Spoof-nyheder og nyhedsoverskrifter - og en spoof-nyhed fra Shanghai News med overskriften 'Postbud spiser hund'

Jeg citerer her en såkaldt spoof-nyhed fra ATS - fra bagsiden af min daglige avis Politiken:

JOURNALIST BESLUTTER IKKE AT SKRIVE KRIMI
En journalist på Politiken afslører nu, at han ikke har planer om at skrive en kriminalroman.
»Jeg har længe gået og tænkt, at det kunne være en god idé at lade være med at skrive en krimi eller en spændingsroman. Og nu har jeg altså taget beslutningen«, siger journalisten, som godt er klar over, at hans valg er kontroversielt.
»Jeg risikerer at blive udstødt på min redaktion, hvor alle de andre har skrevet mindst én krimi om en fraskilt politimand, som opklarer de mest bestialske forbrydelser, selv om han har rod i privatlivet og et galoperende misbrug af alt lige fra Nordsøolie til næsespray. Men jeg er villig til at ofre det gode kollegiale forhold for at opfylde mine ambitioner om ikke at blive krimiforfatter«, tilføjer han.

"Spoof" og "spoofing" kan defineres som det at gøre grin med, lave venlig satire over noget, eller at være en parodi på noget.

Teksten er naturligvis ikke en ægte aprilsnar, men er et glimrende og inspirerende stykke satiretekst, en genrer At Tænke Sig har udviklet til perfektion i de senere år. 

   Genren har altid eksisteret i ATS-rammen, men er nu næsten altdominerende, og den rammer tit plet så det næsten gør ondt - også på en 'journalist-empatiker 'som mig.

   Og det skyldes at satiren her i ATS-teksten om journalisten der ikke skriver krimier primært er har bråd mod kollegerne på avisen selv og på de andre nyhedsorienterede journalistiske medier.

   Spoof-nyheder er naturligvis af varierende kvalitet og med større eller mindre dybde-perspektiv, men det er jo som regel journalister der også laver dem, så ofte rammer de plet og er lige i øjet, så hænderne ryster og skaber stavefejl mens ordne dukker op på skærmen hos nogle af fagets rutinerede udøver.

ATS-nyheden om journalister der ikke har planer om at skrive en kriminalroman, blev meget hurtigt citeret af en af mine venner på Facebook - og genlæsningen af den spøjse tekst inspirerede mig så meget at de kreative kilder når de gælder sprog, straks vældede frem, kilder som ellers har været ret så udtørrede et stykke tid. Og jeg fandt på stedet på en hel række spoof-rubrikker til tænkte nyhedartikler til en længere tekst i  'kommentar'-feltet:

ATS-artiklen med tilhørende rubrik hører til samme gruppe kreative nyheder som vi stadig ser frem til og ville ønske stod på forsiden en dag, men som vi inderst inde er sikre på er løgn og forbandet digt:

- Nu kører togene til tiden. 

- Nu fungerer rejsekortet. 

- Nu behøver du ikke at være bange for at blive indlagt på et sygehus - og dø af det! 

- Nu anerkender Københavns kommune at ordblindhed - dysleksi - findes og kan testes fra nulte klasse. 

- Nu er vi trygge ved at vores ejendomsskatter er i overensstemmelse med skattelovgivningen, og at SKAT lever op til sit navn, så du - igen -kan betale skat med glæde.

- Pia Kjærsgaards svigerdatter flytter fra sin villa i Gentofte til en 2½ værelses lejlighed i Ishøj.

- Kristian Thulesen Dahl får en andengenerationsindvandrer af tyrkisk afstamning til sviger-.

- Lars Løkke Rasmussen går på anatabus før valgkampen for alvor starter - på anbefaling af sin sidst-ansatte spin-doktor Christian Hüttemeier.

- Folketingets præsidium har vedtaget at for fremtiden skal folketingsmedlemmer der er under uddannelse, færdiggøre deres uddannelse med mindst 7 i gennemsnitskarakter inden de kan få plads i Uddannelses- og Forskningsudvalget.

Der tale om en slags kontrafaktisk nyhedsskrivning der når det fungerer bedst bidrager til at læseren får en aha-oplevelse når de læser rubrikken.
   Og tilsyneladende kan jeg producerer uendelige mængder af de her fup-nyhedsrubrikker - helt automatisk - og også selvom det er flere dage siden vi havde første april og skulle være på vagt over for aprilsnarre i aviserne. 

