Natur- og kultur-oplevelser kan virke helende ind på stress og depressive tanker, viser forskningsprojekter som refereres i forskellige medier

Natur-sceneri fra området omkring
Rønnebæksholm ved Næstved

For nogle få måneder siden fik jeg foretaget en indgribende (biopsi) og meget ubehagelig undersøgelse på et hospital.

   Det foregik under lokalbedøvelse, så egentlig følte jeg ikke nogen smerter. Alligevel gik mit alarmsystem i højeste gear, og jeg var undervejs ved at gå i panik.

  Som en slags modstrategi skulle jeg prøve at trække vejret dybt og ofte og i store drag.

   Samtidig satte den unge kvindelige læge og den lidt ældre sygeplejerske et stykke "meditationsmusik" i gang, hvad der utvivlsomt virkede beroligende. 

   Og jeg husker jeg tænkt at "her er nogle progressive medicinere som i bogstavelig forstand er med på noderne".

   Den helende musik blev så nogle minutter efter overdøvet af lyden af ekstremt højt beton-slagbor som nogle håndværkere arbejdede med i etagen oven over.

   Det ødelagde jo totalt den ønskede virkning af meditationsmusikken, og forstærkede min angst-stress.

   Så det var alt i alt ikke nogen god hospitalsoplevelse.

   Jeg undrede mig over at en af de to kvinder ikke straks fik standset de slagbor-arbejdende håndværkere oven på.

   Men de fandt sig i det!?

Den erindring dukkede op da jeg læste en kort kulturnyhed i Politikens kultursektion i går, skrevet af den prisvindende kulturjournalist Mikkel Vourola.

    Overskriften og underrubrik i web-versionen lød som følger:

Nu kan du få ordineret kultur på recept i fire byer 

Langtidssyge kan nu få ordineret et skud kultur som en del af behandlingen

Den vinkel har jeg selv tidligere været inde på i omtalen af at det parti jeg stemte på ved valget - Alternativet - havde det på sit politiske program, og faktisk fik et flertal i Folketinget til at hoppe med på den alternative medicins kreative vogn:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/02/nar-naturoplevelser-heler-og-helbreder.html

Men når nyheden særligt fik mig til at spidse øjne, var det fordi en af de fire byer var min hjemby Vordingborg, hvor der er borgerligt og blåt flertal i kommunalbestyrelsen, bogmesteren er en gammel venstremand og flertallet hviler på byrådsmedlemmer fra Dansk Folkeparti.

   Så selvom Folketinget mod alle odds havde vedtaget at det skulle være muligt at få ordineret "helende" kunst og kultur når man var gammel, syg eller var gået ned med stress, så blev jeg alligevel lidt overrasket over at se min egen kommune med blandt de fire "vindere" af satspuljens 7 millioner kr. afsat til forsøgene.

   Jeg går ud fra at det er vores venstreborgmester Knud Larsen som har hvisket den jævnaldrende venstrekulturminister Bertel Haarder i øret - at Vordingborg trængte til et humørløftende kulturtilskud på grund af den depression som har ramt byen efter at flere store bro- og jernbaneprojekter er blevet stillet på stand by - på ubestemt tid.

 

Selve artiklen er ikke længere end at den kan citeres i sin helhed:

Uoplagt og utilpas? Snup en tur i operaen!

  Folk som i længere tid har døjet med ondt i psyken i form af f.eks. depression, stress eller angst, kan i fremtiden få ordineret kultur som en del af behandlingen.

   I hvert fald hvis man bor i Aalborg, Vordingborg, Silkeborg eller Nyborg, for de fire byer er blevet udvalgt til at modtage i alt 7 millioner kroner fra de såkaldte satspuljemidler til at eksperimentere med kultur som behandling, skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

   I oktober sidste år besluttede samtlige partier bortset fra Enhedslisten at bevilge en pose penge til projektet. Ideen med kultur på recept kommer ikke ud af det blå. I blandt andet Skåne har man haft positive erfaringer med det. I august sidste år sagde Region Skånes kulturchef, Gitte Wille, sådan her til Politiken:

   »Det er markant, at troen på egen livsduelighed og deres følelse af at være nærmere arbejdsmarkedet bliver meget større efter at have fået kultur på recept«.

   11 danske kommuner havde søgt om at blive en del af projektet.

Nyhedstelegrammet, som det jo er, er klart, frisk og velskrevet - to the point, simpelthen. 

   Og journalisten Mikkel Vuorela er ikke en gammel udtjent telegrammedarbejder, men en af avisens yngre og mest kreative feature-journalister der i 2014 fik Politikens egen interne journalistpris: Hørup-prisen.

http://politiken.dk/kultur/ECE2297040/ung-kulturskribent-vinder-politikens-hoerup-pris/

Han var også blandt de fem nominerede til Cavling-prisen sidste år (den som Puk Damsgaard fik). Når han blev normineret var det ...

... for sine begejstrede, legesyge og originale journalistiske fortællinger, deriblandt hans flermediale skattejagt på Grønland i sommeren 2015.

Den serie husker jeg tydeligt som fascinerende sommer-læsning.

   Som gammel journalistlærer der blandt  meget andet har undervist i fortællende journalistik og journalistisk tv-dramaturgi, har jeg ofte nydt hans artikler, kreative sprog og originale vinkler.

