Musik stimulerer hjernen - og andre historier om hvordan kreative aktiviteter smitter af på hvad man ellers er god til

Jeg er ikke specielt musikalsk. Men heller ikke det modsatte.

   Her snakker jeg om at udøve musik. Ikke om at lytte og nyde det man hører, som for mig er en helt anden historie.

 

I Folkeskolen i 50'erne sang jeg morgensang i klassen, og lærte mig - højst modvilligt - salmevers som vi sang i religionstimerne.

   I mit barndomshjem betød musik ikke så meget. Men min mor hørte indimellem plader med klassisk musik.

Senere - i mellemskolen og det første år i gymnasiet fik musik større betydning,

   Der var faktisk fælles morgensang hver dag for hele skolen på Christianshavns gymnasium, tror jeg jeg husker.

   Og jeg gik fx flere år og fik undervisning i blokfløjte. Og nød det faktisk.

   Også et eller to år - omkring 4. mellem - gik jeg til guitar-undervisning. Og lærte mig en bluesrundgang og lidt mere. Jeg sang også til de melodier jeg lærte. Og jeg fik ad veje jeg ikke husker fat i en afrikansk tromme som jeg også spillede på on and of.

   Mit år som 'foreign exchange student' i USA 1961-62 blev faktisk også præget af musik-udøvelse.

   Da de fag jeg fulgt og det jeg lærte på Hendrick Hudson High School ikke var meritterende i forhold til min tre danske gymnasieår, så var der frit slag.

   Så jeg gik til to musik-fag det år. Dels et kursus i 'barber-shop'-sang med 5 andre amerikanske drenge. Og dels et kursus i korsang for et stort kor der til jul skulle slutte med en fælles-korsang af et eller andet jule-oratorium hvor en lang række skoler slog sig sammen om en kæmpe  jule-kor-koncert.

I den amerikanske familie som jeg var søn hos et år, spillede den midterste søn (som vel har været 3 år yngre end mig) på Cello, og øvede dagligt i en time eller to i hjemmet. Og hver lørdag kørte faderen ham ind til undervisning på den højt ansete Juliard Music School i New York.

Min amerikanske familie havde også et helt regulært sort flygel stående til fri afbenyttelse i en af stuerne. Jeg husker ikke om andre i familien brugte det, eller brugte det til at øve sig.

   Men jeg gjorde det. Om ikke hver dag, så dog flere gange om ugen, sad jeg og improviserede klaverspil på dette smukke og velklingende flygel. Uden at have fået nogen som helst undervisning i det.

   Og ingen tvivl om det: Jeg nød det. Og at ingen i familien forholdt sig kritisk vurderende til den musik - de lyde - der kom ud af improvisationerne.

Da jeg kom hjem fra USA genoptog jeg blokfløjteriet, og i et par år eller tre improviserede jeg på mine blokfløjter på i princippet samme måde som på flyglet i min USA-familie.

   Og så var det slut med mig som udøvende ud i musikken.

Hvorfor nu denne lange historie om min erfaringer med at udøve musik - down memory lane?

Jeg læser en kort nyhedsartikel i Politikens Kultursektion 2. april med overskriften:

Ny forskning: Musikundervisning gør børn mere lærenemme

Underrubrikken:

Billedkunst er fint, men vil man for alvor forbedre sine børns evner i skolen, er det musik, der skal til.

Når artiklen fanger min interesse, er det ikke blot fordi det naturligvis er relevant for et af de spor jeg i min umætteligt nysgerrige søgen har fulgt her på blokken: Spørgsmålet om sammenhængen mellem kreativ praksis på den ene side og det der foregår i hjernen på den anden.

   Men også fordi jeg altid har været - urimeligt - lærenem - ikke mht. årstal og navne og gloser og hvordan ord staves, men når det gælder om at forstå hvordan ting, ideer, forhold og fænomener hænger sammen sådan mere overordnet.

   Dette på trods af det handicap at jeg har været ordblind (og ansigtsblind) uden at være klar over det indtil jeg kom langt op i årene.

Hvad siger forskningen så mere præcist. Jeg citerer fra den engelske artikel fra Pacific Standard som referer samme forskning som Politiken, men mere uddybende:

Researchers followed 147 Dutch schoolchildren—half of whom took supplemental music-education classes, along with their regular curriculum—for two-plus years, beginning at age six.

Den anden halvdel blev delt i to: en gruppe som bare blev undervist helt noramlt, og en gruppe som modtog specialundervisning i udøvelse af "kunst". 

   "Children who received music lessons showed improved language-based reasoning, and the ability to plan, organize and complete tasks, as well as improved academic achievement," lead author Artur Jaschke of VU University of Amsterdam said in announcing the findings. "This suggests that the cognitive skills developed during music lessons can influence children's cognitive abilities in completely unrelated subjects, leading to overall improved academic performance."

   (...)

   The weekly music lessons were one to two hours long, and were incorporated into the kids' regular school day. Instructors used a structured, carefully designed curriculum that began by introducing "melody, meter and rhythm," before moving on to a combination of music theory classes and practical lessons on instruments chosen by the children themselves.

   (...)

