Akvarelmaleriets mysterier (44) - samlergenet - Harald Henriksen-akvareller - og endnu en lejlighedskvarel

Jeg har et "samlergen", det kan jeg ikke løbe fra. 

   Man taler også om 'samlermani' - og lidt mere positivt om 'samlerlidenskab'. Og uden at jeg har tænkt over det eller har besluttet det bevidst, er jeg begyndt at samle på billeder af akvarelmaleren og farve-træsnit-kunstneren Harald Henriksen som levede fra 1883 til 1960.

     Her er de sidst fund - to akvareller malet af ham - og endnu et træsnit:

Ved Kongekilden, Dyrehaven, København

Tibirke Bakker med udsigt til Arresø. 1935

Siden jeg var barn har jeg været optaget af og engageret i at samle på noget i længere perioder: stenalderredskaber, frimærker - med speciale i 'de to-farvede', bøger med jugendstil indbinding fra starten af 1900-tallet, tegneseriehæfter af bestemte tegnere, smukke slebne havsten, souvenirs fra Langbortistan-rejser, etc.

   Og selvom det var metaforisk og lidt i spøg at jeg ovenfor skrev at jeg havde et "samlergen", så viser et opslag på nettet at lysten til, begæret efter, og tilfredsstillelsen ved at skaffe nye unikke eksemplarer til samlingen faktisk - for en stor del - er genetisk bestemt.

   

Videnskab.dk havde i 2009 en artikel med overskrift og manchet som følger:

Din samlemani er nedarvet

Det er ikke kun din egen skyld, hvis kasserne med kuglepenne og mapperne med frimærker hober sig op. Britiske forskere beviser, at trangen til at samle i høj grad ligger i generne.

Såkaldte tvillingstudier har vist at sådan forholder det sig: Hvis man er enægget tvilling og har en form for samlermani, så er der 50% sandsynlighed for at ens tvilling også er samler, mens hvis man er tveægget tvilling, så er udsigten til at man deler samlermanien med sin tvilling, kun 25%,

 

Jeg har aldrig opfattet min samlerglæde som noget sygeligt, men dagligsprogordet 'samlermani' peger jo på at det også kan være en slags psykisk lidelse. Og i så fald er forskerne enige om at det er en variant af det der kaldes "Obsessive Compulsive Disorder" - forkortet OCD.

   På dansk taler man om 'tvangstanker' og 'tvangshandlinger', og forskerne mener at OCD hænger sammen med en forstyrrelse i produktionen af signalstoffet serotonin i hjernen, et stof som også menes at spille en rolle i nogle former for depression. Det at udøve tvangshandlingerne menes at have en angst-dæmpende, og borligende effekt.

   Serotonin er et af de signalstoffer og hormoner - misvisende kaldet "lykkestoffer" - som hjernen producerer og har brug for, for at fungere godt. Og sådan er det: når man samler på noget og har et "hul" i samlingen, så er der en dyb glæde  - en omend kortvarig lykkefølelse - ved at gøre et fund og få det hjem til at fylde hullet ud i samlingen.

Under alle omstændigheder har jeg i lange perioder været stærkt optaget af at samle, ordne og systematisere genstande inden for en bestemt kategori som helst skulle være så svær at fylde helt ud at det var spændende at jagte, opspore, finde og anskaffe dem.

   Der skulle og skal helst være en sjældenhedsfaktor involveret der gør at nogle fund inden for kategorien er omgærdet af en særlig aura - og måske også derfor besidder en relativt stor økonomisk værdi. 

   Jeg er ikke i tvivl om at det at samle på noget nogenlunde målrettet og systematisk både kan være beroligende og ophidsende, beroligende når man har fået nyt og godt til samlingen, ophidsende og spændende hvis man er på jagt efter et fund, og ved at andre også er det.

   Den milde form for samlermani - samlerlidenskab og -glæde - tror jeg er en del af den menneskelige natur og en af drivkræfterne bag menneskets udvikling af forskning, videnskab og kulturliv.

   De første museer startede også som kongelige og adellige "rarietets-samlinger" - for så gradvist at udvikle sig til videnskabelige institutioner inden for det felt samlingen dækker.

Og nu konstaterer jeg så altså at jeg igen er faldet i og hænger på den - med mine indkøb af i alt 10 Harald Henriksen-billeder siden december.

   Og hvorfor lige ham?

