Debatten om 'Christianias Børn' (3) - instruktørens synspunkt - og et svar fra mig

Jeg har i to tidligere indlæg her på 'udsigten' prøvet at forholde mig til den debat som i medierne fulgte efter udsendelsen af dokumentarfilmen 'Christianias Børn - Skyggesiden af eventyret' på DR1 den 10. august i år.

   Instruktøren til filmen, Nille West  har ønsket at bidrage med en kommentar. Jeg fik den pr. mail for nogle dage siden med en opfordring om at lægge den ind på bloggen her, og det gøres hermed.

   

Jeg kan anbefale at man læser de to foregående indlæg først., da det er en afgørende kontekst for kommentaren. 

   Her er link til dem:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/08/debatten-om-christianias-brn-om.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/08/debatten-om-christianias-brn2-med.html

Efter Nille Wests kommentar, kommer mit svar.

   Nille West skriver:

Tillad mig her relativt kort at fortælle om de aftaler og oplevelser jeg havde med de medvirkende.

   Trylle og de andre var fra starten helt klar over - og med på - at min dokumentar ville handle om de negative sider ved en barndom på Christiania. Grunden til at jeg overhovedet fandt vinklen var, at Trylle selv havde lavet en række udsendelser på 24syv hvor hun tog fat på de mindre flatterende sider af Christiania. Vi var helt enige i at der var mange flere svære historier at fortælle, og at vi ville bryde med et mere end 40årigt tabu. Vi var enige om at det positive også skulle med. Det skulle det blandt andet på den måde, at vi i dokumentaren ville fortælle hvor de medvirkende er i dag, og om de gode ting de trods alt har taget med sig.

   Alle medvirkende bad undervejs i processen om at forskellige ting, de havde sagt, ikke ville blive brugt, det efterkom vi. Alle fik at vide hvad der ville komme med da vi var inde i klippeprocessen. Alle så programmet inden det var færdigt. Ingen ville ved gennemsynet have klippet noget ud. Flere ville have klippet noget positivt ind, det efterkom vi. Men det sidste var faktisk ret svært fordi der i interviewene altid kom et "men" når de medvirkende havde sagt noget positivt. De var, med andre ord, alle optagede af få snakket om den skyggeside som var dokumentarens vinkel.

   Jeg er derfor virkelig nødt til at gendrive, at jeg skulle have klippet en masse positivt ud. Har jeg gjort mig skyldig i noget, er det snarere at klippe en masse negativt ud. Ind imellem har jeg faktisk følt at jeg er blevet en del af tabuet, fordi jeg har fået så meget at vide som jeg ikke må fortælle.

   Selvfølgelig er min dokumentar vinklet. Det er som du ved al journalistik. Men de medvirkende kendte altså udmærket min vinkel.

Trylles indlæg er også vinklet. Men hendes vinkels limpind hopper du tilsyneladende meget hellere ukritisk på, end på min dokumentar.

   Det er tankevækkende så let det er for medvirkende at køre deres dagsorden igennem uden at blive stillet et eneste kritisk spørgsmål. Mon det er fordi vi elsker at få bekræftet vores forestilling om at journalister er kolde og manipulerende og medvirkende kun uskyldige ofre? Det virker ind imellem sådan.

   Mvh Nille Westh

Her kommer mit svar:

Kære Nille

For lige at gør det klart og få det punkt overstået - så 'hopper jeg ikke på nogen limpind'. 

   Jeg citerer et indlæg fra tre af de fire hovedmedvirkende, fordi jeg synes at det der virkelig er tankevækkende, er at selv om instruktøren og redaktøren har gjort alt det der professionelt er korrekt når man laver sådan en type dokumentar, så kører debatten hurtigt helt af sporet - og de medvirkende oplever sig misbrugt og urimeligt behandlet. 

   I stedet for en debat om substansen i dokumentaren, så kommer debatten bagefter til at dreje sig om hvordan dokumentaren er produceret, om instruktørens og DR-redaktionens intentioner og etik, etc. 

   Jeg forholder mig hverken til substansen i filmen, eller til substansen i de medvirkendes efterfølgende indlæg. Når jeg citerer deres indlæg, så er det fordi det er udtryk for en oplevelse hos de medvirkende som tilsyneladende kommer bag på både redaktør Morten Thomsen Højsgaard og - som man kan se ovenfor - også instruktør Nille Westh:  

   'Vi har gjort alt det vi professionelt burde og skulle - og lidt til - for at behandle de medvirkende ordentligt. Og det er så takken!'. er den lid forurettede undertekst i begge kommentarer.

Mit første indlæg fokuserede ikke særligt på dokumentaren eller på om der er noget at komme efter for de tre medvirkende i forhold til klipningen. 

   Det jeg var og er optaget af, var hvorfor den opfølgende debat efter en ellers god dokumentar i tv - endnu en gang løb af sporet, også selv om de ansvarlige for udsendelsen, instruktør og redaktør, mente de havde den professionelle etik i orden, og at der virkelig ikke var noget at komme efter.

   Og altså hvorfor de tre medvirkende efterfølgende offentligt tager afstand fra den måde de er blevet brugt på i filmen - som bærere af hovedhistoriens vinkel gennem de klip de er blevet citeret for.

Det er ikke første gang det sker. 

   Jeg kan fra dansk og udenlandsk tv-dokumentar-historie finde masser af helt parallelle eksempler  hvor den efterfølgende debat som ønskeligt fra producenternes side burde handle om indholdet, i stedet for 'kører skævt' og primært kommer til at handle om produktionsprocessen.

