Hvad sker der når hjernen ændrer sig under påvirkning af musik eller LSD - og grænsen mellem selvet og resten af verden udviskes?

Nogle af de bedste - og mærkeligste - Beatles-numre er fra perioden omkring Seargent Pebber-LP´en.
    For eksempel 'Lucy in the Sky with Diamonds':

På Facebook så jeg en henvisning til forskning der blev markedsført som at musik var sundere for både hjerne og krop end fysisk motion:

Musik är bättre för hälsan än idrott

Det er en kort artikel fra den finske public-service-station YLE som bringer nyheden i forbindelse med annonceringen af et foredrag i byen Vasa:

Musik är hjärnans bästa vän - den öppnar upp igenslammade nervbanor och gör en beredd att ta emot andra utmaningar. Det säger vetenskapsjournalisten och musikredaktören Minna Lindgren som härom kvällen föreläste i Vasa.

Og Weekendavisens tillæg "Ideer" kunne i en kort notits annoncerer sin nyhed med denne overskrift:

 Næstkærlig LSD

Har de to nyheder noget med hinanden at gøre?
   Og hvad har det med 'Lucy in the Sky with Diamonds' at gøre?

   Det diskuterer jeg til sidst i indlægget her. 

Hvad siger Minna Lindgren så:

Föreläsningens rubrik "Musik är bättre för hälsan än idrott" är inte menad som en provokation. Den har bas i neurologisk forskning, säger Lindgren.

   - Under de senaste 15-20 åren har man i Jyväskylä och Helsingfors undersökt vad som händer i hjärnan då man spelar eller sjunger. Därifrån kan man allvarligt säga att musik är mycket mera hälsosam än idrott, säger hon.

   Hjärnan är uppdelad i olika delar som sköter om olika saker: språk, känslor och så vidare. Men musiken, den aktiverar hela hjärnan.

  - Forskarna vet inte varför, men de har kunnat påvisa det, tack vare modern teknologi.

Det her er skrevet og fortalt i meget populært sprog, og artiklen har referencer til tekster på finsk, så det er ikke helt muligt at være sikker på hvad Lindgren refererer til. 

   Men hun må nok mene noget i retning af at musik øger hjernens "connectivity" - dvs. aktiverer og forstærker de neurale baner og forbindelser mellem mange forskellige dele af hjernen, blandt andet altså forbindelserne mellem centrer i både venstre og højre hjernehalvdel som skal arbejde koordineret og i takt når musikken spiller. 

   Artiklen fortsætter - stadig sprogligt ret upræcist:

Minna Lindgren efterlyser mera musik i skolan. 15 minuter musik i början av dagen skulle öpna upp hjärnans nervbanor.

   - Det hjälper koncentrationen, att orka sitta ner hela dagen, att lyssna och förstå, och det är bra för finmotoriken och abstrakt gestaltning.

   Undersökningar har visat att musikers hjärnor skiljer sig från "vanliga" människors: främre delen, som styr empati och koncentration är större. Där finns kontroll, abstrakt tänkande och planering - sånt är lättare för musiker.

   - Nu ska man bara inte tänka att musiker är intelligenta, utan på vad musiken och möjligheten att spela ett instrument kan göra för ett barn.

   Ett barns hjärna utvecklas och växer och att då "gympa" hjärnan med musik hjälper barnet att utvecklas. Och det gäller inte här att drilla fram nya underbarn, en ny Mozart.

   - Det räcker väl att spela blockflöjt, säger Minna Lindgren.

Vi får nu på ingen måde dokumenteret overskriftens påstand om at musik er bedre for helbredet end sport.

Det med musikkens helsebringende effekt har jeg tidligere været inde på flere gange.
   Musik kan gøre noget ved hjernen, ved man, noget som fx er gavnligt for kreativiteten og intelligensen.
   Den 'opdagelse har i sin tid fået navnet 'Mozart-effekten', fordi det oprindelig især var hans musik man fandt havde de særlige gode effekter. 

   Den meget snævre påstand om  netop Mozart-musikkens særlige effekt, er der siden blevet rejst alvorlig tvivl om gennem såkaldte meta-studier. 

   Men samtidig er der forskningsmæssig evidens for en bredere virkning på hjernen af at lyttet til eller udøve musik og sang.

 
Hjemmesiden Brainfit.com har en omfattende oplistning af hvilke "benefits" som hjernen, kroppen og sundheden har af at lytte til og udøve musik og sang -i følge de senere års forskning.

  Man kan her fx læse at udøvende musikeres hjerner er forskellige fra almindelige menneskers hjerner:

If you want evidence of how music affects the brain, it makes sense to look at the brains of people who play a lot of music — professional musicians.

   Brain scans show that their brains are different from the rest of ours.

   Their brains are noticeably more symmetrical.

