jeg er ikke autist og har heller ikke asperger. Men nogle ting kan jeg, ligesom Peter Lund Madsen, genkende fra Anne Skovs beskrivelser:
   Jeg har det med at blive "bidt" af et emne - at 'nørde', som man også siger. Og det manifesterer sig hos mig som periodiske samlermanier: smukke glatte sten, frimærker, tegneserier, designermøbler. Og senest Harald Henriksen-billeder. Og når man 'nørder', så må man nødvendigvis gå i detaljer - og lukke alt andet ude.
    Jeg har også altid haft problemer med at føle mig tilpas i situationer med mange nye mennesker. Jeg føler mig tit så akavet til fx receptioner eller ferniseringer at jeg går hen i et hjørne for at blive fri for at snakke med nogen. Hvis nogen hilser på mig ved jeg ikke hvad jeg skal sige fortsætningsvis.
    Det med at det pludselig bliver for meget med alt den snak og alle de signaler man skal tage stilling til, det kender jeg også. Jeg er faktisk berømt for til sammenkomster med flere mennesker som jeg kender godt, pludselig at gå hen i en stol og begynde at læse en bog.
   Da jeg var barn, var ikke mindst min  mor utilfreds med at jeg kun modvilligt tog med på familiecampingtur (vi var fire søskende, og jeg var ældst og de var støjende), men foretrak at blive hjemme og ligge og læse i en bog. Jeg blev betragtet som lidt sær og asocial, i familiekredsen.
   Det med at være 'tumler-fumler' og have nemt ved at tabe eller vælte ting, kender jeg også. Og jeg falder relativt hyppigt over mine egne ben eller over små forhindringer jeg ikke lægger mærke til.
   Jeg forstår godt ironi, men er ikke særlig god til det. Og jeg elsker ord, hvilket jo har ført til at jeg blev lingvist med akademisk grad.

På nettet kan man finde lister med navne på kendte mennesker som enten har eller antages at have aspergers syndrom. Fx her:
Jeg læste i øvrigt for nylig et interview med gode gamle Jørgen Mylius i anlednig af at han nu er forvist fra P4 på FM til P5 på DAB-radioen, hvoraf det fremgik at også hans far var ingeniør, og at han også havde det med at "nørde": først var det sporvogne huskede han. Han endte på et tidspunkt i sin bardom op med at vide alt om sporvognstyper og -ruter, deres numre, alder, stoppesteder etc.
   Men så skiftede hans interesse til rockmusik, og hurtigt var han igen blevet total specialist så han kendte og kunne huske musikere, pladetitler, musiknumre, koncertoptræden for alt hvad der den gang fantes af kendte og mindre kendte rockbands og - musikere.
    Som det fremgår tidligere, så er det noget af det der kendetegner mennesker der er diagnosticeret inden for autismespektret, at de har det med at udvælge snævre interesseområder som de så i den grad sætter sig detaljeret ind i. Så Mylle har en rem af huden her, ingen tvivl om det.
   Autister mangler i et eller andet omfang empati - indlevelsesevne - i forhold til andre. Og det kan man måske nok fornemme lidt af hos Myllle (jeg kender ham ikke personligt, kun fra hans optræden i radio og fjernsyn. Han udstråler i ringe grad empati og varme.

For mange år siden blev der lavet en glimrende og gribende dokumentarfilm om en asperger-autist som var ansat i diskoteket i Danmarks Radio, Martin Gundersen.
   Titlen var 'Valomanden' og den refererede til at han i sin lejlighed havde en kæmpesamling af pakker til vaskemidlet Valo - og i øvrigt samlinger af mange andre ting; gamle ugeblade, billeder af biler med sorte nummerplader
   Han blev jo inden computeren var blevet en del af diskoteket, brugt til at finde plader frem. Det var han fabelagtig godt til. Han havde alle titlerne i hovedet og kunne huske hvor de stod. Efter sigende var han stadig hurtigere  end det computersøgesystem som man på et tidspunkt selvfølgelig fik etableret.
   Han har sin egen hjemmeside:
http://www.valomanden.dk/
Martin Gundersen
Hovedpersoner i bøger og film som af eksperter antages at have 'aspergers syndrom er der flere af: På kvindesiden Lisbeth Salander og Saga Norén; på mandesiden Scherlock Holmes og Nero Wolfe. 
   
Medierne har været enige om at udråbe både Lisbeth Salander og Saga Norén til at være fiktive 'aspies', hvilket bidrager til vores fascination af dem. I forhold til vores stereotype forestillinger om at kvinder har stor empati og bedre sociale kompetencer end mænd, så afviger de to ved at have fremragende analytiske evner, men svært ved at begå sig socialt. Og det gør dem til inteerssante fiktionfigurer.
   
Det var først for nylig jeg læste et sted at de to store fiktive detektiver Nero Wolfe og Sherlock Holmes kunne antages at havde aspergers syndrom hvis man bedømte dem ud fra deres adfærd og omgang med andre mennesker i bøgerne. 
   Det har jeg ikke tænkt på før.  
   
Jeg er usikker når det gælder Sherlock Holmes. Jeg synes fx at han fremstilles med stor empati, og han er i hvert fald ikke nogen tumler, fumler. Han er god til at forklæde sig og spille roller, evner som  forudsætter at man kan sætte sig ind i hvordan andre tænker og ser verden, og man må have en stor social kompetence for at begå sig uopdaget. 
   Måske snarere eller i højere grad har han ADHD.
    
Med hensyn til Nero Wolfe synes jeg alle kriterierne for en 'aspie' passer: 
   Han er ekstremt bundet til skemalagte daglige faste rutiner, og han lever i omgivelser, sit brownstone house Eas 35th street, Manhatten, som han stort set aldrig forlader; kvinder er uforudsigelig, emotionelle og umulige at aflæs, så omgangen med dem må Archie tage sig af. Han giver meget nødigt hånd til nogen. Han er ekstremt optaget af ord - og brænder bl. a. et nyindkøbt leksikon side for side fordi der var fejl i det. Han nøder med sine 10.000 orkideer og med sin mad som han har sin personlige kok til at tage sig af. Og hans sociale kompetencer kan ligge på et meget lille sted. 

lørdag den 24. maj 2014

Nils Thorsen vs. Kim Leine - en succesforfatter med en hjerne med særlige evner: til at huske erindringer og til at udtale ord baglæns

Nils Thorsen er en fremragende interviewer. I dag bringer Politiken første del af et interviewportræt med forfatteren Kim Leine der har vundet et utal af priser - ikke mindst for den sidste roman "Profeterne i evighedsfjorden". 
   Rubrikken på forsiden af kulturtillægget lyder:
Flugten til Ingenmandsland
 Og den fem sider lange artikel inde i tillægget har rubrikken:
Drengen på afgrundens rand
Jeg har skrevet om Kim Leine i et tidligere indlæg - også med afsæt i et stort interview - den gang i radioprogrammet "Besøgstid" - med den lige så fremragende interviewer Karen Secher:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/10/kim-leine-og-karen-secher-en-kreativ.html
Den gang konstaterede jeg at Kim Leine har haft et barndoms- og ungdomsliv med oplevelser og erfaringer der synes at være fælles for rigtig mange af de mennesker der i øvrigt lever op til kriterierne for "den særligt kreative personlighed".
   Her kommer en lidt udvidet liste:
  • mentalt spændt ud i sin barndom mellem to sprog og kulturer: norsk (mor) og dansk (far)
  • tidligt fadertab og savn på grund af skilsmisse
  • alene med sin norske mor - fængselsagtig isoleret i regi af Jehovas vidner
  • mobning i skolen - fremmedgørelse og isolation - 'outsider'
  • ensomhed og mental flugt i læsning af litteratur
  • radikalt miljø og kulturskift i en ung alder (fra isoleret Jehovas Vidner-miljø i Norge, Til det frie og vilde live i København)
  • incesterfaringer med faderen som 17-årig - efter "flugt" til København
  • identitetsproblemer - flere personligheder i en - taler selv om "sin flydende identitet"
  • misbrug af stoffer (og kvinder) som voksen sygeplejerske i Grønland
Så Kim Leine er set fra mit synspunkt en case med dokumentarisk værdi for en teori jeg nu har forfulgt gennem de fire år jeg har skrevet på den her blog.