Det var et rigtigt langt indlæg jeg skrev som kom vidt omkring, men det fremgår klart at jeg ikke retter nogen kritik mod selve dokumentaren, som jeg  syntes - og flere gange skriver - var god og velproduceret, og én som jeg nemt ville have kunnet bruge som skoleeksempel på en dramaturgisk velkonstrueret og velfortalt dokumentar inden for en bestemt genre: den skarpvinklede afslørende og mytepunkterende.

Det der var den afgørende pointe i mit indlæg, og som du Nille ikke forholder dig til, var at 'kontrakten' med seerne var utilstrækkelig og misvisende, for nu  at sige det pænt.  Og at det faktisk er en gennemgående svaghed ved mange af den slags dokumentarer. 

   Og at når man fortæller så skarpvinklet en historie med 4 medvirkende som eneste dokumentation for afsløringen, så er det helt afgørende at man gør sin kontrakt med seerne så tydelig og eksplicit at de medvirkende ikke efterfølgende føler sig taget til indtægt for de tvivlsomme generaliseringer debatten lynhurtigt kaster af sig. 

Jeg citerer lige fra mit første indlæg:

Det Morten Thomsen Højsgaard nemlig ikke forholder sig til, er om 'kontrakten' med seerne er klar - og dermed sikrer mod at de gamle og angiveligt idylliske eventyrbilleder af livet på Christiania i 70´erne og 80´erne - ikke nu med filmen her bare bliver erstattet med mindst lige så fordomsfulde, misvisende og mørke rædselscenarier i den brede offentligheds kortsynede og og stort set historieløse bevidsthed. 

   Hjerneforskningen har fundet ud af at når gamle erindringsbilleder så at sige overlejres med nye, ja, så forsvinder de gamle 'billeder' sådan set ud af hjernen - ligesom når man på computeren hiver en fil frem og ændrer på den, og så gemmer den igen under samme filnavn.

Den gamle mangelfulde, men originale version er pist væk!

Jeg skriver meget  udførligt og detaljeret hvad jeg mener der er galt med 'kontrakten', og hvad jeg mener instruktør og redaktør (sådan cirka) kunne og burde skrive i klartekst på  skærmen i begyndelsen og/eller i slutningen af filmen hvis de ville have undgået at de medvirkende endte med efterfølgende at føle sig misbrugt og røvrendt.

   Jeg citerer lige igen fra mit første indlæg, og vil være rigtig glad hvis Nille West og redaktør Morten Thomsen Højsgaard ville forholde sig til det:

Men jeg noterer at filmen indledes med noget der nærmer sig en usandhed: På skærmen skrives følgende tekst som en del af anslaget - til at forklare Christianias forhistorie og oprindelses-ideer:

UNGE I HUNDREDVIS RYKKEDE IND. DE VILLE SKABE ET ALTERNATIVT SAMFUND BASERET PÅ FRIHED, FANTASI OG FÆLLESSKAB. 

FORESTILLINGEN VAR AT BØRN OG VOKSNE VILLE FÅ ET FANTASTISK LIV HER.

NU FORTÆLLER BØRNENE DERES VERSION AF HISTORIEN.

En udfordring til læserne: Hvor er den gal her? - Hvad burde der havde stået så Nille West og Morten Thomsen Højsgaard ikke skulle levere gode miner til slet spil under interviews og til pressemøder bagefter i medierne?

Tilføjelserne til det skriftlige oplæg i filmens start, som jeg kunne ønske det, har jeg skrevet her - med rødt: 

FORESTILLINGEN HOS EN DEL VAR AT BØRN OG VOKSNE VILLE FÅ ET BEDRE LIV HER.

   NU FORTÆLLER FIRE UDVALGTE BØRN MED BARSKE BARNDOMS-ERFARINGER DERES VERSION AF HISTORIEN.

Til sidst i udsendelsen ville det efter min velbegrundede overbevisning have været både fair og oplysende - og ikke mindst fordomsnedbrydende - hvis 'man' - instruktør og ansvarlig producent -  ærligt og redeligt havde skrevet det som det var:

INTERVIEWCITATER OG OPTAGELSER ER UDVALGT OG REDIGERET, SÅ DE BEDST MULIGT ILLUSTRERER OG DOKUMENTERER DENNE VIGTIGE HISTORIE, VI HAR VALGT AT FORTÆLLE I DOKUMENTAREN HER  

DE FIRE UDVALGTE HOVEDPERSONER TALER FOR EGEN REGNING, OG ER IKKE REPRÆSENTATIVE FOR ALLE DE BØRN, DER I DEN PERIODE ELLER SENERE, HAR HAFT DERES FAMILIELIV PÅ CHRISTIANIA.

EN LANG RÆKKEN RELEVANTE KILDER HAR IKKE ØNSKET AT MEDVIRKE MED UDTALELSER I UDSENDELSEN - UNDER HENVISNING TIL AT DE IKKE VILLE VÆRE EN DEL AF 'MEDIECIRKUSSET', OG FORDI DE TIDLIGERE HAR HAFT DÅRLIGE ERFARINGER MED MEDIERNE, DERES JOURNALISTER OG PRESSEOPMÆRKSOMHEDEN. 

Hvis der havde stået  noget i den retning på skærmen til sidst i den i øvrigt velfortalte dokumentar, så er jeg sikker på at debatten efter dens udsendelse ville have været meget bedre, mere nuanceret, mindre fordomsfuld og mere oplysende - i stedet for som nu mest at stimulere til æv-bæv-buh og sort-hvid argumentation, og i hvert fald, som vi har set det, til at de medvirkende sidder tilbage og føler sig misbrugt, og oplever sig som brikker i en unuanceret og politiserende medieståhej.

