'Bergmans Video' - et eksempel på effektiv udnyttelse af blending i et originalt svensk tv-dokumentar-koncept

Jeg skrev for nogle blogindlæg tilbage om filmauteuren Woody Allen med afsæt i den dokumentarfilm  om hans liv og film af Robert B. Weide der indtil for nylig har været vist i biografen. 

    Derfor er det i nøje overensstemmelse med serendipitetprincippet at en af Woody Allens helt store instruktør-forbilleder, Ingmar Bergman, pludselig presser sig ind i mit opmærksomhedsfelt.

   Woody Allen der var en stor beundrer og stækrtinspireret af Ingmar Bergman havde som barn ondt i mor-forholdet, Ingmar Bergman havde som bekendt alvorlige problemer i far-forholdet.

Ingmar Bergmans videobibliotek og tv-stue i hans hjem på Fårø

På anbefaling af en god ven har jeg nemlig i dag set første tv-dokumentarudsendelse af en serie på 6 på SVT1. Den har titlen 'Bergmans Video', og den var bestemt interessant at se. Ikke helt uproblematisk på grund af sin "indforståethed". Men som fortælling bestemt værd at være tilskuer til hvis man er blot nogenledes interesseret i film, og indholdsmæssigt fuld af gode citater fra kreative mennesker. Faktisk mere interessant som filmfortælling end den om Woody Allen.

   Udsendelseskonceptets dobbelthed "gamle Bergman" i spil med "nye filmmagere" fremgår af denne engelske beskrivelse:

Bergman was an avid film buff, with a VHS collection of more than 1,500 titles, alphabetically organised, with personal notes on his favourites – "but also several thousand video films that were not catalogued, including a lot of popular culture", recalled Swedish film critic Hynek Pallas.

    Pallas, his fellow critic Jane Magnusson and journalist Fatima Varhos are currently finishing Bergman’s Video, a 90-minute documentary (for theatrical) and a 6x60minute television series which will offer "a new insight into the genius of Bergman and portraits of great filmmakers of today".

   With focus on six themes: fear, silence, comedy, death, adventure and outsiders – relevant to Bergman and the invited directors and actors – the films will feature interviews with, among others, Woody Allen, Robert de Niro, Michael Haneke, Ang Lee, Lars on Trier, Takeshi Kitano, Francis Ford Coppola and Martin Scorsese.

   Bergman’s selection comprised predictable filmmakers such as Tarkovsky, Buñuel, Truffaut, but also tapes with The Blues Brothers, Jurassic Park and Ghostbusters. Producing with Sweden’s Gädda Five Production, Swedish pubcaster SVT will airBergman’s Video later this year, and Swiss-based First Hand Films will handle international sales.

http://cineuropa.org/2011/nw.aspx?t=newsdetail&l=en&did=218321

Der er altså et grundtema for hvert afsnit i dokumentarserien. Og i det første var det "comedy"/"humor".  der var temaet. Ikke et tema som man umiddelbart forbinder med netop Ingmar Bergman hvis film i offentlighedens øjne vel stort set assoscieres med alvor og store temaer om liv og død, Gud og skyld - og kærlighedens veje og vildveje. Men klart et tema der motiverer flere interviewklip med Woody Allen om hans forhold til Bergman.

Plottet i hver udsendelse er at en kendt filminstruktør - her i første udsendelse Thomas Alfredson, søn af komikeren og instruktøren Hasse Alfredson - besøger Bergmans hjem på Fårø som nu er museum og mindehus og står stort set som det var da han døde.     

    Denne filminstruktør kommenterer så temaet - illustreret gennem klip fra  nogle af Bergmans film og klip fra instruktørens egne film. Ind i dette rammesættende "besøgsforløb" i Bergmans hjem, er så monteret klip fra interviews om det samme tema med internationalt kendte instruktører og skuespillere som optræder i eller er ansvarlige for nogle af de film Bergman har stående på reolerne i sit tv-rum; disse film-kendis-interviews illustreres så også med klip fra disse andre film.