Der komme nogle ny aspekter til personligheds-mosaikken som Nils Thorsens interviewpoertræt bidrager med:
   Blandt andet har Kim Leine åbenbart en 'selvbiografisk episodisk hukommelse' der er helt ekstraordinær, så han kan genkalde sig erindringer med alle sanseindtryk og detaljer fra den gang. 
   Det bemærker jeg fordi jeg for nogle få blogindlæg siden i serien om "særlige evener" blandt andet skrev om folk med en helt ekstraordinær selvbiografisk hukommelse, et særligt 'syndrom' der fagligt har fået diagnosebetegnelsen 'hyperthymesia' eller 'hyperthymestic syndrome':
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/srlige-evner-4-nar-man-kan-huske-hvad.html
Kim Leine skrev både selvbiografisk såkaldt 'autofiktion' i sine første bøger, og er jo også er blevet interviewet i hoved og røv om sit særdeles omtumlede og fascinerende liv - i forbindelse med sin seneste romansucces. Og gennemgående er han meget præcis i beskrivelsen af sit liv - og beskrivelserne er også meget billedlige - metaforiske.
   Men den evne til at begå friske metaforer kendetegner i dette interview også journalisten Nils Thorsen der blandt kolleger er berømt både for sin empatiske interviewteknik, men også for sit meget kreative og billedskabende sprog.
   Så se her hvordan Nils Torsen elegant får beskrevet det problem det er for en journalist som ham at alle spørgsmål er stillet og besvaret masser af gange før:
Enhver form for misbrug ernærer sig ved tavshed, forklarer Kim Leine. Alene det er grund nok til at at tale. Men han ser også alt, hvad der følger af hans forfatterskab, som en dannelsesrejse. Herunder endnu et interview med de samme spørgsmål. For svarene kan godt være langt fra sandheden . Det er bare en måde at tænke højt på.
   "Spørgsmålene gælder evigt", smiler han.
   "Svarene holder i fem minutter".
Forklaringerne i hvert fald. De streger der trækkes mellem det huskede.
En smuk måde at dokumentere Kim Leines beskrivelse af sig selv på, som en person med "flydende identitet".
   Nils Thorsens tekst fortsætter:
Erindringerne synes derimod at stå klart. Og dem har Kim Leine en nærmest uhindret adgang til. Som om øjeblikkene er blevet stående i ham, helt fysisk og i alle detaljer, så han til enhver tid kan hente dem frem af tidens gemmer - med lys, lugte og kropslige fornemmelser.
Jo, det peger for mig i retning af at Kim Leines kreativ hjerne må have særlige evner bl. a. i form af noget der kunne ligne 'hyperthymesia'.
    Og så går Nils Torsens legendarisk kreative metafor-blender ellers for alvor igang med at beskrive deres indbyrdes relation som hhv. den der spørger, og den der skal levere svarene, en relation som Thorsen kalder "arbejdsdeling":
   Hvorfor arbejdsdelingen giver sig selv. Med spørgsmål langt ude fra et punkt over skydækket, mens forfatteren står parat nede i sit liv og tage dem på sig som en opgave. Beredvilligt begiver han sig af sted i skiftende retninger dernede. Og aldrig vender han tomhændet tilbage. Hvorefter han lavmælt og detaljeret lægger det fundne frem til granskning.
Senere får Kim Leine anledning til at beskrive hvordan han forbereder sig på at skrive - vel hvordan han undgår daglige skriveblokeringer:
Når man skal skrive, skal man glemme "at tage sig sammen" og "give den en skalle", siger Kim Leine. Og droppe alle de "germanske metaforer", som han kalder dem.
  "Det er bare rester af bondekulturens forbandelse. Altid at planlægge frem i stedet for at være her og nu. Og jeg vil hellere have en nomadehjerne, som kigger ud af vindet om morgenen og tænker: "Okay, det sådan  vejret er i dag. Så gør vi det.""
   Men det kræver lidt teknik.
   "Jeg bruger en finger som metafor," siger han, stikker en pegefinger i vejret og giver sig selv lov til at stryge op og ned af den med to fingerspidser.
   "Nu er min hjerne hård og stiv og vil ikke rigtig noget", siger han. "Ligesom min finger er stiv som en blyant. Men ens hjerne skal jo samarbejde med en når man skriver, så den skal have det rart."
   Sådan sidder han og beroliger sig selv, før han giver sig til at skrive. Trækker vejret dybt og synker gradvis ned i en tilstand af sløvhed.
En fantastisk smuk metaforisk beskrivelse af det jeg har kaldt "the inner game of writing" - i forlængelse af Thimothy Gallweys bøger med den fælles indledningsformular i titlen: The Inner Game of ... Golf, Tennis, Music":
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/det-indre-spil-om-at-udve-musik-og-om.html
Men Leines udtalelser her ligger også tæt op ad Betty Edwards beskrivelse af hvordan man skal lære at "lukke ned" for venstre hjernehalvdels forestillinger om hvordan ting nok ser ud, for at gøre det muligt for højre hjernehalvdel at lade øjnene uforstyrret iagttage hvordan de virkelig ser ud:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/05/kunsten-at-se-om-kreativitet-og.html http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/06/lr-at-se-sladder-kan-manipulere-dit-syn.html
Hos Leine drejer det sig ikke om at se noget ydre som det virkelig er, men om at genfremkalde og se noget fra erindringen på den indre skærm - "the minds eye" - som det virkelig var. 
   Og han fortæller videre om skriveprocessen når den bliver forstyrret af ydre hændelser:
   Som mange mænd oplever han at han selv er ekstremt ustabil og på mental katastrofekurs - og for at beskrive risikoen ved at få skriveprocessen afbrudt, bruger han igen en spændstig metafor, som Nils Thorsen opfanger og derefter spiller på i sin videreførelse af teksten:
   "Afgrunden skal man kunne se. Den skal bare ikke inden for snubleafstand", siger Kim Leine, hvis forfatterskab har været hans egen redningsplanke.
   "Men straks min skrivning bliver bliver forstyrret, tænker jeg: Åh, nej, nu forsvinder det hele", siger han.
   "Og så bliver afgrunden pludselig tydelig igen".
   Som dreng havde Kim Leine altid afgrunden inden for snubleafstand. (....)
I Kim Leines beskrivelse af sin egen barndom hvor han efter skilsmissen mentalt trækker sig tilbage til en indre verden - og er angst for alt og alle i omverdenen, der lyder han næsten som en der har oplevet en form for autistisk tilstand, en tilstand som i karakter minder om asberger-autisten Daniel Tammets beskrivelse af sin barndom i bogen "Born on a Blue Day". Og han har i hvert fald en helt ekstraordinær hukommels som sige sparto ...
   Ligesom Tammet lærte Leine sig selv at læse allerede som fireårig, og ligesom Tammet beroliger Leine sig selv i forhold til en angstprovokerende virkelighed ved at læse alle mulige former for litteratur og lade sig opsluge af deres fiktionsuniverser.
   Han blev i den grad mobbet af kameraterne, så han stort set holdt op med at sige noget både i klassen og i skolegården:
Derfor nøjedes han med at praktisere sin kunnen derhjemme. Detektivbøger, tegneserier, og westernromaner. Dumas´ samlede værker, som han fandt i reolen, men tvivler på at hans mor kendte til eksistensen af. Og bøger han, mere eller mindre tilfældigt, trak ud af bibliotekets reoler.
   "Jeg elskede de bøger", siger han.
   "De var så medrivende . Og bare for at komme væk fra sig selv og ind i en verden, jeg aldrig havde kendt noget til. Det var sådan en befrielse."
   Limbo kalder han sine små fredsommelige eksiler fra de andre. (....) 
Og selv fantaserede Leine livligt om hvordan han på de mest udspekulerede måder kunne udsætte klassekammeraterne for alskens former for pinsler og tortur - "for til sidst at tage livet af dem".

