Om kruseduller på papiret - og om afhængighed af dagdrømme, kaldet 'maladaptive daydreaming'

I det fine glittede magasin som min bank sender til mig med posten med passende mellemrum, stod der en artikel om betydningen af det at tegne kruseduller, mens man fx lytter til en forelæsning eller sidder med rundt om bordet til et vigtigt møde med seriøse indlæg. 

   Rubrikken var :

Det styrker hjernen at doodle

Manchetten lød:

Både John F. Kennedy og Curt Cobain gjorde det. At tegne kruseduller har et stort mentalt potentiale. For doodles, som de kaldes, forhindrer tankeflugt og før det nemmere at huske.

Det synes jeg lyder interessant, for jeg hører også til dem der kan finde på at 'doodle' når jeg bare skal høre efter. Og har vel en gang imellem haft lidt dårlig samvittighed over det, for det at sidde og tegne - formålsløst - på et stykke papir, anses vel almindeligvis som et udtryk for at man keder sig eller er uopmærksom, har jeg nok tænkt. 

Men ny forskning fra Plymuth University viser "at doodling faktisk kan skærpe evnen til  at lytte og huske."

I et forskningsforsøg afspillede den engelske psykologiprofessor Jackie Andrade en besked for 40 testpersoner. Halvdelen fik at vide, at de bare skulle lytte, mens den anden halvdel fik lov til at tegne kruseduller imens. Og resultaterne var bemærkelsesværdige. De krusedulletegnende huskede i gennemsnit 7,5 stykker information, mens den ikke doodlende halvdel i gennemsnit kunne huske 5,8 stykker information.

Forklaringen er at krusedulletegning mens man lytter, er med til at blokere for dagdrømmerier som ofte er en følge af at hjernen keder sig. 

   Og det at dagdrømme er faktisk en aktivitet som hjernen bruger meget energi på, så meget energi at vi  ofte ikke kan koncentrere os om samtidig af høre efter hvad der bliver sagt.

"Doodling kræver derimod lige præcis nok hjerneenergi til, at det forhindrer vores opmærksomhed i at gå off-line og forsvinde væk i dagdrømmeriet. Samtidig er det en så simpel aktivitet at det ikke skaber en kognitiv overbelastning, når vi også skal lytte imens," siger Jackie Andrade.

   På den måde placerer krusedulletegning hjernen det perfekte sted midtimellem at tænke for meget og tænke for lidt. (...) Man kan godt tegne løse streger og have skarpe ører samtidig."

Dagdrømme foregår når hjernen har aktiveret det netværk som kaldes 'Default mode network (DMN), eller Task negative network', et kompleks af forskellige neurologisk forbundne hjernemoduler som i øvrigt i følge Wikipedia ...

... is most commonly shown to be active when a person is not focused on the outside world and the brain is at wakeful rest, such as during daydreaming and mind-wandering, but it is also active when the individual is thinking about others, thinking about themselves, remembering the past, and planning for the future

Jeg har hidtil forbundet Default mode-netværket i hjernen med noget positivt, idet jeg har forstået dets aktivering som en forudsætning for alle former for kreativitet - en kreativitet som fremmes af den såkaldt "åbne tilstand" som man kommer i når man sover, mediterer - eller fx ved indtagelse af forskellige former for euforiserende stoffer. 

   Det netværk er også aktivt i forbindelse med at forstå, huske og gengive historier - narrativer - fremgår det af Wikipedia-artiklen:

Studies have shown that when people watch a movie,[9] listen to a story,[10] or read a story,[11] their DMNs are highly correlated with each other. DMNs are not correlated if the stories are scrambled or are in a language the person does not understand, suggesting that the network is highly involved in the comprehension and the subsequent memory formation of that story. The DMN is shown to even be correlated if the same story is presented to different people in different languages,[12] further suggesting the DMN is truly involved in the comprehension aspect of the story and not the auditory or language aspect.

Doodling som jo er en udadvendt fysisk-motorisk aktivitet, skulle altså bidrage til at man ikke fortaber sig i sit indre landskab af historier, erindringer, fantasier, ønskedrømme - fordi den man lytter til, måske er kedelig eller svær at forstå, eller fordi emnet måske ikke fanger en.

   I artiklen i bankmagasinet konkluderer Jackie Andrad at ...

Vi husker ikke kun ved at lytte. Vi opsamler også information igennem det vi ser og mærker. Derfor kan doodling vække neurologiske forbindelser, der eller sover. Når man doodler bevæger man sin hånd og kigger på sine kruseduller. Det giver ekstra sanseoplevelser, stimulerer hjernen og forstærker dens evne til at lagre information og senere hjælper hukommelsen p¨vej, når vi skal genkalde os informationen."

Det giver interessante associationer til to af de andre emner jeg tidligere flere gange har skrevet om i indlæg her på bloggen: synæstesi og mnemoteknik.

   Det kendetegner synæstetikere at de fortæller at de ofte har gavn af synæstesien fordi deres hjerne automatisk associerer fx bogstaver, tal og ord med fx forskellige farver, former, personlighedstyper eller smage, og at de koblinger gør dem nemmere at huske senere fordi der er skabt neurologiske forbindelser til flere forskellige centrer i hjernen.

   Og det er også det der kendetegner de mnemoteknikker som fx Joshua Foer fortalte om i sin bog "Moonwalking with Einstein", nemlig at de informationer det er særligt vigtigt at kunne huske, bevidst associeres med fx billeder, rum i et hus eller historier som man kender i forvejen. 

  

Så selv om krusedullerne altså ikke har nogen særlig betydning når de laves, andet end at blokere for at man falder ind i sig selv, så giver de automatisk neurologiske spor til hukommelsen i andre dele af hjernen (dem som har med synet og bevægelser at gøre) end de dele som modtager det verbale input gennem øret.
   Og de kommer altså til at  fungere som en slags supplerende sensoriske noter for erindringen om det man har hørt. 

