Det man siger, er man selv - Søren Espersen vs Rune Engelbreth Larsen

Jeg har i et tidligere indlæg fra godt et år tilbage, illustreret hvordan man ved substitution af nogle kerneord i en argumenterende tekst, ironisk afslørende kan vende dens kritik mod ophavsmanden eller -kvinden selv. 

   Den gang var det Pia Kjærsgaard hvis manipulerende retorik rettet mod kvinder som bærer tørklæder når de går på gaden, som blandt andre blev taget ved vingebenet af en 'pensioneret skolelærer'.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/07/pia-kjrsgaard-kan-den-kreative-kunst-at.html

Den illustrerende afsløring skete ved i Pia Kjærsgaards tekst at udskifte frasen "kvinder, der bærer tørklæde" med frasen "kvinder i let påklædning".

   Et beslægtet retorisk afslørende greb fortæller jeg i øvrigt om i et indlæg som blandt andet beskriver en af mine egne pædagogiske substitutions-gimmicks i forhold til et hold RUC-basis-studerende som jeg skulle holde oplæg for om "Marxistisk pædagogik"  i 1972.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/aprilsnar-dramaturgi-mocumentary-spoof.html

Disse indlæg kommer jeg i tanker om ved at læse Rune Engelbreth Larsens debatindlæg i Politiken i går under denne rubrik og manchet: 

Søren Espersen misbruger 'det danske folk'

Jeg vil ikke være en del af den løgn om 'danskerne', som Søren Espersen repræsenterer

Rune Engelbreth har jævnligt i Politiken præcist, kritisk og kreativt formulerede indlæg med afslørende brod vendt mod ideologisk retorik og manipulerende snik-snak fra - hovedsagelig - den blå side af det politiske landskab. 

   Denne gang forholder han sig i sit indlæg til den verbalt nedgørende og arrogante behandling som Stine Bosse i den forgangne uge var blevet udsat for af Dansk Folkepartis Søren Espersen.

   

Afsættet for Søren Espersen var en kommentar fra Stine Bosse i tidskriftet Ræson  til Integrationsminister Inger Støjbergs plan om at skræmme flygtning fra at søge til Danmark med en negativ propaganda-kampagne i internationale medier der skal fortælle flygtningene hvor dårligt de vil blive modtaget som asylsøgere her.

   Stine Bosses indlæg der generelt er holdt i en saglig og nøgtern tone, sluttede sådan her om flygtningeproblemet:

JEG VED, jeg taler på manges vegne, når jeg skriver at vi sidder med en led smag i munden. For vi ved at dette kan løses, Vi ved, at Ministeren ikke har besøgt et eneste nærområde, endsige interesseret sig for dem og vi ved, at det ikke kun er i dag, mennesker betaler den pris, de gør. Historien husker. Danmark er blevet husket for indsatsen under Anden Verdenskrig (og fejret – ikke mindst af os selv) fordi vi bragte jøder i sikkerhed i Sverige. Men vi vil også blive husket som dem, der IKKE gjorde noget under Syrienkrigen. Det vil man huske ikke bare i Danmark, men også i Europa og resten af verden.

   Kære Inger Støjberg. Vil du ikke prøve at tage en lidt længere rejse? Start med at aflægge dine kolleger i Bruxelles et besøg. Tal med EUs agentur for flygtningespørgsmål, EASO, der ved meget om, hvad der bør gøres. Og følg derefter Jens Rohdes (MEP for V) opfordring til at besøge nærområderne. Tag TV2 eller DR med – og se om ikke du kunne finde lidt klogskab og human indsigt frem til at gå andre veje.

For mig er der ingen tvivl om at det er metaforen "vi sidder med en led smag i munden", der udløser kraftige følelser - tilsyneladende ikke hos integrationsministeren - men hos Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, som jo er dem der egentlig står bag ideen til denne anti-indvandrerkampagne. 

   Metaforen er jo meget fysisk og kropslig, og rammer derfor hårdt. Den er beslægtet med Nyrup Rasmussens om "at Danske Folkeparti aldrig vil kunne blive stuerent". Så Søren Espersen er hurtigt ude med en modkommentar som ikke forholder sig til det saglige indhold i Bosses indlæg, men har karakter af et - 'ledt', kunne man fristes til at sige - verbalt karaktermord på Stine Bosse. 

   Det indledes sådan her:

Stine Bosse lever på toppen – i en international high-flyer-verden – aldeles uden nogen veneration for eller forståelse for sit fædreland og for det danske folk. Og når man befinder sig på en sådan piedestal, bliver man ad åre ganske fordømmende over for andre, men ganske tilfreds med sig selv, overbevist om egen godhed og egen fortræffelighed. Lægger du mon glorien på natbordet, inden du går til ro, Stine?

I sit debatindlæg i Søndags-Politiken tager Rune Engelbreth Larsen så på vanlig præcis vis, afstand fra at blive inkluderet i Søren Espersens retoriske fiflerier med brug af begreberne "fædreland" og "det danske folk".

   Efter et referat af indholdet i Stine Bosses ærligt bekymrede indlæg, fortsætter han:

Over for dette nuancerede indlæg, der svinger sig op på et enkelt emotionelt udbrud om »en led smag i munden« over for planerne om en skræmmekampagne, reagerer Dansk Folkepartis Søren Espersen med et foragtende personangreb. Bosse er således »aldeles uden nogen veneration for eller forståelse for sit fædreland og for det danske folk«.

     Sådan taler Propagandaløgnen.

   Hvordan kan jeg tillade mig at skrive dét? Fordi det er åbenlyst sandt. For det første er hele Stine Bosses indlæg udtryk for bekymring og forståelse for Danmark og danske interesser. Man kan selvfølgelig have andre prioriteringer end Bosse, eftersom 'Danmark' og 'danske interesser' ikke er noget entydigt, men netop er mangefacetteret og flertydigt. Men kun den bevidste løgner kan benægte hendes veneration for Danmark og danskere.

   For det andet er Søren Espersens misbrug af »det danske folk« selvindlysende. Han taler jo hverken på vegne af »det danske folk« eller »fædrelandet«. Ingen af delene eksisterer som homogene monolitter andre steder end i propagandaløgnen.

   Jeg er dansker. Jeg er en del af det danske folk. Men jeg er ikke, vil ikke være og bliver aldrig nogen sinde en del af den ensrettende løgn om »danskerne«, som Espersen repræsenterer.

Indlægget slutter med en afslørende substitution hvor Engelbreth i Søren Espersens indledende tekstafsnit, substituerer Stine Bosses navn med afsenderen Sørens Espersens navn. 

   Først citerer han Søren Espersens indledende angreb på Stine Bosse:

»Stine Bosse lever på toppen«, fastslår han bl.a. »Og når man befinder sig på en sådan piedestal, bliver man ad åre ganske fordømmende over for andre, men ganske tilfreds med sig selv, overbevist om egen godhed og egen fortræffelighed. Lægger du mon glorien på natbordet, inden du går til ro, Stine?«

   Hvor pudsigt og interessant er det ikke, at ethvert af disse fordømmende ord, er udtryk for det reneste, tydeligste, ærligste og allermest træffende politiske spejl?

     Læs selv: »Søren Espersen lever på toppen. Og når man befinder sig på en sådan piedestal, bliver man ad åre ganske fordømmende over for andre, men ganske tilfreds med sig selv, overbevist om egen godhed og egen fortræffelighed. Lægger du mon glorien på natbordet, inden du går til ro, Søren?«

Teknikken som Rune Engelbreth også har brugt kreativt tidligere, kaldes somme tider "jødeprøven", idet den fx kan bruges til at demonstrere og afsløre et indlægs kamuflerede racisme, ved i teksten at indsætter "jøder" og "jødisk" istedet for betegnelserne for den gruppe det racistiske indlæg er rettet imod.

   I de senere år bruges denne kreative substitutions-teknik næsten dagligt i Politikens ATS-satire-spalte på bagsiden af første sektion. 

   Med stor mentalt befriende effekt.

Det man siger, er man selv

Her link til de tre indlæg, så man selv kan vurdere kvalitetsforskellen i retorik og argumentation i indlæggene som helhed: 

http://raeson.dk/2015/stine-bosse-skriver-kaere-inger-stoejberg/

http://raeson.dk/2015/soeren-espersen-stine-bosse-har-ingen-veneration-for-%E2%80%A8sit-faedreland-og-for-det-danske-folk/

http://politiken.dk/debat/profiler/engelbreth/ECE2776978/soeren-espersen-misbruger-det-danske-folk/

Pia Kjærsgaard kan den kreative kunst at frame uskyldig ofre for vold og chikane, så det er indlysende for enhver at de selv er ude om det ...

Jeg synes Pia Kjærsgaards kreative, dygtigt manipulerende retorik som hun har udfoldet gennem mange år i offentligheden,  trænger til en omgang  forhåbentlig lige så kreativ de-konstruktion, så vi kan få frem i lyset og synligt og forståelige for enhver, hvad hun er for en filurkat - inden bag de smarte folkelige formuleringer.

   Man har den sjove metafor at 'have en ræv bag øret' som betyder "snu" eller "udspekuleret". 

   Den talemåde synes jeg passer ret præcist på hendes udtalelser i forbindelse med en genoplivet debat i Politiken om hvordan kvinder der bærer tørklæde, bliver chikaneret fysisk og psykisk af danske medborgere.

Pia Kjærsgaard havde et blogindlæg på TV 2, for godt en uge siden hvor hun forholdt sig til den igangværende debat på Politiken om de erfaringer mange indvandrekvinder har haft med danskeres chikanerende reaktioner  på at de bar tørklæde, erfaringer de sjældent fortæller om offentligt - endsige melder til politiet.

