Sider

Viser opslag med etiketten spontanspil. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten spontanspil. Vis alle opslag

torsdag den 8. maj 2014

Faktion igen igen - 'The Act of Killing' og 'Gensynet'

Jeg var til censormøde igår og mødte en lidt yngre kollega som fortalte hvor stor betydning min bog "Faktion som udtryksmiddel" havde haft for hende i sin tid - både som filmproducerende og underviser i film. 
   Men hun sagde også at hun frarådede sine studerende at "bruge" den fordi de ikke kunne finde ud af at bruge begreberne rigtigt - når de skulle skelne mellem fakta og fiktion, og fordi de med bogen i hånden fik gjort alle slags dokumentarfilm til faktion.
   Det gav mig anledning til at repetere bogens definition på faktion - nemlig at når fakta og fiktion blandes og - vel at mærke - blandingen giver anledning til "ballade" på afsendersiden (i forbindelse med arbejdet med research og produktionen) - eller på modtagersiden (i forbindelse med publikumsreaktioner og/eller anmeldelser), så er der tale om 'faktion' i bogens forstand.
  Vi kom ad den vej også rundt om spørgsmålet om direkte eller indirekte eller helt fraværende 'kontrakter' eller 'overenskomster' om faktionsfilms tvetydige forhold til virkelighed og sandhed.

En film jeg for nylig har set "The Act of Killing" af Joshua Oppenheimer og en anden film jeg endnu ikke har set men læst om de sidste dage, "Gensynet" af Anna Odell er begge klare eksempler på 'faktion' i min definition. Den første genrebestemmes officielt som 'dokumentar', den anden som 'spillefilm'. Men de er begge klokkeklare eksempler på 'faktion' i min gamle bogs forstand.

Først "The Act of Killing", som har vundet et stort antal priser, og som blev nomineret til en Oscar. Men hvori ligger 'balladen'? 
    
Filmen beskrives sådan her af Wikipedia:
   Forhistorien handler om et lille hjørne af de historiske begivenheder hvor Indonesiens begik folkedrab på over 500.000 en etnisk kinesiske indbyggere:
The film focuses on the Indonesian killings of 1965–1966, an anti-communist purge in which more than 500,000 people were killed. When Suharto overthrew Sukarno, the President of Indonesia, following the failed coup of the 30 September Movement in 1965, the gangsters Anwar Congo and Adi Zulkadry in Medan (North Sumatra) were promoted from selling black market movie theatre tickets to leading the most notorious death squad in North Sumatra. They also extorted ethnic Chinese locals, killing those who refused to pay. Anwar personally killed approximately 1,000 people, usually by strangling with wire.
Nutiden: Massemorderen Anwar er 40 år efter en kendt og i vide kredse både respekteret og frygtet indonesisk politiker og leder af en populær mafiøs og meget indflydelsesrig bevægelse:
Today, Anwar is revered as a founding father of the right-wing paramilitary organization Pemuda Pancasila that grew out of the death squads. The organization is so powerful that its leaders include government ministers, and they are happy to boast about everything from corruption and election rigging to clearing out peasants for land developers and genocide. A regime was founded on crimes against humanity, yet has never been held accountable.
Filmen viser optagelser af Anwar og venners  re-enacment af deres morderiske handlinger den gang, et skuespil de opfører på instruktørens opfordring under påskud af at de skal hjælpe med at forberede en film om hvad der skete den gang. 
   Som publikum oplever vi så i filmens løb hvordan det gradvist påvirker de medvirkende at genopleve og mime de ugerninger de foretog sig.
Invited by Oppenheimer, Anwar and his friends eagerly re-enact the killings for the cameras, and make dramatic scenes depicting their memories and feelings about the killings. The scenes are produced in the style of their favorite film genres: gangster, western, and musical. Various aspects of Anwar and his friends' filmmaking process are shown, but as they begin to dramatize Anwar's own nightmares, the fiction scenes begin to take over the film's form, leading the film to become increasingly surreal and nightmarish. Oppenheimer has called the result "a documentary of the imagination".
Vi oplever også hvordan nogle af de medvirkende er uenige om hvorvidt offentliggørelsen af de scener hvor de gennemspiller de tidligere rædselsfulde handlinger, kan skade deres image - eller måske snarere bidrage til at styrke deres nuværende magt:
While some of Anwar's friends realize that the killings were wrong, others worry about the consequences of the story on their public image. Younger members of Pemuda Pancasila argue that they should boast about the horror of the massacres, because their terrifying and threatening force is the basis of their power today.
Hovedpersonen Anwar får emotionelle kvababbelser og bliver stærkt påvirket under nogle af optagelserne hvor han selv skal spille offer:
After Anwar plays a victim, he cannot continue. He says that he feels what his victims have felt. Oppenheimer, from behind the camera, points out that it was much worse for the victims, because they knew they were going to be killed, whereas Anwar was only acting. Anwar then expresses doubts over whether he has sinned or not, tearfully saying he does not want the memories of what he did to come back to him. He revisits the rooftop where he claims many of his killings took place, and gags repeatedly. The dancers from the film's theatrical poster are seen before the credits begin to roll.

Filmen er dybt fascinerende og på en gang mareridstagtig og hylende morsom i passager. Og man sidder som publikum og tænker: 
   - Det kan ikke være rigtigt! - dels at de hovemedvirkende har været så kyniske, forbryderiske og umenneskelige den gang - samtidig med at de nu er en slags nationale helte. Og dels er det utroligt at de er gået med til - på instruktørens opfordring - at optræde i disse 'genindspillede scener' for rullende kamera. Er det i virkeligheden skuespillere der spiller rollen som de gamle forbrydere der spiller sig selv?
   Og er der egentlig tale om dokumentation af noget som helst i det store historiske perspektiv, eller er der snarere tale om illustrerende optagelser af nogle få kyniske psykopaters forvrængede og måske falske erindringer om deres optræden for 40 år siden?
   Filmen og mange spørgsmål kører rundt i hovedet på en længe efter man har set den.

