Carsten Jensen - og debatten om debat efter filmen der blev udskudt

Information bragte i sin weekendudgave 16.17. april en to siders artikel af Ulrik Dahlin med rubrikken "DR vil have det sidste ord om DR-kritisk film". Og underrubrikken "Du får frit spil til at præsenterer dit subjektive historiesyn i TV... Sådan lød invitationen fra DR 2 til forfatteren Carsten Jensen, men da resultatet forelå, krævede kanalen alligevel at få det sidste ord."

"Der er noget galt i Danmark" er temaet for seks små 5 minutters personlig "dokumentarfilm" baseret på klip fra DR´s arkiver. En af de inviterede til at producere sådan en film var Carsten Jensen. Han lavede sin film som aftalt, og så blev der "noget galt i DR".

Konceptet var oprindelig, sådan har jeg forestået det på omtalen, at man først skulle se en bag-om-filmen-film hvor man skulle følge de enkelte instruktører under arbejdet med at researche og redigerer filmen sammen. Til slut - som klimaks - skulle man se selve filmen på 5 minutter. Færdig, slut, prut, finale.

Carsten Jensens film var bl.a. en satirisk kritik af TV-Avisen for at være ukritisk, dokumenteret med klip fra TV-Avisen selv, fortæller Information.  Men i følge den foromtale som DR trak tilbage, så havde kritikken et bredere sigte: "Dansk journalistik er et stort teaterstykke, som krampagtigt forsøger at opretholde billedet af et lille godt land (...) Den fjerde statsmagt er blevet til en flok ufarlige skuespillere, der spiller efter et manuskript de ikke engang selv kender."

Så vidt jeg kan regne ud er der tale om en syntetisk montage der gennem modstillingen af klip udstiller DR´s ukritiske tandløshed i sin journalistik i forhold til magthaverne. Et klart eksempel på blending, og i øvrigt en teknik som også tidligere er anvendt med kritisk sigte og har vagt debat, fx i Peter Watkins drama-dokumentariske montage "70´ernes folk".

Da Kanalchef Arne Notkin så Carsten Jensens film, besluttede han at ændre konceptet. Nu skulle alle filmen efterfølges af en debat i studiet.  En af sudiedebattørerne bagefter skulle så være den enkelte films ophavsmand.

Det var Carsten Jensen stærkt utilfreds med. Han mener at det skulle han have vidst på forhånd, og at man ikke sådan kunne ændre på konceptet bagefter. Han ville have lavet filmen anderledes hvis han havde vidst det, siger han. Han vil ikke gå i studiet lige bagefter og debattere live. Men han vil gerne senere debatterer med fx DR´s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup.

Arne Notkin mener at det er "fuldstændig vanvittigt" at have noget imod en efterfølgende debat, når selve filmen jo som mål har at være vække til debat. Og han mener ikke det er Carsten Jensen "der skal bestemme, hvornår DR skal sende en debat." "Meningen med serien er at være debatskabende, og så faciliterer vi debatten ved at tage hul på den."

Arne Notkin skriver i Information den 19. april et længere modsvar der slutter:

Vi har fra et tidligt tidspunkt indtænkt debat på dr.dk i forlængelse af Der er noget galt i Danmark. Sidenhen har det så vist sig muligt at tage hul på debatten på tv. Det er ikke i strid med ideen med disse programmer. Tværtimod. Det er fuldstændig i programmernes ånd. Det øger programmernes vægt og betydning.

   Derfor opfordrer jeg Carsten Jensen til igen at sige ja til muligheden for at tage hul på debatten på tv. Jeg kan ikke se, at han kan være tjent med at fremstå som en person, der vil forhindre DR i at debattere væsentlige emner. Det er i hvert fald stærkt forstyrrende for det billede, jeg har af Carsten Jensen. Kom dog tilbage i kampen, Carsten.

Er Carsten Jensen  en mimosen og et urimeligt brokkehoved - "fuldstændig vanvittig". Eller har han ret. Er der noget lusket i at Arn Notkin ændrer konceptet på den måde efter at have set Carsten Jensens film.

