'Asperger' i virkeligheden - og i fiktionen - Nero Wolfe, Sherlock Holmes, Lisbeth Salander, Saga Norén er måske alle 'aspies'

Jeg har tidligere skrevet om autisme og aspergersyndromet, blandt andet i flere afsnit af min serie om "særlige evner". Også i indlæg om savanten Daniel Tammet som både er autist og har synæstesi.

    Jeg var også for et par år siden i teatret og se den glimrende teaterforestilling baseret på en prisvindende bog "Den mystiske sag om hunden i natten" af Mark Haddon.

    Ture Lindhardt spillede hovedpersonen der var autist, og det gjorde han fantastisk godt. Det var en gribende forestilling.

     Bogens indhold beskrive sådan af forlaget der udgiver den:

“Den mystiske sag om hunden i natten” er Mark Haddons fortælling om Christopher Boone på 15 år og den mordgåde, som Christopher forsøger at løse. Christopher lider af Aspergers-syndromet, hvilket gør, at han ikke er fan af metaforer, ironi og ansigtsudtryk. I stedet er han helt tosset med matematik, logik, lister og sandheden, hvilket klart er til hans fordel, da han skal finde ud af, hvem der har myrdet genboens hund.

Emnet asperger-autisme interesserer mig fordi når jeg læser eller hører beskrivelserne, så er der nogen ting jeg kan genkende fra mig selv.

    Det kunne hjerneforsker og radiovært Peter Lund Madsen også i et program jeg hørt i serien Hjernekassen for nogle uger siden.

   Udsendelsen handlede om hvordan verden opleves når man er autist, men ellers er intelligent nok til at kunne leve nogenlunde normalt i hverdagen og i samfundslivet.

   Det er typisk den form for autisme som har tilnavnet aspergersyndromet

Peter Lund Madsen havde en kvindelig advokat, Anne Skov Jensen i studiet, der relativt sent i livet havde fået diagnosen 'asperger', og inden da diagnosen ADHD.

Anne Skov Jensen

Der var en ret sjov introducerende snak hvor værten og gæst tydeligvis kunne udveksle fælles erfaringer om at være dårlige til at fungere afslappet og at føle sig akavede i situationer hvor man forventedes at etablere letflydende uhøjtidelige sociale relationer til mange nye mennesker gennem kommunikation, fx en fest eller en reception.

   De kunne spejle sig i hinandens særlige form for bekymring før den slags events hvor de prøvede at planlægge sig ud af akavetheden med særlige forberedt samtaletricks, sproglige konventionelle replikker så de nemt kunne komme i snak med folk uden at det var for socialt indviklet og krævende.

   Også det at gå op i meget specialiserede interesser - 'at nørde', havde de fælles erfaringer med.

 

De kunne også konstatere at de begge havde fædre der var ingeniører, og Peter Lund Madsen udkastede den teori at der var en vis genetisk sammenhæng med den 'nørdende' ingeniørhjerne og det at man havde svært ved at etablere tætte sociale relationer - og det at man som autist - eller bar 'nørd' - kunne havde svært ved at sætte sig i en andens sted - og generelt være ret dysfunktionel i forhold til at kommunikere med omverdenen

   

Anne Skov Jensen havde forladt jobbet som advokat(statsanklager) og ernærede sig nu som oversætter og foredragsholder. 

   Hun havde oprettet en hjemmeside om autisme og ADHD som skulle hjælpe andre i hendes situation med oplysninger om deres 'syndromer' og diagnoser:

http://www.overlevelsesguiden.dk/index.html

Anne Skovs to drenge var også autister. Men hendes mand ikke, så hendes mand kunne have det hårdt indimellem, mente hun.

   

Hun fortalte at hun ofte kunne føle sig overvældet af indtryk og input når der var familiekomsammen, og så - selv om det var uhøfligt - sætte sig hen i et hjørne og begynde at læse en bog.

  Og det er et af de klar kendetegn ved autisme: at information via sanserne - sanseindtryk - opleves som unormalt stærkt og påtrængende sådan at det overbelaster systemet og man føler at man må forsvare sig mod dem.

   Anne Skov så aldrig TV-Avisen, det var for belastende.

   

Man taler om at hjernen har en 'latent hæmning' som forhindrer eller begrænser at man overbelastes af sanseindtryk. 

   Og generelt er vores sanser sådan indrettet at man hurtigt bliver sløv: en lyd der kan være irriterende til at starte med, vil man hvis den bliver ved, hurtigt sløves i forhold til, så man måske til sidst slet ikke lægger mærket til den.

   De mekanismer fungerer som beskyttende filtrer mod mentalt "overload" hos de fleste mennesker. Men de mangler eller er svækket hos autister.

   Her en beskrivelse fra en artikel fra en hjemmeside hvor en mor forklarer hvordan hendes søn der er autist, har det :

Her er forklaringen på hvorfor en ”simpel” tur ned i supermarkedet kan være et helvede for mig: Min hørelse kan være yderst skarp. Masser af mennesker snakker samtidigt. Højttalerne annoncerer dagens tilbud. Muzak hviner ud af lydsystemet. Kasseapparater bipper og hoster, der males kaffebønner. Pålægsmaskinens skærende lyde, baby gråd, indkøbsvognenes knirken, den flurcerende belysnings summen. Min hjerne kan ikke filtrere alle disse input og jeg er ved at brænde sammen. Min lugtesans kan være yderst følsom. Fiskene i køledisken er ikke helt friske, personen ved siden af mig har ikke været i bad i dag, ved slagtervarerne uddeler de smagsprøver på pølse, babyen i rækken foran os har en overfyldt ble, de er ved at tørre agurker op fra gulvet i række 3 med ammoniak??”? Jeg kan ikke adskille alle disse indtryk. Jeg er overvældet af kvalme.

   Fordi jeg er visuel indstillet kan synssansen være den første af mine sanser som bliver overstimuleret. Det fluroserende lys er ikke kun for skarpt men det snurrer og brummer. Lokalet ser ud som om det pulserer og det gør ondt i mine øjne. Det pulserende lys reflekteret i alle overflader og forvrænger det jeg ser – lokalet synes konstant at være i forandring. Der er genskin fra vinduerne, alt for mange ting for at kunne fokusere (jeg kan eventuelt kompensere med ”tunnelsyn”) bevægende ventilatorer i loftet, så mange legemer i konstant bevægelse. Alt dette påvirker den indre del af øret og bearbejdelsen af de nerveimpulser der opstår i selve nervesystemet, og nu kan jeg ikke engang sige hvor min krop er i rummet.

Ifølge Anne Skov modsvares det af at hvilepulsen hos autister er 70% af pulsen når man er i fulde omdrejninger, mens den hos almindelige mennesker er 30%. Dvs. kroppens biologisk system er hos autister, selv i hvile, i en stresstilstand.

 

Anne Skov fortalte at hun havde det med at tabe ting, vælte genstande og generelt havde hun balanceproblemer, og blev af omgivelserne opfattet som en "tumler-fumler".

   Det var uhyret vigtigt for hende at omgivelserne var strukturerede og forudsigelige, og hun fik det dårligt når der skete nye og uventede hændelser.

   Det modarbejdede hun så ved at lægge detaljerede planer, sætte handlinger i tidsskemaer, og på andre måder forsøge at kontrollere hvad hun kunne komme ud for.

 

Hun havde problemer med sproget.

   Ikke med at formulere sig intellektuelt klart, det kunne man høre, men med at forstå ironi, vittigheder og metaforer - udtryk i overført betydning som 'at tage benene på nakken', eller 'have tømmermænd'.

   Hun fortalte at hun også havde svært ved at aflæse og tolke sociale og emotionelle signaler fra andre. Som hun sagde: "Det skal først gennem den intellektuelle maskine, for at jeg kan finde ud af det."

   Nogle af teorierne til netop at forstå disse særlige mentale begrænsninger, går på at autister har funktionsproblemer i det man kalder spejlneuronsystemet, som er de dele af hjernen i bla. premotorcortex som er aktive både når vi ser andre udføre en handling og når vi selv udfører (eller tænker på) den.

   Man mener også at det system i hjernen som kaldes 'the default mode network' - eller det opgave-negative netværk - kan være dårligt fungerende hos autister. Det er de dele af hjernen som man regner med er sæde for "the theory of mind", og som indebærer at et menneske kan forstille sig hvordan et andet menneske oplever sig selv og omverdenen.

 

Anne Skov fortalte også hvordan hun havde ekstrem sans for og opmærksomhed over for detaljer, og at hun havde nemt ved at blive "bidt af et emne" så hun måtte vide alt om det.

   Selv om hun altså havde problemer med at forstå ironi og ord i overført betydning, så elskede hun ord. Det at oversætte bøger beroligede hende, og var hende til stor glæde.

Jeg er ikke autist og har heller ikke asperger. Men nogle ting kan jeg, ligesom Peter Lund Madsen, genkende fra Anne Skovs beskrivelser:

   Jeg har det med at blive "bidt" af et emne - at 'nørde', som man også siger. Og det manifesterer sig hos mig som periodiske samlermanier: smukke glatte sten, frimærker, tegneserier, designermøbler. Og senest Harald Henriksen-billeder. Og når man 'nørder', så må man nødvendigvis gå i detaljer - og lukke alt andet ude.

    Jeg har også altid haft problemer med at føle mig tilpas i situationer med mange nye mennesker. Jeg føler mig tit så akavet til fx receptioner eller ferniseringer at jeg går hen i et hjørne for at blive fri for at snakke med nogen. Hvis nogen hilser på mig ved jeg ikke hvad jeg skal sige fortsætningsvis.

