Snyd, plagiat, fiktive kilder - om 'genrekontrakter' med afsæt i historien om videnskabministerens ph.d.-afhandling - og en kendt sportsjournalists nyhedsreportager

I mange år har jeg interesseret mig for fænomenet 'faktion', altså blandingen af fakta og fiktion i forskellige medieprodukter og former: aprilsnarre, dokudrama, dramadok,fortællende journalistik, trompe d'oil-malerier, rekonstruktioner, reality-shows, optagelser med mennesker som forsøgspersoner, mocumentary, m.m.
   Faktion er en kilde til evig ballade, men skifter ansigt og problemfelt med den tekniske udvikling af medierne.
   I medierne de sidste par uger er vi blevet præsenteret for to nye eksempler på den slags "sager".

Vores relativt nyudnævnte videnskabsminister Esben Lund Larsen er kommet ud i voldsom modvind i medierne fordi han angiveligt har skrevet afsnit af fra vigtige kilder uden at anføre dem i citationstegn i sin ph.d.-afhandling. Og for at genbruge afsnit fra sin egen tidligere specialeafhandling i ph.d.-afhandlingen uden gennem citationstegn eller notehenvisninger at angive at der er tale om genbrug af egne tekster.

En kendt og blandt sportsjournalister ellers respekteret kollega Michael Qureshi er blevet afsløret i at have brugt opdigtede kilder og citater i et større antal af artikler både i Ekstrabladet, i B.T. og i andre skriftlige medier. Det står stadig uklart om alle de nævnte kilder er opdigtede, eller nogen af dem er autentiske der så er blevet anonymiseret med falske navne.

I begge tilfælde vil forargelsen blandt de journalister og journalistiske kommentatorer der har dækket 'sagerne', ingen ende tage, ser det ud til.
 
Men i stedet for moralsk forargelse og verbal vasken hænder, synes jeg at man skal forsøge nøgternt at beskrive og sætte ord på hvad det er der i begge tilfælde er tale om, nemlig 'kontraktbrud' - snyd i forhold til de som regel uudtalte og uformulerede overenskomster der er knyttet til genrerne mellem afsender (hhv. forfatter til ph.d.-afhandling og journalist til sportsreportager) og læserne (hhv.  andre akademiske læser og læsere af sportsjournalistik i aviserne.)

Forskning og journalistik som sproglige og sociale aktiviteter har et fælles udspring i 1800-tallet. Og sammen med professionaliseringen af journalistikken og af forskningen har der så også gradvist udviklet sig et sæt af spilleregler der rammesætter læsernes forståelse af de arbejdsprocesser der ligger bag en forskningafhandling og et stykke (god) journalistik.
   Disse spilleregler er indeholdt i det jeg ovenfor har kaldt 'kontrakt' eller 'overenskomst' mellem afsender og modtager.
   Disse spilleregler har at gøre med gennemskuelighed og troværdighed som er krav som såvel forsknigsafhandlinger og journalistik ideelt set skal leve op til.

Når man kræver at der skal være citationstegn om tekster fra andre kilder - både i journalistik og i forskning, så er det for at kunne placere et ansvar for sandheden i det der siges eller skrives. Er man kritisk indstillet, så har man mulighed for at finde ud af hvem kritikken skal rettes imod.
   Når man i journalistik-lærebøgerne generelt advarer mod brug af anonyme kilder, så er det fordi ansvaret for udtalelserne bliver tågede og uigennemsigtige for læserne/seerne/lytterne. Igen har det altså at gøre med hvordan ansvaret for udsagn skal fordeles, og med hvilken troværdighed de bakkes op.

Det med at tale om genrebestemte 'overenskomster' eller 'kontrakter' er en slags metaforsprog.
   En 'kontrakt' til daglig - i almindelig handel og vandel - er et stykker papir som to parter skriver under på og som dermed forpligter dem på et reguleret socialt samspil af en eller anden art: køb og salg, ægteskab, ansættelse.
   En genrekontrakt derimod er der ikke nogen der har skrevet under på, hverken afsender eller modtager. Genrekontrakter er ofte uudtalte og delvist ubevidste, og de kan gradvist ændrer sig over årene uden at nogen egentlig lægger mærke til det.
   Men uden dem ville al kommunikation ende i kaos.