I mine yngre dage turnerede jeg rundt på svenske tv-redaktioner med kurser i dramaturgi og efterkritik. Og en af de ting jeg husker jeg bemærkede den gang, var at når SVT sendte kritiske dokumentarer, så var der altid - helt konsekvent - en studiedebat umiddelbart bagefter mellem  to talende jakkesæt.  Mens det næsten lige så konsekvent - aldrig var tilfældet i Danmark.

Det gav mig den gang anledning til at spekulerer over hvad fidusen var ved at lægge sådan en studiedebat som rosinen i pølsenden på en kritisk dokumentarfilm.

Dramaturgisk set forrykker man jo klimaks i "berettermodellen", som - da et sådant debatindslag både visuelt og sproglig er småkedeligt - nemt bliver en regulær antiklimaks. Spændingskurven fuser ud så at sige. Og Carsten Jensen har naturligvis ret i at han som bevidst fortæller, ville have formet sin film anderledes hvis han havde vidst at filmen ikke selv skulle klimakse, men slutte med en "cliff-hanger" der først skulle have pay-off i studiet med ham selv som deltager.

Ud fra en receptionspsykologisk synsvinkel fungerer en efterfølgende studiedebat naturoligvis på den måde at det svækker engagementet i debatten hjemme i dagligstuen og i hovedet på seeren, fordi folk derefter kan sætte sig tilbage i sofaen og konkludere at så er debatten jo overstået, de modstridende synspunkter er nu fremme i offentligheden, og så behøver man ikke selv at tænke og diskutere videre.

I stede for at åbne for tænkning og modsigelse hos seerne ved at slutte filmfortællingen "rent", så foretager  man efterfølgende en stedfortrædende retorisk manøvre - og lukker dermed for videre engagement hos seerne. Det man også blandt tv-journalister kalder "at lægge låg på". Alt så det stik modsatte af "at facilitere debatten", som Notkin legitimerer det med.

Ifølge den tilbagetrukne foromtale fra DR, så ville serien "tage den yderste konsekvens af, at objektiv historieformidling ikke eksisterer". Og Arne Notkin skriver  i sit indlæg i Informatin at der med disse programmer er tale om "et utrolig spændende tv-eksperiment med den personlige historiefortælling."

   Det kunne lyde som om det var noget helt nyt, dette eksperiment. Men det er det ikke.

Da debatten om "de røde lejesvende" i Danmarks Radio var på sit højeste - altså den rigtige oprindelige debat i perioden efter -68, hvor Erhard Jacobsen og hans forening af "aktive lyttere og seere" angreb DR for politisk ensidighed og venstrevredethed i en masse programmer - da producerede Poul Martinsen i 1972 en timelang tv-udsendelse med titlen "Det enøjede vidne". Heri indgik et lignende tv-eksperiment:

Erhard Jacobsen, partileder for Centrumdemokraterne og Leif Blædel, redaktør af det kritiske forbrugblad Tænk, fik hver til opgave at redigere og klippe en film om kosmetikfirmaet Holiday Magics salgsmetoder ved hjemmebesøg hos husmødre. Det var salgsmetoder som DR i en tidliger radioudsendelse havde forholdt sig kritisk til, og en udsendelse som Erhard derefter højlydt har kritiseret for ensidighed. Det filmede grundmateriale var det samme for begge: nogle illustrerende reportageoptagelser fra en kvindelig sælgers hjemmebesøg hos potentielle kunder og en række interviewoptagelser med den kvindelige sælger og den amerikanske direktør for firmaet - baseret på spørgsmål som Erhard Jacobsne og Leif Blædel havde "bestilt" på forhånd. De to syvminutters film vises i udsendelsen, og det fremgår tydeligt at den ene er vinklet positivt og den anden kritisk over for Holiday Magics salgsmetoder. Derefter følger i programmet en konfrontation i studiet mellem de to filmtilrettelæggere og direktøren for firmaet. Erhard og Blædel begrunder de valg de har gjort i hver deres klipning,  og har hver for sig kritiske kommentarer til modpartens film. Dette af Poul Martinsen iscenesatte plot leverer visual proof for det som var hele udsendelsens overordned præmis: Der findes ikke en objektiv sandhed - man kan ikke undgå at manipulere.

Båd den gang og nu er ideen med den slags eksperimenter udtryk for kreative forsøg på at illustrere og dokumentere en kontroversiel sandhed.