   Et af indlæggene kom fra en yngre læge Aya Baram. Hun var vred. Rubrikken lød:

Jeg er blevet overfaldet og svinet til på grund af mit tørklæde

Underrubrikken lød: 

I 16 år har jeg holdt diskriminerende oplevelser for mig selv. Nu er det slut.

Aya Baram beretter om sine erfaringer med at bære tørklæde:

Jeg er blevet slået på gaden, hvorefter jeg har fået at vide, at jeg skal »tage mit f... tørklæde af«. Politiet ville ikke lægge sag an, fordi min mand var mit eneste vidne.

   Jeg har været vidne til en hel bus, der råbte, at de ville stemme Dansk Folkeparti og få muslimerne ud af landet, fordi en pige med tørklæde kom til at holde omkring sædet foran sig, da bussen drejede, og derved fik rørt ved en anden piges hår.

   Jeg har oplevet en mand pludselig gå amok på min dengang 3 måneder gamle nevøs barnevogn med slag og spark, hvorefter en anden mand overfusede min søster med ord som »terrorister« og andet, spyttede hende i ansigtet på en propfyldt Nørreport Station, mens alle så til uden at hjælpe.

   Den eneste kommentar, vi fik, var fra et kærestepar, der sagde til min grædende søster, at det jo »ikke var personligt ment«.

   Derudover har jeg i mine år som lægestuderende oplevet en overlæge, der ud i den blå luft og foran hele klassen begyndte at kalde muslimer terrorister midt under min fremlæggelse af en patient. Herefter begyndte de studerende, ja endda patienten at deltage i et langt verbalt angreb på muslimer.

   Jeg er også blevet svinet til af sygeplejersker på forskellige hospitalsafdelinger på grund af mit tørklæde og har fået en masse andre ’små bemærkninger’ og hårde slag gennem både lægestudiet og på gymnasiet af både elever og lærere.

   Og jeg VED, at vi er mange, der har oplevet lignende situationer. (...)

   Jeg er ikke et offer. Jeg skriver ikke dette for at krænge mit hjerte ud. Jeg fortæller det, fordi jeg er træt af at høre andre tale på mine vegne 

Den debat - og blandt andet dette indlæg fik Pia Kjærsgaard til at udkomme med et indlæg på TV 2´s politiske blog den 14. juli - under rubrikken

    Jeg føler mig provokeret

Indlægget er langt, men indledes sådan her;

Politiken kunne i fredags berette, hvordan muslimske kvinder, der bærer hovedtørklæde i stort omfang føler sig udsat for forfølgelse, uforskammetheder og tilråb på gaden.

   Selv har jeg aldrig oplevet en sådan batalje, jeg har heller aldrig hørt andre fortælle om det, så måske er omfanget en lille smule overdrevet.

   Generelt kender jeg danskerne som et velopdragent folkefærd, der selvom de ikke føler stor sympati for det muslimske hovedtørklæde, naturligvis ikke tyer til ukvemsord om bærerne af hovedtørklædet.

   De muslimske kvinder føler sig provokeret af den reaktion, som deres hovedtørklæde fremkalder. Jeg føler mig også provokeret. Af dem og deres valg af tørklædet frem for det danske samfund!

Grundformlen her er den vi kender fra barndommens mest primitive verbale udvekslinger under konflikter i skolegården: "Det man siger, er man selv", og "Det kan du selv være".

   Man bemærker blandt andet hvordan Pia Kjærsgaard udnytter et lille smart retorisk fif til at mistænkeliggøre udsagnene og erfaringerne, nemlig ved at henvise til egne manglende erfaringer som øjenvidne til chikane-episoder. Og at de mennesker hun kender, naturligvis aldrig kunne finde på sådan noget. Underforstået: De er nok fulde af løgn, eller overdriver vildt, dem der siger det.

   

Præmissen vi skal acceptere er at "når jeg ikke har erfaringer med noget, og ikke kender mennesker der kunne gøre sådan noget, så er det nok ikke sandt, eller - i værste fald - kun en ubetydelig undtagelse."

   Princippet Pia Kjærsgaard udnytter, er formuleret teoretisk af Daniel Kahneman i hans bog 'Thinking, Fast and Slow.

   Og det lyder i hans formulering: "What You See, Is All There Is" (WYSIATI) - og refererer til en af de udbredte dagligdags tommelfingerregler i den "hurtige, intuitive og ureflekterende tænkning", som ofte fører til fejltagelser og fejlslutninger.

Resten af Pia Kjærsgaards blogindlæg hvor hun uddyber, kan læses her:

http://politik.tv2.dk/2014-07-14-jeg-f%C3%B8ler-mig-provokeret

Jeg kan ikke lade være med alene i den overskrift "Jeg føler mig provokeret" at høre ekkoet fra Jyllandspostens kulturredaktør Flemming Roses forklaring på det urimelige i at muslimser følte sig

provokeret af Jyllandspostens Muhammed-tegninger. 

   Rose formulerede de herostratisk berømte ord til at beskrive vilkårene for at være borger i et danske demokrati med ytringsfrihed:

Man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.

Altså man må finde sig i at blive provokeret. Basta: 'Finde sig i! - som vel betyder noget i retning af 'at acceptere uden at kritisere og protestere imod'. Altså lige ud: Lade som ingenting! Holde sin kæft!

   Men det er selvfølgelig også en formulering der vender begge veje, en tveægget præmis, kan man sige: Pia Kjærsgaard må jo  vel så også være rede til at finde sig i den provokation hun føler ved til daglig at møde de tørklædeklædte muslimske kvinder rundt omkring på gader, restauranter, butikker, arbejdpladser. Eller hur?

I hvert fald må man konstatere at Politikens redaktion og en af dens kvindelige journalister med indvandrerbaggrund, Anna Meera Gaonkar, føler sig så provokeret af Kjærsgaards udtalelser i sit blogindlæg, at avisen bringer et opfølgende interview med hende i dag tirsdag den 15. juni.

   Interviewet har rubrikken:

Jeg føler mig provokeret af kvinder med tørklæde

Underrubrikken:

Interview: Pia Kjærsgaard (DF) forstår godt, at nogle lader sig provokere af kvinder, der bærer tørklæde

Jeg citerer nu interviewet i sin helhed. Det er ikke fordi interviewteknikken er fremragende, for det er den ikke: alt for mange ledende, argumenterende og præmistunge spørgsmål som det er nemt for den interviewede at feje af; dertil et dobbeltspørgsmål som gør det muligt for politikeren at vælge kun at svare på det andet.

   Men ikke desto mindre er Pia Kjærsgaards serie af svar i den her mundtlige spontane situation alligevel afslørende. Her kommer det:

Flere kvinder fortalte i fredags Politiken, at de er blevet slået, spyttet, sparket til og råbt ad på åben gade, fordi de bærer tørklæde. Du skriver på din blog på TV 2, at du har stor forståelse for, at tørklædet provokerer, men ikke et ord om volden. Hvorfor?

  »Jeg går ud fra, at hvis der er blevet begået vold mod dem, så henvender de sig til politiet. Derfor har det ikke været nødvendigt at nævne volden i mit indlæg«.

   Men er du ikke indirekte med til at legitimere volden ved at ignorere den, når du skriver, at du forstår, at man kan lade sig provokere af kvinder med tørklæder?

   »Overhovedet ikke. Men det provokerer mig meget, når kvinder i det danske samfund påberåber sig retten til at gå med tørklæde«.

   I en debat, der handler om vold mod kvinder, der bærer tørklæde, burde du så ikke forholde dig eksplicit til volden, som jo er hovedtemaet?

   »Bare fordi jeg ikke har skrevet med fede typer, at jeg tager afstand fra vold, så betyder det jo ikke, at jeg går ind for den. Jeg skriver, at jeg føler mig provokeret af kvinder med tørklæde. At andre føler sig provokeret af disse kvinder, det forstår jeg også godt. Og at de har været udsat for bemærkninger, det forstår jeg også udmærket«.

   Du forstår godt, at kvinder med tørklæde bliver udsat for grove bemærkninger?

   »Jeg siger, at jeg godt forstår, hvis nogen får lyst til at sige ’sig mig lige engang, du’ og går til dem med ord«.

   Hvad betyder: ’Sig mig lige en gang, du’? Og hvor går grænsen?

   »Det må den enkelte gøre op med sig selv. Men jeg har også lyst til at sige, at nogle kvinder med tørklæder gerne vil være ofre. Det synes jeg er for meget«.

   Man er vel i sagens natur et offer, når man som uskyldig bliver udsat for vold? 

   »Jo, men kvinderne med tørklæde kunne jo også afveje situationen og tænke, at hvis de bliver ved med at møde de reaktioner på gaden, så kunne de bare tage tørklædet af. Så signalerer de også, at de gerne vil være en del af det danske samfund«.

http://politiken.dk/debat/ECE2343459/jeg-foeler-mig-provokeret-af-kvinder-med-toerklaede/

Jeg forsøgte mig dagen efter på Facebook med en opfølgende kommentar hvor jeg tog de centrale replikker i hendes svar og udskiftede "kvinder med tørklæde" med "Pia Kjærsgaard" - og gjorde mig selv til afsender. 

Peter Harms Larsen: "Jeg føler mig provokeret af Pia Kjærsgaards udtalelser. At andre føler sig provokeret af hendes udtaleser, det forstår jeg også godt. Og at hun har været udsat for grove bemærkninger, det forstår jeg også udmærket. Og jeg forstår, hvis nogen får lyst til at sige 'sig mig lige en gang du' og går til hende med ord. Og bare fordi jeg ikke her har skrevet med fede typer, at jeg tager afstand fra vold mod hende, betyder det jo ikke at jeg går ind for vold mod hende. Men det provokerer mig meget, når Pia Kjærsgaard i det danske samfund påberåber sig retten til at udtale sig så kvindefjendsk som hun gør."

