Hvad ved man efterhånden om hjernens kemi - når det gælder grænserne og forbindelsen mellem sindslidelser og kreativitet?

I de snart 6 år jeg har haft min blog kørende, har en af 'trådene' jeg har forfulgt, været sammenhængen mellem emnet 'kreativitet' og det som den moderne hjerneforskning løbende finder ud af, blandt andet når det gælder 'kemien' i hjernen: hormoner, neotransmittere, mv. - eller bevidsthedsudvidende stoffer som LSD, alkohol, amfetamin.

   Og jeg har jævnligt været omkring de forbindelseslinjer hjerneforskerne efterhånden har kunnet trække mellem 'kreativitet' og forskellige former for sindslidelser.

   Derfor er jeg særlig opmærksom på når der dukker nyheder op på det område i medierne.

 

I Weekendavisens videnskabstillæg fra den 18. december var der en kort notits som fangede min opmærksomhed - primært fordi jeg for nylig har skrevet om assperger-autisme med afsæt i en radioudsendelse om emnet i serien "Hjernekassen".

   Rubrikken lød

Autisme og hjernekemi

Artiklen fortalte at forskere på MIT med Caroline Robertson i spidsen havde identificeret en sammenhæng mellem hvordan autister typisk opfører sig, og et særligt signalstof i hjernen kaldet GABA, et stof som jeg ikke tidligere har været opmærksom på.

   GABA har som primær opgave at hæmme aktiviteter i hjernen og begræsnse kommunikationen mellem hjerneceller. Og det forskerne mener at have fundet ud af, er at mennesker med autisme gennemgående har for lidt GABA.

   

Artiklen bruger fine metaforer (der støder lidt sammen,) til at forklarer:

GABA fungerer som en slags håndbremse, der kan bremse modtagelsen af alle de stimuli, som hjernen modtager. Hvis den bremse ikke er der, vælter stimuli ind som en kaskade, og der kan ikke dannes mening med informationerne.

Istedet for "håndbremse", skriv hellere "vandhane".

Autisters særlige adfærd kan altså tolkes som mere eller mindre et resultat af GABA-underskud i hjernen, som gør det vanskeligt for dem at få mening i de mange sanseindtryk fra omgivelserne som de bliver mentalt overvældet af - og mentalt må "forsvare" sig imod med 'autistreaktioner'.

Jeg kobler dette sammen med flere andre emner jeg har været inde på tidligere:

- HSP - den særligt sensitive personlighedstype som angiveligt udgør 15-20 procent af befolkningen. De er bl.a. kendetegnet ved en form for social indadvendthed som forklares med at ydre impulser let bliver "for meget", man stresser hurtigt, bliver "excited", og man skal derfor bruge længere tid end andre til at sortere og bearbejde indtrykkene for sig selv.

   Bingo: en søgning der googler "HSP" sammen med "GABA", giver flere tekster hvor der står at det kan virke "beroligende" for mennesker der tilhører typen HSP, at tage stoffet.

- Begrebet LI - Latent Inhibition - som er den generelle egenskab ved hjernen som forhindrer at alle mulige dele af hjernen frit kan sende nerveimpulser til alle mulige andre dele af hjernen.

   Ifølge faglitteraturen kan svækket eller relativt lav LI (=LLI) være en medvirkende eller udløsende faktor for skizofreni og ADHD.

    Men effekten kan også være øget kreativitet. Hjerneforskeren Shelly Carson siger:

“Our research results indicate that low levels of latent inhibition and exceptional flexibility in thought predispose people to mental illness under some conditions and to creative accomplishments under others.”

Og bingo igen: en søgning på "Low Latent Inhibition" og "GABA" giver blandt andet følgende citat fra en seriøs faglig blog:

If all that sounds way too simple, Dr. Krystal rolled out a far more complicated scenario involving glutamate’s tag team partner, GABA (the main inhibitory neurotransmitter), in particular a group of GABA neurons referred to as chandelier cells. In this context, GABA helps prevent glutamate from running wild. When involved in working memory, GABA tunes out distractions from competing neurons, allowing the brain to focus. But a deficit in NMDA glutamate receptor function effectively disables GABA chandelier cells.

- Man har i ganske mange år forbundet sindslidelsen depression med mangel på en anden neurotransmitter i hjernen: serotonin.

    Relativt mange kunstnere har perioder af depression, nogle af såkaldt 'bipolær lidelse' som tidligere blev kaldt maniodepressivitet (det var det Viggo Kampann led af). 

   To af vores mest kendte danske filminstruktører har klart depressive tendenser: Lars von Trier og Nils Malmros.

    På nettet kan man finde oversigter over "kendte mennesker" der angiveligt har lidt af depressioner, heriblandt er der rigtig mange kunstnere:

http://www.nursingschools.net/blog/2010/10/50-famous-artists-thinkers-who-have-struggled-with-depression/

Googler jeg "serotonin" og "GABA" er der også bid med det samme.

   I en artikel omtales GABA som 'hjernens naturlige valium', og rubrikken har titlen: "GABA & Serotonin Deficiency Anxiety". Læs mere her:

http://www.balancingbrainchemistry.co.uk/peter-smith/26/GABA-Deficient-Anxiety.html

En anden artikel gennemgår hvad "neurotransmittere" er for noget, og deler dem i to hovedgrupper: de hæmmende ("inhibitory") og de stimulerende ("excitatory"). 

   Til de hæmmende hører serotonin og GABA, til de stimulerende hører noradrenalin ("norepinephrine") og adrenalin "(epinephrine").

   Endelig nævner artiklen dopamin som en vigtig neurotransmitter, og fortæller at dopamin har effekter som gør at den hører til både i gruppen der hæmmer, og i gruppen der stimulerer. Flere faglige kilder taler ligefrem om "dopaminsystemet", som her:

New research shows a possible explanation for the link between mental health and creativity. By studying receptors in the brain, researchers at Karolinska Institutet have managed to show that the dopamine system in healthy, highly creative people is similar in some respects to that seen in people with schizophrenia.

Den artikel fra sciencedaily.com uddyber hvad man indtil nu (2010) har kunnet sige om sammenhængen som nu har fået forskningsmæssigt back-up:

High creative skills have been shown to be somewhat more common in people who have mental illness in the family. Creativity is also linked to a slightly higher risk of schizophrenia and bipolar disorder. Certain psychological traits, such as the ability to make unusual bizarre associations are also shared by schizophrenics and healthy, highly creative people. And now the correlation between creativity and mental health has scientific backing.

En af forskerne bag undersøgelsen er den svenske professor dr. Ullén fra Karolinska Instiuttet:

"We have studied the brain and the dopamine D2 receptors, and have shown that the dopamine system of healthy, highly creative people is similar to that found in people with schizophrenia.

   "The study shows that highly creative people who did well on the divergent tests had a lower density of D2 receptors in the thalamus than less creative people. Schizophrenics are also known to have low D2 density in this part of the brain, suggesting a cause of the link between mental illness and creativity."

Thalamus er det center i hjernen der fungerer som en slag relæ som filtrerer informationer før de fordeles til andre dele af hjernen, fx frontallapperne. Og teorien er her at denne filtreringsfunktion er svækket hos særligt kreative mennesker, så flere informationer lettere 'flyder' igennem:

"Fewer D2 receptors in the thalamus probably means a lower degree of signal filtering, and thus a higher flow of information from the thalamus," says Dr Ullén, and explains that this could a possible mechanism behind the ability of healthy highly creative people to see numerous uncommon connections in a problem-solving situation and the bizarre associations found in the mentally ill.

Og så slutter artiklen med en flot kobling til metaforen om at særligt kreative mennesker er særligt gode til at "tænke ud af boksen", nemlig at det kan være fordi boksen hos dem er gået lidt i stykker:

"Thinking outside the box might be facilitated by having a somewhat less intact box," says Dr Ullén about his new findings.

http://www.sciencedaily.com/releases/2010/05/100518064610.htm

Kreativitet er genetisk forbundet med forskellige former for sindslidelser som skizofreni og maniodepressivitet

Det er ikke nogen nyhed at forskellige former for sindslidelser forekommer relativt hyppigere blandt særligt kreative mennesker som forfattere, malere, musikere, skuespillere. 

   Det samme gælder for personlighedstypen Highly Sensitive Personality (HSP) og forekomsten af synæstesi, som også er hyppigere blandt kunstnerisk begavede mennesker end blandt gennemsnittet.

En af hypoteserne for den sammenhæng har været at det at "tænke ud af boksen" og på tværs af socialt og sprogligt veletablerede normer, kategorier og såkaldte 'frames', hænger sammen med svækket latent hæmning (eng. 'latent inhibition' (LI)) i hjernen, som gør at der hos kreative og hos skizofren er flere og nemmere neurologiske forbindelser mellem ellers ret adskilte sektorer og moduler i hjernen. 

   Nogle hjerner risikerer derfor - i kortere eller længere perioder af deres liv - mentalt at løbe løbsk som er en måde at beskrive fx skizofreni (ustoppelige tankemylder og hallucinationer) og maniodepressivitet (ustoppeligt storr emotionelle udsving) på. 

  Andre kreative personligheder har måske deres ud af boksen-tænkende og stærkt emotionelt påvirkelige hjerne mere under kontrol, og er derfor også mere stabile i deres kreative produktion og udtryk.

Læs mere her (eller gå i søgefeltet under "latent hæmning"/"latetent inhibition":

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/03/hj-iq-smelter-kaos-om-til-kreativitet.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/08/om-nye-effekter-af-krammehormonet.html

Hjemmesiden "videnskab.dk" har nu en forholdsvis overbevisende genetisk forklaring på det i artiklen her:

http://videnskab.dk/krop-sundhed/kreativitet-og-psykoser-er-genetisk-forbundet

Man har simpelt hen nu fundet nogle genvarianter som er fælles for personer der ud fra kreativitetkriterier og -tests er særligt kreative og for personer med diagnoserne skizofreni og bipolar lidelse:

Vores tanker og følelser definerer os som arter og som individer. Vi kategoriserer ofte de, der er kreative af natur, som mennesker, der er i stand til at tænke ud af boksen, mens vi stigmatiserer dem, som er langt fra boksen, ved at diagnosticere dem med en psykotisk lidelse.

   Men hvad er forholdet mellem kreativitet og mentale lidelsers sande natur? Som Kári Stefánsson, administrerende direktør ved deCODE Genetics i Island, udtrykker det, hvornår fører det at tænke ud af boksen os til at forlade boksen fuldstændig?