Artiklen i Wikipedia peger imidlertid også på den mulighed som taleren har for at aktivere og nyttiggøre DMN hos tilhørerne (i stedet for at det kan være en trussel for opmærksomheden), nemlig hvis han indlejrer sine informationer i fortællingens form, altså i anekdoter og case-historier. For som det fremgår af citatet oven for, så fanger og fastholder "storytelling" - narrativer - DMN-hjernens opmærksomhed på en særlig måde uden hensyn til mediet den er fortalt igennem. 

Men dagdrømmerier kan ikke bare være en flugt fra kedelige snakkemaskiner,   de er også noget nogen kan blive nærmest sygeligt afhængig af, fortæller en artikel i Weekendavisens tillæg Ideer fra den 17. juni. Skrevet af Hans Henrik Fafner.
   Ligesom man kan blive afhængig af at spille, eller løbe, eller se porno på nettet, eller indtage euforiske stoffer.

   Rubrikken:

Ud ad en tangent

Overliggerne fortæller:

Dagdrømmeri. Mennesket bruger i gennemsnit 13 procent af sit vågne liv på at dagdrømme, men for nogle tager det overhånd og bliver en usund afhængighed.

Fænomenet - diagnosen, kan man næsten sige - har fået betegnelsen maladaptive daydreaming, forkortet MD. 

   En forsker fra Haifas Universitet, Eli Sommer, har sammen med kolleger fra andre universitet kortlagt fænomenet og navngivet det officielt.

   De har konstateret at dagdrømmeriet som en slags 'syndrom' kan stille sig i vejen for hverdagens normale funktioner hos visse personer.
   Andre steder på nettet taler man i samme betydning om compulsive fantasizing eller extreme fantasizing.

Wikipedia har også en artikel om 'Fantasy prone persons' (FPP) som har lighedspunkter, men som ikke beskrives som personer med en sygelig afhængighed, men som en særlig personlighedstype:

Fantasy prone personality (FPP) is a disposition or personality trait in which a person experiences a lifelong extensive and deep involvement in fantasy.[1] This disposition is an attempt, at least in part, to better describe "overactive imagination" or "living in a dream world".[2] An individual with this trait (termed a fantasizer) may have difficulty differentiating between fantasy and reality and may experience hallucinations, as well as self-suggested psychosomatic symptoms. Closely related psychological constructs include daydreaming, absorption and eidetic memory.

Hvor stor en procentdel der har MD, kan man ikke afgøre. 

   Artiklen i Ideer fortæller at forskerne mener der  er tale om en glidende overgang fra 'normalt (og dermed 'sundt') dagdrømmeri' (gennemsnit: 13 procent af den vågne tid) og til det 'sygeligt belastende' hvor i gennemsnit 58 procent af den vågne tid bruges til at dagdrømme.

Oversat til mere almindeligt sprog, så er der altså tale om mennesker som er så gode til at skabe fantasibilleder og -fortællinger på den indre skærm at de bliver regulært afhængige af det, og derigennem undgår konfrontation med en ydre besværlig og krævende virkelighed. 

   

Artiklen nævner det ikke, men for mig er det indlysende at aktivering af hjernens belønningssystem indgår som en forklarende faktor på MD-afhængigheden. 

   Det bekræftes af nogle af de hjemmesider der er tilegnet brugere som udveksler erfaringer om deres MD.

   Det kan jo nemt ses som en form for eskapisme som umiddelbart kan minde om den måde intellektuelle i gamle dage sagde at ugebladenes læge- og kærlighedsromaner fungerede på i forhold til frustrerede hjemmegående husmødre som kernelæsere.

Gruppen af MD´ere har forskerne fundet ud af kan delse i to:

I den ene var dagdrømmeriet ren fiktion, både vedrørende handling og optrædende personer, mens indholdet i den anden i højre grad var forankret i virkeligheden. Det kunne dreje sig om ønsket om at tjene flere penge eller at finde den ideelle kæreste eller livsledsager.

Et par case-eksempler refereres i artiklerne af Eli Sommer:

En kvinde fortalte os at handlingen i hendes dagdrømme omfatter omkring 35 fiktive personer. Hun fortalte, hvordan disse personer har været hos hende siden barndommen, og at hun ikke husker et øjeblik, hvor hun har været alene med sig selv.

   En anden kvinde kunne fortælle, at plottet i dagdrømmene konstant ændrer sig i nye retninger og udvikler sig. Det har ded gjort i 30 år, siden hun i en alder af  10 så en tv-serier, som blev hængende i hendes bevidsthed som konstant inspiration for dagdrømmene. 

   Hun berettede, at der kan gå hele dage, hvor hun ikke bestiller andet end at dagdrømme, og at hun har opleve sig selv bekæmpe søvnen om aftenen for at kunne fortsætte. 

Elis Sommer fortæller at oplevelsen af egen dagdrømme hos nogle med MD kan få dem til at le og græde over deres selviscenesatte indre fantasi-historier.

Hvis man går ind på YouTube og søger på "maladaptive daydreaming", så optræder der adskillige videoer med (især) unge kvinder som fortæller om der afhængighed og hvordan det opleves. 

   Som fx. den her:

Også forskeren Eli Sommer har på YouTube en længere video hvor han fortæller om sine erfaringer og sin forskning i MD:

Wikipedia har en artikel om emnet hvori man blandt andet skriver:

While there are many specific symptoms of a maladaptive daydreamer, someone with this disorder will not necessarily have all of them.

   Often maladaptive daydreamers will have 'triggers' that set off their daydreams. Common triggers are books, movies, music, and even riding in a car. Maladaptive daydreamers also may have trouble getting out of bed or going to sleep, due to the want to continue daydreaming.   Often times while maladaptive daydreamers are daydreaming they will whisper, talk, make facial expressions, or do some sort of repetitive movement.

   Maladaptive daydreamers can spend hours simply daydreaming. They often have elaborate fantasies within their minds, often comparable to a complete novel or movie. Many have more than one fantasy in their mind, each with its own characters, setting, plots, etc. Maladaptive daydreamers may become emotionally attached to their characters as well, though they know the characters are not real.[3]

Hvad opnår disse dagdrømme-afhængige så af deres til det sygelige grænsende fantasiliv?