Men Arne Notkin har så at sige dementeret og afmonteret ideen med sit eksperiment ved at trække i land og lægge låg på debatten blandt seerne med sine planlagte studiedebatter. Og han er dermed - med sin redaktionelle runddans - faktisk kommet til at bekræfte Carsten Jensens præmis: "De er blevet en flok skuespiller der spiller efter et manuskript de ikke en gang selv kender."

Jeg husker ikke der blev lagt studiedebatter i enden på dokumentarserien "Jagten på de røde lejesvende"!

Man mærker hensigten, og får lyst til at le! Hvilken journalistisk komedie.

Jeg får også lyst til at citere - ja, mig selv:

Journalistik er den mest troværdige form for fiktion! 

Kreativt nyhedsindslag i Tv-avisen - af Niels Kvale - om italienernes syn på Berlusconi

Tv-avisen havde et kreativt tænkt og udført indslag i går i 19.30-eren. Reporter var Niels Kvale. Nyhedsvært Klaus Bundgaard.

   Sømmet var at idag blev retssagen i Italien mod Berlusconi indledt, hvori han står anklaget for købesex med en mindreårig. Den nyhed er blevet for-skræppet i ugevis. Og den blev nyhedsmæssigt også en fuser, for retssagen blev straks udsat. Så redaktionen og reporteren havde måttet være kreative og finde på en anden vinkel end den som begivenheden i sig selv kunne levere.

Selve det redigerede indslag var et delelement i "en pakke" bygget op efter berettermodellens faser: Historien og dens baggrund blev først præsenteret af Claus Bundgaard i en voice over til en montage af dækbilleder fra arkivet;  derefter kom der uddybning og point of no return i en live stand-up dernedefra med reporter Niels Kvale i billedet; så fulgte konfliktoptrapningen i form af selve indslaget med vinklen: at den menige italiener var stærkt delt i synet på Berlusconi: enten forfulgt uskyldighed eller vaneforbryder; og endelig klimaks i form af endnu en live-stand up med Niels Kvale, der blev spurgt om Berlusconi også ville klare frisag denne gang; Niels Kvale havde havde forberedt en flot punch line til at slutte sit svar:

Man plejer i Italien at sige at der altid er tre ting der overlever: Det er Fiat, det er Paven og det er Mafiaen; hvis Berlusconi også overlever denne gang, så kunne det være  man skulle til at sige: at der er fire ting der altid overlever, altså også Berlusconi selv.

Alt det, kan man sige, var lige efter bogen. Sådan bygger man en "pakke" op i en moderne tv-nyhedsudsendelse: en relativt dyr redigeret reportage som kerne, "pakket ind" i en række billigt producererede live-elementer.

Men det var selve det redigerede reportage-indslag jeg opfatter som specielt kreativt tænkt og udført - med et lille dramatisk handlingsforløb der selv var bygget op efter berettermodellens spændingskurve - oplevelsesmæssigt lidt hen i retning af en ultrakort fluen på væggen-dokumentar.

   Hvor man traditionelt ville have valgt at bygge sådan et indslag op af nogle sammenredigerede voxpop-sync-er til at dokumentere vinklen: at italienerne var uenige, evt. bakket op af en ekspert, så havde reporteren her fundet en restauratør som havde en nabo der var frisør, og med de to som hovedkarakterer havde han iscenesat et diskussions- og konfrontations-plot til optagelserne:

   Først oplevede vi restauratøren udtale  sit uforbeholdne pro-synspunkt inde ved bardisken direkte til kameraet; derefter fulgte vi ham gå ind til frisøren ved siden af, der var lige så kraftigt imod og mente at Berlusconi skulle have været dømt for 30 år siden.

   Derfra oplevede vi så de to geråde i "typisk" italiensk livlig og ilter diskussion i salonen, mens frisøren fortsat stod og klippede; og også en kunde blandede sig og kom med indlæg.

   Indslaget udtonede smukt med at vi udefra ind igennem frisørsalonens rude så diskussionens parter fortsætte - med en voice over der spåede at den diskussion ville fortsætte længe endnu (med underteksten: fordi Berlusconi sikkert ville lykkes med at få udsat sagen i rigtig lang tid, eller få den afblæst).