Skal man altid bruge citationstegn hvis man låner fra en anden skribents tekst når man formidler vidneskabelig etableret viden?
   Nej. Det kommer an på ....
   Hvis videnskabsministeren havde skrevet en skolebog for gymnasiet, et kursuskompendium i PowerPoint-formatet, eller en folkelig videnskabs-formidlende bog om det han nu har skrevet ph.d.-afhandling om, så ville der være meget mere frit slag.
   Og ingen ville hæve et øjenbryn hvis han i længere passager i den slag tekster formuleringmæssigt lagde sig tæt op af de kilder han formidlede, eller hvis han direkte genbrugte passager fra sit eget speciale. Han skulle bare sørge for i litteraturlisten til sidst at skrive de vigtigste kilder han trak på.
 
Og går man tilbage i videnskabens historie, så er jeg sikker på at man kan finde i hundredevis af eksempler på at forskere har lånt tekster og formuleringer af hinanden - hen over kultur- og sproggrænser. Uden at forskeren har haft den mindste dårlige samvittighed, og uden at nogen læser ville have hævet et moraliserende øjebryn.
   Og det er symptomatisk for diskussionen at autoriteterne selv idag simpelt hen ikke enige om hvad man må og ikke må, hvad man kan tillade sig og hvornår man går over grænsen - også i en forskningsbaseret ph.d.-afhandling.

Tilsvarende omkring brug af anonyme kilder i journalistik.
   Går man tilbage i tiden kan man finde i hundredvis af artikler hvor der står varianter af formuleringer som: "fra pålidelig kilde erfares det at ...", "kilder som er avisen bekendt, mener at ...".
   Og der har faktisk været ret så frit slag for sproglig kreativitet og opfindsomhed for at kunne lægge rygter, sladder og journalistiske fornemmelser ind i en artikel så indholdet fremtrådet sandt og dokumenteret set fra den almindelige læsers synsvinkel.
   Der har den gang været tale om det man i andre sammenhæng kalder en særlig 'professionskultur', en 'kultur' som så gradvist har ændret sig - sikkert blandt andet på baggrund af nettets og webjournalistikkens eksplosive udvikling.
 
Jeg er så gammel at jeg kan huske en diskussion i aviserne i 80´erne (måske var det tidligere) om sportsjournalisternes løsslupne forhold til fiktive kilder og citater. Udgangspunktet var en afsløring af at en lang række aviscitater med udtalelser fra kendte danske elitesportsfolk, var opdigtede og ikke et resultat af faktisk gennemførte interview.
   Og som jeg husker det. så forsvarede journalisterne sig med at de opdigtede udtalelser typisk var så forudsigelige fra de pågældende kilder, at de lige så godt kunne have udtalt dem.
   Og måske endnu mere chokerende: Flere af de 'citerede' sportsfolk bakked journalisterne op og sagde at det var helt i orden hvis de bare var citeret for noget de kunne have sagt og ment, og sikkert ville svare hvis de var blevet spurgt.
   Der var simpelt hen tale om en uskrevet 'kulturel kontrakt' mellem kilder og journalister, som man bare ikke indviede sportsjournalistikkens læsere i.
 
Også kriminaljournalistikken havde utvivlsomt i tidligere tider tilsvarende løsagtige og løsslupne forhold til citater og kilder i de kriminelle miljøer de skrev om.

Og så sent som i 1998 kunne fagbladet Journalisten afsløre at mere end hver 10. elev på 3. semester på Danmarks Journalisthøjskole indrømmer at have opfundet kilder og brugt falske citater.
 
Genren 'fortællende journalistik' - de moderne variant af 'new journalism' - har et meget tvetydigt og uigennemsigtigt forhold til citater og brug af anonyme kilder. Og det vil tit være 'naturligt' for en journalistisk fortæller under researchen at 'lægge ordne i munden' på en kilde: "Sagde du det? Kan du huske hvad den anden svarede", for at få et brugbart 'citat'. Og så videre derudaf.
   Problemet løses ofte med at journalisten i en efterskrift eller en faktaboks fortæller om på hvilken måden citater og oplysninger i historien er rapporteret - altså formulere en eksplicit kontrakt med læserne. Men ofte kun skrevet i generelle vendinger, ikke i detaljer for citater fra den enkelte kilde.
 