Som sagt er filmen blev højt anerkendt og har vundet mange internationale priser. 
    Men kritik og ballade har der også været. Blandt andet om instruktørens etik, både over for de medvirkende bødler og og over for ofrene og deres overlevende familier. Se her:
”Giv ikke en Oscar til denne snuff-film.”
   Sådan lyder det bramfrie råd, som BBC-redaktør Nick Fraser for nylig gav i The Guardian om den dansk-producerede The Act of Killing.
   Snuff – eller dødsporno – beskriver en type film, der skildrer virkelige mord med underholdning og finansiel udnyttelse for øje.
   Sådan opfatter Fraser Joshua Oppenheimers danskproducerede dokumentarfilm, der på søndag kan vinde en Oscar. I filmen får Oppenheimer tidligere medlemmer af en dødspatrulje i Indonesien til at iscenesætte det folkemord, de begik i 1965.
   ”Jeg bryder mig hverken om den æstetiske eller den moralske præmis iThe Act of Killing,” skriver redaktøren.
   ”Jeg er stor modstander af filmen. At få bødler til at skrive og genindspille deres egne mord for publikums skyld virker som en dårlig ide af mange forskellige årsager.”
Både det kinesiske kommunistiske regime som totalt har fortiet massakren over for den kinesiske befolkning, og den indonesiske regering som har neddroslet dens historiske betydning og omfanget af grusomhederne, afviser at filmen er repræsentativ for virkeligheden den gang. 
   Se mere her i disse artikler fra tidsskriftet Ekko:
Wikipedia refererer nogle af de kritikpunkter som er blevet fremført mod filmen, og instruktørens svar:
In some quarters Oppenheimer has been accused of treating his subjects in bad faith.[15] As far as their goal at the beginning was to glorify mass murder, Oppenheimer responds that could never have been his goal, therefore that side of them may have been betrayed.In an interview with The Village Voice, Oppenheimer said, "When I was entrusted by this community of survivors to film these justifications, to film these boastings, I was trying to expose and interrogate the nature of impunity. Boasting about killing was the right material to do that with because it is a symptom of impunity."[20]
   Australian National University Professor of Asian history and politics Robert Cribb stated that the film lacks historical context.[21] In reply, Oppenheimer said that "the film is essentially not about what happened in 1965, but rather about a regime in which genocide has, paradoxically, been effaced [yet] celebrated – in order to keep the survivors terrified, the public brainwashed, and the perpetrators able to live with themselves... It never pretends to be an exhaustive account of the events of 1965. It seeks to understand the impact of the killing and terror today, on individuals and institutions."[22]
Faktion? Ja, også i den grad.

Den anden film som er aktuel i nogle - få - biografer - er "Gensynet" (svensk: "Återträffen"), skrevet og instrueret af den svenske performance- og provokunstner Anna Odell. Og hun medvirker også selv som filmens hovedperson - under eget navn.
    Filmen er på den ene siden en 'spillefilm' - 'featurefilm' - med skuespillere (og instruktøren) som medvirkende, og på den anden side så var filmen altså samtidig uhyre populær på dokumentarfilmfestivalen sidste år: CPH:DOX!
   Men hvad dokumenterer den? Hvad havde den at gøre der?

Katrine Hornstrup Yde fortæller filmens plot sådan her i Informations filmtillæg den 1. maj:
På nogenlunde samme tid (hvor hun blev debatteret vildt i medierne for et fake selvmord) er det 20 år siden, at Anna gik i folkeskole, og hunhar forberedt en tale - en slags kunstprojekt - om den tid, som hun vil holde for de andre til juilæet. På et tidspunkt finder hun ud af at de andre faktisk har fejret jubilæet. Uden at invitere hende. Så laver hun sin egen jubileumsfest med egne skuespillere og læser tale op for dem og forårsager den skandale,som hun forestiller sig, at hendes rigtige klassekammerater måske havde frygtet hun ville lave. Og så inviterer hun disse rigtige klassekammerater til at se filmen, hvilket så bliver konfrontationsprojektet.
Men faktisk ville ingen af klassekammeraterne tage imod invitationen til at se denne imaginære 20 års reunion-fest med Annas tale og skandaløse optræden. Hvorfor Anna Odell så også indspiller denne udeblevne konfrontation med nogle af de skuespillere som medvirkede i første del af filmen. 
   Så den færdige film består altså af to fiktive hoveddele - en fiktiv fest og en fiktiv visning for nogle af - de fiktive - festdeltagere.
   (NB! Dette anfægtes af en troværdig kildes kommentar i slutningen af indlægget, ifølge hvilken nogle klassekammerater faktisk mødte op for at se filmen. Scenerne i sidste del af filmen med skuespillerne der i rollen som gamle klassekammerater ser første del af filmen, er altså en form for rekonstruktion, hvilket udtvivlsomt øger filmens "dokumentariske værdi" - men ikke ændrer på at det er et eksempel på 'faktion')

Katrine Hornstrup Yde forklarer:
Filmen er dermed en slags dobbelt kontrafaktisk fortælling. Den er et arbejde med konfrontation - uden at klassekammeraterne nogensinde konfronteres. Men det er også lige meget, faktisk. For vi, publikum, bliver jo netop konfronteret. Det er vigtigere. Vi konfronteres med vores erindringer og nutidige selvbilleder, når vi hører Anna fortælle om sin tid i skolen. Også vi er voksne og har været børn i en skoleklasse.
Katrine Hornstrup Yde prøver også på at give en forklaring på hvorfor denne dobbelte fiktion opleves så virkelig som var det en dokumentar. Det er noget med øjnene og øjenkontakten med seerne:
Hendes øjne, filmen igennem, de utrygge vrede og glødende øjne, er et dokumentarisk vidnesbyrd om en barndom og ungdom med ydmygelse og længsel.

 

På en måde lægger filmen sig i forlængelse af det begreb som Hans Hauge og andre har brugt til at karakterisere fx Ove Knausgårds "Min Kamp": 'fiktionsfri fiktion'. Og umiddelbart får jeg jo også association til Vinterbergs "Festen".
   Men det er først og fremmest anmeldelserne der gør at jeg vil sætte etiketten 'faktion' på "Gensynet".
   
Kim Skottet er som tilskuer stærkt berørt fremgår det af hans anmeldes i Politiekens film- og tv-tillæg: "Jeg vil påstå at ingen, absolut ingen, der har gået i skole - og det er jo de fleste af os! - vil være uberørt af 'Gensynet'."  
   Men han har problemer med kontrakten - og dermed 'sandhedsværdien' i filmen:
Sandhedsværdie i 'Gensynet' er ikke sådan lige at til at gennemskue. Er det en dokumentarfilm? Nej, men den beskæftiger sig specifikt med dokumentarfilmens fortællestrategier. Så måske på en måde alligevel. Selv kalder hun det undervejs en spillefilm. Nok mest for med prædikatet fiktion at berolige de gamle klassekammerater, som hun jo vil lokke til at deltage i sit projekt. 
   Eleverne spilles af skuespillere, der optræder under deres eget navn. Men er det så en spillefilm? Næ, heller ikke. I anden del af filmen konfronteres de gamle elever med mend Anna Odells 'spillefilm'. Til gangen er dokumentarisk, mens skuespillerne fra filmens første del dukker nu op i andre roller. Er noget af det strengt taget virkeligt? Er noget af det strengt taget fiktion? Måske var der slet ikke nogen fest. Måske er livet den fest, Anna Odell i skolen blev belært om at hun ikke var inviteret med til.
Mængden af retoriske spørgsmål i Skottes anmeldelse illustrerer kontraktusikkerheden. 
   Anmeldelsen slutter sådan her, og dokumenterer at filmens dobbelte fiktions-saltamortale er ekstremt effektivt når det gælder at skabe identifikation med "de onde", skolekammeraterne i filmen, en gyseragtig identifikation man derefter er rigtig flov over:
Selve festen er et smörgasbord af tåkrummeri. Jeg blev selv overrumplet af voldsomheden af  den instinktive lyst til, at hun skal sætte sig ned og tie stille. Kan vi ikke bare hygge os og have det sjovt? Herregud, vi var jo bare børn.
DR´s filmanmelder fra "Filmland", Per Juul Carlsen, skriver også en anmeldelse som viser at han er rystet. Den har nemlig rammeform af et personligt brev til en gammel, ellers 'glemt' skolekammerat, Lennart, som han den gang var med til at mobbe, men et mobberi som han først blev sig bevidst da han som voksen mange år efter fik det bevidnet at en helt tredje person.
   Filmen aktiverer altså denne - ubehagelige - erindring hos Per Juul Carlsen, og slår ind i hans anmelderrolle som forvirring og usikkerhed om 'kontrakten' - og også med reference tilbage til Anna Odells tidligere meritter som skandaleombrust performance-provokatør:
For 5 år siden udførte hun et kunstprojekt, hvor hun iscenesatte sit eget selvmord, hvilket skabte stor opstandelse i Sverige. Når hun spørger sine gamle klassekammerater om de vil være med i en film, hvor de skal konfronteres med deres fortid som mobbere, kan man sådan set ikke fortænke dem i, at de har kolde fødder. Anna Odell skaber radikal, konfronterende kunst, ikke terapi eller dokumentaristisk journalistik. Hvem ved hvad de går ind til?
   Odell kan gøre som hun har lyst til med deres medvirken. Og det gør hun. I anden halvdel ser vi 4-5 af hendes mobbere reagere på Odells fiktive festfilm, men situationerne er tydeligvis iscenesatte, og spillet af skuespillere. Det gør det umuligt at gennemskue hvad der er fiktion og virkelighed.
   Som dokument over mobberes opførsel - også når de er voksne - skal 'Gensynet' derfor tages med en skovlfuld salt. Odell er på krigsstien, alt bliver drejet i en konfronterende retning, og det er meget svært ikke at få den tanke, at hun i sin opførsel selv havde en andel i sin position i skoletiden. Hvis filmen er altså ikke er fiktion fra ende til anden.
Igen ser vi anmelderens identifikation - ikke med mobbeofferet Anna - men med skolekammeraterne. Og konklusion er - med tilpas verbalt forbehold - at hun nok egentlig selv har været ude om det - med den personlighed hun udviser i filmen. 