   

Jeg har praktisk taget aldrig før købt rigtig kunst af "navne", og den eneste form for grafik jeg har været "bidt" af, er japanske træsnit fra 1800-tallet - og den lidenskab har jeg haft siden min tidligste ungdom. 

   Jeg har haft nogle af de mest kendte Hokusai-træsnit i glas og ramme på væggen i mange år, købt som store postkort, plakater, eller som kalenderbilleder. 

   Fx de fire her:

De er så gradvist blevet erstattet af egne akvareller da jeg fik behov for vægplads til de særligt udvalgte jeg syntes jeg var lykkedes med. 

   Og nu kniber det når der også skal være plads til en Harald Henriksen-samling.

  

I min glæde ved  Harald Henriksens billeder flyder tre interesser sammen og nærer min samlerlidenskab: interessen for akvarelmaleri, interessen for japanske farvetræsnit, og interessen for naturalistisk kunst.

   Harald Henriksen beskrives som den sidste danske naturalist med rødder i 1800-tallets klassiske malerkunst  (og han var efter sin død udsat for kunsthistorisk glemsel indtil for omkring 5-6 år siden da Ole Lindboe skrev en bog om ham, og Haralds søn Hans fik lavet en udstilling af så mange af hans værker at det var tydeligt hvor god han var og havde været). 

   Harald Henriksens primære malemedie var akvarel, hvad der er et usædvanligt og ikke så prestigefuldt malemedie som oliefarver. Akvarelmaleri var noget de rigtige og velanskrevne oliemalere primært brugte til skitser og forstudier, Det var bogillustratorens og arkitektens typiske farvemedie - ofte kombineret med profil-streger med tusch. Og så var det et amatør- og hatte-dame-medie. 

   Harald Henriksen var stærkt inspireret af japansk træsnit-æstetik og havde flere originale Japan-træsnit hængende på sin væg - ligesom mange af de store (post)impressionister i Frankrig også havde det. Og han var så samtidig pioner inden for farvtræsnit-teknikken i Danmark - og brugte ofte akvarelskitser som udgangspunkt for sine træsnit. Og han nød efter eget udsagn at komme ud til den brede danske befolkning via salget af disse træsnit til overkommelige priser.

   Han beskrives lidt som en outsider i kraft af at han fastholdt sit naturalistiske udgangspunkt gennem hele livet - på trods af skiftende og traditionskritiske kunstsyn blandt de kunstkyndige på bjerget - i øvrigt ligesom netop afdøde Otto Frello, 

   Og outsidere i kunsthistorien bliver jeg ofte tiltrukket af, specielt hvis de så får come-back og ny anderkendelse, så er det en god historie.

Sjældenheds-faktoren er god og høj. Mange af både Harald Henriksens akvareller og hans træsnit er gået til da de er meget skrøbelige. Samtidig er priserne ikke særligt høje - især ikke på træsnittene, fordi han trods alt stadig er ret så glemt. Så det gør hans billeder til oplagte samlerobjekter for mig hvis jeg skal samle på kunst.

Her er en god introduktion til Harald Henriksens liv og virke:

https://anettetonnp.files.wordpress.com/2013/08/harald_henriksen_-_med_billeder.pdf

Hovedværket om Harald Henriksen som kunstner er bogen "Naturens Spejl" som er forfattet af Ole Lindboe og med forord af Klaus Rifbjerg:

http://haraldhenriksen.dk/Naturens_Spejl_web.pdf

I de foregående 2-3 udgaver af "akvarelmaleriets mysterier" har jeg beskrevet mit eget forhold til akvarelmaleriet ved at kalde mig 'lejlighedsmaler', dvs. en der maler til og/eller for nogen når en god og aktuel lejlighed gives, 

   Jeg har nu haft endnu en officiel familiebegivenhed der kunne fungere som drivkraft for en akvarel - med et motiv som jeg på forhånd ville afskrive at jeg kunne male: en hest.

   Mit barnebarn er en pige på tretten som snart skal konfirmeres. Og hun er - hestetosset, ville man nok sige. I flere år er næsten al hendes fritid foregået på en rideskole. Og den lidenskab fortsætter nok et stykket tid endnu. 

    Så nu er der en god lejlighed. Jeg må prøve at male en akvarel til hende med en hest som motiv, et billede som hun kan få i konfirmationsgave - oven i den konventionelle pengegave.

   Her er resultatet:

Denne hest blev malet i første hug og på én arbejdsdag fra 9-16. - efter et referencefotografi jeg fandt på nettet. Det er usædvanligt med en så hurtig eksekvering, for som regel skal jeg have malet et par mere uforpligtende 'træningsakvareller' at varme op på.