   Generelt sagt: mental og emotionel kompensation for savn og nederlag i deres virkelige omgivelser:

Identified functions of maladaptive daydreaming included disengagement from stress and pain by mood enhancement and wish fulfillment fantasies; and companionship, intimacy, and soothing.[1]

   "All subjects claimed that an important function of their daydreaming was twofold: a disconnection from the pain of living and a magical transformation of misfortune into desirable experiences".[4]

De ligner jo noget jeg selv oplevede i en periode i min barndom, ikke ved at dagdrømme, men ved at sluge fiktion i så stor mængder - og bruge så meget tid på det at det blev opfattet som et problem af mine forældre fordi jeg på grund af læseriet deltog alt for lidt  i familiens almindelige sociale liv.
   Og  med hensyn til litteratur, var jeg simpelt hen altslugende.

Maladaptive daydreaming må jo også som mentalt fænomen være beslægtet med de 'fantasivenner' - 'imaginary friends' - som mange børn oplever i en bestemt periode af de første år af deres liv, men som de så som regel vokser fra', som man siger.

   Jeg kan jo også nemt koble MD´erne sammen med mine iagttagelser og beskrivelser af hvordan mange særligt kreative personligheders har haft oplevelser i barndom og ungdom - domineret af savn af en forældre, af fremmegjorthed i sprog og miljø gennem flytning, af mobning i skolen mv. 

   For dem er det så lykkedes at transformere disse kompensatoriske dagdrømme og fantasier ind i kreativ produktion, som film, malerkunst, litteratur. Er min teori.

  Endelig minder det om noget jeg skrev om for ikke så længe siden: 'lucid dreaming', selv om det ikke forbindes med en form for afhængighed.

Der er flere hjemmesider som er helliget udveksling af personlige erfaringer og ny viden om MD -  herunder om mulighederne for at blive 'helbredt' for lidelsen.    Her er et link til sådan en side:

http://wildminds.ning.com/

Her finder man blandt andet en populærvidenskabelig beskrivelse af hvordan hjernens belønningssystem virker i forhold til MD-afhængigheden:

Maladaptive daydreamers enjoy daydreams to an extend that they can not resist the temptation of it, its like an addiction of drug. If you don't take the drug you get a nagging feeling, typical drug addicts flood their circuit with a neurotrasmitter called dopamine which is a neurotransmitter present in regions of the brain that regulate movement, emotion, cognition, motivation, and feelings of pleasure. 

   The overstimulation of this system, which rewards our natural behaviors, produces the euphoric effects sought by people who use drugs and teaches them to repeat the behavior. But for daydreamers Serotonin (also a neurotransmitter) plays crucial role. Serotonin is popularly thought to be a contributor to feelings of well-being and happiness. Negative emotions (like sadness, stress, anger, etc.) causes your Serotonin production to be low; when your Serotonin level is low, you are more prone to getting Anxiety, Panic Attacks, Depression, etc.

   So, when you daydream you actually flood your system with Serotonin and it gives you a feeling of well being and it makes you happy. In other words, it means you are not happy with your life, it doesnt mean that you are depressed etc. It may mean that your standards of happiness are much more than in normal person. So you tend to daydream to get the right feeling of being happy.

I mine øjne lyder MD-ramte jo som forfattere eller filminstruktører in spe der blot producerer de gode historier for sig selv og til indre,  privat brug.

   Så for mig at se ville det være en oplagt retning som forskerne kunne forfølge eksperimentelt: At lade nogle af de registrerede MD´ere skrive deres fantasier ned i fortællende form, eller iscenesætte dem på en teaterscene, eller lave en video med dem som manuskript. 

   Lidt som en slags udvidet doodling - med et indhold.

Hvilke mentale og emotionelle konsekvenser oplever de ved at få deres fantasier offentliggjort  - og dermed give andre adgang til at leve med i historierne?

   Ville de måske komme ud af deres afhængighed ved at deres fantasier bliver delt med andre?

   Måske mangler de bare at få et opmuntrende puf til at gøre springet til at komme igang som 'rigtige forfattere' eller 'instruktører'?

Esben Hanefelt Kristensen - farver, detaljer, fabuleringer - og andre historier om excess-kunst

For ikke så længe siden stødte jeg på Facebook på et maleri af en kunstner hvis navn jeg ikke husker at have set før: Esben Hanefelt Kristensen

   Jeg googlede hans billeder og oplysninger om ham, og syntes at hans billeder var værd at vise her på bloggen der har som tema: kreativitet, kreative mennesker, kreative produkter.

   

Her følger nogle eksempler.

Det der gav anledning til min billedjagt og -opsporing, var det her maleri med papegøjer som motiv som en af mine facebook-venner havde set under et besøg på en dansk virksomhed i Thailand hvor de havde det hængende:

Esben Hanefelt Kristensens billeder er farvestrålende, fantasimættede og fortællende - med en charmerende spænding mellem farveharmonier og farvekomplementer.   

   Motiverne har indbygget en overflod af detaljer som typisk også indgår i dekorative mønstre på billedfladen - næsten som musik - med variationer over det tema som det enkelte billede i sin helhed fremstiller.

   Mens nogle kunstnere i deres kunst tilslutter sig slogannet "les is more" i minimalistisk motiverede valg af former og farver, så går Esben Hanefelt i modsat regning: "more is more is more" - kunne man kalde det - en stil og et motivvalg præget af overskud og overflod. En slags lyrisk-narrativ 'excess-stil' som er beslægtet med Bjørn Wiinblad som, efter i nogle årtider at have været helt 'yt', nu ser ud til at have fået en - synes jeg - fortjent rennæssance:

Der er også et stil- og farvemæssigt slægtskab med den lokale kunstner Lise Meijer som jeg tidligere har skrevet om:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/11/big-wheel-studio-helende-arkitektur.html

Umiddelbart gætter jeg på at Esben Hanefelt også må arbejde som illustrator, og det bekræftes ved en hurtig web-søgning. Han har illustreret både eventyr, religiøse myter og gamle fortællinger:

Auktionselskabet Lauritz.com har i flere omgange haft billeder af Esben Hanefelt på auktion. En auktion gjaldt de akrylmalede illustrationer til Vagn Lundbyes "Det nordiske testamente" i 2007, og i den anledning fortalte man om Hanefeldt:

Aalborgkunstneren Esben Hanefelt Kristensens navn slog sig for alvor fast i danskernes bevidsthed med illustrationerne til "Billedbibelen", udgivet først i 90´erne. Den blev en succes hos både børn og voksne og er også udgivet på mange andre sprog.