I en kort stund oplevede vi det menige Italien som har levet med Berlusconi år ud og år ind, igennem den observerende dokumentars optik: et lille stykke autentisk nærværende virkelighed, indlagt som en perle i den konventionelle distancerende en nyhedsframe. Og journalistisk set var det et smukt eksempel på metonymisk tænkning hvor vi fik indblik i den store historie gennem den lille.

Godt tænkt, godt udført!

"Find Holger" - når myterne forfører journalisterne og deres publikum

Jeg har i flere tidligere indlæg beskrevet hvordan det forstærker oplevelsen af en fortælling på film, hvis der er "en fortælling i fortællingen" som henter stof fra myter, sagn og eventyr eller fra andre populære og udbredte fiktioner fra fortid og samtid. Det betyder nemlig at filmen får dobbelt impact og scorer "oplevelsepoint" på to planer: Overflade-historien kan opleves både i sig selv, men kan også ses og opleves gennem den fantasiudløsende og følelsesforstærkende optik som den underliggende universelle historie tilbyder.

   For nu lige at give nogle klare eksempler: "Pretty Woman" har Askepothistorien som en sådan underliggende "story-frame", 'Gøgereden' har Jesus-myten og 'Drabet' har Ikaros-myten. Man kan sige at på overfladen realistiske film derigennem får en fantacy-dimension der hjælper historien til nemmere at få kontakt med publikums følelsesliv.

Det er forklaringen på at der i den forgangne uge gik både lemminge-effekt og journalistisk selvsving i medierne. "Find Holger" var rubrikken i en lang række aviser.

   De unge og yngre journalister har enten selv som barn læst "Holger"-bøgerne med den fælles titel "Hvor er Holger", eller de har læst dem sammen med deres børn. Så de tænder helt automatisk.

   Forfatteren er engelsk, Martin Hanford,  og Holgers navn i de engelske bøger er Wally. Wikipedia skriver:

In 1986, Handford was asked to draw a character with peculiar features. After much thinking, he came up with the idea of "Wally", a world traveller and time travel aficionado who always dresses in red and white.Wally was joined on most of his travels by a girlfriend who wore clothes with the same colours as Wally's, and by an evil character named Odlaw (Waldo spelled backwards) who dresses in yellow and black.

    Handford became a minor celebrity with the success of Where's Wally?. The Where's Wally? trademark sold in 28 different countries. Beginning in 1987, Handford produced a total of six "classic" Where's Wally? books, but his character was branched out into other products, such as notebooks, pillows, posters, video games and many others. There was even a syndicated comic strip as well as an animated TV series.

Så alene navnet, Holger på den lille dreng der bliver væk fra sin mor i en nordjysk kliplantage, bliver eftersøgt en hel dag og en helt nat, og genfundet i live og uskadt 24 timer efter sin forsvinden, åbner op for de kreative erindringssluser hos journalisterne. Hele klaviaturet af fiktionsfantasier aktiveres og får frit løb til at blende sig med virkeligheden. Journalistisk set en eksplosiv blanding!

   Puf! Knald! Bang! Det samlede journalistkorps mister jordforbindelsen og bruser op som et helt landskab af geysere.

Jeg husker ikke en lignende tsunami-dækning fra tidligere historier hvor børn er blevet væk og fundet igen. Historien blev også bragt i internationale medier fra fjerne lande. Sådan indledes den på CNN´s hjemmeside:

(CNN) -- It started out as a typical spat between a mother and child, the kind parents and kids around the world have thousands of times every day: Holger Kragh wanted to take his coat off during a walk in the woods. His mother wouldn't let him. The 3-year-old stormed off -- and vanished.         

http://edition.cnn.com/2011/WORLD/europe/03/28/denmark.missing.child/?hpt=T2

Politiken har haft lidt fine fornemmelser og har været tilbageholdende i sin dækning. Men min avis ender med at anskue historien med samme distancerende frame - den dramaturgiske - som jeg selv har gjort i ugens løb.

   I går på forsiden af kultursektionen under rubrikken "Holger i Eventyrland", dokumenterer avisen i billeder og faser at historien følger berettermodellen. 

   Indledningsvis sammenfattes historien:

Findes der den perfekte historie? Det perfekte eventyr?

