Akvarelmaleriets mysterier (50) - Harald Henriksens bylandskaber - i anledning af en nyerhvervet skønhed - et farvtræsnit af udsigten fra Rundtårn

Anledningen til dette indlæg er ikke en akvarel, men et nyerhvervet farvetræsnit af Harald Henriksen, som du kan se  og nyde senere i dette indlæg.

Jeg har skrevet en efterhånden længere række 'kapitler' her på bloggen om min ´opdagelse´ af akvarelmaleren og træsnitkunstneren Harald Henriksen (1886-1960), og om min næsten maniske 'jagt' på både træsnit og akvareller fra hans hånd.   En jagt der har betydet at jeg med den seneste erhvervelse kan glæde mig over at have mere end tyve træsnit og en lille håndfuld akvareller fra hans hånd hængende på væggene i vores hjem.

   

Langt hovedparten af billederne er landskaber - ofte med et træ eller en trægruppe og et landsbrugsredskab til at give forgrund og grafisk profileret karakter og identitet til motivet.

   Som de her:

Hans trænsit kan - for en umiddelbar betragtning - ret nemt forveksles med akvareller, og han lavede også ofte først skitser af motivet i akvarel som forarbejder til sine træsnit. 

  Han boede det meste af sit voksenliv på Frederiksberg, men tog så på malerture til forsekellige steder i - hovedsagelig - den sjællandske del af 'Udkantsdanmark' for at akvarelmale eller -skitsere sine mange landskabsbilleder 'on location'.

Men han producerede også 'cityscapes' - 'bylandskaber' - med især motiver fra København - både i akvarel og som træsnit.
   Og han var faktisk en fremragende skildrer af Københavns byliv - både det stille i parker som Frederiksberg Have, og det mere livlige i trafikerede gader i og omkring den indre by. 

    Som fx den her akvarel med motiv fra Vesterbrogade som jeg selv erhvervede for godt et halvt år siden:

Også den følgende akvarel med motiv fra trafikmylderet på Knippelsbro, har jeg erhvervet mig - desværre nu i så dårlig stand at den ikke er egnet til at komme i glas og ramme:

Det kendetegner en del af Harald Henriksen bymotiv-akvareller at de som dette er set skråt ovenfra - som set fra udsigten fra et vindue nogle etager oppe. 

   Jeg gætter på der ligger et fotografi til grund både for det her og det med motivet fra Vesterbrogade. I hvert fald har jeg fået oplyst af sønnen at Harald Henriksen også fotograferede.

   Her afbildning af flere andre af hans akvareller fra Københavns trafikkerede byliv (som jeg altså ikke selv har):

Det kendetegner også flere af Henriksens bylandskabsakvareller at deres komposition er bygget over kontrasten mellem én del af motivet som ligger i skygge, og en anden del som er kraftigt solbelyst.

   Som vi fx ser i denne akvarel med motiv fra Vor Frue Plads - og ligesom det jeg viste ovenfor med motiv fra Vesterbrogade:

Her to af flere af hans akvareller med Frederiksberg Have som et næsten meditativt svævende landskabsmotiv:

Rigtig mange af Henriksens landskabsakvareller og -træsnit viser motiver hvor landskabet er helt eller delvist snedækket. Utvivlsomt fordi de hvide felter i billedet der illuderer sne, kaster et ekstraordinært og kontrastrigt lys ud imod beskueren. 

   Som i de her her smukke landskabsakvareller for eksempel:

Men det ses også tydeligt i flere af de træsnit jeg selv har hængende og dagligt nyder, som fx dette:

Også udnyttelse af det hvide umalede papir til at give liv og kontrast i snedækkede københavnske gader, pladser, tage, tårne og spir, kendetegner Harald Henriksens bylandskaber, både når de er malet med akvarel og når det er træsnit:

Motivet er ofte også som set fra et vindue nogle etager oppe:

Ofte vælger han at male det samme motiv flere gange - men set fra en 'modsat' synsvinkel. Som her en akvarel af udsigten fra Rundetårn - set gennem det dekorative gamle gitter som omgiver hele den øverste runde udsigtsplatform:

Blandt mine egne Harald Henriksen-træsnit har jeg hidtil kun haft et enkelt - eller rettere to - bylandskaber. 

