'Asperger' i virkeligheden - og i fiktionen - Nero Wolfe, Sherlock Holmes, Lisbeth Salander, Saga Norén er måske alle 'aspies'

Jeg har tidligere skrevet om autisme og aspergersyndromet, blandt andet i flere afsnit af min serie om "særlige evner". Også i indlæg om savanten Daniel Tammet som både er autist og har synæstesi.

    Jeg var også for et par år siden i teatret og se den glimrende teaterforestilling baseret på en prisvindende bog "Den mystiske sag om hunden i natten" af Mark Haddon.

    Ture Lindhardt spillede hovedpersonen der var autist, og det gjorde han fantastisk godt. Det var en gribende forestilling.

     Bogens indhold beskrive sådan af forlaget der udgiver den:

“Den mystiske sag om hunden i natten” er Mark Haddons fortælling om Christopher Boone på 15 år og den mordgåde, som Christopher forsøger at løse. Christopher lider af Aspergers-syndromet, hvilket gør, at han ikke er fan af metaforer, ironi og ansigtsudtryk. I stedet er han helt tosset med matematik, logik, lister og sandheden, hvilket klart er til hans fordel, da han skal finde ud af, hvem der har myrdet genboens hund.

Emnet asperger-autisme interesserer mig fordi når jeg læser eller hører beskrivelserne, så er der nogen ting jeg kan genkende fra mig selv.

    Det kunne hjerneforsker og radiovært Peter Lund Madsen også i et program jeg hørt i serien Hjernekassen for nogle uger siden.

   Udsendelsen handlede om hvordan verden opleves når man er autist, men ellers er intelligent nok til at kunne leve nogenlunde normalt i hverdagen og i samfundslivet.

   Det er typisk den form for autisme som har tilnavnet aspergersyndromet

Peter Lund Madsen havde en kvindelig advokat, Anne Skov Jensen i studiet, der relativt sent i livet havde fået diagnosen 'asperger', og inden da diagnosen ADHD.

Anne Skov Jensen

Der var en ret sjov introducerende snak hvor værten og gæst tydeligvis kunne udveksle fælles erfaringer om at være dårlige til at fungere afslappet og at føle sig akavede i situationer hvor man forventedes at etablere letflydende uhøjtidelige sociale relationer til mange nye mennesker gennem kommunikation, fx en fest eller en reception.

   De kunne spejle sig i hinandens særlige form for bekymring før den slags events hvor de prøvede at planlægge sig ud af akavetheden med særlige forberedt samtaletricks, sproglige konventionelle replikker så de nemt kunne komme i snak med folk uden at det var for socialt indviklet og krævende.

   Også det at gå op i meget specialiserede interesser - 'at nørde', havde de fælles erfaringer med.

 

De kunne også konstatere at de begge havde fædre der var ingeniører, og Peter Lund Madsen udkastede den teori at der var en vis genetisk sammenhæng med den 'nørdende' ingeniørhjerne og det at man havde svært ved at etablere tætte sociale relationer - og det at man som autist - eller bar 'nørd' - kunne havde svært ved at sætte sig i en andens sted - og generelt være ret dysfunktionel i forhold til at kommunikere med omverdenen

   

Anne Skov Jensen havde forladt jobbet som advokat(statsanklager) og ernærede sig nu som oversætter og foredragsholder. 

   Hun havde oprettet en hjemmeside om autisme og ADHD som skulle hjælpe andre i hendes situation med oplysninger om deres 'syndromer' og diagnoser:

http://www.overlevelsesguiden.dk/index.html

Anne Skovs to drenge var også autister. Men hendes mand ikke, så hendes mand kunne have det hårdt indimellem, mente hun.

   

Hun fortalte at hun ofte kunne føle sig overvældet af indtryk og input når der var familiekomsammen, og så - selv om det var uhøfligt - sætte sig hen i et hjørne og begynde at læse en bog.

  Og det er et af de klar kendetegn ved autisme: at information via sanserne - sanseindtryk - opleves som unormalt stærkt og påtrængende sådan at det overbelaster systemet og man føler at man må forsvare sig mod dem.

   Anne Skov så aldrig TV-Avisen, det var for belastende.

   

Man taler om at hjernen har en 'latent hæmning' som forhindrer eller begrænser at man overbelastes af sanseindtryk. 

   Og generelt er vores sanser sådan indrettet at man hurtigt bliver sløv: en lyd der kan være irriterende til at starte med, vil man hvis den bliver ved, hurtigt sløves i forhold til, så man måske til sidst slet ikke lægger mærket til den.

   De mekanismer fungerer som beskyttende filtrer mod mentalt "overload" hos de fleste mennesker. Men de mangler eller er svækket hos autister.

   Her en beskrivelse fra en artikel fra en hjemmeside hvor en mor forklarer hvordan hendes søn der er autist, har det :

Her er forklaringen på hvorfor en ”simpel” tur ned i supermarkedet kan være et helvede for mig: Min hørelse kan være yderst skarp. Masser af mennesker snakker samtidigt. Højttalerne annoncerer dagens tilbud. Muzak hviner ud af lydsystemet. Kasseapparater bipper og hoster, der males kaffebønner. Pålægsmaskinens skærende lyde, baby gråd, indkøbsvognenes knirken, den flurcerende belysnings summen. Min hjerne kan ikke filtrere alle disse input og jeg er ved at brænde sammen. Min lugtesans kan være yderst følsom. Fiskene i køledisken er ikke helt friske, personen ved siden af mig har ikke været i bad i dag, ved slagtervarerne uddeler de smagsprøver på pølse, babyen i rækken foran os har en overfyldt ble, de er ved at tørre agurker op fra gulvet i række 3 med ammoniak??”? Jeg kan ikke adskille alle disse indtryk. Jeg er overvældet af kvalme.