   Jeg husker også fornøjelsen ved et halvt år før at have læst den her lange feature af ham, med denne rubrik og manchet:

Den unge kvinde og havet 

Vestkysten er Danmarks kronjuvel, og der er en usagt forventning om, at enhver dansker har set Vesterhavet. Men det har langtfra alle. Anna Sol Jørgensen, opvokset ved Øresund, tog turen tværs over riget for endelig at møde det.

Plottet i historien hører til en af klassikerne i fortællende journalistik:

  Find en hovedperson for hvem turen og mødet med 'X' (her: 'Vesterhavet') er nyt og friskt, og fortæl om den konfliktfyldte vej derhen, og om hvordan mødet opleves. 

  Og samtidig er der i den lange historie indlagt det moderne 'metalag' at journalisten gør sig selv til en af bipersonerne i sin egen fortællingen, en slags dramaturgisk 'sidekick'.

   

Sådan her indledes artiklen:

Ved en græsplæne blot 13 kilometer fra Vesterhavet slog klokken på Outrup Kirke 12, og erkendelsen sank ind: Bilen sad uhjælpeligt fast.      For hvert forsøg på at komme fri af den bløde jord gravede bilens forhjul sig bare længere og længere ned i mulden, så kofangeren til sidst kyssede græsset blidt og sank i.

   Uheldets første fase – vi, de strandedes hysteriske grin – havde for længst fortonet sig over mosen, og vi stod tavse tilbage som vidner til et skibsforlis på land. Kirkegårdens graver havde hjulpet med redningsplanker til at lægge under dækkene, og adskillige regnorme måtte lade livet i en serie af desperate forsøg på at grave øsen fri.

   »Naturen mod mennesket 1-0«, konstaterede Anna Sol Jørgensen, rejsens egentlige hovedperson.

Læs videre her - man får lidt video med en selvpræsenterende voice over fra hovedpersonen med i købet. God fornøjelse:

http://politiken.dk/magasinet/feature/premium/ECE2531743/den-unge-kvinde-og-havet/

Gad vist om man så også kan få ordineret (højt)læsning af fortællende journalistik af høj kvalitet, hvis man er stresset eller på anden vis har det mentalt dårligt?

   Det var da måske et videnskabeligt forsøg værd at finde ud af hvordan det virker at læse den slags journalistik - frem for fx super korte nyhedstelegrammer i MetroXpress eller på nogle af nettets hurtige og kortfattede nyhedssider.

Under researchen til dette blogindlæg stødte jeg på en artikel i Kristeligt dagblad for godt et år siden (13.08.15), med denne rubrik og manchet:

En gåtur i skoven forandrer hjernen og bekæmper bekymringer 

Læger og psykologer har i årtier ordineret naturoplevelser til tungsindige patienter uden præcis at vide, hvorfor det virker. Nu har amerikanske forskere påvist, at skovens grønne løv og havets brusen rent faktisk forandrer hjernen.

Hvad er det der egentlig sker i vores hjerner når vi møder naturen i ro og mag, som jeg og fruen jo faktisk har gjort det - og også i år gør det - tre sammenhængende måneder om året siden 1998 i vores sommerhus på Ordrup Næs i Odsherred?

En yngre forsker Gregory Bratman ved Stanford Universitet i Californien havde observeret "hvordan studerende (der kom fra storbyen) efter blot at have opholdt sig kortvarigt i en grøn og frodig park på universitets grund, syntes mærkbart gladere."

   Som det er på hjerneforsker-mode i disse år, så designede han sammen med kolleger et eksperiment hvori indgik såkaldt MRI-skanning af hjernens blodgennemstrømning:

38 sunde og raske forsøgspersoner blev bedt om at skrive deres bekymringer og tunge tanker ned og undergik en hjernescanning med fokus på blodgennemstrømingen af de dele af hjernen, der udviser størst aktivitet ved bekymring og negativ tænkning. 

Hvad det er for dele af hjernen, fremgår ikke af artiklen i Kristeligt Dagblad, men en amerikansk artikel fra Stanfords egen avis for forskningsnyheder fortæller at det drejer sig om "the subgenual prefrontal cortex" som er "a brain region active during rumination – repetitive thought focused on negative emotions."

http://news.stanford.edu/2015/06/30/hiking-mental-health-063015/

Her er kan man se hvor den er placeret i hjernen, i illustrationen er den markeret med rødt:

Ventral medial prefrontal cortex
(The Subgenual Prefrontal Cortex in Red)

Den samlede farvelagte del kaldes 'ventral medieal prefrontal cortex', og indgår i det jeg i mange tidligere indlæg har omtalt som "default mode network".    

   Forskerne mener at kunne koble anomalier i 'subgenual prefrontal cortex' med alvorlige depressioner hos de pågældende personer.

Tilbage til Gregory Bratman og kollegers forsøg:

Herefter blev forsøgspersonerne inddelt i to grupper, der henholdsvis skulle gå langs en stærkt befærdet motorvej og gennem en grøn park med træer, blomster og græs.

   Umiddelbart efter at have færdiggjort den i alt 90 minutter lange gåtur blev forsøgspersonerne igen scannet og spurgt til deres negative tanker og bekymringer.

