Særlige evner (4) - når man kan huske hvad der skete, og hvad man gjorde hver enkelt dag i sit liv - og ikke kan blive fri ('hyperthymesia' eller HSAM)

Min søgning på 'eidetisk hukommelse' fører mig til oplysninger om en anden form for ekstrem hukommelse, nemlig HSAM, som står for "Highly Superior Autobiographical Memory", også benævnt som 'hyperthymesia' eller 'hyperthymestic syndrome':

It is the condition of possessing an extremely detailed autobiographical memory. Hyperthymesiacs remember an abnormally vast number of their life experiences.

Opdagelsen af den særlige form for tvangsmæssig superhukommelse som knytter sig til personens selvbiogragfi, er relativt ny. Det først eksempel registreret i den neurovidenskabelige faglitteratur er "AJ" hvis særlige evner - eller 'syndrom' - beskrives i en artikel af med titlen "A case of unusual autobiographical remembering".

  Artiklens "abstract" fortæller:

This report describes AJ, a woman whose remembering dominates her life. Her memory is "nonstop, uncontrollable, and automatic." AJ spends an excessive amount of time recalling her personal past with considerable accuracy and reliability. If given a date, she can tell you what she was doing and what day of the week it fell on. She differs from other cases of superior memory who use practiced mnemonics to remember vast amounts of personally irrelevant information. We propose the name hyperthymestic syndrome, from the Greek word thymesis meaning remembering, and that AJ is the first reported case

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/16517514

Artiklen understreger altså at der ikke indgår mnemoteknik i den form for ekstrem hukommelse, sikkert med en indirekte reference til diskussionen om hvorvidt nogle savanters utrolige evne til at huske hænger sammen med at de udnytter menmoteknikker, og derfor ikke er 'ægte savanter' (se foregående indlæg om "særlige evner"). 

   AJ beskriver ifølge Wikipedia sin oplevelse af HSAM-tilstanden sådan her:

AJ, one of the most famous cases of hyperthymesia, describes her memory as a "running movie that never stops". She views the world in "split screen," with the past constantly playing at the same time as the present. She explains that although "most have called it a gift," she calls it a "burden." AJ's superior memory does not seem to be due to a desire to apply memorizing techniques, her memorization of autobiographical information is non-conscious. 

HSAM synes at være en integreret del af hjernens særlige set up hos de personer der "har" syndromet, og fremkaldelsen - 'recall' - af de selvbiografiske erindringer foregår automatisk - nærmest som var det en slags synæstesi. Erindringerne kommer uønsket og uvillet, og kan, som AJ forklare det, opleves som at blive tvunget til at se en film der 'kører non stop'.

   Hyperthymesia indebærer at man både har en boosted selvbiografisk hukommelse og en boosted episodisk hukommelse. 

Der er to definerende kendetegn på en person med hyperthymesia: 

• Han eller hun bruger uforholdsmæssigt meget tid på at tænke på sin fortid 
• Han eller hun har en usædvanlig og overraskende evne til at huske såvel som at genkalde sig en hvilken som helst personligt oplevet begivenhed fra sin fortid, inklusive de mest trivielle detaljer, en dato, hvordan vejret var, hvad tøj folk havde på, etc. 

Wikipedia understreger at der er en markant forskel i forhold til både autister, savanter og hukommelsesatleter, som jeg har skrevet om i de foregående tre indlæg om "særlige evner":

AJ, one of the most famous cases of hyperthymesia, describes her memory as a "running movie that never stops". She views the world in "split screen," with the past constantly playing at the same time as the present. She explains that although "most have called it a gift," she calls it a "burden." AJ's superior memory does not seem to be due to a desire to apply memorizing techniques, her memorization of autobiographical information is non-conscious. 

Siden opdagelsen og registreringen af det første HSAM-eksempel i 2006 (AJ), er det gået relativt hurtigt med at finde ud af at AJ ikke er enestående, men at hyperthymesia dog synes at være ret sjælendt forekommende. 

   Indtil nu er der relativt få videnskabeligt dokumenterede og bekræftede cases, der altså med hensyn til både hvad og hvordan de husker og kan genkalde sig, markant adskiller sig fra savanters ekstremt snævre og ensporede hukommelse. 