   Det her der viser den monumentalt høje Roskilde Domkirke i skygge i den ene side - i kontrast til de solbeskinnede lave bygninger i den anden - og med et perspektiv-sugende kig ud til Roskilde fjord:

Og det her som viser det samme motiv - Roskilde domkirke - men nu set i det fjerne via et kig ud gennem et delvist åbent vindue - og med glas med hyacinter som forgrund i vindueskarmen:

Og her endnu et par af Henriksens træsnit (som jeg ikke har - endnu) med det samme motiv, men set fra en helt tredje-fjerde dekorativ vinkel,

   Det første her - stadig i sne:

I det følgende er 'det hvide' så ikke sne, men æbletræer der blomstrer om foråret - men effekten er den samme:

Nu nærmer vi os det som var anledningen til dette indlæg: Mit nyerhvervede Harald Henriksen-træsnit.

  Det har som motiv udsigten fra toppen af Rundetårn over mod Kongens Have og Rosenborg Slot - delvist set gennem det grafisk dekorative støbejerngitter-rækværk der omkranser den runde udsigtsplatform øverst oppe - og med det kobberbalagte rytterspir på Trinitatiskirken i forgrunden:

Det er et motiv som vi ovenfor har set Henriksen også har malet i akvarel - men jo her typisk nok så med udsigt i den modsatte retning. 

   Træsnittet er stort - 42 x 52 cm - og er fra 1931. 

  Mit gæt er at akvarellen tidsmæssigt kommer først, og altså er en slags forarbejde til dette umanerligt smukke og fascinerende træsnit. 

   Gættet bekræftes af oplysningerne fra hjemmesidens arkivgalleri: Akvarellen med gitteret er fra 1930, træsnittet er fra 1931.

Jeg har tidligere noteret at Harald Henriksen kan være inspireret af en af pionererne inden for europæisk farvetræsnitkunst fra omkring århundredskiftet, den dansk-tyske kunstner Henriette Hahn-Brinckmann (1862-1934) som har lavede det her smukke træsnit 'Svanebugten' 1898.

I hvert fald har de begge fundet ud af kreativt at udnytte et dekorativt støbejerngitter som kontrastgiven forgrund - som resten af motivet - de hvide svaner - så delvist ses igennem.

Lidt research viser også at Harald Henriksen med sit specielt sete motiv fra toppen af Rundtårn med udsigt gennem det dekorative gitterrækværk, havde en direkte forløber når det gjaldt skildringen af 'cityscapes' i København, nemlig kunstneren H. G. F. Holm fra første halvdel af 1800-tallet. 

  Han har blandt andet lavet den her 'håndkolorerede' (=akvarel) radering fra ca. 1840:

H. G. F. Holm havde af sin samtid fået tilnavnet 'Fattigholm'. 

   Thorvaldsens museums hjemmeside oplyser om ham:

Heinrich Gustav Ferdinand Holm (1803-1861) er især kendt for sine mange, meget omhyggelige skildringer af Københavnske lokaliteter. Over 700 af hans tegnede prospekter er bevaret, og nogle af dem blev omsat i kobberstik og gerne håndkolorerede som denne udsigt fra Rundetårn i retning mod Vor Frue Kirke og Skt. Petri Kirke. Holm har også tegnet og malet prospektet fra Stormbroen hen mod det næsten færdigbyggede Thorvaldsens Museum (se inv.nr. D1887). I det hele taget er Holms mange skildringer af København den bedste kilde til at få indblik i, hvordan byen så ud, mens den danske guldalderkunst udfoldede sig. Holm havde konstant trods sin flid og den popularitet, som hans værker havde, økonomiske problemer. Og allerede i samtiden fik han øgenavnet "Fattig-Holm”.