   "The results show that children following structured music lessons perform better on tasks measuring verbal IQ, planning, and inhibition" compared to the other two groups, the researchers write

Der indgik ikke hjernescanning af deltagerne i det her forsøg, så forskerne refererer til andre lignende undersøgelser hvor det er foregået, forsøg der viser at systematisk musiktræning og udøvelse, øger det der kaldes "connectivity" mellem forskellige dele af hjernen. Populært sagt: Der bliver lettere og flere forbindelsesveje i nervebanerne mellem forskellige dele af hjernen:

While noting that this study did not involve brain scans, the researchers allude to previous work that's found music practice, over time, increases connectivity between different parts of the brain.

    "As a byproduct (of music lessons), overlapping prefrontal cortex structures associated with inhibition and planning also improve," they write, arguing this is the likely catalyst for the music students' superior test scores.

Resultatet af forsøget viste også at den kontrol-gruppe som havde fået intensiv ekstra-undervisning i tegning//maling/modellering, ikke havde oplevet den brede all-over-effekt på andre dele af hjernens funktion som den musik-udøvende gruppe. Den havde "kun" opnået forbedringer i forhold til de hjerneaktiviteter i højre hjernehalvdel som var specifikt knyttet til de  øgede visuelle og rumlige aktiviteter.

For nogle år siden læste jeg om undersøgelser der viste at selve det at udøve musik, var noget der primært hang sammen med hjerneaktivitet i områder i den højre hjernehalvdel, men at hvis musikudøveren havde lært noder og spillede efter noder, så var der også stor aktivitet i områder i venstre hjernehalvdel.

   Og det er faktisk hvad nyere forskning også viser: Corpus callosum, det tykke bundt af nervefibre der forbinder de to hjernehalvdel, det er hos musikere simpelt hen større end hos ikke-musikudøvende:

Brains scans have been able to identify the difference in brain structure between musicians and non-musicians. Most notably, the corpus callosum, a massive bundle of nerve fibres connecting the two sides of the brain, is larger in musicians. Also, the areas involving movement, hearing, and visuospatial abilities appear to be larger in professional keyboard players.

   Initially, these studies couldn't determine if these differences were caused by musical training of if anatomical differences predispose some to become musicians. Ultimately, longitudinal studies showed that children who do 14 months of musical training displayed more powerful structural and functional brain changes.

   These studies prove that learning a musical instrument increases grey matter volume in various brain regions, It also strengthens the long-range connections between them. Additional research shows that musical training can enhance verbal memory, spatial reasoning, and literacy skills.

Artiklen lister også en række andre punkter op som fortæller hvad musikudøvelse kan gøre af godt for hjernen hos dem spiller et instrument:

1. Strengthens bonds with others. This shouldn't be surprising. Think about your favorite band. They can only make a record when they have contact, coordination, and cooperation with each other.
2. Strengthens memory and reading skills. The Auditory Neuroscience Laboratory at Northwestern University states that this is because music and reading are related via common neural and cognitive mechanisms.
3. Playing music makes you happy. McMaster University discovered that babies who took interactive music classes displayed better early communication skills. They also smiled more.
4. Musicians can process multiple things at once. As mentioned above, this is because playing music forces you to process multiple senses at once. This can lead superior multisensory skills.
5. Musical increases blood flow in your brain. Studies have found that short bursts of musical training increase the blood flow to the left hemisphere of the brain. That can be helpful when you need a burst of energy. Skip the energy drink and jam for 30 minutes.
6. Music helps the brain recover. Motor control improved in everyday activities with stroke patients.
7. Music reduces stress and depression. A study of cancer patients found that listening and playing music reduced anxiety. Another study revealed that music therapy lowered levels of depression and anxiety.
8. Musical training strengthens the brain's' executive function. Executive function covers critical tasks like processing and retaining information, controlling behavior, making, and problem-solving. If strengthened, you can boost your ability to live. Musical training can improve and strengthen executive functioning in both children and adults.
And, wrap-up, check out this awesome short animation from TED-Ed on how playing an instrument benefits your brain.

Den her slags forskning, kan være helt konkret relevant i forhold til den danske diskussion om de for lange skoledage som var et diskutabelt resultat af den folkeskolereform som blev gennemført i 2014:

I en ny bog argumenterer hjerneforsker Kjeld Fredens for, at eleverne ville lære langt mere, hvis de praktiske og kunstneriske elementer fik større vægt i skolen.

   Man kunne rask væk både forkorte skoledagen og bruge flere timer på musik, bevægelse og håndværk. Og samtidig ville eleverne lære mere.

   Sådan lyder påstanden fra Kjeld Fredens, der er netop har udgivet bogen ’Læring med kroppen forrest’, hvor han med udgangspunkt i den nyeste hjerneforskning argumenterer for, at børn lærer mere og bedre, hvis kroppen er involveret i læringen.

   »Helt forenklet sagt, så skal man gribe noget, før man kan begribe det,« lyder det fra Kjeld Fredens, som er læge, hjerneforsker og foredragsholder og har udgivet en række bøger om hjernen.