   Areas of the brain responsible for motor control, auditory processing, and spatial coordination are larger.

   They also have a larger corpus callosum.

   This is the band of nerve fibers that enables the two hemispheres of the brain to communicate with each other.

'Corpus callosum' kaldess på dansk 'hjernebjælken' og udgør forrbindelsen mellem de to hjernehalvdele.
   Det ligner hvad man fx har fundet ud af om rutinerede taxa-chauffører: De dele af hjernen der særligt skal aktiveres for at finde rundt i en storby som London, er hos dem større end andre menneskers:

Cab drivers' grey matter enlarges and adapts to help them store a detailed mental map of the city, according to research.

   Taxi drivers given brain scans by scientists at University College London had a larger hippocampus compared with other people. This is a part of the brain associated with navigation in birds and animals.

   The scientists also found part of the hippocampus grew larger as the taxi drivers spent more time in the job.

   "There seems to be a definite relationship between the navigating they do as a taxi driver and the brain changes," said Dr Eleanor Maguire, who led the research team.

Tilbage til musik på hjernen:

   Brainfit-artiklen fortæller videre at den rette musik kan påvirke humøret hos folk positivt (ikke den store nyhed!). Og at det at lytte til en bestemt slags musik kan reducere stress, idet det sænker produktionen af stresshormonet cortisol.

   Da jeg for nylig fik foretaget en ret så ubehagelig rygmarvsbiopsi på et sygehus, afspillede personalet beroligende 'meditationsmusik' under operationen med samme formål.

   

Omvendt stimulerer musik den "positive kemi" i hjernen via neurotransmitter-systemet idet den øger dopamin-produktionen som påvirker 'belønningscentret'. Når man spiller sammen øges og produktionen af "krammehormonet" oxytocin :

One of the ways music enhances brain function is by stimulating the formation of certain brain chemicals.

   Listening to music increases the neurotransmitter dopamine.

   This is the brain’s motivation molecule and an integral part of the pleasure-reward system.

   It’s the same brain chemical responsible for the feel-good states obtained from eating chocolate, orgasm, and runner’s high.

   Playing music with others or enjoying live music stimulates the brain hormone oxytocin. (13)

   Oxytocin has been called the “trust molecule” and the “moral molecule” since it helps us bond with and trust others. (14)

   There’s evidence that the oxytocin bump experienced by music lovers can make them more generous and trustworthy.

Brainfit opsummerer den positive effekt af musikundervisning og -udøvelse i skolen i disse punkter:

Music, whether taught in or outside of school, helps students excel in the following ways: (16)

• improved language development 
• small increase in IQ
• improved test scores 
• increased brain connectivity 
• increased spatial intelligence

http://bebrainfit.com/music-affects-brain/

Jeg har i flere tidligere indlæg refereret til jazz-musikeren og  hjerneforskeren Peter Vuust, som bl.a. har påvist at jazzmusik er den musikgenre som udløste størst aktivitet i hjerne på alle de parametre man målte på ved skanninger - både når man spiller og når man lytter.

   Endvidere har han påvist at hjernens sprogcentre også er aktive når vi lytter til eller udøver musik, så der er altså faktisk neurologisk belæg for at tale om musik som en slags sprog.

   Man kan også på nettet læse sig til at Peter Vuust holder foredrag om musik som et middel mod depression, smerter og parkinsons sydom.

   

På hjemmesiden Videnskab.dk fra 2008 refereres Vuust for hvad der sker når fx en masse mennesker er til koncert på en Roskilde Festival. 

   Han bruger til sidst i citatet den smukke metafor "en kemisk ballet" til at beskrive hvad der sker når mange hører musik sammen:

Enhver, der har kæmpet med at lære et fremmedsprog som voksen ved, at sprog i høj grad handler om regler, og det samme kan man sige om musik. Når vi lytter til musik, så lytter vi efter reglerne eller mønstret. Når vi kan forudsige mønstret, udløses der lidt dopamin, som er hjernens lykkestof, og vi bliver glade og tilfredse.

   »Hjernen er en forudsigelsesmaskine, der skal sikre os flest mulige chancer for overlevelse. Derfor belønnes vi, når vi gætter rigtigt,« siger Peter Vuust. Men hvis mønstret er alt for forudsigeligt, går hjernen på stand by, og der er ikke den store belønning at hente. 

   Men hvis vi kun kan forudsige en del af mønstret, mens andre dele af det overrasker os, så bliver vi belønnet med dopamin. Nysgerrig adfærd har nemlig sikret vores overlevelse som art, og derfor bliver den også belønnet med dopamin. 

   Hvis man ikke kender et musiknummer særlig godt, eller omvendt hvis man har lyttet rigtig meget til det, så er hjernen ikke vild med netop det nummer. Det gælder altså om at finde balancen, hvor man kender musiknummeret uden at det er blevet overspillet endnu.