Denne åbenbart udbredte anmelder-tilskuerraktion forholder Katrine Hornstrup Yde sig til i en klumme i dagens Information (8/5/14), med afsæt i at Adrian Lloyd Huges som vært i tv-programmet "Smagsdommerne" indleder med følgende personlige intro:
Før vi går i gang med diskussionen af denne her film, vil jeg hør om jeg er den eneste, som tænker, at denne film egentlig er beviset på, at der findes mobning, som er fuldstændig berettiget og nødvendig, og spørgsmålet er om Odell overhovedet er blevet mobbet nok i sin barndom?.
Igen et stærkt og provokerende udtryk for identifikationen med mobberne. Som fik et efterspil på Facebook a la det som Per Juul Carlsen også havde oplevet med Lennart.

Katrine Hornstrup Yde ser filmen "Gensynet" som en historie med en underliggende eventyrmatrice: brødrene Grimms barske ikke-disneyske "Askepot." Hun er blevet mobbet af sin stedsøstre, og da de hyklerisk møder op til hendes bryllup, hakker fuglene som er Askepots trofaste medhjælpere, øjnene ud på dem:
Og sådan kan verden sat på grundfortælleformel, være så tilfredsstillende enkel og og idiotisk voldelig og umulig at blive klog på, hvis man som de fleste - i aktiv eller passiv form - har undertrykt en Askepot. For hvis de underkuede vinker tilbage med psykopatfugle, underkuer man dem så ikke bare lidt ekstra for at undgå at få øjnene prikket ud.
Et smukt eksempel på en faktionsfilm, er "Gensynet" i hvert fald. 
   Her er en trailervideo med en scene fra filmen:
 http://bionyheder.dk/film-trailer/14932/gensynet
En personlig erindring apropros: 
   I sidste halvdel af 70´erne og begyndelsen af 80´erne udsendt Danmarks Radios TV-DRAMA-afdeling en række programmer med genrebetegnelsen "spontanspil". Instruktøren var journalisten, forfatteren og dokumentaristen Poul Trier Pedersen, og jeg var selv hjælpeinstruktør på en nogle af dem. 
   Teknikken i spontanspil var at lade de medvirkende i et studie konfrontere sig med hinanden gennem spontant iscenesatte realistiske forløb om konflikter og roller som de havde personlige erfaringer med. 
   Ofte blev deltagerne bagefter konfronteret med optagelserne af dem selv, og deres kommentarer og indbyrdes diskussioner blev så også optaget, og efterfølgende redigeret ind i en montage med de primære konfrontationscener.
   De medvirkende var ofte "almindelige mennesker" i egne roller inden for en fælles social ramme: en skoleklasse, et fængsel, et fragtskib, et sygehus. Men i nogle af spillene var disse medvirkende blandet med skuespillere i forskellige scener. Det var for eksempel tilfældet i spillet "I anledning af Nora" fra 1981, som jeg var medtilrettelægger af.

Det var kendetegnende for anmelderne at de i deres anmeldelser af spontanspillene havde problemer med genren og altså med kontrakten. Den dokumentariske realisme i replikker og følelsesudtryk blev tilskrevet Poul Triers instruktion og manuskripter, men de var altså spontane, improviserede - og fremtrådet dermed autentiske og dokumentariske inden for den konfronterende rammesætning.

mandag den 29. oktober 2012

Når 'dokumentarfilmen' både er fakta og fiktion - så er fanden løs i journalistikken - eksempel: 'This Ain't California'

Jeg har tidligere været inde på spørgsmålet om "faktion" i forbindelse med journalistik og dokumentar-programmer. Det drejer sig om en diskussion om vilkårene for konceptuel genreblending i medierne!
   I gamle dage når jeg introducerede til kurset i 'faktion' i Danmarks Radio, så havde jeg en overhead-transparent hvor der stod: 
Faktion - øretævernes holdeplads - og kreativitetens legeplads
En af mine pointer i det kursus var at der var nogle særlige personlighedstyper som følte sig specielt tiltrukket af at blande genrerne, og som nød at balancere på eller overskride grænsen mellem fakta og fiktion når de producerede journalistik, film og tv.

Nu er den gal igen. Der er øretæver til dokumentarfilmen 'This Ain't California' som allerede har vundet flere internationale priser. Information kunne i weekendudgaven berette at filmen nu var blevet trukket fra The European Broadcasting Festival i Berlin hvor den også var en oplagt kandidat til en pris. 
   Ifølge Informations artikel af Thora Lorentzen er historien følgende:
.. skaberne bag filmen har siden filmens premiere bevidst tilbageholdt sandheden om filmens materiale og autenticitet. Det viser sig at hovedpersonen i filmen er opdigtet, og er spillet af en skuespiller.  En ophedet diskussion blandt juryens medlemmer bestående af nominerede dokumentarfilminstruktører fra hele Europa fik instruktøren til at trække sin film tilbage fra konkurrencen. 
Filmen handler om og skildrer en skater sub-kultur i Østtyskland i 80' erne. 
   En journalist fra Der Spiegel, Peter Wensiersky, der har skrevet bogen 'Jugend Rebellion in der DDR', mente da han så filmen at "materialet umuligt kunne være originalt og optaget af drengen selv som filmen postulerer". Han afslører sammen med en anden journalist at "hovedpersonen i filmen ikke eksisterer, at han ikke dør som soldat i Afghanistan, og at denne karakter er spillet skuespilleren Kai Hellebrand."
    Konfronteret med disse anklager, forklarer producenten Michael Schöbel i Berlin at måske 30 procent af filmen var "rekonstrueret". Anklagerne fra Spiegel-journalisterne går på at det snarere er 90 procent. Og det ender med at Jutta Krug som er formand for juryen for Prix Europa, anklager producenten for at have løjet og anklager filmen for at være blevet markedsført "under falsk varedeklaration".