Jeg brugte altså også en variant af det retoriske greb "det man siger, er man selv", til at udstille perfiditeten i udtalelserne og den indbyggede umedfølende og arrogante foragt over for svage og forsvarsløse kvindelige medborgere der bare udnytter den ret man har i de danske samfund til at klæde sig som man vil og lyster.

Jeg skrev efterfølgende også et lille tankeeksperiment, idet jeg skrev situationen om til en scene i en skolegård, hvor læreren til et offentligt medie simulerede Pia Kjærsgaards udtalelser:

Lad os lege at en lærer i en skolegård hvor nogle børn blev mobbet fordi de fx gik fattigt klædt, var rødhårede, eller havde et handicap, at han havde utalt at han da godt forstod at de andre elever mobbede, slog og chikanerede dem - fordi det jo naturligvis var provokerende at gå rundt og se sådan mærkelig og anderledes ud; de fattigt klædte kunne bare tage noget pænt tøj på som de andre, de rødhårede kunne bare får farvet håret blond, de handicappede kunne bare lade være med at gå ud i skolegården og vise deres handicap frem. Så egentlig var de anderledes udseende børn jo selv ude om at de provokerede og blev udsat for mobning. Tja, en sådan lærer var vel blevet fyret på stedet og bortvist!

Det slog mig også da jeg første gang læste interviewet med Pia Kjærsgaard, at hendes argumentation var en jeg genkendte fra andre debatter, blandt andet fra den årelange debat om voldtægtsmænd og kvindelige voldtægtsofre der "selv lægger op til at blive overfaldet", og fra debatten i en lang række lande både sydpå og østpå hvor kvinder helt naturligt bliver udsat for omfattende sexchikane når de færdedes på gaden og i offentlige transportmidler. 

   Herhjemme kender vi også argumentet fra unge indvandrerdrenge der mener at hvis kvinder ikke dækker sig til, så opfører de sig provokerende "som ludere" og inviterer dermed selv til at blive udsat for sexkrænkelser. 

   Inden jeg selv nåede at omsætte disse associationer til dekonstruerende sproghandling, var en kreativ "pensioneret skolelærer" Niels-Ove Rolighed kommet mig i forkøbet - med denne version hvor frasen "kvinder i let påklædning" blev sat ind i stedet for frasen "kvinder, der bærer tørklæde". 

   Politiken indledt sådan her under temarubrikken "satire":

Hvad med de letpåklædte kvinder, Pia?

I går blev Pia Kjærsgaard (DF) interviewet på denne plads. Se lige, hvad der sker, når interviewets emne, ’kvinder, der bærer tørklæde’, bliver byttet ud med ’kvinder i let påklædning’.

Og så kommer hers selve den afslørende og dekonstruerende nye tekst - i den grad en øjeåbner, synes jeg: 

Flere kvinder fortalte i fredags Politiken, at de er blevet slået, spyttet, sparket til og råbt ad på åben gade, fordi de klædte sig sommerligt i let tøj. Du skriver på din blog på TV 2, at du har stor forståelse for, at let påklædning provokerer, men ikke et ord om volden. Hvorfor? 

   »Jeg går ud fra, at hvis der er blevet begået vold mod dem, så henvender de sig til politiet. Derfor har det ikke været nødvendigt at nævne volden i mit indlæg«.

   Men er du ikke indirekte med til at legitimere volden ved at ignorere den, når du skriver, at du forstår, at man kan lade sig provokere af kvinder i let påklædning? 

   »Overhovedet ikke. Men det provokerer mig meget, når kvinder i det danske samfund påberåber sig retten til at gå klædt i let tøj«.

   I en debat, der handler om vold mod kvinder, der klæder sig i let påklædning, burde du så ikke forholde dig eksplicit til volden, som jo er hovedtemaet? 

   »Bare fordi jeg ikke har skrevet med fede typer, at jeg tager afstand fra vold, så betyder det jo ikke, at jeg går ind for den. Jeg skriver, at jeg føler mig provokeret af kvinder i let påklædning. At andre føler sig provokeret af disse kvinder, det forstår jeg også godt. Og at de har været udsat for bemærkninger, det forstår jeg også udmærket«.

   Du forstår godt, at kvinder i let tøj bliver udsat for grove bemærkninger? 

   »Jeg siger, at jeg godt forstår, hvis nogen får lyst til at sige 'sig mig lige engang, du', og går til dem med ord«.

   Hvad betyder: ’Sig mig lige engang, du?’ Og hvor går grænsen? 

   »Det må den enkelte gøre op med sig selv. Men jeg har også lyst til at sige, at nogle kvinder i let påklædning gerne vil være ofre. Det synes jeg er for meget«.

   Man er vel i sagens natur et offer, når man som uskyldig bliver udsat for vold? 

   »Jo, men kvinderne i let påklædning kunne jo også afveje situationen og tænke, at hvis de bliver ved med at møde de reaktioner på gaden, så kunne de bare tage mere tøj på. Så signalerer de også, at de gerne vil være en del af det danske samfund«.

http://politiken.dk/debat/ECE2343931/hvad-med-de-letpaaklaedte-kvinder-pia/

Det ligger meget tæt op af de ofte hylden morsomme parafraser på politikeres offentlige udtaleser i At Tænk Sig på bagsiden af Politiken, parafraser hvor kun enkelte ord eller vendinger er udskifte - med afslørende og øjeåbnende dokumentation til følge.

Jeg er selv tyk og fed - og pænt overvægtig. Og i de senere år bliver tykke mennesker faktisk også udsat for diskrimination og chikane i forskellige offentlige sammenhænge. Prøv bare i interviewet at udskifte "kvinder, der bærer tørklæde" ud med "stærkt overvægtige mænd". 

   Pia Kjærsgaard kunne så udtale at hun syntes det var meget provokerende af den slag mænd at gå på gaden og være så uklædeligt fede, og at hun godt forstod hvis nogen gik op til dem og sagde "'Hør lige her, du! og gik til dem med ord". 

   Og de tykke mænd kunne jo så i øvrigt bare tage sig sammen og slanke sig. "Så signalerede de også at de ville være en del af det danske samfund."

Der er i alle disse tilfælde hvor man udskifter en frase med en anden, tale om en variant af det der kaldes "jøde-testen", og som er et retorisk middel til at afsløre tekster der diskriminerer mod andre grupper end jøder, fx og ikke mindst i disse år: mennesker med muslimsk baggrund. 

   Altså prøv også i Pia Kjærsgaards interviewudtalelse rat indsætte "jøder med sort kalot"  i stedet for "kvinder med tørklæde".

Det greb er sådan set prøvet ganske mange gang før - med tilsvarende afslørende resultat. Hør bare Rune Engelbreth Larsens illustrerende radioindslag her hvor tre udtalelser af Pia Kjærsgaard udsættes for "jøde-testen":

http://www.loever.dk/modstandsradioen/mdl09-rel.php

Jeg synes at samfundudviklingen og den offentlige debat udvikler sig i en retning, så vi der er økonomisk solide, har arbjede og er så heldige at være sunde og raske, at vi - i stedet for at føle omsorg for mennesker der er fattige, handicappede, syge og derfor oppebærer hjælp fra det offentlige såkaldte 'overførselsindkomst' - at deres eksistensvilkår nu over en bred kam opleves som og beskrives som 'provokerende' os andre - fordi de bare "nyder" uden at "yde". 

   Der er sket et frame-skift så det kan mærkes. Og det kan Pia Kjærsgaard i sin retorik leve højt på. Oftere og oftere bliver de mennesker mødt med en reaktion som den retorisk kreative kvindelige politiker jo så godt kan forstå - at de bliver mødt med: 

"Sig mig lige engang, du', og går til dem med ord«.

Om Dudus melankoli - i en kronik med titlen "Det er for sent" - skrevet i et gribende erfaringssprog

Jeg skrev for et par indlæg tilbage om debutdigteren Yahya Hassan og hans livshistorie og erfaringer frem til at digtene nu udkom. Jeg forholdt mig ikke så meget til sproget, men først og fremmest til det der lå bag: vreden og den kreative eksplosion som digtene var udtryk for. Og om betydningen af på et afgørende tidspunkt at være heldig og møde 'en mentor' for udviklingen af personligheden.

   Jeg var ikke den eneste der reagerede. Dønningerne i offentligheden, de mentale skred som interviewet  og citatet af et af digtene affødte rundt omkring, har skyllet gennem mediernes debatsider, klummer og kommentarer i hele den følgende uge. 

   Og efter sigende har Yahya været nød til at gå under jorden på grund af dødstrusler fra mennesker der heller så ham som død end fortsætte som en levende digter.

Men det det også handler om i sidste instans er sprog: 'erfaringssprog'.

   Jeg har tidligere flere gange reflekteret over den forskel i impact og effekt på modtageren der er når man bruger det akademisk inficerede, abstrakte, billedfattige og skriftspogsforankerede 'videnssprog' - i modsætning til det indtryk det gør når man gør brug af det konkrete, billederige talesprogsnære "erfaringssprog".

   Yhyas digt havde klart sin kilde i erfaringsproget, og var så kørt i gennem en sproglig poetik som gjorde det til et personligt digterisk udryk - til poesi i stedet for prosa. 

En uge efter, igår lørdag den 12 oktober, bragte politikken så en kronik af vært på radio24sy Ayse Dudu Tepe under rubrikken 

Det er for sent

Kronikken er en slags emotionelt svar på Yayhas sproglige og kreative vredesudbud. Manchetten siger det direkte:

Tårne trillede ned ad mine kinder, da jeg læste artiklen om Yahya Hassan i Politiken. For jeg læste om mig selv. 