Jeg synes det generelt er interessant den måde Kim Leine tænker og formulerer sig objektivt og distanceret på - i forhold til sin egen hjerne, og det er bemærkelsesværdigt hvor bevidst han er om hvordan den fungerer når han skal skrive. 
   Og hans hjerne har altså også den særlige evne uden besvær at kunne genkalde sig detaljerede erindringer af oplevelser og de sanseindtryk de er forbundet med, på den indre skærm.
   
Og helt fra barn har han også haft en særlig flair for sprog og sproglige fænomener. 
Til gengældt kunne Kim noget med ord. Fire år gammel lærte han sig selv at læse, og fra en tidlig alder vakte han begejstring ved at udtale selv lange ord baglæns.
   "Folk skulle bare sige et ord, så kunne jeg gentage det baglæns. Uden at tænke mig om. Elefant, sagde de. Og så sagde jeg: Tnafele".
   Og så ville de også høre deres egne navne.
   "Henriksen?", udbryder han.
   "Ingen problemer: "Neskirneh".
Hovsa tænker jeg: "Uden at tænke sig om". Det kunne jo rigtig godt minde om den måde synæstesi virker på: At sanse-input et sted i hjernen som en automatredaktion aktiverer indre sansninger fra andre steder i hjernen, sådan at - for eksempel - perceptionen af enkelte bogstaver automatisk udløser ledsagende oplevelser af farver på den indre skærm, sådan at hvert enkelt bogstav i alfabetet har sin særlige farve. Eller sådan at tal eller navne på uger og måneder, automatisk udløser indre billeder med slyngede former og figurer. 
   
I Kim Leines hjerne sker der åbenbart det at perception af et ord automatisk aktiverer eller udløser en visuel repræsentation af et spejlbillede af ordet, hvis bagvendte stavemåde han derefter kan udtale som om han kunne det bagvendte udtryk udenad i forvejen - og uden at det kræver nogen mental anstrengelse at gøre.
   Min frue som er synæstetiker, kan noget af det samme - dog uden at det går helt automatisk. Men hun kan altså ubesværet kalde et ord frem "på den indre skærm" og derefter straks stave og udtale dem baglæns, fortæller hun.
  Og jeg kan fx absolut ikke!
   
Vi ved jo nu i forvejen at det er to bestemte områder i hjernen, 'broca' og 'wernicke', begge placeret i venstre hjernehalvdel, som 'processerer' sprogudøvelsen og sprogforståelsen, og som bl.a. også hjælper os til at husk enkeltord og deres stavning. 
   Og vi ved også at den højre hjernehalvdel er den der 'processerer' rumlige forhold, som tolker metaforer og ironi, og som indeholder den visuelle (og autobiografiske) hukommelse.
   Så skulle man bruge en indlysende metafor til at beskrive hvad der foregår her, så ser det ud som om der er særlig gode, nemme og tætte forbindelser - ekstra mange "åbne" nervebaner - mellem Kim Leines to hjernehalvdele, den venstre og den højre. 
   Det der også fagligt betegnes som 'hyperconnectivity'.

Jeg spørger via Google om "People who can say a word backwards without thinking", og forventer som noget af det første at få en Wikipedia-artikel der fortæller om udforskningen af fænomenet.
   Men nej. Der dukker en række indlæg op fra mennesker der har det som Kim Leine, men gerne vil vide om der er andre der har det som dem, og hvorfor de har den særlige evne.
   Og så er der to henvisninger til avisartikler hvor forskere udtaler at de ikke har nogen forklaring på fænomenet: 
Experts mystified at girl, 14, who can recite words backwards within seconds
Phenomenon of Ambidextrous Individuals Still Startles Scientists
Artiklen fra Daily Mail er fra 2012, og som dokumentation er den illustreret med følgende case-video der udløste ekstremt mange visninger på YouTube:
Piger hedder Alyssa Kramer fra Oklahoma, og hun blev et 'internet-hit' efter at hendes venner udsendte denne video hvor hun demonstrerer sit særlige "talent" - som altså også Kim Leine har.
   Daily Mail-artiklen fortæller:
Alyssa, who now has her own website alyssatalkingback.com, told CBS3 that it is a skill she has had since she was young.
   'Whenever I learned how to read, I just started doing it. I have a photographic memory, and whenever someone tells me a word, I can see it in my head.
   And if I want to spell it backwards then, it can flip and I’ll read it that way,' she said.
Den anden artikel er fra den engelsksprogede udgave af den russiske avis Pravda fra 2010. Den går mere i dybden selv om heller ikke de russiske forskere kan forklare 'evnen'. 
   Men de kobler det sammen med begrebet 'ambidextrous' der allerede indføres i overskriften, og betyder "lige dygtig med hver hånd".  
   Wikipedia forklarer hvordan det hænger sammen:
Ambidexterity is the state of being equally adept in the use of both left and right appendages (such as the hands). It is one of the most famous varieties of cross-dominance. People that are naturally ambidextrous are uncommon, with only one out of one hundred people being naturally ambidextrous.[1] The degree of versatility with each hand is generally the qualitative factor in determining a person's ambidexterity.
Nøgleordet er her "cross-dominance" - kryds-dominans - som refererer til at samarbejde mellem de to forskelligt fungerende hjernehalvdele, den venstre og den højre, normalt forgår på den måde at den ene hjernehalvdel 'dominerer' over den anden - som oftest den venstre over den højre. Hvilket så er forklaringen på at de fleste mennesker er 'højrehåndede', og at de fleste fodboldspillere sparker bedst med højre ben. 
    Men nogle mennesker kan fx skrive lige godt med højre og venstre hånd, og nogle fodboldspillere kan sparke lige godt med begge ben. Og det hænger sammen med at deres hjerne er skruet sammen med "cross-dominance" i forholdet mellem de to hjernehalvdele.
    Artiklens eksperter antager at det med automatisk at kunne udtale et ord baglæns, har at gøre med at man har en 'ambidextrous' organisering af hjernehalvdelene.

Jeg vender tilbage til den særlige evne at kunne udtale ord  baglæns uden at tænke, i et senere blogindlæg.

tirsdag den 16. juli 2013

Om forbindelsen mellem mindfulness-meditation og fokuseret litteraturlæsning

Jeg har altid forbundet (sommer)ferie med lystlæsning, i de senere år typisk krimier og science fiction. Tidligere alle mulige former for fiktion og populær faglitteratur.
   Og lystlæsning indebærer mental afslapning og aflastning. Faktisk lidt ligesom meditation - bare på en anden måde. Eller hur?
   Men også aviser læser jeg flere af i ferien, fx Weekendavisen, som jeg ellers ikke abonerer på. Først og fremmest er det avisens tillæg 'Ideer' som trækker.