   Hans bog udkommer netop, som politikerne på Christiansborg drøfter, hvordan de praktiske elementer i skolen kan blive styrket, så skolen ikke kun byder på succesoplevelser for de bogligt stærke elever. Skolen skal både appellere til de kloge hoveder og de kloge hænder, lyder det i debatten.

https://ed.ted.com/lessons/how-playing-an-instrument-benefits-your-brain-anita-collins

https://www.musical-u.com/learn/9-ways-learning-an-instrument-strengthens-your-brain/

https://www.inc.com/john-rampton/the-benefits-of-playing-music-help-your-brain-more.html

https://psmag.com/education/music-lessons-boost-kids-cognitive-skills 

https://politiken.dk/kultur/art6409829/Musikundervisning-g%C3%B8r-b%C3%B8rn-mere-l%C3%A6renemme 

https://skoleliv.dk/nyheder/art6357114/Vi-beh%C3%B8ver-ikke-den-lange-skoledag-hvis-vi-satser-mere-p%C3%A5-kunst-og-bev%C3%A6gelse

Hvad sker der når hjernen ændrer sig under påvirkning af musik eller LSD - og grænsen mellem selvet og resten af verden udviskes?

Nogle af de bedste - og mærkeligste - Beatles-numre er fra perioden omkring Seargent Pebber-LP´en.
    For eksempel 'Lucy in the Sky with Diamonds':

På Facebook så jeg en henvisning til forskning der blev markedsført som at musik var sundere for både hjerne og krop end fysisk motion:

Musik är bättre för hälsan än idrott

Det er en kort artikel fra den finske public-service-station YLE som bringer nyheden i forbindelse med annonceringen af et foredrag i byen Vasa:

Musik är hjärnans bästa vän - den öppnar upp igenslammade nervbanor och gör en beredd att ta emot andra utmaningar. Det säger vetenskapsjournalisten och musikredaktören Minna Lindgren som härom kvällen föreläste i Vasa.

Og Weekendavisens tillæg "Ideer" kunne i en kort notits annoncerer sin nyhed med denne overskrift:

 Næstkærlig LSD

Har de to nyheder noget med hinanden at gøre?
   Og hvad har det med 'Lucy in the Sky with Diamonds' at gøre?

   Det diskuterer jeg til sidst i indlægget her. 

Hvad siger Minna Lindgren så:

Föreläsningens rubrik "Musik är bättre för hälsan än idrott" är inte menad som en provokation. Den har bas i neurologisk forskning, säger Lindgren.

   - Under de senaste 15-20 åren har man i Jyväskylä och Helsingfors undersökt vad som händer i hjärnan då man spelar eller sjunger. Därifrån kan man allvarligt säga att musik är mycket mera hälsosam än idrott, säger hon.

   Hjärnan är uppdelad i olika delar som sköter om olika saker: språk, känslor och så vidare. Men musiken, den aktiverar hela hjärnan.

  - Forskarna vet inte varför, men de har kunnat påvisa det, tack vare modern teknologi.

Det her er skrevet og fortalt i meget populært sprog, og artiklen har referencer til tekster på finsk, så det er ikke helt muligt at være sikker på hvad Lindgren refererer til. 

   Men hun må nok mene noget i retning af at musik øger hjernens "connectivity" - dvs. aktiverer og forstærker de neurale baner og forbindelser mellem mange forskellige dele af hjernen, blandt andet altså forbindelserne mellem centrer i både venstre og højre hjernehalvdel som skal arbejde koordineret og i takt når musikken spiller. 

   Artiklen fortsætter - stadig sprogligt ret upræcist:

Minna Lindgren efterlyser mera musik i skolan. 15 minuter musik i början av dagen skulle öpna upp hjärnans nervbanor.

   - Det hjälper koncentrationen, att orka sitta ner hela dagen, att lyssna och förstå, och det är bra för finmotoriken och abstrakt gestaltning.

   Undersökningar har visat att musikers hjärnor skiljer sig från "vanliga" människors: främre delen, som styr empati och koncentration är större. Där finns kontroll, abstrakt tänkande och planering - sånt är lättare för musiker.

   - Nu ska man bara inte tänka att musiker är intelligenta, utan på vad musiken och möjligheten att spela ett instrument kan göra för ett barn.

   Ett barns hjärna utvecklas och växer och att då "gympa" hjärnan med musik hjälper barnet att utvecklas. Och det gäller inte här att drilla fram nya underbarn, en ny Mozart.

   - Det räcker väl att spela blockflöjt, säger Minna Lindgren.

Vi får nu på ingen måde dokumenteret overskriftens påstand om at musik er bedre for helbredet end sport.

Det med musikkens helsebringende effekt har jeg tidligere været inde på flere gange.
   Musik kan gøre noget ved hjernen, ved man, noget som fx er gavnligt for kreativiteten og intelligensen.
   Den 'opdagelse har i sin tid fået navnet 'Mozart-effekten', fordi det oprindelig især var hans musik man fandt havde de særlige gode effekter. 

   Den meget snævre påstand om  netop Mozart-musikkens særlige effekt, er der siden blevet rejst alvorlig tvivl om gennem såkaldte meta-studier. 

   Men samtidig er der forskningsmæssig evidens for en bredere virkning på hjernen af at lyttet til eller udøve musik og sang.

 
Hjemmesiden Brainfit.com har en omfattende oplistning af hvilke "benefits" som hjernen, kroppen og sundheden har af at lytte til og udøve musik og sang -i følge de senere års forskning.

  Man kan her fx læse at udøvende musikeres hjerner er forskellige fra almindelige menneskers hjerner:

If you want evidence of how music affects the brain, it makes sense to look at the brains of people who play a lot of music — professional musicians.