   De forsøgspersoner, der havde tilbragt tiden i parken, havde en markant langsommere blodgennemstrømning af de relevante dele af hjernen, ligesom de gav udtryk for at have færre bekymringer og negative tanker.

   For dem, der havde gået langs motorvejen, var resultaterne imidlertid uforandrede.

   Gregory Bratman konkluderer derfor, at selv korte ture i grøn natur rent faktisk forandrer hjernen og har en målbar og positiv effekt på vores negative tanker.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/bagsiden/naturen-forandrer-din-hjerne

Jeg har ikke i denne omgang været inde og kigge i selve den videnskabelige artikel om forsøget, men en hypotese for den 'helende' virkning af naturoplevelsen ville naturligvis være at den aktiverer 'dopaminsystemet' - det som også omtales som hjernens 'belønningssystem', og at udløsning af hjernens egne euforiserende stoffer i forbindelse med naturoplevelsen virker dæmpende, beroligende og opmuntrende ind på den stressede del af 'the subgenual prefrontal cortex'.

Jeg har tidligere skrevet mange indlæg om hvordan forskere og terapeuter har opstillet hypoteser om - og har foretaget undersøgelser af - hvordan oplevelsen af mødet med forskellige former for kunst, kultur og natur kan virke 'helende' på hjernen.

   Dem kan du søge på ved fx at skrive "helende kunst" i søgefeltet eller "mozart-effekten".

   Her er link til et lille udvalg af disse indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/06/helende-kunst-igen-nyt.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/poul-gernes-udsmykning-pa-herlev.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/02/samba-effekten-om-at-komme-i-kollektivt.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/06/musik-helbredelse-og-kreativitet-om-den.html

Her følger et link til en kronik i Politiken fra for mindre end et år siden (10.08.15) af 'kulturkoordinator' Eva Hjelms i Helsingør Kommune, en kronik som var baggrunden for den nyhedsvinklede kritik af Danmark som "halter efter med kultur til syge":

http://politiken.dk/debat/kroniken/premium/ECE2788908/kulturen-har-helbredende-kraefter/

Kunst, kreativitet og kaos i hjernen - ny hjerneforskning om forbindelsen mellem sindsygdomme og det kunstneriske sind

Karen May Sorensen (skizofren): Tea Time 

NB! Dette indlæg kan med fordel læses i forlængelse af det foregående, da der er oplagte koblinger mellem dem:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/06/om-kruseduller-pa-papiret-og-om.html

Siden 2011 har jeg med ujævne mellemrum skrevet indlæg om den mulige sammenhæng mellem sindslidelser og kreativitet. Det første er her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/03/hj-iq-smelter-kaos-om-til-kreativitet.html

Det seneste er her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/01/hvad-ved-man-efterhanden-om-hjernens.html

Jeg har også i flere indlæg været inde på temaet i forbindelse med forskellige udstillinger af store (geniale?) kunstnere der også var syge i sindet. Senest i det her om den svenske maler Karl Frederik Hill som Nivaagaard præsenterede sidste efterår:

Karl Frederik Hill: "De sidste mennesker"

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/01/kunst-og-galskab-er-der-en-sammenhng.html

Og den i mange år ukendte svenske kunstner Hilma af Klint hvis 'abstrakte billeder' blev udstillet på Louisiana for et par år siden, hun havde også et 'skrøbeligt sind' ifølge kilderne. 

   I hvert fald havde hun i sin ungdom mange og stærke hallucinationer og var i øvrigt synæstetiker:

Maleri af Hilma af Klint

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/linda-perhacs-og-hilma-af-klint-to.html 

I 2012 bragte jeg et indlæg om kunstnere med skitzofreni hvor jeg omtalte blandt andre Anne Marie Brauges og Torben Bohses billeder som er udstillet på museet på Sct. Hans:

Maleri af Anne Marie Brauge

Torben Bohse: Uden titel (Sct. Hans)

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/skitzofreni-og-kunst.html

Når emnet interesserer mig, er det blandt andet fordi jeg selv gennem et langt liv har udfoldet mig kreativt på flere fronter, og samtidig har en halvsøster som blev skizofren i en alder af 14 år. Og der er efterhånden en del forskning der taler for at der er en sammenhæng, og at den er genetisk bestemt.

Det fremgår også af en artikel i Weekendavisens kulturtillæg fra den 17. juni, skrevet af Lone Frank, en af de få virkelig originale videnskabjournalister i Danmark.

   Artiklen har rubrikken:

Syg kunst

Og overliggeren fortæller hvad vinklen er:

Myten om den store kunstner plaget af psykisk sygdom, kender vi alle. Men har det noget på sig? Er der en sammenhæng mellem kreativitet og sindslidelser?

Spørgsmålet er selvfølgelig stillet op, så det kan besvares med et JA ... MEN.

Jeg har læst de fleste af Lone Franks bøger, interviews med hende, og ganske mange af de artikler hun i årenes løb har skrevet i Weekendavisen.

   Sidst jeg skrev om hende var da bogen "Lystens pioner" udkom i foråret.

En af pointerne i en af hendes tidligere bøger "Mit smukke genom" var at hun var genetisk disponeret for depressioner. Faderen var maniodepressiv, moderen havde også depressioner, og begge havde selvmordstanker/-forsøg med i bagagen.