Så kære Nille. 

   Tak for din kommentar. 

   Men jeg ville ønske at du forholdt dig til det der var substansen i det. Og ser frem til at du gør det. Det vil jeg naturligvis med glæde bringe videre her på bloggen.

    Og så synes jeg i øvrigt at man med mulighederne for at tilknytte en webside til en tv-udsendelse, kunne gøre rigtigt meget godt og oplysende og afmystificerende i forhold til både medvirkende og seere ved at lægge forskellige fraklip på nettet.

De bedste hilsener

Peter

Debatten om 'Christianias børn´(2) - med opfølgende indlæg fra forfatterne til 'Forelsket i vinklen - om fikseringsfejl hos journalister'

Christiania-optog juli 1977 med Solvognsmedlemmer. Anna ’Trylle’ Petri er barnet øverst oppe. Foto: Nils Vest

I et tidligere indlæg skrev jeg om den debat som fulgte efter udsendelsen af dokumentaren 'Christianias børn - Skyggesiden af eventyret'. Og prøvede at forklare hvorfor debatten kørte godt og grundigt af sporet. 

   Hvis du ikke har læst det, eller ikke har det helt præsent, så er det en god ide at læse det her indlæg først:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/08/debatten-om-christianias-brn-om.html

Det har kastet et par interessante og perspektivgivende kommentarer af sig som jeg gengiver i det følgende - fra Malene Bjerre og Mikkel Hvid,  de to forfattere til den glimrende bog der kom i foråret: 'Forelsket i vinklen - om fikseringsfejl hos journalister', en bog jeg også refererer til i ovennævnte indlæg. 

Først Malene Bjerre:

Godt indlæg, Peter. Egentlig oplever jeg ikke selve udsendelsen som præget af fikseringsfejl. Jeg synes (som du) at Christianias børn er en virkelig god dokumentarfilm, der er klart vinklet på skyggesiderne ved at være barn i Christiania uden at se bort fra at det kun er en del af det store billede. Men jeg synes du viser rigtig godt (og det havde jeg ikke selv tænkt så klart) at det jo også hører med til udsendelsens forpligtelse at sørge for at den ikke bidrager til seernes fikseringsfejl. I stedet bør den gøre det mere tydeligt, fx i introen, at de fire deltagere ikke nødvendigvis er repræsentative for børn i Christiania. Så den ikke er så nem at fejlfortolke eller ligefrem misbruge af folk der er kritiske over for Christiania.

Jeg svarer:

Enig.

Men det er måske noget at skrive noget om i forlængelse af bogen - risikoen for at indplantere fordomsfunderede fikseringsfejl hos modtagerne, når vinklen i dokumentaren/fortællingen er skarp, casene er få - men stærke, der ingen sociologisk statistik findes der kan sige noget om mulighederne for at generalisere, og når konteksten i tid og socialt rum i øvrigt er diffus og udefineret.

   Jeg vil så hellere have den manglende "kontrakt-og-kontekst-tekst" til slut end i starten af filmen. Synes at en ordentlig tekst til sidst fortæller seerne at nu kan de godt indstille sig på at skifte tænke-og-oplevelses-'mode' - fra 'thinking fast' til 'thinking slow' - når de skal bruge den stærke oplevelse til derefter at mene og argumentere for noget sagligt, fx om børneliv og børneopdragelse under kritiske vilkår (som jo er foregået og stadig foregår andre steder end på Christiania).

  I 80´erne lavede jeg rigtig mange fakta-dramaturgikurser i Sverige for mange forskellige redaktioner, både nyheds-, magasin- og dokumentar-. Og jeg syntes den gang det var lidt gammeldags og støvet at SVT næsten uden undtagelse ved udsendelse af kritisk-kontroversielle dokumentarer lagde 15-30 minutters 'studiedebat' bagefter med vidende og kloge folk der kunne sætte oplevelser og følelser i et lidt mere sagligt, fagligt og distanceret perspektiv.

   Det synes jeg egentlig stadigvæk. Den dramaturgiske oplevelseskurve dykker jo markant efter dokumentarens klimaks med sådan en 'hale' af 'talking heads'. Men alligevel....

   Sådan som medieudviklingen har været i de senere år, og efter at dramaturgi og fortælleteknik er blevet en del af den professionelle main stream-kunnen blandt journalister og dokumentartilrettelæggere, så er jeg lige ved at synes at svenskerne måske havde fat i den lange ende ...

Malene: 

Det er en virkelig god pointe - at god brug af fikseringsfejlsgrebet ikke kun handler om, hvorvidt journalisten selv er fikseret, men også om deres journalistik understøtter eller modarbejder fikseringsfejl hos læserne. Og det er jo lige præcis her, begrebet også har væsentlig forklaringskraft i forbindelse med den konstruktive journalistiks fokus på at arbejde for forståelse og løsninger. Jeg er super glad for at få denne pointe skåret ud i pap.

Mikkel Hvid:

Det var dig, Peter, som lærte mig, hvad en vinkel er: Det er den påstand, som journalisten skaffer belæg for med citater, fakta og så videre. Og principielt er der ikke noget i vejen for at vinkle skarp på den pris, der har at være et barn af og fra Christiania.

   Problemerne opstår i relationerne til læserne og til kilderne. Det sidste først.