   Brain scans show that their brains are different from the rest of ours.

   Their brains are noticeably more symmetrical.

   Areas of the brain responsible for motor control, auditory processing, and spatial coordination are larger.

   They also have a larger corpus callosum.

   This is the band of nerve fibers that enables the two hemispheres of the brain to communicate with each other.

'Corpus callosum' kaldess på dansk 'hjernebjælken' og udgør forrbindelsen mellem de to hjernehalvdele.
   Det ligner hvad man fx har fundet ud af om rutinerede taxa-chauffører: De dele af hjernen der særligt skal aktiveres for at finde rundt i en storby som London, er hos dem større end andre menneskers:

Cab drivers' grey matter enlarges and adapts to help them store a detailed mental map of the city, according to research.

   Taxi drivers given brain scans by scientists at University College London had a larger hippocampus compared with other people. This is a part of the brain associated with navigation in birds and animals.

   The scientists also found part of the hippocampus grew larger as the taxi drivers spent more time in the job.

   "There seems to be a definite relationship between the navigating they do as a taxi driver and the brain changes," said Dr Eleanor Maguire, who led the research team.

Tilbage til musik på hjernen:

   Brainfit-artiklen fortæller videre at den rette musik kan påvirke humøret hos folk positivt (ikke den store nyhed!). Og at det at lytte til en bestemt slags musik kan reducere stress, idet det sænker produktionen af stresshormonet cortisol.

   Da jeg for nylig fik foretaget en ret så ubehagelig rygmarvsbiopsi på et sygehus, afspillede personalet beroligende 'meditationsmusik' under operationen med samme formål.

   

Omvendt stimulerer musik den "positive kemi" i hjernen via neurotransmitter-systemet idet den øger dopamin-produktionen som påvirker 'belønningscentret'. Når man spiller sammen øges og produktionen af "krammehormonet" oxytocin :

One of the ways music enhances brain function is by stimulating the formation of certain brain chemicals.

   Listening to music increases the neurotransmitter dopamine.

   This is the brain’s motivation molecule and an integral part of the pleasure-reward system.

   It’s the same brain chemical responsible for the feel-good states obtained from eating chocolate, orgasm, and runner’s high.

   Playing music with others or enjoying live music stimulates the brain hormone oxytocin. (13)

   Oxytocin has been called the “trust molecule” and the “moral molecule” since it helps us bond with and trust others. (14)

   There’s evidence that the oxytocin bump experienced by music lovers can make them more generous and trustworthy.

Brainfit opsummerer den positive effekt af musikundervisning og -udøvelse i skolen i disse punkter:

Music, whether taught in or outside of school, helps students excel in the following ways: (16)

• improved language development 
• small increase in IQ
• improved test scores 
• increased brain connectivity 
• increased spatial intelligence

http://bebrainfit.com/music-affects-brain/

Jeg har i flere tidligere indlæg refereret til jazz-musikeren og  hjerneforskeren Peter Vuust, som bl.a. har påvist at jazzmusik er den musikgenre som udløste størst aktivitet i hjerne på alle de parametre man målte på ved skanninger - både når man spiller og når man lytter.

   Endvidere har han påvist at hjernens sprogcentre også er aktive når vi lytter til eller udøver musik, så der er altså faktisk neurologisk belæg for at tale om musik som en slags sprog.

   Man kan også på nettet læse sig til at Peter Vuust holder foredrag om musik som et middel mod depression, smerter og parkinsons sydom.

   

På hjemmesiden Videnskab.dk fra 2008 refereres Vuust for hvad der sker når fx en masse mennesker er til koncert på en Roskilde Festival. 

   Han bruger til sidst i citatet den smukke metafor "en kemisk ballet" til at beskrive hvad der sker når mange hører musik sammen:

Enhver, der har kæmpet med at lære et fremmedsprog som voksen ved, at sprog i høj grad handler om regler, og det samme kan man sige om musik. Når vi lytter til musik, så lytter vi efter reglerne eller mønstret. Når vi kan forudsige mønstret, udløses der lidt dopamin, som er hjernens lykkestof, og vi bliver glade og tilfredse.

   »Hjernen er en forudsigelsesmaskine, der skal sikre os flest mulige chancer for overlevelse. Derfor belønnes vi, når vi gætter rigtigt,« siger Peter Vuust. Men hvis mønstret er alt for forudsigeligt, går hjernen på stand by, og der er ikke den store belønning at hente. 

   Men hvis vi kun kan forudsige en del af mønstret, mens andre dele af det overrasker os, så bliver vi belønnet med dopamin. Nysgerrig adfærd har nemlig sikret vores overlevelse som art, og derfor bliver den også belønnet med dopamin. 

   Hvis man ikke kender et musiknummer særlig godt, eller omvendt hvis man har lyttet rigtig meget til det, så er hjernen ikke vild med netop det nummer. Det gælder altså om at finde balancen, hvor man kender musiknummeret uden at det er blevet overspillet endnu.

   Der tegner sig en omvendt u-kurve, hvor et ukendt eller et alt for velkendt stykke musik ikke er noget, man bryder sig om,« forklarer Peter Vuust. 

   En koncert er en kemisk ballet. 