   Jeg er ikke i tvivl om at når disse kreative kilder der tilsyneladende kan producerer spoof-rubrikker på samlebånd - kilder som idag næsten ikke har været til at stoppe - så skyldes det at jeg et par dage omkring 1. april systematisk har researchet på aprilsnarre i medierne - både de danske og de internationale.

  Se de to foregående indlæg via disse links:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/aprilsnar-dramaturgi-mocumentary-spoof.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/04/noter-om-aret-2015s-hst-af-kreative-og.html

Og man sidder - eller jeg gjorde - hele tiden og småkluklo over hvad de mest kreative journalister havde fundet på rundt omkring.
   Og humor udløser tilsyneladende nogle særlige signalstoffer - såkaldt endorfiner - i hjernen som gør at det er nemmere at få hul igennem mellem ellers adskilte hjerne-halvdeles mange selvstændigt arbejdende specialiserede hjerne-moduler.

"Man Bites Dog" er den engelske titel på en fransk mockumentary-film fra 1992. Og enhver uddannet journalist over hele verden vil fra titlen få associationer til da han/hun var journalistelev.

På alle introkurser til journalistik og i alle lærebøger der introducerer til journalistik og til de journalistiske nyhedskriterier, der underviser man nemlig de nye blåøjede journalistspirer i hvad en nyhed egentlig er, ved et anekdotisk eksempel på en spoof-nyhedsrubrik:

Mand bider hund ...

... er en nyhed. Hvorimod ...

Hund bider mand ...

... ikke er en nyhed.

Jeg har så altid tilføjet at hvis postbude havde deres egen avis, så ville varianten af ikke-nyheden i offentligheden: "Hund bider mand", også være en nyhed - hvis vel at mærke antallet af hundebidte postbude i flere år havde været næsten nul.

   Men det er den ikke, hvad der fremgår af en artikel i et nettidsskrift for hundelskere "Gipote.dk" (ja, det hedder det faktisk) - en artikel med rubrikken:

Hunden er ikke postens bedste ven

Og underrubrikken:

Store summer bliver brugt på at komme hunde-bid til livs ved postvæsnet.

Det faktuelle grundlag for historien er overraskende for mig - som ikke har hund - men kat - et dyr som ikke bidder postbude - med mindre de måske forsøger at fange den og løfte den op med de bare hænder.
   I følge artiklen i Gipote.dk blev 335 postbude sidste år angrebet og bidt af hunde. Det førte til 45 sygemeldinger, heraf var 18 postbude sygemeldte i mere end tre dage.
   I samme tidsrum. brugte de danske postbude samlet knap 3000 kasser hundekiks, svarende til over 25 ton kiks, til 'hundebestikkelse'. Omkostningerne for Post Danmark er små 400.000,- kr. om året.

 

I Kattens Værns magasin "Kattevenner" ville den følgende fup-overskrift nok være et godt grundlag for at udvikle en aprilsnar:

Norsk skovkat bider postbud

Jeg er skovkatteejer - men slet ikke hundhader - og vil nemt kunne finde på en tekst der ville gå rent hjem hos læserne af "Kattevenner" til næste år.

   

En spoof-nyhed  som nok virkelig ville blive læst for sin nyhedsværdi i det tidligere nævnte tænkte blad for postbude, ville fx have rubrikken:

Postbud bider hund

Og den ville med garanti blive citeret i alle landets aviser dagen efter - hvis den var bevidnet sand af tre af hinanden uafhængige kilder.

Det er så et spørgsmål om en nyhedsrubrik som den følgende i "Shanghai News". overhovedet ville interesserer andre en forhærdede moderne kinesiske dyreværns folk (de findes også, ja, alt findes faktisk i Kina):

Postbud spiser hund 

Spoof-nyhedens manchet-tekst kunne lyde:

En bidsk hun blev i går aflivet ved skud, og postbuddet ønskede, som erstatning for svie og smerte efter dens angreb, at få udleveret den døde hund så hans fattige familie med kone og fire børn kunne få ordentlig kød til deres ris i en hel uge.

Spoof-nyhedsteksten i telegramform kunne så fx se sådan ud:

"En stor hund, som angreb et internet-pakke-postbud i havegangen op til en rigmandsvilla i en forstad til Shanghai, er blevet aflivet og vil siden blive spist af af det overfaldne postbud og hans forarmede familie. 

   Postbuddet (hvis navn og adresse er redaktionen bekendt) havde forsøgt at berolige hunden med sovepiller indpakket i en "Whiskas Godbid". 

