Posttraumatisk Vækst - 'from pain to gain' - et begreb jeg har savnet til forklaring af hvorfor mange kreative personer tilsyneladende trækker på traumatiske erfaringer i deres virksomhed

Paul Klee: Death and Fire, 1940

Paul Klee er en af de kunstnere hvis billedere jeg har haft de største og mest inspirerende oplevelser ud af at se da jeg var ung.  Jeg mødte hans billeder første gang på Charlottenborg hvor jeg som 14-15-årig fulgte med min mor der var kunstinteresseret.

    I 1933 blev Klee alvorligt syg og fik efter sin død stillet diagnosen 'scleroderma' - en form for sclerose der er meget smertefuld og blandt andet forkrøbler hænderne. 

   Ikke desto mindre var han i den periode og årene efter uhyre produktiv og kreativ. Wikipedia fortæller at han i 1933 producerede 500 billeder, og i 1939 1200 billeder - efter altså at være blevet afskediget af Nazisterne fra sin stilling ved Bauhaus, hængt ud som 'entartet' kunstner, og være tvunget til at emigrere til Schweitz.

  Paul Klee er citeret for under sin syv år lange sygdom at have sagt:

I create - in order not to cry

Det er et godt stykke tid siden jeg har bestilt en bog om kreativitet på Amazon. Men en dag opdagede jeg en titel som lød lovende - fordi den forfulgte samme interesse som jeg har dyrket i en lang række indlæg siden jeg startede at skrive min blog i marts 2010:

Wired to Create 

Forfatterne var Scott Barrry Kaufman og Carolyn Gregoire. Og det er fra den bog jeg har Klee-citatet.

   Scott er videnskabelig direktør for the Imagination Institute in Positiv Psychology at the University of Pensylvania. Carolyn er såkaldt senior-skribent inden for bl.a. neuroscience på Huffington Post.

   Undertitlen er lidt for poppet efter min smag: "Discover the 10 things great artists, writers and innovators do differently." Det lugter lidt for meget af endnu en lidt for smart og overfladisk selvhjælpsbog.

   Men bogen er ny - fra 2015 - og hører til den type af videnskabsjournalistiske bøger, som englændere og amerikanere er så gode til. Og den har fået mange gode anmeldelser og har været en bestseller.

   Og det tjener den til ære og borger for kvaliteten at der bagerst er et stort noteapparat med henvisninger til den litteratur der refereres og også et omfattende stikordsindex.

Jeg genkender meget af det de refererer og mange af kilderne fra mine egne drypvise indlæg om sammenhængen mellem den kreative proces, personlighedpsykologien og det som neurovidenskaben i de senere år har fundet ud af der foregår i hjernen.

   Så om ikke andet kan jeg finde ud af om jeg stort set har været på rette spor. Og om er der er væsentlige temaer, vinkler og begreber i forhold til kreativitet som er smuttet under min læsehorisont.

Bogen kombinerer typisk i hvert kapitel case-historier og -citater med resultatet af nyere og indimellem også ældre videnskabelige forsøg og undersøgelser.

Her er titlerne på de ti kapitler som refererer til hver sit tema, og som samlet svarer på et oplæg i forordet om hvor rodet - "messy" - det for de fleste ser ud når man prøver at forklare hvad der kendetegner det særligt kreative sind og de kreative processer:

Ten Things Highly Creative People Do Differently

1. Imaginative Play
2. Passion
3. Daydreaming
4. Solitude
5. Intuition
6. Openness to Experience
7. Mindfulness
8. Sensitivity
9. Turning Adversity into Advantage
10. Thinking Diffrently

Flere af disse temaer ser umiddelbart indlysende ud i en bog med den titel, andre inviterer til uddybende læsning.

Det introducerende kapitel og forordet tager afsæt i det de sammenfatter som "Messy Minds" - altså "roddede sind". Og udgangspunktet ligner meget det sted jeg selv startede: Med Mihaly Csikszentmihalyis begreb om den særligt kreative personligheds egenskaber som, når de listes op som jeg gjorde det i et indlæg fra den 10. marts 2010, har karakter af en serie af tilsyneladende paradokser:

1. Er selvsikker og stolt, men samtidig ofte ydmyg og naget af tvivl om eget selvværd
2. Kombinerer og veksler mellem ekstroverte og introverte handlemønstre
3. Er rimeligt intelligent, men samtidig ofte naiv og gennemskuer ikke så let uærlighed og manipulation
4. Kombinerer lyst til leg og eksperimenter med en høj grad af selvdisciplin
5. Accepterer rod og uorden, og sætter pris på udfordringer der ligger i tvetydigheder og kompleksitet
6. Er passioneret – grænsende til det hensynsløse – under arbejdet på at realisere en vision
7. Er ambitiøs og stræber efter fjerne og tilsyneladende uopnåeligt mål – ofte uden hensyn til personlige omkostninger
8. Er noget af en enspænder, forstyrrende nysgerrig og accepterer ikke gerne standardtankegange og konventionelle løsninger
9. Er gennemgående meget kritisk over for sig selv og andre, men også meget sårbar over for kritik fra andre
10. Er ikke bange for at tage en risiko og har lyst til at gå på opdagelse i ukendt terræn – både mentalt og fysisk
11. Har behov for uafhængighed og er kritisk og oprørsk over for autoriteter
12. Har en udviklet æstetisk sans og følsomhed – og en lav æstetisk irritationstærskel

Når jeg startede der den gang, var det utvivlsomt fordi jeg kunne genkende mig selv i mange af udsagnene, og i mange af udsagnene også kunne finde en slags forklaring på nogle af de 'sejre' og 'nederlag' jeg kunne finde i betydningsfulde oplevelser og erfaringer fra mit liv når jeg så tilbage på det.

Et af de temaer jeg har forfulgt, har været spørgsmålet om hvordan det kunne være at så mange forfattere, kunstnere og kreative journalister tilsyneladende havde haft en barndom og ungdom præget af tab af forældrerelationer, af mobning og social isolation, af ufrivillige flytninger til fremmede miljøer med fremmede sprog. Alt sammen oplevelser og erfaringer som man umiddelbart ville forbinde med starten på et 'taberliv', men som altså hos relativt mange kreative mennesker nærmest har virkede modsat, som kilden til fantasi og opfindsomhed.

   Jeg har haft svært ved at lige at finde nogen solide videnskabelig kilder til at forklare hvordan og hvorfor der kunne være en sammenhæng mellem 'trauma' (et mentalt sår eller ar) og 'kreativitet'.

   Og her dukker så i kapitel 6. "Openness to Experienc" et begreb op som jeg har savnet:

Posttraumatic Growth 

Altså: 'mental vækst' efter 'traumatiske oplevelser.'

 

Jeg har været inde og vende omkring beslægtede begreber som 'kreativ vrede', 'kreativ destruktion', 'kreative begrænsninger'.

   Og jeg havde sådan for mig selv lavet den teori at når man led alvorlige sociale og psykologiske tab (=traumer), så ville det (for nogen? Hvem?) stimulere fantasien ved at man ikke kunne lade være med hele tiden at tænke på og længes efter det man følte savn af, det der var væk, det man mentalt og emotionelt havde mistet.