   Fordi jeg er visuel indstillet kan synssansen være den første af mine sanser som bliver overstimuleret. Det fluroserende lys er ikke kun for skarpt men det snurrer og brummer. Lokalet ser ud som om det pulserer og det gør ondt i mine øjne. Det pulserende lys reflekteret i alle overflader og forvrænger det jeg ser – lokalet synes konstant at være i forandring. Der er genskin fra vinduerne, alt for mange ting for at kunne fokusere (jeg kan eventuelt kompensere med ”tunnelsyn”) bevægende ventilatorer i loftet, så mange legemer i konstant bevægelse. Alt dette påvirker den indre del af øret og bearbejdelsen af de nerveimpulser der opstår i selve nervesystemet, og nu kan jeg ikke engang sige hvor min krop er i rummet.

Ifølge Anne Skov modsvares det af at hvilepulsen hos autister er 70% af pulsen når man er i fulde omdrejninger, mens den hos almindelige mennesker er 30%. Dvs. kroppens biologisk system er hos autister, selv i hvile, i en stresstilstand.

 

Anne Skov fortalte at hun havde det med at tabe ting, vælte genstande og generelt havde hun balanceproblemer, og blev af omgivelserne opfattet som en "tumler-fumler".

   Det var uhyret vigtigt for hende at omgivelserne var strukturerede og forudsigelige, og hun fik det dårligt når der skete nye og uventede hændelser.

   Det modarbejdede hun så ved at lægge detaljerede planer, sætte handlinger i tidsskemaer, og på andre måder forsøge at kontrollere hvad hun kunne komme ud for.

 

Hun havde problemer med sproget.

   Ikke med at formulere sig intellektuelt klart, det kunne man høre, men med at forstå ironi, vittigheder og metaforer - udtryk i overført betydning som 'at tage benene på nakken', eller 'have tømmermænd'.

   Hun fortalte at hun også havde svært ved at aflæse og tolke sociale og emotionelle signaler fra andre. Som hun sagde: "Det skal først gennem den intellektuelle maskine, for at jeg kan finde ud af det."

   Nogle af teorierne til netop at forstå disse særlige mentale begrænsninger, går på at autister har funktionsproblemer i det man kalder spejlneuronsystemet, som er de dele af hjernen i bla. premotorcortex som er aktive både når vi ser andre udføre en handling og når vi selv udfører (eller tænker på) den.

   Man mener også at det system i hjernen som kaldes 'the default mode network' - eller det opgave-negative netværk - kan være dårligt fungerende hos autister. Det er de dele af hjernen som man regner med er sæde for "the theory of mind", og som indebærer at et menneske kan forstille sig hvordan et andet menneske oplever sig selv og omverdenen.

 

Anne Skov fortalte også hvordan hun havde ekstrem sans for og opmærksomhed over for detaljer, og at hun havde nemt ved at blive "bidt af et emne" så hun måtte vide alt om det.

   Selv om hun altså havde problemer med at forstå ironi og ord i overført betydning, så elskede hun ord. Det at oversætte bøger beroligede hende, og var hende til stor glæde.

Jeg er ikke autist og har heller ikke asperger. Men nogle ting kan jeg, ligesom Peter Lund Madsen, genkende fra Anne Skovs beskrivelser:

   Jeg har det med at blive "bidt" af et emne - at 'nørde', som man også siger. Og det manifesterer sig hos mig som periodiske samlermanier: smukke glatte sten, frimærker, tegneserier, designermøbler. Og senest Harald Henriksen-billeder. Og når man 'nørder', så må man nødvendigvis gå i detaljer - og lukke alt andet ude.

    Jeg har også altid haft problemer med at føle mig tilpas i situationer med mange nye mennesker. Jeg føler mig tit så akavet til fx receptioner eller ferniseringer at jeg går hen i et hjørne for at blive fri for at snakke med nogen. Hvis nogen hilser på mig ved jeg ikke hvad jeg skal sige fortsætningsvis.

    Det med at det pludselig bliver for meget med alt den snak og alle de signaler man skal tage stilling til, det kender jeg også. Jeg er faktisk berømt for til sammenkomster med flere mennesker som jeg kender godt, pludselig at gå hen i en stol og begynde at læse en bog.

   Da jeg var barn, var ikke mindst min  mor utilfreds med at jeg kun modvilligt tog med på familiecampingtur (vi var fire søskende, og jeg var ældst og de var støjende), men foretrak at blive hjemme og ligge og læse i en bog. Jeg blev betragtet som lidt sær og asocial, i familiekredsen.

   Det med at være 'tumler-fumler' og have nemt ved at tabe eller vælte ting, kender jeg også. Og jeg falder relativt hyppigt over mine egne ben eller over små forhindringer jeg ikke lægger mærke til.

   Jeg forstår godt ironi, men er ikke særlig god til det. Og jeg elsker ord, hvilket jo har ført til at jeg blev lingvist med akademisk grad.

På nettet kan man finde lister med navne på kendte mennesker som enten har eller antages at have aspergers syndrom. Fx her:

http://www.disabled-world.com/artman/publish/article_2086.shtml

Jeg læste i øvrigt for nylig et interview med gode gamle Jørgen Mylius i anlednig af at han nu er forvist fra P4 på FM til P5 på DAB-radioen, hvoraf det fremgik at også hans far var ingeniør, og at han også havde det med at "nørde": først var det sporvogne huskede han. Han endte på et tidspunkt i sin bardom op med at vide alt om sporvognstyper og -ruter, deres numre, alder, stoppesteder etc.

   Men så skiftede hans interesse til rockmusik, og hurtigt var han igen blevet total specialist så han kendte og kunne huske musikere, pladetitler, musiknumre, koncertoptræden for alt hvad der den gang fantes af kendte og mindre kendte rockbands og - musikere.

    Som det fremgår tidligere, så er det noget af det der kendetegner mennesker der er diagnosticeret inden for autismespektret, at de har det med at udvælge snævre interesseområder som de så i den grad sætter sig detaljeret ind i. Så Mylle har en rem af huden her, ingen tvivl om det.

   Autister mangler i et eller andet omfang empati - indlevelsesevne - i forhold til andre. Og det kan man måske nok fornemme lidt af hos Myllle (jeg kender ham ikke personligt, kun fra hans optræden i radio og fjernsyn. Han udstråler i ringe grad empati og varme.