   Og selv var hun tydeligvis både superintelligent og meget kreativ. Det sidste viser sig tydeligt i hendes bøger der altid har et personligt metalag - "Lone Frank jagter en sandhed - også om sig selv" - som spændingskabende journalistisk plot.

Jeg er spændt på om der er nyt på området fordi det ikke er så længe siden jeg selv skrev om denne sammenhæng. Blandt andre havde jeg fundet frem til Shelly Carson der har fremsat teorien om "sharede vulnerability", en teori der går ud på at nogle gener der gør sindet sårbart eller overfølsomt i forhold til for mange sensoriske input, er fælles for mange kreative mennesker og mennesker med sindslidelser som depression og skizofreni.

   Den teori som inddrager fænomenet større eller mindre 'latent hæmning', refererer Lone Frank også. Hun skriver:

Undersøger man mennesker med skizotypisk træk, scorer de gerne højere end gennemsnittet på forskellige kreativitetsmål, og når man omvendt tester indlysende kreative mennesker, scorer de højere på skizotypiske træk end mindre kreative. 

Så den er god nok, der er en sammenhæng. Men hvad går den egentlig ud på?

Det handler om "kognitiv disinhibition", som psykologerne siger - eller en mere porøs psyke. Med det skizotypiske bliver der dybest set løst op for nogle af de normale mentale restriktioner og bånd som vi ubevidst kører med.

   Hjernen bombarderes hele tiden udefra af sanseindtryk, mens tanker og følelser trænger sig på fra indersiden, og for at kunne navigere og prioritere i rodet, er der installeret nogle mentale filtre. Mere eller mindre automatiske hjernemekanismer, som holder den rette mængde information tilbage, så der ikke opstår kaos i bevidstheden.

Det er meget klart og præcist formuleret med metaforer som "porøs psyke" og "mentale filtre" til at anskueliggøre hvad det handler om.

Filterfunktionen er kraftig nedsat hos skizofrene, og det samme gælder faktisk kreative individer, som ikke viser tegn på sygdom.

   "Hos dem lækker der lidt mere information ind i bevidstheden, som dermed har mere at arbejde med og kombinere," som psykolog ved Harvad University, Shelly Carson har formuleret det.

Teorien har Shelly Carson bl.a. fremsat i en afhandling fra 2011 med titlen "Creativity and psychopathology - a shared-vulnerability model".

   I artiklens "abstract" sammenfatter hun den således:

This model, supported by recent findings from neuroscience and molecular genetics, suggests that biological determinants that confer risk for psychopathology interact with protective cognitive factors to enhance creative ideation. Elements of shared vulnerability include cognitive disinhibition (which allows increased stimuli into conscious awareness), an attentional style that is driven by novelty-salience, and neural hyperconnectivity that may increase associations among disparate stimuli. These vulnerabilities interact with superior meta-cognitive protective factors, such as high IQ, working memory capacity, and cognitive flexibility, to produce an enlarged body of stimuli that is available in conscious awareness to be manipulated and combined to form novel and original ideas.

Pointen er her at der for dem der ikke bliver syge i sindet selv om de mentale filtre er mindre tætmaskede på grund af et særlig genetisk setup, at de med sig i den mentale bagage har nogle "beskyttelsesfaktorer" der gør dem mindre sårbare og mere modstandsdygtige mod det indre kaos som det øgede input af informationer kan bevirke.

   Til disse beskyttelsesfaktorer hører det som Lone Frank omtaler som "rå intelligens", men også en relativt større kapacitet i arbejdshukommelsen og en 'kognitiv fleksibilitet', som gør det muligt for de særligt kreative at kombinere de flere input til nye og originale ideer.

Og de 'sårbahedsfaktorer' som særligt kreative og sindslidende har som fælles genetisk bagager er:

• Svækket 'latent hæmning' (= mere porøse mentale filtrer mod sensoriske input)
• Forstærket lyst til at gå på opdagelse ("novelty-seeking")
• 'Neural hyperkonnektivitet', dvs at der er unormale neurale forbindeler mellem hjerneområder der ellers ikke er funktionelt forbundet (som man fx ser hos synæstetikere)

I en af artikelversionerne finder man dette resume af artiklens "highlights":

• Cognitive systems that underlie creative ideation may be dependent upon irregularities in both serotonin and dopamine neurotransmitter systems.
• Creative individuals may depend on vulnerability factors to enhance their work.
• Since creativity and psychopathology may be different outcomes of biological vulnerability factors, art, music, or writing therapies may improve symptoms of psychopathology by increasing protective factors associated with creativity.

Man bemærker at der ved alle tre punkter står "may be". Der er tale om en model eller en teori.

   Jeg noterer også at den fysiologiske forklaring på afvigelserne sandsynligvis skyldes afvigelser og uregelmæssigheder i produktionen af neurotransmitter-hormonerne dopamin og serotonin i hjernen.  

     Der er uorden i det man kalder 'dopaminsystemet' som blandt andet styrer det såkaldte 'belønnngscenter' som kan skabe afhængighed af fx alkohol og euforiserende stoffer eller af dagdrømmerier (jfr. foregående indlæg). 