    Det med at det pludselig bliver for meget med alt den snak og alle de signaler man skal tage stilling til, det kender jeg også. Jeg er faktisk berømt for til sammenkomster med flere mennesker som jeg kender godt, pludselig at gå hen i en stol og begynde at læse en bog.

   Da jeg var barn, var ikke mindst min  mor utilfreds med at jeg kun modvilligt tog med på familiecampingtur (vi var fire søskende, og jeg var ældst og de var støjende), men foretrak at blive hjemme og ligge og læse i en bog. Jeg blev betragtet som lidt sær og asocial, i familiekredsen.

   Det med at være 'tumler-fumler' og have nemt ved at tabe eller vælte ting, kender jeg også. Og jeg falder relativt hyppigt over mine egne ben eller over små forhindringer jeg ikke lægger mærke til.

   Jeg forstår godt ironi, men er ikke særlig god til det. Og jeg elsker ord, hvilket jo har ført til at jeg blev lingvist med akademisk grad.

På nettet kan man finde lister med navne på kendte mennesker som enten har eller antages at have aspergers syndrom. Fx her:

http://www.disabled-world.com/artman/publish/article_2086.shtml

Jeg læste i øvrigt for nylig et interview med gode gamle Jørgen Mylius i anlednig af at han nu er forvist fra P4 på FM til P5 på DAB-radioen, hvoraf det fremgik at også hans far var ingeniør, og at han også havde det med at "nørde": først var det sporvogne huskede han. Han endte på et tidspunkt i sin bardom op med at vide alt om sporvognstyper og -ruter, deres numre, alder, stoppesteder etc.

   Men så skiftede hans interesse til rockmusik, og hurtigt var han igen blevet total specialist så han kendte og kunne huske musikere, pladetitler, musiknumre, koncertoptræden for alt hvad der den gang fantes af kendte og mindre kendte rockbands og - musikere.

    Som det fremgår tidligere, så er det noget af det der kendetegner mennesker der er diagnosticeret inden for autismespektret, at de har det med at udvælge snævre interesseområder som de så i den grad sætter sig detaljeret ind i. Så Mylle har en rem af huden her, ingen tvivl om det.

   Autister mangler i et eller andet omfang empati - indlevelsesevne - i forhold til andre. Og det kan man måske nok fornemme lidt af hos Myllle (jeg kender ham ikke personligt, kun fra hans optræden i radio og fjernsyn. Han udstråler i ringe grad empati og varme.

For mange år siden blev der lavet en glimrende og gribende dokumentarfilm om en asperger-autist som var ansat i diskoteket i Danmarks Radio, Martin Gundersen.

   Titlen var 'Valomanden' og den refererede til at han i sin lejlighed havde en kæmpesamling af pakker til vaskemidlet Valo - og i øvrigt samlinger af mange andre ting; gamle ugeblade, billeder af biler med sorte nummerplader

   Han blev jo inden computeren var blevet en del af diskoteket, brugt til at finde plader frem. Det var han fabelagtig godt til. Han havde alle titlerne i hovedet og kunne huske hvor de stod. Efter sigende var han stadig hurtigere  end det computersøgesystem som man på et tidspunkt selvfølgelig fik etableret.

   Han har sin egen hjemmeside:

http://www.valomanden.dk/

Martin Gundersen

Hovedpersoner i bøger og film som af eksperter antages at have 'aspergers syndrom er der flere af: På kvindesiden Lisbeth Salander og Saga Norén; på mandesiden Scherlock Holmes og Nero Wolfe. 

   

Medierne har været enige om at udråbe både Lisbeth Salander og Saga Norén til at være fiktive 'aspies', hvilket bidrager til vores fascination af dem. I forhold til vores stereotype forestillinger om at kvinder har stor empati og bedre sociale kompetencer end mænd, så afviger de to ved at have fremragende analytiske evner, men svært ved at begå sig socialt. Og det gør dem til inteerssante fiktionfigurer.

   

Det var først for nylig jeg læste et sted at de to store fiktive detektiver Nero Wolfe og Sherlock Holmes kunne antages at havde aspergers syndrom hvis man bedømte dem ud fra deres adfærd og omgang med andre mennesker i bøgerne. 

   Det har jeg ikke tænkt på før.  

   

Jeg er usikker når det gælder Sherlock Holmes. Jeg synes fx at han fremstilles med stor empati, og han er i hvert fald ikke nogen tumler, fumler. Han er god til at forklæde sig og spille roller, evner som  forudsætter at man kan sætte sig ind i hvordan andre tænker og ser verden, og man må have en stor social kompetence for at begå sig uopdaget. 

   Måske snarere eller i højere grad har han ADHD.

    

Med hensyn til Nero Wolfe synes jeg alle kriterierne for en 'aspie' passer: 

   Han er ekstremt bundet til skemalagte daglige faste rutiner, og han lever i omgivelser, sit brownstone house Eas 35th street, Manhatten, som han stort set aldrig forlader; kvinder er uforudsigelig, emotionelle og umulige at aflæs, så omgangen med dem må Archie tage sig af. Han giver meget nødigt hånd til nogen. Han er ekstremt optaget af ord - og brænder bl. a. et nyindkøbt leksikon side for side fordi der var fejl i det. Han nøder med sine 10.000 orkideer og med sin mad som han har sin personlige kok til at tage sig af. Og hans sociale kompetencer kan ligge på et meget lille sted. 

Adam Smith - filosofisk en Dr. Jerkyll og Mr. Hyde - som foregriber nogle af den moderne hjernforsknings indsigter

Særlige kreative personligheder har det med at være en slags Dr. Jerkyll og Mr. Hyde - to eller flere personer i en.

   Sådan en slags flersidig personlighed har filosoffen og den økonomiske teoretiker Adam Smith tydeligvis været. Han er offentligt - og i min bevidsthed - mest kendt for værket "Nationernes Velstand" fra 1776, som er blevet en slags "kapitalismens bibel".

   Faktisk læste jeg den i uddrag i min studietid hvor politisk økonomi i marxistisk aftapning var det vi alle følte os forpligtet til at sætte os ind i - for at kunne diskutere med om det aktuelle samfunds virkelighed, udvikling og problemer i slutningen af 60´erne og det meste af 70´erne. 

   Og Marx´tænkning om kapitalismens udvikling og dynamik og hans kritik af den, kunne man kun for alvor forstå hvis man vidste noget om Adam Smiths tanker om hvad det gode var ved den (gryende) kapitalisme.

   Men Adam Smith skrev ikke bare et indforstået og oplysende forsvar for Kapitalismen med sin teori om det frie markeds velsignelser der hang sammen med at det var reguleret af  'den usynlige hånd', en markedslogisk social mekanisme som gav sikkerhed for at når alle arbejdede for egen økonomiske vindings skyld, så var det automatisk også til gavn for fællesskabet - hele samfundet.

Rune Lykkeberg, Politikens kulturredaktør, anmelder i dag et andet pionerværk af Adam Smith som jeg ikke kendte - eller ikke kunne huske at have hørt om den gang jeg læste sådan noget: "Teorien om de moralske følelser" fra 1759. Og det er til min - og Rune Lykkebergs overraskelse - "a different cup of tea". Alene titlen overrasker og provokerer ens fordomme.

   Lykkebergs anmeldelse leverer lange parafraser på Adam Smiths tænkning i "Teorien om de moralske følelser" - med et indhold  som man godt nok ikke umiddelbart ville tilskrive faderen til den klassiske økonomiske videnskab. Som i det her citat fra anmeldelsen:

De bedste samfund er ifølge Smith dem, hvor vores omsorg for hinanden er præget af generøsitet, kærlighed og taknemlighed. Det ville stadig fungere, men det ville være et mindre lykkeligt samfund, hvis vores omgang med hinanden kun er styret af handel og hensyn til, hvad der er godt for os selv. Og samfundet ville falde fra hinanden, hvis vi virkelig gjorde, som det passede os, og fulgte vores lyster.

På mange måder ser det ud til at Adam Smith i den her bog som udkommer 17 år før "Nationernes velstand", at den foregriber nogle af den moderne adfærdsøkonomis forskningsresultater som viser at mennesket (og firmaer) i en lang række situationer ikke opfører sig rationelt og egoistisk på en måde som de moderne økonomiske modeller og teorier forudsætter, men opfører sig socialt og altruistisk - og altså irrationelt: 

Behavioural economics is a branch of economics that seeks to understand the motivations and reasons behind individual decisions. In traditional economics there is a very basic assumption that individuals are rational utility maximisers. i.e. firms seek to maximise profits, workers seek to maximise income and levels of consumption.

   Therefore many economics models are based on the idea that people will choose the action / good which maximisers their utility (welfare)

   However, this branch of economics leaves no room for irrational decision-making. This can include decisions based on fear or decisions based on altruism.

   Assuming rational self-interest, it is hard to understand why somebody would make a large anonymous donation to a charity. It could be explained by the utility (satisfaction) someone may feel from consuming the good feeling that giving to charity gives. Nevertheless, it makes it harder to base economics solely on a monetary self-interest basis.

  Similarly we can see many examples of altruism within firms. For example, some firms will employ workers, even if they are not necessary. This is because they don’t want to create unemployment. Also, firms may not seek to maximise profits. Firms may have many other objectives such as environmental objectives, charitable objectives and social responsibility. At one level environmental concerns can be a clever marketing ploy, but, at another level they can be made independently of financial considerations.

http://www.economicshelp.org/blog/148/economics/altruism-and-behavioural-economics/

Lidt senere fortæller Rune Lykkeberg om Adam Smiths filosofi om menneskets natur på en måde så jeg tænker at den gamle mesterfilosof foregriber den moderne hjerneforsknings opdagelse af spejlneuronernes og deres funktion som katalysator for spontan og ubevidst indlevelse og medleven i andre menneskers følelser. 

