Sider

Viser opslag med etiketten Jacob Fuglsang. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jacob Fuglsang. Vis alle opslag

søndag den 11. april 2010

Portræt af den særligt kreative personlighed - Michael Jeppesen

Det foregåend blogindlæg kørte af sporet. Lysten til blending-analyse løb af med mig. Det var egentlig slet ikke overskriften på artiklen side 2 i SøndagsPolitiken der skulle være hovedemnet, men det som artiklen indeholdt, nemlig et aktuelt portræt af journalisten, kunstkritikeren og forfatteren Michael Jeppesen.

Jacob Fuglsang skriver i første afsnit i artiklen:
Da Michael Jeppesen var barn, gik han fra hjem til hjem i byen Lysbro ved Silkeborg for at hverve nye medlemmer til Jehovas Vidner.
Den baggrund har givet ham en særlig evne til at gå tæt på folk.Trænge sig ind og trænge sig på, hvor andre ville bakke ud. Samtidig har opvæksten i et lille religiøst fællesskab betydet, at han er vant til en position uden for det smilende selskab, andre i mediebranchen færdes så gnidninsgløst i.
Her er det journalisten Jacob Fulgsang der ud fra sin research har opstillet en hypotese - eller har fået den af kilder - om at Michael Jeppesens særlige form for kreativitet har karakter af en overføring af "belastende" erfaringer fra barndommen til aktuel kreativ adfærd. Den hypotese bliver så, som sig hør og bør, underbygget med forskellige kilder, herunder Michael Jeppesen selv, og ender med at blive artiklens vinkel.

Jacob Fuglsang citerer derefter Michael Jeppesens reaktion på at blive konfronteret med denne hypotese:
"Det er sgu en god pointet. Det kan godt være jeg kommer til at fylde 80 år, før jeg overhovedet kommer til at tænke på min barndom. Det er ikke sådan noget man kan tænke over når man kommer fra en fundamentalistisk baggrund." (...)
Du skal ikke tro, at man er ligeglad med, hvad folk tænker, når man som barn går med Vagttårnet fra dør til dør. Man frygter at møde en af klassekammeraterne. Det er ikke sjovt."
Hypotesen som sådan er der jo ikke noget specielt nyt i. Siden Freud bygger næsten al biografisk litteraturforskning på den hypotese, ligesom f.eks. den udbredte teori om filminstruktøren som "auteur" gør det. Og det er også den hypotese som jeg har trukket veksler på i mange af de tidligere blogindlæg om den (særligt) kreative personligheds psykologi.

Men for mig er hypotesen blevet særlig interessant ved at jeg synes jeg kan koble den sammen med en teoretisk forklaring: nemlig at den isolation, splittelse og fremmedgørelse der kommer af traumatiske barndoms- eller ungdomsoplevelser, og som omsættes i et galoperende fantasiliv, at det er noget som sætter sig som en slags permanent og delvist ubevidst blending-tilstand i psyken. Med denne tvungne blending-tilstand som motor forsøger den kreative personlighed gennem de kreative produktionsprocesser at hele det der gør ondt, og samle det der er splittet.
   I de kreative produkter udfolder denne blending-proces sig som en glidning mellem før og nu, overføring fra fortid til nu-virkelighed, og som en metaforisk sammensmeltning af erindringer om tidligere belastede situationer med oplevede situationer i den aktuelle virkelighed. Og hypotesen siger så at det er fra denne - permanent kørende - mentale stavblender at en lind strøm af kreative ideer udspringer.

Sådan viste det sig at være med Poul Martinsen, selv om heller ikke han brød sig særligt om den indsigt. Og sådan ser det også ud til at være for Michael Jeppesen.
   Den blog han nu skriver, er gennemsyret af ironiske indfald og satiriske udfald mod fordomme og alskens autoriteter. Underneden anes en overvintret vrede der gør at blogindlæggene også får karakter af en slags tidsforskudt "pay back-time". Og at det netop er det der giver blogindlæggene liv og bid i offentligheden.
Jeg vil i et senere indlæg på denne blog komme tilbage til fænomenet "kreativ vrede".

Artiklen om Michael Jeppesen illustrerer også en anden hypotese jeg har: At det at skulle skrive om et stærkt kreativt menneske, stimulerer journalister til selv i deres vinkel og sprog at blive ekstra kreative. Kreativiteten smitter så at sige - fra emnet til den skrivende.

Det ser vi når f.eks. Jacob Fuglsang i ovenstående citat skriver at MJ´s oplevelser som barn i et Jehovas Vidner-miljø gør at "han er vant til en position uden for det smilende selskab,...". Eller når han senere fortæller om sine egne frustrationer ved at skulle skrive om MJ: "At sætte præcis jobbeskrivelse på Jeppesen er som at hamre en vandmand på et plankeværk med et søm. Han er det hele og ingen af delene helt konsekvent."
Værsgo! Her er mums for en blending-analyse af de spektakulære: Jacob Fuglsang blander rummet med sit aktuelle skrivende og frustrede selv der skal portrætterer MJ, med et slags fantacy-rum hvor han, i skikkelse af en tumpe, forsøger at fiksere Michael Jeppesen, i skikkelse af en vandmand, ved at hamre et søm igennem denne MJ-vandmands geleagtige gestalt.