Hvad er problemet?
   Må man ikke rekonstruerer scener fra virkeligheden i (dokumentar)film? Findes der klare grænser for hvor meget man må iscenesætte, manuskript(be)skrive, instruere, genindspille film der vises på dokumentafilmfestivaler?

Jeg har tjekket på YouTube hvor der ligger en række trailere for 'This Ain't California'. Ingen af trailerne bruger udtrykket 'dokumentarfilm' - 'documentary' - til at karakterisere genren for den film de reklamerer for. Men de fortæller heller ikke at den hovedperson hvis voice over vi hører, er en skuespiller.
    Det får vi heller ikke at vide i dette aktualitetsindslag fra web-tv-kanalen "Rebel-TV" hvor både en med-producent og en medvirkende bliver interviewet og udtaler sig til kamera:




Historisk set er det sådan at hvis vi går tilbage til perioden før 1960, så var alle "dokumentarfilm" rekonstruktioner eller reenactment af de medvirkendes virkelighed. Af rent tekniske årsager. Først med det nye lette kamera- og lyd-udstyr som kommer frem omkring 1960 bliver det muligt rent faktisk at følge virkelige processer som "fluen på væggen" - som i "Primary" eller "Salesman".

Diskussionen blussede op sidste år hvor det blev afsløret at flere centrale scener i filmen Amadillio instrueret af Janus Metz var et resultat af rekonstruktioner eller reenactment. Også filmen Burma VJ med Anders Østegaard som instruktør gav anledning til diskussion af hvad der var autentisk og hvad der var iscenesat og rekonstrueret, og af spørgsmålet om hvor langt man som instruktør kunne tillade sig at gå. 
   Begge film og deres instruktører har vundet en række priser på dokumentarfilmfestivaler. 

Gå man tilbage i tv-historien, så er en de mest berømte 'dokumentariske' tv-filmen 'Cathy Come Home' fra 1966, instrueret af Ken Loach og med manuskript af Jeremy Sandford. 
   Film skildrer bolignøden i England og udstiller en helt urimelig forældet boliglovgivning der diskriminerede familier med børn. 
    Hovedpersonen  Cathy hvis "børn" til slut i filmen bliver tvangsfjernet, spilles af en skuespillerinde, mens filmens historie er båret af en gennemgående autoritativ faktuel speak, der er lyd- og billed-klip fra en masse autentiske interviews med boligløse, kameraføring og klipning har mange træk til fælles med datidens tv-nyhedsindslag og 'newsreel'-forfilm i biograferne. 
   Filmen fik enorm effekt, rejste en storm i offentligheden, og førte til at politikerene i Parlamentet ændrede boliglovgivningen.

'Cathy Come Home' slutter med følgende tekst på skærmen:
Alle the events in this film took place in Britain within the last eighteen months. 4000 children are separated from their parents and taken into care each year because their parents are homeless. West Germany has built twice as many houses as Britain since the war.
I England havde man en genrebetegnelse for den slag film: dramadocumentary. Og mange andre tv-film i 60-erne og 70-erne fulgte samme blandingsopskrift. Og specielt når de havde samfundskritisk sigte, gav disse film anledning til hede debatter i offentligheden om etik, troværdighed og manipulation.
    Opskriften fra 'Cathy Come Home' kunne se ud til at ligne den som ligger under produktionen af  'This Ain't California,  og så vidt jeg kan bedømme også under produktionen af 'Burma VJ'.

Jeg søger lidt på nettet og finder en artikel af journalist Rasmus Elmelund i forbindelse med Informations dækning af CPH:DOX  efteråret 2011. Rubrikken lyder: "Den gode dokumentarfilm er manipuleret". Indledningen beskriver produktionsomstændighederne i forbindelse med den svensk film 'Play' som vises på festivalen:
Den svenske instruktør Ruben Östlund har været i Göteborg for at hyre byens hårdkogte drenge som hovedrolleindehavere i sin nye film, Play. Filmen, der får premiere i Danmark under CPH:DOX, baserer sig på mere end 40 kriminalsager begået på Göteborg-egnen mellem 2006 og 2008, og i Östlunds genindspilning sker det med en distinkt, observerende kameraføring, der minder om dokumentarfilmens æstetik. Men det er ikke en dokumentarfilm. Lige så lidt som det er en fiktionsfilm. Drengene er fra Göteborg. Men de spiller nogle andre end sig selv.
Min gode kollega Ib Bondebjerg kalder i artiklen i Information fra sidste efterår den slags film 'en bastard'. Og han har i øvrigt ingen problemer med en udvikling hvor skellet mellem fakta og fiktion udviskes mere og mere i flere og flere af de film der vises på dokumentarfilmfestivaler.
   Artiklen fortsætter:
Ruben Östlunds Play et godt eksempel på denne nye dominerende type dokumentarfilm. Da den tidligere i år blev præsenteret på filmfestivalen i Cannes, blev den markedsført og framet som en fiktionsfilm, men genrekonflikten ser Tine Fischer, direktør for dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, der præsenterer Play i sin hovedkonkurrence, ikke noget problem i.
   »Man kan på flere måder retfærdiggøre at kalde den en dokumentarfilm. Først og fremmest er den baseret på ægte scener. Men derudover sker der reelle psykologiske ting på skærmen, når disse børn bliver bedt om at agere over for hinanden i meget lange sekvenser. De er blevet tildelt nogle roller, men de har været nødt til at improvisere,« siger hun og kalder det en »ny og meget eksperimentel« slags dokumentarisme.
   »Det er interessant at se film og metoder, der adskiller sig fra den klassiske ‘fluen på væggen’-dokumentar.«
Måden at producere på synes også at være beslægtet med Poul Trier Pedersen "tv-spontanspil" i DR fra 70-erne. Navnet på genren - 'spontanspil' - havde Trier selv opfundet. Udsendelserne blev produceret i regi af den afdeling der hed 'TV-Teatret'.
   Man kan læse mere om genrediskussionen om 'Play' her:
http://www.ekkofilm.dk/artikler/kritiker-film-pa-cphdox-er-fiktion/
Journalister elsker at skrive afslørende artikler som dem Spiegels journalister har skrevet om 'This Ain´t California'. Og det er kun et par år siden det tilsvarende herhjemme blev afsløret under stort offentligt rabalder at formatet for tv-programmet 'Sporløs' i DR, byggede på den illusion af det var første gang journalisten forfulgte sporet til de savnede pårørende for de medvirkende adoptivbørn.

