Håndskrift og kreativitet - bogstaver og ord i fysisk bevægelse sætter sig mere effektivt på hjernen

Politikens videns-sider i dag har en interessant nyhed om betydningen af at (lære) at skrive med hånden. Altså i modsætning til det at skrive via en computers eller en tablets tastatur.

   Jeg har tidligere i flere indlæg været inde på hvor vigtigt det er at indlæring og forståelse sker i samvirke med kropslig fysisk udfoldelse. 

   Derfor hænger jeg på artiklen, som er skrevet af videnskabsredaktør Morten Garly Andersen.

   Han konkluderer ud fra forskellige videnskabelige undersøgelser at det vil være en god ide at lade brug af hånskrift til forskellige opgaver leve længere i skolens pædagogiske praksis end bare de første par klasser hvor man lærer at skrive.

Tilsyneladende har det at skrive noget ned en positiv effekt på vores evne til at huske, hvad vi skriver.

   En række nyere studier peger i retning af, at håndskrift ikke behøver at være et redskab, der hører fortiden til.

   Børn har en tendens til at lære hurtigere og ser oven i købet ud til at blive bedre til at genererer ideer, hvis de er veltrænede i at brug håndskrift. (...)

   Forsøg med børn, der frivilligt blev hjerneskannet, mens de skrev på henholdsvis computer og med blyant, har vist, at der aktiveres flere centre i hjernen, når man skriver med blyant, end hvis der bruges computere.

   Tilsyneladende aktiveres centre som stimulerer kreativitet og hukommelse, når man grafisk nedfælder tegn med abstrakt betydning - og dermed tvinges til at tolke og omsætte teoretisk information til fysiske bogstaver.

 Og flere gevinster af det at skrive noget ned fremgår senere i artiklen:

Ifølge et forsøg på University of Washington, der har fulgt børn op til 12-års alderen, kunne børn finde på flere ord inden for et givet tidsrum, hvis de måtte skrive dem i hånden, end hvis det skete på en computer. De fik flere ideer, når de skulle lege med ordene. Ifølge forskerne gælder det også i nogen grad op på universitetsniveau: En blyantsnote gør det lettere at huske, hvad der blev sagte eller vist, end hvis den samme viden blev registreret med computer.

Det svarer smukt til mine egne erfaringer. Hvis jeg virkelig skal huske noget, så skal jeg notere det med en kuglepen eller lignende på et pair eller en gul seddel. At skrive det på computeren gør at det bevares og altså "huskes" så at sige eksternt, men ikke printes ind i hjerne for alvor.

Verdensbilledlegatet (2) - seminaret som en mental multimixer af kreative hjerner

Jeg har i forgangne weekend medvirket på et weekendseminar for de 10 vindergrupper af Danidas "Verdensbilledlegatet", som man kan læse mere om på www.3world.dk.
   For godt et år siden skrev jeg et introducerende indlæg om Verdensbilledlegatet som helhed ud fra et kreativitetssynspunkt: http://petersudsigt.blogspot.com/2010/04/verdensbilledlegatet-en-kreativ-ide-der.html.
   Nu zoomer jeg ind på en del af processen: seminaret for de 10 udvalgte grupper der har modtaget legatet, et seminar som afholdes kort efter offentliggørelsen af vinderne og inden legatmodtagerne for alvor slippes løs på virkeligheden.

De 10 grupper, som alle er studerende fra forskellige videregående uddannelser, er sammen et døgn på et kursussted. De får her en masse faktuel nødvendig orientering for at kunne klare alt det høj- og lav- praktiske omkring dette: i løbet af nogle få måneder at have gennemført produktionen af en tematisk bestemt u-lands-dokumentarfilm på 12 minutter, hvor det afgørende element er at de skal rejse til et u-land og i løbet af 14 dage til en måned der lave optagelserne til filmen, som de så skal redigere når de kommer hjem og  skal aflevere til en tidsfrist i starten af september.