En af mine helte inden for journalistisk videnskabsformidling Lone Frank har i 'Ideer' 12/7 skrevet en kritisk artikel om forskning i meditationens effekt på hjernen, især den form som betegnes 'mindfulness', og som udspringer af buddhismens dyrkelse af 'den indre ro i øjeblikket': "en ikke-dømmende opmærksomhed på erfaringer i nuet".
   Jeg har selv refereret en del af denne forskning i en række indlæg for omkring et år siden, hvor jeg refererede dele af Richard J. Davidsons forskning omkring "den plastiske hjerne". Så jeg spidser øjne!

Lone Frank sammenfatter med en vis distance den forskning som har fokuseret dels på hjernen hos tibetanske munke der har mediteret intensivt og konstant i mange år, dels på 'novicer' der har fået kurser i mindfulness-meditation på nogle uger:
Man kan pege på ændret EEG (i.e. de forskellige elektromangetiske bølger som hjernen udsender afhængig af "tilstanden"), og forhøjet aktivitet i i særlige hjerneområder, ligesom nogle studier finder ændringer i visse hjernestrukturer efter længere tids praksis".
Kritikken går på at det er svært at tolke på hvad disse ændringer egentlig betyder, og på at den kliniske virkning er usikker. Forskningsresultaterne er ikke entydige, og de samlede data på områder er mangelfulde, fortæller hun - med belæg i en række interviewcitater fra skeptiske eller kritiske forskere.
   Et af problemerne er at de mest entusiastiske forskere selv mediterer og har gjort det længe, hvilket kan siges at udgøre en form for videnskabelig bias. Den kritik afvises så af en anden forsker der bruger analogiargumentet:
"Det er ikke anderledes end at fysiologer, der er interesseret i motionens virkning, forsker i motion og anbefaler motion, fordi de faktisk oplever sundhedsvirkninger."
Jeg har som tidligere nævnt selv mediteret siden slutningen af 70´erne, ikke 'mindfulness', men 'transcendental meditation'. Og min interesse er ikke primært sundhed og velvære og afstresning, men den eventuelt stimulerende effekt på kreativ tænkning og kreative aktiviteter inden for forskning, kunst, journalistik og litteratur som meditation kan have.
   Og jeg har først og fremmest set det som én af en lang række sensoriske, motoriske, mentale og kognitive aktiviteter og processer som - bevidst eller ubevidst - kan stimulere hjernen til såkaldt "åben tilstand" ved at svække den såkaldte "latente hæmning" (LI) som er med til at begrænse forskellige centrer i hjernens muligheder for at spille samen og og dermed muligheder for at kunne 'blende' indhold fra forskellige og ellers adskilte konceptuelle rum.

Det er også pointen fra en af de forskere Lone Frank citerer, Martijn van Beck:
"Det er ikke underligt at man kan finde både psykologiske og fysiologiske virkninger af meditation - man foretager jo målrettet kognitiv aktivitet. Men det betyder ikke, at man ikke kan sætte gang i de samme eller andre interessant forandringer ved hjælp af noget helt andet."
Jeg har tidligere været inde på hvordan visser former for musik kan virke ind på hjernen så den bliver mere åben for kreative processer, men at også oplevelsen af visse former for kunst og arkitektur kan gøre det (virke 'inspirerende') og også forskellige former for fysisk aktivitet.
   Og sådan altså også med input fra læsning af litteratur, dyrket i 'læsegrupper'.

Lone Frank refererer til offentliggjorte forskningsresultater fra danske forsøg hvor man sammenligner - på den ene side frivillige grupper der mødes en gang om ugen i to timer for i fællesskab at dyrke mindfulness, og på den anden side frivillige grupper der mødes en gang om ugen to timer for at diskutere Jane Austins roman 'Emma':
Læserne opnår mange af de samme effekter som mindfulness-gruppen, blandt andet i forhold til emotionel regulering. Dethandler muligvis om at man i læsningen træner evnen til at kunne se verden fra et andet perspektiv", forklarer professor ved MindLab Andreas Roepstorff. Han bemærker også at læsning åbenbart er en mere tillokkende aktivitet. I hvert fald fortsatte læsegruppen på frivillig basis, mens de mediterende indstilled deres praksis, så snart forsøget var slut.
Denne sidste forskel kan hænge sammen med at læsegruppen stimulerer "bondinghormonet" 'oxytocin', mens mindfulness-meditation ikke (nødvendigvis) gør det.

En søgning på nettet for "litterature theraphy" giver mange hits. Og tilsvarende for den danske oversættelse 'biblioterapi". Se fx:
http://thomas-olesen.blogspot.dk/2011/07/om-biblioterapi-og-lsekredse.html 
http://www.information.dk/153260 
http://www.guardian.co.uk/books/2008/jan/05/fiction.scienceandnature 
http://www.thereader.org.uk/
Jeg har tidligere været inde på at det læse en roman, se en film eller opleve et teaterstykke, aktiverer både 'the defaualt (mode) network' og 'spejlneuronsystemet' i hjernen. Og at det er derfor det påvirker os mentalt - emotionelt og kognitivt - at være publikum til den slags kunstneriske aktiviteter; herunder giver det os mulighed for identifikation med figurerne/karaktererne i fiktionen, 'identifikation' forstået som 'indlevelse gennem genkendelse' - og dermed selvindsigt.
 
'The default mode network' er det indbyrdes forbundne kompleks af moduler i hjernen som er aktivt når vi dagdrømmer ('mind-wandering '), når vi genkalder os tidligere oplevelser, når vi fantaserer om fremtiden og andre verdener, når vi forestiller os i en andens sted ("theory of mind"), og når vi tager stilling til moralen i en tænkt handling. Altså alt i alt: når vores opmærksomhed er vendt "indad".
   'Spejlneuronsystemet' er de dele af hjernen som automatisk simulerer de handlinger og følelser som vi ser og hører andre mennesker gøre og have, eller når vi bare forestiller os dem udført og udtrykt.
  Og det jeg derfor forestiller mig er at såvel litteraturlæsning og deling af oplevelserne med andre i læsgrupper, som de forskellige former for meditationsteknikker man kan lære at praktisere, at de begge påvirker the default network´s måde at fungere på, så det kan stimulere til mere kreativ tænkning hos 'normale' mennesker, og så det kan virke helende - beroligende - på stresstilstande og forskellige former for psykiske problemer:
   Det sidste forholder Wikipedia sig til i artiklen om "the default network":
In humans, the default network has been hypothesized to generate spontaneous thoughts during mind-wandering and may relate to creativity. (...)
   It has been hypothesized to be relevant to mental disorders including (...) autism, and schizophrenia. In particular, reduced default network activity has been associated with autism, overactivity with schizophrenia. 
   Lower connectivity was found across the default network in people who have experienced long term trauma, such as childhood abuse. 
   Among people experiencing posttraumatic stress disorder, lower activation was found in the posterior cingulate gyrus compared to controls. 
   The posterior cingulate gyrus discerns emotional and self-relevant information; this interacts with the anterior cingulate gyrus, which integrates emotional information with cognition; and the medial prefrontal cortex, which allows for self-reflection and the regulation of emotion and arousal. 
   This appears to correlate with the experience of people who have experienced long-term trauma and describe feeling 'dead inside' or have a fragmented sense of self or enter dissociative states.          
   Children who have been traumatised often lack an inner world of imagination and show little symbolic play, this too is likely to be due to interruptions across the default network. 
   Meditation practice (including transcendental meditation) is recommended for reactivating these networks.
Altså: Det ser ud til at en række mentale og psykisk problemer har det tilfælles at de modsvares af reduceret (eller ustyrlig) aktivitet mellem de forskellige moduler i hjernen som tilsammen udgør the default mode network. Og at blandt andet meditation synes at fungere gen-aktiverende når det gælder samspillet og forbindelsen mellem dem. 
   Og min pointe er så ud fra en lang række tidligere indlæg, at andre mentale aktiviteter og visuelle, lydlige eller motoriske input og impulser kan have samme effekter: både på kreativiteten og på uro eller forstyrrelser i hjernen.