For mange år siden blev der lavet en glimrende og gribende dokumentarfilm om en asperger-autist som var ansat i diskoteket i Danmarks Radio, Martin Gundersen.

   Titlen var 'Valomanden' og den refererede til at han i sin lejlighed havde en kæmpesamling af pakker til vaskemidlet Valo - og i øvrigt samlinger af mange andre ting; gamle ugeblade, billeder af biler med sorte nummerplader

   Han blev jo inden computeren var blevet en del af diskoteket, brugt til at finde plader frem. Det var han fabelagtig godt til. Han havde alle titlerne i hovedet og kunne huske hvor de stod. Efter sigende var han stadig hurtigere  end det computersøgesystem som man på et tidspunkt selvfølgelig fik etableret.

   Han har sin egen hjemmeside:

http://www.valomanden.dk/

Martin Gundersen

Hovedpersoner i bøger og film som af eksperter antages at have 'aspergers syndrom er der flere af: På kvindesiden Lisbeth Salander og Saga Norén; på mandesiden Scherlock Holmes og Nero Wolfe. 

   

Medierne har været enige om at udråbe både Lisbeth Salander og Saga Norén til at være fiktive 'aspies', hvilket bidrager til vores fascination af dem. I forhold til vores stereotype forestillinger om at kvinder har stor empati og bedre sociale kompetencer end mænd, så afviger de to ved at have fremragende analytiske evner, men svært ved at begå sig socialt. Og det gør dem til inteerssante fiktionfigurer.

   

Det var først for nylig jeg læste et sted at de to store fiktive detektiver Nero Wolfe og Sherlock Holmes kunne antages at havde aspergers syndrom hvis man bedømte dem ud fra deres adfærd og omgang med andre mennesker i bøgerne. 

   Det har jeg ikke tænkt på før.  

   

Jeg er usikker når det gælder Sherlock Holmes. Jeg synes fx at han fremstilles med stor empati, og han er i hvert fald ikke nogen tumler, fumler. Han er god til at forklæde sig og spille roller, evner som  forudsætter at man kan sætte sig ind i hvordan andre tænker og ser verden, og man må have en stor social kompetence for at begå sig uopdaget. 

   Måske snarere eller i højere grad har han ADHD.

    

Med hensyn til Nero Wolfe synes jeg alle kriterierne for en 'aspie' passer: 

   Han er ekstremt bundet til skemalagte daglige faste rutiner, og han lever i omgivelser, sit brownstone house Eas 35th street, Manhatten, som han stort set aldrig forlader; kvinder er uforudsigelig, emotionelle og umulige at aflæs, så omgangen med dem må Archie tage sig af. Han giver meget nødigt hånd til nogen. Han er ekstremt optaget af ord - og brænder bl. a. et nyindkøbt leksikon side for side fordi der var fejl i det. Han nøder med sine 10.000 orkideer og med sin mad som han har sin personlige kok til at tage sig af. Og hans sociale kompetencer kan ligge på et meget lille sted. 

Om at skrive videre på en afdød forfatters univers og persongalleri - i anledning af David Lagercrantz 'Det der ikke slår os ihjel - En LIsbeth Salander-roman'

Reklameillustration fra netbutikken cdon.com

Jeg har for nyligt læst David Lagercrantz fortsættelse af journalisten Stig Larsons tre-binds-krimi med den computergeniale asociale autist (asberger?) Lisbeth Salander som den ene af de to hovedpersoner.

   Lagercrantz har fået kritik i medierne for at være en slags gravrøver i forhold til Stieg Larsson, og for at være en slags forfatterparasit på Stieg Larssons navn og eftermæle. 

   Lagercrantz har tilsyneladende selv taget det helt roligt. 

   Som han også gjorde i forhold til reaktionerne på at han selv afslørede at stort set alle Zlatan-citater i biografien om den berømte svenske fodboldspiller med indvandrerbaggrund, at det var nogle han selv havde fabrikeret, altså at de var fiktion, men understreget - baseret på mange timers samtaler:

»Jeg citerede ham egentlig ikke. Jeg begyndte at finde på den her litterære illusion af Zlatan Ibrahimovic«, fortæller Lagercrantz til avisen The Telegraph fra litteraturfestivalen Hay.

   Forfatteren fortæller desuden, at han intet vidste om fodbold, før han gik i gang med Zlatan-bogen:

   »Så begyndte jeg at læse ghostwriterfodboldbøger, og jeg må sige, at jeg aldrig har læst så kedelige bøger i hele mit liv. Derfor besluttede jeg at skrive den bog som en roman«. Han fortæller desuden, at de to tilbragte 100 timer sammen, og at Lagercrantz ikke ville gøre Zlatan flinkere, end han var. »Jeg sagde fra begyndelsen: Du kan ikke være moralsk. Bare råb op, for guds skyld«.

I den efterfølgende debat fortæller Dvid Lagercrantz at Zlatan har godkendt bogen og dens beskrivelse af ham i sin helhed, og ikke har haft indvendinger mod de fiktive citater. 

   Underforstået: Og hvad er så problemet egentlig. Jeg har skrevet en biografisk roman og valgt en form som formidler indholdet i historien på den bedst mulige måde.

Hvis man ellers har fulgt med på blokken her, så vil man vide at diskussionen om Zlatan-roman-biografien er et eksempel på det jeg for mange år siden definerede som 'faktion':

Faktion er alle former for medieprodukter hvor blandingen af ”fakta” og ”fiktion” er interessant og problematisk, og hvor denne blanding har spillet en (betydningsfuld) rolle – enten for publikums måde at opfatte og modtage budskabet på – eller for afsenderens måde at producere og fremstille sit stof på – eller, for det meste, for begge dele.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/05/fra-faktion-som-udtryksmiddel-til-de_6.html  

Og man vil også vide at det eneste problem jeg synes der er i den diskussion, og som både Lagercrantz og hans forlage kunne have undgået, var at 'kontrakten' med læserne om genren - og dermed om de bagvedliggende arbejdsprocesser - indtil selvafsløringen - var uigennemskuelig og vildledende. 