Robert De Niro förklarar varför han gått från gravallvarliga filmer som 'Taxi Driver' (1976) och 'The Deerhunter' (1978) till mer lättsamma komedier som 'Analysera mera' (1999) och 'Släkten är värst' (2000).
   I Paris sitter Wes Anderson och berättar vad som får honom att skratta, Alexander Payne förklarar varför han inte tål 'Persona' (1966) och franska regissören och skådespelaren Agnes Jaoui har en annorlunda ingång på varför hon tycker Bergman är rolig.

Der er tale om en fler-spors eller fler-lags dokumentarisk montageform, en form som i teorien om 'conceptual blending' smukt illustrer den variant der kaldes 'double scope blending'. Den er kendetegnet ved at de to - eller flere - sammenbragte og integrerede konceptuelle rum, funger som en slag optik for belysning og anskuelse af hinanden. 

   Altså: Ingmar Bergman og hans films forhold til et tema, belyses og anskues gennem: 1) en nulevende instruktørs optik som besøger "helligdommen" på Fårø og klip fra denne instruktørs egene film; og 2) en række internationalt kendte film - smalle såvel som blockbuster-film - deres instruktørerer og medvirkende skuespillere bliver belyses og tolkes gennem den optik som Bergman og hans film kan levere. 

   Hele konstruktionen er nærmest at betragte som et konceptuel dobbletspejl hvor de to konceptuelle rum (der hver også er blended af forskellige konceptuelle rum) gensidigt spejler og kommenterer hinaden - både verbalt og filmisk.

   Der er klare ligheder i formen med Poul Martinsens tv-dokumentar 'I skyggen af en far' - om radiodokumentaristen Christian Stentoft. Men Martinsens montage er flottere og mere fascinerende.

Ingmar Bergman selv er jo som filminstruktør af verdensformat kendetegnet ved alt det jeg i mange indlæg i detaljer har beskrevet som en særligt kreativ personlighed: nemlig en konfliktfuld barndom  med tab og savn, ensomhed og rodløshed, kompenseret gennem et stærkt emotionelt og visuelt præget fantasiliv. Et fantasiliv som kommer til at levere mentalt afsæt for stor kreativitet som voksen hvor privatliv og film mixes og koncentreres symbolsk i emotionelt højspændte, tematisk dybe og æstetisk eksperimenterende film. 

   En sådan fusioneret blanding af levet liv, fantasi og produktionsvirkelighed er noget der ofte kendetegner film-auteurens produktion. 

Jeg har i tidligere indlæg skrevet om hvordan den emotionelle temperament-tilstand 'melankonli' synes at være drivkraft for mange kunstneres kreative produktioner, og således også for Bergmans.

   Ifølge denne første udsendelse af serien 'Bergmans video' har han fx. utalt at han ofte følte at "han havde valget mellem at begå selvmord eller skrive en komedie".

   Denne første udsendelse i tv-serien viser i hvert fald at humor også var en vigtig ingrediens i mange af Bergmans film trods hans image som filmisk alvorsmand; og at en nogle af hans tidligste film var regulære komedier. 

    En af de medvirkende instruktører siger at humor er nødvendig for at finde ud af om publikum synes om filmen, "for så kan man høre de ler i biografsalen". 

   I dramaturgiens lærebøger taler man typisk om 'comic relief' som nødvendige 'entréer mellem de  alvorlige højdramatiske scener.

   Enten den samme eller en anden instruktør siger om Bergman at han er den eneste af de helt store instruktører han kender, der kan lave stor filmkunst uden der indgår en eneste komisk scene eller karakter i filmen. Han tænker måske på 'Hvisken og Råb' eller 'Persona'?

Tv-udsendelsen tematiserer også dette fænomen at originale instruktører har en særlig godt øje til dette at caste vigtige  roller i deres film  "mod typen", fx lade kendte komiske skuespiller spille alvorstunge-roller, og lade skuespillere som er berømt for deres skuespil i alvorlige psykologisk "dybe" roller, spille hovedrollen i komedier

   Fænomenet 'casting aginst type' udnytter altså også en konceptuel blendingeffekt.