   Esben Hanefelt Kristensen’s billeder er fortællende og farvestærke. Han har valgt at udtrykke sig i et detaljeret formsprog. Mennesker og dyr, blomster og træer danner fint tegnede mønstervirkninger over lærredet, og samtidig er der - næsten skjult i billedets virvar - indvævet en eventyrlig handling - som han selv siger: "Jeg arbejder med eventyret, fordi livet er eventyrligt".

   Esben Hanefelt Kristensens fik igen succes med udgivelsen af Saxo’s illustrerede Danmarkskrønike. Her bestod illustrationen af 148 Esben Hanefelt Kristensen malerier, som sideløbende med teksten beskriver historiens gang.

   Bogudgivelsen blev siden promoveret gennem udstillinger af billederne såvel på Nationalmuseet i København som på Nordjyllands Kunstmuseum, Aalborg.

   Esben Hanefelt Kristensen færdigegjorde 2007 illustrationerne til Vagn Lundbys trebindsværk om den nordiske mytologi. Værkerne har samlet været udstillet på Københavns Rådhus april 2009. Nærværende maleri er originalillustrationen til bogværket.

   Væsentligste udstillinger: Hjørring Kunstmuseum, Brandts klædefabrik i Odense, Frederikshavn Kunstmuseum, National Musset i Nuuk, Galleri NB i Viborg, Galleri Knud Grothe og Galerie Moderne i Silkeborg.

Slægtskabet er tydeligt mellem disse nyere danske kunstnere og den stilart - jugendstilen - som jeg jævnligt har skrevet om her på bloggen - fordi oplevelsen og gensynet altid giver mig en spontan og umiddelbar nydelse,  se fx dette berømte værk af den østrigske maler Gustav Klimt:

Adele Bloch-Bauer, 1907

Der er også klare rødder tilbage til den traditionelle - og efter europæiske normer "overlæssede"  - dekorative orientalske kunst fra Iran:

Og så tilbage til nutiden og mit eget lokalområde. 

   Vi har en Vordingborg-kunstner A. Ali Daher som er indvandret fra Iraq, og som hører til morgenbadernes morgenfriske garde.

   Hans stil ligger klart i forlængelse af den farve- og detaljerig orientalske tradition som jeg eksemplificerede ovenfor, men med et moderne og mere geometrisk touch i stilen:

Ud over malerier har hans specialiseret sig i dekorative, organsisk formede og rigt malede kalabas-skulpturer som disse:

 ... som også egner sig til standerlamper:

Se mere af Ali Dahers kunst på hans facebook-side "Kalabas art" hvorfra han også næsten dagligt promoverer åndsbeslægtede internationale kunstnere fra eksotiske områder af verden:

https://www.facebook.com/kalabasart

https://www.facebook.com/aali.daher?fref=ts

Bagsiden af nyhedskriterierne - med afsæt i en ny bog om 'fikseringsfejl' i journalistikken - genudsendes en gammel kronik om et emne der stadig er aktuelt

I to tidligere blogindlæg har jeg fortalt om den nyudkomne bog "Forelsket i vinklen - Om fikseringsfejl hos journalister" - skrevet af Malene Bjerre og Mikkel Hvid.

Jeg roste blandt andet bogen for at tematisere og diskutere en række vigtige problemstillinger som jeg selv har været optaget af gennem mange år, nemlig konsekvenserne for journalistikken af at det er en professionel nødvendighed for såvel den journalistiske arbejdsproces som de journalistiske produkter at historierne er 'vinklet', som man siger. Og at man for at kunne vinkle det endelige produkt - artikel, tv-indslag, radioindslag - undervejs må arbejde med hypoteser - som i bogen kaldes 'arbejdvinkler'.
 
Bogen beskriver hvordan der - mere eller mindre ubevidst - kan snige sig bias-skabende "misvisninger" ind i arbejdsprocessen der nemt kan føre til at historien bliver skævvredet af af en enkelt for tidligt fikseret hypotese.

   Af bogen fremgår det blandt andet s. 50ff. at en af årsagerne til at journalister ofte fejler i deres journalistik gennem fiksering på en enkelt og tvivlsom eller ligefrem forkert vinkel, det er den professionelt indbyggede bias som enhver god journalist er udstyret med, nemlig nyhedskriterierne: aktualitet, konflikt, identifikation, sensation, væsentlighed.
   På engelske taler man om "news values", og er mindre entydig og dogmatisk i formuleringerne af dem end man er det i de danske lærebøger.
 
Det er jo faktisk ganske kontroversielt: At argumentere for - og dokumentere med eksempler - at nyhedsjournalistens mest grundlæggende professionelle redskab - listen af nyhedskriterier - kan forføre til fejlagtige påstande som de bærende vinkler i mange nyhedshistorier i dagpressen.
 
Det er ikke første gang disse kriterier kommer under kritisk projektørlys. I de senere år har vi set forskellige retninger og tendenser som ud fra forskellige ståsteder, anfægter at de klassiske nyhedskriterier - altid eller for det meste - skulle sikre god, solid, brugbar, relevant - og retvisende - journalistik.
   Hvad har vi haft af diskussioner de senere år - både internt i journalistundvisernes rækker  og i offentligheden - som har kastet et kritisk lys på nyhedskriteriernes funktion i journalistikken?

• konstruktiv journalistik
• service-journalistik
• borgerjournalistik
• fortællende journalistik

Mikkel Hvid har tidligere skrevet om fortællende journalistik og Malene Bjerre om konstruktiv journalistik.
   Sjovt nok - eller tragisk nok - har ingen af disse tendenser for alvor slået igennem bredt i pressen.