   I et studie, som bliver publiceret i Nature Neuroscience i denne uge, har et internationalt forskningsteam fundet fælles genetiske rødder, der forbinder kreativitet og udviklingen af to psykiske lidelser – skizofreni og bipolare lidelse.

   De skriver, at mennesker med disse psykiske lidelser har en fælles genvariant med ellers raske mennesker.

   Det er nyt bevis for, at denne særlige gruppe gener influerer vores tankeprocesser og adfærd – og gør os mere eller mindre kreative, og endda mere eller mindre tilbøjelige til at udvikle psykiske lidelser.

   Forskningen blev udført af Kári Stefánsson i samarbejde med kollegaer fra Storbritannien, USA og Japan.

Man kan så spørge hvad der kommer først - sindslidelsen eller kreativiteten? 

   Er det sådan at man altid er potentielt sindslidende når man er særligt kreativ, eller er det omvendt sådan at de nævnte sindslidelser blot er noget kun nogle særligt kreative mennesker er i risikozonen for?

   Det sidste, ser det ud til:

Til studiets formål definerede forskerne en kreativ person til at være enhver, der er involveret i kunst gennem deres hverv, eller som er medlem af et kunstnerisk forum.

   De opdagede, at de genetiske faktorer, der blev forbundet med en risiko for at udvikle skizofreni og bipolar lidelse, også er ansvarlige for niveauet af kreativitet hos ellers raske mennesker.

   Denne almindelige genetiske forbindelse resulterer i adfærdsforandringer, som påvirker vores kreativitet og gør os mere eller mindre påvirkelige over for at udvikle en af de to psykiske tilstande.

   »Vi ser, at abnormitet i måder at tænke på eller at tænke ud af boksen, om du vil, ikke er en konsekvens af lidelserne. Faktisk er det sandsynligt, at man allerede tænker anderledes på grund af disse almindelige genetiske varianter, der forandrer den kognitive funktion, som dermed sætter dig i større risiko for at udvikle skizofreni,” siger Stefánsson.

Videnskab.dk har et supplerende link til en artikel jeg også tidligere har refereret til, nemlig en hvor man fortæller om forskning der påpeger at kreativitet har at gøre med at dopamin-signalstoffet fungerer anderledes hos både kreative mennesker og skizofrene mennesker.

http://videnskab.dk/kultur-samfund/derfor-taenker-kreative-ud-af-boksen

Når kreative mennesker har lettere ved at tænke ud af boksen, så hænger det sammen med at "boksen" metaforisk udtrykt er "mindre tæt og kompakt" - og derfor mindre frasorterende og mere gennemtrængelig for de signaler og impulser der kommer ude fra via sanserne eller fra andre dele af hjernen som de er neurologisk forbundet med:

Der synes at hvile en forbandelse over genialitet.

   De kunstnere, der har frembragt de smukkeste og stærkeste værker, er også ofte dem, der har lidt mest under sindets tyngde.

   Blandt forfattere, malere, skuespillere og musikere er eksemplerne på sindslidelser utallige, og forskning har for længst bekræftet sammenhænge mellem stor kreativitet og psykiske lidelser.

   Nu er svenske forskere kommet frem til en mulig forklaring. De mener, at når nogle er særlig gode til at tænke ud af boksen, så er det simpelthen, fordi de ikke rigtig har nogen boks. Det er det samme, der gør, at skizofrene oplever virkeligheden på en alternativ måde.

   »Evnen til at tænke ud af boksen skyldes måske, at meget kreative menneskers boks har en løsere struktur,« siger forsker Fredrik Ullén fra svenske Karolinska Instituttet, der står bag undersøgelsen Thinking Outside a Less Intact Box.

Og denne relativt svagere signalfiltrering hos både kreative mennesker og mennesker med skizofreni, den synes at have at gøre med at hjernens dopamin-produktion ikke virker helt så "dæmpende" eller "bedøvende" på den vigtige del af hjerne der kaldes thalamus, et centralt placeret modul der fungerer som en slags fordelingscentral eller krydsfelt for signaler der kommer fra og går til alle mulige dele af hjernens cortex, herunder frontallapperne hvor vores bevidsthed sidder: 

De svenske forskere udsatte 14 forsøgspersoner for en 'divergent thinking-test', hvor de skal finde flere forskellige løsninger på en række opgaver. Her

efter blev der foretaget en hjernescanning.

   Det viste sig, at de, der havde klaret opgaven godt og derfor blev vurderet til at være meget kreative, havde færre af de D2-receptorer, der reagerer på stoffet dopamin i hjernens thalamus.

   Det er i thalamus, at information bliver filtreret, inden det når videre til vores bevidsthed. Det forhindrer normale i at for eksempel associere frit på alle ord i en sætning i stedet for at forholde sig til sætningens indhold.

  »Færre D2 receptorer i thalamus betyder formentlig en lavere signalfiltrering. Dermed bliver en større mængde information sendt videre fra thalamus. 

   Det er kendt, at skizofrene også har færre D2 receptorer i thalamus, hvilket antyder en sammenhæng mellem psykisk syge og kreativitet,« siger Fredrik Ullén.

   Eller sagt på en anden måde, den boks, som almindelige mennesker ikke evner at tænke ud af, er langt mindre kompakt hos kreative og skizofrene.

Kritikerne af denne forsknings resultater, fremhæver at forsøgspersonernes antal er for lille til at sikrer troværdighed og sandsynlighed for at kunne generalisere. 

Træthed fremmer kreativiteten, viser ny forskning

Det sker sjældent, men dog af og til at jeg springer en nats søvn over, eller kun sover en time eller to.

   Jeg har ikke lagt mærke til det før, men har nogle erindringer om at jeg har tendens til at få gode ideer, eller generelt at blive mere aktivt kreativ, dagen(e) efter.

    Sidst var langfredag hvor jeg og fruen havde været til fest. Jeg havde undtagelsesvis ikke drukket andet end nogle få øller, og da vi så kom hjem ved omkring 01-tiden, så kunne jeg ikke falde i søvn, og endte med at stå op og morgensvømme som normalt om lørdagen kl. 07 uden at have lukket et øje.

    Og ganske rigtigt: hele lørdagen vrimlede det med tanker og ideer til nye blogindlæg og planer om nye forsøg ud i akvarelmaleriets mysterier.

Forklaringen fik jeg i Søndagsavisen for et par dage siden. En artikel som handlede om ny forskning, havde rubrikken:

Du er mest kreativ, når du er træt

Underrubrikken uddyber:

Hjernen sænker paraderne, og det vælter frem med kreative idéer.

En amerikansk forsker i arbejdsmarked og psykologi Ron Friedman har fundet ud af at der er en klar sammenhæng mellem træthed og kreativitet, en sammenhæng som går imod det man umiddelbart skulle forvente, nemlig at jo trættere man er, jo sløvere er man også til at få ideer. 

   Men faktisk ser det ud til at træthed stimulerer kreativiteten. Friedman fortæller:

»Vi er faktisk bedre til at være kreative, når vi er trætte, hvilket er en lidt ulogisk indsigt. Og det er delvist fordi, at for at være kreativ har du sommetider brug for at overveje idéer, som ikke nødvendigvis føles, som om de er i linje med det, du prøver at opnå. Og at få alle disse idéer, når du er træt, fordi du der ikke er i stand skubbe dem væk, gør dig faktisk mere kreativ.«

Forklaringen skulle ifølge Friedman være at når man er træt og søvnig-vågen, så er man mere distræt og mindre koncentreret i forhold til omverdenen, og det betyder at man filtrerer idestrømmen mindre og er mere åben for hvad der måtte komme af uplanlagte tanker. 

I en terminologi jeg tidligere har brugt, så er der altså tale om at træthed og mangel på søvn svækker den latente hæmning som er hjernens forsvarsberedskab mod for meget og for stærkt uønsket tankemylder.  

   Man kan også sige at træthed og mangel på søvn fremmer at hjernen kommer i såkaldt 'åben tilstand'.

"I stille perioder er vi sommetider mindre fokuserede og kan overskue en bredere vifte af information. Dette brede spektrum giver os adgang til flere alternativer og  forskellige fortolkninger, hvilket fostrer innovation og indsigt," siger Ron Friedman.

Om sammenhængen mellem kreativitet - og det nemt at blive distraheret af tilsyneladende uvedkommene indtryk

Videnskab.dk havde for et par uger siden en artikel som fangede min opmærksomhed. Den handlede om sammenhængen mellem det let at blive distraheret og så hvor kreativ man var - i en eller anden forstand. 

   Rubrikken lød:

Har du svært ved at koncentrere dig? Så er du måske et kreativt geni

I første omgang læste jeg det som om den handlede om at det at være "distræt", en egenskab man i folkepsykolgien tilskriver især "verdensfjerne" professorer - som fx professor Turnesol i tegneserien Tintin. 

   'Distræt' kan også oversættes til "åndsfraværende"  - eller set fra en undervisersynsvinkel; "uopmærksom".

   

At være distræt er noget der ifølge mine nære omgivelser har kendetegnet mig siden jeg var barn.

   Det fortælles om mig at da jeg gik i første klasse i Holeby Skole, kunne jeg 'glemme' mine omgivelser så radikalt at min lærerinde frøken Rømme kunne lægge en lineal på toppen af mit hoved uden at jeg bemærkede det.

   Senere har jeg også fået at vide at jeg har nemt ved at "falde i staver" og ofte bliver fjern i blikket og fantaserer over noget på den indre skærm, i stedet for at vær opmærksom på det der foregår og burde optage mig i mine umiddelbare omgivelser.

Men faktisk var det ikke den form for uopmærksomhed artiklen handlede om. Den handlede ikke om distræthed, men om det nemt at blive distraheret - fx af uvedkommende lyde.

   Artiklen i Videnskab.dk fortalte om nogle eksperimenter som påviste en sammenhæng mellem en høj grad af kreative aktiviteter og resultater,  og så det (for) nemt at blive forstyrret og optaget af 'input' fra omgivelserne som man egentlig bare burde set bort fra. Altså en slags overfølsomhed i forhold til  for så vidt uinteressante og uvigtige sanseindtryk fra periferien af opmærksomhedsfeltet.

   Her melder jeg så pas. Sådan er jeg absolut ikke indrettet. Det der kendetegner min personlighedstype, er at jeg nemt bliver distraheret af 'interne input' - tanker, billeder, fantasier der kommer indefra, og som vender min opmærksomhed mod den indre skærm. Som regel har jeg ikke problemer med at arbejde selv om der er støj omkring mig. Faktisk kan det godt være lidt positivt frem for totalt støjfri omgivelser

   

Men artiklen rammer plet i forhold til hvordan fruen har det. Hun er udviser ofte hvad man kunne kalde akut delt opmærksomhed, som giver sig udtryk i fx. at hun opdager og forstyrres af en plet på min trøje, mens vi sidder og snakker alvorligt om helt andre og vigtige ting. 