   Der tegner sig en omvendt u-kurve, hvor et ukendt eller et alt for velkendt stykke musik ikke er noget, man bryder sig om,« forklarer Peter Vuust. 

   En koncert er en kemisk ballet. 

   Når pladsen foran OrangeScene er fyldt til bristepunktet af musiknydende festivalgængere, svinger tilskuerne i takt på mere end en måde. Kroppene følger rytmen, og alle tilskuere sættes i den samme stemning, mens deres hjerner arbejder på højtryk for at afkode musikkens mønster. Oplever de genkendelsens glæde, fordi de kan forudsige musikkens mønster, så frigives lidt dopamin, men hvis de oplever overraskelsens fryd, sker det samme. Kemien i hjernen danser i takt med rytmen, der kommer ud af højtalerne.

Man kan sige at glade og aktive deltagere i en rockkoncert oplever at deres afgrænsede identitet delvis opløses under påvirkning af musikken, fordi de - og dermed deres hjerne og krop - underlægges en fælles rytmisk musikalsk påvirkning, som Peter Vuust sammenfatter i metaforen "en kemisk ballet".

  

Den metafor er en glimrende indgang til den korte artikel i "Ideer" om "næstekærlig LSD". 

   Den tager afsæt i de kontroversielle forsøg og eksperimenter med LSD som bevidsthedsudvidende stof i 60´erne, og fortæller at ruseffekten af at indtage LSD deformerer og forvrænger sanseindtryk så det ligner en psykose hvor "personen oplever, at grænsen mellem selvet og resten af verden bliver opløst. 

   Denne effekt har hjerneforskere fra Royal Netherlands Academy of Arts and Sciences i Amsterdam nu set nærmere på i hjerneskanninger.

De har givet 15 testpersoner udskadelige doser af LSD eller placebo og med en fMRI-skanner undersøgt hvad der sker i hjernen. Hjerneforskerne kunne se, at de områder i hjernen, der er involveret i højere kognitive funktioner, bliver stærkt overforbundne.

"Overforbundne" er det danske ord for det engelsk "hyperconnected" - og "connectivity" i hjernen refererer til hvordan hjernens forskellige centrer og moduler er forbundet og arbejder sammen - i højere eller mindre grad. 

   Inden for den del af hjerneforskningen der har med kreativitet at gøre, er teorien at særligt kreative menneskers hjerne har en relativt højere "connectivity" end andre, og at denne sikkert medfødte egenskab gør det nemmere for dem at forbinde forestillinger som mentalt ligger langt fra handen og logisk set ikke har noget med hinanden at gøre (= 'conceptual blending')

   Også indtagelsen af alkohol og hash øger hjernens "connectivity" og reducerer den såkaldte 'latente hæmning' (LI).

   Wikipedia definerer:

Hyperconnectivity is used in medical terminology to explain billions and billions of neurons creating excessive connections, within the brain associated with schizophrenia, [11][12] or epileptic seizures [13][14] or DS [15].

Avisnotitsen i "Ideer" fortsætter:

Generelt er der i hele hjernen ekstra gang i forbindelserne, så selv områder, der ellers er adskilte, taler sammen. De områder, der har øget aktivitet, overlapper med de områder, hvor recpetorerne, som LSD binder sig til, sidder. 

   (....)

   Forskerne mener, at når LSD får hjernen til at dele mere information mellem hjernens områder, giver det en stærkere forbindelse mellem vores følelse af selvet og følelse af omgivelserne. Det er det der opløse identiteten.

Notitsen er et rip-off af en undersøgelse som i den videnskabelige artikel i Current Biology sammenfatter resultaterne sådan her:

• High-level cortical regions and the thalamus show increased connectivity under LSD
• The brain’s modular and rich-club organization is altered under LSD
• Increased global connectivity under LSD correlates with ego dissolution scores

Artiklen har titlen:  

Increased Global Functional Connectivity Correlates with LSD-Induced Ego Dissolution

Fællesnævneren for denne artkel og de tidligere referencer til forskning i effekten af musik, er at grænsen mellem selvet og resten af verden opløses. Det må være det journalisten mener med overskriften "Næstekærlig LSD".

Her kobler jeg så til begrebet 'flow'!

   Det at komme i flow - 'at blive høj' - indebærer jo nemlig også at man glemmer sig selv og mister fornemmelsen af tid og sted. 