Artiklen i Politiken fortæller i øvrigt i en faktaboks at Michael Jeppesen karrieremæssigt har tumlet rundt, som det sig hør og bør for kreative personligheder: journalist på Ekstrabladets bagside 2003-2008; kunstkritiker på Information, og vært på DR K´s kunstprogram "Kunstrazzia"; debut som dramatiker med stykket 'Faust' på Odense internationale Musikteater 2009.
Det var fra sin blog på Politiken.dk han for kort tid siden afslørede hvordan Ditte Okman fra Venstres kommunikationsenhed på Facebook foretog grov verbal mudderkastning mod en ansat i Folketinget.
Pay back-time!

Kreativ høg over kreativ høg - hvordan man "indrammer" et portræt af Michael Jeppesen

Rubrikken til en artikel på SøndagsPolitikens første sektion side 2:

Fra Vagttårn til tastaturpaparazzi.
Min umiddelbare reaktion er total mystifikation. Der er tale om en gåde, simpelt hen; der selvfølgelig frustrerer og pirrer som gode gåder skal; og dermed skaber fremdrift der får mig til at læse videre.
Manchetten giver så (noget af) svaret på gåden i overskriften:

Han har en fjern fortid i Jehovas Vidner. I dag er Michael Jeppesen frygtet for sin satiriske blog, der lige har skabt voldsom ravage i partiet Venstres kommunikationsvirksomhed.
Psykologisk set skal læseren nu føle lettelse ved at den komplicerede gåde bliver løst. Hvis man kender til Jehovas vidner, så ved man at det blad "vidnerne" går rundt og stemmer dørklokker for at sælge, hedder "Vagttårnet"; i rubrikken er udtrykket altså et metonym (=del står for helhed) for sådan en person. Og manchettens tekst opløser så metonymet, idet vi kan slutte at det må Michael Jeppesen have gjort en gang, hvilket måske i sig selv er en overraskelse og en nyhed.
Udtrykket "tastaturpaparazzi" er en kreativ metafor, der bygger på en bledning-operation mellem to input-rum (=de mentale rum blandingen trækker egenskaber fra):
  • ét rum hvor der i forvejen findes et metonym for en skrivende journalst: "tastatur" (=en der lever af at skrive på en skrivemaskine/computer ved at hamre i tastaturet(=en journalist));
  • et andet rum hvori der befinder sig et element fra fotojournalistikkens domæne, nemlig de fotografer der lusket ligger på lur for at tage billeder der overskrider privatlivets fred, til salg for de høejstbydende kendisbilledmagasiner: "en paparazzi-fotograf";
  • blending-operationen der giver mening til udtrykket "tastaturpaparazzi", resulterer så i et tredje rum hvori journalisten Michael Jeppesen dels tilskrives nogle af de negative moralske værdier som paparazzi-fotografer er berygtet for, men også tilskrives nogle af de positive værdier - frækhed og vovemod - som man også forbinder disse fotografer med;
  • I samme betydning som i angelsaksiske kriminalromaner hvor politiet "framer" en uskyldig så han i retten fremstår som skyldig på grund af konstruerede og "plantede" indicier , således er Michael Jeppesne via rubrikkens metafor "tastaturpaparazi" blevet framet (=tankemæssigt indrammet) som moralsk anløben journalist. Keine hexerei, nur kreativ journalistisk behändigkeit.
  • Metonymet for at være medlem af Jehovas Vidner og metaforen for en journalist med særlige moralsk tvetydige egenskaber, forbindes så i det nyskabte konceptuelle rum via en ny framing-operation i udtrykket: "fra-til".
  • Denne sproglige formular angiver en tænkt fortælling - et narrativ - i en hyperkoncentreret udgave, en fortælling der indeholder en overraskende udviklingshistorie der - i denne suppeterningversion - også får karakter af en ny gåde, der giver fremdrift ved igen at kræve en nærmere forklaring.
Her er altså i anslaget til artiklen tale om en slags "høg over høg"-operation. Den skrivende redaktør Jacob Fuglsang og hans unavngivne redaktionssekretær udsætter journalist Michael Jeppesen for samme type journalstiske behandling som han selv blev berømt og berygtet for allerede den gang for nogle år tilbage da han skrev ironisk og satirisk på bagsiden af Ekstrabladet.

Min forestillede læser kan nok synes at det her er helt unødvendigt kompliceret. Hvad skal det nytte? - Men det interessante for mig er at den ret nye teori om conceptual blending - sammen med en lidt ældre teori om metaforers og metonymers centrale betydning i al tænkning og sprogbrug - giver mulighed for at få indsigt i de kreative mentale processer som ellers er ubevidste, og som f.eks. al god og interessant journalistik og nyskabende forskning er afhængige af.
En analogi presser sig på: Det er ligesom man - til dels - kan få indsigt i og forstå hvorfor en person (eller for den sags skyld et dyr eller en plante) ser ud, opfører sig og reagerer, gennem en teori om at individdets gener er et produkt af en blanding af forældrenes gener.