   Det passede meget godt med at flere kunstnere talte om deres "vemod" eller "melankoli" som noget der hang sammen med eller ligefrem drev deres kreative produktion, fx filminstruktøren Ole Malmros hvis sindslidende kone dræbte deres fælles spædbarn.

   Denne min teori passede i hvert fald godt med at det var ret gennemgående i de forskellige casehistoriers erindringer at der optrådte en 'mentor' som gav støtte, forståelse og vejleding til et barn eller et ungt menneske som ellers følte sig ikke-set, ikke-forstået ikke-anerkendt. På vej mod bunden.

   Digteren Yahya Hassans historie er et relativt aktuelt eksempel på den sammenhæng.

   Og jeg hørte netop i radioen om forfatteren til verdens bedste spionromaner, John le Carre (David John Moore Cornwell) som også havde en rædsom barndom og ungdom, og som brugte sin fantasi til at fortælle opdigtede historier om sin rædsomt svigefulde far.

   Et tredje eksempel er den svenske journalist og forfatter Jan Guillou.

   Om der i deres tilfælde var mentorfigurer der bidrog til deres senere positive udvikling som forfattere, har jeg dog ikke kunnet finde ud af.

Og jeg kunne også koble en tankemæssig forbindelse til den teori som Lone Frank i en artikel for nogle år siden introducerede mig til: 'orkidehypotesen'; dette at en bestemt kombinationer af gener kan føre til personlig mental blomstring for særligt sensitive mennesker hvis de rette sociale omgivelser nurser sindet - metaforisk set: vander, gøder og giver varme til et elles skrøbeligt psykisk apparat; men hvis ikke, så er der øget risiko for at det kører skævt for personlighedens udvikling, som så meget nemt bevæger sig mod social og psykologis deroute og destruktion.

 

Jeg støder på begrebet 'posttraumatic growth' i kapitel 6 i forbindelse med en diskussion om hvorfor nogle mennesker med typisk 'schizoide' personligheder bliver sindsyge, mens andre i stedet ender op med at udfolde stor kreativitet.

So what determines wether schizotypy goes the way of intense absorption and creative achivement or tips over into mental illness. This is where a number of other factors come in to play.

   If mental illness is defined as extreme difficulty functioning effecively in the real world, then the complete inability to imagination from reality is surely going to increase the likelihood of mental illness. However, if one has an overactive imagination but also has the ability to destinguish reality from imagination and can harness these capacities to flourish in daily life (with the help of things like motivation, posttraumatic growth, resilience, and a supportive environment), then that is far from mental illness.

Ud over det for mig nye begreb i parentesen til sidst i afsnittet: 'posttraumatic growth', så er afsnittet også ind på et andet spor jeg har fulgt i en række blokindlæg - sammenhængen mellem sindslidelser som depression og skizofreni på den ene siden og kunstnerisk udfoldelse på den anden (eksemplariske cases: Van Gogh, Edvard Munch, Carl Frederik Hill).

  Og i parentesen ovenfor er også et andet udtryk som jeg genkender fra mine forestillinger om en mentor som noget der kan hjælpe dem der har lidt psykiske eller sociale tab: 'supportive environment'.

  Det følgende afsnit uddyber parentesen med noget de kalder 'protective mental qualities':

Mental processes on the schizotypy spectrum may interact with protective mental qualities lik intellectual curiosity, working memory, and cognitive flexibility.

   Indeed one study conducted on people  with no history of neurological or psychiatric illness found that the most  creative thinkers were those who were able to simultanously use their executive attention ressources to engage in an effortful memory task while continuing to keep brain activity from the imagination network active. 

Ups! Der var virkelig et begrebs- og tankemæssigt fund for mig - gemt i endnu et begreb jeg ikke havde stødt på før: "the imagination network", altså bogstavelig talt: det netværk af særligt tæt forbundne moduler i hjernen som er aktivt når vi fantaserer og forestiller os ting, når vi (dag)drømmer, genkalder os episodisk erindringer, eller når skal forestille os hvordan andre mennesker har det ('theory of mind').

   Lidt søgen rundt omkring i bogens tekst viser at 'imagination network' er et populariserende synonym til det jeg har skrevet om i rigtig mange indlæg: 'default mode network' eller 'task negative network'.

  Så nu er jeg virkelig på hjemmebane.

Tilbage til 'posttraumatic growth'. Hvad handler det om ifølge bogen "Wired for Crativity"?

    Kapitel 8 "Turning Adversity into Advantage" (''at vende modstand til medvind") giver og uddyber svaret - med afsæt i historien om den mexicanske maler Frida Kahlo, som jeg selv har skrevet om i et tidligere indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/09/kaktusblomsten-fra-mexico-frida-kahlo.html

Frida Kahlo: The Broken Colum, 1944

Afsnittet om koblingen mellem en forfærdelig lidelseshistorie og så hendes kunst, konkluderer:

Pain and trauma were the inspiration behind Kahlo's autobiographical works, which expressed with rawness and honesty, the depths of er emotions.

Og så følgere en generalisering som jeg næsten selv kunne have skrevet:

Art born of adversity is an almost universal theme in the lives of man of the world's mos eminent creative minds. For artists who have struggled with physical and mental ilness, parental loss, social rejection, heartbreak, abandonment, abuse and other forms of trauma, creativity often becomes an act of turning challenge into opportunity.

De skriver videre at mange slags kunst er forsøg på at skabe mening i menneskelig lidelse. Og det er nøgleordet i afsnittet: At mennesker som oplever et liv og en verden der ikke giver mening, gennem deres kunstneriske udtryk med rødder i fantasien forsøger at give og få mening tilbage, eller skabe ny mening, ny betydning, nyt indhold.

   De skriver videre:

In our indvidual and collective quest to understand the darker side of human life, works of Art like Kahlo's self-portraits, which show us the thruth of another's pain and lonliness, carry the power to move us deeply.

Og så dukker minsandten i teksten en henvisning op til en af de forfattere jeg for snart mange år siden (1998-99) har læst med stort udbytte og ligefrem brugt et helt kapitel på i min bog 'De levende billederes dramaturgi, bind 1, Fiktionsfilm". Forfatteren er Joseph Campbell, og hans bog har titlen 'The Hero with a Thousand Faces' fra 1949.  Den handler om den arketypisk historie "The Hero´s Journey" som fungerer som en underliggende skabelon i næsten alle eventyr, sagn, romaner og film, en historie som han sammenfatter sådan:

A hero ventures forth from the world of common day into a region of supernatural wonder: fabulous forces are there encountered and a decisive victory is won: the hero comes back from this mysterious adventure with the power to bestow boons on his fellow man.

Fortællinger bygget over den skabelon, er universelle udviklingshistorier hvor udviklingen sker for hovedpersonen og 'helten' gennem at møde næsten uovervindelig modstand og indgå i en ekstremt krævende undre og/eller ydre konflikt, og så trods al modgang og modstand komme ud som 'vinder'.
   De historier kan jo i kraft af deres struktur tjene som en slags mentale og konceptuelle rollemodeller for traumatiserede personer (og for os andre). Deraf deres store popularitet og gennemslagskraft i alle kulturer og historiske perioder.