Jeg kan i den forbindelse ikke lade være med at tænke på at rigtig mange af de særligt kreative personligheder jeg har skrevet om, i interviews fortæller at de i barndommen læste og læste og læste - "slugte" alt muligt: børnebøger, tegneserier, ugeblade, illustrerede klassikere, billedbibler, etc.
   Jeg har selv været en af slagsen som barn, og var i familien berygtet for at jeg altid hellere ville blive hjemme og ligge på maven og læse, end tage på camping- eller skovtur med resten af familien.

mandag den 23. april 2012

Autisterne, SPECIALISTERNE - og flere muligheder for kreative socialøkonomiske virksomheder

Man kan jo filosofere over hvor mange andre "afvigere" som i disse krisetider koster samfundet "alt for dyrt", der ved en reframing kunne gøres til ressourcer.
Sådan sluttede jeg et indlæg for næsten 2 år siden. Anledningen var en avisartikel om Thorkild Sonne hvis søn var autist i asbergerudgaven, som havde startet en virksomhed "Specialisterne" som primært ansatte autister. Og som positivt udnyttede det at mange autister har særlige evner inden for meget snævre områder som bygger på omfattende mængder af kolde facts, systematik og lister af systematisk ordnet information.  

Et velkendt eksempel kan ses i en kendt dokumentarfilm fra DR: "Valomanden" hvor hovedpersonen i mange år havde været ansat i DR´s diskotek - pladesamlingen. Hans hjerne var indrettet på en sådan måde at de kunne finde plader, numre, artister langt hurtigere end det bibliotekssystem han så at sige konkurrerede med. I øvrigt var han stilfærdig - og godt nok mærkelig. Han var dybt betaget af Daimi, og kom i hendes hjem og blev - sådan husker jeg det - betragtet som en "ven af familien".

En berøm Hollywoodfilm, "Rain man", med  Dustin Hoffman og Tom Cruise i hovedrollerne, har også en autist (DH) som den person (hjælperen) som udvikler den bærende, Tom Cruise, til ny og tolerant indsigt. Som jeg husker det er filmens plot og historie baseret på "a true story". 

Anledningen til dette indlæg var ikke den dokumentar og den film, men et nyhedsindslag her til aften i TV-Avisen søndag kl. 21.00.
   Den såkaldt socialøkonomiske virksomhed "Specialisterne" - med Thorkild Sonne som direktør,  - har været så succesfuld, fortalte indslaget, at konceptet - altså ideen - nu er blevet eksporteret til en række lande. Og åbenbart nu har så stor succes at man globalt er begyndt at interessere sig for det.
   Altså en dansk velfærds-ide som en værdifuld eksportartikel. Der er eksportindtægter for Danmark i krise, var den journalistiske undertekst til vinklen. 
   Det er kreativitet og innovation og velfærd - i et greb: udskilte og social isolerede personlighedstyper bliver inkluderet og brugt - og får selv mening i livet og et konstruktivt forhold til deres "handicap".

To ting slår mig da jeg ser indslaget:

1). At en lang række af de videnskabelige artikler og poplulærvidenskabelige bøger om neuroscience-fremskridt og -erkendelser jeg har tyret igennem det sidste års tid, har centrale afsnit og/eller perspektiverende slutninger der peger på nye muligheder for at forstå hvorfor autister er "autister" - og specielle og besværlige at have med at gøre i forskellige sociale sammenhænge, fx i skoler og på universiteter. 
   Samtidig med at de har - eller kan have - høt specialiserede kognitive evner på meget specielle fagområder. 
    Specielt den undergruppe som lider af det der hedder "aspergers syndrom" synes at have den specielle kombination  af mentale kendetegn.
   Og de neurologiske forklaringsmodeller peger gang på gang på to områder i hjernen som er dysfunktionelle eller har afvigende funktionsmåder, nemlig spejlneuronnetværket og default mode-netværket: to netværk i hjernen som på hver sin måde aktiverer vores intuitive og/eller reflekterende forståelse af hvordan andre mennesker tænker og føler. Og som jeg godt nok har skrevet mange indlæg om - fra alle mulige perspektiver og indfaldsvinkler.
   Jeg husker også den bog om mataforer af James Geary: "I is an Other" som indledte et kapitel "Metaphor and the mind" med en beskrivelse af en højt begavet autist på en universitetsuddannelse som bare ikke forstod alle de metaforer i clichéform som de sociale omgivelsers dagligsprog var fuld af.
   Jeg har ikke autister i min nærmeste familie - tror jeg. Men jeg har skizofrene, og også deres lidelser synes fx at hav noget at gøre med at default mode-netværket ikke lukker ned - som det eller skal og gør for normale - når personen er optaget og opmærksom på at løse krævende opgaver i forhold til omverdenen.
   Og også en tredje gruppe af psykiske syge - dem der er maniodepressive - ved vi jo indeholder en del store kunstnere der har lidt af og under den diagnose i perioder af deres liv. Van Gogh fx. Og Edvard Munch:

Skriget fra Edvard Munch

2) Den anden lidelse som tilsyneladende - ligesom autismediganosen - som en bølge skyller ind over det moderne samfunds mentale landskaber, er ADHD - nu den medicinske betegnelse for hyperaktive børn med koncentrationsbesvær og manglende social tilpasning af deres forstyrrende adfærd.
   Børn og unge med ADHD-diagnosen har langt hen ad vejen en historie i det moderne samfund som ligner aspergernes: at deres uro, manglende koncentration og opmærksomhed på opgaver i længere tid, vanskeligheder ved at forholde sig socialt kontrolleret i mange sammenhænge, fx i en skoleklasse, fører til at de derfor udskilles fra "de normales" klasser  som "syge", "omkostningstunge", specialundervisningskrævende, etc. Og et problem for deres forældre som ikke er glade for at have "afvigende" børn som kræver special treatment, særlige møder med lærere, pædagoger og skolepsykologer, etc.
   Går man på nettet, så finder mange mange hjemmesider og udsagn fra forældre der postulerer at ADHD-børn og unge  nok er "utilpassede", men at de i virkeligheden samtidig udgør en særlig afart af særligt kreative personligheder: en gruppe børn og unge med stærke kreative evner og livlig fantasi, som udskilles som mentale afvigere og "syge" primært fordi de moderne sociale rammer i skole og fritid er blevet gradvist snævrere og snævrere i de sidste 20-30-40 år. 
   Nu går S-SF-R-regeringens grønthøster-tænkning ud på at så propper vi dem bare tilbage i klasserne, og så løses det nok af lærerne (som i øvrigt betragtes som ukvalificerede til bare at undervise helt "normale" unge). 
   Jeg tror det går rygende galt. Og det vil man erkende om en 10 års tid. Men altså...