Grundstemningen i teksten er ikke vrede, men sorg. Eller måske mere præcist: melankoli.

   Og sproget er - igen - lysende klart og stærkt erfaringssprog, her i episk fortællende form. På en gang totalt gennemsigtigt - et krystalklart vindue til erfaringer som næsten ikke er til at bære for læseren: mig. Og så samtidig udtryk for en kunstnerisk autenticitet som er sjælden og mindst lige så prægnant som Yahya Hassans. 

   Og kronikken - fortællingen - er adresseret til Yahya, flere gange i form af retoriske spørgsmål som en verbal sløjfe på et erfaringsafsnit:

Det er søndag formiddag. Jeg er 18. Jeg ligger i min seng. Det er morgen. Jeg har tændt radioen. Men jeg lytter ikke. Jeg vågner ved, at en slægtnings udspilede øjne og spyt rammer mig som sløve knive. Jeg sætter mig op.

   »Hej, hvad sker der?«. Slagene hagler ned over mig. »Du, Dudu, du opfører dig ikke som en tyrkisk pige! Jeg hører rygter om dig. Hvis jeg nogensinde ser dig eller hører, at du har været i byen, smadrer jeg dig«.

   Jeg kigger på ham. »Hvorfor slår du mig?«. Mine forældre står i døren og overværer det hele. Da han er færdig med mig, siger min mor: »Det havde hun godt af«.

   Mor, ved du, hvad der ville have været godt? Hvis du havde forsvaret mig. Men det klarede du ikke, mor.

   Du klarede at passe på mig, lige da du havde født mig, mor. Jeg læste ved et tilfælde, at jeg ikke tog dit bryst til mig efter fødslen. Jeg er jeres førstefødte. Jeg er opkaldt efter min farmor. Hende savner jeg. Jeg savner at ligge imellem dig og farfar, farmor. Og også lopperne. Selv om deres bid kløede. Jeg elskede også at ligge i mine forældres seng. Den var så stor og altopslugende. Det var min sult også. Du og far bragte mig til sygehuset, fordi jeg ikke fik din modermælk. Du lærte at amme, og vi tog hinanden til os. Og se, hvor stor jeg er blevet, mor.

   Hvem passer på dig, Yahya?

Det mest gennemgående træk ved kronikken er at den dialogisk form - et genkommende skift i perspektiv mellem en jeg-fortæller og så en anden stemme der tiltaler dette "jeg" med et "du" og sit mellemnavn (eller kælenavn?) Dudu - som et stærkt retorisk udtryk for den spaltede personlighed som er resultatet af traumatisk barndoms- og ungdomserfaringer. 

   Her et citat fra indledningen:

I modsætning til Yahya Hassan er jeg ikke fucking vred på mine forældre, eller på hele generationen for den sags skyld.

   Jeg er ikke vred over det kolossale svigt eller over, at min far i 1. klasse gav mig en på hovedet, fordi han syntes, at jeg var for pinlig første skoledag.

   Eller over, at jeg gennem det meste af min opvækst blev tæsket og skammet ud. Jeg er heller ikke vred over, at jeg aldrig har fået nogen undskyldning.

  Men jeg er vred, fordi det er for sent. Vi tabte alle.

   Mange, og til tider inklusive jeg selv, vil påstå at du, Dudu, er en succes. Du er ikke perker-trash. Du taler flydende dansk, du fik dig en uddannelse, du arbejder som radiovært, du kan forsørge dig selv, du har et velfungerende skilsmissebarn, du bor i den hippe del af København. Du blev til noget. Du klarede dig fand’me, Dudu. Du er en rollemodel.

   Men hvis der er noget, jeg ikke er, så er det en rollemodel, eller mønsterbryder. Jeg brød måske med mine forældres kultur, og de brød med mig. Du skal aldrig kontakte os igen, Dudu. Du er ikke vores datter. 15 år efter bruddet spørger jeg mig selv: Hvad er det, du har klaret, Dudu?

Læs heler kronikken her. Det er gribende. Det er erfaringssprog så det rammer lige i øjet - og via det - lige i hjertekulen.

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2101949/jeg-er-vred-fordi-det-er-for-sent-vi-tabte-alle/

Og læs gerne - fore perspektivets skyld - det her indlæg som jeg skrev for godt et år siden med afsæt i to andre erfaringssprogsgribende kronikker af henholdsvis Marlene Duus og May Johson:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/erfaringssprog-sa-det-lyser-to.html

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (6) - retorik vs. dramaturgi i netkonteksten

For mere end 2000 år siden udviklede det græske universalgeni Aristoteles grundprincipperne for det vi i dag kalder dramaturgi - læren om hvordan man skaber spænding og fremdrift i fortællinger fremstillet på en scene.

   Af gode grunde var denne dramaturgi udformet med afsæt i og rette mod de græske teaters formidling af historier for et publikum. 

    Wikipedia (dansk):

I den vestlige tradition er det første værk om dramaturgi Aristoteles Poetik, fra omkring år 350 f.kr. I dette værk analyserer Aristoteles episk digtning, tragedie og komik. Den del af værket der handler om komik er senere tabt.

At afsnittet om komediens dramaturgi er gået tabt, er bare ærgerligt.

De dramaturgiske konstruktions-principper var og er altså knyttet til læren om hvordan man ”forfører' et publikum hen mod en dramatisk forløsning – katarsis – gennem et forløb af scener og akter lagt kronologisk og med optrædende skuespillere der taler og interagerer som rollehavende i historien. 

   Publikum er placeret som tilskuere – nogen der ser på mens handlingen foregik for deres øjne. Men altså placeret i en iagttagerposition uden for fortællingen - som 'en flue på væggen', ville man sige med en moderne formulering. 

   I den moderne film- og tv-dramaturgi taler man om at få information, fascination og identifikation til at spille sammen i et scenisk forløb af handlinger i tid og rum – et forløb hvor plottet er det forhindringsløb hovedpersonen skal gennemføre for (måske) at nå sit mål i klimaks - for at bevise præmissen.

                      

Retorikken er en anden ”lære” – nemlig læren om 'overtalelse' af et publikum, som Aristote­les også var fader til. 

   Denne lære har fokus på overtalelsesmidler i forhold til et deltagende publikum som på forhånd antages at have en indbygget modstand - skepsis - i forhold budskabet, og som skulle overbevises gennem formidling af viden og verbal argumentation.

   Retorikken i denne version opererer med tre veje og midler til overtalelse: 

• gennem logos: appel til logik og argumenter, 
• gennem patos: appel gennem følelses­udtryk og følelsespåvirkning, 
• gennem etos: appel gennem henvisning til talerens troværdighed og autoritet.

Som led i overtalelsesforløbet bruges en fremstillingsform der udnytter en fingeret samtale med modtageren, en simuleret dialog hvori indgår 'retoriske spørgsmål' (tænkte spørgsmål fra modtageren), og retoriske indvendinger (tænkte modargumenter fra modtageren). 

   Specielt i forhold til logosappel udarbejdes en særlig argumentationslogik – dvs. spillereglerne for hvordan man kommer fra forskellige præmisser og forudsætninger til konklusioner. 

   Typisk for den traditionelle politiske tale er en udtalt eksplicit appel til reaktioner fra tilhørerne – i modsætning til tilskuerne ved en film- eller teaterforestilling

                      

Mens dramaturgien opererer med et subjekt i historien hvis udvikling tilskueren står uden for og kun indirekte kan deltage i gennem indlevelse med subjektet, så opererer retorikken med at tilhøreren selv er eller gøres til subjekt i fremstillingen. 

  I den retoriske fremstilling er tilhøreren (eller læseren) den der direkte gennem appelformerne, gennem logisk stringens, gennem retoriske spørgsmål og indvending skal hjælpes eller tvinges til ar få en overbevisning som ved­kommende ikke havde fra start.

   Som led i et overtalelsesforløb kan taleren gøre brug af illustrerende anekdoter og historier som indlejrede delelementer der er med til at underbygge i en argumentation.

To fremstillingsmåder

Man kan sige at retorikken og dramaturgien går ind og definerer de bagvedliggende principper for to forskellige overordnede fortælle- eller fremstillingsmåder: den retorisk-didaktiske og den episk-dramatiske. Og at de hver for sig aktiverer en særlig fremdrift – der er med til at motivere tilskueren eller tilhøreren til at følge med fra start til slut.

Når det gælder faktaprogrammer og journalistiske indslag trækker tv-dramaturgien altså ikke bare på film- og teaterdramaturgiens principper, men – i kraft af sin kombination af scenisk fremstilling (reportageoptagelser), interviewsekvenser og speak/voice over – trækker den også en del på retorikkens grundlæggende tankegang og greb. 

    Og fremdriften skyldes typis en kombination af retorisk-didaktisk og episk-dramatisk femdrift. 

   Et nyhedsindslag kan være bygget op omkring en modstilling af argumenter og modargumenter i interviews fra to kilder, hvor intentionen i sidste instans er at seeren skal tage stilling. 

   Værten kan starte med et retoriske spørgsmål til seerne - og meddele at det svarer det følgende indslag på, etc. 

    Og især i kritisk journalistiske indslag i magasiner og afslørende dokumen­tarer, går den overordnede logik i fortællingen ud på at bevise en kontroversiel påstand/vinkel over for seerne, en påstand som det forudsættes at seeren på forhånd er skeptisk eller tvivlende over for, og hvis overbevisningskraft står og falder med journalistens etos.