Her nogle flere af Fattigholms smukke 'cityscapes' med motiver fra København i første halvdel af 1800-tallet:

Wikipedia fortæller uddybende om Fattigholms liv og værker - en tragisk historie:

Heinrich Gustav Ferdinand Holm (23. april 1803 i Berlin – 1. maj 1861 på Almindelig Hospital i København) var en dansk kunstner; han kendes også som Fattigholm. Han var søn af kobberstikkeren Jens M. Holm.

   Holms tilnavn kom ikke af ingenting: Det meste af sin voksne tilværelse levede han i fattigdom, og han døde indlagt på friplads af Københavns fattigvæsen. Hans situation blev ikke nemmere af, at han var enkemand og far til fire børn, og at han angiveligt havdehang til alkohol. Han skaffede indtægter ved bl.a. at udføre tegninger og akvareller og sælge dem – ofte til spotpris. En del af dem blev udført som stik af hans far.

   Den nyeste forskning viser dog, at han ikke havde hang til alkokol, men led af sindssyge. Han arvede den og gav den videre til to af sine børn. Læge Christian Lunn fra Selskabet for Dansk Memorabilitet forklarede det i 2013 ved afsløringen af en mindeplade for Fattigholm på ejendommen på hjørnet af Amaliegade og Sankt Annæ Plads, hvor kunstneren boede en kort tid. Holm flyttede ofte med familien som fattigfolk flest i Guldalderen.

   På trods af de vanskelige kår har Holm udvist betydelige evner. Hans motiver var ofte landskabsmotiver fra Sjælland og bybilleder fra København, og de har historisk interesse, fordi de er udført med stor nøjagtighed og detaljerigdom.

   I 1818-27 udførte han flere tegninger for Oldsagskommissionen bl.a. af guldbrakteater og udgravningen af nordhøjen i Jelling. I 1823 var han ophavmand til en vignet tilDanske Magazin, der benyttede den til 1886 og igen fra 2004.

   Til Holms sidste arbejder hører hans akvareller fra Almindelig Hospital i Amaliegade hvor han døde af tuberkulose den 1. maj 1861. Han er begravet på Assistens Kirkegård.  

I øvrigt er der i disse efterårsmåneder en fin udstilling på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland med titlen "Fuglsang 1885-1959 - Billedkunst, musik og friluftsliv" der blandt andet udstiller fem af Harald Henriksens smukke træsnit med motiver fra det nærliggende område Skejten, som blandt andet er berømt for sine gamle dekorative egetræer som lige har været noget for Henriksen.

   Udstillingen viser også en række fine billeder - især akvareller - af flere andre kunstnere som har haft tilknytning til Fuglsang-kulturmiljøet gennem årene. Blandt andre Harald Henriksens gode ven Olaf Rude som også er kendt - vel nærmest berømt - for sine akvareller af Skejtens egetræer:

Det her er  så de fem træsnit af Harald Henriksen som blev udstillet på Fuglsang-udstillingen, på væggen over for Olaf Rudes billeder:

De er simpelt hen fremragende og dokumenterer hvor god og originale en træsnitkunstner Harald Henriksen var og er.

Akvarelmaleriets mysterier (47) - en fortælling om 'kreativ destruktion' og 'kreative begrænsninger' - med afsæt i manglen på vægplads til Harald Henriksen-billeder - og egne indrammede akvareller

Henriette Hahn-Brinckmann: 

"Schwanenwiek" (park i Hamburg) omkring 1900

Henriette Hahn-Brinckmann:
Klokkeblomster med Edderkop II. 1926.

Disse to farvetræsnit er af en kvindelig dansk-tysk kunstner, Henriette Hahn-Brinkcmann (1862-1934). Hun er 20 år ældre end Harald Henriksen, og dermed en del af det internationale jugendstil-kunstnermiljø. Så hun har sikkert kendt og mødt de danske jugend-kunstnere Gerda Wegener, Johannes Holbek og Jens Lund som jeg har skrevet om i tidligere indlæg

   Henriette Hahn-Brinckmann  er tydeligvis - ligesom Harald - inspireret af de japanske træsnitmestre fra første halvdel af 1800-tallet: Hokusai, Hiroshige m. fl. 