   Bogen citerer i denne sammenhæng Nietche for udsagnet: "Den modstand der ikke slår os ihjel, gør os stærkere."
   Og den romerske stoiker (og kejser) Marcus Aurelius citeres for udsagnet

"The impediment to action, advances the action. What stands in the way, becomes the way" - "Det der forhindre en handling, fremmer den handling. Det der står i vejen, bliver vejen."

Jeg kan specielt godt lide den sidste del af citatet: 

Det der står i vejen, bliver vejen.

Scott Kaufman og Carolyn Gregoire refererer til flere hundrede nyere studier af hvordan tramatiserede personer klarer sig senere, og de konkluderer med dem at ...

Up to 70 percent of trauma survivors report som psychological growth

De skriver videre: "Out of loss there can be creative gain". Og at forholdet kan gå begge veje:

People who experience adversity, may be more likely to pursue creative outlets, and it´s possible the creatively inclined people (who are likely sensitive and high in the openness to experience personality domain) experience more adversity in their lives as a result of their tendency to be vulnerable by doing things differently than others.

En oplevelse af modstand kan være så stærk at den tvinger os til at tænke på spørgsmål som vi ellers ikke ville have overvejet. Og det kan videre blive en indgang til at forstå sig selv på en ny og dybere måde.

 

Vækst efter trauma kan tage forskellige former, skriver forfatterne: større glæde ved livet, opdagelse af nye muligheder i tilværelsen, mere tilfredsstillende relationer til andre mennesker, et rigere åndeligt liv og muligheden for at forbinde sig mentalt til noget der er størrend en selv, og en følelse af personlig styrke og selvværd.

   Og de fremhæver som eksempel "a battle with cancer" der kan indebære en fornyet glæde ved familielivet.

 

Det er to videnskabsmænd ved the University of North Carolina som i starten af 90'erne definerede og forskningsmæssigt udfoldede begrebet 'posttraumatic growth': Richard Tedeschi og Lawrence Calhoun.

   Når vi som menneske oplever traumatisk begivenheder og erfaringer, så fungerer det, ifølge dem, som et mentalt jordskælv for vores selvoplevede identitet, det vi tror på og på vores veletablerede (om)verdensbillede.

   Det er metaforren "jordskælv" som her er det forløsende udtryk for forestillingen om posttraumatisk vækst.

   Det betyder nemlig ødelæggelse og kræver - også metaforisk - mental genopbygning. Og jo mere rystede vi er i vores psykologiske grundvold, jo mere må vi opgive de hidtidige forestillinger om os selv og de hidtidige antagelser om hvordan omverdenen og vi fungerer - sammen og hver for sig. Og så begynde et mentalt genopbygningarbejde fra grunden.

   Teeschi og Calhoun skriver:

A psycholgically seismic event can severely shake, threaten, or reduce to rubble many of the schemaic structures that have guidede understanding, decision making, and meaningfullness. One's safety is challenged, one's identity and future are challenged.

Hvordan ser den helings- og vækstproces så ud som tilsyneladende mange traumatiserede personer trods alt oplever?

   Man tænker og gentænker og genoplever det slemme der skete, som regel i forbindelse med en genoplivelse og -levelse af stærke følelser.

   På engelsk har man ordet "rumination" til at beskrive hvad der foregår i bevidstheden. Wikipedia:

Rumination: compulsively focused attention on the symptoms of one's distress, and on its possible causes and consequences, as opposed to its solutions”.

På dansk har vi udtrykket at 'tankerne kører i ring' som meget godt dækker det tvangsmæssige der ligger i at man igen og igen vender tilbage til de samme oplevelser og følelser uden at komme videre i sin udvikling.

   Begrebet 'rumination' bruges ofte til at beskrive hvad der foregår i bevidstheden hos mennesker med forskellige former for depression.
   Men altså også til at beskrive hvad der sker efter traumatiske oplevelser og erfaringer.

Der står ikke noget om det i det her kapitel. Men for mig er det klart at 'rumination' - tanker der kører i ring - er processer der foregå i det netværk af moduler i hjerne som kaldes the 'default mode' - eller her: the 'imagination network'.

   Den indadvendte del af hjernen kører så at sige i højeste gear - og ude af kontrol. Og det blokerer for udadvendt opmærksomhed og opgaveløsning, som kræver at et andet netværk også aktiveres, det der kaldes the 'task-positive network' eller the 'executive attention network'.

   Et tredje netværk i hjernen 'the salience network' varetager så at skiftet mellem at de to andre netværk kan foregå hurtigt og produktivt.
   Det er disse konstruktive skift mellem netværk som er blokeret når tankerne kører i ring, og som skal sættes igang igen.

 
Det så at tænke og producere kreativt ved fantasiens hjælp, kan fungere som en konstruktiv bremse på imaginationsnetværket som er løbet løbsk, ved at give en fantasidrevet 'blød' afledende omvej ud af tvangen, idet man prøver at tænke eller fantasere sig frem til ny mening og dermed få gang i skiftet til de to andre netværk.

While rumination often begins as automatic, intrusive, and repetitive thinking, in time, the individual's way of thiking about the traumatic event at its impact becomes more organized, controlled and deliberate. It starts to act as a proces of meaning making. The search for meaning is the essential element of posttraumatic growth, and particularly of creative growth.

Kaufman og Gregoire fremhæver hvordan "creativity truely carries healing power." Og at det specielt hænger sammen med "the meaning-making aspect of creative thinking and expression that seams to growth after trauma".

   De beskriver  hvordan der er god evidens for at 'art therapy' og 'expressive writing' indlagt som daglige eller ugentlige rutiner virker fremmende for posttraumatisk vækst:

These types of creative therapy lead to growth through several underlying factors, including the facilitation of absorption (flow), distraction from the challenging situation, positive emotions, and meaning making.

   When we engage in creative activities, we tend to become absorbed in what we're making, entering a kind of flow stat that can induce a sense of control, enjoyment, and accomplishment.

   Creative work can act as a positive distraction from thought of the trauma, directiong the individual´s attention to an enjoyable activity and potentially broadening attention in a way that facilitates new modes of thought.

   And perhaps most significant, as we've seen, creative work can help us make meaning out of  challenges and suffering that may feel senseless.

Det har jeg så også i andre indlæg beskrevet som en af de helende fordel ved meditation.

Men skal man nødvendigvis gå så meget ondt igennem for at udfolde sig kreativt? Kan man ikke i sin kreative udvikling hoppe over det at være født i andegården og blive mobbet - for at blive en hvid smuk svane?

   Kaufman og Gregoire indfører her et andet parallelt begreb: 'post-ecstatic growth', som altså må betyde noget i retning af at stærke positive oplevelser (især af en bestemt slags) og erfaringer også kan åbne op for mental vækst og udvikling.

   En forsker, Anne Marie Roepke fra University of Pensylvania stillede sig selv spørgsmålet: "Can there be gain without pain?" Og interviewede en masse (kreative?) mennesker.

What Roepke found was that positive events can powerfully shape our character, worldview, and beliefs, a pehnomenon she labeld post-ecstaci growth. The most uplifting ond positive moments of people's lives could improve their psychological well-being by impacting personel growth, wisdom, spirituality worldview, meaning, and purpose.

