Debatten om 'Christianias børn´(2) - med opfølgende indlæg fra forfatterne til 'Forelsket i vinklen - om fikseringsfejl hos journalister'

Christiania-optog juli 1977 med Solvognsmedlemmer. Anna ’Trylle’ Petri er barnet øverst oppe. Foto: Nils Vest

I et tidligere indlæg skrev jeg om den debat som fulgte efter udsendelsen af dokumentaren 'Christianias børn - Skyggesiden af eventyret'. Og prøvede at forklare hvorfor debatten kørte godt og grundigt af sporet. 

   Hvis du ikke har læst det, eller ikke har det helt præsent, så er det en god ide at læse det her indlæg først:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/08/debatten-om-christianias-brn-om.html

Det har kastet et par interessante og perspektivgivende kommentarer af sig som jeg gengiver i det følgende - fra Malene Bjerre og Mikkel Hvid,  de to forfattere til den glimrende bog der kom i foråret: 'Forelsket i vinklen - om fikseringsfejl hos journalister', en bog jeg også refererer til i ovennævnte indlæg. 

Først Malene Bjerre:

Godt indlæg, Peter. Egentlig oplever jeg ikke selve udsendelsen som præget af fikseringsfejl. Jeg synes (som du) at Christianias børn er en virkelig god dokumentarfilm, der er klart vinklet på skyggesiderne ved at være barn i Christiania uden at se bort fra at det kun er en del af det store billede. Men jeg synes du viser rigtig godt (og det havde jeg ikke selv tænkt så klart) at det jo også hører med til udsendelsens forpligtelse at sørge for at den ikke bidrager til seernes fikseringsfejl. I stedet bør den gøre det mere tydeligt, fx i introen, at de fire deltagere ikke nødvendigvis er repræsentative for børn i Christiania. Så den ikke er så nem at fejlfortolke eller ligefrem misbruge af folk der er kritiske over for Christiania.

Jeg svarer:

Enig.

Men det er måske noget at skrive noget om i forlængelse af bogen - risikoen for at indplantere fordomsfunderede fikseringsfejl hos modtagerne, når vinklen i dokumentaren/fortællingen er skarp, casene er få - men stærke, der ingen sociologisk statistik findes der kan sige noget om mulighederne for at generalisere, og når konteksten i tid og socialt rum i øvrigt er diffus og udefineret.

   Jeg vil så hellere have den manglende "kontrakt-og-kontekst-tekst" til slut end i starten af filmen. Synes at en ordentlig tekst til sidst fortæller seerne at nu kan de godt indstille sig på at skifte tænke-og-oplevelses-'mode' - fra 'thinking fast' til 'thinking slow' - når de skal bruge den stærke oplevelse til derefter at mene og argumentere for noget sagligt, fx om børneliv og børneopdragelse under kritiske vilkår (som jo er foregået og stadig foregår andre steder end på Christiania).

  I 80´erne lavede jeg rigtig mange fakta-dramaturgikurser i Sverige for mange forskellige redaktioner, både nyheds-, magasin- og dokumentar-. Og jeg syntes den gang det var lidt gammeldags og støvet at SVT næsten uden undtagelse ved udsendelse af kritisk-kontroversielle dokumentarer lagde 15-30 minutters 'studiedebat' bagefter med vidende og kloge folk der kunne sætte oplevelser og følelser i et lidt mere sagligt, fagligt og distanceret perspektiv.

   Det synes jeg egentlig stadigvæk. Den dramaturgiske oplevelseskurve dykker jo markant efter dokumentarens klimaks med sådan en 'hale' af 'talking heads'. Men alligevel....

   Sådan som medieudviklingen har været i de senere år, og efter at dramaturgi og fortælleteknik er blevet en del af den professionelle main stream-kunnen blandt journalister og dokumentartilrettelæggere, så er jeg lige ved at synes at svenskerne måske havde fat i den lange ende ...

Malene: 

Det er en virkelig god pointe - at god brug af fikseringsfejlsgrebet ikke kun handler om, hvorvidt journalisten selv er fikseret, men også om deres journalistik understøtter eller modarbejder fikseringsfejl hos læserne. Og det er jo lige præcis her, begrebet også har væsentlig forklaringskraft i forbindelse med den konstruktive journalistiks fokus på at arbejde for forståelse og løsninger. Jeg er super glad for at få denne pointe skåret ud i pap.

Mikkel Hvid:

Det var dig, Peter, som lærte mig, hvad en vinkel er: Det er den påstand, som journalisten skaffer belæg for med citater, fakta og så videre. Og principielt er der ikke noget i vejen for at vinkle skarp på den pris, der har at være et barn af og fra Christiania.