   Spejlneuronerne fungerer jo nemlig på den måde i hjernen at når man oplever en anden handle og give udtryk for følelser, så aktiveres automatisk de dele af hjernen hos iagttageren som også ville være aktiv hvis vi selv udførte de tilsvarende handlinger og mimisk og gestuelt gav udtryk for de tilsvarende følelser.

   Mennesker er bestemt ikke fundamentalt egoistisk, hævder Adam Smith ...

Tværtimod. Når vi er tilskuere til andre menneskers lidelser og lykke, føler vi med dem. Det er ikke noget, vi beslutter os for, men noget, som indtræffer af sig selv.

   Smith bruger tilskuerne til en linedanser som eksempel:

   Hvis du med øjnene følger en linedanser på den spinkle line højt over jorden, følger din krop med. Når linedanseren stopper op og læner sig mod højre for at holde balancen, læner du også din krop mod højre. Og når linedanseren har genfundet balancen og igen retter sin krop op, gør du det samme nede på tilskuerpladserne. Selv om du sidder langt derfra, er du i linedanserens sted.

   Denne evne til at fornemme andres lidelser og lykke betegner Smith som ’sympati’.

Jeg synes det er - ja, hvad skal man sige - utroligt godt set. Og Runebergs stærkt medlevende parafrase af Adam Smith fortsætter i noget der også foregriber den anden kilde til hjernen til indlevelse i andres bevidsthed, the default mode network, som er det netværk af samvirkende moduler i hjernen som gør det muligt for mennesker at forestille sig hvordan omverden opleves gennem andre menneskers bevidsthed:

Du kan ikke se ind i andre menneskers følelser og tanker, så du kan ikke med sikkerhed vide, hvordan de har det. Men du kan aflæse deres ansigter og deres kroppe og forestille dig, hvordan de har det. Hvis du ser en mand, som falder i det kolde vand og skærer ansigt, forestiller du dig, at han fryser. Og du skutter dig, fordi du selv fornemmer den kulde, han bliver udsat for. Det er vores fantasi, som kobler synet af det kolde vand og hans reaktion på det med vores egne følelser.

Det er præcis det - the default mode network - som hjerneforskerne mener er hjernens udgangspunkt for fantasien, og at det er et samspil mellem det netværk og spejlneuronerne som gør det muligt at man føler og oplever empati for sine medmennesker; Adam Smith bruger åbenbart ordet 'sympathy' her:

Der er to veje til denne sympati: Enten ser du på det, der får manden til at fryse, eller også ser du kulden i hans ansigt. Enten aflæser du det kolde vand, eller også aflæser du ansigtet. Indimellem kan det være så anstrengende at opleve andres kulde eller smerte, at vi lukker øjnene eller vender os væk fra det. Og det kræver som regel en aktiv indsats at være ligeglad med, hvordan andre har det.

Bare ud fra disse parafraser må jeg tilslutte mig anmelder Runebergs konklusion: 

Det fantastiske ved bogen er, at Smith forener filosofiske læsninger med iagttagelser af af hverdagslivet. Derfor kan hanogså vise, at man ikke kan styre menneskenes adfærd oppefra. Samfundet er ikke et spil skak, hvor man kan rykke rundt på brikkerne som man vil.

Vil du vide mere om spejlneuroner, the default mode network, og adfærdsøkonomi, så er her tre link til Wikipedia at starte med:

http://en.wikipedia.org/wiki/Mirror_neuron

http://en.wikipedia.org/wiki/Default_mode_network

http://en.wikipedia.org/wiki/Behavioral_economics

'Ammehormon', 'krammehormon', 'kærlighedshormon', 'lykkehormon', 'kælekemikalie' - sig navnet: oxytocin

I det foregående indlæg refererede jeg til at hjernens produktionen af et bestemt hormon, oxytocin, tilsyneladende blev stimuleret af at lytte til en bestemt slags 'ambient' musik - musik som også ofte forbindes med meditation og med new age-filosofien.

Og et citat fra Wikipedia gjorde mig nysgerrig efter at vide mere.

Det viser sig at en svensk forsker, professor i fysiologi Kerstin Uvnäs Moberg, har påvist at det hormon man oprindelig opdagede blev udløst når kvinder ammede, at det er meget bredspektret i sin effekt og udløses af mange forskellige slags sanseinput, men først og fremmest gennem mellemmenneskelig berøring: hånd mod hud, sex!
   Men altså også af bestemte former for musik, som kan tolkes som en slags venlig "berøring" gennem ørernes sanseapparat.

Kerstin Mobergs egen hjemmeside sammenfatter resultaterne af hendes forskning sådan:

Med tiden visade det sig att oxytocinets effekter inte är begränsade till moderskapet, utan är av mer allmängiltig betydelse, eftersom det förekommer hos gamla och unga och hos män och kvinnor. Beröring, närhet och varma och lugna mentala upplevelser kan också påverka oxytocinfrisättningen. På senare år har oxytocinets möjlighet som botemedel vid ångest, oro, stress depression och sociala svårigheter allt mer kommit i förgrunden.

   På senare tid har Kerstin Uvnäs Moberg överfört oxytocinkonceptet från relationer människor emellan till att också innefatta relationer mellan människor och djur. Härmed får den så länge omvittnade positiva effekten på humör och hälsa av att vistas tillsammans med djur eller att ha ett sällskapsdjur en vetenskaplig förklaring.

http://www.kerstinuvnasmoberg.com/kerstinuvnaesmoberg.html

Jeg læste for nogle år siden om nogle undersøgelser der netop påviste at det at sidde med en rolig, spindende kat i skødet, havde delvis samme effekt på frekvensen af de elektromagnetiske bølger som hjernen udsender, som meditation: forstærkede alfa- og theta-bølger. 

   Og her synes vi i hvert fald at få en delvis forklaring, nemlig at det at have "kæledyr" og fysisk omgås dem, forhøjer oxytocin-hormonet i blodet. Og som Fister her er et tydeligt bevis på - effekten går begge veje:

Jeg får også en association til den adfærdsændring hos læger jeg har oplevet er foregået gennem årene siden jeg var barn: De trykker og føler mindre og mindre på deres patienter.
   Jeg har i årenes løb gået til læge 'on and of' for forskellige fysiske skavanker og symptomer. Og mens jeg husker at blive trykket på og blive befølt med hænderne af de læger jeg konsulterede i min ungdom, så gør de det stort set ikke mere selv om mine besøg er blevet hyppigere i takt med alderens skavanker bliver flere. Lægerne ser på måle-resultater af blodprøver og på røntgenbilleder - men der er undeskud på berøringskontoen når det drejer sig om dette at trykke på hud og knogler og mærke efter når man fortæller om et symptom.
   Hvis min personlige iagttagelse er rigtig og gælder generelt, så betyder det at de positive fysiologiske og mentale effekter af den oxycytocin som udløses ved lægens berøring af patientens hud, er blevet kraftig reduceret.
   Og hvis du læser videre, kan du se at der faktisk er videnskabeligt belæg for at den udvikling kan være stærkt kontraproduktivt både set fra  læges og patientens sygdom.

En dansk hjemmeside sammenfatter Mobergs forskningsresultater på den her måde:

Oxytocin er et hormon, der udskilles i kroppen, hver gang du gør noget godt for dig selv. Nu har en svensk professor i fysiologi Kerstin Uvnäs Moberg med sin forskning vist, at hormonet meget let og i samme grad frigøres hos begge køn ved alle former for behagelige og nydelsesfulde stimuli.

   Berøring er det, som stimulerer frigørelsen af oxytocin mest. Det vil sige alle ydre og indre fysiske påvirkninger som kærtegn, massage, knus, varme, en blød bamse eller pude osv. Men også nærvær, samvær og fortrolighed stimulerer oxytocinfrigørelsen.

   Ved berøring og nærvær dannes oxytocin i hjernen i hypothalamus (det center der også regulerer stress og antistress). Hormonet frigøres herefter til blodbanerne. Her påvirker oxytocin vores centrale nervesystem, så vi spænder af og får ro. Det vil sige, vi stresser af. Mængden af kortisol i blodet halveres, puls og blodtryk daler og du føler ro velvære og varme. Selv om mængden af oxytocin i blodet halveres efter blot nogle få minutter, så får vi glæde af det i lang tid, da den resterende mængde bliver længe i kroppen.

Hvad sker der derefter rundt omkring i kroppens forskellige dele og funktioner rent fysiologisk?

• Blodtrykket daler 
• Pulsen daler 
• Smertetærsklen øges 
• Blodets indhold af stresshormonet kortisol halveres
• Optagelsen af næringsstoffer fra kosten forbedres 
• Fordøjelsen fremmes 
• Sårhelingstiden halveres 
• Immunforsvaret styrkes 
• Kolesteroltallet bliver sundere 

Og de følelsesmæssige effekter er forklaringen på at nogle også taler om oxcytosin som "lykkehormonet":

• Angst og bekymring dæmpes 
• Aggressivitet og vrede dæmpes 
• Man blive roligere og mere afslappet 
• Man føler øget velvære og glæde 
• Kreativiteten stimuleres 
• Man oplever sig elsket og ønsket
• Man oplever øget ømhed og hengivenhed for andre

I forlængelse af min konstatering af at læger fysisk berører deres patienters krop og hud mindre og mindre under konsultationer, så tror jeg at det her hormon også kan forklare hvorfor fysisk alternativ behandling i form af af forskellige slags massage, healing gennem håndspålæggelse, zoneterapi, craniosacral terapi m.fl. er er blevet mere og mere udbredt og populært gennem årene. I de senere år er udvikllingen også blevet sammenfattet under navnet 'wellness'.
   Og så kommer jeg også til at tænke på min kreative frisør. Sammen med min foddame er han et af de få mennesker der jævnligt får lov til at røre ved mig. Og jeg nyder det.
   Og går jeg gennem Algade i min provinsby så vrimler det med frisører og fodterapeuter. De oplever tilsyneladende ikke nogen krise, og lever alle af at de fleste af os måske er i underskud af oxytocin.
 