   Tja, hvad med en fortælling om en lille dreng med ildrødt hår? En dreng, der trodser sine forældre og går sine egene veje i vrede. Klædt i en omvendt dynejakke, vandrer han alene ud i den mørke skov.

   Forældrene fortvivles, hjemegnen søger efter ham og tror han er død. Men pludselig efter præcis et døgn, dukker han op i et skovbryn mellem høje træer, hvor en rytter til hest har fundet ham.

   Drengen burde være døden nær efter en nats vandring. Men den gæve fyr spiser bare et par chokoladestænger og drikker en tår cola.

   Det helt rigtige navn til sådan en helt: Holger.

Artiklen beretter at Ekstra Bladet og B.T.´s netaviser sprængte alle rekorder for hits, hhv. 1 og 1,5 millioner. Nordjyske Stifttidendes hjemmeside brød sammen.  

   Jakob Elkjær og Jens Lenler får to dramaturgiske eksperter, min sidekammerat i 4. mellem på Christianshavns Gymnasium i slutningen af 50-erne og min gamle kursuslegekammerat i Danmarks Radios Personalekursus i 80-erne, til give en forklaring ved at udlægge og perspektivere Holger-historien dramaturgisk.

   De får lov til at udlægge alle de under- og bagvedliggende fortælle-skabeloner der leverer emotionelle energier til overfladehistorien, og Politiken opsummerer:

Sagen trækker på hele den kulturelle bagage, vi mennesker har båret med os i generationer - lige fra Brødrene Grimms Eventyr til gotiske gysere, spillefilm og tv-dramaer. Historien om Holger er århundreders fiktioner der går i opfyldelse.

   Og derfor også en historie, som siger en masse om, hvilke fortællinger der fascinerer os mennesker. Ofte uden at vi selv ved det. 

Historien bliver også diskuteret i saunaen blandt mine morgenbader-venner.

   Den pensionerede psykiater som er en stor filmelsker og -kender får endnu dybere associationer end Politikens dramaturgiske eksperter: Det at moderen havde givet Holger hans vindjakke omvendt på, det er klart "en omvendt Ødipus", siger han. Det er ligesom i Lars von Triers sidste film 'Antikrist' hvor hvor barnet der dør mens forældrene har samleje, har fået deformerede klumpfødder fordi moderen systematisk har givet ham skoene omvendt på da han var lille.

   Drengens klumpfødder i filmen henviser så til Ødipusmyten hvor Ødipus får klumpfødder fordi faderen spigrede sønnens fødder til jorden da han var lille, for at han ikke skulle kunne vende tilbage og dræbe sin far når han blev voksen.

   Ødipus betyder 'klumpfod' på græsk, og hans far var blevet spået at hans søn ville slå ham ihjel.

"En omvendt Ødipus" er altså den mytologiske optik som min ven psykiateren ser Holgers historie igennem. I den optik er Holger flygtet for ikke at blive straffet af sin "onde mor" for sin trods, og hun har forsøgt at stække og deformere ham ved at give ham vindjakken omvendt på.

   Ifølge Freud er Ødipusmyten forbundet med drenges kastrationsangst. Da det kun er piger der bærer tøj der skal knappes på ryggen, så gør moderen altså - i overført betydning - Holger til en pige. (=kastration)!

   Voila! "En omvendt Ødipus".

Eksaminator-censor-blending ved eksamensbordet

Igen var jeg sammen med gode mennesker som spurgte om hvad jeg havde gang i - underforstået - om jeg var i gang med en ny bog. Jeg sagde: både nej og ja. Jeg skriver løbende, men ikke på en bog. Hvis man putter et "l" ind i "bog", så får man "blog". Sådan en er jeg i gang med.
   I de kredse jeg færdes er det ikke almindeligt at skrive en blog. Når så man fortæller det, er det næste spørgsmål: Er der mange kommentarer? Det er der ikke, fortæller jeg. For min blog indholder næsten ikke meninger og lægger ikke op til debat eller dialog. Den handler om kreativitet, og er en måde at lave halv- eller kvart-videnskabelig research på inden for et område der optager mig. Og - er jeg så blevet klar over undervejs - altid har optaget mig. Blog-indlæg er forpligtende fordi de er offentlige som en bog, men det giver en stor frihed at man kan skrive stykvis og delt og associativt og cirkulært og springende og ulogisk - hvad man jo ikke kan i forhold til en bog der skal være færdig og endelig og begrænset og logisk og klar og sammenhængende.