Fælles for principperne i dramaturgi og retorik er imidlertid deres lineære karakter: Når dramaet er til ende er præmissen eller moralen bevist, når talen er til ende er tilhørerne i princippet overbevist om at den overordnede påstand som taleren søger tilslutning til, er sand. 

   I begge tilfælde drejer det sig om styring af en modtager mod et mål - hhv. gennem forførelse og gennem overtalelse.

Web-tv og vægtningen af de to fortællemåder

Ser vi på nettet og web-tv i en journalistisk sammenhæng, så synes jeg det er tydeligt at vægten mellem retorik og dramaturgi skifter: retorikken bliver overordnet dramaturgien. Og der er ikke tale om linearitet i fremstillingen.

   Det hænger sammen med at konteksten på netsiden uden om playeren grundlæggende er verbal og fornuftstyret og implicerer en aktiv bruger – ligesom den klassiske tale implicerer en tænkt aktiv tilhører der vil lade sig overbevise med ny viden, logik og argumenter, og som kan finde på at reagerer med æg og tomater adresseret taleren hvis utilfredsheden bliver for stor 

   Den implicerede aktive bruger til web-tv-indslag er tilsvarende en der fx kan have kommentarer til det læste eller sete, en der kan have indvendinger mod vinklen i et indslag, en der er uvidende og søger viden ved at åbne indslaget, en der sidder med spørgsmål som så kan finde svar via et link eller er surftur.

                      

Mens tv – og især nyhedstv – ses passivt og af vane, så er brugerne af web-tv – og af web-information i det hele taget – aktiveret gennem hele tiden at skulle foretage valg. 

   Man kan sige at en webside er et stort 'retorisk landskab' der bygger på forestillingen om at forskellige brugere har forskellige ønsker, forskellige spørgsmål og forskellige ressourcer til at gå ind i samspil med netsiden. Forskelligheder som alle skal kunne tilgodeses af sidens ”tilbud”.

Websiden omkring playeren er typisk bygget op i forskellig kasser der hver tilgodeser forskellig behov og ønsker hos seeren med udgangspunkt i web-videoindslaget: en social dimension, en vidensdimension, en associationsdimension, etc. 

   Nogle af disse dimensioner har karakter af noget der kan indfries gennem valg af/klik til yderligere tekstindslag eller web-tv-indslag der ligner eller associerer til det allerede sete eller der er tematisk forbundet til det allerede sete gennem uddybning og supplering. 

    Andre dimensioner i en anden kasse indfries af handlinger med eller i forhold til det foreliggende indslag: vurder det, send det videre, arkiver det, kommenter det, suppler det.

(fortsættelse følger)

Noget om den dramaturgiske treenighed - information, identifikation, fascination

Forleden hørte jeg en mediemand - journalist - bruge remsen ...

INFORMATION, IDENTIFIKATION, FASCINATION

... til at beskrive hvad han mente det var journalistiskkens mål at levere til læserne. Jeg spidsede ører. Jeg kendte ham ikke og har ikke haft ham på kursus, så vidt jeg husker.

   Men remsen kendte jeg. For den har jeg selv opfundet. Sådan cirka omkring 1990. Kort tid efter min bog om medieblandingsgenrerne - særligt film og tv - udkom: "Faktion som udtryksmiddel". 

I de bøger og artikler jeg har skrevet om dramaturgi siden da, og på alle de dramaturgikurser jeg har undervist, har remsen indgået som en central del af definitionen på dramaturgi. Her er den sidste version fra det Power TV-kursus jeg og en kær kollega holdt i Norge her i foråret:

Dramaturgi er læren om og principperne for hvordan man skaber indlevelse og spænding, oplevelse og fremdrift gennem historier fortalt i lyd og levende biller.
   De dramaturgiske principper er en slags ”grammatik” for hvordan man mest effektivt kombinerer…
- INFORMATION,
- IDENTIFIKATION og
- FASCINATION
… så den samlede fortælling fænger, fanger og fastholder publikum i en opslugende oplevelse fra start til slut.
   Det drejer sig om med brug af alle indholds-, form- og udtryksmidler at få publikum i en mental og neurologisk tilstand af FLOW.

Fra kurser, bøger og skriverier har den treledede remse, sivet ind i mediemiljøerne og -uddannelserne, og er blevet en næsen lige så automatisk del af automat-tænkningen som "Hey, You, See, So" eller "Show, don´t tell". 

Historien beg ovenstående definition med brug af de de tre begreber, er at det er en pædagogisk forenkling af noget jeg også har produceret, nemlig af en del af den grafiske model jeg opstillede i bogen "Faktion som udtryksmiddel", hvor jeg skrev at modtageprocessen hos publikum analytisk kunne deles i:  på den ene side 3 slags "identifikation": 

• drømmeidentifikaton (primær)
• jeg-identifikation (sekundær)
• autoritetsidentifikation (tertiær) 

Og på den anden side tre typer "effekter":

• imaginationseffekter
• realitetseffekter
• sandhedseffekter

Jeg er faktisk med mellemrum af fagligt respekterede og kvalificerede folk blevet rost for disse distinktioner på modtagersiden i modellen. De var den gang inspireret af et mix af mange forskellige kilder fra forskellige teoretiske retninger med meget forskellig terminologi (hvad man kan læse sig til i faktionsbogen s.160 ff), og jeg gjorde mig stor umage med at forklare hvad der lå i dem af analytiske indsigter og faglige forudsæntinger.

Identifikationsformerne så jeg som mentale processer hvor sindet blev "trukket ind" og "opslugt" i fortællingen ad tre forskellige veje, mens de tre typer af effekter så jeg som mentale virkninger på sinde når det så at sige trak sig ud af fortællingen til sidst - som de "spor" i sindet som oplevelsen af at være "opslugt", satte sig undervejs og bagefter.

   Problemet var imidlertid at når jeg skulle holde kurser for journalister og tv-producerende mennesker, så var det for indviklet at forklare - og for besværligt at omsætte i  tænkingen om og planlægningen af fx. et manuskript og en produktion.

   Så jeg forenklede de hele til en formular der lød: Når folk ser film, tv, læser aviser og bøger, går på udstillinger, etc. - ja, så efterspørger de et mix af. information, identifikation og fascination. 

   Mixet kan (og bør) variere med målgruppe og segmenter, men i vore dage forventer publikum at få det hele i en dramaturgisk (og retorisk) konstrueret blanding der gør at de hurtigt og nemt kommer i en tilstand af "flow" undervejs. 

    Kommer de ikke det, så er det fordi der er svagheder i konstruktionen som kan henføres til for meget eller for lidt eller forkert information, for svage eller for dårlige muligheder for identifikation, og for svage eller for  dårlige tilbud om fascination. 

Det centrale for mig har altid været "identifikation": indlevelse gennem genkendelse - og en masse indlæg på denne blog har være fokuseret på netop det begreb i mange sammenhænge. Ikke mindst i alle indlæggene om spejlneuroner og default mode netværket. Men også indlæg om erfaringssprog.

   Men her følger den definition af de tre begreber som jeg har brugt i min bog "De levende billeder dramaturgi, bind 1, Fiktionsfilm." 

   Den gode velfungerende dramaturgiske konstruktion i et medieprodukt tilbyder et mix af:

• information - når det indeholder og udsiger oplysninger, påstande, synspunkter, hypoteser, argumenter og billeder som i sammenhængen kan tilfredsstille publikums videbegær, og som det  derved kan føle sig oplyst af,
• identifikation - når det , via den fremstillede virkelighed af miljøer, begivenheder, mennesker og sprogbrug, giver publikum mulighed for indlevelse og medleven gennem genkendelse af det de oplever på lærredet eller skærmen (eller i talen eller skriftet)
• fascination - når det gennem sin historie og måden den er formet og udtrykt på, kan pirre publikums fantasi og lyst og appellere til dets ubevidste drømmeverden - så det stimulerer følelser som angst, spænding og humor.

I et senere indlæg vil jeg prøve at udfolde de to indtil nu  i blogsammenhæng lidt oversete komponenter: information og fascination.

Hvor langt er der fra ord til handling - fra Pia Kjærsgaards retorik til Anders Breiviks ugerninger? (2)

I det foregående blogindlæg forsøgte jeg summarisk at sige noget om hvorvidt vores måde at tale om indvandrere på kan få indflydelse på folk som Anders Breivik - i lyset af den teori om sammenhængen mellem tænkning, sprog, hjerne og handling (NTL) som jeg har forsøgt at forstå og videreformidle i en række tidligere blogindlæg (se slutningen af indlægget fra i går).

   Spørgsmålet er jo meget relevant og interessant fordi debatten herhjemme og i de andre nordiske lande i høj grad har drejet sig om variationer over dette tema:

Indebærer den meget aggressive - grænsende til det fjendtlige - måde at tale om indvandrere på i vores samfund - og om farerne ved af vi har fået multikulturelle samfund - at de politikere og politiske partier der har formuleret sig sådan igennem årene, har et medansvar for Anders Breiviks ugerninger og forvillede tænkning sådan som den kommer til udtryk i hans 1500 sider lange manifest? Eller er hans tænkning og handlinger noget som skal forstå som et isoleret udtryk for en gal mands sind og hjerne?

Hvor kort eller langt er der fra ord til handling - mentalt og kognitivt set? Det er det mere principielle spørgsmål.

   

Det er ikke ligetil at svare på. Og spørgsmålet er ikke nyt, men er blevet vendt og drejet i forbindelse med politisk, ideologisk og religiøst begrundede forbrydelser gennem årtier og århundreder.