   Man taler også om 'at gå op i en opgave', 'at begrave sig i en bog', eller helt 'at blive opslugt af et maleri eller en skulptur', hvad der fx var min egen oplevelse for nogle år siden ved mødet med Nefertiti-busten på et museum i Berlin:

Nefertiti

Jeg kan også blive høj bare ved at gå i rundt i vores hus og 'fortabe mig' i synsoplevelsen af alle mine Harald Henriksen-træsnit:

Harald Henriksen: Plov i snelandskab. 1924

Wikipedia definerer 'flow' sådan her - med henvisning til opfinderen af begrebet, psykologen Mihaly Csikszentmihalyi:

In positive psychology, flow, also known as the zone, is the mental state of operation in which a person performing an activity is fully immersed in a feeling of energized focus, full involvement, and enjoyment in the process of the activity. In essence, flow is characterized by complete absorption in what one does. Named by Mihály Csíkszentmihályi, the concept has been widely referenced across a variety of fields (and has an especially big recognition in occupational therapy), though has existed for thousands of years under other guises, notably in some Eastern religions.[1] Achieving flow is often colloquially referred to as being in the zone.

Men det at komme i en flow-lignende mental tilstand, kan altså ske på flere måder og med forskellige midler: med psykodeliske stoffer som LSD, ved at udøve en aktivitet hvor man presser sig selv til det yderste (løb, musik, skrive), eller ved at gå til rockkoncert og hoppe og synge, danse og klappe i takt med en masse andre jævnaldrende. 

En række Beatles-numre er gennemsyret af LSD-oplevelser og -erfaringer, det kan man ikke være i tvivl om:

L(ucy in the) S(ky with) D(iamonds)

Af andre numre der er LSD-inspirerede og -påvirkede er i hvert fald følgende: 'Strawberry Fields Forever', ‘It’s All Too Much’, ‘Within You Without You’, ‘I’m Only Sleeping’, ‘I Am The Walrus’. 'A Day in the Life', ‘Tomorrow Never Knows’, ‘Only A Northern Song’, ‘I’m Only Sleeping’, ‘She Said, She Said’

    Og ud fra den forskning som er lavet om hvordan LSD selv i meget begrænsede doser påvirker sindet og oplevelsen af selvet, så er det ikke svært at føle - synes jeg - hvordan grænserne mellem selvet og resten af verden er mere eller mindre opløst - både hos dem der har produceret sangene, og når man giver sig hen i at lytte til dem - igen, igen.

   'A Day in the  Life'. Enjoy og bliv høj!:

NB!
   For en ordens skyld: Jeg har ingen personlige erfaringer med indtagelse af LSD og de eventuelle effekter. Men bruger mange svampe i min madlavning, og samler og bruger de spiselige når de er i sæsonen.
   Og hash har jeg prøvet to gange i kager omkring slutningen af 60´erne. Uden særlig mental effekt. 

Kreativitet er genetisk forbundet med forskellige former for sindslidelser som skizofreni og maniodepressivitet

Det er ikke nogen nyhed at forskellige former for sindslidelser forekommer relativt hyppigere blandt særligt kreative mennesker som forfattere, malere, musikere, skuespillere. 

   Det samme gælder for personlighedstypen Highly Sensitive Personality (HSP) og forekomsten af synæstesi, som også er hyppigere blandt kunstnerisk begavede mennesker end blandt gennemsnittet.

En af hypoteserne for den sammenhæng har været at det at "tænke ud af boksen" og på tværs af socialt og sprogligt veletablerede normer, kategorier og såkaldte 'frames', hænger sammen med svækket latent hæmning (eng. 'latent inhibition' (LI)) i hjernen, som gør at der hos kreative og hos skizofren er flere og nemmere neurologiske forbindelser mellem ellers ret adskilte sektorer og moduler i hjernen. 

   Nogle hjerner risikerer derfor - i kortere eller længere perioder af deres liv - mentalt at løbe løbsk som er en måde at beskrive fx skizofreni (ustoppelige tankemylder og hallucinationer) og maniodepressivitet (ustoppeligt storr emotionelle udsving) på. 

  Andre kreative personligheder har måske deres ud af boksen-tænkende og stærkt emotionelt påvirkelige hjerne mere under kontrol, og er derfor også mere stabile i deres kreative produktion og udtryk.

Læs mere her (eller gå i søgefeltet under "latent hæmning"/"latetent inhibition":

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/03/hj-iq-smelter-kaos-om-til-kreativitet.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/08/om-nye-effekter-af-krammehormonet.html

Hjemmesiden "videnskab.dk" har nu en forholdsvis overbevisende genetisk forklaring på det i artiklen her:

http://videnskab.dk/krop-sundhed/kreativitet-og-psykoser-er-genetisk-forbundet

Man har simpelt hen nu fundet nogle genvarianter som er fælles for personer der ud fra kreativitetkriterier og -tests er særligt kreative og for personer med diagnoserne skizofreni og bipolar lidelse:

Vores tanker og følelser definerer os som arter og som individer. Vi kategoriserer ofte de, der er kreative af natur, som mennesker, der er i stand til at tænke ud af boksen, mens vi stigmatiserer dem, som er langt fra boksen, ved at diagnosticere dem med en psykotisk lidelse.