På den ene side synes jeg det er en overgearet og hysterisk diskussion. Og at de skrivende journalister  projicerer normer fra deres eget professionelle domæne over på nogle filmgenrer og filminstruktører hvor de ikke uden videre har "gælder" og har relevans.
   På den anden side er jeg uenig med Bondebjerg i at det egentlig slet ikke er noget problem. Når nogen oplever det som et problem og føler sig snydt og løjet for, så ér det et problem. Et 'faktions-problem'.
    Men der er altså banale opskrifter og simple løsninger på det, som mange kreative tv- og filmfolk i de sidste 30-40 år har kendt til og benyttet sig af:
  • Brug en genrebetegnelse til at frame filmen, en frame som peger på at produktionsomstændighederne har blandet de produktionsformer som bruges i fiktion og de produktionsformer som bruges i journalistik: dokudrama, dramadok, spontanspil, halvfiktion, tv-eksperiment, fik-fak, mocumentary, realitydokumentar, etc. 
  • Marker evt. rekonstruerede scener med et "r" oppe i hjørnet af filmsekvensen, eller marker med tintning at disse sekvenser har en særlig status og er iscenesat og optaget som fiktion.
  • Og skriv evt. i et 'forord' eller et 'efterord' på skærmen på hvilken måde og i hvilket omfang filmen er researchet, iscenesat og produceret som et blandingsprodukt, og lav dermed en eksplicit kontrakt med publikum om at man som seer så selv må afgøre - givet disse oplysninger - i hvilken forstand filmen er sand og autentisk eller et subjektivt fantasiprodukt.  
Hvor svært kan det være!

fredag den 13. april 2012

Poul Gernes fantastiske farvelæging af det indre af Herlev Hospital - kunst som forstyrrelse eller healing

Jeg har et helt særligt forhold til Herlev Hospital. I 1976 producerede DR over en weekend mange timers tv fra det endnu ikke åbnede hospital, med rum og inventar farvelagt og udsmykket af kunstneren Poul Gernes.
    Det var TV-Teateafdelingen der stod som producerende afdeling, genren var en form for seriøs dramadokmentarisk reality, kaldet "spontanspil". De medvirkende var rigtigt sygehuspersonale: læger, sygplejersker, portærer, sygehjælpere, etc. Og patienterne i spillene var mennesker der alle havde erfaringer med at være indlagt for alvorlige sygdomme på et hospital.
   Instruktøren og tilrettelæggeren hed Poul Trier Pedersen, som for nylig døde, og som jeg har skrevet om i et tidligere blogindlæg. Og jeg var med - indkaldt som "hjælpeinstruktør" der på en etage med en traditionel sengeafdeling, skulle få en række realistiske og autentiske "spil"-forløb mellem patienter og personale til at køre mens kamera- og lydfolk optog scenerne.
   Det gik godt. Og jeg skal en anden gang fortælle om tv-spontanspil-teknikken som Poul Trier opfandt og udviklede over en årrække på en halv snes år.
   Jeg husker klart nogle af "spillene" som var gribende og virkede meget autentiske, fx et hvor en kræftsyg ung kvinde får stillet og meddelt diagnosen lymfekræft.
   Men det jeg husker mest tydeligt var faktisk udsmykningen af rummene, både personalekontorerne, rum med tekniske faciliteter, og patienternes sengestuer.
   Jeg synes det var fantastisk. Mine egne erindringer om hvordan det var at være hospitalsindlagt var farvet af en depressiv stemning der korresponderede fint med de gennemgående hvide, grå og karrygule vægge og døre.
   Det her var et totalt og konsekvent og grænseoverskridende brud. Jeg husker ikke at jeg spekulerede over hvorfor man havde valgt at gøre det sådan, og valgt Poul Gernes til at bestemme farver og udsmykning.
   Men for pokker hvor det "virkede". Det modarbejdede alle depressive associationer til sygdom og død.


777


Når den erindring dukker op, så er det fordi Politiken i nogle dage har kørt en historie hvis vinkel har været at Herlev Hospital har begået æstetisk vold mod et kunstværk, ved ikke at følge kunstneren Poul Gernes manual for farvesætning af de fysiske omgivelse på hospitalet, i forbindelse med en netop færdiggjort reetablering af en hjerteafdeling på 3. sal.
    Den første artikel i føljetonen var den 3. april, af Camilla Stockmann. Rubrikken var
Gernes´værk malet over
Manchetten lyder: "Hospitalsledelsen på Herlev Hospital har fjernet Poul Gernes´ koloristiske udsmykning fra hele 3. etage. Dermed har hospitalet foretage et voldsomt indgreb i et af hovedværkerne i dansk udsmykningskunst, lyder kritikken."
   Jeg har kun kunnet finde et enkelt fotografi på nettet til dokumentation af "forbrydelsen":

I

Ifølge Politiken dominerer farverne "hvid, grå og laminat". Og grundlæggende ligner det jo den farveholdning man kender fra næsten alle nyere hospitaler. Det foto Politiken viser, har farverne sort, grå, hvid, og gult/orange og umalet naturtræ
    Ledende overlæge Knud Skagen svarer på kritikken og fortæller at da han blev ansat i 1983 blev han "chokeret over farverne som mødte mig overalt:"
... indgangsparti, velkomsthal, gange, trapper og sengeetager var farvelagt på den mest opsigtsvækkende måde - intet sted fik øjet fred. Lige meget hvor man vendte blikket, var der en overvældende farvesætning.
   Personalet og patienterne havde i mange år megen kritik tilovers for farvelægningen (...).
   Et af vores og andre afdelingers trivselsproblemer på HEH (for personalet) er den evige fornemmelse af støj og uro/uorden.  
Senere forklarer han omkring forarbejdet og researchen og samarbejdet med arkitekterne der har designet den ny afdeling:
Det stod lysende klart, at man kunne frembringe en arbejdsplads, som efterkom de ønsker, vi har hørt fra patienter  og personale om mere fred, ryddelighed og mindre støj - hvis man nedtonede hverdagens  'farvekaos' og introducerede træ og opaliserede glasflader.
Overlægen argument er altså at omgivelsernes farver påvirker hjernen og dermed psyken. Han opererer med det jeg tidligere har kald synæstesi - afsmitning og overførelse fra en form for sanseindtryk til en anden: fra ydre synsindtryk af farvekombinationer til indre følelser af "fred", "ryddelighed", "mindre støj".
    Gernes´ farvepalet er altså i hans optik: "støjende, "urolig", "ufredelig", "uryddelig" og "kaotisk". Hans synspunkt implicerer så også generelt at forskellige farver eller farvekombinationer kan være mere eller mindre godt for patienterne. Og at Poul Gernes farvlægning af hele interiøret giver et dårligt mentalt "klima" for både personale og patienter.

Det interessante for mig at at redaktionen, så vidt jeg kan se, slet ikke har interesseret sig for det - jo helt relevante synspunkt. I hvert fald har de ikke fulgt op på det i dækningen af historien.
    Artiklerne har fulgt et helt andet og fuldstændig konventionelt spor: Det truer vores kulturarv at ændre på en kunstners originale udsmykning af et helt hospital. Så mon ikke ministeren skulle gribe ind og lovgive eller regelsætte nogle forebyggende foranstaltninger - fx et udvalg af eksperter - der skal vogte over og sørge for at bevare den slags udsmykninger mod profane og kulturblind vandalisters hærgen. 
   Framingen: Det udsmykkede hospital er et stykke "finkultur". Og med Poul Gernes totaludsmkning er der tale om stor kunst - og som sådan er det udsmykkede hospital som helhed kulturelt "helligt" og "sårbart" og skal beskyttes for at blive bevaret "urørt".