   I introduktionen til bogen på Bog og Ides hjemmeside indledes teksten fx. med 

I " Jeg er Zlatan Ibrahimovic" fortæller Zlatan med egne ord om en barsk opvækst i Rosengård-kvarteret uden for Malmø.

   Bemærk: "... Fortæller Zlatan med egene ord ..." Vi lader det stå et øjblik.

 Altså: Læserne (og journalisterne og reklametekstskriverne) troede med god grund at bogen var en 'normal' ghostwriter-biografi - og at citaterne altså på traditionel journalistisk vis var autentiske - og kun sprogligt 'friseret' så meget at de talesproglige træk fra det mundtlige interview ikke forstyrrede oplevelsen og formidlingen af indholdet.

   

Læser man min bog om dokumentaristen Poul Martinsen, så er den fuld af autentiske citater fra godt 40-timers interviewoptagelser, som netop er 'friseret' og 'studset' på den nævnte traditionelle måde. Og selvfølgelig godkendt af Martinsen selv inden udgivelsen.

Problemet med Lagercrantz-fortsættelsen af Millenium-trilogien er imidlertid ikke et faktionsproblem, selv om debatten og kritikken måske godt kunne ligne. 

   Her har Lagercrantz ikke kørt unde falsk eller uklart flag. 

   Han og forlaget har fået projektet godkendt af Stieg Larssons juridiske arvinger, som, hvis ikke de havde godkendt det, i princippet kunne tænkes efterfølgende at fremsætte en anklage for brud på droit morale - også kaldet "ideel ret" (her fra Gyldendals "Den store danske"):

ideel ret, (1. ord af ty. ideel, sideform til ideal, adj. til idé), droit moral, den ret, som en skaber af et litterært eller kunstnerisk værk har, til at blive navngivet ved værkets brug og til at modsætte sig, at værket ændres på en måde, der er krænkende for hans eller hendes litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart. Retten er personlig og kan ikke frafaldes i sin helhed. Efter ophavsmandens død kan den ideelle ret gøres gældende af ægtefællen og de nærmeste slægtninge, og den kan endvidere uden tidsbegrænsning gøres gældende af det offentlige, dersom en overtrædelse krænker kulturelle interesser. I nutidig praksis er det yderst sjældent, at det offentlige gør retten gældende, og der kendes således mange eksempler på, at værdifulde værker benyttes på en måde eller i en sammenhæng, der ligger fjernt fra ophavsmandens oprindelige intention.

Jeg ved det ikke, men det er også muligt at arvingerne har fået roaylties af salget af Lagercrantz opfølgning (som der i øvrigt er annonceret at der vil komme to mere af). Eller at man har betalt et engangsbeløb for rettighederne til en fortsættelse af de tre første romaner.

Diskussionen ligner jo faktionsdiskussionen på den måde at det drejer sig om etik og moral, om hvad en forfatter (og et forlag) kan tillade sig i forhold til den læsende offentlighed - uden at det opleves som snyd og bedrag.

   Men i det her tilfælde synes jeg at den offentlige debat i den grad var præget af uvidenhed, snæversynethed og mangel på kendskab til litteratur- og mediehistorien hos kritikerne. 

Alene i dette års sommermåneder har jeg læste adskillige krimiromaner som har karakter af fortsættelser af verdenskendte afdøde krimiforfatteres serier:

    Robert Goldsborough: En række romaner der fortsætter Rex Stouts serie på omkring 60 historier (romaner og noveller) om detektiven Nero Wolfe og hans 'sidekick' og fiktive jeg-fortæller Archie Goodwin.

     Nicholas Meyer: Tre romaner der i univers, hovedpersoner og fortællemåde lægger sig tæt op af Conan Doyles mange historier om  Sherlock Holmes som detektiv og med dr. Watson som fiktiv fortæller.

   I begge tilfælde har jeg nydt at læse serie-fortsættelserne, fordi de oprindelige historier af hhv. Rex Stout og Conan Doyle har givet mig så meget glæde ved læsningen at jeg har læst dem adskillige gange, og derfor nu også nyder at få nye historier som er så overbevisende skrevet at jeg oplever det som mulige troværdige fortsættelser af de oprindelige forfatterskaber.

   

Af andre forfattere der på kreativ vis har forlænget og udvidet Sherlock Holmes-universet, vil jeg fremhæve John Gardeners tre Moriarty-historier, og Laurie R. Kings serie med Mary Russel som detektiv og den pensionerede Sherlock Holmes 'apprentice' (=lærling/elev).

   Jeg er sikker på der er mange andre, gode og mindre gode. Og der kommer stadig nye. 

   Her fx omtales på Anthony Horowitz's website 17/01/201 en kommende roman der angiveligt er den første der er blevet godkendt af Conan Doyle Estate Ltd. som har rettighederne.

Anthony Horowitz, the BAFTA-award winning creator of Foyle's War and author of the best-selling Alex Riderchildren's series, has been chosen by the Conan Doyle Estate to write a new full length Sherlock Holmes novel which will be published by Orion in September 2011.     The content of the new tale—and indeed the title—remain a closely guarded secret. The prologue is currently under lock and key at the Orion offices. The announcement of the new novel was made to the Sherlock Holmes Society on 15 January where Anthony Horowitz was the keynote speaker.[3]

Romanens titel da den udkom, var: The House of Silk. Og den fik angiveligt gode anmeldelser.

Og efter min mening er det faktisk en særlig kreativ kunst som kræver stor indlevelsesvende og stor sproglig sensitivitet, at kunne skrive troværdige fortsættelser af højklasse-romanserier - hvad enten det er krimier eller andre genrer.

    Rex Stouts Nero Wolfe-historier er vel forsøgt opfulgt efter hans død af 5-6 andre forskellige forfatter, men uden større succes. 

   Og faktisk kender jeg (og andre kritiske læsere) ikke andre end Robert Goldsborough som det er lykkedes for.