   Se mere om det her hvor jeg refererer til forskning af den svenske forsker dr. Ullén fra Karolinska Instituttet:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/01/hvad-ved-man-efterhanden-om-hjernens.html

Hovedpersonen i første del af Lone Franks artikel er psykiateren Nancy Andreasen fra University of Iowa.

   Hun har foretaget eksperimenter med at lade anerkendte kunstnere hjerneskanne - og  så konstatereret at der hos dem, både når de var i hvile og når de fik nogle forskellige opgaver og input, var usædvanlig høj aktivitet i de centrerer i hjernen som kaldes 'assciationsområderne' ('association cortecies').

   De beskrives sådan her i Lone Franks artikel:

Det er de dele af den krøllede hjernebark, som modtager og behandler information fra sanserne og integrerer dem med  erindringer og information som allerede er lagret.

   Og den høje aktivitet gav mening. For er kernen ikke netop at tage det kendte og forme noget nyt og originalt ud af det?

Det er ikke alverden præcist. Og går jeg til kilden: Nancy Andreasens egen beskrivelse, så er hun heller ikke mere præcis. Men hun beskriver sine erfaringer og sin forskning meget levende, så jeg kan godt forstå at Lone Frank trækker intimt på hendes "erindringsskitse" fra 2014.

   Her et link til hele teksten som er meget personligt fortalt:

http://www.theatlantic.com/magazine/archive/2014/07/secrets-of-the-creative-brain/372299/

En større engelsk leksikon-artikel der beskriver forskningen i hvordan de forskellige dele af associations-områderne i den krøllede hjernebark fungerer, slutter med følgende skelnen mellem tre 'associations-cortecies':

Together, these studies indicate that, among other functions, the parietal association cortex is especially important for attending to complex stimuli in the external and internal environment, that the temporal association cortex is especially important for identifying the nature of such stimuli, and that the frontal association cortex is especially important for planning appropriate behavioral responses to the stimuli.

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/books/NBK11109/

Hvis teorien om at særligt kreative personer har en relativt lav latent hæmning, (LLI) hvis den holder, så hænger det jo godt sammen med at de så skal bruge mere mental energi til at sortere og bearbejde de relativt flere informationer som slipper igennem de mentale filtre.

   Det hænger også godt sammen med at associationsområderne ikke bare skal integrere informationer udefra via sanserne, men også bearbejde input indefra - fra det der kaldes 'default mode-netværket' i hjernen, som antages at værre tæt forbundet med det at vær kreativ.

   Det er det netværk som er meget aktivt når vi er i hvile, og når vi dagdrømmer, men det er også aktivt når vi fx hører historier eller ser dem på film, eller når vi skal fremkalde episodiske erindringer fra fortiden, eller forestille os hvordan andre personer har det ('Theory of Mind'), eller fantasere om os selv i fremtidige situationer.

 

En teori (som jeg ikke lige har set luftet nogen steder) kunne være at særligt kreative mennesker med et mere porøst mentalt filter end de fleste (=LLI), også har et mere porøst filter i forhold til input fra det introspektive, drømmende og fantaserende default mode-netværk. Når der derfra lækker flere informationer ind til de andre associationsområder end 'normalt', så har disse dele af associationscortex  et større job med at integrere dem med de informationer der kommer udefra.

   Og så er de altså en fordel at være udstyret med en eller flere af de mentale "beskyttelsesfaktorer" nævnt oven for.

Jeg har fundet den her model af samspillet mellem default mode-netværket og to andre netværk som til sammen "make up creativity":

Hvordan associations-cortex-områderne skal placeres i forhold til dem, kan jeg ikke lige gennemskue her.

   Men på en anden blok har jeg fundet et interview med en af pionererne inden for hjerneskanninger og opdagelsen af forskellige netværk i hjernen, professor Marcus Raichle fra Washington University School of Medicine in St. Louis, Missouri.

   I interviewet forklarer han funktionen af tre forskellige netværk i hjernen: 'the default mode network' og to andre. Han bliver spurgt:

Two other networks in the association area are called the attention and salience networks – what is the difference between these and the default mode network?   

Og han svarer:

“Attention networks – there are actually two of them – determine our capacity to attend to specific tasks we need to do. Studies indicate that certain areas of the cortex have increased activity when we perform tasks with the attention focused in a specific direction or on specific aspects of the task. These areas are active all the time, no matter what we are doing. But their activity increases, as does their impact, when we focus on distinct tasks. I like to think of it as losing yourself in your task or work, and you just focus on what you are doing.

   “The salience network seems to be involved in determining how relevant a particular piece of information, or a thing you are looking at or thinking about, is to you. This brings us closer to the perception we have of how we integrate information from the world around us with ourselves. We must be capable of relating to the external world, as well as our bodies, with some sort of self-image. Something could be important to you because you like it, or because you don’t like it and it is potentially dangerous. Those are critical decisions for survival.

   “To summarize the function of the three networks: the attention network makes it possible for us to relate directly to the world around us, i.e., here and now, and the default mode network makes it possible to relate to ourselves and our memories and previous experiences, i.e., the past and future. The salience network makes us switch between the two others according to our needs.” 

http://www.themeditationblog.com/the-brains-default-mode-network-what-does-it-mean-to-us/

Det er for mig lige nu uklart om det er aktiviteten i alle tre netværk som Nancy Andreasen har målt på.