Den iøvrigt moralsk anløbne journalist Henrik Qvortrup, er for nylig udkommet med en bog ”Tre år, ni måneder, tre dage” om Helle Thorning-Schmidt og hendes tid som statsminister.
   I bogen udrulles nogle af de mest turbulente år, en statsminister har gennemlevet i nyere tid med kriser, interne magtkampe, ministerrokader i flæng og SF, der forlod regeringen.
  Qvortrups fortælling om Thorning-regeringen er bygget op omkring en række dramatiske forløb og bygger på interview med omkring 100 anonyme kilder. Og netop de anonyme kilder går igen i anmeldelserne af bogen.    Altinget.dk skriver om hvordan Politikens anmelder Jakob Nielsen har bedømt bogen:

Bogen kaldes ”stærkt underholdende læsning” for de politiske nørder, der gennem hele bogen tages med ind bag de lukkede døre og får et glimt af, hvordan magt udøves, og hvad den gør ved folk.
   ”Men det er også en bog, der ville være dumpet med et brag, hvis den var blevet afleveret som journalistisk opgave til bedømmelse. Og man tør slet ikke tænke på, hvordan en historiker ville bedømme værket,” står der i anmeldelsen.
   Ifølge Jakob Nielsen er problemet ikke de anonyme kilder i sig selv.
   ”Men i Henrik Qvortrups bog er trangen til at dramatisere forløbet så voldsom, at de anonyme kilder i lange passager får helt frit løb – hvis da ikke forfatteren selv krydrer med sine egne, slet skjulte sym- og antipatier,” skriver Politiken.    

Nu må man jo så håbe på at Altinget.dk har citeret Jakob Nielsen korrekt.

Afslutningsvis minder jeg lige om David Lagercrantz' bog om det svenske fodboldidol Zlatan, hvor han efterfølgende afslørede at stort set alle citater var opdigtede, men at bogen var baseret på 100 timers samtaler med Zlatan. Zlatan meddelte at det var korrekt, men at han i øvrigt var tilfreds med det billede de fiktive 'citater' gav af ham.
   Han kunne ikke have sagt det bedre selv, lå der i hans reaktion.

Se mere om David Lagercrantz' tagen sig journalistiske friheder og beslægtede diskussioner i indlægget her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/jeg-er-bade-david-lagercrantz-og-zlatan.html

Og hvis du lige scroller tilbage, så vil du finde to passager i det du netop har læst, som jeg direkte har kopieret - 'copypastet' - fra kilderne uden at sætte dem i citationstegn, nemlig dem som jeg for tydelighedens skyld her har markeret med fed skrift - fra hhv. Journalisten.dk og Altinget.dk.
   I princippet fremtræder de altså som noget jeg selv har tænkt og skrevet.
   Er det i orden - eller ej?

I Politiken fra den 15. december var der i øvrigt en glimrende kronik af Niels Vogensen med titlen "Er originalernes tid snart forbi". Her et link til den:

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2976441/esben-lunde-larsens-sag-om-plagiat-er-et-symptom-paa-en-ny-virkelighed/

Om at skrive videre på en afdød forfatters univers og persongalleri - i anledning af David Lagercrantz 'Det der ikke slår os ihjel - En LIsbeth Salander-roman'

Reklameillustration fra netbutikken cdon.com

Jeg har for nyligt læst David Lagercrantz fortsættelse af journalisten Stig Larsons tre-binds-krimi med den computergeniale asociale autist (asberger?) Lisbeth Salander som den ene af de to hovedpersoner.

   Lagercrantz har fået kritik i medierne for at være en slags gravrøver i forhold til Stieg Larsson, og for at være en slags forfatterparasit på Stieg Larssons navn og eftermæle. 

   Lagercrantz har tilsyneladende selv taget det helt roligt. 

   Som han også gjorde i forhold til reaktionerne på at han selv afslørede at stort set alle Zlatan-citater i biografien om den berømte svenske fodboldspiller med indvandrerbaggrund, at det var nogle han selv havde fabrikeret, altså at de var fiktion, men understreget - baseret på mange timers samtaler:

»Jeg citerede ham egentlig ikke. Jeg begyndte at finde på den her litterære illusion af Zlatan Ibrahimovic«, fortæller Lagercrantz til avisen The Telegraph fra litteraturfestivalen Hay.