   Breivik selv har legitimeret sine handlinger gennem henvisning til sit manifestet på 1500 sider. Og manifestet er er et klokkeklart udtryk for konceptuel blending af en lang række kilder, hvoraf mange har formuleret synspunkter og holdninger som er identiske med dem som Dansk Folkeparti og partiets meningsfæller offentligt har givet udtryk for: Jesper Langballe, Mogens Camre, Lars Hedegaard m.fl.

Den traditionelle forestilling - både hos hjerneforskere og menigmand - om forholdet mellem ord/tænkning på den ene side og handling på den anden, er at de to ting foregår i klart adskilte områder af hjernen. Ud fra den forestilling er der derfor mentalt set "langt fra ord til handling". En tanke udformes og sættes evt. i ord i en del af hjernen, og så sendes der en besked til en anden del: Udfør (de og de bevægelser som tilsammen udgør) handlingen.

   Når mennesker handler, så administreres og eksekveres handlingerne neuralt i et tæt samarbejde mellem de to nabomoduler i hjernen: præmotorcortex og motorcortex: Den overordnede organisering af handlingen foregår i præmotorcortex, og kommandoen til de enkelte muskelbevægelser som handlingen er sammensat af udspringer fra motorcortex.
   Tilbagemeldingen til hjerne fra alle sanserne om handlingen er blevet gennemført som simuleret, registreres i den del af hjernen som kaldes somastosensorisk cortex (postcentral gyrus).

Det som NTL-teorien siger, er at vores sprog og tænkning er "embodied" - kropsindlejret. 

   Det vil sige at de samme neurale netværk i hjernens præmotorcortex og motorcortex er aktive og "tænder": både 1) når et menneske selv udfører en specifik handling (fx tager en kop med hånden og drikker), og 2) når mennesket perciperer (ser og hører) et andet menneske udføre den samme handling, og 3) når det i tankerne forestiller sig udførelsen af den samme handling - fx foranlediget af at læse eller høre nogen beskrive handlingen i ord - eller af selv at kalde den frem i erindringen.

   Man kan nemt se dette som en neurologisk pendant til det vi kender fra den kognitive semantik som conceptual blending - som jo indebærer at man mentalt simulerer et nyt konceptuelt rum hvor eksisterende input blandes for at give ny betydning - som fx i metaforiske eller kontrafaktiske udsagn.

Dette sammenfald skyldes - siger forskerne - eksistensen af de såkaldte spejlneuroner i præmotorcortex - som funger sådan at de "tænder" i alle tre situationer. De er altså en afgørende faktor i dette at mennesker kan aflæse andre menneskers intentioner og følelser - ud fra perceptionen af deres bevægelser og ansigtmimik - idet de andres ydre adfærd opleves som spejlinger af det man selv tænker og føler i forbindelse med handlinger og ansigtsudtryk.

   De ting ved man fra ud fra iagttagelser af cases hvor forskellige dele af hjernen er beskadiget og folk fx mister evnen til at "læse" andre mennesker og dermed evnen til at omgås andre socialt.

Et bevinget slagord ord i den moderne neuroscience  er:

Neurons that fire together, wire together

Og konstateringen af det neurale sammenfald mellem handling, iagttagelse af andres handling, og tækning/ord om samme handling, er baggrunden for grundantagelsen i NTL-teorien:

Understanding as simulation  

Det indebærer simpelt hen at man forstår sproglige udsagn der beskriver en handling, ved at hjernen ubevidst simulerer handlingen, idet de samme neurale netværk er aktive og "tænder" som hvis man rent faktisk udførte denne handling.

   En engelsksproget blogger har fat i samme teori og formulerer den sådan her:

There is a relatively recent theory of linguistic meaning (semantics) called simulation semantics. It's basic idea is that when you understand the meaning of a sentence, you actually simulate what the sentence means in your head, actually firing the exact same neural structures which you would use to do the action you are hearing. So let's say, you are talking about kicking a ball. The exact same neurons which you use to kick the ball fire allowing you to understand the meaning of a sentence about kicking the ball. Your brain runs a simulation of the physical action, and that is how we are able to communicate meaning from one person to the next using language.

Skal man tage den her teori nogenlunde alvorligt, så betyder det at der hverken biologisk-fysiologisk eller mentalt er langt fra ord til handling - fra at læse om og tænke på noget - og så til at udføre det. 

   Begge dele udnytter de samme moduler i hjernen og de samme neurale netværk, men til to forskellige opgaver: en indre: simulering - og en ydre: kropslig handling.

   Dette er vel ganske relevant at overveje når man diskuterer hvad den indvandrerfjendske retorik der fx kalder fok "landsforrædere" nå de accepterer at vores samfund er blevet multikulturelt, hvad den retorik kan betyde for personlighedstyper som Anders Breivik.

Der er siden den første opdagelse af spejlneuroner i motorcortex i slutningen af 90´erne, fundet spejlneuroner i mange andre hjernemoduler. 

   I de dele af hjernen der tænder når den registrerer følelser, fx. smerte når man bliver stukket med en nål, der viser det sig at de samme neurale netværk er aktive og tænder når man ser en anden person blive stukket. 

   I sin smæknyebog "The Tell-Tale Brain - Unlocking the Mystery of Human Nature beskriver en af de helt tunge drenge inden for neuroscience, V.S. Ramachandran, om opdagelsen af "sensory pain neurons" som en slags spejlneuroner:

I like calling these cells "Ghandi neurons" becaus they blur the boudary between selv and others - not just metaphorically, but quite litterally,since the neuron can´t tell the difference. Similar neurons for touch have since been discovered in the parietal lobe by a group headede by Christian Keysers using brain-imaging teckniques.

   Think of what this means. Anytime you watch someone doing something, the neurons that your brain would use to do the same thing become active - as if you yourself where doing it. If you see a person being poked with a needle, your pain neurons fire away as though you were being poked. It is utterly fascinating, and it raises som interesting questions. What prevents you from blindly imitating every action you see? Or from litteraly feeling someone else´s pain?

Eller kunne man i forlængelse heraf spørge: Hvad forhindrer at du udfører enhver handling du får fortalt om, eller selv tænker på og overvejer, når det nu er de samme neurale kredsløb som er aktive både i tanke og handling. Hvad sikrer at den ubevidste simulering forbliver et tankeeksperiment under bevidsthedsgrænsen.

   Det forskerne oprindelig opfattede som det epokegørende i opdagelsen af spejlneuroner, var at de kunne forklare afgørende psykologiske fænomener som fx identifikation, empati, indlevelse og medfølelse - og grundlæggende sociale kompetencer som forståelsen af at de andres indre er nogenlunde indrettet på samme måde som en selv - kaldet "the theory of mind".

   Og i sidste instans kunne det forklare opståen af det menneskelige sprog og den menneskelige sevreflekterende bevidsthed og tænkning.

Men tilbage til spørgsmålet om neurologisk hæmning. Hvad forhindrer at ikke enhver mental simulation omsættes til impulsiv handling (eller tale)?

   V.S. Ramachandram skriver:

In the case of motor mirror neurons, on answer is that there may be frontal ihibitory circuits that suppress the automatic mimicry when it is inappropiate. In a delicious paradox, this need to inhibit unwanted or impulsive action may have been a major reason for the evolution of free will. Your left inferior prietal lobe constantly conjures up with vivid images of multiple options for action that are available in any given context, and your frontal cortex suppresse alle but one of them.

At der er spejlneuroner på spil også når det gælder følelser og følelsesudtryk, kender enhver. Og vi har  også alle erfaringer med at de impulser som spejlneuronerne foranlediger gennem simulation, ikke altid lader sig hæmme. 

   Følelser kan "smite": Når én griner, kommer andre til at grine; gråd hos ét barn, kan udløse gråd hos et andet, ligesom gråd på filmlærredet kan udløse gråd hos publikum; sidder én med afvisende korslagte arme, gør modparten det også; ser man én blive stukket med en nål, så vender mange sig bort; ser man én der bløder, kan man selv finde på at besvime som var bodtabet ens eget.

Spejlneuronerne når det gælder sansninger og følelser, gør det muligt at aflæse sine medmenneskers indre tilstand gennem indre simulation af observeret ydre mimik: smil>glæde, nedadbøjede mundvige>ked af det-hed, gråd>sorg, åben mund og opspilede øjne>overraskelse/frygt, krampede kæbemuskler og sammenknebne læber og øjne>vrede.

V.S. Ramachandram stiller spørgsmålet hvorfor de sensoriske spejlneuroner ikke automatisk og altid får os til for alvor at føle alt det vi er vidne til hos andre. Han forklarer det med at "nul-signaler" fra egne "receptorer" (=sansenerver i huden) kan tænkes at fungerer som en hæmning:

Speaking in more general terms, it is the dynamic interplay of signals from frontal inhibitory circuits, mirror neurons (both frontal and parietal), and null signals from receptors that allow you to enjou reciprocity with others while simutanously perserving your individuality.

Det den kloge mand refererer til, er altså at der i den del af hjernen som kaldes prefrontal cortex sidder to centrer: ét som planlægger og organiserer handlinger (den øvre dorsolatrale cortex), og et andet som er sæde for bedømmelse og kritik af handlinger, samt center for intern belønning og straf (den orbifrontale cortex). Og som derfor i samspil med spejlneuroner og sensoriske receptores "tavshed", bestemmer om mentale simulationer omsættes til handlingsimpulser eller de bliver "tilbageholdt" i hjerne som som ubevidste eller bevidste tanker, forestillinger og fantasier.

Jeg får en association til skellet mellem fakta og fiktion. 

   I princippet skulle fx en film eller en skreven tekst set gennem spejlneuronernes optik, opleves og forstås gennem mental simulation på samme måde - uanset om den er faktiv eller fiktiv.
   Men nogle tekster og billeder lagres ikke som faktisk oplysninger om den virkelige verden, mens andre gør.