   Wikipedia uddyber:

One example is the case of AJ (revealed, since May 2008, to be the school administrator Jill Price) who, given any date in history, can recall what the weather was like on said date, personal details of her life at the time, and other news events that occurred at that time. Details of what AJ recalls may be significant to her in some way, but they may not. Personal meaning does not seem to affect AJ's memory – she simply recalls everything.

   Brad Williams, another confirmed case of hyperthymesia, displays similar remarkable memory abilities. For example, when shown a photograph from his past Brad can recall the date it was taken, where it was taken, what he had done that day, and even more detailed information such as the temperature on said day.

   Rick Barron has also been diagnosed with hyperthymesia and shares the same superior abilities of AJ and Brad. Individuals with hyperthymesia clearly have a superior degree of recall ability.

Men spørgsmålet er naturligvis hvad forklaringen er på den ekstremt boostede selvbiografiske hukommelse hos de mennesker der har det syndrom. 

   Wikipedia lufter en slags specifik forklaring i AJ´s tilfælde: en oplevelse af tab af fortid på grund af en flytning som barn, og et ønske om "at organisere erindringerne" (underforstået: for at kompensere for tabet):

It is possible that AJ's memory could stem from the traumatic experience of having her family move when she was 8, at which point she began to "organize her memories" and think about the life she had left behind a great deal. AJ reports years of migraines lasting from childhood into her late thirties.

Jeg får her umiddelbart associationer til min teori om den særligt kreative personligheds barndomserfaringer som blandt andet ofte indebære personlige tab eller savn og social fremmedgørelse, erfaringer som han/hun siden fx som kunstner kan trække på  via den forstærkede evne til at fantasere som ofte udvikles i den sammenhæng.

Efter at artiklen om AJ var blevet offentlig kendt, modtog det universitet der havde offentliggjort den (University og California, Irvine), flere hundrede henvendelser fra folk der mente de havde samme specielle evner som AJ. 

   Efter grundige interviews syntes i hvert fald 22 at have HSAM - "the detailed recollection of events that occurred in the distant past". Og af dem blev 11 så MRI-skannet og sammenlignet med en kontrolgruppe uden denne særlige evne. 

    En artikel i Scientific American refererer resultatet, nemlig at to områder af hjernen var markant større hos HSAM´erne end hos kontrolgruppen: 

... that multiple areas in the temporal and the parietal lobes tied to autobiographical memory are significantly larger than the same regions in a control group. At the same time, another area, the lentiform nucleus, linked to obsessive-compulsive disorder, is also bigger. Some of the study participants, in fact, have a tendency to hoard things or avoid germs, though none have been diagnosed with OCD.

Det fremgår også af artiklen at dem der oplever HSAM, ikke synes at det er nogen særlig fordel af have den evne, og de ved ikke rigtig hvad de skal bruge deres selvbiografiske superhukommelse til. Tværtimod, ligesom AJ er der en del der synes at det snarere end en gave er en byrde som kan handicappe dem socialt. 

    En af forskerne, Aurora Leport, der har interviewet dem, fortæller om problemet med belastningen af de negative erindringer:

Although they are emotionally well adjusted, some of the superior memory group has to continually come to terms with the vividness with which they recall negative memories from 10, 20, 30 years before. “When I ask them about a bad memory, they say it comes back to them with the same amount of detail,” Leport says, but it also comes back to them with the amount of emotion at the time of the event so they have to deal with that.”

Man skal måske i virkeligheden vende fænomenet HSAM på hovedet: Det der kendetegner dem der har syndromet, er at de ikke som almindelige mennesker kan glemme - de har ikke mulighed for at lade de daglige oplevelser og iagttagelser som ikke betyder noget særligt, "gå i glemmebogen", som man siger.  

   Det er den vinkel som et blogindlæg lægger - under rubrikken: 

When Memories Never Fade, The Past Can Poison The Present

I blogindlægget beskrives og citeres en pige, Alexandre Wolff, som har HSAM:

We forget most of our lives. Alexandra Wolff says she is tempted to live in the past 24/7. 

   But Alexandra says that remembering even an inconsequential trip to Target is an almost physical experience for her. She says she sees what she saw that day, hears what she heard, and emotionally feels what she felt at the time.