Jeg synes det er en fuldstændig konventionel vinkel avisens kulturredaktion her følger. Hvad hvis de sparkede den over til videnskabsredaktionen og tog lægens synspunkt så alvorligt så man gav sig til at research om der var noget om snakken?
    Er der evidens for synspunktet? skulle man spørge: At farver inden for gråtonskalaen virker positivt beroligende for patienterne (og personalet). Eller er der måske evidens for det modsatte synspunkt: at en bred palet af farver i indretning og udsmykning faktisk påvirker patienter (og personale) positivt opmuntrende.
    Med andre ord og mere generelt: Hvordan påvirker arkitektur, farver, indretning og udsmykning patienterne for hvis skyld hospitalet jo er bygget og indrettet? Sat på spidsen: Påvirker forskellige farvevalg imunstystemet positivt eller negativt?
   Se det synes jeg jo er meget interessant. Tænk hvis der var undersøgelser der tydede på at alle de pang-farver som Poul Gernes har valgt for hele Herlev Hospital, faktisk var dårligt for patienterne? Gjorde dem mere nervøse, hektiske, urolige end de i forvejen naturligt ville være!
   Eller omvendt: Tænk hvis det kunne bevises at et hospital i gråtoneskala-farver gjorde at patienterne mentalt set blev kastet indad i sig selv og forøgede bekymringerne i default-mode-netværket fordi sanserne ikke blev ordentlig stimuleret af omgivelserne.

Kunstredaktør Peter Michael Hornung har en baggrundskommentar til hovedartiklen i Politiken den 3. april hvor han fortæller at man rent faktisk den gang i midten af 70´erne lavede forsøg med de Gernes-farvelagte omgivelser.
Herlev Hospital blev altså ikke udsmykket for Gernes skyld. Eller fordi Herlev anede at hver ville blive et kunstværk af enestående betydning. (...) Udsmykningen blev alene lavet fordi  man troede på dens virkning: at den ville skabe en positiv oplevelse hos dem, der skulle opholde sig i længere tid inden for dens rammer.
   Men før man gav grønt lys til farvesætningen af de kæmpemæssige projekt, havde man sikret sig, at farvernes effekt ikke var en ren og skær placeboeffekt. Derfor afprøvede man først Gernes´ valg af  farver på en række forsøgspatienter. Først da man havde fået klinisk sikkerhed for, at effekten var overvejende positiv, blev beslutningen truffet. (...)
   Farverne skulle være som et visuelt vitamintilskud til de mennesker der kom i nærkontakt med dem. Og patienterne følte sig engageret og stimuleret af de farver, de sansede. Den positive effekt var ikke et postulat. Den var evidensbaseret som dethedder i de kredse. 
"Evidensbaseret", og nok ikke det man i vore dage ville kalde de eksperimenter man lavede den gang.
Hele historien om beslutningen om Poul Gernes farvevalg og farvelægning kan man læse her:

Poul Gernes forklarede den gang meningen med farverne:
”Størst mulig oplevelse og underholdning, begge dele i den mest positive forstand, skal opnås, argumentationen herfor støtter sig bl.a. til det formålstjenlige i på en positiv måde at nedskære indlæggelsestiden for patienter, gøre hvad der kan gøres for at påvirke arbejdsglæden og arbejdstempoet positivt for personalet og medvirke til at arkitekturen som sådan lykkes, dette som også kan kaldes de immaterielle værdier, ’musernes’ hensigt og berettigelse eller livets salt, skal opnås ved følelsesmæssige, kunstnerisk og farvepsykologisk rigtige valg styret af den ovenfor nævnte hensigt.” 
Og andre steder understreger han også det med "underholdning. Og forfatteren til artiklen på "gernes.dk" forklarer:
Farveholdningen skulle frem for alt underholde patienterne, med andre ord få dem til at glemme deres bekymringer. Ud fra sin tro på kunstens psykosomatiske effekt var Gernes overbevist om, at det polykrome miljø kunne være med til at forkorte patienternes indlæggelsestid og gøre selv et hospitalsophold til en livsbekræftende oplevelse – frem for det modsatte. Derudover ville man også kunne opnå et bedre arbejdsmiljø, stimulere personalets velbefindende og arbejdslyst og skabe bedre befindende for alle husets brugere. Kort sagt: Farverne ville kunne hjælpe med at skabe større medmenneskelighed. Der var tale om en hel række ’bløde’ sociale hensyn, der i vore dage ofte bliver overset inden for bygge- og anlægsområdet.
Det er jo interessant hvordan den samme udsmykning kan tillægges så forskellig effekt - af hhv. overlæge Knud Skagen og de patienter og personaler han påkalder sig som "vidner" og af Poul Gernes og hans indflydelsesrige journalistiske backinggroupe: "Kaos" eller "underholdning"

Jeg googler lidt og finder minsandten en rapport med titlen "Region hovedstadens anbefalinger for helende arkitektur". Den er fuld af fotografier fra en række moderne hospitaler rundt i verden - og et enkelt er også fra Herlev Hospital med motiv af Poul Gernes udsmykning i forhallen:


Jeg har ikke stødt på udtrykket "helende arkitektur" før, men har været inde på samme tankegang i indlægget om de store gamle statslige sindsygehospitalers fantastiske smukke parkanlæg som blev etableret omkring hospitalsbygnngerne for at de skulle virke "helende" på det syge sind hos de indlagte patienter.