  Derudover er seminarprogrammet delt i tre dele: 

• et seks timers kursus i fakta- og dokumentardramaturgi, udelukkende baseret på udvalgte eksempler fra de foregående års legatfilm; det styrende princip for udvælgelsen af de film som vises, er at de skal være nogen af de bedste af de snart 100 film som ligger tilgængelige på nettet, og samtidig skal de eksemplificere et bredt register af fortælleformer og fortæller-plot. 
• en fællesseance hvor hver gruppe efter tur over for forsamlingen først kort "pitcher" den ide de har fået legatet på; derefter kan alle de andre gruppe komme ind med coachende spørgsmål og bidrage med ideer til research, fortælling og videre konceptudvikling; til slut får hver gruppe gode råd og konstruktiv kritik fra to "eksperter" der har læst og reflekteret over alle 10 ansøgninger.
• en legatvinder-gruppe fra sidste år kommer og viser sin film og fortæller om de erfaringer de har gjort sig under forberedelsen, optagelserne og redigeringen af filmen; både principielle og generaliserend konklusioner og lavpraktiske råd og anvisninger. 

Erfaringen er gennem årene at deltagerne er meget, meget glade og meget tændte når seminaret er slut; og synes de er blevet væsentligt klogere på og afklarede med hvad de kan, skal og vil gøre for at få succes med at producere deres film.

Jeg tænker at det skyldes at seminaret er blevet et socialpsykologisk forum for et kompleks af kreative konceptuelle blendingprocesser i hovedet på deltagerne.

Hvilke konceptuelle input-rum er det så som mixes på kryds og tværs - før og under seminaret?

1. De forestillinger de studerende har om hvad det er de ikke skal lave: dvs. deres aktiverede forestillinger om u-landsstereotypier og -klicherer som de kender og har fra den normale mediedækning, disse forestillinger blandes med de forestillinger som selve den stillede opgave aktiverer i dem, forestillinger som er styret af de erfaringer alle har med selv at have rejst og evt. arbejdet i u-lande. Outputtet af denne blendingproces er det ideoplæg de har leveret i deres ansøgning om legatet, og som typisk kombinerer ønsketænkning med faktuel viden i et eller andet forhold.
2. Dette oplæg og de bagvedliggende forestillinger konfronterer de så med oplevelsen af den serie af film de får vist fra tidligere års legater på seminaret. De skal altså blende deres egne fantasier med de forestillinger de får aktiveret ved at se, opleve og få sat ord på nogle af de bedste film fra tidligere år. Det giver dem dels en masse ideer til hvordan de kan realisere deres egen film-ide, dels tager de nogle beslutninger a la: "Sådan vil vi i hvert fald ikke lave det", og dels øger det deres generelle ambitionsniveau gevaldigt: "Det kan vi da gøre lige så godt", eller "Det kan vi da gøre bedre", kan man se de sidder og tænker.
3. Ved feed-back-seancen efter det korte kursus pitcher hver gruppe kort deres ide, og allerede på det tidspunkt er der sket ændringer i forhold til det de skrev. Tilbagemeldingen i form af spørgsmål og konstruktive forslag fra andre indebærer at hver gruppe bliver ydereligere afklaret med hensyn til indhold, fortælling og retning for deres film (eller uafklaret og forvirret "på et højere niveau"). Og de sidder når aftenen er slut, med et konceptuelt output-rum omkring deres film som mentalt set bobler og syder, og som emotionelt set er godt varmet op. De er på spring!
4. Dagen derpå møder de endnu et input-rum hvori deres selvbillede og deres egen rolle bliver fremskrevet til et forestillet fremtidsscenario hvor filmen er færdig - i form af den filmforevisning og erfaringsfremlæggelse som en gruppe fra sidste års legatmodtagere leverer. Igen kan man høre på de spørgsmål deltagerne stiller efter fremlæggelsen at den mentale position de nu spørger ud fra, ligger milevidt fra det konceptuelle rum som deres ansøgning fra før seminaret var udtryk for. Spørgsmålene er konkrete og to the point. Denne sidste blendingproces betyder at de nu ser sig  selv placeret i et friskt konceptuelt output-rum hvor de har rollen som potentielle kommende dokumentarfilm-instruktører - med en mission!

Set i en kreativitetsteoretisk frame - gennemført med så få midler og på så kort tid, så fungerer seminarforløbet simpelt hen eksemplarisk. 

   Derudover er der jo også nogle klare sociale gevinster: erkendelsen af at de alle er "i samme båd", og at de rent faktisk kan hjælpe og bruge hinanden undervejs. 

   Det betyder også noget at de får relativeret den faglige frame fra eget studium, ved at møde unge fra helt andre uddannelser med en faglig frame der adskiller sig markant fra deres egen: journaliststuderende, antropologistuderende, lærerstuderende, sygeplejestuderende, statskundskab-studerende, studerende fra kulturmød- og udviklingsstudier, etc. etc.