   Hvorfor ikke? - Svaret kan ligge i hjernen hos journalisterne.

Jeg har i tidligere blogindlæg skrevet om nyhedskriteriernes betydning for journalistisk tænkning - inden for rammen af den selvopfundne forskningsdisciplin "neurojournalistik"  - et potentielt forskningsfelt som beskæftiger sig med at undersøge og forstå en række særlige mekanismer i hjernen der bidrager til at journalister lever og arbejder som de gør - delvist på trods af refleksion, velbegrundet kritik og sund fornuft. Disse mekanismer er en vigtig brik i forståelsen af hvorfor journalister ofte begår det som i Malenes og Mikkels bog beskrives som 'fikseringsfejl'.

   Se fx her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/de-journalistiske-nyhedskriterier-og.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/neuro-journalistik-og-alt-det-andet-der.html

Mikkel Hvid har selv bidraget lidt til den disciplin i sin glimrende bog "Skriv! - Gode tekster er lette at skrive" fra 2008. Han fortæller heri at når man som skrivende journalist virkelig føler at "det kører", så er det udtryk for at man er kommet i den særlige mentale tilstand som kreativitetforskerne kalder "flow".

Du skriver altså bedre når du er i flow.

   Det er ikke indbildning når du oplever at de tekster det var let og sjovt for di at skrive, også var gode. Det var de. Flow skaber kvalitetstekster.

   Det skyldes at du er på stoffer. Biofeedback-mekanismen der sikrer at du får dopamin og andre positive stoffer når du kommer i flow, gør dig bogstavelig høj: Du sanser skarpere end normalt, din mentale processer kører hurtigere - du er mere kompetent end du ellers er.

Min hypotese er at flow-tilstanden hos journalister ikke kun er knyttet til skriveprocessen, men at det er en mentalt-neurologisk tilstand der gennemsyrer næsten alle faser af professionens arbejdsproces - i hvert fald når vi har med nyhedsjournalistikken at gøre. 

   Og denne flow-tilstand som man som hårdt og hurtigt-arbejdende journalist nemt kan blive afhængig af - som var man på stoffer - den kan så også  have en bagside som "Forelsket i vinklen" så tydeligt udstiller og udfolder. Konsekvenserne af at være 'forelsket' er nemlig at man glemmer at tænke sig om, glemmer at være selvkritisk, glemmer at holde professionel distance, glemmer at sige til sig selv: Hvad hvis det modsatte var tilfældet?

Bogen definerer 'fikseringsfejl' sådan her:

Det kaldes en fikseringsfejl, når vi af en eller anden grund bliver låst fast i at se tingene på en ganske bestemt måde og kun kan få øje på det, der bekræfter vores forventninger, imens vi overser informationer, der vil ændre billedet eller true vores perspektiv.

En af de "grunde" som dette citat referer til, er sandsynligvis at journalistens hjerne er gået i flow fordi en enkelt hurtigt tænkt hypotese i den grad ser ud til at falde i hak med nyhedskriterierne: Hvis de og de informationer holder og kan bekræftes, så har jeg lynhurtigt en fandens god historie!
   Og med den tanke fikseres en enkelt ud af flere mulige hypoteser som den vinkel der bliver styrende for historien.

Læsning af bogen førte mig i erindringen tilbage til det første år jeg sad i jobbet som professor i journalistik på den nye journalistuddannelse i Odense. 

   En af årsagerne til at der var blevet oprettet hele to nye journalistuddannelser placeret på hvert sit universitet, var politikernes utilfredshed med den 'rutine-journalistik' de blev udsat for i medierne, en type journalistik som deres politik blev filtreret igennem til borgerne og som, mente mange politikere, skævvred borgernes billede af både politikerne og deres politiske arbejde. 

   Politikere som Marianne Jelved mente at de dominerende tendenser i den dominerende journalistiske tilgang til politik, faktisk over tid kunne være en direkte fare for demokratiet.

   De to nye uddannelser skulle få journalisterne og dem der uddannede dem, til at tænke ud af boksen - og bidrage til at journalistikken udviklede sig i en mere konstruktiv retning, underforstået: mindre (tvangs)underlagt de journalistiske nyhedskriterier.

   Jeg var som nyudnævnt professor i faget flere gange blevet bedt om i forskellige fora at sige noget "klogt" om hvad der var kerne i den konflikt, og var derfor begyndt at interessere mig for "nyhedskriteriernes" rolle i den.

   Det endte så med at jeg også skrev en kronik om "nyhedskriterierne" som jeg fik offentliggjort i Jyllandsposten den 03-02-1999.

   Jeg synes den indeholder en del betragtninger som jeg godt vil stå ved også i dag - 16 år senere. Så derfor har jeg genudgivet den nedenfor:

Dansen omkring nyhedskriterierne

"Det er sgu en god historie, den må vi have med i dag,« - sagt med begejstring af journalister på utallige redaktionsmøder. Udenforstående vil tit have svært ved at forlige sig med, at når journalister taler om "en god historie", så handler det ofte om en rigtig dårlig historie - om død og ulykke, svindel og humbug, vold og kriminalitet. Men det, journalisterne bare mener, er, at her er en begivenhed - et stykke virkelighed - som samlet tilfredsstiller de journalistiske nyhedskriterier. Nogle citater til at belyse disse kriterier: »Jo længere borte en nyhed sker, jo flere døde og sårede må der til, for at det bliver en nyhed« (Gudmund Hernes). »Et tog, der afspores, har altid større nyhedsværdi end et, der ankommer til tiden« (Gaston La Cour). Og det berømteste af alle: »Når en hund bider en mand, er det ikke en nyhed, men når en mand bider en hund, er det en nyhed« (John. B. Bogart). De journalistiske nyhedskriterier er i den seneste tid sat til debat, både i USA (O. J. Simpson-retssagen, Lewinsky-affæren) og herhjemme (dækningen af det politiske stof). Nyhedskriterierne kunne måske trænge til et serviceeftersyn.