I Rapporten med anbefalingerne står der blandt andet:
Helende arkitektur er idéen om, at arkitekturen påvirker menneskers velvære, og at arkitekturen kan medvirke til at fremme en helingsproces hos det enkelte menneske. Både patientens, personalets og de pårørendes oplevelse af rum og arkitektur er en del af begrebet.
   Den grundlæggende tanke er, at den arkitektoniske udformning udtrykt i dagslysets kvalitet, rummets stemning, farver, lyd og muligheden for at være privat og tryg kan understøtte den fysiske og psykiske heling.
   Forestillingen om, at de fysiske omgivelser påvirker patienters heling, er langt fra ny. I klostrene, som i middelalderen tog sig af sygeplejen og i de første hospitaler, var naturen oftest et centralt element, der ansås som en helende faktor.
   Bispebjerg Hospital er et eksisterende eksempel på at uderummene har været et centralt element i de tidlige hospitalsbyggerier. Efter en funktionel periode, med fokus på klinisk effektivitet, er fokus nu forstærket i forhold til tanken om og evidensen bag, at ikke kun lægevidenskaben, men også de fysiske omgivelser, kan hjælpe til patienternes heling. 
Her er det ordet "evidens" der er nøgleordet. Det betyder noget i retning af viden som bygger på videnskabeligt undersøgelser. Det er ikke nok at tro eller føle eller synes, man skal vide - på grundlag af evidens.
   Rapporten skriver - og tager lige et forbehold:
Evidensbaseret design: I evidensbaseret design baseres beslutninger om formgivning på forskningsresultater for, hvordan omgivelserne påvirker helingen. Evidensbaseret design omfatter ikke kun patientens medicinske behandlingsforløb, men også personalets tilfredshed, kvaliteten af patientplejen, sikkerhed, logistik og økonomi.
   ”Evidensbaseret design” har som begreb eksisteret i ca. 25 år. De underliggende studiers resultater er baseret på erfaringer og forsøg udført på bedst mulige niveau. Resultaterne kan således ikke sidestilles med medicinsk evidens. Dette skyldes bl.a. at det kan være vanskeligt at isolere de påvirkninger man vil måle effekten af, og at der pt. kun findes et begrænset antal undersøgelser.
Men den referer og henviser alligevel til en lang række nyere videnskabelige undersøgelser der underbygger at valg af omgivelser har positiv effekt på patienter:
Der findes efterhånden adskillige undersøgelser der viser at visuel stimulering, kan påvirke patientens heling positivt. Flere undersøgelser peger på at visuelle stimuli kan nedsætte det fysiske og psykiske stress hos patienter og personale. Specielt udsigt til natur eller naturlignende motiver beroliger, og er bevist at nedsætte indlæggelsestiden. Bl.a har Parsons et al. i en undersøgelse vist at udsigt til natur eller naturlignende omgivelser styrker helingen og øger modstandsdygtigheden overfor stress og flere af Roger S. Ulrichs undersøgelser viser at udsigt til natur eller billeder af natur bl.a. kan nedsætte indlæggelsestiden.
   Et andet eksempel på effekten af kunst og visuelle stimuli er en undersøgelse af betydningen af farver og design som beroligende faktor for ophidsede og aggressive børn. Her sammenlignede man et rum med hvide vægge og gråt vinyl med et rum hvor man bl.a. havde farver på væggene, billeder af delfiner, fisk og krabber og farverige gulvtæpper. Man fandt at den samlede aggressivitetsscore hos børnene faldt med 45% i det farverige rum i forhold til det hvide. Undersøgelsen peger herved på den terapeutiske effekt ved farver og anden form for visuel stimulering. Derudover har man i flere undersøgelser fundet at visuel stimulering, som et element i smertebehandling, kan have en positiv indvirkning på patientens oplevelse af smerte.
Det må vist blive til 1-0 til Gernes ud fra et moderne evidenskrav.
   Det moderne fagudtryk for den effekt som Poul Gernes kalder "underholdning", er i den videnskabelige litteratur: "positiv visuel distraktion" -  alle de muntre farver får patienterne til at "glemme" bekymringer og smerter fordi det vender bevidsthed og opmærksomhed udad mod omgivelserne - i stedet for indad mod hvor slemt man føler man har det.
   Hele rapporten "Region hovedstadens anbefalinger for helende arkitektur" kan findes på denne link-adresse:

tirsdag den 18. maj 2010

"Selv et lille barn kan afslører et falsk smil"

Når jeg har fokus på hjerneforskningen og dens resultaters betydning for at man kan forstå hvad kreativitet er for noget og hvordan det fungerer, så er det guf at støde på artikler om hjerneforskning med ovenstående rubrik, i SøndagsPolitikens Videns-sektion den 16. maj.

Indholdet i artiklen fortæller at børn i en meget tidlig alder kan skelne mellem smil der er udtryk for en ægte følelse af glæde, kærlighed, venlighed på den ene side,  og på den anden: smil der er påtaget, begrundet i ønske om social accept fra andre. Denne skelnen viser sig ved at forsøgsbørnene reagerer forskelligt på billeder med mennesker med ægte smil, og billeder med mennesker der smiler anstrengt og påtaget.

Et ægte smil er i følge artiklen, det smil det glade menneske møder sin kæreste, sit barn eller sin hund med. Det falske smil er det man bruger når man skal sige tak for en gave, man i virkeligheden ikke er særlig glad for. Juleaften må være fyldt med falske smil, som alle mærker, og som alle ved de skal se bort fra.

Det som fanger mig, er oplysningen om at de to slags smil styres af to forskellige dele af hjernen, der ikke har noget med hinanden at gøre ellers. Og det styrer så også at de to slags mimiske udtryk rent faktisk er forskellige, og af det "opmærksomme" barn kan aflæses som hhv. ægte og falsk. Primært kommer forskellen til udtryk i musklerne omkring øjnene, som stort set ikke aktiveres af det påtagede smil. Det falske smil udføres med information fra den bevidste del af hjernen, som får musklerne i kinderne til at trække sig sammen og bevæge mundvigene opad.
   Det viser sig i øvrigt at billeder af folk med ægte smil som vi i øvrigt ikke kender noget til, generelt inviterer modtagerne til at føle større sympati end når de er modtager af billeder med folk der afgiver falske smil.

Hvad har det egentlig med kreativitet at gør?
   Jeg spekulerer på om ikke det er det der adskiller den gode skuespiller fra den mindre gode, og om det er det der karakteriserer det der kaldes "method acting": at det er muligt for disse skuespillere at have et bevidst og aktivt styrende forhold også til det hjernecenter som ellers regulerer de ægte smil automatisk og ubevidst når følelserne bare er til stede.
   Hvad siger Wikipedia:
Method acting is a phrase that loosely refers to a family of techniques by which actors try to create in themselves the thoughts and emotions of their characters in an effort to develop lifelike performances. It can be contrasted with more classical forms of acting, in which actors simulate thoughts and emotions through external means, such as vocal intonation or facial expression. Though not all Method actors use the same approach, the "method" in Method acting usually refers to the practice, advocated by Lee Strasberg, by which actors draw upon their own emotions and memories in their portrayals, aided by a set of exercises and practices including sense memory and affective memory. Method actors are often characterized as immersing themselves in their characters to the extent that they continue to portray them even offstage or off-camera for the duration of a project. However, this is a popular misconception. While some actors have employed this approach, it is generally not taught as part of the Method. Method acting has been described as "revolutionizing American theater." While classical acting instruction "had focused on developing external talents," the Method was "the first systematized training that also developed internal abilities (sensory, psychological, emotional) .
Forfølger jeg sporet her i teksten fra linket "affectiv memory", så får jeg et yderligere "kick" i min tænkning om kreativitet og den (særligt) kreative personlighed, men herom en anden gang.
   Men i min erindring dukker også op oplevelsen af Poul Trier Pedersens selvopfundne tv-genre "spontanspil" som jeg var "hjælpeinstruktør" på i 10-året omkring 1980, en seriøs reality-genre hvor fidusen var en iscenesættelses-teknik der tilsyneladende aktiverede autentisk sprog og rolleadfærd og de dertil knyttede følelser og fornemmelser hos "spillerne" (som ikke var uddannede og professionelle skuespillere, men almindelige mennesker der havde erfaring fra virkeligheden med de roller de spontant skulle gen-aktivere i spillene.

tirsdag den 30. marts 2010

Kreativitetens sproglige røremaskine: "Conceptual Blending"

"Conceptual blending" har jeg opdaget der er noget der hedder. Mixning af forestillinger - blanding af begreber eller ideer, må det betyder på dansk. Jeg har det fra en tyk amerikansk bog med titlen: The Way We Think. Conceptual Blending and the Mind´s Hidden Complexities. Forfatterne: Gilles Fauconnier og Mark Turner

Jeg blev 'fanget' af titlen i en litteraturoversigt på Amazon hvor jeg søgte på begrebet "creativity". Når det fangede min opmærksomhed, var det bl. a. fordi jeg for halvandet år siden i mit manuskript til en forelæsning om Poul Martinsen - ud af ingenting - havde skrevet "kreativitetens røremaskine" for at indfange hvad jeg synes var specielt ved den måde han fik ideer på. De to begreber - som begge er metaforer - lignede!
  Ved at læse indholdsoversigten, nogle sider ind i teksten og bagsideteksten, som man kan på Amazon, blev jeg klar over at det faktisk var meget interessant for mig, fordi begrebet associativt også forbandt sig med titlen på en bog jeg skrev for mange år siden: Faktion som udtryksmiddel.
Begrebet "faktion" er et semantisk blandingsprodukt - et "blend" i bogens forstand. Der er tale om et sammensat ord der refererer til noget som ikke tidligere er sammenfattet med et ord, og som trækker på to forskellige allerede eksisterende begreber: "fakta" og "fiktion". I den forbindelse optræder også en lang række andre terminologiske blandingsprodukter: dokudrama, dramadok, infotainment, edutainment, mocumentary, spontanspil, realityshow, docusoap, teatersport.