Ingmar Bergman har skrevet en selvbiografi med titlen 'Laterna Magica' og filmen/tv-serien 'Fanny og Alexander' der begge på hver sin måde og i hver sin genre og medie, skildrer og spejler Bergmans egne refleksioner over sin barndoms personlighedsdannende oplevelser og erfaringer.

    Wikipedia fortæller:

Ingmar Bergman was born in Uppsala, Sweden, the son of Erik Bergman, a Lutheran minister and later chaplain to the King of Sweden, and Karin (Akerblom), a nurse.[4] 

   He grew up with his older brother Dag and sister Margareta surrounded by religious imagery and discussion. His father was a conservative parish minister with strict parenting concepts. Ingmar was locked up in dark closets for "infractions" like wetting the bed. "While father preached away in the pulpit and the congregation prayed, sang, or listened", Ingmar wrote in his autobiographyLaterna Magica:

   "I devoted my interest to the church’s mysterious world of low arches, thick walls, the smell of eternity, the colored sunlight quivering above the strangest vegetation of medieval paintings and carved figures on ceilings and walls. There was everything that one’s imagination could desire — angels, saints, dragons, prophets, devils, humans."

     Although raised in a devout Lutheran household, Bergman later stated that he lost his faith at age eight, and only came to terms with this fact while making Winter Light.[5] Bergman's interest in theatre and film began early: "At the age of 9, he traded a set of tin soldiers for a magic lantern, a possession that altered the course of his life. Within a year, he had created, by playing with this toy, a private world in which he felt completely at home, he recalled. He fashioned his own scenery, marionettes, and lighting effects and gave puppet productions of Strindberg plays in which he spoke all the parts."[6][7]

Se og læs mere om 'Bergmans video' på adressen:

http://www.svt.se/bergmans-video/

Filmene i serien sendes hver onsdag de næste 5 uger på SVT1 kl. 21:00 - med mange genudsendelser i dagene efter på forskellige tidspunkter af døgnet.

Hvis din nabo var - Henrik Dahl - og andre barndomshistorier (2. del)

                              (fortsat fra forrig blogindlæg)

Det der optog mig mest ved andenudgaven af Henrik Dahls bog "Hvis din nabo var en bil", var det lange og helt nyskrevne indledningskapitel hvori han fortæller "historien bag om bogen", som også er hans egen personlige og faglige udviklingshistorie. Titlen indeholdt jo en fascinerende frisk metafor der i sit mixede output forbinder elementer fra konceptuelt adskilte input-rum: "naboer" og "biler" - ligesom i teksten i indledningen om de forstørrede katte og børn.

   Her skal "nabo" (=et dig nærtstående menneske) ses gennem den konceptuelle optik  som "bil" (=en vare med et mærke der har livsstilsbetydning) leverer.

Og personligheden "Henrik Dahl" er tilsvarende delt og sammensat af to "betydninger" - og afslørede sig her i indledningen  som et skoleeksempel på den kreative personlighedsprofil jeg har kaldt: "to personer i en":

Det der efter min mening frem for alt præger den første udgave af bogen, er, at jeg så langt tilbage jegkan huske har været splittet mellem to ambitioner. Jeg ville gerne være professor. Og jeg ville gerne være forfatter. I mange år forfulgte jeg ambitionen om at blive professor. (…)

   Jeg ha ikke nogen anelse om hvordan det er at have en hemmelig seksualitet, man må leve med inde i et skab. Men jeg kan godt sætte mig ind i det alligevel. For i alle de år, jeg gjorde akademisk karriere, var der noget inde i mig der protesterede mod den prosa man er tvunget til at skrive hvis man vil frem i den akademiske verden. For at sige det pænt, er den både meget defensiv og meget upersonlig.

   Det defensive ligger i at de fleste videnskabelige artikler når man skræller alt det uvæsentlige væk er opbygget som tungt armerede fæstningsværker rundt om en som regel forholdsvis beskeden god idé eller observation.