   Men pillen gjorde tilsyneladende den store, men også stærkt overvægtige rottweiler Sing-Fang-Cacao-ping (navnet er opdigtet af hensyn til hunden) ekstra aggressiv. Så den gik til angreb på postbuddet og bed ham hårdt i buksebagen. 

   Til alt held var postmandens bukser af hans kone (hvis navn er redaktionen bekendt) forstærket med et hønsenet af beskyttende ståltråd som hun havde til overs fra indretningen af en mindre andegård i baghaven.

Postbud går til modangreb

Postbuddet havde både peberspray og en paintball-pistol med på sine pakkepot-runder,  og han forsvarede sig så godt han kunne. 

  Så det bidske angreb endte med at at Sing-Fang-Cacao-ping løb hylende bort med halen mellem benene - med øjne og snude der løb i vand og med blå paintball-plamager overalt på pelsen i ørene.

   Rigmandsfamilien (navnet og adressen er stadig redaktionen bekendt) undskyldte meget og meget høfligt, og for at undgå indblanding fra 'Kommunistpartiets etiske kontrolkomite mod hundemishandling ved slagtning' tilbød rigmanden postbuddet en mindre sum penge for ikke at anmelde angrebet til myndighederne. Og han lovede straks af aflive Sing-Fang-Cacao-ping med en jagtriffel som han havde hængende på væggen blandt sine udstoppede bøffeltrofæer fra jagtrejser til Kenyas nationalparker.

Postbud får aflivet huund i erstatning

Postbuddet afslog den tilbudte pengesum som erstatning for svie og smerte, men bad i stedet om at få kroppen af den aflivede hun med hjem til familien, så de for første gang i flere måneder kunne få kød til deres ris. 

   Det kunne den kinesiske rigmand godt se fornuften i. Hunden blev skudt, og kadaveret fik pakkepostbuddet med hjem til en sulten, men glad familie. 

   Hans kone (hvis navne er redaktionen bekendt)  der havde en uddannelse i Nordiske litteratur fra Shanghai Universitet, afdelingen for europæiske studier, udtalte de for danskere så kendte ord: "Hvad fatter gør er altid det rigtige."

   På det tidspunkt var den ældste af børnene (hvis navn er redaktionen bekendt) i fuld gang med at skære hundkroppen op i forskellig udskæringer og komme i fryseposer som kunne opbevares i naboens ellers tomme kummefryser."

Faktaboks om den historiske baggrund for "Mand-bidder-hund-nyheder":

The phrase 'man bites dog' is a shortened version of an aphorism in journalism which describes how an unusual, infrequent event is more likely to be reported as news than an ordinary, everyday occurrence with similar consequences, such as a dog biting a person ("dog bites man"). An event is usually considered more newsworthy if there is something unusual about it; a commonplace event is less likely to be seen as newsworthy, even if the consequences of both events have objectively similar outcomes. The result is that rarer events more often appear as news stories, while more common events appear less often, thus distorting the perceptions of news consumers of what constitutes "normal" rates of occurrence.

   The phenomenon is also described in the journalistic saying, "You never read about a plane that did not crash".[1]

   The phrase was coined by Alfred Harmsworth (1865–1922), a British newspaper magnate, but is also attributed to New York Sun editor John B. Bogart (1848–1921): "When a dog bites a man, that is not news, because it happens so often. But if a man bites a dog, that is news."[2][3] The quote is also attributed to Charles Anderson Dana (1819–1897).[4]

NB! I artiklen er brugt "nyt komma" - som stort set er identisk med de anbefalede retningslinjer for brug  af 'pauskommaet' fra Retskriningsordborgen 1955.

I Wikipedia-artiklen om "man bites dog (journalism)" er der også citeret en række eksempler på internationale nyheder med "mand bidder hund"-rubrikker. Linket er her:

http://en.wikipedia.org/wiki/Man_bites_dog_%28journalism%29

Link til kort over Kenyas Nationalparker er her:

http://sv.wikipedia.org/wiki/Kenyas_nationalparker#/media/File:Nationalparker_i_kenya.png

Forskningsbaseret undervisning i praktisk journalistik - blending eller mixofobi, det er spørgsmålet?