   Forfatteren fortæller desuden, at han intet vidste om fodbold, før han gik i gang med Zlatan-bogen:

   »Så begyndte jeg at læse ghostwriterfodboldbøger, og jeg må sige, at jeg aldrig har læst så kedelige bøger i hele mit liv. Derfor besluttede jeg at skrive den bog som en roman«. Han fortæller desuden, at de to tilbragte 100 timer sammen, og at Lagercrantz ikke ville gøre Zlatan flinkere, end han var. »Jeg sagde fra begyndelsen: Du kan ikke være moralsk. Bare råb op, for guds skyld«.

I den efterfølgende debat fortæller Dvid Lagercrantz at Zlatan har godkendt bogen og dens beskrivelse af ham i sin helhed, og ikke har haft indvendinger mod de fiktive citater. 

   Underforstået: Og hvad er så problemet egentlig. Jeg har skrevet en biografisk roman og valgt en form som formidler indholdet i historien på den bedst mulige måde.

Hvis man ellers har fulgt med på blokken her, så vil man vide at diskussionen om Zlatan-roman-biografien er et eksempel på det jeg for mange år siden definerede som 'faktion':

Faktion er alle former for medieprodukter hvor blandingen af ”fakta” og ”fiktion” er interessant og problematisk, og hvor denne blanding har spillet en (betydningsfuld) rolle – enten for publikums måde at opfatte og modtage budskabet på – eller for afsenderens måde at producere og fremstille sit stof på – eller, for det meste, for begge dele.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/05/fra-faktion-som-udtryksmiddel-til-de_6.html  

Og man vil også vide at det eneste problem jeg synes der er i den diskussion, og som både Lagercrantz og hans forlage kunne have undgået, var at 'kontrakten' med læserne om genren - og dermed om de bagvedliggende arbejdsprocesser - indtil selvafsløringen - var uigennemskuelig og vildledende. 

   I introduktionen til bogen på Bog og Ides hjemmeside indledes teksten fx. med 

I " Jeg er Zlatan Ibrahimovic" fortæller Zlatan med egne ord om en barsk opvækst i Rosengård-kvarteret uden for Malmø.

   Bemærk: "... Fortæller Zlatan med egene ord ..." Vi lader det stå et øjblik.

 Altså: Læserne (og journalisterne og reklametekstskriverne) troede med god grund at bogen var en 'normal' ghostwriter-biografi - og at citaterne altså på traditionel journalistisk vis var autentiske - og kun sprogligt 'friseret' så meget at de talesproglige træk fra det mundtlige interview ikke forstyrrede oplevelsen og formidlingen af indholdet.

   

Læser man min bog om dokumentaristen Poul Martinsen, så er den fuld af autentiske citater fra godt 40-timers interviewoptagelser, som netop er 'friseret' og 'studset' på den nævnte traditionelle måde. Og selvfølgelig godkendt af Martinsen selv inden udgivelsen.

Problemet med Lagercrantz-fortsættelsen af Millenium-trilogien er imidlertid ikke et faktionsproblem, selv om debatten og kritikken måske godt kunne ligne. 

   Her har Lagercrantz ikke kørt unde falsk eller uklart flag. 

   Han og forlaget har fået projektet godkendt af Stieg Larssons juridiske arvinger, som, hvis ikke de havde godkendt det, i princippet kunne tænkes efterfølgende at fremsætte en anklage for brud på droit morale - også kaldet "ideel ret" (her fra Gyldendals "Den store danske"):

ideel ret, (1. ord af ty. ideel, sideform til ideal, adj. til idé), droit moral, den ret, som en skaber af et litterært eller kunstnerisk værk har, til at blive navngivet ved værkets brug og til at modsætte sig, at værket ændres på en måde, der er krænkende for hans eller hendes litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart. Retten er personlig og kan ikke frafaldes i sin helhed. Efter ophavsmandens død kan den ideelle ret gøres gældende af ægtefællen og de nærmeste slægtninge, og den kan endvidere uden tidsbegrænsning gøres gældende af det offentlige, dersom en overtrædelse krænker kulturelle interesser. I nutidig praksis er det yderst sjældent, at det offentlige gør retten gældende, og der kendes således mange eksempler på, at værdifulde værker benyttes på en måde eller i en sammenhæng, der ligger fjernt fra ophavsmandens oprindelige intention.