Også Isaac Asimov, en af mine mest elskede forfattere inden for Science Fiction-genren, har fået rigtig mange opfølgere i forhold til de serier om robotter, de tre robotlove og Foundation-stjerne-imperiets historie som han selv har skrevet; nogle mere vellykkede end andre. 

   Jeg vil gerne her fremhæve Roberet McBride Allen om hvem Wikipedia skriver:

Shortly before his death in 1992, Asimov approved an outline for three novels (Caliban, Inferno, Utopia) by Roger MacBride Allen, set between Robots and Empire and the Empire series, telling the story of the terraforming of the Spacer world Inferno, and about the robot revolution started by creating a "No Law" Robot, and then New Law Robots.

De er både rigtig gode og opleves meget solidariske med Asimovs robot-univers.

   Wikipedia fremhæver flere andre Asimov-opfølgende serier som jeg ikke har læst endnu, men som jeg planlægger at anskaffe:

More recently, the Asimov estate authorized publication of another trilogy of robot mysteries by Mark W. Tiedemann. These novels, which take place several years before Asimov's Robots and Empire, are Mirage (2000), Chimera (2001), and Aurora (2002). These were followed by yet another robot mystery, Alexander C. Irvine's Have Robot, Will Travel (2004), set five years after the Tiedemann trilogy.

   In November 2009, the Asimov estate announced the upcoming publication of Robots and Chaos, the first volume in a trilogy featuring Susan Calvin by fantasy author Mickey Zucker Reichert.[4] The book was published in November 2011 under the title I, Robot: To Protect, and was later followed by two sequels: I, Robot: To Obey (2013) and the upcoming I, Robot: To Preserve (2016).

Og sådan kunne jeg blive ved - op og ned gennem litteraturhistorien. 

   

Og hvis man skifter genre fra roman (eller tegneserie) til tv eller film i forhold til et univers og personkarakterer, ja så ser det endnu mere vildt og kaotisk ud. 

   Der er fx i årenes løb lavet en lang række Sherlock Holmes-film og -serier hvor kun én har fundet nåde for mit blik, nemlig den med Jeremy Brett som Sherlock Holmes, en serie som har været vist på DR igennem flere år - med mig som trofast seer:

Jerymi Brett i rollen som Sherlock Holmes

https://en.wikipedia.org/wiki/Sherlock_Holmes_(1984_TV_series)

Det hører jog også med til historien at Conan Doyle selv ville stoppe sin detektiv serie, men af  pres fra læserne - elskere af både hovedpersonerne og plottene - følte sig tvunget til at genoptage serien og genoplive hovedpersonen som ellers var  skrevet "død" i kampen med superskurken Moriarty.

   Nogen siger så også at de følgende historier efter genoplivningen, ikke holdt niveau med de første. Et typisk problem for de fleste opfølger-forfattere,

   Og det hører med til historien at Isaac Asimov også stoppede sine to super-populære romanserier om Foundation-imperiet og om detektivparret Ilijah Baely-R. Daneel Olivaw efter hhv. tre og to udgivelser - for så mange år senere at lade sig overtale til selv at genoplive serierne, universerne og hovedpersonerne.

Og for så lige at vende tilbage til Lagercrantz aktuelle opfølgning 'Det der ikke slår os ihjel'.

   Så tænker jeg at det sandsynligvis er samme form for kreativitet som gør det muligt for ham både at leve sig så meget ind i Zlatans måde at tænke og tale på, og at leve sig ind i Stieg Larssons måde at skrive sine krimier på, at der i begge tilfælde kommer gode og læsværdige bøger ud af det. 

   Det er en særlig evne, et særligt talent - en særlig faktionslysten hjerne - som også forfattere af gode parodier, pasticher og traverstier lever højt på. 

   Og som fx også kommer til udtryk i de bedste film inden for genren 'mockumentary', som jeg tidligere har skrevet om i forskellige indlæg, blandt andet dette:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/mocumentary-i-radioen-hvor-frkt-og.html

Men altså: Jeg glæder mig til de to næste opfølgningsromaner af Lagercrantz med Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist som hovedpersoner. Og forventer igen at kritikken vil være urimeligt hård.

Særlige evner (6) - om at finde rundt, gå visuelt i detaljer, læse kort og løbe derudaf - og om det at være god til at se noget for sit indre blik - 'the mind´s eye'

Jeg har tidligere skrevet en række indlæg om hjerner med særlige - og meget usædvanlige evner.

   Blandt andet skrev jeg om forfatteren Kim Leine - efter at have læst et interview med ham af journalisten Niels Thorsen:

Jeg synes det generelt er interessant den måde Kim Leine tænker og formulerer sig objektivt og distanceret på - i forhold til sin egen hjerne, og det er bemærkelsesværdigt hvor bevidst han er om hvordan den fungerer når han skal skrive. Og hans hjerne har altså også haft den særlige evne uden besvær at kunne genkalde sig detaljerede erindringer af oplevelser og de sanseindtryk de er forbundet med, på den indre skærm.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/05/srlige-evner-5-om-det-at-kunne-tale.html

Kim Leine havde også en helt usædvanligt evne når det angik sprog: Hvis nogen siger en sætning til ham, kan han straks og automatisk svare tilbage - med en 'baglæns-udtale' af de bogstaver og orde han lige har hørt 'forlæns'.

   Forskere anslår at det måske er en ud af en million der har den særlige evne. Faktisk fik jeg via Facebook opsporet én yderligere person fra Danmark der kunne det.
   På YouTube kan man finde videoer med amerikanske eksempler hvis man søger på "kids" + "backward speech" eller + "backward talk". Det er bare fantastisk.

Det med hjerner med særlige evner blev jeg mindet om ved at læse et større interview i Politiken fra i søndags (27/08/15) - på den sidste side af 'sportsnyhederne'.

   Interviewet er med den tredobbelt guldvinder ved VM i orienteringsløb i sommer, Maja Alm.

   Journalisten der har lavet interviewet og skrevet artiklen, er Rasmus Beck - grand old man inden for kreativt skrevet sportsjournalistik, og en ørn til at bruge friske metaforer og metonymer til at levendegøre forskellige sportsgrene som ellers i den grad tiltrækker klicheer og livløst billedsprog - bare for at blive 'solgt'.