   Men hvad er forholdet mellem kreativitet og mentale lidelsers sande natur? Som Kári Stefánsson, administrerende direktør ved deCODE Genetics i Island, udtrykker det, hvornår fører det at tænke ud af boksen os til at forlade boksen fuldstændig?

   I et studie, som bliver publiceret i Nature Neuroscience i denne uge, har et internationalt forskningsteam fundet fælles genetiske rødder, der forbinder kreativitet og udviklingen af to psykiske lidelser – skizofreni og bipolare lidelse.

   De skriver, at mennesker med disse psykiske lidelser har en fælles genvariant med ellers raske mennesker.

   Det er nyt bevis for, at denne særlige gruppe gener influerer vores tankeprocesser og adfærd – og gør os mere eller mindre kreative, og endda mere eller mindre tilbøjelige til at udvikle psykiske lidelser.

   Forskningen blev udført af Kári Stefánsson i samarbejde med kollegaer fra Storbritannien, USA og Japan.

Man kan så spørge hvad der kommer først - sindslidelsen eller kreativiteten? 

   Er det sådan at man altid er potentielt sindslidende når man er særligt kreativ, eller er det omvendt sådan at de nævnte sindslidelser blot er noget kun nogle særligt kreative mennesker er i risikozonen for?

   Det sidste, ser det ud til:

Til studiets formål definerede forskerne en kreativ person til at være enhver, der er involveret i kunst gennem deres hverv, eller som er medlem af et kunstnerisk forum.

   De opdagede, at de genetiske faktorer, der blev forbundet med en risiko for at udvikle skizofreni og bipolar lidelse, også er ansvarlige for niveauet af kreativitet hos ellers raske mennesker.

   Denne almindelige genetiske forbindelse resulterer i adfærdsforandringer, som påvirker vores kreativitet og gør os mere eller mindre påvirkelige over for at udvikle en af de to psykiske tilstande.

   »Vi ser, at abnormitet i måder at tænke på eller at tænke ud af boksen, om du vil, ikke er en konsekvens af lidelserne. Faktisk er det sandsynligt, at man allerede tænker anderledes på grund af disse almindelige genetiske varianter, der forandrer den kognitive funktion, som dermed sætter dig i større risiko for at udvikle skizofreni,” siger Stefánsson.

Videnskab.dk har et supplerende link til en artikel jeg også tidligere har refereret til, nemlig en hvor man fortæller om forskning der påpeger at kreativitet har at gøre med at dopamin-signalstoffet fungerer anderledes hos både kreative mennesker og skizofrene mennesker.

http://videnskab.dk/kultur-samfund/derfor-taenker-kreative-ud-af-boksen

Når kreative mennesker har lettere ved at tænke ud af boksen, så hænger det sammen med at "boksen" metaforisk udtrykt er "mindre tæt og kompakt" - og derfor mindre frasorterende og mere gennemtrængelig for de signaler og impulser der kommer ude fra via sanserne eller fra andre dele af hjernen som de er neurologisk forbundet med:

Der synes at hvile en forbandelse over genialitet.

   De kunstnere, der har frembragt de smukkeste og stærkeste værker, er også ofte dem, der har lidt mest under sindets tyngde.

   Blandt forfattere, malere, skuespillere og musikere er eksemplerne på sindslidelser utallige, og forskning har for længst bekræftet sammenhænge mellem stor kreativitet og psykiske lidelser.

   Nu er svenske forskere kommet frem til en mulig forklaring. De mener, at når nogle er særlig gode til at tænke ud af boksen, så er det simpelthen, fordi de ikke rigtig har nogen boks. Det er det samme, der gør, at skizofrene oplever virkeligheden på en alternativ måde.

   »Evnen til at tænke ud af boksen skyldes måske, at meget kreative menneskers boks har en løsere struktur,« siger forsker Fredrik Ullén fra svenske Karolinska Instituttet, der står bag undersøgelsen Thinking Outside a Less Intact Box.

Og denne relativt svagere signalfiltrering hos både kreative mennesker og mennesker med skizofreni, den synes at have at gøre med at hjernens dopamin-produktion ikke virker helt så "dæmpende" eller "bedøvende" på den vigtige del af hjerne der kaldes thalamus, et centralt placeret modul der fungerer som en slags fordelingscentral eller krydsfelt for signaler der kommer fra og går til alle mulige dele af hjernens cortex, herunder frontallapperne hvor vores bevidsthed sidder: 

De svenske forskere udsatte 14 forsøgspersoner for en 'divergent thinking-test', hvor de skal finde flere forskellige løsninger på en række opgaver. Her

efter blev der foretaget en hjernescanning.

   Det viste sig, at de, der havde klaret opgaven godt og derfor blev vurderet til at være meget kreative, havde færre af de D2-receptorer, der reagerer på stoffet dopamin i hjernens thalamus.