   Frue bliver også markant nemmere forstyrret af og irriteret over uvedkommende lyde i omgivelserne.

   Hun er også bemærkelsesværdigt observant i forhold til omgivelserne, både hvad angår syns og lydindtryk - og kan som en slags veyeur  helt fortabe sig i samtaler eller interaktion som tilfældigvis udfolder sig inden for syns- eller hørevidde.

Det faglige begreb som ifølge de engelske referater af undersøgelsen bruges til at karakterisere nogle menneskers personlighed, er "leaky attention" - altså 'utæt opmærksomhed'.

    Der er tale om en metaforisk framing der udsiger at opmærksomheden  er som en væske der så at sige 'siver' andre steder hen end i den retning hvor fokus og målet for aktiviteten normat burde befinde sig.

   Man taler i referaterne af undersøgelsen også om "reduced sensory gating", og dermed rammer resultaterne ind i en teori jeg tidligere har omtalt i flere indlæg: at den kreative hjerne har forøget 'connectivity' mellem forskellige moduler, og at de mekanismer i hjernen som varetager den nødvendige latente hæmning som er nødvendig for at vi ikke bliver totalt oversvømmet af nerve- og sanseinput, at den hos særligt kreative personligheder er relativt svækket.

   Her link til flere indlæg om denne teori, som også er en af forklaringerne på synæstesi som også fruen har, og flere af hendes genetiske børnebørn.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/03/hj-iq-smelter-kaos-om-til-kreativitet.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/02/skriveblokeringer-latente-hmninger-og.html

Undersøgelsens opsigtsvækkende resultater er lynhurtigt blevet spredt i forskellige fora på nettet gennem en populariseret resumé-artikel af en af forskerne bag undersøgelsen, Darya Zabelina, under titlen:

Creativity and Sensory Gating

Artiklen indledes med at referere til en erfaring som mange kreative mennesker kender til: at uvedkommende lyde er stærkt forstyrrende for det kreative arbejde:

In our everyday life we are constantly bombarded by sensory information, but some people seem to be more affected by this sensory input than others, or you may say some people have “leakier” sensory filters than other people. There are numerous anecdotal accounts of eminent creative people being especially sensitive to noise. Marcel Proust, for example, wore ear-stoppers because he was unable to filter out irrelevant noise, and lined his bedroom with cork to attenuate sound. Richard Wagner noted “a master needs quiet; calm and quiet are his most imperative needs.” And Franz Kafka asserted “I need solitude for my writing; not ‘like a hermit’ – that wouldn’t be enough – but like a dead man.” Others, such as Charles Darwin, Anton Chekhov, and Johan Goethe also strongly lamented the distracting nature of noise. 

Forskeren Darya Zabelina skriver senere i sin artikel at forsøgte peger på at særligt kreative mennesker har relativt sværere ved at filtrere udvekommende lydindtryk bort end mere jordbundne typer:

Our recent work provides first physiological evidence that creativity may indeed be associated with the reduced ability to filter our “irrelevant” sensory information. Specifically, we find that people with real-world creative achievements are less likely to filter out sound than their less creative counterparts. Additionally, they do it involuntarily, as this happens very early in the processing stream—only 50 ms after the onset of the sound.

   Reduced sensory gating is akin to reduced latent inhibition, or a reduced ability to screen or inhibit from conscious awareness stimuli previously experienced as irrelevant. Thus reduced latent inhibition may enhance creativity by enlarging the range of unfiltered stimuli available in conscious awareness, thereby increasing the possibility that novel and useful combinations of stimuli will be synthesized. Therefore leaky attention may underlie both costs and benefits of creative cognition: Noise and other environmental stimuli can serve as distractors for creative people, leading them to make errors on some tasks, as well as generally making their life less comfortable. At the same time, leaky attention may help people integrate ideas that are outside the focus of attention into their current information processing, leading to creative thinking.

Selve eksperimentet som disse overvejelser bygger på går altså ud på at dele forsøgspersonerne i to gruppe - meget kreative og ikke så  kreative. Og så får alle forsøgspersonerne to ens lyde i ørene med meget kort mellemrum via hørebøffer. Og så måler man hjernens reaktion ved hjælp af en såkaldt EEG-hætte med elektroencephalogrfiske sensorer.,  

    Den indbygged og ubevidste latente hæmning ("inhibition") burde betyder at hjernens fysiologisk reaktion er svagere når lyden høres anden gang fordi den nu er "velkendt". Og sådan reagerede gruppen af ikke så kreative forsøgspersoner også. 

   Men gruppen af meget kreative reagerede fysiologisk næsten lige så kraftigt på lyden anden gang som første gang, hvilket dokumenterer at deres neurologiske "gating" i forhold til lydsansning er svækket. Det udlæggerrr Zabelina således:

When we considered sensory gating with respect to real-world creative achievement, we saw that people with high creative achievements didn’t inhibit or didn’t gate as much of the sounds compared to people with fewer creative achievements.

Og senere skriver Zabelina videre om tolkningen af eksperimentets udfald:

Thus, real-world creative achievers appear to have reduced filtering of sensory information, which may be the mechanism for their wider focus on a larger range of stimuli, and their ability to make connections between distantly related concepts or ideas. In conjunction with other protective factors, such as cognitive control, reduced sensory gating may be what is needed for real-world creative achievements. In the absence of strong cognitive control (or other protective factors), leaky sensory processing may be a risk factor for attention disorders and/or psychopathology.

Det Zablina refererer til her til sidst, er at både sindslidelsen skizofreni, ADHD-diagnosen, Tourettes syndrom, og den såkaldt højsensitive personlighedstype (HSP), i forskellige teoretiske sammenhænge og gennem forskellige tests og forsøg er blevet forbundet med det der kaldes svækket latent hæmning" - altså en svækket kontrol og dæmpning eller "gatekeepning" af eksterne sensoriske input eller interne neurolgisk reaktione mellem forskellige centre i hjernen.

   

Det er ikke første gang man i forskerkredse diskuterer sammenhæng mellem sindslidelser og særlige hjernetilstande på den ene side og så kreative tænkning og udfoldelse på den anden. Og man kan altså konstatere at dette forsøg endnu en gang peger på den sammenhæng:

Thus it is possible that some risk factors that are associated with elevated psychopathology, such as leaky sensory gating, might also, in combination with other factors, be a "risk" factor for increased creative achievement, as previously suggested. Therefore for some prominent creative achievers who complained about noise as a source of distraction, the same leaky filters may have facilitated their creativity. 

Hvad kan man så bruge det til?
   At lave gruppearbejde i et støjende klasseværelse kan være hæmmende for børn med særlige kreative evner.
     Et støjende redaktionslokale er måske ikke det bedste sted at arbejde hvis vil praktisere og udvikle en mere kreativ form for journalistik.
     For bare at nævne to forhold jeg umiddelbart kom på.

Her et link til Darya Zabelinas resumeartikel:

http://www.creativitypost.com/psychology/creativity_and_sensory_gating

Og her et link til artiklen fra videnskab.dk

http://videnskab.dk/kort-nyt/distraktion-kan-stamme-fra-kreativ-genialitet?utm_source=vores+nyhedsbrev&utm_campaign=6c2c8d8e6e-201503063_6_2015&utm_medium=email&utm_term=0_d2f5c83eb4-6c2c8d8e6e-239790449

Halucinationer (2) - om sensorisk deprivation og svækkelse af latente hæmninger som årsag til at se syner, høre stemmer og musik uden ydre kilder

Hallucinationer har jeg vist nok selv aldrig oplevet, i bedste fald grænsetilfælde:

   Man kan måske sige at det at blive lokalbedøvet fx i forbindelse med en større tandoperation, at det er en form for negativ hallucination. Man oplever at en del af ansigtet er væk, mangler, selv om man godt kan se det og røre ved det.

   Når jeg er hjemme i vinterboligen for en kort bemærkning uden at katten er med, så har jeg også hallucinationer af at katten er der og lister omkring som den plejer - i udkanten af synsfeltet.

Men ellers er hallucinationer som ikke er knyttet til alvorlig psykisk diagnose, kun noget jeg en gang i mellem har læst eller hørt om. 

   Fx vejledte jeg for nogle år siden et speciale hvori indgik produktion af en radiomontage om en ung mand der siden han var barn, hørte stemmer, og, bortset fra en kort periode i puberteten, havde levet med dem som en relativt fredelig mental forstyrrelse. Af udsendelsen fremgik at der var mere end 100.00 mennesker i Danmark som var såkaldt 'stemmehørere'.

   I en vis forstand ligner det jo synæstesi som også er en mental tilstand hvor hjernen selv producerer indtryk (farver, lyde, former) i bevidstheden uden nogen ydre sansning som årsag - blot som ledsagefænomener til fx at læse eller høre ord, bogstaver, tal, toner.

   Til beroligelse for mange kan man altså konkludere at det kan være "helt normalt" at høre stemmer, og at mange mennesker har et forholdsvis fredeligt samliv med deres stemmer:

I en stor survey-undersøgelse (15.000 mennesker) fra 1991fandt man at 2,3% oplyste at have hørehallucinationer. Kun en tredjedel af stemmehørerne var tilstrækkelig besværet af stemmerne til at søge hjælp. Dvs. 2 ud af 3 stemmehørere klarede sig selv!

Se mere om stemmehører-hallucinationer her:

http://www.psykiatrifonden.dk/forside/kalender/prasentationer/110411+Anne+Klinte

Men Oliver Sachs bog "Hallucinations" har et kapitel som har overskriften

The Prisonner´s Cinema - Sensory Deprivation

Og pludselig kommer jeg i tanker om at det fænomen kender jeg for så vidt rigtig godt - på anden hånd - via nogle tv-dokumentarudsendelser som dokumentarinstruktøren Poul Martinsen producerede i begyndelsen og slutningen af 70´erne.

   Udsendelserne dokumenterede at hvis forsøgspersoner fik bind for øjnene og blev lukket inde i et lydtæt rum hvor der kun var 'hvid støj' som baggrund, så fik de hallucinationer, både virkelighedstro syner og virkelighedstro lyde - herunder sang og musik. 