 (...)

The overwhelming majority of participants in Roepke's study experienced at least a small amount of personal growth following af positiv event. It was positive events groundet in meaning - as opposed to  accomplishments, relationships, or events evoking intense pleasure - that were most likely to lead to growth.

   These experiences of awe, wonder, inspiration, and connections to something greater than the self - a spiritual awakening, the gift of new life, a realizaton of the nature of interconnection - that led people see the world anew, as a result, to grow.

I det afsluttende afsnit ser man tydeligt at forfatterne som undertekst har at teksten skal læses som en slags hjælp-til-selvhjælp bog:

So if you are looking for a creative boost, treat all of life's meaningfull moments - the good and the bad - as ptential sources of inspiration and motivation. The best way to do that? Take risks and be prepaired to fail.

Der er mange andre kapitler i bogen som jeg med fordel kan trække på i kommende indlæg her på bloggen. For at få tydeliggjort hvad jeg har tænkt og fundet ud af i de år blokken har kørt.

Scott Barry Kaufman er ud over forsker, medstifter af en blog the creativ post, som han selv også skriver på:

http://www.creativitypost.com/create/5_things_ive_learned_about_creativity

Her et link til en artikel der beskriver de tre netværk i hjernen jeg nævnte ovenfor, og hvordan de samarbejder i forbindelse med kreative processer.

http://blogs.scientificamerican.com/beautiful-minds/the-real-neuroscience-of-creativity/

Her et link til en artikel om 'orkidehypotesen' og dens baggrund:

http://www.theatlantic.com/magazine/archive/2009/12/the-science-of-success/307761/

Her et link til en artikel om hvad der ligger i begrebet 'kreativ destruktion';

http://www.investopedia.com/terms/c/creativedestruction.asp

Her et link til en artikel der forklarer hvordan vrede kan booste kreativitet, lidt på samme måde som traumer kan:

http://www.scientificamerican.com/article/anger-gives-you-a-creative-boost/

 Her en henvisning til Wikipedias artikel om 'posttramatic growth':

https://en.wik http://www.scientificamerican.com/article/anger-gives-you-a-creative-boost/ipedia.org/wiki/Posttraumatic_growth

Om nye effekter af krammehormonet oxcytocin, om dets mulige betydning for højsensitive personligheders udvikling, og om andre kreativitetsitmulerende stoffers betydning for kunstnerisk virksomhed

Jeg har i flere blogindlæg for nylig skrevet om hormonet oxytocin - også kaldet krammehormonet, ammehormonet, kærlighedskemikaliet. 

   Blandet andet citerede jeg følgende fra en kilde:

Oxytocin er et hormon, der udskilles i kroppen, hver gang du gør noget godt for dig selv. Nu har en svensk professor i fysiologi Kerstin Uvnäs Moberg med sin forskning vist, at hormonet meget let og i samme grad frigøres hos begge køn ved alle former for behagelige og nydelsesfulde stimuli.

   Berøring er det, som stimulerer frigørelsen af oxytocin mest. Det vil sige alle ydre og indre fysiske påvirkninger som kærtegn, massage, knus, varme, en blød bamse eller pude osv. Men også nærvær, samvær og fortrolighed stimulerer oxytocinfrigørelsen.

I andre indlæg har jeg skrevet om betydningen af lav eller svækket latent hæmning (eng: LI) for kreativitet, her sammenfattet fra en artikel i Illustreret Videnskab:

Kreativitet er et samspil mellem intelligens og vores såkaldte latente hæmning. Det er et naturligt filter, der sorterer i de mange informationer, vi bombarderes med. 

   Intelligensen gør os i stand til at bruge de indtryk, der passerer den latente hæmning, til noget fornuftigt.

   Jo højere latent hæmning vi har, jo færre indtryk får vi at forholde os til. Kan påvirkes af psykotisk medicin.

   Lav latent hæmning giver flere indtryk at forholde sig til. Narkotika kan nedsætte den latente hæmning.

   Åbent sind og udfordrende miljøer menes at kunne mindske den latente hæmning.

Stress eller personlige kriser nedsætter hjernens potentiale. Virker som laver IQ.

Jeg har også i flere indlæg været inde på den såkaldte "Orkidehypotese". 

   Hypotesen går ud på at at bestemte genkombinationer disponerer nogle mennesker for at have en særligt sensitiv personlighed - som gør at de er i højrisikozonen  for depressioner,  skizofreni og andre psykosociale problemer, men som under særlige positive (sociale) omstændigheder - ligesom orkideer - også kan stimulere højsensitive personer (HSP) til at "blomstre" og udfolde sig stærkt kreativt. 

   Se mere her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orkide-hypotesen-og-gener-for-srligt.html

En kort historie i Weekendavisens tillæg 'Ideer', får mig til at koble disse konceptuelle rum sammen i min egen hypotese.

  Artiklen har rubrikken "Lukker af for uønsket støj" og fortæller at forskere har fundet at oxytocin har endnu en virkning som man ikke hidtil har kendt til:

Nu viser en undersøgelse ved Richard W. Tsien, der er professor i hjerneforskning og lede ar Neuroscience Institute på New York University, at oxytocin også fungerer som en forstærker af visse vigtige hjernesignaler og som dæmper af andre uønskede signaler.

   Hjernen modtager konstant en voldsom mængde signaler og stimuli - det kan være synsindtryk, lyde, en rumlende mave, nakkesmerter - listen kan blive uendelig. Det er så hjernens opgave at sortere de vigtige signaler fra al støjen af uvedkommende signaler.

   Her viser det sig, at oxytocin også spiller en vigtig rolle, for ikke blot skruer hormonet op for de vedkommende signaler. Oxytocinet sørger også for at dæmpe al den meningsløse støj. Det kom som en overraskelse for forskerne at osytocin således har flere forskellige effekter. 

Det ser ud til at oxytocin kan påvirke måden den latente hæmning fungerer på.
   Den engelsksprogede kilde til historien i Ideer indledes med følgende analogi til forklaring:

In a loud, crowded restaurant, having the ability to focus on the people and conversation at your own table is critical. Nerve cells in the brain face similar challenges in separating wanted messages from background chatter. A key element in this process appears to be oxytocin, typically known as the “love hormone” for its role in promoting social and parental bonding.

Som jeg læser det, så betyder disse nye forskningsresultater at hvis man stimulerer produktionen af oxytocin hos højsensitive personligheder som nemt overvældes af for mange og for stærke sanseinput fra omgivelser, så svækker man de risikable negative effekter af disse personligheders relativt lave latente hæmning og øger samtidig de positive effekter, dvs. muligheden for at udfolde sig kreativt. 

   Med andre ord vi har måske her en del af forklaringen på at der kan være hold i 'orkidehypotesen'. 

   Ekstraordinær omsorg og kærlighed - fysisk set kram, klap og kæl - kan være det der hjælper nogle HSP-ere der ellers risikerer mentalt at gå ad H... til, til at bruge deres hypersensitivitet i en positiv kreativ retning. 