Da jeg så indslaget om "Specialisterne" og asperger-autisterne som værdifuld arbejdskraft på helt specifikke områder hvis man forholdt sig seriøst til og tog højde for autismens mentale bagsider, så tænkte jeg:
   Hvorfor ikke gøre det samme med alle de ADHD´ere som vi først i mange år har udskilt til OBS-klassser, og som i fremtiden sandsynligvis gøres til problembørn i alle de normale klasser: Altså hvad med at følge i Thorkild Sonnes konceptuelle fodspor og oprette virksomheder som ansætter ADHD´ere med henblik på at udnytte deres særlige hyperaktive kaos-kvalifikationer, som sandsynligvis i et vist omfang har med utilpasset kreativitet at gøre?

På en hjemmeside (link tilsidst i indlægget) finder jeg følgende tekst og liste:
If you or someone you love has ADHD, you are in good company! Some of the most creative, innovative, and imaginative people have ADHD. Below is a list of famous people who have ADHD or who are suspected of having ADHD.
Architect

  • Frank Lloyd Wright

Artists

  • Salvador Dali
  • Pablo Picasso
  • Vincent Van Gogh

Athletes

  • Terry Bradshaw
  • Scott Eyre
  • Justin Gatlin
  • Cammi Granato
  • Jason Kidd
  • Michael Phelps
  • Pete Rose

Authors

  • Charlotte and Emily Bronte 
  • Samuel Clemens
  • Emily Dickenson
  • Ralph Waldo Emerson
  • Virginia Woolf
  • William Butler Yeats

Composer

  • Wolfgang Amadeus Mozart

Entrepreneurs and Business Leaders
  • Andrew Carnegie
  • Malcolm Forbes
  • Henry Ford
  • David Neeleman
  • Paul Orfalea
Explorers
  • Christopher Columbus
  • Lewis and Clark
Entertainers
  • Ann Bancroft
  • Jim Carrey
  • Steve McQueen
  • Jack Nicholson
  • Ty Pennington
  • Elvis Presley
  • Evil and Robbie Knievel
  • Justin Timberlake
  • Robin Williams
Inventors
  • Alexander Graham Bell
  • Thomas Edison
  • Benjamin Franklin
Photographer
  • Ansel Adams
Physicist
  • Albert Einstein
Political Figures
  • James Carville
  • John F. Kennedy
  • Abraham Lincoln
Ja, mange af navnene kender jeg - og også deres proefessionelle historie og biografi. Sandsynligvis er listen vildt overdrevet mht. antallet af navne. Og hvor sikker er diagnoserne? Men alligevel er den tankevækkende.
   Og jeg tænker også at nogle af de "belastende" og "konflikfyldte" barndoms- og ungdomserfaringer som kendte forfattere, malere, musikere, ledere og forskere har fortalt om som voksne når de blev interviewet i de store dagblade i anledning af ny videnskabelige eller kunstneriske "sejre" (og som jeg ofte har citeret her på bloggen) - at de "lidelseshistorier" delvis kan forklares ved at de er født med et socialt konfliktpotentiale - nu fx diagnosticeret som ADHD - som har ført til at omgivelserne - skole, kammerater, familie - har trukket sig tilbage fra dem. 
  Og så har de reageret - ikke ved at gå i hundene - men ved at de ofte "trukket sig ind i sig selv" - og vendt sig mod en mental fantasiverden de selv kunne kontrollere. En "verden" som så senere er kommet i udbrud og til udtryk i en - måske vildt fabulerende - fantasiproduktion som kunne omsættes og nyttiggøres i et bredt spektrum af værdifulde aktiviteter inden for: KUNST, VIDENSKAB, LEDELSE, etc.


torsdag den 22. september 2011

Psykiatriens diagnoser - kreativ framing af en flydende mental virkelighed

"Der må være en diagnose" er rubrikken på forsideartiklen i Weekendavisen fra den 16. september. 
   Og overliggeren lyder: 
Psykiske lidelser: 150 psykiatere udgiver snart en femte udgave af en manual over diagnoser. Bogen er et magtfuldt værktøj med stor indflydelse på, hvad man i den vestlige verden betragter som sygt eller sundt.
Artiklen er forsideartikel i avisens første sektion - men fortsættes i tillægget "Ideer" hvor det tematisk hører hjemme. 
   Den er skrevet af min yndlingsjournalist ud i videnskabsformidling Lone Frank. Selvfølgelig

Artiklen fortæller historien om hvordan den første og de følgende diagnose-manualer for psykiske sygdomme er blevet til. I USA. Titlen på værket er "Diagnostic and statistical Manual of Mental Disorders" - forkortet DSM.
   Og lad os lige slå fast: en psykiatrisk diagnose er helt regulært en frame der giver mening og sætter grænser i forhold til den virkelighed  som den kategoriserer: her altså psykiske lidelser.

I lyset af teorien om framing er historien om DSM-manualen og udviklingen af den dybt interessant. Som Lone Frank skriver:
Beretningen om det magtfulde diagnoseværktøj er på sin vis både en historie om selve den moderne psykiatri og dens bløde punkter, men den er også et blik ind i vores skiftende syn på på hvad der er sundt og sygt.
DSM udkom første gang i 1952. Den gang var diagnoserne i høj grad Freudiansk og dermed psykodynamisk orienterede.
   I gennem de reviderede og stadigt mere omfattende nye udgaver har redaktionsgrupperne søgt at objektivere de psykiske diagnoser så de mere ligner de medicinske diagnoser.  
   De forskelige redaktører og de grupper af læger og andre eksperter de støttede sig til, er blevet stadig mere "data-orienterede". 
   Men det store problem var og er stadig at der ikke foreligger ret mange data baseret på skudsikre videnskabelig undersøgelser, og at diagnoserne for manges vedkomende derfor ikke hviler på nogen særlig solid videnskabelig evidens. 

Hovedmanden bag redaktionen af DSM III som udkom i 1980, hedder Robert Spitzer. Han fortæller om kriterierne for at medtage en lidelse, nu var: "hvor logisk den var", og at den skulle være udtryk for "den bedste tænkning blandt folk, som så ud til at have ekspertise inden for området".
    Data-baseret - evidens-baseret - "my foot".

Men konceptuel re-framing med hver ny udgave, det er der i hvert fald klart nok tale om. Med konsekvenser for millioner af syge mennesker verden over. Som fra at være inde, ryger ud af dette institutionelt tungt forankrede konceptuelle system, eller fra at være ude pludselig er inde i varmen med ret til officiel lægelig medicinsk behandling, forsikringsdækning, sygedagpende, førtidspension, etc.

Det var i DSM III udgaven at diagnoser som "anorexi", "bulimi", "panikangst" kom ind og blev accepteredeog anerkendte psykisk sygdomme. Og ikke mindst "posttraumatisk stress syndrom", ...
... der var den direkte reaktion på erfaringer med hjemvendte Vietnam-veteraner. Disse mennesker,som i udgangspunktet ikke havde været psykisk syge, skulle have mulighed for en kompensation for deres traumer, og der fik de med en officielt påstemplet diagnose deres fælles symptombillede. 
Principielt burde disse diagnoser jo være objektive og kontekstuafhængige, som er det ideal de medicinske diagnoser ellers forsøger at leve op til. Men som man ser her: Man giver navn til et "syndrom", som derefter legitimerer udbetaling af rigtig mange penge til en masse soldater som har det dårligt efter at være kommet hjem fra krigen.
"Systemet kan godt virke lidt arbitrært," indrømmer psykiater og professsor ved Psykiatrisk Hospital i Aarhus Poul Videbech. "Som om det er nogle gamle mænd, der sidder og bliver enige om el eller andet i et baglokale."
   Men som han spørger - hvad er det reelle alternativ til dette system?
  "Vi har ingen gyldne standarder i form af fysiologiske målinger, hjernekskanninger og den slags. På den  måde befinder psykiatrien sig stadig dér, hvor resten af medicinen befandt sig i 1800-tallet. Vi må gøre det så godt, vi kan, og efterfølgende undersøge, om det holder."
Gennemgående er der med de seneste udgaver af DSM blevet indført og navngivet en lang række "syndromer" som samler meget forskellige "symptomer" under en navngiven "hat". 
   Kritisk anskuet, er der tale om diagnostisk kvaksalveri?