   "Right down to getting sick to my stomach or getting a headache," she says. "It's almost like time travel."

   But being unable to forget can affect your relationship to the present, people with this form of memory say.

   Alexandra is 22 and lives with her mother in a long brick ranch house in southern Maryland. She has dark hair and beautifully balanced features, but hasn't really dated and seems to have few of the preoccupations of most 22-year-olds. 

   She blames her memory for this, saying it separates her from other people her age because they can't understand why she's so focused on things that have already happened.

   Alexandra often feels frustrated with her preoccupation with the past. "It seems like you hold onto everything, and it seems like you're just stuck in the past all the time," she says.

   It really bothers her. For one, Alexandra says, in her life there are no fresh days, no clean slates without association. Every morning when she wakes up, details of that date from years before are scrolling through her mind, details that can profoundly affect the new day she's in.

Professor James MCGaugh som er en af de forskere i hyperthymesis der beskrev den første case, AJ, forklarer at man ikke kan afgøre om forskellene i hjernen hos folk med HSAM er et produkt af eller en årsag til syndromet:

But it is clear that it's specifically this issue of forgetting that's different. If you were asked to recall what happened to you earlier this morning, you'd remember roughly the same amount as someone like Alexandra. But if asked about this morning three months from now, for you it would probably be gone, while for her it's as fresh as it is for you today.

  "So it's not that they're superior learners," McGaugh says, "it's that they are very poor at forgetting."

http://www.npr.org/blogs/health/2013/12/18/255285479/when-memories-never-fade-the-past-can-poison-the-present

Ved at have researchet på denne særlige HSAM-personlighedstype, får jeg associationer til forfattere der er blevet kendt på at de i deres bøger erindrer scener og episoder fra deres fortid ekstremt detaljeret og levende. For eksempel fremhæver de fleste anmeldere Karl Ove Knausgård som en forfatter hvis hukommelse for personlige erindringer er ekstremt god:

"Jeg sætter ikke anførselstegn om navnet på romanens Karl Ove Knausgård, men fortælleren har naturligvis en exceptionel hukommelse for de mest dagligdags detaljer og dialoger, og kun en meget enfoldig læser vil tro, at forfatteren ikke har opdigtet, strøget, ændret, kondenseret og ommøbleret suverænt undervejs."

"I virkeligheden må Knausgaard jo enten have en fotografisk hukommelse uden sidestykke, - eller også har han lavet langt mere research, end vi får indtryk af gennem den lethed, hvormed han skriver Bergens-livet ind i læserens øjne."

"Selvom Karl Ove Knausgårds hukommelse i Min kamp er hinsides det menneskeligt mulige, er der ikke nødvendigvis tale om fiktion."

Jeg har ikke kunnet finde belæg for at Knausgaard skulle være HSAM´er, men hvis han er, så har han i modsætning til dem jeg ellers har læst og skrevet om her, fundet på noget værdifuldt og meningsfuldt at bruge sin særlige selvbiografiske hukommelse til.

   Det fremgår i øvrigt af kilderne at han skrev dagbog til han var 20 år, og derefter brændte dem.

Ved at læse om de personer der har HSAM, kommer jeg også til at tænke på de mennesker som er kendte og inkarnerede dagbogskrivere gennem et helt liv. 

   Det var for eksempel Science Fiction- og fagbogforfatteren Isaac Asimov hvis erindringer (der dækker de første 60 år af hans liv), fylder godt 1500 tætskrevne sider, et værk som ikke kunne være skrevet med en sådan detaljerigdom og kronologisk præcision hvis ikke han havde haft dagbøgerne at referere objektivt til. Eller også skulle han have haft hyperthymesis. 

   Han begyndte at skrive dagbog 1938 da han var 18 år gammel. I alt skrev han tre selvbiografier, den sidste lige før han døde, med titlen "I, Asimov" - med reference til hans mest berømte novellesamling "I, Robot".

   

En anden berømt - og dansk dagbogskrivende forfatter er H. C. Andersen som skrev dagbog fra 1825 til 1875. Han begyndte på det da han var 20 år gammel. Og han skrev tre selvbiografier som jo også i høj grad har trukket på dagbøgerne til at sikre erindringernes objektive forankring i den oplevede virkelighed.