Jeg har i mange tidligere indlæg beskrevet hvordan endorfin- og dopaminproduktion er en vigtig del af hjernens såkaldte belønningssystem, og en vigtig del at forklaringen på at den særlige kreative lykketilstand som kaldes 'flow', og som fx kan opleves når man skriver - eller løber - eller opfører sig uselvisk: 'writers high', 'runners high', 'helpers high'.

Spørgsmålet er om der er en sammenhæng mellem dette belønningssystems dopaminproduktion (en såkaldt neurotransmitter der virker som et naturligt narkotisk stof) og så hormonet oxytocin. 

   Og det er der, her forklaret af en forsker, doktor Jerry Long:

We know that dopamine is involved in reward and reinforcement, and we know that the dopamine system is activated during social interactions or mating. We also know that the dopamine system is interacting with the oxytocin system to promote the pair bond formation. So for example if you block dopamine, a female will not bond with a male or a male will not bond with a female. Simply by blocking that dopamine input, even oxytocin can’t stimulate the bond; blocking oxytocin receptors will also block the bond formation. Even dopamine can’t stimulate the bond. But if you have both acting at the same time to sort of activate the social aspects and the reward aspects, then it comes together to form a bond which is a preference to interact with another individual.

http://www.dnalc.org/view/2384-Dopamine-Oxytocin-Rewards-and-Bonding.html

En af mine helte og forbilleder udi formidlingen af interessant, ny forskning, Lone Frank, har også skrevet om oxytocin. I en rubrik til en artikel i Weekendavisen helt tilbage i 2008, den 6. juni, kalder hun det:

Kælekemikaliet

LoneFrank indleder artiklen sådan her:

Der er formentlig ingen enkel formel for kærlighed, tillid og generøsitet, men hvis der var, ville den lyde noget i retning af C43H66N12O12S2. Det lille hormon, oxytocin, flyder tilsyneladende overalt, hvor mennesker føler sig forbundne med hinanden. Det får mænd og kvinder til at danne par, det gør forældre tilbøjelige til at tage sig af deres børn, og det hjælper os til at stole på fremmede mennesker.

   ”Det er samfundets lim, så simpelt og dog så fundamentalt”, sagde den amerikanske neuroforsker Paul Zak i sidste uges New Scientist. Lidt mere poppede formidlere har igennem tiden kaldt oxytocin for ”kærlighedseleksir” og ”kælekemikalier”. Senest, i anledning af at stoffet nu bliver afprøvet til behandling af angstlidelser og fobier har en særligt entusiastisk forsker udnævnt det til ”social viagra”.

   I det hele taget har oxytocin indtaget en position blandt hjerneforskningens varmeste emner.. Forskerne taler om, at dets overordnede rolle i hjernen, er at koble social kontakt med velvære, og dette ry har efterhånden bredt sig til gadeplan. Som den amerikanske forfatter Susan Kuchinska i sidste uge konstaterede på sin særlige oxytocinblog: ”folk vil bare rigtig rigtig gerne have fingrene i det her stof”.

En af de mange forskningsresultater som Lone Frank refererer i artiklen, er at oxytocin ikke bare udløses ved positive fysiske sansninger som kys, kæl og kram, sex og massage, men også når vi erindrer og genkalder os den slags positive oplevelser.

   Mekanismen fungerer altså på samme måde som spejlneuroner der aktiveres både når vi selv udfører en handling, når vi ser en anden udføre den samme handling - og også når vi tænker på eller forestiller os handlingen udført. 

   Man har brugt disse spejlneuroners måde at fungerer på som en af de neurologisk mekanismer bag menneskelig empati og indlevelse. Og herunder til at forklare hvordan identifikation og indlevelse hos et filmpublikum med karaktererne på lærredet neurologisk set kommer i stand.

   Det er derfor naturligt at spørge om det at se en rørende/bevægende film også udløser hormondet oxytocin. 

   Selvsamme Poul Zak som omtales i citatet ovenfor, har også lavet forsøg der viser det - eller rettere en af hans studerende:

To see if movies cause our brains to release oxytocin, my graduate student Jorge Barraza designed an experiment where participants watched a video from St. Jude Children's Hospital in Memphis, Tennessee. One group saw a part in which a father discusses his four year-old son Ben's terminal brain cancer. The other half watched as Ben and his father spend a day at the zoo. You can see the video here (kan ikke ses mere)

    Yes, it is really emotional. OK, take a short break to recover.

    In research that will soon appear in the Annals of the New York Academy of Sciences, those who saw the highly emotional part of the video had a 47% increase in oxytocin as measured in blood. Controlling for distress (which was associated with elevated stress hormones), empathy was highly correlated with the spike in oxytocin. This is the first evidence for the speculation, often from my mouth, that oxytocin is a physiologic signature for empathy.

http://www.psychologytoday.com/blog/the-moral-molecule/200902/why-we-cry-movies

Jeg søger videre på nettet: Om der er en sammenhæng mellem de to biologiske forklaringer på empati: spejlneuronerne og oxyctocin. Og finder en videnskabelig artikel fra 2010 med den let tilgængelige titel:

Intranasal oxytocin modulates EEG mu/alpha and beta rhythms during perception of biological motion. 

Artiklens 'abstract' slutter med følgende citat der faktisk kobler alfabølger, spejlneuroner og krammehormonet oxycotin (her forkortet OT) sammen i et eksperimentelt design:

These results are a first step linking OT to the modulation of EEG rhythms in humans, suggesting that OT may have a role in allocating cortical resources to social tasks partly mediated by mirror neuron activity.

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20493637 

Her er et link til en artikel fra magasinet "The Atlantic" om en anden forsker, psykologen Barbara Fredrickson, som i sin nye bog Love 2.0: How Our Supreme Emotion Affects Everything We Feel, Think, Do, and Become, fortæller om eksperimenter som viser samspillet mellem spejlneuroner og oxytocin-hormonet i forbindelse med mellemmenneskelig 'kærlighed', et forhold som hun karakteriser er som "micro-moment of positivity resonance":

Like all emotions, love has a biochemical and physiological component. But unlike some of the other positive emotions, like joy or happiness, love cannot be kindled individually—it only exists in the physical connection between two people. Specifically, there are three players in the biological love system—mirror neurons, oxytocin, and vagal tone. Each involves connection and each contributes to those micro-moment of positivity resonance that Fredrickson calls love.

http://www.theatlantic.com/sexes/archive/2013/01/theres-no-such-thing-as-everlasting-love-according-to-science/267199/

Da jeg begyndte det her indlæg ville jeg bare have lidt mere kød på Wikipedias artikel om oxytocin-hormonet som udløses ved helende og helbredende meditationsmusik.  

   Men det førte vidt omkring, jeg kom i en tilstand af 'researchflow' - 'researchers high' - og sluttede altså med indblik i  berøringernes kærlighedens underliggende neurofysiologisk maskineri.

   Lidt sjovt!

Hvorfor virker offerjournalistikken altid - når den ellers gang på gang bliver kritiseret for at være for letkøbt?

Det synes at være en universel egenskab ved fiktionshistorier som fanger og fascinerer, at hovedpersonen i begyndelsen af historien skal være helt "nede", have mistet alt, sidde i problemer til halsen, være ene og forladt, etc. 

   I gamle dage da vi var nogle stykker der underviste på dramaturgikurser i Danmarks Radio, var vi enige om en pædagogisk metafor til at beskrive hvad det hele grundliggende drejede sig om for at skabe identifikation med hovedkarakteren: Han eller hun skulle fra starten så vidt muligt sættes i en 0,01-udgangsposition, og ved historiens slutning - i klimaks - skulle han eller hun udfolde sig i en 99,99-slutposition: død eller levende!

Grundlæggende vidste vi jo ikke hvad vi talte om. For mens det statistisk sikkert var og er rigtigt at de fleste historier - fra myter, eventyr og sagn, over romaner, dramaer til Hollywood-blockbusters - er  indrettet på den måde når det gælder hovepersonens udvikling, så vidste vi ikke hvorfor det virkede - og altså: hvorfor det var sandt. 

   Man kan sige at udviklingsformlen 0,01 -> 99,9 havde karakter af en dramaturgisk tommelfingerregel - dog med en del undtagelser, praktiseret af de store kunstnere.
   Men altså netop: 'tommelfingerregel'.

   Og man kunne hævde at når publikum følte sådan, så var det fordi det var de blevet opdraget til ved at læse, se eller høre historier som byggede på den konstruktion - (en konstruktion som indfanges af aktantmodellen hvor et subjekt stræber efter et objekt en stræben der bliver til en historie fordi den møder modstand - jo større, jo mere spændende historie).
   Det nemme svar!

Men Weekendavisens tillæg "Ideer" har en lille kort notits med rubrikken "Bekymrede babyer" som fortæller at dette at vi næsten altid holder med den "lille" og "svage" - og har empati og mobiliserer identifikation med 'the underdog', at det er noget medfødt.