    Hun beskrives som en international pioner inden for udviklingen af en europæisk udgave af den specielle japanske farvetræsnitteknik (som altså ikke var den samme som den Harald Henriksen udviklede helt selvstændigt godt 20 år senere, men jo også inspireret af japanerne).

   Navnet Henriette Hahn-Brincksmand stødte jeg på i den artikel om Harald Henriksens træsnitteknik som jeg tidligere har henvist til:  'Harald Henriksens træsnit og deres teknik' - af Thomas Bullinger og Troels Andersen (se mere nedenfor).

   Det første af de to træsnit af Henriette Hahn-Brinckman ovenfor, det med motiv fra parken i Hamburg, det har faktisk ganske mange ligheder med et Harald Henriksen-træsnit som jeg har hængende hjemme på væggen:

 

Jeg synes ikke det er helt usandsynligt at den unge og modtagelige Harald Henriksen er stødt på Henriette Hahn-Brinckmanns træsnit omkring 1910-1920. Og at der har sat sig et visuelt ekko og mentalt efterbillede i hans underbevidsthed som han så senere har trukket på.

'Kreative begrænsninger' er et af de fagudtryk som folk der arbejder med at udvikle kreativitet hos sig selv eller andre, er fuldt bekendt med. Det er den modstand fra en ny virkelighed som tvinger folk der skal løse uforudsete problemer, til at finde på en ny "opskrift", når de gamle og velprøvede ikke virker mere.

  

Et af slagordene inden for æstetikken er "less is more", en sentens som faktisk refererer til at begrænsninger, forenklinger, minimeringer - forstærker oplevelsen hos publikum, både når vi taler om billeder (eks. Harald Henriksen-farvetræsnit), om digtning (eks. haiku-digte) og om dramaturgi (eks. "tiden, stedets og handlingens enhed").

Et beslægtet begreb hentet fra økonomisk teori er 'kreativ destruktion', opfundet, tænkt og udviklet den østrigske økonom Joseph Alois Schumpeter (1883-1950).

   Dansk Wikipedia fortæller:

Joseph Schumpeter er berømt for sine teorier om entrepeneurs (The Theory of Economic Development, 1911) samt sin udvikling af begreberne kreativ/adaptiv respons og kreativ destruktion.

   Han mente, der er to måder, hvorpå man kan reagere, når der sker en ændring/udvikling: Adaptivt eller kreativt.

   Med adaptivt forstås, at man reagerer traditionelt - man tilpasser sig ændringen.

   Med en kreativ respons forstås, at man reagerer ved at gøre noget andet, end man umiddelbart kunne forvente - noget andet end man plejer at gøre.

   En kreativ respons kan med andre ord ikke forudses, og vil skabe (ændre) de efterfølgende begivenheder for altid.

   Med kreativ destruktion forstås, at man ødelægger/nedbryder en "gammel" måde at gøre ting på, fordi man har fundet en ny måde at gøre det på.

Det er naturligvis et rent serendipitetisk tilfælde at Schumpeter er født samme år som Harald Henriksen, akvarelmaleren og farvetræsnit-kunstneren hvis fascinerende smukke billeder og mit forhold til dem jeg har skrevet om i adskillige tidligere indlæg. Og fortsætter med neden for.

 
Men det at jeg er begyndt - lidt manisk - at samle på hans farvetræsnit-grafik og akvarelmalerier, har fået store og helt uforudsete konsekvenser for fruens og mit fælles hjem. 

   For at få plads til de nyerhvervede billeder af ham og til de bedste af egne akvareller der er kommet i glas og ramme, er vi gået i gang med et kæmpe eksperiment udi øvelsen 'kreativ destruktion' som udtryk for en 'kreativ respons'. 