En tredje kendte dagbogskriver hvis publicerede dagbøger i 16 binde jeg faktisk har læst, er den fransk-cubanske forfatter Anaïs Nin (1903-1977). Hun begyndte at skrive dagbog som 11 årig og fortsatte til sin død. 

Og det fører så til følgende metaforiske tanke som afslutning på dette indlæg:

   Det virker som om personer med HSAM - fra et bestemt tidspunkt i deres liv - typisk omkring 10-12 års alderen - simpelt hen har ført en slags dagbog - ikke skrevet den på papir - men mentalt indprentet den i hjernen. 

   Og motivationen til at gøre det - mentalt at indgravere detaljer om hver dags trivielle oplevelser i de dele af hjernen som tager sig af de autobiografiske erindringer så de kan fremkaldes på den indre skærm, den motivation an faktisk meget vel være den samme som motivationen hos dem der skriver dagbøger  rent fysisk: at være sikker på ikke at glemme - og især måske at holde orden på kronologien af oplevelser og erfaringer.

   Asimov skriver i sin selvbiografi at han genlæser ikke sine dagbøger "for pleasure", men ...

They are a series of reference books for me, a way of finding out when something happend and exactly what order things happen.
   Why shoud this matter? Well, I´m a orderly person and it is my experience in life that people who describe events of which I had personal knowledge almost invaribley get the story wrong in almost every detail, sometimes missing or inventing portions of the story.
   One of my motives in starting a diary was, in fact, to be able to have some documentary evidence to help out in the numerous arguments that started when i said: "That´s not what happend. It was after you did this that I did that ..."

Negative erindringer - kan behandles med medicin - og gennem kunstneriske flow

Erindringer er det der gør det muligt for os at sætte vores aktuelle situation i perspektiv og ramme af vores tidligere liv. Erindringer kan genkaldes og det er default mode netværket der varetager den funktion at genkalde sig erindringer ud af den selvbiografiske hukommelse. 

   Stort set alle filminstruktører og forfattere og andre kunstnere gør brug af deres genkaldte erindringer som inspiration og stof i deres værker.

   Hukommelsespsykologer og -neurologer er enige om at jo mere og jo oftere en erindring genkaldes, jo stærkere lagret bliver den også i hukommelsen. Men at det også ændrer den ved at den bliver genkaldt den i en eller anden sammenhæng. 

   Det er som om der sker en form for re-writing - en overskrivning - af erindringen for hver gang den fremkaldes. 

  

Vi ved også at erindringer ikke bare er neutrale scener og billeder, men at de ofte er tilknyttet følelser, så man under genkaldelsen også genkalder sig en del af de følelser der var aktive da man oplevede det som siden blev lagret i hukommelsen.

   Jeg kan fx stadig huske min første store forelskelse i gymnasiet, en række scener hvor jeg oplevede hende særligt attraktiv. Når jeg genkalder mig de erindringer så mærker jeg også lidt den mavefornemmelse - kildrende spænding - som synet af hende den gang var forbundet med.

At genkaldes sig positivt ladede erindringer, er ikke noget problem. De forstærkes og forankres i positive følelser. Dvs. der forstærkes en neurokemisk reaktion - coctailen af "lykkkestoffer" - ved at genfremkalde dem for sit indre øje og på den indre skærm.

Men hvad med de negativt ladede erindringer? - Politikens tillæg 'Viden' har idag søndag en artikel med rubrikken

Ud med de syge tanker

Den handler om behandlingen af posttraumatisk stress, som forskere nu mener at være på vej til at kunne behandle/helbrede med medicin.

Når en erindring genkaldes, sker det via en kemisk reaktion. En negativ erindring vil ændre sig lidt, hver gang den genkaldes og lagres igen. På den måde kan den omformes og blive så fasttømret, at angstanfaldene bliver værre og forekommer oftere. Men ved at ændre på en erindring ved hjælp af medicin, mens den står på, kan den negative del påvirkes og undertrykkes. Og så lagres de negative indtryk og følelser i mindre grad bagefter (...) 