   Det virker som om aftalen med kilderne ikke har været klar nok. De kritiserer udsendelsen, fordi den ikke giver et retvisende billede af deres barndom, men det vil den heller ikke. Den vil – jf. vinklen – give et retvisende billede af de omkostninger, det har for børnene. Og spørgsmålet er så: Vidste kilderne det? Ville de have bidraget, hvis de vidste, at det var vinklen? Og - hvis vinklen har udviklet sig undervejs – har de så ret til at sige fra, hvis deres udtalelser bruges i en anden vinkel end den, som dokumentaren arbejdede med? Med andre ord:   Kan kilderne sige fra, hvis journalistens arbejdsvinkel udvikler sig? Den ret ville vi i hvert tilfælde sjældent give politikere og offentlige personer.

   Og så relationen til læserne: Som du, Peter, meget fornuftigt nævner, bør læserne kende præmissen for udsendelsen: Det her er ikke den journalistiske sandhed om Christiania, men den journalistiske sandhed om prisen for et social eksperiment. Men hvor skal det fremgå? Du foreslår til slut, og det kan der være en god grund til: Så husker vi det bedre. Omvendt er det irriterende, at man først får oplysningen til slut, for det er jo i virkeligheden et filter, som man burde have vurderet hele udsendelsen igennem. Jeg bliver så irriteret, når jeg læser en (fortællende) artikel, hvor det så i sidste linje fremgår, at navn og konkrete oplysninger er opdigtet. Så hvis det var mig, ville jeg anbefale, at forbeholdet (og det er jo det, det er), kommer i indledningen. Et kompromis ville være: Både og. Men er det ikke for meget?

Jeg svarer:

Til det første har jeg ikke noget afklaret synspunkt. 

   Men egentlig synes jeg der kunne være argumenter for at gøre forskel og behandle 'ikke-professionelle kilder' mere hensynsfuldt end 'politikere og offentlige personer'.

   Til det andet: I gamle dage, da jeg underviste i 'Faktion som udtryksmiddel' i DR, noterede jeg at mange af de meget dygtige og mest professionelle instruktører/tilrettelæggere der producerede fortællinger med blanding af fakta og fiktion på engelsk, at de som regel placerede kontrakt-teksten på skærm/lærred til slut, lige inden credit-oplysningerne.

   Fx Peter Watkins der stort set sluttede alle sine film, herunder den berømte og berygtede 'War Game' (1965), med en tekst på skærmen der udsagde at "filmen var lavet i samarbejde med medvirkende der udtrykker egne meninger og følelser."

  En af de mest berømte pionerfilm inden for engelsk drama-doc som jeg viste på faktionskurserne, 'Cathy, Come Home' fra 1966 af Ken Loach og Tony Garnett, den sluttede med følgende tekst på skærmen: "All the events in this film took place in Britain within the last eighteen months. 4000 children are separated from their parents and taken into care each year because their parents are homeless. West Germany has built twice as many hourses as Britain since the war."

   Jeg synes ofte det - i overført betydning - er 'at slå sig selv på munden' hvis man placerer et tungt kontraktuelt verbalt 'filter' i starten. Hvis det er en godt fortalt, væsentlig og gribende fortælling, så sker der nemlig et af to: enten glemmer man den som seer alligevel hurtigt et par minutter inde, og så er det slet ikke sikkert man kommer i tanker om den når filmen er slut; eller teksten fungerer som permanent mentalt grus i øjnene undervejs, så den oplevelse instruktøren har satset på med sin tilrettelæggelse og klipning, den bliver forstyrret og mudret undervejs.

   Jeg tror ikke man kan lave en entydig regel for alle film/fortællinger, men et ikke for forstyrrende tekstligt set up i starten, og så en ordentlig kontekst-tekst til slut, det er nok ofte en effektiv blanding.

   Men fx Poul Martinsen som jo er min 'helt' og reference på mange områder, producerede i 1977 en dramadokumentar om den svenske bankrøver Clark Olofsson. Den indledte han ganske bombastisk med følgende tekst på skærmen/lærredet: "Dette er den virkelige historie om den svenske bankrøver Clark Olofsson. Den dokumentariske baggrund er interview med Clark Olofsson, hans familie og venner samt med politi- og pressefolk, fængselsfunktionærer og andre. Sveriges Radio har stillet arkivfilm til rådighed. Alle spillescener er rekonstruerede og har skuespillere i rollerne."

Debatten om 'Christianias børn' - om effektiv Dramaturgi vs virkelighed og sandhed. Det handler om at være 'forelsket i vinklen' - og om dårlige 'kontrakter' med seerne - selvom dokumentaren er god

https://www.youtube.com/watch?v=wFKIeSVJVL8

Der er opstået en livlig debat efter tv-dokumentaren 'Christianias børn - Skyggen af eventyret' af Nille Westh som blev udsendt på DR den 10. august i år.
   Faktisk en debat som alle kloge folk nu er enige om er kørt helt af sporet i medierne.

Mit afsæt:

   I Politiken lørdags den 22/8 har en af de medvirkende Anna Petri (i filmen "Trylle") så et kritisk indlæg om det ensidige - og ensidigt negative - billede af hendes barndoms og ungdoms virkelighed som filmen giver.
   Hun skriver ikke kun på egne vegne, men også på vegne af to andre af de (i alt fire) centrale medvirkende i dokumentaren: Rufus Tollesen og Sofie Nørregaard der også var børn på Christiania den gang.
   Kun 'Lise' (den fjerde) er ikke medunderskriver på indlægget.

   

Anna Petri skriver blandt andet under følgende rubrik og underrubrik:

De gode sider ved vores barndom blev klippet ud
Filmen om Christiania skævvrider billedet af vores barndom.