   I forhold til virkeligheden fungerer de journalistiske nyhedskriterier som lyssætningen på en teaterscene. Hvis væsentlige dele af virkeligheden falder uden for nyhedskriteriernes spotlys, så er det i det lange løb et problem - både for virkeligheden, for journalisterne - og ikke mindst for journalistikkens aftagere: læserne, lytterne og seerne.

   Mogens Meilby opregner i sin lærebog "Journalistikkens Grundtrin" fire nyhedskriterier: 1) sensation: det usædvanlige, det uventede, det overraskende, 2) konflikt: strid mellem personer og interesser, 3) identifikation: mennesker, nærhed og relevans for læserne, 4) aktualitet: det netop skete, det, der lige nu er et samtaleemne blandt læserne. Enhver kan så regne ud, hvad der falder udenfor: alt det, der er almindeligt, alt det, der er uden åbenlyse konflikter, alt det, der er upersonligt og fjernt, alt det, der ikke foregår pludseligt, alt det, som bare er godt og fungerer. Det, som profileres i nyhedskriteriernes skarpe projektører, er til gengæld et billede på samfundslivet fyldt med dårligdomme: kogalskab, iltsvind, kriminelle indvandrere, stigende vold, moralsk anløbne politikere i evig kævl og konflikt.

   Men hvad med væsentlighedskriteriet? Ja, det er taget ud af rækken og får særbehandling i "Journalistikkens Grundtrin" under overskriften "Samfundsbetydning". Her fortæller Meilby bl.a., hvorfor DR i 70'erne måtte henlægge nogle vedtagne regler om væsentlighed i nyhedsformidlingen: »I virkelighedens verden duede de ikke, og i 1977 blev de opgivet.« Meilby tilføjer: »Men selv om markedsvilkårene ikke gør et væsentlighedskriterium anvendeligt i praksis, er vigtige samfundsnyheder uden direkte læserappel ikke skubbet langt ud i mørket. De skal blot under research og formidling behandles på en sådan måde, at de bliver interessante for læserne.« Med andre ord: Væsentlighedskriteriet kan kun bruges i journalistik, hvis et vigtigt emne kan vinkles, så historien kan indfanges af de fire andre kriteriers projektører - det kan aldrig bruges isoleret, er Meilbys klare konklusion!

   I 1989 skrev Karen Jespersen og Ralf Pittelkow en kronik i Politiken under titlen "Politikere uden TV-antenner". Heri revsede de to skarpe hjerner datidens danske politikere for ikke at leve op til de krav, som især TV-mediet stillede til politikerne, for at de kunne nå ud til befolkningen med deres budskab. 10 år før formulerede den norske medieforsker Gudmund Hernes i sin bog "Det Mediavridde Samfunn" en liste af teknikker, som politikere, der ville slå sig igennem i medierne, kunne gøre brug af - med udsigt til rimelig succes: tilspidsning, forenkling, polarisering, intensivering, konkretisering, personificering. I dag er det ikke mere kun nogle få kloge hoveder, der ved, hvordan journalister tænker, og hvad de tænder på. Nu kan enhver nogenlunde veloplyst dansker nyhedskriterierne på fingrene. Og skulle der være nogen, der ikke helt har fået tjek på, hvad kriterierne sigter mod, så kan de jo bare købe Meilbys udmærkede grundbog eller bestille et særkursus hos en af professionens topfolk.

   For den oplyste borger er det fornuftigt nok at kende til de principper, som styrer indsamlingen og udvælgelsen af de daglige nyhedshistorier i pressen - en nødvendig del af den moderne almendannelse. Men kloge folk i organisationer og virksomheder har lært sig dem af den ene grund, at så får de bedre muligheder for at styre pressens jagt på nyheder i netop den retning, de har interesse i. De ved, at hvis de fodrer journalisterne med "photoopportunities", "sound bites", "punsh lines", "gode historier", "kritiske rapporter", "overraskende videnskabelige resultater" - så har de særdeles fine muligheder for at komme ind på journalisternes lystavle, når de daglige nyheder skal produceres.

   Vi har en situation, hvor journalisterne oftere og oftere risikerer at blive marionetter i forhold til deres egne nyhedskriterier, fordi alle kilderne omkring dem bliver mere og mere professionelle til at tilrettelægge og iscenesætte de begivenheder, som er stof i journalisternes nyhedsdækning. Det er journalisterne, der sætter dagsordenen, men tit er det andre, der har trukket i trådene og skrevet replikkerne.

   Samtidig med at efterhånden alle i teorien ved, hvordan journalister reagerer, er der også sket det, at journalisterne er blevet stadig dygtigere og mere professionelle. Uddannelsen på Journalisthøjskolen er op gennem 80'erne og 90'erne faktisk blevet stadig bedre, og stort set alle færdiguddannede journalister har nu et solidt indarbejdet fælles norm-og værdisystem, der bl.a. indebærer tillid til og beherskelse af nyhedskriterierne som grundlag for et solidt journalistisk håndværk. Fidusen ved denne professionalisering er bl.a., at journalister en stor del af tiden kan arbejde hurtigere og mere effektivt end tidligere, når de skal producere kontante kvalitetsnyheder. De i rygmarven indarbejdede nyhedskriterier fungerer her som instrumenter i en flyvers cockpit - de gør det muligt at flyve på automatpilot, når det skal gå hurtigt. Og det skal det i større og større omfang.