Jeg ved det ikke, men det er også muligt at arvingerne har fået roaylties af salget af Lagercrantz opfølgning (som der i øvrigt er annonceret at der vil komme to mere af). Eller at man har betalt et engangsbeløb for rettighederne til en fortsættelse af de tre første romaner.

Diskussionen ligner jo faktionsdiskussionen på den måde at det drejer sig om etik og moral, om hvad en forfatter (og et forlag) kan tillade sig i forhold til den læsende offentlighed - uden at det opleves som snyd og bedrag.

   Men i det her tilfælde synes jeg at den offentlige debat i den grad var præget af uvidenhed, snæversynethed og mangel på kendskab til litteratur- og mediehistorien hos kritikerne. 

Alene i dette års sommermåneder har jeg læste adskillige krimiromaner som har karakter af fortsættelser af verdenskendte afdøde krimiforfatteres serier:

    Robert Goldsborough: En række romaner der fortsætter Rex Stouts serie på omkring 60 historier (romaner og noveller) om detektiven Nero Wolfe og hans 'sidekick' og fiktive jeg-fortæller Archie Goodwin.

     Nicholas Meyer: Tre romaner der i univers, hovedpersoner og fortællemåde lægger sig tæt op af Conan Doyles mange historier om  Sherlock Holmes som detektiv og med dr. Watson som fiktiv fortæller.

   I begge tilfælde har jeg nydt at læse serie-fortsættelserne, fordi de oprindelige historier af hhv. Rex Stout og Conan Doyle har givet mig så meget glæde ved læsningen at jeg har læst dem adskillige gange, og derfor nu også nyder at få nye historier som er så overbevisende skrevet at jeg oplever det som mulige troværdige fortsættelser af de oprindelige forfatterskaber.

   

Af andre forfattere der på kreativ vis har forlænget og udvidet Sherlock Holmes-universet, vil jeg fremhæve John Gardeners tre Moriarty-historier, og Laurie R. Kings serie med Mary Russel som detektiv og den pensionerede Sherlock Holmes 'apprentice' (=lærling/elev).

   Jeg er sikker på der er mange andre, gode og mindre gode. Og der kommer stadig nye. 

   Her fx omtales på Anthony Horowitz's website 17/01/201 en kommende roman der angiveligt er den første der er blevet godkendt af Conan Doyle Estate Ltd. som har rettighederne.

Anthony Horowitz, the BAFTA-award winning creator of Foyle's War and author of the best-selling Alex Riderchildren's series, has been chosen by the Conan Doyle Estate to write a new full length Sherlock Holmes novel which will be published by Orion in September 2011.     The content of the new tale—and indeed the title—remain a closely guarded secret. The prologue is currently under lock and key at the Orion offices. The announcement of the new novel was made to the Sherlock Holmes Society on 15 January where Anthony Horowitz was the keynote speaker.[3]

Romanens titel da den udkom, var: The House of Silk. Og den fik angiveligt gode anmeldelser.

Og efter min mening er det faktisk en særlig kreativ kunst som kræver stor indlevelsesvende og stor sproglig sensitivitet, at kunne skrive troværdige fortsættelser af højklasse-romanserier - hvad enten det er krimier eller andre genrer.

    Rex Stouts Nero Wolfe-historier er vel forsøgt opfulgt efter hans død af 5-6 andre forskellige forfatter, men uden større succes. 

   Og faktisk kender jeg (og andre kritiske læsere) ikke andre end Robert Goldsborough som det er lykkedes for.

Også Isaac Asimov, en af mine mest elskede forfattere inden for Science Fiction-genren, har fået rigtig mange opfølgere i forhold til de serier om robotter, de tre robotlove og Foundation-stjerne-imperiets historie som han selv har skrevet; nogle mere vellykkede end andre. 

   Jeg vil gerne her fremhæve Roberet McBride Allen om hvem Wikipedia skriver:

Shortly before his death in 1992, Asimov approved an outline for three novels (Caliban, Inferno, Utopia) by Roger MacBride Allen, set between Robots and Empire and the Empire series, telling the story of the terraforming of the Spacer world Inferno, and about the robot revolution started by creating a "No Law" Robot, and then New Law Robots.

De er både rigtig gode og opleves meget solidariske med Asimovs robot-univers.