Og så fortsatte hun indlægget:

Filmen ramte lige i hjertet på blomsterbørnenes børn. Voksne Christianiabørn fra vores egen generation har skrevet og takket os for vores mod til at adressere de udfordringer, vi som børn skulle kæmpe med på Christiania, og vi har fået et hav af henvendelser fra danskere, der kunne genkende deres egen barndom fra hippiemiljøer rundt omkring i landet.

   Filmen er nemlig i høj grad en skildring af skyggesiderne ved 70’ernes og start-80’ernes strømninger, verdenssyn og levevis. En tid, hvor der blev eksperimenteret med boformer, skoleformer, kønsroller, sex, musik, kunst og stoffer i hele landet.

   Dokumentarens tematikker skal derfor forstås og vurderes ud fra denne præmis: Alle vores udtalelser er baseret på oplevelser fra denne tid og kan derfor ikke overføres direkte til nutidens Christiania. Det er derfor dybt problematisk, når vi på det seneste har læst flere udtalelser og debatindlæg, som har misforstået denne vigtige præmis. Det skævvrider virkeligheden og skaber en fejlagtig debat baseret på et forkert grundlag.

   Det er helt uacceptabelt, at dannede journalister, meningsdannere og politikere – bevidst eller ubevidst – fører folket bag lyset i denne sag. Christianias børn lever nemlig ligesom resten af samfundet i dag i en helt anden tid med andre udfordringer end dem, vi havde i 70’erne. Filmen skal under ingen omstændigheder bruges til at sige noget om Christiania-børnene i dag.

Jeg skrev flere blogindlæg i foråret om den vigtige og normbrydende bog 'Forelsket i vinklen - om fikseringfejl hos journalister' af Mikkel Hvid og Marlene Bjerre. Den giver en række oplysende cases til illustration og dokumentation af såkaldte fikseringsfejl i journalistikken gennem årene.

   Den kommer jeg i tanker om ved at læse Anna Petris debatindlæg og efterfølgende interview i avisens kultursektion. 

   Og ved at at læse en række kommentarer fra blandt andet politikere og opinionsdannere på højrefløjen der så at sige tager filmen som gidsel for deres aktuelle fordomme og holdninger til anderledes tænkende og normbrydende ung mennesker - og til det aktuelle Christiania.

  

I kommentaren skriver Anna Petri videre, og jeg citerer in extenso fordi jeg synes det er så klart skrevet og velargumenteret:

En anden ligeså vigtig præmis er, at dokumentaren kun har valgt at belyse skyggesiderne ved det nystartede Christiania, og den tegner ikke et samlet billede. De gode aspekter ved vores Christiania-barndom har ikke været dokumentarens fokus. De er simpelthen blevet klippet ud. Det har vi – de fire hovedpersoner – været skuffede over.

   Vi har fra starten pointeret, hvor vigtigt det var, at billedet af vores opvækst også blev skildret med de gode sider. Sandheden er nemlig den, at vi også har haft en fantastisk og enestående barndom, på trods af at vi havde seriøse udfordringer at kæmpe med.

   Mange har oven i købet været helt skånet for meget af det, vi fortæller om i filmen. Vores forældre har været både kærlige og gode forbilleder – og ikke kun egoistiske bohemehippier, som filmen gerne vil fremstille dem som.

   Instruktørens argument for, at filmen kun behandler skyggesiderne, er, at netop skyggesiden manglede i det samlede mediebillede. Det har hun jo ret i. Vi har næsten kun hørt historierne om de glade hippiebørn og 68-generationens egne idealiserede fortællinger.

   Men desværre bliver filmens ’skyggesidevinkel’ ikke tydelig nok for seeren, og filmen bliver oplevet som et helhedsbillede på, hvordan det var dengang. Og det er ikke et fyldestgørende billede. Som medvirkende i filmen føler vi et ansvar for at påpege disse ting.

Jeg har et særligt forhold til Christiania, tilstår jeg gerne.

   Og jeg har et forholdsvis nuanceret billede af fristaden før og nu. Men jeg har har aldrig boet der, kun været på besøg nogle gange i årenes løb.

   Jeg forbinder stedet, miljøet, kulturen, og økonomien derude med et sæt af modstridende, næsten paradoksale kriterier: både kreativitet, frihed, alternativ tænkning, deleøkonomi, fællesskab og varme; men også lukkethed, sekterisme, hashsalg og narko, rockere og mord, kriminalitet, vold, forsømte liv, snavs.

I min mellemskole- og gymnasietid i slutningen af 50´erne og begyndelsen af 60´erne gik jeg flere gange om ugen forbi det den gang stadigt militære anlæg på højre side af gaden - og ud på Holmen i gymnastiktimerne - for at spille fodbold med klassekammeraterne.

   Op gennem 70´erne havde jeg både bekendte, venner og familiemedlemmer som i perioder boede og levede på området da det var blevet 'Fristad'.
   Mig bekendt har jeg en kusine som stadig bor der.

   Og jeg fulgte meget med i pressen om de udbredte fordomme, stereotypier og misvisende debatter der florerede om hippielivet og hash-salget og kriminaliteten i 'Fristaden'.  

   Og ikke mindst fulgte jeg med i medierene om kampen i Folketinget om at få Christiania lukket, en kamp som jeg den gang - som lektor i sprog og kommunikation på det lukningstruede RUC - ikke havde svært ved at identificere mig med.

   

Jeg husker også at jeg med glæde så Poul Martinsens tv-dokumentarfilm i 1976 'Dagbog fra en fristad', en tv-udsendelse der var den direkte årsag til at folkestemningen den gang vendte - og som også førte til at  Folketingsflertallet for lukningen forsvandt som dug for solen. 

