Det foregåend blogindlæg kørte af sporet. Lysten til blending-analyse løb af med mig. Det var egentlig slet ikke overskriften på artiklen side 2 i SøndagsPolitiken der skulle være hovedemnet, men det som artiklen indeholdt, nemlig et aktuelt portræt af journalisten, kunstkritikeren og forfatteren Michael Jeppesen.
Jacob Fuglsang skriver i første afsnit i artiklen:
Da Michael Jeppesen var barn, gik han fra hjem til hjem i byen Lysbro ved Silkeborg for at hverve nye medlemmer til Jehovas Vidner.Den baggrund har givet ham en særlig evne til at gå tæt på folk.Trænge sig ind og trænge sig på, hvor andre ville bakke ud. Samtidig har opvæksten i et lille religiøst fællesskab betydet, at han er vant til en position uden for det smilende selskab, andre i mediebranchen færdes så gnidninsgløst i.
Her er det journalisten Jacob Fulgsang der ud fra sin research har opstillet en hypotese - eller har fået den af kilder - om at Michael Jeppesens særlige form for kreativitet har karakter af en overføring af "belastende" erfaringer fra barndommen til aktuel kreativ adfærd. Den hypotese bliver så, som sig hør og bør, underbygget med forskellige kilder, herunder Michael Jeppesen selv, og ender med at blive artiklens vinkel.
Jacob Fuglsang citerer derefter Michael Jeppesens reaktion på at blive konfronteret med denne hypotese:
"Det er sgu en god pointet. Det kan godt være jeg kommer til at fylde 80 år, før jeg overhovedet kommer til at tænke på min barndom. Det er ikke sådan noget man kan tænke over når man kommer fra en fundamentalistisk baggrund." (...)Du skal ikke tro, at man er ligeglad med, hvad folk tænker, når man som barn går med Vagttårnet fra dør til dør. Man frygter at møde en af klassekammeraterne. Det er ikke sjovt."
Hypotesen som sådan er der jo ikke noget specielt nyt i. Siden Freud bygger næsten al biografisk litteraturforskning på den hypotese, ligesom f.eks. den udbredte teori om filminstruktøren som "auteur" gør det. Og det er også den hypotese som jeg har trukket veksler på i mange af de tidligere blogindlæg om den (særligt) kreative personligheds psykologi.
Men for mig er hypotesen blevet særlig interessant ved at jeg synes jeg kan koble den sammen med en teoretisk forklaring: nemlig at den isolation, splittelse og fremmedgørelse der kommer af traumatiske barndoms- eller ungdomsoplevelser, og som omsættes i et galoperende fantasiliv, at det er noget som sætter sig som en slags permanent og delvist ubevidst blending-tilstand i psyken. Med denne tvungne blending-tilstand som motor forsøger den kreative personlighed gennem de kreative produktionsprocesser at hele det der gør ondt, og samle det der er splittet.
I de kreative produkter udfolder denne blending-proces sig som en glidning mellem før og nu, overføring fra fortid til nu-virkelighed, og som en metaforisk sammensmeltning af erindringer om tidligere belastede situationer med oplevede situationer i den aktuelle virkelighed. Og hypotesen siger så at det er fra denne - permanent kørende - mentale stavblender at en lind strøm af kreative ideer udspringer.
Sådan viste det sig at være med Poul Martinsen, selv om heller ikke han brød sig særligt om den indsigt. Og sådan ser det også ud til at være for Michael Jeppesen.
Den blog han nu skriver, er gennemsyret af ironiske indfald og satiriske udfald mod fordomme og alskens autoriteter. Underneden anes en overvintret vrede der gør at blogindlæggene også får karakter af en slags tidsforskudt "pay back-time". Og at det netop er det der giver blogindlæggene liv og bid i offentligheden.
Jeg vil i et senere indlæg på denne blog komme tilbage til fænomenet "kreativ vrede".
Artiklen om Michael Jeppesen illustrerer også en anden hypotese jeg har: At det at skulle skrive om et stærkt kreativt menneske, stimulerer journalister til selv i deres vinkel og sprog at blive ekstra kreative. Kreativiteten smitter så at sige - fra emnet til den skrivende.
Det ser vi når f.eks. Jacob Fuglsang i ovenstående citat skriver at MJ´s oplevelser som barn i et Jehovas Vidner-miljø gør at "han er vant til en position uden for det smilende selskab,...". Eller når han senere fortæller om sine egne frustrationer ved at skulle skrive om MJ: "At sætte præcis jobbeskrivelse på Jeppesen er som at hamre en vandmand på et plankeværk med et søm. Han er det hele og ingen af delene helt konsekvent."
Værsgo! Her er mums for en blending-analyse af de spektakulære: Jacob Fuglsang blander rummet med sit aktuelle skrivende og frustrede selv der skal portrætterer MJ, med et slags fantacy-rum hvor han, i skikkelse af en tumpe, forsøger at fiksere Michael Jeppesen, i skikkelse af en vandmand, ved at hamre et søm igennem denne MJ-vandmands geleagtige gestalt.
Artiklen i Politiken fortæller i øvrigt i en faktaboks at Michael Jeppesen karrieremæssigt har tumlet rundt, som det sig hør og bør for kreative personligheder: journalist på Ekstrabladets bagside 2003-2008; kunstkritiker på Information, og vært på DR K´s kunstprogram "Kunstrazzia"; debut som dramatiker med stykket 'Faust' på Odense internationale Musikteater 2009.
Det var fra sin blog på Politiken.dk han for kort tid siden afslørede hvordan Ditte Okman fra Venstres kommunikationsenhed på Facebook foretog grov verbal mudderkastning mod en ansat i Folketinget.
Pay back-time!