    Rubrik og manchet lyder:

Først blev hun værk, så blev hun mester

En gang var Maja Alm tæt på at blive trampet i små stykker af en elg. En anden gang jog et fransk vildsvin hende på flugt. Men i sommer fangede hun tre VM-guldmedaljer i Skotland.

Jeg ved meget lid om orienteringsløb. Noget med at løbe og finde vej efter et kort og med poster placeret rundt omkring i et uvejsomt område jeg aldrig selv ville finde på at bevæge mig rundt i - fordi jeg ville være sikker på både at falde og fare vild. Og så: Hvem er hurtigst til det?

   Ikke en sport for mig, og ikke en der egner sig til TV.

http://360.here.com/2014/10/06/people-better-map-reading-others/

Af artiklen fremgår det at Rusmus Bech ikke selv er nogen god kortlæser, så han sætter sine egne manglende evner på det felt i kontrast til et illustrerende citat fra Maja Alm; Bech skriver:

For mig er alene tanken om at skulle fise af sted gennem en skov ved hjælp af en dirrende kompasnål og et kort med underlige streger nok til søge hen til det nærmeste busstoppested. Men kortlæsning er imidlertid en kunst, den danske verdensmester behersker.

   »Når jeg ser et kort med højdekurver, skov og åer, så ser jeg et landskab 3-dimensionelt. Og jeg ser bakkerne for mig. Det betyder, at jeg ved, hvad jeg skal løbe mod – hen til bakken, ned på den anden side og videre til den næste og ud i lysningen. Kortets farver fortæller mig desuden, hvilken type skov jeg skal ind i. Jeg er hurtig til at danne billeder, og hurtig til at træffe beslutninger. Det er med til at give mig en fordel i mange løb«, fortæller Maja, ...

På dansk taler man om at kunne 'se noget for sit indre blik' eller 'på den indre skærm' når man kalder et billede, en forestilling frem i tankerne - i modsætning til det at se noget i virkeligheden.

   Og landskabsbillederne på den indre skærm aktiveres altså både meget tydeligt og levende - i 3D - og meget hurtigt når Maj Alm 'læser' et kort, dokumenterer citatet.

   Det ligner jo meget det som de fleste musikere må være rigtig gode til: at læse noder - og derefter spille de toner som repræsenteres ved de noder de læser.

 

Gode musikere med hang til at opfinde nye melodier kan bruge evnen til at 'gå den modsatte vej': altså først at forestille sig - 'høre' en melodi for 'det indre øre', og så skrive melodien ned i noder på papir så andre kan spille melodien uden at have hørt den først i virkeligheden

 

Det fremgår ikke af interviewet om Maja Alm er god til at 'gå den modsatte vej': altså at følge en rute gennem et landskab, og så tegne et kort ud fra den vej hun har gået eller er ved at gå ad, kort som andre 'kortlæsere' så bagefter kan følge hvis de vil gå samme vej.

   Men Maja uddanner sig ikke til karto- og geograf - men til tandlæge, fremgår det af interviewet.

Hjerneforskeren Oliver Sacks har skrevet flere bøger om den mentale betydning af 'the minds eye', bøger hvori han blandt andet fortæller at der er stor forskel på hvor skarpt, præcist og detaljeret de 'images' er som forskellige mennesker ser for sig i/for deres 'mind's eye' - på 'den indre skærm'.

   Men han fortæller også at det faktisk er en evne som den plastiske hjerne kan opøve ved intensiv træning.

 

Oliver Sacks har imidlertid også et helt kapitel i bogen 'The Mind´s Eye' som handler om fænoenet 'ansigtsblindhed' - prosopagnosia - det at man ikke kan (eller har svært ved at) genkende ansigter som man har set før, og som er et særligt 'handicap' han selv har haft siden han var barn, og som han sent i livet blev klar over nok har været genetisk betinget.

   Det er et handicap som i øvrigt, konstaterer han, neurologisk er tæt forbundet med en anden 'agnosia' -  environmental agnosia (stedblindhed) - dette at man ikke - eller kun med besvær kan (lære at) genkende steder som man har set tidligere, og fx derfor har svært ved at finde hjem ad samme vej man er kommet.

 

Selv har jeg - om end i mindre omfang - det samme handicap som Sacks: svært ved at genkende ansigter - og svært ved at genkende steder - og i øvrigt også ting - objekter som jeg leder efter.

  Jeg kan til gengæld i høj grad genkende mig selv i den her beskrivelse fra kapitlet 'Face-Blind':

I have been accused of "absentmindedness", and no doubt this is true. Bu I think that a significant part of what is variously cale my "shyness", my "reclusiveness", my "social enptitude", my "eccentricity", even my Asperger´s syndrome", is a consequence and af misintrepretation om my difficulty recognizing faces.

Det fremgår af interviewet med Maja Alm at det at at læse kort og kompas som et landskab i 3-D man kan genkende og nemt løbe rund i, at det er noget hun er blevet trænet i fra barnsben af, af sine forældre som selv har været aktive orienteringsløbere - og stimuleret den særlige evne hun nok deler med dem.

   Så det er jo sandsynligt at Maja Alm genetisk har været disponeret for at blive særligt god til at se locations i 3-D for sit indre blik - ud fra aflæsning af kort og kompas, samtidig med at forældrene har tilskyndet hende til at udvikle den særlige evne hun har haft fra fødslen.

 

Bech beskriver interviewet med Maja som en metaforisk rejse i en imaginær togkupe:

Det gjorde vi så. Sad over for hinanden – som to rejsende i en togkupé, reporteren og den 27-årige tandlægestuderende, Maja Alm, der tillige er 3-dobbelt verdensmester i orienteringsløb. Samt den førende på verdensranglisten.

   Og det blev bl.a. til en færd ad bugtede skinner tilbage til barndommens skove ved Rødekro og Haderslev i Sønderjylland, hvor forældrene, entusiastiske orienteringsløbere, slæbte datteren med i barnevogn og klapvogn. Til en opdragelse i sundhed og velvære.