   Mit bud ville være at den relativt større aktivitet i associationscortex hos de særligt kreative forsøgspersoner, primært stammer fra default mode-netværket, og at den aktivitet så udløser øget aktivitet i det to andre netværk.

Et hvilket som helst blogindlæg fungerer som en 'serendipitetsgenerator' (et nyt ord jeg lige har opfundet). Dvs. når først jeg begynder at skrive på det, så surfer jeg energisk på nettet, og så opdager jeg begreber og sammenhænge som jeg ellers aldrig ville have tænkt på.

   Det gælder også dette indlæg som jo handler om en række emner jeg med flid har dyrket her på bloggen.

  Men med i købet får man jo som regel en række links til hjemmesider hvis indhold man gerne vil forfølge videre - en anden dag. 

   Ofte glemmer jeg dem så, men denne gang bruger jeg slutningen af bloggen her som en huskeliste over links som jeg regner med at ville udfolde ved en senere lejlighed.

    Det er dels noget om default mode-netværket som kilde til litteratur og storytelling, dels noget om de positive sider ved dagdrømmerier (det forgående indlæg handlede jo om nogle negative sider), og endelig stødte jeg på en mand som jeg må kigge nærmere på: Donald T. Cambell, der blandt andet har udviklet en teori om evolutionen af kreativitet som forkortes BVSR, der står for "Blind Variation and Selective Retention".

http://www.psychologytoday.com/blog/beautiful-minds/201102/why-daydreamers-are-more-creative

http://www.blog-thebrain.org/blog/2015/01/06/literary-activity-and-the-default-mode-network/

http://journal.frontiersin.org/article/10.3389/fnhum.2013.00330/full

http://www.blog-thebrain.org/blog/2015/01/06/literary-activity-and-the-default-mode-network/

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3613603/

http://mindblog.dericbownds.net/2014/03/default-mode-network-seat-of-literary.html

 http://journal.frontiersin.org/article/10.3389/fpsyg.2013.00626/full

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24300116

https://www.psychologytoday.com/blog/the-fundamental-four/201202/creativity-and-intelligence-the-underlying-bvsr-process

https://en.wikipedia.org/wiki/Donald_T._Campbell#Blind_variation_and_selective_retention

 https://en.wikipedia.org/wiki/Campbell%27s_law

Om nye effekter af krammehormonet oxcytocin, om dets mulige betydning for højsensitive personligheders udvikling, og om andre kreativitetsitmulerende stoffers betydning for kunstnerisk virksomhed

Jeg har i flere blogindlæg for nylig skrevet om hormonet oxytocin - også kaldet krammehormonet, ammehormonet, kærlighedskemikaliet. 

   Blandet andet citerede jeg følgende fra en kilde:

Oxytocin er et hormon, der udskilles i kroppen, hver gang du gør noget godt for dig selv. Nu har en svensk professor i fysiologi Kerstin Uvnäs Moberg med sin forskning vist, at hormonet meget let og i samme grad frigøres hos begge køn ved alle former for behagelige og nydelsesfulde stimuli.

   Berøring er det, som stimulerer frigørelsen af oxytocin mest. Det vil sige alle ydre og indre fysiske påvirkninger som kærtegn, massage, knus, varme, en blød bamse eller pude osv. Men også nærvær, samvær og fortrolighed stimulerer oxytocinfrigørelsen.

I andre indlæg har jeg skrevet om betydningen af lav eller svækket latent hæmning (eng: LI) for kreativitet, her sammenfattet fra en artikel i Illustreret Videnskab:

Kreativitet er et samspil mellem intelligens og vores såkaldte latente hæmning. Det er et naturligt filter, der sorterer i de mange informationer, vi bombarderes med. 

   Intelligensen gør os i stand til at bruge de indtryk, der passerer den latente hæmning, til noget fornuftigt.

   Jo højere latent hæmning vi har, jo færre indtryk får vi at forholde os til. Kan påvirkes af psykotisk medicin.

   Lav latent hæmning giver flere indtryk at forholde sig til. Narkotika kan nedsætte den latente hæmning.

   Åbent sind og udfordrende miljøer menes at kunne mindske den latente hæmning.

Stress eller personlige kriser nedsætter hjernens potentiale. Virker som laver IQ.

Jeg har også i flere indlæg været inde på den såkaldte "Orkidehypotese". 

   Hypotesen går ud på at at bestemte genkombinationer disponerer nogle mennesker for at have en særligt sensitiv personlighed - som gør at de er i højrisikozonen  for depressioner,  skizofreni og andre psykosociale problemer, men som under særlige positive (sociale) omstændigheder - ligesom orkideer - også kan stimulere højsensitive personer (HSP) til at "blomstre" og udfolde sig stærkt kreativt. 

   Se mere her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orkide-hypotesen-og-gener-for-srligt.html

En kort historie i Weekendavisens tillæg 'Ideer', får mig til at koble disse konceptuelle rum sammen i min egen hypotese.

  Artiklen har rubrikken "Lukker af for uønsket støj" og fortæller at forskere har fundet at oxytocin har endnu en virkning som man ikke hidtil har kendt til:

Nu viser en undersøgelse ved Richard W. Tsien, der er professor i hjerneforskning og lede ar Neuroscience Institute på New York University, at oxytocin også fungerer som en forstærker af visse vigtige hjernesignaler og som dæmper af andre uønskede signaler.