   Det effektive dramaturgiske plot - en slags reality-dokumentar - var at lade en solid socialdemokratisk arbejderfamilie fra Hedehusende (han: jord- og beton, hun; hjemmehjælper, plus to drenge 10-14 år) bo en uge på Christiania i et af de velfungerende kollektiver. Og så der følge deres oplevelser i en løbende slalom-række af reportageoptagelser og interviews. 

   Arbejderfamilien ændrede radikalt holdning efter den uges oplevelser ved selvsyn - fra bramfri udsagn som: "Luk det lort", før udsendelsen - til udtalelser i klartekst bagefter: "Vi har mindst lige så mange sociale problemer i Hedehusene", og "der er meget godt ved det liv med fællesskab og varme som mange christianitter har." 

   Og folketingsmedlemmer i stort tal ændrede holdning fra minus til plus efter udsendelsen.

Jeg har siden i min bog 'Poul Martinsen - Besat af virkelighed' skrevet et helt kapitel med analyse af filmen - ledsaget af Martinsens egen fortælling om produktionshistorien - og om efterbyrden i den politiske offentlighed.

   Martinsen blev af blandt andet radiorådmedlem og partileder Erhard Jacobsen beskyldt for ensidighed, rød lejesvend-enøjethed - og faktuel manipulation i sin udsendelse.
   Det holdt ikke en meter og anklagen døde.

 
Martinsens argument for at fortælle sin historie på den måde, var at han ville vise en anden side af livet på Christiania end det sorte, overfladiske og negative billede der dominerede bevidstheden ude omkring i landet - og ikke mindst på Christiansborg.

   Altså: helt samme argumentation, men stik modsat vinkel, af den som dokumentar-fortællingen 'Christianias børn - Skyggen af eventyret' var redigeret efter.
   Men afstanden i tid og kultur og politik er altså 1976 - 2015 - næsten 50 år.

Jeg har også fulgt med i debatten om Peter Øvig Knudsens bog 'Hippie', hvor Christiania også er en del af historien, en bog hvis første bind udkom 2011, og hvor ikke mindst de meget modstridende erindringer om tiden den gang fra de forskellige kilder, førte til mange opfølgende indlæg i aviser, i blogge, og på de sociale medier. 

   Og reaktioner fra nogle af de nu aktive  BZ'ere, har gjort at han har opgivet at skrive og fortælle BZ-ernes historie i en ny bog, som han ellers havde planlagt.
   Stof til efteranke!
  En solid bog kan være væsentligt mere oplysende i det lange løb end en dokumentar, tænker jeg.

I mange, mange år (siden 1982) har jeg undervist journalister - og journalister in spe og andre professionelle mediefolk - i tv-dramaturgi og fortællende journalistik. Og jeg  har - tro det eller ej - skrevet flere velanmeldte artikler og to bøger i den forbindelse: 'Faktion som udtryksmiddel' (1990) og 'De levende billeders dramaturgi' (2003).

   En hel afgørende (og i gamle dage overraskende) pointe i den undervisning var princippet om  at ...

... en velfungerende og effektivt kommunikerende fortælling - fakta eller fiktion - skal have én og kun én bærende ide eller præmis, dvs. en sproglig påstand som skal være sand, troværdig, fair, velresearchet og veldokumenteret - og dermed kunne fungere som en klar og forumleret kognitiv strategi, som man derefter - som god, professionel journalist eller instruktør - styrer og indretter interviews, optagelser og redigering efter.

En anden afgørende princip i undervisningen var at ...

... man som journalist og tilrettelægger skulle udvælge - nu 'caste' - de medvirkende så de - hvad angår sprog, mimik, bevægelse, påklædning og miljø - var udtryksmæssigt dækkende for historien - og så vidt muligt var repræsentative for den funktion/'rolle' de havde fået i indslaget, programmet, dokumentaren.

Jeg har imidlertid også altid været optaget af at ...

... modtagerne - publikum, eller nu 'brugerne' - blev gjort på det rene med hvilken præmis/bærende ide og hvilke vilkår fortællingen var produceret og redigeret under. 

Altså: at man i filmens start eller slutning (og i forannonceringen på nettet og i aviser) skrev oplysende ord - hvidt på sort eller sort på hvidt - men tydeligt på skærmen,  at man skrev ord der eksplicit og i klartekst forklarede, for eksempel i denne her films tilfælde, at der - af hensyn til den lineære dramaturgi og skarpheden i fortællingen - var udeladt en (lang?) række optagelser med positive udsagn fra de hovedmedvirkende og andre om deres hel- og halvtraumatiske bandom i 'Fristaden'.
     Hvis unge, fint skolede dokumentarister tror at seerne bare helt af sig selv og naturligt, har den kontraktformular i hovedet, så er de - lidt - nej meget naive - og alt for uvidende om almindelige menneskers umiddelbare oplevelse af tv-programmer.

 
Endvidere kunne man have fortalt seerne at en række for historien vigtige medvirkende som man bad om udtalelser, ikke ønskede at medvirke; dels fordi de ikke ville være en del af mediecirkusset; og dels fordi de havde dårlige erfaringer med medierne, deres journalister og effekten af presseopmærksomheden. 

   Men den slags 'varedeklarationer' levere professionelle dokumentarister og de institutioner der finansierer dem, nødtvungent og meget sjældent. Og måske endda sjældnere nu end tidligere.

   Men Poul Martinsen, dansk tv-dokumentars grand old man og nestor, han gjorde det ofte. Tit er der en oplysende og vilkårsafklarende tekst på skæremen til sidst. Tjek selv. 