   Når pladsen foran OrangeScene er fyldt til bristepunktet af musiknydende festivalgængere, svinger tilskuerne i takt på mere end en måde. Kroppene følger rytmen, og alle tilskuere sættes i den samme stemning, mens deres hjerner arbejder på højtryk for at afkode musikkens mønster. Oplever de genkendelsens glæde, fordi de kan forudsige musikkens mønster, så frigives lidt dopamin, men hvis de oplever overraskelsens fryd, sker det samme. Kemien i hjernen danser i takt med rytmen, der kommer ud af højtalerne.

Man kan sige at glade og aktive deltagere i en rockkoncert oplever at deres afgrænsede identitet delvis opløses under påvirkning af musikken, fordi de - og dermed deres hjerne og krop - underlægges en fælles rytmisk musikalsk påvirkning, som Peter Vuust sammenfatter i metaforen "en kemisk ballet".

  

Den metafor er en glimrende indgang til den korte artikel i "Ideer" om "næstekærlig LSD". 

   Den tager afsæt i de kontroversielle forsøg og eksperimenter med LSD som bevidsthedsudvidende stof i 60´erne, og fortæller at ruseffekten af at indtage LSD deformerer og forvrænger sanseindtryk så det ligner en psykose hvor "personen oplever, at grænsen mellem selvet og resten af verden bliver opløst. 

   Denne effekt har hjerneforskere fra Royal Netherlands Academy of Arts and Sciences i Amsterdam nu set nærmere på i hjerneskanninger.

De har givet 15 testpersoner udskadelige doser af LSD eller placebo og med en fMRI-skanner undersøgt hvad der sker i hjernen. Hjerneforskerne kunne se, at de områder i hjernen, der er involveret i højere kognitive funktioner, bliver stærkt overforbundne.

"Overforbundne" er det danske ord for det engelsk "hyperconnected" - og "connectivity" i hjernen refererer til hvordan hjernens forskellige centrer og moduler er forbundet og arbejder sammen - i højere eller mindre grad. 

   Inden for den del af hjerneforskningen der har med kreativitet at gøre, er teorien at særligt kreative menneskers hjerne har en relativt højere "connectivity" end andre, og at denne sikkert medfødte egenskab gør det nemmere for dem at forbinde forestillinger som mentalt ligger langt fra handen og logisk set ikke har noget med hinanden at gøre (= 'conceptual blending')

   Også indtagelsen af alkohol og hash øger hjernens "connectivity" og reducerer den såkaldte 'latente hæmning' (LI).

   Wikipedia definerer:

Hyperconnectivity is used in medical terminology to explain billions and billions of neurons creating excessive connections, within the brain associated with schizophrenia, [11][12] or epileptic seizures [13][14] or DS [15].

Avisnotitsen i "Ideer" fortsætter:

Generelt er der i hele hjernen ekstra gang i forbindelserne, så selv områder, der ellers er adskilte, taler sammen. De områder, der har øget aktivitet, overlapper med de områder, hvor recpetorerne, som LSD binder sig til, sidder. 

   (....)

   Forskerne mener, at når LSD får hjernen til at dele mere information mellem hjernens områder, giver det en stærkere forbindelse mellem vores følelse af selvet og følelse af omgivelserne. Det er det der opløse identiteten.

Notitsen er et rip-off af en undersøgelse som i den videnskabelige artikel i Current Biology sammenfatter resultaterne sådan her:

• High-level cortical regions and the thalamus show increased connectivity under LSD
• The brain’s modular and rich-club organization is altered under LSD
• Increased global connectivity under LSD correlates with ego dissolution scores

Artiklen har titlen:  

Increased Global Functional Connectivity Correlates with LSD-Induced Ego Dissolution

Fællesnævneren for denne artkel og de tidligere referencer til forskning i effekten af musik, er at grænsen mellem selvet og resten af verden opløses. Det må være det journalisten mener med overskriften "Næstekærlig LSD".

Her kobler jeg så til begrebet 'flow'!

   Det at komme i flow - 'at blive høj' - indebærer jo nemlig også at man glemmer sig selv og mister fornemmelsen af tid og sted. 

   Man taler også om 'at gå op i en opgave', 'at begrave sig i en bog', eller helt 'at blive opslugt af et maleri eller en skulptur', hvad der fx var min egen oplevelse for nogle år siden ved mødet med Nefertiti-busten på et museum i Berlin:

Nefertiti

Jeg kan også blive høj bare ved at gå i rundt i vores hus og 'fortabe mig' i synsoplevelsen af alle mine Harald Henriksen-træsnit:

Harald Henriksen: Plov i snelandskab. 1924

Wikipedia definerer 'flow' sådan her - med henvisning til opfinderen af begrebet, psykologen Mihaly Csikszentmihalyi:

In positive psychology, flow, also known as the zone, is the mental state of operation in which a person performing an activity is fully immersed in a feeling of energized focus, full involvement, and enjoyment in the process of the activity. In essence, flow is characterized by complete absorption in what one does. Named by Mihály Csíkszentmihályi, the concept has been widely referenced across a variety of fields (and has an especially big recognition in occupational therapy), though has existed for thousands of years under other guises, notably in some Eastern religions.[1] Achieving flow is often colloquially referred to as being in the zone.

Men det at komme i en flow-lignende mental tilstand, kan altså ske på flere måder og med forskellige midler: med psykodeliske stoffer som LSD, ved at udøve en aktivitet hvor man presser sig selv til det yderste (løb, musik, skrive), eller ved at gå til rockkoncert og hoppe og synge, danse og klappe i takt med en masse andre jævnaldrende. 