   I princippet fortæller disse forsøg os jo at hjernen som sultes for perceptuelle input eller perceptuel variation, begynder at "kede sig" på grund af at den ikke har noget at lave - noget at tolke og bearbejde. Og så producerer den - uhæmmet - en slag realistisk filmforestilling eller lydprogrammer af sig selv - ud af eget indre "kildemateriale".

Når der blev lavet en lang række forsøg i 50´erne og 60´erne hvori indgik eksperimenter med "sensory deprivation", så hang det blandt andet sammen med Den kolde krig, og ikke mindst med angsten for at fangne soldater kunne blive hjernevasket af "fjenden" når de havde være sensorisk isoleret tilstrækkelig længe.

 
Poul Martinsen gjorde et "hjernevask-forsøg" som led i sin tv-udsendelse om "Isolation":

   En kvinde som efter i mange timer at have været blindet og isoleret lydmæssigt, blev udsat for gennem en højttaler at høre en rolig og troværdig stemme læse højt af en madopskrift på "hvid rotteragout".

   Da kvinden kom ud af sin isolation, blev hun af Poul Martinsen tilbudt at spise en ret som af ham blev benævnt "hvid rotteragout", hvad hun gjorde uden tøven. 

   Man kan antage at der sker en svækkelse af hjernens indbyggede hæmninger under isloationen, som så gør den mere modtagelig for suggestion og hypnotisk påvirkning.

   

Under de rette sensorisk isolerede omstændigheder kan de fleste normale mennesker altså få induceret eller fremprovokeret visuelle hallucinationer.

   Og når man laver såkaldte fMRI-skanninger af en hjerne der har den slags inducerede hallucinationer, så viser det sig at der er neurologisk aktivitet i både "the occipital cortex" og "the inferotemporal cortex" som er de dele af hjernen som aktivt bearbejder synsindtryk som input til bevidstheden.

   Til forskel fra de situationer hvor man bevidst og med vilje fremkalder forestillingsbilleder for sit indre blik, så var der ingen særlig aktivitet i den præfrontale cortex ved synshallucinationerne. 

   Den præfrontale cortex er den del af hjernen som har den såkaldt 'executive funktion'. Wikipedia:

This brain region has been implicated in planning complex cognitive behavior, personality expression, decision making, and moderating social behavior.[1]The basic activity of this brain region is considered to be orchestration of thoughts and actions in accordance with internal goals.

Oliver Sacks konkluderer derfra:

Unlike the top-down proces of voluntary visual imagery, hallucinations is the result of direct, bottom-up activations of regions in the ventral visual pathway, regions rendered hyperexcitable by a lack of normal sensory input.

Spørgsmålet for mig er om fx det at høre stemmer, kan være forbundet med kreativitet på samme måde som synæstesi tilsyneladende er det.

   Og det er der noget der tyder på. Oliver Sacs har en fodnote hvor han henviser til en bog "Of Two Minds: Poets Who Hear Voices" af Judith Weisman som ...

... presents strong evidence, drawn especially from what poets themselves have said, that many of them, from Homer to Yeats, have been inspired by true auditory vocal hallucinations, not just metaphorical voices.

Jeg har tidligere fortalt om fænomenet "latent inhibition" (LI) - og at kreativitet kan ses som et resultat af at hjernen af en eller anden grund har relativt lav LI i de nervebaner som forbinder forskellige centrer og områder i hjernen. 

   Lav LI kan så også være en del af forklaringen på forskellige hallucinationer.

Om musikalske hallucinationer - dette at man ufrivilligt hører musik som tilsyneladende bliver spillet fra en ekstern kilde, som altså ikke findes - det kan også forklares med svækket LI, fortæller Sacks:

... what seems to occur in most cases of musical inhibitions is a release of activity in the musical network when normally operative inhibitions or constraints are weakend.  

Analogt til synshallucinationer, så bliver også musikhallucinationer produceret ved spontan aktivitet i det komplekse og ekstensive netværk i hjernen som er aktivt når man hører og opfatter musik spillet/sunget af en ydre kilde.

(fortsættes)

Om forbindelsen mellem mindfulness-meditation og fokuseret litteraturlæsning

Jeg har altid forbundet (sommer)ferie med lystlæsning, i de senere år typisk krimier og science fiction. Tidligere alle mulige former for fiktion og populær faglitteratur.
   Og lystlæsning indebærer mental afslapning og aflastning. Faktisk lidt ligesom meditation - bare på en anden måde. Eller hur?
   Men også aviser læser jeg flere af i ferien, fx Weekendavisen, som jeg ellers ikke abonerer på. Først og fremmest er det avisens tillæg 'Ideer' som trækker.

En af mine helte inden for journalistisk videnskabsformidling Lone Frank har i 'Ideer' 12/7 skrevet en kritisk artikel om forskning i meditationens effekt på hjernen, især den form som betegnes 'mindfulness', og som udspringer af buddhismens dyrkelse af 'den indre ro i øjeblikket': "en ikke-dømmende opmærksomhed på erfaringer i nuet".

   Jeg har selv refereret en del af denne forskning i en række indlæg for omkring et år siden, hvor jeg refererede dele af Richard J. Davidsons forskning omkring "den plastiske hjerne". Så jeg spidser øjne!

Lone Frank sammenfatter med en vis distance den forskning som har fokuseret dels på hjernen hos tibetanske munke der har mediteret intensivt og konstant i mange år, dels på 'novicer' der har fået kurser i mindfulness-meditation på nogle uger:

Man kan pege på ændret EEG (i.e. de forskellige elektromangetiske bølger som hjernen udsender afhængig af "tilstanden"), og forhøjet aktivitet i i særlige hjerneområder, ligesom nogle studier finder ændringer i visse hjernestrukturer efter længere tids praksis".

Kritikken går på at det er svært at tolke på hvad disse ændringer egentlig betyder, og på at den kliniske virkning er usikker. Forskningsresultaterne er ikke entydige, og de samlede data på områder er mangelfulde, fortæller hun - med belæg i en række interviewcitater fra skeptiske eller kritiske forskere.

   Et af problemerne er at de mest entusiastiske forskere selv mediterer og har gjort det længe, hvilket kan siges at udgøre en form for videnskabelig bias. Den kritik afvises så af en anden forsker der bruger analogiargumentet:

"Det er ikke anderledes end at fysiologer, der er interesseret i motionens virkning, forsker i motion og anbefaler motion, fordi de faktisk oplever sundhedsvirkninger."

Jeg har som tidligere nævnt selv mediteret siden slutningen af 70´erne, ikke 'mindfulness', men 'transcendental meditation'. Og min interesse er ikke primært sundhed og velvære og afstresning, men den eventuelt stimulerende effekt på kreativ tænkning og kreative aktiviteter inden for forskning, kunst, journalistik og litteratur som meditation kan have.

   Og jeg har først og fremmest set det som én af en lang række sensoriske, motoriske, mentale og kognitive aktiviteter og processer som - bevidst eller ubevidst - kan stimulere hjernen til såkaldt "åben tilstand" ved at svække den såkaldte "latente hæmning" (LI) som er med til at begrænse forskellige centrer i hjernens muligheder for at spille samen og og dermed muligheder for at kunne 'blende' indhold fra forskellige og ellers adskilte konceptuelle rum.

Det er også pointen fra en af de forskere Lone Frank citerer, Martijn van Beck:

"Det er ikke underligt at man kan finde både psykologiske og fysiologiske virkninger af meditation - man foretager jo målrettet kognitiv aktivitet. Men det betyder ikke, at man ikke kan sætte gang i de samme eller andre interessant forandringer ved hjælp af noget helt andet."

Jeg har tidligere været inde på hvordan visser former for musik kan virke ind på hjernen så den bliver mere åben for kreative processer, men at også oplevelsen af visse former for kunst og arkitektur kan gøre det (virke 'inspirerende') og også forskellige former for fysisk aktivitet.

   Og sådan altså også med input fra læsning af litteratur, dyrket i 'læsegrupper'.

Lone Frank refererer til offentliggjorte forskningsresultater fra danske forsøg hvor man sammenligner - på den ene side frivillige grupper der mødes en gang om ugen i to timer for i fællesskab at dyrke mindfulness, og på den anden side frivillige grupper der mødes en gang om ugen to timer for at diskutere Jane Austins roman 'Emma':

Læserne opnår mange af de samme effekter som mindfulness-gruppen, blandt andet i forhold til emotionel regulering. Dethandler muligvis om at man i læsningen træner evnen til at kunne se verden fra et andet perspektiv", forklarer professor ved MindLab Andreas Roepstorff. Han bemærker også at læsning åbenbart er en mere tillokkende aktivitet. I hvert fald fortsatte læsegruppen på frivillig basis, mens de mediterende indstilled deres praksis, så snart forsøget var slut.

Denne sidste forskel kan hænge sammen med at læsegruppen stimulerer "bondinghormonet" 'oxytocin', mens mindfulness-meditation ikke (nødvendigvis) gør det.

En søgning på nettet for "litterature theraphy" giver mange hits. Og tilsvarende for den danske oversættelse 'biblioterapi". Se fx:

http://thomas-olesen.blogspot.dk/2011/07/om-biblioterapi-og-lsekredse.html 

http://www.information.dk/153260 

http://www.guardian.co.uk/books/2008/jan/05/fiction.scienceandnature 

http://www.thereader.org.uk/

Jeg har tidligere været inde på at det læse en roman, se en film eller opleve et teaterstykke, aktiverer både 'the defaualt (mode) network' og 'spejlneuronsystemet' i hjernen. Og at det er derfor det påvirker os mentalt - emotionelt og kognitivt - at være publikum til den slags kunstneriske aktiviteter; herunder giver det os mulighed for identifikation med figurerne/karaktererne i fiktionen, 'identifikation' forstået som 'indlevelse gennem genkendelse' - og dermed selvindsigt.

 

'The default mode network' er det indbyrdes forbundne kompleks af moduler i hjernen som er aktivt når vi dagdrømmer ('mind-wandering '), når vi genkalder os tidligere oplevelser, når vi fantaserer om fremtiden og andre verdener, når vi forestiller os i en andens sted ("theory of mind"), og når vi tager stilling til moralen i en tænkt handling. Altså alt i alt: når vores opmærksomhed er vendt "indad".

   'Spejlneuronsystemet' er de dele af hjernen som automatisk simulerer de handlinger og følelser som vi ser og hører andre mennesker gøre og have, eller når vi bare forestiller os dem udført og udtrykt.