   Han lavede også kontrakter med de medvirkende hvori der stod at de ved en dags slutning, altid kunne fortryde en udtalelse og få den slettet. Og ofte lod han dem se det næsten færdige program inden udsendelsen.
   I nogle af de mest kontroversielle tv-dokumentarer gik han selv i billedet som synlig fortæller og ansvarlig "vinkler af historien" (fx 'Krigerne' eller 'Fluen på væggen'), ligesom han i flere udsendelser lod de centrale medvirkende se optagelserne med sig selv -  og kommentere dem, og disse kommentarer optog han også med deres tilladelse - og gjorde til en del af den færdige udsendelse (fx 'På grænsen til liv', og igen: 'Krigerne').

   Læs mere og blive klogere i bogen 'Poul Martinsen - Besat af Virkelighed'. Den findes på mange biblioteker og kan også opspores antikvarisk stadigvæk.

   

Se så her hvad DR skriver til slut i interview-artiklen med Anne Petri i Politiken som 'svar' på kritikken fra de tre hovedmedvirkende:

"For DR er det afgørende, at medvirkende får grundig besked om grundlaget for et program, inden vi går igang med  produktionen. Det er også sket her," oplyser Morten Thomsen Højsgaard i et skriftligt svar til Politiken.

 "Fordi det netop var et meget følsomt emne, vi tog fat på, har de medvirkende helt ekstraordinært haft mulighed for at fortryde deres udtalelser, ligesom vi har vist dem programmerne inden de blev redigeret færdig. I den forbindelse havde vi en god dialog."

  "Jeg kan derfor ikke genkend den kritik, som nogle af de medvirkende kommer med. Men jeg vil gerne understrege, at jeg har stor forståelse for, at det er en stærk oplevelse at fortælle om sin barndom, som det er sket her. Det her jeg meget stor respekt for."

"God dialog", "stor forståelse for", "stor respekt for" - og 'liraum larum, katten gør æg'. Ren legitimerende DR-bureaukrati-snak til udvortes brug.

De medvirkende siger at billedet film giver af deres barndom ved hjælp af klippede udtalelser fra længere interviews, er stærkt misvisende - og derfor bliver misbrugt som 'bevis' for alle mulige uvederhæftige indlæg i den efterfølgende medieståhej.
    Og at de derfor føler sig misbrugt! Også selv om de sagde ja, en gang - uden kontekst.

Uanset at Højsgaard og Nille West mener at have ryggen fri rent professionelt, og at de altså har gjort hvad de skulle og burde i forhold til de stærkt berørte medvirkende, så er der et problem som ikke er nyt, men dårligt analyseret og forklaret. Og det er faktisk et seriøst problem for både dokumentarinstruktør og ansvarlig redaktør.

   Det Morten Thomsen Højsgaard nemlig ikke forholder sig til, er om 'kontrakten'  med seerne er klar - og dermed sikrer mod at de gamle og angiveligt idylliske eventyrbilleder af livet på Christiania i 70´erne og 80´erne - ikke nu med filmen her bare bliver erstattet med mindst lige så fordomsfulde, misvisende og mørke rædselscenarier i den brede offentligheds kortsynede og og stort set historieløse bevidsthed. 

    Hjerneforskningen har fundet ud af at når gamle erindringsbilleder så at sige overlejres med nye, ja, så forsvinder de gamle 'billeder' sådan set ud af hjernen - ligesom når man på computeren hiver en fil frem og ændrer på den, og så gemmer den igen under samme filnavn.
   Den gamle mangelfulde, men orginale version er pist væk!

   

Højsgaard skriver fx heller ikke at der efterfølgende vil udkomme en opfølgende tv-dokumentar med præmissen: 'Solsiden af barndommen på Christiania', en tænkt dokumentarfilm som sandsynligvis også kunne laves (ud fra de reaktioner jeg har læst i medierne), og ville være spændende  og oplysende at se. Og som også ville vække debat.
   Men ikke mindst ville den jo nuancere billedet i offentligheden af 'barndommen på Christiania'.

Jeg synes 'Christianias børn - Skyggen af eventyret' er en rigtig god dokumentarfilm - tilrettelagt og produceret professionelt og lige efter bogen. Forældrene til de medvirkende er mine jævnaldrende. Mine børn er nogenlunde jævnaldrende med de fire hovedpersoner.
   Den går rent hjem som fortælling og troværdig virkelighisfremstileng hos mig som her- og nu-seer.

   

Men jeg noterer at filmen indledes med noget der nærmer sig en usandhed: På skærmen skrives følgende tekst som en del af anslaget - til at forklare Christianias forhistorie og oprindeløsesideer:

UNGE I HUNDREDVIS RYKKEDE IND. DE VILLE SKABE ET ALTERNATIVT SAMFUND BASERET PÅ FRIHED, FANTASI OG FÆLLESSKAB. 

FORESTILLINGEN VAR AT BØRN OG VOKSNE VILLE FÅ ET FANTASTISK LIV HER.

NU FORTÆLLER BØRNENE DERES VERSION AF HISTORIEN.

En udfordring til læserne: Hvor er den gal her? Hvad burde der havde stået så Nille West og Morten Thomsen Højsgaard ikke skulle levere gode miner til slet spil under interviews og til pressemøder bagefter i medierne?
 
Tilføjelserne til det skriftlige oplæg i filmens start, som jeg kunne ønske det, har jeg skrevet her - med rødt: 

FORESTILLINGEN HOS EN DEL VAR AT BØRN OG VOKSNE VILLE FÅ ET BEDRE LIV HER.