En række Beatles-numre er gennemsyret af LSD-oplevelser og -erfaringer, det kan man ikke være i tvivl om:

L(ucy in the) S(ky with) D(iamonds)

Af andre numre der er LSD-inspirerede og -påvirkede er i hvert fald følgende: 'Strawberry Fields Forever', ‘It’s All Too Much’, ‘Within You Without You’, ‘I’m Only Sleeping’, ‘I Am The Walrus’. 'A Day in the Life', ‘Tomorrow Never Knows’, ‘Only A Northern Song’, ‘I’m Only Sleeping’, ‘She Said, She Said’

    Og ud fra den forskning som er lavet om hvordan LSD selv i meget begrænsede doser påvirker sindet og oplevelsen af selvet, så er det ikke svært at føle - synes jeg - hvordan grænserne mellem selvet og resten af verden er mere eller mindre opløst - både hos dem der har produceret sangene, og når man giver sig hen i at lytte til dem - igen, igen.

   'A Day in the  Life'. Enjoy og bliv høj!:

NB!
   For en ordens skyld: Jeg har ingen personlige erfaringer med indtagelse af LSD og de eventuelle effekter. Men bruger mange svampe i min madlavning, og samler og bruger de spiselige når de er i sæsonen.
   Og hash har jeg prøvet to gange i kager omkring slutningen af 60´erne. Uden særlig mental effekt. 

The Beatles,The Illsly Brotheres og Johannes Mashiyane - om 'ring shout', 'pennywhistle-kwela' og kreative restriktioner

I Weekendavisen for en uge siden var der en artikel af René Gummer under rubrikken "Dans og Skrig" - 2. del af en artikelserie på to om "Rock og Religion".
   I centrum for artiklen er den sang 'Twist and Shout' som Beatles gjorde verdenskendt med John Lennon som forsanger og resten af gruppens som kor. Sangen var en del af deres første LP-album "Please Please Me" fra 1963. Hør og se den her:

Artiklen i Weekendavisen fortæller at det var det af numrene på LP-en der blev indspillet sidst i rækken. Og historien bag optagelsen er denne:

Efter en lang dag i  studiet var "Twist and Shout" blevet gemt til sidst fordi den forkølede Lennon vidset at når den var sunget ville hans stemme være væk. Der blev taget to takes det sidste overlevede ikke, så det første er det vi kender i dag; en 22 årig ung man  der råber sig langt ud af Liverpool og langt ind i historiebøgerne. Det er ikke så sært, for den desperate energi, der strømmer ud af Lennon, rammer lige så sikkert nu som for et halvt århundrede siden - også selvom manden selv kun havde en kimsende hovedrysten til overs for sin præstation, som han mente kunne gøres langt bedre. "Jeg skreg jo bare", sagde han i 1980. "Det havde ikke noget at gøre med at synge."

Historien for mig er et smukt og klokkeklart eksempel på hvad kreative restriktioner kan betyde for stor kunst.
   Der er stor risiko for at Lennons stemme forsvinder, den er så at sige på sit yderste den dag. Så sangen skal være i kassen med det samme. Og samtidig er hans stemme hæs og forkølet og egentlig for dårlig til sang. Så for at overkommet disse modstande, begrænsninger og det pres er Lennon totalt selvforglemmende fokuseret når han 'skrige-synger'. Og otuputtet: et fantastisk sangnummer der - fora at bruge en helt velvalgt kliché - i den grad kommer ud over rampen.

Men artiklen fortæller ikke bare forhistorien for nummeret, men også forhistorien for den genre som 'Twis and Shout' udspringer af. Og den eksemplificerer også betydningen af kreative restriktioner, for udviklingen af nyt.
    Sangen udspringer af en gospel-sangtradition som kaldes 'ring shout': "Præsten råber et budskab, og menigheden enten gentager eller svarer." Og nummeret blev oprindelig indspillet af en gruppe som hed "The Illsly Brothers" som var vokset op med og havde deltaget i gospelgudstjenester i den lokale First Baptist Church.
   Og så kommer forklaringen og pointen. "Som led i den total racedominans blev slaverne af deres hvide herrer forbudt at bruge trommer - et instrument  der på mange områder var definitionen af deres hjemegnes religion og dermed et slag i solar plexus til stort selvforståelse og og identitet."
   Så hvordan skulle de sort udtrykke det savn som manglen på trommer udgjorde - både musikalsk og identitetsmæssigt? Gummers artikel forklarer:

Slaverne var dermed overladt til at bruge kroppen og den lyde som instrumenter. De oprindelige ring shouts blev fremført sådan at en sanger begyndte med at bevæge kroppen til en indre rytme, der gradvist kom lyd på med klap og stamp. "Samtidig kom han eller hun med "spontane og emotionelt ladede udbrud, som de andre forsamlede gentog eller svarede på.