   Undersøgelsen blev foretaget med 10 drenge og 10 piger i ti-månedersalderen:

Hver baby sad på skødet af en af deres forældre i et mørkt rum, hvor de blev præsenteret for geometriske figurer i en tegnefilm. På filmen observerede de en blå bold, der ad flere omgange stødte ind i en ful firkant. Efterfølgende rakte størstedelen af babyerne ud efter den gule firkant eller 'offeret'. Da forsøgene blev vendt om , og figurernes roller blev byttet rundt, nåede man samme resultat. Igen rakte babyerne ud efter offeret (nu den blå bold) og udviste dermed en præference for dette objekt.

I de engelsksprogede referater af eksperimentet kaldes den 'angribende' figur "aggressor", og undersøgelsens leder Yasuhiro Kanakogi fra Kyoto-universitete sammenfatter ifølge artiklen resultaterne således:

Their interpretation of the results of the experiment is that the infants evaluate the roles of victims and aggressors through the interaction, and that they are also capable of showing empathy and “rudimentary sympathy” towards the one in distress. “This simple preference may function as a foundation for full-fledged sympathetic behavior later on,” the study concluded.

Der er to ting at bemærke i forhold til læresætningerne i dramaturgi. 

   For det første behøver figurer åbenbart ikke at have nogen som helst lighed med mennesker eller dyr at gøre, for at vi mennesker meget tidligt "personificerer" dem når de bevæger sig i et rum relativt til hinanden - og altså ser dem som agenter med bevidsthed og intentioner: her "offer og angriber". 

   Det vil sige at den form for synæstesi som jeg tidligere har beskrevet - objekt-personifikation-synæstesi - i hvert fald hos små børn er særdeles udbredt.
    Og evnen til automatkobling mellem forskellige hjernemodulers aktiviteter som kencdetegner de forskellige former for synæstesi, bliver så for de fleste mennesker delvist begrænset og inddæmmet efterhånder som man udvikler sprog og bevidsthed.

For det andet forklarer det jo den dramaturgiske grundmekanisme som enhver forfatter/fortæller/instruktør går ud fra virker når de fortæller historier: Jo elendigere Askepot har det fra starten, jo ondere hendes stedmoder og -søstre er, jo mere engagerer vi os som publikum i historien om at Askepot alligevel, ved hjælp af femoderens magi og egen optimisme, får prinsen og kongeriget til sidst. 

   Og derfor ved enhver journalist også at det er god journalistisk retorik og dramaturgi at finde 'en case' fra virkelighedens verden der illustrerer systemets ondskab og manglende menneskelighed når der skal skrives historier med kritik af systemet.

Det kan man så også godt blive træt af: denne udbredte 'offerjournalistik'.
   Det er tit for billigt og letkøbt, kan man synes - netop fordi vi godt ved at empatien og identifikationen med offeret er en nærmest instinktiv automatreaktion hos publikum.

   En typisk 'thinking fast'-reaktion! - tænker jeg.
   Se tidligere indlæg om Daniel Kahnemans bog 'Thinking, Fast and Slow'.

Svømning i farver-synæstesi, tonarter i farver-synæstesi - og empati så det gør ondt-synæstesi - hvad er forklaringen?

I et tidligere indlæg fra den 19. februar introducerede jeg et nyt fagudtryk, 'ideæstesi' (eng: 'ideaesthesia') for en (stor?) del af de mentale fænomener hos ganske mange mennesker, som ellers betegnes 'synæstesi ('synaesthsia').

    Synæstesi er en tilstand i hjernen hos nogle mennesker som indebærer at deres sanser i større eller mindre omfang er "krydsaktiverede", sanser der hos de fleste mennesker ellers aktiveres uafhængigt af hinanden gennem forskellige input fra omgivelserne eller fra kroppens indre.

   Fx. vil hos nogle synæstetikere ved læsning/udtale/hørelse (samlet: 'perciperingen') af bestemte bogstaver, ord og/eller tal udløser en ledsagende stærk oplevelse af farver, former, smage, lyde - mentale oplevelser som for bevidstheden optræder automatisk og uvillet. Og, det er det specielle og særlige: Disse 'sanseintryk' er 'imaginære' - og produceres af hjernen 'indefra' - uden at man har set, smagt, hørt noget konkret fra den ydre omverden. 

   Det er jo godt nok ikke lige til at forstå eller forklare - med sin 'common sense'. Så jeg er gået på jagt i cyperspace.

Det neurologer og kognitive psykologer så har fundet ud af ved forskellige eksperimenter, er at en del af disse synæstetiske 'samsansninger', måske ikke bare er en kobling og krydsaktivering af forskellige sanser, men der er snarere tale om en slags krydsaktivering af - på den ene side relativt abstrakte ideer/begreber/forstillinger - og på den anden side aktivering af (hjerne-interne) konkrete sanseindtryk  - som en slags automatisk ledsagende imaginær virkelighedsoplevelse.
   Det er en "tilskudsoplevelse" - en slags sanseoverskud - som mange synæstetikere finder helt naturlige - og ofte endda sætter pris på som en slag ekstra mental bonus.

I den nye ideæstsi-teori kalder man den primær mentale aktiveringsdel for 'induceren' (den der sætter gang i det hele) - og den ledsagende mentale aktiveringsdel for 'concurrenten' (den sanselige 'fest' der automatisk følger med).

   Et af argumenterne for 'ideæstesi-teorien' er at de fleste synæstesi-fænomenter er 'envejs' - altså fx. fra bogstav til farve, eller fra lyd til figur. Ikke den anden vej: En blå farve aktiverer ikke automatisk og uvillet forestillingen om det bogstav, ord, tal eller lyd som 'inducerer' den.

Et endnu klarere bevis på at mange synæstesi-fænomener måske i virkeligheden er eksempler på 'ideæstesi', refereres i en anden ret så overraskende artikel: "swimming style-color synaesthesia".
   Artiklen fortæller at to rutinerede, semiprofessionelle svømmere automatisk og ufrivilligt aktiverer forskellige farver som er induceret af forskellige 'svømme-stile' - eller '-stilarter'. I forvejen har man konstateret at de begge er 'normale' grafem-farve-synæsteter.

   Og en interessant pointe her er at disse svømme-cases ikke behøver  at udføre svømning i den givne stilart for at inducere den 'cocurrente' farve; det er nok at tænke på den/forestille sig den bestemte svømmeform for at 'induktionen' sker, dvs for at den tilsvarende farve aktiveres på den indre skærm:

A novel form of synesthesia, swimming style-color synesthesia, has been discovered in two known grapheme-color synesthetes, who are semi-professional swimmers. The visual experience or imagination of four different swimming styles (breaststroke, butterfly, crawl, and backstroke) is synesthetically associated by them with four different colors (Nikolić et al., 2011). The induction of this kind of synesthesia took place exclusively under laboratory conditions and did not require any measurements in a swimming pool. All what subjects had to do was to take a look at photographs of other people swimming (e.g., Figure ​Figure1)1) or to think about/mentally visualize a given swimming style. This was sufficient to elicit their color experience. 

Figure 1
An example photograph shown subjects in the study of Nikolić et al. (2011).

For svømme-farve-synæsteten vil dette fotografi af en der svømmer "butterfly", ikke være sort-hvidt, men fx automatisk blive set som "blåt", mens et sort-hvidt foto af en der svømmer "brystsvømning", vil opleves i en anden farve, fx "rødt"

Man har en række test til at afgøre om der et tale om "ægte" synæstesi, eller det bare er "noget de siger". En af disse har navnet 'Stroop testen': 

   Hvis synæsteten automatisk forbinder og aktiverer oplevelsen af farven "blå" ved svømme-stilen "butterfly", så vil vedkommende svarer markant hurtigere på spørgsmålet: Hvilken farve har billedet her? - når svømmefotoet er blåt end når det har en af de andre farver - der altså er i modstrid med og kommer til at 'interferere' med den automatiske synæstesi-farve:

Stimuli used in the Stroop test: Example pictures of a person swimming butterfly stroke, painted either in a subject’s synesthetic color (congruent) or in one of his non-synesthetic colors (incongruent). Reprint from Nikolić et al. (2011).

Hvorfor synes jeg nu dette er så interessant? - Er det ikke bare en kuriositet for neuro-nørdiske efeinsmecker?
   Der er flere grunde:

Først den helt personlige: Jeg svømmer ca. tre kvarter hver morgen året rundt i den lokale svømmehal. Men er ikke synæstet, og svømmer kun i én stil(art): brystsvømning.
   Men jeg spekulerer nu på om der blandt mine morgensvømmervenner som kombinerer flere stilarter når de svømmer, mon er synæsteter som forbinder svømmestilarterne med bestemte farver. 

   Jeg vil jo nok spørge dem lidt forsigtigt. De skulle jo nødig tro jeg er tosset.

For det andet minder 'ideæstesi'-fænomenerne jo nu meget mere om det som inden for den kognitive lingvistik kaldes 'konceptuel blending', som er noget som videnskabeligt umiddelbart forbindes med kreativ tænkning og kreative brug af sproget, metaforer, hybridgenrer, surrealisme, faktion, etc. (brugt meget i analyser i indlæg på denne blog). 

   Specielt er 'ideæstesien' som fænomen analog med den form for 'konceptuel blending' som kommer til udtryk gennem metaforer og den kreative brug af dem; metaforer der jo netop aktiverer et konkret og sanseligt fænomen - til bedre at forstå og forklare noget mere abstrakt og begrebsmæssigt.

   Fx alle de farvemetaforer som bruges til at karakteriserer følelser, stemninger og personligheder med: "rødglødende af raseri", "grøn af misundelse", "sort humør", "she has the blues", "hun har et lyst sind", "miss sunshine".

    Eller fx de smagsmetaforer som tilsvarende bruges til at karakteriserer personligheder og oplevelser med: "en sød pige", "en sur gammel mand", "afskedigelsen var en bitter pille at sluge", "han er livets salt".