    Det er samspillet mellem følelser, fornuft og hukommelse, der fører til angstanfald. Dæmpes følelserne, mens erindringen er aktiv, kan traumet mindskes.

Men hvad er det lige posttraumatisk stress er for noget? Det er en af de mest ekstreme former for angst, fortæller artiklen der er skrevet af Morten Garly Andersen.

Den kan optræde, hvis man har set forfærdelige ting i forvbindelse med en krig. Stået over for en bankrøvers pistolmunding. Set sit barn blive kørt ned af en lastbil. Eller hvis familien går i opløsning, man mister sit job og må sælge sit hus.

    Patienter med denne lidelse plages af erindringer om frygtelige detaljer fra den slags begivenheder. De dukker op og forstærkes i situationer, der kan relatere til oplevelsen - udløst af at se en krigsfilm, gå ind i en bank eller ved lyden af en lastbil.

Jeg associerer til teorien om den særligt kreative personligheds særlige barndom og ungdom. Mange forfattere og kunstnere som har oplevet forældresavn og -tab, social fremmedgørelse ved radikale miljøskift - og mobning i skolen, bruger jo genkaldte erindringer om disse negative oplevelser som stof i deres kunst. 

    Og denne kunstneriske bearbejdning af negativt farvede erindringer kan jo tilsyneladende fungerer som en slags medicin. Ikke så erindringerne forsvinder, men så den kunstnerisk anlagte person mentalt og kognitivt får et mere positivt - eller i det mindste mindre belastet forhold til dem ved skrive elle male med afsæt i dem og dermed bearbejde dem - ja, emotionelt.

 
Kan det forklares neurobiologisk? Ja, det synes jeg. 

    Vi ved at det at skrive eller male eller andre kreative aktiviteter indebærer at personen kommer i en flowtilstand - en tilstand som man kan blive helt afhængig af (som mange journalister fx) fordi den netop foregår under påvirkning af dopamin, serotonin, endofiner mv.

    Så en erindring der er forbundet med angst - og dermed når den genkaldes genudløser de kemiske stoffer som angst udløser, kan blive angstdæmpet af de stoffer som udløses ved den kunstneriske flow-tilstand.

    Det ligner den opdagelse at fx depression også kan dæmpes eller læges ved fx lange og krævende løbeturer - løbeturer som også udløser flow-coctailen. 

Hvad er de kognitive funktioner som default netværket varetager?

Jeg fandt en "kladde" her på min blog som udelukkende bestod af et langt citat fra en videnskabelig artikel om "the default network" og hvad det er for nogle mentale og kognitive processer det tager sig af.

   Jeg kører den lige igennem og "oversætter" lidt undervejs:

The current set of analyses provides converging evidence that DMN regions are engaged with specific cognitive behaviors. These behaviors may not be limited to those observed here, but may also include related processes such as moral decision-making (Greene, Sommerville, Nystrom, Darley, & Cohen, 2001), fictional narrative simulation (Mar & Oatley, 2008; Mar, 2004), or mind-wandering (Christoff, Gordon,Smallwood, Smith, & Schooler, 2009; Mason et al., 2007). 

Altså her nævnes tre specifikke kognitive funktioner som DMN tager sig af:

• moralsk vurderinger og beslutninger: "Hvad ville være det rigtige at gøre hvis...."
• simulation af fiktionshistorier: "Vi leger at vi er på vej til månen, du er kaptajn på rumskibet..."
• dagdrømme og tankeflugt: "Hvad var det egentlig jeg lavede i går, men måske skulle jeg heller tag til stranden, hvem mon kommer med til mødet i aften..."

Men hvad tager Default Mode Nework sig ellers af?

In order to determine the neural (in)dependence of these processes, however, neuropsychological investigations into co-occurring autobiographical and interpersonal deficits with compromised functional integrity of the midline, and lateral parietal and lateral temporal cortex are also necessary. Our analyses were designed to investigate the neural mechanisms underlying autobiographical memory, prospection, and theory-of-mind, and to determine if these domains rely upon a pattern of brain activity operating within the DMN. The results provide the first direct evidence to support previous independent observations that projection of the self into the past, the future, or the minds of others engages a common set of brain regions largely overlapping with the DMN (Spreng et al.,2009; Buckner & Carroll, 2007). 