Den hoben artikler og bøger om kreativitet og processer i hjernen som jeg har tyret igennem det sidste halve års tid, synes i høj grad at pege på at man rent faktisk er ved at nærme sig måleresultater ved hjerneskanninger og neuro-imaging-undersøgelser som fx kan forklare skizofreni, maniodepressivtiet og autisme. 
    Tilsyneladende mangler autister spejlneuroner i udstrakt grad, og deres default network fungerer dårligt. Og tilsyneladende har skizofrene det sådan at deres default network kører i en slags overdrive så det ikke lukker ned når det skal afløses af det opgave-aktive netværk. Og maniodepressivtiet hænger tilsyneladende sammen med at evnen til at regulere nogle af hjernens vigtige signalstoffer (serotonin, noradrenalin og dopamin) er forstyrret.

At der med mange diagnoser som psykiaterne er enige om og holder fast ved, netop er tale om konceptuelle frames der ikke nødvendigvis afspejler en virkelig og underliggende sygdom, viser dette citat fra artiklen af psykiater emeritus Aksel Bertelsen:
"Når man går på kursus i en eller anden ny diagnose, bliver man entusiastisk og ser specifikt efter de tegn, som skal være der. Man glemmer at se, hvordan patienten i det hel taget præsenterer sig, og får ikke billede af den fulde situation. Det kan være, at der findes symptomer, som passer på en personlighedsforstyrrelse, men at der faktisk er tale om en deprimeret patient. Jeg har set personlighedsforstyrrelser forsvinde som dug for solen,når en patient er behandlet for depression."
Den hyperaktive og impulsive adfærd hos børn og unge som på et tidspunkt fik påklistret ADHD-diagnosen, førte til en eksplsion af ny behandlingskrævende patienter. 
   Den diagnose blev i USA så pludselig omdøbt af nogle førende psykiatere inden for området til "juvinile bipolar disorder" - altså en særlig form for maniodepressivitet hos børn og unge. 
   Man begyndte så at medicinere disse børn og unge som manidepressive - med flere dødsfald til følge. 
   Hvorefter stemningen vendte sig imod den diagnose. I det kommende bind af "Diagnostic and statistical Manual of Mental Disorders IV" (der har været mere end ti år undervejs) hedder diagnosen nu: "temper dysregulation disorder with dysphoria" - forkortet TDD.

Jo flere diagnoser, jo snævrere grænser for "normalitet". 
   Mange mennesker som måske tidligere bare blev kaldt sære og opmærksomhedskrævende, men kreative, bliver nu i vore dage indrammet og udskilt som "syge".
   Så den vildt kreative og og ofte faktuelt ufunderede psykiatriske framing af sindslidelser og  personlighedsforstyrrelser, koster samfundet millioner og atter milioner. 
   Men set fra den enkeltes synspunkt, kan det være en befrielse og en lettelse at blive sat i ramme og have fået en diagnose på de ellers ubestemmelige dårligdomme man føler. 
   Og der kan være både penge og langvarig behandleropmærksomhed i at blive sat i en blandt psykiatere anerkendt og i DSM navngivet diagnose.  

lørdag den 23. juli 2011

Den modulopdelte hjerne (3) - iflg. Steven Johnson´s "Mind Wide Open"

Jeg har tidligere referereret til synspunkt og tanker om kreativitet og nye ideer fra Steven Johnsons bog: "Where Good Ideas Come from - the natural history of innovation". Og en enkelt gang har jeg nævnt en anden bog af ham: "Mind Wide Open - Why you are what you think" i forbindelse med et tidligre indlæg om den modulopdelte hjerne:


Bogen "Mind Wide Open" har som fremdriftselement et regulært "fortællerplot" - dvs. den drives frem af forfatteren der tager ud på en opdagelsesrejse hvor han bruger sin hjerne som forsøgsobjekt i forhold til forskellige måle-teknikker der kan vise billeder af hvad der foregår i hjernen. 
   Steven Johnson udsætter sig selv og sin hjerne for en række af de "neuro imaging"-teknikker som har betydet en revolution i hjerneforskningen de sidste 20 år - en revolution som også Lakoffs og Feldmans NTL- teori - "Den neuralet teori om sprog" - udspringer af.
   Wikipedia forklarer:
Neuroimaging includes the use of various techniques to either directly or indirectly image the structure, function/pharmacology of the brain. It is a relatively new discipline within medicine and neuroscience/psychology.
Altså, det drejer sig om de metoder man har udviklet til at visualisere spor af hvad der foregår i hjernen under forskellige omstændigheder og vilkår. 
   Og Steven Johnson fortæller om hvad en i øvrigt kyndig person får ud af visuel indsigt i hvad der foregår i hans egen og andres hjerner under de forskelige forsøgsopstillinger:
As you learn to detect these brain components, you start to recognize  how much multitasking is really going on in your own hedad. You realize that the emotion you feel isn´t simply a reaction to the world at  that moment, but rather something closer to a drug, with a strage life og its own. There´s whe used to call a "rational" you" and an "emotional you", and the two aren´t always in sync. Brain science has now given us more accourate descriptions of thes two sides of personality, mapped onto specific regions of the brain. Instead of "rational" and "emotional", today w have the "neocortical you" and the "limbic you".
Bogen starter med en beskrivelse af en aha-oplevelse for forfatteren. Han bliver målt med forskellige instrumenter som minder om en løgn-detektor. Og i den lidt anspændte test-situation kan han ikke lade være med at løse op for stressen ved at fyre nogle jokes af undervejs mens målingerne tages.
   Måleapparaterne viser så at hver gang han gør det, så udløser kroppen/hjerne samtidig et ordentligt skud adrenalin, som er det hormon vores hjerne/krop doper os med når vi er i den særlige alarmtilstand som kaldes "the fligt or fight-response".

Hvad der er årsag og virkning mellem den eksplosive stigning i adrenalinen i blodet og affyringen  af vitserne, fremgår ikke af Steven Johnsons beskrivelse.
   Men umiddelbart minder det om det man inden for dyrepsykologien kalder en "overspringshandling", dvs. en tilsynladende umotiveret adfærd i en situation hvor trangen til at blive og slås og trangen til at stikke af og flygte "vejer hinanden op" så ingen af handlingerne kan udføres.
   Overspringshandlingen har ingen logisk sammenhæng med dilemmaet, men fungerer som en udsættelse af et ubehageligt valgt. 
   Altså et kreativt produkt som et symbolsk udtryk for en emotionel frustration der skyldes et mentalt dilemma. På engelsk taler man i psykolgien om displacement.

Søger man på "overspringshandling" på nettet, så kan man se at "overspringshandlinger" i de fleste henvisninger opfattes som noget negativt, som tidsspilde i forhold til den opgave som man skal have udført eller er igang med at udføre.
  Men i Steven Johnsons personlige historie så er der jo tale om en kreativ handling - i form af humor og med udnyttelse af metaforer og ironi - som i så fald bruges som en spændingsdæmpende - en afslappende overspringshandling.
   Og det svarer meget godt til at humoristiske pointer tilsyneladende -  ligesom flow-processen i almindelighed - udløser endofiner i hjernen - en del af vores eget indre kemiske belønningsssytem. 