   Da lille Maja var seks år og flere gange havde været rundt i skovene med kort og kompas, mente hun sig stor nok til at gå alene ind mellem træerne . Ind til fuglene og regnormene. Hun kunne sagtens finde vej.

   »Fint nok«, sagde farmand Alm – og sendte datteren, der har tre søskende, ind i den store, grønne verden.

   Nogle timer senere blev hun fundet, grædende, men dog sammen med nogle andre børn, hun var stødt ind i på sin ellers ensomme færd.

   »Jeg var blevet ret meget væk«, fortæller Maja Alm fra sin plads i kupeen.

De mentale billeder som jeg selv kan fremkalde for mit indre blik når jeg lukker øjnene, fx erindringsbilleder fra turistrejser i Langbortistan eller en tur i skoven, de er ikke særligt skarpe - hverken i konturer, detaljer eller farver.

  

Og de er i hvert fald slet ikke i 3-D, hvad der kan hænge sammen med at jeg faktisk ikke ser den ydre virkelighed i 3-D som de fleste mennesker gør, men 'kun' i 2-D - på grund af en øjeoperation for skeløjethed da jeg var barn.

   Men det kan måske netop være derfor jeg alligevel er ret god til at læse kort og finde rundt i en ny by eller et nyt landskab ved hjælp af kort. Et kort er jo kun flader og linjer i 2-D.

   Et korts visuelle udtryk er jo et grafisk abstrakt symbolsprog som indebærer at vi for at kunne aflæse det, skal se bort fra en masse detaljer i omgivelserne - og kun fokusere på de 'grove' former og linjer som er afgørende for at finde hen til der hvor man vil hen.

   Bare tænk på forskellen mellem et traditionelt google-kort - og et google-sattelitbillede af det samme område.

Fruen har en hjerne med særlige kvaliteter som jeg tidligere har skrevet om - blandt andet at hun ser farver 'på den indre skærm' som automatisk ledsagefænomen  til det at læse bogstaver, ord og tal.

   Og hun kan ikke lade være. Det er en medfødt evne til 'samsansning' som  primært er genetisk betinget, siger forskerne.

   Denne særlige egenskab kaldes synæstesi.

   Det er noget jeg har behandlet i mange tidligere indlæg fordi en masse forskning viser at der statisk set er en stor overrepræsentation af synæstetikere  blandt særligt kreative personligheder, både de nulevende - og i historien.

Fruen har også et særligt skarpt syn for - selv de mindste - detaljer.

   Hun kan fx gå og stå på en græsplæne, og uden at "lede" bevidst efter det, spotter hun uden videre en - ja - en lille bitte FIRKLØVER - midt i alt det grønne hvor det jo - ud over forskellige græsarter - vrimler med almindelige trekløverblade.

   Gående på stranden er hun en ørn til at spotte 'køer' - dvs. sten med hul i - som altså har fået det kælenavn fordi de kan 'tøjres'. De kaldes også 'lykkesten'.

   Jeg finder stort set aldrig 'en ko' på stranden selv om jeg i årevis har samlet på smukke strandsten til slibning.

   Ingen tvivl om at fruens hjerne og omverden-syn er neurologisk programmeret på en særlig måde så hun automatisk og uden bevidst beslutning får øje på hulsten og firkløver foran sine fødder.

   Tænker man på damer i stenaldersamfundet og hvad de foretog sig, så er det utvivlsomt noget der har bidraget kraftigt til familiens og stammens velværd og overlevelse.

Fruen spotter også straks den mindste plet som jeg ubemærket for mig selv har spildt på forsiden af min uldtrøje.

   Og hun spotter fx også lynhurtigt og automatisk råd, svamp og bittesmå fugtpletter i et  hjørne i et hus vi går igennem - tegn og spor som jeg ville overse hvis ikke jeg desideret besluttede mig til at lede efter den slags svært synlige udtryk for forfald.

   

Det har også noget med 'the mind's eye' at gøre.

   For automatisk at spotte den slags ting, må hun - og andre med samme automatsans for detaljer som hende - for sit indre blik  have et meget præcist og meget detaljeret idealbillede af hvordan en ensartet flade bør se ud, et mentalt billede som så gør det muligt straks at spotte en synlig - men næsten usynlig - afvigelse eller brud på idealbilledet.

 

Fruen kan i øvrigt heller ikke lade være med at spotte stavefejl når hun læser, og hun er en fantastisk korrekturlæser.

   Jeg selv er delvist ordblind, og om ord lige staves på den ene (rigtige) eller den anden (forkerte) måde er ikke noget jeg lægger mærke til når jeg læser (og jeg læser hurtigt), med mindre jeg mentalt slår bremserne i - og gør mig meget umage med at fokusere på stavningen og se bort fra indholdet.

    Skal jeg nødtvunget læse korrektur på en tekst jeg selv har skrevet, må jeg tvinge mig selv til at lade som om det er noget en anden har skrevet. men resultatet er dårligt. For mange fejls bliver stadig overset.

Fruen har også et helt specielt mimetisk talent for dialekt- og sociolekt-udtale. Hun behøver bare at høre en dialekt første gang fra en person hun ellers ikke før har hørt sige noget, og så kan hun overbevisende efterligne den - og kan næsten ikke lade være med at bruge 'melodien' når hun fx genfortæller hvad vedkommende person har fortalt.

Fordi fruen lægger mærke til en masse detaljer som jeg overser når vi som turister går rundt i en fremmed by, så er det meget nemmere for hende at finde ud af om det sted vi passerer, er et vi har gået forbi før - og altså at genfinde en vej hjem til hotellet - ved at genkende detaljer fra bygninger som hun lagde mærke til og husker fra da vi tidligere passerede.

Til gengæld er hun så ikke god til at finde vej ved hjælp af et almindeligt landkort - med abstrakt grafisk markering af veje, skove, søer, jernbaner, huse - og højdekurver - og ingen umiddelbart genkendelige detaljer.