Journalistuddannelsen på RUC har søgt om at blive akkrediteret. Det vil i praksis sige at ACE, som er den statsinstitution som giver en uddannelse et særligt kvalitetsstempel der "gælder" og "tæller" internationalt, at den institution dels skal have en masse faktuelle oplysninger, og dels skal foretage en undersøgelse af hvad der foregår i praksis på uddannelsen, bla. gennem høringer med medarbejderne, ledelsen og de studerende.
   Se mere på http://www.acedenmark.dk.

Sammen med resten af underviserne og forskerne på uddannelsen blev vi så udspurgt i ca. 1½ time af medlemmer af det udvalg som skal levere akkrediteringen. Et af de mest interessante spørgsmål var dette (i min erindring og formulering): På hvilken måde giver det at det er en forskningsbaseret uddannelse, sig udslag i håndværksundervisnngen - dvs. den undervisning i praktisk journalistik der varetages af uddannede journalister som - i modsætning til de fastansatte forskere - er ansat på åremål, som "kun" er undervisere, og som ikke har forskningstid og -forpligtelse som en del af deres ansættelsesvilkår.
   Svaret kunne - efter min bedste overbevisning - godt have været: på ingen måde; eller: meget lidt; eller: det er helt tilfældigt, og afhænger af den enkelte lærer. I praksis blev der svaret lidt uldent - uden om kernen i spørgsmålet.

Når man ser på uddannelsens opbygning der er et mix af akademiske og praktisk fag, så er det faktisk et godt spørgsmål. For der er en meget skarp mental og konceptuel arbejdsdeling mellem kurser i håndværksfag og kurser i akademiske discipliner. Typisk er der særskilte prøver i de to slags fag/kurser. Og sure studerende kan godt finde på at beklage sig over at de to sider af uddannelsen slet ikke eller kun dårligt "taler sammen".
   I specialebestemmelserne er det dog muligt at lave "hybridspecialer" der både har en praktisk-produktiv del og en akademiske "reflekterende del".
   Enkelte af de faste lærere har dobbelt-kompetence, ligesom jeg selv, og nogle af de unge specialevejlederer er uddannet på RUC, og er altså journalister der også har den akademiske titel cand.com. i journalistik.
   Men i praksis må man sige at det ikke ser alt for godt ud, hvorfor svarene altså også var vand ud ad ørerne-agtige. Det så ikke meget bedre ud på SDU´s journalistuddannelse som jeg selv var med til at etablere og udvikle fra 1998 og fem år frem.

På journalistik på RUC er det sådan at de akademiske lærere i princippet er fastansatte på livstid (hvis de ellers overlever eller har overlevet forhindringsløbet: cand.et eller andet-uddannelse, ph.d.-afhandling, adjunkt, lektor (og evt. professor). Der er nu kommet krav om at de i princippet årligt skal skrive flere forskermeriterende artikler på engelsk hvis de skal kunne beholde deres stilling.
   Den gruppe akademiske undervisere holder (derfor?) deres egne "forskningsforum"-møder hvor håndværkslærerne ikke deltager.
   På den anden side, kan man også iagttage at nogle af håndværkslærerne i perioder bliver tomme i blikket ved de fælles "administrative" lærermøder en gang hver anden måned hvor dagsordenen inviterer til at man snakker rigtig meget "internt" universitet, og hvor de akademiske lærere godt nok også kan være noget lange i spyttet.
   Jeg har sjældent (aldrig?) på RUC eller SDU hørt/set håndværkslærere henvise til fagligt relevante artikler som journalistforskere har skrevet. Overhovedet henviser de meget lidt til bøger, er det min erfaring, fordi de jo har den professionelle grundopfattelse at journalistik læres gennem øvelse og praksis ikke gennem læsning.
   Og min egen oplevelse fra mange års tæt og frugtbart samarbejde med forskellige håndværkslærere.   (jeg har jo selv har været en af slagsen i lange perioder i tv- og radio-produktion og som vejleder i specialer i undersøgende journalistik), den er at det er så indarbejdet i den klassiske journalistiske professionskultur, at viden skaffer man sig pr. telefon eller - i de senere år - fra nettet  - ikke ved læsning af artikler eller bøger. For det skal jo gå hurtigt - og aktuel viden er ikke skrevet i bøger eller akademiske afhandlinger endnu.