I psykoanalysen opfattes "overspringshandlinger" - i form af metaforiske forskydninger og metonymiske fortætninger i drømme, vittigheder, fortalelser mv. - som et helt centralt begreb til at forstå det ubevidstes forsøg på at udtrykke det som ellers forsøges undertrykt og fortrængt af over-jeget. 
   Og dermed er der en kobling til Freud og hans berømte moduopdeling af sinde i tre mentale instanser: ID, JEG, OVERJEG - instanser sindet som kan kæmpe om magten over bevidstheden.

Steven Johnson er i "Mind Wide Open" optaget af forestillingen om at hjernen er opdelt i moduler som skal arbejde tæt sammen og koordineret for at vi kan fungere i forhold til os selv og vores omverden Modulerne  arbejde relativt uafhængigt af hinanden, og kan derfor komme i "intern" konflikt. Fx når vi sender et "kunstigt smil" til en person som vi ikke bryder os om, men synes vi er nødt til at være venlige over for. Eller når vi "kvæler et grin" invendigt for ikke at fornærme chefen som lig har spillet klovn ved at falde ved siden af sin stol da han ville sætte sig.

Den første konklusion Steven Johnson kommer med meget tidligt i bogen lyder sådan:
You are the sum of your modules
Indsigt i din hjernes moduler og deres samarbejde (eller når de modarbejder hinanden), får man bla. gennem sygehistorier hvor mennesker har fået sat dele af hjerne ud af spillet gennem ulykke eller sygdom, sådan at de på de fleste felter stadig fungerer normalt men på helt specifikke adfærds områder pludselig er gået i sort. 
   Indsigt der dokumenterer modulerne får man  også gennem en lang række perceptionseksperimenter hvor hjernen får to opgaver der interfererer. Hvis man fx lader folk læse et ord der betyder en farve, mens bogstaverne i ordet viser en anden: SORT, BLÅ, GRØN, så konstaterer man at det forstyrrer og forsinker læsningen - i sammenligning med læsningen af ord hvor udtryk og indhold stemmer overens: SORT, BLÅ, GRØN.

Den næste konklusion Steven Johnson fremfører lyder sådan:
It´s a jungle in there
Dermed refererer han til den metafor han foretrækker at se og forstå hjernens funktion igennem: en tropisk jungle der med alle sine dyre- og plantearter udgør et stort ecosystem hvor modulerne både arbejder sammen og hjælper hinanden - og samtidig konkurrerer. 

For at mennesker kan fungere socialt må de have hjernen skruet sammen på en måde så de kan aflæse andres indre mentale liv. Så det er hans anden konklusion:
Deep down, we´re all extroverts
Dermed mener Steven Johnson at en lang række af hjernens forskellige moduler er "wired" - forbundet - så vi er i stand til at aflæse andre menneskers psykiske tilstand ud fra et kompleks af ydre kropslige kendetegn - især ansigtsmimik. Og at sådan en aflæsning af sindet hos den anden er noget af det tidligste et barn lærer i sit sociale samspil med sine forældre. 
   Det starter med "gaze-monitoring" - dette at vi lærer at følge den anden parts blikretning for derfra at kunne regne ud hvad den anden ser:
As we grow older, we scrutinize peoples eyes for subtler cues: not just what they´re looking at, but what they are thinking and feeling. Because our emotionalt systems are wired directly to our facial muscles, a la the Duchenne smile, we often get accurate portraits of other peoples moods just by scanning their eyes or the corners of their mouth.
   Gaze monitoring and emotional expression recognition are two of the fundamental  mindrading systems, but we also use other tricks. We monitor speech intonation carefully for emotional nuance. We put ourselves into other people´s mental shoes - what the cognitive scientists call the "simulation theory" of mindreading, according to which your brain is effectively running af mini-simulation of somen else´s to anticipate how the other person feel.
Der var det igen - det med at opfatte mental simulaton som forståelse - nemlig af hvad andre tænker og føler. 
   I den forbindelse henviser Steven Johnson til teorier om autisme og årsagerne til de mentale handicap som kendetegner autister. Han anfører at autister lider af "mindblindnes", på samme måde som nogen kan lide af ordblindhed. Og sammenligningen er ikke ment metaforisk.

Ordblindhed skyldes sandsynligvis problemer med forbindelserne mellem forskellige centrer når man læser eller skriver. I Weekendavisen fra den 8. juli forklarer Kjeld Johansen i en kommentar problemerne således - idet han mener at ordblindhed har sammenhæng med lateralitet (højre-venstre-"forvirring"):
De fleste hjerner er skruet sådan sammen, at opfattelsen af sprogets kontante mening forarbejdes i hjernens venstre hemisfære, medens de mere "skjulte" hentydninger (fx ironi og kærlige betoninger i måden, ordene siges på) forarbejdes i højre hemisfære. Det er også sådan, at højre øre arbejder mest samen med venstre hemisfære og omvendt. Mange børn (og voksne) med læse-/stave-problemer lytter primært med venstre øre. Det har en negativ betydning for deres opfattelse af sproget, men betyder tilsyneladende også, at de er mere end normalt følsomme over for den måde, man taler til dem på. 
   Adskillige børn med autistiske tendenser har det helt omvendt. De lytter næsten ikke med venstre øre og opfatter derfor ikke sprogets "skjulte" nuancer.
På samme måde mener hjerneforskerne altså at også autisters problemer har at gøre med at deres hjerner er "wired" på en særlig måde, som dels kan forklare at de har svært ved at "aflæse" hvad andre tænker og føler ved at iagttage deres ansigtsudtryk - og fx svært ved at forstå metaforer; og som dels kan forklare at de til gengæld ofte  har særlige mentale evner, fx når det gælder hukommelse. 
   En af teorierne som Steven Johnson ikke nævner, er at autisters spejlneuron-system ikke fungerer som det skal. 
    Men hans sidste konklusion om den modulopdelte hjerne lyder sådan:
Your brain contains some strange bedfellows
Hvormed han mener at de mange forskelligartede moduler med forskellige funktioner, kan være forbundet eller ikke-forbundet på mange forskellige og uforudsigelige måder: 
This is one of the key insights that neuroscience brings to our sens of self: strengths or weaknesses in one area are often predictive of strengths or weaknesses in seemingly unrelated areas. (...) The more you understand the mind in the light of modern brain sicience, the more you recognize thet isolated traits you possess aren´t necessarly isolatede - the brain is full of zero-sum games, where one talent prospers at the expence of another. Sometimes those balancing acts  involve relatede skilles, sometimes the connections is more obscure.
Hen imod slutningen af bogen sammenligner Steven Johnson den model af sindet som Freud var ophavsmand til med den "moderne" som SJ har jagtet og indkredset gennem sin bogs forskellige kapitler. 
   Han beskriver Freuds model af psyken gennem dampmaskinen som metafor - fyldt med libidoenergier som presser på og kræver udløsning, men som må undertrykkes og kontrolleres gennem fortrængninger. 
  Herover for stille han en anden metafor for den moderne hjerneforsknings syn: Sindet og hjerne fungerer som et komplekst lagdelt og modulopdelt økosystem hvor de forskellige dele spiller og agerer sammen og mod hinanden:
So this is your brain, in alle its multiplicity. You are part repetile, part mammal, part primate, parte homo sapiens. Your are at twitchy amygdale; you are a dopamine fiend; you are under the spell of oxytocin. You are an unthinkably complex series of connections, of links, spun together by your genes and by your livede experience. You are a walking assembly of patterns and waves, clusters of neurons firing in sync with one another.