   Kravet til hestens udseende på akvarellen var at den skulle have mit barnebarns egen hests farver: brunt skind, sort manke, ingen hvid blis foran på snuden.

   Jeg er faktisk meget tilfreds med resultatet. Og kan se at jeg har udnyttet den teknik jeg lærte at bruge da jeg skulle prøve at male bare damer som hende her:

I akvarellen af den let-løbende fuldblods-hest, er teknikken brugt til at male hestens skind, kropsform og muskler - med udnyttelse af klare hvide lysreflekser i skindet og af glidende overgange fra mørkt til lyst til at markere former og muskler på krop og i hovedet.

   Jeg har planer om prøve at male flere akvarelheste, men nu kom samlermanien og dermed Harald Henriksen i vejen. Og jeg skal jo også have lavet en konfirmationstale til barnebarnet.

Link til mit indlæg om at male akvarel med bare damer som motiv:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/01/akvarelmaleriets-mysterier-39-om.html

Links til tidligere indlæg om min "opdagelse" og jagt på Harald Henriksen træsnit:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/akvarelmaleriets-mysterier-35-fra.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/flere-trsnit-af-harald-henriksen-nu.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/akvarelmaleriets-mysterier-43-harald.html

Akvarelmaleriets mysterier (39) - om udfordringerne ved at male bare damer i akvarel - og andre historier

Det sværeste at male i akvarel indtil videre har været når jeg satte mig for at male mennesker. Jeg prøvede fx at male et selvportræt efter at fruen og jeg havde været på Louisiana og set en udstilling om kunstmaleres portrætter af sig selv. Helt mislykket.

   Efter at være kommet hjem fra det første akvarelkursus i 2011 øvede jeg mig på at male mennesker efter fotos fra avisen, bl.a. det her af en smuk kvindelig cellospiller:

Jeg har også prøvet at male mennesker  ud fra fotos jeg tog under vores rejse til Burma 2013. De var ikke rigtig vellykkede. Men heller ikke helt tossede, som det her af en kvinde der sælger frugter og grøntsager fra perronen på en togstation - i et næsten blændende sollys:

Det jeg var mest tilfreds med - og så alligevel slet ikke - var portrættet af en burmesisk ung kvinde hvis foto jeg fandt på nettet:

Når jeg også var utilfreds med det, var det fordi jeg ville male hende med okkersminkede kinder og pande, som er så typisk for de burmesiske kvinder man møder alle steder i provinsen. Og det kunne jeg slet ikke finde ud hvordan jeg skulle gøre.

Jeg prøvede igen sidste år da vi var på ferie på Kap Verde. 

   En frugtsælgerske kom forbi vores terrasse, jeg syntes hun var smuk og flot, fik knipset et par billeder af hende i profil og i bortvendt profil - som jeg så bagefter brugte som referencefotos for tegninger og akvareller. 

   Ud af anstrengelserne kom disse to akvareller - en i farver og en monokron malet i forskellige nuancer af gråt - ud fra en tegning udført med en særlig akvarelblyant, dvs. en blyant hvis streger kan opløses og udtyndes i vand bagefter når man maler over med en våd pensel. 

   Faktisk tegnede jeg dem begge med akvarelblyant, og så malede jeg den ene over med farver bagefter, så jeg bevarede skyggelægningen fra akvarelblyanten:

Frugtsælgerske

Jeg var faktisk tilfreds med dem alle - både de grå-hvide og den farvede version. Og jeg havde planer om at jeg ville forsøge med flere forskellige udgaver da jeg kom hjem. 

   Men jeg orkede det ikke. Det havde været meget svært og krævet en stor koncentration både at tegne dem først og derefter at sætte et af dem i farver. 

   Jeg følte at jeg var kommet til grænsen for min kunnen - både som portræt-tegner og akvarelmaler. 

   Som sædvanlig var det jeg særligt glædede mig over, arbejdet med fordeling af lys og skygger i ansigtet

På det kursus hos akvarelmaleren Annelise Pio som jeg og fruen var på for 2 måneder siden, stod der også akvarelmaling af portrætter på dagsordenen. Jeg var kun med den første dag, og nåede kun lige at få malet et enkelt øvelsesesbillede med et portræt - som havde en af Annlise Pios egene akvarelportrætter som referencebillede, hvilket alt i alt gjorde det lettere at male - fordi man i et vist omfang kunne mime penselstrøgene fra forbilledet:

:

En ting er at akvarelmale portrætter. Og det står stadig på min liste over ting jeg skal udfordrer mig selv med, at jeg vil prøve at male portrætter af både mine døtre og fruen.