   NU FORTÆLLER FIRE UDVALGTE BØRN MED BARSKE BARNDOMSERFARRINGER DERES VERSION AF HISTORIEN.

Til sidst i udsendelsen ville det efter min velbegrundede overbevisning have været både fair og oplysende - og ikke mindst fordomsnedbrydende - hvis 'man' - instruktør og ansvarlig producent -  ærligt og redeligt havde skrevet det som det var:

INTERVIEWCITATER OG OPTAGELSER ER UDVALGT OG REDIGERET, SÅ DE BEDST MULIGT ILLUSTRERER OG DOKUMENTERER DENNE VIGTIGE HISTORIE, VI HAR VALGT AT FORTÆLLE I DOKUMENTAREN HER  

DE FIRE UDVALGTE HOVEDPERSONER TALER FOR EGEN REGNING, OG ER IKKE REPRÆSENTATIVE FOR ALLE DE BØRN, DER I DEN PERIODE ELLER SENERE, HAR HAFT DERES FAMILIELIV PÅ CHRISTIANIA.

EN LANG RÆKKEN RELEVANTE KILDER HAR IKKE ØNSKET AT MEDVIRKE MED UDTALELSER I UDSENDELSEN - UNDER HENVISNING TIL AT DE IKKE VILLE VÆRE EN DEL AF 'MEDIECIRKUSSET', OG FORDI DE TIDLIGERE HAR HAFT DÅRLIGE ERFARINGER MED MEDIERNE, DERES JOURNALISTER OG PRESSEOPMÆRKSOMHEDEN. 

Hvis der havde stået  noget i den retning på skærmen til sidst i den i øvrigt velfortalte dokumentar, så er jeg sikker på at debatten efter dens udsendelse ville have været meget bedre, mere nuanceret, mindre fordomsfuld og mere oplysende - i stedet for som nu mest at stimulere til æv-bæv-buh og sort-hvid argumentation, og i hvert fald, som vi har set det, til at de medvirkende sidder tilbage og føler sig misbrugt, og oplever sig som brikker i en unuanceret og politiserende medieståhej.

Udsendelsen er produceret i et samarbejde mellem de tre nordiske public-service-medieselskaber DR, SVT og NRK, og der er også støtte fra 'nordvision'. Den har ikke været billig at producere.

   Jeg er ikke i tvivl om at den vil blive solgt og vist i en lang række andre lande. Christiania er på godt og ondt et kendt 'brand' i udlandet, og for de globale nyhedsmedier er sådan en udsendelse mad for Mons. 

   Men fordomsnedbrydende og oplysende for alvor i forhold til disse kommende seere, det bliver den sandsynligvis ikke - fordi de mangler kontekst-viden.

For mit indre øre kan jeg høre et næsten enstemmig kor af - som regel journalistisk højt uddannede og skolede (redaktions-)chefer der synger sangen:

Vi har holdt vores sti ren, gjort hvad vi kunne og skulle gøre som public-service-ansvarlige chefer og redaktører. Hvad vores dokumentar derefter bliver gjort til og brugt til i de andre medier, i de sociale medier, rundt omkring hos spin-doktorerne, i det politiske liv, o andre lande??? - DET HAR VI IKKE NOGET ANSVAR FOR - VI PASSER VORES ARBEJDE - VI ER PROFESSIONELLE MEDIEFOLK - OG DERFOR HAR VI RET TIL AT VINKLE KNIVSKARPT - SÅ KOM IKKE HER!

Her er det så at jeg trækker nobelprisvinderens Daniel Kahnemans tænkekort: bogen 'Thinking, Fast and Slow. 

   Når folk som du og jeg og hvermand ser en god og professionelt fortalt dokumentar som ''Christianias børn - Skyggen af eventyret', så aktiveres den del af hjernen som tænker hurtigt, emotionelt og, ja, fordomsfuldt generaliserende. Det nemme, det der overfladisk set stemmer overens med vores følelser når vi ser programmet:

Sikke noget svineri. Vi er blevet puttet blår i øjenene. Luk lortet. Fang og fængsel forbryderne. Pædofile og pushere om en hals. Vi stemmer sgu på DF næste gang.

Eller hvad jeg nu kan forestille mig bliver aktiveret af straks-tanker hos en stor del af seerne.

 
Men det er her Daniel Kahneman kommer ind med sit modbegreb og sin modforestilling: 'Thinking Slow'.
   Det er en forestilling om mental aktivitet - 'tankevirksomhed' - som har med objektiv, analytisk og videnskabelig tænkning og tjekket viden at gøre, en tænkning som kræver tid og research - og grundlæggende ikke er optaget af effekt og følelser, men af sandhed og faktuel realitet.

 
Min - for så vidt ekstremt banale - pointe er her, at hvis Nille West havde skrevet en tekst a la den jeg foreslog med rødt oven for, i slutningen af sin fine dokumentar, så havde hun inviteret og provokeret seerne til at tænke sig om og mobilisere den del af deres bevidsthed som dækkes af det faglige begrebet 'thinking slow'; i stedet for bare mentalt at køre videre ud af det lette og emotionelt stimulerende og fordomsbekræftende 'thinking fast-spor' som den fint fortalte dokumentar automatisk aktiverer i hjernen hos seerne undervejs - og straks efter man har set den.
   Og som andre journalister elsker at følge op på. Og hvis kaotiske og mentalt rodede spor man derefter kan følge på mediernes debatsider i ugerne efter.
   Som i denne.

Derfor Danmarks Radio, Morten Thomsen Højsgaard og Nille West, derfor kørte debatten efter udsendelsen skævt og helt af sporet.