  Og det jeg derfor forestiller mig er at såvel litteraturlæsning og deling af oplevelserne med andre i læsgrupper, som de forskellige former for meditationsteknikker man kan lære at praktisere, at de begge påvirker the default network´s måde at fungere på, så det kan stimulere til mere kreativ tænkning hos 'normale' mennesker, og så det kan virke helende - beroligende - på stresstilstande og forskellige former for psykiske problemer:

   Det sidste forholder Wikipedia sig til i artiklen om "the default network":

In humans, the default network has been hypothesized to generate spontaneous thoughts during mind-wandering and may relate to creativity. (...)

   It has been hypothesized to be relevant to mental disorders including (...) autism, and schizophrenia. In particular, reduced default network activity has been associated with autism, overactivity with schizophrenia. 

   Lower connectivity was found across the default network in people who have experienced long term trauma, such as childhood abuse. 

   Among people experiencing posttraumatic stress disorder, lower activation was found in the posterior cingulate gyrus compared to controls. 

   The posterior cingulate gyrus discerns emotional and self-relevant information; this interacts with the anterior cingulate gyrus, which integrates emotional information with cognition; and the medial prefrontal cortex, which allows for self-reflection and the regulation of emotion and arousal. 

   This appears to correlate with the experience of people who have experienced long-term trauma and describe feeling 'dead inside' or have a fragmented sense of self or enter dissociative states.          

   Children who have been traumatised often lack an inner world of imagination and show little symbolic play, this too is likely to be due to interruptions across the default network. 

   Meditation practice (including transcendental meditation) is recommended for reactivating these networks.

Altså: Det ser ud til at en række mentale og psykisk problemer har det tilfælles at de modsvares af reduceret (eller ustyrlig) aktivitet mellem de forskellige moduler i hjernen som tilsammen udgør the default mode network. Og at blandt andet meditation synes at fungere gen-aktiverende når det gælder samspillet og forbindelsen mellem dem. 

   Og min pointe er så ud fra en lang række tidligere indlæg, at andre mentale aktiviteter og visuelle, lydlige eller motoriske input og impulser kan have samme effekter: både på kreativiteten og på uro eller forstyrrelser i hjernen.

Jeg kan i den forbindelse ikke lade være med at tænke på at rigtig mange af de særligt kreative personligheder jeg har skrevet om, i interviews fortæller at de i barndommen læste og læste og læste - "slugte" alt muligt: børnebøger, tegneserier, ugeblade, illustrerede klassikere, billedbibler, etc.

   Jeg har selv været en af slagsen som barn, og var i familien berygtet for at jeg altid hellere ville blive hjemme og ligge på maven og læse, end tage på camping- eller skovtur med resten af familien.

Synæstesi hos frisøren, i familien og i litteraturen - Hanne Marie Svendsen og Anne Lise Marstrand-Jørgensen som cases

Jeg har et par gange skrevet om min kreative frisør - og om de udbytterige snakke vi har når jeg besøger ham for at blive klippet. Det medfører at jeg får 'special treatment' - som regel en halv times ekstra klipningstid oven i hatten - for at vi kan nå at få talt ud og talt igennem.

   Min kreative frisør har for nylig ansat en elev. Frisørelever er for det meste unge kvinder. Men denne gang har han altså ansat en ung mand som også er kreativ. Fx er han god til at tegne. Og han har efter sigende en ADHD-diagnose med i rygsækken.

Sidst jeg var til frisør, snakkede vi blandt andet om det med synæstesi. Og jeg spurgte om han evt. var synæstetiker. 

   Det var han ikke.
   Men frisøreleven havde hørt hvad vi snakkede om, og kom hen og fortalte at det var han til gengæld. Bogstaver og ord forbandt han uvillet og automatisk med farver. 

  Og frisøreleven havde først opdaget det tre uger før - altså at der var et særligt fagudtryk til at beskrive fænomenet - og at det ikke var alle der havde det sådan, men kun et mindretal. At den mentale automatiske kobling mellem bogstaver og ord på den ene side og farver på den anden, altså var noget særligt.

Det var faktisk dette besøg hos frisøren der ad snørklede associative omveje førte til indlægget i lørdags om skriveblokeringer, latente hæmninger - og jeg skal komme efter dig - et indlæg som sluttede med et citat fra Politikens bogtillæg hvor forfatteren Hanne Marie Svendsen afslørede og udstillede at hun også var ord/bogstav-farve-synæstet - ligesom fruen herhjemme er det.

Det førte videre til at jeg i søndags spurgte min (pap)søn om han havde det ligesom sin  mor, da det jo antages at synæstesi er en særlig neurologisk  kobling  i hjernen der er arvelig - "goes in families" - selvom det der "arves" ikke nødvendigvis er samme form for synæstesi. 

   Olive Sacks beskriver i sin bog 'Musicophelia' forskellige former for musik-synæstesi kendetegnet ved at forskellige aspekter af musik automatisk aktiverer andre sanse- og oplevelsesdomæner som smag, farve, lugt, form, berøring. Min søn er meget musikalsk og havde i mange år ambtioner om at synge professionelt, så det kunne meget vel tænkes at der var en kobling der.

   Men nej, der var ikke bid.
   Så kom hans ældste søn, mit barnebarn ind. 18 år og meget kreativ. Er både dygtig til at tegne og male, synger og spiller flere instrumenter på et højt niveau. Men på spørgsmålet om han forbandt bogstaver og ord med farver, var svaret også nej. 

   Men da jeg så spurgt om han fx koblede tal sammen med personlige egneskaber, så ramte jeg plet. Hans reaktion helt entydig og spontan: Ja, tal havde forskellig personlighed eller forskellige kombinationer af personlige egenskaber og karaktertræk. Og han kunne straks beskrive hvilken slags personlighed nogle tal havde: "5 er det stærke og maskuline, mens 6 er det snu og hurtige. 20 er det venlige, men ikke særligt kloge tal, mens 21 faktisk er lidt det samme som 6."

   Siden har han på min opfordring suppleret op med sit synæstesiforhold til bogstaver: 

Med hensyn til bogstaver er det lidt anderledes. Det er gerne bogstavkombinationer jeg "reagerer" på, og med dem er det ikke så meget en personlighed, der er tilknyttet, men mere en "vibe", der er altså nogle kombinationer jeg bedre kan lide eller synes er sejere end andre. For eksempel er 'sympati' eller 'bz' nogle ord/bogstavkombinationer som tiltaler mig. Ikke udtalen, men det visuelle aspekt. Om det er en vokal eller konsonant er sådan set ligegyldigt. Der er også nogle bogstaver jeg forbinder med personligheder; for eksempel z, x og y, hvor z er lederen, x er den store håndlanger og y er en kvindefigur.

Det næste led i kæden var en mail fra Hanne Marie Svendsen der gav mig et citat fra en af hendes tidligere romaner, 'Under Solen', hvor en hovedperson havde en synæstetisk inficeret drøm der byggede på koblingen af bogstaver og farver:

Margrethe Thiede Holm drømte, at hun var død. Hun stod på en høj bakke og så ud over byen. Blæsten ruskede i hende og ville have hende til at lette, men hun lænede sig bagover, borede fødderne fast mellem stikkende strå. Endnu havde hun tyngde til at stå imod.

   Langt nede i sengen over det hvide ansigt, et stort gammelt firkantet ansigt med furer omkring den indfaldne mund, var hendes navn skrevet i sorte bogstaver: Margrethe Thiede Holm. Men her oppe løstes bogstaverne ud fra hinanden, svævede væk som solnedgangsskyer og farvede drager, E´et i elfenben, et lyserødt A halvt opløst i konturerne, I´et blåviolet, kobberfarvede og og orangerøde T´er og R´er på vej i hver sin retning. Det blege Holm var allerede forsvundet ud mod horisonten, borte langt over havet. Det hørte ikke rigtig med til hendes navn, selv om hun havde båret på det mange år af sit liv. Snart var også hendes egne bogstaver vejret væk for vinden, og hun var ingenting, en lille fortætning i skylaget, gråsort som himlen bag solnedgangsskyerne, gledet i eet med den. Men endnu havde hun tyngde. 

   Hun gjorde sig endnu tungere, stemte imod. Natkjolen fløj ud som et sejl over benene med deres knuder og blå årer. Langt ude på det blyfarvede hav stod et vrag og tegnede med spanter og master sit VRAG mod horisonten. Nu krængede det over, gled længere ned i bølgerne. G, A, R forsvandt, og af båden var kun et halvt væltet V tilbage.

Det har jeg ikke tænkt på før. At man kunne gøre det til en del af en fiktiv persons karakter og mentale set up at være synæstetiker. Hidtil har jeg kun opfattet 'litterær synæstesi' som et stilistisk-retorisk figur der blev dyrket af lyrisk orienterede forfattere i særlige litterære perioder, som det fremgår af dette leksikoncitat fra Den Store Danske Encyklopædi:

synæstesi, (“samsansning”), en særlig raffineret litterær udtryksform, hvor man blander flere forskellige sansemåder i ét sammensat billede, fx elementer fra høresansen med elementer fra synssansen. Denne billedform dyrkes bl.a. i romantikken, symbolismen og ekspressionismen, i symbolismen for, at sjælen kan trænge ind i tingenes og tilværelsens væsen, sansning og ting blive ét. Det ses bl.a. i Johannes Jørgensens digt “Vinterskumring”, 1892 (“som en Klang for Øjets Nervestrænge / langt borte tændes Lys i Aftnens Blaa”). Hos ekspressionisten Tom Kristensen er det de voldsomme klang- og farvevirkninger, der søges indfanget, fx i digtet “Landet Atlantis”, 1920 (“skøn som Revolverens isgrønne Stjerne, / der fødes i Nuet med smældende Véer / på Ruden i Revolutionens / skingrende Glasklangs-Caféer.”). Mere banale eksempler er at sige “en varm farve”, “en hård lyd” eller “en fløjlsstemme”.

Jeg tænker det kunne være interessant om der var andre forfattere der havden skrevet om og beskrevet fiktive personer som de havde begavet med det mentale særtræk at være underlagt en eller anden form for synæstesi.

   Og ja, lidt søgning på nettet viser at forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen som jeg tidligere har udpeget som synæstet, at hun har skrevet to romaner om den kvindelige mystiker fra middelalderen, Hildegard af Bingen, og her har gjort hovedpersonen Hildegard til synæstetiker.