   Wikipedia fremhæver flere andre Asimov-opfølgende serier som jeg ikke har læst endnu, men som jeg planlægger at anskaffe:

More recently, the Asimov estate authorized publication of another trilogy of robot mysteries by Mark W. Tiedemann. These novels, which take place several years before Asimov's Robots and Empire, are Mirage (2000), Chimera (2001), and Aurora (2002). These were followed by yet another robot mystery, Alexander C. Irvine's Have Robot, Will Travel (2004), set five years after the Tiedemann trilogy.

   In November 2009, the Asimov estate announced the upcoming publication of Robots and Chaos, the first volume in a trilogy featuring Susan Calvin by fantasy author Mickey Zucker Reichert.[4] The book was published in November 2011 under the title I, Robot: To Protect, and was later followed by two sequels: I, Robot: To Obey (2013) and the upcoming I, Robot: To Preserve (2016).

Og sådan kunne jeg blive ved - op og ned gennem litteraturhistorien. 

   

Og hvis man skifter genre fra roman (eller tegneserie) til tv eller film i forhold til et univers og personkarakterer, ja så ser det endnu mere vildt og kaotisk ud. 

   Der er fx i årenes løb lavet en lang række Sherlock Holmes-film og -serier hvor kun én har fundet nåde for mit blik, nemlig den med Jeremy Brett som Sherlock Holmes, en serie som har været vist på DR igennem flere år - med mig som trofast seer:

Jerymi Brett i rollen som Sherlock Holmes

https://en.wikipedia.org/wiki/Sherlock_Holmes_(1984_TV_series)

Det hører jog også med til historien at Conan Doyle selv ville stoppe sin detektiv serie, men af  pres fra læserne - elskere af både hovedpersonerne og plottene - følte sig tvunget til at genoptage serien og genoplive hovedpersonen som ellers var  skrevet "død" i kampen med superskurken Moriarty.

   Nogen siger så også at de følgende historier efter genoplivningen, ikke holdt niveau med de første. Et typisk problem for de fleste opfølger-forfattere,

   Og det hører med til historien at Isaac Asimov også stoppede sine to super-populære romanserier om Foundation-imperiet og om detektivparret Ilijah Baely-R. Daneel Olivaw efter hhv. tre og to udgivelser - for så mange år senere at lade sig overtale til selv at genoplive serierne, universerne og hovedpersonerne.

Og for så lige at vende tilbage til Lagercrantz aktuelle opfølgning 'Det der ikke slår os ihjel'.

   Så tænker jeg at det sandsynligvis er samme form for kreativitet som gør det muligt for ham både at leve sig så meget ind i Zlatans måde at tænke og tale på, og at leve sig ind i Stieg Larssons måde at skrive sine krimier på, at der i begge tilfælde kommer gode og læsværdige bøger ud af det. 

   Det er en særlig evne, et særligt talent - en særlig faktionslysten hjerne - som også forfattere af gode parodier, pasticher og traverstier lever højt på. 

   Og som fx også kommer til udtryk i de bedste film inden for genren 'mockumentary', som jeg tidligere har skrevet om i forskellige indlæg, blandt andet dette:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/mocumentary-i-radioen-hvor-frkt-og.html

Men altså: Jeg glæder mig til de to næste opfølgningsromaner af Lagercrantz med Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist som hovedpersoner. Og forventer igen at kritikken vil være urimeligt hård.

"Jeg er både 'David Lagercrantz' - og 'Zlatan Ibrahimovic'" - om 'faktakontrakten' med en romanforfatter forklædt som en ghostwriter for en (selv)biografi

Et gennemgående tema på bloggen her har været 'faktion' i kunst, tv, film og journalistik. Fordi 'faktion' altid er udtryk for forsøg på 'kreativ konceptuel blending' - af sprog, af genrer, af billeder, af virkeligheder.
   'Docudrama', 'new journalism', 'autofiktion', 'narrativ journalistik', 'movie based on at true story', 'mocumentary' - der er ingen ende på nye faglige betegnelser der i de senere år har forsøgt at indfange disse hybridgenrer og de særlige problemer der er forbundet med at producere dem - og modtage og afkode dem på publikumsiden.