   Utvivlsom er der et særligt problem ved at vælge mennesker man kender som motiv: at man næsten per automatik bliver utilfreds med dem fordi de ikke ligner - godt nok. Eller ligner på en forkert måde.

   En enkelt akvarel fra det første år fruen og jeg var sammen på Kap Verde, og som viser fruen bortvendt kiggende ud over vandet fra vores morgenmadrestaurant, er jeg dog tilfreds med:

   

Min erfaringer med at male vores langhårede røde skovkat Fister, peger faktisk netop på det som et problem: at male mennesker eller dyr man kender rigtig godt.

   Det ville have været meget nemmere at male en ukendt kat efter et foto - eller efter en anden katte-akvarel som jeg fandt på nettet. 

   Det at man kender motivet så godt - og derfor måske også for godt, gør det sværere at foretage den nødvendige abstraktions- og transformationsproces og det nødvendige skift til højre halvdels særlige "se-uden at tænke på hvad det forestiller-mode" som Betty Ewards beskriver så instruktivt og oplysende i sine bøger om "kunsten at se".

Jeg har længe tænkt på at det kunne være en spændende udfordring at prøve at male bare damer - "nudes" som det heder på engelsk.

   Der er jo en lang tradition i kunstens historie for at kunstnere maler "nudes" - altså kvinder i mere eller mindre afklædt tilstand. 

   De gamle grækere og romere lavede skulpturer af nøgne gudinder og andre kvinder fra mytologien som vi så fotos af i oldtidskundskab i gymnasiet. 

   Men det hvide marmor har aldrig fascineret mig alverden, hverken i den græsk-romerske udgave - eller i vores egen Thorvaldsenske. 

   Måske hvis man havde set skulpturerne i den oprindelige farvelagte udgave, ville det have været mere interessant:

Roman Lovatelli Venus, farverekonstruktion.First-century A.D.

Den føgende skulptur, en dejlige dame i marmor, husker jeg ikke fra mine oldtidskundskabbøger. Selv om hun er udhugget i hvid marmor, kunne hun godt have fortjent at være med som illustration af grækernes fine fornemmelser for bare damer:

Sovende Hermafrodit. Marmorkopi af opr. hellenistisk bronzeskulptur

I middelalderens kunst så man stort set kun nøgne damer i skildringer af scener fra Paradis, eller scener fra Helvede og Skærsilden.

Ellers skal vi jo op i renæssancen før der for alvor kommer gang i maleriet af smukke nøgne damer (og i et vist omfang også mænd). Dels finder renæssancemalerne motiver fra nogle af de mere frivole og pikante historier i det gamle testamente, som her 'Susanne i badet':

Tintoretto: Susanna and the elders. 1555

Dels tager man friskt og frejdigt tråden op fra oldtidens frigjorte fremstillinger af nøgne kvinder fra klassiske myter og sagn.

Sandro Botticelli: The Birth of Venus. 1486 

Giorgione: Sleeping Venus. c. 1510

Så går det ellers derudaf i Europa - med mange malerier af afklædte damer op gennem århundrederne - i varierende stilarter og motiviske "for- og afklædninger":

Rubens: De tre nymfer. 1635

Fra slutningen af 1700-tallet forlader kunstmalerne den konceptuelle kamuflage fra klassiske myter, sagn bibelhistorier til fordel for anonyme kvindeskikkelser:

Goya: The nude Maja. ca. 1797

En af mine favoritter inden for genren, er denne klassiker af C. W. Eckersberg, hvor de mest opmærksomhedstiltrækkende dele af kvindekroppen er overladt til fantasien:

Eckersberg: Kvinde foran spejl. 1841

Courbet: De sovende. 1866

Manet: Frokost i det grønne. 1863.

Renoir: Seated Nude. 1913

Modigliani står også højt på min favoritliste. Hans nøgenmodeller var ofte også hans elskerinder, og at han elskede dem højt, fremgår også i den grad: 

Modigliani: Nu Couché au coussin Bleu, 1918

Den danske afdøde surrealistiske kunstner Hans Henrik Lerfeldt er aktuel med en udstilling i skrivende stund, og har posthumt fået meget store og positive anmeldelser. 

   Han nød at kombinere sine aldrig helt nøgne modeller malet i fascinerende fotografisk realisme-stil med indlagte detaljerede afbildninger af insekter:

Hans Henrik Lerfeldt: Komposition. 1980.