   Forfatteren skriver i et indlæg på sin blog fra 13.12.09 hvorfor hun gjorde det valg:

Jeg har gjort Hildegard til synæstetiker. Eftersom det ikke interesserede hende, at skrive om sig selv og sine private sensoriske oplevelser, er det ikke noget, jeg har kunne læse mig til. Men selvom jeg ikke kan bevise, at den historiske Hildegard af Bingen var synæstetiker, er det en nærliggende tanke for mig. For det første fordi hun beskriver, hvordan musikken allerede findes i verden på en sådan måde, at den kan aflyttes og videregives. For det andet fordi sproget i hendes visioner er fantastisk billedrigt og sanseligt. For det tredje fordi poesi og synæstesi er nært forbundne for mig. Og for det fjerde fordi jeg selv oplever verden sådan, og det gjorde det nemmere for mig at leve mig ind i hendes verden, at jeg udstyrede hende med tilsvarende oplevelser.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen fortæller også om sine egne oplevelser med synæstesi. Det fremgår her at hun er multi-synæstet, dvs både farver, lugte, følelser og former indgår i koblingen til fx ugedagene:

Der gik mange år, før jeg for alvor indså, at alle mennesker ikke har den type oplevelser. Som barn fik jeg den første fornemmelse af det, da vi i 1. klasse skulle lære om forskellen på konsonanter og vokaler. Alle bogstaverne i alfabetet blev hængt op i klassen, vokalerne var røde, konsonaterne var blå. Det generede mig i en sådan grad, at jeg næsten ikke kunne holde ud at se på det. For kunne enhver ikke se, at hvert bogstav havde sin egen farve, og at den farve også var knyttet sammen med både en tone og en følelse. Og at det i hvert fald ikke var de røde overfor de blå? Kunne de ikke se, at det derfor var komplet unødvendigt med den slags primitive og urigtige husketeknikker? Åbenbart ikke. Det var virkelig svært for mig at forstå. Ikke mindst fordi jeg ofte havde talt med mine bedsteforældre om de forskellige ugedages farver. De var ganske vist anderledes end mine egne og mine havde også former, men alligevel. Min mandag var f. eks oval, svagt turkis med et strejf af svømmehalslugt, min tirsdag var en lyserød cirkel med en frugtagtig duft og så fremdeles.

   De fleste synæstetikere oplever deres sansesammenblandinger som neutrale og meget lidt opsigtsvækkende. Som en naturlig måde at orientere sig på i verden. Sådan oplever jeg det også selv. Kun en gang imellem kan det være lige i overkanten, nemlig når lyde eller visuelle indtryk bliver meget stærkt koblet med fysiske fornemmelser. Det kan f. eks være svært at forklare, hvorfor jeg ikke bare synes, at en bestemt farve f. eks er grim, men at den ligefrem er koblet med en helt bestemt form for fysisk ubehag. For de fleste mennesker er det svært at tolke som andet end overdreven sarthed, så det er sjældent, jeg nævner det.

Det at være synæstet(iker) kan være besværligt i forbindelse med omgangen med andre mennesker som ikke har den særlige form for automatkobling mellem sanseområder. 

   Og som jeg har nævnt tidligere kan det fx også betyde at hvis man er ord-farve-synæstet, så læser man langsommere fordi man samtidig med afkodningen af ordene og teksten, skal følge med i 'farvfilmen' på en anden kanal.

  Men faglitteraturen på område, herunder Oliver Sacks, kan også fortælle at synæstesien kan have visse fordele, nemlig som hjælp til at huske. Sacks fortæller om en case, Patrick, for hvem ikke bare musikalske udtryk, men alle former for lyde automatisk forbindes med både farver og former:

Some of his synesthetic corrspondences are of mnemonic use to him (thus when somone said that 9/11 vas a Monday, he could instantly  and with assurance say that it was not, for Tuesday is yelleow for him, and 9/11 is yellow too). But it is the  musical synesthesia wihich plays a vital part in his sensibility and his creative life.

Også for Anne Lise Marstrand-Jørgensen har synæstesien en praktisk-brugbar side:

Når jeg er i stand til at huske overdrevent mange fødselsdatoer, er det fordi jeg ser dem plottet ind på min rumligt-visuelle årskalender. Den går sådan cirka fra skulder til skulder og ligner en skæv hestesko.

Sin synæstesi er typisk ikke noget man snakker med andre om. Og det kan komme som et chok for første gang at høre andre synæsteters  særlige "koder". Oliver Sacks citerer en læser der har reageret meget kraftigt - med kvalme og svimmelhed - ved at opdage at andre musik-synæsteter forbinder musik og farver på en anden måde end hun gør:

I have been reading your book and have just startet your chapter on synesthesia, but could read no further than the third page because the person you cited defined D major as blue. I couldn´t believe my reaction at a person not feeling the same color as i do for D (vermilion red) - it actually made me feel slightly dizzy an nauseous. I have never discussed with other synestetes their perceptions, so I was schock at may reaction.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen forklarer hvorfor man som synæstet ofte ikke snakker om det med andre:

Sikkert fordi, man ikke selv synes, der er så meget at fortælle - farveblinde fortæller vel også kun sjældent om, hvordan deres verden ser ud, mennesker med absolut gehør forsøger sjældent at forklare, hvordan musik lyder for dem. Til gengæld er der ikke noget sjovere end at udveksle oplevelser med ligesindede. Således kunne min datter og jeg diskutere farven af en lyd allerede, da hun kun var et par år gammel. Og da jeg forleden talte med en nær veninde, der også er forfatter , diskuterede vi, hvordan man kan se sit eget ufærdige manuskript i farver og på den måde finde ud af, hvor der mangler noget. "Lidt orange på siden 5 f. eks," som hun så smukt udtrykte det.

Så for en del synæsteter er det en "gave" man har fået som kan være nyttig i den kreative proces. Men som ikke inviterer til offentlighed og front-stage-betroelser.

Oliver Sacks citerer en forsker for at bemærke at "newborn´s senses ar not well differentiated, but are instead intermingled in a syneasthetic confusion."  Og meget tyder på at små børn fra fødslen er synæstetikere over et bredt spektrum af sensoriske og mentale input, og at det først er gradvist gennem de første måneders udvikling at hjernen lærer at holde de forskellige sansemåder ude fra hinanden.

Det er utvivlsomt en fordel i mange situationer - har så at sige overlevelsesværdi for menneskearten - at man kan identificere, udskille og isolere de forskellige sansedomænar så deres input optræder "rent" for bevidstheden, at de ikke tvangsmæssigt blander sig.

   Når man for eksempel spiser et æble,  så kan man skelne mellem smagen af det, udseendet af det, lugten af det, hvordan det mærkes at tage på, og hvordan det knaser sprødt når man sætter tænderne i det.
   Men samtidig kan vores sanser integrere indtrykkene i en helhedsoplevelse: dejligt at spise æblet - på alle kanaler.

   Fidusen ved at de fleste mennesker ikke er synæstetikerer, og at dem der er det, kun er det inden for begrænsede områder, er at vi kan anskue virkeligheden gennem forskellige sansers forskellige "optikker" - og dermed kryds-matche vores seperate sanseindtryk fra den omgivende verden til en mangefacetteret synæstetisk helhedsoplevelse.

                                           (fortsættes)

Skriveblokeringer, latente hæmninger - og 'tvungen' interaktion mellem forskellige moduler i hjernen - også kaldet synæstesi

Latente hæmninger er det videnskabelige begreb for dette at vores hjerne hæmmer, begrænser og sorterer ud i de overvældende mange sanseindtryk vi hele tiden bombarderes med fra omverdenen - og fra vores eget indre fysiologiske meldesystem.

   Latente hæmninger kan være stærkere eller svagere. Og forskningsresultater tyder på at svækkede latente hæmninger er forbundet med relativt høj kreativitet. Og omvendt at fx skriveblokeringer er udtryk for forøget latent hæmning.

   Forklaringen på sammenhængen mellem latent hæmning med kreativitet: Hvis man lader flere indtryk slippe indenfor i hjernens kognitive maskineri, så er der større chance for at man får informationer som man ikke forventede eller kunne forudse.
   Formindsket latent hæmning.

   Skriveblokeringer er udtryk for at der slet ikke eller kun begrænset er hul igennem fra de centrer der skal producere tanker og ideer som input til skriverierne, og så selve akten at skrive.
   Forøget og for stærk latent hæmning.

Når nogle forfattere skriver bedst efter indtagelse af alkohol, så det fordi det påvirker dopaminproduktionen opad.

   Og forøget dopaminproduktion menes at medfører reduceret latent hæmning.
   Også andre stoffer der påvirker dopamin-produktionen, kan forstærke eller svække hjernens mentale på tværs-bomme

Relativt høj intelligens ser ud til at være en forudsætning for at de relativt flere indtryk som kommer inden for opmærsomhedsfeltet som er et resultat af reduceret latent hæmning, at de mentalt og kognitivt nemmere lader sig integrere i eksisterende forestillinger.  

   Her er sammenfattet en teori for denne sammenhæng:

The Frontotemporal and Dopaminergic Theory of Idea Generation, A. Flaherty:

   The temporal and frontal lobes interact: temporal lobe inhibition and/or frontal lobe disinhibition favor increased flow of ideas. Conversely, frontal lobe inhibition is common to depression and subsequent writer's block. Secondly, dopamine in the mesolimbic region of the brain mediates drive and goal-directed activity. Greater creative drive correlates better with creative output than skill.

Latent hæmning er ikke bare et forhold mellem ydre sanseindtryk og hjernens modtage- og afkodningsapparat. Det er også noget der er indbygget internt i hjernens neurale forbindelser mellem dens forskellige centrer og moduler, sådan at der ikke sker forstyrrende spontan lækage af information mellem moduler og centrer. 

   Og de forskellige former for synæstesi er altså delvis genetisk bestemte "cross modal-interaction" mellem forskellige sensoriske modaliteter: farve, smag, lyd, lugt m.v. Den normale indbyggede hæmning mellem fx sprogcentrene og farvecentrene i hjernen er så svækket at der er "hul" igennem. Når sprogcentreret i hjernen er aktivt bliver farvecentret også aktiveret.

Skriveblokeringer har jeg skrevet om før. Og derfor spidsede jeg ører  da min gode ven kom med nogle henkastede bemærkninger om det. Han havde en passant antydet at han havde forskellige sproglige og talmæssig 'ritualer' for at komme igang (igen) med at skrive.
   Jeg bad ham så pr mail uddybe hvad det var for nogen. Svaret kommer her:

Hvad angår mine tilbøjeligheder i forhold til den skriftlige formidling, så kommer det udtryk i forskellige former for selv-indbildte systemer. Altså, at jeg i afhandlingen skrev samtlige afsnit med brug af 9 linier, hverken mere eller mindre. At der var tre hoveddele, der hver især var struktureret med samme underliggende under-afsnit.