   Bagsiden af denne professionalisering er - ensartede produkter! Der er nok de fleste dage forskel på forsideartiklerne i de store morgenaviser, men læst hen over en uge, så er det en meget stor procentdel af historier og vinkler, de er fælles om. I sin tid forestillede politikerne sig, at de med oprettelsen af TV 2 ville opnå et reelt alternativ til DR's nyhedsdækning, et alternativ, der ville give i det mindste to klart forskellig fremstillinger af bl.a. det politiske liv i Danmark. Når politikerne i den grad blev skuffede, så er forklaringen den simple, at to topprofessionelle nyhedsredaktioner i vore dage i meget høj grad er fælles om de journalistiske normer og standarder, som styrer det nyhedsbillede, seerne præsenteres for. Og så er det, man kan fristes til at citere Knud Poulsen: »En enig presse er ikke nogen fri presse, men tværtimod det modsatte.«

   På redaktionerne taler man somme tider om, at nu er medierne "gået i selvsving". Det fungerer sådan, at når først de store redaktioner - uafhængigt af hinanden - er blevet enige om, at her er muligheder for en historie, som tilfredsstiller alle en journalists hedeste drømme om sensation, konflikt, identifikation og aktualitet, så vil de i kraft af nyhedskredsløbet mellem de skrevne og elektroniske medier gensidigt forstærke hinandens historier. Med det resultat, at der skabes et nyt virkelighedsbillede, hvis samlede effekt hverken den enkelte journalist eller den enkelte redaktion kan eller vil påtage sig ansvaret for. Alle har jo arbejdet fuldt professionelt og helt efter de journalistiske normer og idealer. Vi så det for nylig i forbindelse med Robinson-serien på TV3, og også i forbindelse med finansloven og efterlønsballaden. I Sverige oplevede man et ganske uhyggeligt eksempel på selvsvingsmekanismerne, da Mona Sahlin på grund af pressens behandling af rene petitesser måtte give afkald på en ellers sikker statsministerpost. Vores egne mediers behandling af Plejebo-sagen er også afslørende i den henseende.

   Men kan det være anderledes? Historisk set sammenfatter nyhedskriterierne jo den viden og de erfaringer, journalister og redaktører igennem flere hundrede år har opsamlet om, hvordan informationer om virkeligheden skal indsamles, redigeres og formes til nyheder, så det kan friste almindelige mennesker til dagligt at købe og læse en avis. De fælles nyhedskriterier er en central del af journalisternes håndværksmæssige kunnen, fordi de indeholder en grundlæggende solid viden om læserpsykologi - på tværs af klasser, køn og alder.

   Ikke desto mindre har pressen altså det paradoksale problem, at jo stærkere journaliststanden er professionaliseret omkring fælles nyhedskriterier og fælles værdier og normer med hensyn til, hvordan historier skal skæres og vinkles, jo mere ensartet - og i det lange løb kedsommeligt - bliver det nyhedsbillede, som publikum dagligt modtager - og jo større afstand kan store dele af befolkningen opleve, at der er mellem deres dagligliv og så det "nyhedsliv", som journalisterne fremstiller. I det lange løb er risikoen, at folk mister interessen, bliver "nyhedstrætte" og måske til sidst synes de kan klare sig helt uden nyheder - fordi misvisningen er for stor til, at de kan bruge dem til noget vigtigt i deres liv. Tendensen er allerede synlig i USA.

   Er der behov for en ny journalistik? Kan nyhedskriterierne forvaltes på andre måder på redaktionerne? Kan man redaktionelt modarbejde, at journalistikken bliver til en marionetkomedie, hvor andre trækker i trådene? Kan selvsvingsmekanismerne bremses?

   Det er spørgsmål, som ikke kan besvares teoretisk og abstrakt - og heller ikke med klare ja-eller nej-svar. Der kræves forsøg og eksperimenter, praktisk forskning, udviklingsarbejde på redaktionerne, detailanalyser af problemerne. Det kræver også en åben debat i og på tværs af medierne, en debat, som bl.a. medieforskeren Jørgen Poulsen på det seneste har lagt op til med resultaterne fra sit projekt om "måske-læserne", og som Peter Bro har bidraget til med sin velskrevne bog om "public journalism": "Journalisten som Aktivist". Vi har også i de seneste par år set spændende omformateringer og relanceringer af Aktuelt og Kristeligt Dagblad med genoplivning af en holdningspræget journalistik for særligt motiverede læsergrupper. Vi har set et DR 2, hvor man energisk har kæmpet for at slå igennem med flere forskellige alternative TV-nyhedsformater. Og vi har set regional-TV bide sig fast trods alle spådomme fra mange sider om, at der ikke var behov i befolkningen for den slags "træsko-TV". Fælles for disse tanker og udviklingstendenser er ikke, at man vil afskaffe eller totalt ændre på nyhedskriterierne - for det kan man naturligvis ikke - men at de professionelle kriterier sættes i et aktivt og produktivt forhold til forskellige modtagergruppers særlige behov og interesser. Ud af det kan der komme en journalistik, som i højere grad åbner sig ud mod borgernes mangeartede virkeligheder - en journalistik, som kan give et mere varieret og retvisende nyhedsbillede - i sandhedens, oplysningens og borgernes tjeneste.

Da jeg skrev den kronik havde jeg hverken tænkt "neurojournalistik" eller "fikserede vinkler" og "fikseringsfejl". Men interessen er fælles: Hvordan undgår man som journalist eller hvordan modarbejder man at journalistikken kører af sporet og bliver misvisende og utroværdig i forhold til virkelighed, sandhed - og  til brugernes behov for retvisende orientering?
   Selv har jeg altid anbefalet mine studerende at man inden man lægger sig fast på vinklen, spørger: Hvad hvis det modsatte var tilfældet? Eller: Hvad ville en modstander sige til det?

Bogen har selv fire anbefalinger s. 100 ff:

1. Led efter tegn på, at du er fikseret
2. Find din analytisk-kritiske journalist frem
3. Forsøg aktivt at underminere din egen vinkel 
4. Brug dit gode journalistisk håndværk

Nummer 3, svarer meget godt til hvad jeg selv har doceret. Nummer 2. stemmer overens med det jeg i et tidligere indlæg citerede om arbejdsprocessen i undersøgende journalistik - hvor man er bevidst om hvilken fase i processen man er i. Nummer 1 er det der er sværest i praksis, idet det kræver at man mentalt kigger indad, og det er de færreste mennesker særligt gode til.
   Fælles for de tre første råd er at de sikrer at de hurtige, nemme, automatiske og fordomsbekræftende valg af vinkel udsætttes for en mental opbremsning,  en afbrydelse der tvinger journalisten til i sin tænkning at skifte fra det Kahneman benævner "system 1" til det langsommere og mere krævende "system 2."