Altså: deres undersøgelser viser at mental projektion af selvet ind i fortiden, inde i fremtiden eller ind i andres sind, engagere et fælles sæt af hjerneområder som falder sammen med Default Netværket.

Her refereres også til den sevlbiografiske hukommelse, og "theory of mind" og "prospection".

   "Theory of mind" er det mentale fænomen at man har en forestilling om at andre har et sind der er indrettet ligesom ens eget, hvilket betyder at man antager at hvis man selv vil føle og tænke noget i en bestemt situation, så vil en anden i samme situation nok tænke og føle det samme.

    "Prospection" går på det mentale fænomen at man kan forestille sig egne mentale, emotionelle og kognitive processer i en forventet fremtid:

....to have prospection abilities, which permit anticipating future mental processes and motivational and emotional states. For instance, we can evaluate future outcomes in light of the motivational state we expect to have when the outcome is collected, not (only) when we make a decision. Consequently, we can plan for the future and choose to store food to be consumed when we expect to be hungry, not immediately. Furthermore, similarly to any expected outcome, we can assign a value to our anticipated mental processes and emotions.

Pointen er at vi ikke blot kan forestille os hvordan vil f'øle i en given fremtidig situation, men også tillægge de forstillede følelser positiv eller negativ værdi.

Task-related functional connectivity analysis revealed reliable correlations within the core regions of the DMN, and only two nodes in the task-positive network, suggesting that the DMN was engaged during our experimental conditions, but not the task-positive network. The present study does not directly compare the experimental tasks with “rest.” Although preand postscan questionnaires have helped clarify resting state cognition (e.g., Andrews-Hanna, Huang, Reidler, &amp Spreng and Grady 1121Buckner, 2008; Mason et al., 2007), we remain unsure what people do while resting. 

    In order to circumvent this issue, novel techniques and analyses are needed to assess default cognition and its neural associations. For example, one study assessed the overlap between episodic memory and theory-of-mind tasks, and then determined peak activity!s relationship with the DMN using resting state functional connectivity analysis (Andrews-Hanna, Saxe, Poulin, & Buckner, 2007). 

     The present set of analyses provides converging evidence that the neuroanatomical correlates  of autobiographical memory, prospection, and theory-ofmind are shared and that the DMN is involved in the processing necessary to carry out these specific cognitive behaviors. This sharing of neural resources may allow remembering the past and imagining the future to provide a “long view” in decision-making, over and above stimulus–reward driven behavior, thereby facilitating theory-of-mind and promoting social cooperation (Boyer, 2008).

Her har de altså fundet ud af at de tre processer: den selvbiografiske hukommelse, even til at forestille sig selv mentalt i fremtiden, og evnen til at forestille sig andres mentale setup som ens eget, alle udspringer af og er aktive i default-netværket

http://www.people.fas.harvard.edu/~spreng/Publications_files/Spreng_Grady_JOCN_2010.pdf

Karl Ove Knausgaard om tekster uden et "du" og skrevet af "ingen"

Jeg har ikke læst Karl Ove Knausgaards "Min Kamp", men nogle citater hist og pist. Men nu har jeg læst et essay af ham i Weekendavisen fra den 19. august: "Mit fædreland". Og det er jo en medrivende stil han skriver i - og jeg gætter på at essayet med sine erindringsafsnit - koblet med reflekterende afsnit må ligge tæt på stilen i hans romanserie.

   Anledningen til essayet er Anders Breiviks ugerninger: terrorbomben i Oslo og massemordene på øen Utoya.

 

Jeg er ikke i tvivl om at han - altså Karl Ove Knausgaard - hører til kategorien af særligt kreative personligheder.

   Og hvis jeg en dag skulle finde et enkelt eksempel på en skreven tekst der illustrerer det jeg har benævnt erfaringssprog, så ville essayet være en god kandidat.

   Jeg forstår læseres og anmelderes begejstring - at de bliver "grebet" og "suget med". Knausgaard skriver tydeligvis i flow - og læserne kommer også i flow når de læser

Og jeg tænker på at nu da jeg har fået lidt styr på det med de forskellige hukommelser, så må Knausgaard jo altså være udstyret med en fantastisk episodisk hukommelse der så arbejder tæt sammen med den visuelle hukommelse.