   At finde rundt ved hjælp af et kort, det er jeg til gengæld rigtig god til, som nævnt ovenfor.

   Det første jeg anskaffer mig når jeg kommer til en ny by eller et nyt land, er et kort.

   Med kortet i hånden, føler jeg mig tryg - jeg har et overskud og overblik - og jeg ved at jeg altid kan finde rundt - og finde hjem - og sjældent farer vild.

Den nyeste hjerneforskning har faktisk undersøgt det med hvorfor der er så relativt store forskelle på evnen til at læse kort; ikke med den største succes endnu, fremgår det af et indlæg på bloggen "360.HERE.COM".

   Men at det har noget at gøre med hjernens evne til at tænke og forestille sig noget rumligt - 'spatial abilities' - det er der ingen tvivl om.

   Og igen er vi inde på the 'mind's eye', de mentale evner vi alle trækker på når vi vil 'manipulere '- vende og dreje former og figurer i hovedet:

Reading a map requires what psychologists call ‘spatial abilities’, which are skills we use to manipulate 3D shapes and geometric information in our heads. Psychologists have defined many different types of spatial abilities, each relating to different tasks. To read a map successfully, you need more than one.

   In 2007, geographer Amy Lobben of the University of Oregon discovered which spatial abilities are key for map reading. The most important by far was ‘self-location’ – the ability to relate where you are in the real world to the corresponding spot on a map by observing roads, buildings and intersections.

   Two other spatial abilities that proved important were ‘route memory’ – your ability to remember the way – and ‘map rotation’. Map rotation involves mentally rotating a map as you make successive turns, without physically having to turn it. You can test how good you are at map rotation here and here.

Hvordan konstaterer og måler forskerne 'rumlige evner'? 

   Man kan lade forsøgspersoner navigere i virtuelle labyrinter- og derefter se hvor godt de klarer sig; eller rent faktisk lade dem prøve at finde rundt i ukendt terræn ved hjælp af et kort.

   Men hvad foregår der i hovedet på dem, spørger blogindlægget:

The relatively new field of neuroscience is attempting to answer that question using fMRI (functional Magnetic Resonance Imaging) to reveal blood flow in the brain. The blood flow shows which parts of the brain are active, and these ‘light up’ in an fMRI scan.

   It’s early days, but reports of Lobben’s latest work have indeed shown differences in the brains of people who are good at map rotation and those who aren’t.

   In addition, an area of the brain where activity has been spotted during map reading is the parahippocampal place area (PPA). This is a region that’s known to be active when we see landscapes, rooms and other places.

   The PPA is itself part of the parahippocampal gyrus, an area surrounding the seahorse-shaped bit of the brain called the hippocampus. There’s a hippocampus in each hemisphere of the brain – left and right – and it’s known to play a major role in navigation and spatial orientation. 

The role of the hippocampus became clear in research into the brains of taxi drivers by neuroscientists Dr Hugo Spiers and Prof Eleanor Maguire. The hippocampus was most active when the cabbies planned their route in advance of driving on a computer game. But when they encountered road blocks or other obstacles during the game, other areas of the brain were involved.

En hjemmeside med titlen 'GIS LOUNGE', hvor GIS står for 'Geographic Information Systems', fortæller mere om taxachaufførers hjerner, og hvilken effekt det har på dem at skulle bruge dem så meget til at finde rundt:

Reading maps and developing navigational skills can affect the brain in beneficial ways. In fact, using orientation and navigational skills often can actually cause the hippocampus and the brain to grow, forming more neural pathways as the number of mental maps increase.

   A study by scientists at University College in London found that grey matter in the brains of taxi drivers grew and adapted to help them store detailed mental maps of the city. The drivers underwent MRI scans, and those scans showed that the taxi drivers have larger hippocampi when compared to other people.

   In addition, the scientists found that the more time the drivers spent on the job, the more the hippocampus changes structurally to accommodate the large amount of navigational experience.

   Drivers who spent more than forty years in a taxi had more developed hippocampi than those just starting out. The study shows that experience with the spatial environment and navigation can have a direct influence on the brain itself.

http://www.gislounge.com/spatial-orientation-and-the-brain-the-effects-of-map-reading-and-navigation/

Jo mere tid og jo længere tid Londons taxachauffører bruger på at orientere sig gennem faktiske kort når de begynder på jobbet - eller vel især ved de mentale kort som kaldes frem i 'the mind's eye' når de er i rutinerede, ja,  jo større og mere udviklet bliver hippocampus. 

   Og det stemmer fint med de nyeste teorier (Richard J. Davidson) om 'den plastiske hjerne', teorier der kort fortalt siger at hjernens forskellige specialiserede moduler og centrer udvikler sig gennem træning og hyppig brug - ligesom muskler. 

   

Hjerneforskerne har fundet ud af meget om hvilke forskellige dele af hjerne der arbejder sammen når vi 'navigerer' og finder rundt i vores omgivelser:

We have place cells, hundreds of thousands of them, each activated by a particular location. Head direction cells act like a compass. And grid cells mimic the lines of latitude and longitude on a map to tell us how far we’ve travelled.

Men hvordan den viden konkret hænger sammen med folks bedre eller dårligere evner til at læse kort og orientere sig efter dem, det har forskerne endnu ikke fundet ud af:

“While we know a lot about how different cells are involved in representing a space and mapping it, we do not know how they relate to making some people better navigators than others,” says Hugo Spiers.

Men ingen tvivl om at det hjælper at træne, og at øvelse gør mester - også når det gælder om at orientere sig ved hjælp af kort - fysiske eller mentale:

What does seem certain, however, is that tasks involving navigation change the structure of our brains. Back in 2000, Eleanor Maguire studied trainee London taxi drivers both before and after they’d acquired ‘the Knowledge’ – the training course that teaches drivers the layout of 25,000 streets. Before the training their brains were the same. Three years on, those who were driving passengers had a greater volume of grey matter (nerve cells) in their posterior hippocampus than trainees who’d failed the course and given up.

http://360.here.com/2014/10/06/people-better-map-reading-others/