  Det kunne også være en del af forklaringen på at en forstående, kærlig og accepterende "mentor" på det rette tidspunkt i barndom og ungdom, tilsyneladende indgår som afgørende vendepunkter i mange kreative personligheders ellers belastede udviklingshistorie med fravær og savn af forældreinstanser og med angstskabende miljømæssig rodløshed og sproglig og kulturel fremmedgørelse i forhold til skole og kammerater. 

   Og savnet af oxytocin i stressende omgivelser, kan være forklaringen på at nogle kunstnere så i stedet vælger at opsøge og bo ensomme steder - 'refugier' - hvor de i ro og fred kan koncentrere deres opmærksomhed og mentale fokus på at producere deres kunst

  

Hvis jeg har ret i den hypotese, så burde det jo også betyde at sindsforstyrrelser i hjernen som skizofreni og depression måske kunne behandles med ekstra tilførsel af oxytocin. Og det er ikke svært at finde artikler der tyder i den retning, som fx her:

http://psychcentral.com/news/2012/02/20/treating-depression-with-the-oxytocin-the-love-hormone/35027.html

Af artiklen fremgår også at man mener at visse former for autisme også kan hænge sammen med at der er problemer med oxytocin-produktionen hos fx. asberger-autister, hvis mentale symptomer tilsyneladende kan kan dæmpes med ekstra tilførsel af oxytocin.

“The stronger signal and muffled background noise arise from the same fundamental action of oxytocin and give two benefits for the price of one,” Dr. Fishell explains. “It’s too early to say how the lack of oxytocin signaling is involved in the wide diversity of autism-spectrum disorders, and the jury is still out about its possible therapeutic effects. But it is encouraging to find that a naturally occurring neurohormone can enhance brain circuits by dialing up wanted signals while quieting background noise."

Jeg skrev i et tidligere indlæg at en af forklaringerne på oxytocinets mange gode virkninger, herunder stimulering af kreativiteten,  var at det influerede på og spillede sammen med hjernens belønnings-system, det system som reguleres af hjernens naturlige narkotikum dopamin. 

   Det er der også en lang række udfra kommende stoffer der gør, og det har journalist og anmelder Kim Skotte en interessant artikel om i LørdagsPolitikens kulturtillæg. 

   Forsiderubrikken er slagkraftig: 

Den dopede kunstner

Rubrikken til selve artiklen - der betegnes et 'essay' - lyder: 

Operation Rene Tanker

Vinklen i artiklen er at mens en række sportsgrene bliver mere og mere associeret med misbrug af præstationsfremmende doping, så går det den modsatte vej inden for kunsten - der tilsyneladende bliver mere og mere "ren".

   Men underteksten er så at det ikke nødvendigvis er et gode, og at man i hvert fald ikke kan og bør tage afstand fra de mange kunstværker som i årenes løb er produceret inden for musik, litteratur og maleri under påvirkning - 'inspiration' - af alle mulige afarter af hjernestimulanser - 'dope'.

   Artiklen indledes med en scene:

Der sidder man med den sidste sjat rødvin i flasken og bakser lettere skeløjet med  et genstridigt digt, da det banker på døren. Det er midt om natten. Det varsler ikke godt. Kan det være Operation Rene Tanker? Med bævende hjerte hejset langt ned i buskerne åbner jeg døren.

   "God aften. Det er dopingpolitiet. Må vi komme indenfor? Vi har grund til at tro, at der på denne adresse er blevet digtet ved hjælp af præstationsfremmende midler."

   Altså ikke det med rødvinen og digtet. At skrive digte lagde i mine yngre dage et vist pres på vinbønderne. Men det med dopingpolitiet er fiktion. For mens mand nidkært jagter brodne kar i sportens verden,  kan kunstnerne foreløbig være i fred på trods af omfattende brug af præstationsfremmende midler. Beruselse og inspiration har fra de gamle grækere i hånd i ånd. Mon ikke selv Homer i ny og næ havde en lille bimmelim på?

Artiklen beskriver så hvordan en lang række store kunstnere gennem historien erklæret har stimuleret sig 'kunstigt' for at svække de hæmninger som (de oplevede) forhindrede dem i kunstnerisk at præstere deres ypperste. 

   I en faktaboks gennemgås de fire kunstige inspirations-tilsætningsstoffer: Opium, Kokain, Heroin, LSD, og under hvert nævnes nogle af de kunstnere som netop har udnyttet det stof til at komme op at flyve. Alkohol burde have været med som det femte stof i faktaboksen.

   I en række citater fortæller en udvalgt serie nulevende kunstnere om deres særlige 'doping': Knud Romer (svampe og tjald), Jexper Holmen (alkohol), Anders Brixen alias Tue Track (pot), Signe Vad (et bredt spektrum af stoffer), Carsten Dahl (alkohol og betablokkere), Kira Skov (diverse stoffer).

  Kim Skotte refererer bl.a. til berømte forfattere som Rimbaud, Schade og Hemingway hvis alkoholinspirerede kunst han har og har haft et romantisk forhold til. 

   Og Skotte fortsætter om alkoholens betydning:

Men er det også dope, der dur? Hvis man er lidt træt i hovedet, kan alkohol åbne døren på klem. Det er en helt banal og basal konstatering, som med garanti her grundlagt mange glorværdige alkoholikerkarrierer. Har man en pæn opdragelse, der står i vejen for indsigten, og rider man til daglig en lettere bovlam pegasus, giver alkohol en håndsrækning. Den kan skabe sprækker i dresserede tankemønstre, hvor tankerne får vinger og tager form.

   Kan man bruge det til noget? Både ja og nej, synes jeg. De fleste af de digte jeg har skrevet i lettere bedugget tilstand, har ikke overlevet morgendagens ubarmhjertige lys. Men mange af ideerne og ansatserne  har jeg kunnet bruge. For hvad det nu måtte være værd. Vin og øl har altid været mit drug of choice. Heroin, coke og lsd har aldrig fristet kyllingen i mig, og selv noget så efterhånden dagligdags som hash har jeg gode erfaringer med. Slet ikke som inspiration.

   Faktisk har jeg altid fået flere ideer af at gå mig en tur.

For en uge siden holdt jeg min 70 års fødselsdagfest. Som gæster var min og fruens efterhånden meget talrige nærmeste familie inviteret. Og rigtig mange gode gamle venner. 

   I Burma (og mange andre steder) er tallet 7 et stærkt lykketal, og jeg havde så også få tromlet 70 gæster sammen, hvoraf en del jo ikke kendte hinanden særlig godt.

   Bordplanen var lavet sådan at de fleste kom til at sidde ved siden af nogen de ikke havde et nært kendskab til eller slet ikke kendte på forhånd.

   Vi havde to superkokke til at lave og levere maden, og de havde også valgt gode vine. Så der var god grund til at tro at festen ville aktivere gæsternes belønningssystemer. 

   Men for at sætte ekstra gang i oxytocin-produktion som arbejder godt sammen med dopaminen - og dermed øge udsigten til en vellykket fest hvor snakken ville blomstre i det blendede selskab, så indbyggede jeg i velkomsttalen flere oxytocin-stimulerende indslag: kram, fællessang, og latterstimulerende ordspil:

   1) Alle skulle finde nogen som de ikke kendte (særlig godt), stille sig op over for vedkommende og brede armene ud, og så give ham/hende et ordentlig kram. Denne øvelse skulle gentages sammen med så mange som man nu kunne nå på et minuts tid (forskningen viser at man skal op på mindst 30 sekunders kram for at udløse et ekstra skud oxytocin).