   Det er i thalamus, at information bliver filtreret, inden det når videre til vores bevidsthed. Det forhindrer normale i at for eksempel associere frit på alle ord i en sætning i stedet for at forholde sig til sætningens indhold.

  »Færre D2 receptorer i thalamus betyder formentlig en lavere signalfiltrering. Dermed bliver en større mængde information sendt videre fra thalamus. 

   Det er kendt, at skizofrene også har færre D2 receptorer i thalamus, hvilket antyder en sammenhæng mellem psykisk syge og kreativitet,« siger Fredrik Ullén.

   Eller sagt på en anden måde, den boks, som almindelige mennesker ikke evner at tænke ud af, er langt mindre kompakt hos kreative og skizofrene.

Kritikerne af denne forsknings resultater, fremhæver at forsøgspersonernes antal er for lille til at sikrer troværdighed og sandsynlighed for at kunne generalisere. 

Om nye effekter af krammehormonet oxcytocin, om dets mulige betydning for højsensitive personligheders udvikling, og om andre kreativitetsitmulerende stoffers betydning for kunstnerisk virksomhed

Jeg har i flere blogindlæg for nylig skrevet om hormonet oxytocin - også kaldet krammehormonet, ammehormonet, kærlighedskemikaliet. 

   Blandet andet citerede jeg følgende fra en kilde:

Oxytocin er et hormon, der udskilles i kroppen, hver gang du gør noget godt for dig selv. Nu har en svensk professor i fysiologi Kerstin Uvnäs Moberg med sin forskning vist, at hormonet meget let og i samme grad frigøres hos begge køn ved alle former for behagelige og nydelsesfulde stimuli.

   Berøring er det, som stimulerer frigørelsen af oxytocin mest. Det vil sige alle ydre og indre fysiske påvirkninger som kærtegn, massage, knus, varme, en blød bamse eller pude osv. Men også nærvær, samvær og fortrolighed stimulerer oxytocinfrigørelsen.

I andre indlæg har jeg skrevet om betydningen af lav eller svækket latent hæmning (eng: LI) for kreativitet, her sammenfattet fra en artikel i Illustreret Videnskab:

Kreativitet er et samspil mellem intelligens og vores såkaldte latente hæmning. Det er et naturligt filter, der sorterer i de mange informationer, vi bombarderes med. 

   Intelligensen gør os i stand til at bruge de indtryk, der passerer den latente hæmning, til noget fornuftigt.

   Jo højere latent hæmning vi har, jo færre indtryk får vi at forholde os til. Kan påvirkes af psykotisk medicin.

   Lav latent hæmning giver flere indtryk at forholde sig til. Narkotika kan nedsætte den latente hæmning.

   Åbent sind og udfordrende miljøer menes at kunne mindske den latente hæmning.

Stress eller personlige kriser nedsætter hjernens potentiale. Virker som laver IQ.

Jeg har også i flere indlæg været inde på den såkaldte "Orkidehypotese". 

   Hypotesen går ud på at at bestemte genkombinationer disponerer nogle mennesker for at have en særligt sensitiv personlighed - som gør at de er i højrisikozonen  for depressioner,  skizofreni og andre psykosociale problemer, men som under særlige positive (sociale) omstændigheder - ligesom orkideer - også kan stimulere højsensitive personer (HSP) til at "blomstre" og udfolde sig stærkt kreativt. 

   Se mere her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orkide-hypotesen-og-gener-for-srligt.html

En kort historie i Weekendavisens tillæg 'Ideer', får mig til at koble disse konceptuelle rum sammen i min egen hypotese.

  Artiklen har rubrikken "Lukker af for uønsket støj" og fortæller at forskere har fundet at oxytocin har endnu en virkning som man ikke hidtil har kendt til:

Nu viser en undersøgelse ved Richard W. Tsien, der er professor i hjerneforskning og lede ar Neuroscience Institute på New York University, at oxytocin også fungerer som en forstærker af visse vigtige hjernesignaler og som dæmper af andre uønskede signaler.

   Hjernen modtager konstant en voldsom mængde signaler og stimuli - det kan være synsindtryk, lyde, en rumlende mave, nakkesmerter - listen kan blive uendelig. Det er så hjernens opgave at sortere de vigtige signaler fra al støjen af uvedkommende signaler.

   Her viser det sig, at oxytocin også spiller en vigtig rolle, for ikke blot skruer hormonet op for de vedkommende signaler. Oxytocinet sørger også for at dæmpe al den meningsløse støj. Det kom som en overraskelse for forskerne at osytocin således har flere forskellige effekter. 

Det ser ud til at oxytocin kan påvirke måden den latente hæmning fungerer på.
   Den engelsksprogede kilde til historien i Ideer indledes med følgende analogi til forklaring:

In a loud, crowded restaurant, having the ability to focus on the people and conversation at your own table is critical. Nerve cells in the brain face similar challenges in separating wanted messages from background chatter. A key element in this process appears to be oxytocin, typically known as the “love hormone” for its role in promoting social and parental bonding.