Det der i blending-metaforteorien omtales som "target", er i ideæstesi-teorien "inducer", mens det der i metaforteorien kaldes "source" svarer til ideæstesi-teoriens "concurrent" - "ledsageren". 

    Analogien går ud på: Når man bruger en metafor, så er det jo også "target" der som udgangspunkt er besværligt at forstå, og som sætter den mentale og kognitive metafor-proces igang - altså 'inducerer' til kreativ brug af sproglige eller visuelle billeder.

For det tredje associerer jeg straks 'svømmestil-synæstesi' med alt det jeg tidligere har læst om hvad 'spejlneuroner' er for nogen, og hvordan de fungerer:

   

Spejlneuroner findes i flere forskellige dele - 'moduler' - af hjernen, men blev først  opdaget i den del af  hjernen - præmotorcortex - hvor de 'handlemønster-programmer' som styrer vores målrettede  bevægelser, er lagret og bliver aktiveret neuralt. 

   Spejlneuronerne bliver jo nemlig aktiveret både når vi selv udfører en bestemt handling (fx at tag en kop og løfter den til munden), når vi ser en anden foretag denne handling (deraf navnet "spejl"), eller når vi bare tænker på at udføre handlingen.
   Som der står i de engelske artikler: I alle tre situationer: "They are firing together". I princippet som om det er samme slags neurale input.

   Forskerne mener der er tale om en form for neurologisk simulering/simulation når de aktiveres ved at vi ser andre udføre en handling, eller selv tænker på handlingen uden at effektuere tanken.

   Man mener at denne spejlneuronernes simulering/simulation er forudsætningen for at kunne føle/opleve empati for andre, men også fx for at mennesket som art har udviklet sprog, og for at vi som enkeltindivider kan lære sprog. 

    Og disse neuroners særlige spejlfunktion kan så bl.a. forklare hvorfor og hvordan vi fx kan føle med, leve os ind i og identificere os med andre mennesker - og altså også med (fiktive) karakterer vi ser på film, ser på tv eller læser om i romaner.

Da en stor del af ansigtmusklerne aktiveres i et for den enkelte følelse specifikt mimisk samspilmønster når vi udtrykker følelser - som glæde, afsky, vrede, nydelse - så sørger spejlneuronerne for at vi også automatiske kan genkende og medopleve de menneskers følelser som vi ser og interagerer med (og også hvis vi ser dem agere på film, i tv - eller læser om dem i romaner).

   Enhver forældre med flere nogenlunde jævnaldrende børn har oplevet hvordan gråd kan "smitte" selv om den "smittede" unge i virkeligheden ikke har noget at være ked af; eller hvordan latter kan smitte selv man egentlig ikke synes der er noget at grine ad. 

    Disse mellemmenneskelige automatisk fungerende interaktioner skyldes spejlneuronsystemet. Ligsom det også kan forklare at to mennesker der sidder og snakker sammen over for hinanden, meget tit sætter sig i stillinger der spejler hinanden: Hvis eé krydser armene over brystet, gør den anden det også - som regel helt ubevidst.

Da svømmestil-farve-synæstesien både opererede når svømmerne selv svømde en bestemt stil(art), når de så billeder af andre svømmere gøre det, eller de bare forestillede sig selv at svømme i den stil(art), så kunne det klart tyde på at det er spejlneuroner der medvirker.

   I præmotorcortex ligger der for de semiprofessionelle rutinerede svømmere et 'spejlneuron-program'  for hver svømmestilart, klar til at blive aktiveret ved de forskellige former for mentalt input. Og den dermed følgende mentale simulering af svømmestilen fungerer så som inducer til de forskellige ledsagende farveoplevelser.

Principielt er det ikke forskelligt fra det som Oliver Sacks kunne fortælle om i sin bog 'Musicopheilia' når det gjaldt musik-synæstesi: 

   At der hos nogle musiksynæstetikere var en automatkobling mellem forskellige tonarter der fungere som 'inducer' på den ene side og forskellige 'concurrerende' farver på den anden. 

   Tonarten (fx C-mol eller G-dur) er jo ikke noget der karakteriserer de konkrete toner, men derimod en slags musikalsk begrebskategorisering for typer af melodier. Altså en ide - et begreb - en systemisk abstraktion.

Af en eller anden grund kommer jeg i skrivend stund automatisk til at tænke på min absolutte favorit blandt de klassiske komponister: Mozart. Og googler hans navn sammen med "synaesthesia". - Bingo på Wikipedia:

Some musicians and composers have a form of synesthesia that allows them to "see" music as colors or shapes. This is called chromethesia.[2] Mozart is said to have had this form of synesthesia. He said that the key of D major had a warm "orangey" sound to it, while B-flat minor was blackish. A major was a rainbow of colors to him. This may explain why he wrote some of his music using different colors for different music notes, and why much of his music is in major keys.

En af forudsætningerne for mentalt at have den slags 'chromethesia' indbygget i hjernens arkitektur, konstaterer Sacks, er at man har - absolut gehør!

   Sacks fortæller om den nulevende kendte komponist Michael Torpe, at han har være musiksynæstet siden sin barndom.

   Torpe har svært ved at forestille sig hvordan det ville være ikke at have det sådan. Det må svare til "a sort of blindness", fortæller han til Sacks.

   Torpe har absolut gehør, og al musik som spilles i en destinkt tonart, aktiverer i hans bevidsthed automatisk den påtrængende oplevelse af en bestemt farve:

The colors has been constant and fixed since his earliest years, and they appear spontaneously. No effort or will or imagination can change them. They seem completely natural to him, and preordained. The colors ar highly specific. G minor, for example, i not just "yellow", but "ochre" or "gamboge". D minor is "like flint, graphite"; F minor is "earthly, ashy." He struggles to find the right word, as he would struggle to find the right paint or crayon. The colors of major and minor keys are always realted (for instance, G minor is a subdued yellow ochre, G majo bright yellow).

Men der findes også en anden form for synæstesi som direkte involverer spejlneuronsystemet som den svømmerne havde, en form som på engelsk har fået betegnelsen 'mirror-touch-synæsthesia' - altså på dansk: 'spejl-berøring-synæstesi'.
   Det kommer bag på mig. Men: Aha!

Her skal vi have fat i det modul i hjernen som kaldes 'somasensorisk cortex', den del af hjernen som modtager og bearbejder sanseindtryk fra følesansen, smagssansen og lugtesansen m.fl. 

   I den del af hjernen er der også godt med spejlneuroner. Det betyder at de ikke bare aktiveres når vi selv får en (varm, kold, smertefuld, kildende) berøring et eller andet sted på huden, men også når vi ser at der sker en berøring på et tilsvarende sted på et andet menneskes hud; eller hvis vi bare FORESTILLER OS en berøring af vores egen hud på det pågældende sted.

   For de fleste mennesker er denne aktivering af de somasensoriske spejlneuroner ikke noget man bemærker og er bevidst om (ligesom man heller ikke er det når de gælder aktivering af spejlneuronerne i præmotorcortex). Det er noget der for de fleste foregår under bevidsthedsgrænsen og helt automatisk.

Her er citat fra et 'Abstract' til en artikel hvor man har udforsket sammenhængen mellem spejl-berøring-synæstesi og empati:

Watching another person being touched activates a similar neural circuit to actual touch and, for some people with ‘mirrortouch’ synesthesia, can produce a felt tactile sensation on their own body. In this study, we provide evidence for the existence of this type of synesthesia and show that it correlates with heightened empathic ability. This is consistent with the notion that we empathize with others through a process of simulation.

Men nogle mennesker har det altså sådan at de rent faktisk og helt reelt føler det som om nogen berører deres hud et bestemt sted, hvis de ser en anden blive berørt det tilsvarende sted.

   Dermed bliver det en form for synæstesi der har samme objektive kendetegn og kriterier som fx grafem-farve-synæstesi. I spejl-berøring-synæstesien er 'induceren' = synsindtrykket af et andet menneske hvis hud bliver berørt et bestemt sted, mens 'concurrenten' = den fysiske følelse af at det er én selv der bliver berørt på det tilsvarende sted (selv om der ikke er antydningen af fysisk kontakt)

   

Her er en anden blogs forsøg på at illustrere og forklare spejl-berøring-synæstesi:

Imagine cold fingers creeping up someone’s calf. Now imagine that whenever you saw someone else being touched, you would feel the sensation on your own body. That is mirror-touch synesthesia.

Psychologists at UCL verified mirror-touch synesthesia and further showed its linked with heightened empathy in their report in Nature Neuroscience.

Synesthesia–literally “joined sensation”– is a phenomena that involves one sense being detected through a different sense, or ideas concepts triggering automatic sensory experiences. Mirror touch synesthetes observing someone touched the left side of their cheek, perceive it as a touch on their own left cheek (anatomical), or on their right cheek (mirrored). 

Den form for synæstesi er sandsynligvis mindst lige så udbredt som grafem-farve-synæstesi, ser det ud til. Og mennesker som "har" den form, viser sig altså ved forskellige slags test at være "overempatiske" eller "overfølsomme" i forhold til deres medmennesker. Og man kan hos dem konstatere hyperaktivitet i de aktiverede spejlneuroner.

   Tilsvarende ser det ud til at fx det visuelle center som aktiveres ved grafem-farve-synæstesi, også er hyperaktivt i sammenligning med ikke synæstetikeres.

Når det gælder spejl-berørings-synæstesien, så har mange mennesker oplevet den i relativt mild form, nemlig dem som har svært ved at se et andet menneske 'blive stukket' hos lægen. Fordi de altså  identificerer sig så meget (har overdrevet empati) med den der bliver stukket, at det næsten også "gør ondt" på dem selv at overvære det: Uvillet kommer de til at simulere "stikningen" på egen krop.