   2) Jeg igangsatte og sang for ved en fællessang: "Jeg bærer med smil min byrde", som gav anledning til en del moro efter jeg først havde leveret følgende introduktion til hvem der var med:

Hvem er med i aften? - Der er fire kategorier af gæster repræsenteret:

· Ældrebyrden – som jeg nu i morgen for alvor tilslutter mig med lettelse og glæde.

· Så er der de bebyrdede – samfundets bærende personkonstruktioner: vores børn og deres jævnaldrende.

· Så er der de unge som også og ikke mindst vejer til i de bebyrdedes økonomi – det er dem der siden skal bebyrdes med de bebyrde når de bebyrdede selv bliver ældrebyrde.

· Og så er der til sidst også dem der stadig skal bæres.

Meget passende var det sted hvor festen foregik et tidligere plejehjem som nu var indrettet som hotel. Så ældrebyrden ville med garanti føle sig hjemme, understregede jeg. 

   Så gik vi til bords.

   Det blev en rigtig godt fest - badet i oxytocin.

Den plastiske hjerne (3) - de to hjernehalvdele, emotionelle stilarter og udvikling af den særligt kreative personlighed.

Man lærer jo nye ord og begreber hele tiden, når man forfølger "vidensspor" ved at google og surfe på nettet.

   Et friskt ord i denne omgang har været "affectiv neuroscienc" - til forskel fra det spor jeg vel mest har fulgt  hidtil: "cognitive neuroscience".

   Så noget nyt for mig under læsningen af Richad J. Davidsons bog 'The emotional Life of your Brain', var et helt kapitel tidligt i bogen om sammenhængen melllem hhv. negative følelser og forstærket aktivitet i højre del af den præfrontale cortex (de forreste pandelapper), og positive følelser og forstærket aktivitet i den venstre del.
   En opdagelse som Davidson selv opfatter som "fødslen" af forskningsdiciplinen "affectiv neuroscience".

Grundindsigten  hos Davidson var baseret på eksperimenter hvor forsøgspersoner dels blev forevist filmklip og fotos der viste mennesker med glade smilende ansigtsudtryk og dels klip og billeder der viste vrede eller gråd. Og det man konstaterede var at de positive billeder øgede aktiviteten i den venstre prefrontale pandelap, mens mens de negative billeder øgede den neurale aktivitet i den højre.

I destinctly remember the excitement I felt when I saw the brain correlates of positive and negative emotions. The fact that the acitivity occured not in the brain stem and limbic system - primitive regions tht have no role in cognition - but in the exaltede prefrontal cortex gave me an inkling that we were going to make waves in the  scientific community.

Davidson lavede så forsøg med små børn.

   Det er muligt at måle styrken af aktiviteten i hver af de to pandelapper når en baby ikke udsættes for nogen særlige emotionelle stimuli og hjernen er i en slags "hvilende tilstand". Og den målte styrke  fastlægger han så som det han kalder "the measure for baseline brain activity".

   Han og hans team fandt ud  af at der var målbare, klare individuelle forskelle i hvor stærk den neurale aktivitet var i hver af hjernelapperne. Altså at nogle babyer havde mest aktivitet i den venstre og andre i den højre pandelap i den hvilende "baseline" tilstand.

   Derefter var hans forsøgsopstilling så at mor og barn først sad fredeligt og afslappet sammen ved siden af hinanden i 10 minutter i et rum, hvorefter moderen på et for banet hemmeligt signal, roligt og udramatisk forlod rummet.

   Hvordan ville det lille barn reagerer? Og var der nogen sammenhæng mellem forskelle i målingerne af børnenes "baseline" aktivitet i de to frontallapper, og så deres ydre reaktioner på at moderen forsvandt?

Fortunately for us, the babies were not exactly creative in how they responded to their  mother´s departure. They either began wailing almost immediatly or apperared very curious and looked around the room with little sign of distress. The measures of baseline brain activity predicted these responses perfectly. The distraught, crying infants had higher baseline levels of right prefontal activation than did the infants who took their abandoment in the stride. This convinced me that baseline measures of brain acitivity werer reflecting somethin real enouhgt to translate in behavioral differences.

Altså børn som på forhånd har højst neural aktivitet i den højre frotallap, reagerer kraftigt med frygt og gråd på savnet af moderen, mens børn hvor den venstre frontallap i hvile er mest aktiv, tager savnet relativt afslappet og reagerer mest med nysgerrighed.

Normalt i den litteratur jeg har læst, forbindes højre hjernehalvdels aktiviteter med følelser helt generelt og uspecificeret, men Davidson har i en lang kæde af fortsatte eksperimenter og med referencer til anden videnskabelig litteratur fundet at der er en helt fast sammenhæng mellem klart forskellige emotionelle grundindstillinger og så hvor stærk den neurale aktivitet i hver af de to hjernehalvdeles frontallapper.

Hans pointe er at der i main-stream forestillingerne blandt kognitive psykologer om hvad de forskellige dele af hjernen varetager af funktioner, er emotionerne "forvist" til det primitive limbiske system ("krybdyrhjenen"), mens de højere kognitive funktioner som moral, fornuft, planlægnng, selvrefleksion varetages af de frontale pandelapper, den er del af hjernen der mest markant adskiller mennesket fra andre dyr.

Sammenhæng mellem kreativitet og særlig målbar aktivitet i højre hjernehalvdel har jeg tidligere været inde på i en lang række indlæg. Det ser fx ud til at når folk skal forstå vittigheder, ironi, metaforer og andre former for blended sprogbrug, så foregår "processeringen" primært i højre hjernehalvdel.

    Det er højre hjernehalvdel der udsender gammastråler umiddelbart inden en aha-oplevelse bliver bevidst. Det center som er aktivt når vi genkender ansigter - og genkender billeder af os selv - er også placeret i højre hjernehalvdel.

   Det er også højre hjernehalvdel der er dominerende når vi utrænet hører eller spiller musik, mens venstre hjernehalvdel også er aktiv hvis man har lært at spille efter noder og kan "læse" musik.  

   Tilsvarende er det højre hjernehalvdel der er aktiv i forhold til intonation og tryk når vi taler, mens det er venstre halvdel der "proceserer" ordene (deres leksikalske betydning) og syntaksen (deres rækkefølge).

   Jeg har selv foretaget en kobling mellem de to sproglige "stilarter" - videnssprog og erfaringssprog -på den ene side, og på den anden side de funktionelt forskellige former for tænkning som typisk er forankret i og domineret af hhv venstre og højre hjernehalvdel: en logisk analytisk kategoriserende skridt for skridt tænkning, og en intuitiv, visuel og helehedsorienteret tænkning på tværs af logik og kategorier.