   Selv har jeg siden min bog 'Faktion som udtryksmiddel' der udkom for 25 år siden, argumenteret for at en masse diskussioner (og sludder og vrøvl) kunne være undgået hvis forfattere, redaktører og udgiver bare sørgede for at levere en ordentlig klar og uddybende 'kontrakt-tekst' - også kaldet en 'varedeklaration' - sammen med offentliggørelse og udgivelse.

I dag er Politikens 'læseredaktør' Bjarne Shilling inde på samme bane i sin ugentlige klumme - under overskriften "13 afslag ... " og underrubrikken "Rektionen deklarerer nu debatindlæg fra magthavere, der har afvist at lade sig interviewe."  

  Baggrunden er som beskrevet at flere og flere politikere og andre vigtige personer med magt og indflydelse, nægter at blive interviewet - af angst for opfølgende kritiske spørgsmål fra journalister. I stedet sender de skriftlige partsindlæg som redaktionerne så - trods modvilje - ofte føler sig forpligtet til at offentliggøre på grund af afsenderens betydning.

   Bjarne Schilling fortæller at avisen nu har besluttet at den slags indlæg - som jo også ofte er skrevet med ført hånd af spin-doktorer - for fremtiden skal forsynes med denne 'varedeklaration':

"NN har ikke ønsket at medvirke til interview i forbindelse med Politikens kritiske journalistik i avisen, men har i stedet valgt at præsenterer sin egen version af sagen i dette debatindlæg"

Som underviser i journalistik i mange år har jeg også været talsmand for at god og seriøs journalistik (altid) bør forsynes med skrevne "kontrakter" med læserne eller seerene (='varedeklaration'),  så læserne kan gennemskue på hvilke vilkår de journalistiske produkter er produceret - og derfor skal læses og afkodes. 

   Simpelt hen for at øge standens noget flossede image hvad angår troværdighed.

   Så ros til Politiken - og med et ønske om at andre aviser og medier følge trop.

Et par sider før i søndagspolitikens kulturtillæg er der en helsides artikel der indrammer og illustrerer samme emne. Rubrikken lyder:

Jeg er Zlatan Ibrahimovic ... eller er jeg?

Manchetten sammenfatter artiklens vinkel:

Svenske David Lagercrantz afslørede i denne uge, at han har opdigtet alle citater i den storsælgende erindringsbog 'Jeg er Zlatan Ibrahimovic'. Danske ghostwriters mener, at svenskeren har snydt sig til sin succes og beskriver sagen som litterær dopingskandale.

Lagercrantz har - angiveligt - tilbragt over 100 timer med den verdensberømte svenske indvandrerfodboldspiller som en del af researchen til erindringsbogen. Men alle 'citaterne' af Zlatan er altså ikke ægte journalistiske citater, men fri gendigtning af hvad fodboldspilleren har fortalt - eller af hvad Lagercrantz i øvrigt har læst og researchet sig til at fodboldspilleren kunne have sagt og tænkt.

   Politikens Camilla Stockmann referer og citerer :

Men da Zlatan Ibrahimovic selv gennemlæste bogens manuskript. skal han have udbrudt:

   "Hvad fanden er det her? Det har jeg aldrig sagt".

Det fortalte den svenske forfatter David Lagercrantz på den britiske litteraturfestival Hay Festival tidligere på ugen.

   "Jeg citerede ham ikke", sagde forfatteren til The Telegraph. "Jeg tror ikke, at jeg har et eneste ægte citat fra ham".

   Zlatan Ibrahamovic accepterede imidlertid bogen, og nu ser han den som "som den sande historie", forklarede David Lagercrantz, ...

Det er snyd, løgn og det rene digt - bogen er baseret på litterær doping - refererer og citerer Camilla Stockmann derefter en række kritikere for at udtale efter Lagercrantz 'selvafsløring'.

   Som den reflekterede forfatter David Lagercrantz er, må han da vide at han stikker hånden i et journalistisk hvepsebo med den udtalelse, skulle man synes.

Og man kan nu spørge om (selv)biografien 'Jeg er Zlatan Ibrahimovic' havde solgt meget mindre - eller være blevet læst med væsentligt 'andre øjne', hvis der på titelbladet havde stået ...

ROMAN

... som der fx stod på Knausgårds såkaldte autofiktion 'Min Kamp'.