   Hjernen modtager konstant en voldsom mængde signaler og stimuli - det kan være synsindtryk, lyde, en rumlende mave, nakkesmerter - listen kan blive uendelig. Det er så hjernens opgave at sortere de vigtige signaler fra al støjen af uvedkommende signaler.

   Her viser det sig, at oxytocin også spiller en vigtig rolle, for ikke blot skruer hormonet op for de vedkommende signaler. Oxytocinet sørger også for at dæmpe al den meningsløse støj. Det kom som en overraskelse for forskerne at osytocin således har flere forskellige effekter. 

Det ser ud til at oxytocin kan påvirke måden den latente hæmning fungerer på.
   Den engelsksprogede kilde til historien i Ideer indledes med følgende analogi til forklaring:

In a loud, crowded restaurant, having the ability to focus on the people and conversation at your own table is critical. Nerve cells in the brain face similar challenges in separating wanted messages from background chatter. A key element in this process appears to be oxytocin, typically known as the “love hormone” for its role in promoting social and parental bonding.

Som jeg læser det, så betyder disse nye forskningsresultater at hvis man stimulerer produktionen af oxytocin hos højsensitive personligheder som nemt overvældes af for mange og for stærke sanseinput fra omgivelser, så svækker man de risikable negative effekter af disse personligheders relativt lave latente hæmning og øger samtidig de positive effekter, dvs. muligheden for at udfolde sig kreativt. 

   Med andre ord vi har måske her en del af forklaringen på at der kan være hold i 'orkidehypotesen'. 

   Ekstraordinær omsorg og kærlighed - fysisk set kram, klap og kæl - kan være det der hjælper nogle HSP-ere der ellers risikerer mentalt at gå ad H... til, til at bruge deres hypersensitivitet i en positiv kreativ retning. 

  Det kunne også være en del af forklaringen på at en forstående, kærlig og accepterende "mentor" på det rette tidspunkt i barndom og ungdom, tilsyneladende indgår som afgørende vendepunkter i mange kreative personligheders ellers belastede udviklingshistorie med fravær og savn af forældreinstanser og med angstskabende miljømæssig rodløshed og sproglig og kulturel fremmedgørelse i forhold til skole og kammerater. 

   Og savnet af oxytocin i stressende omgivelser, kan være forklaringen på at nogle kunstnere så i stedet vælger at opsøge og bo ensomme steder - 'refugier' - hvor de i ro og fred kan koncentrere deres opmærksomhed og mentale fokus på at producere deres kunst

  

Hvis jeg har ret i den hypotese, så burde det jo også betyde at sindsforstyrrelser i hjernen som skizofreni og depression måske kunne behandles med ekstra tilførsel af oxytocin. Og det er ikke svært at finde artikler der tyder i den retning, som fx her:

http://psychcentral.com/news/2012/02/20/treating-depression-with-the-oxytocin-the-love-hormone/35027.html

Af artiklen fremgår også at man mener at visse former for autisme også kan hænge sammen med at der er problemer med oxytocin-produktionen hos fx. asberger-autister, hvis mentale symptomer tilsyneladende kan kan dæmpes med ekstra tilførsel af oxytocin.

“The stronger signal and muffled background noise arise from the same fundamental action of oxytocin and give two benefits for the price of one,” Dr. Fishell explains. “It’s too early to say how the lack of oxytocin signaling is involved in the wide diversity of autism-spectrum disorders, and the jury is still out about its possible therapeutic effects. But it is encouraging to find that a naturally occurring neurohormone can enhance brain circuits by dialing up wanted signals while quieting background noise."

Jeg skrev i et tidligere indlæg at en af forklaringerne på oxytocinets mange gode virkninger, herunder stimulering af kreativiteten,  var at det influerede på og spillede sammen med hjernens belønnings-system, det system som reguleres af hjernens naturlige narkotikum dopamin. 

   Det er der også en lang række udfra kommende stoffer der gør, og det har journalist og anmelder Kim Skotte en interessant artikel om i LørdagsPolitikens kulturtillæg. 

   Forsiderubrikken er slagkraftig: 

Den dopede kunstner

Rubrikken til selve artiklen - der betegnes et 'essay' - lyder: 

Operation Rene Tanker

Vinklen i artiklen er at mens en række sportsgrene bliver mere og mere associeret med misbrug af præstationsfremmende doping, så går det den modsatte vej inden for kunsten - der tilsyneladende bliver mere og mere "ren".

   Men underteksten er så at det ikke nødvendigvis er et gode, og at man i hvert fald ikke kan og bør tage afstand fra de mange kunstværker som i årenes løb er produceret inden for musik, litteratur og maleri under påvirkning - 'inspiration' - af alle mulige afarter af hjernestimulanser - 'dope'.

   Artiklen indledes med en scene:

Der sidder man med den sidste sjat rødvin i flasken og bakser lettere skeløjet med  et genstridigt digt, da det banker på døren. Det er midt om natten. Det varsler ikke godt. Kan det være Operation Rene Tanker? Med bævende hjerte hejset langt ned i buskerne åbner jeg døren.