Skitsetegning efter nøgenmodel indgår i enhver klassisk-akademisk kunstmaleruddannelse og kaldes croquis. Om den særlige kunstform kan wikipedia fortælle: 

Croquis drawing is quick and sketchy drawing of a live model. Croquis drawings are usually made in a few minutes, after which the model changes pose and another croquis is drawn.

   The short duration of the pose benefits models because they do not need to keep still for a long time; this also benefits the artists because it helps them concentrate on the essential elements of the pose. An artist does not have time to draw all the details, so they learn to concentrate on the important elements. Croquis is also a good method of drawing subjects that generally do not stand still and pose, such as animals and children.

   After the initial sketch, croquis drawing can be used as a foundation for another work of art such as a painting or may be used as a work of art itself.

   The word croquis comes from French and means simply "sketch".

Men jeg har aldrig gået på nogen kunstuddannelse og aldrig trænet i croquis, og måske derfor har jeg faktisk aldrig kaste mig ud i at forsøge at male den nøgne kvindekrop, hverken i de seneste år som akvarelmaler eller da jeg var ung og malede med olie(kridt)farver og tegnede med tusch. 

   Jeg er også et ganske blufærdigt menneske, så en vis form for generthed har sikkert også blokeret for at jeg kom igang med at tegne og male nøgne damer - selv om lysten havde været der.

   Googler man "croquis" og "billeder", så dukker der dels kultegninger - og dels en masse akvarelstudier af bare damer op på computerskærmen:

Anledningen til at jeg så selv er kommet i gang med akvarelmaleri af kvinder uden tøj på, var serendipitetisk tilfældig. Min svoger var på julebesøg og han og min søster kiggede mine akvareller igennem - med henblik på at vælge nogle ud til at hænge på væggen i deres helt nybyggede hus - efter at det gamle bondehus brændte. 

    Under diskussionen siger svoger så til sin kone - min søster - at han kun vil have to slags motiver på væggene derhjemme: '"fugle" og "bare damer".

    "Fugle" som motiv for akvareller kunne jeg levere - i skikkelse af forskellige versioner af en rødhals. Men "bare damer" i akvarel kunne jeg jo ikke levere.

Jeg googler så "watercolor nudes" og "artistic nude photos", fandt nogle 'forbilleder' - referencebilleder - og kastede mig ud i det. 

   Det blev til disse fire akvareller - efter "modeller" på nettet:

Jeg valgte modelbilleder  med stærk 'lyssætning' på kroppen. Og de to første her var jeg ikke utilfreds med - som første-gangs-afprøvninger af motiver og teknik. 

   Som man ser, forsøgte jeg mig også med at kombinere akvarelmalingen med en tusch-stregs profilering af kroppens linjer i billede nummer to. Den teknik er typisk for mange tegneserier og illustrationer - og mange japanske træsnit.

Jeg valgte at male motivet med kvinden set fra siden en gang til - nu med brug af teknikken med at male 'glidende overgang' fra skygge til fuldt belyst hud som jeg var blevet introduceret til af Annelise Pio på det sidste akvarelkursus.

   Jeg var faktisk rigtig glad for resultatet. Flot pige:

Det følgende - og sidste motiv i denne omgang - har et foto fra nettet som referencebillede. Det var derfor væsentlig sværere at male end de tre foregående - simpelt hen fordi der med et foto ikke er nogen penselstrøg at mime.

   Her er hvad der kom ud af det:

Jeg var og er tilfreds med hende. Også en dejlig bar dame. 

Fruen spørger hvorfor vi ikke ser modellernes ansigter - og hvad ser de på? 

   Svar: Dels er der rigtig mange af både akvareller og artistiske fotos fra nettet hvor modellerne har mere eller mindre bortvendt ansigt. Og dels er ansigter  svære at male. Og ansigter forfra - især med øjenkontakt - kan virke distraherende i forhold til det der er i fokus: glæden ved at se og male en kvindekrop uden tøj på.

   De ser altså ikke på noget. De ser bare væk.

Se i øvrigt dette blogindlæg hvor jeg fortæller om og viser kvinders smukke nakker som motiv for fotos og malerier:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/om-kvindeportrtter-med-borvendt-ansigt.html

Her kommer referencebillederne fra nettet:

Min konklusion. Akvareller af bare damer, er et spor der er værd at følge videre. 

   Men hvor er det dog svært.