   Det upersonlige ligger i, at meninger, vurderinger og ikke mindst følelser, med al respekt vor den videnskabelige prosa i øvrigt er omtrent så uønskede der, som den frie tanke var ved Pavens hof i middelalderen.

Her trækkes godt nok også effektivt på sprogets kreative repertoire i form af metaforer med dramatiske kilde-domæner til at indfange spaltningen: "skabsbøsser" og "den mørke middelalder". De to stridende ambitioner har som underliggende konceptuelle metaforer: "fornuft og følelse". Og han taler om "prosa", men det er jo blot et metonym for det meget større og svært håndterlige akademiske værdi- og normsystem som han føler sig fængslet af.

Mihaly Csikszentmihalyi sammenfatter i sin bog om kreativitet listen af dimensioner i den kreative psyke sådan her:

If I had to  express in one word what makes their personalities differetn from others, it would be complexity. By this I mean that they show tendencies of thought and action that in most people are segregated. They contain contradictory extremes - instead of being an "individual," each of them is a "multitude". Like the color white they  tend to bring together the entire range of human possibilities. Like the color white that includes alle the hues in the spectrum, they tend to being together the intire range of human possibilities within themselves.

Det Mihaly Csikszentmihalyi kalder "complxities", er det jeg har kaldt "en blended personlighed" hvis mentale virksomhed permanent er optaget af problemet med at kombinere og integrere ellers normalt adskilte konceptuelle rum i forskellige, ofte hybride udtryk - inden for kunst, politik, videnskab, håndværk, undervisning. 

Min teori er jo at blendede personlighedsprofiler ofte også nyder (eller decideret får det dårligt hvis de ikke får mulighed for) at udtrykke sig i hybride grænseoverskridende og genrefornyende æstetiske eller videnskabelig produkter. Henrik Dahl fortæller om sin egen bog at...

… den er skrevet i en overgangsperiode. Efter jeg havde opgivet min akademiske karriere og før mit liv som forfatter for alvor havde taget form. På den ene side hører man derfor i teksten resterne af sorgen over at jeg måtte opgive min akademiske karriere. På den anden side mærker man tydeligt manglen på erfaring som forfatter.

Altså en "uren" hybridform, efter hans egen mening. Jeg får i et glimt en association til min egen gamle hybride bog: "Faktion som udtryksmiddel". Men også til Poul Martinsen.

I forbindelse med arbejdet med min bog om Poul Martinsen blev jeg klar over hvor afgørende "kreativ vrede" kan være i den skabende proces, en følelse som var drivkraften bag de mest personligt spejlende dokumentarprogrammer i hans produktion hvor han især arbejde med montageformen - og mest tydeligt i udsendelsen om Christian Stentoft: "I skyggen af en far". 

   Henrik Dahl har samme tvetydige forhold til sin bog og til den kreative vrede som den er et produkt af, og den er også en slags montage, som han dog ikke er tilfreds med:

Når jeg læser bogen i dag, synes jeg det personlige korstog er for tydeligt. Idiosynkrasien er for tydelig. Men frem for alt er protesten for tydelig. Det betyder dog ikke at jeg græmmes ved at læse bogen igen. Faktisk kom jeg til at more mig over al den utilpassede energi der kommer ud gennem linierne. (…) Hvis man vil skrive rigtig godt skal man rense sit sind for vrede. (...) Det har jeg forstået nu, men fattede det ikke, da jeg skrev denne bog. Når alt kommer til alt, synes jeg dog, bogens sjæl i høj grad ligger i dens stilistiske og kompositoriske mangler.

Jeg har jævnligt på denne blog luftet den teori at den særligt kreative personlighed har nogle erfaringer som fører til et stærkt fantasiliv i barndommen: Man fantaserer om det man mangler, om det man ønsker med ikke kan nå, om det man vil udtrykke, men ikke kan få lov til (eller er for generet til) at sige.

   Det er et fantasiliv som igangsættes og forstærkes af emotionelle savn, af angst, af frustrationer, af indestængt vrede. Et fantasiliv som fungerer som kompensation for den identitetsusikkerhed,  fremmedgørelse og sociale isolation som er konsekvensen af at blive rykket op med rode, flyttet fra ét miljø til et andet, af at være tvunget til at skifte sprog/dialekt og kulturelt miljø, af fraværet af en forældre fx ved skilsmisse, og af at blive mobbet i skolen.