Det nye her med Richard J. Davidsons forskning og teorier er at han konstaterer en direkte sammenhæng mellem de højere kognitive funktioner i hjernen og så de basale følelser: forstærket aktivitet i venstre hjernehalvdels frontale lap aktiverer og stimulerer positive følelser der er knyttet til forskellige udadvendte aktiviteter rettet mod at søge tilfredsstillelse og belønning gennem jagt på mad, sex og sikkerhed, mens negative følelser som angst, vrede, afsky, frustration  stimuleres af forstærket neural aktivitet i højre frontale lap.

Det er Davidsons empiriske afsæt for udviklingen af teorien om de emotionelle stilarter som jeg har beskrevet i de to foregående indlæg om den plastiske hjerne. Stilarter som i et vist omfang er medfødte og genetisk bestemt, men som også - viser en forsøgsrække - kan ændres og omformes under udviklingen fra barn til voksen gennem de oplevelser og erfaringer man gør sig.

    Han ser de seks dimensioner som polære skalaer med et markant plus i den ene ende og et markant minus i den anden. Og det enkelt barn kan altså ligge forskellige steder og tænkes at glide mellem de to poler på hver skala i løbet af opvæksten:

Ved såkaldte tvillingstudier har man påvist at en række personlighedstræk har en genetisk komponent,  heriblandt:

shyness, sociability, emotionality, tendency to experience stress, adaptability, impulsivity, and the balance of positive and negative emotions.

Og disse træk kan uden videre relateres til en af de 6 dimensioner: generthed til social intution-skalaen, emotionalitet til udholdenhed/robusthed-skalaen, hvor let man bliver stresset til udholdenhed/robusthed-skalaen, tilpasningsdygtighed til skalaen følsom over for kontekst, impulsivitet til hvor du placerer dig på opmærksomhed-skalaen, hvor let eller hvor svært du bliver følelsesmæssigt berørt både til outlook- og udholdenhed/robusthed-skalaen.

   I hvilket omfang den emotionelle stil inden for hvor dimension er medfødt eller et produkt af miljø og erfaringer, varierer fra 20 til 60 procent.

Davidson laver så undersøgelser af børns emotionelle stil som den ser ud over en årrække, for at afgøre hvor stabile disse træk er hos dem over tid. Han deler på det tidspunkt en antagelse om stor emotionel stabilitet med mainstream personlighedpsykologien. Og bliver derfor overrasket:

This was not what I had expected. Measures of brain and behavior at age three did not predict what the kids wer lige at age nine. For the majority, who they were at three - and what their brains was at threee - was very different from who they were at nine. This was the first challange to my own assumptions about the stability of traits that have a genetic basis, and it spurred my thinking about the plasticity of the human brain. (...)

   That´s what the old model said: that people can slap an overlay of learning or socialization on their basic temperament, but that the inate shyness or boldness would stille be there. But we found that the brain had changed. (...). For two thirds of the kids, the whole system - brain, physiology, temperament, and behavior -  changed.

Davidson illustrer med tre eksempler - "Will", "Sam", "Shawn" - hvordan sådanne relativt voldsomme ændringer af personlighedens emotioelle stil kan forekomme (NB! "toddler" er et barn mellem 1 og 3 år):

Will, our fear-frozen toddler, had an outgoing yonger sister and also was lucky to have tearchers who nurtured his sociability. While he did not become an extremely outgoing child by age nine, he moved squarely into the middle of the distribution. Sam´s dad developed cancer,  for which he was hospitalized twice, when Sam was five and seven. This adversity understandable took a toll on the family, which may have played a role in moving Sam from being one of the most outgoing and social in our samble to the large clump of children in the middle.

   Allthoug neither Will nor Sam moved from one extreme to the other, they each moved closer to the center from their respctive extremes of behavioral inhibition and lack of inhibition. About half the children moved in the other direction, form the center to toward one extreme or the other. And some childen did move from one on end of the spectrum and to the other. At age three, Shawn was one of our least ihibited toddlers, (...). But when Shawn was eight, his father unexpectedly died of cancer. Whe we saw Shawn at nine, he was a changed child. He froze in the presence of strangers and wouldn´t play with a single thing in the risk room. He had become one of the most inhibited children i n our study.

Jeg har tidligere omtalt "orkidhypotesen" som siger  at nogle menneskers særligt følsomme personlighed er genetisk bestemt og kan føre til alvorlige depressioner. Men at hvis de får særlig megen pleje og omsorg og positiv opmærksomhed, så kan de blomstrer og udvikle sig til meget kreative mennesker inden for kunst og videnskab:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orkide-hypotesen-og-gener-for-srligt.html

Det er klart at Davidsons forskning og teorier om den plastiske hjerne ligger i klar forlængelse af orkidehypotesen, samtidig med at han udvider og generaliserer den til at dække et bredt spektrum af personlighedstyper og personlighedtræk.

Og for mig leverer den et empirisk fundament for min hypotese om at særlige sociale tabs-oplevelser i barndom og ungdom, kan ændrer hjernens mere grundlæggende "wireing" og fører til udvikling af nogle af de personlighedtræk som kendetegner den særligt kreative personlighed. Ikke som en nødvendig konsekvens af disse oplevelser og erfaringer, men som en mulighed. 

    Sådanne oplevelser kan fx fører til større self-awareness, mindre sensitivty to context, mindre reselience, og et mere negativt outlook. For nu bare at nævne nogle ændringer som forekommer forholdsvis oplagte når man fokuserer på den særligt kreative personlighed.

(fortsættelse følger)

Se  også de to tidligere indlæg om 'den plastiske hjerne':

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/08/den-plastiske-hjerne-1-de-seks.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/08/den-plastiske-hjerne-2-og-mulighederne.html

Orkidé-hypotesen - og generne for særligt følsomme personligheder - og for depressioner

De fleste populære bøger om kreativitet hævder at vi alle er eller kan være kreative. Det er typisk bøger som skal hjælpe folk på arbejde og i særlige former for job hvor kravet om nye ideer er indbygget i rollen, til at klare sig bedre.

   Men det passer utvivlsomt ikke. Kreativitet er er produkt af hjernens konstruktion og funktion, og den konstruktion kan variere fra person til person ligesom folks kropshøjde, hårfarve og mange andre biologiske og fysiologiske egenskaber. En variation som grundlæggende skyldes vores genetiske lægning.

  Kreativitet er altså i et eller andet omfang - ganske stort sandsynligvis - genetisk bestemt - og dermed arveligt.

Det er nemt at finde abstracts fra videnskabelige artikler som underbygger det:

Why are genetic polymorphisms related to severe mental disorders retained in the gene pool of a population? A possible answer is that these genetic variations may have a positive impact on psychological functions. Here, I show that a biologically relevant polymorphism of the promoter region of the neuregulin 1 gene (SNP8NRG243177/rs6994992) is associated with creativity in people with high intellectual and academic performance. Intriguingly, the highest creative achievements and creative-thinking scores were found in people who carried the T/T genotype, which was previously shown to be related to psychosis risk and altered prefrontal activation.