   Der må  være en neurologisk hæmme- og sorteringsmekanisme på spil der minder om det samspil som Ramachandran beskriver ovenfor, en mekanisme som gør at vi kan skelne mellem fakta og fiktion, og som frasorterer alle fiktionernes input fra at indgå i det mentale billede af den ydre fysiske omverden som vi orienterer os efter og handler i forhold til. 

   Samtidig kan vi godt blive følelsesmæssigt berørt af en fiktiosfilm som om vi levede og handlede i fiktionens verden. Dér er der ikke nogen hæmning.

Min blogger fra før er også optaget af de spejlneuroner som er aktive ved at spejle følelsesudtryk hos andre og følelser beskrevet i ord:

This research has also gotten into emotion, so when you hear the sentence "John is happy" some of the same neural structures that are the emotion of being happy are engaged. (...)

   This is all a very powerful idea and would seem to tell us a lot about why art works. Here I am thinking about reading fiction. If reading a happy story engages the very neurons which make us happy, then it makes sense that books have the effect they do. It is also useful for personal Emotional Intelligence for lack of a better term. Namely, it explains why people can get in a cycle of sulking. They start off thinking about some bad experience; this then starts a sad simulation; if not completely blocked, you start feeling sad; then you think more sad things; etc and you go off on a spiral of sulkiness that you have a hard time breaking out of.

http://pacatrue.blogspot.com/2005/05/simulation-emotion-and-runaway.html

"Sulk" betyder at være ked af det eller at surmule.
   Og så primitiv beskrivelsen end er, så er den på en sær måde et meget godt billede på den mentale nedsmeltning over 9 år, som Anders Breivik ifølge medierne har gennemløbet samtidig med at han har samlet citater ind der kognitivt kunne underbygge og bekræfte hans paranoide simulation af verden og sin egen rolle i den.

Jeg har tidligere beskrevet at retorik og dramaturgi er redskaber til at skabe komplekse symbolske simulationsrum - i princippet sådan at dramaturgien er orienteret mod de fiktive og retorikken mod de faktive.

   Fidusen ved simulationsrum skabt gennem ord og billeder (romaner, film, afhandlinger, manifester, journalistiske rapporteringer, historie) er at de gør det muligt for et publikum mentalt "at se sig selv"  og i tanken "at prøve sig selv af" i dem.  Og "at se" er jo stadigvæk metafor for "at forstå" (=simulation).

   Publikum skal, når disse fremstillinger fungerer efter hensigten, ende med at "føle sig hjemme" i de simulationsrum - og dermed blive forført til eller overbevist om de handlemuligheder som disse rum muliggør og retfærdiggør.

   Jeg citerer endnu en gang fra James Gearys bog "I is an Other" hvor hans konklusion er at en fortælling er et en "prøve" i bevidstheden - en simulation - på en "forestilling" der kan eller skal spilles i virkeligheden:

When we read at story, our brains plot everything that´s going on, from the characters' physical locationsin space to their interactions with their objects in the environments to their pursuit of various psychological and emotional goals.

   Many of the brain areas active while reading are also active when we actually take part in or observe similar situations in real life.

   The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation of objects, for example, are at work during both fictional and factual encounters.

   Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand stories by imaginatively acting them out in our minds.

   Stories are rehearsals for real life.

Jeg repeterer lige med stor skrift:

Stories are rehearsals for real life

Man kunne måske ud fra en naiv betragtning tro at Anders Breiviks handling er en følge af en skadet hjerne, en ødelagt orbifrontal pandelap som normalt hæmmer impulsive destruktive handlinger.

   Men det stemmer ikke med at han i 9 år har skrevet på sit monstrøse manifest og detaljere planlagt sine ugerninger.
   Måske er det mere frugtbart at se hans manifest som en overdimensioneret fortælling hvorigennem  han i fantasien har afprøvet - simuleret - sine planlagte terrorhandlinger.

Hvad er det Anders Breivik har skrevet på i alle de år - i sit manifest med titlen: "2083"?

   Det er et verbalt,  visuelt og emotionelt paranoidt simulationrum hvor fakta og fiktion er blevet blended i en stor konceptuel pærevælling - gennem input fra et utal af kilder: citater, slagord, rollemodeller, analogier, metaforer, lignelser, metonymier (jfr. billedet af ham selv i uniform), mytologiske fortællinger (tempelridderne, kristendommens historie).

   Det simulationsrum som han har bygget op - "mursten" for "mursten" - har han sammenstykket efter en indre konstruktionsplan sådan at han mentalt kunne "føle sig hjemme" i det. En konstruktionsplan som har været styret af hans mixofobi.

I det konceptuelle rum som han har set som et sandt billede af den faktiske virkelighed, har planerne for hans monstrøse ugerninger derfor også set helt fornuftige og legitime ud. Og først og fremmest har det været "nødvendige", som han selv har sagt. 

   Og han selv har derfor ikke været underlagt de hæmmende mekanismer som for os andre gøre det muligt at skelne simulerende fiktion fra simulerende fakta - at sætte en mental grænse mellem metaforiske fantasier på den ene side og en virkelighed man kan handle i på den anden.

Har Pia Kjærsgaard og ligesindede politikere og bloggere bidraget væsentligt til dette mixofobiske og superblendede simulationsrum?

   Ja, det har de - ingen tvivl om det. Det ligner rigtig meget på mange punkter.

   Men de kan hævde at når de taler om den aktuelle virkelighed og om frygten for fremtidens samfund, så er en stor del af det metaforisk ment: "krig" mellem kulturer, "kamp" mellem religioner, "forræderi" mod nationens værdier etc. 

   Dog har de også jævnligt blandet fakta og fiktion. Når fx Mogens Camre citeres for det følgende, så er der ikke megen metaforik i det: 

Vores samfund har en voksende underklasse af mennesker, som aldrig vil blive integreret, men som dag for dag vil rive det danske samfund i stykker, fordi den islamiske kultur ødelægger ethvert samfund. Islam hører ikke til i Europa og vores første prioritet må være at repatriere muslimerne. Islam truer vores fremtid, og vi vil hindre, at islam sætter nogen dagsorden i Europa. Den tro hører til i en mørk fortid og dens politiske mål er lige så ødelæggende som nazismens. Islam skal ikke have muligheden for at tage Europa fra os.

Megen metaforik er der heller ikke at spore når Lars Hedegaard citeres for:

De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far.

Ej heller når Pia Kjærsgaard kan citeres for:

De ville nemlig ikke i deres vildeste fantasi have kunnet forestille sig [i 1900], at store bydele i København og andre danske storbyer, i 2005 ville være befolket af mennesker på et lavere civilisationstrin. Med medbragte primitive og grusomme skikke, såsom æresdrab, tvangsægteskaber, halalslagtning - og blodhævn. Det er nemlig lige præcis det, der er sket. At titusindvis og atter titusindvis af mennesker, der tilsyneladende civilisatorisk, kulturelt og åndeligt befinder sig i 1005 - i stedet for i 2005 - er søgt til et land, der for århundreder siden lagde middelalderen bag sig.

Hvis disse folk selv blander mixofobiske fantasier med faktuelle udsagn, så kan det netop inviterer og inspirerer personlighedstyper som Anders Breivik til at gøre det samme.

Har de samme mennesker et moralsk (med)ansvar for det samlede mentale byggeri - manifestet "2083" - som Anders Breivik har legitimeret sine ugerninger med? Og dermed indirekte for hans uhyrlige terrorhandlinger?

   Vel ikke noget større ansvar end den presse og de journalister som i alle årene - gennem citater og referater fra de indvandrerfjendske og multikultur-kritiske kilder - har leveret autoritativt stof og hadsk stemning til Anders Breiviks mentale arbejde for at få bekræftet sin mixofobi.

   Men det har de måske også?

P.S. Hører Anders Breivik til kategorien af "særligt kreative personligheder"? 

   Ja, i den grad er han jo "to personer i en": Dr. Jerkyll og Mr. Hyde. 

   Beskrivelsen af hans barndoms- og ungdomsår: skilsmisseforældre, flyttet omkring i verden, ondt i farforholdet, mobbet i skolen. Det er "lige efter bogen".
   Men "vreden" og grænseoverskridelsen blev ikke kreativ, men i ren destruktion.

     (fortsættelse følger)

Retorik og dramaturgi - som simuleringsformer der forudsætter modstand og kan skabe forandring

Jeg forfølger i de seneste blogindlæg tankegangen fra NTL - "The Neural Thory of Language", som også kunne kaldes teorien om det kropsindlejrede sprog og den kropsindlejrede tænkning: the embodied theory of language. 
   Det bærende metaforiske udsagn for teorien er:

"Understanding as Simulation"

Og "simulation" betyder noget i retning af ubevidst tankeeksperimenteren - hvor tænkning og "koncepts" ikke er bundet til verbalsproget - men ligesåvel kan være tænkning i billeder, tænkning i bevægelser (dans), tænkning i lyd (musik), tænkning i smagsfornemmelser - eller - i kreativitetssammenhæng - en kombination af fx verbal og visuel/rumlig tænkning

Da vi ved at hjernen er opdelt i moduler som arbejder sammen for at vi kan tænke, føle, handle, forstå, opleve, så må tænkning foregår i delvist adskilte men samarbejdende simulationsrum.
   Det er en parallel til at når vi oplever en rød bil komme kørende, så registres den røde farve i et center af hjerne, bevægelsen i et andet, og kategoriseringen af at det er en bil i et tredje. Men centrerne arbejder altså samme for at give os den hele oplevelse af "en rød bil kommer kørende".
   Eller når vi taler, så er det et center i højre hjernehalvdel der styrer intonation og tryk og de muskler i stemmebåndet som leverer den del af talen, mens det er et center i venstre hjernehalvdel der styrer syntaks, ord og udtale og de muskler i mundområdet der styrer udtalen af vokaler og konsonanter. Og de to centrer arbejder ubevidst og koordineret sammen for at give den "naturlige tale".
  Da følelser og højre hjernehalvdel har tættest forbindelse, så kan intonationscentret i højre hjernehalvdel, hvis man er bange for at sige noget, sende signaler til stemmebåndende om at de skal "snøre sig sig sammen", så der ikke kan komme en lyd frem, selv om tunge, læber og mund gør alt hvad de kan for at sige det venstre hjernehalvdel instruerer om at de skal udtale.