   Eller som hos Poul Martinsen og en række af de personer han portrætter i sine udsendelser: konsekvensen af at have "ondt i farforholdet".

Holder min teori stik  også i forhold til Henrik Dahl?

   Der er nogle passager i indledningen til andenudgaven, som peger i den retning. Og en søgning på nettet fører til bogen "Skilleveje" af Bo Østlund fra 2006, som indeholder en lang række interviews med kendte mennesker om deres barndom, heriblandt Henrik Dahl.

   I 3. klasse flyttede han fra Vestsjælland til Skærbæk i Sønderjylland hvor hans far havde fået et præsteembede:

I det lille landsbysamfund som Skærbæker, var der meget få akademikere, og dem, der var, var offentlige personer, som alle vidste, hvem var. Alle vidste, at jeg var præstens søn. Og det er jo ikke altid sjovt, for når man er barn, ønsker man jo bare at være normal. Ikke at stikke ud. (...)

   Jeg var dygtig i skolen, men nu var jeg pludselig meget tæt på at miste lysten til at gå i skole. Man så nemlig skævt til de dygtige, der var interesserede i skolen. Ude i Snave har man en dumhedskultur, og man sætter en ære i at være uvidende og sabotere undervisningen. Men hvis man kan pløje… det er ligesom fint på en eller måde. Det er ikke nogen rar tanke, men hvis majoriteten dyrker dumhedskulturen, er det dén, der gælder. Min første oplevelse af Skærbæk var, at alle var ekstremt uvenlige og intet gjorde for, vi skulle føle os velkomne.

   De første år i skolen varede en evighed. Jeg følte, de andre børn drillede mig, fordi jeg var ny og præstesøn, men heldigvis var jeg stor og stærk, så jeg bankede to-tre stykker af de værste. Så ordnede alting sig, og siden var der ikke den store ballade. Året efter ordnede jeg nogle andre rødder, der drillede min lillebror. Og så endte jeg med at bliv god nok, fordi jeg beherskede et sprog, bondeknoldene kunne forstå. Sådan kunne man gøre i gamle dage uden at blive sendt til skolepsykolog. Verden var lidt mere simpel...

I et interview i Berlingske Tidende fra januar 2005 i anledning af udgivelsen af bogen "Mindernes Land", uddyber han med ironi og sarkasme:

Og så kommer man over til Skærbæk og skal gå i klasse med Baune, Henrik Solgaard, Henning Primdal, Bobby - med dem allesammen... Det er simpelthen løgn, tænkte jeg. Det er for sindssygt. For langt ude. Det var forfærdeligt. Når du er præstesøn i sådan et miljø, kan du ikke blive andet end tilskuer. Du kan jo ikke blive deltager i sådan noget idioti, vel? Jeg ønsker at trykke dem, der har opfundet Polle fra Snave og Angora-drengene, til mit hjerte. For hvordan kunne de vide, at det var mine klassekammerater.

Det fremgår af samme interviewe at han var og er meget "genert", en egenskab han - sammen med "tilskuerpositionen" - også deler med Poul Martinsen.

Om forholdet til sin far og hvilken betydning det har haft for de modstridende ambitioner i hans liv og i hans bog, det fortæller Henrik Dahl om i andenudgaven af "Hvis din nabo var en bil":

Sagen var at både min farfar og hans far – altså min ene oldefar – var professorer. Godt nok ikke særlig dygtige eller fremtrædende, men dog alligevel. Over for det stod at min far havde svigtet alle de forhåbninger familien havde knyttet til ham og hans lyse hoved. Han var uddannet som historiker,men havde fået gummiarm – eller hvad sådan noget nu hedder i den akademiske verden – og skrevet et middelmådigt speciale. Derfor var han endt som ufaglært i en ravnekrog i Sønderjylland. I mit barndomshjem talte vi ikke så meget om de ting, men dog fuldt tilstrækkeligt. Fra min tidligste ungdom havde jeg forstået at noget måtte gøres. Og hvad mere var: Jeg havde forstået at jeg måtte gøre det.