   Eller ville debatten og kritikken allerede have været dødfødt på forhånd hvis Lagercrantz i et forord eller efterord blot havde skrevet noget i retning af følgende:

Denne erindringsbog er skrevet af mig, forfatteren David Lagercrantz. Den er baseret på 100 timers intense samtaler og samvær med Zlatan Ibrahamovic, og på en omfattende research hvori har indgået ....

   Alle 'citaterne' er med ord og formuleringer valgt af mig og er frie fortolkninger af hvad fodboldspilleren har eller kunne have sagt. Det samlede manuskript er efterfølgende accepteret af Zlatan som 'den sande historie' om hans liv.

Da jeg skrev den mixede mono- og biografi om tv-dokumentaristen og journalisten Poul Martinsen for godt 10 år siden, byggede den på en blanding af dybtgående og omfattende kilderesearch, på godt 40 timers interview med tv-manden selv - og på deltagerobservation over samlet et par uger af Martinsens arbejde med produktionen af tv-realitydokumentarserien "Krigerne" som blev udsendt på DR1 i 2006.

  I det resulterende tobindsværk på 734 sider med titlen 'Poul Martinsen - Besat af Virkelighed', indgår der flere hundrede sider med lange ordrette citater fra mine interviews med Martinsen. Og undertitlen til bogen lyder "Fortællinger om en tv-dokumentarist og hans værk". 

  Poul Martinsen læste også hele manuskriptet inden udgivelse. Og accepterede værket - med en enkelt slettelse af en mindre del af citatet med historien om mødet med hans anden kone. 

   Genrebetegnelsen 'fortællinger' forholder sig ikke til spørgsmålet 'fakta eller fiktion?'. Alligevel har der efterfølgende ikke været bare antydningen af diskussion om en manglende 'varedeklaration'. Men jeg ville utvivlsomt have fået alvorligt røde ører hvis nogen offentligt havde anklaget mig for at have 'fiflet' med citater og facts, og dermed dokumenteret at jeg ikke havde skrevet 'den bedst opnålige version af sandheden' om Poul Martinsen.

  Til gengæld har værket mildest talt ikke været en storsælger som Lagercrantz udeklarerede faktionsbog om og med Zlatan Ibrahimovic, en bog der efter sigende har solgt omring 810.000 eksemplarer alene i Sverige.
   David Lagercrantz må været blevet millionær - alene på Sverigesalget.

Men et sidste spørgsmål hænger i luften: Hvorfor overhovedet afslører at Zlatan-citaterne er opdigtede netop nu? 

   Lagercrantz og Ibrahamovic har jo åbenbart indbyrdes haft en klar overenskomst om hvilken sandhedsværdi bogen skal fremtræde med. Og det  har tilsyneladende ikke betydet noget særligt for læserne, så hvorfor inviterer forfatteren til øretæver i medierne netop nu?

Der var i hvert fald herhjemme en anmelder som klart luftede sin mistanke om at bogen sprogligt set var meget mere Lagercrantz en Ibrahimovic. Klaus Rothstein skriver i sin anmeldelse i Weekendavisen:

"David Lagercrantz gør Zlatan mere sprogligt reflekteret, end han er, og det kulminerer i refleksioner til sidst, hvor flere begivenheder bliver opsummeret i en mestersonet. Tror man, at Zlatan er velformuleret på det niveau, er man ufattelig naiv".

Og Rothstein besvare spørgsmålet "hvorfor afsløringen nu", i følgende citat til slut i Politikens artikel:

"Lagercrantz deltager i litteraturfestivalen, fordi han har skrevet det fjerde bind i Millenium-trilogien. Han vil gerne have, at vi snakker om ham. Han vil have opmærksomhed på sin nye Lisbeth Salander-bog. David Lagercrantz er kunstværket. Han er hovedpersonen. Og lige nu medvirker vi i hans smarte selviscenesættelse", siger Klaus Rothstein og tilføjer,

   "Jeg synes, at han er for fed".

Det synes jeg også!
   Og jeg glæde mig til at læse det fjerde bind i 'Lisbeth Salander-trilogien'!

I øvrigt er det med bogstave 'Z' i navnene naturligvis ikke en tilfældighed: 

LagercrantZ, Zlatan, Zalachenko

Lisbeths rigtige efternavn er nemlig ikke Salander, men hendes biologiske forbryderfars efternavn Zalachenko!