Lad os forfølge ideen med forskellige simulationsrum der arbejder sammen på andre områder:

Når man taler om fakta-dramaturgi i fx tv, så taler man i virkelighed om blending af to konceptuelle rum: et dramaturgisk og et retorisk. I det dramaturgiske rum er målet forførelse, i det retoriske rum er målet overtalelse.

   Tager man de kropsindlejrede metaforer i de to målsætninger for pålydende, så bliver man som modtager gennem dramaturgien ført til en anden virkelighed end den man er i - altså i et mentalt billed- og handleorienteret "fiktionsrum" som man kan forlade bagefter.
    Gennem retorikken bliver man som modtager talt over i en anden videns- og taleposition end den man er i, altså flyttet til et andet sandheds- eller indsigtsrum som man kan tale ud fra, et rum med et nyt standpunkt der erstatter et allerede eksisterende.
   Hvis altså det lykkes med hhv. overtalelsens og forførelsens forskellige simulationsstrategier

Accepterer vi at forståelse er simulation - simulation der for det meste foregår i det kognitivt ubevidste - så kan man sige at henholdsvis retorik og dramaturgi opererer i hver sit særlige ubevidste simulationsrum:

   Retorikken udfolder sig i et mentalt rum hvori der simuleres samtale og diskussion i form af forestillede spørgsmål og svar - eller i form af forestillede påstande og modpåstande med argumenter. Det er viden og sandhed der er i spil i det rum.

   Dramaturgien udfolder sig i et mentalt rum hvori der simuleres personers handlinger og modstand, aktion og reaktion i scener og sceniske forløb. Det er følelser, sansninger og handlings-identifikation der er i spil i det rum.
   Bemærk: I begge rum forudsættes modstand mod hhv. forførelsen og overtalelsen.

Det er min hypotese at dramaturgiens simulationsrum domineres af højre hjernehalvdels-tæning, mens retorikkens domineres af venstre hjernehalvdels-tænkning. Men at begge hjernehalvdele naturligvis arbejder sammen når de kropsindlejrede simulationsprocesser er i gang når fx et journalistisk faktaprogram opleves og sætter mentale - kognitive og emotionelle "aftryk" i hjernen.

Faktadramaturgi leverer altså mentale værktøjer til kognitivt at operere i et blended simulationsrum hvor forførelse og overtalelse mixes på uigennemskuelig vis gennem mental og konceptuel integration af de gode gamle modstandere: fornuft og følelse.

Hvad med det der kaldes narratologi - og som handler om hvordan man konstruerer fortællinger i ord? Storytelling? 

   Simulation af forløb af oplevelser? Måske?

I en opgave jeg som censor læser inden for faget "Informationsjournalistikkens strategiske grundlag", finder jeg følgende beskrivelse af hvad man strategisk kan gør for at forebygge eller modvirke modstand mod forandring i en virksomhed.
   Afsættet er en bog "Modstand mod forandring" skrevet af Steen Visholm:

Visholm gør opmærksom på, at modstand mod forandring typisk bunder i forestillinger, der ikke har hold i virkeligheden. Hans teori er, at når en forandring udmeldes, vil de fleste mennesker have en naturlig tilbøjelighed til at gøre sig en masse grundløse og angstbetonede forestillinger, der kan hindre modtagelsen af objektiv information. Ifølge ham er en forandringsproces 'et projektivt rum, der løbende udfyldes med med virkelighed.' For at der kan blive plads til virkeligheden i det imaginære rum, er medarbejderne imidlertid først nødt til at dele deres negative forestillinger med andre, lade forestillingerne 'containe' - og dernæst realitetsteste imod fakta. Jo mere virkelghed rummet på den vis fylde med, desto mindre plads er der til ukonstruktive forestillinger. Forandringsmodstanden kan således begrænses. 

"Containe" må vel betyde "rumme og inddæmme"?

   Det jeg hæfter mig ved her er omtalen af "et projektivt rum" og "det imaginære rum". Det lugter af "simulation". Det er et mentalt rum som medarbejderne har konstrueret i hjernen, ikke ud af sandhed, virkelighed og fakta, men ud af fantasier og angstforestilinger - og hvori de ser sig selv. Og de bryder sig ikke om det de ser. Og bliver bange. Skal de kunne se sig selv i et forandret rum uden angst, så må dette imaginære rum være beskrevet så levende og konkret at det - i erfaringssprog - at det gør det muligt at medarbejderne kan se sig selv handle fungere i det, og sådan at det simulerede fremtidsscenarie kan levere svar på de konkrete spørgsmål som udspringer af angsten for forandring

   Her beskrives på en måde en kamp mellem den indre dramaturgis arbejde og den ydre retoriks mål.

Når mennesker simulerer og dermed forstår noget, så kan der være to kilder: den ene kan være indre fremkaldte forestillinger, og den anden de handlinger man for tiden udfører, idet simulering jo altid i en eller anden forstand enten bygger på  tidligere eller på aktuel kropsindlejret forståelse.

    Hvis det angstfyldte projektive imaginære rum skal "fyldes af virkelighed" - fantasi erstattet med erfaring - så kræver det mere end ord - altså mere end (en-vejs)kommunikation.

    Derfor skal de angstfyldte medarbejdere indsættes som aktive aktører i virkelige (for-)handlingsrum der har direkte relation til de forandringer som skal gennemføres. Det kaldes her i opgaven jeg læser, at tildele dem "ejerskab i processen".

   Værdier skal ikke først og fremmest kommunikeres, de skal leves. Ellers kan de ikke siden hen simuleres.

Jeg tænker på typiske metaforiske udsagn om jeg-et i simulerede rum af typen: "Jeg kan ikke se mig selv i den nye stilling", eller "Jeg kan ikke forstille mig arbejde på de betingelser".

Opgaven er at få medarbejderne til "at se sig selv" arbejde, fungere, leve, få mening i den fremtidige forandrede virksomhed og virkelighed.

   Eller som amerikanerne siger: "What´s in it for me? That´s the question!

En af vejene må altså være at arbejde med storytelling i anskuelige fremtidscenarier der gør det muligt for medarbejderne at få besvaret spørgsmål som: Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for mig? Hvilke ny opgaver får jeg? Hvilke kolleger møder jeg og skal samarbejde med? etc.

   Herunder brug metaforer, metonymer, lignelser, analogier, cases, eksempler, ordsprog, bevingede ord, jokes, gåder - over en bred front.  Brug erfaringssprog, anvend basic-level-kategori-ord, tegn og fortæl, få kroppens positive erindringer aktiveret.

   Det fremmer anskueligheden i fremtidsscenarierne og bidrager med det mentale "stof" - de indre billeder og brikker - som simulationsprocesserne skal trække på for overhovedet at komme igang. 

Man kan måske sammenfatte det sådan: Hvis du som leder har et ønske om at forandre folks adfærd, så må du give dem "input" i form af konkrete forstillinger som de kan bruge til at se og simulerer sig selv fungerende i en kommende forandret virkelighed. Konkrete forestillinger er noget man kan give input i gennem erfaringssprog som indeholder en vrimmel af basic-level-categories-ord. Og for at simulere en virkelighed så må man have input via erfaringssprog. Ellers har man ikke simulationsmateriale for fantasien og forestillingsevnen.

   Og pointen er nok at det er kun gennem mulighederne for simulation at man kan "tale til" folks følelser. For sådan er hjernens moduler forbundet, der forbinder ord og følelser.

    Og det ved vi: Følelser, positive eller negative, er afgørende for hvad vi vil gøre eller ikke gøre, herunder ændre adfærd - i bestemte situationer.

En anden af opgaverne i "Informationsjournalistikkens strategiske grundlag" referer til en af de "tunge drenge" inden for forandringskommunikation, J. P. Kotter:

Kotter identificerer et grundlæggende mønster i vellykkede forandringsprojekter "See - Feel - Change" som er indeholdt i alle forandringens otte trin. Buddet lyder, skab visuelle oplevelser, så medarbejderne kan se forandring for sig. Det giver en følelse af lettelse og føre til ændret adfærd.

Vi ser os selv i et simuleret rum. Vi føler os godt tilpas i dette forestillede rum. Vi tør handle for at virkeliggøre dette rum.

   Dette med "SEE - FEEL - CHANGE" er i følg opgaven eksemplificeret i bogen "The Heart of Change - Real-life Stories of How People Change Their Organisations" - af J.P.Kotter og Dan S. Cohen. 

   Jeg mindes igen og igen Kung Futse:

Tell me and I forget

Show me and I remember

Involve me and I understand.

Ud fra den kropsindlejrede sprogteorie, er det naturligvis en herlig metaforisk titel der er lige i øjet: "The Heart of Change" - forandringens hjerte.
   Og i citatet fa Kung Futse er det ikke svært at oversætte "involve me" til: "Give mig et simulationsrum som jeg kan se mig selv i" - og dermed forstå hvad forandringen går ud på.