I skyggen af far, farfar og oldefar!

   Interviewet i Berlingske fra 2005 belyser også "morforholdet". Familiens liv var "forgiftet" af at Morfarens tilhørte en religiøs sekt, Jehovas Vidner:

Det har virkelig kostet gråd og tænders gnidsel. For min mor var det en skæbne værre end døden. En dyb, dyb familiekonflikt og en religiøs konflikt, som altid har været i mit hjem. Så det er et spørgsmål, der har mast sig ind på mig. Min mors forhold til sine forældre var jo defineret ved den religiøsitet, som hun fandt afskyelig. Og det gør jeg også. Det er en livsfornægtende idiotisk religion med en lille dum bogholder-gud. Gud kan jo ikke være sådan en, der synes, det er sjovt at pine folk. Det kan ikke være meningen. (...)

   Den konflikt har jeg aldrig kunnet slippe. Det må være ligesom at have malaria - giften slipper dig aldrig. Hvis du bliver ramt én gang, så har du det siddende i kroppen. Jeg er vokset op i skyggen af den konflikt.

Henrik Dahl udgiver om et par uger bogen "Spildte kræfter". Og begge mine fast aviser, Politiken og Information,  har store forskræp-interviews med ham. "De røde er en katastraofe" siger han ifølge rubrikken i Politiken. Forsiderubrikken lyder godt nok også vred: "De vensterorienterede akademikere skaber ikke ny erkendelse, de venstreorienterede kunstnere skaber ikke ny kunst, og de venstreoreinterede politikere give ikke svar på nutidens store spørgsmål". Og...

Over for Information kalder han endvidere Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraternes formand og statsministerkandidat, for »den svageste formand, partiet nogen sinde har haft«:

   »Hun deltog i skrivegruppen omkring bogen Epostler. Og her stod det klart, at hun er, hvad jeg vil kalde en blank person. Hun kan ikke skrive eller improvisere. Hun har en meget begrænset almen viden, hun ejer ikke hverken nærvær eller nogen større visioner. Hun har muligvis, hvad man kan kalde en reproduktiv begavelse, hun kan forberede sig og lære ting udenad. Men hun kan ikke indgå i de uformelle sammenhænge med egne ræsonnementer, som er så vigtige, hvis man skal lede et lille land.«

  - Har hun ikke spillet jænbyrdig op over for statsministeren i deres debatter, og håndterede hun ikke sin egen skattesag både åbent og modigt?    

   »Nej, hun havde sikkert fin rådgivning om skattesagen til sidst. Og hun var god til at lære udenad og forberede sig til debatterne med Løkke. Men hun har intet format.«

"Karaktermord," skriver nogle af de andre aviser.

   Det er ikke svært at få associationer til skolegården i Skærbæk hvor de fik bank som drillede Henrik eller hans lillesøster. Og til moderens kamp mod morfaderens "livsfornægtende dumme bogholder-Gud".

   "Hvis man vil skrive rigtig godt, så skal man rense sit sind for vrede," skrev han i "Hvis din nabo var en bil". Det er jeg ikke enig med ham i. Og det er i hvert fald ikke lykkedes endnu. "Giften slipper dig aldrig", som han også selv har sagt.

 
Det der slår mig i begge interviewene, er at humoren er væk, og selvironien helt fraværende. Skal man tage interviewene som udtryk for prosaen i den kommende udgivelse, så virker vreden her mere destruktiv, end kreativ.   