   Det kommer også til udtryk i mange af mine senere artikler, hvor jeg opererer med ens-artede H´er eller P´er. Eksempelvis "håndværk, holdninger og historie", "Produktion, publikation og Perception". Eller "preferences, principles and practices". Eller "Transportation, transmission and translation". Og igen, i mange af disse artikler (og andre) skriver jeg ofte med en særlig formmæssig systematik i forhold til dispositionen (tre hovedafsnit, tre underafsnit eller lignende).

   Jeg ved, at det kan lyde som kokketteri, men det er normalt ikke noget, jeg taler højt om – selvom der selvfølgelig er kolleger, som går og griner lidt af netop den slags ting hver gang, der kommer en ny model med nye allitterationer eller lignenende – og jeg må bare være ærlig at skrive, at det virker for mig. Forstået på den måde, at det gør det lettere for mig at skrive og afslutte artikler, bogkapitler eller lignende.

I et interview andet steds fortæller min ven at han har et særligt næsten tvangsmæssigt forhold til tidspunkter og tal. Nogle tal og tilsvarende tidspunkter er særligt gode, siger han i interviewet.

Normalt står jeg op kl. 5.24. Jeg ved godt at det lyder psykotisk, men jeg har noget særligt med minuttal. Eksempelvis giver 6.34 eller eller 6.49 mening og virker særlig godt. Fire-, ni- og to-taller, de er gode.

En slags mental talmagi, får man indtryk af. 

   Just hjemkommet fra Burma, virker det velkendt. De Burmesiske generaler er berygtede for deres overtro, herunder tro på at bestemte tal og tværsummer af tal, er lykkebringende - eller er et værn mod ulykker. Se:

http://www.lowyinterpreter.org/post/2009/10/22/Burmas-superstitious-leaders.aspx

Min ven der hører til kategorien særligt kreative personligheder, og hvis mentale set up ligger langt fra de burmesiske generalers, kalder disse sine mentale krumspring og fixeringer på tal og bogstavrim for "selvindbildte" og "psykotiske" i interviewet. 

    Psykose har de naturligvis ikke noget at gøre med. Og hvorfor "selvindbildte"?
   Begge formuleringer er nok blot et udtryk for at han er lidt flov og loren ved at have det sådan med tal, og ved at fortælle om det til andre.

   Og jeg tænker at noget af det kender jeg fra mig selv, og noget af det har jeg faktisk skrevet om og researchet på. Jeg tænker at man må kunne perspektivere det med nogle af de ting jeg har læst om den seneste tid.

   Her følger uddrag af mit svar - med en del revisioner, forkortelser og udvidelser:

Kære Ven.

   Jeg er for øjeblikket i gang med at læse Oliver Sacks bog 'Musicophilia. Tales of  Music and the Brain'. Ordet 'musicophilia' er vist nok Sacks egen opfindelse og må oversættes til 'musik-lidenskab' - eller 'besathed af musik'. 

   Bogen ligner og ligger i forlængelse af de to andre jeg har læst af ham - med case-beskrivelser inden for en række problemstillinger og diagnoser der forbinder neurologi og musik: 'The Mind´s Eye' og 'The Man Who Mistook His Wife for a Hat and Other Clinical Tales '

Oliver Sacks er altså god. Blandt andet omtaler han fænomenet synæstesi som jeg selv har skrevet om tidligere; her hos Sacks især med fokus på hvordan nogle synæstetikere automatisk og tvunget forbinder musik (noder, musikstykker, tonarter) med farver - eller med smage. 

   Og da bogen er en revideret udgave i forhold til den første der kom 2007, så har han en masse reaktioner fra læsere med - som lange indskud eller fodnoter.

   Der er fx en fodnote på s. 188 hvor en respondent svarer på et spørgsmål fra Sacks om hvorvidt hendes synæstesi påvirkede hendes læsning og skrivning:

"She said that she was perhaps af slow reader because of the varied colors of letters ande words, this allows her to "savor" (=nyde) words in a special way, a way unavailable to ordinary people. She is fond of special words because of their color (greens are especially to her liking), and she feels this may incline her subconsciously to use them in her writing."

Det er præcis sådan fruen har det. Og min teori som jeg luftede i et blogindlæg for mere end et år siden, var den at hvis man skulle 'se en farvefilm' samtidig med at man læste ordene, så ville det bremse læsehastigheden. 

   Jeg fik så for ikke så længe siden en kommentar fra en læserinde på bloggen - en yngre akademiker som fortalte at præcis sådan havde hun det også. Hun troede bare hun var "mærkelig" på den måde. Og at det var en befrielse for hende at få at vide at sådan havde andre synæstetikere det også.

Denne lange smøre fordi jeg klart kan se koblinger mellem de teknikker du beskriver, og så det Oliver Sacks ellers skriver mht. til musik. 

   Han fortæller at folk som har afasi som rammer venstre hjernehalvdels sprogcenter, og som derfor ikke kan tale, at de kan lære at tale igen ved at synge det de vil sige. Ved at sætte melodi til ord, eller ved at synge allerede velkendte sange, så kan man altså snyde afasiens hæmning eller blokering af sprogscentrene. 

   Den terapeutiske teknik blev i øvrigt illustreret i forhold til stamning i den glimrende film "The King´s Speach' som vandt Oscar for et par år siden, og som jeg også skrev om den gang.

For mig er pointen så den at musik - ligesom sprogets intonation, melodi og tryk - er noget der primært 'processeres' i højre hjernehalvdel. Det samme gælder metaforforstålsen og vittigheder mv. - også når der er tale om verbale metaforer. 

   Højre hjernehalvdel er også i musiksammenhæng den dominerende, selvom musikere der har lært at læse noder og kan spille efter dem, aktiverer begge hjernehalvdele. Og i sprogsammhæng er det den hjernehalvdel der kobler ord og fænomener sammen som ellers ikke logisk har noget med hinanden at gøre.

Et af de spørgsmål jeg havde liggende i baghovedet (eller hvor det nu har ligget) da jeg begyndte på bloggen for snart 3 år siden, var hvorfor og hvordan rim virker. Det er jo i princippet noget der helt er frigjort fra det semantiske indholdet i versene, eller - hvis det er bogstavrim - i fraserne. 

   Altså ligesom musik hvor der ikke er nogen logisk - men måske nok emotionel - sammenhæng mellem melodi og sang.

En af de umiddelbare forklaringer som jeg læste, er at rim og rytmiske versefødder er mnemotekniske "devices" som gør det muligt - og lettere - at huske lange digte til genfortælling som Iliaden og Odysseen. 

   Og i lyset af terminologien i Foers bog "Moonwalk With Einstein", så er rim og rytmer som strukturerende for en tekst, noget der fungerer som en slags musikalsk-lydlige 'hukommelsespaladser' der gør at man kan huske store mængder tekst når først man aktiverer melodien og rytmen og rimene som de "klæber til" i flertallets bevidsthed. 

   Wikipedia:

A mnemonic (pron.: /nəˈmɒnɨk/,[1] with a silent "m"), or mnemonic device, is any learning technique that aids information retention. Mnemonics aim to translate information into a form that the human brain can retain better than its original form. Even the process of applying this conversion might already aid the transfer of information to long-term memory. Commonly encountered mnemonics are often for lists and in auditory form, such as short poems, acronyms, or memorable phrases, but mnemonics can also be for other types of information and in visual or kinesthetic forms. Their use is based on the observation that the human mind more easily remembers spatial, personal, surprising, physical, sexual, humorous, or otherwise 'relatable' information, rather than more abstract or impersonal forms of information.

Det er klart at det der sker når man laver (bogstav)rim, er at man får aktiveret den del af hjernen som "processerer" både musik og metaforer, nemlig den højre, og den er meget bedre til at huske og visualisere end den venstre. 

   Så umiddelbart tror jeg at når det virker lettende, smørende eller befriende for dig at bruge bogstavrim i titler på noget du vil skrive, så er det for at svække den latente hæmning i venstre hjernehalvdels sprogcenter, og det sker ved at smide en del af sprogproduktionen og tænkningen - den mere kreative - over i den højre hjernehalvdels "musikprocessor" hvor der kan associeres frit og rumligt - ikke bare lineært. Og hvor den latente hæmning er mindre.

Man kan også skyde det ind under fænomenet 'kreative restriktioner' som vi jo ved er mentale bånd og begrænsninger der paradoksalt nok virker "befriende" netop fordi grænser giver overblik og reducerer kompleksiteten.
   Ligesom "kreativ vrede" kan gøre det - og det er højre hjernehalvdel der har den mest uhæmmede adgang til det limbiske systems følelsesproduktion.

   I forbindelse med rim, fungerer restriktionen på den måde at tvangen til rim, presser hjernen til at søge efter og finde "fjerne" ord og udtryk som ellers ikke ville være første-valg til at udtrykke netop den ide eller det tema.

Jeg har selv haft en noget lignende teknik for at komme igang med at skrive: Når jeg skulle skrive artikler til akademiske målgrupper, så fandt jeg først på "sjove" eller "dumme" titler som "setup" - og så kom "alvoren" først i underubrikkens "payoff".

   Eksemplet jeg har mest present, er fra da jeg skulle bidrage til bogen "Historiefortælling" med en artikel om 'plot' og dets betydning i fortællinger - og det var rigtig længe siden jeg havde skrevet "akademisk" til en "universitær" målgruppe - så var arbejdstitlen: "Plot-plotterot-plot-plirum-plot".     

   Artiklen endte så med at få titlen "Når plottet driver værket" - som jo også er en metaforisk vits. 

   Først i undertitlen fik den akademiske alvor lov til at komme til udtryk: "Om plottets betydning i gode historier, gode film og gode tv-programmer." 

   Også min først udgivne selvstændige bog havde meget fået en munter metaforisk titel: "Skriv sundere" - den var henvendt til sygeplejersker!

En anden teknik jeg har brugt til at komme lettere igang med at skrive, er simpelt hen at begynde med "jeg". Så kører det hele nemmere - talesprogstonen letter på alvoren. 

    Endvidere vælger jeg af samme grund at lade de første paragraffer i artiklen være personlige erindringshistorier - hentet frem fra den episodiske hukommelse som forbinder begge hjernehalvdeles processer - i modsætning til den semantiske hukommelse som er venstre hjernhalvdels-forankret. 

   Det gælder også i plot-artiklen hvor jeg refererer til oplevelser fra min studietid og egen læsning af krimier i de første afsnit.