Som jeg læser det, så betyder disse nye forskningsresultater at hvis man stimulerer produktionen af oxytocin hos højsensitive personligheder som nemt overvældes af for mange og for stærke sanseinput fra omgivelser, så svækker man de risikable negative effekter af disse personligheders relativt lave latente hæmning og øger samtidig de positive effekter, dvs. muligheden for at udfolde sig kreativt. 

   Med andre ord vi har måske her en del af forklaringen på at der kan være hold i 'orkidehypotesen'. 

   Ekstraordinær omsorg og kærlighed - fysisk set kram, klap og kæl - kan være det der hjælper nogle HSP-ere der ellers risikerer mentalt at gå ad H... til, til at bruge deres hypersensitivitet i en positiv kreativ retning. 

  Det kunne også være en del af forklaringen på at en forstående, kærlig og accepterende "mentor" på det rette tidspunkt i barndom og ungdom, tilsyneladende indgår som afgørende vendepunkter i mange kreative personligheders ellers belastede udviklingshistorie med fravær og savn af forældreinstanser og med angstskabende miljømæssig rodløshed og sproglig og kulturel fremmedgørelse i forhold til skole og kammerater. 

   Og savnet af oxytocin i stressende omgivelser, kan være forklaringen på at nogle kunstnere så i stedet vælger at opsøge og bo ensomme steder - 'refugier' - hvor de i ro og fred kan koncentrere deres opmærksomhed og mentale fokus på at producere deres kunst

  

Hvis jeg har ret i den hypotese, så burde det jo også betyde at sindsforstyrrelser i hjernen som skizofreni og depression måske kunne behandles med ekstra tilførsel af oxytocin. Og det er ikke svært at finde artikler der tyder i den retning, som fx her:

http://psychcentral.com/news/2012/02/20/treating-depression-with-the-oxytocin-the-love-hormone/35027.html

Af artiklen fremgår også at man mener at visse former for autisme også kan hænge sammen med at der er problemer med oxytocin-produktionen hos fx. asberger-autister, hvis mentale symptomer tilsyneladende kan kan dæmpes med ekstra tilførsel af oxytocin.

“The stronger signal and muffled background noise arise from the same fundamental action of oxytocin and give two benefits for the price of one,” Dr. Fishell explains. “It’s too early to say how the lack of oxytocin signaling is involved in the wide diversity of autism-spectrum disorders, and the jury is still out about its possible therapeutic effects. But it is encouraging to find that a naturally occurring neurohormone can enhance brain circuits by dialing up wanted signals while quieting background noise."

Jeg skrev i et tidligere indlæg at en af forklaringerne på oxytocinets mange gode virkninger, herunder stimulering af kreativiteten,  var at det influerede på og spillede sammen med hjernens belønnings-system, det system som reguleres af hjernens naturlige narkotikum dopamin. 

   Det er der også en lang række udfra kommende stoffer der gør, og det har journalist og anmelder Kim Skotte en interessant artikel om i LørdagsPolitikens kulturtillæg. 

   Forsiderubrikken er slagkraftig: 

Den dopede kunstner

Rubrikken til selve artiklen - der betegnes et 'essay' - lyder: 

Operation Rene Tanker

Vinklen i artiklen er at mens en række sportsgrene bliver mere og mere associeret med misbrug af præstationsfremmende doping, så går det den modsatte vej inden for kunsten - der tilsyneladende bliver mere og mere "ren".

   Men underteksten er så at det ikke nødvendigvis er et gode, og at man i hvert fald ikke kan og bør tage afstand fra de mange kunstværker som i årenes løb er produceret inden for musik, litteratur og maleri under påvirkning - 'inspiration' - af alle mulige afarter af hjernestimulanser - 'dope'.

   Artiklen indledes med en scene:

Der sidder man med den sidste sjat rødvin i flasken og bakser lettere skeløjet med  et genstridigt digt, da det banker på døren. Det er midt om natten. Det varsler ikke godt. Kan det være Operation Rene Tanker? Med bævende hjerte hejset langt ned i buskerne åbner jeg døren.

   "God aften. Det er dopingpolitiet. Må vi komme indenfor? Vi har grund til at tro, at der på denne adresse er blevet digtet ved hjælp af præstationsfremmende midler."

   Altså ikke det med rødvinen og digtet. At skrive digte lagde i mine yngre dage et vist pres på vinbønderne. Men det med dopingpolitiet er fiktion. For mens mand nidkært jagter brodne kar i sportens verden,  kan kunstnerne foreløbig være i fred på trods af omfattende brug af præstationsfremmende midler. Beruselse og inspiration har fra de gamle grækere i hånd i ånd. Mon ikke selv Homer i ny og næ havde en lille bimmelim på?