F.eks. nu igår hvor jeg var censor på tv-tilrettelæggeruddannelsen. Eksaminator var Søren Steen Jespersen, en af stifterne af det dokumentarorienterede tv-produktionsselskab Bastard Film, som i årenes løb har leveret flotte, relevante og væsentlige dokumentarfilm til især TV2.
   Jeg kendte ham ikke personligt, men navnet er dukket op i forbindelse med en lang række dokumentarer som jeg har set og har liggende som vhs-kopier, og som jeg har brugt og refereret til i De levende billeders dramaturgi - og som illustrerende eksempler på kurset Power TV.
   Det viste sig at SSJ havde været på Nordisk Film i 90´ern mens Poul Martinsen også sad og arbejdede derude. Og at han var en stor beundrer af ham. Så jeg prøvede lige at fortælle så meget om mit arbejde med at skrive bogen om Poul, at han måske kunne blive så hooked at han kunne finde på at læse bogen.

Vi sad der en hel dag og eksaminerede en halv snes vordende tv-tilrettelæggere - ud fra den opgave de havde afleveret: et journalistisk tv-indslag, et rammekoncept og en analyserende rapport. Og det  indebar faktisk en kreativ proces at vi to erfarne herrer sad og skulle begrunde nogle vurderinger for hinanden, blive enige og over for den enkelte studerende forklare og retfærdiggøre en karakter.
   Han er journalist og har stor produktionserfaring som tv-journalist og dokumentarist, jeg er akademiker og har stor analyse- og undervisningserfaring på samme felt.
   Så vores votering fik karakter af af blending af to delvist forskellige mentale rum, og jeg synes jeg blev klogere og fik nogle aha-oplevelser.

Hvad blev vi så enige om der var af gennemgående svagheder i indslagene?
   To ting: De studerende manglede at synliggøre den konflikt eller den modstand der skulle give historien fremdrift. Og de manglede at levere de kontekstinformationer og den forhistorie som kunne motivere de medvirkendes handlinger og udvikling. SSJ havde mest hæftet sig ved fraværet af konflikt, og jeg havde mest hæftet mig ved fraværet af kontekst og forhistorie.
   Pointen var så klar: at konflikterne i de fleste historier lå i den kontekst eller den forhistorie som ikke var ekspliciteret i indslaget. Og at den fortællemodel som de alle trak på: Kristian Frederiksens PKP-model - ikke inviterede til konflikthistorier og ikke inviterede til at levere kontekstinformation og forhistorier, men snarere stillede sig i vejen.
   PPK-modellen er en særlig berettermodel som den kreative tv-journalist Kristian Frederiksen i sin bog Alene med et kamera har givet navn: Præmis, Konsekvens, Perspektiv. Udviklet til brug for one-man-band-produktion og sync-in-action interviews. Den er velegnet til at give forløbsstruktur til personfokuserede reportager med handlingsforløb i tid. Men den giver ikke naturligt plads til "flash back" eller til det som englænderne kalder "BBI"-afsnit: et afsnit der leverer Boring But Important information.
   Det er lige præcis den slags nødvendig information berettermodellen inviterer til, nemlig i uddybningsdelen. Og det er også det der er plads til i bølgemodellen - i "mellemspillene" mellem "bølgerne".
   Man kan sige at opgaverne og eksaminanderne fungerede på samme måde som strategien "den 3. dims" i et interview. Det inviterede til konkret og kreativ-tænkning hos censor og eksaminator i forening. Og tilsyneladende forstod eksaminanderne det når vi bagefter kaldte dem ind og forklarede det.
 

Berettermodellen som et spejl af den kreative proces - og vice versa

Jeg tror jo ikke det er tilfældigt at der er isomorfi eller analogi mellem den kreative proces i psykologien og berettermodellens funktion i dramaturgien. Og at de begge slutter med noget der kan gives betegnelsen en aha-oplevelse. 
   De tre første dele i modellen af den kreative proces: "problemrejsning", "inkubation", "oplysning", svarer jo også meget godt til det klassiske dramas tre akter, kanoniseret siden Aristoteles skrev sin Poetik.