Kreativ udnyttelse af nettets muligheder (2): Ny amerikansk tv-serie - med brug af "manusportal" til tusindvis af medforfattere

Jeg var for et år siden vejleder for to specialestuderende som havde fået den ide at de ville producere tv-dokumentarer til nettet, baseret udelukkende på uploadede video-klip fra brugere/borgere.
   De studerende lavede en netportal til formålet og annoncerede et tema - i det her tilfælde: Grafitti i Storkøbenhavn. Og gennem portalen og via Face Book inviterede de så københavnske borgere og brugere til at gå rundt i byen og optage video: dels af grafitti-kunstnere i aktion, dels eksempler på forskellige former for grafitti-udtrk og "værker", og dels udtalelser fra såvel udøvende "kunstnere, som  tilhængere og modstandere af grafitti.
   De studerende havde valgt en montageform, så deres "arbejde"  udenlukkende bestod i at udvælge, redigere og klippe videoindslagene sammen til en kalejdoskopisk web-tv-dokumentar. De lavede ikke egne interviews, og der var heller ikke nogen voice over-speak.
   Ideen var spændende og kreativ, syntes jeg. Man kunne godt finde web-portaler der lidt var inde på samme spor, men ikke mange - og ikke lige i den version og på den måde.
   Men det lyder også nemmere end det viste sig at være. Først og fremmest havde de problemer med rent faktisk at aktivere tilstrækkeligt mande bruger til at levere video. Det lykkedes dog, der kom en rimeligt seværdig web-tv-dokumentar ud af det, og de to studerende fik faktisk bevist at ideen i princippet var god nok, og eventuelt kunne videreudvikles.

Min interesse for programmer med aktiv involvering af og bidrag fra "almindelige mennesker", er en gammel historie. Helt tilbage fra -68.
   Og mens jeg i 80´erne var konsulent i DR´s uddannelses- og udviklingsafdeling, var jeg meget optaget af det man den gang kaldt public acces-programmer, og jeg skrev også om det i et kursuskompendium: 'Public access og sprog'.
   Det var altså radio- og tv-programmer hvor lyttere og seere var aktive (med) producenter, programtyper som man i DR i 70-erne og 80-erne betragtede som en del af public service-forpligtelsen at give plads for.
   Det var f.eks. brevkasse-programmer som "Hvad er min ret, og hvad er min pligt", og ringeind-programmer som "De ringer, vi spille", "Noget for noget", "Tværs". Og programmer produceret i regi af "Radio-båndværkstedet" og "TV-båndværkstedet".

Alt det kommer jeg i tanker om ved læsning af en artikel i Politikens Kultursektion den 8. marts - på medie-tema-siderne. Rubrikken: "2.000 amatørforfattere bag nyskabende tv-serie". Manchetten: "Tv-serien 'Bar Karma' er skrevet på baggrund af gratis ideer fra 2.000 mennesker på internettet. Et pioner-koncept inden for tv-produktion, mener forsker." Journalist: Anders Hubart Madsen.
   Idemanden Will Wright er computerspilproducent og havde store problemer med at få tv-selskaber til at købe ideen. Han skabte en "manusportal" som brugerne kunne  skrive deres ideer ind i. Via sin Face Book-side fik han 2.000 til gratis at bidrage med forslag til plot, dialoger og karakter. Og til sidst lykkedes det Will Wright at få realiseret konceptet via den kanal 'Current TV' som Al Gore har været med til skabe. Se mere på:

www.current.com/shows/bar-karma/

UCG er forkortelsen for det jeg her har givet eksempler på: User-Generated-Content - en af de kreative muligheder som nettet i den grad har accelereret. Hvad skriver wikipedia om det:

User generated content (UGC) covers a range of media content available in a rnange of modern communications technologies. It entered mainstream usage during 2005 having arisen in web publishing and new media content production circles. Its use for a wide range of applications, including problem processing, news, gossip and research, reflects the expansion of media production through new technologies that are accessible and affordable to the general public. All digital media technologies are included, such as question-answer databases, digital video, blogging, podcasting, forums, review-sites, social networking, mobile phone photography and wikis. In addition to these technologies, user generated content may also employ a combination of open source, free software, and flexible licensing or related agreements to further reduce the barriers to collaboration, skill-building and discovery.

Brugerinvolvering i lystet af kreativitetsteorien vil jeg komme ind på igen senere. Der er jo tale om blending af to konceptuelle rum: brugergeneret indhold med professionel redigering,