   Wikipedia:

Episodic memory is the memory of autobiographical events (times, places, associated emotions, and other contextual knowledge) that can be explicitly stated

Jeg tjekker så op på om der er en særlig selvbiografisk hukommelse, og det er der. Wikipedia:

Autobiographical memory is a memory system consisting of episodes recollected from an individual's life, based on a combination of episodic (personal experiences and specific objects, people and events experienced at particular time and place) and semantic (general knowledge and facts about the world) memory.

Jeg tænker så at det default network som er aktivt i forbindelse med dagdrømme og andre indadvendte mentale processer som er forbundet med kreativitet, det må jo logisk set så være aktivt når hjernen fremkalder erindringer, forestillinger om fremtiden - og foretager selvreflektioner.

  Og her er nettet jo fantastisk. Jeg citerer slutningen fra en forskningsafhandling med titlen:  "Patterns of Brain Activity Supporting Autobiographical Memory, Prospection, and Theory of Mind, and

Their Relationship to the Default Mode Network" af  R. Nathan Spreng

and Cheryl L. Grady. Artiklen slutter:

Our analyses were designed to investigate the neural mechanisms underlying autobiographical memory, prospection, and theory-of-mind, and to determine if these domains rely upon a pattern of brain activity operating within the Default Mode Network (DMN. The results provide the first direct evidence to support previous independent observations that projection of the self into the past, the future, or the minds of others engages a common set of brain regions largely overlapping with the DMN.

Men det var slet ikke det jeg egentlig ville skrive om. Det var Knausgaards reflektioner over Anders Breivik som personlighed sådan som det kommer til udtryk i hans manifest. Og over de klare ligheder der er mellem hans manifest og Hitlers "Mein Kampf".

   På mange måder oplever Knausgard dem begge som kreative personligheder der mentalt er kørt totalt af sporet. Han har researchet på Hitler og "Mein Kampf" fordi han havde en plan om at skrive en bog.

Jeg ville ikke skrive en roman om ondskab eller om krig eller om nazisme, jeg ville skrive en roman om den ene bog "Mein Kampf" og det ene menneske, som har skrevet den. Hvis jeg skulle beskrive "Mein Kampf" i en sætning, ville det være, at det er en bog uden et "du". Der er et "jeg" i den, der er et "vi" i den, og der er et "dem" i den. Uden et sådan du kan jeg sige og mene hvad som helst. Jeg er fuldstændig ukorrigeret. Det er ikke forpligtet over for noget andet end sig selv og sine ideer. Fraværet af et du kendetegner også Hitlers liv. Tre af hans søskende døde, da han var dreng,og hans mor, som var det eneste menneske han virkelig var knyttet til, døde da han var ung. Han rejste til Wien efter begravelsen, og han var helt alene. Han havde ikke nære forbindelser med nogen. Fattigdommen i Wien var enorm, arbejdsløsheden omfattende, den politiske uro stor. Antisemitiske tidsskrifter og aviser florerede. Hitler læste alt hvad han kunne få fingre i, men befandt sig uden for samfundet. Han var ingen, og når man er ingen er man død, og når man er død kan man gøre hvad som helst.

Knausgaard fremhæver de mange slående paralleler der er mellem "Mein Kampf" og Breiviks manifest - og derfor også mellem de to personligheder:

Begge teksterne rummer et paranoidt verdensbillede: i 1924 var jøderne og bolsjevikkerne skyld i alt, hvad der var galt med verden, i 2011 er kulturmarxisterne og muslimerne skyld i det alt sammen. Begge tekster giver en nøjagtig og udførlig redegørelse for, hvordan de skal stoppes. Begge tekster dirrer af retfærdig harme. Begge tekster er fuld af udklip og citater fra hadske skrifter fra samfundets overdrev, men også fra anerkendte kilder i dets midte. Begge jeg-erne er fuldstændig ukorrigerede, begge jeg-erne er fuldstændig hensynsløse, og begge jegerne mangler et du. Det får mig til at tænke, at også Anders Breivik er en ingen, at også han er død, og at han for at blive nogen har været i stand til at gøre hvad som helst. 

En personlighed der er uden du, er ingen!