Der er store slående ligheder mellem på den ene side den grafiske fremstilling af flow-processen i et todimensionelt grafisk skema som jeg tidligere har vist (og som vises her igen), og på den anden side berettermodellens grafiske udformning som kendes i et utal af varianter (f.eks. som den neden for).

   Begge modeller operer med et stigende forløb,og begge modeller har forløbet spændt ud mellem to dimensioner i form af en vandret og en lodret akse.

   Det er også fælles i udlægningen af de to modeller at hvis den stigende kurve ikke stiger - "flader ud" eller "lægges ned" - så keder man sig.

   Det fremgår af litteraturen om flow-oplevelsen at den er kendetegnet ved at subjektet glemmer sig selv og tid og sted for at gå op i den produktive proces - spændt ud mellem "stress" og "kontrol". Præcis det samme siger man (f.eks. jeg selv i De levende billeders dramaturgi) er dramaturgiens opgave: at fænge, fange og fastholde publikum, så de glemmer sig selv og de fysiske omgivelser - for at gå op i dramaet - som udfolder sig i kampen mellem "modstander" og "hjælper".

   Endelig kan man notere sig ligheden i begreberne for det der leverer "brændstof" og fører hen til Aha-oplevelsen i hhv. illuminationen og klimaks: i flow-modellen er det engagement og motivation, i dramaturgien er det fremdrift.

                           

Man kan jo så spørge hvad der kom først: Aha-oplevelsen som led i den kreative proces, eller Aha-oplevelsen som forløsningen i et dramaturgisk formet fortællerforløb (katharsis).

Forskerne har konstateret ved hjerneskanning at mus også har Aha-oplevelser når de lærer noget nyt, og det er jo et argument for at det er dramaturgien som "mimer" og er modelleret over den kreative proces. Derfor er det for mig indlysende at berettermodellen simpelthen er en afbildning af en dramaturgisk styret kreativ proces hos publikum.
   Når vi ser en film der er så god at vi glemmer os selv, tid og sted, så er det altså min teori at det er fordi filmen gennem sin dramaturgisk vellykkede konstruktion, får hjernen til at simulere det forløb som den i forvejen kender og er disponeret for i flow-processen.
  Eller man kan sige at oplevelsen af filmen udløser en stedfortrædende flow-proces i hjernen, en proces som blandt andet muliggøres gennem hjernens netværk af spejl-neuroner 

Der er en enkelt ting jeg kom til at tænke på i forlængelse af spørgsmålet om journalistik og aha-oplevlsen i mit blogindlæg om aha-oplevelsen et par dage tilbage. 
   Jeg mener ikke at setup/payoff er så udbredt i skreven fortællende journalistik, som det er det i film- og tv-fortællinger. Det som i høj grad erstatter setup i skrevne  3. person fortællinger, er "varsler" af typen: "Det skulle vise sig at være skæbnesvangert for xxx.", eller "Det skulle yy siden komme til at fortryde."    

   På engelsk har de begrebet  "foreshadowing" til at karakterisere dette, et begreb som dækker bredere end  setup; wikipedia skriver om det begreb: 

Foreshadowing is a literary technique used by many different authors to provide clues for the reader to be able to predict what might occur later on in the story. It is a literary device in which an author drops hints about the plot and what may come in the near future. It suggests certain plot  developments will come later in the story. It gives hints about whats going to happen next in your story.

Jeg tænker på at der jo eksisterer en skreven litterær form hvor set up og pay off er en helt afgørende del af konstruktionen, nemlig den klassiske kriminalroman. 
   Her lægger forfatteren "spor" ud undervejs, men de skal være lagt så umærkeligt at læseren læser hen over dem, mens vores geniale detektiv: Hercule Poirot/Sherlock Holmes naturligvis lægger mærke til dem, men ikke siger noget til sin "sidekick" og dermed heller ikke til læseren om det. 
   Og i klimaks kan detektiven så refererer tilbage til disse "clues" for at beskrive de skridt hans mentale udvikling fra mistanke til vished har gennemløbet. Og publikummet i romanen, skal så, ligesom læseren, få en aha-oplevelse ved at sporene nu trækkes frem og kobles sammen i en afsløring af hvem morderen er.