Artiklen beskriver så hvordan en lang række store kunstnere gennem historien erklæret har stimuleret sig 'kunstigt' for at svække de hæmninger som (de oplevede) forhindrede dem i kunstnerisk at præstere deres ypperste. 

   I en faktaboks gennemgås de fire kunstige inspirations-tilsætningsstoffer: Opium, Kokain, Heroin, LSD, og under hvert nævnes nogle af de kunstnere som netop har udnyttet det stof til at komme op at flyve. Alkohol burde have været med som det femte stof i faktaboksen.

   I en række citater fortæller en udvalgt serie nulevende kunstnere om deres særlige 'doping': Knud Romer (svampe og tjald), Jexper Holmen (alkohol), Anders Brixen alias Tue Track (pot), Signe Vad (et bredt spektrum af stoffer), Carsten Dahl (alkohol og betablokkere), Kira Skov (diverse stoffer).

  Kim Skotte refererer bl.a. til berømte forfattere som Rimbaud, Schade og Hemingway hvis alkoholinspirerede kunst han har og har haft et romantisk forhold til. 

   Og Skotte fortsætter om alkoholens betydning:

Men er det også dope, der dur? Hvis man er lidt træt i hovedet, kan alkohol åbne døren på klem. Det er en helt banal og basal konstatering, som med garanti her grundlagt mange glorværdige alkoholikerkarrierer. Har man en pæn opdragelse, der står i vejen for indsigten, og rider man til daglig en lettere bovlam pegasus, giver alkohol en håndsrækning. Den kan skabe sprækker i dresserede tankemønstre, hvor tankerne får vinger og tager form.

   Kan man bruge det til noget? Både ja og nej, synes jeg. De fleste af de digte jeg har skrevet i lettere bedugget tilstand, har ikke overlevet morgendagens ubarmhjertige lys. Men mange af ideerne og ansatserne  har jeg kunnet bruge. For hvad det nu måtte være værd. Vin og øl har altid været mit drug of choice. Heroin, coke og lsd har aldrig fristet kyllingen i mig, og selv noget så efterhånden dagligdags som hash har jeg gode erfaringer med. Slet ikke som inspiration.

   Faktisk har jeg altid fået flere ideer af at gå mig en tur.

For en uge siden holdt jeg min 70 års fødselsdagfest. Som gæster var min og fruens efterhånden meget talrige nærmeste familie inviteret. Og rigtig mange gode gamle venner. 

   I Burma (og mange andre steder) er tallet 7 et stærkt lykketal, og jeg havde så også få tromlet 70 gæster sammen, hvoraf en del jo ikke kendte hinanden særlig godt.

   Bordplanen var lavet sådan at de fleste kom til at sidde ved siden af nogen de ikke havde et nært kendskab til eller slet ikke kendte på forhånd.

   Vi havde to superkokke til at lave og levere maden, og de havde også valgt gode vine. Så der var god grund til at tro at festen ville aktivere gæsternes belønningssystemer. 

   Men for at sætte ekstra gang i oxytocin-produktion som arbejder godt sammen med dopaminen - og dermed øge udsigten til en vellykket fest hvor snakken ville blomstre i det blendede selskab, så indbyggede jeg i velkomsttalen flere oxytocin-stimulerende indslag: kram, fællessang, og latterstimulerende ordspil:

   1) Alle skulle finde nogen som de ikke kendte (særlig godt), stille sig op over for vedkommende og brede armene ud, og så give ham/hende et ordentlig kram. Denne øvelse skulle gentages sammen med så mange som man nu kunne nå på et minuts tid (forskningen viser at man skal op på mindst 30 sekunders kram for at udløse et ekstra skud oxytocin).

   2) Jeg igangsatte og sang for ved en fællessang: "Jeg bærer med smil min byrde", som gav anledning til en del moro efter jeg først havde leveret følgende introduktion til hvem der var med:

Hvem er med i aften? - Der er fire kategorier af gæster repræsenteret:

· Ældrebyrden – som jeg nu i morgen for alvor tilslutter mig med lettelse og glæde.

· Så er der de bebyrdede – samfundets bærende personkonstruktioner: vores børn og deres jævnaldrende.

· Så er der de unge som også og ikke mindst vejer til i de bebyrdedes økonomi – det er dem der siden skal bebyrdes med de bebyrde når de bebyrdede selv bliver ældrebyrde.

· Og så er der til sidst også dem der stadig skal bæres.

Meget passende var det sted hvor festen foregik et tidligere plejehjem som nu var indrettet som hotel. Så ældrebyrden ville med garanti føle sig hjemme, understregede jeg. 

   Så gik vi til bords.

   Det blev en rigtig godt fest - badet i oxytocin.