   Problemerne opstår i relationerne til læserne og til kilderne. Det sidste først.

   Det virker som om aftalen med kilderne ikke har været klar nok. De kritiserer udsendelsen, fordi den ikke giver et retvisende billede af deres barndom, men det vil den heller ikke. Den vil – jf. vinklen – give et retvisende billede af de omkostninger, det har for børnene. Og spørgsmålet er så: Vidste kilderne det? Ville de have bidraget, hvis de vidste, at det var vinklen? Og - hvis vinklen har udviklet sig undervejs – har de så ret til at sige fra, hvis deres udtalelser bruges i en anden vinkel end den, som dokumentaren arbejdede med? Med andre ord:   Kan kilderne sige fra, hvis journalistens arbejdsvinkel udvikler sig? Den ret ville vi i hvert tilfælde sjældent give politikere og offentlige personer.

   Og så relationen til læserne: Som du, Peter, meget fornuftigt nævner, bør læserne kende præmissen for udsendelsen: Det her er ikke den journalistiske sandhed om Christiania, men den journalistiske sandhed om prisen for et social eksperiment. Men hvor skal det fremgå? Du foreslår til slut, og det kan der være en god grund til: Så husker vi det bedre. Omvendt er det irriterende, at man først får oplysningen til slut, for det er jo i virkeligheden et filter, som man burde have vurderet hele udsendelsen igennem. Jeg bliver så irriteret, når jeg læser en (fortællende) artikel, hvor det så i sidste linje fremgår, at navn og konkrete oplysninger er opdigtet. Så hvis det var mig, ville jeg anbefale, at forbeholdet (og det er jo det, det er), kommer i indledningen. Et kompromis ville være: Både og. Men er det ikke for meget?

Jeg svarer:

Til det første har jeg ikke noget afklaret synspunkt. 

   Men egentlig synes jeg der kunne være argumenter for at gøre forskel og behandle 'ikke-professionelle kilder' mere hensynsfuldt end 'politikere og offentlige personer'.

   Til det andet: I gamle dage, da jeg underviste i 'Faktion som udtryksmiddel' i DR, noterede jeg at mange af de meget dygtige og mest professionelle instruktører/tilrettelæggere der producerede fortællinger med blanding af fakta og fiktion på engelsk, at de som regel placerede kontrakt-teksten på skærm/lærred til slut, lige inden credit-oplysningerne.

   Fx Peter Watkins der stort set sluttede alle sine film, herunder den berømte og berygtede 'War Game' (1965), med en tekst på skærmen der udsagde at "filmen var lavet i samarbejde med medvirkende der udtrykker egne meninger og følelser."

  En af de mest berømte pionerfilm inden for engelsk drama-doc som jeg viste på faktionskurserne, 'Cathy, Come Home' fra 1966 af Ken Loach og Tony Garnett, den sluttede med følgende tekst på skærmen: "All the events in this film took place in Britain within the last eighteen months. 4000 children are separated from their parents and taken into care each year because their parents are homeless. West Germany has built twice as many hourses as Britain since the war."

   Jeg synes ofte det - i overført betydning - er 'at slå sig selv på munden' hvis man placerer et tungt kontraktuelt verbalt 'filter' i starten. Hvis det er en godt fortalt, væsentlig og gribende fortælling, så sker der nemlig et af to: enten glemmer man den som seer alligevel hurtigt et par minutter inde, og så er det slet ikke sikkert man kommer i tanker om den når filmen er slut; eller teksten fungerer som permanent mentalt grus i øjnene undervejs, så den oplevelse instruktøren har satset på med sin tilrettelæggelse og klipning, den bliver forstyrret og mudret undervejs.

   Jeg tror ikke man kan lave en entydig regel for alle film/fortællinger, men et ikke for forstyrrende tekstligt set up i starten, og så en ordentlig kontekst-tekst til slut, det er nok ofte en effektiv blanding.

   Men fx Poul Martinsen som jo er min 'helt' og reference på mange områder, producerede i 1977 en dramadokumentar om den svenske bankrøver Clark Olofsson. Den indledte han ganske bombastisk med følgende tekst på skærmen/lærredet: "Dette er den virkelige historie om den svenske bankrøver Clark Olofsson. Den dokumentariske baggrund er interview med Clark Olofsson, hans familie og venner samt med politi- og pressefolk, fængselsfunktionærer og andre. Sveriges Radio har stillet arkivfilm til rådighed. Alle spillescener er rekonstruerede og har skuespillere i rollerne."