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/19594860

This comparative study of Icelanders, born during the period 1881–1910, indicates that close relatives of psychotic individuals have a significantly increased probability of being considered persons of eminence. Their rate of listing in Who Is Who is doubled, both in regard to general listings and those based on artistic or scholastic endeavors. Review of relevant literature supports the view that the dominant principal gene proposed for schizophrenia may in a heterozygous state lead to cerebral stimulation, with improved  performance in areas of giftedness and creativity.   
http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/j.1601-5223.1970.tb02343.x/abstract

Mange undersøgelser peger i retning af at nogle gener disponerer for både skizofreni og det at være særligt kreativ. Hvad det så er der i anden omgang bestemmer at det går den ene eller anden vej, er ikke klart. Men en af hypoteserne er at den afgørende forskel er de kognitive kontrolfunktioner som udøves af den del af hjernen som kaldes prefrontal cortex. 

If we could identify a gene for creativity, let's call it the "creativity gene", you would be hard pressed to find very many people who would consider it a "negative gene" or a hazard to possess or carry. But what if, purely hypothetically, we could identify a gene for Schizophrenia? Or Bipolar Disorder? Or Depressive Disorder? Or ADHD? Would you select for those traits if you could genetically engineer your offspring at will? If you wanted to give birth to a creative child, the answer should be yes.

   The very traits that make someone creative, passionate, and likely to achieve a high degree of success in their domain, are the same traits that define psychological disorders such as Bipolar Disorder, Schizophrenia, and ADHD. So what is the difference between creativity and psychopathology? Where do we draw the line between functional excess of extreme traits and the point at which they define a psychological disorder? Is there a discriminating characteristic that separates these two groups? Yes, there is, and it's called cognitive control, or high executive function.  

http://www.science20.com/rogue_neuron/essential_psychopathology_creativity-71831 

En beslægtet diskussion udfolder sig videnskabeligt omkring noget der nok så poetisk kaldes "orkidé-hypotesen". Den tager afsæt i at en kombination af gener tilsyneladende disponerer for den personlighedstype som jeg tidligere har omtalt: HSP - den hypersensitive personlighed, en personlighedstype der er sårbare som "orkider" og kræver megen varme og omsorg for at blomstre - og som ellers nemt mentalt og socialt går i hundene. 

I følgende citat sættes HSP´erne i modsætning til den robuste personlighedstype - "mælkebøtten" ("dandelion") - som kan slå rod, klare sig og blomstre under de mest besværlige og ufrugtbare vilkår:

Most of us have genes that make us as hardy as dandelions: able to take root and survive almost anywhere. A few of us, however, are more like the orchid: fragile and fickle, but capable of blooming spectacularly if given greenhouse care. So holds a provocative new theory of genetics, which asserts that the very genes that give us the most trouble as a species, causing behaviors that are self-destructive and antisocial, also underlie humankind’s phenomenal adaptability and evolutionary success. With a bad environment and poor parenting, orchid children can end up depressed, drug-addicted, or in jail—but with the right environment and good parenting, they can grow up to be society’s most creative, successful, and happy people.
http://www.theatlantic.com/magazine/archive/2009/12/the-science-of-success/7761/

I det følgende citat kobles den kendsgerning at depression er noget man genetisk er disponeret for, sammen med orkidé-hypotesen. Depression er ikke forudsætningen for kreativitet sådan som nogle hypoteser har gået ud på at sammenhængen er. Men kreativitet kan udspringe af de samme "overfølsomhedsgener" som depressioner - hvis omverdenen er mild og varm og uden stressvilkår:

The question of depression generating insight leads inevitably to the much-discussed (and sometimes disputed) association between depression and creativity. Does depression, either unipolar or bipolar, generate creativity? There’s some evidence it does. There are links. But what’s the source of the link?

   Well, depression might, as above, sometimes directly inspires introspection and insights contributing to creativity. That’s a direct causal relation.

   But I think that some attributing creativity to depression may, in some cases and perhaps in general, mistake association for cause — that depression is not the thing that generates creativity and insight but a byproduct of another trait that does. And that this other trait is sensitivity — and particularly the sensitivity that comes from the “sensitivity” genes I recently wrote about in The Atlantic.

   The sensitivity hypothesis asserts that some gene variants presently considered “risk genes” for mental health problems in people with stressful lives are actually “sensitivity genes” that make you more sensitive to all experience. One of the genes in question is the serotonin transporter gene, or SERT gene, which helps regulate the neurotransmitter serotonin. Two of the three variants of this gene (the “short-short” or s/s version and the “short-long” or s/l versions) have been shown to put people with stressful life histories at greater risk for depression. The sensitivity or orchid hypothesis asserts that these short SERT variants don’t make people more sensitive to bad experience but to all experience, bad or good. It’s not a “depression gene” but a sensitivity gene. What you make of that sensitivity naturally depends on other assets or experiences you have.

   If this is so, then it’s possible that this sensitivity hypothesis may account (wholly or in part) for findings that “depressed people” have more insights or creativity — only it’s not necessarily the depression that generates the insight, it’s the heightened sensitivity. http://www.wired.com/wiredscience/2010/03/does-depression-have-an-upside-its-complicated/

Når jeg kom på sporet af denne orkidé-hypotese og dens kobling til den genetiske sammenhæng mellem kreativitet og forskellige former for genetiske betingede personlighedsforstyrrelser, så skyldes det en Facebook-henvisning fra videnskabsjournalisten Lone Frank, som medvirkede i et australsk radioprogram hvor temaet blandt andet var den genetiske sammenhæng mellem depression og hypersensitivitet.
   Krogen var Lone Franks bog "Mit smukke genom" som også er oversat til engelsk. Hun bruger  i den sig selv som frendriftgivende plot og får undervejs kortlagt sit genom der bl.a. viser at hun er disponeret for depression og mental sårbarhed.
   Citat fra bogens indledende kapitel:

„Det er ikke, fordi jeg nyder at sige det, Lone,“ sagde en velmenende studiekammerat for mange år siden,  „men du har din personlighed imod dig.“ Det var sjovt nok på nogenlunde samme tid, hvor en amerikanskveninde kaldte mig hudløst ærlig. En bedømmelse der gjorde mig helt varm indeni, lige indtil hun satte hænderne i siden og råbte:  „Det er brutalt! Fatter du da ikke, at folk afskyr ærlighed?“

   Men hvor meget af den åbenbart utiltrækkende personlighed og af min psyke i det hele taget kan jeg tørre af på nogle bitte små variationer indskrevet i mit DNA? Er det kombinationen af en håndfuld uheldige gener fra  to familier, der giver mig tilbagevendende depressioner og et konsekvent sortsyn? Eller stammer begge dele fra en til tider udfordrende opvækst med et par forældre, der altid var i totterne på hinanden, indtil de afsluttede samlivet med en grim skilsmisse? 

http://lonefrank.dk/lonefrank/wp-content/uploads/Mit_smukke_genom_Danisco.pdf 

Jeg har vist tidligere skrevet at Lone Frank utvivlsomt hører til den særligt kreative personlighedstype - og har haft den type belastende opvækst med mentale tab og savn som også er typisk for mange meget kreative mennesker.

Læs mere her:

Kuszewski, Andrea Marie, The Genetics of Creativity: A SerendipitousAssemblage of Madness (March 1, 2009). METODO Working Papers, No. 58.Available at SSRN: http://ssrn.com/abstract=1393603