   Jeg hader selv 'at blive stukket' hos lægen eller på et hospital, og kan huske at jeg som barn var ved at besvime når jeg så skolekammerater blive det: Hen og sidde på en stol, og hovedet ned mellem benene, kommanderede sundhedsplejersken.

   De fleste kender det også hvis de ser gyser- eller splatterfilm. Spejl-berøring-synæstesien får en del af os til at se bort, lukke øjnene, gemme hovedet - eller gå ud af stuen/biografsalen. 

   Jeg går ikke frivilligt ind og ser gyser- eller splatterfilm.

Hvad er forklaringen på de mange forskellige synæstesi-former man i de senere år er blevet klar over eksisterer?

Its thought that this cross-talk between grapheme-processing and color processing areas exists because either:

  - Excessive connections made early in development are insufficiently pruned

  - There is an impairment to inhibitory systems that normally prevent cross-talk between the areas.

   Grapheme-color synesthesia is one of the most common of the 150 reported forms of synaesthesia and runs in families. It can be verified through batteries that test the consistency of color associations over time, or through a kind of reverse-colorblindness test where patterns jump out at synesthetes much faster than for the rest of us.

Der er altså to forskellige hypoteser der forklarer de forskellige former for synæstesi:

   1)  at der er tale om ekstra mange nerveforbindelser (hyperkonektivitet) mellem det hjernemodul hvor 'induceren' er aktiv og så det sensoriske modul som aktiveres medfølgende - 'concurrenten'.

   2) at de latente hæmninger som holder de forskellige hjernecentrer adskilt, hos synæstetikeren er permanent svækket - fx på grund af indflydelsen fra et lidt afvigende dopamin-system.

Den første forklaring svare meget godt til at en høj grad af kreativitet er delvist arveligt. Når først de(t) kreative gen er gået ind på kontoen, så kan det genbruges i generationer.

   Den anden forklaring giver mening i spørgsmålet hvorfor både alkohol og LSD i perioder kan være kreativt befriende for ildsjæle med hang til at udfolde sig kreativt. Det er begge stoffer som påvirker dopamin-systemets hæmmende virkning i forskellige dele af hjernen.

   Begge forklaringer kan kaste forklarende lys over diagnoser som: skitzofreni, ADHD, og autisme/asbergers syndrom, og depressioner, har jeg læst mig til.

Og begge forklaringer kan være rigtige - og kan endda tænkes at indgå i kombination med hinanden. Tænker jeg.

Hvis du vil finde ud af om du har grafem-farvesynæstesi, så kan du finde en test på den hjemmeside, som de to sidste citater er hentet fra:

http://neuroamer.wordpress.com/2012/05/06/mirror-touch-synesthesia-and-the-genetics-of-synesthesia-37/

I forhold til det blogindlæg er der også kommentarer fra synæsteter der har fået aha-oplevelser. Og dermed bevidsthed om at de har en hjerne med særlige kvaliteter når de gælder blanding af sanseoplevelser og begreber fra forskellige domæner.

Skulle du - kære læser - have lyst til at kommentere og fortælle om erfaringer som synæstet, så give mig en melding via Facebook.
   Hvis du ikke vil fortælle det til alle andre, så brug "besked"-funktionen. som jo fungerer som en mail kun mellem os.

   Eller mail det til mig på: peterharms@besked.com. Du kan selvfølgelig også logge dig ind og kommentere på her på min blog - i al offentlighed.

Når journalister synger i kor - om krisen i journalistikken - og eneren Lars Olsen

Hvorfor løber journalister efter de samme historier og forfølger de samme vinkler, samtidig med at deres professionelle selvforståelse og rolleidealer kræver kreativitet, kritisk sans, rasmus-modsat tænkning, individualisne og stadig nye vinkler? 

   Det spørgsmål stillede mange sig da Fogh-regeringen kom til magten og stort set blev fredet i en årrække. Det spørgsmål stillede man sig da hele pressen løb efter historier om Lone Espersens manglende kvalifikationer som udenrigsminister og partileder. Og ikke mindst det sidste års tid har jeg stillet mig det spørgsmål: en periode hvor den nye S-SF-R-regering stort set ikke har  fundet nåede for det enstemmige kor af politiske journalister i alle medier?

For godt en uge siden læste jeg en kronik i Weekendavisen under rubrikken "Mens vi troede på det liberale tusindårsrige" af Tobias Abell Nielsen og Kasper Vieland Nielsen. En passage gav mig en aha-oplevelse: Jamen det ligner jo "journalisternes verden!"

   Kronikken handler om den økonomiske kris og prøver at forholde sig til spørgsmålet: Hvorfor var der ingen økonomer der "så den komme"? 

   Spørgsmålet blev stillet af Dronning Elisabeth til en stor forsamling af økonomer. De kunne ikke umiddelbart svare, men senere leverede London School of Economics et skriftligt svar: Der var to sammenhængende forklaringer på hvorfor det gik så galt, skrev de: en systemfejl i det økonomiske system og en psykologisk fejl hos aktørerne.

   Systemfejlen:

"Alle gjorde deres job ordentligt. Ja, i relation til standardmålene for succes gjorde de det rigtig godt. Fejlen var at ingen så, hvordan deres enkelthandlinger tilsammen skabte en række af forbundne ubalancer." (...)

   (...) reelt er det et opgør med forestillingen om markedets ufejlbarlighed, med det økonomisk dogme, hvis blot hver enkelt følger sin egen (egoistiske) interesse, så sørger "den skjulte hånd" for at det bliver til alles bedste.

"Enkelthandlinger der tilsammen skaber en række forbundne ubalancer". Læs det lige igen. Det er vigtigt.
   Kronikken her handler specielt om økonomer, bankfolk og økonomisk ansvarlige politikere. Men da jeg læste det, tænkte jeg at det kunne jo lige så godt være journalister det handlede om. Med små omskrivninger: 

Mens vi troede på det journalistiske tusindårsrige

I relation til standardmålene gør alle journalister det rigtig godt - men de kan ikke se at deres enkelthandlinger skaber en række af forbundne ubalancer. De tror blindt på dogmet om  at blot hver enkelt journalist følger sine egne journalistiske interesser i konkurrence med andre, så sørger "systemet" - "de frie presse" underlagt "markedslogikken" -  for at det bliver til samfundets bedste.

Der er rigtig mange helt almindelig mennesker der ikke tror på det dogme, og som godt kan se at der er en systemfejl. Derfor har pressen og journalister så dårligt et omdømme som de har.

   Den journalistiske konkurrence fører ikke automatisk til diversitet og kreativitet, men tilsyneladende det modsatte: ensartethed og ensporethed: Lemming-effekten eller -defekten er en systemfejl som professionen selv er relativt blind for.

    

Den anden del af forklaringen på at økonomerne og alle deres følgesvende blandt politikere og journalister var blinde for at krisen var under opsejling, var psykologisk:

På overfladen så det godt ud med økonomien, men lige under overfladen stod det dårligt til. Og nå ingen så det, så var det fordi der herskede "en udbredt feel good-følelse understøttet af finanstroldmænd, som lykkedes med at overbevise sig selv og verdens politikere om, at de havde styr på ricisi".

Kan vi også her lave en analogi til journalistikken og pressens verden ved en mild omskrivning? 

    Lad mig prøve:

På overfladen ser det godt ud med journalistikken, men lige under overfladen står det dårligt til. Og når ingen journalister kan se det, så er det fordi der hersker en udbredt feel god-føelse, understøttet af en kreds af magtfulde politiske kommentatorer og orakler som lykkedes med at overbevise sig selv, politikerne og offentligheden om, at de havde styr på udviklingen.

Det gik som smurt! 

Nu har jeg de sidse par dage igen har kastet mig over faglitteraturen inden for den del af den moderne hjerneforskning der prøver at forklare hvordan hjernen fungerer når mennesker identificerer sig med andre. Fænomenet sensomotorisk simulation er nøglen:

   Folk (herunder journalister) identificerer sig med og føler empati for dem hvis adfærd de kan simulere og spejle egne handlinger og følelser i. I min terminologi hedder det "indlevelse gennem genkendelse". Og den forme for empatisk identifikation sker ofte helt automatisk og ubevidst og er lige så automatisk og ubevidst forbundet med en form for feel good-følelser. 

    Og til gengæld: Jo mere man oplever at andre er forskellige fra en selv, jo dårligere går det med simulation og spejling, jo sværere har man ved at føle empati. Og dermed svækkes eller ryger mulighederne for identifikationen med disse andre. 

   I stedet indtræder distanceskabende og fremmedgørende mentale og emotionelle operationer: syndebuk-tænkning.

   

Ligesom de politikere de kommenterer og analyserer, har vor tids journalister økonomisk, socialt, mentalt og kognitivt fjernet sig rigtig langt fra de almindelige mennesker som de i princippet skulle betjene og skrive for og til.

   Det betyder at deres journalistiske praksis ikke er styret af identifikatorisk empati med borgerne - læserne, lytterne, seerne - hvis interesser i sandheden de skulle tjene. Men derimod med andre journalister som de jo umiddelbart og forstår og kan identificerer sig med - hvilket så gør dem blinde for at se systemfejlen. 

    Eller rettere: gør dem blinde for her og nu at se systemfejlen mens den mentale nyhedsmaskine kører og leverer det daglig dopamin-adrenalin-endorfin-nyhedsfix. 

    Mange kan godt se i bakspejlet at det ligner "mobning" eller "offentligt karaktermord" når det store fleretal gennem valg af vinkler og historier - igennem en periode har sunget i enstemmigt kor og selvbevidste spejlet sig i hinandens kritiske tilgang til nogle få "target"-politikere. 