Carsten Jensen - og debatten om debat efter filmen der blev udskudt

Information bragte i sin weekendudgave 16.17. april en to siders artikel af Ulrik Dahlin med rubrikken "DR vil have det sidste ord om DR-kritisk film". Og underrubrikken "Du får frit spil til at præsenterer dit subjektive historiesyn i TV... Sådan lød invitationen fra DR 2 til forfatteren Carsten Jensen, men da resultatet forelå, krævede kanalen alligevel at få det sidste ord."

"Der er noget galt i Danmark" er temaet for seks små 5 minutters personlig "dokumentarfilm" baseret på klip fra DR´s arkiver. En af de inviterede til at producere sådan en film var Carsten Jensen. Han lavede sin film som aftalt, og så blev der "noget galt i DR".

Konceptet var oprindelig, sådan har jeg forestået det på omtalen, at man først skulle se en bag-om-filmen-film hvor man skulle følge de enkelte instruktører under arbejdet med at researche og redigerer filmen sammen. Til slut - som klimaks - skulle man se selve filmen på 5 minutter. Færdig, slut, prut, finale.

Carsten Jensens film var bl.a. en satirisk kritik af TV-Avisen for at være ukritisk, dokumenteret med klip fra TV-Avisen selv, fortæller Information.  Men i følge den foromtale som DR trak tilbage, så havde kritikken et bredere sigte: "Dansk journalistik er et stort teaterstykke, som krampagtigt forsøger at opretholde billedet af et lille godt land (...) Den fjerde statsmagt er blevet til en flok ufarlige skuespillere, der spiller efter et manuskript de ikke engang selv kender."

Så vidt jeg kan regne ud er der tale om en syntetisk montage der gennem modstillingen af klip udstiller DR´s ukritiske tandløshed i sin journalistik i forhold til magthaverne. Et klart eksempel på blending, og i øvrigt en teknik som også tidligere er anvendt med kritisk sigte og har vagt debat, fx i Peter Watkins drama-dokumentariske montage "70´ernes folk".

Da Kanalchef Arne Notkin så Carsten Jensens film, besluttede han at ændre konceptet. Nu skulle alle filmen efterfølges af en debat i studiet.  En af sudiedebattørerne bagefter skulle så være den enkelte films ophavsmand.

Det var Carsten Jensen stærkt utilfreds med. Han mener at det skulle han have vidst på forhånd, og at man ikke sådan kunne ændre på konceptet bagefter. Han ville have lavet filmen anderledes hvis han havde vidst det, siger han. Han vil ikke gå i studiet lige bagefter og debattere live. Men han vil gerne senere debatterer med fx DR´s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup.

Arne Notkin mener at det er "fuldstændig vanvittigt" at have noget imod en efterfølgende debat, når selve filmen jo som mål har at være vække til debat. Og han mener ikke det er Carsten Jensen "der skal bestemme, hvornår DR skal sende en debat." "Meningen med serien er at være debatskabende, og så faciliterer vi debatten ved at tage hul på den."

Arne Notkin skriver i Information den 19. april et længere modsvar der slutter:

Vi har fra et tidligt tidspunkt indtænkt debat på dr.dk i forlængelse af Der er noget galt i Danmark. Sidenhen har det så vist sig muligt at tage hul på debatten på tv. Det er ikke i strid med ideen med disse programmer. Tværtimod. Det er fuldstændig i programmernes ånd. Det øger programmernes vægt og betydning.

   Derfor opfordrer jeg Carsten Jensen til igen at sige ja til muligheden for at tage hul på debatten på tv. Jeg kan ikke se, at han kan være tjent med at fremstå som en person, der vil forhindre DR i at debattere væsentlige emner. Det er i hvert fald stærkt forstyrrende for det billede, jeg har af Carsten Jensen. Kom dog tilbage i kampen, Carsten.

Er Carsten Jensen  en mimosen og et urimeligt brokkehoved - "fuldstændig vanvittig". Eller har han ret. Er der noget lusket i at Arn Notkin ændrer konceptet på den måde efter at have set Carsten Jensens film.

I mine yngre dage turnerede jeg rundt på svenske tv-redaktioner med kurser i dramaturgi og efterkritik. Og en af de ting jeg husker jeg bemærkede den gang, var at når SVT sendte kritiske dokumentarer, så var der altid - helt konsekvent - en studiedebat umiddelbart bagefter mellem  to talende jakkesæt.  Mens det næsten lige så konsekvent - aldrig var tilfældet i Danmark.

Det gav mig den gang anledning til at spekulerer over hvad fidusen var ved at lægge sådan en studiedebat som rosinen i pølsenden på en kritisk dokumentarfilm.