Til sammenligning her The Illsly Brothers´ originale udgave som Beatels´ altså er en - fabelagtig - kopversion af:

En af de musikgenrer eller stilarter som jeg som meget ung blev stærkt betaget af, var også et produkt af kreative restriktioner - restriktioner der i det her tilfælde lå i at de sorte i Sydafrikas byer under apartheid-regimet ønskede at spille en form for jazz, men ikke havde råd til instrumenterne. De havde kun råd til blikfløjter - 'penneywhistles':

Genren kaldes kwela, og her følger et eksempel på hvordan det lyder når musikken er bedst. Det er fra den LP jeg stadig har liggende derhjemme, købt da den udkom i begyndelsen af 60-erne. Titlen: "New Sounds of Africa":

Her oplysninger fra You Tube om musikkens oprindelse og om en af de helt store musikere, Johannes Mashiyane:

Johannes "Spokes" Mashiyane was regarded as one of the greatest pennywhistle artists that graced the South African kwela music scene from the 1950s to (approximately) the 1970s. His name was derived from the bicycle wheel spokes from which he fashioned his first pennywhistle. He claimed that the inspiration for his songs were from his dreams. He played with other kwela greats of his time and he enjoys a respectable following to this day.
   As a child Spokes Mashiyane (1933-1972) learned to play reed flute common among black cattle herders. When he moved to Johannesburg he got a pennywhistle and started to play his music on the streets for tips. This is where Strike Vilakazi, a talent scout for Trutone Records, first noticed him. And so began the career of South Africa's most famous pennywhistle player.
  Mashiyane worked with guitarist and composer Allen Kwela, and it was the latter's last name that became the title of the popular Kwela music of South Africa that dominated much of the black music scene during the 1950s.
   Kwela music's influence even crossed the artificial racial barriers caused by the politics of Apartheid, and many Boeremusiek tunes incorporated this "new" sound into the folk music of Afrikanerdom. 

Forløberen for 'the penny whistel' er altså en 'reed-flute' - en pile(træs)fløjte af den slags jeg selv har lavet og spillet på som barn, og som i årtusinder har været lavet over hele verden:

Musik, spejlneuroner og den kreative hjerne

I Påsken var der familiekomsammen. Et af mine børnebørn ligner sin mor i den alder - 17 måneder. Han er helt vild med musik og "danser" til den - eller når nogen synger. Udtrykker helt umiddelbar glæde og nydelse.

   Da min datter var på samme alder husker jeg at hun pludselig med høj klar stemme sang/nynnede Danmarks Radios pausesignal: melodien til "Jeg drømte mig en drøm i nat..."

   Hun havde lært melodien - uden at blive undervist - bare ved at høre den nogle gange i radioen. En melodi som nynnes, produceres af stemmbåndene (som er muskler) og læberne, tungeen og måndhulemuskulaturen i et kompliceret og koordineret samarbejde.

   Der går åbenbart en "vej" i hjernen - fra øret, over hjernens hørecenter og over til de muskler som producerer "sangen" så den lyder præcis som den melodi øret har hørt. Og når den vej er banet, så udløser det lyst- og glæde-hormoner i hjernens belønningssystem: endorfiner, dopamin, etc. - hver gang melodien høres og synges.

Musik, dans, sang, rytme - udgør en helhed som. når vi oplever det, sætter sig i kroppens spejlneuroner som en slags muskelhukommelse. Det vil sige: Når vi hører musikken, så aktiveres de dele af det motoriske system som også er aktivt når vi selv synger, spiller, nynner, trommer, danser - nemlig de spejlneuroner som sidder i præmotorcortex og i andre tilsvarnede netværk i hjernen, fx det der har med hørelse og stemme at gøre.

   Det bemærkelsesværdig er at denne spejling sker så nemt - og gør os så glade - som mit barnebarn så tydeligt giver udtryk for.

Det skriver bloggeren Suzie Heumann om i Huffington Post om:

I went to see Bonnie Raitt and Taj Mahal the other night in Oakland California. The setting was beautiful and the crowd was thrilled with the music and the vibes. Late in the program, as they sang a lusty, bluesy song together Taj began to wave his hands in the air and he encouraged us all to do it with him. Everyone began waving their hands and arms in the air and we all fell into a side-to-side sweeping, wave of ecstatic dancing! We were like one big sea anemone, an organism, waving in a sea of music and bodies and bliss.

   Why is it so easy to do this?

    Music is a universal language. It probably preceded speech. When you listen to or create music many specific areas of your brain light up. The thinking areas, the sensory areas, the memory areas, the motor areas, and even the anticipation and predictive areas of your brain light up during the silence between songs. (...)

    One of the other structures that lights up are the mirror neurons you have throughout your brain/body system. These are widely distributed in the brain but occur in the parietal lobe specifically to help you notice and track what your friends are doing. The same mirror neurons fire when you both follow where someone else is looking, with your attention, and when you are doing the looking all by yourself. They are, for all purposes, the same thing to your brain - either doing the looking or watching someone else as they do the looking. Non-duality - "I am both the observer and the observed"! Consequently, we all did what Taj told us to do, once we had looked to our right and left to see if our friends were doing it too!