  Præmissen er: Ud med langt de fleste af de bøger som i mange år totalt har domineret vores stue og dens vægge - og tilsvarnede mit arbejdsværelse. Og videre: Ud med den tilsvarende mængde høje reoler, som stort set har optaget langt det meste af vægpladsen i mere end 20 år.
   Hvis ingen vil have dem, ryger de i genbrugspladsens afdeling for "let brændbart".

   Det er forfærdelig hårdt, selvom jeg allerede tidligere i flere omgange har tyndet godt ud i både bøger og tegneserier. Men slet ikke nok - især ikke når jeg samtidig stadig kan finde på at indkøbe nye bøger på Amazon.co.uk.

   Harald Henriksens søn hvis hjems vægge er totalt besat af faderens smukke billeder, har tidligere været igennem samme øvelse. Og han gav følgende råd baseret på erfaring: "Kig på hver enkelt bog og spørg dig selv: Vil jeg nogensinde finde på at (gen)læse den? - Hvis svaret er nej, så UD med den."

   Men for os betyder det - nu oven i - at begge rum skal totalrenoveres, idet det bliver pinligt synligt at vi intet har fået gjort ved vægge, loft og gulv siden vi flyttede ind i 1992 hvor begge rum var næsten nyistandsat.

   Udgifterne til denne rum-renovering vil overstige værdien af mine Harald Henriksen-billeder mange tusinde gange.
   Mine egne akvareller som jeg aldrig vil sælge for penge, men kun forære væk til familie og venner, kunne jo sådan set bare lægge i en bunke i en skuffe. Men nu får de også bedre ophængningplads, ser jeg frem til.

Her er klart tale om det som Schumpeter kalder 'kreativ respons', idet mødet med Harald Henriksens billeder kombineret med egen relativt nye aktivitet som akvarelmaler, nu har medført radikale og ganske kostbare ændringer af vores hjems indretning for altid.

   Og der er også tale om 'kreativ destruktion' i Schumpeters forstand, nemlig den totale fjernelse af langt de fleste fysiske spor (bøger, artikler, arbejdspapirer) af et helt voksenlivs akademiske karriere og en tilsvarende fjernelse af sporene af et langt livs kontinuert fritidslæsning af krimier og science-fiction.

Så tilbage til indledningens begreb om 'kreative begrænsninger' og fænomenet 'less is more'.

   Her kan jeg uden videre trække på mine egne erfaringer, nemlig på min nyindhøstede viden om vilkårene for at male akvarel.

   For at kunne producere et vellykket maleri med akvarelfarver, må du stort set have tænkt hele processen igennem på forhånd: fra det tegnede motiv, over hvilke farver og med hvor meget vand du skal bruge til forskellige dele af motivet, og til de yderste lag af farve, som altid skal være mørkere end de foregående. 

   Og optimalt er der tre lag, nix weiter, fordi akvarel altid er gennemskinnelig i et eller andet omfang - varierende med den enkelte farve. 

   Flere end tre lag, giver et mudret billede, simpelt hen. Og man har ikke nogen muligheder for at rette fejl eller lave om når først en akvarelfarve er sat på papir.

Og helt afgørende er så også at den hvide farve i en akvarel, som er det der giver lys og kontrast til billedet, bliver skabt - ikke ved hvid maling - men ved at papiret i de områder af billedet får lov at stå umalet frem.

   Det er her demonstreret gennem nogle af mine egne tidlige akvareller fra Kap Verde og og nogle af mine senere fugleakvareller:

Og her en af mine seneste akvareller med meget 'hvidt' - et landskabsbillede med motivet 'et pinjetræ på Mallorcas klippekyst' - som tydeligvis er stærkt inspireret af mit møde med Harald Henriksens landskabsbilleder her gennem vinter- og forårsmånederne:

Betydningen af felter med hvidt (=det umalede papir) er for mig at se en af forklaringerne på at så mange af Harald Henriksens akvareller, som jo altid er skabt udendørs som 'friluftmaleri', er malet i årstiden sent-efterår-vinter-tidligt-forår: Store partier i landskabet ville i den periode være hvidt af snedriver eller klatter af gammel sne der endnu ikke er smeltet. Og himlen er på den tid af året ofte tåget - og dermed også hvid i store partier.