Derfor vil jeg lige til slut opregne hvad der kendetegner de to tænkemåder som Kahneman opstiller  i sin bog "Thiknking, Fast and Slow":

System 1 operates automatically and quickly, with little or no effort an no sense of voluntary control.
System 2 allocates attemtion to the effortful mental activities that demand it, including complex computation. The operation of system 2 are often assoiated with the subjective experience og agency, choice, and concentration.

Her er de to mentale tanke-systemers måde at fungere på sat på skemaform:

Det kendetegner de journalister jeg her på bloggen har beskrevet som  "særligt kreative personligheder" at de grundlæggende er skeptiske over for resultater af system 1-tænkning. Og helt af sig selv vil høre en indre stemme hviske dem i det indre øre: "Det kunne være sjovt og meget mere interessant hvis det modsatte var tilfældet - af den her så oplagte, men røvkonventionelle vinkel."
   Men alle de andre solide rugbrøds-journalister som gennem deres lange praktik og efterfølgende hårdt pressede praksis på redaktionerne har lært at leve og overleve gennem professionaliseret system 1-tænkning, de har nu fået et godt hjælpemiddel til at undgå de værste konsekvenser gennem Malenes og Mikkels ny bog.
   Kravene til produktivitet er blevet gradvist højere de sidste 15-20 år, og ikke mindst web-journalistikken prioriterer hurtighed og mange hits og likes - med den oplagte risiko for fikserede vinkler og fikseringsfejl til følge. Så her kan bogens analyser og anbefalinger tjene som et velplaceret og velargumenteret mentalt beredskab.

De to tidligere indlæg med afsæt i "Forelsket i vinklen" kan du læse her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/fikseringsfejl-et-nyt-ord-fra-en-god.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/om-oplevelsen-af-fikserede-vinkler-og.html

Kreativ høg over kreativ høg - hvordan man "indrammer" et portræt af Michael Jeppesen

Rubrikken til en artikel på SøndagsPolitikens første sektion side 2:

Fra Vagttårn til tastaturpaparazzi.

Min umiddelbare reaktion er total mystifikation. Der er tale om en gåde, simpelt hen; der selvfølgelig frustrerer og pirrer som gode gåder skal; og dermed skaber fremdrift der får mig til at læse videre.

Manchetten giver så (noget af) svaret på gåden i overskriften:

Han har en fjern fortid i Jehovas Vidner. I dag er Michael Jeppesen frygtet for sin satiriske blog, der lige har skabt voldsom ravage i partiet Venstres kommunikationsvirksomhed.

Psykologisk set skal læseren nu føle lettelse ved at den komplicerede gåde bliver løst. Hvis man kender til Jehovas vidner, så ved man at det blad "vidnerne" går rundt og stemmer dørklokker for at sælge, hedder "Vagttårnet"; i rubrikken er udtrykket altså et metonym (=del står for helhed) for sådan en person. Og manchettens tekst opløser så metonymet, idet vi kan slutte at det må Michael Jeppesen have gjort en gang, hvilket måske i sig selv er en overraskelse og en nyhed.

Udtrykket "tastaturpaparazzi" er en kreativ metafor, der bygger på en bledning-operation mellem to input-rum (=de mentale rum blandingen trækker egenskaber fra):

• ét rum hvor der i forvejen findes et metonym for en skrivende journalst: "tastatur" (=en der lever af at skrive på en skrivemaskine/computer ved at hamre i tastaturet(=en journalist));
• et andet rum hvori der befinder sig et element fra fotojournalistikkens domæne, nemlig de fotografer der lusket ligger på lur for at tage billeder der overskrider privatlivets fred, til salg for de høejstbydende kendisbilledmagasiner: "en paparazzi-fotograf";
• blending-operationen der giver mening til udtrykket "tastaturpaparazzi", resulterer så i et tredje rum hvori journalisten Michael Jeppesen dels tilskrives nogle af de negative moralske værdier som paparazzi-fotografer er berygtet for, men også tilskrives nogle af de positive værdier - frækhed og vovemod - som man også forbinder disse fotografer med;
• I samme betydning som i angelsaksiske kriminalromaner hvor politiet "framer" en uskyldig så han i retten fremstår som skyldig på grund af konstruerede og "plantede" indicier , således er Michael Jeppesne via rubrikkens metafor "tastaturpaparazi" blevet framet (=tankemæssigt indrammet) som moralsk anløben journalist. Keine hexerei, nur kreativ journalistisk behändigkeit.
• Metonymet for at være medlem af Jehovas Vidner og metaforen for en journalist med særlige moralsk tvetydige egenskaber, forbindes så i det nyskabte konceptuelle rum via en ny framing-operation i udtrykket: "fra-til".
• Denne sproglige formular angiver en tænkt fortælling - et narrativ - i en hyperkoncentreret udgave, en fortælling der indeholder en overraskende udviklingshistorie der - i denne suppeterningversion - også får karakter af en ny gåde, der giver fremdrift ved igen at kræve en nærmere forklaring.

Her er altså i anslaget til artiklen tale om en slags "høg over høg"-operation. Den skrivende redaktør Jacob Fuglsang og hans unavngivne redaktionssekretær udsætter journalist Michael Jeppesen for samme type journalstiske behandling som han selv blev berømt og berygtet for allerede den gang for nogle år tilbage da han skrev ironisk og satirisk på bagsiden af Ekstrabladet.

Min forestillede læser kan nok synes at det her er helt unødvendigt kompliceret. Hvad skal det nytte? - Men det interessante for mig er at den ret nye teori om conceptual blending - sammen med en lidt ældre teori om metaforers og metonymers centrale betydning i al tænkning og sprogbrug - giver mulighed for at få indsigt i de kreative mentale processer som ellers er ubevidste, og som f.eks. al god og interessant journalistik og nyskabende forskning er afhængige af.

En analogi presser sig på: Det er ligesom man - til dels - kan få indsigt i og forstå hvorfor en person (eller for den sags skyld et dyr eller en plante) ser ud, opfører sig og reagerer, gennem en teori om at individdets gener er et produkt af en blanding af forældrenes gener.