Dramaturgisk set forrykker man jo klimaks i "berettermodellen", som - da et sådant debatindslag både visuelt og sproglig er småkedeligt - nemt bliver en regulær antiklimaks. Spændingskurven fuser ud så at sige. Og Carsten Jensen har naturligvis ret i at han som bevidst fortæller, ville have formet sin film anderledes hvis han havde vidst at filmen ikke selv skulle klimakse, men slutte med en "cliff-hanger" der først skulle have pay-off i studiet med ham selv som deltager.

Ud fra en receptionspsykologisk synsvinkel fungerer en efterfølgende studiedebat naturoligvis på den måde at det svækker engagementet i debatten hjemme i dagligstuen og i hovedet på seeren, fordi folk derefter kan sætte sig tilbage i sofaen og konkludere at så er debatten jo overstået, de modstridende synspunkter er nu fremme i offentligheden, og så behøver man ikke selv at tænke og diskutere videre.

I stede for at åbne for tænkning og modsigelse hos seerne ved at slutte filmfortællingen "rent", så foretager  man efterfølgende en stedfortrædende retorisk manøvre - og lukker dermed for videre engagement hos seerne. Det man også blandt tv-journalister kalder "at lægge låg på". Alt så det stik modsatte af "at facilitere debatten", som Notkin legitimerer det med.

Ifølge den tilbagetrukne foromtale fra DR, så ville serien "tage den yderste konsekvens af, at objektiv historieformidling ikke eksisterer". Og Arne Notkin skriver  i sit indlæg i Informatin at der med disse programmer er tale om "et utrolig spændende tv-eksperiment med den personlige historiefortælling."

   Det kunne lyde som om det var noget helt nyt, dette eksperiment. Men det er det ikke.

Da debatten om "de røde lejesvende" i Danmarks Radio var på sit højeste - altså den rigtige oprindelige debat i perioden efter -68, hvor Erhard Jacobsen og hans forening af "aktive lyttere og seere" angreb DR for politisk ensidighed og venstrevredethed i en masse programmer - da producerede Poul Martinsen i 1972 en timelang tv-udsendelse med titlen "Det enøjede vidne". Heri indgik et lignende tv-eksperiment:

Erhard Jacobsen, partileder for Centrumdemokraterne og Leif Blædel, redaktør af det kritiske forbrugblad Tænk, fik hver til opgave at redigere og klippe en film om kosmetikfirmaet Holiday Magics salgsmetoder ved hjemmebesøg hos husmødre. Det var salgsmetoder som DR i en tidliger radioudsendelse havde forholdt sig kritisk til, og en udsendelse som Erhard derefter højlydt har kritiseret for ensidighed. Det filmede grundmateriale var det samme for begge: nogle illustrerende reportageoptagelser fra en kvindelig sælgers hjemmebesøg hos potentielle kunder og en række interviewoptagelser med den kvindelige sælger og den amerikanske direktør for firmaet - baseret på spørgsmål som Erhard Jacobsne og Leif Blædel havde "bestilt" på forhånd. De to syvminutters film vises i udsendelsen, og det fremgår tydeligt at den ene er vinklet positivt og den anden kritisk over for Holiday Magics salgsmetoder. Derefter følger i programmet en konfrontation i studiet mellem de to filmtilrettelæggere og direktøren for firmaet. Erhard og Blædel begrunder de valg de har gjort i hver deres klipning,  og har hver for sig kritiske kommentarer til modpartens film. Dette af Poul Martinsen iscenesatte plot leverer visual proof for det som var hele udsendelsens overordned præmis: Der findes ikke en objektiv sandhed - man kan ikke undgå at manipulere.

Båd den gang og nu er ideen med den slags eksperimenter udtryk for kreative forsøg på at illustrere og dokumentere en kontroversiel sandhed.

Men Arne Notkin har så at sige dementeret og afmonteret ideen med sit eksperiment ved at trække i land og lægge låg på debatten blandt seerne med sine planlagte studiedebatter. Og han er dermed - med sin redaktionelle runddans - faktisk kommet til at bekræfte Carsten Jensens præmis: "De er blevet en flok skuespiller der spiller efter et manuskript de ikke en gang selv kender."

Jeg husker ikke der blev lagt studiedebatter i enden på dokumentarserien "Jagten på de røde lejesvende"!

Man mærker hensigten, og får lyst til at le! Hvilken journalistisk komedie.

Jeg får også lyst til at citere - ja, mig selv:

Journalistik er den mest troværdige form for fiktion!