   "God aften. Det er dopingpolitiet. Må vi komme indenfor? Vi har grund til at tro, at der på denne adresse er blevet digtet ved hjælp af præstationsfremmende midler."

   Altså ikke det med rødvinen og digtet. At skrive digte lagde i mine yngre dage et vist pres på vinbønderne. Men det med dopingpolitiet er fiktion. For mens mand nidkært jagter brodne kar i sportens verden,  kan kunstnerne foreløbig være i fred på trods af omfattende brug af præstationsfremmende midler. Beruselse og inspiration har fra de gamle grækere i hånd i ånd. Mon ikke selv Homer i ny og næ havde en lille bimmelim på?

Artiklen beskriver så hvordan en lang række store kunstnere gennem historien erklæret har stimuleret sig 'kunstigt' for at svække de hæmninger som (de oplevede) forhindrede dem i kunstnerisk at præstere deres ypperste. 

   I en faktaboks gennemgås de fire kunstige inspirations-tilsætningsstoffer: Opium, Kokain, Heroin, LSD, og under hvert nævnes nogle af de kunstnere som netop har udnyttet det stof til at komme op at flyve. Alkohol burde have været med som det femte stof i faktaboksen.

   I en række citater fortæller en udvalgt serie nulevende kunstnere om deres særlige 'doping': Knud Romer (svampe og tjald), Jexper Holmen (alkohol), Anders Brixen alias Tue Track (pot), Signe Vad (et bredt spektrum af stoffer), Carsten Dahl (alkohol og betablokkere), Kira Skov (diverse stoffer).

  Kim Skotte refererer bl.a. til berømte forfattere som Rimbaud, Schade og Hemingway hvis alkoholinspirerede kunst han har og har haft et romantisk forhold til. 

   Og Skotte fortsætter om alkoholens betydning:

Men er det også dope, der dur? Hvis man er lidt træt i hovedet, kan alkohol åbne døren på klem. Det er en helt banal og basal konstatering, som med garanti her grundlagt mange glorværdige alkoholikerkarrierer. Har man en pæn opdragelse, der står i vejen for indsigten, og rider man til daglig en lettere bovlam pegasus, giver alkohol en håndsrækning. Den kan skabe sprækker i dresserede tankemønstre, hvor tankerne får vinger og tager form.

   Kan man bruge det til noget? Både ja og nej, synes jeg. De fleste af de digte jeg har skrevet i lettere bedugget tilstand, har ikke overlevet morgendagens ubarmhjertige lys. Men mange af ideerne og ansatserne  har jeg kunnet bruge. For hvad det nu måtte være værd. Vin og øl har altid været mit drug of choice. Heroin, coke og lsd har aldrig fristet kyllingen i mig, og selv noget så efterhånden dagligdags som hash har jeg gode erfaringer med. Slet ikke som inspiration.

   Faktisk har jeg altid fået flere ideer af at gå mig en tur.

For en uge siden holdt jeg min 70 års fødselsdagfest. Som gæster var min og fruens efterhånden meget talrige nærmeste familie inviteret. Og rigtig mange gode gamle venner. 

   I Burma (og mange andre steder) er tallet 7 et stærkt lykketal, og jeg havde så også få tromlet 70 gæster sammen, hvoraf en del jo ikke kendte hinanden særlig godt.

   Bordplanen var lavet sådan at de fleste kom til at sidde ved siden af nogen de ikke havde et nært kendskab til eller slet ikke kendte på forhånd.

   Vi havde to superkokke til at lave og levere maden, og de havde også valgt gode vine. Så der var god grund til at tro at festen ville aktivere gæsternes belønningssystemer. 

   Men for at sætte ekstra gang i oxytocin-produktion som arbejder godt sammen med dopaminen - og dermed øge udsigten til en vellykket fest hvor snakken ville blomstre i det blendede selskab, så indbyggede jeg i velkomsttalen flere oxytocin-stimulerende indslag: kram, fællessang, og latterstimulerende ordspil:

   1) Alle skulle finde nogen som de ikke kendte (særlig godt), stille sig op over for vedkommende og brede armene ud, og så give ham/hende et ordentlig kram. Denne øvelse skulle gentages sammen med så mange som man nu kunne nå på et minuts tid (forskningen viser at man skal op på mindst 30 sekunders kram for at udløse et ekstra skud oxytocin).

   2) Jeg igangsatte og sang for ved en fællessang: "Jeg bærer med smil min byrde", som gav anledning til en del moro efter jeg først havde leveret følgende introduktion til hvem der var med:

Hvem er med i aften? - Der er fire kategorier af gæster repræsenteret:

· Ældrebyrden – som jeg nu i morgen for alvor tilslutter mig med lettelse og glæde.

· Så er der de bebyrdede – samfundets bærende personkonstruktioner: vores børn og deres jævnaldrende.

· Så er der de unge som også og ikke mindst vejer til i de bebyrdedes økonomi – det er dem der siden skal bebyrdes med de bebyrde når de bebyrdede selv bliver ældrebyrde.

· Og så er der til sidst også dem der stadig skal bæres.

Meget passende var det sted hvor festen foregik et tidligere plejehjem som nu var indrettet som hotel. Så ældrebyrden ville med garanti føle sig hjemme, understregede jeg. 

   Så gik vi til bords.

   Det blev en rigtig godt fest - badet i oxytocin.