Det er for mig klart at denne grøft (over)lever man med, og har man (over)levet med i mange år i begge lejre og på begge universitetsudannelser i journalistik. Og det var så den grøft akkrediteringsudvalget pænt og forsigtigt spurgte ind til. Uden at få noget klart svar fra nogen af siderne på mødet.
   Kløften er imidlertid udtryk for er en næsten eksemplarisk frame-konflikt - hvor de to professionelle frames med hvert sit klart adskilte konceptuelle rum ikke umiddelbart indbyder til frame-shift eller til re-framing af uddannelserne, og den deraf følgende nødvendig institutionelle blending-proces.
   Grøften kan i enkelte konkrete situationer eksplosivt blive gjort til en kilometerdyb Gran Canyon-kløft i offentlige konfliktsituationer, fx når undervisere/forskere med akademisk baggrund fremsætter kritik af journalistiske produkter eller af en udbredt og professionelt accepteret journalistisk praksis. Eller når journalister anmelder bøger skrevet af folk med akademisk baggrund og uden praktisk journalistisk erfaring.
   Med et ord jeg introducerede for nogle få blogindlæg siden, så er der klare tendenser til mixofobi i begge lejre.

Mit eget spagfærdige initiativ for et års tid siden på at få etableret en fælles ramme - en fagligt-socialt integrerende frame med konceptuel blending som mål - "et fælles fagforum" - hvor lærerne på begge sider af grøften kunne snakke med om og forholde sig til forskellige faglige temaer i uddannelsen/forskningen, det humper lidt afsted, oplever jeg - ingen brænder for alvor for det.
      Men i går på et af de almindelige lærermøder hvor vi netop sad og mumlede lidt frem og tilbage hen over bordet i lyset af ACE´ernes pirkende udspørgen, var der en af de yngre akademiske lærere, som jeg har kendt fra hun var ung ph.d.-studerende, som klart og tydeligt sagde hvad der skulle til hvis det virkelig skulle batte: et to-lærersystem. Så i princippet alle fag/kurser - både de akademisk funderede og de praktisk orienterede - skulle have to undervisere på: en fra hver professionel gruppe. Og deres team-forpligtelse ville så skulle være at blende, dvs. inden for kursets rammer at integrere så mange elementer som muligt fra de to frames i et fælles blended out-put rum for de journaliststuderende på kurset.

Et to-lærersystem! - Det er banalt og og det er indlysende rigtigt.
   Jeg ved ikke om nogen andre rundt om bordet fangede det, men det er det der skal til. Jeg tillader mig at forklare den manglende glade respons med at alle har siddet og tænkt: Det koster kassen, så det ville der aldrig være råd til. Andre forklaringer er også mulige, men dem skal jeg undlade at komme ind på her.
   Men ideen ville jo være smukt i samklang med den RUC´ske ur-ideologi om tværfaglighed og gruppearbejde.
   Mine egne erfaringer fra min tid som mangeårig underviser på alle mulige former for journalistisk efteruddannelse - i team med lærere med ren journalistisk eller anden ikke-akademisk baggrund, er entydigt positive: at det har været de perioder i mit liv hvor jeg synes jeg har været mest kreativ, tænkt mest originalt, og udviklet mig mest fagligt.

Situationen er for mig i den grad deja vue i forhold til mine erindringer fra begyndelsen af 80-erne, hvor jeg arbejdede tæt sammen med tv-journalisten Poul Trier Pedersen om en række  store tværfaglige kursusprojketer for Den Kommunale Højskole med brug af tv-faktionsgenren "spontanspil", som han havde opfundet og udviklet
   Poul Trier Pedersen var i 60-erne meget kendt tv-journalist, og en af de tre "fædre" til den moderne billedfortalte TV-AVIS i DR i slutningen årtiet. Vi udviklede sammen et meget stort og ambitiøst kursusprojekt 'Samspil på sygehuset' i starten af 80-erne, beregnet for mixede kursushold sammensat af alle de forskellige professionelle personalegrupper på sygehuset som har med patienter at gøre. Selv om vi ikke havde teori og begreber til det, så var målet profession re-framing som muliggjorde konceptuel blending af de ellers separerede professionelle normer og værdier hos de deltagende læger, sygeplejersker, sygehjælpere, portører, laboranter, socialrådgivere, m.fl. - alle dem som havde patientkontakt.
   I praksis blev udbredelsen af kurset noget af et flop. Der blev "kørt" meget færre kurser over hele landet, end der lå i konceptet. Det viste sig nemlig at de fleste faggrupper prioriterede egne fagkurser højere end tværfaglige kurser som 'Samspil på sygehuset' hvor deltagerne var tvangsindlagt til i længere tid at skulle diskutere professionel re-framing og konceptuel blending med deltagere fra de andre grupper.