    Mirror neurons help keep you in line with your tribe and keep you connected to others. They help regulate your bodily functions, social behavior, what you do and say to another, how you interpret another's actions and they encourage you to act and feel the way the majority is acting and feeling at any given moment. Mirror neurons are what make you social. They help 'teach' you to be a part of your tribe. You, and everybody else in your tribe, keep an 'eye' out, so to speak, for unity, divisiveness, action, calm, eating, yawning, laughing, and a myriad of other social signals that make you either a part of or separate from the rest. Both listening to and playing music draws on your attention, your anticipation and your mirror neurons too.

http://www.huffingtonpost.com/suzie-heumann/orgasm-mirror-neurons_b_302322.html

På Facebook modtog jeg et link til en YouTube-video som er fascinerende og gribende, og som demonstrerer at forskellige netværk har forbindelser og er aktive hvis man bare trykker på den rigtige "kontakt".
   Talecentret, den episodiske hukommelse, og de muskler du bruger til at synge og spille med, er neurologisk forbundet sådan at når du hører en melodi som din krop kan huske via premotorcortex, så åbner det en række neuro-forbindelser mellem forskellige centrer så de aktiveres og samarbejder. 

   Se bare her:

"Neurons that wire together fire together" (eller omvendt), er et af den moderne neurovidenskabs slagord, og videoen viser jo at musik er bredt forbundet til personligheden, erindringen, bevidstheden og kroppen - også når omgivelserne ellers helt har opgivet kontakt.

One of the key factors in the human brain’s ability to change via neuroplasticity is that neurons form interconnections based on simultaneous firing over a period of time. According to Norman Doidge, author of The Brain That Changes Itself, this theory was first proposed by none other than Sigmund Freud, but was articulated in more detail by Canadian psychologist Donald Hebb. Doidge attributes this neat summary to neuroscientist Carla Shatz: Neurons that fire together wire together. 

 http://www.neurosciencemarketing.com/blog/articles/neurons-fire-together.htm

Musik på hjernen - i følge Daniel Levitin

At der er en særlig sammenhæng mellem musik og kreativitet er indlysende. Musikere er kreative mennesker, nogle former for musik stimulerer til meditation, musik skaber stemninger og vækker følelser, musik forfører. Køer producerer mere mælk hvis der spilles Mozart i stalden. I den pædagogik som betegnes superlearning, forstærkes indlæringspotentialet hos eleverne hvis man spiller musik af f.eks. Mozart eller Bach i lokalet. Musik aktiverer erindringer.

   Hvorfor nu denne udladning og lovprisning af musikken?

Jeg finder i en bunke gamle avissider jeg skal til at smide ud, en artikel fra Weekendavisens sektion 'Ideer' fra sidste år (14. august) om en hjerneforsker, Daniel Levitin, som har skrevet flere bøger om hvordan musik influerer på hjernen, og hvordan nogle af det tinge vi ved om musik, kan forklares ved hjernens måde at reagere på. Jeg citerer fra artiklen med rubrikken "Høj på musik" af Hidi Laura:

I sin bog fra 2007, This Is Your Brain on Music, forklarede Levitin, hvordan musikalsk hukommelse set med en hjernescanner til forveksling ligner, at man faktisk lytter til musikken. At huske musik er som at gentage den oprindelige sanseoplevelse, og mange husker musik, de holder af, langt mere præcist, end de aner, typisk endda i den korrekte tonart. Vi sætter tilsyneladende den samme gruppe neuroner i sving i vores hjerne for at huske musikken, som vi i sin tid brugte til at sanse musikken med og danner med det en slags "mentalt billede" af musikken som lagres. At hukommelse og musikoplevelse ligger så tæt på hinanden rent neurologisk forklarer måske, at musik er så stærk en støtte for hukommelsen - og omvendt - hvorfor vi af og til kan få "musik på hjernen", som vi ikke kan holde op med at høre for vores indre øre: den pågældende er neurongruppe er gået i loop i vores indre.

Lignende iagttagelser har jeg tidligere refereret: dette at forestillingen om en handling i fantasien, aktiverer samme områder i hjernen som aktiveres når man rent faktisk gør det.

   Artiklen fortæller også om hvilke hormoner og andre stoffer der påvirker vores sociale relationer og vores stemninger, og som er udløst af musik og sang:

Når vi synger stiger niveauet af hormonet oxytocin i vores blod - samme hormon, som udskilles når en kvinde ammer sit barn, eller når man får orgasme - og som styrker følelsen af samhørighed. (...) Udover oxytocin har både det at lytte til og at udøve musik en markant indflydelse på immunoglobin A, et antistof som hjælper med at bekæmpe virusinfektioner. Ligesom melatonin, norefidrin og epifedrin produceres i rigeligere mængde og hver for sig hjælper os med at regulere søvn og bekæmpe depression og gøre os mere opmærksomme. Endelig har musik en markant påvirkning på vores serotonin-niveau, som er direkte forbundet med sindsstemning.

For mig personligt er der ingen tvivl om at bestemte stykker musik og sang er med til at fremkalde livagtige erindringer ledsaget af stemninger, som har haft stor betydning i mit liv. Og også at jeg i perioder hvor jeg har været "nede" mentalt, bevidst har brugt bestemte musiknumre og musikgenrer til at opnå en "helende" effekt på sindet.

   Som 14-årig flyttede jeg fra Holeby til Stege - og var ensom. Biblioteket i Stege var min "redning": De havde Tusind og en nat stående, og jeg slugte alle bindende med de fantastiske fortællinger i en køre. Nogle år senere anskaffede min mor en lp-plade med Rimsky-Korzakovs symfoniske orkesterværk 'Sceherazade', og det at lytte til den, fik mig til mindes Tusind og en nat-historierne i de mest livagtige erindringsbilleder.