   Og så tager jeg ofte også en tidligere tekst frem jeg har skrevet og genlæser nogle afsnit af. For at berolige mig selv, har jeg tænkt. Men her i Oliver Sacks og musiksammenhængen tror jeg også det er for at få en "sprogtone" - sprogstil - slået an, som jeg ved er produktiv.

På en måde ligner det jo villede synæstetiske eller metaforiske mentale operationer, operationer hvor man bevidst kobler noget svært, fjernet, abstrakt og upersonligt sammen med noget personligt, nært og konkret - sprogligt set. Det personlige, konkrete, rimede giver hjernen en genvej - en kognitiv optik og kobling - til det i bogstavelig forstand uhåndgribelige og luftigt abstrakte. 

   Man kan også sige der er tale om en form for konceptuel blending - at udtryk og associationer fra en mental verden kobles med et indhold fra en anden.

På samme måde tror jeg det er med dine 'talmagiske' operationer omkring 3-tallet. Dels er det klart en form for kreativ restriktion du pålægger dig selv, og dels er tal og vores talforståelse også noget der delvist foregår via højre hjernehalvdel fordi tal har en rumlig dimension, som tal i en talrække på en linje.

   Fruen som prototype på et højre-hjernehalvdels-domineret menneske, fortæller at hun var god til regning og simpel geometri de første skoleår, men da det blev til matematik (som kræver venstre hjernehalvdelstænkning og -logik) i de højere klasser, så stod hun (=hendes højre hjernehalvdel) af.

   
Men jeg er blevet nysgerrig her: Hvordan er det egentlig med tal-synæstesi?

   Ja, det viser sig faktisk at der er en diagnosticeret en synæstesi-kobling mellem tal og former:

   Wikipedia fortæller om 'Number form synesthesia':

A number form is a mental map of numbers, which automatically and involuntarily appears whenever someone who experiences number-forms thinks of numbers. Number forms were first documented and named by Francis Galton in "The Visions of Sane Persons". 

A number form from one of Francis Galton's subjects.
Note how the first 12 digits correspond to a clock face.

Later research has identified them as a type of synesthesia. In particular, it has been suggested that number-forms are a result of "cross-activation" between regions of the parietal lobe that are involved in numerical cognition and spatial cognition. 

Note this example's upside-down clock face.

In addition to its interest as a form of synesthesia, researchers in numerical cognition have begun to explore this form of synesthesia for the insights that it may provide into the neural mechanisms of numerical-spatial associations present unconsciously in everyone.

Også det som i litteraturen stilistik kategoriseres som 'personifikation', modsvares neurologisk af en form for synæstesi hvor tal, bogstaver, dage- og månedsnavne - og genstande/objekter automatisk kobles sammen med personlighed og personlige egenskaber.
   Wikipedia:

Ordinal-linguistic personification (OLP, or personification for short) is a form of synesthesia in which ordered sequences, such as ordinal numbers, days, months and letters are associated with personalities. Although this form of synesthesia was documented as early as the 1890s modern research has, until recently, paid little attention to this form.

Jeg har tidligere her på bloggen været inde på at H.C.Andersen nok - måske - var synæstetiker, og at ideerne til nogle af de mange eventyr som personificerer legetøj og andre livløse ting, kunne komme derfra. 

   Det, synes jeg, underbygges af dette citat fra Wikipedia-artiklen: 

For example, one synesthete says, "T’s are generally crabbed, ungenerous creatures. U is a soulless sort of thing. 4 is honest, but… 3 I cannot trust… 9 is dark, a gentleman, tall and graceful, but politic under his suavity." Likewise, Cytowic's subject MT says, "I [is] a bit of a worrier at times, although easy-going; J [is] male; appearing jocular, but with strength of character; K [is] female; quiet, responsible....". 

   For some people in addition to numbers and other ordinal sequences, objects are sometimes imbued with a sense of personality. Recent research has begun to show that alphanumeric personification co-varies with other forms of synesthesia, and is consistent and automatic, as required to be considered a form of synesthesia.

Man kan også sige at 3-tallet er det der kendetegner de magiske "devices" i eventyr: tre gåder, tre brødre, tre opgaver, etc. Men grundlæggende er det også en slags rim - bare tal-rim. Jeg tror simpelt hen det beroliger at tænke i 3-taller, og det sker ved at tal-systematikken mentalt set kommunikerer "orden" - og dermed påvirker dopaminsystemet så dopaminet øges, og denne øgning virker sådan det svækker hjernens latente hæmningsmekanismer. Se:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/03/hj-iq-smelter-kaos-om-til-kreativitet.html

I næsten al den klassiske litteratur kan man finde skjulte talsystemer. Men også i moderne systemdigtning. Inger Christensen er berømt for at bruge sådanne systemer. Også Per Højholt. 

For en del år siden var der en kendt litteraturmand, Jens Juhl Jensen, som jævnligt skrev artikler i Information hvor han afslørede hvor centrale disse systemer - primtal og multipla af primtal - var for strukturen i den klassiske digtning. 

   Jeg har fundet hans hjemmeside, og jeg tror du virkelig vil synes det er sjovt: 

http://www.jjjcph.dk/

Se også:    

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Stilistik,_retorik_og_metrik/metrik

Og fra et citat når man googler på talsystemer i litteraturen - her får man både tal og bogstavrim i et greb:

"Thrice to thine and thrice to mine and thrice again to make up nine." Många gudar är tregestaltade (Oden, Vile och Ve, Hög, Jämnhög och Tredje etc.) Oden kallas ibland den andre, syftande på hans demoniska sida som Drugadrottir och Hangadrottir. Tre är den gudomliga aspekten, tre gånger tre är nio och två gånger nio är arton. Den artonde runan (enligt utharken) är eo, hästrunan, syftande på Yggdrazil, som betyder Yggs häst. Ygg är ett av Odens många namn. att man säger "det var som sjutton" istället för arton kan ha sin förklaring i att man "inte ska tala om trollen".

Jeg har læst portrætinterviewet med dig, og der fortæller du at nogle bestemte tal " virker særlig godt" og at fire-, ni-, og to-taller "er gode". 

   Du skulle vel ikke være en tal-synæstetiker? 

   Hvad mener du med at de er "gode". Smager de godt, lugter de godt, føles de godt, har de nogle gode farver, eller forbindes de med lydlige harmonier?

Hvis du er tal-synæstetiker, så kan det være relevant at henvise til at Oliver Sacks også beskriver at flere synæstetikere direkte refererer til at de bruger deres synæstetiske associationer som mnemotekniske hjælpforanstaltninger. De kan ikke huske en melodi, men så kan de huske den er blå, og så går de i mappen "blå melodier" og kan finde den.

   Jeg konsulterer lige fruen: Hun har også "gode tal" - 3 (som er grøn), 5 (som er rød), 9 (som er lys blågrå). Hendes mors navn var Signe - og det var gult (S er gul) og i-et er nærmest pink. O er orange. Hun er født 1939 og det indeholder både 3 og 9 - det sidste endda 2 gange.

Og så lige endnu et  par bemærkninger om synæstesi. 

   Der er kommet en ny morgensvømmer i min lokale svømmehal som er pensioneret litteraturlærer på vores lokale seminarium. Og han havde så læst mit blogindlæg om H.C. Andersens 'Tællelyset' hvor jeg også omtaler synæstesi - men altså som en litterær stilistisk kategori. Det synes han var sjovt - men kendte det ikke som et neurologisk fænomen.
   Men dagen efter citerede han fra julesangens verslinje der siger: "hvor der lugter brunt og brændt". Hvordan kan noget "lugte brunt"? Når den ulogiske sensoriske metafor glider ned ubremset - skyldes det naturligvis netop bogstavrimet "brunt og brændt".

Endelig kan jeg nævne forfatteren og litteraturforskeren Hanne Marie Svendsen, som er gift med dokumentarinstruktøren Poul Martinsens chef i Danmarks Radio gennem 20 år, Verner Svendsen. Hun er ord-farve-synæstetiker, viser det sig.

   Hanne Marie Svendsen blev udspurgt om sit forhold til ord i klummen "Ord fra" i Politikens bogtillæg lørdag den 26. januar.

Giv et eksempel på et smukt ord. 
"Jeg hører og ser ord i farver, og ordene er smukke, når farverne harmonerer. Som barn forelskede jeg mig i ordet 'rosmarin'. Det var gådefuldt og spillede i dejlige kulører Og jeg blev vred, da min mor fortalte mig, at rosmarin bare var en krydderurt, der kunne bruges i farsretter."
Giv et eksempel på et grimt ord.
"Ord som 'knæk' og 'bræk' har for mig en grim levret farve. Og så er det jo løgnagtige ord, der prøver at bilde os ind, at der er noget positivt forbundet med dem: 'Udlændingeservice', 'fritstillet'."
Ord, der maner døsige, dovne billeder frem.
"'Bølgeskvulp'. 'Tusmørke'."

Klummen slutter med at Hanne Marie Svendsen "forærer" Politikens læsere et ord "som de kan smage på og tænke over og bruge efter lyst og behov." Om Hanne Marie Svendsen også er ord-smag-synæstetiker fremgår ikke. Det kan være et rent villet sprogligt retorisk greb at sige at ord 'smager'.

   Det ord hun forærer til læserne er 'bølge'. "Mennesket er kun skum på toppen af bølgen, som forfatteren Georg Büchner siger," begrunder hun det med.

   "Bølgernes skum" er også så titlen på hendes nyeste roman. Jeg kommer straks til at tænke på Hokusais  berømte træsnit med titlen "Bølgen" som jeg har haft hængende på væggen i mange år:

Og ganske rigtigt. Det træsnit er brugt som omslagsbillede på Hanne Marie Svendsen nysudkomne roman:

Den roman handler blandt andet om en forfatter der har lider af skriveblokering af slags. På den førstes side i romanen skriver hun:

Jeg har ikke kunnet skrive i mange måneder. Måske har jeg svært ved at finde noget som er værd at skrive, at sætte i ord, holde ud fra mig, sådan som man gør, når man presser det sammen i et tegn. Et bilede fuld af nuancer, ordene ikke kan rumme. En lyd, men der er altid flere lyde samme; også i stilheden er der lyde som presser sig mod ørerne. En lugt - for nogle år siden mistede jeg delvis lugtesansen, men jeg kan huske lugtene, de er der stadig i mine drømme. Vådt græs, duften fra den flaske parfume,der blev slået i stykker på et toilet og gjorde mig svimmel af erindring.

   Serendipitet.