Bogen The Way We Think beskriver en meget generel teori - og en meget spekulativ teori - om hvordan ubevidste semantiske processer og mentale operationer gør det muligt at tænke og tale kreativt ved at kombinere forestillinger fra væsensforskellige verdener i den "sammenrørte" forestilling. En sådan "blanding" er f.eks. en metafor hvor to verdener der ikke logisk eller reelt har noget med hinanden at gøre, kobles sammen, som f. eks. i ordet "bolighaj". Metaforerne vender jeg tilbage til i senere blog-indlæg.

En anden kreativ "blanding" der er central i bogen og teorien, er det man kalder kontrafaktiske udsagn - som disse:
  • Hvis jeg var i dit sted, ville jeg sige nej. (vi forestiller os en verden hvor jeg var i dit sted og skulle svare som om jeg var dig - altså at vi som personer var "blended"; denne forestillede verden trækker på egenskaber ved to andre adskilte "reelle verdener": "dit sted" og "mit sted" hvor vi som adskilte væsener befinder os normalt)
  • I Frankrig ville Watergate aldrig have skadet Nixon (vi forestiller os et Frankrig hvor Nixon var blevet præsident og hvor de handlinger der førte til Watergate-skandalen i USA, udspillede sig; denne forestillede verden, får mening gennem en mental sammenblanding af to andre faktiske verdener: 1) "Frankrig" med de faktiske vilkår som præsidenter lever med der, og 2) "USA" med den faktiske historie om Nixon der måtte træde tilbage på grund af det bevidste Water Gate-cover up.
  • Hvis Jorden var lige så tæt på Solen som Venus, ville der aldrig være opstået liv som vi kender det. (vi forestiller os en verden hvor jordens liv skulle udvikle sig mens jorden var lige så tæt på solen som Venus; denne forestillede verden får mening ved at trækker på kendte egenskaber ved to reelle verdener: 1) "Venus" med sin giftige atmosfære der er over 400 grader varm, og i en bane som er meget nærmere solens end jordens, og 2) "Jorden" med den faktiske bane som er i en så tilpas afstand fra solen at livet som findes, er muligt)
  • Hvis vi kunne gå på nettet her i ørkenen, kunne vi finde løsningen på et øjeblik. (vi forestiller os en ørken uden netadgang i miles omkreds, blandet med forestillingen om en civiliseret verden hvor man har netadgang overalt)
  • Jeg købte ikke bilen alligevel. Den ville fylde for meget i vores garage. (vi forestiller os en verden hvor den bil som vi ikke købte, forsøgsvis blev kørt ind i vores garage)
  • Hun forhindrede ham i at blive slået ihjel. (vi forestiller os en verden hvori han var blevet slået ihjel; der er altså tale om en "blanding" af en verden hvor han ville have været død med en verden hvori denne død ikke indtræffer.)
  • Der mangler en stol i stuen. (vi forestiller os en verden hvor endnu en stol befandt sig i stuen, som altså så er blandet med en aktuel verden hvor stolen ikke befinder sig.)
  • Lars Løkke har accepteret åbenlys uenighed blandt regeringspartnerne. Det ville Anders Fogh aldrig have tilladt. (vi forestiller os en verden hvor Anders Fog stadig var statsminister; den tekst giver kun mening i kraft af "blandingen" af en faktisk verden hvor Lars Løkke er statsminister, og en forestillet verden hvor han ikke var blevet det, men Anders Fog var fortsat.)
I alle tilfælde indebære udsagnene altså, som man ser, forestillingen om en situation som ikke findes, et rum som er tænkt eller opfundet og altså en slags fiktiv verden. Den fiktion giver kun mening i kraft at forestillingen om to verdener som "blandes" i en tankeoperation, og hvor der i "blandingsproduktet" indgår træk eller elementer fra disse to verdener. De af "blandingen" afledte udsagn anvendes som et forsøg på underbygge et argument om forhold i den virkelige verden.

Kontrafaktiske genrer
Det er det der er på spil i den (halv?)videnskabelige disciplin der kaldes kontrafaktisk historieskrivning, som er en særlig måde at anskueligøre og forklare forskellige historiske udviklinger og deres årsagsammenhænge på.
  Der findes også en hel fiktionsgenre, som arbejde ad de samme kontrafaktiske blandingsspor: science-fiction, en genre som i modsætning til genren fantacy, arbejder med at "forlænge" konsekvenserne af sandsynlige videnskabelig og teknologiske udviklinger ind i en fremtidig tænkt verden: altså en fremtidig forestillet verden, indpodet - blendet - med elementer fra den aktuelle verden som man forestiller sig udvikler sig efter de sociale og fysiske lovmæssigheder som gælder i denne faktiske verden. En karakteristisk moderne genre, som kun er mulig i kraft af serier af begrebs- og tankemæssige blending-operationer.
En af de genrer man taler om i forbindelse med faktion, er tydeligvis også beslægtet med de kontrafaktiske "blandinger", nemlig: rekonstruktionen. En rekonstruktion i journalistik og dokumentarisme er en forestillet og fremstillet verden, som man ikke kan bevise eksistensen af fordi den er forsvundet i fortiden; men som man så giver udtryk gennem en fiktion - en fortælle- og udtryksmæssig konstruktion - der er særligt forpligtet på eksisterende kendsgerninger, typiske situationer og efterladte artifakter.

"Nul" - et tal og ingenting
Et for mig særligt slående eksempel på hvor epokegørende fremskridt i den menneskelige tænkning en begrebs- eller forestillingsblanding kan afføde, er "nullet": som i denne teori er en "blanding" af "ingenting" og "et tal i talrækken".
   Inden "nullet" blev tænkt (af araberne!), var der en masse regenoperationer som ikke kunne lade sig gøre, eller som var utroligt besværlige at gennemføre. Men ved at sige at her har vi på den ene side - i et rum - en talrække hvor vi tæller nedad: ... 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1; og på den anden side har vi et andet rum hvor der er "ingenting"; så opstår der pludselig en mulighed for en blandingsoperation som følger: Hvis vi nu kalder ingenting for "nul", udtrykker det som et "0", og placere det i rækken af tal som det der kommer før 1, har vi tænkt og udtrykt en "begrebsblanding" af et tal og ingenting; et begreb om tallet "nul". Og dette blandede begreb kan vi bruge til at måle, beregne og forstå verden på en masse nye måder. Sandsynligvis afgørende for næsten al videnskabs udvikling.
  Conceptual blending så det batter!