Metaforer som "den rådne banan" eller "udkantsdanmark" er sproglige symptomer på at journalisterne som profession har svært ved at identificere sig med andre mennesker som de ikke kan simulere fordi de ikke kan genkende sig selv i dem og deres virkelighed.

Lars Olsen, tidligere journalist på Politiken, er en af de få meget kreative journalister som på det her område er skarpt seende - og afvigende - og som igennem sin journalistik og sine bøger hele tiden afslører systemets blinde pletter, både det politiske og de journalistiske.

   Han har skrevet den fremragende og velresearchede debabog "Eliternes triumf". Læs den! Få åbnet øjnene! Forstå!

Jubilæumsindlæg - om reception som simulation - og Torben Grodal som anmelder

For præcis 2 år siden skrev jeg det første indlæg på denne blog. Hurra for det!

Over 36.000 visninger på de to år. 425 indlæg er det blevet til. En del positive reaktioner fra både venner og bekendte - også fra mig helt fremmede mennesker. 

I enhver henseende har det overrasket mig. Først og fremmest er jeg overrasket over mig selv og min produktivitet. Jeg kom straks og nemt i flow, skriver lange indlæg - for det meste - og rammer bredt inden for temaet kreativitet. Og jeg er utvivlsomt blevet fysiologisk afhængig af den kemiske belønning hjernen giver mig når jeg skriver. Et skud "lykkestoffer": dopamin, endofiner, serotonin, etc. - for hvert skrevet indlæg.

Du kan finde det første indlæg ved at klikke på dette link:

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/03/tanker-om-kreativitet.html

Jeg citerer lige lidt fra det:

Jeg har i efterhånden mange år interesseret mig for fænomenet kreativitet - i mange sammenhænge:

• Som underviser: Hvordan vækker man og inspirerer de mennesker man underviser, så de bliver "tændt"?
• Som efterkritiker: Hvordan sikrer man sig at efterkritikken bliver konstruktiv og udviklende - og bidrager til kreativitet hos modtageren?
• Som forsker: Hvad kendetegner forskning der er fornyende, revolutionerende, opfindsom, normbrydende? Hvorfor er så meget forskning kedelig og uinteressant - fantasiløs?
• Som dramaturg: Hvad skal der til for at et manus - til en tv-udsendelse - fænger, fanger, fastholder publikum?
• Som konsulent: Hvordan hjælper man en redaktion til at udvikle og forny sig, forbedre samarbejdet, øge produktiviteten, skabe arbejdsglæde
• Som tv-direktør: Hvordan får man medarbejdere til at producere, så seertallet øges - uden at det koster "mere" i tid og ressourcer?
• Som fagbogsforfatter: Hvad er fælles - om noget - for de emner jeg har skrevet om i bøgerne: Skriv Sundere, Faktion som udtryksmiddel, De levende billeders dramaturgi, Poul Martinsen - Besat af virkelighed?
• Som ven og kollega: Hvorfor er det en bestemt personlighedstype som jeg tilsyneladende finder det særlig attraktivt at arbejde sammen med? Og hvad kendetegner den "type"?
• Som mig: Er der nogen sammenhæng i min tumlen-rundt karriere, og mellem alle de ting jeg har beskæftiget mig med i årenes løb? Jeg er snart 67. Hvorfor har jeg fx skiftet job så mange gange, selv om jeg i de fleste tilfælde bare kunne være blevet siddende i ro og mag hvor jeg var ansat? Hvad blev der af ungdommens digter- og malerdrømme?

De spørgsmål og mange flere - beslægtede - har jeg gået og tumlet med - bevidst og ubevidst - i efterhånden mange år. De har alle noget med kreativitet at gøre på en eller anden måde? Og svarene forudsætter en dybere og mere nuanceret forståelse af begrebet og fænomenet end jeg hidtil har magtet at mobilisere, har jeg på fornemmelsen. Og af mig selv, måske.

Det spor - eller rettere - de spor har jeg så forfulgt - kreativitetssporene. Dels ved at læse bøger og finde artikler på nettet inden for et bredt spektrum af fagområder, dels ved at finde illustrerende og dokumenterende eksempler i min daglige avislæsning og andre faglige aktiviteter jeg aktuelt er i gang med; og dels - og det er det mest nye - ved at trække på og indrage mine erindringer om kreative mennesker, møder, tidligere skriverier og aktiviteter.

Et af de mange nye begreber som min læsning af teori inden for kognitiv lingvistik og  neuroscience, er begrebet simulation. 

    Udgangspunktet var og er spejlneuronsystemet som fungerer sådan at de neuroner i præmotorcortex (og i andre moduler i hjernen) som er aktive når man selv udføre en bestemt konkret handling (som at tage en kop og drikke af den), de neuroner bliver også aktiveret når man ser en anden person udfører den selvsamme handling. Og fx spejlneuronerne der styrer muskulaturen i ansigtet når vi udtrykker følelser, aktiveres også når vi ser en anden smile eller græde - i virkeligheden eller på et lærred eller en skærm.
   Både gråd og latter, vrede og sorg kan smitte!

  Denne automatiske neurologisk "spejling" er (en del af) forklaringen på empati og følelsesmæssig identifikation i forhold til de mennesker man ser handle på skærm eller lærrede når man ser film eller tv-programmer. Denne simulation er ubevidst og forgår automatisk. Ser vi fx en anden blive stukket med en nål, ømmer vi os selv automatisk "på hans vegne"

Men sandsynligvis er det også sådan at det såkaldte default mode netværk i hjernen også er aktivt når man identificerer sig og tager moralsk eller emotionel stilling til figurer der handler i en audiovisuel billedfortælling. Men det er en mere bevidst, refleksiv simulation som forudsætter eksistensen af det der kaldes ToM - Theory of Mind - dette at vi alle har en en indbygget antagelse om at sådan som vi selv oplever at vi "indvendigt" er indrettet kognitiv og emotionelt, sådan er vores medmennesker også indrettet.
   Det er i vores default mode netværk at den type mere bevidste og reflekterende identifikation udspringer: Hvad hvis jeg var i hans sko, ville jeg så gøre det samme som ham? Hvad hvis jeg havde et andet liv end jeg har, hvordan ville det så være?
   Default netværket har også andre indadvendte funktioner. Fx er det det der genfremkalder episodiske erindringer. Og det der aktiverer disse genkaldte erindringer, kan fx være noget man læser om eller ser på tv eller på film. Det tager sig også af de "imaginationer" hvor man forstiller sig selv i fremtiden, eller i en anden verden og en anden tid - eller uden for tiden: "i himlen" fx.

Det sjove - eller mærkelige - er at jeg er vejleder for en gruppe studerende på journalistik på RUC der skriver på et speciale som skal levere en receptionsanalyse af det program jeg for ganske nylig også har givet et "dramaturgisk service-eftersyn": 'De unge mødre'. 

   Og de studerende har fundet ud af at simulation i en eller anden forstand er en vigtig mekanisme for at forstå fokusgruppernes reaktioner på de medvirkende karakterer i programserien.

   Og den kilde de har til det begreb og den brug af det, er - nej, ikke min blog her (som jeg heller ikke har henvist dem til) - men derimod den nogenlunde jævnaldrende filmprofessor Torben Grodal som er ansat ved institut for filmvidenskab på Københavns Universitet (eller hvad det nu hedder efter alle fusionerne).

Jeg har ikke læst noget særligt af Torben Grodal. Det er i hvert fald mange år siden. Jeg husker dog jeg syntes han skrev i lidt for tungt og selvhøjtideligt akademisk. Imponere-diskurs. Ikke noget for mig.

   Men jeg havde faktisk hans relativt nyudkomne (2009) engelske bog stående i min reol - jeg købte den for tre kvart år siden: 'Embodied Visions'.
    Da jeg købte den var det i høj grad på grund af titlens udtryk "embodied", fordi mange af mine kilder taler om embodied cognition, embodiet language, embodied thought.

   'Embodied Visions' bygger i meget høj grad på de samme teoretiske og empiriske forudsætninger som man finder som en af de røde tråde gennem en lang række indlæg i denne blog. 

   Specielt den kognitivt funderede neuroscience er hos Torben Grodal et afgørende afsæt for de filmanalyser og den teori han fremfører om hvordan og hvorfor publikum oplever film som de gør.

Og så kommer pointen: 

   Hvorfor har jeg ikke læst (i) den før nu - i forbindelse med min vejledning, selv om jeg har haft den liggende så længe - og nok har kunnet forestille mig - alene ud fra titlen - at den var smadderrelevant i min sammenhæng?

   Forklaringen er simpel og banal - og det er jo også lidt flovt: 

   Da min bog 'De levende billeder dramaturgi' udkom for 5 år siden, anmeldte Torben Grodal den i tidsskriftet 'Mediekultur'. Det var en sur og nedladende anmeldelse (i øvrigt den eneste negative anmeldelse blandt ca. 10 stykker).
   Og det blev jeg så såret og vred over at jeg altså ikke kunne få mig selv til at åbne hans bog - før jeg i min rolle som ansvarlig specialevejleder var nødt til at læse (uddrag af) den.

   En lærerig og traurig historie. Eller glædelig?

Men jeg skal nok vende tilbage til Torben Grodal i senere indlæg. Han er jo teoretisk set en "soulmate". Ud med socialkonstruktivismen, ind med den empirisk-neurologisk funderede lingvistiske kognitionsforskning - med frontfigurer som Lakoff & Johnson (konceptuelle metaforer) og Gillles Fauconnier og Mark Turner (konceptuel blending).