   Se eksempler på Harald Henriksen-hjemmesiden ved at klikke videre til "galleri" og "akvarel":

http://haraldhenriksen.dk/

Også strandkanter med hvidt bølgeskum, en blå himmel med hvid cumulus-skyer, eller en spejlbank søs vandflade er af samme grund motiver som især tiltrækker en suveræn akvarelmaler som Harald Henriksen:

    Se eksempler på hjemmesiden.

Det særligt interessante for mig som forholdsvis nyudsprunget akvarelmaler, er at akvarelmediet simpelt hen gør det muligt  fra det enkelte billede at aflæse valgene og stadierne i den maleriske arbejdsproces. en proces som det måske ikke har taget mere end nogle få timer for Harald Henriksen at gennemføre til perfektion: et smukt landskab - af en anden drømmeagtig verden.
   Jeg kan altså lære akvarelteknik direkte fra Haralds billeder via en umiddelbar aktivering af min hjernes spejlneuroner - næsten som blev de demonstreret på en af de YouTube-how-to-watercolor-videoer som jeg tidligere har gjort brug af for at lære og prøve nyt.
   Her er billeder af det Harald Henriksen-akvareller jeg har fået anskaffet mig. De områder som oprindeligt har været umalede og hvide, er blevet gule på grund af dårlig papirkvalitet:

Her en Harald Henriksen-akvarel som jeg kunne have købt, men kom for sent til:

Og her en som jeg straks ville lægge billet ind på hvis den var til salg:

Det med at der er store hvide umalede papir-flader i akvarellerne, betød utvivlsomt også at det netop faldt akvarelmaleren Harald Henriksen så relativt ubesværet at gå fra akvarel til træsnit som medie for sine billeder. 

   Et vellykket træsnit i flere farver, kræver nemlig tilsvarende, men i endnu højere grad end en akvarel, at du underkaster dig den kreative restriktion som teknikken indebærer, og dermed har gennemtænkt, planlagt og fastlagt farverne (2-4) til de forskellige felter i  motivet som så skal modsvares af bestemte udskæringer på hver sin træblok. Også her er det fladerne af hvidt - dvs. det der ikke er trykt nogen farve på - der definerer billedet:

Men han kunne også lave fortryllende farvetræsnit med strålende forårsfornemmelser med meget 'hvidt'. Se eksempler på hjemmesiden under "galleri" og "træsnit".

Det fremgår af Ole Lindbos bog om Harald Henriksens liv og kunst, 'Naturens spejl', at Henriksen ofte lavede 'akvarelskitser' som forarbejder til sine farvetræsnit. 

   Og i artiklen 'Harald Henriksens træsnit og deres teknik' kan man læse om den meget originale og helt selvstændigt udviklede udskærings- og blok-teknik som kunstneren gjorde brug af til sin omfattende japansk inspirerede træsnitproduktion (som jeg og fruen nu har i alt 19 forskellige eksemplarer af på vores vægge).

   Læs mere om udviklingen af hans originale særlige flerbloks farvetræsnit-teknik her:

http://haraldhenriksen.dk/artikel_billedkunst.pdf

   Da vi var hjemme hos Haralds søn fik vi også vist en af de skitsebøger med tusch- eller blyant-forarbejder til træsnittene.
   Ved hver skitse havde Harald så i margenen skrevet hvilke dele af motivet der i den udskårne blok skulle have hvilken farve lagt på, og dermed samtidig besluttet hvad der skulle fremstå uden farve.
 
Han var godt nok dygtig og ekstremt professionel som træsnitkunstner. Og altså autodidakt pioner når det gjaldt beherskelsen af teknik og æstetik i dette specielle grafiske medie.